Viewing entries tagged
Srednja i Juzna Dalmacija

Svimlende terroir

Comment

Svimlende terroir

Langs Kroatiens sydkyst, ikke langt nord for den smukke by Dubrovnik, ‘Adriaterhavets perle’, ligger landets måske mest markante terroir: Ekstremt stejle skråninger, der dykker direkte ned ad bjergsiden til Adriaterhavet, og smalle veje med hårnålesving, som slanger sig gennem de karrige vinmarker, der nærmest i trods slænger sig op ad stenede skråninger. Det er et smukt syn set fra havet, og aldeles svimlende set oppe fra markerne selv. Angstens sved springer frem alene ved tanken om at skulle beskære vinstokke eller høste druer med så dårligt fodfæste og afgrunden som nabo. Men det må være besværet værd, for den lokale vin har gennem århundreder været eftertragtet og blev sågar Kroatiens første officielle appellation. Navnet er Dingač, og områdets største vinhus er Skaramuča, et familiejet foretagende, som siden 1992 har flasket vine i eget navn fra det svimlende terroir: Et koncentrat af solens stråler, varme sten, havets genskær og de vilde urter, som gør vinstokkene selskab.

Sommersol over Skaramučas Villa Dingač midt i vinmarkerne på Pelješacs seriøst stejle, stenede sydvestskråning

Trækæsler og tunnelsyn

Halvøen Pelješac flækker som en flig af fra den dalmatiske kyst godt 25 kilometer nord for Dubrovnik, og den fortsætter knapt 70 kilometer ud i havet mod øen Korčula. En højderyg strækker sig gennem halvøen og skiller dens kyster fra hinanden. Det bjergrige højland er del af den typiske Karst-topografi, som præger store dele af den dalmatiske kyststrækning, og skråningerne består af mere eller mindre forvitret dolomitisk kalksten.

Dingač strækker sig godt otte kilometer langs den centrale sydvestkyst af Pelješac-halvøen og dækker et samlet areal på 7,58 km2. Vinmarkerne løber op i hele 450 meters højde over havet, med en hældning mellem 40 og 70 grader. Det bredeste sted er 1.386 meter, mens det smalleste kun er 552 meter; og med lidt mere end 80 hektarer vinmarker løber den årlige vinproduktion op på knapt 3.000 hektoliter. Lidt længere oppe ad kysten ligger det knapt så stejle Postup, som ligeledes er et historisk vinområde og tillige en af Kroatiens første appellationer. Druen, der dyrkes er i begge områder den indfødte Plavac Mali, som stortrives i det stenede, tørre, solrige terroir, og man må som i Mosel ty til reb og taljer i markarbejdet, ikke mindst under høsten; og i gamle dage blev druerne så på æselryg transporteret over et bjergpas til landsbyen Potomje på den anden siden af bjergryggen. Hård arbejde, ikke mindst i sensommervarmen, og hverken de vejrbidte vinbønder eller de fuldmodne druer kan have haft godt af det Herkulesarbejde.

Heldigvis lod den jugoslaviske stat en tunnel gennem bjerget opføre i 1973, som gjorde adgangen fra skråningerne på havsiden til kooperativet i Potomje mindre arbejdskrævende og meget hurtigere. Det gjorde selvsalgt meget for produktionen, såvel kvalitativt som kvantitativt; og tunnelen er den dag i dag bindeledet mellem øens to sider. Den er asfalteret men kun sparsomt oplyst, og kommer man kørende fra Potomje-siden i indlandet, mødes man efter de 400 mørke meter ude på Trstenik-siden af et bjergtagende syn: Høj sol og fri udsigt over det blå hav lige under de stejle men grønne skråninger og videre udsyn mod øerne Mljet og Korčula. Vejen forsætter videre ned af bjergsiden, og på begge sider kan man undervejs bese de knudrede knortekæppe af gamle vinstokke, som springer fra af de lyse sten.

Dingač byder altså på arketypisk middelhavsklima på en særdeles solrig beliggenhed. De lokale taler om en tredobbelt solindstråling: Først fra oven, så skråt ind fra havoverfladen, og så nedefra, fra de lyse sten. Vinstokkene nærmest går i ét med den hvide sten, havets blå og den kakigrønne vegetation. Det siger næsten sig selv, at det er grobund for en vin med stor koncentration, nerve og masser af karakter. Solmoden frugt, friskhed fra havbrisen og en særegen fornemmelse af alting på én gang.

