Spitzenklasse

Det nordøstlige Østrig, lige før det bliver Slovakiet. Sønden for Donau, østen for Wien og vesten for Bratislava. Carnuntum ligger i grænselandet, i korridoren mellem Alperne og Karpaterne, og østligst i det ellers forholdsvist flade område strækker sig Spitzerberg, ‘det spidse bjerg’, som en barriere lige nord for landsbyen Prellenkirchen. Nuvel, navnet er vildledende, for Spitzerberg er hverken spidst eller et bjerg, men snarere en højderyg, som løber gennem et landskab præget af små landsbyer, blandet landbrugsland og masser af vindmøller. Varm luft strømmer gennem korridoren fra den store pannoniske slette mod øst og videre vestover gennem Donaudalen. Derfor står luften aldrig stille, blæsten går frisk og især hen over Spitzerberg, som altid balancerer på kanten af tørke— også som følge af ekstremt lav nedbør og en ret karrig kalkstensjord, som holder dårligt på den sparsomme mængde vand. I modsætning til det øvrige Carnuntum står den derfor ikke på de tørstige sorter Grüner Veltliner og Zweigelt, Spitzerberg er noget nær det perfekte terroir til Blaufränkisch. I forhold til Leithaberg og Eisenberg i Burgenland falder bjerget ingenlunde igennem; og i de seneste årtier, ikke mindst den sidst håndfuld år har flere for alvor knækket koden til at få det lokale særkende frem i deres vine, en særlig friskhed, sarthed og elegance, især fra foregangsmænd som Johannes Trapl og Robert Payr men først og fremmest sortens og stedets store foregangskvinde, den navnkundige Dorli Muhr.

Dorli og hendes hjertebarn Blaufränkisch på flaske. Foto: Anna Stöcher

Dorli Muhr er en alsidig dame og et unikum i vinens verden. I 1991 grundlagde hun det i dag næsten legendariske PR-firma Wine+Partners, som i årenes løb har etableret sig internationalt som et af de stærkeste bureauer for markedsføring af vin og event management, eksempelvis som medarrangør af VieVinum, Austrian Single Vineyard Summit og Arlberg Weinberg. Så udadtil har hun spillet en vigtig rolle for østrigsk vin i de seneste årtier; men også på de indre linjer har hun samtidigt udviklet sig til en af landets toneangivende vinmagere.

I 2002 søsatte hun en livslang drøm om at lave sin egen vin, sammen med sin daværende mand, den velkendte portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort. Dog hverken i Douro eller i Toscana, som ellers også havde været på programmet; men få kilometer fra hendes fødeby i det dengang aldeles ukendte vinområde Carnuntum. Visionen var at lave vin på gamle stokke af indfødte sorter, og dem fandt de på Spitzerberg, hvor Dorli havde arvet en lille parcel, som gennem hendes bedstemor Katharina kom i familiens eje som medgift i 1918— set i bakspejlet en særdeles betydningsfuld bryllupsgave.

“Min bedstemor havde den her vinmark på Spitzerberg, og som barn kom jer der med mine forældre; og jeg husker, at det dengang virkeligt var et bjerg for mig,” erindrer den nu 60-årige Dorli. “Men da jeg var otte, trak de vinstokkene op, det var både besværligt og dårligt rentabelt at dyrke dem; og derefter gik den lidt i glemsel.” Dengang var der ingen særlig interesse for Blaufränkisch og slet ikke internationalt. Det var længe før, Ernst Triebaumer præsenterede sin Mariental 1986, der blev et vendepunkt i anerkendelsen af Blaufränkisch som kvalitetssort og Østrig som seriøst rødvinsland; men siden strømmede den såkaldte ‘rødvinsbølge’ roligt ind over landet, og knapt fire årtier senere har den kvalitative vinstand aldrig været højere.

I dén tid har Dorli Muhr været viden omkring, “men i dag er jeg endt otte kilometer fra min fødeby”— men nu i besiddelse af eget vinhus med 12 hektarer vinmarker, fordelt på 36 parceller, en nyrenoveret kælder og tilstødende smagelokale og have; og senest 98 point fra James Suckling til vinen Obere Spitzer 2022— den højeste internationale bedømmelse af en østrigsk rødvin nogensinde.

Hele herligheden: Spitzerberg set fra luften. Læg mærke til de vertikalt skrånende parceller, lagdelingen og nederst en klassisk østrigsk Kellergasse. Foto: Herbert Lehmann

Kalk, vind og tid

Carnuntum ligger lidt øst for Wien og syd for Donaudalen og udgør dermed Niederösterreichs sydøstligste flanke. Foruden at være delstatens mindste vinområde er det også dets eneste, hvor rødvin udgør pænt over halvdelen af produktionen. Dermed minder det en del om Burgenland, der begynder lidt længere mod syd langs die Leithagebirge.

