Et gammelt, falmet familiefoto fra 1930’erne: Oldefar høster druer fra sin vinmark ved landsbyen Togh i Artsakh. Et ældgammelt armensk område, som sidenhen er faldet i aserbajdsjanske hænder, og nu nok er bedre kendt under sit sovjetiske navn Nagorno-Karabakh, ofte omtalt som ‘den armenske enklave’ i Aserbajdsjan.
Fotografiet såede frøet til en drøm hos oldebarnet Grigor Avetissyan. Vinavl var en tradition i familien, der som de fleste andre i Artsakh havde ernæret sig ved landbrug gennem generationer; og det vinøse ønskede Grigor nu at gøre noget større ud af. Så i 2010 grundlagde han vinhuset Kataro, opkaldt efter det nærliggende kloster Katarovank, et historisk armensk vartegn, som troner på toppen af bjerget Disapajt. Mere prosaisk kaldes huset også Domaine Avetissyan efter familien selv; og det må de i dag benytte langt fra klosteret og det vinhus, Grigor og hans nærmeste pårørende over en årrække byggede op. Umiddelbar succes fulgtes nemlig af knusende nederlag; for Artsakh, som armenierne siger, eller Karabakh, som aserbajdsjanerne kalder det, har de to folk kæmpet om i mere end et århundrede; og i 2020 udbrød en kort men alt andet end konsekvensløs krig, som betød opbrud for adskillige armeniere i området, familien Avetissyan inklusive; og i 2023 måtte langt størstedelen af den resterende armenske befolkning på få dage flygte for livet fra det land, de ellers altid har anset som deres retmæssige hjem. Artsakh gik tabt efter århundreders, årtusinders armensk liv og kultur dér.
Billedet forbliver derfor en drøm. Men familien Avetissyan har ikke kastet håndklædet i ringen. Ti års målrettet indsats og århundreders traditioner er ikke så lette at slippe, så de fortsætter nu arbejdet fra deres nye hjem ved Dzoraghbyur en smule øst for Armeniens hovedstad Jerevan. Med afsavnet og tabet i baggagen men også håbet i hjertet og øjnene fokuseret på fremtiden. Således formidler de Artsakhs arvegods i flasker med områdets indfødte sort Khndoghni samt andre armenske klassikere som Areni og Voskehat, og de er alle værd at stifte nærmere bekendskab med. Foruden det at de tjener som påmindelser om et stykke verdenskulturarv og en overset, nærmest glemt konflikt i Europas baghave — i kontinentets ældste kristne kulturland og muligvis ditto vinkultur.
Den sorte have
Armenierne i Artsakh har haft vanskelige kår længe. Som et meget gammelt folk med en glorværdig fortid har de først lidt den skæbne at bevidne riget skrumpe ind og siden at blive underlagt herskere udefra. Artsakh ligner umiddelbart et roligt område i bjergene men er ulykkeligvis grobund for en nu århundreder lang konflikt mellem armeniere og aserbajdsjanere og af adskillige omgange en slagmark med markante tab og krigsforbrydelser på begge sider. I det meste af Sovjettiden var der lagt låg på de etniske spændinger og den territoriale tvist; men siden Sovjetunionens sammenbrud er konflikten flere gange brudt ud i lys lue.
Området er ganske vist internationalt anerkendt som en del af republikken Aserbajdsjan; men grænsedragning og statsdannelse i det sydlige Kaukasus er en kompleks og til tider temmelig kaotisk affære, som har efterladt en stor gruppe etniske armeniere adskildt fra deres fæller. I baggrunden brummer selvfølgelig den russiske bjørn, ekkoer af imperialisme og ikke mindst det folkemord, som Osmannerriget begik mod sin armenske befolkning under Første verdenskrig. Armenierne har virkeligt ikke haft det let, og derfor lever store dele, reelt størstedelen, af det armenske folk i dag uden for republikken Armeniens grænser. Nu bare ikke længere i deres elskede Artsakh, med den smukke armenske skrift Արցախ.
