Brigaldaras bakketop

Efteråret er over os, og de mørkere tider kalder på rødvine med saft og kraft, noget at lune sig på og noget til at komplementere rigdommen af bær, rodfrugter og nødder, vildt og hvad der ellers måtte komme på bordet. Valpolicella har meget at byde ind med her— rige vine med rød, sort og tørret frugt, og får man fat i de rigtige flasker også en kølig kontrast og finesse, som indfanger lævfaldsstemningen perfekt.

Brigaldara ligger højt blandt Valpolicellas topproducenter. Sådan helt bogstaveligt talt, for foden af Monte Masua, og man må gå skråt for at gå lige her. Høj beliggenhed, kuperet terræn, distinkt terroir. År efter år fremstiller de derfra nogle af de lysere, lettere og elegantere vine end man er vant til fra de kanter, og det skiller dem ud fra flokken. Brigaldaras vine hører til blandt de mest fokuserede, nærmest forfriskende eksemplarer af klassisk Valpolicella og Amarone, man kan opdrive. De “drikker godt”, som man gerne siger på nymodens dansk; og det sproglige undtaget er det en kærkommen udmærkelse. Traditionelt og ikke mindst i moderne tider kan man nemlig hurtigt føle sig mættet af moden mørk frugt, kælen mundfølelse med tæt tekstur, højt tørstofindhold, høj alkohol og restsødme. Nok er nok; men sammen med en lille skare andre vinhuse bringer Brigaldara lys over land.

Vi er ved bakkerne over Marano-dalen i Valpolicellas Classica-zone, og selve vinhuset er beliggende i byen San Floriano. Ejendommen har været i Cesari-familiens hænder siden 1929, men først senere sprang de ud som profesionelle vinbønder og vinmagere, med 1979 som første årgang på markedet. I dag tæller vinhusets besiddelser hele 130 hektarer, hvoraf de 50 er vinmarker, fordelt over tre af Valpolicellas delområder, dels Classica, dels Valpantena og Allargata, og dertil et par hektarer i Soave. Den årlige produktion nærmer sig 350.000 flasker. Ikke noget småt familieforetagende men fast forankret i den arbejdsomme Cesari-families sind og hænder.

Selve navnet Brigaldara er oprindeligt et stednavn, et bakkeland mellem byerne San Floriano og Valbatataz. Tidligere stavedes det Bragadara, og navnet trækker tråde helt tilbage til 1100-tallet, hvor dokumenter nævner en gård med enge, olivenlunde og vinmarker. Fortiden danner her præsedens for nutiden og fremtiden, for dengang som nu handler det om den overleverede vinavl, det stedsbestemte og ikke mindst de levende omgivelser. Landskabet er udgangspunkt og endemål, ikke en særlig metode og stil, som man ellers ofte ser det med især Amarone.

Vinavl og agerskovbrug

Omend familien Cesari ikke har taget skridtet og lagt om til økologisk vinbrug, gør de dog brug af forskellige mere naturnære tiltag i deres markarbejde, og de arbejder aktivt med at bevare og styrke deres områdets biodiversitet.

Det meste arbejde udføres manuelt af et fast team af agronomer, som arbejder side om side med husets ønologer. Alle beslutninger træffes med skyldig hensyntagen til den vegetative og produktive balance i hvert økosystem. Et afgørende omdrejningspunkt er netop biodiversiteten, som søges beskyttet og fremmet ved vedligeholdet og integrationen af den omkringliggende natur; og resolut handling, præcise indgreb samt en drastisk reduktion af behandlinger med plantebeskyttelse gør godt for vinmarkernes liv på lang sigt. Kunstgødning og systemiske pesticider hører fortiden til.

Case Vecie

Case Vecie er Brigaldaras satsning på at skabe et vinområde, der xxxxer nedsænket i et højtliggende økosystem. Et naturligt og landligt mikrokosmos, der strækker sig over 65 hektarer, hvoraf de ni er beplantet med vinstokke, beliggende på de høje bakker ved Grezzana, i over 450 meters højde. Jordbunden er også mere gruset og stenet heroppe. Området lå for øde hen men vendte tilbage til livet i slutningen af 1990'erne, takket være beplantning af vinmarker på steder, der i hine tider var opdyrket men siden blev forsømt. Nu er det så mangfoldige vinmarker flankeret af skov. Rækkerne veksler med store græsningsområder, opdyrkede marker, kastanjelunde og trøffelrige skove, som tilsammen skaber et landskab, der bugner af biodiversitet.

