Worldwide Welschriesling

Welschriesling. En vidt udbredt sort, som både er alsidig og frembringer fremragende vine; og alligevel er den underligt overset og “en af de mest uretfærdigt undervurderede” og “uretmæssigt udskældte” druesorter ifølge flere førende vinkritikere, måske endda “den bedste hvidvinsdrue, du aldrig har hørt om”. Hvorfor dog denne diskrepans mellem evner og resultater?

Det er der flere gode forklaringer på, for Welschriesling kan ikke kun være en fryd for ganen i såvel mousserende som stille og tør som sød vin; den kan også hurtigt være årsag til hovedbrud, for den går under en lang række forskellige navne afhængigt af vinens oprindelse, og for mange vines vedkommende angives sorten end ikke på etiketten. Især ikke når den bruges som base til bobler eller som grundstof til simpel hverdagsvin. Forvirringen bliver kun værre af forveksling og sammenligning med nær-navnebroren Riesling, som den reelt ikke er i familie med, men hvis ‘brand-værdi’ den ifølge skeptikere lukrerer på.

Men hvis vi nu nøjes med at bedømme vinen på sine egne meritter, så kan Welschriesling være ganske vidunderlig og hele besværet værd med at gennemskue synonymer og opdrive flasker fra ofte glemte gamle vinområder i hjertet af Europa. Welschriesling var en international sort længe før nogen fandt på at klassificere visse druer sådan, og den er fælles arvegods for en række lande langs Donau, groft sagt det gamle østrigske kejserrige; og hvis Blaufränkisch fortjener tilnavnet ‘Østens Pinot’, så vil ‘Østens Chardonnay’ heller ikke være upassende for dens hvide genpart med de mange ansigter og navne.

Kært barn med mange navne

I dag er den nærmest nationaldruen i Kroatien, den er ikke alene landets mest plantede sort slet og ret, det på verdensplan største nationale areal er også at finde her. Kroaterne kalder den Graševina og anser den som deres egen, og det til trods for at der også findes rå mængder i nabolandet mod nord, Ungarn, hvor den går under navnet Olaszrizling, og længe var den tillige den mest plantede hvidvinsdrue i det ungarske. Den er endda den næstmest dyrkede sådanne i Østrig, men først for nyligt har navnet fundet vej til etiketten på finere vine dér. I alle tre lande har den nemlig først og fremmest været druen bag den vin, man har slukket tørsten i til daglig, og kun i udvalgte områder ophav til vine til særlige lejligheder. Sidstnævnte gør sig især gældende for en række vine fra Slavonien i det kroatiske indland, hvor især vinene fra Kutjevo, Erdut og Ilok historisk har vævet hævdvundne og fortsat er fremragende. Omvendt var det syrlige skyllemiddel, man traditionelt indtog til det kolde bord under den varme sol i østrigske Steiermark, mestendels til glæde for lokale ganer og langt fra nogen gemmevin. Men smag så på en de mange milde og læskende Olaszrizling fra bakkerne omkring Balatonsøen i Ungarn. Intet under at de sjældent lagres længe, for de gør det svært ikke at drikke kældrene tomme hen over den hede sommer.

Det kan Welschriesling: Læske, slukke tørsten, skærpe appetitten, trække mundvandet frem. Stilfærdig i duft og smag, men dens forholdsvist subtile karakter er samtidigt dens styrke: Det lader den nemlig tydeligere tage farve fra terroiret og ikke mindst vinmagerens håndværk; og i de rette hænder og på rette tid og sted kan den ligefrem skabe stor vin. Nok giver den letløbende saft, åndeligt beslægtet med Silvaner og Chasselas, men som de to er den også i stand til at være mere seriøs, ligefrem lagringsværdig vin med stort udviklingspotentiale. Når det går bedst, bliver termer som burgundisk brugt, når den er i sit es, kan dens bedste tørre vine fra de mest egnede terroirs vække mindelser om stor Chardonnay; og så er den i næsten samme grad som Riesling og Chenin i stand til at spænde hele spektret fra knastør til honningsød.

Det gør det spændende at smage Welschriesling, selvom dens umiddelbare egenkarakter ikke er så påtrængende. Nationale og regionale forskelle i terroir og stilistik træder tydeligt frem, og dertil kommer, at den fremstilles i versioner for såvel amatører som conaisseurerer, fra det ultrakonventionelle til det vildt alternative, fra triviel supermarkedsvin til naturvin på syretrip. Den røde tråd er en vis mildhed og saftighed, men dernæst er der nuancer i alle regnbuens farver.

Etymologi og slægtskab

Welsch i Welschriesling har flere mulige herkomster: Tillægsordet welsch, som betyder udenbysk, fremmedartet eller udenlandsk— det kendes eksempelvis fra Welschschweiz, de tysktalende schweizeres betegnelse for det fransktalende Suisse Romande, herunder Valais; flamlændernes navn for de fransktalende vallonere; og for den sags skyld englændernes navn for det keltisktalende Wales, vi kender det også fra udtrykket kaudervælsk. I den betydning skulle Welschriesling være “den fremmede Riesling”, varianten fra de ikke-tysktalende områder især i det centrale og østlige Europa. En anden er ordet vlach med henvisning til området Valakiet i Rumænien og i bredere brug om rumænsk-talende folk i det større Balkan-område— ryttere, hyrder og kvægdrivere, hvis kastrerede hingste, vallaker, engang var eksportvare til det nordlige Europa, deraf den nutidige betydning på dansk. Welschriesling skulle således være den rumænske Riesling; men i Rumænien er den med al sandsynlighed indvandrer, rumænerne selv kalder den Riesling Italian, den italienske Riesling. Det samme gør italienerne, og i en vis grad også slovenerne og ungarerne. Laški og olasz kan begge både betyde ‘fra Italien’ men i løsere forstand også blot ‘derovrefra’ eller ‘udenlandsk’.

De mere særegne navne Graševina, Grašac og Grašica, som druen bærer i og omkring Kroatien, menes at stamme fra ordet grašak, som betyder ært, idet dens druer før modning er små, runde og mørkegrønne som sukkerærter. Graševina er særligt tæt forbundet med Kroatien, ikke mindst idet den kroatiske historiker, lingvist og sprogrøgter Bogoslav Šulek så at sige stadfæstede navnet, som kroaterne stædigt holdt fast i trods forbundsstatens forsøg på at ensrette navngivningnen i jugoslavisk tid. Men det, der uden for især Kroatien har klæbet sig til druen, er den faste reference til en anden drue, Riesling; som om den var en særlig slags, afart af eller blot minder meget om, bare på en welsch, olasz, laški eller italijanski måde.

En fjern slægtning vides at være Elbling, og Welschel har historisk været en betegnelse for netop Elbling i Südtirol; men genetisk indsnævrer det spor det ikke meget, og man skal lede længe efter såvel Elbling som Welschriesling dér i dag. Men i 2020 fastslog et italiensk forskerhold så, at de havde identificeret Welschrieslings ene forælder, nemlig den gamle og nu særdeles sjældne sort Coccalona Nera, også kendt som Orsolina og Blaue Rohrtraube, og som i øvrigt også har vist sig at være forælder til Vespolina og den noget mere berømte Barbera. Coccalona Nera var engang videre udbredt i det norditalienske alpeland, men det er forhastet at slutte derfra til, at Welschriesling også må stamme netop derfra. Den dyrkes i dag især i Oltrepò Pavese i Lombardiet, men skriftlige vidnesbyrd derfra om Riesling Italico findes ikke før anden halvdel af 1800-tallet, hvilket i sammenhængen er sært sent, især hvis druen skulle være indfødt; og så længe andre nære slægtninge eller den eksakte identitet på den anden forælder ikke er fastslået, bør spørgsmålet stå åbent.

Så Balkan i bred forstand forbliver det bedste bud på Welschrieslings vugge. Kroatien er allerede nævnt, og følgende fire faktorer giver samlet god grund til at foretrække Graševina som ‘den oprindelige Welschriesling’: (1) Den er med afstand Kroatiens mest dyrkede druesort, (2) det største nationale areal findes i Kroatien, (3) kroaterne har historisk et veletableret, eget navn for sorten, og (4) der findes især i Slavonien en lang tradition og vid variation i kloner og vinstile, til dels også en vis skriftlig overlevering som dokumentation for druens dybe rødder dér. Eksempelvis er den vidt omtalt i præsten og poplyhistoren Dragutin Stražimirs værk Vinogradarstvo (Vinavl) udgivet i Varaždin i 1874. Desuden er sorten senere særdeles velbeskrevet i Ampelografski atlas (Atlas over druesorter), som første gang blev udgivet i Zagreb i 1953. Heri samlede Zdenko Turković, vinavlsekspert og arving efter den fyrstelige og ligeledes vinfremstillende Turković-familie i Kutjevo, sin viden og erfaring om vinavl i det daværende Jugoslavien, ledsaget af formfuldendte akvareller af hver druesort malet af hustruen Greta.

Dog må kroaterne måske se sig overhalet indenom, i hvert fald hvad angår historisk dokumentation, da deres kære naboer serberne har gjort spændende nye opdagelser de seneste år. Opdagelser, som stadfæster druens tilstedeværelse og rodfæstethed i det nuværende Serbien tidligere end kilder i Kroatien. Vi skal til Vojvodina i det nordlige Serbien, stik øst for Slavonien, hvor en gammel bog for nyligt har vakt fornyet interesse. I 1816 udgav Prokopije Bolić, en serbisk præst fra klosteret Rakovac i Fruška Gora bjergene i Srem-regionen, bogen Soveršen vinodelac (Den perfekte vinmager), hvori han dokumenterede datidens vinavl i området. Bogen beskriver 35 druesorter, der dengang dyrkedes i Fruška Gora, og forfatteren fremhæver deraf en håndfuld som særligt vigtige, herunder den såkaldte Grašac beli, hvid Grašac. Såvidt de trykte kilder. Fra samme tid stammer også en omfattende plantesamling, som har vist sig at indeholde netop denne Grašac i ‘fossil’ form.

Det ‘hemmelige herbarium’ havde stået urørt hen i aflåste lokaler på gymnasiet i Sremski Karlovci, hvis rektor fra 1793 til 1816 var den slovakisk-fødte forsker Andrej Volný. Den oprindeligt medicinsk uddannede Volný var en ivrig hobbybotaniker og erfaren samler, og i sin tid samlede han et stort antal planter ind, som blev indeksikaliseret i samlingen Flora Sirmiensis seu Plantarum in Florae Sirmiensis. I tiden efter Volný fortsatte andre hans arbejde, som dog ved historiens ugunst gled i glemmebogen. Senere anerkendte den jugoslaviske stat dog samlingens vigtighed og dømte den bevaringsværdig; men derefter stod den igen urørt hen og gik i glemmebogen, altså lige indtil den unge forsker Milica Rat fra universitetet i Novi Sad kom forbi i 2017 og i de følgende år kunne overraske med fund af eksempelvis tørrede blade og druer af netop sorten Grašac. Begge begivenheder har været med til at booste en renæssance for sorten i Serbien, og flere og flere flasker nu deres bedste vine under navnet Грашац/Grašac i stedet for det tidligere vanlige Италиянски Ризлинг/Italijanski Rizling.

