Viewing entries tagged
Wien

Ti friske favoritter

Comment

Ti friske favoritter

Sommeren er over os, med sol og varme, ligefrem hedebølger og tørke, og det gør tørstig. Ikke mindst når dagtemperaturerne kravler op over de 30 grader, og natten kun køler ned til omtrent de 20. Så skal der anderledes læskende sager til at slukke tørsten og skærpe appetitten. Køligklima vin med lethed, nerve og karakter. Her kan Østrig komme os til undsætning og hjælpe os med at keep it cool. Dertil er deres friskfrugtige, urtekrydrede Grüner Veltliner, knastørre, knivskarpe Riesling og mere eksotisk smagende Roter Veltliner, Rotgipfler og Zierfandler simpelthen fantastisk.

En smule seriøst skal det også være, så jeg har valgt at se bort fra de enkleste vine og i stedet fokusere på de mere komplekse og madvenlige. Sommervine til særlige lejligheder. Så hermed en vinøs dekalog af nogle af de bedste, ret så klassiske og mest forfriskende enkeltmarksvine, jeg har smagt inden for det seneste års tid, og som jeg ikke tidligere har omtalt. Altså mine nylige favoritter i de aktuelle årgange. God sommer!

Hajszan Neumann Grüner Veltliner Steinberg 2024, Wien. Biodynamisk. Vakt og vakker snude med forførende friskhed og fine frugtnoter. Fyldig, frisk og ret så livlig frugt på tungen, moden fersken og frisk abrikos, en smule mango, saftig og fint stoflig, og så et navnet taget i betragtning ganske stenet mineralsk finish. En forrygende forfriskning! Løgismose

Jurtschitsch Grüner Veltliner Dechant 2023, Kamptal. Økologisk. Fantastisk duft af frisk frugtsalat— gule mirabeller gøres selskab af røde æbler med eksotiske strejf af ananas, carambole og banan. Blid på tungen med mild syre, en behagelig lethed i forhold til den intense, komplekse frugt, en nærmest silkeglat stoflighed og et fint tørt finish. En charmør med meget at byde på. Vinoble

Bründlmayer Riesling Heiligenstein Alte Reben 2024, Kamptal. Biodynamisk. Et lille festfyrværkeri fra det syrlige og mineralske over det frugtige og gærprægede og så tilbage igen! Fint flintede, røgede topnoter i næsen, nedenunder frisk ferskenfrugt og en smule citrus. I munden saftig, stoflig og stringent, tæt af lime, fersken, fransk nougat og kandiserede citrusfrugter. Fornemt fokuseret og balanceret, stor vin på alle parametre. Jysk Vin

Markus Huber Grüner Veltliner Hochschopf 2024, Traisental. Økologisk. Ret så liflig snude, har frodig grøn stenfrugt, moden galiamelon og en smule æteriske noter à la lun, nyslået hø eller røgelse i dybden. Saftspændt på tungen med masser af moden frugt, fint integreret syre og et pikant krydret tørstof. Tænk grønne pærer, ferskner, mango, nyslynget lynghonning, en smule kamille- og urtete og et strejf urtesalt. Så usædvanligt underholdende som sit navn. Supervin

Proidl Riesling Ehrenfels 2024, Kremstal. Økologisk. Kølig klang men malmfuld lune underneden. Næsen åbner sagte op for flint, frisk stenfrugt og en smule bivoks; og så stikker den af på tungen med en lys syrenerve, mørk mineralitet og en mæsket frugtsødme med modne æbler, lime, pomelo og grape. Fast i kødet og har afsindigt flot flow. MestHvid

Georg Frischengruber Riesling Smaragd Goldberg 2024, Wachau. Økologisk. Diskret duft med kølig brise af hvide blomster og citrusfrugt. Sirligt kildende på tungespidsen, saftighed og syrlig friskhed karakteriserer den i munden. Godt med gule æbler, en smule fersken og frodig citrus, mineralsk summen og efterklang. Ren opkvikning!

