Leithaberg under lup

Bliver den bedste Blaufränkisch til i det nordlige Burgenland? Det er et synspunkt, som fortalere for vinene fra Leithaberg vil forfægte; og det er faktisk ikke ren fuldemandssnak eller et uforståeligt særstandpunkt.

“Der er ikke mange sorter, som så smukt kan kombinere egenskaber fra den konkrete vinmark, den dyrkes på, eller sin appellation som helhed, med et rendyrket sortsudtryk. Det kan Blaufränkisch, og det gør den på Leithaberg, med kølig friskhed, saftig frugt og knitrende mineralitet.” Ordene er Stefan Zehetbauers, og han er ikke kun troende, han er tillige praktiserende; sammen med godt 50 andre i den lokale sammenslutning af vinbønder, som bringer deres vine til torvs med oprindelses-, typicitets- og kvalitetsstemplet Leithaberg DAC.

Vi befinder os som nævnt i det nordlige Burgenland, øst for Thermenregion og syd for Carnuntum. Stik mod øst ligger Neusiedlersee og længere mod syd Mittelburgenland og Eisenberg. En opremsning af Østrigs bedste rødvinsområder, som Leithaberg ganske naturligt føjer sig til, og siden årgang 2009 har deres Blaufränkisch kunnet smykke sig med de tre bogstaver DAC efter oprindelsen, en officiel garanti for at vinen lever op til landets strenge kontrol af oprindelse og kvalitet. En anerkendelse af, at vinene hører til blandt landets bedste og mest traditionsrige.

At kvaliteten konstant er i top kommer for en dag hvert år i september, hvor et bredt udvalg af enkeltmarksvine fra Leithaberg bliver præsenteret til Østrigs årlige store årgangspræsentation på Schloss Grafenegg i Wagram. I år var ingen undtagelse, sjældent har vinene faktisk brændt så klart igennem— se blot smagenoterne på mine favoritter sidst i artiklen. Som optakt skal vi først se nærmere på, hvor og hvad Leithaberg egentlig er for en størrelse; og hvad det egentlig er, som vinene fra de bløde skråninger udmærker sig ved.

Bakker og sø, kalk og skifer

Leithaberg tager navn efter die Leithagebirge, en lille bjergryg eller bakkekam, der som en østlig udløber af Alperne strækker sig som en skråstreg gennem landskabet og skiller Burgenland fra nabodelstaten Niederösterreich; og for foden af bakkerne ligger den store, lavvandede sø Neusiedersee og på dens anden side den store pannoniske slette i Ungarn.

Leithagebirge når op i 484 meters høje og strækker sig skråt godt 35 km langs den vestlige bred af Neusiedlersee, fra Jois og Winden i nord til Mörbisch og Zagersdorf i syd. Undergrunden består hovedsageligt af gnejs og glimmerskifer og blev skabt for omkring 17 millioner år siden under Alpernes dannelse. Senere er disse lag dækket af kalkholdige sedimenter fra urhavet, som oprindeligt dækkede stedet; og det er kobinationen af forvitret grundfjeld med kalksten og skifer, som er den første forudsætning for Leithaberg-vinenes umiskendelige karakter. Den anden er klimaet, for højderyggen udgør et skel mellem Østrigs ellers atlantisk-alpine klima og det kontinentalt-pannoniske klima, som hersker over Ungarn. Leithabergs østside er beskyttet mod kølige vinde fra nord og vest, og vækstsæsonen er betydeligt længere end på vestsiden. Forår og efterår er for det meste milde, og det nærliggende vandområde Neusiedlersee afbalancerer klimaet ved at holde på varmen om dagen og afgiver den om natten, ligesom den holder på sommervarmen og igen afgiver den om efteråret. Vintrene er til gengæld kolde, men som regel med meget lidt sne. Den gennemsnitlige nedbør ligger årligt mellem 400 og 600 mm.

Den grønne bremme er die Leithagebirge, de lilla plamager de officielt demarkerede vinmarker i Leithaberg

Jordbunden er forholdsvist basisk grundet det høje kalkindhold fra forvitrede kalksten fra urhavet, den såkaldte Leithakalk. Den dannedes i det lavvandede hav, som dækkede området for mellem 17 og 12 millioner år siden og dannede små rev. Leithakalk er lys og fast og indeholder tydelige rester af diverse havdyr som snegle og muslingeskaller, og derfor klassificeres den oftest også som en såkaldt Muschelkalk. De øvrige stenforekomster er mørkere og metamorfe af natur, paragnejs og især glimmerskifer.

De stenede jorde, som er fremherskende på skråningerne, især deres øverste dele, er fattige på næringsstoffer og tvinger derfor vinstokkene til at slå rødder bredt og dybt ned i jorden. Kun sådan kan de optage nok vand og de nødvendige mineralsalte fra jorden. En frisk frugt er fremherskende, de gennemgående kalkholdige jorde giver vinene en særlig finesse, syrenerve og salt mineralitet, mens de mere udprægede skiferjorde giver yderligere spænding og en mere flintet og røget karakter til vinene. De lyse kalkjorde er reflekterende og ret kølige, mens de mørkere, skiferstenede jorde lettere indfanger og lagrer varme, hvilket selvfølgelig påvirker vinstokkenes vækst og druernes modning.

Den karakteristiske Leithakalk i hænderne på Gernot Heinrich

En Blaufränkisch højborg

“Jordbunden er af afgørende betydning for en vins smag,” fastslår Kurt Feiler, “selv valget af druesort bestemmes også i høj grad af jordbundstypen.” Feiler er en fremragende fortolker af Blaufränkisch, og selvfølgelig er det den drue han, som så mange andre, holder i særlig høj agtelse i bakkelandet mellem die Leithagebirge og Neusiedlersøen.

Leithaberg lægger jord til mere end 600 hektarer med sorten, som dermed også må regnes som områdets førende druesort, efterfulgt af Grüner Veltliner, Zweigelt, Welschriesling, Chardonnay og Weissburgunder. Det må ikke glemmes, at godt en tredjedel af Leithaberg DAC udgøres af hvidvin på netop grønne nævnte sorter, og den kan være ganske så fremragende. Igen fremhæves ofte den friske frugt, ranke statur og den særlige, let salte mineralitet. Men Blaufränkisch forbliver områdets helt store stjerne.

