Fakin good wines

Familien Fakin har holdt til for foden af middelalderbyen Motovun gennem tre århundreder, men for Marko Fakin er det ikke fortiden men nutiden og fremtiden, det drejer sig om. Familiens hyggelige lille stenhus danner i dag rammen om et af Istriens mest driftige nye vinhuse, Vina Fakin, som trods sin beskedne størrelse og ejer er afsæt for store ambitioner og bedrifter. På få år har han gjort sig internationalt bemærket med sit dygtige arbejde med Istriens lokale sorter Malvazija og Teran, som han fremstiller i et par forskellige fortolkninger hver. Samtidigt har han erhvervet sig en række af Motuvun-områdets fremmeste vinmarker og udvidet produktionen så meget, at den efterhånden sprænger rammerne for det lille garagevineri, han oprindeligt slog sig op på. Markos muntre fortælling går nu på, at familien på 300 år kun havde formået at flytte sig 30 meter hen ad vejen; mens hans eget næste træk, et nyt vineri, vil drive dem hele 300 meter videre væk.

Fakin står for stilsikre, terroirbetonede fortolkninger af den altid elskelige hvide Malvazija og et tiltagende fokus på den stramtandede røde Teran, som må togtes, før den kan elskes. Med topvinene La Prima og Il Primo i glasset tvivler man ikke på Markos kærlighed. Er man vantro af tilbøjelighed, kan man konsultere det antal udmærkelser, vinhuset det seneste årti har hentet ind fra eksempelvis Vinistra, Decanter og Wine Enthusiast. Istriens entré på den internationale vinscene var belejligvis sammenfaldende med Marko Fakins debut. “Det var slet ikke noget, jeg forventede. Vinavl var mere min hobby, og nu er det blevet serious business. Det er vores levevej, og vi lægger alle kræfterne i vinmarkerne, og de giver os det bedste tilbage, de kan.”

Familien Fakin sætter også sit præg på det kulinariske Motovun. Bevæger man sig fra vingården ved den lille bebyggelse Brkač og op ad den stejle bakke, hvor Motovun knejser på toppen, møder man som noget af det første Konoba Fakin: En hyggelig kro med mad af lokale, sæsonnære råvarer og egne og lokale vine serveret i en uformel, hyggelig atmosfære, eventuelt udendørs med udsigt henover bymurene og ud over Mirna-dalen. Når Fakins vine for tiden ikke er repræsenteret på det danske marked, må opfordringen være at gøre turen forbi Istrien og nyde atmosfæren, vinen og maden med historiens vingesus som rygvind. Der er så godt som garanti for god olivenolie, friske trøfler, vilde asparges, gnocchi, pasta og risotto og kød af høj kvalitet, hvad end det er den lokale lufttørrede skinke, istarska pršut, eller det gode oksekød fra den gamle, lokale kvægrace, boškarin.

Marko Fakin foran en nyplantet mark med Motovun i baggrunden

Bondesøn gør kometkarriere

Marko Fakin (38) er vokset op med vinavl og kommet til skelsår og alder på et afgørende tidspunkt i Kroatiens og ikke mindst Istriens historie som vinområde. Som barn slog han følge med sin far Elio i familiens små tre hektarer vinmarker, en del af et blandet landbrug, hvor druerne gik til det lokale kooperativ. Men efter Kroatiens selvstændighed i 1991 opløstes kooperativet, og de enkelte vinbønder delte markerne mellem sig; men Fakin fortsatte en lang årrække med at sælge sine druer til andre producenter. I årenes løb voksede lysten til at lave mere end en smule vin til egen konsum, og familien udvidede lidt efter lidt sine besiddelser fra små tre hektarer til nu helt op i nærheden af 50; og fra et par tusinde til op imod 150.000 flasker årligt.

Den lokale producentsammenslutning Vinistra stiftedes i 1994, og det var i årene efter årtusindeskiftet, at den kvalitative udvikling for alvor tog fart. Marko fattede som ung interesse for vinavl og læste først på universitetet i Rijeka og siden i Poreč, hvorfra han fik sin kandidatgrad i vitikultur og ønologi i 2011. Hans første vin fra egen hånd lavede han i 2010, og den fik gode skudsmål fra såvel lokale som sine lærere fra universitetet. Det afstak kursen for årene, der fulgte, og Marko Fakin kom hurtigt på alles læber med sine ‘Fakin good wines’.

“Vi lagde ud med tre fade, året efter fulgte det fjerde og femte, og nu har vi rundet de fyrre; og vi er stadig i garagen, hvor vi efterhånden fylder det hele!” Her hygger de bedste vine sig, mens Marko dedikerer det meste af sin tid til arbejdet i marken. Økologisk og med

Husets vigtigste vine er de friske og frugtige Malvazija og Teran vine, som markedsføres i serien Premium, som desuden inkluderer en rar rosé på Teran med sart rød bærfrugt, fine urter og blomster, samt Markos livtag med sorter som Muškat, Pinot Grigio og Chardonnay. Markos særlige satsninger er de længere lagrede og lagringsværdige enkeltmarksvine La Prima og Il Primo på henholsvis Malvazija og Teran, og det er med dem, at huset skiller sig ud i særklasse. Især efter en årrække på flaske, som nedenstående smagenoter vil afsløre. Er man heldig, kan man smage hans særlige limited edition vine, eksempelvis en egefadlagret og ufiltreret Teran, som bærer Markos og hustruen Betys initialer B&M; en senthøstet, amforagæret Teran, fra 2018 dedikeret til sønnen Michel; og selvfølgelig Markos øvelser udi genren ‘superistrianer’, Bred på Teran, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah.

Hjerteblodet er uden tvivl La Prima og måske især Il Primo; men ‘det daglige brød’ er uden tvivl den unge Malvazija, der hvert år overbeviser som en frisk og saftig vin med en karakteristisk aroma af akacie, smag af fersken og sprødt, mineralsk finish. Den unge Teran formår han også at få i vinkel, med flot rundet syre og polerede tanniner som korset om en lind strøm af sursøde kirsebær, skovbær, urter og peber. En usædvanligt let drikkelig udgave, som i øvrigt også lagrer udmærket.