Bernhard Ott Grüner Veltliner Rosenberg 2023, Wagram. Biodynamisk. Duften er først diskret, siden mild, så dyb. Smagenfølger trop med en blød mundfølelse, blid syre og stor saftighed; og en særegen lethed, den fordamper nærmest som en sky på tungen. Fin smag af moden pære, strejf af fersken, ananas og akaciehonning, let krydret eftersmag med en mild bitterhed og salt mineralitet. Mægtig god! Atomwine

Karl Fritsch Roter Veltliner Steinberg 2024, Wagram. Biodynamisk. Pirrende næse med frisk og syltet ananas og orangeskal. Overraskende blød og ekstraktrig, smyger sig kælent på tungen, men syren tager til og strammer stilfærdigt op, akkompagneret af pikante bittertoner, akaciehonning, kandiseret orangeskal, stegt cikoriesalat, hvid balsamico. Spændende smagsoplevelse og aldeles appetitvækkende. Otto Suenson

Stadlman Rotgipfler Tagelsteiner 2024, Thermenregion. Økologisk. Sydfrugt i stride strømme, spændt op af en mundvandstrækkende syre og mineralsk understrøm. Liflig appelsin og masser af mango, ananas og nyopgravet gulerod, orangeblomstvand og kandiseret orangeskal. Trods blødsødent ekstrakt en utroligt fint viskøs og læskende vin.

Gebeshuber Zierfandler Wiege 2023, Thermenregion. Biodynamisk. Mild duft af hvide blomster, nyslået, sødmefuld hø og små hints af røgelse. Glasklar saftighed på tungen, mundvandsdrivende syrlighed og fine fenoler, flot struktureret og med lækkert glat tekstur. Har hvid te og lyse stenfrugter i smagen, især mango, men også ananas og lidt litchi. En lækkerbidsken.

Comment

En virtuos i vinmarken

Comment

En virtuos i vinmarken


Wien hænger uløseligt sammen med musik. Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og Strauss slog deres folder her og har været med til at manifestere Wiens position som hovedstaden for klassisk musik. Men vin og vinavl er lige så uløseligt forbundet med byens kultur og historie. “Klimaet er ideelt, langs Donau strømmer der om natten kølige vinde ind fra vest, men Wien får også varme indslag fra den pannoniske slette mod øst; og der er store forskelle i jordbunden. Men det særligste er nok alligevel, at Wien er verdens eneste storby med godt 650 hektarer vinbrug inden for byens grænser.”

Sådan siger et vaskeægte bysbarn, violinisten og vinmageren Peter Uhler. Ved siden af en karriere som symfoniker og folkemusiker har han etableret sig som økologisk vinbonde i byens 19. distrikt Döbling, og på mindre end to årtier har han vist sig som en virtuos også i vinmarkerne. Wienerne har længe kunnet glæde sig over hans præcise, elegante og nærmest underspillede vine; og nu har Vinpusheren gjort det samme muligt for det danske publikum.


Tilfældets musik

“Allerede som barn havde jeg interesse, en egentlig passion, for landbrug. Hver sommerferie var det mig en stor fornøjelse at hjælpe til med høst, staldarbejde og skovhugst på en bondegård i det østrigske alpeland.”

Peter Uhler, årgang 1971, er født og opvokset i Wien, hvor han sidenhen studerede musik og nu altså også gør den som vinbonde. Musikken kom til ham på musikskolen i Döbling, hvor en talentspejder udså den dengang 7-årige dreng som særligt duelig til violinspil. Men først langt senere, efter eksamen på musikgymnasiet i Neustiftgasse, stod det klart, at musikken var vejen, han skulle gå professionelt. Han studerede på Wiens musiske universitet, med mesterlære hos professorerne Michael Frischenschlager, Evgenia Tchougaeva og Jan Pospichal, og siden fulgte en karriere som solist, som kammermusiker og i større ensembler. I dag er han førsteviolinist i Wiener Radiosymphoniker (siden 2000) og violinist i kvartetten Neue Wiener Concert Schrammeln (siden 1994).

