Viewing entries tagged
Kontinentalna Hrvatska

Worldwide Welschriesling

Comment

Worldwide Welschriesling

Welschriesling. En vidt udbredt sort, som både er alsidig og frembringer fremragende vine; og alligevel er den underligt overset og “en af de mest uretfærdigt undervurderede” og “uretmæssigt udskældte” druesorter ifølge flere førende vinkritikere, måske endda “den bedste hvidvinsdrue, du aldrig har hørt om”. Hvorfor dog denne diskrepans mellem evner og resultater?

Det er der flere gode forklaringer på, for Welschriesling kan ikke kun være en fryd for ganen i såvel mousserende som stille og tør som sød vin; den kan også hurtigt være årsag til hovedbrud, for den går under en lang række forskellige navne afhængigt af vinens oprindelse, og for mange vines vedkommende angives sorten end ikke på etiketten. Især ikke når den bruges som base til bobler eller som grundstof til simpel hverdagsvin. Forvirringen bliver kun værre af forveksling og sammenligning med nær-navnebroren Riesling, som den reelt ikke er i familie med, men hvis ‘brand-værdi’ den ifølge skeptikere lukrerer på.

Men hvis vi nu nøjes med at bedømme vinen på sine egne meritter, så kan Welschriesling være ganske vidunderlig og hele besværet værd med at gennemskue synonymer og opdrive flasker fra ofte glemte gamle vinområder i hjertet af Europa. Welschriesling var en international sort længe før nogen fandt på at klassificere visse druer sådan, og den er fælles arvegods for en række lande langs Donau, groft sagt det gamle østrigske kejserrige; og hvis Blaufränkisch fortjener tilnavnet ‘Østens Pinot’, så vil ‘Østens Chardonnay’ heller ikke være upassende for dens hvide genpart med de mange ansigter og navne.

Kært barn med mange navne

I dag er den nærmest nationaldruen i Kroatien, den er ikke alene landets mest plantede sort slet og ret, det på verdensplan største nationale areal er også at finde her. Kroaterne kalder den Graševina og anser den som deres egen, og det til trods for at der også findes rå mængder i nabolandet mod nord, Ungarn, hvor den går under navnet Olaszrizling, og længe var den tillige den mest plantede hvidvinsdrue i det ungarske. Den er endda den næstmest dyrkede sådanne i Østrig, men først for nyligt har navnet fundet vej til etiketten på finere vine dér. I alle tre lande har den nemlig først og fremmest været druen bag den vin, man har slukket tørsten i til daglig, og kun i udvalgte områder ophav til vine til særlige lejligheder. Sidstnævnte gør sig især gældende for en række vine fra Slavonien i det kroatiske indland, hvor især vinene fra Kutjevo, Erdut og Ilok historisk har vævet hævdvundne og fortsat er fremragende. Omvendt var det syrlige skyllemiddel, man traditionelt indtog til det kolde bord under den varme sol i østrigske Steiermark, mestendels til glæde for lokale ganer og langt fra nogen gemmevin. Men smag så på en de mange milde og læskende Olaszrizling fra bakkerne omkring Balatonsøen i Ungarn. Intet under at de sjældent lagres længe, for de gør det svært ikke at drikke kældrene tomme hen over den hede sommer.

Det kan Welschriesling: Læske, slukke tørsten, skærpe appetitten, trække mundvandet frem. Stilfærdig i duft og smag, men dens forholdsvist subtile karakter er samtidigt dens styrke: Det lader den nemlig tydeligere tage farve fra terroiret og ikke mindst vinmagerens håndværk; og i de rette hænder og på rette tid og sted kan den ligefrem skabe stor vin. Nok giver den letløbende saft, åndeligt beslægtet med Silvaner og Chasselas, men som de to er den også i stand til at være mere seriøs, ligefrem lagringsværdig vin med stort udviklingspotentiale. Når det går bedst, bliver termer som burgundisk brugt, når den er i sit es, kan dens bedste tørre vine fra de mest egnede terroirs vække mindelser om stor Chardonnay; og så er den i næsten samme grad som Riesling og Chenin i stand til at spænde hele spektret fra knastør til honningsød.

Det gør det spændende at smage Welschriesling, selvom dens umiddelbare egenkarakter ikke er så påtrængende. Nationale og regionale forskelle i terroir og stilistik træder tydeligt frem, og dertil kommer, at den fremstilles i versioner for såvel amatører som conaisseurerer, fra det ultrakonventionelle til det vildt alternative, fra triviel supermarkedsvin til naturvin på syretrip. Den røde tråd er en vis mildhed og saftighed, men dernæst er der nuancer i alle regnbuens farver.



Etymologi og slægtskab

Welsch i Welschriesling har flere mulige herkomster: Tillægsordet welsch, som betyder udenbysk, fremmedartet eller udenlandsk— det kendes eksempelvis fra Welschschweiz, de tysktalende schweizeres betegnelse for det fransktalende Suisse Romande, herunder Valais; flamlændernes navn for de fransktalende vallonere; og for den sags skyld englændernes navn for det keltisktalende Wales, vi kender det også fra udtrykket kaudervælsk. I den betydning skulle Welschriesling være “den fremmede Riesling”, varianten fra de ikke-tysktalende områder især i det centrale og østlige Europa. En anden er ordet vlach med henvisning til området Valakiet i Rumænien og i bredere brug om rumænsk-talende folk i det større Balkan-område— ryttere, hyrder og kvægdrivere, hvis kastrerede hingste, vallaker, engang var eksportvare til det nordlige Europa, deraf den nutidige betydning på dansk. Welschriesling skulle således være den rumænske Riesling; men i Rumænien er den med al sandsynlighed indvandrer, rumænerne selv kalder den Riesling Italian, den italienske Riesling. Det samme gør italienerne, og i en vis grad også slovenerne og ungarerne. Laški og olasz kan begge både betyde ‘fra Italien’ men i løsere forstand også blot ‘derovrefra’ eller ‘udenlandsk’.

De mere særegne navne Graševina, Grašac og Grašica, som druen bærer i og omkring Kroatien, menes at stamme fra ordet grašak, som betyder ært, idet dens druer før modning er små, runde og mørkegrønne som sukkerærter. Graševina er særligt tæt forbundet med Kroatien, ikke mindst idet den kroatiske historiker, lingvist og sprogrøgter Bogoslav Šulek så at sige stadfæstede navnet, som kroaterne stædigt holdt fast i trods forbundsstatens forsøg på at ensrette navngivningnen i jugoslavisk tid. Men det, der uden for især Kroatien har klæbet sig til druen, er den faste reference til en anden drue, Riesling; som om den var en særlig slags, afart af eller blot minder meget om, bare på en welsch, olasz, laški eller italijanski måde.

En fjern slægtning vides at være Elbling, og Welschel har historisk været en betegnelse for netop Elbling i Südtirol; men genetisk indsnævrer det spor det ikke meget, og man skal lede længe efter såvel Elbling som Welschriesling dér i dag. Men i 2020 fastslog et italiensk forskerhold så, at de havde identificeret Welschrieslings ene forælder, nemlig den gamle og nu særdeles sjældne sort Coccalona Nera, også kendt som Orsolina og Blaue Rohrtraube, og som i øvrigt også har vist sig at være forælder til Vespolina og den noget mere berømte Barbera. Coccalona Nera var engang videre udbredt i det norditalienske alpeland, men det er forhastet at slutte derfra til, at Welschriesling også må stamme netop derfra. Den dyrkes i dag især i Oltrepò Pavese i Lombardiet, men skriftlige vidnesbyrd derfra om Riesling Italico findes ikke før anden halvdel af 1800-tallet, hvilket i sammenhængen er sært sent, især hvis druen skulle være indfødt; og så længe andre nære slægtninge eller den eksakte identitet på den anden forælder ikke er fastslået, bør spørgsmålet stå åbent.

Så Balkan i bred forstand forbliver det bedste bud på Welschrieslings vugge. Kroatien er allerede nævnt, og følgende fire faktorer giver samlet god grund til at foretrække Graševina som ‘den oprindelige Welschriesling’: (1) Den er med afstand Kroatiens mest dyrkede druesort, (2) det største nationale areal findes i Kroatien, (3) kroaterne har historisk et veletableret, eget navn for sorten, og (4) der findes især i Slavonien en lang tradition og vid variation i kloner og vinstile, til dels også en vis skriftlig overlevering som dokumentation for druens dybe rødder dér. Eksempelvis er den vidt omtalt i præsten og poplyhistoren Dragutin Stražimirs værk Vinogradarstvo (Vinavl) udgivet i Varaždin i 1874. Desuden er sorten senere særdeles velbeskrevet i Ampelografski atlas (Atlas over druesorter), som første gang blev udgivet i Zagreb i 1953. Heri samlede Zdenko Turković, vinavlsekspert og arving efter den fyrstelige og ligeledes vinfremstillende Turković-familie i Kutjevo, sin viden og erfaring om vinavl i det daværende Jugoslavien, ledsaget af formfuldendte akvareller af hver druesort malet af hustruen Greta.

Dog må kroaterne måske se sig overhalet indenom, i hvert fald hvad angår historisk dokumentation, da deres kære naboer serberne har gjort spændende nye opdagelser de seneste år. Opdagelser, som stadfæster druens tilstedeværelse og rodfæstethed i det nuværende Serbien tidligere end kilder i Kroatien. Vi skal til Vojvodina i det nordlige Serbien, stik øst for Slavonien, hvor en gammel bog for nyligt har vakt fornyet interesse. I 1816 udgav Prokopije Bolić, en serbisk præst fra klosteret Rakovac i Fruška Gora bjergene i Srem-regionen, bogen Soveršen vinodelac (Den perfekte vinmager), hvori han dokumenterede datidens vinavl i området. Bogen beskriver 35 druesorter, der dengang dyrkedes i Fruška Gora, og forfatteren fremhæver deraf en håndfuld som særligt vigtige, herunder den såkaldte Grašac beli, hvid Grašac. Såvidt de trykte kilder. Fra samme tid stammer også en omfattende plantesamling, som har vist sig at indeholde netop denne Grašac i ‘fossil’ form.

