KAST

Slavonien kan virke søvndyssende. Et smukt gammelt landbrugsområde, hvor tiden ikke blot går langsomt men måske helt er gået i stå; indtil ungdommelige kræfter kommer til og vækker det slumrende vinområde til dåd igen og skaber ny tro på fremtiden.

Vi befinder os i den østligste del af det kroatiske indland: Den lille by Ilok, beliggende i det historiske område Srijem i det østlige Slavonien, langs floden Donau og lige på grænsen til nabolandet Serbien. I vinsammenhæng har Ilok længe været kendt for sit store vinhus, Iločki Podrumi, de historiske kældre i Ilok. Hvis Slavonien ellers er kendt i vinverdenen, er det nok for sine vidtstrakte egeskove, som lægger tømmer til egetræsfade af første klasse— når det da ikke lige forveksles med Slovenien— men områdets egen vin er forbeholdt de lokale samt snævrere vinkenderkredse. Synd og skam, for mellem middelmådig hverdagsvin og massefremstillet bulkvin finder man faktisk flotte håndværksvine af høj kvalitet, hvis man ved, hvor man skal lede.

Det kommer til at ændre sig, især hvis det står til KAST, et nyligt indviet vinhus i Ilok med søskendeparret Katarina og Stjepan Kovčalija som navngivende frontfigurer. De to ikke bare viderefører forældrenes vinhus i nye klæder. De har også påtaget sig at løfte den tunge opgave at føre slavonske traditioner ind i fremtiden i fornyet form— med formålet at genrejse den stagnerende vinregion til rette storhed og skabe international opmærksomhed om området og dets vine. Det gør de gevaldigt godt med deres debut Graševina, som ikke bare er usædvanligt god hvidvin til en overraskende god pris. Det er også moderne terroir-vin og tegn på nye tider i et glemt område af Europa, som trods gode forudsætninger alt for længe har hængt fast i en dyster fortids dynd.

Fra grå hverdag til farverig første klasse

Det slavonske landskab er smukt, store vidder med landlig charme, men når det kommer til byer, bygninger og infrastruktur mærker man trætheden, tidens tand og ikke mindst menneskelig svig og svigt. Forladte huse, forfaldne bygninger, facader med tredive år gamle skudhuller og en stadig aftagende befolkning. Slavonien har i skyggen af den kroatiske uafhængighedskrig i 1990’erne desværre udviklet sig til en skygge af sig selv, et ‘Udkants-Kroatien’ uden særlige fremtidsudsigter og et område, som især de unge forlader.

Ilok er Kroatiens østligste by, beliggende på Donaus vestlige bred langs Fruška Gora højderyggen og med udsigt direkte mod Serbien. Byen har knapt 5.000 indbyggere men modtager årligt tusindevis af turister, som først og fremmest kommer for at se byens befæstning, Sankt Ivan Kapistran kirken og det franciskanske kloster. De fleste lægger også turen forbi Ilocki Podrumis historiske vinkælder og måske endda den fyrstelige Principovac ejendom og de tilstødende vinmarker og golfbaner.

Lokal virkelyst er nu ikke en mangelvare. Den enterprenante familie Kovčalija, som står bag hotellet og restauranten Dunav, har gennem årene gjort sit for at skabe opmærsomhed om og tiltrække turister til regionen, f.eks. med løfter om landlig ro og gourmetmad med udgangspunkt i frisk fisk fra Donau og andre specialiteter fra det gamle kulturområde Srijem. Søskendeparret Stjepan og Katarina Kovčalija er ikke kun vokset op med driftige forretningsfolk som forældre, de har også vinbønder og vinmagere i slægten på både mødrende og fædrende side. Så en fremtid i vinens verden var dem ikke ligefrem fremmed.

Familien Kovčalija, forældrene flankerer søskendeparret Stjepan og Katarina

Vinhuset er nyligt indviet, har ungt blod som drivkraft men har alligevel været længe undervejs. En række europæiske fonde har spyttet penge i projektet, og man har ikke holdt sig tilbage for at bygge noget helt nyt op fra bunden— også bogstaveligt talt, da det nyopførte vinhus med lethed ville kunne begå sig som finere vinhus i Piemonte eller Ribera del Duero. Det ser ud af noget, men heldigvis er det ikke kun det visuelle, der er investeret i. KAST står frem som et symbol på en ny tid i Slavonien: Funklende nyt, med inventar af første klasse i kælderen og samtidigt med elegant arkitektur og design. Huset skiller sig fra første øjekast ud fra det ellers så søvnige område, hvor huse og infrastruktur som nævnt stadig bærer et præg af den for længst overståede krig i 1990’erne og den deraf følgende regression og affolkning, som er forsat ind i 2020’erne; men den udvikling håber KAST på at kunne være med til at vende nu— og med lidt held og den rette håndtering kan de kaste glans ikke kun på Ilok men også Srijem og Slavonien som helhed.

Iloks nye ansigt

Familien Kovčalijas vinmarker er dedikeret til Graševina, Frankovka og Traminac, typisk slavonske sorter, som samtidigt kan vække genkendelsens glæde under deres internationalt mere kendte navne Welschriesling, Blaufränkisch og Gewürztraminer. Fokus er at forfine de lokale traditioner, og dertil har de hyret ønologen Mladen Dragojlović fra Novi Sad i Vojvodina, Serbien. Han er kendt for sit samarbejde med Matalj i Negotin siden vinhusets grundlæggelse, og derefter med andre succesfulde serbiske vinhuse som Đoković og Matijašević.

For det ydre udtryk står istriske Goran Perić, som har tegnet bygningen og desuden står bag indretningen. Perić er en respekteret arkitekt og teknologisk designer med masser af erfaring fra det kommercielt fremmelige Istrien; og i overensstemmelse med Stjepans og Katarinas idéer har han formået at udforme og udstyre kælderen til det formål, familien har sat sig: At producere lokal vin med international format, at forene det lokale med det globale, fortiden med fremtiden. Vin som kunsthåndværk, vještina vina.

