Den tabte have

Et gammelt, falmet familiefoto fra 1930’erne: Oldefar høster druer fra sin vinmark ved landsbyen Togh i Artsakh. Et ældgammelt armensk område, som sidenhen er faldet i aserbajdsjanske hænder, og nu nok er bedre kendt under sit sovjetiske navn Nagorno-Karabakh, ofte omtalt som ‘den armenske enklave’ i Aserbajdsjan.

Fotografiet såede frøet til en drøm hos oldebarnet Grigor Avetissyan. Vinavl var en tradition i familien, der som de fleste andre i Artsakh havde ernæret sig ved landbrug gennem generationer; og det vinøse ønskede Grigor nu at gøre noget større ud af. Så i 2010 grundlagde han vinhuset Kataro, opkaldt efter det nærliggende kloster Katarovank, et historisk armensk vartegn, som troner på toppen af bjerget Disapajt. Mere prosaisk kaldes huset også Domaine Avetissyan efter familien selv; og det må de i dag benytte langt fra klosteret og det vinhus, Grigor og hans nærmeste pårørende over en årrække byggede op. Umiddelbar succes fulgtes nemlig af knusende nederlag; for Artsakh, som armenierne siger, eller Karabakh, som aserbajdsjanerne kalder det, har de to folk kæmpet om i mere end et århundrede; og i 2020 udbrød en kort men alt andet end konsekvensløs krig, som betød opbrud for adskillige armeniere i området, familien Avetissyan inklusive; og i 2023 måtte langt størstedelen af den resterende armenske befolkning på få dage flygte for livet fra det land, de ellers altid har anset som deres retmæssige hjem. Artsakh gik tabt efter århundreders, årtusinders armensk liv og kultur dér.

Billedet forbliver derfor en drøm. Men familien Avetissyan har ikke kastet håndklædet i ringen. Ti års målrettet indsats og århundreders traditioner er ikke så lette at slippe, så de fortsætter nu arbejdet fra deres nye hjem ved Dzoraghbyur en smule øst for Armeniens hovedstad Jerevan. Med afsavnet og tabet i baggagen men også håbet i hjertet og øjnene fokuseret på fremtiden. Således formidler de Artsakhs arvegods i flasker med områdets indfødte sort Khndoghni samt andre armenske klassikere som Areni og Voskehat, og de er alle værd at stifte nærmere bekendskab med. Foruden det at de tjener som påmindelser om et stykke verdenskulturarv og en overset, nærmest glemt konflikt i Europas baghave — i kontinentets ældste kristne kulturland og muligvis ditto vinkultur.

Den sorte have

Armenierne i Artsakh har haft vanskelige kår længe. Som et meget gammelt folk med en glorværdig fortid har de først lidt den skæbne at bevidne riget skrumpe ind og siden at blive underlagt herskere udefra. Artsakh ligner umiddelbart et roligt område i bjergene men er ulykkeligvis grobund for en nu århundreder lang konflikt mellem armeniere og aserbajdsjanere og af adskillige omgange en slagmark med markante tab og krigsforbrydelser på begge sider. I det meste af Sovjettiden var der lagt låg på de etniske spændinger og den territoriale tvist; men siden Sovjetunionens sammenbrud er konflikten flere gange brudt ud i lys lue.

Området er ganske vist internationalt anerkendt som en del af republikken Aserbajdsjan; men grænsedragning og statsdannelse i det sydlige Kaukasus er en kompleks og til tider temmelig kaotisk affære, som har efterladt en stor gruppe etniske armeniere adskildt fra deres fæller. I baggrunden brummer selvfølgelig den russiske bjørn, ekkoer af imperialisme og ikke mindst det folkemord, som Osmannerriget begik mod sin armenske befolkning under Første verdenskrig. Armenierne har virkeligt ikke haft det let, og derfor lever store dele, reelt størstedelen, af det armenske folk i dag uden for republikken Armeniens grænser. Nu bare ikke længere i deres elskede Artsakh, med den smukke armenske skrift Արցախ.

Navnets herkomst er omstridt. Det menes at kunne komme af art (mark, have) og aght (sort), altså den sorte mark eller sorte have; mens en alternativ etymologi fremhæver tsakh (buskads, skov) som både sandsynlig og passende, landskabet og vegetationen taget i betragtning. En tredje og særligt interessant mulighed er, at det kommer af orts (vinstokke) og stednavnssuffiksen ak, således at Artsakh er ‘stedet, hvor vinstokke gror’ eller ganske enkelt ‘vinmarken’. Men som regel foretrækkes første betydning, som desuden stemmer overens med det aserbajdsjanske navn Karabakh, hvor kara menes at komme fra det tyrkiske ord for sort og bakh af det persiske for have. Persiske og tyrkiske indtog kom nemlig til at spille en vigtig rolle i områdets historie, før russerne med tiden rykkede ind og navngav regionen Nagorno-Karabakh, ‘det bjergrige’ Karabakh.

Մենք ենք մեր լեռները — Vi er vore bjerge — er et monument over armensk kulturarv i Artsakh. Materialet er lokal vulkansk tuf, bearbejdet af skulptøren Sargis Baghdasaryan, og motivet er տատիկ-պապիկ, Tatik-Papik, bedstemor og bedstefar, som det også kaldes i folkemunde. Foto: Naré Gevorgyan

I forhistorisk tid var Artsakh befolket af den oldkaukasiske Kura-Araxes-kultur, og hvad de kan have kaldt området fortaber sig i fortiden tåger. De ældste skriftlige kilder, hvor noget nær Artsakh nævnes, stammer fra kong Sarduri den IIs tid (764–735), altså det ottende århundrede før vor tidsregning, hvor han beskrev det som den østlige flanke af sit kongerige Urartu under navnet Urtekhe. Fra samme tid findes lignende referencer til andre velkendte stednavne i samme område. Urartu var et oldtidsrige med centrum i det nuværende Armeniens højland, med udstrækning mellem og kulturelle højborge omkring søerne Van, Urmia og Sevan. Riget byggedes op om den jernalderkultur, som var vokset frem i det sydlige Kaukasus, og sin største udstrækning nåede det netop under Sarduri den II, før det et godt århundrede senere bukkede under for invaderende medere og persere. Området genvandt senere sin selvstændighed og blev et armensk kongerige længe før de tyrkiske folkeslag, som er aserbajdsjanernes forfædre, indvandrede i området og slog sig ned især på de lavere beliggende sletter. Mindst siden middelalderen har en stærk armensk identitet været fremherskende.

