Viewing entries tagged
Collio Bianco

Comment

Edi Keber Collio Bianco 2020

Forår, forandring i luften og fornyet livskraft. Far og søn Edi og Kristian Keber kastede Collios mangefold af sortsrene vine fra sig for snart mange år siden og fokuserede i stedet på ét eneste balanceret blend af lokale sorter som repræsentant for lokalt terroir og tradition— og tak for det, for deres Collio Bianco er en enestående autentisk og meget velsmagende vin. En velspillende trio af 70% Friulano, 15% Malvasia og 15% Ribolla, hvor hver spiller sin stemme perfekt og samtidigt smelter sammen til en harmonisk komposition— kyndigt dirigeret i kælderen med gæring på cementanke og modning på cement og til dels tonneaux. Betagende dyb duft, frisk og fast frugtsmag, spændstig syre, mineralsk summen og en mageløs mundfølelse… med grapefrugt, modne pærer og abrikoser og mindelser om multebær og hindbær. Druerne er dyrket økologisk og i omlægning til biodynamisk drift. Jordbunden er ponca, en flaget og mineralrig mergel, som præger de terrasserede skråninger ved Zegla ved Cormòns, kun et stenkast fra grænsen til Slovenien. Her har familien Keber huseret i mere end tre århundreder, og i dag står Kristian i front for familiehuset; og for et friskt skud ved Medana i den slovenske naboregion Brda, hvor han laver en absolut anbefalelsesværdig og en smule mere macereret udgave af blendet.

Flaske: Collio 2020
Vinhus: Edi Keber
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Friulano,
Malvasia Istriana, Ribolla Gialla
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på cementtanke
Lagring: Cementtanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Distinto
Pris: 299,-

Comment

Comment

Livon Collio Bianco Solarco 2018

Livons Solarco (“Solbuen”) er halvt frugtig Friulano og halvt rank Ribolla, gæret og modnet på ståltanke, halvdelen af Friulanoen på franske barriques. Skal det være saftspændt frugt med frisk syre og mild bitterhed, er det ikke helt af vejen… og på vejen er der plantet akacie og kamille, citrus og pakkede sydfrugter, stundom en smule mandel, kokos og vanille. Pæn intensitet og flot balance.

Livon Solarco 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Solarco 2018
Vinhus: Livon
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesorter: Friulano, Ribolla Gialla
Jordbund: Flysch, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Dio Vino
Pris: 159,-

Comment