Viewing entries tagged
Coronica

Comment

Coronica Gran Malvazija 2019

Hvide blomster, der vajer i vinden, akacie, isis og lind, og milde stænk af morgendug, drivvåde nashipærer, hvide ferskner, akaciehonning, mandler og havsalt, en saftig og silkeglat creme med blid syre og vægtløs tyngde. Som en dråbe fanger lys kan Moreno Coronica indfange landskab, tradition og stemning i sin vin, nærmere bestemt Malvazija fra det nordvestlige Istrien nær Adriaterhavskysten; og som Malvazija er Moreno en integreret del af landskabet. Omringet af olivenlunde og egeskove og blæst godt igennem af Bura-vinden fra Alperne står hans vinstokke dybt rodfæstet i den røde istriske muld, den jernholdige crljenica. Rigt grønt bunddække, skånsom beskæring og stærkt selektiv høst sikrer de bedste druer til Gran Malvazija, som gæres på ståltanke og modnes mindst 18 måneder på gærresterne og med så lav sulfit som skønnes muligt. En af Kroatiens bedste hvidvine, forfriskende nu og absolut lagringsværdig— læs mere her.

Flaske: Gran Malvazija 2019
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Sur lie på stål
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Coronica Gran Teran 2017

Et lille mesterværk og en kroatisk klassiker, den aristokratiske Gran Teran fra Moreno Coronica. Jeg bliver mere og mere betaget af denne vin, hver gang jeg smager den, fra dens dybrøde farve og forførende dybe dufte til dens fyldige, vedvarende smage og dens forfinede struktur. Sorte kirsebær, brombær, hyldebær, skovbund, våd muld, tobak, tjære og grafit, fløjlet stof, fine tanniner og smidig syre. Teran er en gammel sort, som trives i den røde istriske jord; og som med selektiv håndhøst, nænsom vinifikation og lang lagring på store og små træfade giver en seriøs, kompleks vin med langt liv. Gran Teran kommer kun til verden i udvalgte år, hvor druerne dømmes særligt gode; og den frigives først, når Moreno mener, den er drikkemoden.

Flaske: Gran Teran 2017
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Teran
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 275,-

Comment

Comment

Coronica CO due 2018

En lille genistreg— hvad skulle kroatiske Moreno Coronica ellers kalde sin mousserende vin? Etiketten forener snedigt husets logo med den knitrende kuldioxid i vinen CO2, som er Morenos fortolkning af den lokale Malvazija Istarska efter den klassiske metode med andengæring på flaske. Stålsat basisvin, tre år i flaske med gæren før degorgering og kun to gram dosage; og sådan skal den skæres! Frisk duft af milde hvide blomster med små flintede strejf. Livlig og luftig skum med små, sprøde bobler, knusprig syre og delikat smag af saftige æbler og pærer. En smule kærnemælk, ristet brød og milde mandelnoter samt en salt, mineralsk eftersmag. Malvazija er en mageløs sommerdrik, og her bruser den næsten over af friskhed. Istrisk skum af høj klasse.

Flaske: CO due 2018
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltank
Lagring: Flaskelagrig
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Coronica Malvazija Istarska 2018

En sommerlig forfriskning! Let hvidblomstret snude, akacie, lind, røn og en smule bivoks. Seriøst saftig og mild i munden, pæn syre og fin frugt, pære, fersken, og en delikat krydret finish, mandel, hvid peber, kaprifolium. Coronica laver snorlige vine uden de vilde interventioner i hverken vinmark eller kælder (“Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk!”) og repræsenterer på den måde knivskarpt Istriens traditioner og terroir.

Coronica Malvazija Istarska 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Malvazija Istarska 2018
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Sur lie på ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment