Viewing entries tagged
Kaldir

Comment

Benvenuti Malvazija 2023

Der er solskin, lune briser og lyse nætter nok i istriske Benvenutis forfriskende Malvazija til at holde sommeren i live længe endnu. Mildheden selv, emmer af hvide blomster, akaciehonning og lyse stenfrugter, og den smelter på tungen med masser af saftig sydfrugt og citrus, en sart syrlig nerve og en sprød salt mineralitet. Let og læskende, med lækker tekstur og en let og pikant bitter mandelnote i eftersmagen. Druerne dyrkes økologisk og håndhøstes fra marker ved Brkač, Kaldir og Šubijent omkring Motovun midt på Istrien, vi er i godt 150-400 meters højde over havet, på hvidlig flysch, og vinstokkene er plantet mellem 2000 og 2012. Køligt gæret på ståltanke og modnet seks måneder på gæren. Malvazija med klasse og smæk for skillingen, sommer uden ende i sigte…

Flaske: Malvazija 2023
Vinhus: Benvenuti
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Flysch, kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Sur lie på ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Pelican Wines
Pris: 150,-

Comment

Comment

Benvenuti Malvazija Livio 2022

En mageløs Malvazija, som bærer sommeren i sig og generøst giver den videre! Livio er formidabelt forfriskende og forførende dybe dråber fra brødrene Albert og Nikola Benvenuti fra Kaldir ved Motovun i kroatiske Istrien, en vin, de har valgt at opkalde efter deres nu afdøde far, som længe var en ledestjerne blandt Istriens vinmagere; og vinen er legenden værdig. Druerne dyrkes økologisk og er håndhøstet fra vinmarker ved Turkovo og Motovun plantet i henholdsvis 1946 og 1962. Spontan gæring og maceration på ståltanke, modnet et år på gærresterne i store gamle egetræsfade og først frigivet efter et år på flaske. Seriøse sager med eminent lagringspotentiale men absolut elskelig allerede nu. Fine aromaer af akacie, lindeblomster og friske ferskner følges på tungen op med en lind strøm af citrus, fersken og abrikos, akaciehonning og bivoks, akkompagneret af en sirlig syre og en smeltende salt mineralitet. Saftig og mundvandsdrivende, stoflig og rig, raffineret og elegant.

Flaske: Malvazija Livio 2022
Vinhus: Benvenuti
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig ler og flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Pelican Wines
Pris: 215,-

Comment

Comment

Benvenuti Corona Grande 2016

Grøn rabarber og kardemomme, akaciehonning og mango, friske figner og kanel, syrlig, sød og eksotisk krydret. Ironisk nok var kroatiske Corona Grande den nok bedste søde vin, jeg smagte i 2020, et år, som var mere syrligt end sødt og krydret med skuffelser for de fleste. Så er der de små lyspunkter, og vores brogede verden har heldigvis stadig smukke afkroge som Istrien og sjældne druesorter som Ulovina. Ulovina er 15% af krydderiet i dette blend af mestendels 60% Malvazija Istarska og 25% Muškat Momjanski, sent høstet, tørret to måneder på stråmåtter og gæret med fem dages maceration. 130 gram restsukker versus 6,2 gram syre. Et lille mesterværk fra brødrene Nikola og Albert Benvenuti og en velkommen forsødelse af tilværelsen.

Benvenuti Corona Grande 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Corona Grande 2016 (0,375 l)
Vinhus: Benvenuti
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Malvazija Istarska,
Muškat Momjanski og Ulovina
Jordbund: Sand, ler, flysch
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret på stål,
fem dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 250,-

Comment