Rød front – Pinot fra Plešivica

Den er druen bag “de bedste rødvine i verden”, lovprist for sine sarte, sofistikerede og komplekse vine: Pinot Noir, den røde eminence fra Bourgogne og Champagne, elsket for sine dufte og smage, som “simpelthen er de mest betagende, strålende og subtile” — men da den “kræver konstant opmærksomhed og omsorg og faktisk kun kan dyrkes i de her helt særlige, små og afsides hjørner af verden” bliver den selvfølgelig tillige stærkt ombejlet, så betragteligt at den indiskutabelt også er druen bag de dyreste rødvine i verden; og generelt er et dyrt, yderst vanedannende og dermed endnu dyrere bekendskab. Af alle disse grunde går der selvsagt sport i at søge andre græsgange end de klassiske og at spotte spændende fortolkninger og gode køb rundt omkring i den vide verden.

Plešivica har for længst markeret sig som et udsøgt ophav for mousserende vin. Det lille vinområde sydvest for Zagreb er ligefrem blevet kaldt ‘Kroatiens Champagne’, da det er stadig kilde til boblevine af fineste slags. En perlerække af producenter fremstiller med den traditionelle metode som udgangspunkt en række raffinerede vine af høj, høj kvalitet; og kombination af køligt klima, kalkholdig mergel, stejle skråninger til at indfange solens stråler samt grundigt kælderarbejde til at bevare terroir og mineralitet i vinene synes at være nøglen til succesen. Selvfølgelig sammen med Champagne-sorter som Chardonnay og Pinot Noir, som begge står tæt på Plešivicas vinmarker, sammen med lokale sorter som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Portugisac.

Men stille og roligt har man i de seneste år set flere og flere stille, røde vine fra området. Selvom de hvide druer historisk har udgjort størstedelen af produktionen, og stadig gør det, så har man fra gammel tid en vis tradition med at lave en ung, let og liflig rødvin på Portugisac, som serveredes fra Mortensaften og som regel var drukket op inden nytår. Plešivicas lokale version af Beaujolais Nouveau. Men det er anderledes seriøse og seriøst burgundiske dråber, der nu flyder fra flere af de fremtrædende vinbønder. Ikke overraskende er det områdets kvalitative troika Tomac, Šember og Korak, som er længst fremme i feltet og formår at vække overraskelse og fryd med deres flasker; og flere følger i deres fodspor.

En oplagt udfordring

“Pinot Noir er en af de mest komplicerede og krævende sorter i vinens verden,” fastslår Josip Korak, “så hos os indtager den toppositionen blandt de røde sorter. Vi elsker udfordringen, selv skuffelserne, for det at arbejde med den, lære om den og nyde frugterne af den indsats er en sand lidenskab for os. Vi føler os overbevist om, at Plešivica er stedet for Pinot Noir i Kroatien.”

Familien Korak holder til i selve landsbyen Plešivica, som lægger navn til hele området, og de har seks hektarer vinmarker på bakkerne rundt om sig. Far Velimir søsatte i sin tid vinhuset, i dag er det den yngste søn Josip, som tager sig af vinene; mens hans storebror Bernhard driver familiens fremragende restaurant, som åbnede i 2020 og fik sin første Michelin-stjerne i 2023. Bernhard har stået i lære hos Ana Roš på Hiša Franko i Slovenien, og som hende har han et kompromisløst fokus på lokale råvarer, økologisk og bæredygtig dyrkning, og selvgjort er som regel velgjort. Huset har i løbet af det seneste årti langsomt men sikkert omstillet sig til økologisk dyrkning og opnåede fuld certificering i 2024. Stilistisk arbejder man med store egetræsfade men aldrig ny eg, og målet er så få sulfitter som ren vin tillader.

“Pinot Noir er nådesløs,” slår Nikola Šember fast med en vis tilfredshed. “Den afspejler sin oprindelse og sin årgang uden omsvøb. Det kan du kontrollere og modere med alle mulige andre sorter; men ikke med Pinot Noir. Den er ubarmhjertig!”

Familien Šember står bag en af de største evergreens på den kroatiske vinscene, den altid strålende lyserøde skum Rosé Brut, som leverer smæk for skillingen med sin charmerende røde bærfrugt og fine, friske sprudlen. Skal det være mere seriøse og forførende bobler, er deres Blanc de Noirs et nærstudie værd; men det er de stille, tørre røde, vi har under lup her, og dem har Nikola Šember øjensynligt et helt særligt talent for. Šember er ligeledes fuldt økologisk certificeret per 2024, og næsten i takt med deres fire-årige omlægning er kvaliteten år for år steget nærmest eksponentielt— og nu laver familien områdets måske allerbedste Pinot Noir fra marken Vučjak, som vi i øvrigt er så heldige at have på det danske marked via Vinomolim. Det er dygtigt lavet vin, og med årgang 2023 sidder den lige i skabet, den naturlige balance og kompleksitet er perfekt, og det har Nikola formået at understøtte og ligefrem fremhæve i sit kælderarbejde. Han vælger dog beskedent at tillægge sorten og terroiret den største betydning, i tillæg til hårdt arbejde. “Pinot Noir er en udfordring. Du ved ikke, hvor vanskelig og egensindig den er, før du har forsøgt at arbejde med den.”

