Viewing entries tagged
Austria Bio Garantie

Landvine med lokal dialekt

Comment

Landvine med lokal dialekt

Det stråler ud af ham: Josef Maier elsker sit arbejde! Han kan heller ikke skjule en berettiget stolthed over sin families gård Geyerhof, som med ham nu er i 13. generations besiddelse og et af de bedste vinhuse i hele Østrig. Forældrene Ilse og Sepp Maier var i sin tid grønne pionerer, da de i begyndelsen af 1980’erne lagde gården om til økologisk vinbrug; og som medlemmer af La Renaissance des Appellations og medstiftere af de hjemlige Österreichische Traditionsweingüter tidligt i 1990’erne slog de tillige et slag for terroir og tradition som vigtige hjørnesten i husets virke. Således har de med årene markeret sig med deres gedigne Grüner Veltliner og Riesling vine fra nogle af de bedste marker i Kremstal, vine med en altid særlig friskhed, stoflighed og spænding. “Overdådige og højtråbende vine har aldrig været noget for os,” slår familien fast. “Kvaliteten i vores vine ligger i deres egenart og deres lange levetid.”

Livsglæde og leg er ligeledes vigtige elementer, ikke mindst i Josef og hans hustru Marias omgang med gårdens dyr, planter, vinstokke og kælder. Her skal det handle om det seneste skud på vinhusets stamme, den karakterfulde serie naturvine, som de har døbt Hofstudien — og de er virkeligt værd at studere nærmere! Her er en anderledes saftighed, sanselighed og løssluppenhed på spil, som komplementerer den traditionelle hvide portefølje på fornem vis; og så udforsker de nogle andre aspekter af Kremstal, end vi er vant til at se og smage.

Hofstudien

Geyerhof er en bondegård i den gammeldags forstand. Der holdes heste, køer, grise og bier og dyrkes egne afgrøder foruden de 23 hektarer vin. Det er godt for biodiversiten og, som Josef forsikrer, for afvekslingen og den fortsatte glæde ved sit arbejdsliv. Sådan en blandet landhandel (et Gutsbetrieb eller Mischbetrieb) var vanligt i Østrig for hundrede år siden, og som levende helhed (Betriebsorganismus) har den dannet forbillede for Rudolf Steiners biodynamiske landbrugsideal. Geyerhof er i dag også et Demeter-certificeret vinhus; men det er filosofien og livsformen, der driver værket snarere end regelsættet eller efterspørgslen efter sådanne vine.

“I en tid præget af regler, love og markedskrav får vores vine lov til— og bør have lov til— at afspejle vinmarkens, druesortens og årgangens karakteristika. Nogle gange bliver de rå og komplekse, andre gange lette og ubekymrede, men de er lige så forskellige som årene, livet og menneskene selv.” Det synes i særlig grad at gøre sig gældende for de utøjlede men langt fra tøjlesløse vine i Hoftstudien serien, som er Josef og Marias vinøse hjertebørn— og efterkommere af tidligere tiders traditioner, metoder og smage.

“Vores idé er at sætte farten ned, tage et skridt tilbage og lære fra de gamle måder at gøre tingene på,” fortæller Josef. Familiens gamle kælder rummer et imponerende arkiv af flasker fra hele foregående århundrede, og her fandt de inspiration til forbedringer og fornyelser i dele af deres vinifikation. “Vi satte os ned og smagte os gennem vinene årti for årti,” forklarer Josef, “og vi kunne virkeligt smage udviklingen i vinifikationsmetoderne, forandringerne i vinene var tydelige. Overgangen fra den gamle kurvepresse til moderne presser står særligt klart ud. Vi opdagede, at min oldefars vine stadig er rene, friske og i god form. De er totalt tørre, med fint stof og flot syrestruktur og meget lav alkohol, kun omkring 9-10 procent. Så vi ville gerne gøre ham kunsten efter.”

Parret anskaffede sig for tre år siden en lille gammel kurvepresse, som de renoverede og begyndte at bruge netop til Hofstudien in spe. “Vi må genvinde den gamle viden, som man engang lavede vin efter. Kurvepressen giver en meget ren most med god struktur og fine fenoler. I gamle dage lod man ikke mosten bundfælde, før den kom på fad til gæring og lagring, den var ren nok til ikke at skulle omstikkes undervejs.”

Høsten til Hofstudien foregår i særlig ro og mag. “Vi venter på den rette grad af modenhed og bringer så druerne ind i små kasser, så skallerne ikke skades; og vi arbejder udelukkende med vores lille kurvepresse og presning fra hele klaser.” Gæringen foregår selvfølgelig spontant, og efter endt modning flaskes vinene ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Den underjordiske kælder under gården går tilbage til 1200-tallet og er opført i lerjord. Derfor er den konstant kølig og holder en ganske høj fugtighed, som ses på væggene (de klassiske kældersvampe) og føles i luften, som næsten antager stoflig karakter. Derfor sker der stort set heller ingen fordampning fra fadene, og det er nok at toppe dem op en enkelt gang årligt, og stort set kun med hvad der kan være i en enkelt flaske.

Hofstudien bryder således ikke med traditionerne men ligger i fin forlængelse af husets andre vine. Blot er de mindre tæmmede og mere sprælske og farverige i udtrykket. De går om man vil mere radikalt til værks— de er rodfæstede men ikke nogle rødder. Den velkendte Veltliner kommer rustikt men stadig raffineret til orde. Den ofte oversete Weissburgunder får lov at spille en hovedrolle her; for selvom den har en lang historie i Kremstal, er den ikke godkendt til DAC og dermed heller ikke til enkeltmarksvine i Erste Lage klassifikationen; modsat f.eks. Wien, der dog retfærdigvis skal siges at have et noget mere spraglet sortsrepertoire. “Jeg synes personligt, at det ville være bedre, hvis vi kunne bruge alle de traditionelle sorter, der dyrkes her i området, også til enkeltmarksvinene,” bedyrer Josef, men han anerkender samtidigt strategien i at fokusere på Niederösterreichs ‘særlige sorter’. Samtidigt retter Hofstudien i al stilfærdighed op på disse små uretfærdigheder og giver et levende billede af Kremstal af i går og i dag og i morgen.

Indtil videre er der tale om en pétillant naturel, en stille Grüner Veltliner samt en Weissburgunder; og endelig en Donauriesling, en PIWI-sort, som Geyerhof satser særligt på, og som vi vender tilbage til senere. Hverken Grüner Veltliner og Weissburgunder behøver nogen nærmere introduktion, så dér kan vi gå direkte videre til vinene selv— og mens mange af husets traditionelle vine kræver tid i flasken og ofte det samme i glasset for for alvor at folde sig ud, så synes Hofstudien at charmere umiddelbart og allerede fra en ung alder.

Vi begynder selvfølgelig med boblerne, og den mousserende Méthode Ancestrale, nomen est omen, er en luftig skum af æble og pære med små strejf peber, persille, persillerod, nødder og fine gær- og brødnoter. Nydeligt skruet sammen og uhyggeligt let at drikke i store slurke grundet de blide bobler og den dæmpede syre— men vi taler også fuldmodne Grüner Veltliner druer fra Gaisberg og hele 50 måneder med gæren på flaske.

