KAST

Slavonien kan virke søvndyssende. Et smukt gammelt landbrugsområde, hvor tiden ikke blot går langsomt men måske helt er gået i stå; indtil ungdommelige kræfter kommer til og vækker det slumrende vinområde til dåd igen og skaber ny tro på fremtiden.

Vi befinder os i den østligste del af det kroatiske indland: Den lille by Ilok, beliggende i det historiske område Srijem i det østlige Slavonien, langs floden Donau og lige på grænsen til nabolandet Serbien. I vinsammenhæng har Ilok længe været kendt for sit store vinhus, Iločki Podrumi, de historiske kældre i Ilok. Hvis Slavonien ellers er kendt i vinverdenen, er det nok for sine vidtstrakte egeskove, som lægger tømmer til egetræsfade af første klasse— når det da ikke lige forveksles med Slovenien— men områdets egen vin er forbeholdt de lokale samt snævrere vinkenderkredse. Synd og skam, for mellem middelmådig hverdagsvin og massefremstillet bulkvin finder man faktisk flotte håndværksvine af høj kvalitet, hvis man ved, hvor man skal lede.

Det kommer til at ændre sig, især hvis det står til KAST, et nyligt indviet vinhus i Ilok med søskendeparret Katarina og Stjepan Kovčalija som navngivende frontfigurer. De to ikke bare viderefører forældrenes vinhus i nye klæder. De har også påtaget sig at løfte den tunge opgave at føre slavonske traditioner ind i fremtiden i fornyet form— med formålet at genrejse den stagnerende vinregion til rette storhed og skabe international opmærksomhed om området og dets vine. Det gør de gevaldigt godt med deres debut Graševina, som ikke bare er usædvanligt god hvidvin til en overraskende god pris. Det er også moderne terroir-vin og tegn på nye tider i et glemt område af Europa, som trods gode forudsætninger alt for længe har hængt fast i en dyster fortids dynd.

Fra grå hverdag til farverig første klasse

Det slavonske landskab er smukt, store vidder med landlig charme, men når det kommer til byer, bygninger og infrastruktur mærker man trætheden, tidens tand og ikke mindst menneskelig svig og svigt. Forladte huse, forfaldne bygninger, facader med tredive år gamle skudhuller og en stadig aftagende befolkning. Slavonien har i skyggen af den kroatiske uafhængighedskrig i 1990’erne desværre udviklet sig til en skygge af sig selv, et ‘Udkants-Kroatien’ uden særlige fremtidsudsigter og et område, som især de unge forlader.

Ilok er Kroatiens østligste by, beliggende på Donaus vestlige bred langs Fruška Gora højderyggen og med udsigt direkte mod Serbien. Byen har knapt 5.000 indbyggere men modtager årligt tusindevis af turister, som først og fremmest kommer for at se byens befæstning, Sankt Ivan Kapistran kirken og det franciskanske kloster. De fleste lægger også turen forbi Ilocki Podrumis historiske vinkælder og måske endda den fyrstelige Principovac ejendom og de tilstødende vinmarker og golfbaner.

Lokal virkelyst er nu ikke en mangelvare. Den enterprenante familie Kovčalija, som står bag hotellet og restauranten Dunav, har gennem årene gjort sit for at skabe opmærsomhed om og tiltrække turister til regionen, f.eks. med løfter om landlig ro og gourmetmad med udgangspunkt i frisk fisk fra Donau og andre specialiteter fra det gamle kulturområde Srijem. Søskendeparret Stjepan og Katarina Kovčalija er ikke kun vokset op med driftige forretningsfolk som forældre, de har også vinbønder og vinmagere i slægten på både mødrende og fædrende side. Så en fremtid i vinens verden var dem ikke ligefrem fremmed.

Familien Kovčalija, forældrene flankerer søskendeparret Stjepan og Katarina

Vinhuset er nyligt indviet, har ungt blod som drivkraft men har alligevel været længe undervejs. En række europæiske fonde har spyttet penge i projektet, og man har ikke holdt sig tilbage for at bygge noget helt nyt op fra bunden— også bogstaveligt talt, da det nyopførte vinhus med lethed ville kunne begå sig som finere vinhus i Piemonte eller Ribera del Duero. Det ser ud af noget, men heldigvis er det ikke kun det visuelle, der er investeret i. KAST står frem som et symbol på en ny tid i Slavonien: Funklende nyt, med inventar af første klasse i kælderen og samtidigt med elegant arkitektur og design. Huset skiller sig fra første øjekast ud fra det ellers så søvnige område, hvor huse og infrastruktur som nævnt stadig bærer et præg af den for længst overståede krig i 1990’erne og den deraf følgende regression og affolkning, som er forsat ind i 2020’erne; men den udvikling håber KAST på at kunne være med til at vende nu— og med lidt held og den rette håndtering kan de kaste glans ikke kun på Ilok men også Srijem og Slavonien som helhed.

Iloks nye ansigt

Familien Kovčalijas vinmarker er dedikeret til Graševina, Frankovka og Traminac, typisk slavonske sorter, som samtidigt kan vække genkendelsens glæde under deres internationalt mere kendte navne Welschriesling, Blaufränkisch og Gewürztraminer. Fokus er at forfine de lokale traditioner, og dertil har de hyret ønologen Mladen Dragojlović fra Novi Sad i Vojvodina, Serbien. Han er kendt for sit samarbejde med Matalj i Negotin siden vinhusets grundlæggelse, og derefter med andre succesfulde serbiske vinhuse som Đoković og Matijašević.

For det ydre udtryk står istriske Goran Perić, som har tegnet bygningen og desuden står bag indretningen. Perić er en respekteret arkitekt og teknologisk designer med masser af erfaring fra det kommercielt fremmelige Istrien; og i overensstemmelse med Stjepans og Katarinas idéer har han formået at udforme og udstyre kælderen til det formål, familien har sat sig: At producere lokal vin med international format, at forene det lokale med det globale, fortiden med fremtiden. Vin som kunsthåndværk, vještina vina.

Kælderens design er dedikeret dels til Slavoniens særegne traditioner, dels til nøgleperioder i vinhistorien generelt. Den falder i fire dele: Den første står for nutiden, og her står rustfri ståltanke linet op. Den anden trækker på den østrigsk-ungarske tradition, hvor man modnede vin i cementtanke. Den tredje del rækker tilbage til førmoderne tid og middelalderen, og her står træfadene stablet op; og den fjerde og sidste sektion er dedikeret til den klassiske oldtid og romernes udstyr, så her står der talrige terrakotta amforaer på rad og række. I praksis giver det mulighed for at gære, modne og lagre vin i flere forskellige farver og af mange forskellige typer, lige som man vil have det. Ambitiøst, og det bliver spændende at se, hvilken retning og hvor langt, de vil tage det.