Tomislav Tomac stemmer i: “Det største problem for os, som vil lave Pinot Noir som en stor stille vin, er, at vi kun har ganske få dage, hvor det er det rette tidspunkt at høste den. Hvis man ikke høster på det tidspunkt, forsvinder saften fra druerne, og man får en alt for koncentreret most og alle mulige andre problemer. Men hvert år er den forskellig, og vi forsøger at få det bedste ud af den hver gang.” Det gør de med biodynamisk dyrkning siden 2018 og et stigende antal marker med Pinot Noir. Trods berømmelsen for sine mousserende vine vil Tomislav gerne gå skridtet videre og opnå tilsvarende anerkendelse for sine stille orange- og rødvine. Kombinationen af håndhøstet Pinot Noir, lav sulfit og georgiske qvevri gør i hvert fald hans vin til noget ganske særligt.

Stilfærdig revolution

Familien Koraks første stille røde Pinot Noir kom med årgang 2006. Ti år senere havde Šember slået samme kurs og Tomac tillige begyndt at tappe sin stille røde på flaske. Siden er det gået slag i slag. Kursen er sikker, og hvert udsving justeres hurtigt, så kvaliteten ikke er konsistent men konsekvent stigende. Ikke kun hos førnævnte producenter, Barun, Jagunić, Kolarić og Kurtalj er kommet godt med.

Generelt kan siges, at der er tale om decideret cool climate Pinot men altid med en modenhed, som kommer af den megen sol, som komplementerer de store temperaturudsving og ofte kølige vine, der blæser hen over bakkerne i det skønt kuperede landskab; og så er det, i modsætning til berømte marker i Baden og Ahr men i lighed med Bourgogne og Thermenregion, især øst- til sydøst-vendte skråninger stet på kalkstensholdig mergel med et højt aktivt kalkindhold— og det gør noget for syrenerven, mineraliteten og aromatikken i vinen, den bliver særligt raffineret og velbalanceret. Så forvent friskfrugtige vine med spændstig struktur og god balance mellem frugtsødme og syrlighed, en mild bitterhed og moderat alkohol.

Følgende vine er smagt og gensmagt i løbet af året:

Korak Pinot Crni Križevac i Cimbuščak 2022 — Selektion fra yngre og ældre stokke på markerne Križevac og Cimbuščak, spontangæret på barriques med knapt en måneds maceration, modnet på store franske egetræsfade i godt et år. Forførende frugtig duft og med fløjlsblød mundfølelse, fuld af friske skovbær, tørrede blomster, stilket krydderi og pibetobak, en lækker mundfuld. Alk.: 13,5%

Korak Pinot Crni Stari Trsi Cimbuščak 2021 — Selektion fra gamle stokke på skråningerne af marken Cimbuščak, spontangæret på barriques med fem ugers maceration og modnet godt et år på store franske egetræsfade. Intens mørk skovbærduft med urtede undertoner og noter af skovbund, ædeltræ og røg. Fyldig, fløjlet og seriøst struktureret i munden, med et væld af skovbær og vilde, bitre bær. Godt med tørstof og faste tanniner, endnu ung, men meget elegant. Alk.: 13,5%

Tomac Marany Crni 2021 — Gæret på georgiske qvevri og modnet på slavonske træfade. Diskret i duften, silkeglat tekstur på tungen med fint støvede tanniner og spændstig syre. Saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af stilke, tranebær og granatæble og dybere noter af muldjord, læder og krydderier, fin rusticitet. Alk.: 13,5%

Tomac Dvije Zime 2022 — To vintre, den første gærer den færdig, den anden modner den på store slavonske træfade. Måske mindre friskfrugtig end Marany og med mere struktur og større fylde og dybde. Modne men syrlige mørke bær, kirse, hind og brom, og mindelser om skovbund og svampe, peber og søde krydderier i eftersmagen. Alk.: 14%

Šember Pinot Crni Vučjak 2023 — Enkeltmarks-Pinot med flygelklang i d-dur. Forførende friskfrugtig duft af fuldmodne skovjordbær, jordbærsyltetøj og toner af røde roser og grønne urter. Silkeblød mundfølelse med fin fylde af jordbær, hindbær og flødekaramel, med en mundvandsdrivende syre, mineralsk spil og flot balance. En lækkerbidsken! Modnet på en blanding af nye og brugte store fade, fransk og kroatisk eg. Alk.: 13%

Šember Pinot Crni 2018 — Dyb duft af fuldmodne skovbær og forfalden buket, syrlig skovbund og muldjord underneden. Meget blød og rund i munden, med saftig, sursød bærsmag, subtil kompleksitet, sødmefulde krydderier og strejf af cigar. Fine tanniner og flotte tertiære træk, viser Vučjak som perfekt modnet vin. Alk.: 13,5%

Šember Pinot Crni 2022 — Illustration af Pinots opmærksomhedskræven og udfordringerne i den globale opvarmnings tid. Høsten blev udskudt knapt en uge i forhold til første træk, og pludseligt var sukkermodningen skudt helt i top— tjek blot alkoholprocenten! En smule som californisk Pinot men måske endnu mere som tør Touriga Nacional; men stadig æterisk og raffineret selvom det er en stor mundfuld. Meget mørk, næsten dekadent næse, med violer og søde skovbær, i munden brombærlikør med sorte peberkorn og sød pibetobak. Alk.: 17,3%

Barun Marquis 2021 — Klar og lysende rød i farven, med fin duft med modne røde bær og en smule karamel. Ganske charmerende, først strukturbetonet i munden men med en ren bærfrugt og fine noter af tobak, kanel og vanille. Flink og velsmagende. Alk.: 13%

Kurtalj Crni Pinot Limited Edition 2020 — Seriøs Pinot med ret fortættet duft og kompakt smag, endnu i sin ungdom. Mildt krydret næse, diskret rødfruftet med noget urtet og let ristet i sig. Ret spændstig i munden, seriøs struktur med saftig syre og faste, fine tanniner og ret flot balance. Åbner langsomt op til mere smidig tekstur og kompleksitet. Alk.: 13,5%

Litterarii Emeritus Pinot Noir 2020 — Selektion modnet på franske tonneaux. Flot understrøm af underfundig rød frugt smyger sig op fra flødekaramel og vanillecrème, så man smager jordbær og jordbærkerner, tørrede tranebær, kirsebær og kirsebærsten. Flot rundet og balanceret. Alk.: 12,5%

Flaske: Pinot Noir Vučjak 2023  
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Pinot Noir  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: vinomolim.dk
Pris: 265,-  

Santa Elisabetta

Forvandlingen af vin på druesorten Teran fra pivsur, grim ælling til statelig, smuk svane er måske den mest bemærkelsesværdige udvikling på den kroatiske vinscene siden landets selvstændighed i 1991. Moreno Coronica var den første til at tage sorten til sig som solist og seriøs vin, men i dag er han langt fra alene om at lave spændende, store vin på den gamle istriske sort.

Santa Elisabetta er en ganske særlig vinmark ved middelalderbyen Motovun midt på halvøen Istrien. Men kun knapt 30 er gået siden skråningen blev ryddet for skov, som måtte vige pladsen for vinstokke; og med få årtiers målrettet arbejde har familien Benvenuti allerede formået at skabe en ikonisk vin fra stedet, som nu har noget nær kultstatus. Santa Elisabetta så sin første årgang frigivet fra 2015, og siden har den henrykket med sin smag af Teran i dens fulde spektrum, fra høje soprannoter til klangfuld baryton— en del som moden Bordeaux og Barolo, bare med en vildere bærfrugt og en livlig syre, der danser elektrisk boogie i munden.

Fra købmand til vinmager

Familien Benvenutis smukke vingård ligger i udkanten af den ganske lille landsby Kaldir med direkte udsyn til den mere majestætiske Motovun. Gården er grundlagt af Piero Benvenuti i 1946, hvor han plantede en vinmark, som stadig står den dag i dag; men landbrug og vinavl var allerede da i familiens DNA gennem generationer. Det var dog hans søn Livio, som satsede særligt på vinfremstilling fra 1990’erne, efter han først havde arbejde som købmand; og sammen med sine sønner Albert og Nikola begyndte de i det nye årtusinde at udvide markarealet og for alvor hæve ambitionerne.

Brødrene er begge uddannede økonomer, men med en behagelig opvækst på vingården var der alstå ingen tvivl hos dem, da faren gav stafetten videre. De sprang til, og Livio gav dem frie hænder til at forvalte arven; hvilket de må siges at have gjort til UG med kryds og slange. De første flasker i familiens eget navn kom på gaden i 2003, og Benvenuti er nu et internationalt anerkendt navn med adskillige og gentagne præmieringer i konkurrencer hos f.eks. Decanter og Wine Spectator— og må ofte melde udsolgt af deres topvine.

Nikola opsummerer: “Min bror og jeg besluttede, at vin var det, vi ville bruge vores liv på, og at vi ville bringe vores familietradition fra hobbyavl til professionel vinfremstilling; og det skulle være med de traditionelle sorter, som vi har haft her ved Motovun gennem århundreder.”

Brødrene Nikola og Albert Benvenuti i kælderen ved Kaldir med et fad vin fra Santa Elisabetta. Foto: Benvenuti

Det samlede vinmarksareal dækker i dag 22 hektarer, hvoraf knapt 60% er beplantet med Malvazija, mens godt 30% går til Teran, og en håndfuld andre sorter udgør det resterende. Blandt besiddelserne er marker som Brkač, Divjaki og Šubijent samt den berømte San Salvatore, som de fremstiller fremragende tør og sød Malvazija fra, og så selvfølgelig Santa Elisabetta, som lægger jord til især Teran af topkvalitet.

Entry level lægger ud på højt plan med Livio med terroirtypisk Malvazija og Teran. Dertil kommer bl.a. det Teran-dominerede blend Caldierosso og den lækre senthøstede honningbombe Corona Grande; derefter særligt selekteret Teran i den fornemme Anno Domini linje; og endeligt enkeltmarkerne San Salvatore og Santa Elisabetta som kronerne på værket. Store dele af sortimentet fås herhjemme hos Pelican Wines.

Den stramtandede Teran

Istriens rige gastronomiske ressourcer— oliven, olivenolie, trøfler, luftørrede skinker, kød fra det sjældne Boškarin kvæg— matches smukt af dets lokale vine på den altid imødekommende hvide Malvazija og den noget mere krævende men i dag også givende røde Teran.

Teran-vin blev traditionelt brugt som medicin til de skrantende, svækkede og især de blodfattige, sandsynligvis grundet sin ekstremt dybe farve, kradse karakter og tætte frugt. Som levnedsmiddel var Teran i gamle dage efter sigende ikke bedre bevendt end til fattigmandssuppe: Den bedste måde at indtage den syrerige, bitre rødvin var at varme den op med en smule dulmende honning, legere med tørt brød og så spise den med en smule olivenolie og peber på; eller måske med et gratineret ostebrød i eller et pocheret æg ovenpå, hvis man skulle spise fint. Ingen gammel istrisk bonde ville have formodet, at Teran i det 21. århundrede skulle gå hen og blive fine wine. Dertil var den for rustik, for sur, besk og kradsbørstig; men trold kan som bekendt tæmmes.

