Smuglergods

Blot tre melodier beherskede bedstefar Wenzel på træblæseren tárogató, et traditionelt ungarsk instrument. Hans forsøg med folkemusikken rakte dog til at aflede grænsevagternes opmærksomhed, da han kørte tilbage over grænsen til Østrig med sin søn Robert, efter de to havde været på hugst i Ungarn. På laddet var vognen lastet med udvalgte stiklinger af sorten Furmint, som familien ønskede at genetablere ved deres hjemby Rust i Burgenland.

Året var 1984, og Jerntæppet var stadig trukket tæt ned mellem Østrig og Ungarn. Muligvis hjalp det de to, at de valgte folkesange ikke var salonfähige under det kommunistiske styre; som nok i øvrigt ikke ville mistænke almindelige østrigske bønder for at smugle noget ud af landet. Så det lykkedes, og Burgenlands første nye Furmint-mark i lange tider så dagens lys i 1985.

Furmint er en velrenommeret centraleuropæisk sort, som havde sin storhedstid for et par århundreder siden. Den var vidt udbredt i størstedelen af Østrig-Ungarn, som også dækkede de lande, vi i dag kender som Slovenien og Kroatien, og hvor Furmint til stadighed dyrkes. Dens lokale synonymer alene vidner om dens vide udbredelse: Formint, Krhkopetec, Luttenberger, Mainak, Maljak, Malnik, Mosler, Moslavec, Moslawine, Posipon, Sipo, Sipon, Siponski, Szala, Szegszöllö, Szigeti, Tokayer, Ungarische, Weisslabler og Zapfner!

Sidenhen led Furmint samme skæbne som så mange andre af de gode, gamle sorter: Nye sygdomme og skadedyr (som oidium, peronospora og phylloxera) trængte den tilbage i løbet af 1800-tallet; og to verdenskrige sendte den til tælling i 1900-tallet, hvor den efter Østrig-Ungarns opløsning overgik til status som Ungarns hvide hovedsort. Særligt berømmelse har de ædelsøde vine fra Tokaj, men i dag er den også blandt de mest populære sorter til tørre hvidvine i resten af Ungarn; mens den i Østrig stort set har mistet sin betydning.

Videre lever begejstringen dog hos Wenzels barnebarn Michael, der i dag står i spidsen for familiens vinhus, som dermed er i tolvte generation (i familiens besiddelse siden 1647). Michael har adopteret Furmint som sit særlige hjertebarn, og han fremstiller nogle af de mest spændende tørre vine på sorten. Ikke mindst en særlig udgave udelukkende til det danske marked, The Revival.

Michael Wenzel i sine vinmarker ved Rust i Burgenland. Foto: Sonja Priller Photography

Gamle dyder

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad,” siger Michael Wenzel med et smil og betegner sin fuldt genoplivede Furmint som “en drøm, der er blevet til virkelighed.”

Furmint forlanger sol og varme kalkholdige jordbunde; men når dens grundlæggende behov er stillet, giver den fine udbytter, og den afspejler sine dyrkningsforhold, herunder jordbund og mikroklima, særdeles detaljeret. Man kan således smage tydelig forskel på Wenzels to enkeltmarker, Vogelsang og Garten Eden, på henholdsvis tæt jord med blå kvarts og en løsere jord med rød kvarts. Som sådan minder Furmint om Riesling, som den da også har en frisk syre og muligheden for stor sukkermodenhed til fælles med.

Det relativt høje syre- og fenolindhold gør også Furmint velegnet til mere minimalistisk vinifikation. Selvom mosten som oftest er meget, meget sød, holder syren og fenolerne den frisk og beskytter mod de værste vinfejl— såfremt man formår at holde god hygiejne omkring gæringen. Det gjorde Wenzel med et fad Vogelsang i 2018, som han lod gære og lagre uden nogen tilsætning af sulfitter overhovedet; og det lykkedes, for vinen er overraskende ren, levende og ekspressiv med masser af Furmints fyrige citrusfrugt og krydrede noter.

Så fremtidens vine kan meget vel komme fra fortidens sorter. Hvad Wenzel har fat i er, ud over Furmints tilsyneladende egnethed til naturnær vinifikation, dens evne til at udtrykke dens oprindelse i området; og netop være tilpasset til tørre og varme betingelser, en egenskab som kan gå hen at blive et yderst værdifuldt aktiv i et klima med stadigt flere hedebølger og tørkeperioder.

“Vi ser oftere og oftere disse ekstreme vejrforhold,” fortæller Wenzel, “og her kan Furmint klare sig, med sin sene sukkerakkumulation og sin gode syre selv i varme år. Det er faktisk det samme som med Blaufränkisch.”