Lille blå

Plavac Mali er med mere end 1.400 hektarer Kroatiens førende rødvinsdrue og den tredjemest plantede sort i landet. Den hører hjemme i Dalmatien, dens nuværende hjem og sandsynligste fødested. Slår man op i ældre vinbøger, vil man fra Jugoslavien som regel især få anbefalet de “kraftige rødvine fra den dalmatiske kyst”, som gøres på netop Plavac. De er især at finde på den sydlige kyststrækning, på Pelješac-halvøen, en lang række af øerne og kun i mindre grad i det dalmatiske indland. Der hersker en udbredt klonal diversitet, og druen kendes under flere forskellige lokale synomymer— alt sammen tegn på, at vi har med en gammel sort at gøre; og den blev længe også mistænkt for at være den oprindelige Primitivo og dermed den gamle kroatiske genpart til Zinfandel. Genetisk profilering skød dog den tese ned for tyve år siden men viste samtidigt, at vi bliver i familien: For Plavac Mali er nemlig en efter alt at dømme naturlig krydsning af Crljenak Kaštelanski og Dobričić, det vil sige den oprindelige Primitivo/Zinfandel og en anden gammel dalmatisk sort. Siden har afkommet så som en lille tronrager tiltaget sig rollen som førende røde sort, efter vinrodlusen gav forælderen baghjul.

Druens navn betyder ganske enkelt "den lille blå", en reference til selve druen, som er forholdsvist lille, meget mørkeblå og ganske tykskindet. Den har en høj modstandsdygtighed over for svampesygdomme, selvom den modner sent og har en tendens til ujævn modning, grundet forskudt blomstring og bestøvning. Derfor kan ellers modne klaser godt gemme på mindre druer, der stadig er under- eller decideret umodne. Det fordrer årvågenhed i marken og ikke mindst ved vinificeringen; men godt kringlet giver det vinen kompleksitet og et flot spil mellem tørret frugt og friske urter. De bedste resultater opnås på ufrugtbar, stenet jord nær havet, hvor vinens frodighed og fylde får modspil fra frisk syre og fine tanniner. 
Plavac har en tendens til at producere storladne vine, mørke og rige på ekstrakt, med høj alkohol og strenge tanniner, af og til en smule restsødme; men altid med masser af moden frugt, og når den er bedst en betagende potpourri af mørke kirsebær, blommer og brombær, med rosiner, figner og svesker, friske og tørrede urter, krydderier, læder, lakrids, tobak, chokolade og kaffe. Det lykkedes dog ikke altid at ramme balancen, og der laves masser af ret rustikke vine, som i bedste fald smager som en blanding af old school Rioja og Madeira og måske et skvæt Taurasi; mens de dårligste er massive bomber af tørrede frugter med masser af aggressive tanniner. Heldigvis er der røre i den dalmatiske vinbranche, og der begås efterhånden flere og flere flotte og håndværksmæssigt vellavede, velsmagende og lagringsværdige vine; men vil man smage den i dens mest klassiske udtryk, går turen til Dingač.

Den ægte vare

Dingač vandt ry som en fremragende vin så tidligt som i 1400-tallet, hvor den hurtigt blev Dalmatiens mest eftertragtede vin, handlet med i hele Adriaterhavsområdet, og den opnåede ofte en pris, som var op til tre til fire gange så høj som andre vine fra nærliggende områder— måske fordi man vurderede vinkvalitet ud af fra alkoholstyrke, en af Dingačs traditionelle styrker! Nærmere nutiden gjorde Dingač sig bemærket for sine smagsmæssige kvaliteter på nogle af de første store vinmesser i 1800-tallet og blev bl.a. tildelt prestigefyldte priser som den store guldmedalje til familien Miličić fra Trstenik på den internationale vinmesse i Paris i 1930.