Det er en indfødt istrisk sort, som man i mange år mente var identisk med slovensk-italienske Terrano og dermed en undersort af Refosco. Sidstnævnte dyrkes også i den slovenske del af Istrien og det nordligere Kras under navnet Refošk og laves dér til en vin ved navn Teran, især når den dyrkes på den rustrøde terra rossa, som sorten synes at have et særligt forhold til. Slovenerne søgte endda at få navnet Teran oprindelsesbeskyttet inden for EU; en sag, som kroaterne dog endelig fik forpurret i 2017 og det med god grund. Nyere DNA-analyser har nemlig kastet mere lys over land, men samtidigt også kompliceret billedet en smule: Kroatiens Teran er sin egen sort men tilhører sandt nok den større Refosco-familie, hvor den er en underart af Refosco dal Peduncolo Rosso/Refošk crvena peteljka, Refošk med røde stilke. Men selvom sorterne er nært beslægtede, er der stadig tale om selvstændige sorter eller i det mindste distinkte kloner. En yderligere krølle på historien er dog, at det nu viser sig, at flere beplantninger med Refošk i Slovenien i virkeligheden indeholder Teran-kloner.

Så i sidste ende er det sikreste nok at sige, at sorten er istrisk; og den synes at stamme herfra snarere end længere mod nord eller vestover. Ikke alene har den lang historie i det istriske, den er også eminent tilpasset halvøens lokale jordbunds- og vejrforhold, især i Mirna-dalen omkring Motovun og nordvestkysten omkring Buje. Før phylloxera i forrige århundrede hærgede, var den væsentligt mere udbredt end i dag, hvor den kun står plantet på knapt 10% af Istriens vinmarker— dog med fremgang gennem flere år. Albert uddyber fascinationen: “Teran er vores evige inspiration. Den er som vævet ind i vores genetiske kode, den er gået i arv gennem utallige generationer, og vi ved, at den i dette område, hvor den blev født, hvor vi blev født, har evnen til at give noget helt særligt. Det må vi forløse.”´

Det er en sent modnende sort, der gerne sætter masser af store klaser med tætpakkede druer. Nøglen til kvalitet er ikke overraskende at reducere udbyttet med agtsom beskæring og grøn høst, at vælge det rette høsttidspunkt og ikke ekstrahere for heftigt.

Fra årets høst af Teran på Santa Elisabetta den 21. september. Foto: Benvenuti

Terans struktur er dens særligste karakteristika. Markant syre— i sjældne tilfælde helt op til 10 g/l i ellers modne druer— og masser af fine tanniner, som regel suppleret med et rigt ekstrakt og moderat alkohol. Aroma og smag spænder fra blomster, skovbær, kirsebær og blommer, friske krydderurter og krydderier; til fugtig muld, rødt kød, rustne søm, jod og jern. Vinene varierer fra rustikke til raffinerede, fra forfriskende og frugtige til mere markante og robuste af statur— og udviklingspotentialet er generelt stort. Kabola laver en ret lækker naturlig Teran på amfora, Bruno Trapans er en livlig naturvin. En ligefrem og saftigtfrugtig udgave fås fra Kadum, og Marko Fakin får også yderst fornuftige ting ud af Teran. Endelig er Moreno Coronica stadig en stor mester, som kan matche Albert og Nikola Benvenuti, ikke mindst i modne vine med mange år på banen.

Nikola Benvenuti: “Teran leverer en vin med meget mere karakter og længere levetid end nogen anden rødvinsort i Istrien; og dens sande skønhed ligger i dens aldringsproces. Teran ældes virkeligt med ynde.”

Top terroir

Motovun er velkendt for sin fremragende Malvazija, som nyder godt af det kølige klima i bakkelandet og områdets kalkholdige mergeljorde; og i de seneste år har en række marker også vist sig særdeles velegnede til Teran.

Santa Elisabetta var tilgroet, men beliggenheden og jordbunden var som skabt til en vinmark, så sådan måtte det blive. Vi befinder os i mellem 300 og 330 meters højde, hvor ellers skovklædte bakketoppe troner over Mirna-dalen, og spændet mellem dag- og nattemperaturen er størst; et træk, som er afgørende for vinens syre og udvikling af fenoler i skallerne. Direkte sol det meste af dagen, og desuden ligger den amfiteaterformede mark åbent for en gunstig vindgennemstrømning, som kan sprede den tåge, der især om efteråret kan ligge som en tæt dyne over dalen. Den kompakte mergel holder godt på vandet, og overskydende regn render let ned ad skråningen uden erosion, da den året rundt holdes fast med grønt bunddække; som samtidigt sikrer mindre fordampning i sommerens tørre perioder, så vinstokkene ikke kommer til at lide af tørkestress.

Istriens jorde deles ofte ind i fire kategorier, for det meste de røde og hvide (crevenica, terra rossa og bijele zemlje, terre bianche) og dertil de grå og sjældne sorte jorde. Den røde jord er en særligt jernholdig mergel, mens den hvides farvning skyldes et højt kalkindhold. Santa Elisabetta ligger stedt på Motovuns karakteristiske hvide jord— så hvid, at den snart ikke kunne være hvidere. Jordbundens pH ligger mellem 7,5 og 8 grundet et aktivt indhold af calciumkarbonat på 15-20%. Netop det høje kalkindhold er nok med til at give vinen fra Santa Elisabetta sin særligt elegante og raffinerede karakter.