Grüner Veltliner 2021 velsigner med en let humlet duft, en smule suppevisk og godt med friske grønne urter i både duft og smag. Saftige grønne reineclauder, galiamelon, græs og krydderurter, dog uden at overdøve de sarte frugtnoter, rolig syre og delikat salt, tør afrunding. En vin, man kan drikke før, under og efter ethvert let måltid.

Pinot Blanc 2020 overrasker med en umådelig saftighed og bedårende blødhed… og en skål Waldorf-salat forvandlet til et fornemt glas vin! Foruden friske grønne æbler og pærer er der kernehus, løvstikke, selleri, syrnet mælk og ristede nødder, en stilfærdigt kompleksitet, som får en til at gribe efter glasset igen og igen og bliver ved at betage. Bravo!

Ukendt kunstner

Vinene skiller sig faktisk ud, allerede før de forlader flasken. De er nemlig flot udstyret med stilrene etiketter med smukke og meget sanselige stregtegninger, en for hver af de fire forskellige flasker, der indgår i Hofstudien. Den kunstneriske sjæl bag er FLOWSOFLY, en enigmatisk østrigsk kunstner fra Wien, som nu i en årrække har fascineret med sine sensuelle motiver, levende streg og elegante enkelthed.

Samarbejdet med Flowsofly kom i stand som ren serendipitet. Kunstneren fejrede fødselsdag på Resturant Weiss i Bregenz, hvor sommelieren med stort engagement serverede en pet nat og passioneret fortalte om vinhuset bag— vinen var 360° og vinhuset Geyerhof. I et inspireret øjeblik kontaktede Flowsofly så Geyerhof over sociale medier og takkede for den berusende gode vin; hvilket afstedkom en invitation til ved selvsyn at opleve oprindelsesstedet og menneskene bag. Besøget blev en sand øjenåbner, da begge parter viste sig at have en forkærlighed for såvel kunst som naturen. Et samarbejde om kunst med udgangspunkt i Geyerhofs gamle gård og nutidens naturnære dyrkningsformer kom på tale. Timingen kunne næppe have været bedre, for Josef og Maria var netop i gang med at udvide Geyerhofs mere spælske sortiment fra kun pet nat’en til tre yderligere naturvine— og navnet var Hofstudien.

“Vores mål var at afspejle hver vins egenskaber, dens tekstur og sjæl i kunstværkerne. Vi føjede så nogle linjer poesi til, som jeg fik lov til at skrive for at fortælle historien og give inspirationen videre,” fortæller Flowsofly.

Donauriesling

Donauriesling er en østrigsk krydsning af Riesling og Freiburg 589-54, som selv er en krydsning af Seyve-Villard 12-481 og Freiburg 153-39, sidstnævnte en krydsning af Gutedel og Grauburgunder. En lignende krydsning af Riesling og Freiburg 589-54 er den tyske Johanniter fra Freiburg, som altså er en slags tysk tvilling til Donauriesling. Foruden vinifera-gener indeholder sorterne gener fra de vilde vitis aestivalis, vitis cinerea og vitis rupestris.

Donauriesling blev frembragt af lektor Ferdinand Regner på vinskolen i Klosterneuburg nord for Wien i 1978 og kom med en vis forsinkelse i cirkulation efter 1990, da den ellers var gået lidt i glemmebogen på forsøgsstationen, og man ellers ville have ryddet bestanden; men kvaliteten af vinen havde vist sig fin nok, og siden 2012 har den været godkendt til kvalitetsvin i Østrig— i dag med knapt 55 hektarer, hvoraf den ene er hos Geyerhof— og den findes nu også i Tyskland og sågar Sverige.

Dens fortrin er først og fremmest højere og mere pålidelige udbytter end Riesling, især grundet en stærk modstandskraft mod meldug og ædelråd— og det til trods for sortens sene modningstidspunkt. Desuden er den særdeles froststærk; men omvendt er druerne ømtålelige over for direkte, stærk sol. Der skal dog tyndes ud i klaserne for at opnå højere kvalitet og god koncentration; dog ikke for meget, da den har en vis tendens til bitterhed.

Ligesom Riesling har Donauriesling ret små druer, hvilket giver en god ratio af frugtkød og most i forhold til skaller og kerner, tørstoffer og fenoler; og som Riesling har den høj syre og en potentielt ret righoldig frugt i både duft og smag. Lighederne skal ikke overdrives, men hos dygtige dyrkere som familien Maier er de omvendt ikke til at overse. Af andre gode producenter kan nævnes selveste Willi Bründlmayer fra Langenlois i Kamptal samt Josef Bauer fra Grossriedenthal i Wagram. Men tilbage til Geyerhof:

Hofstudien Donauriesling 2021 er høstet fra marker lige ved siden af vingården i Oberfucha og som nævnt presset af hele klaser på den lille kurvepresse, spontant gæret og modnet halvt på træfad og halvt på ståltank. Det er en saftig og syrligtsød fornøjelse, fuld af modne ferskner og milde honningnoter, en forfriskende, rank syre og helt og holdent i balance. En forbilledlig fortolkning af en ny sort, så den smager som var den en af de gode gamle. Det er der fremtid i. Som flaskens medfølgende digt forkynder: “Jeg er kun et øjeblik i dette landskabs historie. Men dets fremtid afhænger af de frø og nye idéer, jeg planter i dag.”

Flaske: Hofstudien Donauriesling 2021  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Donauriesling  
Jordbund: Lehm, sand og grus
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: ViniPortugal / Greatwine 
Pris: 199,-  

Comment

En virtuos i vinmarken

Comment

En virtuos i vinmarken


Wien hænger uløseligt sammen med musik. Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og Strauss slog deres folder her og har været med til at manifestere Wiens position som hovedstaden for klassisk musik. Men vin og vinavl er lige så uløseligt forbundet med byens kultur og historie. “Klimaet er ideelt, langs Donau strømmer der om natten kølige vinde ind fra vest, men Wien får også varme indslag fra den pannoniske slette mod øst; og der er store forskelle i jordbunden. Men det særligste er nok alligevel, at Wien er verdens eneste storby med godt 650 hektarer vinbrug inden for byens grænser.”

Sådan siger et vaskeægte bysbarn, violinisten og vinmageren Peter Uhler. Ved siden af en karriere som symfoniker og folkemusiker har han etableret sig som økologisk vinbonde i byens 19. distrikt Döbling, og på mindre end to årtier har han vist sig som en virtuos også i vinmarkerne. Wienerne har længe kunnet glæde sig over hans præcise, elegante og nærmest underspillede vine; og nu har Vinpusheren gjort det samme muligt for det danske publikum.


Tilfældets musik

“Allerede som barn havde jeg interesse, en egentlig passion, for landbrug. Hver sommerferie var det mig en stor fornøjelse at hjælpe til med høst, staldarbejde og skovhugst på en bondegård i det østrigske alpeland.”