Det ‘hemmelige herbarium’ havde stået urørt hen i aflåste lokaler på gymnasiet i Sremski Karlovci, hvis rektor fra 1793 til 1816 var den slovakisk-fødte forsker Andrej Volný. Den oprindeligt medicinsk uddannede Volný var en ivrig hobbybotaniker og erfaren samler, og i sin tid samlede han et stort antal planter ind, som blev indeksikaliseret i samlingen Flora Sirmiensis seu Plantarum in Florae Sirmiensis. I tiden efter Volný fortsatte andre hans arbejde, som dog ved historiens ugunst gled i glemmebogen. Senere anerkendte den jugoslaviske stat dog samlingens vigtighed og dømte den bevaringsværdig; men derefter stod den igen urørt hen og gik i glemmebogen, altså lige indtil den unge forsker Milica Rat fra universitetet i Novi Sad kom forbi i 2017 og i de følgende år kunne overraske med fund af eksempelvis tørrede blade og druer af netop sorten Grašac. Begge begivenheder har været med til at booste en renæssance for sorten i Serbien, og flere og flere flasker nu deres bedste vine under navnet Грашац/Grašac i stedet for det tidligere vanlige Италиянски Ризлинг/Italijanski Rizling.

Østrig, Ungarn, Kroatien, Serbien. Donauriesling havde måske været det bedste internationale navn, hvis ikke det allerede var taget af en hybridsort fra Klosterneuburg, for det vigtigste fællestræk er vist, at sortens historiske udbredelse og berømteste terroirs alle er at finde langs Donau og dens bifloder; og der er en overflødighedshorn at vælge imellem i regionen. Det har dog ikke forhindret Welschriesling i også at finde andre og nye græsgange under fjernere himmelstrøg.


Welschriesling i den vide verden…

Alle gamle druesorter har hele mytologier omkring sig, og for Welschrieslings vedkommende skorter det heller ikke på fantastiske hypoteser om dens slægtskaber og ophav. Således spekulerede den tysk-østrigske vinbrugsforsker August Wilhelm von Babo i midten af 1800-tallet, at Welschrieslings oprindelse var ‘vestlig’, under navnet Wälschriesling skulle den være kommet til Tyskland fra Frankrig, hvor den skulle være intet ringere end identisk eller i hvert fald nært beslægtet med Aligoté eller Petit Meslier. Men så vidt vides har sorten aldrig været dyrket i Frankrig og kun i yderst begrænset omfang i Tyskland, og genetiske analyser kan blankt afvise slægtskabet med ovennævnte franske sorter.

Et stort mysterie er det dog, at druen Borba fra det vestlige Spanien ved genetisk profilering ganske overraskende har vist sig at være identisk med Welschriesling. Borba er en traditionel sort i Ribera del Guadiana i Extremadura i det sydvestlige Spanien. Først antog man, at det kun drejede sig om få hektarer, siden har det vist sig at være flere hundreder, til dels i blandede beplantninger. Borba indgår oftest i blends med andre sorter, men dens tilstedeværlse i Extremadura fortaber sig i fortidens tåger. En oplagt hypotese er, at de habsburgske forbindelser mellem Østrig og Spanien kan have skaffet druen adkomst fra kejserriget i øst til kongeriget i vest; men det forbliver indtil videre gætværk.

Vist er det, at der i dag også plantes Welschriesling i den nye verden, herunder i Brasilien, Canada og ikke mindst Kina, hvor druen under navnet 贵人香, mandarin for ‘den velduftende’, findes på hele 3.000 hektarer og dermed arealmæssigt kun overgås af Chardonnay på hvidvinsfronten. Den ryk så langt østpå er veldokumenteret, det var ved østrigsk mellemkomst. Kina kom Welschriesling til tilbage i 1892, ved grundlæggelsen af det såkaldte Changyu Wine Company i Yantai, hvor erhvervsmanden Zhang Bishi havde inviteret den østrigske konsul i Kina, baron Max von Babo (søn af ovennævnte August Wilhelm) til som vinmager. Han medbragte et væld af sorter, herunder Welschriesling, som viste sig egnet; og nu dyrkes den fra Gansu og Hebei til Ningxia, Qingdao og Xinjiang og laves til vin fra tør til sød, men særligt den halvtørre version er vellidt på det kinesiske marked.

…og Welschriesling i vækst

En så lang historie og så vid udbredelse sig noget om alsidigheden og det kvalitative potentiale, og det er på høje tid, at den erkendelse spreder sig til kræsne forbrugere under vore egne himmelstrøg. En tiltagende selvsikkerhed på hjemmebanen i Donaulandene gør det muligt, og der finder efterhånden adskillige professionelle forsøg på at skærpe omverdenens opmærksomhed, opnå den velfortjente anerkendelse og katapultere druen ud på verdensmarkedet. Eksempelvis med den årlige konkurrence GROW (et akronym af Graševina, Olaszrizling og Welschriesling), hvor en international jury blindsmager og bedømmer flere hundrede vine fortrinsvist fra det centraleuropæiske. I det østrigske har man i flere år holdt et tiltagende formelt Wöschmeisterschaft (som de seneste par år også har fået selskab af det mere uformelle vinløb Wöschlauf), og sidste år fokuserede det internationale symposium Kog25 i Slovenien særligt på Laški og nabolandenes varianter. Nedenstående smagenoter stammer i vid udstrækning fra netop de tre arrangementer.



Smagsprofil: med Graševina i glasset

En så vidt udstrakt druesort har selvfølgelig ikke ét arketypisk udtryk men adskillige, og selvom én rød tråd nok ikke kan optrevles, så findes der flere overlappende karaktertræk på kryds og tværs.

Sorten er sjældent særligt aromatisk, men beskrivelser som neutral yder den omvendt ingen retfærdighed. For selvom den oftest er en kende diskret i sit udtryk, så rummer den en subtil rigdom af dufte og smage, hvoraf nogle af og til træder tydeligt i forgrunden. At de ændrer sig afhængigt af terroir og stilistik er næppe nogen kritik, tvært imod er træk, der kendes og elskes i andre af vinverdenens store, klassiske druesorter; og det er min påstand, at det er i det selskab, Welschriesling, Olaszrizling, Graševina hører til.

De tørre har ofte milde dufte af friske grønne eller gule æbler, undertiden dybere duftende af pærer, kvæder og ferskenskind. Smagen slægter på, men vinen er frem for alt saftig i munden, med en forfriskende syre, som dog sjældent stjæler billedet; og en blid bitterhed, som bidrager til dens appetitvækkende, madvenlige karakter. Af og til med såkaldt ‘mineralske’ noter af salt og sten. Grapefrugt er en anden gennemgående smagenote, kamille, mandler og akaciehonning er også hyppige. De sødere versioner har selvsagt mere vægt på honning, bivoks, marcipan og moden sydfrugt. Pocherede pærer og kandiseret citrus dukker ofte op i de sammenhænge, såvel som frugtlæder og karamel. Sjældent dominerer et enkelt smagsindtryk, der er som regel en flerstemmighed i vinens grundtone.

Kortene på bordet: Min personlige præference går klart på Kroatien og Østrig, som efter min mening har både de højeste bundniveauer og når de højeste tinder; men Ungarn er ingenlunde ueffent med mange glimrende vine, og der dukker gode eksemplarer op fra Slovenien og Serbien, og så overrasker Tjekkiet ind imellem med uventede delikatesser. Omvendt har jeg åbenbaringerne til gode fra Italien, Rumænien, Spanien og Kina, men det skyldes sikkert mestendels mine begrænsede erfaringer med samme. Welschriesling har dog tiden for sig, og vi andre kan jo håbe på det samme.


WELSCHRIESLING MASTERCLASS



Kroatien 🇭🇷

Knapt en tredjedel af det officielt registrerede vinmarksareal i Kroatien går til Graševina, og dertil findes druen i mangt en gammel blandet beplantning og i diverse hobbyavleres baghaver. Dens højborg er i Slavonien, især det centrale område omkring Kutjevo, men også mod øst er der vigtige bastioner langs Donau, eksempelvis Erdut og Ilok, og mod vest ved Đakovo og Daruvar og i mindre men ikke uvæsentligt omfang i området omkring Zagreb. Læs mere om de kroatiske versioner her.

Ivan Buhač Graševina 2024, Slavonien. Mildt aromatisk næse med ferskenskind, orangeblomstvand og nyopgravet gulerod. Saftig og glat på tungen, læsker med gule æbler og saftige ferskner, fin syre og let salt mineralitet. Vild value for money.

Bolfan Graševina 2023, Zagorje. Let og læskende, med strejf af friske grønne æbler, sirlig citrus og opkvikkende syre. Flyder frit og er virkeligt let drikkelig, igen en god en til prisen, fås hos vinomolim.dk

Galić Graševina 2025, Slavonien. Vi fortsætter i den enkle, friske, kølige stil, fuld af friske æbler og saftige stenfrugter, fin syre, en vis frugtsødme og en delikat mandelbitter eftersmag.

Vinarija Kostanjevec Graševina 2024, Podravina. Mildt røget duft med en smule moden eksotisk stenfrugt underneden. Sprød og syrlig, med mild smag af moden eksotisk frugt, ferskner, ananas, banan.

Dvanajščak-Kozol Graševina 2023, Međimurje. Hvid stenfrugt i snuden, antyder modenhed og har også en vis tyngde på tungen. Sødmefulde stenfrugter i smagen, ferskner, abrikoser og ananas, let laktisk eftermsmag.

Kast Graševina 2023, Slavonien. Meget mild duft med lys stenfrugt og let ristede noter. Ganske sart saft i munden, med mild syre, frisk frugt og en hvidblomstret bitterhed, mineralsk finish. Forfører med sin spænding, mildhed og elegance snarere end frugt.

Pomalo Graševina 2023, Slavonien. Let og læskende naturvin, næsten vandig men alligevel substantiel og skægt summende på tungen. Gule æbler og pærer, grape og mandel.

Mihalj Graševina Mačovo brdo 2024, Slavonien. Ret så diskret i duften, men et knusprigt gult æble trænger igennem, for alvor på tungen. Friskfrugtig og ganske mineralsk, seriøs stil.

Sontacchi Graševina 2025, Slavonien. Blid saft med masser af modne æbler, blød på tungen og ganske saftspændt, hvid te, kamillete og mundvandsdrivende syrlighed og salthed.

Sontacchi Superslav 2024, Slavonien. Orangevin med muskler men samtidigt sortens saftighed og frugtighed. Friske ferskner, tørrede abrikoser, kvæde, søde krydderier og flagesalt.

Krauthaker Podgorje 2025, Slavonien. Mild duft af hvide vingummibamser. Glat, saftspændt og syrlig på tungen, med gule æbler, æblekerneolie og en delikat krydring. Sjov og seriøs på samme tid, slavonsk klassik.

Krauthaker Mitrovac 2023, Slavonien. Subtile noter af hvide blomster, nyslået hø og gule æbler. I smagen saftige æbler og pærer, en smule fersken og abrikos, sprød syre og milde bitternoter, mundvandsdrivende salt snas i eftersmagen. En klassiker i en frugtig årgang!