Kælderens design er dedikeret dels til Slavoniens særegne traditioner, dels til nøgleperioder i vinhistorien generelt. Den falder i fire dele: Den første står for nutiden, og her står rustfri ståltanke linet op. Den anden trækker på den østrigsk-ungarske tradition, hvor man modnede vin i cementtanke. Den tredje del rækker tilbage til førmoderne tid og middelalderen, og her står træfadene stablet op; og den fjerde og sidste sektion er dedikeret til den klassiske oldtid og romernes udstyr, så her står der talrige terrakotta amforaer på rad og række. I praksis giver det mulighed for at gære, modne og lagre vin i flere forskellige farver og af mange forskellige typer, lige som man vil have det. Ambitiøst, og det bliver spændende at se, hvilken retning og hvor langt, de vil tage det.

Slavonsk vinhistorie 101

Lad os på den foranledning kort kaste et blik på Slavoniens fortid for også at sætte dets mulige fremtid i perspektiv. Keltiske og andre stammefolk dyrkede sikkert vinstokke på disse kanter længe før romerne lagde vejen forbi og satte system i vinavlen. Romerrigets forfaldstid blev dermed også vinavlens forfaldstid, for vi skal næsten helt frem til 1200-tallet, før vi støder på seriøs vinfremstilling på egnen igen. Som så mange andre steder var det driftige munke, som satte sving i vinavlen, i Slavonien især cisterciensermunke fra klosteret i Kutjevo, som blev et vigtigt centrum for vinavl og landbrugsvirksomhed i det hele taget. Så kom der et kort intermezzo under osmannisk styre fra 1500- til 1600-tallet, som heller ikke her gjorde noget godt for vinfremstillingen; men den vendte gelinde tilbage og genvandt fordums styrke, ikke mindst grundet stiftet i Ðakovo men også adelige slægter som Odeschalchi, Eltz, Chech samt Janković fra Daruvar. Allerede dengang skabtes grundlaget for Graševina som vigtigste drue sammen med de aromatiske sorter, vi i dag kender som Traminer og Muskateller. Mørke tider lurede dog igen forude, for vinrodlusen skulle gøre et ondt indhug i vinavlen i slutningen af 1800-tallet. Den decimerede på kort tid markarealet; men heldigvis vandt vinavlen igen hastigt terræn, nu på amerikanske rødder og med flere sorter af østrigsk-tysk herkomst, især Silvaner og Riesling, og i løbet af 1900-tallet skulle de få følgeskab af flere franske som eksempelvis Pinot-sorterne og Bordeaux-druer som Cabernet og Merlot. Men Graševina var, er og forbliver formentlig dronningen blandt de slavonske sorter, ubetinget kvalitativt men så sandelig også kvantitativt. Ikke mindst i anden halvdel af 1900-tallet, hvor Slavonien som en del af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien virkede både som en af statens brødkurve men også dens vintønder. Kooperativer stod for fælles produktionsanlæg, og anlægning af større, sammenhængende vinmarker gav mening i det forholdsvist flade og mesoklimatisk ensformige Slavonien. Derfor ser man den dag i dag stadig de største sammenhængende vinmarksarealer i Kroatien netop i Slavonien, selvom produktionen i mellemtiden er privatiseret og diversificeret; men i mellemtiden fra jugoslavisk fælleseje til kroatisk selvstændighed kom desværre den såkaldte ‘Hjemlandskrig’, som ramte Slavonien særligt hårdt. Nærheden til nabolandet Serbien og en broget befolkningssammensætning i grænseområdet gjorde især det østlige Slavonien til en særlig kampplads i begyndelsen af 1990’erne— med beskydningen og belejringen af byen Vukovar som en af krigens ikoniske begivenheder men også krigshandlinger omkring vigtige vinbyer som Erdut, Ilok og Slavonski Brod. Freden har for længst indfundet sig igen; men desværre er de gode, gamle dage ikke vendt tilbage med den. I stedet er økonomisk stagnation og deraf følgende arbejdsløshed og affolkning blevet en del af hverdagen.

Men den udvikling er altså muligvis ved at vende. Den kroatiske stat og EUs strukturfonde har sat masser af midler af til at modvirke den negative spiral, som har sat området skak så længe; og på vinfronten har flere vinhuse som f.eks. Galić i Kutjevo lidt længer imod vest forsøgt sig med massive investeringer i både moderne kælder, veludrustet vinhus og andre kommercielle tiltag. Der leges med moderne såvel som traditionelle vintyper, stilarter og druesorter (såsom Riesling, Sauvignon, Cabernet og Merlot) men Graševina er og bliver det særligt slavonske trumfkort. Graševina har med tiden tilpasset sig den rige slavonske jord og de særlige kontinentale klimaforhold. Druens sendrægtige natur passer perfekt sammen med det korte, kølige forår og det lange, lune efterår; og får den lov at vokse på særligt solvendte skråninger reduceres ikke kun risikoen for skimmel og råd, samtidigt maksimeres både sukkermodning og fenolisk modning.

Vještina Graševina

Ilok er som Erdut kendt for Graševina af god kvalitet, mens Kutjevo nok løber med æren, hvis vi taler Graševina med særlig karakter. Som hverdagsvin er Graševina let og læskende uden de store krummelurer, men mere seriøse vine formår at balancere frugtighed og mineralitet, intensitet og kompleksitet på ret raffineret vis. Det kendes fra f.eks. Kutjevos klassiker, Krauthakers Mitrovac, alternativt Antunovićs Premium fra Erdut, og ikke mindst den senthøstede, sødmefulde Principovac fra lokale Iločki Podrumi. Kan KAST kaste et æble ind i den samling og skabe usikkerhed om den skønneste i flokken?

Svaret er: med tiden ja. Lige nu gør de det allerede glimrende med deres unge og løfterige Graševina, som det skal blive spændende at følge årgang for årgang, ikke mindst med lagring og eftertidens ulidelige vished. Lige nu er KAST Graševina 2022 en usædvanligt frisk vin med et raffineret udtryk, fin aromatik, tekstur og fenolik. Grønne æbler og pis. Skal man drage populære paralleller, går der lige linjer til klassisk Chablis eller Chasselas af fineste skuffe.

Druerne er høstet ved håndkraft af fire omgange fra godt 20 år gamle stokke. Grundig selektion, afstikning og kølig maceration i seks til otte timer; derefter gæres mosten på ståltanke og siden modnes vinen seks måneder på gærresterne i et miks af familiens fire forskellige lagringsmuligheder: Små og store fade, cementæg og amforaer. En fin ny begyndelse.