Det østlige Armenien blev vristet frit fra persisk overherredømme af russerne fra begyndelsen af 1800-tallet. Efter den fjerde russisk-persiske krig (1804-1813) og fredsaftalen med Gulistan-traktaten af 1813 indlemmedes Artsakh i Det Russiske Kejserrige; og efter den femte russisk-persiske krig (1826-1828) indlemmedes resten af det østlige Armenien, stort set svarende til den nutidige republik. I samme periode kom det område, der i dag er Aserbajsdjan, i russiske hænder. Efter tsarens fald i 1917 forsøgte russerne at danne en ‘fælles’ transkaukasisk republik bestående af det nuværende Georgien, Armenien og Aserbajdsjan; men forsøget fejlede, da først georgierne, siden armenierne og sidst aserbajdsjanerne erklærede deres uafhængighed. I årene efter stod den røde hær dog på deres respektive hjemmebaner, og de blev i stedet til tre sovjetrepublikker.

Sovjettidens manglende meritter skal ikke opregnes her; men til forsvar for Moskva skal det siges, at den centrale administration i det store hele havde held med at lægge låg på uoverensstemmelserne mellem armenierne og aserbajdsjanerne, godt hjulpet på vej af fraværet af interne grænser i Sovjetunionen. Artsakh blev først de facto og siden de jure etableret som Aserbajdsjans territorium, fra 1923 til 1991 en autonom oblast. Desuden formåede Stalin i 1936 at overdrage to små landområder i det nordlige Armenien til Aserbajdsjan. Men galt gik det først for alvor med Sovjetunionens opløsning, for med de to landes selvstændighed stod de hver med løsrevne lemmer på tværs af grænsen til nabolandet: Armenien med enklaven Artsakh i det vestlige Aserbajdsjan, og Aserbajdsjan med eksklaven Nakhichivan lige vest for Armenien.

Det armensk-apostoliske kloster Kataro, som Avetissyans vingård låner sit navn fra

Fra februar 1988 til maj 1994 kom det til væbnet konflikt mellem parterne. De danske medier dækkede i et vist omfang krigen men var i de år generelt mere optaget af Tysklands genforening, krigene på Balkan som følge af Jugoslaviens opløsning og af Danmarks videre integration i EU. Nagorno-Karabakh-krigen udkæmpedes reelt fra 1991 og frem til en våbenhvile i 1994, som dog ikke førte til nogen egentlig fredsaftale. Russerne stod som mæglere, men fortidens spøgelser fik lov at leve videre. En tanke, der stadig ligger lige for, er, at en endelig løsning på problemet ikke er i Ruslands interesse— det nuværende regime har løbende rådgivet såvel som bevæbnet begge sider i konflikten. I mellemtiden blev over 300.000 armeniere og 800.000 aserbajdsjanere drevet på flugt, og over 35.000 mistede livet. Armenierne havde overhånden, og som konsekvens af krigen blev Republikken Artsakh de facto et selvstyrende område i Aserbajdsjan, tæt knyttet til Armenien. Med håbet om international anerkendelse og normalisering af tilværelsen ad åre.

Helt så heldige har armenierne dog ikke været. I årene efter har Aserbajdsjan med opbakning fra Rusland og Tyrkiet oprustet kraftigt, og den konstant ustabile situation førte først i 2016 og siden i 2020 til nye væbnede konflikter. I anden ombæring egentlige krigshandlinger, 44 dages kampe, som i sidste ende resulterede i et nederlag for armenierne— med over 100.000 fordrevne og betydeligt tab af kontrolleret territorium; som sagte men sikkert markerede begyndelsen på enden af Artsakhs armenske særstatus inden for Aserbajdsjans grænser.

Mellem den 19. og 21. september 2023 kom kniven så: Aserbajdsjan indledte en større militær offensiv i Artsakh, efter man igennem mere end ni måneder reelt havde indført en blokade mod enklaven. Noget af et kunstværk: Blokaden var iscenesat som miljøaktivisters blokade af en lokal kulmine— meget politisk korrekt og raffineret af et post-sovjetisk olie-oligarki! Borgere, som hævdede at være miljøaktivister, spærrede adgangen til Lachin-korridoren, som er/var den eneste vej, der forbinder Artsakh med Armenien og verdenssamfundet. Blokaden førte hurtigt til en mangel på mad og andre essentielle goder (el, gas, vand, medicin) med udsultning af Artskahs befolkning til følge. Efter inddragelsen af selvsyre, deres særlige rettigheder og deres daglige livsgrundlag gav det derfor mening for flertallet at fortrække— ikke mindst i lyset af den øgede militære tilstedeværelse og anklager om angreb mod civilbefolkningen. I løbet af få dage flygtede op mod 100.000 mennesker derfra, langt størstedelen af den resterende armenske befolkning. Flygtede eller rettere: blev fordrevet. Men i ly af Ruslands og Israels aggressioner andetsteds blev Aserbajdsjans aggressioner i det store og hele overset i danske og internationale medier, som ellers sjældent overser chancen for at bebrejde muslimske nationers mulige overgreb mod kristne. Men alligevel ikke da det rent faktisk skete. Fænomenet er velkendt og kaldes ved rette navn etnisk udrensning.

Et kig tilbage i tiden, til da Kataros kælder stadig lå i landsbyen Togh i Artsakh

Exodus

Artsakh er gammelt landbrugsland i bjerge og dale mellem vidtstrakte skove. Artsakh er lyden af duduk, et traditionelt træblæserinstrument fremstillet af abrikostræ, som normalt spilles parvist, den første spiller melodien, mens den anden akkompagnerer med en konstant bagvedliggende summen, så de to tilsammen sammen skaber en rig og luftig lyd og melankolsk melodi. Og Artsakh er lyden af det armenske sprog men med en særlig dialekt; og der er særlige variationer over traditionel armensk kultur dér, som mærkes i maden, vinen, skikkene og som selvfølgeligt ofte er tæt knyttet til den armensk-apostoliske kirke, og klostre som Dadivank, Katarovank og Gandzasar, og den særlig arkitektur og det kunsthåndværk, der omgiver dem.

Vinavl var i Artsakh en del af dagligdagen, ikke et særligt foretagende og slet ikke noget kommercielt. Som sådan eksisterede det ikke i Sovjettiden, hvor centraladministrationen havde andre planer for Aserbajdsjan. Men landbruget og vinkulturen overlevede og med dem nogle af de gamle druesorter som Khndoghni, som f.eks. familien Avetissyan skulle tage op som en særligt skattet kulturarv. De gik professionelt til værks fra 2010, og fra 2014 var de endvidere med til at arrangere en årlig vinfestival i Togh sidst i september, Արցախյան գինու փառատոն, til at minde om og fremme Artsakhs vintradition, indadtil og udadtil. På programmet var fodtrædning af druer, smagning af traditionelle vine og retter, udstilling af lokale kunstværker og gamle artefakter; samt en slags vinskue med smagning og salg af lokal vin, herunder også vine fra selve Armenien. Traditionen tro lod festivalen sig ledsage af armensk sang og dans.