Hovedsorten er med godt 225 hektarer Zweigelt, som også lægger druer til regionens vinøse visitkort, Rubin Carnuntum, samt Erste Lage vine fra eksempelvis Haidacker, Kirchweingarten og Steinacker. Blaufränkisch findes i det små ind imellem, 97 hektarer, men den kommer først for alvor til sin ret på Spitzerberg, hvor den til gengæld spiller hovedrollen næsten solo. Spitzerberg dækker samlet 100 hektarer, heraf godt 50 med vinmarker. Deraf ejer Dorli Muhr de 12, hvoraf 11 er beplantet med Blaufränkisch og den sidste med Syrah, der som international sort også spiller en vis rolle i Carnuntum sammen med Cabernet Sauvignon og Merlot. Men dels af erfaring, dels af personlig præference har Muhr valgt af fokusere på Blaufränkisch, som hun finder særligt tilpasset til netop Spitzerbergs jordbundsforhold og særlige mikroklima.

“Mine vine er langsomme vine,” betoner Dorli Muhr. Hun giver dem god tid, og det samme skylder vi andre tillige at tage os med dem. Det lønner sig.”

“Spitzerberg er geologisk den vestligste udløber af Karpaterne,” forklarer Dorli. “Her tager Karpaterne ende, lige før Alperne begynder, så vi ligger i en korridor, hvor en masse luft strømmer igennem. Vinden blæser virkeligt næsten hele tiden her, vi har over 300 dage med blæst. Den kommer fra østsydøst og op gennem Donaudalen mod nordvest; og dér går den op mod fugtigere luft fra vest, og det blokerer regnen. I gennemsnit får vi kun mellem 240 og 400 mm regn om året, og det meste af den falder fra april til juli, oftest mest i maj. Når vi endeligt får regn, kommer den som regel sydfra, en ‘italiensk regn’ om man vil. Af og til falder der 100 mm på en enkelt dag, alt for meget for jorden at absorbere, og så den løber den bare væk.”

Det betyder alt sammen udtalt tørt klima, faktisk er Spitzerberg et af de tørreste områder i hele Østrig. Det kræver tørkeresistente vinstokke, og det er Blaufränkisch i modsætning til Zweigelt og Grüner Veltliner. Den kan klare sig med sparsomme vandreserver og trives samtidigt med den megen sol og forholdsvist lange vækstsæson. Gennemsnitligt skinner solen godt ni timer dagligt mellem juni og august og fem timer mellem september og november. Samtidigt er der i hele vækstsæsonen store udsving mellem varme, solrige dage og kølige nætter, og typisk fra midten af august begynder temperaturerne så at falde. De kolde nætter tager over i modningsfasen, og det sikrer den faste syrenerve i vinene. Høsten finder som regel sted fra sidst i september til først i oktober.

Carnuntums sandsten og kalksten er aflejret fra den pliocæne til pleistocæne periode, først urhavet Parathethys og siden den store pannoniske sø. Kalkstenen er af samme art og beskaffenhed som den, der findes en anelse længere mod syd i Leithaberg, den såkaldte Leithakalk, og på Spitzerberg er den kun dækket af et ganske tyndt og ret sandet lag humus. Ifølge Muhr kan man “forestille sig Spitzerberg som et rev, hvor urhavet i millioner af år er brudt mod klipperne; og derfor er Spitzerberg i dag dækket af et så tykt lag kalksten.” Vinstokkene står i 165–265 meters højde, de øverste dele er de stejleste, med lyse, kalkholdige aflejringer og kalksten; mens de nederste dele flader ud og indeholder flere udvaskede sedimenter og mere humus.

Kalksten, masser af sol, vindblæst, tørt klima, kølige nætter, det er Spitzerbergs særkender — og deri ligger den første forudsætning for den friskhed og finesse, man finder i Dorlis vine.

Fra ord til jord

Den unge Dorli voksede op med vin i periferien, hendes far lavede en smule til familiens eget forbrug, men selv valgte hun en anden løbebane end den landlige. “Der var for mange kryb og kravl i det, det var ikke noget for mig at være bondekone. Så jeg valgte at at gå på universitetet og studere sprog i stedet, fransk og spansk.” En vis fascination af vinens verden havde dog et hemmeligt tag i hende, og langsomt begyndte hun at fokusere på oversættelse og formidling af tale og skrift om vin og vinkultur. I stedet for håndens arbejde med vin gav hun sig i kast med åndens.

“Jeg blev næsten besat af ‘vinsprog’,” erindrer hun, “at man alene ud fra en vins duft og smag kunne bestemme, hvilken drue, der var tale om, hvor vinstokkene voksede, og i hvilken slags jordbund. At en væske efter ti år i flaske stadig smager af den tid og det sted, den kom fra, og så mange år senere kan man sige, om den er fra kalksten, skifer eller løss. Det var helt nyt for mig, virkeligt en øjenåbner!”

“Så jeg blev oversætter af pressemateriale og vinlitteratur. Siden kom jeg ved et rent tilfælde til at arbejde for den nationale østrigske vinmarketing, hvor jeg blandt andet tog mig af udenlandske journalister; og til sidst stiftede jeg så mit eget bureau, rejste rundt og arrangerede smagninger og vinmesser.”

“Vin er ikke en hvilken som helst væske, man bare slukker tørsten med. Man kan lære i mere end 50 år, hvert år, år efter år, og stadig have nye spørgsmål. Det fascinerer mig!”