Dengang var der dog ingen definerede regler for marker, dyrkning, lagring og markedsføring af vinen; og det havde i Dalmatien som så mange andre steder ført til en udnyttelse af navnet, så selv vine dyrket væk fra de traditionelle skråninger forsøgte at snylte på det gode navn. Så for at beskytte sig mod misbrug bad vinbønderne i Potomje i 1957 den jugoslaviske stat om en beskyttelse af betegnelsen Dingač. Den fik de så den 19. september 1961, og appellationen var officielt født med bekendtgørelse nr. 1252/2. Samtidigt søgte man om en international beskyttelse af betegnelsen hos immaterial-rettigheds-organisationen WIPO i Genève. Derfra fik man officiel anerkendelse den 13. maj 1964 med certifikat nr. 283600; og fra da af var Dingač udelukkende fra kommunerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik.

Den kooperative tilgang til vinfremstilling i Jugoslavien satsede først og fremmest på forsyningssikkerhed, så kvaliteten til en vis grad blev ofret for kvantiteten. Systemet belønnede heller ikke det private initiativ, så særlige ildsjæle og krøllede hjerner kom ikke for alvor til udtryk. Det til trods etablerede en række familier sig hurtigt som selvstændige vinhuse efter Jugoslaviens sammenbrud og vinlovens liberalisering. Huse som Benmosché, Bura, Kiridžija, Matuško, Miličić og Saints Hills er sammen med Skaramuča de fremmeste producenter i dag, hver med sine egne stilistiske træk og styrker.

Plavac Mali vokser som små buskvine på Dingačs stejle skråninger, som hos Skaramuča hælder 40-60 grader

Ifølge oprindelsesgarantien skal Dingač være klar og mørkt rubinrød i farven, afhængigt af metode, lagring og alder alt fra det mere purporfarvede og over til det teglstensrøde. Duften skal være rig og karakteristisk, præget af mørk frugt, mere eller mindre frisk eller tørret frugt, og alt afhængigt af høsttidspunkt og lagringen kan den have milde krydderkomponenter. Smagen er kompakt og kompleks af mørke bær, blommer og svesker, tørrede figner og ofte noter af friskbagt brød og krydderier, en smule bitterhed og en let restsødme. Der skal være tale om fyldige vine med stor rigdom, som med modning og alder bliver smidigere og mere afrundede. Vinene har ofte en salt mineralsk nerve, som kan tilskrives enten havets nærhed eller kalkstenen, de dyrkes i.

Kvalifikationer som klasiko og reserva kan benyttes. Klasiko er standarden og ses sjældent nævnt på etiketten, kræver mindst 12 måneders modning af vinen, hvoraf ni skal være på træfade og tre på flaske. Reserva benyttes til stærkere selekterede vine og vine fra særlige årgange og forudsætter mindst 24 måneders modning, hvoraf 18 skal være på træfade og seks på flaske. Vinene bliver hvert år blindsmagt af en faglig komite i Zagreb, der skal godkende vinene, før de kan frigives.


Skaramuča

Skaramuča-familien er lige så rodfæstet på Pelješac som Plavac Mali; men vinhusets historie kommer først fra start i 1992, da stifteren Iva Skaramuča endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin egen vin. Ivo var ikke alene pioner på Pelješac men i hele Kroatien; og hans engagement og hårde arbejde har tjent som forbillede for mange på den dalmatiske vinscene. Ivo gik bort i 2023, men hans børn havde allerede overtaget de fleste af hans forpligtelser i vineriet. I dag er det Ivos søn Igor Skaramuča og datteren Ivana Anđelić, som stolt viderefører familieforetagnet sammen med Ivanas mand Branimir. Trioen står tilsammen for vedligehold af vinmarkerne, dyrkning af druerne og vinificering, samtidigt med at de har investeret i nyt teknisk udstyr, som det hør og bør sig for en moderne vingård. Ingen oxidative eller volatile noter her! Dyrkningen er konventionel, men det tørre, solrige og luftige terroir og den sygdomsresistente Plavac Mali kræver ikke mange behandlinger.

Skaramuča ejer nu lige over 20 hektarer vinmarker i Dingač og dermed mere end en fjerdjedel af det samlede areal, og produktionen når op på næsten 300.000 flasker årligt, heraf 80.000 flasker klassificeret Dingač. Det gør samtidigt vinhuset til det største familieejede i Dalmatien. Alle rødvinene laves udelukkende af familiens egen frugt fra Pelješacs, mens hvidvinene på Pošip fremstilles af tilkøbte druer fra naboøen Korčula. Vinene markedsføres i forskellige niveauer, basisvinene som Pošip og Plavac Mali, dernæst Plavac Premium, og så Dingač og Dingač Reserva. I forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de desuden topserien Elegance for Pošip og Dingač; og de er kræs for kendere!