Efter en sløv sovjettid kom der endeligt gang i frie og traditionsbundne gøremål igen. Men: Mens arbejderne havde plukket druer fra forskellige områder i Artsakh og bragt dem i hus hjemme i Togh, og familien selv var ved at høste druerne fra deres egen vingård, kom de under aserbajdsjansk beskydning. Få dage senere var området rømmet for etniske armeniere, og familien Avetissyan og resterne af deres foretagende befandt sig nu i Armenien. I al hast fordrevne og flygtninge. Ifølge Avetissyan selv lykkedes det dem kun at redde 10.000 flasker af deres Kataro Reserve, som de sidenhen auktionerede bort til financiering af vinhusets genrejsning på armensk grund. Hvad der er sket med deres mange fade og med vinmarkerne er endnu uvist. Vist er kun, at de måtte efterlade dem og godt 200.000 flasker hjemme i Artsakh. I dag opdyrker de så marker i Armenien og har i begrænset omfang kunnet erholde druer fra hjemstavnen på den anden side af grænsen. Desuden råder de over en god mængde træfade af egetræ fra Artsakhs vidstrakte egeskove (Quercus macranthera), som leverer godt ved til vinfade, af den ret robuste og finfibrede type, som især gør sig godt til tanninrige rødvine.

Vinmager Andranik Manvelyan sammen med Grigor Avetissyan på det nye vineri i Dzoraghbyur ved Jerevan, Armenien

Avetissyans historie er kun én af mange; og de mange blev virkeligt mange, da aserbajdsjanerne under ekstreme forhold slap af sted med helt at fordrive armenerne fra Artsakh tre år senere. En hel befolkning fra hus og hjem. Russernes protektionisme udeblev; det internationale samfunds fordømmelse druknede i terroir og krig i Israel; und Stille gibt es, da die Erde krachte. Situationen er nu, at Aserbajdsjan har taget fuld kontrol over Artsakh og er gået i gang med at genhuse egen befolkning i de forladte huse. Absolut armensk nederlag og politisk hårdknude. Seneste nyt er dog, at den siddende amerikanske præsident mirakuløst har forhandlet den fredsaftale mellem armenierne og aserbajdsjanerne færdig, som ellers så umulig ud. Han kan dog have gjort regning uden vært, for aftalen efterlader flere uafklarede spørgsmål, bl.a. om Artsakh og dets befolknings status, end den besvarer. Men man kan selvfølgelig kun håbe på en stabilisering og normalisering af de mellemfolkelige forhold, med henblik på at Artsakhs befolkning kan vende hjem; og derefter leve i fred og fordragelighed med deres aserbajsdjanske naboer.

“Det vigtigste er, at vi lever, og at vi fører vores traditioner videre”

— Grigor Avetissyan

Khndoghni

Som en af verdens allerældste vinkulturer har armenierne en gudsbenådet formue af gamle, særegne druesorter med sig som arvegods. Det anslås således, at der før Sovjettidens omlægninger fandtes i nærheden af 900 sorter, hvoraf godt halvdelen anses at have været særegent lokale, altså indfødte sorter.

I dag dyrkes knapt 50 sorter kommercielt i Armenien, og en håndfuld af henholdsvist hvide og røde sorter har etableret sig som landets særlige repræsentanter. Til de hvide hører Voskehat, Khatoun Kharji, Lalvari, Banants, Kangun, Mskhali og Garan Dmak; mens de røde sorter først og fremmest tæller Areni men også Kakhet, Tozot, Haghtanak og Karmrahyut og dertil den særligt artsakhiske Khndoghni, i moderlandet ofte også kaldet Sireni.

Khndoghni (Խնդողնի) er hjemmehørende i Artsakh, hvor den er den vigtigste sort og sandsynligvis indfødt; men den findes også få andre steder i det sydlige Kaukasus, fortrinsvist i det østlige Armenien men også i Aserbajdsjan, som i mindre grad også har vinbrug. Khndoghni giver traditionelt fyldige tørre rødvine med høj alkoholprocent, alternativt senhøstede og ofte forstærkede søde vine. Druen giver under alle omstændigheder dybt farvede vine, med højt tørstofindhold og en høj alkoholprocent, afbalanceret af en markant stringens fra syre og faste tanniner. Det til trods bliver de bedste vine fyldige, bløde og fløjlsagtige, især efter fad- og flaskelagring. Navnet kan i øvrigt oversættes til munter eller lattermild (det må skyldes humøret efter indtag), og det ses også transskriberet som Chindogni eller Khindogni; og synonymet Sireni som Scireni eller Sveni.

Khndoghni modnes forholdsvist sent, og stokken sætter store, koniske og ret kompakte klaser med runde, mørkeblå druer. Den er tilpasset Artsakhs lerjorde og de varme og tørre forhold, og den tåler længere tørkeperioder. Omvendt er den ret følsom over for vinterfrost og meget fugtige forhold. Den har god modstandsdygtighed over for både meldug og vinskimmel, men de kompakte klaser rammes let af ædelråd. Den er en fighter, som armenierne selv. Men i modsætning til størstedelen af selve Armenien er der i Artsakh phylloxera, så langt det meste Khndoghni dyrkes på podede rodstokke.

Kataro anno 2025

Grigoris nevøer Eduard og Vanya arbejder begge i vinhuset og uddanner sig begge inden for ønologi og vitikultur; så det bliver i familien i fremtiden. Siden 2019 har man haft Andranik Manvelyan med om bord som den professionelle vinmager; og alt taget i betragtning går det godt, for Kataro er et af de stærkeste brands på den armenske vinscene. Med minder, erindringer om nær og fjern fortid, gåpåmod i en vanskelig samtid og håb for den usikre fremtid.

Glimt fra Kataros nye kælder i Armenien

Voskehat Dry White 2022. Stålsat hvidvin i ren og ret stringent stil. Duft af blomstrende tjørn og gyvel. Blød på tungen, fin stoflighed, hints af citrus, lyse stenfrugter og honning; så strammer syren op, og den slutter med et tørt finish. Alk.: 12,5%

Rosé 2022. Her er det ren Areni fra Vayots Dzor, gæret på ståltanke efter direkte pres af hele klaser. Moderne men moderigtig stil, sart men meget slikken i frugten, med kølig nerve og fine noter af blodappelsin, fersken og pomelo. Kølig frugt, læskende og lækker på en sommerdag. Alk.: 13,2%

Areni 2022. Fra rødmen til rødgløden, og nu begynder det at blive rigtigt spændende, igen ren Areni fra Vayots Dzor, dyrket i godt 1.200 meters højde over havet og vinificeret som klassisk tør rød. Vidunderlig duft af kandiserede violer, syltekirsebær og skovbær. I munden har den en umiddelbar saftighed og mildhed, med god syre og et blidt greb af ganske fine tanniner; men først og fremmest masser af ren frugt: Kirsebær, brombær, blåbær, solbær og et lille strejf af sort peber og vanille. Vældigt god på egen hånd men også alsidigt madvenlig vin. Alk.: 13%