— Dorli Muhr

Men i mellemtiden var hun også begyndt at drømme om at lave sin egen vin. “Jeg kunne ikke længere nøjes med at snakke om vin. Jeg måtte lave min egen! Det var en meget romantisk idé, og selvfølgelig tænkte jeg dengang først på Frankrig og Italien; og så købte jeg mig et stykke land tæt på Scansano i Toscana, og dér kunne jeg så tilbringe anden halvdel af mit liv.”

Men så skete der noget uforudset. Gennem sit arbejde havde hun truffet den hollandsk-portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort, og de forelskede sig. Så i stedet flyttede hun til Porto og tilbragte store dele af sin tid i Douro; og dér erfarede hun for første gang den store forskel på det kystnære klima i byen og det kontinentale oppe ad floden. En anden erfaring, hun gjorde, var den forskel i klasse, som gamle vinstokke giver en vin; og da Dirk allerede arbejdede med begge i Douro, begyndte hendes tanker at flakke tilbage til Østrig, “det måtte være muligt at lave noget lignende dér.” Hjemme havde hun i mellemtiden fået genplantet Blaufränkisch på sin bedstemors braklagte parcel Untere Spitzer på Spitzerberg i 1995 men ved samme lejlighed forpagtet den ud. I stedet begyndte de at søge efter gamle parceller andre steder på Spitzerberg og i Carnuntum; og det fandt de lidt efter lidt og til ganske overkommelige priser.

Eksperter i elegance

Målet var at afdække, om ikke Blaufränkisch på Spitzerberg kunne have samme friskhed, elegance og finesse i sig, den skulle blot forløses. Det stilistiske var de enige om. Dirk er velkendt som en stærk forfægter af friskhed og lethed og er efter eget udsagn “besat af syre”. Så sammen med de nyerhvervede marker lejede de en garage og noget teknisk udstyr og købte nogle fade."

“Jeg har ikke lært at lave vin,” erkender Dorli blankt, “og jeg er slet ikke klog udi det tekniske. Jeg har min egen smag og mine egne erfaringer og idéer, men når Dirk var færdig med høsten i Douro, tog han så til Carnuntum og tog sig af høsten dér.”

“De første år eksperimenterede vi meget på kryds og tværs i forsøget på at indfange fornemmelsen af kalksten og tørt terroir. Vi afstilkede med hænderne, vi anvendte hele, upressede druer, vi prøvede fodtrædning af hele klaser; og vi lavede uge- og månedslange macerationer, med og uden pigéage, og så videre — og vi fandt efterhånden ud af, at den bedste måde at bevare friskheden og finessen er at anvende en god andel hele klaser, fodtrådte og med en lang, kølig maceration uden at forstyrre vinen undervejs, så man ikke får for hård en ekstraktion.”

Første år var 2002, så det varme 2003, så de mere moderate 2004 og 2005; og så fik hun sin egen ilddåb som vinmager i 2006: “Det var den 20. september, druerne var allerede modne, og Dirk var travlt optaget i Douro. Det skulle være nu, og jeg havde kun et par kar til at træde druerne i og et par fade til mosten. Heldigvis havde jeg også en mobiltelefon, så jeg hele tiden kunne ringe til Dirk og spørge ‘Hvad gør jeg nu?’ Så jeg blev vinmager ved et tilfælde!”

Årgang 2006 opnåede senere 92 point hos Robert Parker, så helt galt afmarcheret kunne hun ikke være. Året efter havde hun fået bygget egen kælder op, “til gengæld måtte gøre alt på egen hånd, da mit ægteskab var ved at gå i vasken; og i de følgende år måtte jeg tage mig af vinen samtidigt med en lille datter.” Til gengæld fik hun professionel assistance fra vinmageren Craig Hawkins fra Swartland i Sydafrika, dengang ansat hos Eben Sadie, i dag selvstændig som Testalonga. De forskudte vækstsæsoner gav ham rigeligt tid til at tage sig af først høsten og vinifikationen og senerehen flaskningen. Han bragte hende sikkert gennem den næste håndfuld årgange; og fra 2014 har hun så haft sin egen faste vinmager med i foretagenet, den særdeles dygtige Lukas Brandstätter, som har fortsat og forfinet kursen lige siden. I oktober 2021 påbegyndte de så konstruktionen af et nyt vinhus, som stod færdig i 2024.

Flere marker er kommet i husets besiddelse, og megen vin er strømmet gennem kælderen siden. “Vi er kommet langt på to årtier. Vi har udviklet vores egen profil, og vi har gjort en forskel. Vores mål var friskhed, lethed, elegance. Det var ikke ligefrem højeste mode, da vi gik i gang; og østrigsk rødvin var heller ikke noget, nogen gad beskæftige sig med dengang. Det har heldigvis ændret sig nu.”

Med viljestyrken, den rette vision og stor dygtighed kommer man langt. Gamle stokke, økologisk dyrkning, nænsom beskæring efter Simonit og Sirchs foreskrifter; samt selektiv høst og gammeldags fodtrædning, spontan gæring og skånsom omgang med mosten — deri findes den anden forudsætning for den kvalitet, Dorli i dag bringer til torvs. Det er Blaufränkisch, når den er bedst: En sælsom kombination af lys og mørke, lethed og tyngde, det seriøse og det fornøjeselige, lys- og skyggespil— og trods den megen møje i marken og tålmodighed i kælderen er der i Dorlis tilfælde noget nærmest ubesværet og befriende ligefremt over den.

