Orgo

Det skorter på gode nyheder fra Georgien for tiden. Til gengæld er der gode mennesker i overflod, og vine, der kan matche deres karaktertræk. Vine, der trækker på en stolt historie, som får de seneste års og årtiers trakasserier til at virke som parentetiske bemærkninger; og vine, som med deres karakteristiske anderledeshed tilbyder et længe tiltrængt alternativ til den moderne mainstream i den vestlige verden.

Dakishvili er et velkendt navn i det georgiske, for familien har fostret en række fremtrædende vinmagere gennem fire generationer. De seneste skud på stammen står bag foretagendet Dakishvili Family Vineyards, grundlæggeren Giorgi Dakishvili samt hans søn Temuri Dakishvili, og de er kendt for at fremstille vine af høj kvalitet, ved hjælp af såvel traditionelle metoder som gæring og modning på qvevri samt anvendelse af de mest moderne teknikker. Det gør de fra hjemmet i landsbyen Shalauri nær den gamle by Telavi i Kakheti-regionen i det østligste Georgien. Der mestrer de lokale sorter som Rkatsiteli, Saperavi, Kisi, Mtsvane og Chitistvala samt mindre mængder af internationale kendinge som Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Men deres sande skatte er selvfølgelig deres gamle stokke af de lokale sorter, og siden 2011 har Gogi sammen med sin georgisk-amerikanske ven Mamuka Tsereteli gjort et særligt nummer ud af netop vinene derfra. Sammen har de stiftet huset Teleda Orgo netop for at fremme forståelsen af Georgiens urgamle kulturarv på den vestlige halvkugle— et udmærket supplement til familiens i forvejen fortræffelige portefølje.

Vinene finder vej til Danmark gennem Georgien Vin, som foruden et bredt udvalg af vine fra begge huse for øvrigt har tilbud på en fornem smagekasse med seks flasker udvalgt vin fra Dakishvili-familien.

Kakheti er Georgiens østligste vinregion og er kendt som landets nok mest arketypiske område og som fons et origo for fremstilling af vine i de urgamle nedgravede lerkrukker, som kaldes qvevri— en praksis, som siden 2013 er anerkendt af UNESCO som verdenskulturarv. En qvevri er en slags ægformet lerkrukke, som gennem årtusinder er blevet brugt til gæring, modning og opbevaring af vin. Erfaring med fremstilling af qvevrier og qvevrivin er historisk givet videre gennem familie, naboer og slægtninge, så den på landet er overleveret helt frem til i dag. Processen indebærer traditionelt, at druerne presses, og at mosten såvel som drueskaller og -kerner såvel som stilke hældes i qvevrien, som siden forsegles, så vinen kan gære og modne i månedsvis, før den åbnes, tappes og drikkes. Qvevri-traditionen er en indgroet del af den landlige levevis i de små lokalsamfund og udgør dermed en uadskillelig del af georgiernes kulturelle identitet. Især i Kakheti, som huser en stor andel af landets vinmarker og det største antal individuelle appellationer, 18 ud af landets 24.

Regionen strækker sig langs de øvre forløb af floderne Alazani og Lori og er derefter uformelt opdelt i det ‘indre’ og det ‘ydre’ Kakheti, hvoraf de indre tæller kendte underområder som Kartli og Telavi. Der dyrkes en lang række druer, hvoraf især trioen Rkatsiteli, Mtsvane Kakhuri og Saperavi er mest fremherskende, især i den mere moderne del af produktionen. De trives i det moderat kontinentale klima tæt på Kaukasus-bjergene, hvor kolde vintre og varme tørre somre definerer klimaet, med en årlig nedbør under 700 mm— helt modsat det vestlige Georgien, hvor klimaet er mere maritimt grundet nærheden til Sortehavet og visse steder decideret subtropisk. Jordbundsforholdene i Kakheti er komplekse, men størstedelen er alluviale sedimenter, øverst lehm og kalkholdig ler og nedenunder især kalksten men ind imellem også sten af vulkansk oprindelse.