Khndoghni 2021. Frisk høst af den karakterstærke Khndoghni. Fortættet og ret kernet duft, reduktiv og tæt pakket med frisk mørkerød frugt, alverdens mørke bær især, og strejf af noget staldet. Fast i kødet, rank frugt, fint tørstof og fine, tørre tanniner, som omfavner kandiserede violer, modne skovbær og mørke, mørke blommer. Levende frugt og god længde; og karakterfuld uden at være for krævende. Alk.: 13,3%

Khndoghni Reserve 2020. Selektion af de bedste druer og lang lagring på små egetræsfade, 24 måneder, og det markerer sig i en meget karakteristisk men også charmerende og harmonisk vin. Dyb og delikat duft af mos, skovbund, modne hindbær og brombær; og i smagen dertil en smule solbær, marokkansk mynte, tørrede figner og mørk chokolade, milde strejf af tonkabønne og vanille. Favnende fylde, det fineste tørstof, gribende men alt andet end aggressive tanniner. Moden frugt møder seriøs struktur og det med kant, kompleksitet og længde. Endnu ung og med god tid til at folde sig endnu mere ud. Alk.: 14%

Flaske: Khndoghni Reserve 2020  
Vinhus: Kataro Wine  
Oprindelse: Armenien
Jordbund: Kalkholdig ler  
Drue: Khndoghni  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia  
Pris: cirka 250,-  

Granit, vand og grøn vin

Ét element sætter sit særlige præg på portugisiske Vinho Verde, og det er vand. Vi er i den nordvestlige del af landet, og området er ikke alene fastlandets mest regnfulde, vand flyder også overalt gennem landskabet og gør det frodigt indefra. Adskillige floder strømmer fra øst til vest gennem landet på vej ned fra Gerês og Marão bjergene og ud mod Atlanterhavet— mellem Minho-floden i nord og Douro-floden i syd strømmer Lima, Cavado, Ave og Tâmega og deres bifloder, skærer sig gennem det kuperede landskab og den underliggende granit og skifer. Talrige broer gør det muligt at krydse dem og skaber samtidigt gode udsigtsposter til det betagende grønne panorama. Minho-floden mod nord udgør grænsen til Spanien, nærmere bestemt Galicien med dets velkendte vinområde Rías Baixas; og mod vest ligger kun Atlantens blå.

Vinho Verde er altså et ret køligt, meget vådt og virkeligt frodiggrønt område, og af de grunde skiller det sig også ud som en stærk bastion for hvidvine blandt Portugals 13 vinregioner. Med godt 25.000 hektarer vinmarker er det også Portugals største, Vinho Verde udgør knapt 10% af landets samlede produktion. Det er friske, syrlige vine, som findes i seriøse aftapninger, men det er oftest de ret simple udgaver, som især i stride strømme har ramt det internationale og dermed det danske marked, meget lette vine med limegrøn farve, gerne med en lille spritz i glasset og en temmelig sød frugt til at dulme syren.

Navnet vinho verde, grøn vin, har flere forklaringer. Ifølge den første går det på karakteren af vinen, den er grøn som i umoden eller knapt moden men i hvert fald med den slags frugts snerpende friskhed. En anden siger, at det er fordi vinen gerne og helst drikkes som helt ung, altså mens den aldersmæssigt er grøn. Men den officielle forklaring slår fast, at det skyldes vinens ophav i det særdeles grønne landskab, hvis kølighed, fugtighed og frodighed den så på forskellig vis kan afspejle. Vinho Verde kan nemlig også fås i rosa og røde udgaver, som historisk har spillet en stor rolle; og siden 1999 sågar også mousserende vine, selvom den stille hvide med omtrent 85% stadig udgør størstedelen af produktionen.

Portugal er cuvéernes land, og Vinho Verde er ingen undtagelse. Man dyrker en lang række forskellige druesorter, og traditionelt er de fleste vine stukket sammen af flere sorter, man blander på livet løs. De vigtigste hvide sorter er Alvarinho, Arinto, Avesso, Azal, Loureiro og Trajadura og blandt de røde sorter Espadeiro, Padeiro og især Vinhão. De sidste vinder faktisk fornyet indpas i disse år, efter man i en årrække også har haft et øget fokus på sortsrene vine på Alvarinho og Loureiro og så småt er begyndt at udforske lokalt terroir med langt større præcision.

Vinmarkerne ligger især langs floddalene og er fordelt på flere tusinde enkelte vinbrug, hvilket skaber vild variation. Jordbundsforholdene er forholdsvist homogene, grundfjeldet består altovervejende af granit (granito) med enkelte indslag af skifer (xisto), og generelt er jorden til den sure side men ret frugtbar. Der falder årligt mere end 1.200 mm regn, så tørkestress er ikke et problem på disse kanter! Det kan den megen fugt til gengæld være, hvilket har besværliggjort en omstilling til økologisk og mere bæredygtigt vinbrug. Men den grønne praksis slår alligevel igennem i Vinho Verde, og blandt foregangsmændene for denne udvikling kan nævnes toneangivende vinhuse som Aphros Wine, Aveleda, Soalheiro og Quinta do Ameal. De tager hver på sin måde såvel traditionelle som moderne metoder i brug i bestræbelserne. Historisk var vin en del af områdets blandede landbrugskultur, og nogle få steder ser man stadig vinstokkene flettet op ad træer i den såkaldte enforcado-dyrkning. Stadigt meget populær er den høje pergola-opbinding, som lokalt kendes som latada og cruzeta, og som hæver løvet og druerne fra den fugtige jord og samtidigt skærmer for den skarpeste sol. Dertil kommer metoder fra økologisk og biodynamisk vinbrug og en hjælpende hånd fra moderne teknologi til at nøje at følge med i vejr og vind og sætte ind med tilpassede forebyggende indsatser på helt rette tid.

Vinho Verde er inddelt i ni underområder, fra nord til syd er det Monção e Melgaço, Lima, Cávado, Ave, Basto, Sousa, Amarante, Paiva og Baião — og selvom det kan være svært selv for øvede tunger at skelne flere af områderne fra hinanden, så giver inddelingen alligevel mening. For de enkelte områder har egne særpræg og sædvaner, som med tiden kan rendyrkes og raffineres, og under alle omstændigheder giver appellationerne garanti for vinens nøjagtige oprindelse og skaber dermed større gennemsigtighed. Enkelte områder skiller sig særligt ud, historisk har Lima spillet en central rolle, især med druen Loureiro; og i det seneste halve århundrede har Monção e Melgaço givet den gas med særligt god Alvarinho — og med metoder som skindkontakt, bærmekontakt, fadgæring og fadlagring bevæger flere sig nu væk fra det moderne, industrielle udtryk til en mere individuel og måske mere traditionel stil.

Man får stadig masser af let og læskende, nogle vil sige ligegyldig, vin fra Vinho Verde; men går man på jagt efter finere fortolkninger, kommer man langt væk fra den sitrende og sødmefulde vin, som blandt såkaldt seriøse vinkendere har givet regionen et dårligt ry. Det kølige og vandige får i de bedste flasker følgeskab af lækre kryddernoter, raffineret frugt og en funklende mineralitet.

