Spitzenklasse

Det nordøstlige Østrig, lige før det bliver Slovakiet. Sønden for Donau, østen for Wien og vesten for Bratislava. Carnuntum ligger i grænselandet, i korridoren mellem Alperne og Karpaterne, og østligst i det ellers forholdsvist flade område strækker sig Spitzerberg, ‘det spidse bjerg’, som en barriere lige nord for landsbyen Prellenkirchen. Nuvel, navnet er vildledende, for Spitzerberg er hverken spidst eller et bjerg, men snarere en højderyg, som løber gennem et landskab præget af små landsbyer, blandet landbrugsland og masser af vindmøller. Varm luft strømmer gennem korridoren fra den store pannoniske slette mod øst og videre vestover gennem Donaudalen. Derfor står luften aldrig stille, blæsten går frisk og især hen over Spitzerberg, som altid balancerer på kanten af tørke— også som følge af ekstremt lav nedbør og en ret karrig kalkstensjord, som holder dårligt på den sparsomme mængde vand. I modsætning til det øvrige Carnuntum står den derfor ikke på de tørstige sorter Grüner Veltliner og Zweigelt, Spitzerberg er noget nær det perfekte terroir til Blaufränkisch. I forhold til Leithaberg og Eisenberg i Burgenland falder bjerget ingenlunde igennem; og i de seneste årtier, ikke mindst den sidst håndfuld år har flere for alvor knækket koden til at få det lokale særkende frem i deres vine, en særlig friskhed, sarthed og elegance, især fra foregangsmænd som Johannes Trapl og Robert Payr men først og fremmest sortens og stedets store foregangskvinde, den navnkundige Dorli Muhr.

Dorli og hendes hjertebarn Blaufränkisch på flaske. Foto: Anna Stöcher

Dorli Muhr er en alsidig dame og et unikum i vinens verden. I 1991 grundlagde hun det i dag næsten legendariske PR-firma Wine+Partners, som i årenes løb har etableret sig internationalt som et af de stærkeste bureauer for markedsføring af vin og event management, eksempelvis som medarrangør af VieVinum, Austrian Single Vineyard Summit og Arlberg Weinberg. Så udadtil har hun spillet en vigtig rolle for østrigsk vin i de seneste årtier; men også på de indre linjer har hun samtidigt udviklet sig til en af landets toneangivende vinmagere.

I 2002 søsatte hun en livslang drøm om at lave sin egen vin, sammen med sin daværende mand, den velkendte portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort. Dog hverken i Douro eller i Toscana, som ellers også havde været på programmet; men få kilometer fra hendes fødeby i det dengang aldeles ukendte vinområde Carnuntum. Visionen var at lave vin på gamle stokke af indfødte sorter, og dem fandt de på Spitzerberg, hvor Dorli havde arvet en lille parcel, som gennem hendes bedstemor Katharina kom i familiens eje som medgift i 1918— set i bakspejlet en særdeles betydningsfuld bryllupsgave.

“Min bedstemor havde den her vinmark på Spitzerberg, og som barn kom jer der med mine forældre; og jeg husker, at det dengang virkeligt var et bjerg for mig,” erindrer den nu 60-årige Dorli. “Men da jeg var otte, trak de vinstokkene op, det var både besværligt og dårligt rentabelt at dyrke dem; og derefter gik den lidt i glemsel.” Dengang var der ingen særlig interesse for Blaufränkisch og slet ikke internationalt. Det var længe før, Ernst Triebaumer præsenterede sin Mariental 1986, der blev et vendepunkt i anerkendelsen af Blaufränkisch som kvalitetssort og Østrig som seriøst rødvinsland; men siden strømmede den såkaldte ‘rødvinsbølge’ roligt ind over landet, og knapt fire årtier senere har den kvalitative vinstand aldrig været højere.

I dén tid har Dorli Muhr været viden omkring, “men i dag er jeg endt otte kilometer fra min fødeby”— men nu i besiddelse af eget vinhus med 12 hektarer vinmarker, fordelt på 36 parceller, en nyrenoveret kælder og tilstødende smagelokale og have; og senest 98 point fra James Suckling til vinen Obere Spitzer 2022— den højeste internationale bedømmelse af en østrigsk rødvin nogensinde.

Hele herligheden: Spitzerberg set fra luften. Læg mærke til de vertikalt skrånende parceller, lagdelingen og nederst en klassisk østrigsk Kellergasse. Foto: Herbert Lehmann

Kalk, vind og tid

Carnuntum ligger lidt øst for Wien og syd for Donaudalen og udgør dermed Niederösterreichs sydøstligste flanke. Foruden at være delstatens mindste vinområde er det også dets eneste, hvor rødvin udgør pænt over halvdelen af produktionen. Dermed minder det en del om Burgenland, der begynder lidt længere mod syd langs die Leithagebirge.

Hovedsorten er med godt 225 hektarer Zweigelt, som også lægger druer til regionens vinøse visitkort, Rubin Carnuntum, samt Erste Lage vine fra eksempelvis Haidacker, Kirchweingarten og Steinacker. Blaufränkisch findes i det små ind imellem, 97 hektarer, men den kommer først for alvor til sin ret på Spitzerberg, hvor den til gengæld spiller hovedrollen næsten solo. Spitzerberg dækker samlet 100 hektarer, heraf godt 50 med vinmarker. Deraf ejer Dorli Muhr de 12, hvoraf 11 er beplantet med Blaufränkisch og den sidste med Syrah, der som international sort også spiller en vis rolle i Carnuntum sammen med Cabernet Sauvignon og Merlot. Men dels af erfaring, dels af personlig præference har Muhr valgt af fokusere på Blaufränkisch, som hun finder særligt tilpasset til netop Spitzerbergs jordbundsforhold og særlige mikroklima.

“Mine vine er langsomme vine,” betoner Dorli Muhr. Hun giver dem god tid, og det samme skylder vi andre tillige at tage os med dem. Det lønner sig.”

“Spitzerberg er geologisk den vestligste udløber af Karpaterne,” forklarer Dorli. “Her tager Karpaterne ende, lige før Alperne begynder, så vi ligger i en korridor, hvor en masse luft strømmer igennem. Vinden blæser virkeligt næsten hele tiden her, vi har over 300 dage med blæst. Den kommer fra østsydøst og op gennem Donaudalen mod nordvest; og dér går den op mod fugtigere luft fra vest, og det blokerer regnen. I gennemsnit får vi kun mellem 240 og 400 mm regn om året, og det meste af den falder fra april til juli, oftest mest i maj. Når vi endeligt får regn, kommer den som regel sydfra, en ‘italiensk regn’ om man vil. Af og til falder der 100 mm på en enkelt dag, alt for meget for jorden at absorbere, og så den løber den bare væk.”

Det betyder alt sammen udtalt tørt klima, faktisk er Spitzerberg et af de tørreste områder i hele Østrig. Det kræver tørkeresistente vinstokke, og det er Blaufränkisch i modsætning til Zweigelt og Grüner Veltliner. Den kan klare sig med sparsomme vandreserver og trives samtidigt med den megen sol og forholdsvist lange vækstsæson. Gennemsnitligt skinner solen godt ni timer dagligt mellem juni og august og fem timer mellem september og november. Samtidigt er der i hele vækstsæsonen store udsving mellem varme, solrige dage og kølige nætter, og typisk fra midten af august begynder temperaturerne så at falde. De kolde nætter tager over i modningsfasen, og det sikrer den faste syrenerve i vinene. Høsten finder som regel sted fra sidst i september til først i oktober.

Carnuntums sandsten og kalksten er aflejret fra den pliocæne til pleistocæne periode, først urhavet Parathethys og siden den store pannoniske sø. Kalkstenen er af samme art og beskaffenhed som den, der findes en anelse længere mod syd i Leithaberg, den såkaldte Leithakalk, og på Spitzerberg er den kun dækket af et ganske tyndt og ret sandet lag humus. Ifølge Muhr kan man “forestille sig Spitzerberg som et rev, hvor urhavet i millioner af år er brudt mod klipperne; og derfor er Spitzerberg i dag dækket af et så tykt lag kalksten.” Vinstokkene står i 165–265 meters højde, de øverste dele er de stejleste, med lyse, kalkholdige aflejringer og kalksten; mens de nederste dele flader ud og indeholder flere udvaskede sedimenter og mere humus.

Kalksten, masser af sol, vindblæst, tørt klima, kølige nætter, det er Spitzerbergs særkender — og deri ligger den første forudsætning for den friskhed og finesse, man finder i Dorlis vine.

Fra ord til jord

Den unge Dorli voksede op med vin i periferien, hendes far lavede en smule til familiens eget forbrug, men selv valgte hun en anden løbebane end den landlige. “Der var for mange kryb og kravl i det, det var ikke noget for mig at være bondekone. Så jeg valgte at at gå på universitetet og studere sprog i stedet, fransk og spansk.” En vis fascination af vinens verden havde dog et hemmeligt tag i hende, og langsomt begyndte hun at fokusere på oversættelse og formidling af tale og skrift om vin og vinkultur. I stedet for håndens arbejde med vin gav hun sig i kast med åndens.

“Jeg blev næsten besat af ‘vinsprog’,” erindrer hun, “at man alene ud fra en vins duft og smag kunne bestemme, hvilken drue, der var tale om, hvor vinstokkene voksede, og i hvilken slags jordbund. At en væske efter ti år i flaske stadig smager af den tid og det sted, den kom fra, og så mange år senere kan man sige, om den er fra kalksten, skifer eller løss. Det var helt nyt for mig, virkeligt en øjenåbner!”