Meningsfulde enkeltmarker

“Vi vinificerer vores parceller separat og organiserer siden vores portefølje efter markerne og vinstokkenes alder.” I den lavede rangerede Carnuntum kommer således en blanding fra de yngste stokke, lavere beliggenhed, højere udbytter. Village-vinen Prellenkirchen kommer fra lidt ældre og noget ældre stokke, mestendels længere oppe på skråningerne; og så kommer selve Spitzerberg som enkeltmarksvin, siden 2019 flasket som de fire enkelte parceller Obere Spitzer, Obere Roterd, Kranzen og Kobeln.

Man kan spørge om ikke det er en unødig komplicering, en intellektuel udforskelse af mikroterroir mere end et spørgsmål om god smag, især når den ‘generiske’ Spitzerberg nu var så god og komplet i sig selv. Dorli replicerer: “Jeg deler høsten fra de lavere parceller fra de højere på grund af de store forskelle i jordbundsforholdene. Fordi de højere har generelt tydeligere karakter og højeste kvalitet.”

Desuden er der noget stærkt personligt på spil for hende. De enkelte stykker land har hver sin historie for hende, ikke mindst de nu genanvendte gamle familiemarker, men også de mange med gamle stokke, hun har reddet fra nyplantning eller oprodning. “De har hver sin egen personlighed, og det smertede mig altid at skulle blande dem sammen til Spitzerberg. Så derfor var det en stor glæde, da vi fik lov at flaske de enkelte parceller som Erste Lagen.”

“Personligt ville jeg selvfølgelig sådan ønske, at Untere Roterd var min bedste vin; men den er fra en anden jordbundstype, så vinen har meget mere tæthed, koncentration og struktur. Den spiller simpelthen ikke på egen hånd”

— Dorli Muhr

Spottes midt i billedet, Dorli og Dirks bryllupstræer i fri dressur på Untere Roterd — en mark med en særlig betydning for familien Muhr gennem generationer

SPITZERBERG MASTERCLASS

Selvfølgelig får man først for alvor fornemmelse af, hvad det handler om, når man får vinene i glasset, smager parcel for parcel og over flere årgange. Gerne i store glas af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, gerne lettere afkølet og gerne med rigeligt luft. De unge vine kan med fordel dekanteres flere timer før servering. Det følgende er nogle nedslag i udvalgte vine fra de seneste årgange.

Prellenkirchen Samt & Seide 2021 — Som altid en slank, saftig og smidig mundfuld, fyldt med frodig bærfrugt, især kirsebær og skovbær, med fine noter af hvid peber, lang peber og enebær. Kølig kerne og samtidigt en vis rødfrugtet varme. Ligefrem og frugtig, endnu ung men umiddelbart indtagende, en glimrende årgang. Druerne er høstet fra især yngre stokke men også ældre stokke på parcellerne Spitzer, Roterd, Panhölzer, Holzweingärten og Kranzen. “Det er min erfaring, at gamle stokke giver fornemmelsen af silke i munden, en glat og meget tæt tekstur og samtidigt utroligt let; mens unge stokke giver den babybløde, fløjlsagtige fornemmelse med rundhed og tyngde. Derfor hedder den ‘Fløjl og Silke’.”

Parcellen Kobeln Liebkind. Foto: Herbert Lehmann

Kobeln er husets højeste beligennde parcel og Dorlis første nye besiddelse. Jorden er stenet og svær at bearbejde, og druerne tager virkeligt karakteren til sig. “Derfor kalder jeg den også Liebkind, mit hjertebarn, fordi der er investeret så megen energi i den. Her må man virkeligt tage vare på jorden; så den overbeviste mig om at arbejde økologisk.”

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2022 — Strålende sort og sært forjættende. Liflig mørk bærduft med lys glød indeni, solbær, hyldebær, aronia og mørkt ruskind. I munden syrlig saft med spændstighed og sart stoflighed samt fine, favnende tanniner. Saftig og syrlig strøm med en tør kerne af krydret stof, eftersmag af hyldebær, sortebær, den mørke skov.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2020 — Fortættet duft men forfriskende duft, fuld af blå blommer, sorte kirsebær og solvarme solbær. Særdeles saftig og fløjlsblød i munden, virkeligt vitalt spil af frisk syre og moden frugt, fornem balance. Figen, tobak og fine urter i eftersmagen.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2019 — Saftig og stoflig, kombinerer det kompakte med det lette på overmåde elegant vis, igen fløjsblødt stof med svæven som silke. Fyldig blommefrugt, moreller, en smule balsamisk solbæreddike, tørrede urter og usødet kakao, kompleks og flot udviklet med fint støvede tanniner.