Quinta do Ameal

Ét af de vinhuse, som virkeligt skiller sig ud fra mængden, ligger i Lima-dalen lidt øst for en af Portugals ældste byer, Ponte de Lima, en smuk by navngivet efter sin imposante stenbro over floden Lima og ellers velkendt for sin seværdige middelalderlige bymidte og de mange barokke herregårde i oplandet.

Quinta do Ameal ligger ved Refóios do Lima, lige ned til floden, og den historiske ejendoms 30 hektarer tæller 800 meters flodbred og dertil 8 hektarer gammel, vild skov og 14 hektarer vinmarker. Alle dedikeret til Lima-dalens mest traditionsrige sort, Loureiro. Derudover dyrkes i det små valnødder, kirsebær og citrusfrugter, udelukkende til egen glæde og gårdens gæster. Foruden vingård fungerer quintaen nemlig også som tilflugtssted for turister. Siden 2015 tilbydes overnatning i de hyggelige huse, og såvel verandaerne som haven og ikke mindst swimmingpoolen kan byde på et tiltrængt pusterum i sommermånederne. Tjek udlejning på Casa Grande og Casa da Vinha ud her — og dertil arrangeres selvfølgelig vingårdsbesøg og smagninger.

Den gamle ejendom har selvfølgelig en lang historie, som strækker sig tilbage til 1710. Undervejs har den virket som vingård og som landbrugsejendom i langt bredere forstand, med kvæghold og afgrøder som hvede, rug, majs og forskellige frugter. Salazar-regimets fald i 1974 satte gang i mange omlægninger i landbruget, og udviklingen mod moderne vinbrug skulle snart tage fart. Familien Araújo (efterkommere af stifteren af portvinshuset Ramos Pinto) erholdt den efterhånden faldefærdige ejendom og satsede oprindeligt på at udvide kvægbruget og stifte et mejeri; men de indså snart, at der var en lysere fremtid i god vin end i kød og mælk. Pedro Araújo overtog ejendommen fra sin far i 1995 og i 1999 præsenterede han sine første fine vine, frugterne af faderens arbejde med at plante Loureiro-stokke. Vinene vandt hurtigt ry for sin mere seriøse stil og deres karakterfuld Loureiro-udtryk, og siden gik Araújo endvidere den økologiske vej. I 2019 trak han sig så tilbage for at nyde sit otium, og José Roquette fra koncernen Esporão opkøbte ejendommen. Esporão specialiserer sig i olivenolie, øl og vin fra Alentejo, Douro og Vinho Verde og har i det store hele fortsat vingårdens drift i familiens ånd. Bæredygtighed er et indsatsområde, og koncernen råder sågar over hele 18% af det samlede økologisk certificerede vinmarksareal i Portugal.

Den økologiske certificering fulgte dog ikke med her. Dyrkningen foregår i dag som integreret produktion, et system, hvor man søger en balance mellem at minimere brugen af syntetiske inputs og samtidigt at maksimere kvaliteten af afgrøderne. SATIVA certificerer. Det indebærer blandt andet et fuldstændigt fravær af insekticider og herbicider, i det hele taget et stærkt reduceret pesticidforbrug. Fortsatte forsøg gøres også på igen at gøre gården fuldt ud økologisk; men det fugtige klima gør det vanskeligt på kommercielt plan, peronospora er et konstant tilbagevendende problem. I 2011 kæmpede man desuden mod plantesygdommen flavescence dorée, og den dukker desværre med mellemrum op igen i området.

Højt grønt bunddække mellem rækkerne i Quinta do Ameals vinmarker. Vingården arbejder aktivt med en rig flora til at nedregulere vinstokkens vækst samt at sikre jordbundens sundhed og den samlede biodiversitet

Sloganet er “slow forward” med endemålet økologisk dyrkning, men kun for så vidt som det er bæredygtigt. Det er små skridt af gangen, mens man søger at dokumentere de faktiske virkninger af de gjorte tiltag. Man ønsker effektivitet, da økologisk dyrkning kun tillader beskyttelse med svovl og kobber og tit kræver mange kontinuerlige behandlinger— ofte med større forbrug og øget udledning af CO2 til følge. Små opsatte vejrstationer rundt om i markerne hjælper med at overvåge temperatur, luftfugtighed og vindstyrke, så man kan sætte ind med forebyggende tiltag i tide og i det rette omfang.

Desuden arbejder man med naturligt grønt bunddække i markerne, som suppleres med forskellige større dækplanter som lupiner og majroer; og de har også sået nitrogenfikserende kløver og velduftende mynte mellem rækkerne. Rundt omkring ses også bistader, som holdes i samarbejde med honningproducenten Bee Prado. Resten af biodiversiteten sikres gennem haven, skoven og en overraskende stor bambuslund; mens godt en tredjedel af arealet ligger uopdyrket hen.

Der ånder en særlig ro og fred over quintaen. Haven og de smukke gamle bygninger skaber en nostalgisk ude-på-landet stemning, og den omkringliggende skov fungerer som en slags paraply, der skærmer mod sommersolens stærkeste stråler og den værste hede. Mens vinmarkerne strækker sig grønt hen over bakkerne, med kølige briser skiftevist fra bjergene og fra havet.

Løst og fast om Louriero

Loureiro er en ganske gammel sort, som med al sandsynlighed stammer fra Vinho Verde og nok nærmere bestemt omkring Ponte de Lima, hvor den historisk er dokumenteret århundreder tilbage. Hvorfra den i løbet af 1900-tallet spredte sig ud over hele området. Den kendes også under synonymerne Amarante, Cheiro og Dourado. Der dyrkes i dag godt 2.500 hektarer i Portugal, og på den anden side af grænsen dyrkes i Galicien omtrent 500 hektarer, hvor den oftest kaldes Loureira eller Branco Redondos. Loureiros ophav er ikke endegyldigt afgjort, men den er muligvis en naturlig krydsning af Amaral og en anden sort som Branco Escola. Muligvis er den også beslægt med Alvarinho. Loureiro er en ret frodig sort, der kan give gode udbytter, den bærer store, ret tunge og kompakte klaser med grøngule til gyldne druer. Den begynder at modne ret tidligt, hvilket er praktisk, da den er forfalden til oidium, peronospora, phomopsis og botrytis.

Navnet Loureiro betyder bogstaveligt ‘laurbær’ på portugisisk, og det virker velvalgt, sortens aromatiske profil taget i betragtning: Den har hyppigt en karakteristisk duft af laurbærblade, derudover noget blomstret og urtet såsom akacie, lind, limeskal, mynte og bergamot. I munden er den oftest citrisk, præget af en tæt limeagtig syre og ved højere modenhed en frodig ferskenfrugt. Strukturelt bærer vinen typisk præg af sin høje syre og grundet et ret moderat sukkerindhold følgeligt en ret lav alkohol. Traditionelt har man drukket den ung, men med lagring udvikler den gerne klædelige noter af bivoks, honning og krydderier og af og til endda petroleumsnoter.