Dingač Reserva 2018 er fra særligt selekterede druer og er modnet et år på små kroatiske egetræsfade. Den har liflig rød og sort bærfrugt i duften, fugtig skovbund og solvarme krydderurter. Sødmefuld fylde i munden, saftig med mild syre, og så der der et godt greb af små men tørre tanniner ind, mægtig spændstighed som modspil til den frodige frugt. Tæt af syrligsøde brombær, blåblær, sortebær og noter af søde krydderier, kandiseret orangeskal, krydderurter og hø, tobak og tjære. En intens men meget flot struktureret og balanceret mundfuld med stor længde og kompleksitet.

Dingač Elegance 2018 har endnu blødere tekstur, endnu finere struktur og stor kompleksitet, og samtidigt er den mere subtil— og overraskende saftig med meget fine tanniner! Den er selekteret fra de ældste stokke på de højeste parceller og er modnet to år på små, kroatiske egetræsfade. Dyb og liflig duft af blå blommer, skovbær og violer. I smagen brombær fra den syrlige til den søde ende af modningsskalaen, blå blommer, friske figner og en smule sveske, Cherry Coke og Bassett’s vingummi, friske grønne urter og skovbundsnoter, som næsten kan sende tankerne i retningen af god Nebbiolo og Pinot!

Flaske: Dingač Reserva 2018
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-  

Comment

En dalmatisk diva

Comment

En dalmatisk diva


Af alle verdens gamle og glemte druer er Grk en af de mest usædvanlige. Udtalen er [gerk] og sproget kroatisk, for det er nærmest kun på øen Korčula ud for Kroatiens Adriaterhavskyst langs Dalmatien, at der dyrkes Grk. Faktisk vokser Grk næsten kun rundt om den lille landsby Lumbarda på øens østlige side med særligt sandede og stenede jorde, som druen synes at foretrække. Derfra fostrer den strukturerede, syrefriske og fyldige hvidvine med usædvanlige aromaer, eksotisk frugtsmag og en delikat bitterhed. Bire er en af dens få men trofaste vogtere, og hans glimrende vine fås nu i Danmark gennem Kork Vinhandel.

Frano Milina Bire med sine sønner i nye Grk-beplantninger ved landsbyen Lumbarda

Frano Milina Bire med sine sønner i nye Grk-beplantninger ved landsbyen Lumbarda

Grk betyder bogstaveligt ‘græsk’ på moderne kroatisk, og historien går på, at druen skulle være bragt til Korčula fra Korfu af de gamle grækere, da de stadig færdedes i området i de sidste århundreder før vor tidsregning. Det er en velkendt historie i store dele af Middelhavet, men selvom den er spændende, holder den stort set aldrig vand. Alene det, at moderne sorter skulle være identiske med antikke, er usandsynligt; og skønt grækerne spredte vinplanter på deres færd gennem Middelhavet, så er det, ud over overfladiske ligheder, oftest umuligt at etablere sammenhænge mellem de antagede aflæggere og hjemlige græske sorter. Selv Greco og Grecanico har vist sig at være indfødte italienere, og den direkte græske forbindelse må også afvises for Grk, da genetisk profilering peger på, at den er i nærmeste familie med en lang række kroatiske og endda særligt dalmatiske druer: Plavina, Plavac Mali, Tribidrag og Vranac. Navnet Grk stammer så mere sandsynligt fra ‘gark’ eller ‘gorak’, som betyder bitter, med en hentydning til druens traditionelle smagsprofil.


En stærk kvinde

Den skønne Korčula er en del af det dalmatiske øhav i Adriaterhavet, hvor en perlerække af øer dukker op fra det azurblå hav med hvide kalk- og sandstensklipper dækket af mørkegrøn vegetation. Øen ligger ikke langt syd for Split, hvorfra man sejler dertil, og et stykke nord for Dubrovnik, Dalmatiens hovedby. Den aflange ø strækker sig godt 50 km fra øst til vest med fastlandet og halvøen Pelješac mod øst, øerne Brač og Hvar mod nord, Vis mod vest og Lastovo og Mljet mod syd. Middelhavsklimaet byder på milde, fugtige vintre og tørre, solrige somre med varme vinde fra syd; og vinavl er en del af dagligdagen, når man ikke enten fisker eller opvarter turister. Men trods Kroatiens omtumlede historie og den moderne verdens indtog har den traditionelle kultur, levevis og ikke mindst vin overlevet på den paradisiske ø.