Antunović Grand Selection 2017, Slavonien. Først akacie og jasmin i duften, så figen og sukat. Glat stof på tungen, med tyngde og sødmefuld frugt i smagen, litchi, fersken, ferskensten, marcipan. Righoldig og meget seriøs stil.

Kutjevo Vinkomir 2024, Slavonien. En saftig mundfuld modne æbler, pocherede pærer og ferskner, flankeret af friskrevet citronskal, kandiseret citrus og strejf af eksotiske frugter.

Iločki Podrumi Sofija 2021, Slavonien. Mild duft men seriøs saft med syre og sødme i flot samspil. Blød fylde af fersken, tropefrugt, kandiseret citrus, honning.


Ungarn 🇭🇺

Der er masser, den tørre indlandsstat har i det mindste et hav af Welschriesling! Simpel Olasz sælges ofte som folyó, bulkvin, og dens bedste brug er uden tvivl som råstof til fröccs, ungarernes pendant til den østrigske Spritzer, vin med mineralvand. Det virker såmænd godt nok, gerne serveret med lángos, men de bedre vine fra Balaton er læskende og lækre i egen ret, og de bedste er ganske fænomenale. Mineralske grundtoner og ofte med flot modnet frugt ovenpå- HegyBor er ‘bakkevin’ af bedre herkomst, Dűlő angiver en enkelt vinmark og viser som regel de mest seriøse udtryk, ofte med fint fenoliske og mineralske noter.

Androsics Olaszrizling HegyBor 2023, Balaton. Saftig charmetrod med en vis tyngde og cremet tekstur. Hvide forårsblomster, masser af moden hvid stenfrugt, livlig syre og en salt summen i eftersmagen.

Dobosi Bio Olaszrizling Tag Dűlő 2022, Balaton. Sprød og frisk, fuld af grønne æbler og pærer, grapefrugt og mildt urtede noter krydret med sødmefuldt fad.

Petrányi Csopak Olaszrizling Szita-Hegy Dűlő 2022, Balaton. Mildt blomsterduftende, med citrusskal, sprøde æbler og pærer, en smule kvæde. Flot fylde og syre.

Martinus Bio Olaszrizling Nivegy-Völgy 2021, Balaton. Masser af saftige, modne æbler, en smule pære, kernehus, mandel.

Bökő Pince Parti sétány 2023, Balaton. Saftig naturvin med modne æbler, pærer og fersken, mandel og hvid te, mild syre og mineralsk summen, ganske mindeværdig slurk.

Zelna Olaszrizling Berekszél 2020, Balaton. Saftig og frugtig, med grønne reineclauder, gule æbler og friske ferskner, runder af med fine noter af akaciehonning og marcipan og en let salt eftersmag.

Zelna Olaszrizling Farkó-Kő 2021, Balaton. Citronduftende med flintede, røgede noter. Læskende saftighed, citrusfriske syre og stoflige tekstur, moden citrus og stenfrugt, strejf af kamille, friske mandler og cashewnødder, en mild bitterhed og mineralsk efterklang.

Bussay Olaszrizling Kővecs 2023, Zala. Tiltalende duft og friskt flow med flot fylde og intensitet, moden eksotisk frugt, let laktisk og med søde fadnoter i eftersmagen; som saftig stenfrugt krydret med grillet ananas, kokos og japanstang.

Somloí Vándor Olaszrizling Dunáltúli 2023, Somló, Balaton. Let krydret, røget i duft, meget friskfrugtig og syrestyret i smagen. Stenfrugt i frit flow, salte noter i eftersmagen, rigtig fin.

Csetvei Pincészet Olaszrizling Kő-Papír-Olló-Kő 2019, Somló, Balaton. Sten, saks og papir hedder den, heldigvis er den mest stenet i sin karakter. Æterisk snude strejf af røgelse, dertil bivoks, æblekerneolie og frisk lak i duften. Saftig i munden med en fin fylde og glat viskositet. Modne æbler og æblekage, modne stenfrugter og sydfrugter, ferskensten og kold sten slet og ret.


Østrig 🇦🇹

Østrig står kvalitativt stærkt på Riesling men kvantitativt stærkere på Welschriesling, der er næsten dobbelt så mange stokke samlet set, knapt 7% af vinmarksarealet. Steiermark er den historiske højborg, selvom størstedelen traditionelt er konsumeret regionalt, som Sturm og Saufwein på den lokale Buschenschank. Men siden Manfred Tement valgte at lancere sin Welschriesling fra gamle stokke uden sortsnavn men under det sigende navn Alte Rebstock, har en kvalitativ revolution stille indfundet sig. Flere og flere giver sorten samme opmærksomhed og kærlige behandling som deres Sauvignon og Chardonnay, og fra f.eks. STK’s række kommer en række flotte enkeltmarksvine. Wolfgang Maitz opsummerer meget godt, hvad der drager flere og flere mod sorten igen: “Welschriesling springer sent ud, den modner sent, alkoholindholdet er moderat, og så har den en fantastisk syre. Så det er helt klart en sort, som vi vil satse på fremover.” I Burgenland bliver Welschriesling stadig ofte brugt til sød vin, høstet sent og gerne med ædelråd, især i området omkring Rust ved Neusiedlersee, der med rette er berømt for sine ædelsøde vine, Ruster Ausbruch. Endelig har Weinviertel har også et vist hold i druen, men dér anvendes den næsten udelukkende i blends og som base til mousserende vin.

Christoph Polz Welschriesling Ried Hochgrassnitzberg 2021, Südsteiermark. Saftig, rund og blød, med en behagelig vægt, forfriskende syre og fine fenoler. Modne gule æbler, en smule frisk fersken og abrikos og charmerende nuancer af hvid te, nyslået hø, friskbagt brød og en pikant salt krydring.

Lackner Tinnacher Welschriesling 2021, Südsteiermark. Læskende og så ganske stimulerende vin. Frodig stenfrugt i duft og smag, saftig og smidig på tungen, med rank syre og delikate bitternoter, omfavnet af æbler og pærer, honningmelon, grapefrugt og lime, urter og nødder.

Weingut Maitz Welschriesling Ried Sulz 2022, Südsteiermark. Frisk duft, modnegule æbler, kernehuse og kandis, ristede mandler. Saftig og kælen på tungen, flot flydende, sursød med milde bitternoter. God stringens, tørt finish, flot vin.

Tement Welschriesling Ried Ottenberg Veitlhansl 2021, Südsteiermark. Lys og klar og ret så syrlig i munden. En kølig årgang gav sursøde æbler og citroner i duft og smag, stringent syre og et godt fenolisk greb. Tydelige grapefrugtnoter, ellers syre- og strukturbetonet. En slags lettere udgave af Alte Rebstock.

Birgit Braunstein Welschriesling 2023, Leithaberg, Burgenland. Diskret og kompakt i duften, lukker stille op med mørk frugtige og krydrede noter. Blød saft i munden, meget rund, saftstrømmende og mundvandsdrivende, omend syre er ret moderat. Ret så læskende, naturlig sag.

Thomas Straka Welschriesling Rechnitz 2023, Eisenberg, Burgenland. Silkeglat og smidigt stof i munden, med et formidabelt flow og forfriskende syre, mineralsk funklende og fuld af nuancer: Modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te.

Herbert Zillinger Welschriesling Alte Reben 2023, Weinviertel. Saftig, kølig og læskende som slush ice! Gule æbler i duften, sødmefuld æblemost og æblesirup på tungen. Spændstig, har en vis tyngde og godt med tørstof, men fin syre og tørt finish. Naturvin men ren og snorlige.

Wachter Wiesler Welschriesling Deutsch Schützen 2023, Eisenberg, Burgenland. Diskret men let nøddet duft, dertil mørk stenfrugt. Saftspændt med fin fylde og let tørt træk. Gule æbler og stenfrugter flyder frit.

Löffler Winklhofer Welschriesling Ried Hannersberg 2023, Eisenberg: Mildt duft og blød saft, saftige gule æbler med underfundige noter, vækker mindelser om agern, skovbund, hø og humle, nødder og vanille. Lun fylde og karakteristisk saftighed.

Weingut Gross Welschriesling Pro 2021, Südsteiermark. Mild duft af grønne og gule æbler med små strejf af eng og urtehave. Smidig og næsten silkeglat mundfølelse, med spændstig syre og fin smag af modne gule æbler og grapefrugt. Flot fylde og klinger af med en subtilt urtet eftersmag. Munter vin.

Tamara Kögl Welschriesling Ried Stermetzberg 2019, Südsteiermark. Milde dufte af hvide blomster, gule stenfrugter og grønne urter. I munden anderledes udtryksfuld, saftig, spændstig og frisk med masser af fin substans, modne pærer og mirabeller, måske antydninger af mango og tropefrugt. Let på tå og trods den sødmefulde frugt alligevel nærmest tonisk tør med en fin salt mineralitet.

Uwe Schiefer Weisser Schiefer 2019, Eisenberg, Burgenland. Appetitvækkende tørstslukker og superb value for money. Dragende duft af frisk stenfrugt, ristede græskarkerner og mildt røgede noter. Strålende syre i munden og en summende mineralitet, smagen er af syrlige fersken, med underfundigt urtede undertoner af hvid te, brøndkarse og skovmærke. Saftig med delikat tør afrunding.

Rennersistas Welschriesling 2022, Burgenland. Naturvin med kort maceration. Fyldig grape tonic duft med noget krydret, let landligt i baggrunden. Moden frugt i munden, ret stoflig og blød, virker virkeligt læskende. Liflig vingummifrugt, saftig stenfrugt og god spænding, tørt finish.

Slovenien 🇸🇮

Frešer Laški Rizling 2024, Štajerska. Frisk og fin hverdagsvin med mildt vokset snude, en saftig og syrlig smag, godt greb og tørt finish. Gule æbler, måske lidt lime, milde grapebitternoter, ren og ret ligefrem i udtrykket.

Vino Gaube Laški Rizling 2023, Štajerska. Friske grønne pærer i duft og smag, lækkert akkompagneret af limeskal og friske urter i eftersmagen. Mild frugtsødme flot balanceret af en frisk syre, tørt finish, ret så fin.

Roka Kog Laški 2018, Štajerska. Frisk og liflig frugtduft, antyder en mørk eksotik i dybden. Saftig, lækker viskositet og et fint tørt træk på tungen, syren er mild men renser. Modne lyse kerne- og stenfrugter, en smule akaciehonning, kandiseret citrus.

Miro Vino Laški 2020, Štajerska. Fin og næsten fyrig næse med syrlig ananas, mild note af syrnet smør og rygeost. Saftspændt og viskøs på tungen, med saftig pære og fersken, hints af ristet kokos og vanille. Har både friskhed og en vis volumen, som gør den meget madvenlig.