Flaske: Graševina 2022
Vinhus: KAST  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 100,-  

Graševina galore

Graševina går godt til alt. Giv mig et a, giv mig et l, giv mig et t, og sandelig siger jeg jer, Graševina går til det. Det er druens natur, dagligt skal den musicere, når maden kommer på bordet, som regel sagte men stundom fuldtonet; og gerne også før der kommer mad på bordet, og lige så gerne efter maden er fortæret. Graševina er baggrundsmusikken, der akkompagnerer mangt et kroatisk måltid, mellemmåltid og måltid uden mad, et storartet skyllemiddel til hver en lejlighed; men den er andet og mere end blot en neutral ringholder.

Godt hver fjerde flaske vin, som sælges i Kroatien, er en flaske Graševina, og druen dækker officielt omtrent 32% af det samlede vinmarksareal. Først og fremmest i den østligste del af landet, Slavonien, hvor den findes på pænt over 60% af markerne, men den dukker op overalt i indlandet, og selv i Istrien støder man med mellemrum på den. Desuden også i Serbien og i Slovenien og i Ungarn og i Østrig, i Tjekkiet, Slovakiet og Italien, hvor Graševina går under navnene Grašac, Laški Rizling, Olaszrizling, Welschriesling, Rizling Vlašsky og Riesling Italico, kært barn har mange navne. Druen er som sådan en centraleuropæisk klassiker, vidt udbredt i landene langs Donau og dens bifloder; men den står kroaternes hjerter særligt nær, og det kan smages i deres vine.

God Graševina er aldrig aromatisk overvældende men altid saftig og læskende som kildevand. Vinen fremstår som regel lyst strågylden i glasset, med milde aromaer af æbler og pærer, en frisk syre og saftig frugt i munden, ofte ledsaget af delikate blomster- og urtenoter som akacie, jasmin, kamille, nyslået hø og grøn te og ofte med en understrøm af salte, mineralske noter. Kvaliteter, som samlet set gør den ikke blot bredt anvendelig men tillige utrolig let drikkelig— en kroatisk counterpart til schweizernes Chasselas, en slavonsk udfordrer til frankisk Silvaner, eller måske bare Balkans svar på Muscadet og Chablis?

Den kroatiske kamæleon

Graševina er en usædvanligt alsidig druesort. Dens vine spænder hele spektret fra tør til sød, fra lette, forfriskende hverdagsvine, over fyldigere, frugtigere og mere strukturerede vine til sødmefulde senthøstede og særdeles lagringsværdige ædelsøde vine; og så benyttes den hyppigt som basevin til mousserende vine. Langt størstedelen er som nævnt tør vin (suho) men ind imellem finder man halvtørre (polusuho), halvsøde (poluslatko) og søde vine (slatko).

Graševina modner forholdsvist sent men er heldigvis pænt modstandsdygtig over for skimmel og meldug men samtidigt modtagelig over for botrytis— en kombination, som gør det muligt at lade druerne hænge længe, opnå høj modenhed og ædelråd. Samtidigt bevarer druen et relativt højt syreindhold selv i varme somre og selv ved høj modenhed, hvilket forklarer dens popularitet både som tørstslukker og som ædelsød vin i store dele af det pannoniske område i Centraleuropa.

Det er desuden en af druens dyder, at den ikke overdøver vinen med stærke sortsaromaer men skifter farve efter dyrkningsforholdene og dermed tydeligt afspejler sit terroir. Sol, vand og vind sætter sit aftryk på druerne, ligesom jordbundsforholdene påvirker vinstokkenes vækst og på den måde også former den vordende vins karaktertræk og kvalitet. Det forklarer til dels også druens ret forskellige anvendelser rundt omkring og dens ret forskellige skudsmål: Welschriesling som simpel Saufwein i Steiermark, Olaszrizling som spicy sød vin i Sopron, og så Graševina som vinøs tusindkunstner og overraskende stor terroirvin i Slavonien, især omkring klassiske dyrkningssteder som Kutjevo, Baranja og Ilok.

Som den slavonske folkesjæl er Graševina venligheden selv, gemytlig og gavmild. I sin enkle, ligefremme og friske stil har vinen en mildt blomstret og læskende frugtig karakter med sprød syre og moderat alkohol. Som sådan er den en eminent aperitif, til indledning af et måltid eller gennemgående ledsager til sommerlige retter som salater og kolde retter med grønt, fisk og skaldyr eller lette retter med lyst kød.

Den mere selektivt høstede stilart bærer præg af en fyldigere, modnere frugt og har ofte en snert af botrytis. Det giver en let krydret honningkarakter i næsen, som så afbalanceres af friske æbler, pærer, meloner og modne citrusfrugter i smagen. Større koncentration, rigere mundfylde, blidere syre og højere alkohol, som regel dog stadig lydefrit velintegreret i vinene. Det er vine til fyldigere og federe retter. Slavonsk svinekød har terroiret til fælles med Graševina og går godt til i sine lufttørrede, konfiterede og simrede udgaver— til ethvert stykke gris findes der en Graševina. Denne stilart går også glimrende til federe pastaretter, risottoer og milde og mellemlagrede oste.

Sen høst (kasna berba) giver righoldige, sødmefulde vine med stort koncentrat og en pikant syre-sødme-balance. Det betoner yderligere smagen af søde sydfrugter og fremhæver samtidigt de herbale og mineralske elementer i vinen; og de særligt krydrede duft- og smagsnuancer fra botrytis smelter naturligt sammen med Graševinas sortskarakteristika. De decideret søde vine (slatko vino) udgør et spektrum i sig selv, groft sagt svarende til den tyske prædikatsskala fra Auslese til Trockenbeerenauslese; og jo sødere vinene er, desto længere lagring egner de sig tillige til, de ligefrem kræver den. Isvine (ledena berba) høstet ved mindst -7 °C er undtagelsen, de er bedst i deres unge år, hvor den friske frugt og sprøde syre glitrer som en istap i solen. Alle er de glimrende dessertvine, ligesom især moden sød Graševina går godt til meget modne og skimlede oste.

Vinmagerne i Slavonien har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage fra at fremstille orange Graševina, og med skindkontakt kommer der kulør på aromaerne, en fastere struktur til den letløbende saftighed og masser af basklang. Orange Graševina kan gå i spænd med et stort spektrum af mad, selv ret krævende kødretter, og gris grynter nok stadig mest musisk i sammenhængen. Variationen er altså stor og kvalitetsniveauet generelt højt. Der findes selvfølgelig tyndbenede og decideret vandede vine, der måske kun fungerer som friktionsfrit skyllemiddel og i bedste fald efterlader ikke ubehagelige indtryk af grønne æbler og grapefrugtskal; men sådan er det selv i Muscadet og Chablis.