Teran er i det hele taget et særligt indsatsområde og Markos alfa-omega. “Jeg skrev speciale om Teran, og jeg har hele tiden haft et særligt forhold til den. Derfor slår jeg et særligt slag for den, og jeg slås dagligt med restauranter og distributører for at kunne vise folk, hvor flot en frisk Teran kan stå.”

Marko er en jordbunden vinbonde uden store armbevægelser eller en vild historie, hvilket ingenlunde gør ham uinteressant, tværtimod. Det giver til gengæld vinene lov til at tale for sig selv, den mest flydende og ufiltrerede måde at fortælle på. Her i form af en vertikalsmagning af hans vigtigste vine, en afslørende måde at vurdere vinens såvel som vinmagerens udvikling.

Malvazija La Prima

‘Den fremmeste’ Malvazija fra husets ældste beplantninger med sorten, markerne Kažeta og Komarso, fra henholdsvis 1952 og 1954. Der foretages en stærkere selekteret og sædvanligvis lidt senere høst en ved den friske Malvazija, og vinen modnes på gærresterne i akaciefade. “Den går glimrende til pastaretter med trøffel,” forsikrer Marko. Det er en cremet, modent frugtig og intenst krydret vin som ung, som med fordel kan flaskelagres for at lodde Malvazijas egentlige dybder. Nok fortager den friske frugt sig fra hovedstrømmen med årene, men friskheden forbliver der, understreget af dens fint florale og herbale noter og mineralske spil.

La Prima 2021. En elegant Malvazija med omsiggribende blødhed, slikken ferskenfrugt, lækker akaciehonning og grøn te bitterhed og tilpas syre og summende mineralitet til at moderere dens tyngde. Høstet den 2. oktober og gæret på ståltanke ved lav temperatur, hele syv dages skindkontakt, og modnet et år på akaciebarriques. Alk.: 14,5%

La Prima 2019. En mere volumniøs årgang, viser sig allerede i dens dybe citrongule farve, en dyb duft af ferskenskind og moden citrus og fyldig smag af kandiseret citrus, lemon curd, orangemarmelade og tørrede blomster. Cremet bløde, en vis frugtig sødme og samtidigt et stimulerende fint tørstof. Høstet den 4. oktober og gæret med syv dages skindkontakt. Alk.: 15%

La Prima 2018. Igen en af de varmere årgange, man får noget fyrigt at føle på den gode måde. Duften er lifligt gulblomstret, i munden breder sig en blød stoflig fylde med smag af syltet mandarin, orangemarmelade, sukat, safransirup og en markant men delikat bitterhed og en lille hede fra alkoholen. Høstet den 2. oktober og gæret med fire dages skindkontakt. Alk.: 15%

La Prima 2016. Anden årgang, som den første uden klaring og filtrering, herefter ændrede profilen sig efter en række klager fra lokale restauranter. Ellers var metoden den samme, i 2016 med fire dages skindkontakt. Det var en vejrligt moderat årgang, som gav en meget fin stoflighed, saftig fersken og moden abrikos, små hints af bergamot, mentol og vilde urter, utroligt mild og endnu overraskende frisk, underfundigt løftende, en fabelagtig vin. Alk.: 14,5%

La Prima 2015. Brilliant debutant, selv med et årti på bagen. Smuk gylden farve med let slør. Duften er mild med en pæn dybde, en smule pollen, og smagen byder på en smule frisk gul stenfrugt og bivoks, en charmerende frugtsødme og fint tørstof i fornem balance. Alk.: 15%

Teran Il Primo

Fakins fineste Teran-druer stammer fra marken Flaminio, som er plantet tilbage i 1972 og kom i familiens hænder i 2001. Objektivt set burde den ikke være egnet til rødvin af topkvalitet, for skråningen vender mod nordvest og er forholdsvist lavt beliggende og dermed udsat for tåge; men Teran er ikke sådan at blive klog på, og med den rette behandling leverer de gamle stokke herfra alligevel karakterfuld og flot balanceret vin. Stokkene er plantet tæt, beskåret som dobbelt Guyot med syv-otte frugtbærende skyd, og alle øvrige skud skæres fra. Der foretages en udtyndende grøn høst efter behov, og med sen høst uden spor af grønne stilke opnår Marko en god koncentration, moderat syre og modne tanniner. De går typisk tre gange i marken; og druerne presses derefter nænsomt, gennemgår spontan alkoholisk gæring, derefter malolaktisk gæring og endelig modning et par år på tonneaux og barriques. “Jeg foretrækker fransk eg, erfaring siger mig, at den er bedst til vores Teran.” Den er flot rundet men frygtindgydende intens som ung, men udvikler en mildhed og imponerende kompleksitet efter nogle år på flaske; og så er den formidabel til istriske simreretter, gerne med trøffel.

Il Primo 2024. Smagt fra fad, en solrig og varm årgang med meget lave udbytter. Allerede i næsen et salt snas, samt et løftet hint af lak, men først og fremmest en fylde af liflige skovbær. Intens og fokuseret frugt på tungen, skovbær, kirsebær og kirsebærsten, saftig, med raffineret tørstof, fine men faste tanniner, velintegrerede fadnoter og salt mineralitet. Fremragende og lovende!

Il Primo 2020. Solbær, blåbær, brombær, et hint harpiks og lakridsede krydderuter. En delikat mundfyld mørk bærfrugt med en fløjlsblød, næsten nougatagtig fedme og mørk chokolade bitterhed, umiddelbart mild syre og ret fine tanniner, dog strammer den langsomt men sikkert mere til… kan godt bruge et par år mere på flaske. 21 dages skindkontakt med tre daglige punchdowns, derefter presning, malolaktisk gæring på ståltanke og så to år på tonneau og barrique. Alk.: 14,5%

Il Primo 2019. “Min måske mest elegante årgang, tanninerne og syren er ganske sagte og vinen yderst fremkommelig," bedyrer Marko Fakin. Sandt at sige! Duften er mildt men komplekst urtet, mundfølelsen fyldig, cremet og tæt, med blid syre og silkeglatte tanniner, som omsvøber en fint modnet frugt af sursøde kirsebær, morbær og brombær. Kødfuld og kompleks med mildt røgede noter i eftersmagen. En favorit blandt anmelderne (Wine Enthusiast kvitterede med 95 point, det hidtil højeste for en Teran), selv savner jeg dog en smule af Terans vildskab og kant, men godt er det da! Alk.: 14%

