Viewing entries tagged
Gut Oggau

Portræt af et adoptivbarn

Comment

Portræt af et adoptivbarn


Et sted i gråzonen mellem fyldig rosé og let rødvin flyder Gut Oggaus bidrag til Brutal-vinserien rundt. Det er et farverigt grænseland, der flyder over af røde bær og grønne urter, underholdende og ikke uden alvorligere undertoner. Som sådan en seriøs tilføjelse til Gut Oggaus vanlige sortiment — læs mere om det her.

Brutal 2016 dufter let gæret og flintet hen over friske røde bær, der især trænger igennem i smagen, særligt hindbær og tyttebær. Der er sprød syre og en pæn fylde og rundhed, og så dukker der spændende og spøjse smage op: Græs, hø, tørrede hindbær, ristede græskarkerner, mørk mælkechokolade. Let bitter eftersmag, kalkede tanniner. Ren og skær naturvin men uden unoder — selvfølgelig hvis man ser bort fra en smule reduktion og volatil syre.

Grundstoffet er Roesler — mere om den senere — presset og udsat for få timers maceration, spontangæret på store træfade, lagret på samme samt gærresterne et halvt års tid før flaskning - uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter, som det hør og bør sig i brutalt regi.

Gut Oggaus hall of fame, dog uden Brutal, som man må omkring Barcelona for at se i øjenhøjde

Gut Oggaus hall of fame, dog uden Brutal, som man må omkring Barcelona for at se i øjenhøjde

Brutale vine

Serien af Brutal vine kom oprindeligt i stand i form af en række direkte leverancer til naturvinsbaren Bar Brutal i Barcelona. Ni naturvinsproducenter fra oplandet i Catalonien udvalgte et enkelt fad vin, som skulle sælges på baren. Et etiketdesign kom i stand, som var ens for alle, ligesom prisen blev fast og venlig; og en succes blev det hurtigt.

Senere fulgte en række internationale producenter trop, foruden Gut Oggau er også Christian Tschida fra Neusiedlersee i Burgenland med. Kriteriet for deltagelse er naturvin slet og ret — udelukkende spontangæring og ingen tilsatte sulfitter. Vinene er dog ikke kun at skaffe på Bar Brutal, mindre mængder finder også vej ud i den store verden. Den oprindelige idé med samme etiket og samme pris for hver flaske er også moderat modificeret. Gut Oggaus bidrag er i hvert fald let genkendeligt!

Kunstvandalisme — eller Gut Oggau møder Banksy i Barcelona?

Kunstvandalisme — eller Gut Oggau møder Banksy i Barcelona?


Roesler?

Hvad er Roesler så for en fisk? Ja, den er en ny druesort, hvis største fortrin og oprindelige eksistensberettigelse er som PIWI sort, en type af druer, der er meget modstandsdygtige over for svampeangreb (pilzwiderstandsfähige), hvilket gør dem mere end velegnede til økologisk dyrkning. Roesler druerne er store med tykke skaller, og vinens sanselige kvaliteter ligger i en mørk bærfrugt og markante tanniner, der gør den velegnet til fadlagring. Mest iøjenfaldende er dog dens meget mørke farve. Roesler er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier drue, hvilket vil sige, at ikke kun drueskallen men også selve frugtkødet er farvet; og mosten er derfor rødlig selv uden skindkontakt. Som udgangspunkt er den mest anvendt som blandingsdrue, hvor den bidrager med farve og tannin.

Roeslers vugge stod på Götzhof ved Langenzersdorf i Weinviertel lige nord for Wien, hvor den blev frembragt som en ny krydsning i 1970. Moderen i den menneskelige verden er Gertrude Mayer fra vinskolen i Klosterneuburg. Leonhard Roesler (1839-1910), der var kemiker, ønolog og forstander på Klosterneuburg 1874-1902, har stået fadder med navnet, som druen officielt har båret siden 2000, hvor den blev anerkendt som kvalitetdrue.

Roesler har et indviklet stamtræ: Zweigelt, der som bekendt selv er en krydsning af Sankt Laurent og Blaufränkisch, er her krydset med Klosterneuburg 1189-9-77, der selv er en krydsning af Blaufränkisch og Seyve-Villard 18-402, der selv er en krydsning af forskellige Seibel hybrider. Mayer var i øvrigt samtidigt kvinden bag sorten Ráthay, der er krydset af Klosterneuburg 1355-3-33 og Blauburger.