Østrig, Ungarn, Kroatien, Serbien. Donauriesling havde måske været det bedste internationale navn, hvis ikke det allerede var taget af en hybridsort fra Klosterneuburg, for det vigtigste fællestræk er vist, at sortens historiske udbredelse og berømteste terroirs alle er at finde langs Donau og dens bifloder; og der er en overflødighedshorn at vælge imellem i regionen. Det har dog ikke forhindret Welschriesling i også at finde andre og nye græsgange under fjernere himmelstrøg.

Welschriesling i den vide verden…

Alle gamle druesorter har hele mytologier omkring sig, og for Welschrieslings vedkommende skorter det heller ikke på fantastiske hypoteser om dens slægtskaber og ophav. Således spekulerede den tysk-østrigske vinbrugsforsker August Wilhelm von Babo i midten af 1800-tallet, at Welschrieslings oprindelse var ‘vestlig’, under navnet Wälschriesling skulle den være kommet til Tyskland fra Frankrig, hvor den skulle være intet ringere end identisk eller i hvert fald nært beslægtet med Aligoté eller Petit Meslier. Men så vidt vides har sorten aldrig været dyrket i Frankrig og kun i yderst begrænset omfang i Tyskland, og genetiske analyser kan blankt afvise slægtskabet med ovennævnte franske sorter.

Et stort mysterie er det dog, at druen Borba fra det vestlige Spanien ved genetisk profilering ganske overraskende har vist sig at være identisk med Welschriesling. Borba er en traditionel sort i Ribera del Guadiana i Extremadura i det sydvestlige Spanien. Først antog man, at det kun drejede sig om få hektarer, siden har det vist sig at være flere hundreder, til dels i blandede beplantninger. Borba indgår oftest i blends med andre sorter, men dens tilstedeværlse i Extremadura fortaber sig i fortidens tåger. En oplagt hypotese er, at de habsburgske forbindelser mellem Østrig og Spanien kan have skaffet druen adkomst fra kejserriget i øst til kongeriget i vest; men det forbliver indtil videre gætværk.

Vist er det, at der i dag også plantes Welschriesling i den nye verden, herunder i Brasilien, Canada og ikke mindst Kina, hvor druen under navnet 贵人香, mandarin for ‘den velduftende’, findes på hele 3.000 hektarer og dermed arealmæssigt kun overgås af Chardonnay på hvidvinsfronten. Den ryk så langt østpå er veldokumenteret, det var ved østrigsk mellemkomst. Kina kom Welschriesling til tilbage i 1892, ved grundlæggelsen af det såkaldte Changyu Wine Company i Yantai, hvor erhvervsmanden Zhang Bishi havde inviteret den østrigske konsul i Kina, baron Max von Babo (søn af ovennævnte August Wilhelm) til som vinmager. Han medbragte et væld af sorter, herunder Welschriesling, som viste sig egnet; og nu dyrkes den fra Gansu og Hebei til Ningxia, Qingdao og Xinjiang og laves til vin fra tør til sød, men særligt den halvtørre version er vellidt på det kinesiske marked.

…og Welschriesling i vækst

En så lang historie og så vid udbredelse sig noget om alsidigheden og det kvalitative potentiale, og det er på høje tid, at den erkendelse spreder sig til kræsne forbrugere under vore egne himmelstrøg. En tiltagende selvsikkerhed på hjemmebanen i Donaulandene gør det muligt, og der finder efterhånden adskillige professionelle forsøg på at skærpe omverdenens opmærksomhed, opnå den velfortjente anerkendelse og katapultere druen ud på verdensmarkedet. Eksempelvis med den årlige konkurrence GROW (et akronym af Graševina, Olaszrizling og Welschriesling), hvor en international jury blindsmager og bedømmer flere hundrede vine fortrinsvist fra det centraleuropæiske. I det østrigske har man i flere år holdt et tiltagende formelt Wöschmeisterschaft (som de seneste par år også har fået selskab af det mere uformelle vinløb Wöschlauf), og sidste år fokuserede det internationale symposium Kog25 i Slovenien særligt på Laški og nabolandenes varianter. Nedenstående smagenoter stammer i vid udstrækning fra netop de tre arrangementer.

Smagsprofil: med Graševina i glasset

En så vidt udstrakt druesort har selvfølgelig ikke ét arketypisk udtryk men adskillige, og selvom én rød tråd nok ikke kan optrevles, så findes der flere overlappende karaktertræk på kryds og tværs.

Sorten er sjældent særligt aromatisk, men beskrivelser som neutral yder den omvendt ingen retfærdighed. For selvom den oftest er en kende diskret i sit udtryk, så rummer den en subtil rigdom af dufte og smage, hvoraf nogle af og til træder tydeligt i forgrunden. At de ændrer sig afhængigt af terroir og stilistik er næppe nogen kritik, tvært imod er træk, der kendes og elskes i andre af vinverdenens store, klassiske druesorter; og det er min påstand, at det er i det selskab, Welschriesling, Olaszrizling, Graševina hører til.

De tørre har ofte milde dufte af friske grønne eller gule æbler, undertiden dybere duftende af pærer, kvæder og ferskenskind. Smagen slægter på, men vinen er frem for alt saftig i munden, med en forfriskende syre, som dog sjældent stjæler billedet; og en blid bitterhed, som bidrager til dens appetitvækkende, madvenlige karakter. Af og til med såkaldt ‘mineralske’ noter af salt og sten. Grapefrugt er en anden gennemgående smagenote, kamille, mandler og akaciehonning er også hyppige. De sødere versioner har selvsagt mere vægt på honning, bivoks, marcipan og moden sydfrugt. Pocherede pærer og kandiseret citrus dukker ofte op i de sammenhænge, såvel som frugtlæder og karamel. Sjældent dominerer et enkelt smagsindtryk, der er som regel en flerstemmighed i vinens grundtone.

Kortene på bordet: Min personlige præference går klart på Kroatien og Østrig, som efter min mening har både de højeste bundniveauer og når de højeste tinder; men Ungarn er ingenlunde ueffent med mange glimrende vine, og der dukker gode eksemplarer op fra Slovenien og Serbien, og så overrasker Tjekkiet ind imellem med uventede delikatesser. Omvendt har jeg åbenbaringerne til gode fra Italien, Rumænien, Spanien og Kina, men det skyldes sikkert mestendels mine begrænsede erfaringer med samme. Welschriesling har dog tiden for sig, og vi andre kan jo håbe på det samme.

WELSCHRIESLING MASTERCLASS

Kroatien 🇭🇷

Knapt en tredjedel af det officielt registrerede vinmarksareal i Kroatien går til Graševina, og dertil findes druen i mangt en gammel blandet beplantning og i diverse hobbyavleres baghaver. Dens højborg er i Slavonien, især det centrale område omkring Kutjevo, men også mod øst er der vigtige bastioner langs Donau, eksempelvis Erdut og Ilok, og mod vest ved Đakovo og Daruvar og i mindre men ikke uvæsentligt omfang i området omkring Zagreb. Læs mere om de kroatiske versioner her.

Ivan Buhač Graševina 2024, Slavonien. Mildt aromatisk næse med ferskenskind, orangeblomstvand og nyopgravet gulerod. Saftig og glat på tungen, læsker med gule æbler og saftige ferskner, fin syre og let salt mineralitet. Vild value for money.

Bolfan Graševina 2023, Zagorje. Let og læskende, med strejf af friske grønne æbler, sirlig citrus og opkvikkende syre. Flyder frit og er virkeligt let drikkelig, igen en god en til prisen, fås hos vinomolim.dk

Galić Graševina 2025, Slavonien. Vi fortsætter i den enkle, friske, kølige stil, fuld af friske æbler og saftige stenfrugter, fin syre, en vis frugtsødme og en delikat mandelbitter eftersmag.

Vinarija Kostanjevec Graševina 2024, Podravina. Mildt røget duft med en smule moden eksotisk stenfrugt underneden. Sprød og syrlig, med mild smag af moden eksotisk frugt, ferskner, ananas, banan.

Dvanajščak-Kozol Graševina 2023, Međimurje. Hvid stenfrugt i snuden, antyder modenhed og har også en vis tyngde på tungen. Sødmefulde stenfrugter i smagen, ferskner, abrikoser og ananas, let laktisk eftermsmag.

Kast Graševina 2023, Slavonien. Meget mild duft med lys stenfrugt og let ristede noter. Ganske sart saft i munden, med mild syre, frisk frugt og en hvidblomstret bitterhed, mineralsk finish. Forfører med sin spænding, mildhed og elegance snarere end frugt.

Pomalo Graševina 2023, Slavonien. Let og læskende naturvin, næsten vandig men alligevel substantiel og skægt summende på tungen. Gule æbler og pærer, grape og mandel.

Mihalj Graševina Mačovo brdo 2024, Slavonien. Ret så diskret i duften, men et knusprigt gult æble trænger igennem, for alvor på tungen. Friskfrugtig og ganske mineralsk, seriøs stil.

Sontacchi Graševina 2025, Slavonien. Blid saft med masser af modne æbler, blød på tungen og ganske saftspændt, hvid te, kamillete og mundvandsdrivende syrlighed og salthed.

Sontacchi Superslav 2024, Slavonien. Orangevin med muskler men samtidigt sortens saftighed og frugtighed. Friske ferskner, tørrede abrikoser, kvæde, søde krydderier og flagesalt.

Krauthaker Podgorje 2025, Slavonien. Mild duft af hvide vingummibamser. Glat, saftspændt og syrlig på tungen, med gule æbler, æblekerneolie og en delikat krydring. Sjov og seriøs på samme tid, slavonsk klassik.

Krauthaker Mitrovac 2023, Slavonien. Subtile noter af hvide blomster, nyslået hø og gule æbler. I smagen saftige æbler og pærer, en smule fersken og abrikos, sprød syre og milde bitternoter, mundvandsdrivende salt snas i eftersmagen. En klassiker i en frugtig årgang!

Antunović Grand Selection 2017, Slavonien. Først akacie og jasmin i duften, så figen og sukat. Glat stof på tungen, med tyngde og sødmefuld frugt i smagen, litchi, fersken, ferskensten, marcipan. Righoldig og meget seriøs stil.

Kutjevo Vinkomir 2024, Slavonien. En saftig mundfuld modne æbler, pocherede pærer og ferskner, flankeret af friskrevet citronskal, kandiseret citrus og strejf af eksotiske frugter.

Iločki Podrumi Sofija 2021, Slavonien. Mild duft men seriøs saft med syre og sødme i flot samspil. Blød fylde af fersken, tropefrugt, kandiseret citrus, honning.

Ungarn 🇭🇺

Der er masser, den tørre indlandsstat har i det mindste et hav af Welschriesling! Simpel Olasz sælges ofte som folyó, bulkvin, og dens bedste brug er uden tvivl som råstof til fröccs, ungarernes pendant til den østrigske Spritzer, vin med mineralvand. Det virker såmænd godt nok, gerne serveret med lángos, men de bedre vine fra Balaton er læskende og lækre i egen ret, og de bedste er ganske fænomenale. Mineralske grundtoner og ofte med flot modnet frugt ovenpå- HegyBor er ‘bakkevin’ af bedre herkomst, Dűlő angiver en enkelt vinmark og viser som regel de mest seriøse udtryk, ofte med fint fenoliske og mineralske noter.