Brødrene Benvenuti arbejder ud fra devisen, at stor vin bliver skabt i marken. Med økologisk dyrkning, begrænset udtynding af bladvæggen, grøn høst og selektiv håndhøst ved fuld modenhed har de det bedste råstof i hænde; og herefter holder de nallerne for sig selv i kælderen. Det vil sige spontangæring på ståltanke, og for Santa Elisabettas vedkommende lang maceration med moderat pigéage og modning på store, gamle slavonske og franske egetræsfade i godt to og et halvt år, før vinen fyldes ufiltreret på flaske. Sidst følger seks til otte måneders flaskelagring før frigivelse.

Den særligt udvalgte

“Over årene havde vi oplevet, at marken virkeligt gav os nogle af vores bedste druer, selv i svære år. Så i 2015 besluttede vi os for, at vi fremover ville lave den som enkeltmarksvin. Maksimalt kan marken måske give os 9.000 flasker, men som regel er der kun mellem 4.000 og 5.000 flasker Santa Elisabetta,” forklarer Nikola.

Sæsonen i 2019 var diametralt modsat af den foregående fra solrige, varme og givtige 2018, hvor de høstede allerede den 27. september. Nikola opsummerer: “Første halvår regnede det uforholdsmæssigt meget, og så må man som vinbonde være tidligt ude og træffe de nødvendige foranstaltninger i marken. Det lykkedes, og vi kunne høste helt sunde druer den 12. oktober.”

Men ikke hele høsten fra marken Santa Elisabetta ender i vinen af samme navn, resten ryger i Anno Domini eller Livio. Nikola forklarer hvorfor: “Efter endt fadlagring laver min bror og jeg sammen med vores ønolog nogle blends, som vi så inviterer vi en 10-15 af de fremmeste sommelierer og vinfolk fra Kroatien til for at blindsmage. En afstemningen afgør så, hvad der bliver den flaskede Santa Elisabetta, som så præsenteres efterfølgende november.”

Benvenuti Santa Elisabetta 2019 er seriøs vin til kræsne ganer. Som Motovun rejser sig majestætisk fra Mirna-dalens tåge, løfter duften sig sagte fra glasset med liflige sorte kirsebær, skovbund, visne blade, tørrede urter, tørv og tobak. I munden er den saftspændt med tæt, moden frugt, en mundvandsdrivende syre, fløjlet stof og faste, fine tanniner. Meget at tygge og mæske sig i, men alligevel ret let og fornemt balanceret med en delikat bitterhed i eftersmagen; som hænger ved med sursøde kirsebær, skovbær, sort te og rooibos, hyben og hibiscus, krydderurter og ædeltræ. Det er stor vin, og det er udpræget madvin. I sin ungdom skriger den på rødt kød, gerne grillet og så rødt som muligt; med nogle år i kælderen vil den nok være perfekt til langtidssimrede gryderetter, braiseret oksekød med rodfrugter og gerne bitre elementer fra kål, julesalat eller lignende. Giv den gerne noget luft først, og drik den af Bordeauxglas ved 12-14 grader. Det er kræs!

Flaske: Santa Elisabetta 2019  
Vinhus: Benvenuti  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Pelican Wines
Pris: 585,-  

Ottaviano in memoriam

Istriske Moreno Coronica har godt 30 årgange bag sig som vinmager. Fra vinhusets debut som selvstændigt i 1992 og frem til 2020 altid med sin far Ottaviano som vigtigste med- og modspiller; men i februar det år gik den gamle vinbonde efter 92 års hårdt arbejde og muntert halløj videre til de evige vinmarker. “Min far arbejdede altid hårdt, men han levede et lykkeligt liv,” fastslår Moreno med et skudsmål, man med en vis ret også kan karakterisere ham selv med. Farens ånd lever videre i sønnens stærke forbindelse til landet, dets traditionelle sorter, arbejdsomhed og livsnydelse— og nu også i en ny vin, en ganske særlig Malvazija Istarska, som bærer farens navn og profil.

Vi kender Malvazija som Istrien karakteristiske hvidvinsdrue, der er leveringsdygtig i både lette og læskende hverdagsvine og mere substantielle og lagringsværdige madvine. Coronica har været en af pionererne bag druens internationale gennembrud, og i en lang årrække er husets Malvazija kommet på markedet i to aftapninger: En ung, sprød og frisk Malvazija, som kom på markedet i foråret efter høsten, og så den store Gran Malvasia, som var fadlagret, fyldigere og viste stærkere karakter, klasse og udviklingspotentiale. Med Ottaviano er vi nu ude i en helt tredje genre, en slags syntese som både indeholder og videreudvikler de førnævnte to. Det er tradition, innovation og et særligt karakterstudie. “Jeg har altid været søgende, har hele tiden ændrede en smule i vinifikationen, når jeg fik nye idéer,” forklarer Moreno om sin tilgang og udvikling som vinmager. “Nogle gange gik det godt, andre gange begik jeg fejl; men det var altid min vin, sin egen, forskellig fra andres. Jeg vil ikke sætte mig selv foran andre vinproducenter, men hver af os har vores eget mikroklima, vores egne vinstokke, vores egen tilgang. Det er Istriens styrke, og det styrker Malvazija.”

