Granit, vand og grøn vin

Ét element sætter sit særlige præg på portugisiske Vinho Verde, og det er vand. Vi er i den nordvestlige del af landet, og området er ikke alene fastlandets mest regnfulde, vand flyder også overalt gennem landskabet og gør det frodigt indefra. Adskillige floder strømmer fra øst til vest gennem landet på vej ned fra Gerês og Marão bjergene og ud mod Atlanterhavet— mellem Minho-floden i nord og Douro-floden i syd strømmer Lima, Cavado, Ave og Tâmega og deres bifloder, skærer sig gennem det kuperede landskab og den underliggende granit og skifer. Talrige broer gør det muligt at krydse dem og skaber samtidigt gode udsigtsposter til det betagende grønne panorama. Minho-floden mod nord udgør grænsen til Spanien, nærmere bestemt Galicien med dets velkendte vinområde Rías Baixas; og mod vest ligger kun Atlantens blå.

Vinho Verde er altså et ret køligt, meget vådt og virkeligt frodiggrønt område, og af de grunde skiller det sig også ud som en stærk bastion for hvidvine blandt Portugals 13 vinregioner. Med godt 25.000 hektarer vinmarker er det også Portugals største, Vinho Verde udgør knapt 10% af landets samlede produktion. Det er friske, syrlige vine, som findes i seriøse aftapninger, men det er oftest de ret simple udgaver, som især i stride strømme har ramt det internationale og dermed det danske marked, meget lette vine med limegrøn farve, gerne med en lille spritz i glasset og en temmelig sød frugt til at dulme syren.

Navnet vinho verde, grøn vin, har flere forklaringer. Ifølge den første går det på karakteren af vinen, den er grøn som i umoden eller knapt moden men i hvert fald med den slags frugts snerpende friskhed. En anden siger, at det er fordi vinen gerne og helst drikkes som helt ung, altså mens den aldersmæssigt er grøn. Men den officielle forklaring slår fast, at det skyldes vinens ophav i det særdeles grønne landskab, hvis kølighed, fugtighed og frodighed den så på forskellig vis kan afspejle. Vinho Verde kan nemlig også fås i rosa og røde udgaver, som historisk har spillet en stor rolle; og siden 1999 sågar også mousserende vine, selvom den stille hvide med omtrent 85% stadig udgør størstedelen af produktionen.

Portugal er cuvéernes land, og Vinho Verde er ingen undtagelse. Man dyrker en lang række forskellige druesorter, og traditionelt er de fleste vine stukket sammen af flere sorter, man blander på livet løs. De vigtigste hvide sorter er Alvarinho, Arinto, Avesso, Azal, Loureiro og Trajadura og blandt de røde sorter Espadeiro, Padeiro og især Vinhão. De sidste vinder faktisk fornyet indpas i disse år, efter man i en årrække også har haft et øget fokus på sortsrene vine på Alvarinho og Loureiro og så småt er begyndt at udforske lokalt terroir med langt større præcision.

Vinmarkerne ligger især langs floddalene og er fordelt på flere tusinde enkelte vinbrug, hvilket skaber vild variation. Jordbundsforholdene er forholdsvist homogene, grundfjeldet består altovervejende af granit (granito) med enkelte indslag af skifer (xisto), og generelt er jorden til den sure side men ret frugtbar. Der falder årligt mere end 1.200 mm regn, så tørkestress er ikke et problem på disse kanter! Det kan den megen fugt til gengæld være, hvilket har besværliggjort en omstilling til økologisk og mere bæredygtigt vinbrug. Men den grønne praksis slår alligevel igennem i Vinho Verde, og blandt foregangsmændene for denne udvikling kan nævnes toneangivende vinhuse som Aphros Wine, Aveleda, Soalheiro og Quinta do Ameal. De tager hver på sin måde såvel traditionelle som moderne metoder i brug i bestræbelserne. Historisk var vin en del af områdets blandede landbrugskultur, og nogle få steder ser man stadig vinstokkene flettet op ad træer i den såkaldte enforcado-dyrkning. Stadigt meget populær er den høje pergola-opbinding, som lokalt kendes som latada og cruzeta, og som hæver løvet og druerne fra den fugtige jord og samtidigt skærmer for den skarpeste sol. Dertil kommer metoder fra økologisk og biodynamisk vinbrug og en hjælpende hånd fra moderne teknologi til at nøje at følge med i vejr og vind og sætte ind med tilpassede forebyggende indsatser på helt rette tid.