Il Primo 2018. Nu begynder det at blive spændende! Kandiserede violer og liflige blå blommer i duften. I munden en fast mundfuld mirabeller, kræge, sursøde mørke bær, solbær og skovbæryoghurt, en livlig og favnende syre og meget fine tanniner. Strukturbetonet og mineralsk finish, formfuldendt eksemplar med mere tid foran sig. Bura’en tørrede mange af druerne ind i 2018, og de indtørrede druer høstedes separat til Michel, en slags istrisk amarone, som beskrives længere nede. De friskeste druer gik til Il Primo, høstet den 22. september, 21 dages skindkontakt og 25 måneders modning på fad. Alk.: 14,5%

Il Primo 2017. Her strømmer det sammen i en højere enhed. Liflig og dyb duft, kombinerer det æteriske og animalske, kandiseret viol, poletlakrids, hvid trøffel, muldjord og mørke bær med hele skovens dybe, stille ro. Fyldig på tungen, tætpakket mundfylde, med skovbær, lakridsrod, laurbærblade, salvie og rosmarin, delikat tyggelig tekstur med mild syre og de fineste tanniner. Flot balanceret og udviklet. Høstet den 23. september. Alk.: 14,5%

Il Primo 2016. Umiddelbart mere urtet i duften, blegselleri, rodselleri, suppevisk og lakrids. Spor af modne skovbær og igen en særdeles tyggelig tekstur, tæt af fint tørstof, med let sandede tanniner men har samtidigt en saftighed og fin syre, godt greb. Mørk, let røget finish, stadig flot. Alk.: 14,5%

Il Primo 2015. Debutårgangen gør det stadig godt, “det var en god årgang for mig,” medgiver Marko Fakin. Farven er stadig ung, og duften forholdsvist frisk omend diskret, kødfuld med mildt oxidative noter. I munden flyder den sagte med det fineste tørstof og ditto tanniner. Sødmefuld mørkerød bærfrugt, solbær med lakrids, cedertræ og urtesalt, støvede tanniner og mild syre. Intensiteten er aftaget men det hele hænger godt sammen og giver en ret helstøbt oplevelse med flot kompleksitet. Alk.: 14,5%

Slutteligt bør nævnes et af Markos spændende eksperimenter med Teran, den mægtige Michel 2018. Hertil høstedes let tørrede druer fra Flaminio, som gæredes med 50 dages skindkontakt og modnedes det første år i amfora og derefter et år på barriques, og det har fremmet strukturen i den ellers sødmefulde most og modnet de mange tanniner fornemt. Den er mørkt og sødmefuldt parfumeret, med duft af figner og tørrede krydderurter, skovbund og svampe, kakao og ædeltræ. Tæt, mørk og sødmefuld i frugten, med kirsebær, figner, dadler og bitter chokolade, sort peber. 10 gram restsukker i svingom med 7,5 gram syre. Alk.: 16%

“Jeg vil gerne gøre Teran til en vin i verdensklasse,” slår Marko Fakin fast.

Han er godt på vej.

Flaske: Il Primo 2017
Vinhus: Vina Fakin  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Pris: cirka 300,-  

Elegante skærmydsler

Ivo Skaramuča var en af de bærende kræfter bag moderne Dingač, en af Kroatiens mest traditionsrige rødvine og landets ældste appellation. Ligeledes er Vina Skaramuča et af de ældste selvstændige, familieejede vinhuse i landet, etableret som sådant da Ivo efter Jugoslaviens opløsning og en liberalisering af lovgivningen i 1992 endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin vin i eget navn. Det gjorde han med stor succes, og efter hans utidige død i 2017 drives huset nu videre i hans ånd af sønnen Igor og datteren Ivana samt hendes mand Branimir.

Vi befinder os i det sydlige Dalmatien, en smule nord for Dubrovnik, på Pelješac-halvøen, som strækker sig godt 65 kilometer nordvest ud i Adriaterhavet nord for øerne Mljet og Korčula. Pelješac har som resten af den dalmatiske kyst en typisk karst topografi, hvor furede kalkstensklipper rejser sig fra havet og rækker helt op i 961 meters højde. Over hele halvøen ses vinavl, men det er især de sydvestvendte skråninger på sydsiden, som historisk har frembragt de mest eftertragtede vine, ikke mindst fra appellationerne Postup og Dingač. Især Dingač, som ligger langs kysten syd for landsbyerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik, med bjergene i ryggen og stejle vinmarker direkte ned mod havet.

Druesorten er Plavac Mali, den lille blå, som trives i det tørre, solrige terroir på den karske kalkstensklippe, og netop i Postup og Dingač kan den opnå en modningsgrad, som historisk har gjort netop disse områders vine særligt eftertragtede. Lokalt taler man om ‘de tre sole’, som modner druerne, den direkte indstråling oppefra, reflektionen fra havet og reflektionen fra de hvide sten under stokkene. Lys er ingen mangelvare med godt 2.800 timers solskin årligt. Den årlige nedbør kan nå op på 1.200 mm, hvoraf størstedelen falder i vinterhalvåret, og en betragtelig del løber direkte af de stenede skråninger med 35-45 graders hældning. Høstudbytterne er hos Skaramuča helt nede på 300 til 500 gram per vinstok. Det er ekstremt terroir, som resulterer i kraftige vine med fuldmoden frugt og et righoldigt ekstrakt men også med markant struktur, vine med stort lagringspotentiale.

En særlig indsats…

Det siger næsten sig selv, at det kræver sit at drive vinavl under de forhold. Markerne er ikke kun svære at arbejde i grundet deres stejle, stenede natur; de er også svært tilgængelige fra den indre del af øen, som adskilles fra kysten af en bjergryg. Man har altid høstet med håndkraft, og historisk fragtede man derefter druerne henover det 400 meter høje Toma-bjergpas på æselryg. En strabadserende affære! Således er æselet stadig symbolet på Dingač vin, der fik sin egen officielle appellation i det daværende Jugoslavien i 1961 og blev internationalt anerkendt som sådan i 1964. Få år senere fik visionære lokale så den idé at lette arbejdet ved at lade en tunnel opføre gennem bjergene. Vinbønderne finansierede selv projektet via det lokale kooperativ i Potomje, og entreprenøren Konstruktor fra Split udførte selve arbejdet. Efter ni måneders intenst arbejde stod den 400 meter lange tunnel færdig og kunne indvies den 29. november 1975.