Peter Uhler, årgang 1971, er født og opvokset i Wien, hvor han sidenhen studerede musik og nu altså også gør den som vinbonde. Musikken kom til ham på musikskolen i Döbling, hvor en talentspejder udså den dengang 7-årige dreng som særligt duelig til violinspil. Men først langt senere, efter eksamen på musikgymnasiet i Neustiftgasse, stod det klart, at musikken var vejen, han skulle gå professionelt. Han studerede på Wiens musiske universitet, med mesterlære hos professorerne Michael Frischenschlager, Evgenia Tchougaeva og Jan Pospichal, og siden fulgte en karriere som solist, som kammermusiker og i større ensembler. I dag er han førsteviolinist i Wiener Radiosymphoniker (siden 2000) og violinist i kvartetten Neue Wiener Concert Schrammeln (siden 1994).

“Men hvis jeg ikke havde studeret violin i Wien, var min vej sikkert gået i retningen af landbrug. Ved et tilfælde fik jeg min første vinmark i 1999, da en mig bekendt vinmager kendte til min forkærlighed for at arbejde med jord og planter. Så lærte jeg det grundlæggende om vinbrug på en lille vinmark med Riesling og Grüner Veltliner.”

I slutningen af 1990’erne stod Wiens vinbrug endnu foran sin store fornyelse. Mange af de veletablerede vinmagere var i pensionsalderen, og der var en del marker til salg. Samtidigt fattede en flok udefrakommende unge interesse for at engagere sig i vinbruget, f.eks. designeren Jutta Ambrositsch og bankmanden Klaus Windischbauer. Dengang boede Uhler praktisk talt lige op ad en vinmark på Reisenberg, og det var vennen og vinkroværten Matthias Hengl, der ansporede og udlånte en mark til Uhler: “Efter at have diskuteret halve nætter om hans seneste høst, vidste han, at vinbrug virkelig interesserede mig,” fortæller Uhler. Forsøget blev en succes, og siden bød mulighederne sig for at købe sig ind på flere parceller på både Reisenberg og Nussberg. I dag dyrker han 2,5 hektarer— samtidigt med karrieren som violinist.

“Jeg tror, at det at lave vin har ganske meget til fælles med det at spille musik. Man må hele tiden være opmærksom og lyttende. En musiker må allerede i ungdommen være særdeles flittig for at få de tekniske færdigheder på sit instrument, det kræver at blive professionel. Den vedholdenhed er noget, man godt kan få brug for som vinbonde!”

Selvom han er strengt skolet, slår Uhler alligevel fast, at såvel musik som vin er noget emotionelt, noget som må forfølges med passion: “Som musiker må man lytte mere til sin intuition end til rigide regler. Man vænner sig til, at ens personlige stil og individuelle træk er ens adelsmærker. Omvendt må man i et orkester også kunne være en brik i mosaikken, man må kunne flette sig ind i orkesterets grundklang. Personligt tror jeg, at min uddannelse som musiker hjælper mig i en sanselig omgang med druerne på marken og i forarbejdningen af mosten i kælderen, hvor jeg hver dag forsøger at forlade mig på min intuition.”



Nærheden til naturen

Döbling er lidt som en landsby i storbyen. Bydelen ligger i den nordlige ende af Wien, langs Donaus højre bred og ved de store bakker Reisenberg, Nussberg og Kahlenberg, alle gennem århundreder grobund for gode vinmarker. Særligt kvartererne Nussdorf og Grinzing har gjort sig bemærket for sine vinhuse, og allerede i 1800-tallet udgjorde Döbling en oase for wienerne, hvor man kunne komme væk fra bylivets jag og nyde freden, udsigten og ikke mindst vinen fra de lokale vinmagere. Den kombination af livet på landet og livet i byen er bibevaret den dag i dag, og Uhler fremhæver det som et særligt bidrag til byens kultur og den høje livskvalitet. Döbling er hjemsted for adskillige Heurigen, de traditionelle små vinkroer, hvor værten serverer egen vin og hjemmelavede småretter til at stille den værste sult. Traditionen tro er der ofte musik om aftenen, og man kan stadig opleve Wienerlied og Schrammeln, en sær mikstur af munter og melankolsk musiceren. Musikken har navn efter brødrene Johann og Josef Schrammel, som i slutningen af 1800-tallet betog byen med deres ensemble af to violinister, en guitarist og en harmonikaspiller. Uhler underholder af og til også selv med sine Schrammel-kolleger. Det er Wein, Weib und Gesang på højt plan!

“Det jordbundne er vigtigt, også for musikeren,” fastslår Uhler, der bruger tiden i marken og i kælderen til afspænding fra øvning og koncerter. I sine vine forsøger han også at vende tilbage til naturen, til det direkte udtryk for tid og sted. Derfor er han også overbevist økolog: “Økologisk dyrkning kræver, at du lever sammen med vinmarken, så godt som hver dag må du gå gennem markerne, og du må reagere hurtigt og afstemt på vinstokkenes behov. Vi har mange eksempler på, at den højeste kvalitet og de længst levende vine er økologiske.”

“Jeg mener, at økologisk landbrug burde være standarden. Mange videnskabelige undersøgelser og en lang række praktiske erfaringer viser, at et vellykket landbrug uden syntetiske stoffer og pesticider er muligt. Jeg har det i hvert fald bedre i en økologisk vinmark end i en konventionel.”

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Wienersymfonikere

“Der er store forskelle i jordbundsforholdene her, og det giver store karakterforskelle i de forskellige vine. Fra Nussbergs kalkstensjorde vokser der burgundiske, magtfulde og dog elegante vine med stort potentiale; mens der på Reisenberg med dens mere krystalline jordbund er de ideelle betingelser for store Riesling-vine.”

Det bliver derfor til en række ret forskellige vine: Grüner Veltliner, Riesling, Muskateller, den lokale specialitet Wiener Gemischter Satz samt en smule rosé og rødvin. Alle bærer dog præg af Fingerspitzengefühl, præcisionsarbejde og livsglæde. Det er ranke, slanke og meget mineralske vine med en subtil detaljerigdom, som man må give tid til at udfolde sig.

Reisenberg er en relativt stejl skråning med kalksten, kvarts og skiferindslag, og den lille Reisenberg-bæk samt den mod nord nærtliggende Wienerwald sørger for afkøling. Det giver sig til kende i vinene, som har syrerig nerve og en salt mineralitet. Herfra kommer en krydret og kompleks Grüner Veltliner fra gamle stokke, Der Jubilar, en fremragende vin. Endvidere en rank og kølig Riesling og en underfundig Muskateller med kridtet tekstur og en fin kommensmag, alenlangt fra den rosenparfumerede stil. Der dyrkes desuden en samplantning af Weissburgunder, Riesling, Neuburger og Traminer, der sammen indgår i klassikeren Wiener Gemischter Satz.

Gemischter Satz fortsætter en gammel tradition med at have forskellige druesorter plantet mellem hinanden, som siden høstes og forarbejdes sammen. Sådan var praksis de fleste steder, før ampelografien og industrialiseringen gjorde sortsrene beplantninger til standarden. I Wien holdt man imidlertid fast ved traditionen, der efterhånden blev en specialitet i byen. Læs mere om det historiske her og her.