“Men hvis jeg ikke havde studeret violin i Wien, var min vej sikkert gået i retningen af landbrug. Ved et tilfælde fik jeg min første vinmark i 1999, da en mig bekendt vinmager kendte til min forkærlighed for at arbejde med jord og planter. Så lærte jeg det grundlæggende om vinbrug på en lille vinmark med Riesling og Grüner Veltliner.”

I slutningen af 1990’erne stod Wiens vinbrug endnu foran sin store fornyelse. Mange af de veletablerede vinmagere var i pensionsalderen, og der var en del marker til salg. Samtidigt fattede en flok udefrakommende unge interesse for at engagere sig i vinbruget, f.eks. designeren Jutta Ambrositsch og bankmanden Klaus Windischbauer. Dengang boede Uhler praktisk talt lige op ad en vinmark på Reisenberg, og det var vennen og vinkroværten Matthias Hengl, der ansporede og udlånte en mark til Uhler: “Efter at have diskuteret halve nætter om hans seneste høst, vidste han, at vinbrug virkelig interesserede mig,” fortæller Uhler. Forsøget blev en succes, og siden bød mulighederne sig for at købe sig ind på flere parceller på både Reisenberg og Nussberg. I dag dyrker han 2,5 hektarer— samtidigt med karrieren som violinist.

“Jeg tror, at det at lave vin har ganske meget til fælles med det at spille musik. Man må hele tiden være opmærksom og lyttende. En musiker må allerede i ungdommen være særdeles flittig for at få de tekniske færdigheder på sit instrument, det kræver at blive professionel. Den vedholdenhed er noget, man godt kan få brug for som vinbonde!”

Selvom han er strengt skolet, slår Uhler alligevel fast, at såvel musik som vin er noget emotionelt, noget som må forfølges med passion: “Som musiker må man lytte mere til sin intuition end til rigide regler. Man vænner sig til, at ens personlige stil og individuelle træk er ens adelsmærker. Omvendt må man i et orkester også kunne være en brik i mosaikken, man må kunne flette sig ind i orkesterets grundklang. Personligt tror jeg, at min uddannelse som musiker hjælper mig i en sanselig omgang med druerne på marken og i forarbejdningen af mosten i kælderen, hvor jeg hver dag forsøger at forlade mig på min intuition.”



Nærheden til naturen

Döbling er lidt som en landsby i storbyen. Bydelen ligger i den nordlige ende af Wien, langs Donaus højre bred og ved de store bakker Reisenberg, Nussberg og Kahlenberg, alle gennem århundreder grobund for gode vinmarker. Særligt kvartererne Nussdorf og Grinzing har gjort sig bemærket for sine vinhuse, og allerede i 1800-tallet udgjorde Döbling en oase for wienerne, hvor man kunne komme væk fra bylivets jag og nyde freden, udsigten og ikke mindst vinen fra de lokale vinmagere. Den kombination af livet på landet og livet i byen er bibevaret den dag i dag, og Uhler fremhæver det som et særligt bidrag til byens kultur og den høje livskvalitet. Döbling er hjemsted for adskillige Heurigen, de traditionelle små vinkroer, hvor værten serverer egen vin og hjemmelavede småretter til at stille den værste sult. Traditionen tro er der ofte musik om aftenen, og man kan stadig opleve Wienerlied og Schrammeln, en sær mikstur af munter og melankolsk musiceren. Musikken har navn efter brødrene Johann og Josef Schrammel, som i slutningen af 1800-tallet betog byen med deres ensemble af to violinister, en guitarist og en harmonikaspiller. Uhler underholder af og til også selv med sine Schrammel-kolleger. Det er Wein, Weib und Gesang på højt plan!