Det lettede ikke kun arbejdet men højnede samtidigt kvaliteten, idet druerne nu kunne bringes meget friskere i hus. Tidligere var Dingač ofte en forholdsvist oxideret og lettere madeiriseret affære, af og til med en del restsødme, men den nye tid betød renere vine med friskere frugt, og det faldt også i en bredere smag. Desuden medførte den forbedrede adgang en vis vækst i antallet af vinmarker, og produktionen steg i årene derefter, og populariteten ligeledes. I dag dyrkes der 78 hektarer vinmarker i appellationen, hvis samlede størrelse officielt er 758 hektarer, hvoraf de fleste dog reelt er uopdyrkelige.

Ivo Skaramuča, som oprindeligt var uddannet kaptajn, var med til at sætte kursen for den kvalitative udvikling og navigerede sikkert området gennem overgangen fra jugoslavisk andelsvinmageri til kroatisk privatproduktion; og med ukuelig livsglæde og drivkraft skabte han den vinhus og den vinstil, vi nyder frugterne af i dag. Hele 20 hektarer vinmarker i Dingač ejes af Skaramuča, og familien råder desuden over vinmarker flere andre steder på Pelješac, hvorfra de fremstiller en række forskellige vine i flere prisklasser. Ud over vinproduktion er familien også engageret i det lokale turisterhverv, således har de opført den luksuriøse Villa Dingač lige ud til kysten med fornemme udlejningslejligheder.

…og en nyfunden elegance

Dingač unddrager sig ingenlunde den globale opvarmning og klimaforandringerne, som ekstremt terroir er markerne omvendt i særlig grad modtagelige for og følsomme over for forandringer i de klimatiske forhold. Historisk har vinen altid været en fyldig og fuldmoden sag med høj alkohol, og i moderne tid er det reglen snarere end undtagelsen at se vine med 15% alkohol eller mere.

En stilistisk tendens i retning af frodig frugt og stor tyngde, som vandt indpas gennem 1990’erne var medvirkende til at forstærke den tendens, ikke mindst fordi Plavac Mali selv lægger op til sen høst på grund af sin uensartede modning. Druer på samme klase modner på forskellige tidspunkter, og den mest oplagte måde at undgå uønskede umodne druer er at vente med at høste, indtil alle druer har opnået modenhed; med den bivirkning at man dermed får en række overmodne druer med. Deraf de ofte fundne dufte og smage af rosiner, svesker, figner og dadler, kakao og chokolade i traditionel Dingač. Samme skavank gør sig gældende i Plavac Malis mødrende ophav, Crljenak, som nok er bedre kendt under navnet Zinfandel. Men begge kan med rette behandling tæmmes, så vinene bliver bedre balancerede og fremstår friskere.

Skaramučas samlede produktion når årligt op på næsten 300.000 flasker årligt, hvoraf godt 80.000 flasker er klassificeret som Dingač. De kommer i forskellige niveauer: Den almindelige appellationsvin Dingač, den kraftigere Reserva, og i forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de så serien Elegance som nye topvine. De fortsætter med at vække fryd år efter år. Familienavnet Skaramuča er for øvrigt af italiensk oprindelse, og scaramuccia kan oversættes til ‘skærmydsel’ i betydningen en kort kamp, faktisk er det en diminutiv af scherma, fægtning— ganske passende en elegant sport, som kombinerer lette bevægelser, balance og koncentration.

Elegance bliver til ved en særligt selektion af druer fra de højest beliggende marker, som vinificeres med særligt nænsom hånd. Sådan får de også fornemmelsen af kølig bjergluft med i spil, og sammen med havets nærhed giver det et mere nuanceret indtryk af terroiret. Sol og sten slår følge med vand og vind, og man fornemmer såvel varme som kølighed; og så toner en række forundelige og forførende dufte og smage frem i Plavac Mali, som faktisk går mere i retning af Nebbiolo og Pinot Noir, for eksempel violer og roser, skovbær og skovbund.

Strukturen er rankere og smidigere end vanligt, og vinen virker anderledes tilnærmelig allerede i sin ungdom. Traditionel Dingač balancerer det søde med syrlige og især bitre noter. Uden at gå på kompromis det udtryk er sødmen i Elegance tonet en smule ned, det bitre forbliver en fin undertone i eftersmagen, mens det syrlige træder en smule mere frem i smagsbilledet. Friskere, rankere, finere, ganske enkelt mere elegant, nomen est omen.

Dingač Elegance 2020 er dybt rubinrød i glasset og dufter forførende af roser, violer, frugtte og tørret orangeskal. Man fornemmer frisk rød frugt nedenunder, og den brager igennem i smagen: En lind strøm af friske kirsebær, hindbær og jordbær, saftigt og fløjlsblødt stof som strammer til med meget fine, let sandede tanniner. Simultant saftig og tør, meget mundvandsdrivende. Sødmefulde og delikat bitre noter i eftersmagen, figen, kandiseret orangeskal, sødskærm, korianderfrø, rosmarin i det fjerne. Stilfærdig dvælen, i sandhed en elegant og raffineret vin.

Skaramuča eksperimenterer som flere andre med genplantning af områdets gamle kending, Crljenak, som de de seneste par år også har fremstillet fremragende i Elegance-serien, som desuden byder på en fortrinlig Pošip af druer indkøbt fra sortens hjemstavn, naboøen Korčula.

Crljenak Elegance 2022 emmer af mørke kirsebær, violer, lakrids og lette noter af hø, røg og tobak, en fin og meget velbehagelig duft. Den er saftspændt på tungen, med en vis tyngde men også et frejdigt løft af frisk syrlighed, som balancerer den sødmefulde frugt flot; og faste, fine tanniner spænder den et korset om livet. Kirsebær og blommer, friske og tørrede figner, kandiseret orangeskal, en smule cigar og tonkabønne. Så sandelig en elegantier af den ellers ofte så flommede Zinfandel, og alkoholen er holdt på moderate 13,5% Et overbevisende flot supplement til deres Dingač. Drik begge af store glas og med lukkede øjne, og Dalmatien dukker op ud af det blå.