Furmint finder fodfæste

Allerede i 1987 fik man Furmint godkendt til kvalitetsvin i Østrig, men i mange år fortsatte sorten med et leve lidt af en skyggetilværelse: Enkelte entusiaster i Burgenland, en afstikker i Steiermark og her og der en gæsteoptræden i Gemischter Satz. Det har imidlertid ændret sig siden årtusindeskiftet, særligt med epicenter i Burgenland, hvorfra familien Wenzels smuglergods har båret frugt og fået overbevist en efterhånden betragtelig fanskare. Fra planteskolen i Rust sælges således både gamle østrigske kloner, som man gennem generationer har benyttet til den ædelsøde Ruster Ausbruch, samt stiklinger fra de gamle ungarske kloner, som Wenzels i sin tid indførte. Det går stille og roligt fremad, fra et par enkelte hektarer er der i dag registreret 12 i Østrig. Ud over Wenzel fremstiller f.eks. Günter og Regina Triebaumer og styriske Gottfried Lamprecht gode eksemplarer.

Men selvom Furmint har en fortid i Burgenland, har man med tiden mistet erfaringerne med sorten, især når det drejer sig om tør vin. “Det er en stejl læringskurve, vi er på, det tager mange år,” erkender Michael, men han tøver ikke med at kalde læringsprocessen for “en eventyrlig rejse” — og også “en farefuld færd.” Foruden forskning i lokalhistorie og historiske opbindingsmetoder har det først og fremmest kostet tid til at høste praktiske erfaringer.

Furmint har en stærk stok med tyk bark, store blade og lange klaser med ret store druer. Druerne har tykke skaller og modner først sent, men de er til gengæld yderst modtagelige for botrytis, hvilket sammen med sukkerindholdet forklarer forkærligheden for at vinificere den til søde vine som Ruster Ausbruch og Tokaji Aszú. Til gengæld er den også ømtålelig over for meldug og råd, så man skal sørge for god ventilation omkring klaserne; og en del af familiens Wenzels arbejde har da også bestået i at udvælge kloner med mere åbne og løse klaser, som minimerer risikoen for svampesygdomme og dermed også egner sig bedst til økologisk dyrkning.

Let spættede, gulligtgrønne Furmintdruer klar til høst. Foto: Sonja Priller Photography

Michael Wenzel fremstiller en tre-fire forskellige vine på druen: Basisvinen er Furmint aus dem Quarz, hertil kommer de mere koncentrerede enkeltmarksvine fra Vogelsang og Garten Eden— og ikke mindst det fornemme forsøg Furmint The Revival, som det lykkedes Wenzels danske importør Nicolai Høtoft at få fingrene i.

“Furmint The Revival er et enkelt fad (brugt barrique), som gennemgik sin gæring, selvfølgelig spontant, over hele 14 måneder! I løbet af denne superlangsomme gæring er der opstået fine, udtryksfulde og meget sortstypiske aromaer. Og heldigvis har vi undgået volatilsyre, som er den største risiko ved langsomme gæringer. Fra hvile på de fine gærrester blev vinen så nænsomt fyldt på flaske, helt og aldeles uden filtration og uden tilsætning af sulfitter: Den reneste Furmint!” erklærer en stolt Michael Wenzel— og Nicolai Høtoft stemmer i!

Motivationen til at lave vin uden tilsatte sulfitter er dels et spørgsmål om sundhed: “Hvorfor skulle jeg tilsætte sulfitter, hvis jeg kan undgå det? Sulfitter er lidt som antibiotika: Hvis du er sund og rask, så kan du sagtens klare dig uden medicin. Jeg er selv sensitiv i forhold til højt sulfitindhold, og derfor er jeg også interesseret i at lave vin med mindre eller helt uden,” forklarer Wenzel.

Det er dog først og fremmest et spørgsmål om smag: “Sulfitter holder også vinen i en spændetrøje. Det er med sulfitfrie vine som med råmælksoste: Man risikerer at få nogle sære bismage, men generelt bliver de bare bedre. Der er mere smag og liv, og når det lykkes, er det de mest ekspressive vine, og de er enormt drikkelige.”

Quod esset demonstrandum: Furmint The Revival 2018 er en livlig forfriskning, fine hvide blomster og friske æbler i duften, æblemost, æblekerner, kvæde, grapefrugt og grøn te i smagen, en afstemt syre og mild bitterhed, masser af mineralitet, flot balance og en vedvarende friskhed. Den udvikler sig over tid i glasset, fra stilfærdig til for fuld musik. Det er en ret rig vin men med en overraskende kølighed, især dens mikroklima og årgang taget i betragtning. Men netop der ligger Furmints særlige styrke.

Læs nærmere om vinene fra det østrig-ungarske grænseland her.

Flaske: Furmint The Revival 2018  
Vinhus: Weinbau Wenzel  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Furmint  
Jordbund: Kalksten, kvarts
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Høtoft Vin
Pris: 275,-  

Livet på grænsen: Burgenland

Danmark fejrede den 10. februar 100-året for afstemningen, der førte til den danske genforening med Sønderjylland den 15. juni 1920— efter tysk herredømme siden det danske nederlag til tyskerne i 1864. Det nordlige del af det dansk-tysk blandede Slesvig kom således tilbage til Danmark efter Versailles-freden oven på Centralmagternes nederlag i Første Verdenskrig.