Roesler modner relativt tidligt og har høj modstandsdygtighed mod frost og svampesygdomme (botrytis, oidium, peronospora). Førstnævnte gør den generelt velegnet i Østrigs kontinentale klima med hårde vintre, særligt i landets kølige områder; og sidstnævnte gør den ikke blot velegnet i de fugtige egne omkring søen Neusiedlersee i det lune Burgenland men velegnet overalt, hvor man ønsker at undgå at sprøjte med fungicider.

Stephanie og Eduard har i hvert fald fundet en fin brug af druen med Brutal. Prøv!

Flaske: Brutal 2016  
VinhusGut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Roesler  
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, kort maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
ImportørerÖsterreich / Vinova  
Pris: 245,-  

Comment

Familieportræt: Mechthild

Comment

Familieportræt: Mechthild

Der er (efterhånden for længe siden) gået hyperinflation i begreber som topvin og kultvin, men det skal ikke afholde fra stændigt og stædigt at anvende dem, når de endelig er på deres plads; og det kan de sågar være uden for Bourgogne, Piemonte og Mosel, og selvom forjættede point aldrig har bragt dem nær en topscore på 100.

Store vine og stærke personligheder har det med at dele vandene, og således også Mechthild, familieoverhovedet i den fiktive vinfamilie fra Gut Oggau, hvor vinenes karakteristika træder frem som karakterer på etiketterne. Nok er hun "den elskelige bedstemor, man nostalgisk sætter sin lid til" - men trods sit lyttende og forstående væsen, får hun gerne selv det sidste ord, og "hun kan også være hemmelighedsfuld og dele meningerne." Det kommer vel af at have sine Grüner Veltliner rødder solidt plantet i Burgenlands jord, være nøje udvalgt fra husets ældste parceller og forvandlet til vin på gammeldags og langsommeligste vis. Presning foregår på husets restaurerede og århundreder gamle træpresse over godt 15 timer, spontangæring følger på store træfade og efterfølgende ligger den til lagring på bundfaldet i næsten to år. Ingen klaring eller filtrering, kun naturlig sedimentering. Sulfitter kun i små mængder sidst i processen, hvis det findes nødvendigt.

Den ungdommelige vildskab, der præger de yngste familiemedlemmer og stadigt har tag i den voksne generation, har omvandlet sig til en livskraftig karakterfasthed i den ældste generation. "Ungdom er en gave fra naturen, alderdom er et kunstværk" som Stanislaw Lec fik det formuleret. Mechthild er måske den af Gut Oggaus vine, der er forlenet med mest udtryk, der taler sig eget sprog tydeligst. Det modne er fremhævet, patina, som små mærker fra tidens tand tegnet i ansigtets folder, men først og fremmest en modenhed og mildhed, der kommer af at hvile i sig selv. Sådan præsenterer vinen sig, når den er bedst, og man giver den tid til at udfolde sig - og lade sig forstå. Mechthild er hverken arketypisk eller begyndervenlig Grüner Veltliner; men hvidvin for viderekomne, med struktur, tekstur og en aromaprofil ud over det sædvanlige.

Nyskænket Mechthild 2015. Giv den god tid i glasset. Farven er vild og her mere i solnedgang end vanligt - glasset har lige holdt på den røde Joshuari

Nyskænket Mechthild 2015. Giv den god tid i glasset. Farven er vild og her mere i solnedgang end vanligt - glasset har lige holdt på den røde Joshuari


Overraskende mørkt gylden i glasset. Duften er æterisk og emmer af hvide blomster, hø, citrus og en smule petroleum. Smagen er rund, har moden pære og saftig grapefrugt med noter af græs, krydderurter og peber. Fordrende, fyldig og kompleks vin, hvor en syngende syre og små, fine tanniner griber godt i gummerne. Mineralsk efterklang og lang eftersmag.