Navnets herkomst er omstridt. Det menes at kunne komme af art (mark, have) og aght (sort), altså den sorte mark eller sorte have; mens en alternativ etymologi fremhæver tsakh (buskads, skov) som både sandsynlig og passende, landskabet og vegetationen taget i betragtning. En tredje og særligt interessant mulighed er, at det kommer af orts (vinstokke) og stednavnssuffiksen ak, således at Artsakh er ‘stedet, hvor vinstokke gror’ eller ganske enkelt ‘vinmarken’. Men som regel foretrækkes første betydning, som desuden stemmer overens med det aserbajdsjanske navn Karabakh, hvor kara menes at komme fra det tyrkiske ord for sort og bakh af det persiske for have. Persiske og tyrkiske indtog kom nemlig til at spille en vigtig rolle i områdets historie, før russerne med tiden rykkede ind og navngav regionen Nagorno-Karabakh, ‘det bjergrige’ Karabakh.
Մենք ենք մեր լեռները — Vi er vore bjerge — er et monument over armensk kulturarv i Artsakh. Materialet er lokal vulkansk tuf, bearbejdet af skulptøren Sargis Baghdasaryan, og motivet er տատիկ-պապիկ, Tatik-Papik, bedstemor og bedstefar, som det også kaldes i folkemunde. Foto: Naré Gevorgyan
I forhistorisk tid var Artsakh befolket af den oldkaukasiske Kura-Araxes-kultur, og hvad de kan have kaldt området fortaber sig i fortiden tåger. De ældste skriftlige kilder, hvor noget nær Artsakh nævnes, stammer fra kong Sarduri den IIs tid (764–735), altså det ottende århundrede før vor tidsregning, hvor han beskrev det som den østlige flanke af sit kongerige Urartu under navnet Urtekhe. Fra samme tid findes lignende referencer til andre velkendte stednavne i samme område. Urartu var et oldtidsrige med centrum i det nuværende Armeniens højland, med udstrækning mellem og kulturelle højborge omkring søerne Van, Urmia og Sevan. Riget byggedes op om den jernalderkultur, som var vokset frem i det sydlige Kaukasus, og sin største udstrækning nåede det netop under Sarduri den II, før det et godt århundrede senere bukkede under for invaderende medere og persere. Området genvandt senere sin selvstændighed og blev et armensk kongerige længe før de tyrkiske folkeslag, som er aserbajdsjanernes forfædre, indvandrede i området og slog sig ned især på de lavere beliggende sletter. Mindst siden middelalderen har en stærk armensk identitet været fremherskende.
Det østlige Armenien blev vristet frit fra persisk overherredømme af russerne fra begyndelsen af 1800-tallet. Efter den fjerde russisk-persiske krig (1804-1813) og fredsaftalen med Gulistan-traktaten af 1813 indlemmedes Artsakh i Det Russiske Kejserrige; og efter den femte russisk-persiske krig (1826-1828) indlemmedes resten af det østlige Armenien, stort set svarende til den nutidige republik. I samme periode kom det område, der i dag er Aserbajsdjan, i russiske hænder. Efter tsarens fald i 1917 forsøgte russerne at danne en ‘fælles’ transkaukasisk republik bestående af det nuværende Georgien, Armenien og Aserbajdsjan; men forsøget fejlede, da først georgierne, siden armenierne og sidst aserbajdsjanerne erklærede deres uafhængighed. I årene efter stod den røde hær dog på deres respektive hjemmebaner, og de blev i stedet til tre sovjetrepublikker.
Sovjettidens manglende meritter skal ikke opregnes her; men til forsvar for Moskva skal det siges, at den centrale administration i det store hele havde held med at lægge låg på uoverensstemmelserne mellem armenierne og aserbajdsjanerne, godt hjulpet på vej af fraværet af interne grænser i Sovjetunionen. Artsakh blev først de facto og siden de jure etableret som Aserbajdsjans territorium, fra 1923 til 1991 en autonom oblast. Desuden formåede Stalin i 1936 at overdrage to små landområder i det nordlige Armenien til Aserbajdsjan. Men galt gik det først for alvor med Sovjetunionens opløsning, for med de to landes selvstændighed stod de hver med løsrevne lemmer på tværs af grænsen til nabolandet: Armenien med enklaven Artsakh i det vestlige Aserbajdsjan, og Aserbajdsjan med eksklaven Nakhichivan lige vest for Armenien.