Loureiro høstes på Quinta do Ameal som regel i løbet af september

Quinta do Ameal fremstiller i alt fem vine, hvoraf de tre er fra ejendommen selv, de resterende to er fra associerede vinbønder og markedsføres under navnet Bico Amarelo. Høsten er manuel, og mosten presses pneumatisk af hele klaser. Druerne fra ejendommens egne marker har forskellig karakter afhængigt af dyrkningsstedet, og det udnyttes snedigt nok til at fremstille vine med hver sin distinkte karakter: Loureiro, Solo Único og Ameal Reserva eller Escholha— i udvalgte årgange bliver det også til en senthøstet sød vin. Vinho Verde fremgår altid kun af bagetiketten, da huset ønsker at fremhæve sin egen stil. De ansvarlige vinmagere er José Luis Moreira da Silva og Lourenço Charters.

Loureiro 2021 er håndhøstet midt i september efter en kølig vækstsæson og spontangæret på ståltanke ved kontrolleret lav temperatur og modnet syv måneder på gæren. Så det er snorligt og knivskarp Loureiro i sin reneste form— mildt duftende af gyvel, nåleskov og laurbærblade, sprød, saftig og stoflig på tungen, med frisk syre og et fint greb, og fuld af frisk citrus, en smule gul stenfrugt, pinjekerne og strejf af vilde blomster og urter. 7,3 gram syre versus 1,5 gram restsukker. Velbalanceret og virkeligt forfriskende, en formfuldendt referencevin for Loureiro-druen!

Solo Único 2020 stammer fra enkeltmarken Marejão, som er særligt stenet, granitten står frem. Mosten er mere astringerende og syrestyret af natur, men det modereres af kølig gæring delvist på cementæg og otte måneders modning med gæren. 2020 var også et varmt år, så der er masser af moden frugt til at smelte sammen med syren. Cremet men uden fedme og dens læskende flow bliver næsten luftigt. Lime, grapefrugt, laurbærblade og friske urter, koldt kildevand. Modner efter sigende med spændende resultater.

Reserva 2020. Marinhas marken dækker ikke meget mere end en halv hektar, og det blev i 2020 til 2.650 flasker. Det er ejendommens bedst modnede druer, og mosten gæres på brugte fade, før vinen modnes et år på gæren i dels 500 liters franske fade, dels 2000 liters østrigske fade. Seks måneders flaskelagring før frigivelse runder processen af. Resultatet er en meget delikat, ligefrem pikant mundfuld med en subtil kompleksitet af eksotisk frugt og søde krydderier, holdt svævende af en underliggende syrlighed og mineralitet. Banan, fersken, citrus, orange- og rosenblomstvand, vanille og nellike. Må modne til noget ganske specielt.

Man fornemmer virkeligt vandets formende kraft i Vinho Verde— der ligger sågar et vandmuseum, Museu da Água, i Arcos de Valdevez på Vez-floden, en af Limas bifloder. Byen ligger langs Ecovia cykelruten, som også krydser Quinta do Ameal

Flaske: Loureiro 2021  
Vinhus: Quinta do Ameal  
Oprindelse: Vinho Verde, Portugal
Jordbund: Sand, grus, granit  
Drue: Loureiro  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar  
Pris: cirka 150,-  
(ikke p.t. i sortiment)

Brigaldaras bakketop

Efteråret er over os, og de mørkere tider kalder på rødvine med saft og kraft, noget at lune sig på og noget til at komplementere rigdommen af bær, rodfrugter og nødder, vildt og hvad der ellers måtte komme på bordet. Valpolicella har meget at byde ind med her— rige vine med rød, sort og tørret frugt, og får man fat i de rigtige flasker også en kølig kontrast og finesse, som indfanger lævfaldsstemningen perfekt.

Brigaldara ligger højt blandt Valpolicellas topproducenter. Sådan helt bogstaveligt talt, for foden af Monte Masua, og man må gå skråt for at gå lige her. Høj beliggenhed, kuperet terræn, distinkt terroir. År efter år fremstiller de derfra nogle af de lysere, lettere og elegantere vine end man er vant til fra de kanter, og det skiller dem ud fra flokken. Brigaldaras vine hører til blandt de mest fokuserede, nærmest forfriskende eksemplarer af klassisk Valpolicella og Amarone, man kan opdrive. De “drikker godt”, som man gerne siger på nymodens dansk; og det sproglige undtaget er det en kærkommen udmærkelse. Traditionelt og ikke mindst i moderne tider kan man nemlig hurtigt føle sig mættet af moden mørk frugt, kælen mundfølelse med tæt tekstur, højt tørstofindhold, høj alkohol og restsødme. Nok er nok; men sammen med en lille skare andre vinhuse bringer Brigaldara lys over land.

Vi er ved bakkerne over Marano-dalen i Valpolicellas Classica-zone, og selve vinhuset er beliggende i byen San Floriano. Ejendommen har været i Cesari-familiens hænder siden 1929, men først senere sprang de ud som profesionelle vinbønder og vinmagere, med 1979 som første årgang på markedet. I dag tæller vinhusets besiddelser hele 130 hektarer, hvoraf de 50 er vinmarker, fordelt over tre af Valpolicellas delområder, dels Classica, dels Valpantena og Allargata, og dertil et par hektarer i Soave. Den årlige produktion nærmer sig 350.000 flasker. Ikke noget småt familieforetagende men fast forankret i den arbejdsomme Cesari-families sind og hænder.

Selve navnet Brigaldara er oprindeligt et stednavn, et bakkeland mellem byerne San Floriano og Valbatataz. Tidligere stavedes det Bragadara, og navnet trækker tråde helt tilbage til 1100-tallet, hvor dokumenter nævner en gård med enge, olivenlunde og vinmarker. Fortiden danner her præsedens for nutiden og fremtiden, for dengang som nu handler det om den overleverede vinavl, det stedsbestemte og ikke mindst de levende omgivelser. Landskabet er udgangspunkt og endemål, ikke en særlig metode og stil, som man ellers ofte ser det med især Amarone.

Vinavl og agerskovbrug

Omend familien Cesari ikke har taget skridtet og lagt om til økologisk vinbrug, gør de dog brug af forskellige mere naturnære tiltag i deres markarbejde, og de arbejder aktivt med at bevare og styrke deres områdets biodiversitet.

Det meste arbejde udføres manuelt af et fast team af agronomer, som arbejder side om side med husets ønologer. Alle beslutninger træffes med skyldig hensyntagen til den vegetative og produktive balance i hvert økosystem. Et afgørende omdrejningspunkt er netop biodiversiteten, som søges beskyttet og fremmet ved vedligeholdet og integrationen af den omkringliggende natur; og resolut handling, præcise indgreb samt en drastisk reduktion af behandlinger med plantebeskyttelse gør godt for vinmarkernes liv på lang sigt. Kunstgødning og systemiske pesticider hører fortiden til.

