Braide Alte

Collio er på samme tid såre simpelt og enormt komplekst; og fascinationen ligger sikkert i den diversitet af vine, der alligevel alle er variationer over de samme temaer. Til trods for stor forskellighed, i druesorter, stilarter og prisniveauer, så har områdets hvidvine trods alt en række fællestræk, som man i mangel på bedre kan tilskrive noget så basalt, banalt og alligevel kontroversielt som terroir. Vinhuset Livons brede sortiment giver smag for denne diversitet og for terroir og traditioner, ikke mindst i deres eminente enkeltmarksvin Braide Alte, som siden 1996 har markeret sig som husets topvin— og som et af Collios bedste blends.

Dorino Livons livsværk

Livon er et familieejet vinhus i San Giovanni al Natisone i Collio-kommunen Dolegnano, men det har med tiden vokset sig til et af områdets største og mest succesrige vinhuse, der i dag rækker langt uden for Friuli-regionen.

Vinhuset blev grundlagt, da Dorino Livon i 1964 købte sine første vinmarker med penge fra salg af tømmer. Priserne på land var på daværende tidspunkt ikke høje her, da området endnu ikke havde opnået det omdømme, det har i dag— det var først i 1968, at Collio fik sin egen DOC.

Stykvist blev der udvidet med flere gode marker, og i løbet af 1970’erne blev Dorinos sønner Valneo og Tonino involveret i produktionen, og fra 1980’erne og frem tog de initiativ til at sænke udbytterne og flaske vin fra udvalgte enkeltmarker— med henblik på at lave vin i verdensklasse. Undervejs fik man også råd til at erhverve sig yderlige ejendomme: Vinhusene Tenuta RoncAlto i Collio (8 hektarer), Villa Chiòpris i Friuli Grave (96 hektarer) — og uden for Friulis grænser toskanske Borgo Salcetino i Chianti Classico (18 hektarer) og umbriske ColSanto i Montefalco (19 hektarer). I dag står Valneo i front for foretagenet med sønnen Matteo ved sin side. Søsteren Francesca arbejder også for vinhuset. Ansvarlig for vinifikationen er ønologen Rinaldo Stocco.

Typisk for Collio og naboområdet Colli Orientali dyrker Livon en lang række forskellige sorter. For de hvides vedkommende Friulano, Ribolla Gialla, Malvasia Istriana, Pinot Grigio, Pinot Bianco, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Moscato, Traminer Aromatico, Müller-Thurgau, Verduzzo og Picolit— og for de rødes Refosco, Pignolo, Schioppettino samt Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. Fra de to kældre i Collio, Vencò og Masarotte, flaskes årligt mere end en halv million flasker vin.

Tre vine er det særligt værd at hæfte sig ved, cru’erne Solarco og Manditocai og selvsagt gran cruen Braide Alte. Manditocai er husets fornemmeste Friulano-fortolkning. Navnet Mandi Tocai kan oversættes til ‘Bye bye, Tocai’ og er en munter hilsen til myndighederne, der af hensyn til ungarske Tokaj har ændret druenavnet Tocai til Friulano. Vinen forbliver dog den samme, og det er Tocai Friulano på meget højt plan. Den superfriske Solarco (‘Solbuen’) er et 50/50 blend af Friulano og Ribolla Gialla, som på smukkeste vis forener Friulanos frodige frugt med Ribollas syrestruktur og mineralitet.

Udsigt fra vinhuset ned over Braide Alte og hen over grænsen til Slovenien

Arvestykket BraideAlte

Braide Alte betyder noget i retning af ‘det høje landstykke’ på lokal dialekt, og Matteo Livon betegner marken som et arvestykke, ‘et dyrebart familiesmykke’. Braide Alte ligger på bakken lige bag vinhuset og lige på grænsen til Slovenien. Marken er beplantet med fire sorter, to internationale og to indfødte: Næsten halvdelen er Chardonnay, mens resten udgøres af Sauvignon, Moscato Giallo og Picolit. Beplatningstætheden er moderat, 3.200 vinstokke per hektar, og stokkene er cordon-opbundet.