“Så jeg blev oversætter af pressemateriale og vinlitteratur. Siden kom jeg ved et rent tilfælde til at arbejde for den nationale østrigske vinmarketing, hvor jeg blandt andet tog mig af udenlandske journalister; og til sidst stiftede jeg så mit eget bureau, rejste rundt og arrangerede smagninger og vinmesser.”

“Vin er ikke en hvilken som helst væske, man bare slukker tørsten med. Man kan lære i mere end 50 år, hvert år, år efter år, og stadig have nye spørgsmål. Det fascinerer mig!”

— Dorli Muhr

Men i mellemtiden var hun også begyndt at drømme om at lave sin egen vin. “Jeg kunne ikke længere nøjes med at snakke om vin. Jeg måtte lave min egen! Det var en meget romantisk idé, og selvfølgelig tænkte jeg dengang først på Frankrig og Italien; og så købte jeg mig et stykke land tæt på Scansano i Toscana, og dér kunne jeg så tilbringe anden halvdel af mit liv.”

Men så skete der noget uforudset. Gennem sit arbejde havde hun truffet den hollandsk-portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort, og de forelskede sig. Så i stedet flyttede hun til Porto og tilbragte store dele af sin tid i Douro; og dér erfarede hun for første gang den store forskel på det kystnære klima i byen og det kontinentale oppe ad floden. En anden erfaring, hun gjorde, var den forskel i klasse, som gamle vinstokke giver en vin; og da Dirk allerede arbejdede med begge i Douro, begyndte hendes tanker at flakke tilbage til Østrig, “det måtte være muligt at lave noget lignende dér.” Hjemme havde hun i mellemtiden fået genplantet Blaufränkisch på sin bedstemors braklagte parcel Untere Spitzer på Spitzerberg i 1995 men ved samme lejlighed forpagtet den ud. I stedet begyndte de at søge efter gamle parceller andre steder på Spitzerberg og i Carnuntum; og det fandt de lidt efter lidt og til ganske overkommelige priser.

Eksperter i elegance

Målet var at afdække, om ikke Blaufränkisch på Spitzerberg kunne have samme friskhed, elegance og finesse i sig, den skulle blot forløses. Det stilistiske var de enige om. Dirk er velkendt som en stærk forfægter af friskhed og lethed og er efter eget udsagn “besat af syre”. Så sammen med de nyerhvervede marker lejede de en garage og noget teknisk udstyr og købte nogle fade."

“Jeg har ikke lært at lave vin,” erkender Dorli blankt, “og jeg er slet ikke klog udi det tekniske. Jeg har min egen smag og mine egne erfaringer og idéer, men når Dirk var færdig med høsten i Douro, tog han så til Carnuntum og tog sig af høsten dér.”

“De første år eksperimenterede vi meget på kryds og tværs i forsøget på at indfange fornemmelsen af kalksten og tørt terroir. Vi afstilkede med hænderne, vi anvendte hele, upressede druer, vi prøvede fodtrædning af hele klaser; og vi lavede uge- og månedslange macerationer, med og uden pigéage, og så videre — og vi fandt efterhånden ud af, at den bedste måde at bevare friskheden og finessen er at anvende en god andel hele klaser, fodtrådte og med en lang, kølig maceration uden at forstyrre vinen undervejs, så man ikke får for hård en ekstraktion.”

Første år var 2002, så det varme 2003, så de mere moderate 2004 og 2005; og så fik hun sin egen ilddåb som vinmager i 2006: “Det var den 20. september, druerne var allerede modne, og Dirk var travlt optaget i Douro. Det skulle være nu, og jeg havde kun et par kar til at træde druerne i og et par fade til mosten. Heldigvis havde jeg også en mobiltelefon, så jeg hele tiden kunne ringe til Dirk og spørge ‘Hvad gør jeg nu?’ Så jeg blev vinmager ved et tilfælde!”

Årgang 2006 opnåede senere 92 point hos Robert Parker, så helt galt afmarcheret kunne hun ikke være. Året efter havde hun fået bygget egen kælder op, “til gengæld måtte gøre alt på egen hånd, da mit ægteskab var ved at gå i vasken; og i de følgende år måtte jeg tage mig af vinen samtidigt med en lille datter.” Til gengæld fik hun professionel assistance fra vinmageren Craig Hawkins fra Swartland i Sydafrika, dengang ansat hos Eben Sadie, i dag selvstændig som Testalonga. De forskudte vækstsæsoner gav ham rigeligt tid til at tage sig af først høsten og vinifikationen og senerehen flaskningen. Han bragte hende sikkert gennem den næste håndfuld årgange; og fra 2014 har hun så haft sin egen faste vinmager med i foretagenet, den særdeles dygtige Lukas Brandstätter, som har fortsat og forfinet kursen lige siden. I oktober 2021 påbegyndte de så konstruktionen af et nyt vinhus, som stod færdig i 2024.

Flere marker er kommet i husets besiddelse, og megen vin er strømmet gennem kælderen siden. “Vi er kommet langt på to årtier. Vi har udviklet vores egen profil, og vi har gjort en forskel. Vores mål var friskhed, lethed, elegance. Det var ikke ligefrem højeste mode, da vi gik i gang; og østrigsk rødvin var heller ikke noget, nogen gad beskæftige sig med dengang. Det har heldigvis ændret sig nu.”

Med viljestyrken, den rette vision og stor dygtighed kommer man langt. Gamle stokke, økologisk dyrkning, nænsom beskæring efter Simonit og Sirchs foreskrifter; samt selektiv høst og gammeldags fodtrædning, spontan gæring og skånsom omgang med mosten — deri findes den anden forudsætning for den kvalitet, Dorli i dag bringer til torvs. Det er Blaufränkisch, når den er bedst: En sælsom kombination af lys og mørke, lethed og tyngde, det seriøse og det fornøjeselige, lys- og skyggespil— og trods den megen møje i marken og tålmodighed i kælderen er der i Dorlis tilfælde noget nærmest ubesværet og befriende ligefremt over den.

Meningsfulde enkeltmarker

“Vi vinificerer vores parceller separat og organiserer siden vores portefølje efter markerne og vinstokkenes alder.” I den lavede rangerede Carnuntum kommer således en blanding fra de yngste stokke, lavere beliggenhed, højere udbytter. Village-vinen Prellenkirchen kommer fra lidt ældre og noget ældre stokke, mestendels længere oppe på skråningerne; og så kommer selve Spitzerberg som enkeltmarksvin, siden 2019 flasket som de fire enkelte parceller Obere Spitzer, Obere Roterd, Kranzen og Kobeln.

Man kan spørge om ikke det er en unødig komplicering, en intellektuel udforskelse af mikroterroir mere end et spørgsmål om god smag, især når den ‘generiske’ Spitzerberg nu var så god og komplet i sig selv. Dorli replicerer: “Jeg deler høsten fra de lavere parceller fra de højere på grund af de store forskelle i jordbundsforholdene. Fordi de højere har generelt tydeligere karakter og højeste kvalitet.”

Desuden er der noget stærkt personligt på spil for hende. De enkelte stykker land har hver sin historie for hende, ikke mindst de nu genanvendte gamle familiemarker, men også de mange med gamle stokke, hun har reddet fra nyplantning eller oprodning. “De har hver sin egen personlighed, og det smertede mig altid at skulle blande dem sammen til Spitzerberg. Så derfor var det en stor glæde, da vi fik lov at flaske de enkelte parceller som Erste Lagen.”

“Personligt ville jeg selvfølgelig sådan ønske, at Untere Roterd var min bedste vin; men den er fra en anden jordbundstype, så vinen har meget mere tæthed, koncentration og struktur. Den spiller simpelthen ikke på egen hånd”

— Dorli Muhr

Spottes midt i billedet, Dorli og Dirks bryllupstræer i fri dressur på Untere Roterd — en mark med en særlig betydning for familien Muhr gennem generationer

SPITZERBERG MASTERCLASS

Selvfølgelig får man først for alvor fornemmelse af, hvad det handler om, når man får vinene i glasset, smager parcel for parcel og over flere årgange. Gerne i store glas af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, gerne lettere afkølet og gerne med rigeligt luft. De unge vine kan med fordel dekanteres flere timer før servering. Det følgende er nogle nedslag i udvalgte vine fra de seneste årgange.

Prellenkirchen Samt & Seide 2021 — Som altid en slank, saftig og smidig mundfuld, fyldt med frodig bærfrugt, især kirsebær og skovbær, med fine noter af hvid peber, lang peber og enebær. Kølig kerne og samtidigt en vis rødfrugtet varme. Ligefrem og frugtig, endnu ung men umiddelbart indtagende, en glimrende årgang. Druerne er høstet fra især yngre stokke men også ældre stokke på parcellerne Spitzer, Roterd, Panhölzer, Holzweingärten og Kranzen. “Det er min erfaring, at gamle stokke giver fornemmelsen af silke i munden, en glat og meget tæt tekstur og samtidigt utroligt let; mens unge stokke giver den babybløde, fløjlsagtige fornemmelse med rundhed og tyngde. Derfor hedder den ‘Fløjl og Silke’.”

Parcellen Kobeln Liebkind. Foto: Herbert Lehmann

Kobeln er husets højeste beligennde parcel og Dorlis første nye besiddelse. Jorden er stenet og svær at bearbejde, og druerne tager virkeligt karakteren til sig. “Derfor kalder jeg den også Liebkind, mit hjertebarn, fordi der er investeret så megen energi i den. Her må man virkeligt tage vare på jorden; så den overbeviste mig om at arbejde økologisk.”