Navnet er, som med de andre vine, hentet fra husets historie. “Vi ville gerne lave noget helt nyt, men noget der samtidigt forbandt os med en tradition," som Stephanie udtrykker det. I tilfældet Mechthild kom det direkte fra den seneste historie: Mechthild Wimmer var en velkendt rødvinsmager i det østrigske, anerkendt især for sin Blaufränkisch, og hun blev den sidste ejer af Weingut Wimmer, da hun som 90-årig i 2007 gav nøglerne videre til parret Tscheppe-Eselböck, og huset genopstod som Gut Oggau. Derudover kan der laves en all persons fictitious disclaimer, resten af etiketten kommer fra vinen, fastslår parret. Husets historie er tidligere fortalt her.

Mechthild går sine egne veje, med en rodfæstet overbevisning, der er kommet af længsel, indlevelse og erfaring. Det kunne næsten være en karakteristik af Gut Oggau.

Stephanie og Eduard Tscheppe-Eselböck foran Lalou Vinbar i Odense - efter en vellykket gennemgang af Gut Oggaus persongalleri

Stephanie og Eduard Tscheppe-Eselböck foran Lalou Vinbar i Odense - efter en vellykket gennemgang af Gut Oggaus persongalleri


 

Flaske: Mechthild 2015  
VinhusGut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner  
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop, lakforseglet  
Alkohol: 13%  
ImportørerÖsterreich / Vinova  
Pris: 650,-  

Comment

Familieportræt: Timotheus

Comment

Familieportræt: Timotheus

Det er få flasker, der har haft blikket rettet mod mig så længe, som Timotheus fra Gut Oggau har. Eller også er det omvendt. Der er noget fængslende over det fjæs, der pryder flasken. Et excentrisk udseende og derfor også meget let genkendeligt: Ansigtet er knyttet, koncentreret foldet men blidt og ubekymret, blikket venligt og varmt. En midaldrende mand, muligvis i sin bedste alder, en mand som man fornemmer har noget væsentligt at sige. Alligevel gik der en rum tid, før jeg tog mig sammen og blev personligt præsenteret. Så meget desto glædeligere, at vinen ved første slurk viste sig at være virkelig god, endda spændende - som at møde en gammel ven efter lang tids adskillelse.

Gut Oggau er et innovativt traditionsvinhus, der laver naturlige vine med et autentisk udtryk, i glasset såvel som i flasken: Hver vin har sin egen karakter, som vinhuset har forsøgt at portrættere på etiketterne, og sådan illustrerer man konkret den abstrakte vinstil. Til sammen danner vinene en lille, fiktiv familie, hvor Timotheus hører til i forældregenerationen, som søn af mægtige Mechthild og pater familias Bertholdi. Invitation til familiefesten forefindes her.

Mens de yngste familiemedlemmer er mere til umiddelbar underholdning, begynder der at være meget mere at komme efter hos de mere bedagede personager; og Timotheus er ikke så lidt af en karakter. Der er noget nærmest arkaisk over ham, ikke blot ansigtet men også navnet. Det er ikke hver dag nu til dags, at man møder nogen med det navn! I den kristne mytologi er Timotheus en betroet medarbejder hos Paulus, såvel medafsender og modtager af diverse breve, og ifølge den oldkirkelige overlevering led han martyrdøden.

Mindre kan også gøre det, og som skrevet står i Gut Oggaus egen beskrivelse: “Han imponerer folk med sin stærke og balancerede personlighed. Han står med begge ben solidt plantet i jorden, men er ikke desto mindre frisindet og altid på udkig efter nye udfordringer. Han anses for at være selvsikker, en mand med noget på hjerte og endda raffinement. Han er en sikker vinder, én der hurtigt får venner alle steder.”

Gut Oggau Timotheus 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Der er etableret venskab her. Timotheus er en spændende vin, der har masser af kant, men også en blød side. En vin, der er sikker i sit udtryk og derfor også hviler i sig selv. Og skudsmålene om frisind, erfaring og dybde er ikke forkerte - de kan tydeligt loddes i vinen.

Timotheus har et sprødt bid, blød fylde og raffineret frugt. Grønne druer, pærer og galiamelon i duften går igen i smagen, med et lille stik af grapefrugt og krydderurter samt milde, nøddeagtige noter i afrundingen. Det frugtige og urtede komplementeres flot af både en mineralsk stringens og en cremet rundhed. Der er noget nærmest burgundisk over teksturen og dybden. Frugten er nedtonet en smule af den semi-oxidative vinifikation, ligesom den høje syre er blødgjort af den naturlige malolaktiske gæring. Det giver en mere udviklet og detaljeret vin. Den har en stilfærdig kompleksitet, bralrer ikke alle sine hemmeligheder ud med det samme; og så er det en vin, hvis videre udviklingspotentiale det skal blive spændende at følge.