Der høstes af fire omgange, først Sauvignon og Moscato, normalt sidst i august, så Chardonnay engang i september, og sidst Picolit i oktober. Druerne gæres hver for sig og samles først efter endt fadlagring. 

Druerne høstes manuelt i mindre kasser, de presses nænsomt og macererer køligt med skallerne i godt otte timer, hvorefter mosten klarer ved naturlig sedimentering. Heftefter gæres den i små slavonske træfade (indtil 2010 dog i franske barriques af Allier-eg) ved godt 14-16 grader. Efter endt gæring lagres vinen på gærresterne i de samme fade i otte måneder, hvorefter de forskellige fade samles på ståltank i en måned, før de filtreres og flaskes. Vinen frigives først efter et års modning i kælderen.

Braide Alte udviser stor sensibilitet i forhold til vejr og vind. Hver årgang er forskellig, ikke mindst fordi de enkelte druesorter har forskelligt udtryk: I varme årgange dominerer Chardonnays fylde, mens Sauvignons syre og aroma kommer i front i køligere årgange. Regn, sol og varme afgør også intensiteten af Moscatos aroma og Picolits sødme; og så har skiftende vejrlig og ikke mindst nedbør afgørende betydning for den porøse ponka i Collio: Således oplevede man så sent som i 2016 et mindre jordskred på marken, dog uden alvorligere skader på vinstokkene.

Den unge vin dufter rigt af blomster og frugter, som antyder en vis sødme, men i munden er den tør, syrefrisk og mineralsk. Den er en eksotisk forfriskning allerede som ung, men har man selvbeherskelse nok, bør man gemme den i kælderen, så længe man har tålmodighed. Tiden afslører dens forfinede bygning og udvikler en kompleks dybde, man kan dvæle længe ved. Det er vin til alt fra rejer, krebs og hummer til fyldigere retter med modne oste og fløde, men alene er den et måltid i sig selv.

2017. Frisk og fugtig duft, moden fersken og ananas, strejf af kamille, safran og vanille. Saftig med fyldig frugt, men overraskende let og ren med pæn syre; fersken, mirabellekompot, kumquats, mineralsk finish, flot balanceret, ung, vital og virkeligt god.

2015. En årgang til den varmere side, men resultatet folder sig friskt ud. Tæt aroma med fed, syrlig ferskenfrugt, frugtsalat med råcrème, mandler og kokos. Blød i munden med let fedme og en frisk, moden syre, godt greb, svagt bitter touch af appelsinskal og bergamot. Harmonisk.

2011. En varm årgang som modsætning til den kølige 2010. Hvidblomstret duft med gule æbler og friske abrikoser. Stor intensitet men alligevel delikat aromatik. Syrerig fylde, frisk på tungen med eksotisk frugt, moden hvid fersken og litchi, gule æbler og appelsiner, vitaminpille i eftersmagen. Slutter slankere af en først antydet men i fin balance.

2007. Her er der tale om en meget varm årgang med en meget tidlig høst, som har formået at bevare friskheden. Fed duft med hvide blomster, æble-, tjørn- og røn, let oxidative noter af stødt æble, mørke undertoner. Pæn syre og flot fylde i munden, man mærker den fuldmodne frugt, fersken og abrikos men først og fremmest rosmarin, oregano, salvie og andre olierede urter, bivoks i eftersmagen.

2004 er 2007s modsætning: Sen høst på grund af en ret stilfærdig sommer, lave temperaturer og færre solskinstimer. Næsen er ret diskret, tydeligst er træet, røgen og en smule grillet kød. Køligt udtryk i munden, slank med fin syre, delikat blomstret og urtet; og udviser så en balance og lethed, som er meget, meget flot. Egentlig har den udviklet sig sagtere og flottere end f.eks. 2007.