En lignende historie med samliv, adskillelse, fælles kultur og flersprogethed, naboskab og nabosplid, udspillede sig på samme tid mellem Østrig og Ungarn. Det er nemlig også kun 100 år siden, at bundeslandet Burgenland blev til. Østrigs østligste delstat langs grænsen til Ungarn rummer megen historie, men Burgenlands egen historie går som sådan kun tilbage til den 6. november 1921. Efter Freden i Versailles, St. Germain-traktaten og en lokal folkeafstemning gik det østrigsk-ungarsk blandede område nemlig fra at være et kronland under ungarsk herredømme i det østrig-ungarske dobbeltmonarki til endegyldigt at være en del af den nye østrigske republik. Østrig mistede mange tusinde hektarer vinmarker til Ungarn ved rigernes adskillelse, men Burgenland beholdt de; og det nyder begge sider godt af i dag.

Blaufränkisch og Burgenland hænger sammen, især fra de store bakkedrag Leithaberg og Eisenberg. I dag er Burgenland vinmæssigt Østrigs røde hjerte, hvor Blaufränkisch kejserligt troner med andre lokale sorter som Sankt Laurent og Zweigelt ved sin side, ikke at forglemme internationale sorter som Pinot Noir og Syrah; men den højeste adel tæller også den ædelsøde hvidvin, der traditionelt fremstilles langs kysten til den store, lavvandede sø Neusiedlersee lige langs grænsen til Ungarn. Furmint, Welschriesling, Weissburgunder og lignende sorter lægger druer til de disse søde vine, såvel som til de tørre hvidvine, området også byder på— foruden de mange solsikker, storke, vadefugle og tørstige småfugle, der også har opdaget druerne.

Den røde Rust, Neusiedlersee i baggrunden og Leithabergs vinmarker i forgrunden. Foto: Anna Stöcher / ÖWM

Felsőőrvidék, Gradišće, Hianznland

Kært barn kan som bekendt have mange navne, og flere folkeslag har været med i navnelegen. Burgenland er officielt også kendt som Felsöörvidék og Gradisće, som er de respektive navne på ungarsk og kroatisk, de to historiske mindretalssprog i regionen. Begge er gengivelser af dets nutidige tyske navn, der slet og ret betyder ‘Borglandet’. Det kom sig oprindeligt af kejsertidens betegnelse ‘Vierburgenland’ for kronlandet bestående af de fire provinser Eisenburg (nu Eisenstadt), Pressburg (Bratislava, nu i Slovakiet), Wieselburg (Moson) og Ödelburg (Sopron), nu begge i Ungarn. Burgenland var det, der blev tilbage i den nye østrigske republik. Ønsker man at tage navnet bogstaveligt, kan man stadig se borge og befæstninger, især i Mittelburgenland, særligt seværdige er ruinerne ved Eckendorf og Landsee. Vi er trods alt stadig i historisk omstridt grænseland. Således ses der skiltning også på ungarsk og omkring Oberpullendorf og Schachendorf også på kroatisk.

Burgenland er et smalt område med en nord-syd-gående akse. Delstatshovedstaden Eisenstadt ligger i den nordlige del, nord for den store, lavvandede sø Neusiedler See, der præger den centrale og østlige del af delstaten. Mod øst ligger grænsen til Ungarn, nordøstligst en ganske kort strækning mod Slovakiet og sydøstlige en endnu kortere strækning mod Slovenien. Vestfor grænser det op til to andre østrigske delstater, Niederösterreich og Steiermark.

Østrigs ellers bjergrige og bakkede landskab går i Burgenland over i et fladere og lunere slettelandskab. Det er begyndelsen på den store centraleuropæiske Pannoniske slette, den vi i Ungarn kender som pusztaen. Det er frugtbart landbrugsland, og kigger man kun på geologien eller topografien, kan man ikke se nogen naturlig grænse mod øst. I dag ser man knapt et grænseskilt, den hårde grænse mellem Østrig og Ungarn blev endeligt ophævet i 2007; og heldigvis ser man ikke længere rester af pigtråd, minefelter og vagttårne. Den kolde krig er for længst forbi.

Det lokale klima kaldes pannonisk og er det samme som på den ungarske slette mod øst: Det er iskoldt om vinteren, men tørt, lunt og solrigt om sommeren, som skabt til modne rødvine. Løss, lehm, sand, kalksten og skifer præger skiftevist jordbunden fra nord mod syd.