Det armensk-apostoliske kloster Kataro, som Avetissyans vingård låner sit navn fra
Fra februar 1988 til maj 1994 kom det til væbnet konflikt mellem parterne. De danske medier dækkede i et vist omfang krigen men var i de år generelt mere optaget af Tysklands genforening, krigene på Balkan som følge af Jugoslaviens opløsning og af Danmarks videre integration i EU. Nagorno-Karabakh-krigen udkæmpedes reelt fra 1991 og frem til en våbenhvile i 1994, som dog ikke førte til nogen egentlig fredsaftale. Russerne stod som mæglere, men fortidens spøgelser fik lov at leve videre. En tanke, der stadig ligger lige for, er, at en endelig løsning på problemet ikke er i Ruslands interesse— det nuværende regime har løbende rådgivet såvel som bevæbnet begge sider i konflikten. I mellemtiden blev over 300.000 armeniere og 800.000 aserbajdsjanere drevet på flugt, og over 35.000 mistede livet. Armenierne havde overhånden, og som konsekvens af krigen blev Republikken Artsakh de facto et selvstyrende område i Aserbajdsjan, tæt knyttet til Armenien. Med håbet om international anerkendelse og normalisering af tilværelsen ad åre.
Helt så heldige har armenierne dog ikke været. I årene efter har Aserbajdsjan med opbakning fra Rusland og Tyrkiet oprustet kraftigt, og den konstant ustabile situation førte først i 2016 og siden i 2020 til nye væbnede konflikter. I anden ombæring egentlige krigshandlinger, 44 dages kampe, som i sidste ende resulterede i et nederlag for armenierne— med over 100.000 fordrevne og betydeligt tab af kontrolleret territorium; som sagte men sikkert markerede begyndelsen på enden af Artsakhs armenske særstatus inden for Aserbajdsjans grænser.
Mellem den 19. og 21. september 2023 kom kniven så: Aserbajdsjan indledte en større militær offensiv i Artsakh, efter man igennem mere end ni måneder reelt havde indført en blokade mod enklaven. Noget af et kunstværk: Blokaden var iscenesat som miljøaktivisters blokade af en lokal kulmine— meget politisk korrekt og raffineret af et post-sovjetisk olie-oligarki! Borgere, som hævdede at være miljøaktivister, spærrede adgangen til Lachin-korridoren, som er/var den eneste vej, der forbinder Artsakh med Armenien og verdenssamfundet. Blokaden førte hurtigt til en mangel på mad og andre essentielle goder (el, gas, vand, medicin) med udsultning af Artskahs befolkning til følge. Efter inddragelsen af selvsyre, deres særlige rettigheder og deres daglige livsgrundlag gav det derfor mening for flertallet at fortrække— ikke mindst i lyset af den øgede militære tilstedeværelse og anklager om angreb mod civilbefolkningen. I løbet af få dage flygtede op mod 100.000 mennesker derfra, langt størstedelen af den resterende armenske befolkning. Flygtede eller rettere: blev fordrevet. Men i ly af Ruslands og Israels aggressioner andetsteds blev Aserbajdsjans aggressioner i det store og hele overset i danske og internationale medier, som ellers sjældent overser chancen for at bebrejde muslimske nationers mulige overgreb mod kristne. Men alligevel ikke da det rent faktisk skete. Fænomenet er velkendt og kaldes ved rette navn etnisk udrensning.
Et kig tilbage i tiden, til da Kataros kælder stadig lå i landsbyen Togh i Artsakh
Exodus
Artsakh er gammelt landbrugsland i bjerge og dale mellem vidtstrakte skove. Artsakh er lyden af duduk, et traditionelt træblæserinstrument fremstillet af abrikostræ, som normalt spilles parvist, den første spiller melodien, mens den anden akkompagnerer med en konstant bagvedliggende summen, så de to tilsammen sammen skaber en rig og luftig lyd og melankolsk melodi. Og Artsakh er lyden af det armenske sprog men med en særlig dialekt; og der er særlige variationer over traditionel armensk kultur dér, som mærkes i maden, vinen, skikkene og som selvfølgeligt ofte er tæt knyttet til den armensk-apostoliske kirke, og klostre som Dadivank, Katarovank og Gandzasar, og den særlig arkitektur og det kunsthåndværk, der omgiver dem.
Vinavl var i Artsakh en del af dagligdagen, ikke et særligt foretagende og slet ikke noget kommercielt. Som sådan eksisterede det ikke i Sovjettiden, hvor centraladministrationen havde andre planer for Aserbajdsjan. Men landbruget og vinkulturen overlevede og med dem nogle af de gamle druesorter som Khndoghni, som f.eks. familien Avetissyan skulle tage op som en særligt skattet kulturarv. De gik professionelt til værks fra 2010, og fra 2014 var de endvidere med til at arrangere en årlig vinfestival i Togh sidst i september, Արցախյան գինու փառատոն, til at minde om og fremme Artsakhs vintradition, indadtil og udadtil. På programmet var fodtrædning af druer, smagning af traditionelle vine og retter, udstilling af lokale kunstværker og gamle artefakter; samt en slags vinskue med smagning og salg af lokal vin, herunder også vine fra selve Armenien. Traditionen tro lod festivalen sig ledsage af armensk sang og dans.