2000. Et køligere år med moderat modning men flot kvalitet. Nu udviklet i duften, let røget med milde strejf af champignon og bagt kartoffel, så syrnet fløde og en fedme af hvide blomster og moden frugt— en enormt kompleks og flot duft. Flot balanceret i munden, stadig en frisk syre og en stilfærdig smag af modne stenfrugter, abrikosmarmelade, blomsterhonning, vingummibamser og B-vitaminpiller, mineralsk efterklang. En helstøbt, veludviklet helhed, ypiig og stadig sprælsk.

1996. Debutårgangen efter mere end tyve års lagring: Overraskende ung farve og næse: Let krydret og svagt røget i næsen, grillet kød, ristede græskarkerner, noget nærmeste burgundisk, milde oxidative noter. Meget behagelig og balanceret i munden med hvid stenfrugt og moden citrus, rundet syre og pikante noter af moden fastost, røget skinke, grillet grøn peber, krydderurter, salt og mineraler. Stilfærdig wow-faktor! Den har vokset sig stor og lever stadig.

Flaske: Braide Alte 2017  
Vinhus: Livon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druer: Chardonnay, Sauvignon Blanc,
 Moscato Giallo, Picolit
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på små træfade  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Dio Vino 
Pris: 289,-  

Apotekeren og lindetræerne

In medias res

Man kan uden videre stå over for en skelsættende skillevej i sit liv. Den 23. juli 1981 døde Giuseppe Manferrari, faren til den i dag berømte italienske vinmager Nicola Manferrari, pludseligt. Få måneders senere måtte den unge Nicola hovedkuls kaste sig ud i høsten på familiens vingård Borgo del Tiglio og selv tage ansvaret for vinificeringen. Ansvaret for at få vinen i hus og holden familiens økonomi oven vande hvilede på hans skuldre. Kort tid efter besluttede han sig for at forlade sit job som apoteker og fuldgyldigt hellige sig familieforetagendet i Collio.

En indledningsvis tøven behøver ikke betyde et langsigtet vægelsind. Tilskyndet af sin mor Thea tog Nicola Manferrari ikke blot opgaven på sig, han gjorde en dyd af nødvendigheden og gik helhjertet ind i sit nye virke og satte undervejs sit eget tydelige præg på foretagenet. Med sin faglige baggrund som farmaceut havde Nicola Manferrari eminente forudsætninger for at forstå de tekniske sider af vinmagerkunsten på trods af, at han hverken var uddannet agronom eller ønolog. Og omvejen til vinmageriet gjorde, at han fik tænkt sine målsætninger grundigt igennem.

Manferrari er perfektionist til fingerspidserne og laver uden tvivl nogle af Italiens bedste hvidvine. Borgo del Tiglios vine er noget for sig men samtidigt eminente udtryk for druesort, oprindelse og tradition; og samtidigt kan de vække mindelser om både hvid Bourgogne og om stor hvid Bordeaux. Det indfriede mål er delikate, balancerede og komplekse vine med identitet og karakter; og ikke mindst vine, der skal kunne gemmes og udvikle sig over lang tid. Paradeeksemplet er Studio di Bianco, hvidvinsstudiet, som er Manferraris egen fortolkning af en klassisk Collio Bianco.

Borgo del Tiglio ligger lige i udkanten af byen Brazzano midt i Collio området, bakkelandet midt mellem Alperne og Adriaterhavet i det nordøstligste Italien. De snørklede bakkedrag dækker over en jordbund af mergel med lag af sandsten, en særlig jordbundstype lokalt kendt som ponca, videnskabeligt under den tyske term flysch, mestendels den lokale type flysch di Cormons.