Burgenland fra top til tå

I løbet af sin kun hundredeårige historie har Burgenland undervejs været inddelt i vindistrikter af flere omgange. I dag deles det i fem DAC-distrikter:

I den nordlige del finder vi højderyggen Leithaberg og de små byer Morbisch, Donnerskirchen, Purbach og Jois lige ved Neusiedlersøens vestlige bred. I dette område er landskabet vinmæssigt komplekst: Godt halvdelen af området er dedikeret til hvidvin, og netop langs die Leithagebirge er der mange forskellige hvide druer, blandt andet historisk tætte Grüner Veltliner-beplantninger ved Donnerskirchen. I lyset af denne forskellighed blev man enige om at lave både en rød og en hvid Leithaberg DAC. Leithabergs enhed baserer sig derfor på områdets geologiske beskaffenhed: En meget kalkholdig lehmhord med en høj skiferandel for foden af bakkerne. De røde vine laves udelukkende på Blaufränkisch, de hvide på Grüner Veltliner, Neuburger, Weissburgunder og Chardonnay— sortsrent eller som cuvée. Toppen udgøres af Gernot Heinrich, Gut Oggau, Markus Altenburger og flere andre. Øst om Leithaberg ligger også det helt nye område Rosalia, en gammel Grosslage med nyvunden selvstændig DAC, hvor man fremstiller fin Blaufränkisch og Zweigelt med fyldig frugt og letdrikkelig karakter.

Neusiedlersee, Havet ved Neusiedl, hedder den store steppesø (på ungarsk Fertö tó), som vinpusheren Michael Poulsen kærligt har kaldt ‘verdens største soppebassin’. Den 315 kvadratmeter store sø— hvoraf 240 km2 hører til Østrig og 75 km2 til Ungarn— bliver nemlig sjældent mere end en meter eller to dyb. Sivplanter og tagrør omgiver store dele af søen, og man kan en sommerdag føle sig hensat til Florida eller Louisiana. For solen skinner, og man man modne druer til et meget højt sukkerindhold; og fugten fra søen sikrer en dis hen på efteråret, som giver den ædle råddenskab, botrytis, fine forhold. Derfor tæller Neusiedlersee DAC også en klassisk vin som den ædelsøde Ruster Ausbruch fra markerne omkring den gamle fristad og vinby Rust; foruden kraftige rødvine på Blaufränkisch og især Zweigelt. Smag løs fra Ernst Triebaumer og Feiler-Artinger og for de sødes vedkommende især Kracher og Schröck.

Som en enklave midt i omfatter Mittelburgenland vinbyer som Deutschkreutz, Horitschon, Neckenmarkt og Lutzmannsburg. Mittelburgenland fik i 2005 den første DAC i Burgenland og har dermed allerede fejret sit ti-års-jubilæum. Her drejer det sig udelukkende om vine på Blaufränkisch, deraf tilnavnet Blaufränkischland. Et ganske varmt klima, præget af lange og solrige sommerdage, samt fede lehmjorde giver områdets vine en moden frugtsmag med kraft, fylde og krydring, og man arbejder en del med fadlagring. Ofte smager vinene intenst af brombær og sorte kirsebær med ristede, nøddeagtige noter. Gode eksponenter er Franz Weninger, Hans Gesellmann, Hans Igler, Juliana Wieder og Weingut Wellanschitz, Især områdets kraftige Reserve-vine har et tydeligt fadpræg fra barrique, det er østrigsk Bordeaux.

Anderledes elegant er Eisenberg i det idylliske Südburgenland med kendte vinbyer som Deutschschützen, Eisenberg og Rechnitz. Det er det østrigske Bourgogne, vi møder i den områdetypiske vin, der har navn efter højderyggen Eisenberg, der med op til 400 meters højde er den største hævning i landskabet. Her mod syd sikrer Alpernes nærhed en behagelig friskhed, frugtig nerve og fint krydrede noter, der også skyldes den jern- og skiferholdige jord. Den idealtypiske Eisenberg DAC skal være rund og fyldig uden at være fed, have karakter og elegance og været præget af jordagtige og mineralske noter. Hold øje med Uwe Schiefer, Wachter-Wiesler, Mathias Jalits, Thomas Straka, Schützenhof og ikke mindst Thomas Kopfensteiner — mere om ham til sidst.

Blaufränkisch, Kékfrankos, Frankovka

Saftig bærfrugt— fra ribs og hindbær over blåbær og solbær til hyldebær og sortebær— en spændstig syre, fine tanniner og pebret krydring. ‘Den mest karakterfulde kvalitetsdrue’, ‘Østrigs stærkeste kort på hånden efter Grüner Veltliner’, sådan omtales Blaufränkisch gerne både i østrigske og internationale vinkredse. Men med næsten 8.000 hektarer i Ungarn er druen mere udbredt her end med under 4.000 hektarer i Østrig. Så burde man ikke snarere kende druen som den ungarske Kékfrankos?

Tilhørsforholdene er alt andet end enkle. Ungarn var som bekendt en del af habsburgenes kejserrige frem til afslutningen af Første Verdenskrig. Blaufränkisch dukker først op med nuværende navns nævnelse i 1862 på en landbrugsmesse i Wien; så dens præcise historie kan være svær at spore via de vanlige kilder. Førend var flere synonymer i brug, Mährische, Frühschwarze, Schwarze Fränkisch, Schwarzgrobe og Blauer Zierfandel for eksempel. Det nuværende navn Blaufränkisch blev først befæstet som international standard på den internationale ampelografiske kommission i Colmar i Alsace i 1875.