Hans Nittnaus: “Blaufränkisch har en balance mellem styrke og elegance, som er svær at finde andetsteds, og den udtrykker terroiret som ingen anden drue; og så er det den traditionelle rødvinsdrue i vores hjemstavn Burgenland.”

Til Leithabergs absolut trendsættende producenter bør regnes Ernst Triebaumer senior, der som den første i 1986 flaskede sin Blaufränkisch fra marken Marienthal separat og følgende indhentede internationale priser for den. Dermed var første frø spiret i det, der i dag blomstrer som kvalitetsrødvin og enkeltmarksvine i Østrig, og langt senere skulle hele Leithaberg følge trop. I dag er en lang række andre producenter at betragte som toneangivende, ikke mindst Gernot og Heike Heinrich, Anita og Hans Nittnaus og Hans Nehrer. Dertil kommer det traditionsrige slot Ésterhazy, mastodonten Leo Hillinger samt mindre men kvalitativt større Markus Altenburger, Birgit Braunstein, Feiler-Artinger, Georg Prieler, Erwin Tinhof og Stefan Zehetbauer samt Wagentristl. Uden for foreningen finder vi for øvrigt særdeles udmærkede vinhuse som førnævnte Ernst Triebaumer samt Kollwentz, Gut Oggau, Joiseph og Lichtenberger-González. Et tiltalende træk, som overraskende mange af disse producenter har til fælles, er en tidlig interesse for og officiel omlægning til økologisk eller biodynamisk vinavl og i et vist omfang også mere minimalisme i kælderarbejdet. Hvilket selvfølgelig også sætter sig spor i Leithabergs stilistiske udtryk.

Kurt Feiler: “Blaufränkisch trives både på lette og tungere jorde. Om jorden er præget af kalk eller skifer, kan man tydeligt dufte og smage i vinen. Den genkendelighed af terroiret gør Blaufränkisch til en meget stor og særlig druesort.”

Gernot Heinrich stemmer i: “Vinen fortæller om sin oprindelse. Man kan mærke den kølige kalksten, der reflekterer varmen, eller glimmerskiferen, der absorberer solens stråler. Man kan mærke den luftige højde og skovenes kølighed her. Stor vin er uløseligt forbundet med et i ordets bogstaveligste forstand fremragende terroir, hvor vinmarken står frem i hovedrollen. Vi forsøger at lade vinmarkerne tale for sig selv ved at give vinen frihed til at tale om sin oprindelse med en uforfalsket, tydelig stemme. Vine, der skal fortælle om oprindelse og tradition, gør det bedre, hvis de har rod i et så mangfoldigt miljø som muligt.”

Birgit Braunstein: “Terroir er alkymien mellem klima, sted, årgang og menneske. Det er det reneste udtryk for tid og sted. Vi dyrker vores vine i et af Europas mest spændende terroirs– Leithaberg. Kalk og skiferjord præger vinstokkene og giver vinene mineralitet, spænding og et langt liv. Mikroklimaet mellem Neusiedlersøen og Leithabergskovene bringer det bedste fra to verdener sammen; et samspil, der skaber dybe, elegante vine med en klar oprindelse og en stor indre ro.”

Siden 2015 er der foruden ‘almindelig Leithaberg’ markedsført vine fra enkeltmarker sammen med DAC-mærket, og i dag tappes godt 20% af Leithabergs vine med marknavn. Påberåbelse af enkeltmarker er som i resten af landet tæt reguleret. Kun navne, som er officielt registreret i matrikelregistret, kan anvendes på etiketten, og forbrugere kan derfor finde dem alle digitalt på Austrian Vineyards.

I forfædrenes fodspor

Allerede omkring år 700 før vor tidsregning dyrkede keltiske stammer vinstokke i området omkring Leithaberg, bevidnet ved arkælogiske fund af så gamle druekerner i en gravhøj ved Zagersdorf. Senere huserede romere i området og dyrkede med stor sandsynlighed også vin; og i middelalderen bragte cisterciensermunke fra Frankrig druesorter som Pinot Noir og Pinot Gris til området. Siden bosatte frankere sig for at hjælpe med at opdyrke landet, og det indebar blandt andet vinavl, således kan flere vinmarkers navne spores tilbage til det 1500-tallet, hvor både kirken og mange adelige ejede vinmarker på skråningerne af nutidens Leithaberg. Således var tilstanden så godt som helt frem til det østrig-ungarske kejserriges fald efter Første verdenskrig.

Burgenland hørte indtil 1921 formelt til Ungarn, og vinene derfra solgtes i største stil østover, udover til det tørstige Wien. Leithabergs historiske tilhørsforhold til Ungarn forklarer også betydningen af Blaufränkisch, der under navnet Kékfrankos ret beset snarere er en ungarsk sort. Kékfrankos/Blaufränkisch har historisk været den vigtigste rødvinsdrue på Leithaberg, men for 100 år siden var 80% af vinmarkerne beplantet med hvidvinssorter. Tiderne skifter i takt med tilhørsforholdene og de øvrige trends, æstetisk, kulturelt, politisk.

Det nuværende Leithabergs historie kan spores tilbage til det nylige årtusindeskifte. Dengang, hvor området blot var en del af den store officielle appellation Neusiedlersee-Hügelland, ‘bakkelandet ved Neusiedlersee’. I 2002 gik en lille flok vinbønder sammen for at definere sig ud fra deres fælles oprindelse: En gruppe fra Leithaberg præsenterede på det berømte Hotel Sacher i Wien sine vine som noget ganske særligt. En tanke var søsat, noget nyt var under opsejling. Året forinden havde Østrig kundgjort satsningen på et nyt appellationssystem for vin; og kun seks år senere blev just nævnte gruppe så kernen bag den nye områdetypiske oprindelsesgaranti Leithaberg DAC— og med endnu et årtis erfaring var fra 2019 klar til at præsentere deres bedste enkeltmarksvine side om side med dem fra Eisenberg og siden med resten af det klassiske Østrigs bedste flasker.

Den særlige smag

Leithabergs nuværende definerede regionaltypiske profil er “friskfrugtig og elegant, stofligt tæt, mineralsk og let krydret, uden tydelige fadnoter”. I praksis forholder det sig sjældent helt som myndighederne og de gode intentioner vil det, men i tilfældet Leithaberg og Østrig generelt er det dog ikke skudt helt ved siden af. Skudsmål som ‘friskfrugtig’ og ‘udtryksfuld’ dukker tit op, dog ofte overgået af rosende beskrivelser som ‘elegant’, ‘filigran’ og ‘finesserig’.

