Viewing entries in
Østrig

Comment

Lukas Strobl Étretat 2020

Smæskelig østrigsk Sauvignon med havet i frisk erindring. Selvom Lukas Strobl er vokset op i en indlandsstat, lader han sine naturnære vine (under labellet LUST) opkalde efter fjerne egne og afbilde formationer og fossiler fra havet— som bølgeskvulp fra en fjern fortid, til minde om tiden, hvor hele Niederösterreich og dermed Wagram var en del af urhavet Parathetys. Selv navnet Wagram menes faktisk at stamme fra Wogenrain, som kan oversættes til rev, revle eller kyst; og langt senere lod området sig forme af Donau og blev gradvis dækket af den vindbårne løss, som i dag er dets særkende. Vinen her er opkaldt efter Étretat på Côte d'Albâtre i Normandiet, som er berømt for sine naturligt formede kalkstensklipper med ophav i kridttiden; som modstykke til hans hjemlige blide bakker og undergrund. Druerne er dyrket økologisk, spontangæret og flasket ufiltreret— så forvent en karakteristisk Sauvignon men langt væk fra alfarvej. Den har Wagrams terroir og Strobls karisma og kombinerer moden eksotisk frugt med en levende syre og en salt mineralsk nerve. Ren, rund og fyldig, frisk fersken, ananas og mango, flot balanceret stof og syre og en delikat let urtet eftersmag.

Flaske: Étretat 2020
Vinhus: Lukas Strobl
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Husted Vin
Pris: cirka 500,-
(ikke i sortiment)

Comment

Comment

Weingärtnerei Frischengruber Ried Kirnberg Riesling Smaragd 2023

Yyderst frisk Riesling fra Wachau, hvor der blæser nye vinde, ikke mindst på Donaus højre bred. Et af de bedste beviser på, at ikke kun venstre bred byder på glimrende Riesling kommer fra marken Kirnberg ved Rossatz, et solbeskinnet plateau lige vest for landsbyen, hist hvor Donau slår en bugt, og kølige briser fra floddalen strømmer gennem og giver særlig isnende nerve. Jordbunden har et tyndt lag løss med forvitringsmateriale oven på grundfjeld af paragnejs. I unge Georg Frischengrubers kyndige hænder, han er vinbonde i femte generation, forvaltes markerne med økologiske og bæredygtige dyrkningspraksisser, blandt andet har han får til at afgræsse vinmarkerne. Der er dog intet uldent ved vinen, som er saftspændt og silkeglat og strømmer over af syrligsød fersken, ananas og passionsfrugt, gennemskåret af en elektrisk syre og funklende mineralitet. Flot balanceret og god længde.

Flaske: Riesling Smaragd Kirnberg 2023
Vinhus: Frischengruber
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss og paragnejs
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Franz Weninger Furmint vom Kalk 2023

Strålende solskin i flydende form. Franz plantede sine første Furmint-stokke i Burgenland for godt ti år siden, efter i en årrække at have gjort sig erfaringer med sorten i Sopron på den anden side af grænsen til Ungarn. Begge steder dyrker han biodynamisk, men nærheden til trods er jordbundsforholdene relevant forskellige: Mens ungarske Spern Steiner har en ret så stenet overflade med masser af gnejs og glimmerskifer, har østrigske Ritzinger Kalkofen en løsere, kalkholdig jord oven på dybereliggende kalksten. Terroiret omkring Ritzing er samtidigt en smule køligere. Furmint klarer sig dog fremragende på begge dele— vom Kalk er super syrestyret og fin stoflig, med dyb, næsten dunkle aromaer af kandiseret citrus, honning, bivoks og røg. Lys og vidtløftig i munden, med pivfrisk syre, masser af spænding og smag af friske, saltede og grillede citroner, modne gule æbler og mirabeller, strejf af friske urter og et let salt finish. Svært forfriskende og mundvandsdrivende! Langsomt direkte pres, spontan gæring på brugte 500 liters egetræsfade, modnet på gæren frem til juli 2024, flasket uklaret og ufiltreret. Total sulfit 11 mg/l.

Flaske: Furmint vom Kalk 2023
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich
Pris: 195,-

Comment

Comment

Tamara Kögl Welschriesling Ried Stermetzberg 2019

Undertippet vin, en vidunderlig Welschriesling fra Stermetzberg i Südsteiermark, samvittighedsfuldt forvandlet fra sunde druer til stor vin af talentfulde Tamara Kögl. Stilfærdig i snuden med milde dufte af hvide blomster, gule stenfrugter og grønne urter. I munden er den anderledes udtryksfuld, saftig, spændstig og frisk, med masser af fin substans, modne pærer og mirabeller, måske antydninger af mango og tropefrugt. Let på tå og trods den sødmefulde frugt alligevel forfriskende og næsten tonisk tør med en fin salt mineralitet. 5,4 gram syre balancerer en restsødme på 1,5 gram. Stermetzberg er en stejl sydvendt skråning vest for landsbyen Ratsch, hvor Weingut Kögl har huse. Jordbunden er Südsteiermarks klassiske kalkholdige mergel, og vinstokkene er plantet tilbage i 1964. Spontangæring, to tredjedele i gamle træfade, en tredjedel i rustfrit stål, et år på gæren, filtreret før flaskning men med få sulfitter, totalt 46 mg/l. En lise for ganen.

Flaske: Welschriesling Stermetzberg 2019
Vinhus: Weingut Kögl
Område: Südsteiermark
Land: Østrig
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig mergel, konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Weingut Hirsch Grüner Veltliner Ried Grub 2017

Gode gamle Grub — men ikke så gammel endda. Herligt her en håndfuld år senere at gensmage den glimrende årgang 2017 fra altid friske Johannes Hirsch. Lige dele moden og modnet, her er mango og saftige nektariner, sødmefuld frugt frisket op af en mild syre, fine fenoler og delikat krydring af pistacier og diverse grønne urter, kørvel, estragon, skovmærke, marokkansk mynte, meget velbehagelig. 2017 var en varm årgang med ganske omskifteligt vejr i løbet af vækstsæsonen, udfordrende men i sidste ende givende for de dygtige vinbønder, og dem hører Hirsch til. Biodynamisk dyrkning, håndhøst først I oktober, presning fra hele klaser, spontan gæring uden temperaturkontrol og modning på bundfaldet i ståltanke og store egetræsfade, flasket I august. Grub ligger for fødderne af Gaisberg og Heiligenstein og er dermed fra tre sider flankeret mod vinden men udsat for rigeligt sol med sin let skrånende sydvendte eksposition. Jordbunden er kalkholdig løss med grusede aflejringer fra bakkerne ovenfor. Et fremragende terroir og en mark, som egentlig ikke bør ligge I skyggen af sine mere berømte naboer.

Flaske: Ried Grub 2017
Vinhus: Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 199,-

Comment

Comment

Domæne Gobelsburg Grüner Veltliner 2022

Go-to Grüner fra Gobelsburg, en hverdags Veltliner af høj klasse. Stålsat hvidvin med klassisk Kamptal udtryk, saftig frugt, stringent syre og kridtet tekstur. Den dufter af pærer, noget grønt, græsset og næsten eksotisk, og så safter pærerne igennem på tungen med lidt lime og pomelo i opløbet. Frisk syre, salt sprødme og let pebret krydring i eftersmagen. Let, læskende og særdeles alsidig i forhold til spiselige svinkeærinder. Svært ikke at elske en vin, der leverer mere end den lover og det til en ret fornuftig pris!

Flaske: Grüner Veltliner 2022
Vinhus: Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 130,-
(85,- ved 12 stk.)

Comment