Historisk regnedes sorter med tilnavnet fränkisch for gode sorter til fremstilling af vin af høj kvalitet. De stod i modsætning til dem med tilnavnet heunisch, der kun regnedes for egnede til simpel hverdagsvin. Genetisk set ved man i dag, at Blaufränkisch er en krydsning af druer fra hver gruppe. Det drejer sig med højeste sandsynlighed om de i dag yderst sjældne druer, der bærer navnene Gouais Blanc/Weisse Heunisch og Blaue Zimmettraube. Sidstnævnte blev først identificeret for ganske få år siden. Oprindelsen er derfor uden tvivl østrigsk, så længe man tænker historisk— i det østrigske kejserrige— men vuggen kan have stået i nutidens Slovakiet, Ungarn, Slovenien eller Kroatien. Her vokser henholdsvis godt 700, 8.000, 700 og 900 hektarer af sorten under lokale navne som Frankovka, Kékfrankos og Borgonja. Yderligere findes små beplantninger i Tyskland og Italien. I Württemberg kendes den som Lemberger, sandsynligvis opkaldt efter den østrigske planteskole i Lemberg, hvor sorten kan være kommet til Tyskland fra; og i Friuli findes en smule Franconia Nera, som må antages at være en overvintret rest fra tiden under østrigsk overherredømme.

Selvom Sopron, Eger og Kunsag i Ungarn står for størstedelen af beplantningerne med Kékfrankos, så har sorten selvsikkert gjort sit navn som sortsren og stor vin i Østrig. Havde det ikke været for navne som Triebaumer, Moric, Weninger og Schiefer, ville sorten næppe have tiltrukket den internationale opmærksomhed til østrigsk rødvin, som er tilfældet i dag; de kraftige ungarske udgavers fortræffeligheder i øvrigt ufortalt.

Jerntæppet og Broen ved Andau

Jern er et gennemgående tema i Burgenland. Hovedstaden Eisenstadt er gammelt handelscentrum for kejserrigets jern- og stålindustri; og landskabet rummer, særligt i syd, særdeles rige jernforekomster. Således findes røde jorde, især omkring Eisenberg, der forlener Blaufränkisch med en metalliske mineralitet, en salt eller jodagtig note, der af og til omtales som blodig.

Det blodige er desværre en anden del af Burgenlands historie. De første år gik det ellers godt: En firedobling af vinmarksarealet, en omstrukturering af vinbruget med fokus på kvalitetssorter i 1922 og oprettelsen af en vinbrugsskole i Rust i 1933 tæller til de lykkelige omstændigheder. Så fulgte depressionen og de politiske efterdønninger, Anschluss til det nazistiske Tyskland og Anden Verdenskrigs uhyrligheder, Østfrontens rædsler. Efter Anden Verdenskrigs afslutning og oprettelsen af den anden østrigske republik havnede Østrig og dets ungarske naboer på hver sin side af øst-vest-splittelsen, og Jerntæppet gik ned. Det førte som så mange andre steder til adskillelse af familier og forretningspartnere— og til smugling af varer og mennesker. I de første år var grænselandet især for de ungarske unge et magisk sted, frydefulgt forbudt og fyldt med vin, øl og cigaretter smuglet ind fra Østrig.

Den lille østrigske by Andau har med sine små 600 indbyggere kun én gang gjort sig verdenberømt, og det var under den folkelige opstand mod regimet i Ungarn i oktober 1956. Sovjet gik som bekendt ind i landet og genetablerede “freden”. I de følgende dage og uger begyndte en regulær masseflugt til Vesten. Alene over Østrig flygtede 200.000 mennesker, mange af dem via en smal træbro over Eisener-kanalen ved Andau; så mange, at broen siden er blevet synonym med masseflugten. Det kunne selvfølgelig ikke gå, og den 21. november sprængte sovjetiske tropper broen. I mellemtiden led flere den kranke skæbne at blive fanget i overfarten; blandt andet en nybagt familie, der havde bedøvet deres spædbarn, så det ikke skulle græde under turen og afsløre dem. Afsløret blev de dog alligevel, og barnet døde i øvrigt som følge af bedøvelsen. Siden blev landet langs kanalen stærkt bevogtet. Skud blev løsnet, og ståltrådshegnene blev stående frem til 1989.