Safari i Slavonien

Kongeriget Slavonien (Kraljevina Slavonija) var en integreret del af Det østrigske Kejserrige og eksisterede som sådant fra 1699 til 1868 og strakte sig over nutidens Slavonien samt regionen Srijem, som i dag deles mellem Kroatien og Serbien. I 1745 indlemmedes Slavonien formelt i Kongeriget Kroatien, den daværende konfiguration af nutidens Kroatien i Habsburgerriget, og i dag er Slavonien en af Kroatiens fire overordnede vinregioner, som overlapper med de fem administrative amter Brodsko-posavska, Osječko-baranjska, Požeško-slavonska, Virovitičko-podravska og Vukovarsko-srijemska županije og som regel inkluderer de små vinområder langs Donau-dalen længst mod øst (Podunavlje).

Hvis den gennemsnitlige vinkender har kendskab til Slavonien, så er det som regel gennem træfade lavet på områdets egetræ, snarere end det er via slavonsk vin selv. Slavonien rummer store egeskove, og den tætte ved fra rødegen (quercus ruber) er historisk berømmet for sin kvalitet til fremstilling af store træfade, foretrukket af f.eks, italienske vinmagere især i Piemonte. Hvad de færreste ved er, at Slavonien selv er rigt vinland, hvis vine ikke alene er særdeles drikkelige, det er et decideret sweet spot for god Graševina. Overordnet er det den særlige fordeling af sommerhalvåret, som gør udslaget: Efteråret er længere og lunere end foråret, så forholdene er fortrinlige for både sukker- og aroma-modningen af den sene Graševina, og tilpas store temperatursvingninger mellem dag og nat giver god syrenerve og opbygger aromatisk kompleksitet. Det gør den ellers ofte så neutrale drue anderledes spændstig og spændende og fuld af subtile dufte og smage. Påfaldende bliver den dog aldrig, men den charmerer med sine milde blomsternoter, fine kerne- og stenfrugtsmag og spillevende mineralske noter.

Slavonien strækker sig som en forholdsvist flad, stor slette mellem Papuk-bjergene i vest, floderne Drava i nord, Sava i syd og Donau i øst, undervejs afvekslet af blide bakker, vidtstrakte korn- og vinmarker samt de store egeskove. Vinmarkerne ligger koncentreret omkring en række historiske vinbyer, ved Daruvar i vest, Kutjevo i centrum, mod øst Đakovo, Vukovar og Erdut, og længst mod øst Ilok langs Donau på grænsen til Serbien; og hvert område har sine egne terroirvariationer og nuancer af Graševina.

Kort over det kontinentale Kroatiens vinregioner. Den vestlige halvdel omkring hovedstaden Zagreb består af en række små vinområder, som samlet kendes som det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska, mens den østlige halvdel udgøres af Slavonien og længst mod øst Donaudalen, som danner grænsen til Serbien.

Vinene fra omkring Daruvar er kendt for deres ret ligefremme, friske og frugtige udtryk. Den historiske spaby huser en af de største spillere på den kroatiske vinscene, Badel, en storproducent af den lokale blommebrændevin šljivovica men tillige ejer af en række vinhuse, herunder Vinarija Daruvar med hele 140 hektarer. Deres Vezak Graševina er glimrende saft til sommerdage og de hverdage i vinterhalvåret, hvor man savner dem. Ubeymkret bællevin, usædvanligt fuld af frugt og blomster.

Bevæger man sig længere østpå kommer man til det centrale Slavonien og Graševinas åndelige hjemstavn, Požega-dalen. Produktionens hjerte og højborg ligger omkring middelalderbyen Kutjevo. Her danner højderyggen Krndija bølgende bakker gennem det ellers så flade landskab, og på sydskråningerne er der sublime betingelser for vinavl. 45.3 grader nordlige bredde løber lukt gennem Kutjevo, som den gør gennem det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte, Rhône og ikke mindst Bordeaux, og det fællestræk gør man et stort nummer ud af. Uanset hvad området ellers har til fælles med vinverdenens store og klassiske områder, så stortrives Graševina her på skiftende lag af løss, ler, sand og grus af vulkansk oprindelse. Kutjevos vine kombinerer friskhed og spænding med modenhed og dybde. Den historiske vinkælder i Kutjevo (læs mere her) er det traditionelle midtpunkt for byen og dens vinproduktion og trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indledte den vintradition, der stadig trives i og omkring Kutjevo i dag. Den imponerende historiske kælder er bestemt et besøg værd, og vinene er af udmærket til udsøgt kvalitet, ikke mindst priserne taget i betragtning. Vinene bliver endnu bedre, ikke mindst karakterfulde og på hver sin personlige måde hos pionererne Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, som var de første til at producere privat efter liberaliseringen af det jugoslaviske vinmarked først i 1990’erne. Men der er et mangefold af gode producenter i området, Adžić, Galić, Perak og Sontacchi fremstiller alle glimrende Graševina og meget mere. Omkring Kutjevo gør Graševina sig særligt saftspændt, og de stærkeste kort på hånden er nok fra lokaliteterne Mitrovac og Venje.

Venje lidt vest for Mitrovac ved Kutjevo er ét af mange optimale ophav til glimrende Graševina, f.eks. fra legenden Ivan Enjingi og unge Krunoslav Sontaki.

Baranja er et geografisk og kulturelt område mellem Donau og Drava og strækker sig fra Slavonien og videre mod nord til Ungarn, hvor området kaldes Baranya. Den kroatiske del er kendetegnet ved blide bakker med vidtstrakte vinmarker så langt øjet rækker. Området ligger lige nord for hovedbyen, den historiske Osijek, som er Slavoniens største og Kroatiens fjerdestørste by. Foruden en stærk kulturel indflydelse fra Ungarn er der en lang og vedholdende vintradition i Baranja. Sommerheden på sletten giver Graševina, som er fyldig og rig på tørstof og alkohol. Her huserer endnu en af de helt store spillere i kroatisk vinproduktion, Vina Belje, som står bag adskillige aftapninger af Graševina fra gulvhøjde til tårnhøjde. Topvinen er Graševina Goldberg, et saftigt overflødighedshorn af alskens efterårssmage, nedfaldsæbler, kvæder, tørrede frugter, hø og nødder. En anden udmærket producent er Josić. Ved byen Dalj bør fremhæves Jasna Antunović, en af Kroatiens første selvstændige kvindelige vinbønder, som laver Graševina i særdeles glimrende kvalitet. De er fulde af lime, mango, papaya og carambole, flot balanceret af mundvandsfremkaldende syre.