Androsics Olaszrizling HegyBor 2023, Balaton. Saftig charmetrod med en vis tyngde og cremet tekstur. Hvide forårsblomster, masser af moden hvid stenfrugt, livlig syre og en salt summen i eftersmagen.

Dobosi Bio Olaszrizling Tag Dűlő 2022, Balaton. Sprød og frisk, fuld af grønne æbler og pærer, grapefrugt og mildt urtede noter krydret med sødmefuldt fad.

Petrányi Csopak Olaszrizling Szita-Hegy Dűlő 2022, Balaton. Mildt blomsterduftende, med citrusskal, sprøde æbler og pærer, en smule kvæde. Flot fylde og syre.

Martinus Bio Olaszrizling Nivegy-Völgy 2021, Balaton. Masser af saftige, modne æbler, en smule pære, kernehus, mandel.

Bökő Pince Parti sétány 2023, Balaton. Saftig naturvin med modne æbler, pærer og fersken, mandel og hvid te, mild syre og mineralsk summen, ganske mindeværdig slurk.

Zelna Olaszrizling Berekszél 2020, Balaton. Saftig og frugtig, med grønne reineclauder, gule æbler og friske ferskner, runder af med fine noter af akaciehonning og marcipan og en let salt eftersmag.

Zelna Olaszrizling Farkó-Kő 2021, Balaton. Citronduftende med flintede, røgede noter. Læskende saftighed, citrusfriske syre og stoflige tekstur, moden citrus og stenfrugt, strejf af kamille, friske mandler og cashewnødder, en mild bitterhed og mineralsk efterklang.

Bussay Olaszrizling Kővecs 2023, Zala. Tiltalende duft og friskt flow med flot fylde og intensitet, moden eksotisk frugt, let laktisk og med søde fadnoter i eftersmagen; som saftig stenfrugt krydret med grillet ananas, kokos og japanstang.

Somloí Vándor Olaszrizling Dunáltúli 2023, Somló, Balaton. Let krydret, røget i duft, meget friskfrugtig og syrestyret i smagen. Stenfrugt i frit flow, salte noter i eftersmagen, rigtig fin.

Csetvei Pincészet Olaszrizling Kő-Papír-Olló-Kő 2019, Somló, Balaton. Sten, saks og papir hedder den, heldigvis er den mest stenet i sin karakter. Æterisk snude strejf af røgelse, dertil bivoks, æblekerneolie og frisk lak i duften. Saftig i munden med en fin fylde og glat viskositet. Modne æbler og æblekage, modne stenfrugter og sydfrugter, ferskensten og kold sten slet og ret.

Østrig 🇦🇹

Østrig står kvalitativt stærkt på Riesling men kvantitativt stærkere på Welschriesling, der er næsten dobbelt så mange stokke samlet set, knapt 7% af vinmarksarealet. Steiermark er den historiske højborg, selvom størstedelen traditionelt er konsumeret regionalt, som Sturm og Saufwein på den lokale Buschenschank. Men siden Manfred Tement valgte at lancere sin Welschriesling fra gamle stokke uden sortsnavn men under det sigende navn Alte Rebstock, har en kvalitativ revolution stille indfundet sig. Flere og flere giver sorten samme opmærksomhed og kærlige behandling som deres Sauvignon og Chardonnay, og fra f.eks. STK’s række kommer en række flotte enkeltmarksvine. Wolfgang Maitz opsummerer meget godt, hvad der drager flere og flere mod sorten igen: “Welschriesling springer sent ud, den modner sent, alkoholindholdet er moderat, og så har den en fantastisk syre. Så det er helt klart en sort, som vi vil satse på fremover.” I Burgenland bliver Welschriesling stadig ofte brugt til sød vin, høstet sent og gerne med ædelråd, især i området omkring Rust ved Neusiedlersee, der med rette er berømt for sine ædelsøde vine, Ruster Ausbruch. Endelig har Weinviertel har også et vist hold i druen, men dér anvendes den næsten udelukkende i blends og som base til mousserende vin.

Christoph Polz Welschriesling Ried Hochgrassnitzberg 2021, Südsteiermark. Saftig, rund og blød, med en behagelig vægt, forfriskende syre og fine fenoler. Modne gule æbler, en smule frisk fersken og abrikos og charmerende nuancer af hvid te, nyslået hø, friskbagt brød og en pikant salt krydring.

Lackner Tinnacher Welschriesling 2021, Südsteiermark. Læskende og så ganske stimulerende vin. Frodig stenfrugt i duft og smag, saftig og smidig på tungen, med rank syre og delikate bitternoter, omfavnet af æbler og pærer, honningmelon, grapefrugt og lime, urter og nødder.

Weingut Maitz Welschriesling Ried Sulz 2022, Südsteiermark. Frisk duft, modnegule æbler, kernehuse og kandis, ristede mandler. Saftig og kælen på tungen, flot flydende, sursød med milde bitternoter. God stringens, tørt finish, flot vin.

Tement Welschriesling Ried Ottenberg Veitlhansl 2021, Südsteiermark. Lys og klar og ret så syrlig i munden. En kølig årgang gav sursøde æbler og citroner i duft og smag, stringent syre og et godt fenolisk greb. Tydelige grapefrugtnoter, ellers syre- og strukturbetonet. En slags lettere udgave af Alte Rebstock.

Birgit Braunstein Welschriesling 2023, Leithaberg, Burgenland. Diskret og kompakt i duften, lukker stille op med mørk frugtige og krydrede noter. Blød saft i munden, meget rund, saftstrømmende og mundvandsdrivende, omend syre er ret moderat. Ret så læskende, naturlig sag.

Thomas Straka Welschriesling Rechnitz 2023, Eisenberg, Burgenland. Silkeglat og smidigt stof i munden, med et formidabelt flow og forfriskende syre, mineralsk funklende og fuld af nuancer: Modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te.

Herbert Zillinger Welschriesling Alte Reben 2023, Weinviertel. Saftig, kølig og læskende som slush ice! Gule æbler i duften, sødmefuld æblemost og æblesirup på tungen. Spændstig, har en vis tyngde og godt med tørstof, men fin syre og tørt finish. Naturvin men ren og snorlige.

Wachter Wiesler Welschriesling Deutsch Schützen 2023, Eisenberg, Burgenland. Diskret men let nøddet duft, dertil mørk stenfrugt. Saftspændt med fin fylde og let tørt træk. Gule æbler og stenfrugter flyder frit.

Löffler Winklhofer Welschriesling Ried Hannersberg 2023, Eisenberg: Mildt duft og blød saft, saftige gule æbler med underfundige noter, vækker mindelser om agern, skovbund, hø og humle, nødder og vanille. Lun fylde og karakteristisk saftighed.

Weingut Gross Welschriesling Pro 2021, Südsteiermark. Mild duft af grønne og gule æbler med små strejf af eng og urtehave. Smidig og næsten silkeglat mundfølelse, med spændstig syre og fin smag af modne gule æbler og grapefrugt. Flot fylde og klinger af med en subtilt urtet eftersmag. Munter vin.

Tamara Kögl Welschriesling Ried Stermetzberg 2019, Südsteiermark. Milde dufte af hvide blomster, gule stenfrugter og grønne urter. I munden anderledes udtryksfuld, saftig, spændstig og frisk med masser af fin substans, modne pærer og mirabeller, måske antydninger af mango og tropefrugt. Let på tå og trods den sødmefulde frugt alligevel nærmest tonisk tør med en fin salt mineralitet.

Uwe Schiefer Weisser Schiefer 2019, Eisenberg, Burgenland. Appetitvækkende tørstslukker og superb value for money. Dragende duft af frisk stenfrugt, ristede græskarkerner og mildt røgede noter. Strålende syre i munden og en summende mineralitet, smagen er af syrlige fersken, med underfundigt urtede undertoner af hvid te, brøndkarse og skovmærke. Saftig med delikat tør afrunding.

Rennersistas Welschriesling 2022, Burgenland. Naturvin med kort maceration. Fyldig grape tonic duft med noget krydret, let landligt i baggrunden. Moden frugt i munden, ret stoflig og blød, virker virkeligt læskende. Liflig vingummifrugt, saftig stenfrugt og god spænding, tørt finish.

Slovenien 🇸🇮

Frešer Laški Rizling 2024, Štajerska. Frisk og fin hverdagsvin med mildt vokset snude, en saftig og syrlig smag, godt greb og tørt finish. Gule æbler, måske lidt lime, milde grapebitternoter, ren og ret ligefrem i udtrykket.

Vino Gaube Laški Rizling 2023, Štajerska. Friske grønne pærer i duft og smag, lækkert akkompagneret af limeskal og friske urter i eftersmagen. Mild frugtsødme flot balanceret af en frisk syre, tørt finish, ret så fin.

Roka Kog Laški 2018, Štajerska. Frisk og liflig frugtduft, antyder en mørk eksotik i dybden. Saftig, lækker viskositet og et fint tørt træk på tungen, syren er mild men renser. Modne lyse kerne- og stenfrugter, en smule akaciehonning, kandiseret citrus.

Miro Vino Laški 2020, Štajerska. Fin og næsten fyrig næse med syrlig ananas, mild note af syrnet smør og rygeost. Saftspændt og viskøs på tungen, med saftig pære og fersken, hints af ristet kokos og vanille. Har både friskhed og en vis volumen, som gør den meget madvenlig.

Gjerkeš Laški Rizling 2020, Prekmurje. Saftig og tør på samme tid, rigtigt god spænding. Modne gule æbler, saftige ferskner og abrikoser, grapefrugt og grønne urter. Harmonisk flow med fint tørstof, meget madvenlig.

Rogavila Laški Rizling Orehovica 2022, Vipava. Orangevin og naturvin. Friske og tørrede abrikoser, sødt krydrede noter og en spændstig syre. Fint tørt træk og delikat pebrede noter. Nydelig trods sin karakteristiske anderledeshed.

Burja Grašica 2024, Vipava. Sen høst og kort maceration giver en både volumniøs og muskuløs sag. Fyldig saft med en vis viskositet, masser af modne gule æbler plus akaciehonning og bivoks, krydret og mineralsk spil i eftersmagen.

Serbien 🇷🇸

Vinarija Verkat Grašac beli 2023, Fruška Gora. Så er der frisk frugt i alle regnbuens farver, et væld af modne gule æbler, honningmelon, ananas, mango og lime, samt bittersøde undertoner af friske mandler, marcipan og akaciehonning. Ligefrem og mildt syrlig.

Vinum Grašac Beli 2024, Fruška Gora. Ligefrem og letdrikkelig vin med mild duft af gule æbler og modne ferskner med små strejf af vilde blomster, pollen og bivoks. Sprødt bid og lind strøm af saftig frugt, lækker tekstur og forfriskende syre samt krydrede noter, som tilføjer kompleksitet til eftersmagen.

