Viewing entries tagged
Czamillonberg

Comment

Andreas Tscheppe Salamander 2019

En lækkerbidsken af en Chardonnay fra det sydligste Steiermark, stringent, mineralsk og subtilt kompleks. Andreas Tscheppe laver mesterlige vine med liv, stedsans og punktlighed, og hans Chardonnay fra Czamillonberg og Krepskogel er ingen undtagelse. Endnu ung med fint flintet næse, frisk hvid ferskenfrugt, en spændstig syre og små strejf af ferskensten, mandler, pistacier, røg. Druerne dyrkes biodynamisk, og vinifikationen er naturligvis minimalistisk: Spontangæring og lagring på små og store træfade, ingen klaring, filtrering eller tilsætning af sulfitter; men det er snorlige og superrent. En vin, der gerne vil gemmes, hvis man da ikke falder for fristesen til at forfriske sig nu.

Flaske: Salamander 2019
Vinhus: Andreas Tscheppe
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkmergel, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Andreas Tscheppe Hirschkäfer 2015

Eghjorten er egentlig uddød i Danmark men for få år siden genudsat og ellers at finde på en flaske Hirschkäfer fra Andreas Tscheppe— en sjælden og vild vin, som forfører med sin glødende ravfarve og umiskendeligt orange duft af abrikos og sveske og en vegetalsk dybde— rodfrugter, fermenteret kål og muldjord. Smagen er pikant med syrlig ferskensten, tørret abrikos og sofrito, karamelliserede løg, mørk rom, ædeltræ og et strejf røg. Rund og blød med fine tanniner og en flot integreret syre. Druerne er Sauvignon og Chardonnay, dyrket på den sydvestvendte skråning Czamillonberg, og gæret med skallerne i to uger for så at overvintre i et nedgravet fad! Det underjordiske ophold oplader den efter sigende med en overjordisk energi. Livskraftigt smager det i al fald.

Andreas Tscheppe Hirschkäfer Erdfass 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hirschkäfer 2015
Vinhus: Andreas Tscheppe
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers maceration
Lagring: Små træfade, nedgravede
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 395,-

Comment