Af personlig erfaring kan jeg fortælle, at fællestræk for megen god Leithaberg er duft- og smagenoter af skovbær og sursøde kirsebær og mere subtile noter af urter, nåleskov, skovbund, mose og brønd. Der kan også være solbær, hyldebær, slåen og enebær. Men det, der for alvor forener vinene fra Leithaberg, ligger mere i strukturen— syren, tanninerne, tørstoffet, mineraliteten. Det er mere diskret og mindre håndgribeligt, men man kan som hovedregel forvente en blød fylde, frisk syrestruktur, ret fine tanniner og svagt salte noter i eftersmagen. En varm blidhed kombineret med kølig kant. Overfladisk betragtet slægter landskabet det burgundiske på, og en videre sammenligning af vinene synes heller ikke urimelig, hvis man betænker de karaktertræk, der ofte tilskrives Bourgogne-vine— elegance og finesse— ord, som man også ofte støder på i mangt en smagenote om Leithaberg-vine. Et godt entry level eksemplar er Heinrichs Blaufränkisch Leithaberg DAC (Österreich Vin), som er friskfrugtig og ligefrem og samtidigt veludviklet og nuancerig, et yndefyldt flow af solbær og sursøde kirsebær, mildt krydret med kanel, allehånde og peber.

Jeg kan kort opsummere egne udtryk, jeg ved en kort gennemgang af smagenoter fra de seneste års Leithaberg-smagninger har skriblet ned— i rækkefølge efter forekomst: Kirsebær, krydderurter, hasselnød, solbær, peber, enebær, bregner, mos, tobak og kakao. Klart nok udvikler de mørkere noter sig mere og mere med alder, altimens de frugtige tones ned.

Men her kan det måske være kyndigt at følge Markus Altenburgers gode råd: “Jo bedre vinmarken er, desto mindre bør man gøre og sige.”

I midten marken Marienthal ved Oggau am Neusiedlersee

Fem favoritter

Die Qual der Wahl, når der skal skæres ind til benet. Blandt the usual suspects er ikke overraskende Heinrichs Edelgraben og Alter Berg, Markus Altenburgers Jungenberg og Paradiesgarten og Birgit Braunsteins Glawarinza og Thenau; og man går sjældent galt i byen med Georg Prieler, Erwin Tinhof, Hans Nehrer og Rudi Wagentristl. Ikke at forglemme fabelagtige Kurt Feiler. Følgende fem er mine personlige, umiddelbare favoritter fra årets smagning af enkeltmarksvine i september, alle fra den ret tørre og solrige årgang 2022, som gav ret rig frugt og stor fylde.

5. Nittnaus Ried Joiser Altenberg 2022: Moden rød bærduft med skovbærkompot og kandiserede violer. Saftspændt og ekstraktrig i munden, intens og fyldig frugt med frisk syre og fint sandede tanniner, trækker mundvand. Strukturbetonet men elegant, med lang eftersmag, skovbær, kirsebær, blomme. Alk.: 13%

4. Feiler-Artinger Ried Ruster Oberer Wald 2022: Mørk duft med lilla strålekrans, liflige skovbær, solbær og sort peber. I munden til den mere ekstraktrige side, tæt pakket frugt, fast i kødet, med fin syre og finmaskede tanniner. Skovbær, solbær, kirsebær, amarena, lakrids, valnød. Obere Wald er nabomark til den berømmede Marienthal. Alk.: 14%

3. Georg Prieler Ried Goldberg 2022: En friskfrugtig og fint krydret duft åbner ballet, i munden et fint, tætvævet stof med stimulerende mineralsk summen. Frisk og tørret figen, friske og tørrede kirsebær, blomme og sveske og sødmefulde skovbær. Rigt ekstrakt, ret fortættet, men frugten er så charmerende, at selv det tætte ekstrakt føles let. Alk.: 13,5%

2. Birgit Braunstein Ried Thenau 2022: Diskret i næsen men har liflige mørke kirsebær i dybden. Stor saftighed og fin stoflighed i munden, med elektrisk syrenerve og et venligt greb af fine tanniner. Sursøde kirsebær, modne blommer og svesker samt fine urte- og lakridsnoter i eftersmagen. Kompakt men strutter af sundhed. Alk.: 13%

1. Feiler-Artinger Ried Oggauer Marienthal 2022: Mild, mørk og meget liflig frugtduft, kompot af skovbær, kirsebær og blå blommer. I smagen går kirsebær og skovbær igen og så mere i retning af solmodne solbær i en lækker, saftspændt stoflighed med syngende syre, fintvævede tanniner og en mørk mineralitet. Lakrids, sort peber, enebær, nåleskov og våd skovbund i en lang eftersmag. Righoldig og raffineret, en meget stimulerende mundfuld!

Marken Marienthal ved Oggau er en af de højest og længst skattede i oplandet til Neusiedlersee. Den omtales helt tilbage i 1476 som Marchteil, som på daværende tysk kan oversættes til grænsestykke. Lokal dialekt har ad åre forvansket det til Moaritoal, og fra 1881 er marken dokumenteret under navnet Marienthal. Jordbunden er lys lehm med højt kalkindhold, på overfladen ses store og små kalksten, og i undergrunden findes rent kridt. Den megen sol og den varme pannoniske luft modereres af den lyse, kølige jord, og de kontrære kræfter skaber en stor spænding i Marienthals vine: De har intens frugt og stor fylde og styrke og samtidigt en spændstig struktur med livlig syre og faste tanniner. Prieler skuffer ikke, og Feiler-Artinger leverer som lovet og mere til.

Flaske: Ried Marienthal 2022  
Vinhus: Weingut Feiler-Artinger  
Oprindelse: Burgenland, Østrig
Jordbund: Kalksten, skifer  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: H. J. Hansen Vin  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 500,-  

Smuglergods

Blot tre melodier beherskede bedstefar Wenzel på træblæseren tárogató, et traditionelt ungarsk instrument. Hans forsøg med folkemusikken rakte dog til at aflede grænsevagternes opmærksomhed, da han kørte tilbage over grænsen til Østrig med sin søn Robert, efter de to havde været på hugst i Ungarn. På laddet var vognen lastet med udvalgte stiklinger af sorten Furmint, som familien ønskede at genetablere ved deres hjemby Rust i Burgenland.