Tri Međe i Oblak Grašac 2023, Fruška Gora. Fine aromaer af hvide blomster, gule æbler og pærer, nyskåret hø og mandler. I munden blid, mild og mundvandsdrivende, en moden æble-pære-saft med forfriskende syre, mineralske nuancer og en lammeskys lethed.

Oszkár Maurer Fodor 2019, Subotica. Stoflig, spændstig og meget læskende vin med liv og kant, svæver i grænselandet mellem hvid og orange. Sprøde grønne æbler, grapefrugt og friske urter, flankeret af en forfriskende syrlighed, tonic-lignende tørhed og te-agtige tanniner.

Vinarija Vinčić Grand Fru 2020, Fruška Gora. Fornem fortolkning af terroir og tradition. Delikate gule tropiske frugter i duften, med strejf af mandler og marcipan, ananas samt akaciehonning. Den saftige smag er kompleks og elegant med hvide tropiske frugter og et strejf af citron i eftersmagen samt salte strejf. Madvin og gemmevin.

Vinarija Vinčić Amfora Grašac 2020, Fruška Gora. Omfortolket som naturvin, orangevin, amforavin, men virkeligt flot. Spændstig saft i munden med sencha-agtige tanniner, ice tea syre og fin smag af tørrede abrikoser og kandiseret citrus samt pikant krydring som saltsyltede citroner og ristede pinjekerner.

Šijački Rizling italijanski 2023, Fruška Gora. Let hvidblomstret duft, i smagen friske æbler og lette strejf af moden citrus. Snorlige, med flot flow og fylde, syrenerven giver liv, og der er et fint mineralsk finish.

Tjekkiet 🇨🇿

Tjekkerne tager kegler med den friske og syrestyrede stil, traditionelt kaldes vin lavet på Ryzlink vlašský for en Vlašák. De følgende hører til i den absolut vellavede men mere konventionelle afdeling, men der sker også en masse sjove ting på naturvinsscenen.

VinařstvÍ No. 44 Ryzlink vlašský Bergrus Perna 2024, Morava. Frydefuld forfriskning, virkeligt saftig med en stille eksplosion af pomleo, pink grape, modne ferskner og abrikoser, morgendug og køligt kildevand, krydret med strejf af salt, en smule sødskærm, løvstikke og merian, mineralsk efterklang.

Donatus Ryzlink vlašský 2022, Morava. Naturlig stil med moden eksotisk frugt i duften, fersken og ananas. En vis sprødme, en let urtet krydring og et surt-sødt-salt spil.

Mikrosvín Ryzlink vlašský 2023, Saftige, saftige stenfrugter, især ferskner og abrikoser, flyder frit, akkompagneret af en flot rundet syre og subtile noter af grapefrugt, lime og kandiseret citrus. Flot balance og umiddelbar charme.

Slovakiet 🇸🇰

Slovakkerne slægter kvalitativt tjekkerne på men i mindre omfang kvantitativt. Der er mange vine i enkle, konventionelle segment, de tre følgende er dog alle naturvine af den sprælske men vellavede slags.

Strekov Vlašský Rizling 2021, Nitra. Naturvin, der er delvist lagret under flor. Mildt mørkt duftende, med stringent lys syre i munden. Syrlige drops, saftige stenfrugter, mandler, tangsalt. Lineær og meget mundvandsrivende.

7radkú Orange 2022, Dévin. En måneds maceration har trukket tørstof og fine tanniner frem i et modent medley af ferskner, abrikoser, ananas, akaciehonning og vingummibamser; sammen med en fin syre og saftighed.

Kövezd Rizling Vlašský 2022, Nitra. Endnu en orangevin, tredelt med forskellige macerationstider, til dels i amfora. Saftig og stringent, med fint tørstof og let støvede tanniner rundt om modne ferskner og abrikoser, kandiseret citrus og bivoks. Virkeligt mundvandsdrivende.

Graševina galore

Graševina går godt til alt. Giv mig et a, giv mig et l, giv mig et t, og sandelig siger jeg jer, Graševina går til det. Det er druens natur, dagligt skal den musicere, når maden kommer på bordet, som regel sagte men stundom fuldtonet; og gerne også før der kommer mad på bordet, og lige så gerne efter maden er fortæret. Graševina er baggrundsmusikken, der akkompagnerer mangt et kroatisk måltid, mellemmåltid og måltid uden mad, et storartet skyllemiddel til hver en lejlighed; men den er andet og mere end blot en neutral ringholder.

Godt hver fjerde flaske vin, som sælges i Kroatien, er en flaske Graševina, og druen dækker officielt omtrent 32% af det samlede vinmarksareal. Først og fremmest i den østligste del af landet, Slavonien, hvor den findes på pænt over 60% af markerne, men den dukker op overalt i indlandet, og selv i Istrien støder man med mellemrum på den. Desuden også i Serbien og i Slovenien og i Ungarn og i Østrig, i Tjekkiet, Slovakiet og Italien, hvor Graševina går under navnene Grašac, Laški Rizling, Olaszrizling, Welschriesling, Rizling Vlašsky og Riesling Italico, kært barn har mange navne. Druen er som sådan en centraleuropæisk klassiker, vidt udbredt i landene langs Donau og dens bifloder; men den står kroaternes hjerter særligt nær, og det kan smages i deres vine.

God Graševina er aldrig aromatisk overvældende men altid saftig og læskende som kildevand. Vinen fremstår som regel lyst strågylden i glasset, med milde aromaer af æbler og pærer, en frisk syre og saftig frugt i munden, ofte ledsaget af delikate blomster- og urtenoter som akacie, jasmin, kamille, nyslået hø og grøn te og ofte med en understrøm af salte, mineralske noter. Kvaliteter, som samlet set gør den ikke blot bredt anvendelig men tillige utrolig let drikkelig— en kroatisk counterpart til schweizernes Chasselas, en slavonsk udfordrer til frankisk Silvaner, eller måske bare Balkans svar på Muscadet og Chablis?

Den kroatiske kamæleon

Graševina er en usædvanligt alsidig druesort. Dens vine spænder hele spektret fra tør til sød, fra lette, forfriskende hverdagsvine, over fyldigere, frugtigere og mere strukturerede vine til sødmefulde senthøstede og særdeles lagringsværdige ædelsøde vine; og så benyttes den hyppigt som basevin til mousserende vine. Langt størstedelen er som nævnt tør vin (suho) men ind imellem finder man halvtørre (polusuho), halvsøde (poluslatko) og søde vine (slatko).

Graševina modner forholdsvist sent men er heldigvis pænt modstandsdygtig over for skimmel og meldug men samtidigt modtagelig over for botrytis— en kombination, som gør det muligt at lade druerne hænge længe, opnå høj modenhed og ædelråd. Samtidigt bevarer druen et relativt højt syreindhold selv i varme somre og selv ved høj modenhed, hvilket forklarer dens popularitet både som tørstslukker og som ædelsød vin i store dele af det pannoniske område i Centraleuropa.

Det er desuden en af druens dyder, at den ikke overdøver vinen med stærke sortsaromaer men skifter farve efter dyrkningsforholdene og dermed tydeligt afspejler sit terroir. Sol, vand og vind sætter sit aftryk på druerne, ligesom jordbundsforholdene påvirker vinstokkenes vækst og på den måde også former den vordende vins karaktertræk og kvalitet. Det forklarer til dels også druens ret forskellige anvendelser rundt omkring og dens ret forskellige skudsmål: Welschriesling som simpel Saufwein i Steiermark, Olaszrizling som spicy sød vin i Sopron, og så Graševina som vinøs tusindkunstner og overraskende stor terroirvin i Slavonien, især omkring klassiske dyrkningssteder som Kutjevo, Baranja og Ilok.

Som den slavonske folkesjæl er Graševina venligheden selv, gemytlig og gavmild. I sin enkle, ligefremme og friske stil har vinen en mildt blomstret og læskende frugtig karakter med sprød syre og moderat alkohol. Som sådan er den en eminent aperitif, til indledning af et måltid eller gennemgående ledsager til sommerlige retter som salater og kolde retter med grønt, fisk og skaldyr eller lette retter med lyst kød.

Den mere selektivt høstede stilart bærer præg af en fyldigere, modnere frugt og har ofte en snert af botrytis. Det giver en let krydret honningkarakter i næsen, som så afbalanceres af friske æbler, pærer, meloner og modne citrusfrugter i smagen. Større koncentration, rigere mundfylde, blidere syre og højere alkohol, som regel dog stadig lydefrit velintegreret i vinene. Det er vine til fyldigere og federe retter. Slavonsk svinekød har terroiret til fælles med Graševina og går godt til i sine lufttørrede, konfiterede og simrede udgaver— til ethvert stykke gris findes der en Graševina. Denne stilart går også glimrende til federe pastaretter, risottoer og milde og mellemlagrede oste.

Sen høst (kasna berba) giver righoldige, sødmefulde vine med stort koncentrat og en pikant syre-sødme-balance. Det betoner yderligere smagen af søde sydfrugter og fremhæver samtidigt de herbale og mineralske elementer i vinen; og de særligt krydrede duft- og smagsnuancer fra botrytis smelter naturligt sammen med Graševinas sortskarakteristika. De decideret søde vine (slatko vino) udgør et spektrum i sig selv, groft sagt svarende til den tyske prædikatsskala fra Auslese til Trockenbeerenauslese; og jo sødere vinene er, desto længere lagring egner de sig tillige til, de ligefrem kræver den. Isvine (ledena berba) høstet ved mindst -7 °C er undtagelsen, de er bedst i deres unge år, hvor den friske frugt og sprøde syre glitrer som en istap i solen. Alle er de glimrende dessertvine, ligesom især moden sød Graševina går godt til meget modne og skimlede oste.

Vinmagerne i Slavonien har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage fra at fremstille orange Graševina, og med skindkontakt kommer der kulør på aromaerne, en fastere struktur til den letløbende saftighed og masser af basklang. Orange Graševina kan gå i spænd med et stort spektrum af mad, selv ret krævende kødretter, og gris grynter nok stadig mest musisk i sammenhængen. Variationen er altså stor og kvalitetsniveauet generelt højt. Der findes selvfølgelig tyndbenede og decideret vandede vine, der måske kun fungerer som friktionsfrit skyllemiddel og i bedste fald efterlader ikke ubehagelige indtryk af grønne æbler og grapefrugtskal; men sådan er det selv i Muscadet og Chablis.

Safari i Slavonien

Kongeriget Slavonien (Kraljevina Slavonija) var en integreret del af Det østrigske Kejserrige og eksisterede som sådant fra 1699 til 1868 og strakte sig over nutidens Slavonien samt regionen Srijem, som i dag deles mellem Kroatien og Serbien. I 1745 indlemmedes Slavonien formelt i Kongeriget Kroatien, den daværende konfiguration af nutidens Kroatien i Habsburgerriget, og i dag er Slavonien en af Kroatiens fire overordnede vinregioner, som overlapper med de fem administrative amter Brodsko-posavska, Osječko-baranjska, Požeško-slavonska, Virovitičko-podravska og Vukovarsko-srijemska županije og som regel inkluderer de små vinområder langs Donau-dalen længst mod øst (Podunavlje).