Flaske: Dingač Elegance 2020
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-  

Rød front – Pinot fra Plešivica

Den er druen bag “de bedste rødvine i verden”, lovprist for sine sarte, sofistikerede og komplekse vine: Pinot Noir, den røde eminence fra Bourgogne og Champagne, elsket for sine dufte og smage, som “simpelthen er de mest betagende, strålende og subtile” — men da den “kræver konstant opmærksomhed og omsorg og faktisk kun kan dyrkes i de her helt særlige, små og afsides hjørner af verden” bliver den selvfølgelig tillige stærkt ombejlet, så betragteligt at den indiskutabelt også er druen bag de dyreste rødvine i verden; og generelt er et dyrt, yderst vanedannende og dermed endnu dyrere bekendskab. Af alle disse grunde går der selvsagt sport i at søge andre græsgange end de klassiske og at spotte spændende fortolkninger og gode køb rundt omkring i den vide verden.

Plešivica har for længst markeret sig som et udsøgt ophav for mousserende vin. Det lille vinområde sydvest for Zagreb er ligefrem blevet kaldt ‘Kroatiens Champagne’, da det er stadig kilde til boblevine af fineste slags. En perlerække af producenter fremstiller med den traditionelle metode som udgangspunkt en række raffinerede vine af høj, høj kvalitet; og kombination af køligt klima, kalkholdig mergel, stejle skråninger til at indfange solens stråler samt grundigt kælderarbejde til at bevare terroir og mineralitet i vinene synes at være nøglen til succesen. Selvfølgelig sammen med Champagne-sorter som Chardonnay og Pinot Noir, som begge står tæt på Plešivicas vinmarker, sammen med lokale sorter som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Portugisac.

Men stille og roligt har man i de seneste år set flere og flere stille, røde vine fra området. Selvom de hvide druer historisk har udgjort størstedelen af produktionen, og stadig gør det, så har man fra gammel tid en vis tradition med at lave en ung, let og liflig rødvin på Portugisac, som serveredes fra Mortensaften og som regel var drukket op inden nytår. Plešivicas lokale version af Beaujolais Nouveau. Men det er anderledes seriøse og seriøst burgundiske dråber, der nu flyder fra flere af de fremtrædende vinbønder. Ikke overraskende er det områdets kvalitative troika Tomac, Šember og Korak, som er længst fremme i feltet og formår at vække overraskelse og fryd med deres flasker; og flere følger i deres fodspor.

En oplagt udfordring

“Pinot Noir er en af de mest komplicerede og krævende sorter i vinens verden,” fastslår Josip Korak, “så hos os indtager den toppositionen blandt de røde sorter. Vi elsker udfordringen, selv skuffelserne, for det at arbejde med den, lære om den og nyde frugterne af den indsats er en sand lidenskab for os. Vi føler os overbevist om, at Plešivica er stedet for Pinot Noir i Kroatien.”

Familien Korak holder til i selve landsbyen Plešivica, som lægger navn til hele området, og de har seks hektarer vinmarker på bakkerne rundt om sig. Far Velimir søsatte i sin tid vinhuset, i dag er det den yngste søn Josip, som tager sig af vinene; mens hans storebror Bernhard driver familiens fremragende restaurant, som åbnede i 2020 og fik sin første Michelin-stjerne i 2023. Bernhard har stået i lære hos Ana Roš på Hiša Franko i Slovenien, og som hende har han et kompromisløst fokus på lokale råvarer, økologisk og bæredygtig dyrkning, og selvgjort er som regel velgjort. Huset har i løbet af det seneste årti langsomt men sikkert omstillet sig til økologisk dyrkning og opnåede fuld certificering i 2024. Stilistisk arbejder man med store egetræsfade men aldrig ny eg, og målet er så få sulfitter som ren vin tillader.

“Pinot Noir er nådesløs,” slår Nikola Šember fast med en vis tilfredshed. “Den afspejler sin oprindelse og sin årgang uden omsvøb. Det kan du kontrollere og modere med alle mulige andre sorter; men ikke med Pinot Noir. Den er ubarmhjertig!”

Familien Šember står bag en af de største evergreens på den kroatiske vinscene, den altid strålende lyserøde skum Rosé Brut, som leverer smæk for skillingen med sin charmerende røde bærfrugt og fine, friske sprudlen. Skal det være mere seriøse og forførende bobler, er deres Blanc de Noirs et nærstudie værd; men det er de stille, tørre røde, vi har under lup her, og dem har Nikola Šember øjensynligt et helt særligt talent for. Šember er ligeledes fuldt økologisk certificeret per 2024, og næsten i takt med deres fire-årige omlægning er kvaliteten år for år steget nærmest eksponentielt— og nu laver familien områdets måske allerbedste Pinot Noir fra marken Vučjak, som vi i øvrigt er så heldige at have på det danske marked via Vinomolim. Det er dygtigt lavet vin, og med årgang 2023 sidder den lige i skabet, den naturlige balance og kompleksitet er perfekt, og det har Nikola formået at understøtte og ligefrem fremhæve i sit kælderarbejde. Han vælger dog beskedent at tillægge sorten og terroiret den største betydning, i tillæg til hårdt arbejde. “Pinot Noir er en udfordring. Du ved ikke, hvor vanskelig og egensindig den er, før du har forsøgt at arbejde med den.”

Tomislav Tomac stemmer i: “Det største problem for os, som vil lave Pinot Noir som en stor stille vin, er, at vi kun har ganske få dage, hvor det er det rette tidspunkt at høste den. Hvis man ikke høster på det tidspunkt, forsvinder saften fra druerne, og man får en alt for koncentreret most og alle mulige andre problemer. Men hvert år er den forskellig, og vi forsøger at få det bedste ud af den hver gang.” Det gør de med biodynamisk dyrkning siden 2018 og et stigende antal marker med Pinot Noir. Trods berømmelsen for sine mousserende vine vil Tomislav gerne gå skridtet videre og opnå tilsvarende anerkendelse for sine stille orange- og rødvine. Kombinationen af håndhøstet Pinot Noir, lav sulfit og georgiske qvevri gør i hvert fald hans vin til noget ganske særligt.