Året var 1984, og Jerntæppet var stadig trukket tæt ned mellem Østrig og Ungarn. Muligvis hjalp det de to, at de valgte folkesange ikke var salonfähige under det kommunistiske styre; som nok i øvrigt ikke ville mistænke almindelige østrigske bønder for at smugle noget ud af landet. Så det lykkedes, og Burgenlands første nye Furmint-mark i lange tider så dagens lys i 1985.

Furmint er en velrenommeret centraleuropæisk sort, som havde sin storhedstid for et par århundreder siden. Den var vidt udbredt i størstedelen af Østrig-Ungarn, som også dækkede de lande, vi i dag kender som Slovenien og Kroatien, og hvor Furmint til stadighed dyrkes. Dens lokale synonymer alene vidner om dens vide udbredelse: Formint, Krhkopetec, Luttenberger, Mainak, Maljak, Malnik, Mosler, Moslavec, Moslawine, Posipon, Sipo, Sipon, Siponski, Szala, Szegszöllö, Szigeti, Tokayer, Ungarische, Weisslabler og Zapfner!

Sidenhen led Furmint samme skæbne som så mange andre af de gode, gamle sorter: Nye sygdomme og skadedyr (som oidium, peronospora og phylloxera) trængte den tilbage i løbet af 1800-tallet; og to verdenskrige sendte den til tælling i 1900-tallet, hvor den efter Østrig-Ungarns opløsning overgik til status som Ungarns hvide hovedsort. Særligt berømmelse har de ædelsøde vine fra Tokaj, men i dag er den også blandt de mest populære sorter til tørre hvidvine i resten af Ungarn; mens den i Østrig stort set har mistet sin betydning.

Videre lever begejstringen dog hos Wenzels barnebarn Michael, der i dag står i spidsen for familiens vinhus, som dermed er i tolvte generation (i familiens besiddelse siden 1647). Michael har adopteret Furmint som sit særlige hjertebarn, og han fremstiller nogle af de mest spændende tørre vine på sorten. Ikke mindst en særlig udgave udelukkende til det danske marked, The Revival.

Michael Wenzel i sine vinmarker ved Rust i Burgenland. Foto: Sonja Priller Photography

Gamle dyder

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad,” siger Michael Wenzel med et smil og betegner sin fuldt genoplivede Furmint som “en drøm, der er blevet til virkelighed.”

Furmint forlanger sol og varme kalkholdige jordbunde; men når dens grundlæggende behov er stillet, giver den fine udbytter, og den afspejler sine dyrkningsforhold, herunder jordbund og mikroklima, særdeles detaljeret. Man kan således smage tydelig forskel på Wenzels to enkeltmarker, Vogelsang og Garten Eden, på henholdsvis tæt jord med blå kvarts og en løsere jord med rød kvarts. Som sådan minder Furmint om Riesling, som den da også har en frisk syre og muligheden for stor sukkermodenhed til fælles med.

Det relativt høje syre- og fenolindhold gør også Furmint velegnet til mere minimalistisk vinifikation. Selvom mosten som oftest er meget, meget sød, holder syren og fenolerne den frisk og beskytter mod de værste vinfejl— såfremt man formår at holde god hygiejne omkring gæringen. Det gjorde Wenzel med et fad Vogelsang i 2018, som han lod gære og lagre uden nogen tilsætning af sulfitter overhovedet; og det lykkedes, for vinen er overraskende ren, levende og ekspressiv med masser af Furmints fyrige citrusfrugt og krydrede noter.

Så fremtidens vine kan meget vel komme fra fortidens sorter. Hvad Wenzel har fat i er, ud over Furmints tilsyneladende egnethed til naturnær vinifikation, dens evne til at udtrykke dens oprindelse i området; og netop være tilpasset til tørre og varme betingelser, en egenskab som kan gå hen at blive et yderst værdifuldt aktiv i et klima med stadigt flere hedebølger og tørkeperioder.

“Vi ser oftere og oftere disse ekstreme vejrforhold,” fortæller Wenzel, “og her kan Furmint klare sig, med sin sene sukkerakkumulation og sin gode syre selv i varme år. Det er faktisk det samme som med Blaufränkisch.”

Furmint finder fodfæste

Allerede i 1987 fik man Furmint godkendt til kvalitetsvin i Østrig, men i mange år fortsatte sorten med et leve lidt af en skyggetilværelse: Enkelte entusiaster i Burgenland, en afstikker i Steiermark og her og der en gæsteoptræden i Gemischter Satz. Det har imidlertid ændret sig siden årtusindeskiftet, særligt med epicenter i Burgenland, hvorfra familien Wenzels smuglergods har båret frugt og fået overbevist en efterhånden betragtelig fanskare. Fra planteskolen i Rust sælges således både gamle østrigske kloner, som man gennem generationer har benyttet til den ædelsøde Ruster Ausbruch, samt stiklinger fra de gamle ungarske kloner, som Wenzels i sin tid indførte. Det går stille og roligt fremad, fra et par enkelte hektarer er der i dag registreret 12 i Østrig. Ud over Wenzel fremstiller f.eks. Günter og Regina Triebaumer og styriske Gottfried Lamprecht gode eksemplarer.

Men selvom Furmint har en fortid i Burgenland, har man med tiden mistet erfaringerne med sorten, især når det drejer sig om tør vin. “Det er en stejl læringskurve, vi er på, det tager mange år,” erkender Michael, men han tøver ikke med at kalde læringsprocessen for “en eventyrlig rejse” — og også “en farefuld færd.” Foruden forskning i lokalhistorie og historiske opbindingsmetoder har det først og fremmest kostet tid til at høste praktiske erfaringer.

Furmint har en stærk stok med tyk bark, store blade og lange klaser med ret store druer. Druerne har tykke skaller og modner først sent, men de er til gengæld yderst modtagelige for botrytis, hvilket sammen med sukkerindholdet forklarer forkærligheden for at vinificere den til søde vine som Ruster Ausbruch og Tokaji Aszú. Til gengæld er den også ømtålelig over for meldug og råd, så man skal sørge for god ventilation omkring klaserne; og en del af familiens Wenzels arbejde har da også bestået i at udvælge kloner med mere åbne og løse klaser, som minimerer risikoen for svampesygdomme og dermed også egner sig bedst til økologisk dyrkning.