Slavonsk vinhistorie 101

Lad os på den foranledning kort kaste et blik på Slavoniens fortid for også at sætte dets mulige fremtid i perspektiv. Keltiske og andre stammefolk dyrkede sikkert vinstokke på disse kanter længe før romerne lagde vejen forbi og satte system i vinavlen. Romerrigets forfaldstid blev dermed også vinavlens forfaldstid, for vi skal næsten helt frem til 1200-tallet, før vi støder på seriøs vinfremstilling på egnen igen. Som så mange andre steder var det driftige munke, som satte sving i vinavlen, i Slavonien især cisterciensermunke fra klosteret i Kutjevo, som blev et vigtigt centrum for vinavl og landbrugsvirksomhed i det hele taget. Så kom der et kort intermezzo under osmannisk styre fra 1500- til 1600-tallet, som heller ikke her gjorde noget godt for vinfremstillingen; men den vendte gelinde tilbage og genvandt fordums styrke, ikke mindst grundet stiftet i Ðakovo men også adelige slægter som Odeschalchi, Eltz, Chech samt Janković fra Daruvar. Allerede dengang skabtes grundlaget for Graševina som vigtigste drue sammen med de aromatiske sorter, vi i dag kender som Traminer og Muskateller. Mørke tider lurede dog igen forude, for vinrodlusen skulle gøre et ondt indhug i vinavlen i slutningen af 1800-tallet. Den decimerede på kort tid markarealet; men heldigvis vandt vinavlen igen hastigt terræn, nu på amerikanske rødder og med flere sorter af østrigsk-tysk herkomst, især Silvaner og Riesling, og i løbet af 1900-tallet skulle de få følgeskab af flere franske som eksempelvis Pinot-sorterne og Bordeaux-druer som Cabernet og Merlot. Men Graševina var, er og forbliver formentlig dronningen blandt de slavonske sorter, ubetinget kvalitativt men så sandelig også kvantitativt. Ikke mindst i anden halvdel af 1900-tallet, hvor Slavonien som en del af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien virkede både som en af statens brødkurve men også dens vintønder. Kooperativer stod for fælles produktionsanlæg, og anlægning af større, sammenhængende vinmarker gav mening i det forholdsvist flade og mesoklimatisk ensformige Slavonien. Derfor ser man den dag i dag stadig de største sammenhængende vinmarksarealer i Kroatien netop i Slavonien, selvom produktionen i mellemtiden er privatiseret og diversificeret; men i mellemtiden fra jugoslavisk fælleseje til kroatisk selvstændighed kom desværre den såkaldte ‘Hjemlandskrig’, som ramte Slavonien særligt hårdt. Nærheden til nabolandet Serbien og en broget befolkningssammensætning i grænseområdet gjorde især det østlige Slavonien til en særlig kampplads i begyndelsen af 1990’erne— med beskydningen og belejringen af byen Vukovar som en af krigens ikoniske begivenheder men også krigshandlinger omkring vigtige vinbyer som Erdut, Ilok og Slavonski Brod. Freden har for længst indfundet sig igen; men desværre er de gode, gamle dage ikke vendt tilbage med den. I stedet er økonomisk stagnation og deraf følgende arbejdsløshed og affolkning blevet en del af hverdagen.

Men den udvikling er altså muligvis ved at vende. Den kroatiske stat og EUs strukturfonde har sat masser af midler af til at modvirke den negative spiral, som har sat området skak så længe; og på vinfronten har flere vinhuse som f.eks. Galić i Kutjevo lidt længer imod vest forsøgt sig med massive investeringer i både moderne kælder, veludrustet vinhus og andre kommercielle tiltag. Der leges med moderne såvel som traditionelle vintyper, stilarter og druesorter (såsom Riesling, Sauvignon, Cabernet og Merlot) men Graševina er og bliver det særligt slavonske trumfkort. Graševina har med tiden tilpasset sig den rige slavonske jord og de særlige kontinentale klimaforhold. Druens sendrægtige natur passer perfekt sammen med det korte, kølige forår og det lange, lune efterår; og får den lov at vokse på særligt solvendte skråninger reduceres ikke kun risikoen for skimmel og råd, samtidigt maksimeres både sukkermodning og fenolisk modning.

Vještina Graševina

Ilok er som Erdut kendt for Graševina af god kvalitet, mens Kutjevo nok løber med æren, hvis vi taler Graševina med særlig karakter. Som hverdagsvin er Graševina let og læskende uden de store krummelurer, men mere seriøse vine formår at balancere frugtighed og mineralitet, intensitet og kompleksitet på ret raffineret vis. Det kendes fra f.eks. Kutjevos klassiker, Krauthakers Mitrovac, alternativt Antunovićs Premium fra Erdut, og ikke mindst den senthøstede, sødmefulde Principovac fra lokale Iločki Podrumi. Kan KAST kaste et æble ind i den samling og skabe usikkerhed om den skønneste i flokken?

Svaret er: med tiden ja. Lige nu gør de det allerede glimrende med deres unge og løfterige Graševina, som det skal blive spændende at følge årgang for årgang, ikke mindst med lagring og eftertidens ulidelige vished. Lige nu er KAST Graševina 2022 en usædvanligt frisk vin med et raffineret udtryk, fin aromatik, tekstur og fenolik. Grønne æbler og pis. Skal man drage populære paralleller, går der lige linjer til klassisk Chablis eller Chasselas af fineste skuffe.

Druerne er høstet ved håndkraft af fire omgange fra godt 20 år gamle stokke. Grundig selektion, afstikning og kølig maceration i seks til otte timer; derefter gæres mosten på ståltanke og siden modnes vinen seks måneder på gærresterne i et miks af familiens fire forskellige lagringsmuligheder: Små og store fade, cementæg og amforaer. En fin ny begyndelse.

Flaske: Graševina 2022
Vinhus: KAST  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 100,-  

Sprudlende natur

“Det var faktisk min far, der foreslog, at vi skulle lave mousserende af vinen fra amforaen,” bekender kroatiske Tomislav Tomac om sit mest særegne bidrag til vinens verden, en mousserende orangevin efter den traditionelle metode. “Selv var jeg egentlig ikke så vild med idéen, da jeg var bange for, at garvesyren ikke ville gå godt i spænd med boblerne.” Det viste den sig dog at gøre, og dermed tilfalder æren i sidste ende hans nyligt afdøde far Zvonko, som i forvejen var en pioner i kroatisk vinbrug og altså også blev det inden for genren ‘moderne mousserende vin på den klassiske metode på base af orangevin fra amfora’.

Høsten var fra 2010 og havde hygget sig en seks måneders tid i familiens i 2006 erholdte georgiske qvevri, som lå nedgravet i baghaven; og små seks år senere skulle vinen vække stor begejstring selv hos kritikere fra det velkendte britiske vinmagasin Decanter. Så eftertrykkeligt, at de valgte at inkluderede den på deres liste over ‘75 stellar buys’ i 2016, hvoraf for øvrigt kun seks var mousserende. Så i selskab med tre britiske bobler og to top Champagner kom altså en opkomling fra kroatiske Plešivica, ukendt land for de fleste, og det kom ikke mindst som en overraskelse for familien Tomac. De vidste ifølge Tomislav ikke engang, at de var med i opløbet. “Nogen fra Decanters team havde smagt vinen på en messe i Kroatien og havde gennem egne forbindelser skaffet sig flere til efterprøvning.” Set i en større sammenhæng er det dog slet ikke så overraskende— for Plešivica har gennem de seneste par årtier markeret sig som såvel et af Kroatiens mest dynamiske vinområder og i særdeleshed som en særligt egnet oprindelse for fine mousserende vine— en udvikling, som ikke mindst familien Tomac har stået i front for.

Ophav og omgivelse

Plešivica har været epicentrum for kroatisk mousserende vin siden 1990’erne, og sidenhed for nogle af landets bedste orangevine, og senest for den sjældne men spændende kombination af de to; og Tomislav Tomac har lært at mestre alle tre typer.

Vi skal en halv times kørsel vest fra Kroatiens hovedstad Zagreb, til det lille landsted Donja Reka (‘neden for åen’) uden for den hyggelige gamle by Jastrebarsko, hvor alt ånder fred og ro, og man er helt væk fra storbyens støj og jag. Jastrebarsko er hovedbyen i det lille vinområde Plešivica, som ligger i ly af Samobor-bakkerne, Samoborsko gorje, som udgør den nordøstlige del af Žumberak-bjergene, Žumberačka gora, som strækker sig videre ind i Štajerska i Slovenien. Landskabet er præget af bølgende bakkedrag, er skiftevist skovklædt og udlagt til små familieejede land- og vinbrug; og såvel Samobor by som Jastrebarsko er gamle kulturbyer med smuk arkitektur og masser af historiske vartegn.

