Viewing entries tagged
2009

Comment

La Biancara Sassaia 2009

Garganega i de højere luftlag: Løftet, æterisk næse med flint, røgelse og myrra skær. Modne pærer og kvder i smagen, spændstig syre og smidigt stof, tørrede abrikoser, kumquats, bergamot, mandler og hø; har noter af hvid balsamico, gueuze eller anden lambic broderet ind i stoffet. Humørhævende, mundvandsdrivende, tankevækkende vin. I yngre aftapning er den anderledes ligefremt forfriskende, med saftige pærer, ananas, kandiseret citrus, et hint af grøn banan og bivoks. Sassaia er skabt af druer fra Sorio-bakkerne lige omkring vinhuset, den ene halvdel med en håndfuld dages skindkontakt, den anden halvdel direkte presset af hele klaser. Gæret og modnet på store gamle egetræsfade, flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Ren fornøjelse.

Flaske: Sassaia 2009
Vinhus: La Biancara
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega, Trebbiano
Jordbund: Lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvist skindfermenteret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: lieu-dit
Pris: 160,-
(nyere årgange)

Comment

Comment

Selbach-Oster Zeltinger Schlossberg Riesling Spätlese 2009

Ingen anden Riesling kommer rigtigt i nærheden af moden Mosel Spätlese. Den er ganske enkelt uforlignelig i sin mildhed, intensitet, lethed og kompleksitet; og Selbach-Oster har alle forudsætninger for at få friskhed, modenhed og mineralitet i mål på Zeltinger Schlossberg: En stejl, sydvestvendt skråning på tæt blå skifer. Sen høst og gæring på gamle Mosel Fuderfade. Mild brise af hvide blomster og gule æbler, saftig og kølig som smeltende citronsorbet i munden, og syren balancerer sødmen perfekt. Modne æbler og abrikoser, æggesnaps, flødekaramel, mørkt rørsukker og krydrede noter af æblekerner og peberrod. Sagte lyksalighed.

Selbach-Oster Zeltinger Schlossberg Riesling Spätlese 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Schlossberg Spätlese 2009
Vinhus: Selbach-Oster
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer, lehm
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8,5%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Proidl Ehrenfels Riesling Reserve 2009

En gylden hilsen fra 2009. Familien Proidl tager sig god tid, og det samme må man give deres vine, langsomt samler de sig og åbner sig— altid med saftig syre, stor modenhed og mørk mineralitet. Den svært stejle Ehrenfels lå hen i årene efter Anden Verdenskrig, indtil Franz Proidl genopdyrkede den i 1986. Grundfjeldet, en blanding af paragnejs, amfibolit og bronzit, bryder frem lige under det magre jordlag. Vinen er lige så stejl og kompakt, pakket med mandarin, fersken, abrikos, honningmelon og lynghonning, et pust petroleum og flint. Fra håndhøstede druer, spontangæret på små ståltanke og lagret et halvt år på gærresterne i store træfade. Fuldt udviklet nu og har nok nået toppen.

Proidl Riesling Ehrenfels 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ehrenfels Riesling Reserve 2009
Vinhus: Weingut Proidl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, paragnejs
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Mest Hvid
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

De Ladoucette au Château de Nozet Baron de L 2009

Mineralik og eksotik snoet sammen i en vellagret Sauvignon fra Loire: Baron de Ladoucette Pouilly-Fumé 2009. Vinøs duft, de blomstrede og grønne noter er tonet i baggrunden. Fyldig og rund i munden, med stringent syre og flintet mineralitet. Grøn reineclaude, passionsfrugt, diskrete noter af pickles, urtete, våde sten, nælder og mynte. Velbalanceret og vellavet: Kølig gæring på ståltank, ti måneders lagring på gærresterne. En vin lavet med lagring for øje, og den giver ikke alt men meget andet fra sig i sammenligning med ung Sauvignon.

Domaine de Ladoucette au Château de Nozet Baron de L 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Baron de L 2009
Vinhus: Domaine de Ladoucette
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Sur lie på ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Paulinshof Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese trocken 2009

Pænt modnet Riesling af tør aftapning fra en af de bedste marker i Mosel, den ekstremt stejle, sydøstvendte Sonnenuhr-parcel midt i Juffer-marken over for Brauneberg. Her har solen bagt på den røde skifer og modnet druerne fuldt ud: 9 gram syre og restsukker respektivt. 2009 er tæt og koncentreret med en fast syre og masser af moden pære, dæmpede eksotiske elementer fra litchi, lime og mango, urtede undertoner, en smule vanille og en mildt røget afrunding.

Paulinshof Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Spätlese 2009
Vinhus: Weingut Paulinshof
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Rød skifer, glimmerskifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Løgismose
Pris: 175,-

Comment