Gjerkeš Laški Rizling 2020, Prekmurje. Saftig og tør på samme tid, rigtigt god spænding. Modne gule æbler, saftige ferskner og abrikoser, grapefrugt og grønne urter. Harmonisk flow med fint tørstof, meget madvenlig.

Rogavila Laški Rizling Orehovica 2022, Vipava. Orangevin og naturvin. Friske og tørrede abrikoser, sødt krydrede noter og en spændstig syre. Fint tørt træk og delikat pebrede noter. Nydelig trods sin karakteristiske anderledeshed.

Burja Grašica 2024, Vipava. Sen høst og kort maceration giver en både volumniøs og muskuløs sag. Fyldig saft med en vis viskositet, masser af modne gule æbler plus akaciehonning og bivoks, krydret og mineralsk spil i eftersmagen.


Serbien 🇷🇸

Vinarija Verkat Grašac beli 2023, Fruška Gora. Så er der frisk frugt i alle regnbuens farver, et væld af modne gule æbler, honningmelon, ananas, mango og lime, samt bittersøde undertoner af friske mandler, marcipan og akaciehonning. Ligefrem og mildt syrlig.

Vinum Grašac Beli 2024, Fruška Gora. Ligefrem og letdrikkelig vin med mild duft af gule æbler og modne ferskner med små strejf af vilde blomster, pollen og bivoks. Sprødt bid og lind strøm af saftig frugt, lækker tekstur og forfriskende syre samt krydrede noter, som tilføjer kompleksitet til eftersmagen.

Tri Međe i Oblak Grašac 2023, Fruška Gora. Fine aromaer af hvide blomster, gule æbler og pærer, nyskåret hø og mandler. I munden blid, mild og mundvandsdrivende, en moden æble-pære-saft med forfriskende syre, mineralske nuancer og en lammeskys lethed.

Oszkár Maurer Fodor 2019, Subotica. Stoflig, spændstig og meget læskende vin med liv og kant, svæver i grænselandet mellem hvid og orange. Sprøde grønne æbler, grapefrugt og friske urter, flankeret af en forfriskende syrlighed, tonic-lignende tørhed og te-agtige tanniner.

Vinarija Vinčić Grand Fru 2020, Fruška Gora. Fornem fortolkning af terroir og tradition. Delikate gule tropiske frugter i duften, med strejf af mandler og marcipan, ananas samt akaciehonning. Den saftige smag er kompleks og elegant med hvide tropiske frugter og et strejf af citron i eftersmagen samt salte strejf. Madvin og gemmevin.

Vinarija Vinčić Amfora Grašac 2020, Fruška Gora. Omfortolket som naturvin, orangevin, amforavin, men virkeligt flot. Spændstig saft i munden med sencha-agtige tanniner, ice tea syre og fin smag af tørrede abrikoser og kandiseret citrus samt pikant krydring som saltsyltede citroner og ristede pinjekerner.

Šijački Rizling italijanski 2023, Fruška Gora. Let hvidblomstret duft, i smagen friske æbler og lette strejf af moden citrus. Snorlige, med flot flow og fylde, syrenerven giver liv, og der er et fint mineralsk finish.



Tjekkiet 🇨🇿

Tjekkerne tager kegler med den friske og syrestyrede stil, traditionelt kaldes vin lavet på Ryzlink vlašský for en Vlašák. De følgende hører til i den absolut vellavede men mere konventionelle afdeling, men der sker også en masse sjove ting på naturvinsscenen.

VinařstvÍ No. 44 Ryzlink vlašský Bergrus Perna 2024, Morava. Frydefuld forfriskning, virkeligt saftig med en stille eksplosion af pomleo, pink grape, modne ferskner og abrikoser, morgendug og køligt kildevand, krydret med strejf af salt, en smule sødskærm, løvstikke og merian, mineralsk efterklang.

Donatus Ryzlink vlašský 2022, Morava. Naturlig stil med moden eksotisk frugt i duften, fersken og ananas. En vis sprødme, en let urtet krydring og et surt-sødt-salt spil.

Mikrosvín Ryzlink vlašský 2023, Saftige, saftige stenfrugter, især ferskner og abrikoser, flyder frit, akkompagneret af en flot rundet syre og subtile noter af grapefrugt, lime og kandiseret citrus. Flot balance og umiddelbar charme.


Slovakiet 🇸🇰

Slovakkerne slægter kvalitativt tjekkerne på men i mindre omfang kvantitativt. Der er mange vine i enkle, konventionelle segment, de tre følgende er dog alle naturvine af den sprælske men vellavede slags.

Strekov Vlašský Rizling 2021, Nitra. Naturvin, der er delvist lagret under flor. Mildt mørkt duftende, med stringent lys syre i munden. Syrlige drops, saftige stenfrugter, mandler, tangsalt. Lineær og meget mundvandsrivende.

7radkú Orange 2022, Dévin. En måneds maceration har trukket tørstof og fine tanniner frem i et modent medley af ferskner, abrikoser, ananas, akaciehonning og vingummibamser; sammen med en fin syre og saftighed.

Kövezd Rizling Vlašský 2022, Nitra. Endnu en orangevin, tredelt med forskellige macerationstider, til dels i amfora. Saftig og stringent, med fint tørstof og let støvede tanniner rundt om modne ferskner og abrikoser, kandiseret citrus og bivoks. Virkeligt mundvandsdrivende.

Comment

Rød front – Pinot fra Plešivica

Comment

Rød front – Pinot fra Plešivica

Den er druen bag “de bedste rødvine i verden”, lovprist for sine sarte, sofistikerede og komplekse vine: Pinot Noir, den røde eminence fra Bourgogne og Champagne, elsket for sine dufte og smage, som “simpelthen er de mest betagende, strålende og subtile” — men da den “kræver konstant opmærksomhed og omsorg og faktisk kun kan dyrkes i de her helt særlige, små og afsides hjørner af verden” bliver den selvfølgelig tillige stærkt ombejlet, så betragteligt at den indiskutabelt også er druen bag de dyreste rødvine i verden; og generelt er et dyrt, yderst vanedannende og dermed endnu dyrere bekendskab. Af alle disse grunde går der selvsagt sport i at søge andre græsgange end de klassiske og at spotte spændende fortolkninger og gode køb rundt omkring i den vide verden.

Plešivica har for længst markeret sig som et udsøgt ophav for mousserende vin. Det lille vinområde sydvest for Zagreb er ligefrem blevet kaldt ‘Kroatiens Champagne’, da det er stadig kilde til boblevine af fineste slags. En perlerække af producenter fremstiller med den traditionelle metode som udgangspunkt en række raffinerede vine af høj, høj kvalitet; og kombination af køligt klima, kalkholdig mergel, stejle skråninger til at indfange solens stråler samt grundigt kælderarbejde til at bevare terroir og mineralitet i vinene synes at være nøglen til succesen. Selvfølgelig sammen med Champagne-sorter som Chardonnay og Pinot Noir, som begge står tæt på Plešivicas vinmarker, sammen med lokale sorter som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Portugisac.

Men stille og roligt har man i de seneste år set flere og flere stille, røde vine fra området. Selvom de hvide druer historisk har udgjort størstedelen af produktionen, og stadig gør det, så har man fra gammel tid en vis tradition med at lave en ung, let og liflig rødvin på Portugisac, som serveredes fra Mortensaften og som regel var drukket op inden nytår. Plešivicas lokale version af Beaujolais Nouveau. Men det er anderledes seriøse og seriøst burgundiske dråber, der nu flyder fra flere af de fremtrædende vinbønder. Ikke overraskende er det områdets kvalitative troika Tomac, Šember og Korak, som er længst fremme i feltet og formår at vække overraskelse og fryd med deres flasker; og flere følger i deres fodspor.

En oplagt udfordring

“Pinot Noir er en af de mest komplicerede og krævende sorter i vinens verden,” fastslår Josip Korak, “så hos os indtager den toppositionen blandt de røde sorter. Vi elsker udfordringen, selv skuffelserne, for det at arbejde med den, lære om den og nyde frugterne af den indsats er en sand lidenskab for os. Vi føler os overbevist om, at Plešivica er stedet for Pinot Noir i Kroatien.”

Familien Korak holder til i selve landsbyen Plešivica, som lægger navn til hele området, og de har seks hektarer vinmarker på bakkerne rundt om sig. Far Velimir søsatte i sin tid vinhuset, i dag er det den yngste søn Josip, som tager sig af vinene; mens hans storebror Bernhard driver familiens fremragende restaurant, som åbnede i 2020 og fik sin første Michelin-stjerne i 2023. Bernhard har stået i lære hos Ana Roš på Hiša Franko i Slovenien, og som hende har han et kompromisløst fokus på lokale råvarer, økologisk og bæredygtig dyrkning, og selvgjort er som regel velgjort. Huset har i løbet af det seneste årti langsomt men sikkert omstillet sig til økologisk dyrkning og opnåede fuld certificering i 2024. Stilistisk arbejder man med store egetræsfade men aldrig ny eg, og målet er så få sulfitter som ren vin tillader.

“Pinot Noir er nådesløs,” slår Nikola Šember fast med en vis tilfredshed. “Den afspejler sin oprindelse og sin årgang uden omsvøb. Det kan du kontrollere og modere med alle mulige andre sorter; men ikke med Pinot Noir. Den er ubarmhjertig!”

Familien Šember står bag en af de største evergreens på den kroatiske vinscene, den altid strålende lyserøde skum Rosé Brut, som leverer smæk for skillingen med sin charmerende røde bærfrugt og fine, friske sprudlen. Skal det være mere seriøse og forførende bobler, er deres Blanc de Noirs et nærstudie værd; men det er de stille, tørre røde, vi har under lup her, og dem har Nikola Šember øjensynligt et helt særligt talent for. Šember er ligeledes fuldt økologisk certificeret per 2024, og næsten i takt med deres fire-årige omlægning er kvaliteten år for år steget nærmest eksponentielt— og nu laver familien områdets måske allerbedste Pinot Noir fra marken Vučjak, som vi i øvrigt er så heldige at have på det danske marked via Vinomolim. Det er dygtigt lavet vin, og med årgang 2023 sidder den lige i skabet, den naturlige balance og kompleksitet er perfekt, og det har Nikola formået at understøtte og ligefrem fremhæve i sit kælderarbejde. Han vælger dog beskedent at tillægge sorten og terroiret den største betydning, i tillæg til hårdt arbejde. “Pinot Noir er en udfordring. Du ved ikke, hvor vanskelig og egensindig den er, før du har forsøgt at arbejde med den.”