Familien Tomac har haft hjemme her gennem generationer og har på traditionel vis ernæret sig gennem husdyrhold, agerbrug og vinavl. Vinhuset drives i dag af Tomislav og hans hustru Martina, som over årene stille og roligt har overtaget efter Tomislavs forældre Zvonimir og Pavica. Til den daglige drift får de stadig hjælp af Tomislavs mor samt af deres to børn, Martin og Petra; og dertil kommer et professionelt deltidsteam på en håndfuld arbejdere. Så størstedelen af arbejdet i mark såvel som kælder tilkommer stadig Tomislav og Martina i fællesskab. ‘Familiedrevet vinhus’ forbliver en passende betegnelse; og det dækker i dag over 14 hektarer fordelt på 16 vinmarker og en årligt produktion på et sted mellem 50.000 og 75.000 flasker, hvoraf godt 80% er mousserende.

“Mousserende vin er vores vigtigste aktiv — resten er kun for sjov!” Sådan opsummerede gamle Zvonimir Tomac (1950-2023) gerne familieforetagendet, som han havde gjort til en selvstændig forretning, endda en god en af slagsen, allerede i løbet af 1980’erne. Dengang var Kroatien stadig del af den socialistiske forbundsstat Jugoslavien, hvor private vinbrug nok eksisterede, men vinifikation og markedsføring foregik gennem kooperativer. “Vi har været på markedet i omtrent 30 år,” fortæller Tomislav, “og vi var nok det første familievinhus til at markedsføre kvalitetsvine i eget navn.”

Han føler sig hjemme i Donja Reka og hjemme i rollen som vinbonde. Tomislav Tomac (48) er en mand med masser af energi og entusiasme, et altid levende kropssprog, flagrende fagter og ikke mindst lysende øjne og et intenst blik. Man mærker en ild i ham, og den blusser op, når samtalen falder på naturen, på familien, på vinen.

“Jeg kom med fra barns ben, min far vækkede mig tidligt om morgenen og tog mig med ud at arbejde i vinmarken. Han førte mig ind i vinens verden, også dens kommercielle side. Han tog mig med til møder og på messer og den slags, så jeg kunne få en fornemmelse for den verden. Engang omkring 1991 var vi med på den slovenske vinfestival i Ljubljana. Den havde en for dén tid ret spektakulær opsætning, hvor hvert vinhus havde sin egen stand, og alle konkurrerede med alle. Der var en særlig atmosfære, som var spændende og fangede min interesse. Jeg kan huske, at Aleš Kristančič fra Movia var der, og han var som en rockstjerne. Selvtillid, store armbevægelser, store glas til rødvin, hele pivetøjet,” erindrer Tomislav med et smil.

“Dengang destillerede vi også rakija, fem forskellige slags. Vores første egne flasker vin kom på markedet i 1987, det var en Crveni Veltlinac (Roter Veltliner), og i 1990 kom vores første flasker Rajnski Rizling (Riesling). Mousserende vin begyndte vi at fremstille i 1989 og med stigende fokus på Chardonnay og Pinot Noir.”

Historisk lineup fra familien Tomac, nogle af de første flasker frigivet i eget navn: Veltlinac Crveni 1989, Rajnski Rizling 1997 og 1998 samt mousserende fra de første årgange midt i 1990’erne

Begunstiget for bobler

Plešivica er med sit særdeles kølige klima, meget kalkholdige jordbund og mange stejle skråninger velegnet til vinavl for så vidt angår syrefriske hvidvine. Områdets traditionelle druesorter omfatter da også først og fremmest grønne druesorter, hvoraf mange vil være velkendte fra de nærtliggende områder Štajerska i Slovenien og Steiermark i Østrig. Gammel tradition tro har en del vinmarker bevaret den gamle praksis med at dyrke flere sorter sammen (såkaldte field blends). Skråningerne er traditionelt tilplantet vertikalt, dvs. at rækkerne løber ned ad skråningerne, og mange stokke står stadig ofte plantet op ad en pæl og ikke bundet op i espalier (såkaldt single-pole training). Det traditionelle Plešivica-terroir har foruden lyse, lette rødvine bestået af særdeles syrefriske, tørre hvidvine, den slags, som også gør sig godt som base til mousserende vine eller pjenušac, som kroaterne kalder den (pjena = skum).

Den lokale ønolog Franjo Jambrović (1926-2006) var den første til for alvor at pejle Plešivica ind på en sprudlende fremtid. “Jambrović slog et slag for produktion af mousserende vin efter den klassiske metode, en tilgang, som indtil flere vinproducenter heromkring tilegnede sig,” forklarer Tomislav Tomac. “Min far var gode venner med Jambrović og tog imod hans råd, og det blev begyndelsen på professionel produktion af mousserende vine i Plešivica.”

Jambrović var oprindeligt fra Međimurje og til dels uddannet i Ungarn, og i sin tid på planteskolen og kooperativet Jaskovino, senere Mladina, ydede han stor indflydelse på især Plešivicas yngre generation af vinmagere. Således tog såvel den ældre som den yngre Tomac udfordringen op sidst i 1980’erne, og sammen med dem, eller snart efter, fulgte siden anerkendte kolleger som Šember, Ivančić, Jagunić og Kurtalj. Med forbillede i det mousserende ikon Champagne, men også i anerkendelse af Plešivicas geologiske og klimatiske ligheder med det berømte område, plantede man i stigende grad Chardonnay og Pinot Noir; men man indså også tidligt potentialet i lokale syrestærke sorter som Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og i de seneste år er det netop især de gamle sorter, som har fået særlig opmærksomhed, ikke kun hos Tomac, men også hos ligesindede som Šember, Korak og Kolarić. Anerkendelsen kom for alvor i de første år af det nye årtusinde, og det var ikke mindst grundet deres mousserende vine, at Tomac far og søn i 2005 blev udnævnt til ‘årets vinmagere’ af brancheforeningen.

De første qvevri fik familien i 2006, inspireret af Joško Gravner, som i en årrække havde gjort sig gode erfaringer med det georgiske håndværk. Qvevrierne importeres af Tomislavs fætter Antonio Ivančić, som siden også har leveret talrige qvevri til Gravner og andre fremtrædende vinbønder i både Italien og Kroatien. I dag har Tomac ni qvevri, nedgravet i vingårdens baghave; og direkte under åben himmel, indtil de forrige år installerede en åben træpavillon omkring dem i forbindelse med færdiggørelsen af de nye kælderfaciliteter.

Hvorfor amforaer? “Fordi vores vine skal smage af Plešivica og ikke af en fransk egeskov,” forklarer Tomislav og tilføjer: “Ret skal være ret, alle vores vine modner på store slavonske træfade, men det er fordi, de ånder godt i dem; men det gør de også i lertøj, som også sætter vinen i forbindelse med jorden igen.”

Tomacs nyopførte vinhus udelukkende i naturlige, bæredygtige materialer, designet af Dva Arhitekta

“Den højeste naturforståelse”

Det lokale landskab og natur står familien Tomacs hjerter nært, og respekt for naturen samt naturnært vinbrug ligger dem særligt på sinde. Således er det dem en æressag, at familiens marker aldrig har været dyrket efter konventionelle, industrielle metoder med maskinel bearbejdning, kunstgødning og sprøjtegifte. Tomislavs far fortsatte ufortrødent i sine forældres spor med naturgødning og manuelt arbejde som de stærkeste kort på hånden; og den praksis har Tomislav ingen grund set til at ændre, snarere har han skærpet og forædlet den. Først med egentlig økologisk drift og certificering, siden med biodynamisk brug og ditto certificering undervejs. Her er han igen hurtig på aftrækkeren i det kroatiske, hvor ellers kun Branko Čegec og Tomislav Bolfan for alvor har begivet sig ud i det biodynamiske.