Hvis den gennemsnitlige vinkender har kendskab til Slavonien, så er det som regel gennem træfade lavet på områdets egetræ, snarere end det er via slavonsk vin selv. Slavonien rummer store egeskove, og den tætte ved fra rødegen (quercus ruber) er historisk berømmet for sin kvalitet til fremstilling af store træfade, foretrukket af f.eks, italienske vinmagere især i Piemonte. Hvad de færreste ved er, at Slavonien selv er rigt vinland, hvis vine ikke alene er særdeles drikkelige, det er et decideret sweet spot for god Graševina. Overordnet er det den særlige fordeling af sommerhalvåret, som gør udslaget: Efteråret er længere og lunere end foråret, så forholdene er fortrinlige for både sukker- og aroma-modningen af den sene Graševina, og tilpas store temperatursvingninger mellem dag og nat giver god syrenerve og opbygger aromatisk kompleksitet. Det gør den ellers ofte så neutrale drue anderledes spændstig og spændende og fuld af subtile dufte og smage. Påfaldende bliver den dog aldrig, men den charmerer med sine milde blomsternoter, fine kerne- og stenfrugtsmag og spillevende mineralske noter.

Slavonien strækker sig som en forholdsvist flad, stor slette mellem Papuk-bjergene i vest, floderne Drava i nord, Sava i syd og Donau i øst, undervejs afvekslet af blide bakker, vidtstrakte korn- og vinmarker samt de store egeskove. Vinmarkerne ligger koncentreret omkring en række historiske vinbyer, ved Daruvar i vest, Kutjevo i centrum, mod øst Đakovo, Vukovar og Erdut, og længst mod øst Ilok langs Donau på grænsen til Serbien; og hvert område har sine egne terroirvariationer og nuancer af Graševina.

Kort over det kontinentale Kroatiens vinregioner. Den vestlige halvdel omkring hovedstaden Zagreb består af en række små vinområder, som samlet kendes som det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska, mens den østlige halvdel udgøres af Slavonien og længst mod øst Donaudalen, som danner grænsen til Serbien.

Vinene fra omkring Daruvar er kendt for deres ret ligefremme, friske og frugtige udtryk. Den historiske spaby huser en af de største spillere på den kroatiske vinscene, Badel, en storproducent af den lokale blommebrændevin šljivovica men tillige ejer af en række vinhuse, herunder Vinarija Daruvar med hele 140 hektarer. Deres Vezak Graševina er glimrende saft til sommerdage og de hverdage i vinterhalvåret, hvor man savner dem. Ubeymkret bællevin, usædvanligt fuld af frugt og blomster.

Bevæger man sig længere østpå kommer man til det centrale Slavonien og Graševinas åndelige hjemstavn, Požega-dalen. Produktionens hjerte og højborg ligger omkring middelalderbyen Kutjevo. Her danner højderyggen Krndija bølgende bakker gennem det ellers så flade landskab, og på sydskråningerne er der sublime betingelser for vinavl. 45.3 grader nordlige bredde løber lukt gennem Kutjevo, som den gør gennem det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte, Rhône og ikke mindst Bordeaux, og det fællestræk gør man et stort nummer ud af. Uanset hvad området ellers har til fælles med vinverdenens store og klassiske områder, så stortrives Graševina her på skiftende lag af løss, ler, sand og grus af vulkansk oprindelse. Kutjevos vine kombinerer friskhed og spænding med modenhed og dybde. Den historiske vinkælder i Kutjevo (læs mere her) er det traditionelle midtpunkt for byen og dens vinproduktion og trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indledte den vintradition, der stadig trives i og omkring Kutjevo i dag. Den imponerende historiske kælder er bestemt et besøg værd, og vinene er af udmærket til udsøgt kvalitet, ikke mindst priserne taget i betragtning. Vinene bliver endnu bedre, ikke mindst karakterfulde og på hver sin personlige måde hos pionererne Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, som var de første til at producere privat efter liberaliseringen af det jugoslaviske vinmarked først i 1990’erne. Men der er et mangefold af gode producenter i området, Adžić, Galić, Perak og Sontacchi fremstiller alle glimrende Graševina og meget mere. Omkring Kutjevo gør Graševina sig særligt saftspændt, og de stærkeste kort på hånden er nok fra lokaliteterne Mitrovac og Venje.

Venje lidt vest for Mitrovac ved Kutjevo er ét af mange optimale ophav til glimrende Graševina, f.eks. fra legenden Ivan Enjingi og unge Krunoslav Sontaki.

Baranja er et geografisk og kulturelt område mellem Donau og Drava og strækker sig fra Slavonien og videre mod nord til Ungarn, hvor området kaldes Baranya. Den kroatiske del er kendetegnet ved blide bakker med vidtstrakte vinmarker så langt øjet rækker. Området ligger lige nord for hovedbyen, den historiske Osijek, som er Slavoniens største og Kroatiens fjerdestørste by. Foruden en stærk kulturel indflydelse fra Ungarn er der en lang og vedholdende vintradition i Baranja. Sommerheden på sletten giver Graševina, som er fyldig og rig på tørstof og alkohol. Her huserer endnu en af de helt store spillere i kroatisk vinproduktion, Vina Belje, som står bag adskillige aftapninger af Graševina fra gulvhøjde til tårnhøjde. Topvinen er Graševina Goldberg, et saftigt overflødighedshorn af alskens efterårssmage, nedfaldsæbler, kvæder, tørrede frugter, hø og nødder. En anden udmærket producent er Josić. Ved byen Dalj bør fremhæves Jasna Antunović, en af Kroatiens første selvstændige kvindelige vinbønder, som laver Graševina i særdeles glimrende kvalitet. De er fulde af lime, mango, papaya og carambole, flot balanceret af mundvandsfremkaldende syre.

Ligeledes langs Donau ligger Erdut med vinmarkerne på områdets sydvendte skråninger. Solen skinner længe her, men Donau har en afgørende mildnende indflydelse på mikroklimaet: Det kontinentale klima modereres mildt af flodens vande, og jordbunden er en blanding af sortjord og løss med lommer af aflejret flodgrus. Her er ligeledes historisk lang tradition for vinavl; og så forefindes verdens største træfad, som stadig er i brug, til lagring af vin her: Hos det gamle kooperativ Erdutski Podrumi står adskillige store slavonske træfade i kælderen og hygger om Graševina’en, mens den modner, herunder et fad på intet mindre end 75.000 liter! Sådanne mængder forudsætter selvfølgelig rigeligt med vinmarker. Erdutski Podrumi indhenter da også fra hele 450 hektarer, og kvaliteten er ganske flot. Stilen er generelt til den rigere side men stadig med en god syrenerve.

Ilok ligger omend ikke ved verdens så i al fald Kroatiens ende, igen lige langs Donau og lige på grænsen til Serbien; og så er byen base for endnu et gammelt kooperativ og endnu en af landets største vinproducenter, Iločki Podrumi, et historisk vinhus med kælder bygget i 1450, som leverede vin til Elisabeth IIs kroning i 1953— ganske vist ikke Graševina men Traminac 1947— og gentog successen til børnebørnene Prins Harrys og Prins Williams brylluper. Selvom Slavonien ikke har været et kongerige i århundreder, er der stadig en smule royal glans over stedet! Deres gode Graševina, som fås som såvel kvalitetno vino som vrhunsko vino (almindelig kvalitet versus topkvalitet) er hvidblomstret, friskfrugtig i det grønne og gule univers, med spændstig syre og en delikat peberkrydring. Topvinen er dog den senthøstede Principovac fra marken med samme navn, og den bedårer med strålende gylden frugt, pollen, bivoks og honning, den søde punktum.

Sørgeligt nok er Slavonien den mest oversete og forsømte del af Kroatien. Turister valfarter til Zagreb, Split og Dubrovnik og nyder godt af sommerlivet ved strandene i Istrien og Dalmatien. Slavonien synes sandsynligvis for ‘søvnig’ en region langt inde i landet og uden åbenlyse attraktioner. Det er Udkantskroatien på godt og ondt: Her leves det stille landliv, og gamle traditioner trives; dog på bekostning af økonomisk udvikling og i skyggen af de strabadser, som især den østligste del af området gik gennem under Den kroatiske selvstændighedskrig fra 1991 til 1995. Men vil man opleve oprindelig og uspoleret land og kultur, er Slavonien en sand perle, der glimrer med sin utrolige gæstfrihed, sine historiske seværdigheder, sit rige køkken og sine gode, gedigne vine. Tippet er hermed givet videre.

Hjemmefødning eller æresgæst?

Graševina dyrkes som nævnt ikke kun i Kroatien men i meget store dele af det centrale og østlige Europa. Der går den under en række forskellige navne, f.eks. Wälschriesling i Tyskland, Welschriesling i Østrig, Olaszrizling i Ungarn, Laški Rizling i Slovenien, Ryzlink Vlašsky i Tjekkiet og Slovakiet og Riesling Italico i Italien (og sære otte hektarer i Spanien under navnet Borba); men druens oprindelse er aldrig fastslået med sikkerhed. De lokale synonymer foreslår i al deres forskellighed dog gennemgående en relation til Riesling. Men selv om de to druer deler visse vigtige karakteristika— særligt en høj syre og egnetheden til søde vine— er de dog på ingen måde nært beslægtet. Tilnavnene welsch, olasz, laški, vlašsky og italico antyder en “fremmed”, “vallakisk” eller “italiensk” oprindelse; men ingen af de steder synes for alvor at kandidere til titlen som druens hjemstavn. Nok dyrkes den i Vallakiet i nutidens Rumænien men her pudsigt nok ofte med tilnavnet “italiensk”; og derudover ved man, at druen først er indført i Italien i løbet af 1800-tallet.

I Slavonien har druen dog beviseligt en århundreder lang historie, og adskillige argumenter taler for en oprindelse i det nuværende Kroatien: Kvantitativt, at den er landets mest dyrkede og udbredte druesort med mindst 8.500 hektarer registrerede beplantninger— og dermed er druen samlet set stærkest repræsenteret af Kroatien. Kvalitativt, at druen på kroatisk kaldes ved sit eget særlige navn og ikke et navn afledt af en anden sort eller et andet sted. Graševina er et gammelt navn, som menes at stamme fra graša, ‘ært’, da de små druer før modning kan ligne grønne ærter— et lignende navn er at finde i det serbiske Grašac. Det stærkeste argument for en kroatisk oprindelse er dog nok det sensoriske: Druen synes simpelthen at føle sig hjemme her, på kroatisk jord kommer den for alvor til sig selv. Slavonsk Graševina har et særegent udtryk, dufter og smager som ingen anden, og samtidigt findes den dér i de fleste af de variationer, der dukker op under fjernere himmelstrøg. Hvad den genetiske og geografiske oprindelse end må være, har Graševina fundet sit åndelige hjem i Slavonien, og kroaterne har kastet deres kærlighed på druen som ingen andre.