Ligeledes langs Donau ligger Erdut med vinmarkerne på områdets sydvendte skråninger. Solen skinner længe her, men Donau har en afgørende mildnende indflydelse på mikroklimaet: Det kontinentale klima modereres mildt af flodens vande, og jordbunden er en blanding af sortjord og løss med lommer af aflejret flodgrus. Her er ligeledes historisk lang tradition for vinavl; og så forefindes verdens største træfad, som stadig er i brug, til lagring af vin her: Hos det gamle kooperativ Erdutski Podrumi står adskillige store slavonske træfade i kælderen og hygger om Graševina’en, mens den modner, herunder et fad på intet mindre end 75.000 liter! Sådanne mængder forudsætter selvfølgelig rigeligt med vinmarker. Erdutski Podrumi indhenter da også fra hele 450 hektarer, og kvaliteten er ganske flot. Stilen er generelt til den rigere side men stadig med en god syrenerve.

Ilok ligger omend ikke ved verdens så i al fald Kroatiens ende, igen lige langs Donau og lige på grænsen til Serbien; og så er byen base for endnu et gammelt kooperativ og endnu en af landets største vinproducenter, Iločki Podrumi, et historisk vinhus med kælder bygget i 1450, som leverede vin til Elisabeth IIs kroning i 1953— ganske vist ikke Graševina men Traminac 1947— og gentog successen til børnebørnene Prins Harrys og Prins Williams brylluper. Selvom Slavonien ikke har været et kongerige i århundreder, er der stadig en smule royal glans over stedet! Deres gode Graševina, som fås som såvel kvalitetno vino som vrhunsko vino (almindelig kvalitet versus topkvalitet) er hvidblomstret, friskfrugtig i det grønne og gule univers, med spændstig syre og en delikat peberkrydring. Topvinen er dog den senthøstede Principovac fra marken med samme navn, og den bedårer med strålende gylden frugt, pollen, bivoks og honning, den søde punktum.

Sørgeligt nok er Slavonien den mest oversete og forsømte del af Kroatien. Turister valfarter til Zagreb, Split og Dubrovnik og nyder godt af sommerlivet ved strandene i Istrien og Dalmatien. Slavonien synes sandsynligvis for ‘søvnig’ en region langt inde i landet og uden åbenlyse attraktioner. Det er Udkantskroatien på godt og ondt: Her leves det stille landliv, og gamle traditioner trives; dog på bekostning af økonomisk udvikling og i skyggen af de strabadser, som især den østligste del af området gik gennem under Den kroatiske selvstændighedskrig fra 1991 til 1995. Men vil man opleve oprindelig og uspoleret land og kultur, er Slavonien en sand perle, der glimrer med sin utrolige gæstfrihed, sine historiske seværdigheder, sit rige køkken og sine gode, gedigne vine. Tippet er hermed givet videre.

Hjemmefødning eller æresgæst?

Graševina dyrkes som nævnt ikke kun i Kroatien men i meget store dele af det centrale og østlige Europa. Der går den under en række forskellige navne, f.eks. Wälschriesling i Tyskland, Welschriesling i Østrig, Olaszrizling i Ungarn, Laški Rizling i Slovenien, Ryzlink Vlašsky i Tjekkiet og Slovakiet og Riesling Italico i Italien (og sære otte hektarer i Spanien under navnet Borba); men druens oprindelse er aldrig fastslået med sikkerhed. De lokale synonymer foreslår i al deres forskellighed dog gennemgående en relation til Riesling. Men selv om de to druer deler visse vigtige karakteristika— særligt en høj syre og egnetheden til søde vine— er de dog på ingen måde nært beslægtet. Tilnavnene welsch, olasz, laški, vlašsky og italico antyder en “fremmed”, “vallakisk” eller “italiensk” oprindelse; men ingen af de steder synes for alvor at kandidere til titlen som druens hjemstavn. Nok dyrkes den i Vallakiet i nutidens Rumænien men her pudsigt nok ofte med tilnavnet “italiensk”; og derudover ved man, at druen først er indført i Italien i løbet af 1800-tallet.

I Slavonien har druen dog beviseligt en århundreder lang historie, og adskillige argumenter taler for en oprindelse i det nuværende Kroatien: Kvantitativt, at den er landets mest dyrkede og udbredte druesort med mindst 8.500 hektarer registrerede beplantninger— og dermed er druen samlet set stærkest repræsenteret af Kroatien. Kvalitativt, at druen på kroatisk kaldes ved sit eget særlige navn og ikke et navn afledt af en anden sort eller et andet sted. Graševina er et gammelt navn, som menes at stamme fra graša, ‘ært’, da de små druer før modning kan ligne grønne ærter— et lignende navn er at finde i det serbiske Grašac. Det stærkeste argument for en kroatisk oprindelse er dog nok det sensoriske: Druen synes simpelthen at føle sig hjemme her, på kroatisk jord kommer den for alvor til sig selv. Slavonsk Graševina har et særegent udtryk, dufter og smager som ingen anden, og samtidigt findes den dér i de fleste af de variationer, der dukker op under fjernere himmelstrøg. Hvad den genetiske og geografiske oprindelse end må være, har Graševina fundet sit åndelige hjem i Slavonien, og kroaterne har kastet deres kærlighed på druen som ingen andre.

Senest har druen fået sin egen ‘fanklub’, Graševina Croatica, som er en sammenslutning af vinbønder og vinproducenter i Slavonien og Donaudalen, og som dermed repræsenterer en meget stor del af vinscenen i det østlige Kroatien. Formålet er først og fremmest at fremme god Graševina på markedet, dertil de andre traditionelle sorter i området. Foreningen deltager bl.a. på vinmesser og arrangerer forskellige events, hvor Graševina promoveres, herunder over for turister. Tanken bag er, at den lokale vin har et endnu uforløst potentiale på det internationale marked; og det vil man nu gerne hjælpe på vej mod forløsning.