Tværatlantisk alliance

Dakishvili-familien råder over gode 10 hektarer vinmarker nær Telavi, især ved landsbyerne Kondoli, Kurdgelauri og Akhmeti, officielt del af de mindre appellationer Tsinandali og Akhmeta; og desuden laver Gogi som nævnt vin med kollegaen Mamuka Tsereteli til deres fælles projekt Teleda Orgo.

Familien har haft hjemme i Kakheti gennem talløse generationer, og længere tilbage rødder i det nærliggende Tjetjenien. De seneste fire generationer har vinavl været hovederhvervet, og allerede oldefar Simon Dakishvili lavede vine, det var værd at lægge mærke til. Gogi voksede således op med vin, hans far var en velkendt vinmager i Sovjettiden, leder af det lokale statslige kooperativ, og den unge Gogi vidste således allerede som barn, at voksenlivet skulle dedikeres til vin. Sådan blev det, til hans store glæde i et selvstændigt Georgien og siden med såvel national som international opmærksomhed på frugterne af arbejdet. Han studerede oprindeligt ønologi i ukrainske Odessa og kom sidenhen på studieophold ved University of California at Davis, hvor han især stiftede nært bekendskab med de nyeste teknikker og moderne industrialisering på den anden side af Atlanten. I sit arbejde kombinerer han den store personlige erfaring med traditionel qvevri-vinifikation og moderne europæiske og amerikanske metoder.

Hans amerikanske kollega Mamuka Tsereteli har spillet en afgørende rolle i promoveringen af georgisk vin i USA. I mere end to årtier har han været formand for samhandels-organisationen America-Georgia Business Council, hvor han utrætteligt har arbejdet for at fremme tilgængeligheden af georgiske produkter på det amerikanske marked; så han var kun glad for at kunne få fingrene mere direkte ned i produktion af sit hjemlands flydende kulturarv.

Teleda Orgos fokuserer på historiske marker med mindst 50 år gamle stokke, som alle ligger i appellationen Tsinandali PDO, nærmere bestemt ved landsbyerne Kondoli og Kurdgelauri, hvor de lokale forhold menes at resultere i særligt karakteristiske vine. Tsinandali skiller sig ud ved sin særligt lave luftfugtighed og rigelige solskin, som begge er afgørende for en sund modning af druerne, ikke mindst den hvide Rkatsiteli. Der dyrkes efter naturnære og bæredygtige principper men uden økologisk certificering. Alt høstes ved håndkraft og vinificeres udelukkende efter traditionelle georgiske metoder.

Vinene er fine fortolkninger af Georgiens rige arv, hvor terroir, tradition og innovation bliver tæt forbundne. Det afspejler sig allerede i navnet, som forener et gammelt stednavn for Telavi med områdets ønologiske arv, orgo er et gammelt navn for låget, som forsegler qvevrien, og som sådan er dørstærsklen mellem menneskets jordiske og vinens såvel underjordiske som overjordiske verden. Dertil passer logoet, en borjghali, som er et gammelt georgisk solsymbol, der repræsenterer lys og varme, frugtbarhed samt den uendelige fornyelsescyklus. Orgo samler således symbolerne for den energi, som solen gennem vinstokkene og qvevrierne sender i flasken.

Den fornemme Rkatsiteli 2019 er et mønstereksempel på det hele. Det er vaskeægte georgisk orangevin, ren og skær, med masser af liv og karakter men ingen af de laster, mange kritikere forbinder med genren. Gå trygt ombord uden frygt for oxidation, volatilitet, brettanomyces eller mus. I stedet løftes låget til en klar, ravgylden glød og en mørk duft af efterår med anslag af eksotik nedenuder. Fløjlsblød, cremet tekstur koblet med seriøs struktur, fine tanniner og en stilfærdig overflod af moden fersken, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, umeboshi, søde krydderier og stejf af underskov, urter og nødder. Raffineret, velafbalanceret og lang eftersmag. 
En alsidig madvin og meditationsvin.