Tomislav Tomac stemmer i: “Det største problem for os, som vil lave Pinot Noir som en stor stille vin, er, at vi kun har ganske få dage, hvor det er det rette tidspunkt at høste den. Hvis man ikke høster på det tidspunkt, forsvinder saften fra druerne, og man får en alt for koncentreret most og alle mulige andre problemer. Men hvert år er den forskellig, og vi forsøger at få det bedste ud af den hver gang.” Det gør de med biodynamisk dyrkning siden 2018 og et stigende antal marker med Pinot Noir. Trods berømmelsen for sine mousserende vine vil Tomislav gerne gå skridtet videre og opnå tilsvarende anerkendelse for sine stille orange- og rødvine. Kombinationen af håndhøstet Pinot Noir, lav sulfit og georgiske qvevri gør i hvert fald hans vin til noget ganske særligt.


Stilfærdig revolution

Familien Koraks første stille røde Pinot Noir kom med årgang 2006. Ti år senere havde Šember slået samme kurs og Tomac tillige begyndt at tappe sin stille røde på flaske. Siden er det gået slag i slag. Kursen er sikker, og hvert udsving justeres hurtigt, så kvaliteten ikke er konsistent men konsekvent stigende. Ikke kun hos førnævnte producenter, Barun, Jagunić, Kolarić og Kurtalj er kommet godt med.

Generelt kan siges, at der er tale om decideret cool climate Pinot men altid med en modenhed, som kommer af den megen sol, som komplementerer de store temperaturudsving og ofte kølige vine, der blæser hen over bakkerne i det skønt kuperede landskab; og så er det, i modsætning til berømte marker i Baden og Ahr men i lighed med Bourgogne og Thermenregion, især øst- til sydøst-vendte skråninger stet på kalkstensholdig mergel med et højt aktivt kalkindhold— og det gør noget for syrenerven, mineraliteten og aromatikken i vinen, den bliver særligt raffineret og velbalanceret. Så forvent friskfrugtige vine med spændstig struktur og god balance mellem frugtsødme og syrlighed, en mild bitterhed og moderat alkohol.

Følgende vine er smagt og gensmagt i løbet af året:

Korak Pinot Crni Križevac i Cimbuščak 2022 — Selektion fra yngre og ældre stokke på markerne Križevac og Cimbuščak, spontangæret på barriques med knapt en måneds maceration, modnet på store franske egetræsfade i godt et år. Forførende frugtig duft og med fløjlsblød mundfølelse, fuld af friske skovbær, tørrede blomster, stilket krydderi og pibetobak, en lækker mundfuld. Alk.: 13,5%

Korak Pinot Crni Stari Trsi Cimbuščak 2021 — Selektion fra gamle stokke på skråningerne af marken Cimbuščak, spontangæret på barriques med fem ugers maceration og modnet godt et år på store franske egetræsfade. Intens mørk skovbærduft med urtede undertoner og noter af skovbund, ædeltræ og røg. Fyldig, fløjlet og seriøst struktureret i munden, med et væld af skovbær og vilde, bitre bær. Godt med tørstof og faste tanniner, endnu ung, men meget elegant. Alk.: 13,5%

Tomac Marany Crni 2021 — Gæret på georgiske qvevri og modnet på slavonske træfade. Diskret i duften, silkeglat tekstur på tungen med fint støvede tanniner og spændstig syre. Saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af stilke, tranebær og granatæble og dybere noter af muldjord, læder og krydderier, fin rusticitet. Alk.: 13,5%

Tomac Dvije Zime 2022 — To vintre, den første gærer den færdig, den anden modner den på store slavonske træfade. Måske mindre friskfrugtig end Marany og med mere struktur og større fylde og dybde. Modne men syrlige mørke bær, kirse, hind og brom, og mindelser om skovbund og svampe, peber og søde krydderier i eftersmagen. Alk.: 14%

Šember Pinot Crni Vučjak 2023 — Enkeltmarks-Pinot med flygelklang i d-dur. Forførende friskfrugtig duft af fuldmodne skovjordbær, jordbærsyltetøj og toner af røde roser og grønne urter. Silkeblød mundfølelse med fin fylde af jordbær, hindbær og flødekaramel, med en mundvandsdrivende syre, mineralsk spil og flot balance. En lækkerbidsken! Modnet på en blanding af nye og brugte store fade, fransk og kroatisk eg. Alk.: 13%

Šember Pinot Crni 2018 — Dyb duft af fuldmodne skovbær og forfalden buket, syrlig skovbund og muldjord underneden. Meget blød og rund i munden, med saftig, sursød bærsmag, subtil kompleksitet, sødmefulde krydderier og strejf af cigar. Fine tanniner og flotte tertiære træk, viser Vučjak som perfekt modnet vin. Alk.: 13,5%

Šember Pinot Crni 2022 — Illustration af Pinots opmærksomhedskræven og udfordringerne i den globale opvarmnings tid. Høsten blev udskudt knapt en uge i forhold til første træk, og pludseligt var sukkermodningen skudt helt i top— tjek blot alkoholprocenten! En smule som californisk Pinot men måske endnu mere som tør Touriga Nacional; men stadig æterisk og raffineret selvom det er en stor mundfuld. Meget mørk, næsten dekadent næse, med violer og søde skovbær, i munden brombærlikør med sorte peberkorn og sød pibetobak. Alk.: 17,3%

Barun Marquis 2021 — Klar og lysende rød i farven, med fin duft med modne røde bær og en smule karamel. Ganske charmerende, først strukturbetonet i munden men med en ren bærfrugt og fine noter af tobak, kanel og vanille. Flink og velsmagende. Alk.: 13%

Kurtalj Crni Pinot Limited Edition 2020 — Seriøs Pinot med ret fortættet duft og kompakt smag, endnu i sin ungdom. Mildt krydret næse, diskret rødfruftet med noget urtet og let ristet i sig. Ret spændstig i munden, seriøs struktur med saftig syre og faste, fine tanniner og ret flot balance. Åbner langsomt op til mere smidig tekstur og kompleksitet. Alk.: 13,5%

Litterarii Emeritus Pinot Noir 2020 — Selektion modnet på franske tonneaux. Flot understrøm af underfundig rød frugt smyger sig op fra flødekaramel og vanillecrème, så man smager jordbær og jordbærkerner, tørrede tranebær, kirsebær og kirsebærsten. Flot rundet og balanceret. Alk.: 12,5%

Flaske: Pinot Noir Vučjak 2023  
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Pinot Noir  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: vinomolim.dk
Pris: 265,-  



Comment

KAST

Comment

KAST


Slavonien kan virke søvndyssende. Et smukt gammelt landbrugsområde, hvor tiden ikke blot går langsomt men måske helt er gået i stå; indtil ungdommelige kræfter kommer til og vækker det slumrende vinområde til dåd igen og skaber ny tro på fremtiden.

Vi befinder os i den østligste del af det kroatiske indland: Den lille by Ilok, beliggende i det historiske område Srijem i det østlige Slavonien, langs floden Donau og lige på grænsen til nabolandet Serbien. I vinsammenhæng har Ilok længe været kendt for sit store vinhus, Iločki Podrumi, de historiske kældre i Ilok. Hvis Slavonien ellers er kendt i vinverdenen, er det nok for sine vidtstrakte egeskove, som lægger tømmer til egetræsfade af første klasse— når det da ikke lige forveksles med Slovenien— men områdets egen vin er forbeholdt de lokale samt snævrere vinkenderkredse. Synd og skam, for mellem middelmådig hverdagsvin og massefremstillet bulkvin finder man faktisk flotte håndværksvine af høj kvalitet, hvis man ved, hvor man skal lede.

Det kommer til at ændre sig, især hvis det står til KAST, et nyligt indviet vinhus i Ilok med søskendeparret Katarina og Stjepan Kovčalija som navngivende frontfigurer. De to ikke bare viderefører forældrenes vinhus i nye klæder. De har også påtaget sig at løfte den tunge opgave at føre slavonske traditioner ind i fremtiden i fornyet form— med formålet at genrejse den stagnerende vinregion til rette storhed og skabe international opmærksomhed om området og dets vine. Det gør de gevaldigt godt med deres debut Graševina, som ikke bare er usædvanligt god hvidvin til en overraskende god pris. Det er også moderne terroir-vin og tegn på nye tider i et glemt område af Europa, som trods gode forudsætninger alt for længe har hængt fast i en dyster fortids dynd.


Fra grå hverdag til farverig første klasse

Det slavonske landskab er smukt, store vidder med landlig charme, men når det kommer til byer, bygninger og infrastruktur mærker man trætheden, tidens tand og ikke mindst menneskelig svig og svigt. Forladte huse, forfaldne bygninger, facader med tredive år gamle skudhuller og en stadig aftagende befolkning. Slavonien har i skyggen af den kroatiske uafhængighedskrig i 1990’erne desværre udviklet sig til en skygge af sig selv, et ‘Udkants-Kroatien’ uden særlige fremtidsudsigter og et område, som især de unge forlader.

Ilok er Kroatiens østligste by, beliggende på Donaus vestlige bred langs Fruška Gora højderyggen og med udsigt direkte mod Serbien. Byen har knapt 5.000 indbyggere men modtager årligt tusindevis af turister, som først og fremmest kommer for at se byens befæstning, Sankt Ivan Kapistran kirken og det franciskanske kloster. De fleste lægger også turen forbi Ilocki Podrumis historiske vinkælder og måske endda den fyrstelige Principovac ejendom og de tilstødende vinmarker og golfbaner.

Lokal virkelyst er nu ikke en mangelvare. Den enterprenante familie Kovčalija, som står bag hotellet og restauranten Dunav, har gennem årene gjort sit for at skabe opmærsomhed om og tiltrække turister til regionen, f.eks. med løfter om landlig ro og gourmetmad med udgangspunkt i frisk fisk fra Donau og andre specialiteter fra det gamle kulturområde Srijem. Søskendeparret Stjepan og Katarina Kovčalija er ikke kun vokset op med driftige forretningsfolk som forældre, de har også vinbønder og vinmagere i slægten på både mødrende og fædrende side. Så en fremtid i vinens verden var dem ikke ligefrem fremmed.

Familien Kovčalija, forældrene flankerer søskendeparret Stjepan og Katarina

Vinhuset er nyligt indviet, har ungt blod som drivkraft men har alligevel været længe undervejs. En række europæiske fonde har spyttet penge i projektet, og man har ikke holdt sig tilbage for at bygge noget helt nyt op fra bunden— også bogstaveligt talt, da det nyopførte vinhus med lethed ville kunne begå sig som finere vinhus i Piemonte eller Ribera del Duero. Det ser ud af noget, men heldigvis er det ikke kun det visuelle, der er investeret i. KAST står frem som et symbol på en ny tid i Slavonien: Funklende nyt, med inventar af første klasse i kælderen og samtidigt med elegant arkitektur og design. Huset skiller sig fra første øjekast ud fra det ellers så søvnige område, hvor huse og infrastruktur som nævnt stadig bærer et præg af den for længst overståede krig i 1990’erne og den deraf følgende regression og affolkning, som er forsat ind i 2020’erne; men den udvikling håber KAST på at kunne være med til at vende nu— og med lidt held og den rette håndtering kan de kaste glans ikke kun på Ilok men også Srijem og Slavonien som helhed.


