Viewing entries tagged
Գևորգյան

Comment

Gevorkian Hay Areni Rosé Pét Nat 2023

Gamle druer på nye unoder. Vahagn Gevorkian bringer nysgerrigt gamle armenske traditioner til live fra sit vineri i udkanten af hovedstaden Jerevan, og det gør han godt— hvad enten det er granatæblevin, traditionel kakhani vin af tørrede druer, gæring og lagring i de antikke lerkrukker karas, eller nye versioner af landets rige arv af indfødte druesorter. Som eksempelvis signaturdruen Areni, som han var den første til at markedsføre en pét nat på med druer fra Vayots Dzor. “Areni udvikler nogle virkeligt fine dufte og smage under gæringen, og dem ville jeg gerne forevige på flaske; så den naturlige vej at gå var selvfølgelig méthode ancestrale." Hay Pét Nat Rosé har en frisk og forførende duft af blomster, røde bær og noget let røget. Luftig skum i glasset, sprøde bobler og en lækker sursød frugt, kirsebær og skovbær, og en mild tonisk bitterhed i eftersmagen. Ingen tilsatte sulfitter. Et smilende skud solskin fra Armenien, livlig, ligefrem og forfriskende sommervin.

Flaske: Hay Rosé Pét Nat 2023
Vinhus: Gevorkian
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesort: Areni
Jordbund: Sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskegæret
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Forhandler: Wines of Armenia
Pris: €10,95

Comment