Parcellen Obere Roterd. Foto: Herbert Lehmann

Obere Roterd er en smal terrasse i 210 til 240 meters højde. Den grænser direkte op til skoven ovenover og karakteriseres af en særligt sandet jord, delvist med store kalksten; og så har den selvfølgelig en særlig betydning for Dorli, da den er den øvre del af familiens gamle besiddelser på stedet. Det samme havde for øvrigt komponisten Joseph Haydns familie.

Spitzerberg-Obere Roterd 2022 — Diskret duft med et ulmende væld i dybden, der endnu lader vente på sig; men hindbær, kirsebær, lakrids, sandeltræ. I munden igen komprimeret kirsebær- og blommefrugt med mundvandsdrivende syre og tanniner, så fine som sommerfuglestøv. Funklende saft, nærmest kaleidoskopisk smag, spor af hindbær, brombær, kirsebær, lakrids, urter, sorten muld. Enormt fin og facetrig og flyder fabelagtigt godt.

Spitzerberg-Obere Roterd 2020 — Duften igen diskret, men fortæller stilfærdigt om friske kirsebær, hyldebær og grønne urter. Appetitvækkende, og i munden flyder den som blidt kildevand, med en lækker, silkeglat tekstur, som om der var en dråbe vaseline i vinen — Dorli siger “som mayonnaise men uden fedt” — og så et mildt pebret finish med fint fenolisk bid. Virkeligt god, glider gnidningsfrit, en storcharmør.

Spitzerberg-Obere Roterd 2019 — Milde røgnoter i duften og strejf af grillede peberfrugter og måske et strejf salvie; i munden en mere udpræget frugtighed, fuld af sorte og røde kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Tanninerne er en smule mere markante men fine, fine fra sandede til støvede, og der er mere mere tørstof at tygge i. Ret struktureret og koncentreret men stadig karakteristisk let på tå, har tiden foran sig.

Parcellen Obere Spitzer. Foto: Herbert Lehmann

Obere Spitzer udgør den øverste, vestligste flanke af Spitzerberg og strækker sig ned i en lang, spids skråning, som muligvis har givet navn til hele bjerget. Den ligger i 200 til 270 meters højde, har tørt sand og en stor andel indlejrede kalksten. Vinstokkene er næsten 70 år gamle. “Obere Spitzer giver særligt karakteristiske vine, der er finmaskede og meget tætte men samtidigt slanke og raffinerede. De er gennemsyret af en helt særlig vertikal energi, himmelstræbende som en gotisk katedral, og der er ikke et gram fedt på dem.”

Spitzerberg-Obere Spitzer 2022 — Stilfærdig, subtil duft, fra dybet dukker dog en delikat rigdom af sød rød frugt frem. I munden er den saftig, glat, svævende, substantiel; indtil et fint tørstof og de fineste tanniner trækker saften væk og efterlader et pikant krydret ekstrakt. Sursøde kirsebær, solbær, urter, peber, lakridspulver, røgsalt, stjernestøv…. i et særligt ekvilibrium mellem saftigt flow og virkeligt tørt træk. Stram struktur og fint stof og samtidigt svæver den næsten i luften.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2020 — Mild duft, drivende vådt flow og fylde uden tyngde. Ananaskirsebær går over i hindbær, som går over i brombær, som går over i kirsebær, som går over i syltekirsebær, finsk lakrids og tobak. Silkeglatte tanniner, spændstig syre og et indre løft som kun en luftballon af Blaufränkisch kan bære.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2019 — Mere æterisk og allerede en smule tertiær i duften, der kombinerer grønne urter, støvet peber og røgelse. Saftig og cremet i munden, moden men fast i kødet, har mild syre, et fint og næsten nebbiolosk tanningreb og et mineralsk spil, der holder interessen vakt, skønt den stadig er en smule ungdommeligt knyttet. Sursød mørke kirsebærfrugt og noter af bresaola, sandeltræ, enebær, hyldebær, peber, salt.

Dorli med sin datter Anna van der Niepoort og vinmager Lukas Brandstätter. Foto: Anna Stöcher

Vil man vide mere om hver enkel vin, kan man med fordel besøge vinhusets yderst informative hjemmeside. Er man nysgerrig på andet end Spitzerberg, laver Dorli også dejlig Blaufränkisch fra marken Kirchweingarten; og ellers er der hendes spændende Syrah fra den sidste hektar på Spitzerberg… og som en nostalgisk hômage til hendes tid i Portugal laver hun en god portvins-inspireret hedvin på Blaufränkisch, Saudade, “en flydende fado med Atlanterhavets ånd men udvundet af Karpaternes kalksten”— et studie i balance mellem frisk syre, krydret sødme og fyrig alkohol, en rig mundfuld syltede kirsebær, korender, cigarkasse og sorte peberkorn.

Flaske: Ried Obere Spitzer 2022  
Vinhus: Weingut Dorli Muhr  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig
Jordbund: Kalksten, sand  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 849,-  

Hvad kan Carnuntum?