Mitrovac er trods sin størrelse en eminent ‘mikrolokation’ for Graševina, og vinene fra f.eks. Vlado Krauthaker og Ivica Perak er intet mindre end arketypiske eksempler på sortens potentiale og de slavonske vinmageres evner

Topmarken Mitrovac

Pozega-dalen i det centrale Slavonien er som nævnt et område med en næsten magisk evne til at forløse Graševina med såvel stor friskhed som stor modenhed; og Kutjevo lægger omegn til den måske mest klassiske oprindelsen for stor terroir Graševina: Enkeltmarken Mitrovac. Med dens solrige, sydvendte skrånen, kølig luft fra bakkens skovklædte tinde og en forholdsvist tung jord med vulkansk grus i undergrunden er den som skabt til Graševina i særklasse— med saftig, moden frugt, spændstig syre og sitrende mineralitet. Vlado Krauthaker laver en ikonisk én af slagsen, som allerede er højt besunget, og derfor kun får et enkelt vers med her: Den er som stille aftenbrise fra skovene og ind over vinmarkerne, et smukt kompromis mellem kølig distance og varm omfavnelse, saftig stenfrugt og tør stenet mineralitet, en klassiker inden for superfluiditet.

En anden fortolker blandt de fremmeste er Ivica Perak. Hans familie er gammel i gårde i Kutjevo, så selvom hans vinhus først er startet op i 2011, går hans ældste beplantninger alligevel tilbage til 1968. 12 hektarer vinmarker, hvor 70% går til Graševina og resten til en række andre sorter, som hver vinificeres som varietal vin. Renhed og friskhed er gennemgående træk for husets stil. De er kendt og anerkendt for deres gode Graševina, og ikke mindst en isvin fra 2015 har høstet overskrifter og indhentet medaljer. Den seneste årgang 2018 er med 123 gram restsukker forunderligt fyldig, glat og let og har et vidunderligt surt-sødt spil på tungen. Deres Mitrovac er årgang efter årgang præget af cremet fylde, frisk frugt og masser af mineralitet. Det er Ivica selv, som er chefønolog, og han assisteres i mark, kælder og på de bonede gulve af sin hustru Željka, sønnen Ivan og datteren Maja.

Perak Graševina Mitrovac 2020 er en bemærkelsesværdig forfriskende vin, der i en stille strøm vrimler med frugt, forførende blomsternoter og en levende mineralitet. Saftig, smidig og særdeles spændende Graševina fra marken Mitrovac ved Kutjevo i det centrale Slavonien— og det er stor vin til små penge! Bemærkelsesværdigt forfriskende, vælder over af modne stenfrugter, betagende blomsternoter og en svirpende mineralitet. Rund og rig i munden lag på lag af friske æbler, mango, fersken og abrikos, karamel- og gærnoter fra sur lie lagring, og fine nuancer af hvid te, lindeblomster, jasminer og violer, alt sammen sagt med hviskende stemme, som hemmeligheder fortalt til frisk kildevand. Livlig syre og et delikat bittert bid og salt mineralitet i eftersmagen. Fornem hvidvin i klasse med stor Chablis, moden Muscadet eller en god hvid Bordeaux helt befriet for fadnoter.

Hvem kommer først, når tørsten er størst? Graševina!

Flaske: Mitrovac 2020
Vinhus: Perak  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 75,-  

Kælderen i Kutjevo

Søger man ind til kernen i kroatisk vinkultur, kommer man til sidst til Kutjevo; og næppe noget sted er et mere oplagt udgangspunkt for at afsøge sjælen i Graševina, landets mest afholdte og udbredte druesort, som desværre er sørgeligt overset i resten af vinverdenen.

Kutjevo ligger i hjertet af Slavonien i det nordøstlige Kroatien, og den omkringliggende Požega-dal danner grobund for Graševina af særligt god beskaffenhed. Graševina (Welschriesling) giver saftige, milde hvidvine, som spænder fra den mest letsindige, letdrikkelige slags til mere seriøse og overraskende lagringsværdige vine. Lige fra saftige, næsten vandige hverdagsdrikke med mild smag af grønne æbler og et strejf af urter, over mere modent frugtige og fyldige vine med favnende syre og sydfrugter i væld; til helt senthøstede, ædelsøde vine tætte af tropisk frugt, honning og krydderier. Stilarten afgøres først af fremmest af dyrkningsstedet, og i Slavonien er Kutjevo en slags vinøst Kinderæg: Her lykkes alle tre ting overraskende godt på én gang. Største og samtidigt ældste producent er Kutjevački Podrum, hvis historie trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indviede den vinkælder, som er centrum for områdets vinproduktion den dag i dag.

Den gyldne dal

Slavonien udgør den østlige halvdel af det kroatiske indland. Slavonien strækker sig fra Papuk-bjergene i vest og afgrænses naturligt af floderne Drava i nord, Sava i syd og i øst Donau, der udgør grænsen til Serbien. Området ligger i naturlig forlængelse af den pannoniske slette mod nord og er i modsætning til resten af Kroatien forholdsvist fladt. Størstedelen udgøres af sletteland, som afveksles af blide bakker, vidtstrakte korn-, majs- og vinmarker samt store skove, hvis egetræer igennem århundreder har leveret ved til træfade af fineste kvalitet.

På den solrige østside af Papuk ligger Kutjevo i den såkaldte Požega-dal for fødderne af Krndijas sydlige skråninger— ved 17,5° grader østlig længde og 45,3° grader nordlige bredde— og især den 45. breddegrad har særlig betydning i denne sammenhæng. Dér befinder sig nemlig nogle af verdens absolut mest berømte vinområder som Barolo og Bordeaux og selvsagt Požega. Allerede romerne anerkendte landbrugslandet i dalen som frodigt og betingelserne for vinavl som gunstige og gav derfor dalen navnet Vallis Aurea— zlatna dolina eller den gyldne dal; og med middelalderens munkelige mellemkomst fra det franske blev der for alvor sat skik på land- og vinbrug i området. Kutjevo er et solrigt smørhul i det centrale Slavonien med vinmarker imellem 200 og 450 meters højde, 1.900 årlige solskinstimer og en årlig nedbør mellem 500 og 800 mm, godt halvdelen i vegetationsperioden. Glimrende klimatiske forhold for vinavl, og Graševina stortrives her, hvor den endda har det centrale torv opkaldt efter sig i købstaden Kutjevo.