“Det jordbundne er vigtigt, også for musikeren,” fastslår Uhler, der bruger tiden i marken og i kælderen til afspænding fra øvning og koncerter. I sine vine forsøger han også at vende tilbage til naturen, til det direkte udtryk for tid og sted. Derfor er han også overbevist økolog: “Økologisk dyrkning kræver, at du lever sammen med vinmarken, så godt som hver dag må du gå gennem markerne, og du må reagere hurtigt og afstemt på vinstokkenes behov. Vi har mange eksempler på, at den højeste kvalitet og de længst levende vine er økologiske.”

“Jeg mener, at økologisk landbrug burde være standarden. Mange videnskabelige undersøgelser og en lang række praktiske erfaringer viser, at et vellykket landbrug uden syntetiske stoffer og pesticider er muligt. Jeg har det i hvert fald bedre i en økologisk vinmark end i en konventionel.”

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Wienersymfonikere

“Der er store forskelle i jordbundsforholdene her, og det giver store karakterforskelle i de forskellige vine. Fra Nussbergs kalkstensjorde vokser der burgundiske, magtfulde og dog elegante vine med stort potentiale; mens der på Reisenberg med dens mere krystalline jordbund er de ideelle betingelser for store Riesling-vine.”

Det bliver derfor til en række ret forskellige vine: Grüner Veltliner, Riesling, Muskateller, den lokale specialitet Wiener Gemischter Satz samt en smule rosé og rødvin. Alle bærer dog præg af Fingerspitzengefühl, præcisionsarbejde og livsglæde. Det er ranke, slanke og meget mineralske vine med en subtil detaljerigdom, som man må give tid til at udfolde sig.

Reisenberg er en relativt stejl skråning med kalksten, kvarts og skiferindslag, og den lille Reisenberg-bæk samt den mod nord nærtliggende Wienerwald sørger for afkøling. Det giver sig til kende i vinene, som har syrerig nerve og en salt mineralitet. Herfra kommer en krydret og kompleks Grüner Veltliner fra gamle stokke, Der Jubilar, en fremragende vin. Endvidere en rank og kølig Riesling og en underfundig Muskateller med kridtet tekstur og en fin kommensmag, alenlangt fra den rosenparfumerede stil. Der dyrkes desuden en samplantning af Weissburgunder, Riesling, Neuburger og Traminer, der sammen indgår i klassikeren Wiener Gemischter Satz.

Gemischter Satz fortsætter en gammel tradition med at have forskellige druesorter plantet mellem hinanden, som siden høstes og forarbejdes sammen. Sådan var praksis de fleste steder, før ampelografien og industrialiseringen gjorde sortsrene beplantninger til standarden. I Wien holdt man imidlertid fast ved traditionen, der efterhånden blev en specialitet i byen. Læs mere om det historiske her og her.

Oprindeligt var samplantning en måde at sikre et godt udbytte til de tørstige masser; men metoden giver i dygtige hænder også muligheden for en underfundigt kompleks vin med tydeligt fingeraftryk fra både årgangen og den enkelte vinmark. Det vanskelige ligger i at finde det rette tidspunkt, hvor modenheden gennemgående er optimal. Man får både særlig syre fra de knapt modne druer og fyldig frugt fra de meget modne. Aromatiske sorter som Traminer og Muskateller tones ned og forsvinder i mængden, men man fornemmer dem alligevel i dybden; og så et år går de i fuldt flor og kan gøre vinen helt eksotisk. Gemischter Satz giver en gådefuld og subtilt symfonisk vin, som også fascinerer Uhler: “‘En enkelt druesort i vinmarken er som en violin, men en Gemischter Satz er et helt orkester’ — men dét gamle ordsprog i mente kunne jeg ikke andet end at engagere mig grundigt i temaet ‘Wiener Gemischter Satz’.”