Vinho Verde er inddelt i ni underområder, fra nord til syd er det Monção e Melgaço, Lima, Cávado, Ave, Basto, Sousa, Amarante, Paiva og Baião — og selvom det kan være svært selv for øvede tunger at skelne flere af områderne fra hinanden, så giver inddelingen alligevel mening. For de enkelte områder har egne særpræg og sædvaner, som med tiden kan rendyrkes og raffineres, og under alle omstændigheder giver appellationerne garanti for vinens nøjagtige oprindelse og skaber dermed større gennemsigtighed. Enkelte områder skiller sig særligt ud, historisk har Lima spillet en central rolle, især med druen Loureiro; og i det seneste halve århundrede har Monção e Melgaço givet den gas med særligt god Alvarinho — og med metoder som skindkontakt, bærmekontakt, fadgæring og fadlagring bevæger flere sig nu væk fra det moderne, industrielle udtryk til en mere individuel og måske mere traditionel stil.

Man får stadig masser af let og læskende, nogle vil sige ligegyldig, vin fra Vinho Verde; men går man på jagt efter finere fortolkninger, kommer man langt væk fra den sitrende og sødmefulde vin, som blandt såkaldt seriøse vinkendere har givet regionen et dårligt ry. Det kølige og vandige får i de bedste flasker følgeskab af lækre kryddernoter, raffineret frugt og en funklende mineralitet.

Quinta do Ameal

Ét af de vinhuse, som virkeligt skiller sig ud fra mængden, ligger i Lima-dalen lidt øst for en af Portugals ældste byer, Ponte de Lima, en smuk by navngivet efter sin imposante stenbro over floden Lima og ellers velkendt for sin seværdige middelalderlige bymidte og de mange barokke herregårde i oplandet.

Quinta do Ameal ligger ved Refóios do Lima, lige ned til floden, og den historiske ejendoms 30 hektarer tæller 800 meters flodbred og dertil 8 hektarer gammel, vild skov og 14 hektarer vinmarker. Alle dedikeret til Lima-dalens mest traditionsrige sort, Loureiro. Derudover dyrkes i det små valnødder, kirsebær og citrusfrugter, udelukkende til egen glæde og gårdens gæster. Foruden vingård fungerer quintaen nemlig også som tilflugtssted for turister. Siden 2015 tilbydes overnatning i de hyggelige huse, og såvel verandaerne som haven og ikke mindst swimmingpoolen kan byde på et tiltrængt pusterum i sommermånederne. Tjek udlejning på Casa Grande og Casa da Vinha ud her — og dertil arrangeres selvfølgelig vingårdsbesøg og smagninger.

Den gamle ejendom har selvfølgelig en lang historie, som strækker sig tilbage til 1710. Undervejs har den virket som vingård og som landbrugsejendom i langt bredere forstand, med kvæghold og afgrøder som hvede, rug, majs og forskellige frugter. Salazar-regimets fald i 1974 satte gang i mange omlægninger i landbruget, og udviklingen mod moderne vinbrug skulle snart tage fart. Familien Araújo (efterkommere af stifteren af portvinshuset Ramos Pinto) erholdt den efterhånden faldefærdige ejendom og satsede oprindeligt på at udvide kvægbruget og stifte et mejeri; men de indså snart, at der var en lysere fremtid i god vin end i kød og mælk. Pedro Araújo overtog ejendommen fra sin far i 1995 og i 1999 præsenterede han sine første fine vine, frugterne af faderens arbejde med at plante Loureiro-stokke. Vinene vandt hurtigt ry for sin mere seriøse stil og deres karakterfuld Loureiro-udtryk, og siden gik Araújo endvidere den økologiske vej. I 2019 trak han sig så tilbage for at nyde sit otium, og José Roquette fra koncernen Esporão opkøbte ejendommen. Esporão specialiserer sig i olivenolie, øl og vin fra Alentejo, Douro og Vinho Verde og har i det store hele fortsat vingårdens drift i familiens ånd. Bæredygtighed er et indsatsområde, og koncernen råder sågar over hele 18% af det samlede økologisk certificerede vinmarksareal i Portugal.