Efter en sløv sovjettid kom der endeligt gang i frie og traditionsbundne gøremål igen. Men: Mens arbejderne havde plukket druer fra forskellige områder i Artsakh og bragt dem i hus hjemme i Togh, og familien selv var ved at høste druerne fra deres egen vingård, kom de under aserbajdsjansk beskydning. Få dage senere var området rømmet for etniske armeniere, og familien Avetissyan og resterne af deres foretagende befandt sig nu i Armenien. I al hast fordrevne og flygtninge. Ifølge Avetissyan selv lykkedes det dem kun at redde 10.000 flasker af deres Kataro Reserve, som de sidenhen auktionerede bort til financiering af vinhusets genrejsning på armensk grund. Hvad der er sket med deres mange fade og med vinmarkerne er endnu uvist. Vist er kun, at de måtte efterlade dem og godt 200.000 flasker hjemme i Artsakh. I dag opdyrker de så marker i Armenien og har i begrænset omfang kunnet erholde druer fra hjemstavnen på den anden side af grænsen. Desuden råder de over en god mængde træfade af egetræ fra Artsakhs vidstrakte egeskove (Quercus macranthera), som leverer godt ved til vinfade, af den ret robuste og finfibrede type, som især gør sig godt til tanninrige rødvine.
Vinmager Andranik Manvelyan sammen med Grigor Avetissyan på det nye vineri i Dzoraghbyur ved Jerevan, Armenien
Avetissyans historie er kun én af mange; og de mange blev virkeligt mange, da aserbajdsjanerne under ekstreme forhold slap af sted med helt at fordrive armenerne fra Artsakh tre år senere. En hel befolkning fra hus og hjem. Russernes protektionisme udeblev; det internationale samfunds fordømmelse druknede i terroir og krig i Israel; und Stille gibt es, da die Erde krachte. Situationen er nu, at Aserbajdsjan har taget fuld kontrol over Artsakh og er gået i gang med at genhuse egen befolkning i de forladte huse. Absolut armensk nederlag og politisk hårdknude. Seneste nyt er dog, at den siddende amerikanske præsident mirakuløst har forhandlet den fredsaftale mellem armenierne og aserbajdsjanerne færdig, som ellers så umulig ud. Han kan dog have gjort regning uden vært, for aftalen efterlader flere uafklarede spørgsmål, bl.a. om Artsakh og dets befolknings status, end den besvarer. Men man kan selvfølgelig kun håbe på en stabilisering og normalisering af de mellemfolkelige forhold, med henblik på at Artsakhs befolkning kan vende hjem; og derefter leve i fred og fordragelighed med deres aserbajsdjanske naboer.
“Det vigtigste er, at vi lever, og at vi fører vores traditioner videre”
Khndoghni
Som en af verdens allerældste vinkulturer har armenierne en gudsbenådet formue af gamle, særegne druesorter med sig som arvegods. Det anslås således, at der før Sovjettidens omlægninger fandtes i nærheden af 900 sorter, hvoraf godt halvdelen anses at have været særegent lokale, altså indfødte sorter.
I dag dyrkes knapt 50 sorter kommercielt i Armenien, og en håndfuld af henholdsvist hvide og røde sorter har etableret sig som landets særlige repræsentanter. Til de hvide hører Voskehat, Khatoun Kharji, Lalvari, Banants, Kangun, Mskhali og Garan Dmak; mens de røde sorter først og fremmest tæller Areni men også Kakhet, Tozot, Haghtanak og Karmrahyut og dertil den særligt artsakhiske Khndoghni, i moderlandet ofte også kaldet Sireni.
