Viewing entries tagged
2014

Comment

Château de la Roche aux Moines Clos de la Bergerie 2014

En superb Savenièrres med en lille smule alder og meget at give af endnu! Kæk forårsfrisk syre og tænksomme efterårstoner. Clos de la Bergerie svejer frem og tilbage mellem lys og mørke, mellem livlig syre, moden frugt og flintet mineralitet. Grønne æbler, pærer, kvæder, en smule mandel, stejf af safran og kamille, kompleksitet er kun et fattigt ord. Få har sat terroir og biodynamik på dagsordenen som Nicolas Joly, og hans vine er altid levende aftryk af landskabet i hans lille hjørne af Loire. Clos de la Bergerie ligger i Savennières-Roche-aux-Moines og er en lettere østvendt skråning på skifer- og kvartsholdig jordbund. 100% Chenin, spontangæret og modner på gamle træfade.

Château de la Roche aux Moines Clos de la Bergerie 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Flaske: Clos de la Bergerie 2014
Vinhus: Château de la Roche aux Moines
Område: Savennières
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Skifer, kvarts
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Esprit du Vin
(ældre årgange)
Pris: 495,-

Comment

Comment

C. von Nell-Breuning Dominikus Riesling Sekt Extra Brut 2014

Kølig elegance og knitrende skum. Ruwerfloden danner en lille sidedal til Mosel med områdets højest beliggende vinmarker og den køligste gennemsnitstemperatur. Det er som skabt til rank Riesling og ikke mindst mousserende vine. Kombinationen er derfor oplagt, og for von Nell familiens historiske vinhus er Sektmanufaktur også en gammelkendt beskæftigelse, som de behersker med fin fingerspidsfornemmelse, siden 2013 med 11. generations Carmen von Nell-Breuning i front. Langsomhed er i højsædet og i øvrigt biodynamisk dyrkning siden 2019. 2014 var en kold årgang, men med sent høstede druer fra monopolmarken Kaseler Dominikanerbergs sydvendte skiferskråning og fire års modning på gærresterne før dégorgement, ja, så står det hele alligevel i vater. Slank, mild og luftig skum med de fineste bobler, sprød syre og moden frugt— grønne æbler og druer og en rund fylde af moden citrus og stenfrugt og fine noter af hø.

C. von Nell-Breuning Dominikus Riesling Sekt Extra Brut 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dominikus 2014
Vinhus: C. von Nell-Breuning
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Rufus Vin
Pris: 170,-

Comment

Comment

Domaine Giachino Altesse 2014

Altesse er en af Alpernes sarte og delikate druesorter, som fortjener langt større opmærksomhed, end den for nuværende får. Savoie er hjemstavnen, og det er her, Domaine Giachino holder til, for foden af det majestætiske kalkstensbjerg Mont Granier. I 1248 skabte et skæbnesvangert jordskred det i dag ruflede landskab og en broget blanding af gletsjermoræne, mergel og kalksten; men først efter at have ødelagt marker, græsgange og hele landsbyer. Som en vis trøst blev egnen bedst egnet til vinavl, som vi nyder godt af den dag i dag. Giachino er et familieejet vinhus, der praktiserer biodynamisk dyrkning, langsommelig vinifikation og minimal tilsætning af sulfitter. Deres Altesse er som en stille bjergbæk, kølig og forfriskende og fuld af æble, pære og kvæde, mandel, hvide blomster og violer.

Domaine Giachino Altesse 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Altesse 2014
Vinhus: Domaine Giachino
Område: Savoie
Land: Frankrig
Druesort: Altesse
Jordbund: Kalksten, mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Vores Marked
Pris: 170,-

Comment

Comment

Omero Moretti Montefalco Sagrantino Vignalunga 2014

Flammer og aske, Vignalunga må være den perfekte grillvin med sin intense frugt, komplekse fylde og massive tanninstruktur. Topvinen fra familien Moretti i Montefalco er i årgang 2014 rig på violer, læder, tjære og tobak, kirsebær, brombær, blommer og svesker og ikke mindst magtfulde, tørre tanniner, der selv kan tygge en bøf. Soundtrack: Strapping Young Lads Detox for fuldt drøn. En fem-ti år på langs klæder som bekendt Sagrantino.

Omero Moretti Montefalco Sagrantino Vignalunga 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Vignalunga 2014
Vinhus: Moretti Omero
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Sagrantino
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Importør: Niche Vine
Pris: 450,-

Comment

Comment

Sepp Moser Grüner Veltliner Gebling 2014

Saftigt flow, smidig syre, fuldmoden fersken, abrikos og orangeskal med urtede undertoner, citronverbena, marrokansk mynte, nyslået eng, frisk pibetobak. Gebling er en af de varmeste vinmarker i Østrig, der giver Grüner Veltliner med fyldig frugt og godt med krydderurter fra den dybe løssjord. Det går dog ikke over gevind i 2014, en ret så kølig og våd årgang, som i dette tilfælde er på toppen nu.

Sepp Moser Grüner Veltliner Gebling 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grüner Veltliner Gebling 2014
Vinhus: Sepp Moser
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, kalkholdig konglomerat
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinotheket
Pris: 162,-

Comment

Comment

Radio-Coteau La Neblina 2014

En sjælden skønhed fra Sonoma Coast i det nordlige Californien: Radio-Coteaus Pinot Noir Le Neblina 2014. Efter en tid i glasset åbner dens saftigtgrønne græs og jordbærfrugt op for en frodigere rød kirsebærfrugt med fine noter af tobak og kanel. Kølig, elegant og forførende med sine silkeglatte tanniner, friske syre og fine bitternoter af tyttebær, granatæble og hyben. Eric Sussman arbejder biodynamisk med gamle burgundiske kloner og gærer sine vine men en del brug af hele klaser. Flasket uklaret og ufiltreret. Navnet La Neblina har han fra den tåge, der ruller ind fra Stillehavet og køler vinmarkerne på den fine Goldridge-jord ned; og Radio-Coteau er et udtryk, han har lært i Frankrig, hvor “bjergradio” er den tale, terroiret transmitterer til vinmageren.

Radio-Coteau Pinot Noir La Neblina 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: La Neblina 2014
Vinhus: Radio-Coteau
Område: Sonoma Coast
Land: Californien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Husted Vin
Pris: 520,-

Comment