Oprindeligt var samplantning en måde at sikre et godt udbytte til de tørstige masser; men metoden giver i dygtige hænder også muligheden for en underfundigt kompleks vin med tydeligt fingeraftryk fra både årgangen og den enkelte vinmark. Det vanskelige ligger i at finde det rette tidspunkt, hvor modenheden gennemgående er optimal. Man får både særlig syre fra de knapt modne druer og fyldig frugt fra de meget modne. Aromatiske sorter som Traminer og Muskateller tones ned og forsvinder i mængden, men man fornemmer dem alligevel i dybden; og så et år går de i fuldt flor og kan gøre vinen helt eksotisk. Gemischter Satz giver en gådefuld og subtilt symfonisk vin, som også fascinerer Uhler: “‘En enkelt druesort i vinmarken er som en violin, men en Gemischter Satz er et helt orkester’ — men dét gamle ordsprog i mente kunne jeg ikke andet end at engagere mig grundigt i temaet ‘Wiener Gemischter Satz’.”

Obere Schoss er en parcel på en særligt kalkstensholdig del af Nussberg. Her hygger sig sorter som Grüner Veltliner, Roter Veltliner, Weissburgunder, Chardonnay, Riesling, Traminer, Muskateller, Neuburger, Rotgipfler, Zierfandler og Welschriesling. Stokkene er 38 år gamle, og nyplantning og podning er delvist foretaget på gamle rødder. Marken kom for øvrigt i hans besiddelse efter en optræden på østrigsk radios Klassiktreffpunkt, hvor han præsenteredes som både violinist og vinbonde. En ældre dame henvendte sig efterfølgende til ham efter en koncert, og hun havde et tilbud: Han kunne købe en gammel vinmark billigt på den betingelse, at hun selv kunne fortsætte med at passe planterne i marken. I dag er den en af Uhlers bedste vinmarker.

2018 var varm og solrig, og høsten fandt allerede sted den 16. september. Druerne blev afstilket og stod til udblødning tre timer før presning. Mosten blev gæret køligt med den naturligt forekommende gær over godt ti uger. Herefter blev vinen lagret på de fine gærrester i store træfade indtil midten af marts. Endelig blev den flasket sidst i april 2019. 6,1 gram syre balanceres af 4,9 gram restsukker. Endnu tager den tid om at åbne sig, så dekanter den eventuelt, og server den under alle omstændigheder i pænt store glas.

Det er en delikat og kompleks vin med frisk ferskenfrugt, ferskensten og en nøddeagtig fylde, noget let peberkrydret og den typisk salte signatur. Peter Uhler: “Obere Schoss er kompakt, har mørk mineralitet og er let røget. Den er moden og spiller gerne med musklerne men er samtidigt utroligt nobel.” — Giv ham et bifald!


Flaske: Ried Obere Schoss 2018  
Vinhus: Weingärtnerei Uhler  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 14%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 225,-  

Comment

Grüner Veltliner — all inclusive

Comment

Grüner Veltliner — all inclusive


“Den har alt det, en Grüner Veltliner kan have.”

Ordene faldt før hovedretten nytårsaften, da en ti år gammel Gutsreserve kom i glasset og skulle smages, før spisningen gik i gang. Værtinden, en garvet kender af sorten, skænkede fra et af Østrigs anerkendte traditionsvinhuse og en af de økologiske frontløbere i landet: Geyerhof i Kremstal. Den smukke natur i Kremstal strålede da også stærkt i glasset: Gylden frugt, grønne urter og mørk krydring, en pikant kombination, som man kun finder i moden Grüner Veltliner, når den har fået lov at slå sig løs på løss.

Kremstals historiske vinkultur

Kremstal er et af Østrigs mest klassiske vinområder, beliggende i Niederösterreich syd for Waldviertel og langs Donaudalen, hvor den lille flod Krems, der også har lagt navn til områdets hovedby, munder ud i den langt større Donau. Wachau ligger mod vest og Kamptal mod øst. Foruden sine fordelagtige jordbundsforhold tæller områdets naturlige fordele den konstante vekslen mellem kølige, fugtige vinde fra nord og tørre, lune vine fra øst.

Området falder i tre overordnede dele: Selve Kremsdalen med dens terrasser på stejle skråninger med ret stenede jordbunde (granit, gnejs og glimmerskifer), der på mange måder minder om naboen Wachaus. Nord for Donau strækker området sig videre mod nordøst mod byerne Rohrendorf og Gedersdorf, og her er landskabet præget af brede løssterrasser. Således også syd for Donau, omkring byerne Furth og Palt, hvorfra landskabet dog bliver en anelse fladere. Kremstal er altså præget af flere slags landskab med såvel løss som konglomerat og grundfjeld. Løsslagene, som først og fremmest består af finkornede partikler af kvarts, er som i resten af Niederösterreich aflejret over millioner af år, og på de fleste flader må man mange meter ned for at finde de dybere liggende lag og grundfjeldet.

Kremstal er officielt omtalt så langt tilbage som 973; men allerede langt tidligere var vindyrkning udbredt i området, og sidst i middelalderen havde munkene på de lokale klostre allerede knækket koden til fordelingen af druesorterne: Riesling på de skrå og stenede terroirs og Grüner Veltliner på de fladere og federe. Benediktiner-ordens kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, er stadig et aktivt vinbrug og troner på et plateau over dalen og minder om områdets gejstlige vinhistorie.

Den verdslige vinhistorie er også værd at minde om. Den gamle by Krems huser, ud over sin smukke Altstadt med bygninger, der strækker sig fra gotik over renæssance til barok, også Wein- und Obstbauschule Krems, en af Østrigs vigtigste vinmagerskoler, stiftet i 1875 som Kremser Winzerschule. Det var desuden fra Rohrendorf i Kremstal, at Lenz Moser den III. udbredte den nye, høje opbindingskultur (Lenz Moser Hochkultur) til vinstokke i 1930’erne, der førte til en kvalitativ forbedringsbølge; og også en fra 1950’erne øget udbredelse af Grüner Veltliner, så den nåede sin nutidige status som Østrigs ubetingede førstesort med godt 1/3 af vinmarksarealet.

Kremstal blev i 2007 det kun andet område til at opnå status af DAC efter Weinviertels debut i 2003. En Kremstal DAC-vin er på enten Grüner Veltliner eller Riesling— med tydelig sortskarakter, enten i den friske og frugtige Klassik-stil eller i Reserve-stilen med større fylde, tæthed og længde og eventuelt et let fad- og/eller botrytis-præg. Til topmarkerne i Kremstal hører Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin, Pfaffenberg og Wachtberg. Af andre gode producenter end Geyerhof kan nævnes Malat, Mantlerhof og Proidl.

Geyerhof Schiffsmeisterhaus Flaskevis (C) Bioweingut Geyerhof.jpg

Fra 1135 til 2020 — fra Geyer til Maier

Geyerhof ligger ved landsbyen Oberfucha lige øst for Furth i den syd for Donau beliggende halvdel af Kremstal. Det er en ganske gammel vingård, der kan spore sin historie helt tilbage til middelalderen. Den nævnes ved navn første gang i 1135 i det nærliggende Stift Göttweigs annaler, hvor en familie ved navn Geyer beboede den. Anerne til familien Maier, der nu i 13. generation driver gården, giftes undervejs ind i familien, og de kan spores tilbage til 1600-tallet.

