Viewing entries tagged
Spätlese

Riesling Reunion

Comment

Riesling Reunion



Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-



Comment

Anstændig Riesling

Comment

Anstændig Riesling

Kein Nacktarsch, "Ingen bar røv", er en varedeklaration uden omsvøb. I stedet er der opdateret kulturarv fra Kröv i Mosel. Ikke underlødigt sukkervand men superfrisk druesaft.

Referencen skyldes etiketten på den “klassiske” sødsuppe Kröver Nacktarsch, hvor én eller flere tørstige drenge efter et togt i vinkælderen får en endefuld af en arrig kældermester. I årtier prydede den berygtede røvfuld etiketterne på den berømte Moselvin, der i stigende grad blev solgt på historien, mens indholdet blev stadigt dårligere. Det skal nu have ende.

Alternativet er altmodisch Moselsmag i en syrerig og tør nyfortolkning. Foranledningen er dansk: Journalisten Morten Brink Iwersen (Frederiksdal Kirsebærvin) og hans slæng af 40 danske Riesling liebhavere er gået sammen om at investere i at redde Mosels gamle vinmarker fra forfald. Mange af de stejleste, terrasserede skråninger har været truet, da de er svære at vedligeholde og opdyrke, især for aldrende vinbønder. Værdifuld kulturarv og dyrebare dråber risikerer at gå til spilde. En ny generation af lokale foregangsmænd er derfor gået sammen med internationale investorer for at genrejse fortidens storhed.

Kein Nacktarsch 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Det danske samvirke har siden 2010 udmyntet sig i vinen Kein Nacktarsch, "Ingen bar røv". Her er det senest flaskede årgang fra den unge, talentfulde Christian Kleins besiddelser på det stejle Kröver Steffensberg. Steffensberg er en mindre enkeltmark end det omfattende markkompleks Nacktarsch, små 35 hektar mod 320. Jordbunden er tæt af den grå Devonskifer. Christian vinificerer danskernes idealer ud i virkeligheden: Økologisk dyrkning, sen høst, penibel selektion, spontangæring og nøjsomt håndværk. Resultatet er fokuseret Riesling vin med tydeligt terroirpræg og til den tørrere side. Christian Kleins øvrige vine er i øvrigt studier i syre-sødme-balance, lette men dybe, når de får tid til at samle sig. BWI Vin er dansk importør.

Kein Nacktarsch 2016: Næsen er kølig og mild, der er pust af nedfaldsæbler, citrusskal og lette gærnoter. I munden er der spinkel, saftspændt ferskenfrugt, citrus, isblomster, en skifret mineralitet og en pirkende syre, der sniger sig ind over alt. Lidelig lethed, filigran struktur og stor chillfaktor, kold som en brøndgravers røv. Den er endnu purung men knuselskelig. Det her er noget helt andet end sødmefuldt skyllemiddel med korporlig afstraffelse af mindreårige som trækplaster.

Men hvordan fik Nacktarsch overhovedet det infame navn? Historien om kældermesteren, der smækker drengen bagi, er med al sandsynligvis spundet sidst, som en forklaring på navnet, ikke omvendt. En folkelig etymologi påpeger, at de store, stejle, sydøstvendte skråninger efter løvfald står afklædte og bare mod byen. Der skulle altså være en vis lighed med et afklædt menneskeligt bagparti. Mere sandsynligt er Nacktarsch en forvanskning af det latinske navn Nectarius, et helgennavn med betydningen “af nektar", eller også er det afledt af det keltiske Nackas, et stednavn med betydningen “høj mark”. Men et djærvt ordspil sælger nok flere flasker.

Christian Klein er uddannet på vinuniversitetet i Geisenheim, og før han blev selvstændig med eget Weingut, var han i en årrække kældermester hos Daniel Vollenweider i nabobyen Traben-Trarbach. Schweizeren Vollenweider slog sig ned i Mosel i 1999 og søsatte i 2006 projektet Bergrettung: Et fællesskab om at dyrke og lave Riesling fra de forfaldstruede skråninger. Det blev desuden inspirationen for den danske forbindelse. Naturbeskyttelse er desuden en naturlig del af arbejdet, og dyrkningen er med grønt bunddække og foregår økologisk, certificeret fra og med årgang 2016.

Hatten af for disse projekter.

Kein Nacktarsch 2016 bagetiket Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

 

Flaske: Kein Nacktarsch 2016  
Vinhus: Christian Klein  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesorter: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
  

Comment