Traditionel slavonsk trætønde på det centrale torv i Kutjevo, Trg Graševine. Hvert af områdets vinhuse har sin egen stok plantet på den lille vinmark ved vejen. Foto: Grad Kutjevo

Den hyggelige by Kutjevo ligger lige midt i dalen og har en lang historie og en rig kulturel arv. Byens ældste bevarede bebyggelse er netop Kutjevo-klosteret, der som nævnt stammer fra 1232, hvor fra Frankrig ankommende cisterciensermunke lod det opføre som Vallis Honesta de Gotho, et datterkloster til Zirc i Veszprém, Ungarn. Oprindeligt ankom “de hvide brødre” dertil fra klosteret i Clairvaux, som selv var et datterkloster til ordenens grundlæggende Cîteaux. Med fra Bourgogne og omegn bragte de masser af viden om landbrug og forarbejdning af fødevarer, om vinavl og vinifikation, ligesom de kort forinden havde gjort til andre steder langs Donau og Rhinen, til nutidens Kamptal, Kremstal, Rheingau og Mosel.

I 1521 stormede de muslimske osmannere imidlertid Kutjevo og plyndrede klostret, som samtidigt røg ud af cisterciensernes hænder. I 1536 blev store dele af Slavonien så egentligt besat af osmannerne, som i næsten 150 år beherskede området. En tørlagt tid, indtil østrig-ungarerne igen befriede Kutjevo og indsatte adelsmanden og præsten Ivan Josip Babić som lokal leder fra 1686. I 1698 overdrog han med Kejser Leopolds samtykke slottet til Jesuitter-ordenen på betingelse af, at deres indtægter fra driften skulle gå til lokalbefolkningens åndelige dannelse og faglige udvikling. Det kastede bl.a. etableringen af en gymnasieskole i Požega af sig men også en ny sognekirke i Kutjevo. Jesuitterne restaurerede ikke blot klosteret men lod samtidigt bygherren Josip Kraljić opføre barokslottet omkring det, som stod færdigt i 1725. Undervejs renoverede de også kælderen. Samtidigt etableredes der både bødkeri, smedje, mølle og bageri i byen. Der var altså et veritabelt økonomisk, socialt og kulturelt boom i perioden, hvor vinavlen ligeledes blomstrede.

En kejserlig affære

Kutjevos vine opbyggede på den tid et ry som nogle af de bedste, man i hele kejserriget kunne byde på; og kælderen havde endda havde tiltrukket sig helt særlig kejserlig opmærksomhed. Rygtet vil nemlig vide, at den nyligt kronede og kun 24-årige kejserinde Maria Theresia i 1741 gjorde ophold på slottet i Kutjevo, samtidigt med baron Franz von der Trenck (af kroaterne kendt som Franjo Trenk). Han havde gjort tro militærtjeneste for kejserinden ved Den østrigske arvefølgekrigs udbrud året inden; og der skulle hurtigt være opstået en stærk tiltrækning mellem den unge kejserinde og den spraglede militærmand. Endda så stærk, at det endte med, at de to tilbragte en hel uge sammen i kælderen bag lås og slå.

Efter dette lidenskabelige stævnemøde skiltes de to, men i kælderen fandt tjenestefolkene siden 70 streger ridset ind i stenbordet og på væggene. Om de skal symbolisere antal tillivsatte flasker, gennemførte Geschlächtsverkehr eller noget helt tredje fortaber sig i fortidens tåger. Kælderen var allerede legendarisk, og i dag dedikerer vinhuset sin topvinserie Maximo “til de største fornøjelser”, inspireret af Maria Theresias bedrifter.

Efter Jesuitter-ordenes opløsning i 1773 skiftede slottet ejerskab og ledelse ad flere omgange. Først blev det fra 1773 til 1882 forvaltet af det ungarske statskammer og dets videnskabelige fond, Fundus Studiorum. De akademiske studier trivedes, men økonomien stagnerede hurtigt, så i 1882 satte landsregeringen slottet til salg. Det blev derefter købt på auktion af den fyrstelige Vjenceslav Turković fra Karlovac i det centrale Kroatien. Det viste sig kløgtigt, for helt frem til 1945 genopbyggede familien Turković slottet og byen og bragte det hurtigt til sin hidtil største velstand. De anlagde store vinmarker og frugtplantager, hentede kvalificeret arbejdskraft ind udefra og forbedrede dermed dyrkning af vinstokke, forvaltning af vinkælderen og ændrede lokalbefolkningens levestandard, sæder og vaner. Desuden udarbejdede og udgav Zdenko og Greta Turković et udførligt ampelografisk atlas, som stadig benyttes på kroatiske vinbrugsstudier. I slutningen af 1800-tallet begyndte man så at opbygge en større vinsamling i kælderen, det første vinarkiv i Kutjevo, som desværre blev plyndret under Anden Verdenskrig.

Allerede inden var den økonomiske fremgang dog alvorligt stækket af Første Verdenskrig, hvor en uhyggeligt stor andel af befolkningen døde. Den første tid i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere førte en langsom genopblomstring med sig, og et lokalt vin- og frugtavls-kooperativ så dagens lys i 1926 og virkede helt frem til 1955. I mellemtiden førte den ikke mindre forfærdelige Anden Verdenskrig et socialistisk systemskifte med sig, og Herregården Kutjevo blev i den forbindelse omdannet til et statsligt kooperativ og fællesejet landbrug. En moderne udvikling af landbruget stod for sammen med en officiel anerkendelse af vinens vigtighed for området, og i 1963 blev vinkooperativet Kutjevo oprettet og fortsatte som sådant frem til Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien. I tiden inden huserede senere vinlegender som Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, før de gik solo, sidstnævnte som ledende vinmager fra 1980 til 1992.

Slottet forblev siden statens ejendom efter Kroatiens selvstændighed og virksomheden kun langsomt privatiseret. I 2003 kom den så i udbud, og aktiemajoriteten blev købt af virksomheden Božjakovina. Den ejes af den kroatisk-bosniske forretningsmand Enver Moralić, som efter at have skabt sin formue inden for olieindustrien ønsker at investere den i udviklingen af landbruget i Kroatien. Han er ikke overraskende også svært glad for slavonsk vin.

Til trods for at befinde sig langt ude på landet i det ellers ret søvnige Slavonien, så er Kutjevo et kæmpemæssigt foretagende, som fremstiller op imod 10 millioner liter vin om året! Druerne stammer fra kælderens egne 420 hektarer vinmarker; men i fin forlængelse af den gamle kooperativtanke samarbejder man med 242 lokale landejere og vinbønder, som leverer druer fra yderligere 370 hektarer; og vinhuset beskæftiger således flere end 500 mennesker.