En afgørende begivenhed i Geyerhofs nyere historie var Josef og Ilse Maiers omlægning til økologisk vinbrug op gennem 1980’erne, og siden 1988 har husets vine været økologisk certificerede. Dengang var der langt mellem erklærede økologer. Ilse Maier er søster til Christine Saahs fra Nikolaihof, der blev biodynamisk allerede i 1970; og ellers kom inspirationen fra Nicolas Joly, og Geyerhof var da også et tidligt medlem af La Renaissance des Appellation, foruden af Ernte-forbundet, en foreløber for det nutidige Austria Bio Garantie. Foruden vin dyrkes der på Geyerhof korn og grøntsager, ligesom der avles svin, køer og holdes bier. Altsammen også for at værne om biodiversiteten og de gamle traditioner. Derfor er også bibevaret læbælter, hegn, krat og andre naturlige åndehuller midt i det opdyrkede. Desuden støtter vinhuset med overskud fra salg af én af sine vine (Wildwux) direkte omlægning af opdyrket til vild natur samt fredning. Og derudover er bevaret et naturligt grønt bunddække i alle vinmarker; og enkelte steder står stokkene uopbundne og ubeskårede som små buskvine (Stockkultur).

Josef og Ilse Maier har altid lagt vægt på gerningsstedet: Man skal kunne smage oprindelsen i vinene, og derfor står Geyerhof også for en række rene enkeltmarksvine, der hver især er aftryk af de enkelte vines grobunde og giver et flot overblik over den sydlige Kremstals terroirs. Det er udtryksstærke og lagringsværdige versioner af Riesling, Grüner Veltliner og Weissburgunder. Højdepunkterne er Gaisberg, Goldberg, Kirchenstock og Steinleithn.

Ilse Maier med sine to børn, Maria og Josef, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset

Ilse Maier med sønnen Josef og hans hustru Maria, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset til

Jo løssere, desto stærkere

Vi kender Grüner Veltliner i flere forskellige tyngder: Fra den helt lette og friske med sprøde grønne æbler og pærer, over den mere modne med citrus, ferskner og abrikoser, til de helt eksotiske med mango, ananas og passionsfrugt, honning og krydderier; og hele vejen igennem er der som regel mere eller mindre af den friskkværnede peber.

De føromtalte geologiske og klimatiske forhold i Kremstal er hovedfaktorerne bag den lokale Grüner Veltliners friskhed, smidige fylde og typiske tobaksnoter; og den særlige kryddernote, den hvide og sorte peber, får sit stærkeste udtryk netop i vine fra de dybe løssjorde i Donaudalen. Grüner Veltliner trives simpelthen optimalt på disse og kommer her for alvor til sig selv i vinene.

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal


Geyerhof Grüner Veltliner Gutsreserve 2009 har virkeligt alt, hvad en Grüner Veltliner kan have— af duft- og smagsnoter, i struktur og tekstur og ikke mindst af lagringspotentiale. Duften er dyb og lovede— om moden frugt og mørk fylde. Smagen afslører det hele: Ferskner, abrikoser, ananas og appelsiner; urtede noter af eng, hø, urter, te og tobak; og krydrede noter af akacie, harpiks, pinje, lakridspulver og ikke mindst peber, hvid og sort. Modenheden til trods er der stadig friskhed: Et godt syrebid og en mineralsk klangbund holder vinen vibrerende i glasset.

Druerne blev høstet manuelt og klaserne presset hele. Vinen er stukket sammen af udvalgte enkeltmarksvine fra årgangen og lagret fem år på gærresterne i store akaciefade, før den er flasket. Senere årgange er lagret hele seks et halvt år.

De fine svampede noter i vinens krydring (muld, kantareller og bivoks) kunne foranledige til at tro, at en del af druerne var angrebet af ædelråd, et ikke helt ualmindeligt fænomen i f.eks. Smaragd fra Wachau eller Reserve fra Kremstal. Men 2009 var en solrig, varm og tør årgang, som blot gav perfekt modnet frugt med stor koncentration i afkast; og det er den, vi i al dens komplekse udvikling kan nyde godt af i dag, 10 år senere. Skulle man være så heldig at finde en flaske, kan man snildt gemme den 5 endnu. Det er gennemgående livskraftige dråber, upåagtet hvad Stephen Brooke fremfører af tvivlsomme beviser på det modsatte i sin The Wines of Austria: “I care less for the Gutsreserve: the 2007 in 2015 had become oily on the nose, and despite its extract and concentration, lacked bite and freshness.”

Gå kun trygt på jagt efter Geyerhofs vine, og gem gerne til kælderen!

Flaske: Gutsreserve 2009  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViniPortugal  
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-  

Comment

Om klimatosser og svalehaler

Comment

Om klimatosser og svalehaler


I krisetider kan det føles godt at søge skjul i et hjørne med en bog og bare lade den virkelig verden fare; eller falde til ro på en solbeskinnet plet i en frodig have eller i det fri, fredeligt bevæbnet med en flaske vin. Som en anden Epikur kunne man selvfølgelig gøre begge dele og forene det nyttige med det søde. Skitsen til et sådant program er at finde i følgende opsang om verdens sande tilstand.

Skulle det være gået nogen næsen forbi, så står vi nemlig over for en krise af bibelske dimensioner: Ja, det er miljøet og klimaet, den er galt fat med— helt galt fat faktisk. Vi er ved at begå kollektivt selvmord, og ikke kun som art, vi tager alle mulige andre med i faldet; og det værste er, at vi langt hen ad vejen har en fest med os selv, mens vi gør det. Måske værre endnu er det, at vi egentlig godt ved det, men ikke gider eller magter at gøre noget ved det.

I det følgende giver jeg et kort overblik over klodens tilstand og vores viden om konsekvenserne, og hvad der kunne gøres ved det. Helt lavpraktisk har klimaforandringer og miljøforurening selvfølgelig indvirkning på vinproduktionen, og de konsekvenser giver jeg også en kort oversigt over. Jeg håber, det vækker til angst, eftertanke, indignation og nysgerrighed. I kampen mod den globale opvarmning må Francis Bacons gamle diktum, at viden er magt, stå som overskrift. Derfor indeholder nærværende opslag også en lille introduktion til bøger, som det er godt at få forstand af.

Der skal selvfølgelig opløftende dråber til at sluge den bitre pille; og få ting er så naturligt livsbekræftende som en flaske Schwalbenschwanz (navngivet efter sommerfuglen ‘svalehale’) fra en af Østrigs biodynamiske troldmænd Andreas Tscheppe i Südsteiermark, et af verdens smukkeste og naturskønneste vinområder. Få har så mangfoldige og levende vinmarker som Tscheppe, og få formår at fremelske så spændende og livskraftige vine. Nøgleordet er desværre få. Fæller har han heldigvis i fællesskabet Schmecke das Leben, ‘smag livet’. Var der flere med deres indstilling og evner, var vi nok knapt så ilde stedt. Alt andet lige ville vi have flere flasker mangfoldig eliksir— og sandsynligvis flere sommerfugle, det sarte insekt, der af mange netop regnes som netop indikator for sundt miljø i et balanceret biotop.



