Viewing entries tagged
Premium Estates of Austria

Alle veje fører til Wien

Comment

Alle veje fører til Wien


Wiens fremmeste vinbønder blev for nyligt budt velkommen i foreningen af østrigske traditionsvinhuse, Österreichische Traditionsweingüter, en sammenslutning af kvalitetsorienterede vinhuse i Donauområdet. Det er gruppen bag den lokale sammenslutning WienWeinChrist, Edlmoser, Fuhrgassl-Huber, Mayer am Pfarrplatz og Wieninger samt bystyrets vinhus Cobenzl — der har sluttet sig til selskabet i ÖTW. Lokal formand bliver den store foregangsmand for Wienervin i international topklasse: Fritz Wieninger.

Distrikterne langs Donau har historisk været arnested for det, de fleste i dag forbinder med klassisk østrigsk vin, især Grüner Veltliner og Riesling fra f.eks. Kremstal og Kamptal. Det mest berømmede vindistrikt Wachau har sin egen særskilte sammenslutning (Vinea Wachau), men ellers befinder de traditionstro vinhuse sig i Traisental og Wagram — og nu altså også med anerkendelse af Donauområdets østligste vindistrikter: Carnuntum og Wien. Således vil de bedste enkeltmarksvine fra Wien fremover kunne bære betegnelsen Erste Lage, og den traditionelle Wiener Gemischter Satz være at finde til traditionsvinhusenes årlige årgangspræsentation.

Bysbarnet finder hjem

Fritz Wieninger virker altid munter. Hans gemytlige væsen afspejler lige dele gadedreng, vinbonde og forretningsmand, og hans smilende og selvsikre fremfærd hviler i en tiltro til den tradition, han bygger videre på — og en viden om egne evner og bedrifter. Fritz Wieninger er årgang 1966 og af fødsel fuldblodsvinbonde (trods navnet stammer familien ikke fra selve Wien men fra det nordlige opland i Weinviertel), og begge hans forældre kom fra familier med vinbrug gennem generationer: Små landbrug med kvæg, korn og vin og en dertil knyttet Heuriger, et lille gæstgiveri, hvor man i sæsonen solgte ud af årgangens vin og serverede småspiser af egen produktion til. Moderen lod sig som en af de første kvinder i Østrig uddanne til ønolog og slog sig med faren ned i hans families vinhus i Stammersdorf i det nordøstlige Wien. Her drev de sammen vinbrug og Heuriger og her voksede deres to børn, Fritz og Leo, op og tog familietraditionerne til sig.

I 1985 dimmiterede Fritz fra vinbrugsskolen i Klosterneuburg lige nord for Wien, og i 1987 overtog han styringen af familiens vinhus — for allerede i 1990 at modtage prisen Årets Vinmager. Ambitionerne var høje, arbejdsomheden og motivationen i top, og med initiativ, kappestrid og virkelyst skulle Fritz Wieninger sætte sit aftryk på Wiens vinscene de næste årtier. Wieninger var slet og ret primus motor i genrejsningen af Wienervin i topkvalitet. Allerede sidst i 1980’erne tiltrak han som den første international opmærksomhed og vandt anerkendelse for sine overraskende gode vine på Chardonnay og Pinot Noir — et generationstypisk valg af vintyper, der let faldt i en international smag, men der skulle ikke gå længe, før Wieninger selv fik smag for at søge dybere i det lokale stof og prøve kræfter med Wiens historisk mest betydningsfulde vin: Gemischter Satz fra Nussberg, der skulle blive hans egentlige svendestykke og føre til en renaissance for genren.

I dag råder Wieninger over godt 70 hektarer vinmarker på begge sider af Donau. Vinhuset ligger stadig i Stammersdorf på østbredden (hvor højdepunktet er Bisamberg), mens hans nok bedste vinmarker ligger i Nussdorf på vestbredden (hvor højdepunktet er Nussberg). Nussberg er køligere end Bisamberg og jordbunden både mere stenet og kalkholdig. Det resulterer generelt i vine med friskhed og finesse, dunet blødhed og fin mineralitet (mens Bisamberg generelt har frodigere frugt, større fylde og en mere strålende syrestruktur).

Fritz Wieninger Vineyard (C) Premium Estates of Austria.jpg

Mr. Gemischter Satz

Den berømte bakketop Nussberg i det nordlige Wien er tæt beklædt med vinmarker. 15 hektarer opdyrkes af Wieninger, de 4 heraf på marken Ulm; og det var her, det egentlig begyndte. Marken Ulm er en traditionel wienersk samplantning af sorter, en nonet af Weissburgunder, Neuburger, Welschriesling, Grüner Veltliner, Silvaner, Riesling, Zierfandler, Rotgipfler og Traminer — og til trods for mange lovprisninger og anbefalinger af den gamle vintype, som f.eks. Franz Mayer og Richard Zahel fremstillede fra sådanne marker, var Fritz Wieninger aldrig blevet fanget — kun af drømmen om at krydse Donau og erobre et stykke af det berømte Nussberg, hvis særlige terroir i fordums tid frembragte vidt berømte vine. I 1999 bød muligheden sig, og Fritz fik fingrene i en ældre blandet beplantning på Nussbergs østside, en sydvendt skråning med marken Ulm.

Terningen var kastet og til at begynde med forsøgte han at skabe orden i dette virvar og vinificere enkelte af sorterne hver for sig: Således forsøgte han at identificere og separere Grüner Veltliner, Weissburgunder og Welschriesling, når der skulle høstes — og resterne røg i posen med de blandede bolcher. Resultatet? Nok fornøjede de sortsrene forsøg ham, men det der virkeligt slog ham, var karakteren og personligheden i det, han hidtil havde overset: Et subtilt substrat af sorter og terroir med en intens frugt og fløjsblød fylde — et eureka øjeblik! Der var tydeligvis et helt særligt potentiale at afdække i Gemischter Satz, en usleben diamant der kunne slibes til brillant. Vejen frem var blot bedre vinifikation og et større fokus på enkeltmarker med stor mangfoldighed og ældre vinstokke. Kursen var sat, og fra 2002 og frem har Wiener Gemischter Satz været Wieningers galionsfigur.

Wieninger fremstiller foruden husets basis WGS en glimrende udgave fra Bisamberg på den anden side af Donau; mens besiddelserne på Nussberg nu vinificeres som de to enkeltmarker Ulm og kronen på værket, den betagende Rosengartl. Mål og middel er hver gang det samme: De enkelte sorter bidrager med hver sin aromaprofil, ligesom de forskellige modenhedsgrader— modenhed i samspil med en smule overmodenhed og undermodenhed — giver syrespil og fylde til vinen. Alt i alt giver det et unikt aftryk af årgangens vejr, de særegne jordbundsforhold på marken, vinbondens udvalg af vinstokke og valget af høsttidspunkt; og en vin, der er let drikkelig i sin ungdom men som samtidigt besidder et stort lagringspotentiale.

I dag er Fritz Wieninger nået frem til en mere afvejet håndværksmæssig og traditionstro stil end sin ungdoms innovative og moderne. Han lagde tidligt om til økologiske dyrkningsformer og ansporet af bl.a. kollegaen Stefan Hajszan tog han skridtet videre til biodynamik og er i dag medlem og certificeret af Respekt; og foruden WienWein er han også medstifter af eksportgruppen Premium Estates of Austria.

I stampe står Wieninger altså aldrig, og først ophøjelsen af WGS til DAC i 2013 og nu i 2018 indlemmelsen af de bedste vinhuse i ÖTW slår tonen an for fremtiden. Wien har stadig potentiale, der skal afdækkes. Klassificeringen af enkeltmarker (Riede) som Erste Lagen (markeret med 1ÖTW) er indtil videre landet på følgende 12:

På Nussberg: Gollin, Langteufel, Preussen, Rosengartl og Ulm
På Bisamberg: Falkenberg og Wiesthalen
På Maurerberg: Himmel og Sätzen
I Grinzing: Schenkenberg, Seidenhaus og Steinberg

Ried Ulm (C) Herbert Lehmann.jpg


Et godt glas Wien

Ried Ulm 2016 er frisk og læskende og samtidigt substantiel og kompleks. Der er saftige pærer men også fersken og ananas samt en sagte summen af grønne urter, rodfrugter, tobak og sort peber. Smidig fylde og syrlig, mineralsk nerve. Der er en nærmest burgundisk storhed at spore — sammen med den ærkeøstrigske sprødhed og krydring. En vin, der sagtens lader sig drikke på egen hånd — nu eller med flere års lagring. Tyskkyndige kan blive klogere på årgange og udvikling ti år tilbage her.

Ulm næsten indbyder til spisning med sin pikante smag. Fritz Wieningers egne anbefalinger ligger lige til højrebenet: En klassisk Wienerschnitzel eller specialiteten Zwiebelrostbraten, kalvekød i sursød løgsauce med fritterede løgringe på toppen.

Wieninger ændrede for nyligt importør fra Philipson Wine til Sigurd Müller Vinhandel. Vil man have fingrene i hans vine, er der stadig rester at hente hos førstnævnte, men fremover er det altså hos sidstnævnte, man skal henvende sig. Er det et udvalg af hele sortiment, man går efter, må man ty til eksempelvis Wagners Weinshop. Allerbedst drikkes vinen selvfølgelig i det grønne på toppen af Nussberg i Wieningers lille beværtning Wieninger am Nussberg, alternativt hos bror Leo i familiens Heuriger Wieninger i Stammersdorf.


Flaske: Nussberg Ried Ulm 2016  
Vinhus: Weingut Wieninger  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
ImportørSigurd Müller Vinhandel
(Ulm dog ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €20

Comment

Leve friheden!

Comment

Leve friheden!

Burgenland er atter frit; og var man ikke opmærksom på ufriheden, eller har man ikke modtaget frihedsbudskabet, så er det på høje tid at fejre befrielsen. Frihedskæmperne bag er Gernot og Heike Heinrich fra Gols i det nordlige Burgenland. Ægteparret Heinrich har mange meritter, således har de i mange år stået for nogle af Østrigs bedste rødvine, og i sammenslutningen Pannobile har de været med til at sætte fokus på Burgenlands særegne sorter, traditioner og terroir. Økologisk og biodynamisk omstilling har været en anden milepæl; og introduktionen af en række vine under overskriften 'Freyheit' markerer nu et yderligere livtag med det oprindelige og ubesmittede, tendentiøst betegnet som naturvin. Vildgæring, alternative gæringskar, udvidet skindkontakt og forsagelse af den djævelske sulfit er gennemgående træk - drevet af nysgerrighed og glæden ved at afprøve grænser. Således har Neuburger, Welschriesling, Grauer Burgunder og Roter Traminer allerede fået en tur - med overbevisende resultater til følge.

Seneste tilføjelse er Muscat Freyheit, en smukt stråfarvet vin med en mild og frodig duft af jasminer, gule roser og citrusskal og en blid smag af rød grapefrugt, friske ferskner og abrikoser. Rund, blød og læskende med en fin syre. Noget let kalket, næsten mælkeagtigt, og en svagt sødmefuld krydring i eftersmagen. Sommerligt og let men alligevel substantielt og komplekst nok til at man nysgerrigt kan vende tilbage til glasset.

Råstoffet er Muscat Ottonel (70%), der med sin intense aroma men beskedne syre får forfriskende selskab af Weissburgunder (25%) og et skvæt Chardonnay (5%). Druerne høstedes fra sidst i august til først i september, og hele herligheden blev presset langsomt på kurvepresse. Mosten gæredes spontant sammen med skallerne i to uger. Den malolaktiske gæring indfandt sig af sig selv, og vinen boblede derefter af på gærresterne i otte måneder i ældre 500-liters østrigske egetræsfade. Endelig blev den, ufiltreret og usvovlet, fyldt på sine karakteristiske lerflasker, godt 5.000 flasker blev det til i 2017.

Gernot Heinrich i kælderen med tre af sine nyerhvervede amforaer, hvor mere fri leg allerede er i gære

Gernot Heinrich i kælderen med tre af sine nyerhvervede amforaer, hvor mere fri leg allerede er i gære

Fritænkere og frilandsvin

Gernot Heinrich er en seriøs og ambitiøs mand, hvilket har vist sig mere end tydeligt alene på den måde, han har forvaltet arven af en mindre familievingård: Besiddelserne er i dag på den pæne side af 100 hektar, og porteføljen tæller næsten 30 forskellige vine; og de, der ikke allerede er økologisk og biodynamisk certificerede, er under omlægning til det.

Hovedindsatsen har igennem årene ligget i realiseringen af det iboende potentiale i det burgenlandske terroir med markante marker som Alter Berg, Edelgraben, Gabarinza og Salzberg. Her er variationer over Leithakalk og pannonisk kontinentalklima, som i Heinrichs forstandige fortolkninger viser tydelige forskelle i glasset, formidlet gennem den lokale æresborger Blaufränkischs frugtige fylde. Det er intense og fyldige vine med stort udviklingspotentiale.

Blaufränkisch er nok fremtrædende men ikke enerådende i området: Her er også masser af Zweigelt og Sankt Laurent, og grønne sorter skorter det heller ikke på, burgundersorterne i særdeleshed men også Welschriesling og aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Det nordlige Burgenland er et kludetæppe af forskellige sorter, og Heinrichs righoldige sortiment favner de fleste.

Selvom Heinrich laver en lang række vine inden for det konventionelle appellationssystem - et system, som Pannobile flokken selv har været medvirkende til at definere, som det er i dag - så forsøger han stadig at flytte grænser. Et fortsat forsøg med at reducere sulfittilsætning i flere af vinene er vellykket, omend de færdige produkter ikke altid behager alle blandt stamkunderne; men Heinrich står fast. Og når der er brug for blå toner, fri leg og vilde udskejelser, så kommer Freyheit ind i billedet!

 

Biodynamik for viderekomne

Heinrich er medlem af både Respekt gruppen, der er en sammenslutning af biodynamiske vinbønder, og den biodynamiske hovedorganisation Demeter; og målet er en fuldstændig omlægning af alle husets vinmarker til fuldgyldigt biodynamisk brug. Det er noget af en opgave, især bedriftens størrelse taget i betragtning, men den stykvise erhvervelse af stadigt større besiddelser og den gradvise overgang fra økologi til biodynamik har gjort det muligt. I dag beviser Gernot Heinrich altså, at det kan lade sig gøre at praktisere biodynamisk vinbrug i industriel størrelse. Uden at slække på kravene eller kvaliteten - og så klarer han sig selvfølgelig også med lidt hjælp fra vennerne.

Heinrich fremstiller i videste omfang de biodynamiske kompost- og markpræparater selv; og han bliver ikke stående ved de grundlæggende men benytter sig også af videre metoder som urteteer, kompostteer og gæret melasse til yderligere at fremme liv og velfærd i vinmarkerne.

Kompostthe er et supplement til de øvrige naturlige markpræparater, som biodynamikere benytter sig af. Denne flydende kompost bruges til at berige jordbunden med mere liv - for eksempel i form af nyttige mikroorganismer, der bidrager til svampelivet i jorden. Formålet er at styrke planterne og give dem større modstandsdygtighed mod sygdom; hvilket på sigt kan reducere nødvendigheden af brugen af kobbersulfat mod svampesygdomme osv. Når komposten har nået den rette modning, røres den grundigt ud i vand og luftes - i et apparat fra den østrigske formidler Vortex Energie. Derefter sprøjtes theen forsigtigt ud over markerne.

Melasse benyttes også til at fremme det mikrobiotiske liv i mulden. En opløsning af melasse i vand gæres spontant, så det er de lokale bakteriekulturer, som markerne kender, der gør arbejdet. Den skummende, brunlige the, der dufter lifligt af lakrids, rørsukker og ensilage, fortyndes og findeles over jorden, således at mikroorganismer i jorden kan nyde godt af næringsstofferne.

Frihed er som bekendt det bedste guld; og det er det frie liv og de glade dage i jorden og vinplanterne, som Gernot Heinrich gerne vil give videre, ufortyndet på flaske, og det sker til fulde i det spraglede udvalg af vine i Freyheit-serien. For tiden består den desuden af Graue Freyheit (et amalgam af Grauburgunder, Weissburgunder og Chardonnay), Neuburger, Welschriesling, Roter Traminer og en Blaufränkisch Rosé - og døren står åben for fri leg med flere sorter, således er der planer om også at inkludere Pinot Noir i frimodighederne. Men Muscat er et godt sted at starte. Det er sommer i Burgenland på flaske.

Heinrich Muscat Freyheit 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg


Flaske: Muscat Freyheit 2017  
Vinhus: Weingut Heinrich  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Muscat Ottonel, Weissburgunder, Chardonnay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Korsholm Vin  
(men endnu ikke i sortiment)  
Pris: cirka 275,-  

Comment