Timotheus er gjort på den grønne Veltliner og den hvide Burgunder, omtrentligt i forholdet 70-30. Vinstokkene er 40 år og derover, fra marker med sand, grus og en del kalksten. Dyrkningen er biodynamisk og høsten manuel. Efter en delvis afstilkning af klaserne gæres vinen på store træfade. 2/3 presses direkte, mens den sidste 1/3 gærer med skallerne i 3 uger. Fadene blandes, og vinen lagrer et år på bundfaldet uden omrøringer. Herefter flaskes den, uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter.

Summa summarum: Stephanie og Eduard på Gut Oggau har gjort sig skyldige i endnu en lækker vin og et spændende bekendskab. Man skal muligvis have hold i en magnumflaske for at afgøre, om den frenologiske lighed er størst med den katalanske politiker Carles Puigdemont eller den engelske filosof Michael Dummett. I nærverende 75cl format vil jeg nøjes med at slå fast, at Timotheus er helt sin egen.
 

 

Flaske: Timotheus 2014  
VinhusGut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Weissburgunder  
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
ImportørerÖsterreich / Vinova  
Pris: 285,-  

Comment

Familieportræt: Winifred

Comment

Familieportræt: Winifred

Gut Oggau er et spændende, familieejet vinhus, der laver originale, naturlige vine med et autentisk, lokalt aftryk. Hver medlem i familien af vine har sin egen karakter, som vinhuset har forsøgt at portrættere på etiketterne. I følgende tilfælde er det lykkedes dem forbilledligt. Er man interesseret i familiesammenføring, er der mere at hente her

Den unge dame Winifred er eneste rosé i familien. De skudsmål, hun får med hjemmefra, er "et åbent, vindende væsen, let omgængelig og med lyst sind, en livlig og charmerende ung dame." Det stemmer fuldt ud overens med den umiddelbare oplevelse af denne vin - ligetil og læskende sommerdrik.

"Let sky og tilbageholdende" tilføjes det dog, og det indtryk kan man i første færd også godt sidde tilbage med. En utroligt charmerende duft, røde bær og blomster, en flot, rund mundfornemmelse - og var det så det? I så fald forstår man så udmærket, hvorfor rosé i mange kredse har fået en aura af det løse liv og uforpligtende saftevand over sig. Heldigvis ikke her, der er mere at komme efter. "Videbegærlig" er en fin omvendt måde at beskrive denne egenskab på. Efter noget tid i glasset og med en vis opmærksomhed opdager man fine urtede noter og en større detaljerigdom i vinen. Den umiddelbare charme slår over i mere seriøs selskabelighed.

Østrigs nok mest velkendte, blå druesorter, den moderne og letbenede Zweigelt og den mere klassiske og strukturerede Blaufränkisch, er råmaterialet bag. Skulle man forsøge sig med et lille karaktermord på Zweigelt, kunne man tilføje, at den er fremragende til rosé. Her gør den sig i hvert fald flot, og Blaufränkisch føjer noget mere syre, spændstighed og Schwung til.

Håndhøstet fra biodynamisk dyrkede marker med gennemsnitligt 35 år gamle planter; afstilket og trådt under fode; spontangæret på 500, 1000 og 1500 liters fade, et godt døgns maceration; lagring på 500 liters fade i 8 måneder, ingen omrøringer; flasket uklaret, ufiltreret og usvovlet; end of story “som de unge siger".

Gut Oggau er i øvrigt ikke ene om at lave flotte, substantielle roséer i naturlig stil i Burgenland. Gernot Heinrich laver f.eks. en glimrende Blaufränkisch i sin Freyheit serie; Werner Michlits fra Meinklang laver flot frizzante på Pinot Noir med sin Prosa;og Christian Tschida laver med sin Himmel auf Erden helt fabelagtig rosé på Cabernet Franc; men det er en ganske anden historie, som kan fortælles på et senere tidspunkt.

 

 

Flaske: Winifred 2014  
VinhusGut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Zweigelt, Blaufränkisch  
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
ImportørerÖsterreich / Vinova  
Pris: 165,-  

Comment