Viewing entries tagged
Chenin Blanc

Comment

Château de Plaisance Anjou Ronceray 2021

Præcist skåret Chenin fra Anjou, med frisk frugt, fløjsblød fylde og mineralsk spænding. Går elegant fra duft til smag gennem saftige gule æbler, kvæder, hø, hasselnødder, mandler og makroner, akaciehonning og våde sten men runder tørt og salt af. Kølig forfriskning af første rang! Ronceray er navngivet efter det nærliggende kloster, som i middelalderen dyrkede vin i området. Château de Plaisance var længe i familien Rochais hænder, men siden 2019 har unge Vanessa Cherruau fra Angers svunget taktstokken over vingården, som i øvrigt har været økologisk certificeret siden 1995 og biodynamisk siden 2008. Håndhøstet fra Butte de Chaume, et terroir stik syd for Savennières på nordsiden af Loire-floden, med jordbund rig på lerskifer og sandsten. Køligt spontangæret på ståltanke og modnet 12 måneders, 30% med malolaktisk gæring på en blanding af amfora, foudres og barriques fra Bourgogne. Betagende dråber!

Flaske: Ronceray 2021
Vinhus: Plaisance
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Kalkholdig ler, lerskifer, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Cru Vin
Pris: 259,-

Comment

Comment

Vino di Anna Jeudi 15 Vino Bianco 2021

Anna Martens og Eric Narioo har for nylig føjet denne hvide version af deres røde klassiker Jeudi 15 til deres dynamiske sortiment af livlige vine fra den lige så livlige vulkan Etna. Navnet hentydede oprindeligt til dagen, den første årgang i hine tider blev høstet, i dag er det mere en særlig cuvée, de laver — og som bianco er den bedårende sommerlig, fuld af moden citron, lime og grapefrugt, en smule støvet krydderi, med godt greb, gelinde med syren og grundigt mineralsk. Der er tale om en skønsom blanding af biodynamisk dyrkede druer, Grecanico med seks dages skindkontakt, og direkte pres af hele klaser af Catarratto, Carricante, en sjat Chenin og Riesling og måske en smule Minella og Insolia. Alle spontant gæret på store kastanjefade og lagret godt et år på gærresterne før flaskning, ufiltreret og uden sulfitter i metermål… men med en bismag af viltre, grønne vinmarker på karge, sorte skråninger, vulkanudbrud og åben himmel.

Flaske: Jeudi 15 Vino Bianco 2021
Vinhus: Vino di Anna
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Grecanico, Catarratto,
Carricante, Chenin Blanc, Riesling
Jordbund: Basalt
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Pétillant
Pris: 225,-

Comment

Comment

Des Jus et du Lien Bigarade 2020

Tør, sød og skummende, den altid alsidige Chenin gør sig (så glimrende) gældende over hele spektret, tilmed i orange, og tak til Julien Rousselot for det. Ti dages maceration af fuldmodne, hele klaser, og det har givet en righoldig og harmonisk vin med spændstig sursød frugt, honningmelon, kvæde og orangeskal (bigarade er det franske navn for pomerans) samt delikat krydrede noter af tomatstilk, ærtehalm og gule ærter. Sært lyder det sidste måske, men det smager sgu glimrende! Des Jus et du Lien er Juliens nyligt opstartede soloprojekt i Rablay-sur-Layon, tidligere har han arbejdet for flere andre naturligt orienterede vinmagere i Anjou og Saumur.

Flaske: Bigarade 2020
Vinhus: Des Jus et du Lien
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Sand, sandsten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ti dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 215,-

Comment

Comment

Château de la Roche aux Moines Clos de la Bergerie 2014

En superb Savenièrres med en lille smule alder og meget at give af endnu! Kæk forårsfrisk syre og tænksomme efterårstoner. Clos de la Bergerie svejer frem og tilbage mellem lys og mørke, mellem livlig syre, moden frugt og flintet mineralitet. Grønne æbler, pærer, kvæder, en smule mandel, stejf af safran og kamille, kompleksitet er kun et fattigt ord. Få har sat terroir og biodynamik på dagsordenen som Nicolas Joly, og hans vine er altid levende aftryk af landskabet i hans lille hjørne af Loire. Clos de la Bergerie ligger i Savennières-Roche-aux-Moines og er en lettere østvendt skråning på skifer- og kvartsholdig jordbund. 100% Chenin, spontangæret og modner på gamle træfade.

Château de la Roche aux Moines Clos de la Bergerie 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Flaske: Clos de la Bergerie 2014
Vinhus: Château de la Roche aux Moines
Område: Savennières
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Skifer, kvarts
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Esprit du Vin
(ældre årgange)
Pris: 495,-

Comment

Comment

Thomas Batardière Pneuma 2018

Der er en bittersød sensommerstemning over Thomas Batardières orange Chenin med dens rigdom af moden pære og kvæde, kumquats og abrikoser, akaciehonning og orangeblomstvand. Blød stoflighed med en mild sødme, fin syre og lette tanniner. Pneuma 2018 er Chenin Blanc fra Batardières biodynamisk marker i Coteaux du Layon, gæret med maceration carbonique, flasket ufiltreret og usvovlet; men med endnu et kunstværk af Anne Charrin.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pneuma 2018
Vinhus: Thomas Batardière
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Ler, sand, skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Kulsyregæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Reduktivt
Pris: 400,-

Comment

Comment

Thomas Batardière La Croix Hardie 2015

Thomas Batardière var vejen omkring antropologi- og filmstudier, før vinen kaldte ham hjem til mesterlære hos Mathieu Vallée på Château Yvonne og vinstudier i Beaune. Sine to første hektarer Chenin Blanc købte han i 2011, og siden 2015 er alt biodynamisk certificeret. Hans pet nat La Croix Hardie 2015 afspejler spændingerne i det lokale terroir i Rablay-sur-Layon: Lunt kontinentalt klima med kølig atlantisk indfyldelse, fint sand og karg blå skifer. Det er sprøde bobler med mineralsk funklen og en vild syre, som stynes af en frugtig sødme og et laktisk touch. Modne æbler og stjernefrugt, syren og kaprifolium, mynte. Biodynamiske bobler til de lyse nætter, sommervin.

Thomas Batardière La Croix Hardie 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: La Croix Hardie 2015
Vinhus: Thomas Batardière
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Ler, sand, skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 275,-

Comment