Størstedelen af Kroatiske indfødte sorter stammer fra Dalmatien og dets øer; og studier tyder på, at nutidens udbud er raslet ned til en tredjedel af, hvad det var for blot et århundrede siden. Således er det at betragte som held, at vi i dag stadig kan smage Babić, Bogdanuša, Dobričić, Ninčuša, Plavina, Pošip, Prč, Trnjak, Vugava og Vranac— ikke at forglemme Grk.

Grk har været dyrket på Korčula i århundreder, og indtil for ganske nyligt blev den ene og alene dyrket der. Mange gange har man forsøgt at få den til at trives andre steder men uden større held. Grk er ganske enkelt godt tilpasset de varme og tørre forhold og er i øvrigt ret modstandsdygtig over for de fleste vinstoksygdomme. Helt hjemme synes den kun at være på det østlige Korčula, og dens fulde navn er derfor Grk Korčulanski eller ligefrem Lumbarajski Grk — og det var den særligt sandede jordbund på det østlige Korčula, som skånede den for vinrodlusen under phylloxera-epidemien i slutningen 1800-tallet. Vinrodlusen trives simpelthen ikke i tæt sand. Derfor har upodede stokke kunnet overleve, og der findes endnu vinmarker, der stadig står på egne rødder.

Grk er en stærk og selvstændig kvinde, men netop det er også dens svage side. Som en af de eneste vitis vinifera-sorter, som stort set alle er selvbestøvende, sætter Grk nemlig kun kvindelige blomster. Vokaler er ikke det eneste, druen mangler; og som enkønnet kan den, i modsætning til de tvekønnet sorter, ikke befrugte sig selv.

Hver ny høst af godt modnede Grk-druer er en gave. Her er det druer hos Zure, som er på vej til vineriet.

Hver ny høst af godt modnede Grk-druer er en gave. Her er det druer hos Zure, som er på vej til vineriet.


Fertilitetsproblemer

Grk må derfor plantes tæt sammen med andre druesorter, hvis pollen så kan bestøve dens blomster, ellers sætter den ingen druer. Traditionelt har man plantet rækker skiftevis af Grk og en anden sort, som regel den blå Plavac Mali; og ellers må de små vinmarker blot ligge så tæt på hinanden, at vind og insekter stadig kan klare bestøvningen.

Det vanskeliggør selvfølgelig arbejdet med Grk, men da de lokale traditionelt også har dyrket Pošip og Plavac Mali, har det ikke været noget større problem. Det er til gengæld en lettere upålidelige frugtsætning og en tendens til forskudt befrugtning og deraf følgende ufuldstændig modning. Det resulterer i såkaldt millerandage, klaser med druer i flere modenhedsstadier og af stærkt varierende størrelse — som gengivet i tilstandens engelske navne hens and chickens og pumpkins and peas. De deraf svingende udbytter gjorde den produktive Pošip mere populær til hvidvine, især i tiden under det kommunistiske styre, hvor man satsede på forsyningssikkerhed, en smart måde at sige ‘kvantitet frem for kvalitet’.

I dag oplever Grk heldigvis en lille renæssance som følge af Kroatiens genrejsning som kvalitetsvinsproducent; og ikke mindst på grund af en stigende international interesse for sjældne, indfødte sorter, særligt fra det østlige Europa. Det har ført til en omend beskeden så stadigt væsentlig stigning i beplantningerne på Korčula, men tillige forsøg med nyplantninger på øerne Mljet og Šipan samt langs kysten nord for Dubrovnik. Således findes der i dag små 50 hektarer Grk. Nyplantningerne vil nok ikke føre til en decideret større udbredelse eller en bølge af Grk-vine på markedet; men det vil være med til at fremtidssikre denne dejlige drue, der grundet sine naturlige skavanker ellers let kunne gå tabt.



