Viewing entries tagged
Dolegna del Collio

Comment

Venica & Venica Friulano Primarûl 2022

Friulano på første klasse fra familien Venica i det allernordligste Collio, kommunen Dolegna del Collio lige på grænsen til Slovenien. Primarûl betyder den førstefødte på det lokale friulanske tungemål, og med den titel hylder de senere generationer Daniele Venica, som i 1930 grundlagde vinhuset. Friulano var hans første vin, dengang sorten stadig kaldtes Tocai; men navneskiftet til trods har vinen bevaret sin tydelige identitet, i Venicas udgave med tyggelig tekstur, hyggelig frugtsmag og en friskhed, som især må tilskrives det høje og skovklædte bakkeland og de kølige vinde, der kommer ned fra Alperne. Delikat aromatisk med noter af frisk stenfrugt og nyslået hø. Mild syre, sart stoflighed og fin fylde af friske frugter, pære, fersken og kiwi, med små strejf af friske urter og en let mandelagtig bitterhed, som er karakteristisk for sorten. Alsidig madvin! Venicas marker ligger blandt frugtplantager og skove, en mindre del er stadig plantet i det gamle blandede “promiscuo” system, der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinhuset deltager desuden i biodiversitet- og bæredygtigheds-projektet VIVA. Primarûl er udvalgt fra forskellige marker, druerne håndhøstet i slutningen af september, afstilket og koldt udblødt et halvt døgns tid før gæringen og modnet et halvt år på ståltanke.

Flaske: Primarûl 2022
Vinhus: Venica & Venica
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Friulano
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Textur Vin
Pris: 200,-

Comment

Comment

Livon Collio Bianco Solarco 2018

Livons Solarco (“Solbuen”) er halvt frugtig Friulano og halvt rank Ribolla, gæret og modnet på ståltanke, halvdelen af Friulanoen på franske barriques. Skal det være saftspændt frugt med frisk syre og mild bitterhed, er det ikke helt af vejen… og på vejen er der plantet akacie og kamille, citrus og pakkede sydfrugter, stundom en smule mandel, kokos og vanille. Pæn intensitet og flot balance.

Livon Solarco 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Solarco 2018
Vinhus: Livon
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesorter: Friulano, Ribolla Gialla
Jordbund: Flysch, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Dio Vino
Pris: 159,-

Comment