Et køligt overblik i en varm tid

Kloden har feber. Den globale opvarmning er en udfordring, der desværre får vores andre selvskabte problemer med pesticider og plastik til at blegne, hvor betragtelige de end er. Det kan være afsindigt svært at forstå, at jorden risikerer at se markant anderledes ud om bare få århundreder, end den har gjort i adskillige hundredetusinder år før: At de vilkår, der har bestået under alle de øvrige forandringer, vi har oplevet i vor egen levetid eller tidsalder, selv kan ændre sig, så alt er forandret. Måske er det årsagen til, at mange stigmatiserer miljø- og klimaforkæmpere som radikaliserede kratluskere, verdensfjerne videnskabsmænd eller overvintrede blomsterbørn; men det er en strudsestrategi, som ikke blot fornægter et problem: Den gør det også mod bedre vidende og ofte i benægtelse af, at der faktisk findes reelle løsningsforslag, som kan have en virkning, hvis de impliceres i tide.

I junis netop udkomne nummer af DinVinGuide har Thomas Rydberg en fin oversigtsartikel (“Klimaforandringerne og vinverdenen” DVG#18 p.62-65) om konsekvenserne af mere sol, varme og ændrede nedbørsmønstre i de klassiske vinområder. Den giver et blik ind i de helt lavpraktiske udfordringer for vinbønderne, men også deres ihærdige forsøg på at imødegå dem og på at gå foran med indsatsen for at vende udviklingen— via reduktion af vinbrugenes CO2-udledning og kunstvanding samt arbejde med sygdomsbekæmpelse og udforskning af nye druesorter. Den gode nyhed er, at vinverdenen allerede har beskæftiget sig med disse problematikker i årevis og derfor også har løsninger at byde ind med— med en parole af Miguel Torres fra et nyligt seminar om vin i en varmere verden: “Vinbranchen er landbrugets rockstar og bør gå forrest i klimakampen.”

Men hvordan står det til med klimaet?
Følgerne af den globale opvarmning manifesterer sig allerede nu og fremover f.eks. ved at:

  • indlandsisen og gletcherne smelter, tundraen tøer

  • verdenshavene stiger og forsures

  • havenes bestand af plankton, fisk og koraller går ned

  • regnskovene skrumper, og ørkenerne vokser

  • ekstremt vejr med storme og eks. skiftevist skybrud og tørke udbredes

  • opdyrkede landbrugsarealer må opgives eller overgives til andre afgrøder

Hastigheden, hvormed det sker, er helt uden fortilfælde. Det presser selvfølgeligt alle involverede biotoper og økosystemer, hvoraf mange i forvejen presses af udledning af pesticider og plastikforurening m.v. Klodens samlede befolkning af amfibier og insekter, herunder bier og sommerfugle, er støt faldende. Og da den levende verden er et sammenhængende puslespil, har hver brik en vigtig rolle at spille. Ikke mindst for vores egen skyld, men også for de andre levende væsner, vi deler vores verden med, må vi forstå, at balance, homøostase og ækvilibrium spiller en afgørende rolle i opretholdelsen af liv og biodiversitet; og netop disse er sat på prøve.


Klimakrisen kort fortalt

Klimaforandringerne er en historie om solstråler, kulstofkredsløb og drivhusgasser; og en efter industrialiseringen støt stigende global opvarmning. Vores kendskab til disse fænomener er ikke ny. Det strækker sig med figurer som Joseph Fourier, John Tydall og Svante Arrhenius fra midten af det 18. og frem til det 20. århundrede. Vores viden i det 21. århundrede stammer fra stadigt akkumulerende målinger foretaget over mange årtier; og indirekte fra paleontologiske data, altså især geologiske og glaciologiske prøver, der kan belyse tidligere perioders atmosfæriske sammensætning og temperaturforhold; samt stadigt mere udviklede modelleringer baseret på vidt forskellige datatyper.

Selvfølgelig er der alskens statistiske og andre usikkerheder involveret her, og det har kritikere, skeptikere og andet skidtfolk, der er mere interesserede i egeninteresser end almenvellet og videnskaben, lukreret på i årtier. Og når den statistiske støj endelig lægger sig, og sikkerhederne for alvor indfinder sig, risikerer vi med stor sandsynlighed at befinde os på den stejle ende af en eksponentiel kurve med retning mod masseudryddelse; og det er desværre ikke science fiction. Den visse død begynder dog med den livgivende sol.

Solens stråler varmer jorden op, og en stor del af den varme stråler ud i verdenrummet igen— men kun en del. Forenklet forklaret: Jordens dagside, der vender mod solen, modtager varmestrålingen, mens natsiden, der vender væk, afgiver den igen. Atmosfæren holder dog hele tiden en smule tilbage. Solens strålingseffekt på jorden er gennemsnitligt 240 Watt per kvadratmeter jordoverflade.

Atmosfæren består fortrinsvist af kvælstof og ilt, men den indeholder også de såkaldte drivhusgasser, der ganske som glasset i et drivhus er med til at holde noget af strålevarmen tilbage: Kultveilte (CO2) er den vigtigste, men også metan (CH4) og lattergas (N2O) er virksomme, foruden de såkaldte halocarboner— og faktisk også vanddamp (H2O).

Koncentrationen af de fleste af disse drivhusgasser er stigende på grund af øget industrialisering og energiforbrug (udledning af CO2 fra især afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie), intensivt landbrug (udledning af mere metan og lattergas fra f.eks. gylle). Samtidigt med at især CO2-udledningen stiger, sker en fortsat reduktion af ‘jordens lunger’, skovene, der optager kulstof fra CO2 og til gengæld afgiver O2.

Samlet set er drivhusgasserne med til at holde på varmen i jordens atmosfære og gøre livet, som vi kender det, muligt. Igennem forskellige epoker i jordens historie har atmosfærens sammensætning og middeltemperatur ændret sig adskillige gange: Tænk bare på, hvordan flere istider i de seneste millioner år har ændret selve overfladen på jorden, som vi kender den. Imidlertid har vi haft et ret stabilt klima de seneste mange årtusinder, hele vejen gennem historisk tid; men nu går vi pludseligt og hurtigt mod, ikke istid, men hedeslag. I nyere tid er den atmosfæriske koncentration af CO2 nemlig steget fra 280 ppm i førindustriel tid til aktuelt omkring 407 ppm; og den er stadigt stigende som følge af fortsat udledning af CO2. Når vi over 500 ppm, skal vi 20-40 millioner tilbage i klodens historie for at finde samme CO2-koncentration.

Drivhusgassernes nuværende andel i strålepåvirkningen er kun 0,75 Watt per kvadratmeter; men det er faktisk nok til at skabe en efterhånden betydelig ubalance i jordens energiudveksling med rummet, hvoraf følger, at jorden— ganske som et stærkt isoleret drivhus— holder på mere og mere varme; og med en sensitivitet på 0,75 grader Celcius per Watt per kvadratmeter er der altså (0,75x075) = 0,5 graders yderligere opvarmning undervejs som direkte følge af drivhusgassernes strålingspåvirkning. Kursen er sat, og tampen brænder.

Det er nemlig desværre kun begyndelsen på historien. Den øgede middeltemperatur fører f.eks. til en gradvis afsmeltning af isen ved polerne, hvor hvid, reflekterende is erstattes af mørk, ikke-reflekterende havoverflade, hvilket igen fører til en yderligere varmeabsorbering og opvarmning af havene; som samtidigt stiger. Det er en langsom udvikling, der først manifesterer sig over lang tid. Virkningerne er altså endnu undervejs, når man når til punktet, hvor det er for sent at vende dem. Verdenshavet står til at stige cirka 20 meter per grads stigning i atmosfærisk temperatur— og de realistiske tal, der tales om, når vi taler om de næste århundreders temperaturstigninger, ligger alle mellem 2 og 5 grader. Den arktiske indlandsis har “kun” nok til 6 meters havvandsstigning, mens Antarktis har til 60. Tal, det er værd at overveje, hvis man bor i flade Danmark.