Case Vecie

Case Vecie er Brigaldaras satsning på at skabe et vinområde, der xxxxer nedsænket i et højtliggende økosystem. Et naturligt og landligt mikrokosmos, der strækker sig over 65 hektarer, hvoraf de ni er beplantet med vinstokke, beliggende på de høje bakker ved Grezzana, i over 450 meters højde. Jordbunden er også mere gruset og stenet heroppe. Området lå for øde hen men vendte tilbage til livet i slutningen af 1990'erne, takket være beplantning af vinmarker på steder, der i hine tider var opdyrket men siden blev forsømt. Nu er det så mangfoldige vinmarker flankeret af skov. Rækkerne veksler med store græsningsområder, opdyrkede marker, kastanjelunde og trøffelrige skove, som tilsammen skaber et landskab, der bugner af biodiversitet.

‘Case Vecie’ er venetiansk dialekt for ‘de gamle huse’, måske med hentydning til tidligere tiders opdyrkning af området, og ligger sig som nævnt i hele 450 meters højde. Her får druerne lov at hænge længere, da de modner langsommere, hvilket resulterer i en rankere, slankere vin, som samtidigt har usædvanlig nerve og dybde; som i husets Amarone bevares gennem en skånsom tørringsproces i små kasser; og deres Valpolicella Superiore sammesteds fra er vinificeret udelukkende på friske druer, så der er mere skrald på frisk frugt og lys krydring.

Valpolicella Superiore Case Vecie — ”Vi arbejder på at frembringe en fremragende Valpolicella Superiore ved brug af friske druer uden nogen tørringsproces,” fortæller Stefano Cesari. “Det er et projekt baseret på en række fælles principper, som vi arbejder sammen med andre vingårde i området om. Det involverer del af vinmarken, som udelukkende er dedikeret til denne type produktion, og hvor der ikke tidligere er blevet udvalgt druer til Amarone.” Den er lys og let men intens, med noter af hindbær og røde kirsebær. Rank og ren i frugten, et hint peber og lyse, søde krydderier.

Amarone Case Vecie — To år i små træfade og to år på store træfade. “Case Vecie er uden tvivl Brigaldaras mest interessante terroir,” bedyrer Lamberto Cesari. “Især det kølige klima og de store temperatursvingninger giver mulighed for en ret sen høst, så druerne kan tørre i den koldeste periode på året: Det giver en langsommere og længere tørringsproces med udvikling af særligt fine og komplekse aromaer.” Dem finder man, når man dvæler ved vinen, som ellers er stilfærdig og afmålt Amarone med en rig strøm af ren frugt. De røde bær er i front, sursøde kirsebær og hindbær, og de tørrede kommer i anden række, kirsebær og tranebær, rosiner og svesker i slipstrømmen og sagte krydret med peber- og honningkage. Hyggelig harmoni!

Flaske: Amarone Case Vecie 2018  
Vinhus: Brigaldara  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druer: Corvina, Corvinone, Rondinella  
Jordbund: Ler, grus, kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Tørrede druer,
gæret på ståltanke
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 16,5%  
Forhandlere: Adriat Vinimport
Pris: cirka 400,-  

Symbiotisk Sangiovese

En måde at imødegå såvel udfordringerne fra global opvarming som skadevirkningerne fra reduceret biodiversitet; og samtidigt sikre sig ikke kun stabile udbytter men muligvis også vine af højere kvalitet? Det smager en smule som et vitikulturelt Kinderæg og lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre viser systematiske videnskabelige forsøg, at en målrettet indsats på at styrke og udvide samlivet mellem plante- og svamperiget i jordbunden i vinmarker sandsynligvis kan hjælpe med at indfri de mål.

De første drikkelige resultater foreligger allerede og giver håb for fremtiden. En fremtrædende aktør er i europæisk sammenhæng italienske Ecosi, som står bag projektet og certificeringen Agricoltura Simbiotica, symbiotisk landbrug; et produktionssystem for fødevarer, der har til formål at vedligeholde, genoprette og forbedre jordens mikrobielle biodiversitet og produktivitet. En af deltagerne er Poderi dal Nespoli, et ældre vinhus ved Predappio i Emilia-Romagna, traditionelt af temmelig konventionel karakter men af nyere dato i omlægning til økologisk vinbrug og senest altså engageret i den særlige regenerative brug af svampe i vinavlen; og lad det være sagt med det samme, deres vine har i de seneste år hævet sig højere op på kvalitetsskalaen, og et paradeeksempel på vinhusets formåen, på den lokale vintradition, og ikke mindst den særligt symbiotiske indsats, er den livlige Sangiovese Gualdo. Dybt rubinrød, violduftende, kirsebærsmagende og med en velafstemt balance mellem tørstof, syre, tanniner og alkohol danser den muntert i munden.

Poderi dal Nespoli

Poderi dal Nespoli, ‘gårdene ved Nespoli’, ligger ved landsbyen af samme navn i kommunen Predappio i det sydlige Romagna, hvor familien Ravaioli i 1929 etablerede den vingård, som nu drives af fjerde generation, med hovedsæde på det restaurerede Borgo dei Guidi.

Poderi dal Nespoli holder først og fremmest på Romagnas farverige ensemble af sorter med Sangiovese, Albana, Famoso og Pagadebit i front men samtidigt med internationale islæt fra Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Tilgangen har siden begyndelsen kombineret traditionelle teknikker i mark og kælder med innovative tiltag og moderne teknologi. En ganske velkendt balancegang mellem det gamle og det nye, det lokale og det internationale; og husets vine er i samme stil markedsført med de enkle hverdagsvine Nespolino nederst i pyramiden, mere seriøse flasker på diverse sorter mellemst, og de store Sangiovese-vine Borgo dei Guido og Prugneto i top. Visse af vinene bærer allerede økologisk certifikat, og man har desuden en Sangiovese uden tilsatte sulfitter i sortimentet. Forsigtige skridt men alle i den rigtige retning. Siden 2009 har huset været del af Mondodelvino gruppen, som dels står for fælles modernisering og markedsføring men også står for en fælles bevægelse i retning af mere bæredygtigt vinbrug. I front for huset står Marco Ravaioli, og vinmager er den unge Maria Soledad Adriasola Lang.

I 2016 påbegyndte Poderi dal Nespoli en genplantning af marken Guado i Bidente-dalen med nye vinstokke, en Sangiovese Grosso klon fra Montalcino; men alvorlig tørke og vandmangel tog hårdt på de unge stokke i 2017, om man mistede omtrent 40%. Siden blev marken derfor udset som udgangspunkt for husets livtag med den regenerative landbrugspraksis ‘symbiotisk vinbrug’ — ikke at forveksle med biodynamik men en videnskabeligt kontrolleret praksis, hvor vinmarkens sundhed og trivsel søges styrket gennem forbedrede jordbundsforhold, først og fremmest gennem en berigelse af jordens mikrobiologiske bestanddele, især ved podning med svampekulturer. For at forstå den sammenhæng nærmere, må vi derfor vende os til mykologien, til mycelium og mykorrhiza.