Tomislav Tomac: “Siden jeg første gang læste om biodynamik, vidste jeg, at det var noget, jeg ville forfølge. Biodynamikken er for mig den højeste naturforståelse. Den stimulerer jordens mikrobielle aktivitet, produktionen af humus og planternes styrke og modstandskraft. Især præparat 500 har givet os en fuldstændig forvandling under jorden i vintermånederne. Over jorden har vi med såning af forskellige frø styrket diversiteten og fremmet den naturlige cyklus i vinmarken om sommeren. Det virker simpelthen.”

Nogen dans på roser er det dog ikke, og det lægger Tomislav heller ikke skjul på. Det er hårdt arbejde hele året. “At være vinbonde er en profession, der er helt afhængig af vejrets luner. Du kæmper med naturen, ikke mindst med klimaforandringerne. Vi får en del regn her, og sommeren kan være en dramatisk periode på grund af kombinationen regn og sol. Vi forsøger som gale at bekæmpe peronospora [falsk meldug]. Det er meget nemmere, når man sprøjter med systemiske behandlinger; men kemiske behandlinger er ikke en løsning. Jeg har arbejdet i vinmarker hele mit liv, og jeg ved, hvad det betyder for mig og mine medarbejdere at bruge hele dagen mellem planterne. Min moral rækker ikke til at gå og forgifte folk og mine omgivelser.” Det handler med andre ord om et samvittighedsfuldt samarbejde mellem mennesker og natur, om balance mellem levende organismer og om at acceptere de vilkår, naturen byder.

Økologisk certificering er allerede opnået, og trods genvordigheder med biodynamisk certificering— der er endnu ingen virksomme certificeringsorganer i Kroatien— er Tomac fast overbevist, om at det er vejen frem, og han går for nuværende efter Demeter-certificering fra udlandet. I forbindelse med omlægningen til biodynamisk drift har de hyret konsulenten Michele Lorenzetti, som de har mødt gennem Joško Gravner, til at vejlede dem i deres arbejde.

Lorenzetti er en afholdt italiensk vinbrugskonsulent, som kombinerer sin biodynamiske praksis med konventionelle forskningsmetoder og traditionel videnskabelighed. Han har foruden for selveste Gravner i Friuli f.eks. også været konsulent for Weingut In der Eben i Alto Adige, ligesom han til stadighed er det for f.eks. Guerila i slovenske Vipavska Dolina.

“Min tilgang er praktisk og rationel,” forklarer Lorenzetti om sin omgang med biodynamikken. “Jeg fokuserer på konkret erfaring og videnskabelig forskning snarere end teoretiske og filosofiske spekulationer. Som biolog har den store mængde kemi, man i almindelighed benytter sig af i vinmarker, gjort et stærkt indtryk på mig. Men biodynamikken åbner en stor mulighed i vinmarken: Det gør det muligt at eliminere kemisk indgriben og styrke jordens og vinstokkenes sundhed. Ved at forlade sig på organisk materiale og de processer, som de biodynamiske præparater frembringer, kan man rehabilitere jordens humus og skabe stærkere og mere udtryksfulde planter og druer, der af egen kraft kan gære uden yderligere ønologiske interventioner. Tilbage til det naturlige udtryk.”

Lorenzetti er født i 1971 og opvokset i Frascati i Lazio-regionen. Han blev bachelor i biolog fra Tor Vergata universitetet i Rom og videreuddannet med en kandidatgrad i vitikultur og ønologi fra Tuscia di Viterbo universitetet i Lazio— med særlig interesse for og speciale i vinmarkers mikrobiologiske forhold. Nogenlunde sammenfaldende med sin specialisering stiftede han gennem Carlo Noro nærmere bekendtskab med biodynamisk landbrug og kom efterfølgende til at arbejde for flere biodynamiske landbrug og rådgivere i Lazio og Toscana, før han stiftede sin egen lille Demeter-certificerede vingård Terre di Giotto ved Vicchio del Mugello i Lazio og gik solo som biodynamisk konsulent.

Lorenzettis akademiske meritter omfatter studier i og artikler om de biodynamiske præparater 500 og 501 og deres dokumenterbare virkninger, såsom det for bakteriekulturerne gavnlige samspil mellem kogødning og koens horn, som den modnes i under jorden; og siden 2010 har han fra sit eget laboratorium fordybet sig i studier i biokrystallisering.

Joško Gravner på markvandring med Tomislav Tomac

Farverigt sortiment

Familien Tomac blev som nævnt først kendt og anerkendt for deres sur lies-lagrede Chardonnay- og Roter Veltliner-vine. Siden kom deres tørre méthode traditionelle mousserende vine i vælten, senere deres orange fortolkninger af Riesling, Pinot Gris, Sauvignon og Traminer; og på det seneste har deres saftige Pinot Noir tiltrukket særlig opmærksomhed. Der er det lille areal til trods en stor variation i det vinøse farvespektrum, der tæller vine både til hverdag og fest; og selvom der i videste udstrækning er tale om naturvin, er det vigtigt for Tomac, at vinene ikke kun er levende men også rene og stabile. Som Martina udtrykker det: “Vi elsker naturvin for dens renhed. Vi vil have uspolerede, rene vine; vine vi kan være bekendt at sende ud på de bedste vinbarer og restauranter i hele verden.”

Anbefales kan den hvide, tørre og friske Riesling Rockstar, den saftige, bløde og frugtige Marany Sivi på Pinot Gris, en hverdagsvin vinificeret efter georgisk forbillede, ligeledes dens røde pendant Marany Crni på Pinot Noir; og i det mousserende univers Blanc de Noirs Brut Nature, hvis altså ikke ligefrem flagskibet Amfora Brut Nature. Dertil kommer de orange Amfora-vine, hvor især Rajnski Rizling og Traminac fortjener fremhævelse.

Gamle Starjak

Starjak kan oversættes til ‘den gamle mand’ eller ‘oldingen’ og er en gammel mark ved lokaliteten Bresnica. Den blev beplantet i 1932 af Zvonimirs mor Aleksa, kun fire år efter at hans far i 1928 var vendt hjem fra arbejde i Amerika (og allerede dengang lod familien sig bemærke for sine vine, se blot diplomerne nedenfor). Beplantningen var typisk for tiden, en blanding af sorter så forskellige som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Graševina, Kraljevina, Lipovina, Zeleni Silvanac, Veltlinac Crveni, Neuburger, Traminac og Muškat med flere. Syrerige, mineralske og til dels aromatiske druer, som til sammen har dannet grundlag for den daglige vin til det daglige brød; men som ingen i nyere tid havde tænkt kunne blive til noget særligt. Altså før drømmere som Tomac og Šember tog dem til sig og forsøgte at løfte dem til nye højder.

Sorterne er dels særegne for Plešivica som Žuti Plavec og Šipelj Bijeli, dels typiske for det kroatiske og slovenske indland som Štajerska Belina (i Slovenien bekendt som Ranfol) og Kraljevina; eller udbredt i Kroatien og videre omegn, det gamle østrigske kejserrige, såsom Graševina (velkendt som Welschriesling), Silvanac Zeleni (Silvaner), Veltlinac Crveni (Roter Veltliner) og Neuburger, en naturlig krydsning af de to sidstnævnte; og aromatiske sorter som Traminac (Traminer) og Muškat (Muscat) er fælleseje i det meste af det gamle Europa.