Iloks nye ansigt

Familien Kovčalijas vinmarker er dedikeret til Graševina, Frankovka og Traminac, typisk slavonske sorter, som samtidigt kan vække genkendelsens glæde under deres internationalt mere kendte navne Welschriesling, Blaufränkisch og Gewürztraminer. Fokus er at forfine de lokale traditioner, og dertil har de hyret ønologen Mladen Dragojlović fra Novi Sad i Vojvodina, Serbien. Han er kendt for sit samarbejde med Matalj i Negotin siden vinhusets grundlæggelse, og derefter med andre succesfulde serbiske vinhuse som Đoković og Matijašević.

For det ydre udtryk står istriske Goran Perić, som har tegnet bygningen og desuden står bag indretningen. Perić er en respekteret arkitekt og teknologisk designer med masser af erfaring fra det kommercielt fremmelige Istrien; og i overensstemmelse med Stjepans og Katarinas idéer har han formået at udforme og udstyre kælderen til det formål, familien har sat sig: At producere lokal vin med international format, at forene det lokale med det globale, fortiden med fremtiden. Vin som kunsthåndværk, vještina vina.

Kælderens design er dedikeret dels til Slavoniens særegne traditioner, dels til nøgleperioder i vinhistorien generelt. Den falder i fire dele: Den første står for nutiden, og her står rustfri ståltanke linet op. Den anden trækker på den østrigsk-ungarske tradition, hvor man modnede vin i cementtanke. Den tredje del rækker tilbage til førmoderne tid og middelalderen, og her står træfadene stablet op; og den fjerde og sidste sektion er dedikeret til den klassiske oldtid og romernes udstyr, så her står der talrige terrakotta amforaer på rad og række. I praksis giver det mulighed for at gære, modne og lagre vin i flere forskellige farver og af mange forskellige typer, lige som man vil have det. Ambitiøst, og det bliver spændende at se, hvilken retning og hvor langt, de vil tage det.


Slavonsk vinhistorie 101

Lad os på den foranledning kort kaste et blik på Slavoniens fortid for også at sætte dets mulige fremtid i perspektiv. Keltiske og andre stammefolk dyrkede sikkert vinstokke på disse kanter længe før romerne lagde vejen forbi og satte system i vinavlen. Romerrigets forfaldstid blev dermed også vinavlens forfaldstid, for vi skal næsten helt frem til 1200-tallet, før vi støder på seriøs vinfremstilling på egnen igen. Som så mange andre steder var det driftige munke, som satte sving i vinavlen, i Slavonien især cisterciensermunke fra klosteret i Kutjevo, som blev et vigtigt centrum for vinavl og landbrugsvirksomhed i det hele taget. Så kom der et kort intermezzo under osmannisk styre fra 1500- til 1600-tallet, som heller ikke her gjorde noget godt for vinfremstillingen; men den vendte gelinde tilbage og genvandt fordums styrke, ikke mindst grundet stiftet i Ðakovo men også adelige slægter som Odeschalchi, Eltz, Chech samt Janković fra Daruvar. Allerede dengang skabtes grundlaget for Graševina som vigtigste drue sammen med de aromatiske sorter, vi i dag kender som Traminer og Muskateller. Mørke tider lurede dog igen forude, for vinrodlusen skulle gøre et ondt indhug i vinavlen i slutningen af 1800-tallet. Den decimerede på kort tid markarealet; men heldigvis vandt vinavlen igen hastigt terræn, nu på amerikanske rødder og med flere sorter af østrigsk-tysk herkomst, især Silvaner og Riesling, og i løbet af 1900-tallet skulle de få følgeskab af flere franske som eksempelvis Pinot-sorterne og Bordeaux-druer som Cabernet og Merlot. Men Graševina var, er og forbliver formentlig dronningen blandt de slavonske sorter, ubetinget kvalitativt men så sandelig også kvantitativt. Ikke mindst i anden halvdel af 1900-tallet, hvor Slavonien som en del af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien virkede både som en af statens brødkurve men også dens vintønder. Kooperativer stod for fælles produktionsanlæg, og anlægning af større, sammenhængende vinmarker gav mening i det forholdsvist flade og mesoklimatisk ensformige Slavonien. Derfor ser man den dag i dag stadig de største sammenhængende vinmarksarealer i Kroatien netop i Slavonien, selvom produktionen i mellemtiden er privatiseret og diversificeret; men i mellemtiden fra jugoslavisk fælleseje til kroatisk selvstændighed kom desværre den såkaldte ‘Hjemlandskrig’, som ramte Slavonien særligt hårdt. Nærheden til nabolandet Serbien og en broget befolkningssammensætning i grænseområdet gjorde især det østlige Slavonien til en særlig kampplads i begyndelsen af 1990’erne— med beskydningen og belejringen af byen Vukovar som en af krigens ikoniske begivenheder men også krigshandlinger omkring vigtige vinbyer som Erdut, Ilok og Slavonski Brod. Freden har for længst indfundet sig igen; men desværre er de gode, gamle dage ikke vendt tilbage med den. I stedet er økonomisk stagnation og deraf følgende arbejdsløshed og affolkning blevet en del af hverdagen.

Men den udvikling er altså muligvis ved at vende. Den kroatiske stat og EUs strukturfonde har sat masser af midler af til at modvirke den negative spiral, som har sat området skak så længe; og på vinfronten har flere vinhuse som f.eks. Galić i Kutjevo lidt længer imod vest forsøgt sig med massive investeringer i både moderne kælder, veludrustet vinhus og andre kommercielle tiltag. Der leges med moderne såvel som traditionelle vintyper, stilarter og druesorter (såsom Riesling, Sauvignon, Cabernet og Merlot) men Graševina er og bliver det særligt slavonske trumfkort. Graševina har med tiden tilpasset sig den rige slavonske jord og de særlige kontinentale klimaforhold. Druens sendrægtige natur passer perfekt sammen med det korte, kølige forår og det lange, lune efterår; og får den lov at vokse på særligt solvendte skråninger reduceres ikke kun risikoen for skimmel og råd, samtidigt maksimeres både sukkermodning og fenolisk modning.


Vještina Graševina

Ilok er som Erdut kendt for Graševina af god kvalitet, mens Kutjevo nok løber med æren, hvis vi taler Graševina med særlig karakter. Som hverdagsvin er Graševina let og læskende uden de store krummelurer, men mere seriøse vine formår at balancere frugtighed og mineralitet, intensitet og kompleksitet på ret raffineret vis. Det kendes fra f.eks. Kutjevos klassiker, Krauthakers Mitrovac, alternativt Antunovićs Premium fra Erdut, og ikke mindst den senthøstede, sødmefulde Principovac fra lokale Iločki Podrumi. Kan KAST kaste et æble ind i den samling og skabe usikkerhed om den skønneste i flokken?

Svaret er: med tiden ja. Lige nu gør de det allerede glimrende med deres unge og løfterige Graševina, som det skal blive spændende at følge årgang for årgang, ikke mindst med lagring og eftertidens ulidelige vished. Lige nu er KAST Graševina 2022 en usædvanligt frisk vin med et raffineret udtryk, fin aromatik, tekstur og fenolik. Grønne æbler og pis. Skal man drage populære paralleller, går der lige linjer til klassisk Chablis eller Chasselas af fineste skuffe.

Druerne er høstet ved håndkraft af fire omgange fra godt 20 år gamle stokke. Grundig selektion, afstikning og kølig maceration i seks til otte timer; derefter gæres mosten på ståltanke og siden modnes vinen seks måneder på gærresterne i et miks af familiens fire forskellige lagringsmuligheder: Små og store fade, cementæg og amforaer. En fin ny begyndelse.



Flaske: Graševina 2022
Vinhus: KAST  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 100,-  

Comment

Sprudlende natur

Comment

Sprudlende natur

“Det var faktisk min far, der foreslog, at vi skulle lave mousserende af vinen fra amforaen,” bekender kroatiske Tomislav Tomac om sit mest særegne bidrag til vinens verden, en mousserende orangevin efter den traditionelle metode. “Selv var jeg egentlig ikke så vild med idéen, da jeg var bange for, at garvesyren ikke ville gå godt i spænd med boblerne.” Det viste den sig dog at gøre, og dermed tilfalder æren i sidste ende hans nyligt afdøde far Zvonko, som i forvejen var en pioner i kroatisk vinbrug og altså også blev det inden for genren ‘moderne mousserende vin på den klassiske metode på base af orangevin fra amfora’.

Høsten var fra 2010 og havde hygget sig en seks måneders tid i familiens i 2006 erholdte georgiske qvevri, som lå nedgravet i baghaven; og små seks år senere skulle vinen vække stor begejstring selv hos kritikere fra det velkendte britiske vinmagasin Decanter. Så eftertrykkeligt, at de valgte at inkluderede den på deres liste over ‘75 stellar buys’ i 2016, hvoraf for øvrigt kun seks var mousserende. Så i selskab med tre britiske bobler og to top Champagner kom altså en opkomling fra kroatiske Plešivica, ukendt land for de fleste, og det kom ikke mindst som en overraskelse for familien Tomac. De vidste ifølge Tomislav ikke engang, at de var med i opløbet. “Nogen fra Decanters team havde smagt vinen på en messe i Kroatien og havde gennem egne forbindelser skaffet sig flere til efterprøvning.” Set i en større sammenhæng er det dog slet ikke så overraskende— for Plešivica har gennem de seneste par årtier markeret sig som såvel et af Kroatiens mest dynamiske vinområder og i særdeleshed som en særligt egnet oprindelse for fine mousserende vine— en udvikling, som ikke mindst familien Tomac har stået i front for.


Ophav og omgivelse

Plešivica har været epicentrum for kroatisk mousserende vin siden 1990’erne, og sidenhed for nogle af landets bedste orangevine, og senest for den sjældne men spændende kombination af de to; og Tomislav Tomac har lært at mestre alle tre typer.