Let spættede, gulligtgrønne Furmintdruer klar til høst. Foto: Sonja Priller Photography

Michael Wenzel fremstiller en tre-fire forskellige vine på druen: Basisvinen er Furmint aus dem Quarz, hertil kommer de mere koncentrerede enkeltmarksvine fra Vogelsang og Garten Eden— og ikke mindst det fornemme forsøg Furmint The Revival, som det lykkedes Wenzels danske importør Nicolai Høtoft at få fingrene i.

“Furmint The Revival er et enkelt fad (brugt barrique), som gennemgik sin gæring, selvfølgelig spontant, over hele 14 måneder! I løbet af denne superlangsomme gæring er der opstået fine, udtryksfulde og meget sortstypiske aromaer. Og heldigvis har vi undgået volatilsyre, som er den største risiko ved langsomme gæringer. Fra hvile på de fine gærrester blev vinen så nænsomt fyldt på flaske, helt og aldeles uden filtration og uden tilsætning af sulfitter: Den reneste Furmint!” erklærer en stolt Michael Wenzel— og Nicolai Høtoft stemmer i!

Motivationen til at lave vin uden tilsatte sulfitter er dels et spørgsmål om sundhed: “Hvorfor skulle jeg tilsætte sulfitter, hvis jeg kan undgå det? Sulfitter er lidt som antibiotika: Hvis du er sund og rask, så kan du sagtens klare dig uden medicin. Jeg er selv sensitiv i forhold til højt sulfitindhold, og derfor er jeg også interesseret i at lave vin med mindre eller helt uden,” forklarer Wenzel.

Det er dog først og fremmest et spørgsmål om smag: “Sulfitter holder også vinen i en spændetrøje. Det er med sulfitfrie vine som med råmælksoste: Man risikerer at få nogle sære bismage, men generelt bliver de bare bedre. Der er mere smag og liv, og når det lykkes, er det de mest ekspressive vine, og de er enormt drikkelige.”

Quod esset demonstrandum: Furmint The Revival 2018 er en livlig forfriskning, fine hvide blomster og friske æbler i duften, æblemost, æblekerner, kvæde, grapefrugt og grøn te i smagen, en afstemt syre og mild bitterhed, masser af mineralitet, flot balance og en vedvarende friskhed. Den udvikler sig over tid i glasset, fra stilfærdig til for fuld musik. Det er en ret rig vin men med en overraskende kølighed, især dens mikroklima og årgang taget i betragtning. Men netop der ligger Furmints særlige styrke.

Læs nærmere om vinene fra det østrig-ungarske grænseland her.

Flaske: Furmint The Revival 2018  
Vinhus: Weinbau Wenzel  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Furmint  
Jordbund: Kalksten, kvarts
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Høtoft Vin
Pris: 275,-  

Livet på grænsen: Burgenland

Danmark fejrede den 10. februar 100-året for afstemningen, der førte til den danske genforening med Sønderjylland den 15. juni 1920— efter tysk herredømme siden det danske nederlag til tyskerne i 1864. Det nordlige del af det dansk-tysk blandede Slesvig kom således tilbage til Danmark efter Versailles-freden oven på Centralmagternes nederlag i Første Verdenskrig.

En lignende historie med samliv, adskillelse, fælles kultur og flersprogethed, naboskab og nabosplid, udspillede sig på samme tid mellem Østrig og Ungarn. Det er nemlig også kun 100 år siden, at bundeslandet Burgenland blev til. Østrigs østligste delstat langs grænsen til Ungarn rummer megen historie, men Burgenlands egen historie går som sådan kun tilbage til den 6. november 1921. Efter Freden i Versailles, St. Germain-traktaten og en lokal folkeafstemning gik det østrigsk-ungarsk blandede område nemlig fra at være et kronland under ungarsk herredømme i det østrig-ungarske dobbeltmonarki til endegyldigt at være en del af den nye østrigske republik. Østrig mistede mange tusinde hektarer vinmarker til Ungarn ved rigernes adskillelse, men Burgenland beholdt de; og det nyder begge sider godt af i dag.

Blaufränkisch og Burgenland hænger sammen, især fra de store bakkedrag Leithaberg og Eisenberg. I dag er Burgenland vinmæssigt Østrigs røde hjerte, hvor Blaufränkisch kejserligt troner med andre lokale sorter som Sankt Laurent og Zweigelt ved sin side, ikke at forglemme internationale sorter som Pinot Noir og Syrah; men den højeste adel tæller også den ædelsøde hvidvin, der traditionelt fremstilles langs kysten til den store, lavvandede sø Neusiedlersee lige langs grænsen til Ungarn. Furmint, Welschriesling, Weissburgunder og lignende sorter lægger druer til de disse søde vine, såvel som til de tørre hvidvine, området også byder på— foruden de mange solsikker, storke, vadefugle og tørstige småfugle, der også har opdaget druerne.

Den røde Rust, Neusiedlersee i baggrunden og Leithabergs vinmarker i forgrunden. Foto: Anna Stöcher / ÖWM

Felsőőrvidék, Gradišće, Hianznland

Kært barn kan som bekendt have mange navne, og flere folkeslag har været med i navnelegen. Burgenland er officielt også kendt som Felsöörvidék og Gradisće, som er de respektive navne på ungarsk og kroatisk, de to historiske mindretalssprog i regionen. Begge er gengivelser af dets nutidige tyske navn, der slet og ret betyder ‘Borglandet’. Det kom sig oprindeligt af kejsertidens betegnelse ‘Vierburgenland’ for kronlandet bestående af de fire provinser Eisenburg (nu Eisenstadt), Pressburg (Bratislava, nu i Slovakiet), Wieselburg (Moson) og Ödelburg (Sopron), nu begge i Ungarn. Burgenland var det, der blev tilbage i den nye østrigske republik. Ønsker man at tage navnet bogstaveligt, kan man stadig se borge og befæstninger, især i Mittelburgenland, særligt seværdige er ruinerne ved Eckendorf og Landsee. Vi er trods alt stadig i historisk omstridt grænseland. Således ses der skiltning også på ungarsk og omkring Oberpullendorf og Schachendorf også på kroatisk.

Burgenland er et smalt område med en nord-syd-gående akse. Delstatshovedstaden Eisenstadt ligger i den nordlige del, nord for den store, lavvandede sø Neusiedler See, der præger den centrale og østlige del af delstaten. Mod øst ligger grænsen til Ungarn, nordøstligst en ganske kort strækning mod Slovakiet og sydøstlige en endnu kortere strækning mod Slovenien. Vestfor grænser det op til to andre østrigske delstater, Niederösterreich og Steiermark.