Senest har druen fået sin egen ‘fanklub’, Graševina Croatica, som er en sammenslutning af vinbønder og vinproducenter i Slavonien og Donaudalen, og som dermed repræsenterer en meget stor del af vinscenen i det østlige Kroatien. Formålet er først og fremmest at fremme god Graševina på markedet, dertil de andre traditionelle sorter i området. Foreningen deltager bl.a. på vinmesser og arrangerer forskellige events, hvor Graševina promoveres, herunder over for turister. Tanken bag er, at den lokale vin har et endnu uforløst potentiale på det internationale marked; og det vil man nu gerne hjælpe på vej mod forløsning.

Mitrovac er trods sin størrelse en eminent ‘mikrolokation’ for Graševina, og vinene fra f.eks. Vlado Krauthaker og Ivica Perak er intet mindre end arketypiske eksempler på sortens potentiale og de slavonske vinmageres evner

Topmarken Mitrovac

Pozega-dalen i det centrale Slavonien er som nævnt et område med en næsten magisk evne til at forløse Graševina med såvel stor friskhed som stor modenhed; og Kutjevo lægger omegn til den måske mest klassiske oprindelsen for stor terroir Graševina: Enkeltmarken Mitrovac. Med dens solrige, sydvendte skrånen, kølig luft fra bakkens skovklædte tinde og en forholdsvist tung jord med vulkansk grus i undergrunden er den som skabt til Graševina i særklasse— med saftig, moden frugt, spændstig syre og sitrende mineralitet. Vlado Krauthaker laver en ikonisk én af slagsen, som allerede er højt besunget, og derfor kun får et enkelt vers med her: Den er som stille aftenbrise fra skovene og ind over vinmarkerne, et smukt kompromis mellem kølig distance og varm omfavnelse, saftig stenfrugt og tør stenet mineralitet, en klassiker inden for superfluiditet.

En anden fortolker blandt de fremmeste er Ivica Perak. Hans familie er gammel i gårde i Kutjevo, så selvom hans vinhus først er startet op i 2011, går hans ældste beplantninger alligevel tilbage til 1968. 12 hektarer vinmarker, hvor 70% går til Graševina og resten til en række andre sorter, som hver vinificeres som varietal vin. Renhed og friskhed er gennemgående træk for husets stil. De er kendt og anerkendt for deres gode Graševina, og ikke mindst en isvin fra 2015 har høstet overskrifter og indhentet medaljer. Den seneste årgang 2018 er med 123 gram restsukker forunderligt fyldig, glat og let og har et vidunderligt surt-sødt spil på tungen. Deres Mitrovac er årgang efter årgang præget af cremet fylde, frisk frugt og masser af mineralitet. Det er Ivica selv, som er chefønolog, og han assisteres i mark, kælder og på de bonede gulve af sin hustru Željka, sønnen Ivan og datteren Maja.

Perak Graševina Mitrovac 2020 er en bemærkelsesværdig forfriskende vin, der i en stille strøm vrimler med frugt, forførende blomsternoter og en levende mineralitet. Saftig, smidig og særdeles spændende Graševina fra marken Mitrovac ved Kutjevo i det centrale Slavonien— og det er stor vin til små penge! Bemærkelsesværdigt forfriskende, vælder over af modne stenfrugter, betagende blomsternoter og en svirpende mineralitet. Rund og rig i munden lag på lag af friske æbler, mango, fersken og abrikos, karamel- og gærnoter fra sur lie lagring, og fine nuancer af hvid te, lindeblomster, jasminer og violer, alt sammen sagt med hviskende stemme, som hemmeligheder fortalt til frisk kildevand. Livlig syre og et delikat bittert bid og salt mineralitet i eftersmagen. Fornem hvidvin i klasse med stor Chablis, moden Muscadet eller en god hvid Bordeaux helt befriet for fadnoter.

Hvem kommer først, når tørsten er størst? Graševina!

Flaske: Mitrovac 2020
Vinhus: Perak  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 75,-  

Kælderen i Kutjevo

Søger man ind til kernen i kroatisk vinkultur, kommer man til sidst til Kutjevo; og næppe noget sted er et mere oplagt udgangspunkt for at afsøge sjælen i Graševina, landets mest afholdte og udbredte druesort, som desværre er sørgeligt overset i resten af vinverdenen.

Kutjevo ligger i hjertet af Slavonien i det nordøstlige Kroatien, og den omkringliggende Požega-dal danner grobund for Graševina af særligt god beskaffenhed. Graševina (Welschriesling) giver saftige, milde hvidvine, som spænder fra den mest letsindige, letdrikkelige slags til mere seriøse og overraskende lagringsværdige vine. Lige fra saftige, næsten vandige hverdagsdrikke med mild smag af grønne æbler og et strejf af urter, over mere modent frugtige og fyldige vine med favnende syre og sydfrugter i væld; til helt senthøstede, ædelsøde vine tætte af tropisk frugt, honning og krydderier. Stilarten afgøres først af fremmest af dyrkningsstedet, og i Slavonien er Kutjevo en slags vinøst Kinderæg: Her lykkes alle tre ting overraskende godt på én gang. Største og samtidigt ældste producent er Kutjevački Podrum, hvis historie trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indviede den vinkælder, som er centrum for områdets vinproduktion den dag i dag.

Den gyldne dal

Slavonien udgør den østlige halvdel af det kroatiske indland. Slavonien strækker sig fra Papuk-bjergene i vest og afgrænses naturligt af floderne Drava i nord, Sava i syd og i øst Donau, der udgør grænsen til Serbien. Området ligger i naturlig forlængelse af den pannoniske slette mod nord og er i modsætning til resten af Kroatien forholdsvist fladt. Størstedelen udgøres af sletteland, som afveksles af blide bakker, vidtstrakte korn-, majs- og vinmarker samt store skove, hvis egetræer igennem århundreder har leveret ved til træfade af fineste kvalitet.

På den solrige østside af Papuk ligger Kutjevo i den såkaldte Požega-dal for fødderne af Krndijas sydlige skråninger— ved 17,5° grader østlig længde og 45,3° grader nordlige bredde— og især den 45. breddegrad har særlig betydning i denne sammenhæng. Dér befinder sig nemlig nogle af verdens absolut mest berømte vinområder som Barolo og Bordeaux og selvsagt Požega. Allerede romerne anerkendte landbrugslandet i dalen som frodigt og betingelserne for vinavl som gunstige og gav derfor dalen navnet Vallis Aurea— zlatna dolina eller den gyldne dal; og med middelalderens munkelige mellemkomst fra det franske blev der for alvor sat skik på land- og vinbrug i området. Kutjevo er et solrigt smørhul i det centrale Slavonien med vinmarker imellem 200 og 450 meters højde, 1.900 årlige solskinstimer og en årlig nedbør mellem 500 og 800 mm, godt halvdelen i vegetationsperioden. Glimrende klimatiske forhold for vinavl, og Graševina stortrives her, hvor den endda har det centrale torv opkaldt efter sig i købstaden Kutjevo.

Traditionel slavonsk trætønde på det centrale torv i Kutjevo, Trg Graševine. Hvert af områdets vinhuse har sin egen stok plantet på den lille vinmark ved vejen. Foto: Grad Kutjevo

Den hyggelige by Kutjevo ligger lige midt i dalen og har en lang historie og en rig kulturel arv. Byens ældste bevarede bebyggelse er netop Kutjevo-klosteret, der som nævnt stammer fra 1232, hvor fra Frankrig ankommende cisterciensermunke lod det opføre som Vallis Honesta de Gotho, et datterkloster til Zirc i Veszprém, Ungarn. Oprindeligt ankom “de hvide brødre” dertil fra klosteret i Clairvaux, som selv var et datterkloster til ordenens grundlæggende Cîteaux. Med fra Bourgogne og omegn bragte de masser af viden om landbrug og forarbejdning af fødevarer, om vinavl og vinifikation, ligesom de kort forinden havde gjort til andre steder langs Donau og Rhinen, til nutidens Kamptal, Kremstal, Rheingau og Mosel.

I 1521 stormede de muslimske osmannere imidlertid Kutjevo og plyndrede klostret, som samtidigt røg ud af cisterciensernes hænder. I 1536 blev store dele af Slavonien så egentligt besat af osmannerne, som i næsten 150 år beherskede området. En tørlagt tid, indtil østrig-ungarerne igen befriede Kutjevo og indsatte adelsmanden og præsten Ivan Josip Babić som lokal leder fra 1686. I 1698 overdrog han med Kejser Leopolds samtykke slottet til Jesuitter-ordenen på betingelse af, at deres indtægter fra driften skulle gå til lokalbefolkningens åndelige dannelse og faglige udvikling. Det kastede bl.a. etableringen af en gymnasieskole i Požega af sig men også en ny sognekirke i Kutjevo. Jesuitterne restaurerede ikke blot klosteret men lod samtidigt bygherren Josip Kraljić opføre barokslottet omkring det, som stod færdigt i 1725. Undervejs renoverede de også kælderen. Samtidigt etableredes der både bødkeri, smedje, mølle og bageri i byen. Der var altså et veritabelt økonomisk, socialt og kulturelt boom i perioden, hvor vinavlen ligeledes blomstrede.

En kejserlig affære

Kutjevos vine opbyggede på den tid et ry som nogle af de bedste, man i hele kejserriget kunne byde på; og kælderen havde endda havde tiltrukket sig helt særlig kejserlig opmærksomhed. Rygtet vil nemlig vide, at den nyligt kronede og kun 24-årige kejserinde Maria Theresia i 1741 gjorde ophold på slottet i Kutjevo, samtidigt med baron Franz von der Trenck (af kroaterne kendt som Franjo Trenk). Han havde gjort tro militærtjeneste for kejserinden ved Den østrigske arvefølgekrigs udbrud året inden; og der skulle hurtigt være opstået en stærk tiltrækning mellem den unge kejserinde og den spraglede militærmand. Endda så stærk, at det endte med, at de to tilbragte en hel uge sammen i kælderen bag lås og slå.

Efter dette lidenskabelige stævnemøde skiltes de to, men i kælderen fandt tjenestefolkene siden 70 streger ridset ind i stenbordet og på væggene. Om de skal symbolisere antal tillivsatte flasker, gennemførte Geschlächtsverkehr eller noget helt tredje fortaber sig i fortidens tåger. Kælderen var allerede legendarisk, og i dag dedikerer vinhuset sin topvinserie Maximo “til de største fornøjelser”, inspireret af Maria Theresias bedrifter.

Efter Jesuitter-ordenes opløsning i 1773 skiftede slottet ejerskab og ledelse ad flere omgange. Først blev det fra 1773 til 1882 forvaltet af det ungarske statskammer og dets videnskabelige fond, Fundus Studiorum. De akademiske studier trivedes, men økonomien stagnerede hurtigt, så i 1882 satte landsregeringen slottet til salg. Det blev derefter købt på auktion af den fyrstelige Vjenceslav Turković fra Karlovac i det centrale Kroatien. Det viste sig kløgtigt, for helt frem til 1945 genopbyggede familien Turković slottet og byen og bragte det hurtigt til sin hidtil største velstand. De anlagde store vinmarker og frugtplantager, hentede kvalificeret arbejdskraft ind udefra og forbedrede dermed dyrkning af vinstokke, forvaltning af vinkælderen og ændrede lokalbefolkningens levestandard, sæder og vaner. Desuden udarbejdede og udgav Zdenko og Greta Turković et udførligt ampelografisk atlas, som stadig benyttes på kroatiske vinbrugsstudier. I slutningen af 1800-tallet begyndte man så at opbygge en større vinsamling i kælderen, det første vinarkiv i Kutjevo, som desværre blev plyndret under Anden Verdenskrig.