Endnu en følgevirkning af global opvarmning, der i sig selv kan booste yderligere opvarmning, er den udledning af i jordbunden bundet metan, der kan frigives fra optøet permafrost på tundraerne i Nordamerika og Nordasien. Fænomenet kan allerede observeres flere steder.

Selv med en uændret CO2-koncentration på 407 ppm kan vi altså forvente en yderligere temperaturstigning til 3,5 grader over førindustrielt niveau og altså over de 2 graders temperaturstigning, som er en del af de “bindende mål”, man efter Paris-aftalen har forpligtet sig på. Detaljerne i udviklingen er selvfølgelig omgæret af forskellige usikkerheder; men det overordnede billede tegner sig tydeligere og tydeligere (læs: dunklere og dunklere), og vores vidensgrundlag har aldrig været større eller vores regnemodeller bedre end i dag.

Er man interesseret i tallene, kan de findes hos f.eks. DMI, CONCITO og IPCC.

Det er en dårlig fugl, der tilsmudser sin egen rede. En for miljøbevægelsen ikonisk stribe fra Walt Kellys tegneserie Pogo

Det er en dårlig fugl, der tilsmudser sin egen rede. En for miljøbevægelsen ikonisk stribe fra Walt Kellys tegneserie Pogo


Vinøse bivirkninger

I vinens verden betyder stigende CO2 og deraf stigende temperaturer selvfølgelig, at vinbønderne skal vænne sig til varmere vejrlig, ændrede nedbørsmønstre, og hvad deraf følger af flodoversvømmelser, haglbyger og tørkeperioder. Det fører til ændringer i både dyrkningsforhold og vinstil. Men øget CO2 fremmer også i sig selv vinstokkenes vækst, da koncentrationen af kuldioxid i luften fremmer fotosyntesen, planternes omdannelse af lys til kemisk energi, hvor kuldioxid netop er et centralt råstof. Mere sol og varme vil desuden påvirke druernes modning samt sukker- og syreindhold. Kort og godt vil nutidens vine til sammenligning smage anderledes end fortidens; ligesom fremtidens vil komme til at ændre smagsprofil i forhold til nutidens, ene og alene på grund af de ‘naturlige’ forhold— mindre syre i Mosel, mere sødme i Sauternes og højere alkohol alle vegne. Sandsynligvis giver det dog bedre kår for vinavl eksempelvis i Danmark.

Det, vi endnu kun har ganske beskeden viden om, er præcist hvordan vækstmønstre, udbytter, modstandsdygtighed mod sygdom og ikke mindst druernes kvalitet faktisk forandrer sig. For sandsynligvis påvirkes vinstokkene ikke i isolation fra sine omgivelser: Den øgede vækst vil også påvirke det øvrige liv i vinmarken, herunder nyttedyr men også skadedyr og sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Det kan skabe udfordringer, ikke mindst for økologisk dyrkning.

Fordringen skulle gerne munde ud i udviklingen af strategier, der kan imødegå de udfordringer, vinbønder vil møde som følge af ændrede atmosfæriske forhold. Forhåbentlig vil vi stadig have mulighed for at drikke gode vine, og vi vil stadig kunne nyde genkendelige klassikere. Det kræver dog som minimum, at vi ændrer vore forventninger og indstiller os på at sadle om.

Vi skal til ikke blot tænke i økologi og biodynamik men meget mere i produktions- og transportomkostninger: Energi- og øvrigt ressourceforbrug i kælderen; og logistisk på f.eks. flaskestørrelser og -tyngder, transportforhold og -afstande. Vin er under alle omstændigheder ikke det mest nødvendige landbrugsprodukt (og vin har alt andet lige et mindre CO2-aftryk end (luksus)fødevarer som chokolade, kaffe, kød (især okse men også svin) og ost; men vinbønder kan ikke desto mindre være konstruktivt delagtige i en større omstilling i landbruget. Det bliver nok ikke den bevidste økoforbruger eller de små spredte naturvinssamfund, der kommer til at redde verden. Dertil er deres indvirkning for lille på det samlede marked; men mangt og meget kan tjene til inspiration til mere naturnære, miljøvenlige og klimamæssigt bæredygtige produktionsformer— som også kan give bedre og anderledes produkter, øget dyrevelfærd og mindre miljøbelastning. Herhjemme arbejder mange allerede med sådanne former for ager- og vinbrug, eksempelvis på Brandbygegård ved Odder i Østjylland; og i videre sammenhæng peger f.eks. foreningen Frie Bønder - Levende Land på anderledes bæredygtige landbrugsalternativer.


Sommerlæsning

Det er ikke kun industriel afbrænding af fossile brændsler som kul og olie, der har skaffet os problemer som luftforurening og klimaforandringer på halsen. Bivirkningerne og bagsiden af det moderne landbrugs såkaldt grønne revolution kom for en dag med den amerikanske biolog Rachel Carsons klassiker Silent Spring fra 1962, som såede kimen til en bredere bevidsthed om især pesticiders skadevirkning gennem hele fødekæden, fokuseret på fugles skade af DDT— læs mere i Rune Lykkebergs nylige artikel om bogen i Information den 7. juni.

Den amerikanske journalist David Wallace-Wells har i klima-sammenhæng for nyligt gjort Carson kunsten efter med The Uninhabitable Earth. A Story of the Future, der med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvordan vi er ved at save den gren over, vi selv sidder på: Det ‘opmuntrende’ budskab om klodens tilstand er, at det står værre til, langt værre til, end de fleste går og tror. Bagsiden af menneskets virkelyst og skabertrang, den antropocene tidsalders indbyggede undergangsur, tikker.

Den store nestor i kampen mod global opvarmning er uden tvivl James Hansen, klimatolog ved Earth Institute på Columbia University, en mand der i snart en menneskealder har forsket i og dokumenteret klimaforandringer og deres årsager— og aldrig været tavs omkring de konkrete konsekvenser, disse forandringer har. Det kan man læse om i Storms of My Grandchildren, der bærer den dystre undertitel The Truth About the Coming Climate Catastrophe and Our Last Chance to Save Humanity.

Dyster er også biologen og Harvard-professoren Edward O. Wilsons trilogi The Social Conquest of Earth, The Meaning of Human Existence og især Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Her gives, faktuelt og spekulativt, både diagnose af vores problemer og prognose for vores fremtid gennem et Darwinistisk blik på vores væren i verden, arternes overlevelse eller uddøen: Mennesket er ikke alene om livet på jorden. Men vi alene kan blive skyld i, at jorden ikke længere bliver beboelig for os selv og andre arter; som vi allerede har gjort den ubeboelig for arter, der nu udryddes eller uddør på grund af vore aktiviteter. Ekstinktionsraten er accellereret med faktor 1000 i menneskehedens levetid (tjek evt. IPBES rapport om biodiversitet her). Den foreslåede kur er så radikal som sygdommen: Vi må afsætte halvdelen af landoverfladen til naturen, hvis vi skal undgå den sjette masseuddøen.