Østrigs ellers bjergrige og bakkede landskab går i Burgenland over i et fladere og lunere slettelandskab. Det er begyndelsen på den store centraleuropæiske Pannoniske slette, den vi i Ungarn kender som pusztaen. Det er frugtbart landbrugsland, og kigger man kun på geologien eller topografien, kan man ikke se nogen naturlig grænse mod øst. I dag ser man knapt et grænseskilt, den hårde grænse mellem Østrig og Ungarn blev endeligt ophævet i 2007; og heldigvis ser man ikke længere rester af pigtråd, minefelter og vagttårne. Den kolde krig er for længst forbi.

Det lokale klima kaldes pannonisk og er det samme som på den ungarske slette mod øst: Det er iskoldt om vinteren, men tørt, lunt og solrigt om sommeren, som skabt til modne rødvine. Løss, lehm, sand, kalksten og skifer præger skiftevist jordbunden fra nord mod syd.

Burgenland fra top til tå

I løbet af sin kun hundredeårige historie har Burgenland undervejs været inddelt i vindistrikter af flere omgange. I dag deles det i fem DAC-distrikter:

I den nordlige del finder vi højderyggen Leithaberg og de små byer Morbisch, Donnerskirchen, Purbach og Jois lige ved Neusiedlersøens vestlige bred. I dette område er landskabet vinmæssigt komplekst: Godt halvdelen af området er dedikeret til hvidvin, og netop langs die Leithagebirge er der mange forskellige hvide druer, blandt andet historisk tætte Grüner Veltliner-beplantninger ved Donnerskirchen. I lyset af denne forskellighed blev man enige om at lave både en rød og en hvid Leithaberg DAC. Leithabergs enhed baserer sig derfor på områdets geologiske beskaffenhed: En meget kalkholdig lehmhord med en høj skiferandel for foden af bakkerne. De røde vine laves udelukkende på Blaufränkisch, de hvide på Grüner Veltliner, Neuburger, Weissburgunder og Chardonnay— sortsrent eller som cuvée. Toppen udgøres af Gernot Heinrich, Gut Oggau, Markus Altenburger og flere andre. Øst om Leithaberg ligger også det helt nye område Rosalia, en gammel Grosslage med nyvunden selvstændig DAC, hvor man fremstiller fin Blaufränkisch og Zweigelt med fyldig frugt og letdrikkelig karakter.

Neusiedlersee, Havet ved Neusiedl, hedder den store steppesø (på ungarsk Fertö tó), som vinpusheren Michael Poulsen kærligt har kaldt ‘verdens største soppebassin’. Den 315 kvadratmeter store sø— hvoraf 240 km2 hører til Østrig og 75 km2 til Ungarn— bliver nemlig sjældent mere end en meter eller to dyb. Sivplanter og tagrør omgiver store dele af søen, og man kan en sommerdag føle sig hensat til Florida eller Louisiana. For solen skinner, og man man modne druer til et meget højt sukkerindhold; og fugten fra søen sikrer en dis hen på efteråret, som giver den ædle råddenskab, botrytis, fine forhold. Derfor tæller Neusiedlersee DAC også en klassisk vin som den ædelsøde Ruster Ausbruch fra markerne omkring den gamle fristad og vinby Rust; foruden kraftige rødvine på Blaufränkisch og især Zweigelt. Smag løs fra Ernst Triebaumer og Feiler-Artinger og for de sødes vedkommende især Kracher og Schröck.

Som en enklave midt i omfatter Mittelburgenland vinbyer som Deutschkreutz, Horitschon, Neckenmarkt og Lutzmannsburg. Mittelburgenland fik i 2005 den første DAC i Burgenland og har dermed allerede fejret sit ti-års-jubilæum. Her drejer det sig udelukkende om vine på Blaufränkisch, deraf tilnavnet Blaufränkischland. Et ganske varmt klima, præget af lange og solrige sommerdage, samt fede lehmjorde giver områdets vine en moden frugtsmag med kraft, fylde og krydring, og man arbejder en del med fadlagring. Ofte smager vinene intenst af brombær og sorte kirsebær med ristede, nøddeagtige noter. Gode eksponenter er Franz Weninger, Hans Gesellmann, Hans Igler, Juliana Wieder og Weingut Wellanschitz, Især områdets kraftige Reserve-vine har et tydeligt fadpræg fra barrique, det er østrigsk Bordeaux.

Anderledes elegant er Eisenberg i det idylliske Südburgenland med kendte vinbyer som Deutschschützen, Eisenberg og Rechnitz. Det er det østrigske Bourgogne, vi møder i den områdetypiske vin, der har navn efter højderyggen Eisenberg, der med op til 400 meters højde er den største hævning i landskabet. Her mod syd sikrer Alpernes nærhed en behagelig friskhed, frugtig nerve og fint krydrede noter, der også skyldes den jern- og skiferholdige jord. Den idealtypiske Eisenberg DAC skal være rund og fyldig uden at være fed, have karakter og elegance og været præget af jordagtige og mineralske noter. Hold øje med Uwe Schiefer, Wachter-Wiesler, Mathias Jalits, Thomas Straka, Schützenhof og ikke mindst Thomas Kopfensteiner — mere om ham til sidst.

Blaufränkisch, Kékfrankos, Frankovka

Saftig bærfrugt— fra ribs og hindbær over blåbær og solbær til hyldebær og sortebær— en spændstig syre, fine tanniner og pebret krydring. ‘Den mest karakterfulde kvalitetsdrue’, ‘Østrigs stærkeste kort på hånden efter Grüner Veltliner’, sådan omtales Blaufränkisch gerne både i østrigske og internationale vinkredse. Men med næsten 8.000 hektarer i Ungarn er druen mere udbredt her end med under 4.000 hektarer i Østrig. Så burde man ikke snarere kende druen som den ungarske Kékfrankos?

