Viewing entries tagged
Glud Vin

Comment

Vinarija Erdevik Ex Cathedra Sauvignon Blanc 2017

Seriøs Sauvignon fra Serbien bragt til Danmark af Jelena Andric Boskov. En forfinet og betagende Sauvignon Blanc uden druens sædvanlige excesser udi det aromatiske, grønne eller tropiske, snarere er den blot syrefrisk, fuld af stenfrugt og ganske mineralsk. Det historiske vinhus Erdevik ligger i Srem ved den vestlige fod af Fruška Gora i Vojvodina. En stor, sammenhængende vinmark ved Breskvik over landsbyen Krcedin er ophav til druerne, som vokser lige ved Donaus højre bred. Mildt blomstrde og urtede noter i næsen, saftig kerne- og stenfrugt, fast i kødet, og med klar syre og mineralsk spil.

Flaske: Ex Cathedra 2017
Vinhus: Erdevik
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Glud Vin
Pris: 249,-

Comment

Comment

Erdevik Estate Grand Trianon 2016

Der er ikke ligefrem Bordeaux blends, verden mangler, men når de formår at være vellavede og serbiske på samme tid, skal man ikke kimse. Vingården Erdevik ligger som Bordeaux lige på den 45. breddegrad, dog i Srem i det nordlige Serbien, på lerede jorde og lige ned til Donau, så der er væsentlige klimatiske og geologiske fællestræk. Støbt sammen af Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah og modnet på store og små træfade er den stringent og mineralsk i munden, med fin fylde, strunk syre og smidige tanniner, og teksturen breder sig ud som nervøs velour. Først er den ret fast og fortættet, men med luft lukker den op for sursøde solbær, skovbær og kirsebær, sveske, cigarkasse, jordskokker, tørv og muld og en pikant pebret krydring; og længde som en halvmarathon. En meget statelig vin, som viser terroirets potentiale og serbernes formåen udi vin.

Flaske: Grand Trianon 2016
Vinhus: Vinarija Erdevik
Område: Syrmien
Land: Serbien
Druesorter: Cabernet Sauvignon,
Merlot, Syrah
Jordbund: Kalkholdig ler, løss og sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltank
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,4%
Importør: Glud Vin
Pris: 239,-

Comment