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2022 — Strålende sort og sært forjættende. Liflig mørk bærduft med lys glød indeni, solbær, hyldebær, aronia og mørkt ruskind. I munden syrlig saft med spændstighed og sart stoflighed samt fine, favnende tanniner. Saftig og syrlig strøm med en tør kerne af krydret stof, eftersmag af hyldebær, sortebær, den mørke skov.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2020 — Fortættet duft men forfriskende duft, fuld af blå blommer, sorte kirsebær og solvarme solbær. Særdeles saftig og fløjlsblød i munden, virkeligt vitalt spil af frisk syre og moden frugt, fornem balance. Figen, tobak og fine urter i eftersmagen.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2019 — Saftig og stoflig, kombinerer det kompakte med det lette på overmåde elegant vis, igen fløjsblødt stof med svæven som silke. Fyldig blommefrugt, moreller, en smule balsamisk solbæreddike, tørrede urter og usødet kakao, kompleks og flot udviklet med fint støvede tanniner.

Parcellen Obere Roterd. Foto: Herbert Lehmann

Obere Roterd er en smal terrasse i 210 til 240 meters højde. Den grænser direkte op til skoven ovenover og karakteriseres af en særligt sandet jord, delvist med store kalksten; og så har den selvfølgelig en særlig betydning for Dorli, da den er den øvre del af familiens gamle besiddelser på stedet. Det samme havde for øvrigt komponisten Joseph Haydns familie.

Spitzerberg-Obere Roterd 2022 — Diskret duft med et ulmende væld i dybden, der endnu lader vente på sig; men hindbær, kirsebær, lakrids, sandeltræ. I munden igen komprimeret kirsebær- og blommefrugt med mundvandsdrivende syre og tanniner, så fine som sommerfuglestøv. Funklende saft, nærmest kaleidoskopisk smag, spor af hindbær, brombær, kirsebær, lakrids, urter, sorten muld. Enormt fin og facetrig og flyder fabelagtigt godt.

Spitzerberg-Obere Roterd 2020 — Duften igen diskret, men fortæller stilfærdigt om friske kirsebær, hyldebær og grønne urter. Appetitvækkende, og i munden flyder den som blidt kildevand, med en lækker, silkeglat tekstur, som om der var en dråbe vaseline i vinen — Dorli siger “som mayonnaise men uden fedt” — og så et mildt pebret finish med fint fenolisk bid. Virkeligt god, glider gnidningsfrit, en storcharmør.

Spitzerberg-Obere Roterd 2019 — Milde røgnoter i duften og strejf af grillede peberfrugter og måske et strejf salvie; i munden en mere udpræget frugtighed, fuld af sorte og røde kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Tanninerne er en smule mere markante men fine, fine fra sandede til støvede, og der er mere mere tørstof at tygge i. Ret struktureret og koncentreret men stadig karakteristisk let på tå, har tiden foran sig.

Parcellen Obere Spitzer. Foto: Herbert Lehmann

Obere Spitzer udgør den øverste, vestligste flanke af Spitzerberg og strækker sig ned i en lang, spids skråning, som muligvis har givet navn til hele bjerget. Den ligger i 200 til 270 meters højde, har tørt sand og en stor andel indlejrede kalksten. Vinstokkene er næsten 70 år gamle. “Obere Spitzer giver særligt karakteristiske vine, der er finmaskede og meget tætte men samtidigt slanke og raffinerede. De er gennemsyret af en helt særlig vertikal energi, himmelstræbende som en gotisk katedral, og der er ikke et gram fedt på dem.”

Spitzerberg-Obere Spitzer 2022 — Stilfærdig, subtil duft, fra dybet dukker dog en delikat rigdom af sød rød frugt frem. I munden er den saftig, glat, svævende, substantiel; indtil et fint tørstof og de fineste tanniner trækker saften væk og efterlader et pikant krydret ekstrakt. Sursøde kirsebær, solbær, urter, peber, lakridspulver, røgsalt, stjernestøv…. i et særligt ekvilibrium mellem saftigt flow og virkeligt tørt træk. Stram struktur og fint stof og samtidigt svæver den næsten i luften.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2020 — Mild duft, drivende vådt flow og fylde uden tyngde. Ananaskirsebær går over i hindbær, som går over i brombær, som går over i kirsebær, som går over i syltekirsebær, finsk lakrids og tobak. Silkeglatte tanniner, spændstig syre og et indre løft som kun en luftballon af Blaufränkisch kan bære.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2019 — Mere æterisk og allerede en smule tertiær i duften, der kombinerer grønne urter, støvet peber og røgelse. Saftig og cremet i munden, moden men fast i kødet, har mild syre, et fint og næsten nebbiolosk tanningreb og et mineralsk spil, der holder interessen vakt, skønt den stadig er en smule ungdommeligt knyttet. Sursød mørke kirsebærfrugt og noter af bresaola, sandeltræ, enebær, hyldebær, peber, salt.

Dorli med sin datter Anna van der Niepoort og vinmager Lukas Brandstätter. Foto: Anna Stöcher

Vil man vide mere om hver enkel vin, kan man med fordel besøge vinhusets yderst informative hjemmeside. Er man nysgerrig på andet end Spitzerberg, laver Dorli også dejlig Blaufränkisch fra marken Kirchweingarten; og ellers er der hendes spændende Syrah fra den sidste hektar på Spitzerberg… og som en nostalgisk hômage til hendes tid i Portugal laver hun en god portvins-inspireret hedvin på Blaufränkisch, Saudade, “en flydende fado med Atlanterhavets ånd men udvundet af Karpaternes kalksten”— et studie i balance mellem frisk syre, krydret sødme og fyrig alkohol, en rig mundfuld syltede kirsebær, korender, cigarkasse og sorte peberkorn.

Flaske: Ried Obere Spitzer 2022  
Vinhus: Weingut Dorli Muhr  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig
Jordbund: Kalksten, sand  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 849,-  

Baias vin

Sprød, frisk og liflig, og så på sin helt egen umiskendelige måde. Noget af det mest magiske ved vinens mangfoldige verden er, at der til stadighed dukker nye og spændende smagsoplevelser frem fra de fjeneste afkroge af kloden. En af de uundgåelige er gamle Georgien, hvor der er grøde i mangt og meget: Utallige særegne sorter, sælsomme fremstillingsformer og vintyper, vi længe havde glemt. Ind imellem dukker der så et særligt godt glas op. Venligt og trods sin karakteristiske anerledeshed alligevel genkendeligt. Faktisk også et rigtigt godt sted at springe på vognen, hvis man endnu har georgisk vin til gode.

Vi skal til Imereti i det vestlige Georgien, en lille halv times kørsel syd for Kutaisi, Georgiens næststørste by. Det var del af oldtidsriget Kolchis, som vi kender fra den græske myte om Jason og argunauternes togt for genvinde det gyldne skind. Dengang som nu var vinbrug udbredt. Her ligger byen Baghdati og landsbyen Obcha, hvor familien Abuladze har hjemme. Området ligger langs floden Khanistskali, en mindre biflod til det vestlige Georgiens vigtigste flod Rioni, og dette frodige landbrugsland har i de seneste år i stadigt stigende grad udviklet sig til et af Imeretis vigtigste vinområder— ikke mindst takket være den yngste generation Abuladze med storesøster Baia i spidsen.

Abuladze-familien har været vinbønder gennem generationer, men de har mestendels lavet vin til familie og venner, og i løbet af de værste år under Sovjetstyret også brugt vinen som byttevare. Det var først for nyligt, efter familiens dengang 23-årige ældste datter i 2015 vandt en bevilling til fremme af virksomhed i landdistriktet, at der kom gang i egentlig kommerciel vinproduktion. Som ung kvindelig iværksætter var det kun oplagt og passende at kalde det Baia’s Wine.

Baia og hendes to yngre søskende, søsteren Gvantsa og broren Giorgi, er fjerde generation på gården i Obcha. De er vokset op ved siden af vinmarkerne og har alle tre fra barns ben været behjælpelige med arbejdet og har stille og roligt suget til sig af praktisk erfaring fra forældrene og bedsteforældrene— for eksempel fik de som små lov at lave deres egen miniaturegård med køkkenhave, vinmark og deres egne dyr. Nok valgte de siden at flytte til storbyen for at studere; men landlivet og vinbruget kaldte dem én efter én tilbage.

Gamle traditioner og nyt gåpåmod

Efter endte statskundskabsstudier i Tbilisi besluttede Baia sig for at vende snuden mod hjemegnen igen for at lave vin på familiegården. Inspirationen kom fra flere møder med mindre vinhuse i hovedstaden, som i de år havde udviklet sig til et mekka for landets traditionelle og naturlige vine. Det begyndte med de gamle vinmarker lige bag familiehuset, men som årene er gået, og der er kommet gang i forretningen, er der kommet flere marker til, i dag snart 20 hektarer. Herunder flere nyplantninger, med vægt nogle af Imeretis særlige sorter, som i Sovjettiden blev erstattet af mere højtydende eller helt og holdent rykket op ved rode for at koncentrere landbruget om andre afgrøder.

Den størrelse har Baia selvfølgelig ikke bragt vinhuset til på egen hånd. Hele familien hjælper til, og hendes to yngre søskende følger i hendes fodspor og har engageret sig som medejere af vingården. Gvantsa har studeret samfundsfag og agronomi, og Giorgi valgte målrettet at studere vitikultur og ønologi. En stærk søskendetrio — men efter georgisk tradition temmeligt ukonventionelt med to stærke kvinder i front. Særligt kyndig sparring og lange perspektiver kan de få fra bedstefar Bondo, som ud over at være uddannet agronom også en overgang var forestander for det lokale landbrugskooperativs vinproduktion. “Vi har indset, at det er vores pligt at være den næste generation i vores familietradition. I løbet af vores barndom har vi lært en masse fra vores forældre og bedsteforældre, og det vil vi gerne give videre.”