Mousserende vin på den traditionelle metode tager sin tid, og fremstillingen af en sådan vin fra amfora er særligt kompleks og langvarig. Amfora Brut Nature er baseret dels på Chardonnay, som giver frugtig fylde, og dels på det gamle field blend, som giver syre, mineralitet og aromatisk krydring. De vinificeres hver for sig, og først efter modning stikkes de sammen og gøres mousserende: Efter mosten er gæret seks måneder med skallerne, omstikkes vinen til store, gamle træfade og lagres i halvandet år. Derefter blandes og “trækkes den op” med gær og sukker og tappes på flasker, hvor den gærer og lagrer med gærresterne i et år eller to før degorgering à la volée, det nøjagtige tidspunkt afhængigt af årgangens beskaffenhed. Den toppes så op med samme vin og tilsættes ingen dosage, så det er ren vin og ren vintage.

Tomac Amfora Brut Nature 2019 er klar med en smuk kobberglød i glasset, sætter en fast skum og byder på fine, sprøde bobler og en opkvikkende syrlighed; som siden træder til side for moden frugt, mørk mineralitet og finmaskede tanniner. Fra frisk citrus til saftige ferskner og tørrede abrikoser, til kandiseret orangeskal, rugsurdej, ristede valnødder, saltkaramel, malt og kanel, underfundig kompleksitet og underjordisk dybde. Det minder om moden vintage Champagne, og det minder om klassisk orangevin fra Friuli eller Kakheti. Modsætninger mødes men går sammen op i en højere enhed. Nyd den som en gammel Krug; eller lad boblerne bruse af, og nyd den som et mildt glas Gravner. Giv den under alle omstændigheder god tid; og gerne i et større glas af Bourgogne-typen — Tomislav og Martina foretrækker selv at servere den i Mark Thomas Double Bend Red Expression.

Salig Zvonimir Tomac med det første kuld qvevri i Plešivica

Kong Tomislav og tronfølgen

Kroatiens første konge hed Tomislav og kronedes i 925; og her knapt 1100 år senere kan vi kåre Tomislav Tomac som den ukronede konge af kroatisk mousserende vin. Det virker oplagt efter hans sejrsgang med vine som Millenium og Diplomat og ikke mindst Amfora, den vel nok mest radikale fornyelse af genren, siden Dom Pérignon “opfandt” Champagne i 1697. Orangevinens adel tilhører han tillige, takket være Amfora, og stadig gør kun få andre ham følge i den vanskelige men potentielt vidunderlige hybrid mellem de to. Der findes mangt en orange pet nat, men méthode traditionelle skal man endnu spejde langt efter— sågar næsten helt til Champagne!

Tomac er husven hos sine biodynamiske fæller Anselme Selosse og hele hans slæng; og efter at have skænket sin vin og vakt deres interesse for amfora-vinificering, finder man i dag amforaer hos såvel Selosse som Larmandier-Bernier, Henri Giraud og Bertrand Gautherot. Især Gautherot gør på Vouette et Sorbée gerne Tomac kunsten efter med den fine Textures, en skindfermenteret Pinot Blanc fra en georgisk qvevri, han har erholdt netop ved kroatisk mellemkomst. Inspirationen fra Champagne til Plešivica virker altså også den anden vej rundt.

Marin Markežić fra Kabola i Istrien var hvad angår qvevri synkron first mover med Tomac, mens ligeledes istriske Giorgio Clai kom med i klubben få år senere; men modsat Kabola laver Clai nu med sin Pjenušac Brut Nature milde orangebobler smeltet sammen af Chardonnay og den lokale Malvazija Istarska. Så indtil videre synes Tomac at sidde sikkert på tronen inden for genren. Men hvordan med fremtidige projekter og vinhusets fjernere fremtid?

“Vi har altid lavet vine efter vore egne overbevisninger og derefter bevist, at der er et publikum til dem. Så vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden,” forsikrer Tomislav, og dertil tør man nok sige, at han er en mand, som tør gå mod moden: Han er mere en trendsetter end en dedicated follower of fashion. Derfor lader han det også være op til næste generation, om og hvordan de vil fortsætte familieforetagenet; men børnene bliver dog motiveret.

“Vores søn går på gymnasiet og bliver snart 18,” fortæller Tomislav. “Han hjælper til herhjemme og holder også af vin, så jeg forsøger at lære ham om markarbejde, markedsføring, salg og den slags. Vi forsøger at give ham fornemmelse for forretningen også. F.eks. havde vi ham med på RAW i København i sommer.”

Familien Tomac har alle varme følelser for Danmark og København og har da også kontakt med en dansk importør, så deres vine i en ikke så fjern fremtid måske kan være at finde på førende danske vinbarer og restauranter.

“RAW var en virkeligt god oplevelse. Det var vores tredje besøg i København, og vi kan næsten ikke vente med at komme forbi igen. Det er en herlig by, især om sommeren. Ikke for stor, med god energi og afslappede folk, alle cykler, og aftnerne varer længe… og overalt ser du folk sidde ude og spise og drikke naturvin. Noget af det første, som jeg lagde mærke til i gadebilledet, var en tom flaske Iago’s Wine, der stod oven på en skraldespand. Det er god stil,” griner Tomislav og slukker tørsten med et glas af sin røde Marany, som er hans seneste ‘satsning’, saftig Pinot Noir, som synes at være endnu en genre, som Plešivica kan udmærke sig med. Sikkert er det, at naturlig vin er familien Tomacs fremtid, og at de tænksomt tager ét skridt ad gangen for at være sikre på, at alt spiller som det skal.

“Vi har ikke travlt,” slår han stille og roligt fast; før han tilføjer, med noget, der ligner et fast mantra, “gode ting tager tid.”

Flaske: Amfora Brut Nature 2019
Vinhus: Tomac  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Chardonnay og gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 350,-  

Baba Draga

En hilsen fra fortiden, der glimter og knitrer som en stumfilm fra glasset. Man fornemmer kølig luft strømme ned fra bjergene, bagende sol på lange sommerdage, en smuk spænding mellem frisk syre og moden frugt i en luftig skum af livlige bobler. Sprøde æbler, pærer og kvæder og små strejf af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. Eftertænksom og kompleks. Langt hen ad vejen smager det som mousserende vin af den mest klassiske slags, og alligevel er vi milevidt fra Champagne.

Det er debut-årgangen af den mousserende vin Baba Draga, der er i glasset. 96 hedder den, men henvisning til vinmarkens alder; for den er såvel en årgangsvin fra 2018 som en enkeltmarksvin fra skråningen Bresnica, som kom den kroatiske familie Šember i hænde som medgift fra oldemoderens forældre, da hun sidenhen giftede sig ind i familien. Marken blev plantet tilbage i 1922 med en blanding af de dengang gængse sorter i den del af det kroatiske bakkeland, som i dag går under navnet Plešivica. Den oprindelse og historie giver familien nu videre i deres seneste skud på stammen af svært gode mousserende vine, som de har spillet en hovedrolle i at gøre området anerkendt for.

Levende landskab. En af Kroatiens bedst tilrettelagte vinrouter strækker sig gennem Plešivicas bølgende bakker

Det perlende Plešivica

Kun små 30 kilometer og ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ligger den lille, hyggelige by Jastrebarsko, af indbyggerne selv oftest blot omtalt som Jaska. Det er en gammel, traditionsrig og ret velstående by, som på behagelig vis forbinder det urbane med det rurale: Der hersker landlig ro, og stemningen er afslappet, men samtidigt er der noget cool og chikt over stedet; som muligvis skyldes, at Jastrebarsko er hovedbyen i den lille vinregion Plešivica, som af kendere ofte omtales som ‘Kroatiens Champagne’, da det er landets epicenter for fremstilling af mousserende vine af høj kvalitet. Rundt om ligger bittesmå landsbyer og en perlerække af små familieejede vinhuse på toppen af de lange bakkedrag.