Flaske: Rkatsiteli
Vinhus: Teleda Orgo  
Oprindelse: Kakheti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Rkatsiteli  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin
Pris: 238,-  

8000 årgange

Der er grøde i georgisk vin. Vestlige vinmagere og vinsmagere og ikke mindst georgierne selv har i de seneste årtier genopdaget og genoptaget landets meget gamle og særdeles særegne vinøse arv. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden kan hjælpe georgierne med at finde fodfæste i en fremtid for landet, som længe har stået i Sovjets og Ruslands skygge — for ud af den træder hundredevis af unikke druesorter, talrige stolte traditioner og den nok væsentligste genremæssige tilføjelse til den vestlige vinverden i nyere tid, nemlig orangevinen.

Georgien mellem fortid og fremtid

“Den nye gamle verden” er blevet brugt som betegnelse for de central- og østeuropæiske vinlande, som længe lå utilgængelige bag jerntæppet, og hvis gamle vinkulturer længe led under kommunismens åg; men som nu så småt er kommet til sig selv igen og er ved at vågne til dåd. Ungarn er allerede kendt som klassisk vinland, og omkring årtusindeskiftet var der store forventninger til f.eks. Rumænien og Bulgarien; som dog i det store hele stadig lader vente på sig. I mellemtiden er de blevet overhalet indenom af et lille land som Slovenien; og så af et land endnu længere mod øst, som med sin historie og kultur burde have været selvskrevet på listen over stærke genkomster, hvis blot kendskabet havde været til det.

Georgien (på georgisk საქართველო, Sakartvelo) ligger i spændingsfeltet mellem øst og vest, mellem det antikke og det moderne, det velkendte og det ukendte. Georgien er beliggende på grænsen mellem Europa og Asien, i området der kaldes Kaukasien, et landområde mellem Det Sorte Hav i vest og Det Kaspiske Hav i øst, delt i to af den lange bjergkæde Kaukasus. Foruden Georgien tæller regionen lande som Armenien, Aserbajdsjan og dele af Rusland, f.eks. Tjetjenien og Dagestan.

Med et areal på cirka 43.100 km2 er Georgien godt 60% større end Danmark, mens befolkningen kun tæller knapt fire millioner mennesker, først og fremmest georgiere men også andre etniske grupper. Hovedstaden hedder Tbilisi og er samtidigt landets største by, hvor godt en tredjedel af landets befolkning bor. Sin beskedne størrelse og forholdsvist lille befolkning til trods rummer Georgien alligevel en enorm diversitet af mikroklimaer, landskaber og landbrugstraditioner— der dyrkes f.eks. korn, majs, ris, citrusfrugter og te— og for vinens vedkommende kan traditionen spores omkring 8.000 år tilbage.

Georgiens vinøse geografi: Landets vinområder og de vigtigste druer. Kilde: GWines

Mellem bjerge og have

Georgien er som vinland først og fremmest præget af de omkringliggende bjerge og vandmasser. De store Kaukasus-bjerge i nord skærmer landets vinmarker fra den kontinentale russiske kulde; mens De mindre Kaukasus-bjerge i syd modererer den tørre og varme luft sydfra. Fugtig luft fra Sortehavet i vest blokeres til dels af Likhi-bjergene, som deler Georgien i en vestlig og en østlig del. Den østlige del påvirkes til gengæld af varme vinde fra Det Kaspiske Hav og de kasakhiske stepper; og det er da også i den mindre regnvåde og mere solrige østlige del af landet, at størstedelen af landets historiske vinavl befinder sig. I dag deles landet op i 20 appellationer for vin, hvoraf de fleste forefindes i regionerne Imereti, Kartli og Kakheti, sidstnævnte med de vigtige subregioner Kvareli og Telavi; og det er netop i Kakheti, vi skal stifte bekendskab med Georgiens nok mest ikoniske bidrag til vinverden— vinfremstilling i nedgravede lerkrukker kendt som ქვევრი, kvevri eller qvevri, en praksis, som FN i 2013 satte på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv.