Fra far til søn

Et langt og lykkeligt liv. Foruden vinavlen var Ottavianos store passioner jagt og musik. Det musikalske fyldte meget i hans fritid, og han spillede gennem næsten 60 år i et brassband. Men først og fremmest holdt han umådeligt meget af udendørslivet, såvel markarbejdet som at gå tur med sine hunde i vinmarken og den omgivende vilde natur, daglige gøremål, der ikke kunne udelades. Han følte sig for alvor hjemme på familiegården i Koreniki i det nordlige Istrien, et område, hvis jord og traditioner han fra barns ben var dybt forankret i. Den røde crvenica eller terra rossa, en kalk- og jernholdig lerjord farvet blodrød af hæmatit, hvori såvel oliventræer som vinstokke trives, ikke mindst de hjemmevante sorter Malvazija og Teran. I farens fravær får de nu en ny men gammel versionering i sønnens hænder. Som en anerkendelse af alt, han har fået med sig.

“Denne vin er som min far, den har hans karakter,” forklarer Moreno om den nye Malvazija Ottaviano. “Jeg ville have en autentisk istrisk Malvazija fra vores røde jord, så jeg ændrede ikke noget i den måde, han havde lavet vin på, den måde min bedstefar havde lært ham det. Forskellen ligger i den moderne viden, jeg trækker på, at jeg bruger ståltanke, mens min far lærte at lave Malvazija i træfade.”

Det fører Moreno til en af sine mange markante udmeldinger: “Det er ligegyldigt, hvad vinen opbevares i— om det er et træfad, en rustfrit ståltank, et cementæg eller en leramfora— for det er kvaliteten af druerne fra vinmarken, der er det vigtigste, og det kræver en masse arbejde. I sidste ende er det manden bag, der betyder noget.”

Coronica har længe slået et slagt for høj beplantningstæthed i sine marker, så Malvazijas udbytter fra naturens hånd bliver begrænset på grund af øget konkurrence mellem vinstokkene. Tætheden tvinger dem til at brede rødderne ud og søge dybere, og samtidigt slækker stokken på sin vegetative vækst og sætter færre men mere koncentrerede druer. I tilfældet Ottaviano høstes de forholdsvist sent, ved fuld fenolisk modenhed, hvilket giver vinen mere stoflighed og fylde.

Det ofte gentagne diktum, at 90% af vinens kvalitet skabes i marken, godkender Moreno uden videre og supplerer derefter tilføjelsen, at 90% skabes i kælderen. For godt ti år siden tog far og søn den fælles beslutning af forsøge at isolere særligt gode vilde gærstammer fra familiens vinmarker. De tog prøver fra 90 år gamle stokke, som oldefaren i sin tid plantede, og tog dem med til forskningsinstituttet for vitikultur og ønologi i Asti, Piemonte. Der isolerede de seks særlige gærstammer, siden udvalgte Coronica så tre, som de syntes virkede bedst. Den gærselektion har siden erstattet den indkøbte gærkultur, som før blev benyttet til at starte gæringen i ståltankene, og i dag fremstilles alle husets tre Malvazija vine med denne gær. Således er de altså ikke spontangærede men stadig skabt med stedets særegne gær. Selekteret og inokuleret men stadig terroirtro og naturlig slår Moreno fast: “Ja, vi tilsætter gær, men det er vores egen. Den, som vores gamle Malvazija gav os, og som nu giver os den Malvazija, vi ønsker.”

Det er frugten af eget arbejde, Moreno slår et slag for. Ikke lette løsninger eller modeluner; og måske derfor er han heller ikke ‘hoppet på vognen’ med økologi og naturvin. Ikke fordi han forfægter sprøjtning, kunstgødning eller interventionistisk vinmageri— den røde jord er spættet af et spraglet grønt bunddække, han anvender hverken insekticider eller fungicider, markerne er altid kun næret af kompost og naturgødning, og i kælderen får vinen først og fremmest lov til at passe sig selv, og foruden den hjemmeselekterede gær gøres kun brug af en smule sulfit. Moreno nærer ganske enkelt en modvilje mod udefra fastsatte rammer, regelsæt og, fornemmer man, den frelsthed, der af og til tager over i visse vinkredse. “Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk” er en klassiker blandt hans kontante udmeldinger.

Terroir, tradition og innovation

Druerne til Ottaviano afstilkes og bliver macereret nogle dage men uden makrooxidation: Det foregår køligt, og der foretages ingen pigéage, dvs. skallerne på toppen presses ikke ned i mosten, til gengæld fjernes det iltede, brune lag inden presning. Vinen gæres udelukkende på ståltanke og stikkes efter endt gæring om og modner derefter mindst halvandet år på gærresterne før flaskning. “Ottaviano er som den vin, han selv engang lavede,” slår Moreno fast, og gode ting skal gives tid til at finde sig selv til rette.

“Ottaviano er selvfølgelig ikke kun erfaring, viden og teknologi. Den repræsenterer først og fremmest en følelse, der gennemsyrer adskillige minder, historier, traditioner og kultur, og som nu lever igen, i dag som dengang, i vinens aroma, krop og kompleksitet. Den er historien om den istriske vingård og om de mennesker, der altid har vedligeholdt denne vingård med deres kærlighed, visdom, vedholdenhed og skaberkraft. En vin til øjeblikke med fordybelse, til behagelige oplevelser i et oprigtigt selskab; og en vin til at nyde gennem hele måltidet.”