Plešivica er del vestligste del af den større vinregion Bregovita Hrvatska, bakkelandet i det kroatiske indland omkring hovedstaden Zagreb. Plešivicas 2.300 hektarer vinmarker ligger på de rullende bakker op mod Samobor- og Žumberak-bjergene i et landskab formet under de seneste istider og på en undergrund af gammel havbund. De lange bakkedrag danner de berømte Plešivica amfiteatre, en række buede bakkedale med stejle skråninger. Disse naturlige amfiteatre er god grobund for vinmarker: De beskytter vinstokke mod de kølige vinde fra bjergene mod nord, og samtidigt skaber de veldrænede flader med forskellige hældninger og orientering mod solen. Jordbunden består mestendel af kalkholdig mergel med alluviale og diluviale aflejringer af især kalksten.

Klimaet ligger i overgangsfasen fra kystklima til fastlandsklima. Milde somre, ret hårde vintre og en hel del nedbør; men da de kølige faldvinde fra højlandet konstant føles, forbliver luften frisk og druerne fri af fugt. Det rimeligt kølige klima med store sæsonmæssige og daglige temperatursvingninger er befordrende for lette, friske og syrerige vine, den slags, som gør sig godt som udgangspunkt for at lave mousserende vin. Når det tilgængelige kalkindhold i jorden samtidigt er højt, er det samtidigt velegnet til vinavl og fremmende for de færdige vines struktur. En række træk, som området deler med det noget nordligere Champagne.

Fire generationer af familien Šember samlet: Mor Ivanka, sønnen Nikola, hans hustru Martina med datteren Pavla, bedsteforældrene Ružica og Stjepan samt far Zdenko flankeret af døtrene Lucija og Klara. Foto: Vina Šember

Familien Šember

Familien Šember er femte og sjette generations vinbønder og dyrker i dag godt seks hektarer vinmarker på 13 forskellige parceller, beliggende imellem 190 og 250 meters højde rundt omkring den lille landsby Donji Pavlovčani lige nord for Jastrebarsko i det centrale Plešivica. Til deres højest værdsatte vinmarker hører Bresnica, Mladina, Starjak, Vučjak og ikke mindst Pavel, som tager navn efter landsbyen og den lokale kirke, som er helliget Sankt Paul.

Vinhuset ejes af Zdenko Šember og hans hustru Ivanka, og de driver det i dén grad som et familieforetagende. Således står deres søn Nikola i dag i front for produktionen, i selskab med sin hustru Martina og i ledtog med sine søstre Lucija og Klara. Nikola er uddannet agronom og står først og fremmest for arbejdet i vinmarkerne, og han har siden barns ben arbejdet tæt sammen med sin far i kælderen. Den økonomi-uddannede Lucija og lillesøsteren Klara assisterer og står for vinsmagninger, markedsføring og sociale medier; mens bedsteforældrene Stjepan og Ružica stadig hjælper til med løst og fast.

Første årgang i eget navn var 1991, før den tid gik familiens druehøst til det lokale kooperativ. Familien Šember havde fra første færd som selvstændige allerede indset, at Plešivica er særligt egnet til mousserende vin, og de frigav deres første flasker bobler i 1997, fremstillet efter den klassiske metode med andengæring på flaske; og siden har de stille og roligt udvidet produktionen og samtidigt forfinet håndværket.

Familien dyrker, i dag økologisk, velkendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling og dertil nogle sjældne druesorter, som har flere generationer bag sig end de fleste vinbønder, som i dag bebor bakketoppene i Plešivica. Det er ældgamle og for fleres vedkommende formodentligt indfødte sorter som Plavec Žuti, Sipelj Bijeli, Kraljevina og Graševina m.fl.

Familiens bestseller og alles all time favourite er dog den lyserøde Pinot Noir-baserede mousserende Rosé Brut. En sand lækkerbidsken med delikate blomsterdufte, saftig jordbær- og hindbærsmag, smidig krop, god syre, mineralsk nerve og en betagende dybde med fine gær- og nøddenoter. Supercharmerende på den seriøse måde!

Pinot Noir er også råstoffet i Šembers eneste rødvine: En generisk Pinot Crni og en finere enkeltmarksudgave fra Vučjak. Plešivica egner sig til Pinot af den intenst frugtige slags, og Šember lykkes med at få en flot balance mellem frisk frugt og fadlagring, mellem let drikkelighed og større seriøsitet. Delikat duft og smag af røde bær, jordbær, hindbær og kirsebær, tilsat små strejf af fugtig muldjord, våd pind, kanel og vanille. 

I 2011 debuterede deres første amfora-vine på markedet. I samarbejde med naboen Tomac har familien Šember erholdt sig georgiske qvevri, som de har gravet ned i baggården, og som de benytter til to spændende orangevine, én på Rajnski Rizling under navnet Qvevri og én på de gamle Plešivica-sorter, den fabelagtige 5; og endvidere fremstiller de den hvide på cementæg gærede Riesling Ab Ovo.

Toppen af poppen er endnu en mousserende vin, som kun fremstilles i særligt gode årgange, en selektion af Chardonnay og en smule af den lokale sort Žuti Plavec fra ældre stokke på netop marken Pavel; og den forener med sine sprøde bobler, syrefriske frugt, modne citrussmag og delikate nøddenoter det bedste i de to sorter. Vægtig og dyb og alligevel let og forfriskende tør, som en god blanc de blancs vintage champagne.

I Plešivica stryger vinstokke sig som i Steiermark ned ad bakkerne i vertikale rækker. Foto: Vina Šember

Kære lille farmor

Men det bliver endnu mere spændende med familiens seneste søsatte projekt fra marken Bresnica, Baba Draga. Navnet betyder ‘bedstemor Draga’ og samtidigt ‘kære bedstemor’, og vinstokkene er som nævnt sat i 1992 og har dermed for længst nået skelsår og alder og sætter kun moderat med frugt men af så fornem karakter, at Zdenko og Nikola kom til den konklusion, at den fortjente sin egen vin, og den gamle dame en hyldest. Første årgang fra 2018 kom med 2.137 flasker på gaden forrige år, og senest frigivne er med blot 1.974 flasker årgang 2019. Navnets fremadskridende nummerering, 96 og 97, tænkes at fortsætte, så længe den nu over 100 år gamle vinmark selv tillader det.

Den byder på i hvert fald syv-otte forskellige sorter, Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Silvanac Zeleni, Dišeća Ranina, Kraljevina, Graševina og Crveni Veltlinac, sidstnævnte to mere velkendte under navnene Welschriesling og Roter Veltliner. Druerne håndhøstes, spontangæres og modnes kort på store fade af slavonsk eg, før de fyldes på flaske til andengæring og modning gode to år før manuel dégorgering, som forestås af mester Zdenko selv. 2018’eren er høstet i starten af september, fyldt på flaske den 2. maj 2019, håndvendt undervejs og degorgeret 17. november 2021. Dosage er på 1,5 gram (extra brut).

1996 Baba Draga er som berettet indledningsvist en og luftig skum med livlige bobler, en sprød syre og mild bitterhed. Masser af friske frugter, alle faste i kødet og spændstige i syren, æbler, pærer og kvæder; og den runder af med fine noter af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. En forfriskende lækkerbidsken af sjældneste slags!