Den økologiske certificering fulgte dog ikke med her. Dyrkningen foregår i dag som integreret produktion, et system, hvor man søger en balance mellem at minimere brugen af syntetiske inputs og samtidigt at maksimere kvaliteten af afgrøderne. SATIVA certificerer. Det indebærer blandt andet et fuldstændigt fravær af insekticider og herbicider, i det hele taget et stærkt reduceret pesticidforbrug. Fortsatte forsøg gøres også på igen at gøre gården fuldt ud økologisk; men det fugtige klima gør det vanskeligt på kommercielt plan, peronospora er et konstant tilbagevendende problem. I 2011 kæmpede man desuden mod plantesygdommen flavescence dorée, og den dukker desværre med mellemrum op igen i området.

Højt grønt bunddække mellem rækkerne i Quinta do Ameals vinmarker. Vingården arbejder aktivt med en rig flora til at nedregulere vinstokkens vækst samt at sikre jordbundens sundhed og den samlede biodiversitet

Sloganet er “slow forward” med endemålet økologisk dyrkning, men kun for så vidt som det er bæredygtigt. Det er små skridt af gangen, mens man søger at dokumentere de faktiske virkninger af de gjorte tiltag. Man ønsker effektivitet, da økologisk dyrkning kun tillader beskyttelse med svovl og kobber og tit kræver mange kontinuerlige behandlinger— ofte med større forbrug og øget udledning af CO2 til følge. Små opsatte vejrstationer rundt om i markerne hjælper med at overvåge temperatur, luftfugtighed og vindstyrke, så man kan sætte ind med forebyggende tiltag i tide og i det rette omfang.

Desuden arbejder man med naturligt grønt bunddække i markerne, som suppleres med forskellige større dækplanter som lupiner og majroer; og de har også sået nitrogenfikserende kløver og velduftende mynte mellem rækkerne. Rundt omkring ses også bistader, som holdes i samarbejde med honningproducenten Bee Prado. Resten af biodiversiteten sikres gennem haven, skoven og en overraskende stor bambuslund; mens godt en tredjedel af arealet ligger uopdyrket hen.

Der ånder en særlig ro og fred over quintaen. Haven og de smukke gamle bygninger skaber en nostalgisk ude-på-landet stemning, og den omkringliggende skov fungerer som en slags paraply, der skærmer mod sommersolens stærkeste stråler og den værste hede. Mens vinmarkerne strækker sig grønt hen over bakkerne, med kølige briser skiftevist fra bjergene og fra havet.

Løst og fast om Louriero

Loureiro er en ganske gammel sort, som med al sandsynlighed stammer fra Vinho Verde og nok nærmere bestemt omkring Ponte de Lima, hvor den historisk er dokumenteret århundreder tilbage. Hvorfra den i løbet af 1900-tallet spredte sig ud over hele området. Den kendes også under synonymerne Amarante, Cheiro og Dourado. Der dyrkes i dag godt 2.500 hektarer i Portugal, og på den anden side af grænsen dyrkes i Galicien omtrent 500 hektarer, hvor den oftest kaldes Loureira eller Branco Redondos. Loureiros ophav er ikke endegyldigt afgjort, men den er muligvis en naturlig krydsning af Amaral og en anden sort som Branco Escola. Muligvis er den også beslægt med Alvarinho. Loureiro er en ret frodig sort, der kan give gode udbytter, den bærer store, ret tunge og kompakte klaser med grøngule til gyldne druer. Den begynder at modne ret tidligt, hvilket er praktisk, da den er forfalden til oidium, peronospora, phomopsis og botrytis.