Imereti er hjemstavn for mere end 15% af Georgiens vinmarker, og regionens forråd af druesorter er stort og spraglet. Først og fremmest drejer det sig om de grønne Tsolikouri og Tsitska, som traditionelt ofte vinificeres sammen, og andre grønne sorter som Krakhuna og Kvishkhuri, sidstnævnte en lokal afart af Mtsvane. Den røde front dækkes af den spændende Aladasturi og den sent modnende Otskhanuri Sapere samt sjældenheder som Dzelshavi og Rko. Stilistisk adskiller Imereti sig fra det internationalt mere velkendte Kakheti ved friskere, lysere vine— selvom man benytter sig af kvevri, er der ikke samme tradition for lang skindkontakt og brug af hele klaser. I denne del af landet kaldes kvevri foruden for churi (ჭური), men i det store og hele er der tale om samme slags aflange, dråbeformede lerkrukker, som graves ned i jorden i kælderen, så kun toppen stikker op.

Baias marani rummer et par håndfulde af slagsen, og oven jorde venter store ståltanke til at stabilisere vinene, før de flaskes. Der hverken klares eller filtreres, for i kvevrierne sker en slags naturlig klaring af vinen, og efterfølgende filtrering overflødiggøres af den naturlige sedimentering i ståltankene. De tilsætter kun nødtørftigt ganske små mængder sulfit ved flaskning, for håbet er at kunne viderebringe deres terroir og traditioner i så ren og uspoleret form som muligt. Derfor dyrker de også økologisk og anvender naturlige urtepræparater i marken for at styrke vinstokkenes sundhed.

Mellem brug bliver deres churi grundigt rengjort. De vaskes med vand og skrubbes grundigt, først med en børste af kirsebærbark og derefter med en kost af stængler af musetorn. Disse planter vokser vildt i området og har længe været afholdt for deres naturlige antiseptiske virkning. Rent vand skyller efter, og churierne tørres, og ved selvsyn og en skarp snude bedømmes, hvornår de er rene nok. Det tager tid og kræver masser af knofedt men er en absolut forudsætning for at kunne lave rene vine.

Klimaet omkring Obcha er præget af solrige, varme sommerdage og kølige, fugtige nætter. Det giver visse udfordringer med meldug, men omvendt forlenes druerne med et højt syreindhold og masser af fine fenoler, som er med til at sikre familien rene og friske vine. Høsten finder sted fra september og ofte langt ind i oktober. Først de grønne druer, dernæst de røde. Traditionelt har selve høsten været kvindearbejde, mens mændene stod for at lave vinen— i tilfældet Baia’s Wine står der stærke kvinder i front hele vejen igennem. Gvantsa, den driftige og eventyrlystne lillesøster, har indhentet praktisk erfaring fra udlandet, blandt andet biodynamisk vinavl i Mosel, og hun står nu også for indtil flere af husets nye vine, hvoraf flere føres til torvs med navnet Gvantsa’s Wine, og det skal forstås som en udvidelse af Baias projekt snarere end et selvstændigt foretagende. Druematerialet er Tsitska, Tsolikouri og Krakhuna samt de røde Aladasturi og Otskhanuri Sapere, og sortimentet omfatter nu hvidvin, orangevin, rødvin og pet nat.

Imeretis signaturvin er måske det traditionelle blend af sorterne Tsolikouri og Tsitska. ‘Druernes dronning’ Tsolikouri (ცოლიკოური) kendes også som Obchuri Tsolikouri, da dens historiske højborg ligger netop omkring landsbyen Obcha. I dag er den ikke blot Imeretis mest dyrkede drue men den næstmest plantede i hele Georgien lige efter Rkatsiteli. Den giver gode udbytter og sætter mellemstore, omvendt kegleformede klaser med runde druer, der er ret saftige og har en fin balance mellem syre og sødme— dens vine er traditionelt skattet for deres friske syre, fine ekstrakt og delikate æble-, pære- og kvæde-aromaer. Tsitska (ციცქა) tilføjer et skud frisk syre, som kan få tungen til at sitre hos selv ivrige syrehoveder. Den er derfor også afholdt til mousserende vine. Det er en af Imeretis ældste sorter, og den stammer sandsynligvis fra området omkring landsbyen Tsitskhe. Den modner forholdsvist sent, men syreindholdet sikrer den sundhed, og stokkene giver konsistent gode udbytter.

Tsitska-Tsolikouri 2022 er en eminent forfriskende og forførende introduktion til Imereti og ikke mindst de tre Abuladze-søskendes evner. Druerne er høstet ved håndkraft, sorteret nøjsommeligt og afstilket, inden de gæres spontant i kvevri med godt to ugers skindkontakt. Tsolikouri tager teten med 70% og Tsitska giver rygrad med 30% — og det svinger superbt. Den åbner med en betagende blomsterduft på en bund af liflige frugter. I munden er den sprød og syrefrisk, indledningsvist med en lille spritz. Det følges op af en vis viskositet og en mild fenolisk bitterhed, så den føles næsten cideragtig og vinøs på samme tid. Hvide blomster, gule æbler, nashipærer og strejf af friske hasselnødder, eksotiske stenfrugter, bivoks og frisk og kandiseret citrusskal. Livlig, opkvikkende og virkeligt venlig.

Drik den solo, det er en rigtig sommervin og en super charmerende aperitif, ellers til lette retter med lyst kød og salater eksempelvis med æbler, pærer og citrussaft. Et frækt akkompagnement ville være badrijani (ნიგვზიანი ბადრიჯანი), de klassiske georgiske ruller af stegt aubergine fyldt med en pasta af valnødder med hvidløg, krydderier og vineddike, eller en grillet kylling med den syrlige blommesauce tkemali (ტყემალი).

Flaske: Tsitska-Tsolikouri 2022  
Vinhus: Baia’s Wine  
Oprindelse: Imereti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig ler, sand, grus  
Druer: Tsitska, Tsolikouri  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin  
Pris: 218,-  

Stor vin

Hvad er egentlig stor vin? Godt spørgsmål men et udførligt svar må desværre vejre i vinden, da emnet er indviklet, og som almuen vil vide, er vores smag særdeles subjektiv. Men når vi går ud over beskrivelser som god, bedre og bedst og i stedet vælger ‘stor’, må der vel være tale om vine af særligt format. Vine, som er noget ud over det sædvanlige, hvad enten de bereder en særligt god oplevelse eller på anden måde gør et usædvanligt indtryk, overrasker eller overvælder. Om det er vinens duft og smag, mundfølelse eller følelsesmæssige påvirkning, noget ved dens væren i verden, hvad den er rundet af, eller hvordan den har udviklet sig— om den har vokset sig til smuk svane fra grim ælling eller synes at skabe alt ud af intet. ‘Vin er poesi på flaske’, som Robert Louis Stevenson så fyndigt har formuleret det. Dråber, der som bevingede ord kan sende vores sansninger, følelser og tanker til de fjerneste kroge af verden, røre os, vække undren og skabe nye perspektiver. En håndgribelig ubegribelighed i glasset, vinens særlige je ne sais quoi.

Vist er det, at Vino Gross i slovenske Štajerska laver stor vin; og det er ikke kun tænkt som et vittigt ordspil. Det unge østrigske par Maria og Michael Gross har vinhus i Haloze, hvorfra de praktiserer gammeldags håndværk og frembringer levende vine med stærk stedsans og stor herlighedsværdi, og det ved de godt selv. Det til trods præges parret af en stor ydmyghed, når talen falder på deres vine. “At vi kan lave så gode vine har ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre,” gør Michael det klart, “det er regionen og terroiret, som gør det muligt. Du kan se det allerede på vinmarkerne, at stedet her er noget særligt.”

“Det startede med den særlige følelse for stedet,” fortæller Michael; og det er den følelse, parret nu formår at få på flaske, så den giver genklang i glasset selv langt væk fra hjemstavnen— hvad enten der er tale om deres fantastiske Furmint, om Sauvignon og Welschriesling eller deres legesyge sidespring med Riesling og Blaufränkisch. Det er levende vine, hvor håndværk, velsmag og stedsans mødes og går op i en højere enhed.

Forelskede tilflyttere

Michael Gross er vokset op på det velkendte Weingut Gross ved Ratsch i Südsteiermark, hvor hans familie i mere end 100 år har begået sig som vinbønder. Steiermark, ‘Østrigs grønne hjerte’, er et ekstremt naturskønt område med en lang tradition for vinavl, og i sine velmagtsdage strakte hertugdømmet, som var en del af det østrigske kejserrige, sig også over store dele af Slovenien og helt ned til Kroatien. Karakteristisk for hele området er dets svungne bakkelandskab med skråninger i stor set alle retninger, klædt i skov såvel som vinmarker og med spredte små bebyggelser på bakketoppene. Det er frodigt landbrugsland kendt for sine frugter og grønsager og i særdeleshed den smaragdgrønne græskarkerneolie, som flyder frit. Ikke mindst er området afholdt for sin gode mad og sit mangefold af mildt duftende, funklende friske og yderst elegante hvidvine. Sauvignon, Muskateller, Traminer, Welschriesling, Weissburgunder, Chardonnay, en spraglet samling sorter, som hver især kan finde det rette fodfæste og sammen komplementere det lokale køkkens rige udbud. Som så mange andre vinhuse drev familien Gross gennem årtier også en såkaldt Buschenschank, en lille beværtning på gården, hvor man serverede egen vin og små kolde retter til lokale såvel som turister. I de seneste par generationer har familien dog valgt at fokusere på vinavl alene og har formået at føre husets vine op i Steiermarks superliga, bl.a. som medstifter og medlem af sammenslutningen STK, Steirische Terroir & Klassikweingüter.