Obere Schoss er en parcel på en særligt kalkstensholdig del af Nussberg. Her hygger sig sorter som Grüner Veltliner, Roter Veltliner, Weissburgunder, Chardonnay, Riesling, Traminer, Muskateller, Neuburger, Rotgipfler, Zierfandler og Welschriesling. Stokkene er 38 år gamle, og nyplantning og podning er delvist foretaget på gamle rødder. Marken kom for øvrigt i hans besiddelse efter en optræden på østrigsk radios Klassiktreffpunkt, hvor han præsenteredes som både violinist og vinbonde. En ældre dame henvendte sig efterfølgende til ham efter en koncert, og hun havde et tilbud: Han kunne købe en gammel vinmark billigt på den betingelse, at hun selv kunne fortsætte med at passe planterne i marken. I dag er den en af Uhlers bedste vinmarker.

2018 var varm og solrig, og høsten fandt allerede sted den 16. september. Druerne blev afstilket og stod til udblødning tre timer før presning. Mosten blev gæret køligt med den naturligt forekommende gær over godt ti uger. Herefter blev vinen lagret på de fine gærrester i store træfade indtil midten af marts. Endelig blev den flasket sidst i april 2019. 6,1 gram syre balanceres af 4,9 gram restsukker. Endnu tager den tid om at åbne sig, så dekanter den eventuelt, og server den under alle omstændigheder i pænt store glas.

Det er en delikat og kompleks vin med frisk ferskenfrugt, ferskensten og en nøddeagtig fylde, noget let peberkrydret og den typisk salte signatur. Peter Uhler: “Obere Schoss er kompakt, har mørk mineralitet og er let røget. Den er moden og spiller gerne med musklerne men er samtidigt utroligt nobel.” — Giv ham et bifald!


Flaske: Ried Obere Schoss 2018  
Vinhus: Weingärtnerei Uhler  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 14%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 225,-  

Comment

Alle veje fører til Wien

Comment

Alle veje fører til Wien


Wiens fremmeste vinbønder blev for nyligt budt velkommen i foreningen af østrigske traditionsvinhuse, Österreichische Traditionsweingüter, en sammenslutning af kvalitetsorienterede vinhuse i Donauområdet. Det er gruppen bag den lokale sammenslutning WienWeinChrist, Edlmoser, Fuhrgassl-Huber, Mayer am Pfarrplatz og Wieninger samt bystyrets vinhus Cobenzl — der har sluttet sig til selskabet i ÖTW. Lokal formand bliver den store foregangsmand for Wienervin i international topklasse: Fritz Wieninger.

Distrikterne langs Donau har historisk været arnested for det, de fleste i dag forbinder med klassisk østrigsk vin, især Grüner Veltliner og Riesling fra f.eks. Kremstal og Kamptal. Det mest berømmede vindistrikt Wachau har sin egen særskilte sammenslutning (Vinea Wachau), men ellers befinder de traditionstro vinhuse sig i Traisental og Wagram — og nu altså også med anerkendelse af Donauområdets østligste vindistrikter: Carnuntum og Wien. Således vil de bedste enkeltmarksvine fra Wien fremover kunne bære betegnelsen Erste Lage, og den traditionelle Wiener Gemischter Satz være at finde til traditionsvinhusenes årlige årgangspræsentation.

Bysbarnet finder hjem

Fritz Wieninger virker altid munter. Hans gemytlige væsen afspejler lige dele gadedreng, vinbonde og forretningsmand, og hans smilende og selvsikre fremfærd hviler i en tiltro til den tradition, han bygger videre på — og en viden om egne evner og bedrifter. Fritz Wieninger er årgang 1966 og af fødsel fuldblodsvinbonde (trods navnet stammer familien ikke fra selve Wien men fra det nordlige opland i Weinviertel), og begge hans forældre kom fra familier med vinbrug gennem generationer: Små landbrug med kvæg, korn og vin og en dertil knyttet Heuriger, et lille gæstgiveri, hvor man i sæsonen solgte ud af årgangens vin og serverede småspiser af egen produktion til. Moderen lod sig som en af de første kvinder i Østrig uddanne til ønolog og slog sig med faren ned i hans families vinhus i Stammersdorf i det nordøstlige Wien. Her drev de sammen vinbrug og Heuriger og her voksede deres to børn, Fritz og Leo, op og tog familietraditionerne til sig.