Det anslås, at der engang har været måske mere end 1.000 georgiske druesorter; men mange af vinstokkene blev rykket op med rode under de arabiske erobringer i landet omkring år 750; og langt senere gjorde Sovjetstyret sit for at undertrykke landets enestående kulturarv ved at omlægge vinavlen til masseproduktion og satse på højtydende sorter. Efter Sovjetunionens sammenbrud og Georgiens genvundne selvstændighed i 1991 fulgte en periode, hvor moderne, internationale druesorter gjorde deres indtog. Men siden er interessen for at bevare og fokusere på egne sorter genvundet, og summa summarum er, at der i dag er identificeret i hvert fald 525 overlevende indfødte sorter, hvoraf omkring de 50 er i egentlig kommerciel produktion. Den vigtigste røde sort er Saperavi og den vigtigste hvide Rkatsiteli — og dertil kommer vigtige sorter som de røde Aleksandrouli, Chkhaveri, Dzelshavi, Mujuretuli, Ojaleshi, Otskhanuri, Shavkapito, Takveri og Usakhelouri, og de hvide Aladasturi, Chinuri, Khikhvi, Kisi, Krakhuna, Mtsvane, Tsolikouri og Tsitska.

Vinens vugge

Ifølge en myte fik georgierne deres land i hænde, da Vor Herre i hine tider fordelte Jorden mellem alverdens folkeslag; og under den himmelske seance sang, dansede, spiste og drak de glade georgiere så meget, at de dagen derpå vågnede op til en verden, hvor samtlige lande allerede var fordelt, og de stod tomhændede og slukørede tilbage. Men da Gud så deres livsglæde og godmodighed, forbarmedes han og gav dem i stedet det lille stykke land, han ellers havde udset til sig selv: Paradis på jord, Georgien. Samtidigt gav han dem vinens gave, som siden har været så tæt forbundet med kristendommen og dens ritualer.

Mere faktuelt kan de fleste af de ældste arkæologiske fund, som med sikkerhed bevidner vinavl og vinfremstilling, lokaliseres i nutidens Georgien og omegn. Det er f.eks. fund af lerkrukker med rester af druekerner og deslige. Genetisk profilering af indfødte georgiske druesorter har ligeledes bevidnet deres særskilte identitet og lange aner. Væsentligt nok menes de indoeuropæiske sprogs navne for vin desuden at have en fælles rod i det georgiske ord for vin, ღვინო, ghvino. Det georgiske skriftsprog har sit eget unikke alfabet, hvis snurrede og krogede bogstaver af nogen siges at stamme fra vinrankens slyngtråde og deres vilde krummelurer. En fin fortællinger er det i hvert fald, og dem er georgierne gode til.

Det ortodokse Alaverdi kloster i Kakheti står vagt om de gamle traditioner — især mod udefrakommende forstyrrelser som moderne teknologier og internationale druesorter

Den georgiske vinkultur er altså ældgammel og dermed også dybt rodfæstet i den georgiske folkesjæl. Landet ganske enkelt emmer af vin og er tæskfyldt med traditioner, hvor vin enten indgår som den mest naturlige ledsager eller simpelthen indtager scenen som hovedrolleindehaver. Således er et fast ritual festmåltidet supra, hvor mad, vin og sang smelter sammen, forestået af en ceremoniel toastmaster, tamada, og med hyppig brug af den traditionelle skål, “Gaumarjos!”, bogstaveligt talt ‘for vor sejr!’. På bordet vil findes en buffet af retter fra landets ligeledes righoldige kulinariske arv og oftest rigelige mængder vin. Ofte overraskende saftige og af og til sødmefulde rødvine; og ofte de tørre og overraskende tanninholdige vine, vi i vesten for nyligt har lært at kalde ‘orangevine’, men som sædvanligvis kaldes ‘ravvine’ på georgisk, ქარვისფერი ღვინო, ‘hvidvine’ fremstillet med lang skindkontakt; men som gennem århundreder, årtusinder har været en del af den georgiske vintradition.