‘Case Vecie’ er venetiansk dialekt for ‘de gamle huse’, måske med hentydning til tidligere tiders opdyrkning af området, og ligger sig som nævnt i hele 450 meters højde. Her får druerne lov at hænge længere, da de modner langsommere, hvilket resulterer i en rankere, slankere vin, som samtidigt har usædvanlig nerve og dybde; som i husets Amarone bevares gennem en skånsom tørringsproces i små kasser; og deres Valpolicella Superiore sammesteds fra er vinificeret udelukkende på friske druer, så der er mere skrald på frisk frugt og lys krydring.

Valpolicella Superiore Case Vecie — ”Vi arbejder på at frembringe en fremragende Valpolicella Superiore ved brug af friske druer uden nogen tørringsproces,” fortæller Stefano Cesari. “Det er et projekt baseret på en række fælles principper, som vi arbejder sammen med andre vingårde i området om. Det involverer del af vinmarken, som udelukkende er dedikeret til denne type produktion, og hvor der ikke tidligere er blevet udvalgt druer til Amarone.” Den er lys og let men intens, med noter af hindbær og røde kirsebær. Rank og ren i frugten, et hint peber og lyse, søde krydderier.

Amarone Case Vecie — To år i små træfade og to år på store træfade. “Case Vecie er uden tvivl Brigaldaras mest interessante terroir,” bedyrer Lamberto Cesari. “Især det kølige klima og de store temperatursvingninger giver mulighed for en ret sen høst, så druerne kan tørre i den koldeste periode på året: Det giver en langsommere og længere tørringsproces med udvikling af særligt fine og komplekse aromaer.” Dem finder man, når man dvæler ved vinen, som ellers er stilfærdig og afmålt Amarone med en rig strøm af ren frugt. De røde bær er i front, sursøde kirsebær og hindbær, og de tørrede kommer i anden række, kirsebær og tranebær, rosiner og svesker i slipstrømmen og sagte krydret med peber- og honningkage. Hyggelig harmoni!

Flaske: Amarone Case Vecie 2018  
Vinhus: Brigaldara  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druer: Corvina, Corvinone, Rondinella  
Jordbund: Ler, grus, kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Tørrede druer,
gæret på ståltanke
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 16,5%  
Forhandlere: Adriat Vinimport
Pris: cirka 400,-  

Symbiotisk Sangiovese

En måde at imødegå såvel udfordringerne fra global opvarming som skadevirkningerne fra reduceret biodiversitet; og samtidigt sikre sig ikke kun stabile udbytter men muligvis også vine af højere kvalitet? Det smager en smule som et vitikulturelt Kinderæg og lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre viser systematiske videnskabelige forsøg, at en målrettet indsats på at styrke og udvide samlivet mellem plante- og svamperiget i jordbunden i vinmarker sandsynligvis kan hjælpe med at indfri de mål.

De første drikkelige resultater foreligger allerede og giver håb for fremtiden. En fremtrædende aktør er i europæisk sammenhæng italienske Ecosi, som står bag projektet og certificeringen Agricoltura Simbiotica, symbiotisk landbrug; et produktionssystem for fødevarer, der har til formål at vedligeholde, genoprette og forbedre jordens mikrobielle biodiversitet og produktivitet. En af deltagerne er Poderi dal Nespoli, et ældre vinhus ved Predappio i Emilia-Romagna, traditionelt af temmelig konventionel karakter men af nyere dato i omlægning til økologisk vinbrug og senest altså engageret i den særlige regenerative brug af svampe i vinavlen; og lad det være sagt med det samme, deres vine har i de seneste år hævet sig højere op på kvalitetsskalaen, og et paradeeksempel på vinhusets formåen, på den lokale vintradition, og ikke mindst den særligt symbiotiske indsats, er den livlige Sangiovese Gualdo. Dybt rubinrød, violduftende, kirsebærsmagende og med en velafstemt balance mellem tørstof, syre, tanniner og alkohol danser den muntert i munden.

