Viewing entries tagged
Vouette et Sorbée

Formet af ler

Comment

Formet af ler

Foruden den fortrinlige Fidèle og den betagende rosa Saignée de Sorbée indgår også blanc de blancs’en Blanc d'Argile i det faste sortiment hos den originale Champagne-bonde Bertrand Gautherot fra det til stadighed dynamiske Aube. Hans vinhus Vouette et Sorbée i Buxières-sur-Arce i Côte de Bar er et af de mest personlige og kompromisløse, man kan forestille sig, hver flaske er en oplevelse.

Funklende friskhed og forkynder af en stor glæde er det, Blanc d’Argile er, når den er i topform. Dens livlige duft af gul frugt, våde sten og et vist oxidativt præg lader ane det komplekse konglomerat af mineralitet og moden frugt, der er i vente: Ferskensten, sprød ananas, grapefrugt, yuzu, citrongræs, ingefær, syrlige drops, kærnemælk, brioche, havrekiks og kalk, salt, stjernestøv og solskin i kondenseret form. Fin mousse og vibrerende syre, der ud over kuldegysninger kan bevirke den forbigående eufori, Bertrand Gautherot altid advarer om på bagetiketten.

Vouette et Sorbée Blanc d'Argile 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Vi er på vinmarken Biaunes, som blev forbigået i tavshed, da huset blev navngivet efter to af Bertrands bedste marker, Vouette og Sorbée; men tavshed kan som bekendt være guld. Farven er det i hvert fald, og det er udtrykkeligt en vin, der har meget at sige. Stokkene står plantet i lys lerjord, den ret unikke Kimmeridge ler, der desuden er righoldig på kalk og derfor en drøm for Pinot-sorterne. Marken er vestvendt, får derfor mest eftermiddags- og aftensol, stokkene beskæres som altid hos Gautherot grundigt, og druerne modner langsomt. Bianus er beplantet med en massal selektion af Chardonnay-stiklinge fra Avize, en arv fra Anselme Selosses, og de fik selskab af stiklinge fra Dauvissat i Chablis i 2000. Første årgang blev 2004, og fra begyndelsen har et burgundisk aftryk været tydeligt. Vinen lagres en årrække på 500-liters-fade, før den igen gæres en tur i flasken og degorgeres uden dosage.

Tit omtaltes Vouette et Sorbées Champagner som ‘vinøse’, og visse sommelierer foretrækker endog at dekantere dem, for at fremhæve det udtryk. Måske boblerne er steget mig til hovedet, men jeg har altid betragtet det som en uskik. Især når netop boblerne har den som sne knitrende finhed, som de har her.

Friskhed, koncentration og kompleksitet er hjørnestenene, men fra årgang til årgang tegner bygningen sig anderledes, flaskens alder er selvfølgeligt en faktor, og flaskevariation forekommer også. Nogle går mere til den smørfede, brioche-agtige side, mens andre går i den mere mineralsk, flintede og salte retning. Men lad det være sagt: Hver flaske er en fornøjelse.
 

Flaske: Blanc d'Argile  
Vinhus: Vouette et Sorbée  
Oprindelse: Champagne, Frankrig  
Druesort: Chardonnay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Et år på flaske før degorgering  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Pétillant  

Comment

Stoflighed

Comment

Stoflighed

En flaske Vouette et Sorbée er noget særligt, for Bertrand Gautherot laver Champagne som få andre. Det er sagt før, men det tåler i den grad gentagelse i lyset af hans seneste tilføjelse til sortimentet, Textures, en så usædvanlig og strålende Champagne, at den med rette burde drikkes knælende. "Peut entrainer une euphorie passagère" advarer Gautherot på bagetiketten, "kan bevirke en forbigående eufori" - og sandt er det, at den skaber en flygtig eufori i ganen, halsen, brystet, som meget vel kan afstedkomme en kronisk længsel ved mindet om den.

Gautherot er skolet af Jean-Pierre Fleury og Anselme Selosse, og det kan ses i hele hans tilgang såvel som smages i hans vine. Hans mål er vine med liv, karakter og personlighed, og målet er mere end nået. Denne gang er han gået til yderligheder: Textures er et forsøg på at afdække den mindre feterede Pinot Blancs potentiale - på temmelig overraskende vis, hvis man tænker traditionelt i Champagne. ‘Opskriften’ er lånt fra Tomislav Tomac i Kroatien, som har solgt Gautherot en georgisk amfora, og her ligger hemmeligheden begravet: Vinen er nemlig skindfermenteret på qvevri. Hvordan slipper man af sted med det under appellationen Champagne? Det er nok en fordel at være Bertrand Gautherot: Vinen er umiskendeligt Champagne, karakteristisk anderledes, men ingenlunde en orange eller georgisk forstyrrelse. Den lange skindkontakt i de nedgravede lerkrukker har vævet et tæt og fintmasket stof af den ellers så spinkle druesort og fået det bedste ud af dens frugt og syre.