Flaske: 1996 Baba Draga 2018
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske  
Lagring: Træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandler: f.eks. Miva
(men ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-  

Smuttur til Meðimurje

Der er grøde i det gamle og næsten glemte vinområde Meðimurje i det nordlige Kroatien, hvor kvaliteten stiger år for år. Her i hjørnet mellem Slovenien og Ungarn er der god hvidvin på programmet, og den unge generation genrejser nu ufortrødent den stolte, gamle tradition for Furmint i området, omtalt og markedsført under druens lokale synonym Pušipel. Det dækker over et væld af lette og forfriskende vine med en citrusfrugtig sprødhed, mens de fornemmere flasker gemmer på rigere tekstur, større kompleksitet og en fyrig krydring. Furmint taler tillige på kroatisk sit eget tydelige sprog; og så er vinene stadig absolutte fund til priserne.

Et kroatisk Entre-Deux-Mers

Meðimurje (ungarsk Muraköz, østrigsk Murinsel) er et historisk område mellem floderne Mura og Drava, og området er stort set er identisk med nutidens administrative region af samme navn. Samtidigt er det Kroatiens nordligste vinområde, med grænse til Slovenien mod vest og Ungarn mod øst. Historisk har Meðimurje været en integreret del af de forskellige provinser, der er gået under navnet Pannonien, og det har skiftevist været under ungarsk og kroatisk overherredømme. Største by i selve området er Čakovec, og vi er heller ikke langt fra den hyggelige historiske by Varaždin, som en overgang var Kroatiens hovedstad, og som ligger lige syd for Meðimurje. Man går under ingen omstændigheder ned på kirker, kapeller og slotte i barokstil, alskens kunstnerisk lokalkolorit og en rig landbrugs- og madkultur.

Området deler sig i Dolnje Meðimurje, den nedre og lavere del i syd og øst, som er en stor, flad slette med aflejringer fra floderne, samt Gornje Meðimurje, den øvre del i nord og vest, som er mere bakket land for foden af Alperne. Meðimurjes øvre del er dækket af skove, lunde, æbleplantager og vinmarker, mens den nedre del er dækket af enge og marker med omfattende dyrkning af korn, majs, kartofler og andre grøntsager. Grænsen mellem de to udgøres officielt af jernbanen, som er Kroatiens ældste, indviet i 1860. En af Meðimurjes i international vinsammenhæng mest velkendte sønner er Rudolf Steiner, som kom til verden i 1861 i Donji Kraljevec, hvor hans far arbejdede som stationsforstander og telegrafist netop ved jernbanen. Steiner skulle langt senere blive en alsidig akademiker og skabe bevægelser som antroposofien og biodynamikken.

Selve vinområdet Meðimurje er som nævnt et Entre-Deux-Mers mellem Mura og Drava (på latin Insula intra Dravum et Muram — men tillige kendt som Hortus Croatiae, Kroatiens have), et kroatisk Mesopotamien med vinhaver hængende på skråningerne, hvis man er til de mere blomstrende sammenligninger. Profilen tegnes i dag af små familieejede vinhuse med skarpt fokus på terroir, tradition og kvalitet. Jordbunden er mestendels af alluvial beskaffenhed, sand, ler og mergel med varierende kalkindhold. Klimaet er kontinentalt med varme, solrige somre og våde vintre; og samtidigt er det subalpint med kølige vinde fra Alperne, som modererer temperaturen og luftfugtigheden. Det begunstiger produktionen af tørre, syrerige og aromatiske hvidvine, og de traditionelle sorter til den slags er, som i resten af det centrale kroatiske bakkeland, Traminac (Gewürztraminer), Muškat (Muscat) og Pinot Sivi (Pinot Gris) samt Chardonnay og Sauvignon, og især sidstnævnte får mange til at spille særdeles klangfuldt. Graševina (Welschriesling), som ellers står tæt plantet i størstedelen af det kroatiske indland, har det historisk været for køligt til at modne tilfredsstillende her, men det hænder dog i dag. Så har man til gengæld Šipon eller Pušipel, som er de lokale kroatiske navne for Furmint, og den har længe befundet sig anderledes fremragende her. Som hovedregel er der tale om tørre vine, hvad sorten end er, men Meðimurje har ligeledes tradition for senere høstede vine med restsødme, endda isvin, det sørger det kølige, kontinentale klima fortsat for muligheden af. Pušipel er ligeledes egnet til mousserende vine på grund af sin høje syre og forholdsvist dæmpede aromatik, og der er sågar en lokal tradition for mousserende i Meðimurje mindst tilbage til 1914. Den blev så afbrudt af verdenshistorien, så småt genoptaget i 1980’erne og særdeles seriøst igen fra 2009, og i dag er der syv lokale producenter af skummende Pušipel.

Udsigt over Cmrečnjaks vinmarker ved Sveti Urban nær Štrigova. Foto: Matej Ščavničar

Gammel vin på nye flasker

At det netop er Pušipel, man slår så stærkt et slag for, er egentlig ingen overraskelse, slet ikke med Ungarn lige rundt om hjørnet. De ældste optegnelser om Pušipel under netop det navn stammer fra første halvdel af 1800-tallet, hvor den henregnes til vinmarkerne ved landsbyen Dragoslavec Breg nordvest for Čakovec. Men lige så pludseligt som navnet Pušipel dukkede op i historien, lige så hurtigt forsvandt det igen. Druen gik dog ikke i glemmebogen, den gik bare under andre af sine navne som Šipon og Moslavac. Šipon var dengang som nu dens mest udbredte synonym i Slovenien, mens Moslavac er den kroatiske form af Mosler, sammen med Zapfner sortens gamle navn i Østrig.

Det giver mening at bevare sorten og ligefrem genoplive det gamle navn til den lokale vin, for Meðimurje har en særlig tradition med Pušipel, som står plantet på næsten halvdelen af områdets godt 1.000 hektarer vinmarker; og det er Pušipel, som i den grad udmærker Meðimurje mellem andre af det centrale kroatiske bakkelands vinområder som eksempelvis Zagorje eller Plešivica. Potentialet i tør Furmint på den internationale vinscene har ungarerne afdækket i de seneste år, og det skulle da være mærkeligt, om der ikke desuden var interesse i de bedste slovenske og kroatiske versioner. Alene i Meðimurje har man identificeret over 30 kloner, hvoraf en håndfuld er udvalgt som særligt lovende for fremtiden.

Bevægelsen begyndte med otte entusiastiske familier, som grundlagde lokalforeningen “Hortus Croatiae”, og siden er det gået stærkt. I dag tæller den omkring 20 vinproducenter, og blandt de bedste kan tælles bl.a. Belović, Cmrečnjak, Dvanajščak-Kozol, Hažić, Horvat, Jakopić, Kunčić, Lovrec, Novak, Preiner og Štampar. Siden 2000 har man organiseret den årlige vinfestival Urbanovo, som fejrer den lokale vinrute, og sidenhen været medarrangør på Mlado, en slags høstfest med ung vin i Zagreb. Det erklærede mål er at markedsføre Pušipel som et stærkt og genkendeligt mærke og gøre den til den mest prestigefyldte vin fra Međimurje. Derfor indledte de et samarbejde med bureauet Reci Da om at udtænke et unikt brand for Pušipel. Kulminationen er foreløbigt et elegant flaskedesign, som udelukkende må benyttes i Meðimurje og kun til Pušipel. Flaskerne fremstilles hos det schweiziske glasfirma Vetropack. Det er indtil videre den første særegne flaskeform, som er på markedet i Kroatien; og omend designet har en vis lighed med flasken til tør Tokaj, som ungarerne lancerede nogle år forinden, så er den alligevel sin egen, en variation over Bourgogne-flasken med afrundet elegance, det lokale logo graveret på forsiden og forlænget hals. Senest har man desuden introduceret et særligt glas, som skulle være specielt egnet til nydelse af netop Pušipel.