Navnet Loureiro betyder bogstaveligt ‘laurbær’ på portugisisk, og det virker velvalgt, sortens aromatiske profil taget i betragtning: Den har hyppigt en karakteristisk duft af laurbærblade, derudover noget blomstret og urtet såsom akacie, lind, limeskal, mynte og bergamot. I munden er den oftest citrisk, præget af en tæt limeagtig syre og ved højere modenhed en frodig ferskenfrugt. Strukturelt bærer vinen typisk præg af sin høje syre og grundet et ret moderat sukkerindhold følgeligt en ret lav alkohol. Traditionelt har man drukket den ung, men med lagring udvikler den gerne klædelige noter af bivoks, honning og krydderier og af og til endda petroleumsnoter.

Loureiro høstes på Quinta do Ameal som regel i løbet af september

Quinta do Ameal fremstiller i alt fem vine, hvoraf de tre er fra ejendommen selv, de resterende to er fra associerede vinbønder og markedsføres under navnet Bico Amarelo. Høsten er manuel, og mosten presses pneumatisk af hele klaser. Druerne fra ejendommens egne marker har forskellig karakter afhængigt af dyrkningsstedet, og det udnyttes snedigt nok til at fremstille vine med hver sin distinkte karakter: Loureiro, Solo Único og Ameal Reserva eller Escholha— i udvalgte årgange bliver det også til en senthøstet sød vin. Vinho Verde fremgår altid kun af bagetiketten, da huset ønsker at fremhæve sin egen stil. De ansvarlige vinmagere er José Luis Moreira da Silva og Lourenço Charters.

Loureiro 2021 er håndhøstet midt i september efter en kølig vækstsæson og spontangæret på ståltanke ved kontrolleret lav temperatur og modnet syv måneder på gæren. Så det er snorligt og knivskarp Loureiro i sin reneste form— mildt duftende af gyvel, nåleskov og laurbærblade, sprød, saftig og stoflig på tungen, med frisk syre og et fint greb, og fuld af frisk citrus, en smule gul stenfrugt, pinjekerne og strejf af vilde blomster og urter. 7,3 gram syre versus 1,5 gram restsukker. Velbalanceret og virkeligt forfriskende, en formfuldendt referencevin for Loureiro-druen!

Solo Único 2020 stammer fra enkeltmarken Marejão, som er særligt stenet, granitten står frem. Mosten er mere astringerende og syrestyret af natur, men det modereres af kølig gæring delvist på cementæg og otte måneders modning med gæren. 2020 var også et varmt år, så der er masser af moden frugt til at smelte sammen med syren. Cremet men uden fedme og dens læskende flow bliver næsten luftigt. Lime, grapefrugt, laurbærblade og friske urter, koldt kildevand. Modner efter sigende med spændende resultater.

Reserva 2020. Marinhas marken dækker ikke meget mere end en halv hektar, og det blev i 2020 til 2.650 flasker. Det er ejendommens bedst modnede druer, og mosten gæres på brugte fade, før vinen modnes et år på gæren i dels 500 liters franske fade, dels 2000 liters østrigske fade. Seks måneders flaskelagring før frigivelse runder processen af. Resultatet er en meget delikat, ligefrem pikant mundfuld med en subtil kompleksitet af eksotisk frugt og søde krydderier, holdt svævende af en underliggende syrlighed og mineralitet. Banan, fersken, citrus, orange- og rosenblomstvand, vanille og nellike. Må modne til noget ganske specielt.

Man fornemmer virkeligt vandets formende kraft i Vinho Verde— der ligger sågar et vandmuseum, Museu da Água, i Arcos de Valdevez på Vez-floden, en af Limas bifloder. Byen ligger langs Ecovia cykelruten, som også krydser Quinta do Ameal

Flaske: Loureiro 2021  
Vinhus: Quinta do Ameal  
Oprindelse: Vinho Verde, Portugal
Jordbund: Sand, grus, granit  
Drue: Loureiro  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar  
Pris: cirka 150,-  
(ikke p.t. i sortiment)

Den hvide Barolo?

“Jeg har altid været fascineret af Riesling. Dens elegance, dens egenart, dens kompleksitet. Jeg vil ligefrem vove at kalde den en hvid Barolo, for jeg mener, at det er muligt at opnå samme tilfredsstillelse fra stor Riesling som man kan få fra stor rød Nebbiolo.”