I dag er det Michaels storebror Johannes og dennes hustru Martina, som driver den fædrende vingård videre i det østrigske. Forældrene lod efter 2006 brødrene overtage gården i ganske ung alder, Johannes var 21 og Michael kun 19, og i de første år drev de den som femte generation videre i fællesskab. Men allerede i 2005 havde familien erhvervet sig et hus og en smule land i Haloze et stykke syd for grænsen til Slovenien, og med tiden blev Michael mere og mere lun på landskabet, vinmarkerne og livet i det slovenske. “Jeg kunne mærke en lyst til at lave vin her, og det måtte prøves af.” Yderligere motivation fik han fra sin kæreste Maria, som også fra første møde med Haloze var hooked på at tilbringe mere tid der. De begyndte så småt at erhverve sig flere vinmarker, og fra 2008 indledtes en genplantning af Sauvignon- og Furmint-stokke. De første år kom druerne med tilbage til familiegården i Ratsch, hvor første årgang kom på flaske i 2011. I 2012 etablerede de så egen kælder i et lille hus midt i vinmarken Gorca; og allerede i 2016 var de så sikre på, at de var havnet det helt rigtige sted, at de officielt stiftede deres eget vinhus og begyndte at lave alle vinene direkte on location; og siden har de ikke set sig tilbage.

“Jeg havde virkeligt forelsket mig i landskabet, og Maria havde det på helt samme måde. Så vi besluttede os for at flytte hertil og starte et nyt liv her. Så min bror og hans hustru Martina, som i øvrigt er Marias søster, sørger for de østrigske vine og vi for de slovenske. Men selvom vi har valgt at arbejde hvert med sit, elsker vi stadig at arbejde sammen,” forsikrer Michael. Broder- og søsterskabet bærer blandt andet frugt i projektet Gross & Gross, hvor de foruden nogle letdrikkelige hvidvine sammen fremstiller nogle helt vidunderlige druemoste, som kvalitativt kan sende alkoholfri vin til tælling. Nærmest som selvfølge har de også været med til at stifte den lille sammenslutning SVL, Slovenska Velika Lega, den slovenske superliga, som forener en række kvalitetsbevidste vinbønder, der sætter terroir, traditionelle sorter og håndværk i højsædet. Her har de bl.a. selskab af deres ligeledes grænseoverskridende landsmænd fra Weingut Tement, nemlig Domaine Ciringa.

Kærligheden til landskabet og naturen kommer også til udtryk i familiens valg af dyrkningsform. Weingut Gross er i dag certificeret økologisk og biodynamisk og det samme gælder for Vino Gross. Michael og Maria indledte allerede i 2014 en egentlig omstilling, og i lyset af efterspørgslen på certificerede vine valgte de i 2018 at søge sådan anerkendelse. De er desuden medlem af det biodynamiske forbund Demeter. Trods den fælles målsætning har forudsætningerne og vejen mod målet dog været ret forskellige. Steiermark og Štajerska er nok naboer og søsterregioner, men under overfladen er der relevante forskelle, ikke mindst af historisk og kulturel karakter.

Europas grønne hjerte

I østrigsk kejsertid var hele hertugdømmet Steiermark én samlet størrelse og et kronland i Østrig-Ungarn frem til rigets opløsning ved Første verdenskrigs afslutning i 1918. Derefter deltes området i to, og den sydlige og altovervejende etnisk slovenske del tilfaldt det nydannede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere, det senere Jugoslavien; mens den nordlige og overvejende tysktalende del tilfaldt republikken Østrig, i dag er det dens sydøstligste delstat Steiermark. Østrigerne kalder den slovenske del Untersteiermark, mens det på slovensk kendes som (Spodnja) Štajerska.

Står man et vilkårligt sted midt i landskabet, kan det dog være svært at afgøre, om man er i det ene eller det andet land. Der er ingen oplagt naturlig grænse mellem Steiermark og Štajerska. Bølgende bakker og grønt land med skov og vinmarker strækker sig så langt øjet rækker på begge sider af grænsen. Alligevel er der små forskelle i landskab og undergrund, men det er især den forskelligartede politiske og kulturelle udvikling i det 20. århundrede, der har sat sig sine spor og gjort områderne mere adskildte, end de var fra naturens hånd— på godt og ondt.

Südsteiermark er måske Østrigs mest idylliske vinområde og har klart områdets mest distinkte landskab. Med sine 2.500 hektarer regerer man her over halvdelen af østrigske Steiermarks vinmarker, altovervejende på mere eller mindre stejle skråninger, som vinstokkene løber ned ad i vertikale rækker. Størstedelen står rodfæstet i sandet mergel og alluvialt grus, hvoraf en del er fæstnet til konglomerat. Kalkindholdet er størst i syd og mindre i nord, hvor man omkring Sausal også støder på lerskifer, grøn skifer og kvartsit. Mod syd hersker i højere og højere grad den kalkholdige mergel, som lokalt kaldes opok; og den bliver nærmest eneherskende i slovenske Štajerska. Her ser man også mange steder, at bakkerne bliver endnu stejlere end på den østrigske side af grænsen, og derfor ser man en del steder brede terrasser anlagt på de stejleste skråninger, hvor vinstokkene står i horisontale rækker.

“Her i Haloze har vi store, brede terrasser på skråningerne, som er så stejle som ved Kitzeck i Sausal,” forklarer Michael. “Terrasserne blev anlagt i 1970’erne, som et statsligt jugoslavisk projekt. Det gjorde markerne meget nemmere at arbejde i.” I helt gamle dage var der Stockkultur eller Einzelstockerziehung, hvor hver enkelt vinstok var bundet op ad hver sin pæl og beskåret med ret lav stamme. Nutidens anlagte aspekt til trods virker markerne næsten som naturlige vækster, som de er indlejret i landskabets foldninger, stigninger og fald og nærmest umærkeligt changerer mellem skov, mark og små landsbyer.

Haloze havde i jugoslavisk tid omtrent 2.300 hektarer vinmarker. I dag er tallet nede på 680. Dengang gik produktionen primært til det statslige kooperativ i Ptuj, som de fleste leverede til. I dag er det privatiseret, men idet druepriserne i en årrække faldt og faldt, kunne vinavl for mange ikke længere betale sig, og mange marker blev nedlagt. “I jugoslavisk tid var det også gode druer, og de lavede sikkert ganske god vin. Problemerne kom overraskende nok efter privatiseringen,” forklarer Michael.

Slovensk renaissance

Slovenien erklærede sig uafhængigt af Jugoslavien den 25. juni 1991. Derefter fulgte en kortvarig væbnet konflikt mellem den nydannede slovenske hær og den store jugoslaviske folkehær; som efter kun ti dages konfrontation kastede håndklædet i ringen og lod slovenerne være i fred. Tidageskrigen krævede knapt 70 dødsofre, så Slovenien slap ret nådigt ud af Jugoslaviens opløsning, især sammenlignet med de senere og langt sværere konflikter i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Slovenien kom så at sige bedre fra start og kunne snart nyde godt af internationale investeringer i landet, ikke mindst fra naboerne i Italien og Østrig.

Slovenien fik officiel international anerkendelse som selvstændig stat med sit medlemsskab af FN den 22. maj 1992. Allerede den 15. januar samme år havde alle lande i EF anerkendt landet; og Slovenien søgte siden, som den første tidligere jugoslaviske republik, optagelse i EU den 10. juni 1996. De formelle forhandlinger begyndte i 1998, og den 23. marts 2003 stemte godt 90% af befolkningen for et medlemsskab. Det blev en realitet med EUs store østudvidelse den 1. maj 2004.

Så vidt det historiske. Slovenien er med 20.271 km2 en smule mindre end Jylland, og landet deles overordnet ind i tre vinregioner: Primorje, Posavje og Podravje med samlet godt 15.000 hektarer vinmarker. I den vestligste ende af landet ligger Primorje med berømte områder som Brda og Kras lige langs grænsen til Italien, samt dalen Vipavska Dolina og den lille slovenske del af halvøen Istrien. Noget længere mod øst ligger Posavje med delområderne Bizeljsko Sremič, Dolenjska og Bela Krajina; og længst mod øst den store Podravje region, hvor størstedelen udgøres af Štajerska, i naturlig fortsættelse af østrigske Steiermark, samt det lille område Prekmurje længst mod nordøst på grænsen til Ungarn.

Opok er den karakteristisk skifrige, flagede kalkmergel, som kendetegner størstedelen af Štajerska

Haloze, Štajerska

Klimaet er køligt og vådt som i østrigske Steiermark, hvor den årlige nedbør ligger omkring 1.200 mm, mens slovenske Štajerska nøjes med omkring 800 mm. Problemer med sen frost og hagl er desværre ikke sjældne, men heldigvis for Michael og Maria er de i det store hele gået fri i Slovenien; og de store mængder vand og lave gennemsnitstemperaturer har da også sine fordele.

“Det er et ret køligt område, derfor de ekstremt høje syreniveauer i vores vine, som også skyldes de naturligt lave udbytter,” uddyber Michael: “Undergrunden er ret så fattig, især den nedre del, opokken, er karg og stenet. Det nedregulerer også druernes vækst, vi behøver stort set ikke beskære væk eller høste grønt, stokkene styrer det selv.”