Borgo del Tiglio, løseligt oversat "borgen ved lindene", er det traditionelle navn for familiens gamle ejendom. Lindetræet er sagnomspundet på grund af sit lange liv, dets duftende blomster, som bierne omsætter til aromatisk honning samt dets særegne ved, velegnet til træsnit - faktisk er gården gengivet som sådant på etiketterne. I dag dækker Borgo del Tiglio i alt 16 hektar, heraf 9 hektar beplantet med vin, fordelt på tre separate besiddelser: Podere di Brazzano, Podere di Ca’ delle Vallade og Podere di Ruttars. Druesorterne er Friulano, Malvasia, Chardonnay, Sauvignon, Riesling og Verduzzo foruden rødvinsdruer som Pignolo og Merlot. Hjertebarnet er sorten Friulano, der tidligere var lokalt kendt som Tocai. Det navn fik med Ungarns indlemmelse i EU endelig dødsstødet, da sorten intet har at gøre med den navnkundige ungarske vin Tokai. Manferrari er, som så mange andre vinbønder i Friuli, ikke helt tilfreds med den beslutning, og omtaler konsekvent stadig sorten som Tocai. Tilfreds er han imidlertid med dens vine; og husets anden topvin er da også fra gamle Friulano stokke på enkeltmarken Ronco della Chiesa.

Terroir, typicitet og trends

Nicola Manferrari udtrykker sig både filosofisk og poetisk om sit arbejde i marken og kælderen - og når han er i gang, taler han gerne længe og vedholdende. Og det er ikke kun manden selv, der tager sig god tid. Som mageren, så vinen: Borgo del Tiglios vine kræver fordybelse, mens man drikker dem, og tålmodighed inden, for de må gerne lagres på flaske i adskillige år for at udvikle sig til deres fornemmeste form.

Målsætningen har fra begyndelsen været store og langlivede vine - men vine, der trods den mere moderne og fransk-inspirerede vinificering skulle forblive tro mod de lokale forhold - druer, jordbund, mikroklima. En vins storhed ligger nemlig i at være sig selv. "Hvad jeg vil opnå, afhænger af vinmarken. Så jeg prøver at samarbejde med marken for at den kan komme til udtryk."

Manferrari uddybder sin metodiske tilgang: "For det første skal du kende din vinmark meget godt. Du skal undersøge jordbunden, forstå dens potentiale. For det andet skal du organisere vinplanten, sådan at den vokser og producerer de bedste druer. Det er en serie af handlinger, du skal igangsætte for at opnå målet, de bedst mulige druer. Det ses i farverne på planten, på bladene, på druerne. Du kender sortens karakteristika, men du skal også tage højde for, at i dette terroir bliver den måske anderledes, fordi terroiret også har sine karakteristika. Det giver interferensmønstre. Og det må også have konsekvenser for vinificeringen."

En i de senere årtier med Collio associeret trend som orangevin giver han imidlertid ikke meget for. Traditionen med at lade de grønne druer gære med skallerne og resultere i en vin med orangeskær i glasset og tanninstruktur i munden anser han for et fejlgreb: "Det udvisker terroir og sortskarakteristika" er udmeldingen.

Det er der selvfølgelig delte meninger om. Men Manferraris tanker om kvalitetens tilbliven i marken snarere end i kælderen er der dog almen konsensus om. Det tydelige aftryk fra terroir og druesort - og ikke mindst vinens balance - er alt sammen noget, der foregår i markerne. Han forklarer - med inspiration fra François Champagnols værk Physiologie de la Vigne:

"Vin er en klatreplante: Det er en plante, der er udviklet til at klatre så hurtigt som muligt til træets top, da den har brug for en masse lys for at kunne sætte druer. Så det, vi gør med vinplanten, er egentlig meget unaturligt, for den er ikke lavet til det. Vi har opfundet opbinding og beskæring for at få en plante på blot 1,5 meters højde. Naturligt kan den blive 10-20 meter lang. Det skaber selvfølgeligt ubalancer i planten. Og at få planten tilbage til en naturlig tilstand, at få den til at have det, som den normalt ville have det, er en meget indviklet opgave."

"Det, planten forsøger, er at komme tilbage til sit gamle system og at formere sig så hurtigt som muligt. Plantens mål er at skabe druer: Druer, der er attraktive for dyr, der kan sprede kernerne, og som i vinstokkens tilfælde mestendels er fugle. Derfor skaber planten smage i druerne, der er appetitvækkende for fuglene. Men i perioden før druerne modner, giver moderplanten også de modsatte smage i bærrene, bitterstoffer, der ikke attraktive. Bitterhed bryder dyr sig ikke om, det signalere fare. Så så længe planten lægger det i druerne, vil dyrene holde sig væk."