Carnuntum kan spore sin historie tilbage til romersk tid, men det er først i de seneste tre årtier, at det har vundet fast fodfæste i det østrigske vinlandskab— og forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid, at det for alvor finder sig selv. Det lille vinområde sydøst for Wien, på sydsiden af Donau og ned mod det nordlige Burgenland, består af kun lidt over 900 hektarer vinmarker, beliggende i et blidt bakket landskab domineret af tre højderygge, die Hainburger Berge, das Arbesthaler Hügelland og die Leithagebirge, lige hvor de sidste bakker fra henholdvist Alperne og Karpaterne mødes. Den pannoniske indflydelse østfra er stærk her, og det solbeskinnede, vindblæste og tørre klima kalder på rødvin. Det moderne vinområde Carnuntum kom til verden i 1993, stort set samtidigt med den såkaldte ‘rødvinsrevolution’ i Østrig, som tog fart først i 1990’erne, og Zweigelt er med 235 hektarer den dominerende sort. Blaufränkisch spiller en ligeledes betydelig rolle, omend kun med 85 hektarer, og andre blå sorter som Sankt Laurent, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah spiller også en mindre men vigtig rolle på en halvanden hundreder hektarer samlet.

Det vinøse visitkort er Rubin Carnuntum, en frisk og frugtig rødvin på ren Zweigelt, en hjørnesten i den lokale produktion og en vigtig del af porteføljen for de 37 vinhuse, der udgør det lokale konsortium, som siden sin stiftelse i 1992 har markedsført en regionstypisk rødvin under netop det navn. ‘Rubin’ følger i ‘Smaragd’s fodspor som ædel betegnelse for en østrigsk vin med karakter og karat. Står der Rubin Carnuntum på etiketten, kan man forvente en fornøjelig og frugtdrevet rødvin med fin fylde, god syre og milde tanniner. Der findes selvfølgelig mere seriøse flasker i ‘Reserve’ kategorien, herunder klassificerede enkeltmarksvine, men de er stilistisk en noget mere broget flok end de fælles formulerede funklende rubiner. Foreningen af vinbønder mødes to gange årligt til blindsmagning, hvor alle er med og medbringer en flaske, som i plenum smages, bedømmes og voteres om— og 2/3 skal sige god for vinens typicitet og kvalitet, for at den siden kan kalde sig Rubin Carnuntum.

Den rubinrøde Zweigelt

Jeg skal indledningsvist indrømme, at Zweigelt er en sort, som jeg længe har været lidt loren ved; og den lunkne stemning har smittet af på mit forhold til Carnuntum. Som liebhaver af østrigsk vin undgår man ikke at støde ind i Zweigelt stundom— sorten står vidt og bredt plantet på pænt over 6.000 hektarer og er med sine næsten 14% af vinmarksarealet langt den mest plantede rødvinsdrue— men som kræsen kunde i den østrigske vinbutik har jeg i stedet sværget til den næstmest plantede og på mine smagsløg langt mere seriøse Blaufränkisch, som først og fremmest slår sine folder i Burgenland. Stamtræet fejler ellers ikke noget: Zweigelt er en krydsning af Blaufränkisch og Sankt Laurent, men den synes ikke at have arvet den seriøse struktur, store kompleksitet og tydelige terroir-transparens fra førstnævnte; eller på den anden side den store saftighed og subtilitet fra sidstnævnte. I stedet synes den at være landet i en velmenende, underholdende frugtighed, som på den ene side er behageligt let og liflig, men som på den anden side risikerer at flyde over af bip-lyde, ballongynger og billige grin. Zweigelt er en crowd-pleaser på godt og ondt. Dens dyder er en frodig kirsebærfrugt, en frisk syre og ganske milde tanniner, og når bølgerne går højt en særdeles indbydende og fløjsblød tekstur, som slægter god Sankt Laurent og Pinot Noir på, og i hvis folder man kan finde friske og tørrede krydderurter og den særegne østrigske peberkrydring. Dens laster er til gengæld en af og til ret sjasket rød frugt, som kan minde en smule om syltede rødbeder, og desværre ikke af den hjemmesyltede slags. Kirsebærfrugten kan gå hen at blive mere syntetisk og slikket end naturlig og liflig; og der kan være ubehageligt stilkede noter, grønne tanniner og urtesmage, som er mere medicinske end helsebringende. Når alt det er sagt, så er det sjældent, man i dag støder ind i de lastelige træk i Carnuntum. Det lokale konsortium har ganske enkelt gjort et godt stykke arbejde, ikke kun med at skabe fælles fodslag og skabe en overlappende stil, helt sikker også med at højne kvaliteten betragteligt.

Det tjener samtidigt konsortiet til ære, at bæredygtig og økologisk omlægning breder sig som en steppebrand blandt medlemmerne. 15% har allerede opnået certificering, men hele 50% er vel undervejs i omlægningsprocessen og vil således inden for et år eller to kunne mærke deres vine med et økocertifikat. Den udvikling er i de seneste par år yderligere motiveret af, at 20 af områdets vinhuse siden 2019 er blevet medlemmer af Österreichische Traditionsweingüter, som siden 2021 netop har fordret af sine medlemmer, at de enten opfylder kravene til den såkaldt bæredygtige certificering Sustainable Austria eller lader sig omlægge til certificeret økologisk drift. Det er nu heller ikke det vanskeligste i Carnuntum, der som nævnt har et af Østrigs gennemsnitligt tørreste mikroklimaer (gennemsnitstemperaturen ligger på 11,2° Celcius, med over 2.000 årlige solskinstimer og en årlig nedbør på blot 520 mm— til gengæld mærkes vinden hele 300 dage om året).