Coronica Malvazija Ottaviano 2020. Man fornemmer, at det her er noget særligt, uden nødvendigvis at kunne sætte fingeren på hvorfor. Duften er diskret og mild som forårsbrise men antyder alligevel en fortættet dybde. Der er strejf af sarte hvide blomster, akacie, lind og kamille, og modne gule æbler og ferskner. I munden er den delikat, decideret kælen, som en fløjlsblød saft af gule blommer, ferskner og kumquat; og samtidigt seriøst struktureret med en fin citrisk syre, pikant fenolisk bitterhed og en kompleks eftersmag med bivoks, harpiks, pinje og marcipan. Forfriskende, behageligt blød, velbalanceret og med en tillokkende, tiltagende dybde. Den åbner for alvor op glas efter glas og kan med fordel dekanteres.

Coronica Malvazija Ottaviano 2021. Vi fortsætter i det hvide, gule og gyldne univers, men denne årgang viser sig en smule mere åben i duft og smag med mere bredde og tyngde i munden. Modne gule æbler, pærer, ferskner og abrikoser, en smule bitter kvæde, orangeskal, akaciehonning, figen og sukat. Saftig, syrlig og særdeles fyldig, med moden frugtsødme, masser af fint tørstof og en stof til både eftertanke og længere tids lagring.

Det er en ret unik Malvazija med meget på hjerte, som Coronica her bringer for dagen. Selv foretrækker jeg den friskere og underfundigt forfinede 2020, og tilhængere af frodig frugt og rig fylde vil sikkert knuselske 2022; men begge er vine med karakter og af stor klasse.

Flaske: Malvazija Ottaviano 2020  
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Jernholdig ler og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 300,-  

Trnjak

Slår man sine folder i udkanterne af den velkendte vinverden, falder man ofte over overraskende, oversete godheder. Balkan er ofte beskrevet som Europas krudttønde, som et særligt konfliktfyldt område mellem det trygge Vesteuropa og det farlige Østen. Det får være, men dets beliggenhed taget i betragtning, groft sagt mellem Grækenland og Italien, flankeret af Alperne, Karpaterne og Middelhavet, gør i hvert fald betegnelsen vintønde lige så oplagt. Ja, der dyrkes vin i rå mængder på de kanter, i alle tænkelige og utænkelige kvaliteter; og så er området et sandt skattekammer af gamle druesorter og vintraditioner, som er såvel genkendelige som fremmedartede. Ikke så underligt, når vi taler om lande så forskellige som Kroatien, Serbien, Bosnien, Montenegro, Nordmakedonien, Albanien og Bulgarien. Det bedste er, at der er grøde i at genrejse mange af de gamle sorter til nye, store vine.

En stigende stjerne

Trnjak er en lovende lokal Balkansort, som har hjemme i grænselandet mellem Bosnien og Kroatien: Det vestlige Herzegovina og det østlige Dalmatien, især i Zapadna Hercegovina samt i områderne omkring Imotski og Vrgorac i Dalmatinska Zagora. Der er den gammel i gårde, men først i løbet af 1990’erne begyndte den for alvor at røre på sig som solist. Før den tid spillede den mest andenviolin, især som befrugtende bistand til Blatina, Hercegovinas fremmeste rødvinssort, som kun besidder kvindelige blomster og derfor ikke kan bestøve sig selv; men praktisk nok blomstrer Blatina men samtidigt med Trnjak, som således kan løse problemet, og da de desuden modner på samme tid er de traditionelt også blevet høstet og vinificeret sammen. Men Trnjak er mere end en avlstyr og dansepartner, den er ganske potent og interessant som selvstændig druesort, hvilket i stigende grad viser sig i disse år.

Trnjak betyder egentlig torn, men der er sjældent noget at stikke sig på i sortens vine: De er som regel ret charmerende med en mørk, righoldig frugt og raffineret struktur. Frisk syre, mild bitterhed og fine tanniner, harmoniske og som regel uden skarpe kanter; og så har den ofte en ufornægtelig familielighed med frugtigheden i andre sorter fra de himmelstrøg som eksempelvis Babić, Plavac, Tribidrag og Vranac. Et træk, som gør en lokal oprindelse på Balkanhalvøen ganske sandsynlig.

Men ifølge en par fantasifulde oprindelseshistorier skulle Trnjak faktisk være fransk, indført enten af tempelridderne under korstogene eller af ingen ringere end Napoleon under hans invasion af Dalmatien i 1809; men hvorfra og præcist hvordan melder historierne ikke nærmere om. Måske det er dens særlige karakter eller høje kvalitet, som har fået nogen på de tanker? Noget nærmere slægtskab med bestemte franske sorter er dog aldrig fastslået.

Trnjak har kompakte, kegleformede klaser med meget mørke druer med tykke skaller og er blandt andet derfor rimeligt sygdomsresistent. Udbytterne er oftest moderate, men det gør kun godt for kvaliteten. Det agronomiske fakultet i Zagreb foretager for tiden forsøg med selektion af de bedste kloner. Generelt er der noget i gære netop i disse år. I 2023 afholdtes således den første Trnjak Fest i den hercegovinske by Ljubuški— en fejring og smagning af netop Trnjak og Trnak fra henholdsvis Kroatien og Bosnien-Hercegovina, hvor 24 vinerier deltog. Succesen fulgtes op i år med hele 27 vinhuse, stort set rub og stub, samt et endnu større fremmøde. Vinmagernes øgede indsats synes at afspejle sig i publikums interesse.

Trnjaks fulde navn gengives af og til som Trnjak Crni, Trnjak Krupni, Trnjak Mali, Trnjak Uzgoriti eller Trnjak Veliki (i Herceegovina falder j’et af og til fra, så man ser stavemåden Trnak), og andre navne er Drnjak, Kovačuša og Rudežuša. Foruden Grabovac kan anbefales producenter som Čitluk, Domano, Matić, Nuić, Škegro og Vina Erceg i Bosnien-Hercegovina og Gašpar, Katich og Prović i Kroatien.