Broen ved Andau blev genopført i 1996 som symbol på samarbejde og tolerance. I sommers var grænsegængerne alverdens vinskribenter på jagt efter gode historier og dyre dråber. Østrig på venstre og Ungarn på højre side. Foto: ÖWM

I dag forbinder broen igen de to lande snarere end at adskille dem. Efter Den Kolde Krigs afslutning er forholdet mellem øst og vest normaliseret, og efter Ungarns indlemmelse i EU i 2004 er der kommet fri bevægelighed igen; og i 2007 fjernedes de sidste fysiske rester af den hårde grænse. Flygtningekrisen i 2016 førte som bekendt til fornyet grænsekontrol ved indgangen til Ungarn; men ellers hænger landene nu for hverdagens praktiske formål sammen igen som i kejsertiden; og det har ikke mindst den ungarske vinindustri nydt godt af. Viden, erfaring og ikke mindst penge er strømmet ind fra Østrig, og ligesom flere østrigere vinificerer druer fra marker på den ungarske side af grænsen, har mange engageret sig i joint ventures med deres ungarske kolleger. Eksempelvis Roland Velich med projektet Hidden Treasures (læs nærmere her); Franz Weninger i sit samarbejde med Attila Gere i Villány; og Peter Wetzer har slået sig ned i Sopron, hvor han laver fremragende rødvin.

Mere om Østrig-Ungarns fælles vinhistorie er at læse i den nyligt udkomne Wein in Österreich. Die Geschichte, et imponerende værk redigeret af Willi Klinger og Karl Vocelka og udgivet af Brandstätter Verlag. Bogen udkom i anledning af Klingers fratræden som formand for ÖWM og har været mange år i støbeskeen. Der findes nu også en forkortet, engelsk udgave, Wine in Austria: the History.

Udsigtsposten Weinblick rejser sig i Saybritz-marken og giver fra ryggen af Eisenbergs et overblik over dalen ned mod Ungarn. Foto: Thomas Bohl

Lad det ikke blive ved læsning og teori, tungen kræver væde i praksis; og Blaufränkisch af bedste burgenlandske beskaffenhed finder man i Thomas Kopfensteiners Ried Saybritz 2017: En stilren fortolkning af Saybritz-marken på Eisenberg i Burgenland, hvor den rå, røde jord med de grønne skifersten via Kopfensteiners hænder kaster modne druer med mørk saft og kølig intensitet fra sig. Diskretionen selv i første snus, men langsomt åbnes der for en æterisk duft af mørke bær, fugtig skovbund og ristede nødder. I munden følger den pureste saft af sorte kirsebær, brombær og hyldebær, med en spændstig syre og de fineste, fløjlsbløde tanniner. Strejf af lakrids, peber, kakao og krydderurter i eftersmagen, salt mineralsk afrunding, en smuk og livlig vin, ren drikkeglæde.

Thomas Kopfensteiner er vinbonde i tredje generation. Han overtog i 2005 driften af familiens vinhus fra sine forældre, Edith og Manfred, som i deres tid udvidede den lille vingård i grænselandet til hele 18 hektarer og gjorde vin til hovederhvervet. Filosofien er i dag oprindelsestypiske vine, fremstillet på traditionel facon, fra sunde druer i grønne marker.

Flaske: Ried Saybritz 2017  
Vinhus: Kopfensteiner  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Blaufränkisch  
Jordbund: Jernholdig lehm, grøn skifer
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 300,-  

Portræt af et adoptivbarn

Et sted i gråzonen mellem fyldig rosé og let rødvin flyder Gut Oggaus bidrag til Brutal-vinserien rundt. Det er et farverigt grænseland, der flyder over af røde bær og grønne urter, underholdende og ikke uden alvorligere undertoner. Som sådan en seriøs tilføjelse til Gut Oggaus vanlige sortiment — læs mere om det her.

Brutal 2016 dufter let gæret og flintet hen over friske røde bær, der især trænger igennem i smagen, særligt hindbær og tyttebær. Der er sprød syre og en pæn fylde og rundhed, og så dukker der spændende og spøjse smage op: Græs, hø, tørrede hindbær, ristede græskarkerner, mørk mælkechokolade. Let bitter eftersmag, kalkede tanniner. Ren og skær naturvin men uden unoder — selvfølgelig hvis man ser bort fra en smule reduktion og volatil syre.

Grundstoffet er Roesler — mere om den senere — presset og udsat for få timers maceration, spontangæret på store træfade, lagret på samme samt gærresterne et halvt års tid før flaskning - uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter, som det hør og bør sig i brutalt regi.

Gut Oggaus hall of fame, dog uden Brutal, som man må omkring Barcelona for at se i øjenhøjde

Brutale vine

Serien af Brutal vine kom oprindeligt i stand i form af en række direkte leverancer til naturvinsbaren Bar Brutal i Barcelona. Ni naturvinsproducenter fra oplandet i Catalonien udvalgte et enkelt fad vin, som skulle sælges på baren. Et etiketdesign kom i stand, som var ens for alle, ligesom prisen blev fast og venlig; og en succes blev det hurtigt.

Senere fulgte en række internationale producenter trop, foruden Gut Oggau er også Christian Tschida fra Neusiedlersee i Burgenland med. Kriteriet for deltagelse er naturvin slet og ret — udelukkende spontangæring og ingen tilsatte sulfitter. Vinene er dog ikke kun at skaffe på Bar Brutal, mindre mængder finder også vej ud i den store verden. Den oprindelige idé med samme etiket og samme pris for hver flaske er også moderat modificeret. Gut Oggaus bidrag er i hvert fald let genkendeligt!