Allerede inden var den økonomiske fremgang dog alvorligt stækket af Første Verdenskrig, hvor en uhyggeligt stor andel af befolkningen døde. Den første tid i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere førte en langsom genopblomstring med sig, og et lokalt vin- og frugtavls-kooperativ så dagens lys i 1926 og virkede helt frem til 1955. I mellemtiden førte den ikke mindre forfærdelige Anden Verdenskrig et socialistisk systemskifte med sig, og Herregården Kutjevo blev i den forbindelse omdannet til et statsligt kooperativ og fællesejet landbrug. En moderne udvikling af landbruget stod for sammen med en officiel anerkendelse af vinens vigtighed for området, og i 1963 blev vinkooperativet Kutjevo oprettet og fortsatte som sådant frem til Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien. I tiden inden huserede senere vinlegender som Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, før de gik solo, sidstnævnte som ledende vinmager fra 1980 til 1992.

Slottet forblev siden statens ejendom efter Kroatiens selvstændighed og virksomheden kun langsomt privatiseret. I 2003 kom den så i udbud, og aktiemajoriteten blev købt af virksomheden Božjakovina. Den ejes af den kroatisk-bosniske forretningsmand Enver Moralić, som efter at have skabt sin formue inden for olieindustrien ønsker at investere den i udviklingen af landbruget i Kroatien. Han er ikke overraskende også svært glad for slavonsk vin.

Til trods for at befinde sig langt ude på landet i det ellers ret søvnige Slavonien, så er Kutjevo et kæmpemæssigt foretagende, som fremstiller op imod 10 millioner liter vin om året! Druerne stammer fra kælderens egne 420 hektarer vinmarker; men i fin forlængelse af den gamle kooperativtanke samarbejder man med 242 lokale landejere og vinbønder, som leverer druer fra yderligere 370 hektarer; og vinhuset beskæftiger således flere end 500 mennesker.

Gudsbenådet Graševina

Kutjevos vinmarker er først og fremmest befolket af æresborgeren Graševina, og kælderens vine flest og finest er god Graševina. I dag står sorten plantet på omtrent 80% af alle Kutjevos marker, og resten fordeler sig på hele 14 andre sorter, hvoraf Traminac, Pinot Sivi og Pinot Crni er de vigtigste (Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Noir). Markerne ligger på syv separate lokationer omkring Kutjevo, herunder Hrnjevac, Koria, Venje, Vetovo og Vinkomir, som alle er anerkendte enkeltmarker.

Husets formåen kom for en dag under en grundig rundvisning og smagning i marts i år, hvor følgende vine var terroir- og traditionstypiske og samtidigt skilte sig ud ved deres kvalitet. Ikke mindst viser de diversiteten i den alsidige sort og dens potentiale.

Maximo Brut Crémant 2019. Lystigt skummende og siden fint perlende vin med frisk citrus, modne gule æbler og forårsblomster, saftig og charmerende og til slut tør og mineralsk. Forfriskende og ligefrem mousserende. Efter sigende den første Graševina fremstillet fuldstændigt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske og forbillede i Champagne; selvom det smager en smule mere som Prosecco, men det får være. Druerne stammer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir og er gæret på ståltanke. Flaskegæringen foregår ved 13-15º og varer ni måneder for degorgement. Husets isvin på Graševina gjorde det som liquer d’expedition og dosage. Alk.: 12,5%

Graševina kvalitetno vino 2021. Kølig duft, sødmefuld og hvidfrugtet. Sprød og saftig, fyldig og med let fyrig alkohol. Hvid og grøn stenfrugt, litchi og fersken. Meget let drikkelig, den er et kup til prisen, man får mere end man betaler for! Druer fra de måske mere beskedne lokationer Oljasi og Škomić, som sgu spiller ganske flot og frugtig folkemusik, gæret og modnet på ståltanke. Alk.: 12,5%

Graševina vrhunsko vino 2021. Fyrig og mere krydret, stadig sødmefuld duft. Saftig fylde, blødere stof, stringent og mineralsk, noget svagt sauvignonsk over den. Friske grønne æbler og pærer, modne gule af samme slags, og honningmelon, nyslået hø og kamille. Hver slurk siger “god fornøjelse” med stor overbevisning. Blindsmagt ifølge unavngiven men hårdt prøvet dansk sommelière med WSET-baggrund tippet som et sted i nærheden af Muscadet, mineralsk Sancerre eller Vouvray, måske endda Riesling! Selektion af druer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir, gæret på ståltanke og modnet på store slavonske fade. Ligefrem men far from simple, hvis der nogensinde fandtes value for money, så må det være her. Alk.: 13,5%

Graševina De Gotho 2019. Gyldnere farve og en mere modent frugtig duft med florale fornemmelser. Saftigt flow og fyldig frugt, god viskositet og gribende syre, mild bitterhed og fint tørstof. Paradisæbler, kvæder, æblekerner, pinjekerner, bivoks, hvidblomstret tjørn, akacie og kamille. En fornøjelig, kompleks og harmonisk madvin med meget på hjerte. Druerne kommer fra marken Vetovo, er høstet ved håndkraft, ved forholdsvis høj modenhed og med ret lavt udbytte. I kælderen foretages afstilkning, nænsom presning og kold maceration for at få flere af de fine fenoler og aromastoffer med, som findes i drueskindet. Mosten er derefter gæret ved godt 16º i rustfri ståltanke, mens mindre del (10-20%) er gæret på små træfade. Efter end gæring og sammenstikning er vinen modnet seks måneder på gærresterne i store slavonske egetræsfade. Alk: 14%

Imponerende arkivalier

Slottets oprindelige samling af flere tusinder flasker vin gik som nævnt tabt under Anden Verdenskrig. De nye ejere lod sig dog ikke slå ud og traditionsbevidst fortsatte de med at arkivere vine hvert år fra 1947 og fremefter; og de flasker udgør i dag en imponerende arkivkælder, Arhivski Podrum, og det er en sand guldgrube af moden Graševina.

Kutjevo-samlingen er den mest omfattende vinsamling i Kroatien med over 65.000 flasker, hvoraf den ældste er en flaske Bijeli Pinot fra 1947. Flaskerne gemmes til udvalgte lejligheder og særlige smagninger; men særligt godt repræsenterede årgange sættes desuden til salg og kan endda erholdes via vinhusets website. Skal man smage, er der dog nok ikke noget mere stemnings- og betydningsfuldt sted en selve kælderen; og dermed tilbage til smagningen en dag i marts. Et dyk ned i arkivkælderen kan nemlig hjælpe med at afdække den særlige andægtighed, som selv gammel Graševina kan fremkalde hos selv garvede kroatiske vinfolk.

Graševina arhivsko vino 1969 var fundet frem til lejligheden, og hvilken vidunderlig vin det viste sig at være. Druerne hang grønne på marken Hrnjevac, da mennesket først satte fod på månen, og lidt over to måneder høstede man den selektion af fuldmodne druer, som efter 50 år i flasken har fundet deres fuldendte form. Først en en duft af kølig kælder, fugt og støv, men så liver den op med frisk forårsbrise, forårsblomster, ferskner og kantareller og et pust petroleum. Syre, sødme og tørstof er smeltet sammen til en creme af moden velsmag, gule stenfrugter, akaciehonning, orangeskal og safran og pikante prik af hvid peber, tørrede svampe og tørrede urter. Satinstoflig og mineralsk og i al sin modne vælde stadig frisk. Prosaisk set skabes balancen af 11,2% alkohol, 6,5 gram syre og 20 gram restsukker, mere poetisk er det en årgang i lod og vage, som med årenes gang har foldet sig ud i flere dimensioner. Man forstår, hvorfor kroaterne ikke kun elsker deres unge Graševina og samtidigt har så høj agtelse for den lagrede version.

Vinene er tilgængelige hos The Wine & More og via Kutjevos egen webshop.

Flaske: Graševina 1969
Vinhus: Kutjevo d.d.  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,2%  
Pris: cirka 750,-  

Livet på grænsen: Steiermark

Den 10. september 1919 skrev de allierede magter og de besejrede østrigere under på Saint-Germain-traktaten. Det beseglede det gamle Østrigs opløsning efter nederlaget ved Første Verdenskrigs afslutning året før; og hermed adskildtes adskillige kronlande— med tilhørende vinmarker— fra det tidligere kejserrige: Store landområder gik tabt til vore dages Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Italien, Rumænien, Slovenien og Kroatien. Flere af kejserrigets vigtige vinområder lå nu i andre lande. Alene dannelsen af Kongeriget Jugoslavien betød et farvel til næsten 10 millioner undersåtter— og 30.000 hektarer vinmarker.

Tilbage lå en forarmet, detroniseret og amputeret republik i Alperne, afskåret fra omverdenen og sin glorværdige fortid; og familier, der boede i grænseområderne, måtte vinke farvel til familiemedlemmer og landbesiddelser, som de nye grænser satte udenfor; og med Anden Verdenskrigs udbrud og Jerntæppets sænkning blev det, der kramptagtigt var blevet holdt sammen som ét land gennem århundreder, i det følgende århundrede endnu mere krampagtigt holdt adskilt. Nu, et århundrede senere, er skårene klinkede, og efter Den kolde krigs afslutning og EU’s udvidelse mod øst er der genetableret forbindelser på tværs af de splittede egne— også mellem vinmarker og vinmagere. I disse Brexit-tider kan det være en interessant påmindelse om europæisk integration at se nærmere på de genvordigheder, et turbulent århundrede i europæisk historie beredte befolkningen og efterkommerne i Det Habsburgske Monarki. Ikke mindst på, hvor godt vinene i randområderne er kommet igen. Det lysner i øst.

Die Südsteirische Weinstrasse smyger sig gennem vinmarkerne op og ned af de bølgende bakker i det sydligste Steiermark. Slovenien ligger på den anden side af skoven… og ved hvert et sving hyggelige små vinhuse

Steiamoak

Et af verdens naturligt mest betagende vinområder ligger i det sydøstlige Østrig mod grænsen til Slovenien: Steiermarks landskab fascinerer med sine endeløse rækker af stejlt skrånende bakker, der vrider sig ud og ind mellem hinanden og mødes i de særeste vinkler. “Das grüne Herz Österreichs”, Østrigs grønne hjerte, er en passende betegnelse for dette frodigt grønne og pulserende landskab: Skove, enge, frugtplantager og marker med korn, humle, græskar og masser af vin. Befolkningen ernærer sig som altid først og fremmest ved landbrug. Herfra flyder vinen og østrigernes elskede græskarkerneolie. Det tiltrækker også turister, der kan nyde godt af omgivelserne, afgrøderne og ikke mindst de lokales gæstfrihed, traditionsrige livsform og den charmerende styriske dialekt, hvor intonationen og melodien ligner landskabet.

