Hvad er orangevin?

Orangevin er vin på grønne druer (dem, man normalt bruger til hvidvin), hvor druernes skaller er gæret med (som man normalt gør til rødvin). Derfor kaldes orangevin også skalgæret eller skindfermenteret hvidvin— populært sagt hvidvin lavet på samme måde som rødvin. Man taler også om macereret hvidvin, hvor maceration (‘udblødning’, ‘udtrækning’, ‘skindkontakt’) henviser til drueskallernes tilstedeværelse i den gærende most.

Den fjerde vinfarve

Under skindkontakten trækkes en masse stoffer fra drueskallerne ud i mosten: Forskellige tørstoffer, duft- og smagsstoffer, farvestoffer og ikke mindst tanniner, garvesyre. Det giver vinen mere struktur, en bredere smagsprofil og en mørkere farve— oftest beskrevet som gylden, bronze, ravfarvet eller orange. Vinene har ofte et præg af tørrede frugter og krydderier, f.eks. abrikoser og orangeskal.

Hvor længe skallerne skal macerere med mosten, før en vin kan kaldes orange, er svært at svare endegyldigt på, men ‘klassiske orangevine’ har for det meste flere ugers eller endda mange måneders maceration.

Gravner Ribolla Anfora 2006 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Fra oldtiden til det 21. århundrede

Orangevin er oprindeligt en gammel måde at fremstille vin af grønne druer, så man så at sige får det hele med. Vintypen er kendt fra Georgien, hvor den har tradition årtusinder tilbage, gæret i nedgravede lerkrukker. I det 20. århundrede gik vintypen under jorden i det meste af den vestlige verden; men i de seneste årtier er typen genopdaget, genopfundet og genudbredt fra grænselandet mellem Italien og Slovenien, hvor producenter som Gravner og Radikon relancerede den sidst i 1990’erne. Vintypen har siden opnået en stadigt stigende popularitet i flere og flere lande.

Siden 2012 afholdes der årligt International Orange Wine Festival i Wien, Østrig samt i Izola, Slovenien. Danske forhandlere som Orange Wine Cellar og Thorsteinsson’s specialiserer sig i salg af orangevine; og importører som lieu-dit, Rosforth & Rosforth, Terroiristen, Oinofilia og Österreich har alle adskillige orangevine i porteføljen.

Læs mere

Links