Kunstvandalisme — eller Gut Oggau møder Banksy i Barcelona?

Roesler?

Hvad er Roesler så for en fisk? Ja, den er en ny druesort, hvis største fortrin og oprindelige eksistensberettigelse er som PIWI sort, en type af druer, der er meget modstandsdygtige over for svampeangreb (pilzwiderstandsfähige), hvilket gør dem mere end velegnede til økologisk dyrkning. Roesler druerne er store med tykke skaller, og vinens sanselige kvaliteter ligger i en mørk bærfrugt og markante tanniner, der gør den velegnet til fadlagring. Mest iøjenfaldende er dog dens meget mørke farve. Roesler er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier drue, hvilket vil sige, at ikke kun drueskallen men også selve frugtkødet er farvet; og mosten er derfor rødlig selv uden skindkontakt. Som udgangspunkt er den mest anvendt som blandingsdrue, hvor den bidrager med farve og tannin.

Roeslers vugge stod på Götzhof ved Langenzersdorf i Weinviertel lige nord for Wien, hvor den blev frembragt som en ny krydsning i 1970. Moderen i den menneskelige verden er Gertrude Mayer fra vinskolen i Klosterneuburg. Leonhard Roesler (1839-1910), der var kemiker, ønolog og forstander på Klosterneuburg 1874-1902, har stået fadder med navnet, som druen officielt har båret siden 2000, hvor den blev anerkendt som kvalitetdrue.

Roesler har et indviklet stamtræ: Zweigelt, der som bekendt selv er en krydsning af Sankt Laurent og Blaufränkisch, er her krydset med Klosterneuburg 1189-9-77, der selv er en krydsning af Blaufränkisch og Seyve-Villard 18-402, der selv er en krydsning af forskellige Seibel hybrider. Mayer var i øvrigt samtidigt kvinden bag sorten Ráthay, der er krydset af Klosterneuburg 1355-3-33 og Blauburger.

Roesler modner relativt tidligt og har høj modstandsdygtighed mod frost og svampesygdomme (botrytis, oidium, peronospora). Førstnævnte gør den generelt velegnet i Østrigs kontinentale klima med hårde vintre, særligt i landets kølige områder; og sidstnævnte gør den ikke blot velegnet i de fugtige egne omkring søen Neusiedlersee i det lune Burgenland men velegnet overalt, hvor man ønsker at undgå at sprøjte med fungicider.

Stephanie og Eduard har i hvert fald fundet en fin brug af druen med Brutal. Prøv!

Flaske: Brutal 2016  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Roesler  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, kort maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 245,-  

Leve friheden!

Burgenland er atter frit; og var man ikke opmærksom på ufriheden, eller har man ikke modtaget frihedsbudskabet, så er det på høje tid at fejre befrielsen. Frihedskæmperne bag er Gernot og Heike Heinrich fra Gols i det nordlige Burgenland. Ægteparret Heinrich har mange meritter, således har de i mange år stået for nogle af Østrigs bedste rødvine, og i sammenslutningen Pannobile har de været med til at sætte fokus på Burgenlands særegne sorter, traditioner og terroir. Økologisk og biodynamisk omstilling har været en anden milepæl; og introduktionen af en række vine under overskriften 'Freyheit' markerer nu et yderligere livtag med det oprindelige og ubesmittede, tendentiøst betegnet som naturvin. Vildgæring, alternative gæringskar, udvidet skindkontakt og forsagelse af den djævelske sulfit er gennemgående træk - drevet af nysgerrighed og glæden ved at afprøve grænser. Således har Neuburger, Welschriesling, Grauer Burgunder og Roter Traminer allerede fået en tur - med overbevisende resultater til følge.

Seneste tilføjelse er Muscat Freyheit, en smukt stråfarvet vin med en mild og frodig duft af jasminer, gule roser og citrusskal og en blid smag af rød grapefrugt, friske ferskner og abrikoser. Rund, blød og læskende med en fin syre. Noget let kalket, næsten mælkeagtigt, og en svagt sødmefuld krydring i eftersmagen. Sommerligt og let men alligevel substantielt og komplekst nok til at man nysgerrigt kan vende tilbage til glasset.

Råstoffet er Muscat Ottonel (70%), der med sin intense aroma men beskedne syre får forfriskende selskab af Weissburgunder (25%) og et skvæt Chardonnay (5%). Druerne høstedes fra sidst i august til først i september, og hele herligheden blev presset langsomt på kurvepresse. Mosten gæredes spontant sammen med skallerne i to uger. Den malolaktiske gæring indfandt sig af sig selv, og vinen boblede derefter af på gærresterne i otte måneder i ældre 500-liters østrigske egetræsfade. Endelig blev den, ufiltreret og usvovlet, fyldt på sine karakteristiske lerflasker, godt 5.000 flasker blev det til i 2017.

