Viewing entries tagged
Blaufränkisch

Comment

KAST Frankovka 2022

Saftig og frugtig Frankovka fra Katarina og Stjepan Kovčalija i Slavonien, som med sin ligefremme charme kan kaste lys over de mørke tider. De to søskende, som fører familiens vingård videre under navnet KAST, holder til i Ilok, som ligger lige ved Donau, der samtidigt udgør grænsen mellem Kroatien og Serbien. De har det sorte bælte i Graševina (Welschriesling), men Frankovka (Blaufränkisch) formår de også at få en rigtig flot vin ud af— det er en slank og spændstig saft af modne mørke bær, fra sursøde kirsebær til liflige skovbær og hyldebær. Fløjlsblødt stof med livligt syrespil og et sagte greb af fine tanniner, ligefrem, forfriskende og harmonisk, milde noter af vanille, krydderier og havsalt i eftersmagen. Moderne stil rodfæstet i gammel tradition.

Flaske: Frankovka 2022
Vinhus: KAST
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Frankovka
Jordbund: Sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Francuska Vinarija Obećanje Frankovka 2022

Fransk visit i Serbien. Obećanje betyder et løfte på serbisk, og mine forventninger bliver altid vakt af Frankovka, det lokale navn for Blaufränkisch— og heldigvis leverer den på det, den lover: En ulmende mørk saft af solbær og hyldebær, med moden frugtsødme, sirlig syre og fine tanniner. Levende dråber med små støvede spor af allehånde og sort peber i eftersmagen. Estelle og Cyrille Bongiraud er bagmændende, naturnære franske vinmagere med god fornemmelse for Balkans vinøse potentiale. De har huse i Rogljevo i den historiske Negotin-region i det østligste Serbien, som med sit solrige, kontinentale klima og kalkholdige jordbund er som skabt til vinavl.

Flaske: Obećanje Frankovka 2022
Vinhus: Francuska Vinarija
Område: Negotinska Krajina
Land: Serbien
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Catalansk Vin
Pris: 200,-

Comment

Comment

Zelna Farkó-kő Kékfrankos 2021

Sensommerligt genskær fra Balatonsøen i Ungarn. Zelna er beliggende ved Balatonfüred på søens nordlige bred og er en af de lokale ledestjerner for økologisk dyrkning og vine af høj kvalitet. Fra enkeltmarken Farkó-kő kommer denne glimrende Kékfrankos (Blaufränkisch), der charmere med sit purporrøde skær og liflige duft af modne, mørke bær, hvid peber og frisk muldjord. Saftig, først rank og slank, så mere fyldig og frugtig, med livlig syre og fine tanniner, et lille bittert bid og et let salt knas i eftersmagen. Spontangæret og modnet 15 måneder på små fade af ungarsk eg, 300 liter, medium ristning, første til tredje brug. Druerne er høstet fra forholdsvist unge stokke (2021 er første frigivne årgang) på Farkó-kő, en skråning på karrig kalkstenstensjord med masser af fossiler fra urhavet Tethys, især ammonitter. Terroiret blev allerede bemærket århundreder tilbage af benediktinermunkene på det nærliggende kloster i Tihany, som længe stod for vinavlen der. I dag dyrker Zelna især Olaszrizling, Furmint og Kékfrankos her.

Flaske: Farkó-kő Kékfrankos 2021
Vinhus: Zelna
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Kékfrankos
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Markus Altenburger Paradiesgarten 2021

En ballerina i Edens have! Markus Altenburgers Paradiesgarten er en levende og legende let Blaufränkisch fra gamle vinstokke på en skiferpræget parcel på Jungenberg ved Jois— dyrket efter økologiske, biodynamiske og permakulturelle principper og uberørt af traktorer og andet maskineri siden 2014. Et sandt studie i bæredygtighed og biodiversitet, og vinen viser sig som et spejlbillede af sin oprindelse. Håndhøstet, delvist helklasegæret og modnet på store fade og amforaer. Årgang 2021 er forunderligt frisk, med forførende saftig rød frugt og fin stoflighed, smukt balanceret af en mild alkohol, rank syre og de fineste tanniner. Undervejs saliggørende strejf af vilde jordbær, kirsebær, blåbær og hyldebær, laurbærblade og sort peber, pikant og paradisisk.

Flaske: Paradiesgarten 2021
Vinhus: Markus Altenburger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich
Pris: 525,-

Comment

Comment

Bott Frigyes Frankovka Modrá Faricka 2022

Strålende rød skønhed fra Slovakiet. Vinmarken Faricka ligger på sydskråningen af Muszla-bakken I det sydlige Slovakiet nær Donau og grænsen til Ungarn. Jordbunden er vulkansk ler og kalksten, som fortolkes fortrinligt af Frankovka Modrá (Blaufränkisch). Bott-Frigyes dyrker biodynamisk og benytter deres såkaldte “Hamburger metode” I vinifikationen, en semikarbonisk gæring med vekslende lag af håndafstilkede druer, hele klaser og presset pulp. Det giver en mild ekstraktion, blide tanniner og struttende frugt. To ugers maceration, nænsom kurvepresning og modning otte måneder på store ungarske Zemplén-egetræsfade, flasket uklaret, ufiltreret og med meget lav sulfit. Levende og legende, ganske enkelt en eksplosion af alskens røde bær og et pikant pebret krydderi, livlig syre, læskende charme og subtil kompleksitet.

Flaske: Frankovka Modrá Faricka 2022
Vinhus: Bott Frigyes
Område: Južnoslovenská
Land: Slovakiet
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Ler og kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 299,-

Comment

Comment

Bukolyi Marcell Kékfrankos Reserve 2021

Der er eventyrlige kontraster på spil i denne smukke Kékfrankos, som sollysets spil gennem flagrende blade. Super saftig og samtidigt markant tør, med strålende syre og kølig rød frugt, mørk og krydret dybde og et grundigt tanningreb. Sarte skovjordbær, hindbær og brombær, solmodne solbær, atletisk af statur og særdeles elegant. En stærk terroirvin fra Nagy-Eged-bakkens sydvendte kalkstensskråning, selektiv håndhøst af økologiske druer, spontangæret på ståltanke, to ugers skindkontakt og naturlig malolaktisk gæring samt 12 måneders modning på 500 liters ungarske egetræsfade, total sulfit 52 mg/L.

Marcell Bukolyi gik solo i 2016 efter ti år som vinmager i sin families tjeneste. Sammen med sin hustru Lilla lever han nu på den sydlige skråning af Nagy-Eged-bakken i Eger i det nordøstlige Ungarn, hvor de fra deres 14 hektarer på parcellerne Köves, Farm og Birsalmás sætter fokus på Kékfrankos og en række andre sorter.

Flaske: Kékfrankos Reserve 2021
Vinhus: Bukolyi Marcell
Område: Eger
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka 200,-

Comment