Viewing entries tagged
Garganega

Comment

Cantina Gorgo Summa 2020

Summa er toppen af poppen fra Cantina Gorgo og Custoza Superiore af fineste slags. Vi er lige syd for Gardasøen, og råstoffet er Garganega og Cortese høstet helt ind i oktober; så der er smidig flyde, moden frugt og stor dybde i vinen, der charmerer med mild jasminduft, en saftig mundfuld ferskner og abrikoser og strejf af hø, mandler, vanille og en delikat salt eftersmag. Cantina Gorgo drives af Roberta Bricolo, som tog over fra sine forældre og omlagde til økologisk dyrkning i 1994— en oprindeligt etisk beslutning, som hun bedyrer desuden har resulteret i langt sundere og smagsmæssigt mere udtryksfulde druer. Smagfuld er vinen i hvert fald!

Flaske: Summa 2020
Vinhus: Cantina Gorgo
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Garganega, Cortese
Jordbund: Kalkholdig moræneler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Lahvino
Pris: 145,-

Comment

Comment

La Biancara Sassaia 2009

Garganega i de højere luftlag: Løftet, æterisk næse med flint, røgelse og myrra skær. Modne pærer og kvder i smagen, spændstig syre og smidigt stof, tørrede abrikoser, kumquats, bergamot, mandler og hø; har noter af hvid balsamico, gueuze eller anden lambic broderet ind i stoffet. Humørhævende, mundvandsdrivende, tankevækkende vin. I yngre aftapning er den anderledes ligefremt forfriskende, med saftige pærer, ananas, kandiseret citrus, et hint af grøn banan og bivoks. Sassaia er skabt af druer fra Sorio-bakkerne lige omkring vinhuset, den ene halvdel med en håndfuld dages skindkontakt, den anden halvdel direkte presset af hele klaser. Gæret og modnet på store gamle egetræsfade, flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Ren fornøjelse.

Flaske: Sassaia 2009
Vinhus: La Biancara
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega, Trebbiano
Jordbund: Lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvist skindfermenteret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: lieu-dit
Pris: 160,-
(nyere årgange)

Comment

Comment

Filippi Castelcerino 2012 — Folgio 1 —

Soave med sjælden substans— så er Filippo Filippi manden! Hans Castelcerino er normalt en af basisvinene men altid alt andet end simpel. Årgang 2012 har han keret sig særligt om med 56 måneder på gærresterne. Vi taler gamle Garganega-stokke på vulkansk jordbund, opbundet i pergola og dyrket biodynamisk. Frisk syre og den fineste tekstur, moden ananas- og æblefrugt er krydret med kamille, mynte og en mild mandelbitterhed. Fin stoflighed og flot dybde, associationerne få frit spil: Den er let og luftig som tuf og samtidigt bastant som basalt.

Filippi Castelcerino 2012 Folgio 1 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Castelcerino 2012
Vinhus: Cantina Filippi
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega
Jordbund: Basalt, tuf, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vintro Vin
Pris: 165,-
(for den sædvanlige Castelcerino)

Comment

Comment

Pieropan Soave Classico Calvarino 2016

Soave kan ganske vist oversættes med sød og blød, men der er intet blidt eller rundt over Calvarino fra Pieropan, en enkeltmarksvin fra terrasser på vulkansk jordbund lige uden for byen Soave. Navnet betyder i øvrigt ‘lille Golgata’ med en hentydning til markens plagsomme opdyrkning. Efter en let flintet og røget åbning er der jasmin, parafin, ferskensten og mandler, citronskal, sprød syre og salt eftersmag. Det er en anderledes rank og spændstig vin end dens genpart fra kalkholdige lerjorde, den frodigere og frugtigere La Rocca. Hovedrollen i begge indtages af Garganega (gamle stokke) med støtte fra Trebbiano di Soave. Gæret i glasbeklædte cementtanke og lagret et år på gærresterne i ståltanke.

Pieropan Soave Classico Calvarino 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Calvarino 2016
Vinhus: Pieropan
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Garganega,
Trebbiano di Soave
Jordbund: Tuf, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cement- og ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Adriat Vinimport
Pris: 175,-

Comment

Comment

Fornaro Soave Classico Anfora 2016

En af Soaves mange små og spændende producenter er Damiano Fornaro, der i en alder af 25 slog sig ned som vinbonde i 2010. Han søger det maksimale udtryk fra sine fossilrige, kalkholdige jorde og Garganega-druen; og han gør gerne en forskel— for eksempel med vinificering på amforaer. Soave Classico Anfora 2016 er puristisk og mineralsk i stilen. Æterisk duft af citrus, tørrede blomster og benzin; og slank, stringent og syrerig smag af grapefrugt og sagte bitternoter af akaciehonning og friske mandler.

Fornaro Soave Classico Anfora 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Soave Classico Anfora 2016
Vinhus: Fornaro
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega
Jordbund: Kalkholdig
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Fasoli Gino Pieve Vecchia 2016

Pieve Vecchia, den gamle kirke, kaster et gyldent lys over en svunden tid med sin duft af nyhøstede kornmarker og fuldmodne ferskner, sensommer og efterår. 100% Garganega fra pergolaer på veronesiske sandjorde, tre gange høst fra midt til september til midt oktober. Gæret på stål og lagret på tonneaux, og det smager af syrnet smør, citrusskal og mandler med strejf af kamille og vanille. Moden fedme, delikat syre og salt mineralitet. Frodig nu men også med et vist lagringspotentiale. Fasoli Gino var for øvrigt frontløber for Italiens økologiske vinbrug: De konverterede fuldt ud i 1986 og har praktiseret biodynamik siden 2006.

Fasoli Gino Pieve Vecchia 2016.jpg

Flaske: Pieve Vecchia 2016
Vinhus: Fasoli Gino
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega
Jordbund: Sand, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Supermarco
Pris: cirka 150,-

Comment