Foregangsmændene

Frano Milina Bire holder hus højt oppe i vestenden af Lumbarda med udsigt til hele landsbyen og ud over Adriaterhavet. Han etablerede sit nuværende vinhus i 1998 med en kostbar arv af gamle Grk-marker, og han satte som den første gang i genplantning af sorten på de stenede og sandede skråninger og terrasser ved Lumbarda. Selvom han har indrettet vinhuset med moderne kælderfaciliteter, er alt stadig holdt strengt traditionelt— huset er et simpelt stenhus, som man altid har bygget dem på Korčula, og her kan man om sommeren nyde godt af husets vine og den lokale kost. Man holder sig også helt tæt til naturen, Bire blev således øens første økologisk certificerede vinhus. Den årlige produktion er på godt 10.000 flasker Plavac Mali i rød og rosé og 5.000 flasker Grk i to aftapninger: Den stålsatte, friskfrugtige Grk og den fadlagrede enkeltmarksvin Defora.

Et stenkast derfra ligger Zure, brødrene Ivan og Marco Batistićs vinhus, som de fører videre efter deres far Bartul, der etablerede det i 1996. Før den tid levede familien af en blandet landhandel af vin, oliven, agerbrug og fiskeri, og også de driver stadig restaurant ved vingården. De råder i dag over øens største areal med Grk og vinificerer den ligeledes i flere udgaver: Quinta Essentia, som er den første, eneste og ganske glimrende mousserende Grk; og ellers fra den ligefremme og friske Bartul til den fyldigere, fadlagrede udgave Reventon, også fra Defora, som familien i samarbejde med Bire og agronomer fra Zagrebs universitet genplantede i 2011. Desuden dyrker de Pošip og Plavac Mali samt enkelte internationale sorter. Den årlige produktion er over 25.000 flasker; økologisk og med certificering undervejs.

I den anden ende af Lumbarda holder Cebalo-familien til med vinhusene Cebalo-Popic, Bare Bartul Cebalo og Branimir Cebalo, og de laver alle hæderlig Grk.

Kommer man uden for Korčula kan Grk som nævnt findes i små mængder på fastlandet, for eksempel hos Vinarija Križ på Pelješac-halvøen. Vinhuset drives af far og søn Mile og Denis Bogoević Marušić, og ikke alene er de økologiske pionerer i området, de er også gået naturvinsvejen og fremstiller Grk med en uges skindkontakt, en let tilgængelig men meget kompleks orangevin. Så selv med knapt 50 hektarer og kun et par håndfulde producenter kan man smage mange facetter og fortolkninger af Grk.


Frodige sommervine

Bires forbliver dog den klassiske reference, og Bire Grk 2019 er guldstandarden i dag. Allerede duften er noget for sig med sine dybe grønne noter, som ikke er sådan at indfange men vækker mindelser om både grønne vingummibamser og grønne pærer og ferskner men også har en græsset, urtet snert, som stundom er næsten humlet. I munden er den fyldig og rund men meget syrefrisk for en vin opvokset i sydens sol. Man fornemmer først og fremmest varmen gennem viskositeten og den ret frodige tekstur. Smagen er af moden citrus, syrestyret og med en fin mineralitet, og igen de underfundige grønne noter, som måske er melon, kiwi, pinje, harpiks og hvid peber. Hvad end det er, det smager fantastisk!

Desværre er den fad- og sur lie-lagrede topvin Defora p.t. ikke i Danmark, den kommer kun i små oplagt på under 2.000 flasker om året, men alt andet ved den er stort: Den har en rig fylde af moden citrus og delikat tropisk frugt, syrnet smør, lanolin og små vanillenoter. Teksturen er cremet og holdt rank af en flot rundet syre, som klinger af på en salt note. Enormt pikant og meget madvenligt, især hvis man tænker på Korčulas rige fiske- og skaldyrskøkken.

Såvel det kroatiske køkken som den kroatiske vin har meget at byde på. Udbuddet af gamle sorter er stort, man holder stolt traditionerne i hævd, og kvalitetsniveauet har nok aldrig haft barren højere end nu. Så drag trygt på øhop efter Prč fra Hvar eller Grk fra Korčula— øvin uden vokaler er det nye sort!


Bire Grk 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grk 2019  
Vinhus: Vinarija Bire  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Grk  
Jordbund: Sand og sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kork Vinhandel
Pris: 250,-  

Comment