Zweigelt blev skabt i 1922 i Klosterneuburg af Dr. Fritz Zweigelt som en krydsning mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Hans oprindelige navn til druen var Rotburger, først senere blev den kendt under sin skabers efternavn.

Zweigelts temmeligt tynde skaller lader sig i fugtigt vejrlig let angribe af diverse skimmelsygdomme; men det er ikke noget problem i det vindblæste og solbeskinnede Carnuntum. De forholdsvist mætte jordbundsforhold, grus, løss, lehm og ler, holder samtidigt godt på den ellers sparsomme mængde nedbør, så vinstokkene får nok vand nedefra; og samtidigt afbøder lerets kaliumindhold en af Zweigelts skravlede tendenser, nemlig kaliummangel, som kan føre til drueforvitring. Det er som om Zweigelt og Carnuntum er skabt for hinanden. Der er afmålte mængder sol, vind og regn til at skabe både balance og modenhed i druemosten.

Skulle du forresten komme forbi en flaske hvid Carnuntum, skal du endelig ikke lade den gå din gane forbi. Kvaliteten er igen ganske flot, ikke mindst når det gælder Weissburgunder og Grüner Veltliner. De er måske knapt så syrefriske som pendanterne fra Weinviertel og Donaudalene men stadig læskende og lettere end de mere bamsefrugtige fra Burgenland.

Rundt om Rubinerne

Skal man forstå Zweigelt, kommer man ikke uden om Carnuntum; og et godt sted at få et godt indtryk af et områdes generelle kvalitetsniveau, er som bekendt ofte fra basisvinene, og de holder et højt niveau hele vejen rundt med Rubin Carnuntum. Selvom vi langt fra taler stor vin men mere hverdagsvin og madvin end meditationsvin, så er det stadig ofte nuanceforskellene, som gør udslaget; og hvad man er til, må være en sag om smag og behag. Personligt har jeg følt mig bedst underholdt af Artner, Grassl og Taferner, og skal man forstå genrens potentiale som herlig hverdagsvin i én flaske, ville jeg foreslå Artner. Her følger en kort gennemgang af nogle af de mest fremtrædende Carnuntum-vinhuse og deres Rubin-vine.

Den romerske Heidentor (Hedningedøren) er såvel turistmålet som vinregionen Carnuntums vartegn. Den indgår bl.a. som en central del af Rubin Carnuntums logo og kan således ses på alle flaskerne. Monumentet er opført omkring 350. Den romerske bosættelse Carnuntum rummede en militærlejr og en gladiatorskole. Foto: Armin Faber

Weingut Familie Pitnauer har huse i Göttlesbrunn og må ikke forveksles med Weingut Pittnauer i Gols, Burgenland; men vinene er fine nok. “Vores fortolkning af Rubin Carnuntum er en ligefrem vin, lidt af et muskelbundt med intens frugt og fin krydring,” fastslår Johannes Pitnauer. Familien Pitnauer har drevet landbrug i området mindst tilbage til 1800-tallet. Selve vinhuset trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor familien først gjorde sig bemærket med sine gode Zweigelt-vine. I dag bliver det som regel til syv-otte forskellige fortolkninger, hvoraf Rubin er en enkel og ligefrem men meget stilsikker repræsentant.

Weingut Taferner ligger ligeledes i Göttlesbrunn og er et familieforetagende, som i 1990’erne gik fra blandet landbrug til rent vinbrug. Deres Rubin Carnuntum er økonomisk deres vigtigste vin, men kvalitativt er den tillige bemærkelsesværdig: Fyldig, frugtdrevet og forholdsvist elegant i stilen med lækker, læskende syre. Der er masser af rubin- og karminrød frugt her og en ganske fin stoflighed. Karoline Taferner, tredje generation i familien, fortæller, at hun “som regel har svært ved at genkende vores egen Rubin Carnuntum til blindsmagningerne; men heldigvis har jeg altid godkendt den.” Økologisk dyrkning, manuel høst, mekanisk afstilkning, spontan gæring på ståltanke og så 12 måneders modning på brugte franske egetræsfade inklusiv naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Pelzmann ligger ved Prellenkirchen i Carnuntums østligste del, hvor jordbunden er mere kalkstensholdig og klimaet det tørreste. Familien har begået sig udi vinbrug siden 1850, og i dag lever de udelukkende af vinbruget og en tilhørende Buschenschank. Deres Rubin Carnuntum byder på mørkt rødfrugtig intensitet og ret god fylde, frisk syre skærer igennem, og endelig efterlades man med fine noter af friske urter, timian, merian, rosmarin. Gæret på ståltanke med to ugers maceration, modnet otte måneder på 2.000 liters brugte egetræsfade, hvor den gennemgår naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Böheim har bo i Abesthal tæt på Göttlesbrunn og drives af Stephanie Böheim og hendes far Johann. De dyrker hele 20 hektarer vinmarker, og driften er certificeret bæredygtig; og også for dem er Rubin Carnuntum en hjørnesten i produktionen, en favorit hos stamkunderne. Stephanies flaskefilosofi er, at “hvis du ikke er sikker på, hvilken flaske du skal åbne, så skal det være Rubin.” Den er en tæt saft af modne kirsebær med noter af både mørk chokolade og tørrede krydderurter, en af de fyldigere og fyrigere af slagsen.