Er det virkelig nødvendigt— og er udviklingen uundgåelig? Klimaproblemer er ikke nogen helt ny erkendelse, og årsagerne, omfanget og løsningsmulighederne har tillige været velkendt igennem længere tid. Det kan man more sig med i Nathaniel Richs Losing Earth: The Decade We Almost Stopped Climate Change i New York Times og i bogen af samme navn. Rich optrækker her historien om, hvordan de tidlige bestræbelser på at bremse CO2-udleningen op fra 1970’erne og frem til 1980’erne gik i stå; blandt anden gennem en villet vildledning af offentligheden.

Videre overvejelser over forblindelsen, fornægtelsen, fordrejelsen af de videnskabelige vidnesbyrd kan man få øjnene op for i videnskabshistorikerne Naomi Oreskes og Eric Conways klassiker Merchants of Doubt med undertitlen: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming. Her berettes, hvordan visse videnskabelige og videnskabsteoretiske overvejelser er blevet brugt af erhvervslivet og andre interessenter til at systematisk at underminere forsøg på at stække tobaksindustriens og den petrokemiske industris skadevirkninger på menneskers og planetens sundhed.

Når jammerdalen er dybest, kan man så søge tilflugt på poesiens privathospital, hvor Inger Christensen kan give en vis opløftning med hendes skelsættende digtsamlinger Alfabet og Sommerfugledalen. Her fremfører hun et varmt forsvar for livet, mangfoldigheden og mulighederne i den natur, mennesket på godt og ondt er en del af. Inger Christensen præsenteres ofte som modernist og systemdigter; men systemerne i hendes digte er ikke mekaniske men naturlige (i deres sindrige systematik minder de om DNA), og formen hænger altid organisk sammen med indholdet. Økokritikken er retteligt en bedre skuffe, omend hun snarere er fortaler end kritiker.

Og sådan vendte vi tilbage til vores svalehale: De stiger nemlig op, planetens sommerfugle, som varmestøv af jordens varme krop. Svalehalen (papilio machaon) er en stor dagsommerfugl med udbredelse i store dele af Europa. En sjælden gæst i Danmark, hvor den i årtier har været sjælden eller udryddet. Dens foretrukne habitat er sletter, enge og moser, hvor den ynder at opsøge skærmplanter som f.eks. vild gulerod og fennikel— ‘hvor al erindring smuldrer, og det hele i lysets sammenfald med plantedele forvandler sig fra duftløshed til duft.’


Tilbage til naturen

Steiermark er (langt ude på) landet, hvor den dybt smaragdgrønne græskarkerneolie flyder, og vinmarkerne strækker sig mellem de stejlt skrånende bakker, der vrider sig ind og ud mellem hinanden. Det summer af liv her, ikke mindst i Andreas Tscheppes vildnis af vinmarker: Padder, biller, fluer og alskens sommerfugle boltrer sig her— og har endda fundet vej til etiketterne.

Andreas Tscheppe kommer ud af en vidtforgrenet vinfamilie i Steiermark, der også tæller hans bror Ewald fra Weingut Werlitsch, hans til Burgenland afhoppede fætter Eduard fra Gut Oggau og de fjernere slægtninge på Weingut Tscheppe am Pössnitzberg. Andreas er som nævnt en del af femkløveret Schmecke das Leben sammen med bror Ewald samt Strohmeier, Muster og Tauss.

Den lille gruppe fandt sammen om at finde fælles fodslag for at sætte en ny dagsorden. De arbejder med økologiske, biodynamiske og bæredygtige praksisser i vinmark og kælder og deler erfaringer og afprøver nye idéer i fællesskab. Målet er en naturnær produktion af rene, terroir- og traditionstro vine af høj kvalitet og med unik karakter. Småt er godt; og med Musters motto: Mere og mere af mindre og mindre. Derfor arbejder man også minimalistisk i kælderen uden brug af moderne teknologiske indgreb, behandlingsmidler og tilsætningsstoffer. Til gengæld hyppigt med skindkontakt og lang lagring på gærresterne. Maksimen er respekt for liv, mangfoldighed og tilfældighed.

Sammen med hustruen Elisabeth dyrker Andreas blot fire hektarer vinmarker, foruden Muskateller først og fremmest Morillon og Sauvignon plus Pinot Noir. Markerne er levende grønne med et sandt blomster-, græs- og urtehav mellem rækkerne. Det grønne bunddække bliver kun slået en enkelt gang om foråret og får ellers lov at vokse. For enden af rækkerne og rundt omkring står fersken-, pære- og æbletræer. Hver plante har sin egen energi at tilføje kredsløbet, udvekslingen mellem det underjordiske og overjordiske. Selve gården ligger øverst ved Langegg, og længere nede ad bakken ligger brorens gård, i hvis kælder vinene bliver til.

For lidt over ti år siden genbeplantede Andreas Krepskogel, en gammel men braklagt vinmark på stejle skråninger i 550-580 meters højde, flankeret af kastanieskov. Sydsiden blev terrasseret oppefra og ned, øverst beplantet med Sauvignon og længere nede Chardonnay. Beplantningstætheden er høj som i gamle dage, 4.200 planter pr. hektar. Sidenhen kom Goldmuskateller (Moscato Giallo) til, en såkaldt PiWi-sort (særligt modstandsdygtig krydsning) med hjemme i Südtirol. Den første planlagte høst i 2008 blev dog minimeret på grund af sultne rådyr. I 2009 haglede det meste væk. I 2010 modnede druerne knapt. Vi lever på naturens nåde. Endelig i 2011 spillede alt, som det skulle, og siden har vinen fundet sin form— storform endda.

Goldmuskateller 2017 er dybt gullig men ganske klar i glasset; frisk og frugtigt duftende af citrusskal, jasminer og gule roser med liflige noter af syrlinger og candyfloss. Saftspændt i munden med syrlig mandarin og moden citron i smagen, rank syre, de smidigste tanniner, god viskositet og små krydrede noter i eftersmagen, orangeblomstvand, pomerans og muskatblomme. Den åbner med lidt luft men skal ideelt nydes ret kølig. Friskt og sommerligt.

Druerne er håndplukket i oktober, afstilkede, nænsomt presset, spontangæret i åbent gæringskar med to ugers skindkontakt. 18 måneders lagring på brugte egetræsfade af barrique- og tonneau-størrelse, minimal sulfittilsætning før flaskning. Vinen er levende og kompleks men legende og let tilgængelig. Det er begavet underholding.

Vi skal alle lære at passe meget bedre på vores planet og den natur, vi lever i og af. Der er intet alternativ. Er der intelligent liv andre steder i universet? Vi har indtil videre ikke været i stand til at spore det; og med vores nuværende livsstil synes det nogle gange lige så svært at opdage det på planeten for vore fødder.

Vågn til kamp af jer dvale! — og god sommer!

Andreas Tscheppe Goldmuskateller 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Schwalbenschwanz 2017  
VinhusAndreas Tscheppe  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Goldmuskateller  
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers skindkontakt  
Lagring: Små og store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Österreich
Pris: 395,-  

Comment