Poderi dal Nespoli

Poderi dal Nespoli, ‘gårdene ved Nespoli’, ligger ved landsbyen af samme navn i kommunen Predappio i det sydlige Romagna, hvor familien Ravaioli i 1929 etablerede den vingård, som nu drives af fjerde generation, med hovedsæde på det restaurerede Borgo dei Guidi.

Poderi dal Nespoli holder først og fremmest på Romagnas farverige ensemble af sorter med Sangiovese, Albana, Famoso og Pagadebit i front men samtidigt med internationale islæt fra Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Tilgangen har siden begyndelsen kombineret traditionelle teknikker i mark og kælder med innovative tiltag og moderne teknologi. En ganske velkendt balancegang mellem det gamle og det nye, det lokale og det internationale; og husets vine er i samme stil markedsført med de enkle hverdagsvine Nespolino nederst i pyramiden, mere seriøse flasker på diverse sorter mellemst, og de store Sangiovese-vine Borgo dei Guido og Prugneto i top. Visse af vinene bærer allerede økologisk certifikat, og man har desuden en Sangiovese uden tilsatte sulfitter i sortimentet. Forsigtige skridt men alle i den rigtige retning. Siden 2009 har huset været del af Mondodelvino gruppen, som dels står for fælles modernisering og markedsføring men også står for en fælles bevægelse i retning af mere bæredygtigt vinbrug. I front for huset står Marco Ravaioli, og vinmager er den unge Maria Soledad Adriasola Lang.

I 2016 påbegyndte Poderi dal Nespoli en genplantning af marken Guado i Bidente-dalen med nye vinstokke, en Sangiovese Grosso klon fra Montalcino; men alvorlig tørke og vandmangel tog hårdt på de unge stokke i 2017, om man mistede omtrent 40%. Siden blev marken derfor udset som udgangspunkt for husets livtag med den regenerative landbrugspraksis ‘symbiotisk vinbrug’ — ikke at forveksle med biodynamik men en videnskabeligt kontrolleret praksis, hvor vinmarkens sundhed og trivsel søges styrket gennem forbedrede jordbundsforhold, først og fremmest gennem en berigelse af jordens mikrobiologiske bestanddele, især ved podning med svampekulturer. For at forstå den sammenhæng nærmere, må vi derfor vende os til mykologien, til mycelium og mykorrhiza.

Svampenes hemmelige liv

Det underjordiske vrimler med liv. Intet infernalsk eller diabolsk over det, vi taler om den levende undergrunds store mangfoldighed af dyr, planter, svampe og bakterier, små organismer, som hver især spiller en rolle i at opretholde jorden som økosystem. Svampe spiller en altafgørende rolle i det kredsløb, naturens store stofskifte, men de lever i det store og hele en for os usynlig tilværelse, idet de fleste er meget små (mikroskopiske som bakterier) eller lever størstedelen af deres liv under jordens overflade og først dukker op, når deres frugtlegemer bryder overfladen (de dele, vi i daglig tale blot kalder svampe). Vil man have et fantasifuldt syn ind i deres farverige, skjulte liv kan dokumentaren Fantastic Fungi med den amerikanske mykolog Paul Stamets varmt anbefales.

Svampe lever først og fremmest af at omdanne andet organisk materiale og spiller en særlig vigtig rolle ved at kunne nedbryde ellers hårdføre stoffer som cellulose og lignin fra blade, grene og træstammer. Mange af svampene lever samtidigt i mere eller mindre ‘faste forhold’ med bestemte plantearter (tænk på trøflen og egetræerne. Det er såkaldte symbiotiske forhold (af græsk συμβίωσις, samliv), en form for mutualisme eller fælles fodslag, hvor begge parter vinder ved interaktionen. Det ses blandt andet ved, at myceliet, svampenes karakteristisk trådformede rodnet af såkaldte hyfer, forgrenede tråde, i sund jord ofte smelter mere eller mindre sammen med mange planterødder.