Omvendt er tørkestress om sommeren sjældent noget tema, ikke mindst idet opok kan lagre gode mængder vand; men også fordi markerne har en høj andel organisk materiale i topjorden og et rigt grønt bunddække. Det er med til at skabe en naturlig balance i markerne, som Michael og Maria ser som en afgørende forudsætning for at lave god vin. Den friske brise, som nærmest konstant blæser, er desuden med til at holde fugten fra planterne, og det gør det unægteligt lettere at dyrke økologisk og biodynamisk. Om vinteren får naboens får lov til at græsse i markerne, og de hjælper selvfølgelig også med den naturlige balance.

”Štajerskas klima- og jordbundsforhold giver de bedste betingelser for netop den type vin, som vi ønsker at fremstille; og med fremstille mener vi ikke producere eller manipulere. Vores vine bliver til med påvirkningen fra jorden og klimaet. Vores arbejde består i at understøtte deres udvikling, først og fremmest gennem kyndigt håndarbejde i marken, manuel høst og så løs hånd og god tid til at modne vinen i kælderen.”

Michael og Maria foran vineriet ved Gorca

“Som sagt har det ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre, at vi kan lave så gode vine her, men nok så meget selve regionen, som gør det muligt,” slår Michael igen fast men fortsætter så, “og så er det selvfølgelig vores forståelse for og værdsættelse af dets særpræg, som gør det muligt at omsætte det. Men det vidste vi helt ærligt ikke, da vi først rykkede hertil.”

“Noget særligt her er, at der er levnet stor plads til naturen, omkring men også i markerne”, forklarer han på vandring gennem den ikoniske Grosslage Gorca, som smyger sig i skiftevist konkave og konvekse buer rundt om vineriet. “Her har vi 2.000 vinstokke per hektar og faktisk kun 1.000, hvis man regner markens stejlhed med. I og med at vi har så få vinstokke per hektar, har vi omvendt en stor mangfoldighed i markerne. Der er mange forskellige arter af træer og planter, hvilket endvidere betyder, at vi også har så mange insekter, der arbejder for og sammen med os. Jeg elsker virkeligt vores store terrasser og den lave antal vinstokke.”

“Men grundet stejlheden må vi arbejde aktivt med jorddække og bunddække. Det er især vinterarbejde, vi spreder kompost og beskæringsrester både for at berige og stabilisere jorden. De øverste 15-20 cm har her et ekstremt højt humusindhold, andelen af organisk materiale er 4%, og vi søger at værne om formuldningen. Det opbygger jordstrukturen. Så vi forsøger at fjerne så lidt plantemateriale fra markerne, så der fortsat bliver meget jord tilbage. Sådan har man traditionelt også arbejdet på disse kanter, og sådan har vi også selv arbejdet de seneste årtier i Südsteiermark. For at hæve andelen af organisk materiale i jorden, har min bror måttet udføre ti års omfattende kompostering i markerne. Det har vi ikke behøvet her, og det må være en af mine yndlingsting ved Štajerska.”

Forført af Furmint

Hjemmefra var Michael vandt til at arbejde med druer som Sauvignon, Traminer og Welschriesling, men på den slovenske side af grænsen stiftede han også førstehåndskendskab med druen Furmint, som nok er mest kendt fra Ungarn. Den dyrkes dog også i store dele af Slovakiet, Slovenien, Kroatien og Serbien, ligesom den i gamle dage var meget mere udbredt i Østrig, hvor den gik under navne som Mosler og Zapfner; men med kejserrigets sammenbrud udvandrede den så at sige fra Østrig med ganske få undtagelser. Nu er den på mode igen, men før genplantninger så småt kom fra start i det seneste årti, var den eneste Furmint i Südsteiermark at finde i field blends, gemischte Sätze. Bedstemor Gross erindrer sorten fra sin ungdom, som svær at modne og en ret sur størrelse. Men det var, som man siger, en anden tid dengang, og Haloze er heller ikke Ratsch.

“Vi var naturligvis nysgerrige på Furmint,” fortæller Michael, “fordi vi ikke havde den hjemme i vores østrigske marker. Så i starten tog vi druerne med tilbage og forsøgte os frem. Vi ville finde ud af, om det var noget for os; og det viste det sig i dén grad at være. Furmint er fantastisk og har et stort potentiale.”

Michael indledte et nærstudie af sorten, og det skulle vise sig, at de lokale kloner af Šipon, som den kaldes i Slovenien, ikke helt stod mål med særlige kloner fra Ungarn, hvor sorten som bekendt er i superligaen. Deres gamle stokke gav ikke stabilt gode udbytter og distinkt kvalitet nok, så kyndigt vejledt af bl.a. Michael Wenzel, som er Furmint-specialist i Burgenland, fik de fat i fortrinlige stiklinger fra legendariske István Szepsy i Tokaj.

“Vi mærker, at de ungarske kloner leverer et mere konstant udbytte og ditto kvalitet. De modner en smule tidligere og har en anelse lavere syre, så de er mere balancerede i sig selv,” siger Michael. “De slovenske giver særligt mange lækre citrusnoter, men kun når de er helt modne.” Alt i alt har de ompodet godt 17.000 stokke samt plantet 10.000 nye. “Så nu er Furmint sågar gået hen og blevet vores hovedsort.”

Omvendt med de lokale Sauvignon-kloner, som han finder familiens i Südsteiermark overlegne. I Štajerska er regionens oprindelige kloner sandsynligvis overlevet, og de har højere syre og fuldt skrald på de græssede og urtede noter. Mange af stokkene strammer fra en selektion, Michael lavede fra en 120 år gammel blandet beplantning i nærheden tilbage i 2008. “Det er en slags urtype af Sauvignon, som er gået fri af forædling mod tidligere modning og højere udbytter. Den har en helt vidunderlig syre og flere grønne end gule noter, selv når den er fenolisk fuldmoden.”

En anden sort, som står stærkt i Slovenien, er Blaufränkisch, som selvfølgelig også kendes som Kékfrankos i Ungarn, på slovensk kaldes den Modra Frankinja. Den fik Michael og Maria også mod på at prøve af i det lokale terroir, selvom den i dag er et sjældent syn i Štajerska (og for den sags skyld i Steiermark). Men Blaufränkisch stammer med en vis sandsynlighed oprindeligt fra netop slovenske Štajerska, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem Weisser Heunisch og Blaue Zimmettraube. Derfra har druen bredt sig til naboregioner og nabolande, hvor den ad åre har gjort mere væsen af sig; men muligvis har Halozes terroir noget særligt at bidrage med til druen. Blandt andet derfor eksperimenterer Michael nu med en klonal selektion fra Georg Prieler i Burgenland, som han har plantet og ompodet nogle gamle stokke til. En sortsren vin lader vente på sig, indtil videre er druerne røget i et par røde blends, som i øvrigt er ganske bedårende. Det virker lovende.

Mischen: ist possible

“Vi vil gerne fokusere på oprindelsen snarere end druesorten. Smagen af Haloze er alligevel stærkere, selv med Sauvignon og Furmint. Du kan mærke teksturen og dette greb i ganen, det er Haloze, der trænger igennem.”

Således ser man, som det er vanligt i Slovenien men ville være helligbrøde i Ungarn, at Furmint blandet op med Sauvignon og af og til Welschriesling. Står der, som på parcellen Korže, såvel Sauvignon som Furmint på marken, så bliver vinen også en blanding. Druerne høstes dog separat, da de modner på forskellige tidspunkter, så der er stadig mere tale om klassisk blend end field blend; og det fungerer fremragende, hver drue hjælper med at vise forskellige facetter af mikroklima og eksakte jordbundsforhold.

Alle Vino Gross’ vine er grundlæggende lavet på samme sæt og vis, hver får samme behandling, om det er villagevine, markvine eller enkelte parceller; og da det er oprindelsen, der er i fokus, fremgår den som det eneste på etiketten, mens druesort(er) er forvist til bagetiketten. Forsideetiketten bærer samtidigt et stiligt sort-hvidt fotografi af lokaliteten. “Ingen ved, hvordan her faktisk ser ud,” griner Michael, “så vi valgte at sætte det på etiketten. Så kan du også se skønheden og konturerne; og at her handler det om håndarbejde!” Bagetiketterne er i øvrigt yderst informative og giver altid ren besked om eventuelt tilsatte sulfitter opgivet i milligram per liter.

“Vores filosofi i kælderen er enkel,” erklærer Michael med stor overbevisning: “Hver marks most kommer i en ståltank til en kort bundfældning. Så beslutter jeg, parcel for parcel, hvor meget af mosten jeg tager med mig videre til gæring. Nogle gange kommer næsten det hele med, dog aldrig de sidste 5-10%, som er det mest mudrede og smudsige. Så ryger mosten på store træfade nederst i kælderen, hvor den gærer spontant, og vinen lagrer knapt et år. Så kommer de tilbage i tanken til en naturlig stabilisering; og så kommer de på flaske, som regel uden sulfit, nogle gange med en smule. Det er en vurderingssag, jeg føler mig frem,” forklarer han og tilføjer med eftertryk: “Jo mindre jeg skal gøre, og jo mindre jeg skal tilsætte, desto bedre er det for kvaliteten. Vinen skal smage så lidt af vinmageri som muligt. Men af og til er det nødvendigt at gøre noget. Der er ikke nogen dogmer.” Som inspiration nævner han gerne hjemlige ledestjerner som Ewald og Andreas Tscheppe samt Sepp Muster.

“Mit ideal er at lave vinene helt uden sulfit; men der er ganske enkelt årgange, hvor jeg finder det nødvendigt for visse af vinene. Så giver jeg efter for det og tilsætter en smule; men kun så lidt, som det er mig muligt.”