En klase Trnjak i fuldmoden form, forvent frodig frugt og krydret sødme. Foto: Vina Erceg

Komparativ tornekrans

Så vidt druen, det er selvfølgelig vinen, der i sidste ende spiller hovedrollen. Følgende er et udpluk af smagenoter fra en masterclass om Trnjak forestået af skønne Monika Prović sidste år i Zagreb— samt opfølgende noter fra smagning af flere vine ved Vinart Grand Tasting sammesteds i år. Jeg håber, de kan indgyde lyst til at smage og fordybe sig i denne sort — selv er jeg solgt.

Er der regionale forskelle, har de dalmatiske måske mest frisk frugt, mens de hercegovinske har mere tørret, men alt afhænger af producenter, ikke mindst høsttidspunktet og brugen af fade. Stilistisk spænder de fra de friskere og mere strukturbetonede med nærmest Nebbiolo-agtige tanniner og vild frugt til de mere frodige og sødmefuldt krydrede med Tribidrag-tendenser, som ofte bakkes op af nye egetræsfade.

1. Škegro Krš Crveni 2020. Dyb og dyster skarlagensrød i glasset. Liflig frugtduft med let rustikke staldnoter, først og fremmest gærende syltekirsebær. Friske urter, humle og sødmefulde krydderier svøber sig i smidige tanniner og løftes af en livlig syre. Nedenunder morbær, brombær og kirsebær er der strejf af mynte, kardemomme, nelliker og chokolade, meget charmerende blød saft, mums.

2. Škegro Carsus 2017. Nymånemørk i farven, tættere og fyldigere i duften, således også i smagen. Flot koncentration af modne mørke bær, igen spil af syrlige røde og sorte kirsebær, brombær og morbær, med indslag af kaffe og mørk chokolade, et hint balsamico. En moden mastodont, der stadig lever.

3. Grabovac Trnjak Riserva 2019. Glødende mørkerødt skær og en fornem, fokuseret duft— de famøse knuste bær og stenfrugter spiller førsteviolin her, flankeret af aromatisk røg. Kirsebær, hindbær, brombær, blå blommer, bål. Fløjlsblødt kærtegn på tungen, flot flow, livgivende syre og finmaskede tanniner vævet tæt. Umiddelbar charme og seriøse undertoner.

4. Grabovac Trnjak Riserva 2016. Tusmørk men måske en smule mere teglstensrød. Mere urtet, krydret og kernet i duften end frugtig, spreder en smule modne Bordeaux vibes med sort peber, svesker, læder og grafit i tilgift til de modne, mørke kirsebær og blommer. Seriøse men smidige tanniner, stadig frisk syre og en delikat stenet mineralitet, mmm.

5. Gašpar Trnak 2020. Vantablack, med mørk og eksotisk krydret duft, ædeltræ, eukalyptus og mentol, kokos og kanel, i munden fulgt op af fuldmoden bærfrugt med markant fadpræg, valnød og nougat. Fløjl i flydende form, en mastodont men ikke uden en vis elegance.

6. Gašpar Trnak 2019. Ad åre mildnes mørket, og det kompakte lukkes op. Frugten er en smule sødere men samtidigt friskere flydende, blå blommer og brombær med kernet, mineralsk bundklang og noter af cedertræ, røgelse, tørrede krydderurter og salt.

7. Nuić Trnjak 2018. Dybt mørkerød glød og en rødmende ferskenduft, der næsten kan vække mindelser om en fuldmoden Riesling… bare en mere peach melba af slagsen, med hindbær, brombær, solbær, sorte kirsebær, friske krydderurter, spændstig syre og smidige tanniner. Kæk!

8. Nuić Trnjak 2017. Middelhavsurter, maki og en smule tang smidt oveni. Mere urtet, mere mineralsk, men stadig med de friske, knuste kirsebær og frugtig, let bitter chokoladenoter. En gentleman i velour men med stramme, lakerede sko.

9. Prović Agron Trnjak 2021. Onyx med syren- og rosenduft, liflige blå blommer og sorte kirsebær, en smule svesker, mørk chokolade og nøddecreme. I munden først fløjlet og kælen, så mere seriøs med rank syre og fine tanniner, og let tæt af blåbær, brombær og kirsebær. Flot friskhed, fokus og balance. Bedårende frisk og fast i kødet.

Det måske skarpest definerede eksempel på sortens formåen er for mig Provićs Agron og Grabovacs Riserva. Sidstnævnte har gjort lykke over flere årgange, og de gamlere gør generelt lykkeligere med henblik på sortens udviklings- og lagringspotentiale.

Familievinhuset Grabovac er en god eksponent for de gamle sorter i det dalmatiske bagland, ikke mindst efter den yngre generations Milan og Nikola har taget roret. Blandt andet fremstiller de en god hvidvin på den sjældne Imotski-specialitet Kujundžuša såvel som gode rødvine på Vranac og Tribidrag. Deres Trnjak høster de fra ældre stokke på en sydvendt skråning i godt 400 meters højde, beliggende knapt to kilometer fra områdets berømte røde sø, Crveno Jezero. Høst omkring 15. september, 15 dages maceration og gæring på ståltanke, modnet et år på (mestendels brugte) barriques af fransk og slavonsk eg.

Flaske: Trnjak Riserva 2019
Vinhus: Grabovac
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Trnjak
Jordbund: Karst, grus
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 225,-