Gernot Heinrich i kælderen med tre af sine nyerhvervede amforaer, hvor mere fri leg allerede er i gære

Fritænkere og frilandsvin

Gernot Heinrich er en seriøs og ambitiøs mand, hvilket har vist sig mere end tydeligt alene på den måde, han har forvaltet arven af en mindre familievingård: Besiddelserne er i dag på den pæne side af 100 hektar, og porteføljen tæller næsten 30 forskellige vine; og de, der ikke allerede er økologisk og biodynamisk certificerede, er under omlægning til det.

Hovedindsatsen har igennem årene ligget i realiseringen af det iboende potentiale i det burgenlandske terroir med markante marker som Alter Berg, Edelgraben, Gabarinza og Salzberg. Her er variationer over Leithakalk og pannonisk kontinentalklima, som i Heinrichs forstandige fortolkninger viser tydelige forskelle i glasset, formidlet gennem den lokale æresborger Blaufränkischs frugtige fylde. Det er intense og fyldige vine med stort udviklingspotentiale.

Blaufränkisch er nok fremtrædende men ikke enerådende i området: Her er også masser af Zweigelt og Sankt Laurent, og grønne sorter skorter det heller ikke på, burgundersorterne i særdeleshed men også Welschriesling og aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Det nordlige Burgenland er et kludetæppe af forskellige sorter, og Heinrichs righoldige sortiment favner de fleste.

Selvom Heinrich laver en lang række vine inden for det konventionelle appellationssystem - et system, som Pannobile flokken selv har været medvirkende til at definere, som det er i dag - så forsøger han stadig at flytte grænser. Et fortsat forsøg med at reducere sulfittilsætning i flere af vinene er vellykket, omend de færdige produkter ikke altid behager alle blandt stamkunderne; men Heinrich står fast. Og når der er brug for blå toner, fri leg og vilde udskejelser, så kommer Freyheit ind i billedet!

Biodynamik for viderekomne

Heinrich er medlem af både Respekt gruppen, der er en sammenslutning af biodynamiske vinbønder, og den biodynamiske hovedorganisation Demeter; og målet er en fuldstændig omlægning af alle husets vinmarker til fuldgyldigt biodynamisk brug. Det er noget af en opgave, især bedriftens størrelse taget i betragtning, men den stykvise erhvervelse af stadigt større besiddelser og den gradvise overgang fra økologi til biodynamik har gjort det muligt. I dag beviser Gernot Heinrich altså, at det kan lade sig gøre at praktisere biodynamisk vinbrug i industriel størrelse. Uden at slække på kravene eller kvaliteten - og så klarer han sig selvfølgelig også med lidt hjælp fra vennerne.

Heinrich fremstiller i videste omfang de biodynamiske kompost- og markpræparater selv; og han bliver ikke stående ved de grundlæggende men benytter sig også af videre metoder som urteteer, kompostteer og gæret melasse til yderligere at fremme liv og velfærd i vinmarkerne.

Kompostthe er et supplement til de øvrige naturlige markpræparater, som biodynamikere benytter sig af. Denne flydende kompost bruges til at berige jordbunden med mere liv - for eksempel i form af nyttige mikroorganismer, der bidrager til svampelivet i jorden. Formålet er at styrke planterne og give dem større modstandsdygtighed mod sygdom; hvilket på sigt kan reducere nødvendigheden af brugen af kobbersulfat mod svampesygdomme osv. Når komposten har nået den rette modning, røres den grundigt ud i vand og luftes - i et apparat fra den østrigske formidler Vortex Energie. Derefter sprøjtes theen forsigtigt ud over markerne.

Melasse benyttes også til at fremme det mikrobiotiske liv i mulden. En opløsning af melasse i vand gæres spontant, så det er de lokale bakteriekulturer, som markerne kender, der gør arbejdet. Den skummende, brunlige the, der dufter lifligt af lakrids, rørsukker og ensilage, fortyndes og findeles over jorden, således at mikroorganismer i jorden kan nyde godt af næringsstofferne.

Frihed er som bekendt det bedste guld; og det er det frie liv og de glade dage i jorden og vinplanterne, som Gernot Heinrich gerne vil give videre, ufortyndet på flaske, og det sker til fulde i det spraglede udvalg af vine i Freyheit-serien. For tiden består den desuden af Graue Freyheit (et amalgam af Grauburgunder, Weissburgunder og Chardonnay), Neuburger, Welschriesling, Roter Traminer og en Blaufränkisch Rosé - og døren står åben for fri leg med flere sorter, således er der planer om også at inkludere Pinot Noir i frimodighederne. Men Muscat er et godt sted at starte. Det er sommer i Burgenland på flaske.

Flaske: Muscat Freyheit 2017  
Vinhus: Weingut Heinrich  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Muscat Ottonel, Weissburgunder, Chardonnay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Korsholm Vin  
(men endnu ikke i sortiment)  
Pris: cirka 275,-