Fade med værdighed

Spontan gæring på store træfade forvandler druemosten til vin. “Vi har været så heldige at få nogle gode, gamle fade med fra min bror,” beretter Michael og filosoferer videre om den rolle, fadene har fået for ham som vinmager. “Som barn elskede jeg at være med i kælderen med min bedstefar,” fortæller han. “Alle fadene var udsmykkede, hver havde sit eget kunstværk indgraveret. Så kunne man også mærke, at fadene havde en særlig værdighed. Det er ikke bare noget, du køber. Et fad holder 30-40 år, det kan følge dig et helt vinliv. Så sådan vil jeg også gøre med mine fade. Når der sker noget vigtigt i livet, så laver vi et fad.”

Spankulerer man rundt i den ganske lille, gamle hvælvede kælder under vineriet i Gorca, så er den en vandring mellem velrundede fade af egetræ, som hver især bærer et personligt præg, en signatur, som binder dem til de personer og de traditioner, de er del af. Et fad til minde om Maria og Michaels bryllup i 2016. De arbejdsomme mennesker har i øvrigt formået at etablere vinhuset samtidigt med, at de er flyttet til udlandet, har stiftet familie og fået fire børn! Hvert barn fejres med et fad, det samme gør deres nye hus i Svečina nær Maribor. Familien sætter ikke bare sine aftryk i fadene, Slovenien har tydeligvis også sat sine aftryk i familien.

De lagde ud med små fire hektarer i 2005 og har nu hele 25 i 2025. Godt 50.000 vinstokke og snart lige så mange flasker vin; og de er kun lige begyndt.

Gross gærer alle sine vine på store fade, som hvert bærer et personligt præg. Her en morgengave fra bryllupet.

Syv små kæmper

Jeg har fulgt Vino Gross’ vine årgang for årgang de sidste fem års tid, og det har været en fornøjelse. Ikke mindst at følge en udvikling mod stadigt højere kvalitet, karakter og af mangel på bedre ord ‘sjæl’ i vinene. Det bekræftede et besøg midt på foråret i år, hvor vi smagte os gennem den svære men svært vellykkede årgang 2022, der udviser en virkeligt flot balance mellem en sitrende syrlig nerve og en flot, frodig frugt. I 2022 var foråret ret kølig og meget vådt, det regnede næsten konstant. Så kom en meget varm sommer som afløsning med masser af tørke. Det betød en ret tidligt og ganske kompakt høstfase. Modningen kom hurtigt, og det krævede skønsom beslutsomhed blandt vinbønderne; men når man smager vinene, må man konkludere, at Michael må have valgt rigtigt.

“Jeg tror fuldt og fast på, at den perfekte høstdag findes. Den dag, hvor man kan få netop den spænding og balance i vinen, som jeg søger. En smule for tidligt får man ikke hele harmonien og en smule for sent begynder den at blive for yppig. Måske der er et vindue på et par dage, hvor det passer.”

Maribor Blanc 2022. “Vores Ortsweine er vigtige for os, de bærer signaturen af regionen.” Deres nye besiddelser ved Maribor ligger i 380-490 meters højde, på skråninger med op til 60% hældning, jordbunden under er kalkmergel og kalksten. Her er det 70% Sauvignon og 30% Welschriesling uden tilsat sulfit. Mild men liflig duft, sprød på tungen og ganske saftig i munden, lime, moden fersken, frisk ananas, urtete. Ganske udmærket!

Haloze Blanc 2022. Villagevinen fra hjemmebanen. “Haloze er altid let at genkende,” bedyrer Michael. “Det er opok, der taler, terroiret sætter sig virkeligt igennem i vinen. Den har en særlig tekstur, en mørk frugt og nogle fine røgede noter.” 40% Furmint, 20% Sauvingon, 20% Welschriesling fra terrasserede marker i 280 til 390 meters højde. Tilsat 10 mg sulfit. Udtryksfuld vin med liflig, luftig duft af modne ferskner, pistacier, bivoks og røg. Saftig, blød og blid, stilfærdigt greb, god syre, stor længde, let salt finish. Igen godt gået!

Gorca 2022. Så bliver det for alvor sjovt! “Gorca er vores visitkort. Her får du det hele på én gang, friskheden, frugten, livligheden, en helt særlig mundfølelse og noget salt. Gorca er indbegrebet af Haloze,” 100% Furmint fra en parceller placeret på den større mark Gorca, spektakulært beliggende lige over for vinhuset. 10 mg sulfit tilsat. Diskret men dyb duft. Saftig, smidig, lækker tekstur, slynger sig som skråningerne i munden, med den pureste frugt, eksotiske undertoner, kandiseret citrus, flagesalt. En vinøs evighedsmaskine, slukker tørst, trækker mundvand, vækker længsel. Generøs men stadig subtil og stilig. Et svært godt glas!

Colles 2022. 100% Sauvignon fra skråninger mellem 290 og 330 meters højde. Ingen tilsatte sulfitter. Det pureste, reneste, skæreste udtryk af Štajerska og Sauvignon. Grøn og gavmild, enormt ekspressiv, en tur gennem mark og eng og skov. Sprød og frisk, næsten cideragtig, mundvandsdrivende syre og saftig stenfrugt mingeleret med nåleskov, krydderurter, harpiks, humle, pibetobak, røg.

Korže 2022. 70% Sauvignon og 30% Furmint, fra 270 til 340 meters højde. 10 mg sulfit. Svinger ifølge Michael mellem reduktive og oxidative stadier, her må den have oscilleret lige midt mellem, for den var helt i vatter og virkeligt livlig. En lækker mundfuld moden stenfrugt med citrisk spænding og noter af grøn banan, mango, lemon tonic og urtesalt. Michael Gross: “Altid en af mine favoritter” og, tilføjer han, “sandsynligvis vores mest spektakulært udseende vinmark.” Det siger noget, når man først har set Gorca!

Iglič 2022. 100% Furmint fra en stejl skråning og plateauet på toppen, 290-350 meters højde. 10 mg sulfit. Særegen duft af timian og nyslået hø. Den er vildt flydende, luftig og fyldig i frugten og ekstremt ekspressiv. Moden citrus, gule mirabeller, masser af mineralsk undertoner. Spændende at sammenligne med Gorca! Ifølge Michael “år for år den bedst balancerede af vores vine. Man har bare lyst til at sætte sig ned og drikke den!”

Haloze Noir 2022. Muntert eksperiment med både blå og grønne druer, 60% Blaufränkisch og 40% Furmint høstet henholdsvis den 19. og 29. september, og gæret sammen i et stort egetræsfad. Flasket ufilteret og med kun 20 mg sulfitter. Vinen kom første gang til verden i 2021, da deres Furmint fra Korže ikke egnede sig til flaskning som enkeltmarksvin, og Michael blev kreativ… men resultatet smagte dem, så siden har de fulgte op på det med succes. Mild men liflig kirsebærduft og i munden en eksplosion af saftig sursød kirsebærfrugt, med vibrerende syre og blide, bløde tanniner. Let og læskende men samtidigt kompleks med små strejf af skovbær, rooibos og sort peber. En læskende lækkerbidsken, mens vi venter på den voksne Blaufränkisch.

Summa summarum, Maria og Michael Gross begår vine, som er fantastisk friske, krystalklare og yderst udtryksfulde. Man føler sig ganske enkelt hensat til en af deres vidunderlige vinmarker, når man drikker dem. De er hverken funky eller quirky, blot levende og legende— med den særlige saftighed og gnidningsfrie mundfølelse, som kun biodynamiske vine med meget lav eller ingen sulfit synes at have. Stor respekt for det håndværk!

Flaske: Gorca 2022  
Vinhus: Vino Gross  
Oprindelse: Štajerska, Slovenien
Jordbund: Kalkholdig mergel  
Drue: Furmint  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sæsonmelier  
Pris: 255,-  

Enestående enkeltmarker

Oprindelse er et af vinverdenens vigtigste begreber, så benyttet og så ombejlet, at det af og til bliver en besættelse. Vi taler ikke kun national oprindelse eller regional men helt ned til landsbyniveau og endda enkelte marker— fra makroklima til mikroklima, fra store geologiske strukturer til små menneskeskabte skel. Vi taler terroir og tænker på de særlige og ofte unikke træk ved vin dyrket lige netop på det sted. Det, vi i (efter sigende) svage stunder også kalder genius loci.

Ordet terroir skylder vi franskmændene, som næsten har det i deres DNA— afledt af terre, som både betyder jord som det levende stof i vinmarken men også jorden som den geologiske grund under os— og det begreb har dannet grundlag for hele den franske vinlovgivning med appellation d’origine controllée. Det har dannet international skole, og i den seneste tid har ikke mindst østrigerne taget terroir-begrebet tæt til sig; og taget teten med at definere deres vinområder og ikke mindst afgrænse alle enkeltmarker. Østrig er et land med en efterhånden særdeles veldefineret vinprofil. Cool climate, løss i lange baner og godt med sprød Grüner Veltliner og syrerig Riesling. Men zoomer man ind, rummer det lille land en række variationer, som skaber små men adgørende forskelle i vinenes udtryk. Faktorer såsom jordbund, antal solskinstimer, temperaturer, mængden og fordelingen af nedbør og markens højde påvirker alle en vins karakter; og de varierer ikke kun fra land til land, fra region til region men også fra mark til mark.

Vinea Wachau satte så småt terroir på dagsordenen i begyndelsen af 1980’erne, men den egentlige bevægelse frem mod klassificering af alle enkeltmarker tog sin begyndelse i 1990’erne med dannelsen af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, langs det øvrige Donau. Dengang kun Kamptal og Kremstal, siden er de blevet mere omfattende med f.eks. Wagram og Wien. Det var ÖTW, som søsatte den kortlægning og klassificering af områdernes førsteklasses marker, som i dag kendes som Erste Lagen.