Det kan virke som rene gimmicks, men man har med moderne Pušipel opnået en vin, som ikke kun har sjæl men samtidigt nok karakter og kvalitet til at kunne imponere internationale vinkritikere. Don’t take it from me, Decanter har allerede lugtet lunten og kastet adskillige point og priser efter vinene.

Pušipel på rad og række. Særligt lovende er Lovrec, Cmrečnjak, Štampar og Dvanajščak-Kozol.

Melankoli og mineralitet

Furmint frembringer en rank og syrerig vin med en sprød æblesmag og mildt røget og salt mineralitet, når den er bedst. Det er den i ungarske Tokaj, også når det gælder de tørre udgaver. Ellers er det i Somló, at det sker, og uden for Ungarn i østrigske Steiermark og slovenske Stajerska og resten af Podravje. En sjælden gang sker der noget spændende i Burgenland, og der dukker da også en hæderlig tør Furmint op fra Balaton og endda fra kroatiske Moslavina; men ellers er det Meðimurje, vi må sætte vores lid til. Her får man sammen med den lyse syre en særligt mørk mineralitet frem, en nærmest nøddeagtig tekstur og seriøs kompleksitet sammen med en let drikkelighed.

Måske det er Meðimurjes særlige melankoli, man kan smage, et nu nærmest legendarisk karaktertræk ved lokalkulturen og en særlig sindstilstand hos lokalbefolkningen. Det tilskrives de især i modsætning til Zagorje, hvor modet og musikken er muntert og skæmtende. Det modsatte høres i Meðimurjes folkemusik, meðimurska popevka, en følsom og tænksom sang med en tonal rigdom og sammensætning, som går lige i hjertet. Længselsfuld, sørgmodig, bittersød, kroatisk mono no aware. Noget af samme tristesse synes at kunne fanges i ungarsk folkemusik, måske det er et fællestræk, som Furmint samler på i sine vinbønder.

Kommer man på de kanter, er der dog først og fremmest grund til at være glad. Maden er glimrende, og der synes at være en Pušipel til enhver lejlighed. Det er traditionel kontinental kost med korn, kartofler, græskar, kål og løg og aldrig svigtende forsyninger af svinekød, som kalder på forfriskende hvidvine, som samtidigt kan klare fylde, fedt og salt. En af de lokale specialiteter er pretepena juha, en slags kærnemælkssuppe på basis af fond fra kogning af pølser, skinker og lignende lufttørrede kødprodukter, og krydret med paprika kan den varme mave og hjerte selv på en kold vinterdag.

Classic står for de friske, unge og mest umiddelbare Pušipel vine, mens Prestige betegner en mere selektiv og senere høst, den mere seriøse stilart. De første er oftest stålsatte, sidstnævnte ofte modnet i store slavonske egetræsfade, af og til på akaciefade; og det er i prestige-udgaverne, at guldet som oftest ligger begravet.

Den majestætiske Maðerkin Breg ved Štrigova. Foto: Cmrečnjak

Et højdepunkt hos Štampar og Cmrečnjak

Štampar skiller sig ud fra mængden sammen med Dvanajščak-Kozol og Lovrec, men lad os for nuværende fokusere på det for de uindviede komplet uudtalelige Vinarija Cmrečnjak. Vingården er grundlagt af Rajko Cmrečnjak, som med udgangspunkt i ganske få vinstokke har drevet det langt. I begyndelsen af 1990’erne havde han en mellemstor landbrugsejendom med svin, kvæg, kornavl og en smule vinstokke. Druerne gik dengang til det lokale kooperativ i Štrigova. I 1992 besluttede han dog helt at hellige sig vinavlen, og i dag dyrker Rajko og hans familie hele 27 hektarer egne vinmarker og flasker næsten 20 forskellige vine hvert år. I årenes løb er kælderfaciliteterne desuden udvidet betragteligt; og i dag er det sønnen Marko, som står i front for produktionen.

Cmrečnjak kan skænke Pušipel i hvilken som helst udgave, det skulle være, skummende, hvid, stålgæret, fadlagret eller skindfermenteret. Der er den mousserende Polaris Brut efter den klassiske metode, med sprøde bobler og plirrende syre; den saftige og friske Pušipel Classic; den monumentale og lagringsværdige enkeltmarksvin Maðerka; og den fadlagrende Xtreme og den fadgærede, skindfermenterede Xtreme2, som viser helt andre sider af druen. Naboen Štampar skuffer heller ikke med deres sprøde, knastørre skum Urban White eller den friske, florale og herbale Pušipel Classic.

Mađerkin breg er familiens stolthed, deres højest beliggende vinmark og den isoleret set nok bedste til dyrkning af Pušipel i Meðimurje; og sammen med familien Štampar har man sat sit tydelige aftryk på lokaliteten, ikke kun med beplantningerne, det betagende trætårn og de derved indrettede områder til sommerligt vinindtag. Her er der panorama fra Kroatien til Ungarn og Slovenien. I klart vejr kan man se vinmarkerne ved Jeruzalem, hvor den slovenske Furmint-variation Šipon brilllerer, og faktisk kan udsigten række endnu videre til Steiermark i Østrig.

Vinene herfra gør bestemt også indtryk. Det skyldes dels den høje elevation: Bakken er med sine 340 meters højde kun knapt fire meter lavere end Mohokos, Meðimurjes højeste punkt. Dels er der god soleksposition og særlige vinforhold omkring bakken; og dertil skal lægges den særligt grusholdige sandjord, som undergrunden byder på. Det skal blive spændende at følge vinenes udvikling i takt med, at vinstokkene bliver ældre, og der kommer mere og mere facon på vinifikationen.

Bakken er i øvrigt opkladt efter en tidligere berømt beboer, den i Budapest fødte ballerina Emilia Krauthaker, som kom dertil grundet sin mand, officeren Albin Krauthaker. Han blev dræbt ved den kommunistiske magtovertagelse efter 1945; men Emilia blev boende ved bakken sammen med sin svigerinde og hendes familie, Strahonja, hvor de levede af landbrug og “landskabets skønhed”. Efter omfattende nationaliseringer af landbrugsjorden fra 1958 og frem gik det dog nedad for familierne, som efterhåndende mistede det meste af deres ejendom. I 2014 solgte hendes efterkommere så jorden til Štampar og Cmrečnjak, som nu langt om længe har genrejst vinbruget på bakken.

Selv oppefra og ned er der endda noget svimlende over Maðerkin Bregs bølgende skråninger. Foto: Cmrečnjak

Cmrečnjak Pušipel Maðerka Sur Lie 2020 er en særligt saftig og særligt spændstig vin, som smidigt smyger sig over tungen og stilfærdigt afslører sine hemmeligheder. Delikat duft med sart grøn krydring, mildt duftende æbler og pærer. Mere frodig og gyldent frugtig i smagen, med akaciehonnings rigdom, mineralsk summen, tørt træk og en let krydret, kompleks eftersmag med kamille, krydderurter og peber. Righoldig men rolig, holder endnu på hemmeligheder. Sen høst, spontangæring på ståltanke og otte måneders lagring sur lies med bâttonage på 2.000 liters træfade af eg og akacie. En vin lavet med lagring for øje, og det lover flot for fremtiden.

Flaske: Pušipel Maðerka 2020
Vinhus: Cmrečnjak  
Oprindelse: Meðimurje, Kroatien  
Drue: Furmint  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 150,-