Stilfærdig revolution

Familien Koraks første stille røde Pinot Noir kom med årgang 2006. Ti år senere havde Šember slået samme kurs og Tomac tillige begyndt at tappe sin stille røde på flaske. Siden er det gået slag i slag. Kursen er sikker, og hvert udsving justeres hurtigt, så kvaliteten ikke er konsistent men konsekvent stigende. Ikke kun hos førnævnte producenter, Barun, Jagunić, Kolarić og Kurtalj er kommet godt med.

Generelt kan siges, at der er tale om decideret cool climate Pinot men altid med en modenhed, som kommer af den megen sol, som komplementerer de store temperaturudsving og ofte kølige vine, der blæser hen over bakkerne i det skønt kuperede landskab; og så er det, i modsætning til berømte marker i Baden og Ahr men i lighed med Bourgogne og Thermenregion, især øst- til sydøst-vendte skråninger stet på kalkstensholdig mergel med et højt aktivt kalkindhold— og det gør noget for syrenerven, mineraliteten og aromatikken i vinen, den bliver særligt raffineret og velbalanceret. Så forvent friskfrugtige vine med spændstig struktur og god balance mellem frugtsødme og syrlighed, en mild bitterhed og moderat alkohol.

Følgende vine er smagt og gensmagt i løbet af året:

Korak Pinot Crni Križevac i Cimbuščak 2022 — Selektion fra yngre og ældre stokke på markerne Križevac og Cimbuščak, spontangæret på barriques med knapt en måneds maceration, modnet på store franske egetræsfade i godt et år. Forførende frugtig duft og med fløjlsblød mundfølelse, fuld af friske skovbær, tørrede blomster, stilket krydderi og pibetobak, en lækker mundfuld. Alk.: 13,5%

Korak Pinot Crni Stari Trsi Cimbuščak 2021 — Selektion fra gamle stokke på skråningerne af marken Cimbuščak, spontangæret på barriques med fem ugers maceration og modnet godt et år på store franske egetræsfade. Intens mørk skovbærduft med urtede undertoner og noter af skovbund, ædeltræ og røg. Fyldig, fløjlet og seriøst struktureret i munden, med et væld af skovbær og vilde, bitre bær. Godt med tørstof og faste tanniner, endnu ung, men meget elegant. Alk.: 13,5%

Tomac Marany Crni 2021 — Gæret på georgiske qvevri og modnet på slavonske træfade. Diskret i duften, silkeglat tekstur på tungen med fint støvede tanniner og spændstig syre. Saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af stilke, tranebær og granatæble og dybere noter af muldjord, læder og krydderier, fin rusticitet. Alk.: 13,5%

Tomac Dvije Zime 2022 — To vintre, den første gærer den færdig, den anden modner den på store slavonske træfade. Måske mindre friskfrugtig end Marany og med mere struktur og større fylde og dybde. Modne men syrlige mørke bær, kirse, hind og brom, og mindelser om skovbund og svampe, peber og søde krydderier i eftersmagen. Alk.: 14%

Šember Pinot Crni Vučjak 2023 — Enkeltmarks-Pinot med flygelklang i d-dur. Forførende friskfrugtig duft af fuldmodne skovjordbær, jordbærsyltetøj og toner af røde roser og grønne urter. Silkeblød mundfølelse med fin fylde af jordbær, hindbær og flødekaramel, med en mundvandsdrivende syre, mineralsk spil og flot balance. En lækkerbidsken! Modnet på en blanding af nye og brugte store fade, fransk og kroatisk eg. Alk.: 13%

Šember Pinot Crni 2018 — Dyb duft af fuldmodne skovbær og forfalden buket, syrlig skovbund og muldjord underneden. Meget blød og rund i munden, med saftig, sursød bærsmag, subtil kompleksitet, sødmefulde krydderier og strejf af cigar. Fine tanniner og flotte tertiære træk, viser Vučjak som perfekt modnet vin. Alk.: 13,5%

Šember Pinot Crni 2022 — Illustration af Pinots opmærksomhedskræven og udfordringerne i den globale opvarmnings tid. Høsten blev udskudt knapt en uge i forhold til første træk, og pludseligt var sukkermodningen skudt helt i top— tjek blot alkoholprocenten! En smule som californisk Pinot men måske endnu mere som tør Touriga Nacional; men stadig æterisk og raffineret selvom det er en stor mundfuld. Meget mørk, næsten dekadent næse, med violer og søde skovbær, i munden brombærlikør med sorte peberkorn og sød pibetobak. Alk.: 17,3%

Barun Marquis 2021 — Klar og lysende rød i farven, med fin duft med modne røde bær og en smule karamel. Ganske charmerende, først strukturbetonet i munden men med en ren bærfrugt og fine noter af tobak, kanel og vanille. Flink og velsmagende. Alk.: 13%

Kurtalj Crni Pinot Limited Edition 2020 — Seriøs Pinot med ret fortættet duft og kompakt smag, endnu i sin ungdom. Mildt krydret næse, diskret rødfruftet med noget urtet og let ristet i sig. Ret spændstig i munden, seriøs struktur med saftig syre og faste, fine tanniner og ret flot balance. Åbner langsomt op til mere smidig tekstur og kompleksitet. Alk.: 13,5%

Litterarii Emeritus Pinot Noir 2020 — Selektion modnet på franske tonneaux. Flot understrøm af underfundig rød frugt smyger sig op fra flødekaramel og vanillecrème, så man smager jordbær og jordbærkerner, tørrede tranebær, kirsebær og kirsebærsten. Flot rundet og balanceret. Alk.: 12,5%

Flaske: Pinot Noir Vučjak 2023  
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Pinot Noir  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: vinomolim.dk
Pris: 265,-  

Santa Elisabetta

Forvandlingen af vin på druesorten Teran fra pivsur, grim ælling til statelig, smuk svane er måske den mest bemærkelsesværdige udvikling på den kroatiske vinscene siden landets selvstændighed i 1991. Moreno Coronica var den første til at tage sorten til sig som solist og seriøs vin, men i dag er han langt fra alene om at lave spændende, store vin på den gamle istriske sort.

Santa Elisabetta er en ganske særlig vinmark ved middelalderbyen Motovun midt på halvøen Istrien. Men kun knapt 30 er gået siden skråningen blev ryddet for skov, som måtte vige pladsen for vinstokke; og med få årtiers målrettet arbejde har familien Benvenuti allerede formået at skabe en ikonisk vin fra stedet, som nu har noget nær kultstatus. Santa Elisabetta så sin første årgang frigivet fra 2015, og siden har den henrykket med sin smag af Teran i dens fulde spektrum, fra høje soprannoter til klangfuld baryton— en del som moden Bordeaux og Barolo, bare med en vildere bærfrugt og en livlig syre, der danser elektrisk boogie i munden.