I 1985 dimmiterede Fritz fra vinbrugsskolen i Klosterneuburg lige nord for Wien, og i 1987 overtog han styringen af familiens vinhus — for allerede i 1990 at modtage prisen Årets Vinmager. Ambitionerne var høje, arbejdsomheden og motivationen i top, og med initiativ, kappestrid og virkelyst skulle Fritz Wieninger sætte sit aftryk på Wiens vinscene de næste årtier. Wieninger var slet og ret primus motor i genrejsningen af Wienervin i topkvalitet. Allerede sidst i 1980’erne tiltrak han som den første international opmærksomhed og vandt anerkendelse for sine overraskende gode vine på Chardonnay og Pinot Noir — et generationstypisk valg af vintyper, der let faldt i en international smag, men der skulle ikke gå længe, før Wieninger selv fik smag for at søge dybere i det lokale stof og prøve kræfter med Wiens historisk mest betydningsfulde vin: Gemischter Satz fra Nussberg, der skulle blive hans egentlige svendestykke og føre til en renaissance for genren.

I dag råder Wieninger over godt 70 hektarer vinmarker på begge sider af Donau. Vinhuset ligger stadig i Stammersdorf på østbredden (hvor højdepunktet er Bisamberg), mens hans nok bedste vinmarker ligger i Nussdorf på vestbredden (hvor højdepunktet er Nussberg). Nussberg er køligere end Bisamberg og jordbunden både mere stenet og kalkholdig. Det resulterer generelt i vine med friskhed og finesse, dunet blødhed og fin mineralitet (mens Bisamberg generelt har frodigere frugt, større fylde og en mere strålende syrestruktur).

Fritz Wieninger Vineyard (C) Premium Estates of Austria.jpg

Mr. Gemischter Satz

Den berømte bakketop Nussberg i det nordlige Wien er tæt beklædt med vinmarker. 15 hektarer opdyrkes af Wieninger, de 4 heraf på marken Ulm; og det var her, det egentlig begyndte. Marken Ulm er en traditionel wienersk samplantning af sorter, en nonet af Weissburgunder, Neuburger, Welschriesling, Grüner Veltliner, Silvaner, Riesling, Zierfandler, Rotgipfler og Traminer — og til trods for mange lovprisninger og anbefalinger af den gamle vintype, som f.eks. Franz Mayer og Richard Zahel fremstillede fra sådanne marker, var Fritz Wieninger aldrig blevet fanget — kun af drømmen om at krydse Donau og erobre et stykke af det berømte Nussberg, hvis særlige terroir i fordums tid frembragte vidt berømte vine. I 1999 bød muligheden sig, og Fritz fik fingrene i en ældre blandet beplantning på Nussbergs østside, en sydvendt skråning med marken Ulm.

Terningen var kastet og til at begynde med forsøgte han at skabe orden i dette virvar og vinificere enkelte af sorterne hver for sig: Således forsøgte han at identificere og separere Grüner Veltliner, Weissburgunder og Welschriesling, når der skulle høstes — og resterne røg i posen med de blandede bolcher. Resultatet? Nok fornøjede de sortsrene forsøg ham, men det der virkeligt slog ham, var karakteren og personligheden i det, han hidtil havde overset: Et subtilt substrat af sorter og terroir med en intens frugt og fløjsblød fylde — et eureka øjeblik! Der var tydeligvis et helt særligt potentiale at afdække i Gemischter Satz, en usleben diamant der kunne slibes til brillant. Vejen frem var blot bedre vinifikation og et større fokus på enkeltmarker med stor mangfoldighed og ældre vinstokke. Kursen var sat, og fra 2002 og frem har Wiener Gemischter Satz været Wieningers galionsfigur.