Weingut Netzl er endnu et vinhus med base i Göttlesbrunn, og det drives i stadigt stigende grad af Christina Netzl, som tager mere og mere over fra far Franz. De dyrker økologisk og laver vine i både klassisk stil og en mere håndholdt naturvinsstil. Deres Rubin Carnuntum falder i den første kategori men har en herlig saftighed, masser af sorte kirsebær, blå blommer og røde sommerbær, en flot repræsentant. Gæret på ståltanke og modnet godt et år på store egetræsfade. Dansk importør er Vinpusheren.

Weingut Grassl er Philipp Grassls vingård i Göttlesbrunn, og han tager Zweigelt alvorlig på mange planer, inklusivt i Reserve-kategorien og enkeltmarkerne. Druerne til hans Rubin Carnuntum kommer fra flere forskellige marker for at skabe konsistent kvalitet og højere komplesitet. Den har en fyrig frugt med masser af mørke bær, især sorte kirsebær og sveskeblommer. Fint stof og forholdsvist markante men stadig fløjlsbløde tanniner. Dansk importør er Vinotheket.

Weingut Artner ligger en anelse længere mod vest ved byen Höflein ikke langt fra Göttlesbrunn og omringet af Arbesthaler Hügelland, og Donau driver roligt forbi kun tre kilometer mod nord, og både bakker, skov og flod modererer temperaturerne en smule. Familien sporer sin historie som vinbønder tilbage til 1650. Som mange andre havde de blandet landbrug frem til 1980’erne, hvorefter de speciliserede sig i vin og særligt rødvin (de gør sig godt både med Blaufränkisch og Zweigelt). Huset har i dag godt 40 hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, og den daglige drift forestås af Hannes, Christoph og Peter Artner. Druerne til deres Rubin Carnuntum kommer fra Aubühl, Bühlweingarten og Steinecker, gennemsnitligt 20-25 år gamle stokke. Økologisk dyrkning, manuel høst, spontan gæring med tre ugers maceration på ståltanke for maksimal frugtighed og så godt et år på store, gamle franske egetræsfade. Christoph forklarer: “Rubin er for mig en virkeligt god madvin, hvor du ikke bare kan drikke ét glas, men allerhelst bare tømme flasken. Den giver en fortsat forfriskende følelse. Ikke for mange tanniner, ikke for høj alkohol, den er bare frugtig og let drikkelig. Det adskiller den fra enkeltmarksvinene.” Fuld af kirsebær, kirsebærsten, skovbær, krydderurter og let sødmefulde krydderier, komplementeret af en let yoghurtnote fra naturlig malolaktisk gæring. Et rigtigt godt glas!

Carnuntums oprindelsesgaranti inddeles som i andre regioner i tre trin, den almene Gebietswein, de mere specifikke Ortsweine fra henholdsvis Göttlesbrunn, Höflein, Stixneusiedl, Prellenkirchen, Hainburg eller Petronell og endeligt enkeltmarksvinene, die Riedenweine, og her er der for tiden klassificeret ni som Erste Lagen. Det er ved Göttlesbrunn Haidacker, Rosenberg, Schüttenberg og Stuhlwerker; ved Höflein Aubühl, Bärnreiser, Kirchweingarten og Steinäcker; og ved Prellenkirchen Spitzerberg (hvoraf Spitzerberg er forbeholdt Blaufränkisch). Der er større variation mellem enkeltmarkernes udtryk, hvilket selvfølgelig skyldes forskelle i terroir men tillige stilistiske forskelle i vinifikationen— f.eks. brugen af små og nye fade. Tendensen til kraftigere og kraftigere vine er dog vendt i de seneste år, ligesom fadpræget er nedtonet— så gode toner fra toppen af Carnuntum. Et par anbefalelsesværdige enkeltmarksvine kunne være Artners Ried Steinäcker, Grassls Ried Schüttenberg, Markowitschs Ried Kirchweingarten, Ried Pitnauers Ried Haidacker og Taferners Ried Bärnreiser— og så er der selvfølgelig de fremragende Blaufränkisch-vine fra Spitzerberg, som dog er et kapitel for sig. ‘Hemmeligheden’ bag Carnuntum som helhed er stadig Zweigelt, som gør sig glimrende som kølig sommervin; og med Rubin Carnuntum har man et godt udgangspunkt for at udforske såvel druens potentiale som producenternes formåen.

Flaske: Rubin Carnuntum 2020
Vinhus: Artner  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig  
Drue: Zweigelt  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 150,-  

Artiklen er blevet til i forlængelse af et seminar organiseret af Wine+Partners, forestået af Paula Sidore fra Trink Magazine og med vine sponseret af Carnuntum Wein. Kort og fotos er fra ÖWM og ÖTW, personportrætterne er stillet til rådighed af Carnuntum Wein