Fra købmand til vinmager

Familien Benvenutis smukke vingård ligger i udkanten af den ganske lille landsby Kaldir med direkte udsyn til den mere majestætiske Motovun. Gården er grundlagt af Piero Benvenuti i 1946, hvor han plantede en vinmark, som stadig står den dag i dag; men landbrug og vinavl var allerede da i familiens DNA gennem generationer. Det var dog hans søn Livio, som satsede særligt på vinfremstilling fra 1990’erne, efter han først havde arbejde som købmand; og sammen med sine sønner Albert og Nikola begyndte de i det nye årtusinde at udvide markarealet og for alvor hæve ambitionerne.

Brødrene er begge uddannede økonomer, men med en behagelig opvækst på vingården var der alstå ingen tvivl hos dem, da faren gav stafetten videre. De sprang til, og Livio gav dem frie hænder til at forvalte arven; hvilket de må siges at have gjort til UG med kryds og slange. De første flasker i familiens eget navn kom på gaden i 2003, og Benvenuti er nu et internationalt anerkendt navn med adskillige og gentagne præmieringer i konkurrencer hos f.eks. Decanter og Wine Spectator— og må ofte melde udsolgt af deres topvine.

Nikola opsummerer: “Min bror og jeg besluttede, at vin var det, vi ville bruge vores liv på, og at vi ville bringe vores familietradition fra hobbyavl til professionel vinfremstilling; og det skulle være med de traditionelle sorter, som vi har haft her ved Motovun gennem århundreder.”

Brødrene Nikola og Albert Benvenuti i kælderen ved Kaldir med et fad vin fra Santa Elisabetta. Foto: Benvenuti

Det samlede vinmarksareal dækker i dag 22 hektarer, hvoraf knapt 60% er beplantet med Malvazija, mens godt 30% går til Teran, og en håndfuld andre sorter udgør det resterende. Blandt besiddelserne er marker som Brkač, Divjaki og Šubijent samt den berømte San Salvatore, som de fremstiller fremragende tør og sød Malvazija fra, og så selvfølgelig Santa Elisabetta, som lægger jord til især Teran af topkvalitet.

Entry level lægger ud på højt plan med Livio med terroirtypisk Malvazija og Teran. Dertil kommer bl.a. det Teran-dominerede blend Caldierosso og den lækre senthøstede honningbombe Corona Grande; derefter særligt selekteret Teran i den fornemme Anno Domini linje; og endeligt enkeltmarkerne San Salvatore og Santa Elisabetta som kronerne på værket. Store dele af sortimentet fås herhjemme hos Pelican Wines.

Den stramtandede Teran

Istriens rige gastronomiske ressourcer— oliven, olivenolie, trøfler, luftørrede skinker, kød fra det sjældne Boškarin kvæg— matches smukt af dets lokale vine på den altid imødekommende hvide Malvazija og den noget mere krævende men i dag også givende røde Teran.

Teran-vin blev traditionelt brugt som medicin til de skrantende, svækkede og især de blodfattige, sandsynligvis grundet sin ekstremt dybe farve, kradse karakter og tætte frugt. Som levnedsmiddel var Teran i gamle dage efter sigende ikke bedre bevendt end til fattigmandssuppe: Den bedste måde at indtage den syrerige, bitre rødvin var at varme den op med en smule dulmende honning, legere med tørt brød og så spise den med en smule olivenolie og peber på; eller måske med et gratineret ostebrød i eller et pocheret æg ovenpå, hvis man skulle spise fint. Ingen gammel istrisk bonde ville have formodet, at Teran i det 21. århundrede skulle gå hen og blive fine wine. Dertil var den for rustik, for sur, besk og kradsbørstig; men trold kan som bekendt tæmmes.

Det er en indfødt istrisk sort, som man i mange år mente var identisk med slovensk-italienske Terrano og dermed en undersort af Refosco. Sidstnævnte dyrkes også i den slovenske del af Istrien og det nordligere Kras under navnet Refošk og laves dér til en vin ved navn Teran, især når den dyrkes på den rustrøde terra rossa, som sorten synes at have et særligt forhold til. Slovenerne søgte endda at få navnet Teran oprindelsesbeskyttet inden for EU; en sag, som kroaterne dog endelig fik forpurret i 2017 og det med god grund. Nyere DNA-analyser har nemlig kastet mere lys over land, men samtidigt også kompliceret billedet en smule: Kroatiens Teran er sin egen sort men tilhører sandt nok den større Refosco-familie, hvor den er en underart af Refosco dal Peduncolo Rosso/Refošk crvena peteljka, Refošk med røde stilke. Men selvom sorterne er nært beslægtede, er der stadig tale om selvstændige sorter eller i det mindste distinkte kloner. En yderligere krølle på historien er dog, at det nu viser sig, at flere beplantninger med Refošk i Slovenien i virkeligheden indeholder Teran-kloner.

Så i sidste ende er det sikreste nok at sige, at sorten er istrisk; og den synes at stamme herfra snarere end længere mod nord eller vestover. Ikke alene har den lang historie i det istriske, den er også eminent tilpasset halvøens lokale jordbunds- og vejrforhold, især i Mirna-dalen omkring Motovun og nordvestkysten omkring Buje. Før phylloxera i forrige århundrede hærgede, var den væsentligt mere udbredt end i dag, hvor den kun står plantet på knapt 10% af Istriens vinmarker— dog med fremgang gennem flere år. Albert uddyber fascinationen: “Teran er vores evige inspiration. Den er som vævet ind i vores genetiske kode, den er gået i arv gennem utallige generationer, og vi ved, at den i dette område, hvor den blev født, hvor vi blev født, har evnen til at give noget helt særligt. Det må vi forløse.”´

Det er en sent modnende sort, der gerne sætter masser af store klaser med tætpakkede druer. Nøglen til kvalitet er ikke overraskende at reducere udbyttet med agtsom beskæring og grøn høst, at vælge det rette høsttidspunkt og ikke ekstrahere for heftigt.