Ordene er Sergio Germanos, og havde han ikke tilhørt toppen af producenter i Barolo-kommunen Serralunga d’Alba, ville de fleste nok have fundet sammenligningen en smule overdrevet og måske affeje den som en overmodig germanofils agitation. Men det germanske ligger alene i efternavnet, og manden ved, hvad han taler om— ikke mindst fordi han selv laver en af Italiens bedste Riesling-vine Hérzu i Alta Langa sydvest for Serralunga d’Alba.

Det er en Riesling, som i duft, smag og struktur måske slægter sine østrigske snarere end sine tyske versioner på, med moden frugt, fornem fylde og stor længde. Farven er helt lyst sølvgrå. I næsen er der først en frisk og flintet note, med kølig bjergbrise, jasmin, bivoks, kold fersken og lime, dybere nede lette petrolske og røgede noter. I munden er den sprød og frisk, med velintegreret syre, rig fylde og fløjlet blødhed; smag af sødmefulde kerne- og stenfrugter, pære, fersken og et svirp moden limesaft. Mildt urtet med tørt, salt finish, og frugten bliver hængende længe. Lækker tekstur, flot fokuseret og med brillant balance.

Årgangsvariationer byder på den ene side på mere svirpende syre og mere mineralsk kant, på den anden side mere fylde, eksotisk frugt og pikant krydring. Smager man årgange med flere år på bagen, forsikres man om et fint udviklingspotentiale, og ad åre udvikles spændende noter af kandiseret citrus, basmatiris, safran og røgelse. Så alt efter årgang og personlig smag skulle der være vin til såvel fisk og skaldyr som og ikke mindst risotto.

“Alta Langa Riesling er helt åbenlyst noget andet end en klassisk tysk Riesling,” fastslår Sergio Germano, “men heldigvis bibeholder druen sine typiske karaktertræk her. Den er umiddelbart genkendelig, selvom den har helt andre vækstforhold her. Selvfølgelig er den anderledes end en tysk Riesling, for jordbunden her er rigere og giver vine med en rigere struktur og mere volumen.” Han uddyber:

“Alta Langas karakteristiske kalksten giver vinen sin mineralitet, sin salinitet og sin store længde. Luften her har en næsten maritim karakter grundet fugten fra Tanaro-floden, som flyder 100-300 under vinmarken. Det mikroklima sikrer friskhed og syre, men skaber også gode betingelser for botrytis. Mange vinbønder ville prise sig lykkelige for det, men jeg var faktisk en smule ængstelig i begyndelsen. Nu håber jeg bare, at den fortsætter med at trives der, for en smule botrytis giver aromatisk kompleksitet og karakter, som klæder Riesling.”

Om vinens særprægede navn beretter han følgende: “Den lokale dialekt omkring Ciglié er anderledes end Serralungas, og da jeg første gang stødte på ordet ‘hérzu’ her blev jeg taget på sengen; men samtidigt nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det betød ‘stejl’ eller ‘skråning’, og så besluttede jeg at kalde vinen det.” Vinmarkerne befinder sig nemlig i 500-570 meters højde, på stejle sydvendte skråninger. Skråningerne, den kalkholdige jordbund og det kølige vejrlig i Alta Langa er desuden velkendt som grobund for Piemontes bedste mousserende vine. Men Riesling opnår altså også nobel karakter her… en smule som en Barolo. “Det er en vin, der deler vandene. Enten elsker du den eller omvendt har du det stramt med den. Den fordrer noget af dig.”