Tilhørsforholdene er alt andet end enkle. Ungarn var som bekendt en del af habsburgenes kejserrige frem til afslutningen af Første Verdenskrig. Blaufränkisch dukker først op med nuværende navns nævnelse i 1862 på en landbrugsmesse i Wien; så dens præcise historie kan være svær at spore via de vanlige kilder. Førend var flere synonymer i brug, Mährische, Frühschwarze, Schwarze Fränkisch, Schwarzgrobe og Blauer Zierfandel for eksempel. Det nuværende navn Blaufränkisch blev først befæstet som international standard på den internationale ampelografiske kommission i Colmar i Alsace i 1875.

Historisk regnedes sorter med tilnavnet fränkisch for gode sorter til fremstilling af vin af høj kvalitet. De stod i modsætning til dem med tilnavnet heunisch, der kun regnedes for egnede til simpel hverdagsvin. Genetisk set ved man i dag, at Blaufränkisch er en krydsning af druer fra hver gruppe. Det drejer sig med højeste sandsynlighed om de i dag yderst sjældne druer, der bærer navnene Gouais Blanc/Weisse Heunisch og Blaue Zimmettraube. Sidstnævnte blev først identificeret for ganske få år siden. Oprindelsen er derfor uden tvivl østrigsk, så længe man tænker historisk— i det østrigske kejserrige— men vuggen kan have stået i nutidens Slovakiet, Ungarn, Slovenien eller Kroatien. Her vokser henholdsvis godt 700, 8.000, 700 og 900 hektarer af sorten under lokale navne som Frankovka, Kékfrankos og Borgonja. Yderligere findes små beplantninger i Tyskland og Italien. I Württemberg kendes den som Lemberger, sandsynligvis opkaldt efter den østrigske planteskole i Lemberg, hvor sorten kan være kommet til Tyskland fra; og i Friuli findes en smule Franconia Nera, som må antages at være en overvintret rest fra tiden under østrigsk overherredømme.

Selvom Sopron, Eger og Kunsag i Ungarn står for størstedelen af beplantningerne med Kékfrankos, så har sorten selvsikkert gjort sit navn som sortsren og stor vin i Østrig. Havde det ikke været for navne som Triebaumer, Moric, Weninger og Schiefer, ville sorten næppe have tiltrukket den internationale opmærksomhed til østrigsk rødvin, som er tilfældet i dag; de kraftige ungarske udgavers fortræffeligheder i øvrigt ufortalt.

Jerntæppet og Broen ved Andau

Jern er et gennemgående tema i Burgenland. Hovedstaden Eisenstadt er gammelt handelscentrum for kejserrigets jern- og stålindustri; og landskabet rummer, særligt i syd, særdeles rige jernforekomster. Således findes røde jorde, især omkring Eisenberg, der forlener Blaufränkisch med en metalliske mineralitet, en salt eller jodagtig note, der af og til omtales som blodig.

Det blodige er desværre en anden del af Burgenlands historie. De første år gik det ellers godt: En firedobling af vinmarksarealet, en omstrukturering af vinbruget med fokus på kvalitetssorter i 1922 og oprettelsen af en vinbrugsskole i Rust i 1933 tæller til de lykkelige omstændigheder. Så fulgte depressionen og de politiske efterdønninger, Anschluss til det nazistiske Tyskland og Anden Verdenskrigs uhyrligheder, Østfrontens rædsler. Efter Anden Verdenskrigs afslutning og oprettelsen af den anden østrigske republik havnede Østrig og dets ungarske naboer på hver sin side af øst-vest-splittelsen, og Jerntæppet gik ned. Det førte som så mange andre steder til adskillelse af familier og forretningspartnere— og til smugling af varer og mennesker. I de første år var grænselandet især for de ungarske unge et magisk sted, frydefulgt forbudt og fyldt med vin, øl og cigaretter smuglet ind fra Østrig.

Den lille østrigske by Andau har med sine små 600 indbyggere kun én gang gjort sig verdenberømt, og det var under den folkelige opstand mod regimet i Ungarn i oktober 1956. Sovjet gik som bekendt ind i landet og genetablerede “freden”. I de følgende dage og uger begyndte en regulær masseflugt til Vesten. Alene over Østrig flygtede 200.000 mennesker, mange af dem via en smal træbro over Eisener-kanalen ved Andau; så mange, at broen siden er blevet synonym med masseflugten. Det kunne selvfølgelig ikke gå, og den 21. november sprængte sovjetiske tropper broen. I mellemtiden led flere den kranke skæbne at blive fanget i overfarten; blandt andet en nybagt familie, der havde bedøvet deres spædbarn, så det ikke skulle græde under turen og afsløre dem. Afsløret blev de dog alligevel, og barnet døde i øvrigt som følge af bedøvelsen. Siden blev landet langs kanalen stærkt bevogtet. Skud blev løsnet, og ståltrådshegnene blev stående frem til 1989.

Broen ved Andau blev genopført i 1996 som symbol på samarbejde og tolerance. I sommers var grænsegængerne alverdens vinskribenter på jagt efter gode historier og dyre dråber. Østrig på venstre og Ungarn på højre side. Foto: ÖWM

I dag forbinder broen igen de to lande snarere end at adskille dem. Efter Den Kolde Krigs afslutning er forholdet mellem øst og vest normaliseret, og efter Ungarns indlemmelse i EU i 2004 er der kommet fri bevægelighed igen; og i 2007 fjernedes de sidste fysiske rester af den hårde grænse. Flygtningekrisen i 2016 førte som bekendt til fornyet grænsekontrol ved indgangen til Ungarn; men ellers hænger landene nu for hverdagens praktiske formål sammen igen som i kejsertiden; og det har ikke mindst den ungarske vinindustri nydt godt af. Viden, erfaring og ikke mindst penge er strømmet ind fra Østrig, og ligesom flere østrigere vinificerer druer fra marker på den ungarske side af grænsen, har mange engageret sig i joint ventures med deres ungarske kolleger. Eksempelvis Roland Velich med projektet Hidden Treasures (læs nærmere her); Franz Weninger i sit samarbejde med Attila Gere i Villány; og Peter Wetzer har slået sig ned i Sopron, hvor han laver fremragende rødvin.

Mere om Østrig-Ungarns fælles vinhistorie er at læse i den nyligt udkomne Wein in Österreich. Die Geschichte, et imponerende værk redigeret af Willi Klinger og Karl Vocelka og udgivet af Brandstätter Verlag. Bogen udkom i anledning af Klingers fratræden som formand for ÖWM og har været mange år i støbeskeen. Der findes nu også en forkortet, engelsk udgave, Wine in Austria: the History.