Wieninger fremstiller foruden husets basis WGS en glimrende udgave fra Bisamberg på den anden side af Donau; mens besiddelserne på Nussberg nu vinificeres som de to enkeltmarker Ulm og kronen på værket, den betagende Rosengartl. Mål og middel er hver gang det samme: De enkelte sorter bidrager med hver sin aromaprofil, ligesom de forskellige modenhedsgrader— modenhed i samspil med en smule overmodenhed og undermodenhed — giver syrespil og fylde til vinen. Alt i alt giver det et unikt aftryk af årgangens vejr, de særegne jordbundsforhold på marken, vinbondens udvalg af vinstokke og valget af høsttidspunkt; og en vin, der er let drikkelig i sin ungdom men som samtidigt besidder et stort lagringspotentiale.

I dag er Fritz Wieninger nået frem til en mere afvejet håndværksmæssig og traditionstro stil end sin ungdoms innovative og moderne. Han lagde tidligt om til økologiske dyrkningsformer og ansporet af bl.a. kollegaen Stefan Hajszan tog han skridtet videre til biodynamik og er i dag medlem og certificeret af Respekt; og foruden WienWein er han også medstifter af eksportgruppen Premium Estates of Austria.

I stampe står Wieninger altså aldrig, og først ophøjelsen af WGS til DAC i 2013 og nu i 2018 indlemmelsen af de bedste vinhuse i ÖTW slår tonen an for fremtiden. Wien har stadig potentiale, der skal afdækkes. Klassificeringen af enkeltmarker (Riede) som Erste Lagen (markeret med 1ÖTW) er indtil videre landet på følgende 12:

På Nussberg: Gollin, Langteufel, Preussen, Rosengartl og Ulm
På Bisamberg: Falkenberg og Wiesthalen
På Maurerberg: Himmel og Sätzen
I Grinzing: Schenkenberg, Seidenhaus og Steinberg

Ried Ulm (C) Herbert Lehmann.jpg


Et godt glas Wien

Ried Ulm 2016 er frisk og læskende og samtidigt substantiel og kompleks. Der er saftige pærer men også fersken og ananas samt en sagte summen af grønne urter, rodfrugter, tobak og sort peber. Smidig fylde og syrlig, mineralsk nerve. Der er en nærmest burgundisk storhed at spore — sammen med den ærkeøstrigske sprødhed og krydring. En vin, der sagtens lader sig drikke på egen hånd — nu eller med flere års lagring. Tyskkyndige kan blive klogere på årgange og udvikling ti år tilbage her.

Ulm næsten indbyder til spisning med sin pikante smag. Fritz Wieningers egne anbefalinger ligger lige til højrebenet: En klassisk Wienerschnitzel eller specialiteten Zwiebelrostbraten, kalvekød i sursød løgsauce med fritterede løgringe på toppen.

Wieninger ændrede for nyligt importør fra Philipson Wine til Sigurd Müller Vinhandel. Vil man have fingrene i hans vine, er der stadig rester at hente hos førstnævnte, men fremover er det altså hos sidstnævnte, man skal henvende sig. Er det et udvalg af hele sortiment, man går efter, må man ty til eksempelvis Wagners Weinshop. Allerbedst drikkes vinen selvfølgelig i det grønne på toppen af Nussberg i Wieningers lille beværtning Wieninger am Nussberg, alternativt hos bror Leo i familiens Heuriger Wieninger i Stammersdorf.