Ettore Germano, tradition og evolution

Vinhuset Ettore Germano er grundlagt i 1856 og har været i familiens besiddelse lige siden. I begyndelsen solgte man sine druer til andre producenter, men siden 1993 har Sergio Germano udelukkende beskæftiget sig med egenproduktion. Sergio laver klassiske Serralunga-vine med stor indlevelse— fint strukturerede og subtilt komplekse Baroloer fra Prapò, Cerretta og Vigna Rionda; men det lader han ikke stå i vejen for samtidigt at lave hvide og mousserende vine på Chardonnay og Riesling. En forpligtelse på tradition tvinger ham heller ikke til blindt at acceptere konventionel skik og brug: Han flasker skamløst alle sine hvidvine med skruelåg og har i en årrække aftappet en lille del af sine Baroloer med samme lukkemekanisme for at se, hvordan de udvikler sig over årene med skruelåg i stedet for kork— og de foreløbige resultater skuffer ham ikke. Som i de hvide bevarer skruelåget bedre vinens fine aromatik, men modsat konventionel visdom stopper den ifølge Germano ikke modningen; den sker blot i et anderledes adstadigt tempo. Så med tiden ser vi måske en Cerretta eller en Vignarionda på markedet med skruelåg…

Sergio har endvidere en særlig interesse i den lokale grønne sort Nascetta, som han han blandt andet vinificerer på amforaer. Den giver vine med en ret frisk og frugtig karakter, masser af æble og kvæde, og når den er bedst giver den delikate noter af akacie, citron, rosmarin og salvie. Hvis Riesling er hvidvinens svar på Nebbiolo, må Nascetta være dens charmerende Barbera.

Det er ikke kun i sit vinsortiment, Sergio Germano stræber efter mangfoldighed. Biodiversitet i og imellem markerne ligger ham på sinde, og siden 2016 har han dyrket i overensstemmelse med det bæredygtige piemontesiske omlægningsprogram VITA – VITicoltura Armoniosa, som lægger særlig vægt på manuelt arbejde i vinmarken; naturligt grønt bunddække mellem rækkerne; jordberigelse via bælgplanter og korsblomstrende planter for at opbygge naturlige kvælstofbeholdninger i jorden; biologisk bekæmpelse af skadedyr ved brug af feromoner; og forsøg på reduktion af brugen af kobbersulfat; samt reduktion i vand- og energiforbrug i kældrene. Små skridt men i den rigtige retning.

Druerne til Hérzu er høstet ved håndkraft i småkasser; med langsom pneumatisk presning og kølig gæring på ståltanke. Ingen malolaktisk gæring, men vinen mildnes af små fem gram restsødme. Resultatet er en righoldig Riesling i flot balance og ifølge Ian d’Agata “måske Italiens bedste Riesling.”

Flaske: Hérzu 2020  
Vinhus: Ettore Germano  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Drue: Riesling  
Jordbund: Kalkholdig silt og kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 275,-

Diwalds Wagram

En imødekommende og venlig sjæl med noget på hjerte og sine meningers mod. Martin Diwald er økologisk vinbonde i anden generation i østrigske Wagram, hvor han laver elegante og karakterfulde vine, som man med rette kunne karakterisere med de samme skudsmål. Som vinbonden, så vinene. Det er lokale klassikere som Grüner Veltliner, Riesling og den sjældne Frühroter Veltliner, der kommer i flasken fra første klasses enkeltmarker som Goldberg og Eisenhut— foruden Furmint, sprød Sekt og mere naturlige aftapninger som Luft & Liebe og den orange Zündstoff. Wagram er først og fremmest præget af tykke lag løss, det vindblæste sediment, der er aflejret under istiderne, og består af silikat og relativt store mængder kalk, som giver vinene tekstur og mild syre; og så får løss de klassiske krydrede noter frem i Grüner Veltliner.

Økologiske pionerer

Hans og Paula Diwald er børn af deres tid. De er begge vokset op på landet i de glade 60’ere, dengang hvor en gård var lille men stadig bestod af både kornmarker, enge, husdyr og selvfølgelig vinstokke. “Vi var den første generation, der ikke har kendt til sult og nød,” fastslår Hans Diwald med henvisning til den økonomiske fremgang i 1960’erne. Så da de i 1972 overtog den gamle gård i Grossriedenthal, stod det dem klart, at selvom de måtte kvitte husdyrholdet, så ville de beholde både korn- og vinmarker. I dén grad forud for deres tid besluttede de sig kort tid senere også for at ville dyrke det hele økologisk.

