Viewing entries tagged
Döbling

Comment

Weingärtnerei Uhler Ried Reisenberg «Wien 1960» 2018

Overraskende orange Grüner Veltliner fra Peter Uhler i Wien. Marken Reisenberg huser de dybt rodfæstede Veltliner-stokke plantet i 1960, som sædvanligvis lægger druer til vinen Der Jubilar; men her er det som om han med fire ugers skindkontakt har transponeret den fra c-dur til a-mol eller skiftet sin vanlige violin ud med en bratsch! Saftig pærefrugt med citrusnoter, først ret læskende men så mere tør og stoflig med fint støvede tanniner og efterklang af anisfrø, kommen, pæreskal og grapefrugt. Play it again!

Weingärtnerei Uhler Grüner Veltliner Ried Reisenberg Wien 1960 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: «Wien 1960» 2018
Vinhus: Weingärtnerei Uhler
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Flysch, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Hajszan Neumann Riesling Ried Steinberg 2019

Dugfrisk Riesling fra Wien, hvor Hajszan Neumann med biodynamik kortlægger byens nordlige vinmarker. Citrusfrisk snude med et røget strejf. Sprød, saftspændt og syrerig i munden, smager af citrus, stenfrugt og sagte eksotik, mens en livlig syre skøjter rundt og slår pirouetter på is. Stenet mineralitet. Sydvest for det navnkundige Nussberg ligger Steinberg, en sydvendt skråning på sandsten, der hæver sig 300-330 m.o.h. og med udsigt over det meste af byen. Gamle stokke og gæring på ståltanke giver rankhed og koncentration. En forfriskende fornøjelse.

Hajszan Neumann Riesling Ried Steinberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Steinberg 2019
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Ler, sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14%
Importør: Løgismose
Pris: cirka 225,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Weingärtnerei Ried Reisenberg Der Jubilar 2017

Sjældent god Grüner Veltliner fra Wien. Byens bedste? Peter Uhler er i hvert fald på hjemmebane på Reisenberg, hvor stokke sat i 1960 driver det ypperste op af den kalk- og kvartsholdige sandstensjord. Den lune og tørre 2017 er koncentreret og med knivskarp balance mellem syrestruktur og frugtighed. Sprødt syrebid, slank krop og godt med grøn pære, grapefrugt, lime, urt, nyslået hø, hvid peber og knitrende salt, virkelig delikat— det må være noget nært den ideelle vin til Wienerschnitzel. Vinificeret på stål og små akaciefade, velintegreret fadarbejde, en vin, der forfrisker som få nu og har stof til eftertænksom udvikling over flere år.

Flaske: Der Jubilar 2017
Vinhus: Weingärtnerei Uhler
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Flysch, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små akaciefade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinpusheren
Pris: 225,-

Comment

Comment

Jutta Ambrositsch Döblinger Gemischter Satz Reserve 2015

A bisserl Grinzing, a bisserl Sievering, et kludetæppe af Döbling i det gamle Wien: Jutta Kalchbrenner, the artist formerly known as Ambrositsch, høstede meget modne druer fra sine gamle vinstokke i den frodige årgang 2015, og det er en tidskapsel, der først nu er ved at folde sit potentiale fuldt ud: Hvide blomster, syltede ferskner og abrikoser, tropefrugt, mandler og honning, holdt sammen af en kælen syre og en fin mineralitet. Tydeligt fornemmer man Riesling, men Grüner Veltliner og et dusin andre sorter spiller også med, vin i D-dur. Alternativt soundtrack: Hans Moser.

Jutta Ambrositsch Döblinger Gemischter Satz Reserve 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Reserve 2015
Vinhus: Jutta Ambrositsch
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Importør: Österreich Vin
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Lenikus Wiener Gemischter Satz Erinnerungsgarten 2015

En mindeværdig Wiener Gemischter Satz fra Bioweingut Lenikus. Havskildpadden er en slags æresborger i Wien, hvor den i hine tider havde hjemme i urhavet, hvorfra Nussberg har hævet sig. Erinnerungsgarten er en enkeltmark på særdeles kalkstensholdig jord med gamle stokke af mere end 10 forskellige sorter. Frisk duft af blomster og modne frugter. Æbler, pærer, kvæder og abrikoser i smagen, righoldig og kompleks, med cremet fylde, en ganske let restsødme (3,5 g/L) og mild syre, grøn krydring og mineralsk dybde.

Sorterne er hovedsageligt Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Zierfandler, Rotgipfler, Roter Veltliner, Traminer, Neuburger, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Bioweingut Lenikus Wiener Gemischter Satz Erinnerungsgarten 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Erinnerungsgarten 2015
Vinhus: Lenikus
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Hajszan-Neumann Wiener Gemischter Satz Nussberg 2018

Saftig og syrefrisk, yppig frugt, grønne æbler og pærer, moden citrus, masser af krydderurter og et hint af hø, tobak og hvid peber i eftersmagen. Ganske ligetil, det svinger som Strauss, og alligevel er der mere at hente, Mahler måske. Et muntert markmikstur af Grüner Veltliner, Riesling, Welschriesling, Weissburgunder og Neuburger med mere, biodynamisk dyrket og spontangæret på ståltanke efter tre timers skindkontakt, lagring på de fine gærrester.

Hajszan-Neumann Wiener Gemischter Satz 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Nussberg 2018
Vinhus: Hajszan-Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalksten, ler, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment