Viewing entries tagged
Lacon

Vår og Veltliner

Comment

Vår og Veltliner

En vaskeægte forårsklassiker, og vi taler ikke om Flandern Rundt eller Paris-Roubaix. Vi taler Grüner Veltliner, som går godt i spænd både med den spæde forårssol og de lange sommeraftner. Måske det er dens spænd mellem kølig sprødhed, spirende grønt og moden frugt, som gør den særligt velegnet til sommerhalvåret, og ikke mindst det bugnende udvalg af friske grønne spiser, mere end så mange andre hvidvine.

Toppen af poppen kommer fra Donau-området, og som sædvanligt ligger vinene fra Österreichische Traditionsweinguter i front. Især når vi taler de mere seriøst strukturerede og lagringsværdige vine, som i videste udstrækning stammer fra områdets bedste enkeltmarker, de med 1ÖTW mærkede såkalte Erste Lagen. Senest frigivne årgang er 2020, som vinhusene først gav en forsmag på i september på Schloss Grafenegg i Wagram. Vi har efterhånden fået fyldt de danske lagre og butikker op med nye vine, og skulle man støde ind i vine fra 2019, er det stadig en glimrende årgang.

De simple, sprødeste og friskeste vine er som regel i Klassik-kategorien, som man af og til stadig ser angivet på etiketten, og som befinder sig på Ortswein og Gebietswein-trinene i den officielle ÖTW-klassifikation. Det er her, der er knusende sprød grøn pære, helt friskkværnet sort peber og en salt og opkvikkende sprudlen som i danskvand. Det er syrestyret Grüner Veltliner, som østrigerne elsker den til hverdag, og som gør det glimrende til salater og enkle, daglige spiser. Enkeltmarksvinene er som regel fyldigere og modnere i stilen, her er mere fersken, abrikos, bivoks og tobak, men det gør dem ingenlunde mindre kompetente som gastronomiske vine.

Grüner Veltliner er god vin til hvide og grønne asparges, nye ærter og andet frisk forårsgrønt som spidskål, majroer og de nye kartofler; og som krydrede indslag kan man jo kaste sig over mælkebøtter, brændenælder, ramsløg, skvalderkål, skovmærke, vandkarse, granskud, bøgeblade. Den danske naturs forrådskammer går godt i spænd med Grüner Veltliner, så hen at shoppe og ud at sanke løs!

Årgang 2020

Omend udfordrende viste 2020 sig at være en flot opfølger på den noget nemmere og meget roste årgang 2019; og med sit gennemsnitligt noget køligere og vådere vejrlig er der grund til at tale om en klassisk balanceret østrigsk årgang: Friske vine med spændstig struktur, intens aromatik og moden frugt men mere moderate alkoholniveauer, og det kommer især den gode gammeldags Grüner Veltliner til gode. Høsten faldt fra midt i september til først i oktober, og det minder igen også om forholdene for årtier tilbage. Men som dengang drillede regnen, og man måtte høste mellem bygerne, og før problemer med råd satte ind. Selvfølgelig skulle der selektion til, men det er under alle omstændigheder en selvfølge, når vi taler vine af høj klasse.

Formand Michael Moosbrugger beretter opsummerende: “2020 var en ret usædvanlig årgang med meget høj nedbør, omkring 50% mere end normalt. Der var også en smule køligere end almindeligvis; så vi høstede senere end sædvanligt og langt ind i november. Det er blevet en årgang med moderat alkohol, frisk syre og umiddelbar drikkelighed.”

Der var desuden en række vine fra årgang 2019 på bud, da ikke alle var klar med årgang 2020 endnu eller først følte, at enkeltmarksvinene fra den forudgående årgang var klar efter en længere lagringsperiode.

ÖTW-formand Michael Moosbrugger forklarer: “Det er en tiltagende trend. Der er en udvikling mod mere modnede vine, og det er nok et naturligt skridt at tage. Mange af vores medlemmer arbejder med bæredygtig, økologisk og biodynamisk produktion, og de har ofte et højere indhold af fenoler og tanniner i deres vine, så de har brug for lidt længere lagring for at bringe balance i tingene.” Det gælder blandt andre Gobelsburgs egne enkeltmarksvine. “Måske det i de kommende år gøres til en regel, at Erste Lagen først kan frigives efter to overvintringer.”

Højdepunkter

Følgende er nedslag i personlige favoritter fra årets smagning. Ikke overraskende tog Kamptal teten, og Gobelsburg, Hirsch og Jurtschitsch scorede højt, men der var desuden sjældent gode vine fra Petra Unger, Birgit Eichinger og Allram. Men især i de fyldigere og mørkere typer kommer Kremstal og Wagram måske med de bedste bud.

Vi lægger ud i WIEN. Den ukronede bykonge Fritz Wieninger lever varen som altid, i den lette ende hans Grüner Veltliner 2020, som har en fin og mild men i dybden pikant krydret næse. De krydrede noter går igen i smagen, med saftig fersken, kiwi og milde krydderurter, meget smidig syre og en fin kompleksitet for kategorien. Fornemmere bliver det for alvor med Preussen 2020: En fyrig og frugtig næse åbner op for friske pærer, pærecider og hvedeøl, og i smagen er saftigt frugtkød fra pærer, grønne reineclauder og ferskner og en cremet fylde som i pære-banan-yoghurt. Frisk syre og let krydret finish, kondenseret Nussberg med god balance og længde. Sigurd Müller Vinhandel importerer.

Oppe af Donau ligger WAGRAM, og her er det Bernhard Ott, som tager kegler med sin altid friske, ranke og slanke Am Berg, den klassiske husvin Fass 4 med fyldig pære- og mangofrugt og fine kryddernoter; og når vi frem til hans tre førsteklasses enkeltmarker, er der dækket op til finere selskab. Ott tager sig god tid, så vi har her at gøre med 2019-årgangen, som kan købes hos Atomwine. Rosenberg 2019 byder på en diskret men mildt krydret, ristet duft med grøn noter underneden. Meget blødt stof i munden, saftig, moden frugt med fin viskositet og behageligt bittert tørstof— sommerfulgestøv, ferskenskind, orangeskal, frugt- og flødebolcher. Bevarer friskheden i fylden, absolut lagringsværdig. Spiegel 2019 åbner med en relativt tæt og let støvet, røget duft. Rund og fyldig i munden, meget stoflig, med moden frugt og et livligt syre-sødme-spil. Skiftevis fornemmer man moden pære, en smule sart stenfrugt og sødt krydderi og saltkaramel i en cremet og fyldig helaftensvin. Stein 2019 er en forfriskende og spraglet Grüner Veltliner fra en mark lige over grænsen til Kamptal, og den har fin, frisk og krydret duft, køligt luftig og æterisk parfumeret. Mundfølelsen er saftig, glat, blød og fyldig; og der er moden pære, litchi, honningmelon og vildblomsthonning.

KAMPTAL gennemstrømmes af den lille, kolde Kamp-flod og har sit vinøse centrum omkring byen Langenlois, og nogle af Østrigs allerbedste Grüner Veltliner-vine kommer fra marker i nabolaget, de navnkundige Lamm og Renner. Kølige vinde fra Waldviertel mod nord sørger for frisk nerve og fin aroma i vinene, som er nogle af de mest klassiske og pikante i landet.

Johannes Hirsch har hold på formerne med sin Renner 2020. Flintet, let ristet og krydderurtet pikant duft. En dejligt grønkrydret smag følger, blød og modent frugtig— saftig stenfrugt, en smule pickles, relish og hvid peber— med en livlig og flot integreret syre og godt fenolisk greb. Gobelsburg gjorde en lige så glimrende Renner 2019 med klassisk duft og smag: Grønne enge, grønne pærer, pæreskal, ferskensten, milde krydderurter, nyslået hø og et strejf hvid peber. Genkendelsens glæde, fyldig frisk frugt, ret saftig, med god spænding og godt greb og en let fyrig hede fra alkoholen. Det bliver kraftigere med Lamm 2020 fra Hirsch, først med fin og fyldig, dyb duft af fyrreblomster, harpiks og hvid vingummibamse. Saftig, gribende og syrlig, med stoflig, moden frugtighed og en let krydret frugtsødme. Delikat men endnu i sin spæde ungdom. Jurtschitsch er en kende tilgængeligere nu, deres Lamm 2020 har en endnu friskere duft og en smule mere intensitet: Grønlig stenfrugt, noget nåletræsskov og et muntert hint af humle. Strukturen er yderligere betonet: Stingent syre, et let krydret tørstof og mild bitterhed, behagelig og balanceret. Gobelsburgs overvintrede Lamm 2019 lammetæver dem dog i fylde, dybde og krydret kompleksitet. Diskret men distinkt duft af fin fyrreblomst, en smule nåleskovbund, fugtig eng og hvid peber. Fyldig saft i munden, med overraskende tyngde, frugtsødme og blødme, men der er forfriskende syre, fint tørstof og ingen bitterhed. Balancen er ikke så raffineret og friskheden ikke så udtalt som de andre, men den underholder allerede nu og har nok også flere år foran sig.

Familien Allram fryder med Gaisberg 2020, en rigtigt flot og klassisk fortolkning, med diskret duft af litchi, kølig grøn fersken og ferskensten. Rank og klar i udtrykket, saftspændt, med fin syre og tørt greb, grapefrugtskal, grønne urter og nælder. Meget nem at drikke, men ikke ukompliceret. Ofte tænker man mest Riesling på Gaisberg, men Grüner Veltliner klarer sig også glimrende her. Hirsch leverer et lignende godt eksemplar i 2020, som har blød fylde og en nærmest svævende, luftig tyngde i munden. God syre, moden frugtsødme, fint stof og et labert grøn krydderi. Florsukker, nulret ferskenskind, moden stenfrugt og citrus, stof til eftertanke og udvikling.

Schenkenbichl er en fremragende mark, som desværre ofte overses. Hiedlers Schenkenbichl 2020 byder på mild og urtet, krydret duft; en saftspændt frugt i munden; og delikate smage af grøn stenfrugt, fersken, mango og et lille salt touch. Endnu bedre går det for Jurtschitsch, hvis Schenkenbichl 2020 — er slank og mineralsk men samtidigt modent frugtig og meget krydret. Æble, pære, fersken, abrikos, ferskensten, abrikoskerne, noget let røget og ristet.

Deres Dechant 2020 er en stille men stilsikker charmør. Veltliner lige i vinkel. Mild duft, blid frugtig fylde, fornem tekstur og en pikant krydret bagkant. Nydelig næse med noter af nåleskov, grønne enge og krydderurter. Der er saftige æbler og pærer i smagen, en smule grøn peber og varme, urtete undertoner af kørvel, løvstikke og en salt finish. Opkvikkende og raffineret saft, skabt til forår og forsommer. Allram forhandles af Supervin, Gobelsburg af Bichel, Hiedler af FineWines, Hirsch af Atomwine, og Jurtschitsch af Vinoble.

KREMSTAL er centreret omkring Krems-floden og skråninger omkring den før udmundingen i Donau, men området breder sig videre ud på bakkerne på begge sider af den store flod. Hovedbyen hedder også Krems, og andre vinøse knudepunkter er Rohrendorf og Gedersdorf. Det er Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin og Wachtberg, som er blandt de fremmeste marker her.

Geyerhof går klassisk til værks med Steinleithn 2019, som hører til de længere modnede vine, men tak for det. Tekstur- og strukturbetonet, med moden grapefrugt, lime og fersken, rank syre og sprød salt og peber. Her er også masser af udviklingspotentiale, hvis man vil lægge i kælderen. ViniPortugal importerer.

Petra Unger stod for en af de store, positive overraskelser med sin Gottschelle 2020, en gudsbenådet Grüner Veltliner, der på bedste vis balancerer det sprøde, syrlige og grønne med det modent frugtige og fyldige. Fin og frisk duft, kølig gul æblefrugt men stadig let fyrig med noter af pinje, fyrrekogle, hvid peber og grøn pærevingummi. I smagen grapefrugtsaft, stram grøn æble, pære, fersken og abrikos, et godt greb og en del fint tørstof, tørrede krydderurter. Syrlig, stoflig og delikat. Vinmonopolet importerer.

Fra Franz Proidl kommer den ærefrygtindgydende Ehrenfels 2020 med syrligt grønkrydret duft med hvid peber, fyrreblomster og grønne enge. Forfriskende syrlig og saftspændt i munden, med mineralsk nerve nerve og fint svævende tørstof. Grøn pære, grøn reineclaude, lime, milde krydderurter, urtesalt, delikat, struktureret og elegant. Bravo! Pellingen 2020 har bredere skuldre og en smule mere sul på kroppen men holder stadig faconen flot. Mild duft, sart grønlig, i munden saftig og rund, med sart syre, det fineste tørstof og flot frugt: Moden pære, grapefrugt og lime, grøn peber, koriander, lakridspulver og florsukker. Martin Nigl gør ligeledes en god Pellingen 2020 med friskfrugtig duft af pære, fersken og citrus med små æteriske strejf af benzin og petroleum. Godt greb i gummerne, frisk syre, saftig og frodig frugt med pikant krydring af grønne urter og rodfrugter. Nigl forhandles af Sigurd Müller Vinhandel.

Nybrud

Kort og godt endnu en god årgang Grüner Veltliner fra nogle af Østrigs førende vinhuse og regioner. Wachau forbliver for tiden uden for traditionsvinhusenes selskab, eftersom de stadig foretrækker deres eget i Vinea Wachau. Siden ÖTWs stiftelse i 1992 og oprettelsen af DAC-systemet i 2002 har de hårdnakket meldt ud, at de ikke ville deltage. Men nu er Wachau pludseligt del af DAC-systemet— så hvem ved, hvad fremtiden vil bringe?

Uden sammenligning i øvrigt er seneste nyt, at Thermenregion nu tiltræder de fine rækker i ÖTW — og rækker vi to år ud i fremtiden, inkluderes endvidere Weinviertel. Det blev afsløret i forbindelse med messen VieVinum, Østrigs vigtigste vinfaglige event, som afholdes hvert andet år— i maj i for år første gang siden 2018 som følge af Covid19-pandemien. Men tilbage til Thermenregion, ni nye medlemmer melder sig på banen fra næste år. I alfabetisk rækkefølge Alphart, Auer, Aumann, Gebeshuber, Hartl, Landauer-Gisperg, Reinisch, Schneider og Stadlmann. Deres første Erste Lagen vine vil kunne præsenteres næste år.

I mellemtiden bør vi nyde alle de gode, velkendte og klassiske Grüner Veltlinere, vi kan.

Flaske: Ried Dechant 2020  
Vinhus: Jurtschitsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Østjysk Vinforsyning  
Pris: 250,-  

Comment

Riesling MMXX

Comment

Riesling MMXX


Efter en række solrige, varme årgange med ret så rige vine samt en kanonisering af 2019-årgangen som endnu en af “Østrigs store 9’ere” — med tanke tilbage på de vellykkede og anmelderroste årgange 1989, 1999 og 2009 — ventede der anderledes varieret og vanskeligt vejr i Østrig i 2020. Kvaliteten af årgangens vine blev derfor afventet med spænding. De første bedømmelser kom for dagen de første dage i september 2021, hvor vinpresse, sommelierer og indkøbere samledes på Schloss Grafenegg i Wagram for at smage sig gennem Erste Lage-vinene fra de traditions- og kvalitetsbevidste producenter i sammenslutningen ÖTW, orkestreret af Wine&Partners. Lad det være sagt med det samme: Som sædvanligt var kvaliteten konsistent og topniveauet tårnhøjt. Den gode nyhed er endvidere, at vinene fra 2020 virker ret klassiske og velbalancerede. Vi skal i det følgende se nærmere på Riesling fra områdets førende producenter og bedste marker.

Schloss Grafenegg er hvert år i september rammen om Österreichische Traditionsweingüters årlige Erste Lagen smagning.



Klassiske kontraster

Skal man sætte 2020 på formel, vil det variable nok være eneste konstant: Efter en mild og tør vinter satte foråret ganske langsomt ind. April var solrig men meget tør, mens maj var mild og meget våd. Så broget kom året fra start, og solrige og regnfulde perioder fulgte hinanden hen over sommeren og efteråret. Heldigvis med moderate mængder nedbør, der bidrog til planternes vækst og fornuftig druesætning; men desværre også til en del fugt, som nødvendiggjorde mange arbejdstimer i markerne for at afværge svampesygdomme. Sæsonens sidste del blev dog til den tørrere side, så der sikredes god modenhed og koncentration. Høsten fandt sted fra først i september til sidst i oktober, og regn begyndt først for alvor at spille ind i oktober. Mængden af sent høstede druer er derfor begrænset, så vine i Reserve- og Prädikats-klasserne blev det ikke til mange af; men hovednummeret hos ÖTW er og bliver også de tørre og ranke Erste Lage-vine. De er i 2020 blevet særdeles strukturbetonede, især for Rieslings vedkommende, men samtidigt balancerede og ret elegante.

Som bekendt er det kontrasten, som gør et billede skarpt, og såvel en fint modnet frugt som en stringent syre trækker konturererne op i 2020. Den aromatiske modning gavnes som bekendt af udsving i temperaturerne og ikke for svidende sol, så der er masser af klassisk kølig og krydret duft at finde i årgangens fine Riesling-vine. De fremstår samlet set friske og frugtige, syren står knivskarpt, og alkoholen er mere moderat i modsætning til forgangne årgange som 2017, 2018 og 2019. Udbytterne blev til gengæld en smule mindre end disse mere bugnende år, men for den enkelte vins vedkommende er det som bekendt kvalitet og ikke kvantitet, det drejer sig om.

Resultaterne optræder altså anderledes ensartede end de vejrforhold, der skabte dem. Der er høj kvalitet over hele linjen, barren er høj, men omvendt synes de rekordsættende højdespringere at udeblive. Endnu i hvert fald, for mange at vinene er endnu unge og vil først vise deres fulde værd flere år ude i fremtiden. Skal man spå om en enkelt højdespringer, skiller ét navn sig ikke overraskende ud fra mængden: Marken Heiligenstein i Kamptal.


Tilstandsrapport: Riesling 2020

Lad mig give et hurtigt overblik over mine vurderinger af de smagte Riesling-vine, som for størstedelens vedkommende var fra årgang 2020. Enkelte producenter præsenterede 2019, og det er en tiltagende tendens at lade vinene modne længere før frigivelse.

WIEN. Her er der to producenter og to marker, som markerer sig med Riesling, og de er begge to sider af samme sag. Det er markerne Rosengartl og Preussen fra Fritz Wieninger og hans Nebengeschäft Hajszan-Neumann. Wieningers Preussen tager teten udi det syrede med strålende solgul citron og fyrig frisk lime i snuden; mens munden får mere hvid fersken, moden lime og litchi og et behageligt tørt stof. Syretrippet er aftaget en smule i Rosengartl, som med mere moden stenfrugt og et let humlet touch er mindre markant nu men sikkert lagringsværdig, som det er set fra tidligere årgange. Hajszan-Neumanns Steinberg har en let lakridskrydret duft og saftspændt ferskensmag med noter af æbler, hyldeblomst og limeskal.

TRAISENTAL. Gode takter fra Markus Huber men kollegerne Ludwig Neumayer og Tom Dockner kommer også langt, især med markerne Berg og Rothenbart. Hubers er frisk og flintet, med en klassisk østrigsk krydring og noget voksagtigt i duften; særdeles struktureret i munden, rustik syre og masser af stenfrugt, som hos Neumayer er meget krydret og nærmest urtet i eftersmagen.

WAGRAM. Martin Diwalds vine gør stadigt større indtryk på mig. Hans Goldberg er forførende friskfrugtig med en opkvikkende duft og smag af syrlige gule blommer, umeboshi, levende syre og et lille salt svirp. Eisenhut 2020 venter endnu på sig, men man må forvente noget fantastisk friskt efter den svirrende syre i årgang 2019 med dens liflige gule æbler og kvæder, modne mango og grønne urter. Karl Fritsch formår desuden en overraskende udtryksfuld Riesling fra Mordthal, fuld af syrlige gule mirabeller og blommer, med sprød syrlighed, flot fylde og modenhed og et citrisk, salt, tørt greb i finishen.

KREMSTAL. Er der én producent, der hæver sig over hoben her, så er det Franz Proidl. Det er sønnen Patrick, der nu står i front for produktionen, som p.t. også omlægges til økologi, men ellers er alt ved det gamle. Få formår at få så finesserige, balancerede vine med så stor rigdom som hos Proidl; og det er hen over hele linjen med deres Riesling fra markerne Ehrenfels, Hochäcker og Pfeningberg. Ehrenfels med sin mørke mineralitet og kompakte frugt af æbler, citron, lime og mango og en syre så svirpende, at den kan give gåsehud. Hochäcker med sit ligeledes syrestyrede, mineralske kondensat af hvid fersken, litchi og stenmel; og Pfeningberg som charmerer med sin liflige duft af paradisæbler, æblekvæder og ananas, sin saftighed og samtidigt stringente greb, og en sælsom vægtløs vægtighed, flyvende flydende sten. Nigl nærmer sig noget lignende kvalitativt, omend med en anderledes stil, med deres Hochäcker, og Geyerhof gør det særdeles godt med deres Kirchensteig.

KAMPTAL. Her føler jeg for alvor, jeg er hjemme, når det kommer til østrigsk Riesling; og hjemstavnsfølelsen er stærk også i 2020. Generelt er Gaisberg glimrende, og 2020 falder heller ikke igennem, hos Johannes Hirsch har den en højstemt men afstemt syrlig duft, gule mirabeller og blommer på syre, som går igen i smagen— ren, rund, stemningsfuld og forfriskende. Vi venter i spænding på Schloss Gobelsburgs aftapninger af 2020-årgangen fra disse marker; og mens vi venter, kan vi nyde den rene, ranke og superfriske stenfrugt i Birgit Eichingers Gaisberg: Glasklar duft, frisk lys stenfrugt; mere moden og eksotisk frugt i smagen, abrikos, og godt med tørstof; velintegreret syre, godt greb, rigtig fint; og så er Steinmassl skøn hos såvel Loimer som Bründlmayer, begge fulde af flydende sten, frisk hvid ferskenfrugt og ferskenkerne. Loiserberg bør også nævnes, først og fremmest fra Jurtschitsch, som har syrerank duft af spinkel gul stenfrugt. Slank, saftig og stram, med sirlig syrenerve og fint tørstof og fyldigere frugt i dybden; og så bliver det for alvor sjovt, når vi med Jurtschitsch nærmer os Heiligenstein.




Helgenkåring: Heiligenstein

Heiligenstein, hvor der udøves mirakler, Heiligensteins vine, som giver sig helt hen til det guddommelige. Det er god grund til at helgenkåre denne mark, der må være selvskrevet til kategorien Grosse Lage (Grand Cru), når ÖTWs klassifikationsproces en skønne dag når så langt. For Heiligensteins vine har ikke alene en særlig klasse, de har også en særlig karakter. Man mærker ganske enkelt, at her er en oplevelse i særklasse. Om det er den særlige ørkensandsten i undergrunden eller bakkens højde og vinkel eller den særlige stemning på stedet skal lades usagt her (læs nærmere om Heiligenstein her).

Gobelsburg og Loimer lader os vente på deres seneste årgange og ‘nøjes’ med at begejstre med årgang 2019. Men i 2020 er der allerede fuld plade hos Hirsch og Bründlmayer: Hirschs har en blid, hvid æbleduft med mild æblekernebitterhed og luftig brise. Blød i munden, først syrligt frisk, så frugtigt sødmefuld og mineralsk krydret. Flot stof, utroligt ren og salt finish. Bründlmayer kommer i år kun med en enkelt aftapning (ellers differentieres den med Alte Reben og Lyra), men den bedårer med en mild, sprød duft af intens hvid stenfrugt, den er frisk, rund og forholdsvist let i munden, med svirpende syre og et fint fenolisk greb, moden stenfrugtsmag og et fint hint af tropefrugt. Jurtschitsch sender både en almen og en Alte Reben-udgave på markedet i 2020; den saftige, smidigt stoflige og syrerige Heiligenstein med en lækker, sødmefuld hvid frugt; og den mere kompakte og komplekse Alte Reben med endnu mere raffinerede takter. Fornem vin nu, uden tvivl fantastisk vin ad åre.




Kontrolgruppe: Kogelberg

Nu er det selvfølgelig nemt at hylde en årgang ud fra de mest velkendte marker og klassiske vine. Så lad os kort kaste blikket på en af de andre gode men ofte oversete marker — og det i selskab med en lille række stadig bedre men endnu ofte forbigåede vinbønder.

Marken Kogelberg gav mig bemærkelsesværdigt gode oplevelser med 2020-årgangen fra Brandl, Hiedler, Leindl og Steininger. Den ligger lige nord for Zöbing, med terrasser på sin solbeskinnede, sydvendte skråning, som får kølige vinde direkte ind fra Waldviertel lige nord for om natten. Undergrunden byder på gnejs, glimmerskifer og amfibolit. Det forvaltes hos Brandl til en vin med frugtig snude, liflig stenfrugt og hvide og gule vingummibamser, et godt greb i munden, munter syre og moden frugt. Hos Hiedler igen den stringente stenfrugt i duften, mere moden gul frugt i munden, flot fylde og en vild syre. Hos Leindl dukker der skovjordbær, jordbærkerner og let ristede nødder frem i duften. Saftig og frugtig i smagen, med let frugtsødme og mild bitterhed.

Vinene er måske mere kantede og hænger knapt så godt sammen som ‘de store’ fra Heiligenstein, Gaisberg, Ehrensfels og Goldberg. Men de viser som disse, at årgangen spiller på både flot modnet frugt og frisk syre. Så også her er der klassiske dyder og stof nok til mange års udvikling. Som Jurtschitschs Riesling Ried Heiligenstein Alte Reben 2020 — med sakral struktur, saftig syre og stenet mineralitet løftet af en luftig lethed og en mild, moden frugt à la hvid fersken, moden lime, litchi og guava og let røgede anslag. Ansatser fra 2020 til 20 års udvikling.


Flaske: Ried Heiligenstein 2020  
Vinhus: Jurtschitsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Østjysk Vinforsyning  
Pris: 299,-  

Comment

Pulp Fiction

Comment

Pulp Fiction



Erich Machherndl er lige så svær at sætte i bås, som hans navn er at udtale. Som søn af den ældre Erich Machherndl, en respekteret vinbonde i Wachau, stod han som den naturlige arvtager til den fædrende vingård.

“Mine forældre ville gerne have mig optaget på vinskolen i Klosterneuburg. Men da jeg er født i 1972, skulle jeg i så fald være begyndt der i 1986. Uheldigvis var det året efter den store glycolskandale i vinbruget i Østrig, så det gav ikke just de bedste fremtidsudsigter. Desuden var jeg yderst bevidst om, hvad vingårdsarbejdet betød for mine forældre: Masser af hårdt arbejde og ganske lidt fritid. Det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ikke ville være vinbonde.”

Så den unge Machherndl tog en ingeniøruddannelse med speciale i medicinsk teknologi i Wien. I de følgende år var der rigeligt med jobs og gode penge at tjene; og alligevel finder vi ham i dag på den fædrende gård i Wösendorf på nordsiden af Donau, hvor han fra terrasserne på de stejle skråninger dyrker otte hektarer med økologiske druer af Grüner Veltliner og Riesling og frembringer nytolkninger af de traditionelle dyder i Wachau— og ikke mindst leger han med lang skindkontakt, usædvanlige sorter og sammensætninger i naturvinsserien Pulp Fiction.



Den fortabte søn

I 1998 fyldte Erich Machherndl den ældre 60 år og en snarlig pension stod dermed for døren. Familien stod ved en skillevej: Skulle gården og vinbruget sælges, forpagtes, udlejes? Eller skulle det alligevel gå i arv?

Fuldt beskæftiget valgte den unge Erich Machherndl at træde til for en tid at drive vinhuset videre— samtidigt med, at han stadig bestred sit fuldtidsjob i medicinalindustrien! Hvad motiverede ham til en sådan næsten overmenneskelig arbejdsindsats?

“Måske ville jeg gøre mine forældre gengæld for altid at have støttet mig. Da min far overgav mig vingården, var det med et “Gør med den, hvad du vil. Før den videre, udlej den eller sælg den.”


Forpligtelsen og de frie hænder viste sig at være vejen hjem for Erich Machherndl. Efter fire års dobbeltarbejde besluttede han sig— uden den dag i dag at kunne sige præcist, hvad der afgjorde sagen— endegyldigt at overtage vingården og blive vinmager på fuld tid. I årene efter fulgte en omlægning til økologisk landbrug i 2007 (som en af de første i området) og et øget fokus på friskheden i vinene, afstedkommet gennem tidligere høst og forsagelse af druer med ædelråd— imod strømmen i Wachau, hvis rige vine i 1990’erne nåede nye højder udi det opulente.

Den unge Machherndl var her en tidlig fortaler for ‘den nye vej’ i Wachau: En betoning af syrestrukturen og den særlige mineralitet, der kan tilskrives den tætte granit og gnejs på stenterrasserne langs Donau. “Mine vine er som regel tørrere, sprødere og mindre charmerende, end man er vant til fra min region,” forklarer Machherndl. “Men jeg har egentlig ikke ændret stilen, for jeg har altid elsket vin som min far lavede den. Machherndl-stilen har altid været markant tør. Jeg har blot raffineret den.” Stikord: Spændstighed, struktur, syre, mineralitet, elegance. Ingen flomme eller barok ornamentering her!

Hver parcel vinificeres for sig, og huset fremstiller derfor en lang række vine, herunder de klassiske enkeltmarksvine i kategorierne Federspiel og Smaragd. Alt høstes naturligvis manuelt, og alle vine får, efter en nænsom presning, kortere eller længere tids udblødning med skallerne, op til et par dage, en behandling, som især skænker Grüner Veltliner mere karakter og kant. Alle gæringer foregår spontant, og visse af vinene gæres endda med skallerne, f.eks. Grauburgunderen, som får en god uges skindkontakt. Han sparer på sulfitterne, især i de naturlige vine i Pulp Fiction-serien, som alle kommer uklarede og ufiltrerede i flasken.

Omstilling tager tid, ikke mindst i Wachau. Det er en fortærsket vittighed, at når verden går under, skal man søge mod Wien, for der sker alting med ti års forsinkelse. Det er måske en generel sandhed om østrigsk sendrægtighed, som især gør sig gældende i Wachau, hvor forandring ikke ligefrem fryder de lokale. De læner sig op ad etablerede traditioner, cementeret i det kodeks, som sammenslutningen Vinea Wachau formulerede i 1983, og den ældre Macherndl var medstifter. Stilarterne spænder her fra den lette Steinfeder over den frugtigere Federspiel til den fyldige og koncentrerede Smaragd, som i manges øjne er den kostbareste juvel i smykkeskrinet. Men forøget fokus på koncentration i samspil med bedre vinifikationsmetoder og klimaforandringer har efterhånden ført til enormt intense og kraftige vine. Stuart Pigott har engang karakteriseret Wachau som “The Land of Monster Rieslings”.

Sådanne er ikke at finde hos Erich Machherndl. Han er selv af den opfattelse, at han laver lette, levende og karakterfulde vine, da det er lysten, der driver værket, og ikke den sure pligt, der tvinger ham. Var han gået direkte den slagne vej omkring Klosterneuburg, var han sikkert ikke endt, hvor han er i dag. I stedet nyder han godt af et priviligeret dobbeltperspektiv på vinbruget: Som søn af en vinbonde har han kendt branchen indefra fra barnsben; men som en uudlært udefrakommende føler han sig hverken fanget eller bundet af vanetænkning, tunge traditioner eller særlige forventninger.



Vincent Vega i Wachau?

Erich Machherndl afliver altså på muntreste vis alle de fordomme, man kan have om Wachau, især i hans Pulp Fiction-vine, som er uforudsigelige og sprælske og alligevel svært underholdende og lette at holde af.

Første forsøg med den vilde genre kom med en skindfermenteret Frühroter Veltliner i 2015— men hvordan skulle han markedsføre den? “En dag efter en lang smagning gik jeg på tur med hunden og begyndte at gruble… maceration, skindkontakt, skindfermenteret, skin, pulp… nåja! Pulp Fiction!” — og siden fulgte en hel serie af sådanne vine.

Pulp fiction er oprindeligt betegnelsen for billige blade med triviallitteratur, typisk i den hårdkogte krimi- eller gysergenre, som var populære i især første halvdel af det 20. århundrede. Klassifikationen pulp kommer oprindeligt af det billige materiale (pulp paper), som bladene var trykt på. I nyere tid er termen dog mest kendt fra Quentin Tarantinos banebrydende film Pulp Fiction fra 1994, der med sine særprægede dialoger og sammenvævede handlingsforløb trækker stærkt på genren og på samme tid er udfordrende og stærkt underholdende. Hurtige nedslag og nedtælling:

Pulp Fiction #9 (med rødt label) er et livtag med Syrah, et særsyn i Wachau og Østrig i det hele taget, men mening giver det, når man tager geologien og klimaet i betragtning: Wachau er som det nordlige Rhône rig på granit, som Syrah synes at elske, og med klimaforandringer undervejs er Wachau ikke længere for koldt til at få sorten til at modne. Tænk en kølig årgang Côte Rôtie eller Valais. Der er duft af friskkværnet sort peber, sorte oliven og sort the, laurbærblade og røget bacon. I munden er den saftig og syrerig med masser af skovbær, kærnemælk og krydrede noter.

Pulp Fiction #7 (med gult label) er et blend af Frühroter Veltliner, Gelber Muskateller og Weisser Burgunder med lang skindkontakt. Vild duft af cider, nyslået hø og hest og en fyldig smag af grapefrugt, appelsinskal, pærer og æbler, rustikt roderi holdt sammen af en fin syre og blide tanniner.


I Pulp Fiction #3 (med grønt label) er Riesling og Grüner Veltliner, de to store solister i Wachaus ensemble, samstemt i duet; og det er halvvejs helligbrøde i højborgen for sortsrene af slagsen, men det resulterer i “et pragtstykke af en hvidvin.” Druerne er høstet hver for sig sidst i september og først i oktober, gæret med nogle dages skindkontakt og siden skudt sammen og modnet på ståltank — to tredjedele Riesling og en tredjedel Veltliner. Snarere end at fortynde hinanden, er det som om de to forstærker hinandens karakter. I duften nyslået græsmark og humle, weissbier og frugtyoghurt og overmoden stjernefrugt. Smagen følger op med pære, fersken, mango og litchi og krydrede noter af kardemomme og tørrede blomster. Saftig, svævende, frisk syre og fint bitterstof. Den kan snildt fortæres på egen hånd eller med alskens ædelse fra såvel østrigsk som asiatisk cuisine— “blækspruttefangst i Dirndl”.


Flaske: Pulp Fiction No.3 2019  
Vinhus: Erich Machherndl  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druer: Riesling, Grüner Veltliner  
Jordbund: Gnejs, amfibolit, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 175,-  

Comment

Nye nuancer af Veltliner

Comment

Nye nuancer af Veltliner


Toni Söllner og Daniela Vigne bør regnes blandt Østrigs økologiske frontløbere. Sammen driver parret gården i Gösing i Wagram-regionen, hvor de foruden agerbrug og frugtavl dyrker godt 16 hektar vinmarker og fremstiller godt 16 vine. Det var da også som 16-årig, at Toni Söllner fik sin første årgang i hus i 1989. Gården er arvet fra forældrene, og allerede i 1995 traf Toni beslutningen om at omlægge til økologisk og sidenhen biodynamisk vinbrug. I dag dyrker de især Riesling, Grüner Veltliner og Wagrams egentlige vartegn, Roter Veltliner. Stilen er umiskendeligt af den gamle skole og markant wagramisk: Det er frugtige og fyldige vine med sortsrene aromaprofiler og ofte en rustik kant. Ikke mindst i deres interessante nyfortolkning af Roter Veltliner, Irden, skindfermenteret på gamle stentøjskrukker.