Vi skal en halv times kørsel vest fra Kroatiens hovedstad Zagreb, til det lille landsted Donja Reka (‘neden for åen’) uden for den hyggelige gamle by Jastrebarsko, hvor alt ånder fred og ro, og man er helt væk fra storbyens støj og jag. Jastrebarsko er hovedbyen i det lille vinområde Plešivica, som ligger i ly af Samobor-bakkerne, Samoborsko gorje, som udgør den nordøstlige del af Žumberak-bjergene, Žumberačka gora, som strækker sig videre ind i Štajerska i Slovenien. Landskabet er præget af bølgende bakkedrag, er skiftevist skovklædt og udlagt til små familieejede land- og vinbrug; og såvel Samobor by som Jastrebarsko er gamle kulturbyer med smuk arkitektur og masser af historiske vartegn.

Familien Tomac har haft hjemme her gennem generationer og har på traditionel vis ernæret sig gennem husdyrhold, agerbrug og vinavl. Vinhuset drives i dag af Tomislav og hans hustru Martina, som over årene stille og roligt har overtaget efter Tomislavs forældre Zvonimir og Pavica. Til den daglige drift får de stadig hjælp af Tomislavs mor samt af deres to børn, Martin og Petra; og dertil kommer et professionelt deltidsteam på en håndfuld arbejdere. Så størstedelen af arbejdet i mark såvel som kælder tilkommer stadig Tomislav og Martina i fællesskab. ‘Familiedrevet vinhus’ forbliver en passende betegnelse; og det dækker i dag over 14 hektarer fordelt på 16 vinmarker og en årligt produktion på et sted mellem 50.000 og 75.000 flasker, hvoraf godt 80% er mousserende.

“Mousserende vin er vores vigtigste aktiv — resten er kun for sjov!” Sådan opsummerede gamle Zvonimir Tomac (1950-2023) gerne familieforetagendet, som han havde gjort til en selvstændig forretning, endda en god en af slagsen, allerede i løbet af 1980’erne. Dengang var Kroatien stadig del af den socialistiske forbundsstat Jugoslavien, hvor private vinbrug nok eksisterede, men vinifikation og markedsføring foregik gennem kooperativer. “Vi har været på markedet i omtrent 30 år,” fortæller Tomislav, “og vi var nok det første familievinhus til at markedsføre kvalitetsvine i eget navn.”

Han føler sig hjemme i Donja Reka og hjemme i rollen som vinbonde. Tomislav Tomac (48) er en mand med masser af energi og entusiasme, et altid levende kropssprog, flagrende fagter og ikke mindst lysende øjne og et intenst blik. Man mærker en ild i ham, og den blusser op, når samtalen falder på naturen, på familien, på vinen.

“Jeg kom med fra barns ben, min far vækkede mig tidligt om morgenen og tog mig med ud at arbejde i vinmarken. Han førte mig ind i vinens verden, også dens kommercielle side. Han tog mig med til møder og på messer og den slags, så jeg kunne få en fornemmelse for den verden. Engang omkring 1991 var vi med på den slovenske vinfestival i Ljubljana. Den havde en for dén tid ret spektakulær opsætning, hvor hvert vinhus havde sin egen stand, og alle konkurrerede med alle. Der var en særlig atmosfære, som var spændende og fangede min interesse. Jeg kan huske, at Aleš Kristančič fra Movia var der, og han var som en rockstjerne. Selvtillid, store armbevægelser, store glas til rødvin, hele pivetøjet,” erindrer Tomislav med et smil.

“Dengang destillerede vi også rakija, fem forskellige slags. Vores første egne flasker vin kom på markedet i 1987, det var en Crveni Veltlinac (Roter Veltliner), og i 1990 kom vores første flasker Rajnski Rizling (Riesling). Mousserende vin begyndte vi at fremstille i 1989 og med stigende fokus på Chardonnay og Pinot Noir.”

Historisk lineup fra familien Tomac, nogle af de første flasker frigivet i eget navn: Veltlinac Crveni 1989, Rajnski Rizling 1997 og 1998 samt mousserende fra de første årgange midt i 1990’erne

Begunstiget for bobler

Plešivica er med sit særdeles kølige klima, meget kalkholdige jordbund og mange stejle skråninger velegnet til vinavl for så vidt angår syrefriske hvidvine. Områdets traditionelle druesorter omfatter da også først og fremmest grønne druesorter, hvoraf mange vil være velkendte fra de nærtliggende områder Štajerska i Slovenien og Steiermark i Østrig. Gammel tradition tro har en del vinmarker bevaret den gamle praksis med at dyrke flere sorter sammen (såkaldte field blends). Skråningerne er traditionelt tilplantet vertikalt, dvs. at rækkerne løber ned ad skråningerne, og mange stokke står stadig ofte plantet op ad en pæl og ikke bundet op i espalier (såkaldt single-pole training). Det traditionelle Plešivica-terroir har foruden lyse, lette rødvine bestået af særdeles syrefriske, tørre hvidvine, den slags, som også gør sig godt som base til mousserende vine eller pjenušac, som kroaterne kalder den (pjena = skum).

Den lokale ønolog Franjo Jambrović (1926-2006) var den første til for alvor at pejle Plešivica ind på en sprudlende fremtid. “Jambrović slog et slag for produktion af mousserende vin efter den klassiske metode, en tilgang, som indtil flere vinproducenter heromkring tilegnede sig,” forklarer Tomislav Tomac. “Min far var gode venner med Jambrović og tog imod hans råd, og det blev begyndelsen på professionel produktion af mousserende vine i Plešivica.”

Jambrović var oprindeligt fra Međimurje og til dels uddannet i Ungarn, og i sin tid på planteskolen og kooperativet Jaskovino, senere Mladina, ydede han stor indflydelse på især Plešivicas yngre generation af vinmagere. Således tog såvel den ældre som den yngre Tomac udfordringen op sidst i 1980’erne, og sammen med dem, eller snart efter, fulgte siden anerkendte kolleger som Šember, Ivančić, Jagunić og Kurtalj. Med forbillede i det mousserende ikon Champagne, men også i anerkendelse af Plešivicas geologiske og klimatiske ligheder med det berømte område, plantede man i stigende grad Chardonnay og Pinot Noir; men man indså også tidligt potentialet i lokale syrestærke sorter som Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og i de seneste år er det netop især de gamle sorter, som har fået særlig opmærksomhed, ikke kun hos Tomac, men også hos ligesindede som Šember, Korak og Kolarić. Anerkendelsen kom for alvor i de første år af det nye årtusinde, og det var ikke mindst grundet deres mousserende vine, at Tomac far og søn i 2005 blev udnævnt til ‘årets vinmagere’ af brancheforeningen.

De første qvevri fik familien i 2006, inspireret af Joško Gravner, som i en årrække havde gjort sig gode erfaringer med det georgiske håndværk. Qvevrierne importeres af Tomislavs fætter Antonio Ivančić, som siden også har leveret talrige qvevri til Gravner og andre fremtrædende vinbønder i både Italien og Kroatien. I dag har Tomac ni qvevri, nedgravet i vingårdens baghave; og direkte under åben himmel, indtil de forrige år installerede en åben træpavillon omkring dem i forbindelse med færdiggørelsen af de nye kælderfaciliteter.

Hvorfor amforaer? “Fordi vores vine skal smage af Plešivica og ikke af en fransk egeskov,” forklarer Tomislav og tilføjer: “Ret skal være ret, alle vores vine modner på store slavonske træfade, men det er fordi, de ånder godt i dem; men det gør de også i lertøj, som også sætter vinen i forbindelse med jorden igen.”

Tomacs nyopførte vinhus udelukkende i naturlige, bæredygtige materialer, designet af Dva Arhitekta

“Den højeste naturforståelse”

Det lokale landskab og natur står familien Tomacs hjerter nært, og respekt for naturen samt naturnært vinbrug ligger dem særligt på sinde. Således er det dem en æressag, at familiens marker aldrig har været dyrket efter konventionelle, industrielle metoder med maskinel bearbejdning, kunstgødning og sprøjtegifte. Tomislavs far fortsatte ufortrødent i sine forældres spor med naturgødning og manuelt arbejde som de stærkeste kort på hånden; og den praksis har Tomislav ingen grund set til at ændre, snarere har han skærpet og forædlet den. Først med egentlig økologisk drift og certificering, siden med biodynamisk brug og ditto certificering undervejs. Her er han igen hurtig på aftrækkeren i det kroatiske, hvor ellers kun Branko Čegec og Tomislav Bolfan for alvor har begivet sig ud i det biodynamiske.

Tomislav Tomac: “Siden jeg første gang læste om biodynamik, vidste jeg, at det var noget, jeg ville forfølge. Biodynamikken er for mig den højeste naturforståelse. Den stimulerer jordens mikrobielle aktivitet, produktionen af humus og planternes styrke og modstandskraft. Især præparat 500 har givet os en fuldstændig forvandling under jorden i vintermånederne. Over jorden har vi med såning af forskellige frø styrket diversiteten og fremmet den naturlige cyklus i vinmarken om sommeren. Det virker simpelthen.”

Nogen dans på roser er det dog ikke, og det lægger Tomislav heller ikke skjul på. Det er hårdt arbejde hele året. “At være vinbonde er en profession, der er helt afhængig af vejrets luner. Du kæmper med naturen, ikke mindst med klimaforandringerne. Vi får en del regn her, og sommeren kan være en dramatisk periode på grund af kombinationen regn og sol. Vi forsøger som gale at bekæmpe peronospora [falsk meldug]. Det er meget nemmere, når man sprøjter med systemiske behandlinger; men kemiske behandlinger er ikke en løsning. Jeg har arbejdet i vinmarker hele mit liv, og jeg ved, hvad det betyder for mig og mine medarbejdere at bruge hele dagen mellem planterne. Min moral rækker ikke til at gå og forgifte folk og mine omgivelser.” Det handler med andre ord om et samvittighedsfuldt samarbejde mellem mennesker og natur, om balance mellem levende organismer og om at acceptere de vilkår, naturen byder.

Økologisk certificering er allerede opnået, og trods genvordigheder med biodynamisk certificering— der er endnu ingen virksomme certificeringsorganer i Kroatien— er Tomac fast overbevist, om at det er vejen frem, og han går for nuværende efter Demeter-certificering fra udlandet. I forbindelse med omlægningen til biodynamisk drift har de hyret konsulenten Michele Lorenzetti, som de har mødt gennem Joško Gravner, til at vejlede dem i deres arbejde.

Lorenzetti er en afholdt italiensk vinbrugskonsulent, som kombinerer sin biodynamiske praksis med konventionelle forskningsmetoder og traditionel videnskabelighed. Han har foruden for selveste Gravner i Friuli f.eks. også været konsulent for Weingut In der Eben i Alto Adige, ligesom han til stadighed er det for f.eks. Guerila i slovenske Vipavska Dolina.

