Viewing entries tagged
Grinzing

Comment

Hajszan Neumann Grüner Veltliner Natural 2020

En orange vårhare fra Wien, den fine Grüner Veltliner Natural fra Hajszan Neumann. Liflig duft af grøn banan, mango og papaya, et pust thaibasilikum og koriander, Østrig møder Orienten. I munden er den saftig og stoflig, griber godt fat med masser af tørstof, kalket mineralitet, summende syre og en mild bitterhed. Af biodynamisk dyrkede druer fra marken Gabrissen på Bisamberg i byens nordøstlige hjørne, spontangæret på ståltanke med fire måneders skindkontakt og flasket ufiltreret. En karakteristisk anderledes GV til UG med kryds og slange.

Flaske: Grüner Veltliner Natural 2020
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdigt sand og grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
fire måneders skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12,5%
Importør: Løgismose
Pris: 144,-

Comment

Comment

Weingärtnerei Uhler Ried Reisenberg «Wien 1960» 2018

Overraskende orange Grüner Veltliner fra Peter Uhler i Wien. Marken Reisenberg huser de dybt rodfæstede Veltliner-stokke plantet i 1960, som sædvanligvis lægger druer til vinen Der Jubilar; men her er det som om han med fire ugers skindkontakt har transponeret den fra c-dur til a-mol eller skiftet sin vanlige violin ud med en bratsch! Saftig pærefrugt med citrusnoter, først ret læskende men så mere tør og stoflig med fint støvede tanniner og efterklang af anisfrø, kommen, pæreskal og grapefrugt. Play it again!

Weingärtnerei Uhler Grüner Veltliner Ried Reisenberg Wien 1960 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: «Wien 1960» 2018
Vinhus: Weingärtnerei Uhler
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Flysch, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Hajszan Neumann Riesling Ried Steinberg 2019

Dugfrisk Riesling fra Wien, hvor Hajszan Neumann med biodynamik kortlægger byens nordlige vinmarker. Citrusfrisk snude med et røget strejf. Sprød, saftspændt og syrerig i munden, smager af citrus, stenfrugt og sagte eksotik, mens en livlig syre skøjter rundt og slår pirouetter på is. Stenet mineralitet. Sydvest for det navnkundige Nussberg ligger Steinberg, en sydvendt skråning på sandsten, der hæver sig 300-330 m.o.h. og med udsigt over det meste af byen. Gamle stokke og gæring på ståltanke giver rankhed og koncentration. En forfriskende fornøjelse.

Hajszan Neumann Riesling Ried Steinberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Steinberg 2019
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Ler, sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14%
Importør: Løgismose
Pris: cirka 225,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Cobenzl Reisenberg Wiener Gemischter Satz 2016

Fint æble- og pæreduftende vin fra Wien. Sprødt syrebid og rund fylde, pære- og ferskensmag med noter af krydderurter, rodfrugter og sydesalt. Cobenzl er ejet af bystyret i Wien siden 1907. Ried Reisenberg i Grinzing er deres bedste enkeltmark, en blandet beplantning på sen bakke af sandsten og mergel, omringet af bistader og solfangere som del af en mere bæredygtig dyrkning.

Cobenzl Reisenberg Wiener Gemischter Satz 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Reisenberg WGS 2016
Vinhus: Cobenzl
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Flysch, sandsten, kvarts
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Pris: cirka 100,-

Comment