Texture er klar og lyst gylden med fine bobler, en pæn skum, der knitrer mørkt i glasset. Duften er kølig og fin, let floral med hvide blomster, æble og pære. I munden er den fyldig og omkransende, har fast struktur og en substantiel krop - uden på nogen måde at være tæt eller tung. Frisk syre og meget fint forvitrede tanniner væver stoffet sammen. Fin smag af vinteræbler, hvid fersken, carambole, citron og en kalket mineralitet, der peger ned i en stor dybde. Det er rent, forfriskende, raffineret og elegant. Euforien indfinder sig og holder stand; når den lægger sig, er der kun ord tilbage, som ikke helt slår til. Det er stor vin!

Råstoffet stammer fra hans bror Jean-Maries mark Le Fonnet, en let skrånende sydvendt mark på knapt en halv hektar. Jordbunden består af Kimmeridge-ler og er meget kalkstensholdig. Vinstokkene er en massal selektion af Pinot Blanc plantet for godt tyve år siden. 

Pinot Blanc er en ny sort at arbejde med for Bertrand Gautherot. Druerne høstes og presses i en Coquard-kurvepresse, hvorefter most og pulp skænkes i den nedgravede lerkrukke. Gæringen foregår spontant og uforstyrret under jorden, som også holder temperaturen relativt lav. Efter seks måneder i qvevrierne og tre måneder i tonneaux flaskes vinen, uklaret og ufiltreret, med 24 gram sukker til andengæringen. Et godt år går, før vinen degorgeres uden tilsætning af dosage.

Vouette et Sorbée Textures Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Textures er et dybt og køligt kildevæld, der fra det mørke dyb løfter sig selv op under åben himmel. De omtrent 1.800 flasker af de første par årgange er få, så man må sno sig; men har man heldet med sig, følger også lykken - i hvert fald forbigående.

 

Flaske: Textures  
Vinhus: Vouette et Sorbée  
Oprindelse: Champagne, Frankrig  
Druesort: Pinot Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amforaer,  
seks måneders maceration  
Lagring: Qvevri og tonneau,  
et år på flaske før degorgering  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Pétillant  

Comment

Smultronstället

Comment

Smultronstället

Bertrand Gautherot laver usædvanlig Champagne på sin gård Vouette et Sorbée i det knapt så kendte Côte des Bar. Jordbunden slægter det nærliggende Chablis mere på end det øvrige Champagne, og hans vinmarker er også beplantede med massale selektioner af planter fra Bourgogne. Marken Sorbée, en af hans første to besiddelser og derfor navngiver til huset, er usædvanligt velholdte Pinot Noir planter, som hans bedstefar fik fra Volnay.

Flaskevis Saignée de Sorbée 2012 (C) Thomas Bohl

Druerne høstes med hånden, og klaserne med de tykkeste druer udvælges. Vinen gennemgår derefter den såkaldte kulsyregæring, bl.a. kendt fra Beaujolais, hvor druerne begynder gæringen inden en egentlig presning i et lukket kar uden ilt. Det resulterer i en ret så frugtig vin - og da stilkene gæres med udtrækkes også en del fine, modne tanniner.

Saignée de Sorbée er en karakteristisk anderledes rosé Champagne. Næsen antyder stor rød Bourgogne - mørk frugtduft, stor dybde, meget vinøs. Skovjordbær, rabarber, sorte kirsebær. Den holder de fineste bobler, en livlig syre, god fylde, crémethed og dybde, der igen leder tankerne i retningen af klassisk rød Bourgogne. Saignée de Sorbée er sin egen. Degorgeret efter kun to år på flasken, for at holde den friske frugt friskest. Ingen tilsatte sulfitter.

Flaskevis Saignée de Sorbée 966 (C) Thomas Bohl

Mængderne er små, så sådanne sjældenheder må skattes... men det er en vin, jeg uden tvivl har lyst til at vende tilbage til - også for at følge dens udvikling over årene.
 

Flaske: Saignée de Sorbée  
Vinhus: Vouette et Sorbée  
Oprindelse: Champagne, Frankrig  
Druesorter: Pinot Noir  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Kulsyregæret, ingen tilsatte sulfitter  
Lagring: To år på flaske før degorgering  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Pétillant  
Pris: 550,-  

Comment