Det var før de officielle certificeringers tid, og længe før begrebet økologi blev hvermandseje; en tid, hvor kunstgødning og sprøjtegifte stadig var tidens tern, og man— måske med rette— stadig var stolte over det moderne landbrugs fremskridt. Alligevel var der noget, der nagede Hans Diwald ved hele foretagendet, så han og hustruen søgte nye og andre veje. Inspiration søgte de på Grüne Forum Alpbach, en slags landbrugsfolkemøde, som første gang blev afholdt i maj 1978 på initiativ af agronomen Josef Willi. Han forsøgte at samle den dengang nyeste viden om klima, miljø og fremtidens landbrugsformer samt at formidle forskningen på en brugbar måde for praktikerne.

Familiehistorien går på, at Hans og Paula dengang gik forkert og kom til en anden forelæsning end planlagt; men en indlevet redegørelse for såkaldt økologisk landbrug i Südtirol fangede alligevel deres interesse og gjorde et dybt indtryk. Den vej skulle de selv gå.

Diwalds vinbrug har været dyrket uden brug af sprøjtegifte siden 1976, og den egentlige omlægning til økologisk drift kom i 1980. En modig men også vanskelig beslutning, der dengang marginaliserede dem i lokalsamfundet: Wagram er langt ude på landet, og Grossriedenthal er en lille landsby med kun godt 500 indbyggere. “Hvad er det dog, Diwalds har gang i?” Der blev spekuleret i forbindelser til både okkultisme og kommunisme!

Tiden var dem dog gunstig, og ad åre fik folk forståelse for deres forehavende, og i dag hyldes Hans og Paula som sande økopionerer i Østrig, for ikke at sige hele Europa. “Langsomt er de konventionelle vinbønder kommet under et vist pres for at forklare og retfærdiggøre, hvorfor de ikke er ‘øko‘ endnu,“ fortæller Hans Diwald med en vis tilfredshed.

Faklen bæres videre

I mellemtiden er de oprindelige fire hektarer blevet til 20, fordelt på mere end 40 forskellige parceller, og sønnen Martin står nu ved roret. Han sluttede sig til i 2006 efter endte studier på vinbrugsskolen i Klosterneuburg på et dengang kritisk tidspunkt, da Hans var syg og måtte overlade det meste af arbejdet til sønnen, som blev skubbet direkte ud i det hele. Forinden havde Martin også høstet praktisk vingårdserfaring flere steder uden for Wagram— fra bl.a. Hans Nittnaus i Burgenland og på Seresin Estate i Marlborough, New Zealand. Siden har han også studeret eksportmanagement på faghøjskolen i Krems. Så det faglige grundlag er på alle ledder og kanter på plads.

Pionerånden har ikke forladt flasken i anden generation, og der blæste igen nye vinde i Grossriedenthal. “Min far har aldrig lavet særligt ‘tekniske’ vine, men han brugte alligevel selekterede gærstammer til vinen og næringsstoffer til gæren. Det forsøgte jeg så at ‘spare’ væk,” fortæller Martin om sin debut som kældermester i 2006. Ingen blev blæst omkuld, ikke af andet end resultaterne, for første års afgrænsede eksperimenter med ren spontangæring viste sig så succesfulde, at de allerede andet år gærede hele årgangens udbytte på samme måde. Martin har langsomt men sikkert satset på at smide det overflødige udstyr ud og undgå unødvendige tilsætninger. “Vi høster alt i hånden, og hvis mennesker kan udføre de forskellige slags arbejder på en vingård, vil jeg hellere have dem til det end maskiner,” fastslår Martin— og hvorfor klare, filtrere, stabilisere og storsvovle, når man kan nøjes med en drys bentonit og en smule sulfitter?

Det har stille og roligt ført til et mere markant udtryk snarere end et egentligt stilskifte. Det er stadig de samme vine, de kommer bare til orde på en anden måde, ifølge Martin taler de tydeligere deres eget sprog nu. Det er rene og stilsikre vine, ikke mindst enkeltmarksvinene fra Eisenhut og Goldberg. Martin har siden 2010 stået i front for hele vinhuset, og i anerkendelse af især enkeltmarkernes kvalitet kom Bioweingut Diwald i 2020 også i fint selskab med bl.a. Bernhard Ott i Österreichische Traditionsweingüter. Smager man Riesling Ried Eisenhut 2019 eller Grüner Veltliner Goldberg 2019 forstår man såre hvorfor. Det er intense terroirvine med både friskhed, fylde og dybde.