“Min tilgang er praktisk og rationel,” forklarer Lorenzetti om sin omgang med biodynamikken. “Jeg fokuserer på konkret erfaring og videnskabelig forskning snarere end teoretiske og filosofiske spekulationer. Som biolog har den store mængde kemi, man i almindelighed benytter sig af i vinmarker, gjort et stærkt indtryk på mig. Men biodynamikken åbner en stor mulighed i vinmarken: Det gør det muligt at eliminere kemisk indgriben og styrke jordens og vinstokkenes sundhed. Ved at forlade sig på organisk materiale og de processer, som de biodynamiske præparater frembringer, kan man rehabilitere jordens humus og skabe stærkere og mere udtryksfulde planter og druer, der af egen kraft kan gære uden yderligere ønologiske interventioner. Tilbage til det naturlige udtryk.”

Lorenzetti er født i 1971 og opvokset i Frascati i Lazio-regionen. Han blev bachelor i biolog fra Tor Vergata universitetet i Rom og videreuddannet med en kandidatgrad i vitikultur og ønologi fra Tuscia di Viterbo universitetet i Lazio— med særlig interesse for og speciale i vinmarkers mikrobiologiske forhold. Nogenlunde sammenfaldende med sin specialisering stiftede han gennem Carlo Noro nærmere bekendtskab med biodynamisk landbrug og kom efterfølgende til at arbejde for flere biodynamiske landbrug og rådgivere i Lazio og Toscana, før han stiftede sin egen lille Demeter-certificerede vingård Terre di Giotto ved Vicchio del Mugello i Lazio og gik solo som biodynamisk konsulent.

Lorenzettis akademiske meritter omfatter studier i og artikler om de biodynamiske præparater 500 og 501 og deres dokumenterbare virkninger, såsom det for bakteriekulturerne gavnlige samspil mellem kogødning og koens horn, som den modnes i under jorden; og siden 2010 har han fra sit eget laboratorium fordybet sig i studier i biokrystallisering.

Joško Gravner på markvandring med Tomislav Tomac

Farverigt sortiment

Familien Tomac blev som nævnt først kendt og anerkendt for deres sur lies-lagrede Chardonnay- og Roter Veltliner-vine. Siden kom deres tørre méthode traditionelle mousserende vine i vælten, senere deres orange fortolkninger af Riesling, Pinot Gris, Sauvignon og Traminer; og på det seneste har deres saftige Pinot Noir tiltrukket særlig opmærksomhed. Der er det lille areal til trods en stor variation i det vinøse farvespektrum, der tæller vine både til hverdag og fest; og selvom der i videste udstrækning er tale om naturvin, er det vigtigt for Tomac, at vinene ikke kun er levende men også rene og stabile. Som Martina udtrykker det: “Vi elsker naturvin for dens renhed. Vi vil have uspolerede, rene vine; vine vi kan være bekendt at sende ud på de bedste vinbarer og restauranter i hele verden.”

Anbefales kan den hvide, tørre og friske Riesling Rockstar, den saftige, bløde og frugtige Marany Sivi på Pinot Gris, en hverdagsvin vinificeret efter georgisk forbillede, ligeledes dens røde pendant Marany Crni på Pinot Noir; og i det mousserende univers Blanc de Noirs Brut Nature, hvis altså ikke ligefrem flagskibet Amfora Brut Nature. Dertil kommer de orange Amfora-vine, hvor især Rajnski Rizling og Traminac fortjener fremhævelse.

Gamle Starjak

Starjak kan oversættes til ‘den gamle mand’ eller ‘oldingen’ og er en gammel mark ved lokaliteten Bresnica. Den blev beplantet i 1932 af Zvonimirs mor Aleksa, kun fire år efter at hans far i 1928 var vendt hjem fra arbejde i Amerika (og allerede dengang lod familien sig bemærke for sine vine, se blot diplomerne nedenfor). Beplantningen var typisk for tiden, en blanding af sorter så forskellige som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Graševina, Kraljevina, Lipovina, Zeleni Silvanac, Veltlinac Crveni, Neuburger, Traminac og Muškat med flere. Syrerige, mineralske og til dels aromatiske druer, som til sammen har dannet grundlag for den daglige vin til det daglige brød; men som ingen i nyere tid havde tænkt kunne blive til noget særligt. Altså før drømmere som Tomac og Šember tog dem til sig og forsøgte at løfte dem til nye højder.

Sorterne er dels særegne for Plešivica som Žuti Plavec og Šipelj Bijeli, dels typiske for det kroatiske og slovenske indland som Štajerska Belina (i Slovenien bekendt som Ranfol) og Kraljevina; eller udbredt i Kroatien og videre omegn, det gamle østrigske kejserrige, såsom Graševina (velkendt som Welschriesling), Silvanac Zeleni (Silvaner), Veltlinac Crveni (Roter Veltliner) og Neuburger, en naturlig krydsning af de to sidstnævnte; og aromatiske sorter som Traminac (Traminer) og Muškat (Muscat) er fælleseje i det meste af det gamle Europa.

Mousserende vin på den traditionelle metode tager sin tid, og fremstillingen af en sådan vin fra amfora er særligt kompleks og langvarig. Amfora Brut Nature er baseret dels på Chardonnay, som giver frugtig fylde, og dels på det gamle field blend, som giver syre, mineralitet og aromatisk krydring. De vinificeres hver for sig, og først efter modning stikkes de sammen og gøres mousserende: Efter mosten er gæret seks måneder med skallerne, omstikkes vinen til store, gamle træfade og lagres i halvandet år. Derefter blandes og “trækkes den op” med gær og sukker og tappes på flasker, hvor den gærer og lagrer med gærresterne i et år eller to før degorgering à la volée, det nøjagtige tidspunkt afhængigt af årgangens beskaffenhed. Den toppes så op med samme vin og tilsættes ingen dosage, så det er ren vin og ren vintage.

Tomac Amfora Brut Nature 2019 er klar med en smuk kobberglød i glasset, sætter en fast skum og byder på fine, sprøde bobler og en opkvikkende syrlighed; som siden træder til side for moden frugt, mørk mineralitet og finmaskede tanniner. Fra frisk citrus til saftige ferskner og tørrede abrikoser, til kandiseret orangeskal, rugsurdej, ristede valnødder, saltkaramel, malt og kanel, underfundig kompleksitet og underjordisk dybde. Det minder om moden vintage Champagne, og det minder om klassisk orangevin fra Friuli eller Kakheti. Modsætninger mødes men går sammen op i en højere enhed. Nyd den som en gammel Krug; eller lad boblerne bruse af, og nyd den som et mildt glas Gravner. Giv den under alle omstændigheder god tid; og gerne i et større glas af Bourgogne-typen — Tomislav og Martina foretrækker selv at servere den i Mark Thomas Double Bend Red Expression.

Salig Zvonimir Tomac med det første kuld qvevri i Plešivica


Kong Tomislav og tronfølgen

Kroatiens første konge hed Tomislav og kronedes i 925; og her knapt 1100 år senere kan vi kåre Tomislav Tomac som den ukronede konge af kroatisk mousserende vin. Det virker oplagt efter hans sejrsgang med vine som Millenium og Diplomat og ikke mindst Amfora, den vel nok mest radikale fornyelse af genren, siden Dom Pérignon “opfandt” Champagne i 1697. Orangevinens adel tilhører han tillige, takket være Amfora, og stadig gør kun få andre ham følge i den vanskelige men potentielt vidunderlige hybrid mellem de to. Der findes mangt en orange pet nat, men méthode traditionelle skal man endnu spejde langt efter— sågar næsten helt til Champagne!

Tomac er husven hos sine biodynamiske fæller Anselme Selosse og hele hans slæng; og efter at have skænket sin vin og vakt deres interesse for amfora-vinificering, finder man i dag amforaer hos såvel Selosse som Larmandier-Bernier, Henri Giraud og Bertrand Gautherot. Især Gautherot gør på Vouette et Sorbée gerne Tomac kunsten efter med den fine Textures, en skindfermenteret Pinot Blanc fra en georgisk qvevri, han har erholdt netop ved kroatisk mellemkomst. Inspirationen fra Champagne til Plešivica virker altså også den anden vej rundt.

Marin Markežić fra Kabola i Istrien var hvad angår qvevri synkron first mover med Tomac, mens ligeledes istriske Giorgio Clai kom med i klubben få år senere; men modsat Kabola laver Clai nu med sin Pjenušac Brut Nature milde orangebobler smeltet sammen af Chardonnay og den lokale Malvazija Istarska. Så indtil videre synes Tomac at sidde sikkert på tronen inden for genren. Men hvordan med fremtidige projekter og vinhusets fjernere fremtid?

“Vi har altid lavet vine efter vore egne overbevisninger og derefter bevist, at der er et publikum til dem. Så vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden,” forsikrer Tomislav, og dertil tør man nok sige, at han er en mand, som tør gå mod moden: Han er mere en trendsetter end en dedicated follower of fashion. Derfor lader han det også være op til næste generation, om og hvordan de vil fortsætte familieforetagenet; men børnene bliver dog motiveret.

“Vores søn går på gymnasiet og bliver snart 18,” fortæller Tomislav. “Han hjælper til herhjemme og holder også af vin, så jeg forsøger at lære ham om markarbejde, markedsføring, salg og den slags. Vi forsøger at give ham fornemmelse for forretningen også. F.eks. havde vi ham med på RAW i København i sommer.”

Familien Tomac har alle varme følelser for Danmark og København og har da også kontakt med en dansk importør, så deres vine i en ikke så fjern fremtid måske kan være at finde på førende danske vinbarer og restauranter.

“RAW var en virkeligt god oplevelse. Det var vores tredje besøg i København, og vi kan næsten ikke vente med at komme forbi igen. Det er en herlig by, især om sommeren. Ikke for stor, med god energi og afslappede folk, alle cykler, og aftnerne varer længe… og overalt ser du folk sidde ude og spise og drikke naturvin. Noget af det første, som jeg lagde mærke til i gadebilledet, var en tom flaske Iago’s Wine, der stod oven på en skraldespand. Det er god stil,” griner Tomislav og slukker tørsten med et glas af sin røde Marany, som er hans seneste ‘satsning’, saftig Pinot Noir, som synes at være endnu en genre, som Plešivica kan udmærke sig med. Sikkert er det, at naturlig vin er familien Tomacs fremtid, og at de tænksomt tager ét skridt ad gangen for at være sikre på, at alt spiller som det skal.

“Vi har ikke travlt,” slår han stille og roligt fast; før han tilføjer, med noget, der ligner et fast mantra, “gode ting tager tid.”

Flaske: Amfora Brut Nature 2019
Vinhus: Tomac  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Chardonnay og gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 350,-  

Comment