Gudsbenådet Graševina

Kutjevos vinmarker er først og fremmest befolket af æresborgeren Graševina, og kælderens vine flest og finest er god Graševina. I dag står sorten plantet på omtrent 80% af alle Kutjevos marker, og resten fordeler sig på hele 14 andre sorter, hvoraf Traminac, Pinot Sivi og Pinot Crni er de vigtigste (Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Noir). Markerne ligger på syv separate lokationer omkring Kutjevo, herunder Hrnjevac, Koria, Venje, Vetovo og Vinkomir, som alle er anerkendte enkeltmarker.

Husets formåen kom for en dag under en grundig rundvisning og smagning i marts i år, hvor følgende vine var terroir- og traditionstypiske og samtidigt skilte sig ud ved deres kvalitet. Ikke mindst viser de diversiteten i den alsidige sort og dens potentiale.

Maximo Brut Crémant 2019. Lystigt skummende og siden fint perlende vin med frisk citrus, modne gule æbler og forårsblomster, saftig og charmerende og til slut tør og mineralsk. Forfriskende og ligefrem mousserende. Efter sigende den første Graševina fremstillet fuldstændigt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske og forbillede i Champagne; selvom det smager en smule mere som Prosecco, men det får være. Druerne stammer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir og er gæret på ståltanke. Flaskegæringen foregår ved 13-15º og varer ni måneder for degorgement. Husets isvin på Graševina gjorde det som liquer d’expedition og dosage. Alk.: 12,5%

Graševina kvalitetno vino 2021. Kølig duft, sødmefuld og hvidfrugtet. Sprød og saftig, fyldig og med let fyrig alkohol. Hvid og grøn stenfrugt, litchi og fersken. Meget let drikkelig, den er et kup til prisen, man får mere end man betaler for! Druer fra de måske mere beskedne lokationer Oljasi og Škomić, som sgu spiller ganske flot og frugtig folkemusik, gæret og modnet på ståltanke. Alk.: 12,5%

Graševina vrhunsko vino 2021. Fyrig og mere krydret, stadig sødmefuld duft. Saftig fylde, blødere stof, stringent og mineralsk, noget svagt sauvignonsk over den. Friske grønne æbler og pærer, modne gule af samme slags, og honningmelon, nyslået hø og kamille. Hver slurk siger “god fornøjelse” med stor overbevisning. Blindsmagt ifølge unavngiven men hårdt prøvet dansk sommelière med WSET-baggrund tippet som et sted i nærheden af Muscadet, mineralsk Sancerre eller Vouvray, måske endda Riesling! Selektion af druer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir, gæret på ståltanke og modnet på store slavonske fade. Ligefrem men far from simple, hvis der nogensinde fandtes value for money, så må det være her. Alk.: 13,5%

Graševina De Gotho 2019. Gyldnere farve og en mere modent frugtig duft med florale fornemmelser. Saftigt flow og fyldig frugt, god viskositet og gribende syre, mild bitterhed og fint tørstof. Paradisæbler, kvæder, æblekerner, pinjekerner, bivoks, hvidblomstret tjørn, akacie og kamille. En fornøjelig, kompleks og harmonisk madvin med meget på hjerte. Druerne kommer fra marken Vetovo, er høstet ved håndkraft, ved forholdsvis høj modenhed og med ret lavt udbytte. I kælderen foretages afstilkning, nænsom presning og kold maceration for at få flere af de fine fenoler og aromastoffer med, som findes i drueskindet. Mosten er derefter gæret ved godt 16º i rustfri ståltanke, mens mindre del (10-20%) er gæret på små træfade. Efter end gæring og sammenstikning er vinen modnet seks måneder på gærresterne i store slavonske egetræsfade. Alk: 14%

Imponerende arkivalier

Slottets oprindelige samling af flere tusinder flasker vin gik som nævnt tabt under Anden Verdenskrig. De nye ejere lod sig dog ikke slå ud og traditionsbevidst fortsatte de med at arkivere vine hvert år fra 1947 og fremefter; og de flasker udgør i dag en imponerende arkivkælder, Arhivski Podrum, og det er en sand guldgrube af moden Graševina.

Kutjevo-samlingen er den mest omfattende vinsamling i Kroatien med over 65.000 flasker, hvoraf den ældste er en flaske Bijeli Pinot fra 1947. Flaskerne gemmes til udvalgte lejligheder og særlige smagninger; men særligt godt repræsenterede årgange sættes desuden til salg og kan endda erholdes via vinhusets website. Skal man smage, er der dog nok ikke noget mere stemnings- og betydningsfuldt sted en selve kælderen; og dermed tilbage til smagningen en dag i marts. Et dyk ned i arkivkælderen kan nemlig hjælpe med at afdække den særlige andægtighed, som selv gammel Graševina kan fremkalde hos selv garvede kroatiske vinfolk.

Graševina arhivsko vino 1969 var fundet frem til lejligheden, og hvilken vidunderlig vin det viste sig at være. Druerne hang grønne på marken Hrnjevac, da mennesket først satte fod på månen, og lidt over to måneder høstede man den selektion af fuldmodne druer, som efter 50 år i flasken har fundet deres fuldendte form. Først en en duft af kølig kælder, fugt og støv, men så liver den op med frisk forårsbrise, forårsblomster, ferskner og kantareller og et pust petroleum. Syre, sødme og tørstof er smeltet sammen til en creme af moden velsmag, gule stenfrugter, akaciehonning, orangeskal og safran og pikante prik af hvid peber, tørrede svampe og tørrede urter. Satinstoflig og mineralsk og i al sin modne vælde stadig frisk. Prosaisk set skabes balancen af 11,2% alkohol, 6,5 gram syre og 20 gram restsukker, mere poetisk er det en årgang i lod og vage, som med årenes gang har foldet sig ud i flere dimensioner. Man forstår, hvorfor kroaterne ikke kun elsker deres unge Graševina og samtidigt har så høj agtelse for den lagrede version.

Vinene er tilgængelige hos The Wine & More og via Kutjevos egen webshop.

Flaske: Graševina 1969
Vinhus: Kutjevo d.d.  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,2%  
Pris: cirka 750,-