Toni Söllner, juni 2018 - et venligt kældermenneske med sine stentøjskrukker

Toni Söllner, juni 2018 - et venligt kældermenneske med sine stentøjskrukker


Wagram og Den Røde Veltliner

Wagram er en del af det større Donau-vinområde, tidligere var det slet og ret kendt som Donauland. Efter Traisental, Kremtal, Kamptal og Wachau, var Wagram hvad, der var tilbage, da man gentegnede kortet over vindistrikter efter den famøse vinskandale i 1985, men først i 2007 trådte området ud af skyggerne og fik sit nuværende navn - som vil være de historiekyndige bekendt, da området lagde land til Slaget ved Wagram i 1809, hvor Østrigs kejserlige hær led nederlag til Frankrigs under Napoleonskrigene. I vinmæssig sammenhæng er den vigtigste by dog Klosterneuburg på sydsiden af Donau, hvor verdens ældste, stadigt eksisterende vinskole har ligget siden 1860 - Höhere Bundeslehranstalt für Wein- und Obstbau Klosterneuburg

Geografisk er området karakteriseret af en højderyg, der løber fra Krems i vest til Wien i øst. Her ligger et tykt lag løss oven på gammel havbund fra urhavet Tethys, og undergrunden er derfor ganske kalkholdig og mineralrig på grund af de mange fossiler og årer af rødgrus. Wagram er forholdsvist fladt land, men i de mere bakkede dele finder man en del løssterrasser. Klimaet er kontinentalt med en udpræget temperaturvekslen mellem dag og nat. En lunende indflydelse fra den pannoniske slette mod øst gør sig særligt gældende her i forhold til Donau-distrikterne længere mod vest, Wachau eksempelvis. I sammenligning med nabodistrikterne Kremstal og Kamptal er Wagrams vine måske en smule mere frugtbetonede og har en anelse større fylde, men der er tale om gradsforskelle, der let fortoner sig under den enkelte vinmagers stil.

Løss er på mange måder Grüner Veltliners foretrukne jordbund, og sorten stortrives da også i Wagram, hvor dens grønne frugtighed og karakteristiske peberkrydring folder sig fuldt ud. Den særlige specialitet er dog den i dag sjældnere Roter Veltliner, en gammel hvidvinssort, der længe har stået i skyggen af sin grønlige slægtning men i de seneste år har fået fornyet interesse. Roter Veltliner er sin egen, og navnet til trods er den hverken en rødvinssort eller umiddelbart beslægtet med Grüner Veltliner. Navneligheden skyldes sandsynligvis visse ligheder i smag, endskønt Roter Veltliner har mere og anderledes aroma. Dens kromatiske tilnavn skyldes en rødmen i skallerne, når sorten modner - og det gør den ret sent, hvilket måske forklarer, at man har foretrukket andre sorter i stedet. Dens historiske udbredelse og indflydelse er dog manifesteret i afkom som Rotgipfler, Zierfandler og Neuburger.

 

Stentøjets genkomst

Druerne til vinen Irden udvælges primært fra gamle stokke på marken Berg Eisenhut, en terraseret mark på løss, sand og grus - det jordiske stemmer overens med stentøjet! Söllners gamle stentøjskar stammer fra mellemkrigstidens Tyskland. I sådanne 600-liters kar skindfermenterer han godt 80% af druerne i godt to måneder; de resterende 20% vinificeres som vanlig hvidvin. De hældes derefter sammen og lagrer på stentøjskarrene i godt et år, før de flaskes - ufiltreret og med en ganske lille sulfittilsætning - netop på stentøjsflasker. Eksperimenterende og konsekvent!

Irden Roter Veltliner im Steinzeug 2016 er en aromatisk og ret stoflig vin. Duft og smag spænder fra tørrede blomster over modne pærer, ferskner og kumquats til figner, marcipan og bivoks. Fyldig og rund, en velintegreret syre og et let bittert bid. Eksotisk, af og til næsten overvældende, men også med en spændende dybde og underfundige noter.

Det er helt sikkert en vin, der vil dele vandene. Nogle vil finde den for opulent, andre vil elske dens eksotiske aromaer og smidige tekstur. Den er under alle omstændigheder oplagt at servere til mad - mulighederne er qua aromaspektret mange - og en håndfuld år på flaske vil nok også klæde den.

Söllners vine er endnu for esoteriske for det danske marked, men de kan erholdes hos bl.a. Wagners Weinshop, der også forsender til Danmark.

 

Flaske: Irden 2016  
Vinhus: Bioweingut Söllner  
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Druesort: Roter Veltliner  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret,  
to måneders maceration  
Lagring: Stentøjskar  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Cirka €25  

Comment