Martin i markerne med sin hustru Ulli og familiens firbenede markarbejder

Vin til eksamen

Ikke alt er dog en dans på roser og høsten anerkendelse. Martin Diwald har efter eget udsagn næsten hvert år haft problemer med at få Prüfnummer på flere af sine vine, selv i den mest klassiske del af hans repertoire. De østrigske myndigheder er notorisk strenge i deres kvalitetskrav. For at kunne kvalificere sig som kvalitetsvin skal en vin blindsmages og godkendes af et panel, der bl.a. består af lokale vinproducenter og andre vinprofessionelle. Kun hvis vinen består prøven, opnår den det såkaldte Prüfnummer og kan forsynes med den officielle rød-hvid-røde banderole på toppen og markedsføres i kategorien kvalitetsvin. Alternativet til ikke at få et Prüfnummer er at deklassificere sine vine og dermed ikke kunne præsentere dem med den nationale oprindelsesgarantien Wagram eller med ÖTWs enkeltmarksmærke Erste Lagen.

Anklagepunkterne er som regel for udpræget reduktion og andre ‘atypiske aromaer’ i vinene samt for mange fenoler — og det til trods for, at husets vine hverken er funky eller fejlbehæftede i nogen klassisk forstand. Martins vej ud af miseren har indtil videre været at indlevere sine vine til komiteen i Eisenstadt i Burgenland, som synes at vurdere mindre konservativt end den i Krems, der ellers er førstevalg for en vinmager fra Wagram.

Indtil videre er det gået godt, selvom det ikke altid er nemt; men når man alligevel kan høste høje anmelderpoint for sine Erste Lagen og sine orangevine, må man jo gøre noget rigtigt.

Fra grøn til orange

Martins mere outrere aftapninger, om man vil, skal findes i linjen Off the beaten track: Her er der en sprød Sekt på Grüner Veltliner, en enkeltmarksvin på den sjældne, gamle sort Frühroter Veltliner (Martin bryder sig personligt ikke om Wagrams egen specialitet, Roter Veltliner, som han finder for fedladen) samt to freestyle udgaver af Grüner Veltliner med henholdsvis tre og syv dages skindkontakt: Luft & Liebe og Zündstoff.

Luft&Liebe er en saftig, let drikkelig men meget karakterfuld fortolkning af Grüner Veltliner. Druerne er høstet på Altweingarten, husets ældste vinmark, en relativt højt beliggende, nord-syd-vendt mark, som sikrer både kølighed og modenhed i druerne. De afstilkes og gærer i 500-liters stentøjskar med tre dages skindkontakt. Siden følger et års modning på gærresterne i gamle 225-liters træfade. Ingen klaring eller filtrering og kun en lille smule sulfitter tilsat før flaskning. Med andre ord: Grüner Veltliner af høj klasse, udsat for masser af luft og givet masser af kærlighed undervejs. Saftige æbler og pærer og frem for alt urter, friskkværnet peber og regnvåd muld— det, der ofte står skrevet mellem linjerne, står skarpt med skønskrift.

Zündstoff (‘Sprængstof’) er sprængfarlig på den festlige måde— “guaranteed to blow your mind”. Det er Diwalds ‘orange’ fortolkning af Grüner Veltliner— men med moderate syv dages skindkontakt og en begrænset ekstraktion af tanniner. Druerne stammer fra topmarken Goldberg. Goldbergs normalt gule stenfrugtskarakter og modenhed transformeres her til en tæt og mørk most med modne pærer, kvæder, abrikoser, honning og peberkagekrydderi. Det er genkendeligt Grüner, men det er også orange på en overordentligt læskende måde. Zum Wohl!

Flaske: Grüner Veltliner Luft&Liebe 2019
Vinhus: Bioweingut Diwald
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Stentøjskar, træfade
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 175,-