Det skal ikke forstås sådan, at Georgien har en identificerbar og kontinuerlig vintradition fra oldtiden og frem til vore dage, eller at landets vinkultur har nogen enhedsmæssig beskaffenhed. Georgien har gennem hele sin historie været et ombejlet og bekriget område— persere, grækere, romere, arabere, mongoler, tyrkere og senest russere har alle gjort indtog i og sat deres præg på landet gennem tiderne. Det til trods er dele af dets årtusinder lange vintradition overlevet i en nogenlunde uspoleret form, og det giver os ikke blot et indblik i en fjern fortid. Det åbner også for nye og anderledes vinoplevelser. Der er rigeligt med rustikke vine— på godt og ondt— men de fleste besidder både autenticitet og usædvanlig kompleksitet, og de bedste kan berede store vinoplevelser. Men man må være klar på at lade sig udfordre!

En gammeldags georgisk marani med de karakteristiske qvevri gravet ned i gulvet

Georgiens største claim to fame og vigtigste aktie i fremtiden er uden tvivl dets skatkammer af gamle, indfødte druesorter; samt dets overleverede kulturarv med unikke fremstillingsmetoder og vinstile. En arv, som for få årtier siden var snublende nær at gå tabt; og som kun er overlevet takket være traditionsbevidste klostre, genstridige bønder og ikke mindst en håndsrækning fra en håndfuld visionære fremmede, som lod sig fascinere af landets oprindelige vinkultur og hjalp med at genoplive den.

Vise mænd fra Vesterland

John Wurdeman er en amerikansk maler, der for alvor lod sig fascinere af georgisk kultur under rejser til landet i 1990’erne. Siden flyttede han dertil og arbejdede med maleri og indsamling af folkesange. Den interesse fik den lokale vinbonde Gela Patalishvili til at “tvinge ham” til også at hjælpe med at redde den dengang uddøende georgiske vinarv med vinifikation på qvevrier. Modvilligt lod Wurdeman sig ad åre overbevise, og i 2007 fødtes i Sighnaghi endelig hans vinhus Pheasant’s Tears, ‘fasantårer’, navngivet efter et folkesagn om, at landets bedste vine er gode nok til at få selv fasaner til at græde! Og Wurdeman har om nogen gjort sit for at skabe opmærksomhed om og sikre landets vinøse kulturarv og udbrede kendskabet til den internationalt. Ikke mindst takket være investeringer, import og markedsføring fra skandinavisk side, her kan vi hejse flaget for danske Sune Rosforth og følge. Vil man smage fasantårer, er deres Mtsvane og Kisi gode steder at starte.

Af lokalpatriotisk interesse bør også nævnes en anden tilflytter, den danske eventyrer og erhvervsmand Olaf Malver, som sammen med sin georgiske hustru Eka og nogle af landets førende vinmagere har skabt vinhuset Danieli Winery ved landsbyen Argokhy i Kakheti; og siden 2012 har de kastet sig over de lokale druesorter med vinificering på både moderne og mere gammeldags façon. Danieli byder bl.a. på ganske glimrende Saperavi for både begyndere og lettere øvede, prøv f.eks. deres Budeshuri eller Napareuli.

Vestlige ganer blev måske vakt gennem sådanne mellemkomster, men selvfølgelig var der allerede stærke kræfter i gang i det georgiske. Trofaste vinbønder med stærke viljer har trukket Georgien op nedefra, særlig nævnelse skyldes (i alfabetisk rækkefølge) folk som Nikoloz Antadze, Kakha Bereshvili, Iago Bitarishvili, Ramaz Nikoladze og ikke mindst det afdøde ikon Soliko Tsaishvili. Takket være dem er der stadig liv og nu fornyet liv i traditonen.

Vinens livmoder

Den traditionelle georgiske tilgang til vinfremstilling er nærmest poetisk eller mytologisk af natur. Vinen gæres, som regel af hele druer med både skind og kerner, ofte endda som hele klaser, i moder naturs skød, vinens livmoder, qvevrien. En qvevri (mere korrekt transkriberet som kvevri, men stavemåden med q har nu vundet internationalt indpas) er det traditionelle ægge- eller dråbeformede lerkar, man har fremstillet og opbevaret vin i, gravet ned i jorden i eller uden for vinkælderen, på georgisk მარანი, marani.

Fremstillingen af qvevrier er et hæderkronet håndværk, som i dag kun beherskes af en aftagende skare, og råmaterialet er typisk fint flodler. Den færdigtformede qvevri brændes, og traditionelt beklæder man siden indersiden med bivoks. Denne foring kan holde gennem adskillige mange år, hvis qvevrien rengøres og behandles korrekt ved brug af traditionelle redskaber og metoder.

Mens moderne vinifikation og modning mestendels foregår på ståltanke og i træfade, er amforaer og qvevrier alternative beholdere med andre egenskaber og fordele. Qvevriens koniske form sikrer en konstant cirkulær bevægelse under gæringen, en slags indbygget bâttonage, som giver god kontakt mellem most, skaldele og gærrester. Nedgravning i jorden sikrer en konstant temperatur, typisk mellem 10 og 12 grader, samt en kun meget langsom indtrængning af ilt, som giver en let mikrooxidering. Det sikrer alt sammen stabilitet— og så var vinen i gamle dage også behændigt begravet under jorden og dermed til dels sikret mod invaderende styrker.

Marani med redskaber til brug undervejs i vinens vej fra jord til bord

Siden har vinmagere som Josko Gravner, Paolo Vodopivec, Tomislav Tomac, Thierry Puzelat og Bertrand Gautherot taget qvevrien til sig på vestligere længdegradder og gjort deres for yderligere at udbrede kendskabet til og værdsættelsen af den særlige tradition uden for Georgien.

Orangevinen er nok det mest karakteristiske af Georgiens bidrag til den moderne vinkultur. I duft og smag finder man ofte noter af tørrede frugter, f.eks. tørret abrikos og rosiner, og af citrusskal, f.eks. pomerans og bergamotte. Anslag af nødder, krydderier og røg er heller ikke ualmindelige. Strukturen kan vække mindelser om sort the, og der er ofte en del bitternoter. Man kan sige, det er en slags hvidvin, der opfører sig som rødvin; og det giver især mening til det georgiske køkkens udbredte brug af valnødder, granatæbler, auberginer, tomater, oliven og urter. En anden god grund til at smage sig nærmere ind på det fascinerende og mangefacetterede Georgien.

Danmark er som sædvanligt med på noderne og står som importørland forrest i køen hos en række af de bedste vinproducenter. Gå på udkig hos Rosforth & Rosforth og de oplagt navngivne Georgisk Vin og Georgien Vin. Kig eventuelt også forbi hos Korsholm Vin eller Otto Suenson, som også har en ting eller to. For hvis du ikke har fordybet dig i georgisk vin før, er det på høje tide.

Skal du føres direkte i løvens hule og til hestens mund og samtidigt i den syvende himmel, så bliver det ikke meget mere arketypisk georgisk end Rkatsiteli Tsarapi fra Soliko Tsaishvilis vinhus Our Wine. Det er essensen af Georgien på glas: En spændstig mundfuld kvædete, tørrede abrikoser, valnødder, vildblomsthonning og røgelse. Struktur og tekstur frem for alt, med fine men almægtige tanniner, der langsomt men sikkert hænger mundhulen til tørre! I eftersmagen umami og lette tawny-noter samt spor af en svunden tid…

Til dig, der tørster efter mere viden og flere fortællinger: Der er rundt omkring skrevet mangt og meget om Georgien og dets vinkultur. De bedste samlede fremstillinger er efter min mening begået af to begavede amerikanerinder med internationalt udsyn: Carla Capalbos Tasting Georgia, A Food and Wine Journey in the Caucasus (Interlink Books, 2017) samt Alice Feirings For the Love of Wine, My Odyssey through the World’s Most Ancient Wine Culture (Potomac Books, 2016).

Lille land, hvad nu?

Til sidst dog en dråbe malurt i bægeret: De i udlandet så hypede qvevri-vine udgør under 10% af den samlede produktion; og selv i Georgien er der plantet masser af Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Vestlige planteskoler, biotekselskaber og vinkonsulenter har haft travlt med at få en fod ind på det ‘gryende vinmarked’. Så selvom landets unikke kulturarv for tiden er reddet, så er landets videre fremtid, og ikke mindst den kommercielle vinbranches, endnu usikker.

Hvad værre er, den generelle politiske situation er anspændt, og fortidens spøgelser hjemsøger georgierne, hvis historiske landsmænd som bekendt også tæller en tvivlsom karakter som Josef Stalin. Før Rusland invaderede Ukraine, hvad enten vi sætter datoen til 2022 eller 2014, invaderede det Georgien i 2008; og russiske tropper besætter dags dato stadig godt 20% af landet. Det drejer sig om de to nordlige regioner Sydossetien og Abkhasien, hvor pro-russiske kræfter har erklæret områderne som selvstændige republikker, og Moder Rusland er ‘kommet til undsætning’. I dag er det svært ikke at se det som et uskønt forspil til Putins invasion af Ukraine.

Det har selvfølgelig rusket op i anti-russiske følelser og holdninger bredt i den georgiske befolkning og haft en overordnet negativt indflydelse på landets økonomiske situation. Dertil har det også (som i Ukraine) styrket nationalfølelsen og de pro-vestlige kræfter, som ønsker Georgien som medlem af NATO og EU. Mange tager forskud på glæderne, man ser for eksempel allerede EU-flag vejre i Tbilisi. Alt er dog ikke sort-hvidt, hvilket med al ønskelig tydelighed illustreres af det regerende parti Georgiens Drøms slingrekurs i forhold til retsstat, demokrati og europæisk integration. Nok søger Georgien medlemsskab af EU, men udviklingen halter, og samtidigt er der stadig pro-russiske kræfter i såvel regeringen som den offentlige administration; og mange georgiere fortsætter med at byde russiske virksomheder og investorer velkommen. Billedet er broget, og man forstår nemt årsagerne til splittelsen, landets komplekse historie taget i betragtning. Men hvordan slutspillet kan se ud, er endnu svært at ane, selvom kursen vel kan være sat mod Georgiens Mareridt. Vi almindelige dødelige kan kun krydse fingre og støtte de gode kræfter, hvor mulighederne byder sig. En ganske vist lille håndsrækning kunne være købet af en god flaske autentisk georgisk vin samt en skål for endnu tusinder af årgange. გაუმარჯოს!

Flaske: Rkatsiteli Tsarapi 2019
Vinhus: Our Wine  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Drue: Rkatsiteli  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 204,- 

Artiklen er en uforkortet udgave af den generelle introduktion til georgisk vin, jeg under samme titel publicerede i DinVinGuide #39 i august 2023. Fotos er venligst stillet til rådighed af Valeria Tenison, Katerina Russu, Wines of Georgia, Ministry of Culture and Monument Protection of Georgia samt omtalte vinhuse

Tbilisi Transfer

Ikke langt fra Tbilisi, Georgiens hovedstad, ligger byen Gamargveba. Her holder tre yngre mænd hus, Gabriel Gabrielashvili, Giorgi Tsirgvava og Mamuka Tsiklauri. Eller rettere, de holder marani, som et vinhus kaldes på georgisk, og det har de gjort siden 2013. Her stiftede de i samklang Doremi Wine for at dyrke lokale, georgiske druer økologisk og lave dem til vin efter gamle, georgiske traditioner. Målet var at lave autentisk kaukasisk vin af meget høj kvalitet. En kvalitet, der skulle række langt ud over Georgien.

Der er grøde i Georgien i disse år. Vestlige forbrugere og ikke mindst mange georgere selv har opdaget eller genoptaget landets gamle og særegne vinkulturelle arv. Ukendte druesorter og anderledes produktionsformer vækker nysgerrighed og skaber nyt også uden for landets grænser. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden også er i gang med at forme fremtiden. Da orangevinen blev genopdaget og genopfundet i italienske Friuli i 1990'erne var det ikke uden en vis inspiration fra Georgien. Soviets fald, nye samhandspartnere og en international efterspørgsel af det unikke, det oprindelige, det uforfalskede har hjulpet Georgien godt på vej. D'herrer fra Doremi er blot et af de nye skud på stammen.

Doremi Wine har besiddelser flere forskellige steder i landet, hvor de dyrker indfødte georgiske sorter med eksotiske navne som Rkatsiteli, Mtsvane, Chinuri og Aladasturi. Der høstes med hånden, og den efterfølgende vinifikation foregår på de nu viden om berømte qvevrier - traditionelle, georgiske amforaer, omvendt dråbeformede lerkrukker, der behandles med bivoks og graves ned i jorden for derefter at være vinens gærings- og lagringskar. Man har dateret fund af qvevrier med kerner fra Rkatsiteli-druer til at være over 3.000 år gamle. Sandsynligvis har man allerede dengang ladet de grønne druer gære og lagre med drueskallerne. UNESCO tog sig sammen og anerkendte qvevrien som verdenskulturarv i 2013: Den georgiske vinkultur er nu officielt - på moderne dansk -  intangible cultural heritage of humanity.

Orange Rkatsiteli er også et af hovednumrene hos Doremi Wine. Den gamle og vidt udbredte druesort dyrkes hos dem ved landsbyen Gurjaani i området Kakheti i landets østligste del. Druerne høstes i september, kvases og smides på qvevri, hvor de får lov at ligge med skallerne frem til marts. Gæringen foregår med drueskallernes naturlige gærsvampe, og der benyttes ingen vinbehandlingsmidler, ligesom der hverken klares, filtreres eller tilsættes sulfitter. Den behandling giver en knastør vin med højt ekstrakt og oxidative noter.

Rkatsiteli 2015: Farven efterlader ikke megen tvivl: I glasset er orangevin, lysende og gylden som en kæmpe klump rav. Duften er vild og vidtfavnenede- blomstret, krydret, røget. Der er strejf af syrener og tørrede roser, sort kardemomme og bålrøg. Smagen er eksotisk frugtig, fersken, abrikos, carambole, egentlig ret letflydende, holdt i form af en fin syre og nogle fine, men massive, tanniner. Både oase og ørken. Eftersmagen vandrer videre ad samme spor, der er aftryk af tørrede rosenknopper, kastanjehonning, brunkagedej. Struktureret, aromatisk, anderledes, spændende.

Sandelig siger jeg jer: Dette er ikke en vin for enhver. Men den er meget georgisk og ikke utilgængelig, hverken smags- eller prismæssigt, for dem, der gerne vil udforske vinverdens ud- og forkanter eller blot udfordre sig selv og den vanlige vinsmag. Den er let erholdelig gennem gladvin.dk. Der er som skrevet atter grøde i Georgien, og det her kan være et godt sted at starte, hvis man endnu ikke har prøvet kræfter med georgisk orangevin.

Flaske: Rkatsiteli 2015  
Vinhus: Doremi Wine  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Druesorter: Rkatsiteli  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, seks måneders maceration  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 138,-