Manferraris mål er altså at få den samme fysiologi i planten og druerne som i den frie, oprindelige natur. Dermed mener han at kunne opnå de dufte og smage i druerne, som er attraktive for dyrene - såvel fugle som mennesker.

Et studie i hvidt

Temmeligt prosaisk bærer topvinen navnet Studio di Bianco, hvidvinsstudiet; men herefter hører det prosaiske også op. Når han skal forklare meningen med denne vin, citerer Manferrari den italienske poet Gabriele d'Annunzios digt "La pioggia nel pineto" ("Regnen i nåletræsskoven"), hvor regnen i skovens dybe, stille ro drypper sin vej gennem nålene og ned til underskoven, og en dis danner sig, hvor vandets duftløshed forvandler sig til duft med lyngbuskens, myrtens og enebærtræets knitren under dråberne. "Jeg vil gerne dele disse dufte og smage fra Middelhavsområdet for at fremkalde dette unikke miljø og skabe glæde ved det kloden rundt gennem mine flasker," fortæller Manferrari.

Hvor det faktuelle sprog kommer til kort, kan billedsproget vise vejen. Intet kan dog stå i stedet for oplevelsen selv; men heldigvis kan den deles. "Duftens og smagens sprog er, som lyde og farver, et universalt sprog, menneskehedens fælleseje," fortsætter han. Det er samme sære forhold mellem sproget, den direkte sansning og naturen, som Inger Christensen på dansk har søgt indkredset i sit poetiske essay Silken, rummet, sproget, hjertet: "Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden [...] Prøv bare at glemme ordet silke, og du bliver mindet om det, næste gang du ser sommerhimlen, et kronblad eller..." (Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden, s. 23.)

Manferrari eksperimenterede i flere år midt i firserne med et blend til den perfekte hvidvin; og Studio di Bianco er resultatet af anstrengelserne. Triaden af Friulano, Sauvignon og Riesling høstes og gæres først hver for sig i 250 liters egetræsfade, hvorefter vinen hviler på gærresterne og gennemgår malolaktisk gæring på fade af samme størrelse. Kælderen er indrettet i flere lag, så der kan arbejdes udelukkende med tyngdekraftens hjælp ved omstikningen. Manferraris holdning til filtrering og sulfitter ligger i forlængelse af hans holdninger til orangevin: Ikke at benytte en afstemt mængde sulfitter ville være at sætte vinens liv over styr og ikke at respektere terroiret.

Blandingsforholdet varierer en smule med årgangen men er generelt godt 50% Friulano, 30% Sauvignon og 20% Riesling. Den sent høstede og derfor meget modne Friulano har fuldt udviklet aroma og tekstur men savner struktur, da syren falder drastisk proportionelt med modenheden. Det udbedres til gengæld af såvel Sauvignon som Riesling; og snarere end at ryge i totterne på hinanden, åbner de to distinkte divaer armene og omfavner hinanden.

Studio di Bianco er en elegant og kompleks hvidvin, struktureret og kompakt de første år, hvorefter den sagte folder sig så ud med stor skønhed: Duft af hvide blomster, moden stenfrugt og grønne urter; og en cremet men syrlig smag af ferskner, ananas, pinjekerner, harpiks, akaciehonning og vanille. En betagende balanceakt med virkeligt velafstemte små efterklange - mandler, radicchio, olivenolie, brunet smør, røg, flint, petroleum, ferskensten, rosmarin, citrusskal. Det er musikalsk og symfonisk. Andanten fra Mozarts 23. klaverkoncert svæver i baggrunden.

Flaske: Studio di Bianco 2008  
Vinhus: Borgo del Tiglio  
Oprindelse: Friuli, Italien  
Druesorter: Friulano, Sauvignon, Riesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Distinto  
Pris: 649,-