Udsigtsposten Weinblick rejser sig i Saybritz-marken og giver fra ryggen af Eisenbergs et overblik over dalen ned mod Ungarn. Foto: Thomas Bohl

Lad det ikke blive ved læsning og teori, tungen kræver væde i praksis; og Blaufränkisch af bedste burgenlandske beskaffenhed finder man i Thomas Kopfensteiners Ried Saybritz 2017: En stilren fortolkning af Saybritz-marken på Eisenberg i Burgenland, hvor den rå, røde jord med de grønne skifersten via Kopfensteiners hænder kaster modne druer med mørk saft og kølig intensitet fra sig. Diskretionen selv i første snus, men langsomt åbnes der for en æterisk duft af mørke bær, fugtig skovbund og ristede nødder. I munden følger den pureste saft af sorte kirsebær, brombær og hyldebær, med en spændstig syre og de fineste, fløjlsbløde tanniner. Strejf af lakrids, peber, kakao og krydderurter i eftersmagen, salt mineralsk afrunding, en smuk og livlig vin, ren drikkeglæde.

Thomas Kopfensteiner er vinbonde i tredje generation. Han overtog i 2005 driften af familiens vinhus fra sine forældre, Edith og Manfred, som i deres tid udvidede den lille vingård i grænselandet til hele 18 hektarer og gjorde vin til hovederhvervet. Filosofien er i dag oprindelsestypiske vine, fremstillet på traditionel facon, fra sunde druer i grønne marker.

Flaske: Ried Saybritz 2017  
Vinhus: Kopfensteiner  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Blaufränkisch  
Jordbund: Jernholdig lehm, grøn skifer
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 300,-  

Portræt af et adoptivbarn

Et sted i gråzonen mellem fyldig rosé og let rødvin flyder Gut Oggaus bidrag til Brutal-vinserien rundt. Det er et farverigt grænseland, der flyder over af røde bær og grønne urter, underholdende og ikke uden alvorligere undertoner. Som sådan en seriøs tilføjelse til Gut Oggaus vanlige sortiment — læs mere om det her.

Brutal 2016 dufter let gæret og flintet hen over friske røde bær, der især trænger igennem i smagen, særligt hindbær og tyttebær. Der er sprød syre og en pæn fylde og rundhed, og så dukker der spændende og spøjse smage op: Græs, hø, tørrede hindbær, ristede græskarkerner, mørk mælkechokolade. Let bitter eftersmag, kalkede tanniner. Ren og skær naturvin men uden unoder — selvfølgelig hvis man ser bort fra en smule reduktion og volatil syre.

Grundstoffet er Roesler — mere om den senere — presset og udsat for få timers maceration, spontangæret på store træfade, lagret på samme samt gærresterne et halvt års tid før flaskning - uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter, som det hør og bør sig i brutalt regi.

Gut Oggaus hall of fame, dog uden Brutal, som man må omkring Barcelona for at se i øjenhøjde

Brutale vine

Serien af Brutal vine kom oprindeligt i stand i form af en række direkte leverancer til naturvinsbaren Bar Brutal i Barcelona. Ni naturvinsproducenter fra oplandet i Catalonien udvalgte et enkelt fad vin, som skulle sælges på baren. Et etiketdesign kom i stand, som var ens for alle, ligesom prisen blev fast og venlig; og en succes blev det hurtigt.

Senere fulgte en række internationale producenter trop, foruden Gut Oggau er også Christian Tschida fra Neusiedlersee i Burgenland med. Kriteriet for deltagelse er naturvin slet og ret — udelukkende spontangæring og ingen tilsatte sulfitter. Vinene er dog ikke kun at skaffe på Bar Brutal, mindre mængder finder også vej ud i den store verden. Den oprindelige idé med samme etiket og samme pris for hver flaske er også moderat modificeret. Gut Oggaus bidrag er i hvert fald let genkendeligt!

Kunstvandalisme — eller Gut Oggau møder Banksy i Barcelona?

Roesler?

Hvad er Roesler så for en fisk? Ja, den er en ny druesort, hvis største fortrin og oprindelige eksistensberettigelse er som PIWI sort, en type af druer, der er meget modstandsdygtige over for svampeangreb (pilzwiderstandsfähige), hvilket gør dem mere end velegnede til økologisk dyrkning. Roesler druerne er store med tykke skaller, og vinens sanselige kvaliteter ligger i en mørk bærfrugt og markante tanniner, der gør den velegnet til fadlagring. Mest iøjenfaldende er dog dens meget mørke farve. Roesler er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier drue, hvilket vil sige, at ikke kun drueskallen men også selve frugtkødet er farvet; og mosten er derfor rødlig selv uden skindkontakt. Som udgangspunkt er den mest anvendt som blandingsdrue, hvor den bidrager med farve og tannin.

Roeslers vugge stod på Götzhof ved Langenzersdorf i Weinviertel lige nord for Wien, hvor den blev frembragt som en ny krydsning i 1970. Moderen i den menneskelige verden er Gertrude Mayer fra vinskolen i Klosterneuburg. Leonhard Roesler (1839-1910), der var kemiker, ønolog og forstander på Klosterneuburg 1874-1902, har stået fadder med navnet, som druen officielt har båret siden 2000, hvor den blev anerkendt som kvalitetdrue.

Roesler har et indviklet stamtræ: Zweigelt, der som bekendt selv er en krydsning af Sankt Laurent og Blaufränkisch, er her krydset med Klosterneuburg 1189-9-77, der selv er en krydsning af Blaufränkisch og Seyve-Villard 18-402, der selv er en krydsning af forskellige Seibel hybrider. Mayer var i øvrigt samtidigt kvinden bag sorten Ráthay, der er krydset af Klosterneuburg 1355-3-33 og Blauburger.

Roesler modner relativt tidligt og har høj modstandsdygtighed mod frost og svampesygdomme (botrytis, oidium, peronospora). Førstnævnte gør den generelt velegnet i Østrigs kontinentale klima med hårde vintre, særligt i landets kølige områder; og sidstnævnte gør den ikke blot velegnet i de fugtige egne omkring søen Neusiedlersee i det lune Burgenland men velegnet overalt, hvor man ønsker at undgå at sprøjte med fungicider.

Stephanie og Eduard har i hvert fald fundet en fin brug af druen med Brutal. Prøv!

Flaske: Brutal 2016  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Roesler  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, kort maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 245,-