Sin sydlige beliggenhed til trods gør højderne og nærheden til Alperne Steiermark til et ret køligt vinområde, hvor intense og aromatiske hvidvine er i højsædet. Det lokale klima kaldes illyrisk: Østrigs semi-alpine fastlandsklima mødes her med et fugtigt, adriatisk kystklima fra syd samt den såkaldte pannoniske indflydelse fra øst, hvor varme vinde blæser ind fra den store ungarske slette. Køligheden giver intensitet og temperatursvingningerne komplesitet i druerne.

Det finurligt furede bakkelandskab byder på mange forskelle i både elevation og eksposition, og variationerne i jordbundsforholdene gør et stærkt fokus på lokalt terroir forståeligt. Kalkmergel, kalksten, ler, sand, skifer og basalt, man kan finde det meste i Steiermark. Det samme motiverer en stor variation i sorter: De grønne druer dominerer— Welschriesling, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Sauvignon Blanc, Weissburgunder, Grauburgunder og Chardonnay, lokalt traditionelt kaldet Morillon samt en smule Riesling; og blandt de blå er Blauburgunder og Blaufränkisch at finde foruden den lokale specialitet Blauer Wildbacher, der mest benyttes til den syrerige rosé Schilcher (og der er nærmere at læse om Steiermarks vinområder og vine i det aktuelle DinVinGuide #19).

Steiermark var i mere end 700 år et samlet hertugdømme og integreret kronland i det østrigske kejserrige. Men fra 1919 kom nutidens Steiermark til at ligge i Østrig, mens det primært slovensktalende Untersteiermark blev en provins i Slovenien (Spodnja Stajerska). Det efterlod uundgåeligt tysktalende familier på den slovenske side og slovensktalende på den østrigske. Mange folk måtte rykke rundt og beslutte sig for, om de ville emigrere eller integreres.

Et vanskeligt århundrede fulgte på begge sider af grænsen. Fattigdommen var stor, især på landet, og især så perifært som det sydlige Steiermark lå. Den nu slovenske by Maribor (Marburg an der Drau) havde været et lokale samlingspunkt, men den lå nu på den anden side af en hård grænse. Dagligdagen blev vanskelig med hårdt arbejde på de stejle skråninger og tranghed i de små huse. Man dyrkede majs til at fremstille den nærende ret Sterz, og vin var alene til eget- og lokalforbrug, told gjorde udveksling og eksport vanskelig. Området affolkedes betragteligt i årtierne, der fulgte, og afhopning, smugling og andre former for grænseoverskridende adfærd blev for en tid hverdag. Efter Østrig gennem Anschluss blev en del af Det Tredje Rige i 1938, fulgte voldsomme krigshandlinger under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne besatte Stajerska og forsøgte etnisk udrensning i området; og med den efterfølgende fred fulgte Den kolde krig og årtiers skarp adskillelse.

Historiske dobbeltbesiddelser

Südsteiermarks snoede skråninger har ellers ikke meget til overs for mennesker med måleudstyr og grænsedragning for øje, og anskuet i dag synes det usandsynligt, at her ikke altid har hersket fred og fordragelighed. Landegrænsen mellem Østrig og Slovenien har siden 1919 løbet mellem Kungota i Slovenien og Glanz i Østrig, hvor også Die Südsteirische Weinstrasse løber— Østrigs ældste vinvej indviet i 1950’erne. Efter østblokkens fald, den jugoslaviske borgerkrig, Sloveniens selvstændighed i 1991 og indlemmelse i EU i 2004, indviede man i 2013 monumentet Grenztisch (‘grænsebordet’), et rundbord som mødested til fælles fornøjelse midt i vinmarkerne, og grænsen går teknisk set tværs gennem bordet. Hvor der engang var hegn og pigtråd, står der i dag venskab og vinglas; og her satte Østrigs statslige vinmarketing, ÖWM, en række internationale vinfolk stævne til Austrian Wine Summit i sommers. Emnet var passende ‘vinmarker uden grænser’ og fokus det fremtidige fællesskab mellem de nu genforenede vinområder i Steiermark og Stajerska.

“Vi har meget til fælles både her og der. Men hver familie er sin egen, ingen har helt samme historie,” fortæller den unge Anna Gamser fra Weingut Gamser, hvor hun med sin familie driver vingård og gæstgiveri ved Leutschach få kilometer fra grænsen til Slovenien. “Vores historie begyndte med mine oldeforældre, der grundlagde gården. Men siden min bedstefar er den drevet som en dobbelt vingård” — hvorved forstås en vingård med vinmarker på begge sider af grænsen. Hannes Dreisiebner fra Dreisiebner Stammhaus i Gamlitz kan ligeledes fortælle om sin oldefar og dennes bror, der med huse på hver sin side af grænsen måtte føre familierne videre i hvert sit land— til trods for, at deres vinmarker stadigt grænsede op til hinanden; og den aldrende Alojz Gaube fra Vino Gaube i Kungota på den slovenske side af grænsen kan nostalgisk berette om, hvor gerne hans far Emanuel ville have gået på vinskolen i Klosterneuburg— men muligheden havde han ikke. Den mulighed fik først barnebarnet Alojzij, der i dag driver gården videre.

Allerede i 1953 forsøgte man med den såkaldte Gleichenberger Abkommen at løse de grænseoverskridende problemer: Det var en bilateral aftale, der gav godt 400 østrigske og 50 jugoslaviske bønder deres besiddelser på den ‘forkerte’ side af grænsen tilbage; og de østrigske vinbønder mulighed for at forarbejde deres slovenske druer til vin i Østrig. Skridt for skridt er det gået i den rigtige retning, lettet af Sloveniens indtræden i EU i 2004, men desværre besværet af visse juridiske oprindelsesgarantier siden 2014.

Mærket Historischer Doppelbesitz benyttes af en sammenslutning af vinhuse, der har besiddelser på begge sider af grænsen, stiftet som Weinbauverein steirischer Doppelbesitzer i 2012. I dag har disse grænsegængere altså mulighed for at dyrke markerne i sammenhæng og at forarbejde druer fra den ene side af grænsen på den anden. Således flasker familien Gamser i Østrig også en vin på Welschriesling fra deres marker i Slovenien.

Der blev kippet med både østrigske, slovenske og europæiske flag, da Austrian Wine Summit i sommeren 2019 lagde turen forbi Grenztisch ved Glanz langs Südsteirische Weinstrasse, hvor der er meget at fejre. Anna Gamser sidder til bords til venstre. Foto: ÖWM

Wööschriesling

Her har vi at gøre med en nærmest grænseløs drue, en retmæssig arving i den habsburgske vinfamilie. Welschriesling er Steiermarks mest plantede sort (og med 3.338 hektarer faktisk Østrigs næstmest plantede grønne sort efter Grüner Veltliner), og i de rette hænder er dens vine ofte ganske glimrende. Vine, man måske først falder for ved nærmere bekendskab, fordi de først forfører efter anden slurk; men ikke desto mindre.

En indledende afklaring er på sin plads: Welschriesling har ikke noget at gøre med den ‘rigtige’ Riesling, der kontrasterende også kaldes Rheinriesling men henvisning til floddalen, den stammer fra. Onde tunget vil hævde, at Welschriesling blot er en sekundasort, der lukrerer på Riesling-navnet for at forbedre sit eget brand. En urimelighed, vi vender tilbage til. Den er til gengæld beslægtet med en anden, nu knapt så kendt tysker, nemlig den gamle sort Elbling, der ligeledes er opkaldt efter en flod, Elben. Ret beset burde Welschriesling nok have heddet Donauriesling, for det er i landene langs Donau, den er udbredt og har sin oprindelse— men det navn er nu givet til en ny PiWi-sort, så vi hænger på Welschriesling.

Welsch— som i walisisk? Både ja og nej; for det germanske ord ‘welsch’ betegner noget fremmed eller anderledes, det være sig for eksempel et folk eller et sprog. Det er forklaringen på, at englænderne kalder deres vestlige naboer med det fremmedartede sprog for Welsh, selv kalder waliserne sig cymry. Tættere på vores nuværende opholdssted omtaler de tysktalende schweizere ofte deres fransktalende landsmænd i Suisse romande for Welschschweizer. Således også med den ‘anden’, ‘fremmede’ Riesling i øst: Welschriesling.

Ligehederne, der kan retfærdiggøre navneligheden med Riesling, tæller foruden friske æblearomaer og en relativt høj syre dens evne til at fremstille fremragende søde vine. Det er den rolle, Welschriesling indtager langs Neusiedlersee i Burgenland, hvor den blandt andre lægger druer til den ædelsøde Ruster Ausbruch. Kvaliteten er i top, men selvfølgelig er aromaerne og strukturen anderledes end i en Riesling fra Mosel. Men man skal slet og ret ikke sammenligne, for Welschriesling er sin egen; og har egne kvaliteter at værdsættes for. Fordommen, at tør Welschriesling er spinkel, udtryksløs bællevin, kan i dag tilbagevises med mangfoldige eksemplarer, der er alt andet.

Som nævnt er det netop i Central- og Østeuropa, at Welschriesling er på hjemmebane. Vi kender måske sorten bedst fra Østrig, men selv her slår den især sine folder i udkantsområderne i syd og øst. Den er udbredt i det nordligste Italien under navnet Riesling Italico, i Ungarn under navnet Olaszrizling og i Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien som Laski Rizling; mens den når sin største udbredelse i Kroatien, hvor den kendes som Grasevina.

Gamser Welschriesling 2018 er en traditionel styrisk Welschriesling med alle dens dyder, en frisk, saftig og mild mundfuld til maden eller som glas i utide. Fin, floral aroma, meget mild æblesmag, et let græsset præg i eftersmagen og en ren, mineralsk efterklang. Let og ligetil. Et glimrende supplement til de stærkt aromatiske vine, som Südsteiermark bugner af.

Weingut Tement laver for øvrigt fremragende Welschriesling af en anderledes seriøs og substantiel slags med deres enkeltmarker Weinstock Alte Reben og Ottenberg Veitlhansl. Ligesom de under navnet Domaine Ciringa laver vin i Slovenien lige over for deres berømte enkeltmark Zieregg. I Stajerska kan anbefales vinene fra Valdhuber og Keltis. Og prøv ellers løs hos Dieter Herist, Adam-Lieleg, Herrenhof Lamprecht, Lackner-Tinnacher, Michi Lorenz, Wolfgang Maitz, Tschermonegg, Warga-Hack, Weingut Werlitsch og Sepp Muster— eller i Burgenland hos Heinrich, Kolfok, Rennersistas og Uwe Schiefer. De bedste har foruden den frodige æblearomatik en næsten burgundisk fylde med syrnet smør, brioche og havrekiks eller masser af mineralitet, saltvand, havgus, østersskaller og flint. Måske fremtiden tilhører den undervurdrede outsider.

Flaske: Welschriesling 2018  
Vinhus: Weingut Gamser  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Welschriesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11%  
Pris: cirka 100,-