“Grundlaget for ÖTWs arbejde hviler på en overbevisning om, at vinens oprindelse og dens lokale sammenhæng er den mest sociale og demokratiske form for markedsføring af vin,” fortæller Michael Moosbrugger, den mangeårige formand for ÖTW. “Det har dog også sine ulemper: På det regionale niveau opererer vi med et rimeligt overskueligt antal angivelser, i alt 18. På lokalt niveau har vi dog allerede over 900 stednavne i hele Østrig; og på enkeltmarksniveau taler vi mere end 4.300 stednavne. Det gør det ganske svært at bevare overblikket, selv for østrigske eksperter, og for de udenlandske bliver det noget nært umuligt.”

“Af den grund besluttede foreningens grundlæggere at definere et mål i vedtægterne om at udvikle og etablere et klassifikationssystem, en vis rangordning for at give såvel eksperter som almindelige vinelskere noget at orientere sig efter; og med den juridiske definition af begreberne Erste Lage og Grosse Lage i vinloven af 2023 er dette et stort skridt nærmere målet,” erklærer Moosbrugger. Et i sandhed historisk øjeblik for Østrig, da landbrugsministeren med sin underskrift cementerede Østrig som det eneste land foruden Frankrig, hvor klassificeringen af landets vinmarker er skrevet direkte ind i loven.

I demokratisk ånd er det lange arbejde nu tilgængeligt for alle med adgang til internettet, dels via ÖTWs Lagenbuch med grundige karakteristikker af samtlige nuværende Erste Lagen, dels via den nationale, officielle kortlægning af alle Østrigs navngivne vinmarker, som kom online sidste år. Chris Yorke, som er CEO for ÖWM, Østrigs statslige vinmarkerings-organisation, uddyber: “Websitet austrianvineyards.com er stedet, hvor vinentusiaster kan slå hver eneste detalje op om, præcist hvor deres østrigske yndlingsvin er dyrket,” forklarer han. Hver Ried er bogført med oplysninger om jordbundstype, solskinstimer, gennemsnitstemperatur, nedbør, hældning, højde og hvilke druesorter, der dyrkes. “Vi har brugt flere år på at udvikle dette digitale vinatlas i samarbejde med universitetet i Wien, og vi opdaterer det løbende. Jordbundens indflydelse på vin har længe været genstand for intens interesse i vinverdenen. Vi er det første vinland i verden, der kan fremvise jordbundstypen og de geologiske karakteristika for hver eneste af vores vinmarker. Med den milepæl påtager vi os en pionerrolle inden for international vinproduktion.”

For ÖWM har det afgørende været opregningen og den eksakte afgrænsning af alle landets navngivne vinmarker; mens det for ÖTW derimod har været det afgørende at lokalisere de kvalitativt bedste dyrkningssteder og skabe opmærksomhed omkring dem. Spændingen er ikke til at overse — med den tidligere, mangeårige og meget afholdte CEO for ÖWM, Willi Klingers ord, “Jeg vil meget gerne vide, hvor min vin kommer fra; men jeg behøver ikke en smagsdommer til at fortælle mig, om den er bedre end de andre; det skal jeg nok selv finde ud af.” Det virker dog som om, man nu har fundet en fælles forståelse for markedsføringen. Det er forventeligt, at de 89 enkeltmarker, som på nuværende tidspunkt er klassificeret som Erste Lagen af ÖTW også i 2025 vil få status af Erste Lage i den nationale lovgivning. Senere, men nok tidligst i 2030, forventer man så at kunne opgradere en mindre andel (3-5%) af markerne til det nye topniveau Grosse Lagen.

Det, der i begyndelsen var en privat sammenslutnings gennemtænkte arbejde er nu, gennem dygtigt tilrettelagt lobbyarbejde, blevet til national lovgivning. Af den åbne og gennemsigtige slags med de alment tilgængelige ressourcer, som er nævnt ovenfor. De er uvurderlige redskaber for sommelierer, vinhandlere, vinskribenter og vinnørder. Om almindelige forbrugere og den alment interesserede vinelsker vil få gavn af det er måske mere tvivlsomt. Har vi virkeligt brug for et puslespil med små 5.000 brikker? For at kende til Thurnerberg, Kittmannsberg, Zwirch og Scheiben? At de betragtes som bedre end Burn, Karl og Steinsetz; men i sidste ende nok ikke nær så gode som Heiligenstein og Lamm? Når vi nu er ved de kritiske spørgsmål, er alle vinene fra Heiligenstein nu så gode og karakteristiske, som en sådan klassifikation måtte lade formode? og behøver vi virkeligt Heiligenstein-Rotfels og flere underinddelinger af de mest afholdte marker?

Austrian Single Vineyard Summit

I løbet af de sidste par år har ÖTWs traditionsrige årlige præsentation af deres enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg næsten umærkeligt forvandlet sig til en præsentation af Østrigs bedste enkeltmarker overhovedet. Dels er ÖTW selv under udvidelse med Thermenregion og Weinviertel. Men de oprindelige gæsteoptrædener fra STK i Steiermark og Leithaberg/Eisenberg i Burgenland er nu faste og integrerede dele af opvisningen; og det samme er Vinea Wachau. Navnet er nu det internationalt klingende Austrian Single Vineyard Summit, og lad det være sagt, alt her er virkeligt verdensklasse. Afviklingen er upåklageligt velorganiseret, og sjældent smager man så mange vellavede, velsmagende og karakteristiske vine på så kort tid. Det er en enestående mulighed for at vurdere vine op mod hinanden, hvad enten man smager blind eller bevidst. Inspektion af de enkelte markers karakteristika— og ikke mindst forskelle i de enkelte vinhuses metoder og stilistik— har ikke meget bedre vilkår end her.

623 enkeltmarkavine fra 12 af landets førende vinområder stod fra den 9. til den 13. september til alverdens vinprofessionelles rådighed; og salen i den gamle Reitsschule i Grafenegg var det meste af tiden stuvende fuld. Fokus er naturligvis på Grüner Veltliner og Riesling, for de rødes vedkommende især Blaufränkisch, og så er der afstikkere omkring Pinot Noir og Zweigelt og lokale specialiteter som Rotgipfler og Zierfandler og Wiener Gemischter Satz.

Vinhusene sørger selv for serviceringen til den store årlige Erste Lage smagning i Grafenegg. Her er det Martin Diwald fra Wagram i aktion. Foto: Anna Stöcher ÖTW

The usual suspects skuffede ikke i år. Heiligenstein er et unikt terroir, og Riesling derfra forbliver sin egen og generelt et niveau over de andre. Med Lamm gælder det samme for Grüner Veltliner, i sammenligning stod vinene herfra måske over en kam stærkere end så ofte før. Men lad os vende tilbage til de store linjer ved en senere lejlighed, hvor jeg vil gennemgå highlights og tendenser med større detaljerigdom. I denne ombæring og sammenhæng synes jeg, det kunne være sjovere at se nærmere på et par af de mindre kendte vinmarker, som overrasker positivt og så at sige leverer over evne. Gode nye Grüner Veltliner-fund var for mig f.eks. fra Kögl, Hochrain, Höll og Poigen, fra producenter som Wess, Machherndl, Weinhauerei 378 og Bergkirchner i henholdsvis Kremstal og Wachau. Glædeligt er i øvrigt også, at antallet af bæredygtige, økologiske og biodynamiske vinhuse stiger hvert år, jævnfør også de just nævnte.

Geheimtipp: Grub

Kamptal er for mig et kerneområde for god Grüner Veltliner, hvor dens arketypiske udtryk især kommer til sin ret omkring Langenlois og nabobyerne. Vi farer mod Kammern. For foden af, faktisk lige midt imellem, de ikoniske bakker Heiligenstein og Gaisberg, flankeret af Lamm og Renner, ligger den lille Grub. En glimrende grobund for Grüner Veltliner af den krydrede og mineralske slags. Præsentation fra to producenter gør udvalget overskueligt; og det er gode, gamle kendinge, Schloss Gobelsburg og Johannes Hirsch. Den fås dog også fra Dolle, Eichinger og Waldschütz.

Grub går let under radaren, men den lyser gang på gang op og leverer en glimrende vin. Let hævet over det omkringliggende land men stadig i læ for vinden af høje Heiligenstein og Gaisberg har Grüner Veltliner på Grub det som blommen i et æg— navnet Grub menes afledt af samme rod som grubbe. Dens sydvendte åbning sikrer masser af lys og god modenhed, og nedfældet materiale fra ovennævnte marker giver komplekse indslag af forvitret gnejs og sandsten i den kalkholdige løssjord. Længere under jorden ligger Zöbings sandstensformation til grund.

Hirsch Ried Grub 2023 har mild og diskret duft, der dog lokkende antyder nåleskov, harpiks og ristede pinjekerner. Spændstig saft i munden med meget fint tørstof, smidig syre og en flot dybde… af moden stenfrugt, fast i kødet og kan med fordel vinde udtryk og dybde med nogle års flaskelagring.

Gobelsburg Ried Grub 2022 er derimod mere udtryksfuld nu og allerede meget drikkemoden. Smuk snude med nåleskov, moskus, pibetobak, grapefrugt og fersken. Saftig, syrlig og salt i munden, med fyldig smag af fersken, mango, pinjekerner, grønne urter og hvid peber. Pricy men pengene værd, det er et sjældent godt glas Grüner.

Flaske: Grub 2022  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig
Jordbund: Løss, lehm, grus  
Druer: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 425,-