Fra årets høst af Teran på Santa Elisabetta den 21. september. Foto: Benvenuti

Terans struktur er dens særligste karakteristika. Markant syre— i sjældne tilfælde helt op til 10 g/l i ellers modne druer— og masser af fine tanniner, som regel suppleret med et rigt ekstrakt og moderat alkohol. Aroma og smag spænder fra blomster, skovbær, kirsebær og blommer, friske krydderurter og krydderier; til fugtig muld, rødt kød, rustne søm, jod og jern. Vinene varierer fra rustikke til raffinerede, fra forfriskende og frugtige til mere markante og robuste af statur— og udviklingspotentialet er generelt stort. Kabola laver en ret lækker naturlig Teran på amfora, Bruno Trapans er en livlig naturvin. En ligefrem og saftigtfrugtig udgave fås fra Kadum, og Marko Fakin får også yderst fornuftige ting ud af Teran. Endelig er Moreno Coronica stadig en stor mester, som kan matche Albert og Nikola Benvenuti, ikke mindst i modne vine med mange år på banen.

Nikola Benvenuti: “Teran leverer en vin med meget mere karakter og længere levetid end nogen anden rødvinsort i Istrien; og dens sande skønhed ligger i dens aldringsproces. Teran ældes virkeligt med ynde.”

Top terroir

Motovun er velkendt for sin fremragende Malvazija, som nyder godt af det kølige klima i bakkelandet og områdets kalkholdige mergeljorde; og i de seneste år har en række marker også vist sig særdeles velegnede til Teran.

Santa Elisabetta var tilgroet, men beliggenheden og jordbunden var som skabt til en vinmark, så sådan måtte det blive. Vi befinder os i mellem 300 og 330 meters højde, hvor ellers skovklædte bakketoppe troner over Mirna-dalen, og spændet mellem dag- og nattemperaturen er størst; et træk, som er afgørende for vinens syre og udvikling af fenoler i skallerne. Direkte sol det meste af dagen, og desuden ligger den amfiteaterformede mark åbent for en gunstig vindgennemstrømning, som kan sprede den tåge, der især om efteråret kan ligge som en tæt dyne over dalen. Den kompakte mergel holder godt på vandet, og overskydende regn render let ned ad skråningen uden erosion, da den året rundt holdes fast med grønt bunddække; som samtidigt sikrer mindre fordampning i sommerens tørre perioder, så vinstokkene ikke kommer til at lide af tørkestress.

Istriens jorde deles ofte ind i fire kategorier, for det meste de røde og hvide (crevenica, terra rossa og bijele zemlje, terre bianche) og dertil de grå og sjældne sorte jorde. Den røde jord er en særligt jernholdig mergel, mens den hvides farvning skyldes et højt kalkindhold. Santa Elisabetta ligger stedt på Motovuns karakteristiske hvide jord— så hvid, at den snart ikke kunne være hvidere. Jordbundens pH ligger mellem 7,5 og 8 grundet et aktivt indhold af calciumkarbonat på 15-20%. Netop det høje kalkindhold er nok med til at give vinen fra Santa Elisabetta sin særligt elegante og raffinerede karakter.

Brødrene Benvenuti arbejder ud fra devisen, at stor vin bliver skabt i marken. Med økologisk dyrkning, begrænset udtynding af bladvæggen, grøn høst og selektiv håndhøst ved fuld modenhed har de det bedste råstof i hænde; og herefter holder de nallerne for sig selv i kælderen. Det vil sige spontangæring på ståltanke, og for Santa Elisabettas vedkommende lang maceration med moderat pigéage og modning på store, gamle slavonske og franske egetræsfade i godt to og et halvt år, før vinen fyldes ufiltreret på flaske. Sidst følger seks til otte måneders flaskelagring før frigivelse.

Den særligt udvalgte

“Over årene havde vi oplevet, at marken virkeligt gav os nogle af vores bedste druer, selv i svære år. Så i 2015 besluttede vi os for, at vi fremover ville lave den som enkeltmarksvin. Maksimalt kan marken måske give os 9.000 flasker, men som regel er der kun mellem 4.000 og 5.000 flasker Santa Elisabetta,” forklarer Nikola.

Sæsonen i 2019 var diametralt modsat af den foregående fra solrige, varme og givtige 2018, hvor de høstede allerede den 27. september. Nikola opsummerer: “Første halvår regnede det uforholdsmæssigt meget, og så må man som vinbonde være tidligt ude og træffe de nødvendige foranstaltninger i marken. Det lykkedes, og vi kunne høste helt sunde druer den 12. oktober.”

Men ikke hele høsten fra marken Santa Elisabetta ender i vinen af samme navn, resten ryger i Anno Domini eller Livio. Nikola forklarer hvorfor: “Efter endt fadlagring laver min bror og jeg sammen med vores ønolog nogle blends, som vi så inviterer vi en 10-15 af de fremmeste sommelierer og vinfolk fra Kroatien til for at blindsmage. En afstemningen afgør så, hvad der bliver den flaskede Santa Elisabetta, som så præsenteres efterfølgende november.”

Benvenuti Santa Elisabetta 2019 er seriøs vin til kræsne ganer. Som Motovun rejser sig majestætisk fra Mirna-dalens tåge, løfter duften sig sagte fra glasset med liflige sorte kirsebær, skovbund, visne blade, tørrede urter, tørv og tobak. I munden er den saftspændt med tæt, moden frugt, en mundvandsdrivende syre, fløjlet stof og faste, fine tanniner. Meget at tygge og mæske sig i, men alligevel ret let og fornemt balanceret med en delikat bitterhed i eftersmagen; som hænger ved med sursøde kirsebær, skovbær, sort te og rooibos, hyben og hibiscus, krydderurter og ædeltræ. Det er stor vin, og det er udpræget madvin. I sin ungdom skriger den på rødt kød, gerne grillet og så rødt som muligt; med nogle år i kælderen vil den nok være perfekt til langtidssimrede gryderetter, braiseret oksekød med rodfrugter og gerne bitre elementer fra kål, julesalat eller lignende. Giv den gerne noget luft først, og drik den af Bordeauxglas ved 12-14 grader. Det er kræs!

Flaske: Santa Elisabetta 2019  
Vinhus: Benvenuti  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Pelican Wines
Pris: 585,-