Svampenes hemmelige liv

Det underjordiske vrimler med liv. Intet infernalsk eller diabolsk over det, vi taler om den levende undergrunds store mangfoldighed af dyr, planter, svampe og bakterier, små organismer, som hver især spiller en rolle i at opretholde jorden som økosystem. Svampe spiller en altafgørende rolle i det kredsløb, naturens store stofskifte, men de lever i det store og hele en for os usynlig tilværelse, idet de fleste er meget små (mikroskopiske som bakterier) eller lever størstedelen af deres liv under jordens overflade og først dukker op, når deres frugtlegemer bryder overfladen (de dele, vi i daglig tale blot kalder svampe). Vil man have et fantasifuldt syn ind i deres farverige, skjulte liv kan dokumentaren Fantastic Fungi med den amerikanske mykolog Paul Stamets varmt anbefales.

Svampe lever først og fremmest af at omdanne andet organisk materiale og spiller en særlig vigtig rolle ved at kunne nedbryde ellers hårdføre stoffer som cellulose og lignin fra blade, grene og træstammer. Mange af svampene lever samtidigt i mere eller mindre ‘faste forhold’ med bestemte plantearter (tænk på trøflen og egetræerne. Det er såkaldte symbiotiske forhold (af græsk συμβίωσις, samliv), en form for mutualisme eller fælles fodslag, hvor begge parter vinder ved interaktionen. Det ses blandt andet ved, at myceliet, svampenes karakteristisk trådformede rodnet af såkaldte hyfer, forgrenede tråde, i sund jord ofte smelter mere eller mindre sammen med mange planterødder.

Med mykorrhiza (græsk μυκόρριζα, svamperødder) forstås et netværk af svampe, som lever i gensidigt gavnlige samliv med forskellige planterødder. Størstedelen udgøres af såkaldt abuskulær mykorrhiza, som vokser i og omkring større planters rødder. Det symbiotiske forhold baserer sig derpå, at planten producerer sukkerstoffer til svampene, som derved får råstof til at vokse og udvikle et udstrakt mycelium. Til gengæld hjælper svampen sin samlever med at finde vand og optage næringsstoffer fra jorden, eksempelvis kvælstof, fosfor, jern og magnesium. Svamperodnettet har desuden adgang til dele af jorden, som selv planters fineste rødder ikke kan tilgå; og på den måde bidrager de positivt til planternes vækst og velbefindende, og de kan derfor hjælpe med at afbøde tørkestress, sikre stabil forsyning af vigtige næringsstoffer samt modvirke tilsaltning af jorden. Omvendt kan de hindre optaget af en række skadelige stoffer fra jorden, f.eks. tungmetaller som kobber, en kendt forureningskilde i vinmarker.

Ligeledes spiller svampe i samspil med bakterier og flere slægter af især bælgplanter en rolle i at fiksere kvælstof i jorden, en kompleks proces, hvorved det kemisk ret stabile kvælstof i atmosfæren, molekylært kvælstof eller N2, omdannes til biokemisk aktive stoffer som ammoniak (NH3), nitrat (NO3−) og lattergas (N2O)— stoffer, som siden kan fungere som gødning for plantelivet, et skridt i retning af at gøre jordbunden ‘selvforsynende’ med de relevante næringsstoffer.

En symbiose fra den synlige, overjordiske verden er lav, såsom rensdyrlav eller islandsk mos. Laver er sammensatte organismer, samspil mellem grønalger eller cyanobakterier, som vokser sammen med svampes filamenter; og i modsætning til mos har de ikke rødder men lever af vand og næring fra atmosfæren, som de (som planter) selv omdanner til næringsstoffer. Nogle lavers svampedele kan desuden optage næringssalte fra underlaget; og det er i øvrigt sådan planteliv først tænkes at have koloniseret fastlandet, den tørre jord, for omkring 400 millioner år siden.

Der er altså en lang række gode grunde til at kere sig grundigt om svampelivet og skabe gode kår for mykorrhizaen. Det kan opnås ved den rette kombination af plantevækster mellem vinstokkene og dyrelivet i og omkring vinmarken; men altså også ved direkte at pode vinmarkerne med netop den slags svampekulturer, man ønsker. Desuden fordrer et sundt svampeliv selvfølgelig fraværet af fungicider; desuden ikke for store mængder kvælstoftilsætning i form af gødning; og dels nænsomt jordarbejde, altså ingen intensiv behandling som harvning, pløjning eller kulegravning.

Biosymbiotisk praksis

Forsøget viste allerede i de første år så gode resultater, at Poderi dal Nespoli ikke alene fortsatte forsøget men samtidigt udvider det til større dele af arealet. Den anvendte svampekultur er svampesporer opformeret fra særligt udvalgte lokale svampetyper, og markerne inokuleres med svampekulturen hvert år, som regel i januar eller februar. Mellem rækkerne nedsættes 6-8 stk som små teposer i jorden; og efter et par uger kan man som regel se på jordens farve og struktur, at de allerede har slået rod.

Selvom stokkene er plantet for ganske få år siden, leverer de allerede overraskende godt druemateriale. Især indholdet af polyfenoler, herunder antocyaniner, har imponeret såvel vinmagere selv som forskerne bag svampekulturen. Er det resultater, der fortsætter, slår det blot med syvtommersøm fast, hvor vigtigt en sund jordbund med righoldigt svampeliv er, ikke kun for økosystemets overlevelse men også for dets produkters kvalitet. Undersøgelser tyder også på, at fødevarer fra biosymbiotisk jordbrug har højere og mere bredspektret næringsindhold, ganske enkelt er sundere. Det vil blive spændende at se tungt videnskabeligt belæg for.

Imens kan man nyde frugten af arbejdet indtil nu. Romagna Sangiovese Predappio Gualdo Biosymbiotico 2021 er et rent og skært udtryk af frugtig Sangiovese og Bidente-dalens terroir, spontangæret og modnet på ståltanke, to ugers maceration og ingen unødige krumspring. Farven er mørkt rubinrød, dyb men klar; og næsen mødes af en liflig mørk kirsebærduft med noter af violer, rødmende ferskenskind og en smule marcipan. I munden sursøde kirsebær, saftige røde blommer, semitørrede tomater og noter af grillet kød, tobak og krydderurt. Mundvandsdrivende syre, tørre men silkeglatte tanniner, ren frugt, ret elegant og godt balanceret. Serveres let afkølet, solo eller som ledsager til pastaretter med tomat eller lettere retter med kød og svampe, hvis samvittigheden rækker til det.

Flaske: Gualdo Biosimbiotico 2021
Vinhus: Poderi dal Nespoli
Oprindelse: Emilia-Romagna, Italien  
Drue: Sangiovese
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Ståltanke
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinslottet
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 200,-