Khndoghni (Խնդողնի) er hjemmehørende i Artsakh, hvor den er den vigtigste sort og sandsynligvis indfødt; men den findes også få andre steder i det sydlige Kaukasus, fortrinsvist i det østlige Armenien men også i Aserbajdsjan, som i mindre grad også har vinbrug. Khndoghni giver traditionelt fyldige tørre rødvine med høj alkoholprocent, alternativt senhøstede og ofte forstærkede søde vine. Druen giver under alle omstændigheder dybt farvede vine, med højt tørstofindhold og en høj alkoholprocent, afbalanceret af en markant stringens fra syre og faste tanniner. Det til trods bliver de bedste vine fyldige, bløde og fløjlsagtige, især efter fad- og flaskelagring. Navnet kan i øvrigt oversættes til munter eller lattermild (det må skyldes humøret efter indtag), og det ses også transskriberet som Chindogni eller Khindogni; og synonymet Sireni som Scireni eller Sveni.
Khndoghni modnes forholdsvist sent, og stokken sætter store, koniske og ret kompakte klaser med runde, mørkeblå druer. Den er tilpasset Artsakhs lerjorde og de varme og tørre forhold, og den tåler længere tørkeperioder. Omvendt er den ret følsom over for vinterfrost og meget fugtige forhold. Den har god modstandsdygtighed over for både meldug og vinskimmel, men de kompakte klaser rammes let af ædelråd. Den er en fighter, som armenierne selv. Men i modsætning til størstedelen af selve Armenien er der i Artsakh phylloxera, så langt det meste Khndoghni dyrkes på podede rodstokke.
Kataro anno 2025
Grigoris nevøer Eduard og Vanya arbejder begge i vinhuset og uddanner sig begge inden for ønologi og vitikultur; så det bliver i familien i fremtiden. Siden 2019 har man haft Andranik Manvelyan med om bord som den professionelle vinmager; og alt taget i betragtning går det godt, for Kataro er et af de stærkeste brands på den armenske vinscene. Med minder, erindringer om nær og fjern fortid, gåpåmod i en vanskelig samtid og håb for den usikre fremtid.
Glimt fra Kataros nye kælder i Armenien
Voskehat Dry White 2022. Stålsat hvidvin i ren og ret stringent stil. Duft af blomstrende tjørn og gyvel. Blød på tungen, fin stoflighed, hints af citrus, lyse stenfrugter og honning; så strammer syren op, og den slutter med et tørt finish. Alk.: 12,5%
Rosé 2022. Her er det ren Areni fra Vayots Dzor, gæret på ståltanke efter direkte pres af hele klaser. Moderne men moderigtig stil, sart men meget slikken i frugten, med kølig nerve og fine noter af blodappelsin, fersken og pomelo. Kølig frugt, læskende og lækker på en sommerdag. Alk.: 13,2%
Areni 2022. Fra rødmen til rødgløden, og nu begynder det at blive rigtigt spændende, igen ren Areni fra Vayots Dzor, dyrket i godt 1.200 meters højde over havet og vinificeret som klassisk tør rød. Vidunderlig duft af kandiserede violer, syltekirsebær og skovbær. I munden har den en umiddelbar saftighed og mildhed, med god syre og et blidt greb af ganske fine tanniner; men først og fremmest masser af ren frugt: Kirsebær, brombær, blåbær, solbær og et lille strejf af sort peber og vanille. Vældigt god på egen hånd men også alsidigt madvenlig vin. Alk.: 13%
Khndoghni 2021. Frisk høst af den karakterstærke Khndoghni. Fortættet og ret kernet duft, reduktiv og tæt pakket med frisk mørkerød frugt, alverdens mørke bær især, og strejf af noget staldet. Fast i kødet, rank frugt, fint tørstof og fine, tørre tanniner, som omfavner kandiserede violer, modne skovbær og mørke, mørke blommer. Levende frugt og god længde; og karakterfuld uden at være for krævende. Alk.: 13,3%
Khndoghni Reserve 2020. Selektion af de bedste druer og lang lagring på små egetræsfade, 24 måneder, og det markerer sig i en meget karakteristisk men også charmerende og harmonisk vin. Dyb og delikat duft af mos, skovbund, modne hindbær og brombær; og i smagen dertil en smule solbær, marokkansk mynte, tørrede figner og mørk chokolade, milde strejf af tonkabønne og vanille. Favnende fylde, det fineste tørstof, gribende men alt andet end aggressive tanniner. Moden frugt møder seriøs struktur og det med kant, kompleksitet og længde. Endnu ung og med god tid til at folde sig endnu mere ud. Alk.: 14%
Flaske: Khndoghni Reserve 2020
Vinhus: Kataro Wine
Oprindelse: Armenien
Jordbund: Kalkholdig ler
Drue: Khndoghni
Dyrkning: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia
Pris: cirka 250,-