Flaske: Nussberg Ried Ulm 2016  
Vinhus: Weingut Wieninger  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
ImportørSigurd Müller Vinhandel
(Ulm dog ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €20

Comment

En iværksætter krydser sit spor

Comment

En iværksætter krydser sit spor


Det var vinens skyld! Martin Lenikus er en succesrig østrigsk boligudvikler og bygherre med en kandidatgrad i erhvervsøkonomi fra Handelsuniversitetet i Wien. Så det stod umiddelbart ikke lige for, at han som en listig form for byfornyelse skulle starte sit eget vinhus op - og dog! Selvom der kan synes at være stor forskel på luksusboliger, designhoteller, atalierer og vinmarker, så er fællesnævneren Wien. En by med en lang kulturhistorie og indgroet vinkultur, der kan præge bysbørnene umærkeligt men umiskendeligt. Således også i tilfældet Martin Lenikus: Han fik smag for byens kulturliv og ikke mindst den lokale vin, og den personlige interesse blev transformeret til et professionelt engagement. "Intet er mere risikabelt end intet at risikere" er mottoet.

Efter at have erhvervet sig vineri i Grinzing i det nordvestlige Wien og marker rundt omkring i byen, kom de første vine på flaske fra 2008 med Erich Franz og senere også Philippe Ricoux som ønologer. I dag dyrkes hele 25 hektar, der bliver til godt 15 forskellige vine. "Individualitet gør livet værd at leve" er blevet en slags leveregel for Lenikus, der søger af afspejle Wiens og wienernes mangfoldighed i sine vine. Lenikus er fascineret af forskelligheden i den traditionelle wienervin (det store udvalg af sorter og ikke mindst de blandede beplantninger) og byens kludetæppe af vinmarker med mange forskellige jordbundstyper (løss, lehm, flysch, kalksten, sandsten, flodaflejringer, gammel havbund) - og det søges udtrykt i vinene. Etiketterne er også udtryksfulde med deres sort-hvide portrætter af forhistoriske æresborgere - huleløver, uldnæsehorn, kvasthalede hulepindsvin m.fl. Sortimentet består af en række vine på Grüner Veltliner og Riesling samt den traditionelle Wiener Gemischter Satz fra blandede beplantninger. Et eminent eksempel er den særdeles mindeværdige enkeltmarksvin Erinnerungsgarten fra ganske gamle vinstokke - en dyb, subtil, kompleks og anderledes vin, men et glimrende eksempel på genrens formåen. Den afgørende prøve står dog ikke med topvinen men med basisvinen. Kan man kringle en sådan til tilfredshed, er man nået meget langt.

Lenikus Wiener Gemischter Satz 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Lenikus består med udmærkelse med sin Wiener Gemischter Satz 2016. Duften er let blomstret og ret urtet. Sprød og med en frisk syre på tungen, næsten indbegrebet af forestillingen om østrigsk hvidvin; hvor saftig og eksotisk frugt spiller op mod mineralske noter. Overskriften er pære og fersken, grapefrugt og lime står tillige med stort. Det med småt: Lindeblomster, valnødder, timian, løvstikke, salt, klor og kinin. Umiddelbart er den ligefrem og enkel, i længden er der dog dybde og kompleksitet at afdække. Druerne kommer fra flere parceller rundt omkring i særligt den nordvestlige del af byen, sorter som Grüner Veltliner og Weissburgunder står forrest med opbakning fra Welschriesling, Neuburger, Chardonnay - plus det løse. 15.000 flasker og en fornuftig prissætning. Bæredygtighed.

Martin Lenikus har en fornemmelse for både byens rige kulturliv og dens særlige naturressourcer. Wien har ikke blot en bevaringsværdig kulturarv i sit vinbrug, den har også en naturskat, der skal bevares. Det nære forhold frem og tilbage mellem natur og kultur respekteres med bevaring af gamle marker og økologisk dyrkning. Fortsæt på den måde!

 

Flaske: Wiener Gemischter Satz 2016  
Vinhus: Bioweingut Lenikus  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Pris: Cirka €16  

Comment