Med mykorrhiza (græsk μυκόρριζα, svamperødder) forstås et netværk af svampe, som lever i gensidigt gavnlige samliv med forskellige planterødder. Størstedelen udgøres af såkaldt abuskulær mykorrhiza, som vokser i og omkring større planters rødder. Det symbiotiske forhold baserer sig derpå, at planten producerer sukkerstoffer til svampene, som derved får råstof til at vokse og udvikle et udstrakt mycelium. Til gengæld hjælper svampen sin samlever med at finde vand og optage næringsstoffer fra jorden, eksempelvis kvælstof, fosfor, jern og magnesium. Svamperodnettet har desuden adgang til dele af jorden, som selv planters fineste rødder ikke kan tilgå; og på den måde bidrager de positivt til planternes vækst og velbefindende, og de kan derfor hjælpe med at afbøde tørkestress, sikre stabil forsyning af vigtige næringsstoffer samt modvirke tilsaltning af jorden. Omvendt kan de hindre optaget af en række skadelige stoffer fra jorden, f.eks. tungmetaller som kobber, en kendt forureningskilde i vinmarker.

Ligeledes spiller svampe i samspil med bakterier og flere slægter af især bælgplanter en rolle i at fiksere kvælstof i jorden, en kompleks proces, hvorved det kemisk ret stabile kvælstof i atmosfæren, molekylært kvælstof eller N2, omdannes til biokemisk aktive stoffer som ammoniak (NH3), nitrat (NO3−) og lattergas (N2O)— stoffer, som siden kan fungere som gødning for plantelivet, et skridt i retning af at gøre jordbunden ‘selvforsynende’ med de relevante næringsstoffer.

En symbiose fra den synlige, overjordiske verden er lav, såsom rensdyrlav eller islandsk mos. Laver er sammensatte organismer, samspil mellem grønalger eller cyanobakterier, som vokser sammen med svampes filamenter; og i modsætning til mos har de ikke rødder men lever af vand og næring fra atmosfæren, som de (som planter) selv omdanner til næringsstoffer. Nogle lavers svampedele kan desuden optage næringssalte fra underlaget; og det er i øvrigt sådan planteliv først tænkes at have koloniseret fastlandet, den tørre jord, for omkring 400 millioner år siden.

Der er altså en lang række gode grunde til at kere sig grundigt om svampelivet og skabe gode kår for mykorrhizaen. Det kan opnås ved den rette kombination af plantevækster mellem vinstokkene og dyrelivet i og omkring vinmarken; men altså også ved direkte at pode vinmarkerne med netop den slags svampekulturer, man ønsker. Desuden fordrer et sundt svampeliv selvfølgelig fraværet af fungicider; desuden ikke for store mængder kvælstoftilsætning i form af gødning; og dels nænsomt jordarbejde, altså ingen intensiv behandling som harvning, pløjning eller kulegravning.

Biosymbiotisk praksis

Forsøget viste allerede i de første år så gode resultater, at Poderi dal Nespoli ikke alene fortsatte forsøget men samtidigt udvider det til større dele af arealet. Den anvendte svampekultur er svampesporer opformeret fra særligt udvalgte lokale svampetyper, og markerne inokuleres med svampekulturen hvert år, som regel i januar eller februar. Mellem rækkerne nedsættes 6-8 stk som små teposer i jorden; og efter et par uger kan man som regel se på jordens farve og struktur, at de allerede har slået rod.

Selvom stokkene er plantet for ganske få år siden, leverer de allerede overraskende godt druemateriale. Især indholdet af polyfenoler, herunder antocyaniner, har imponeret såvel vinmagere selv som forskerne bag svampekulturen. Er det resultater, der fortsætter, slår det blot med syvtommersøm fast, hvor vigtigt en sund jordbund med righoldigt svampeliv er, ikke kun for økosystemets overlevelse men også for dets produkters kvalitet. Undersøgelser tyder også på, at fødevarer fra biosymbiotisk jordbrug har højere og mere bredspektret næringsindhold, ganske enkelt er sundere. Det vil blive spændende at se tungt videnskabeligt belæg for.

Imens kan man nyde frugten af arbejdet indtil nu. Romagna Sangiovese Predappio Gualdo Biosymbiotico 2021 er et rent og skært udtryk af frugtig Sangiovese og Bidente-dalens terroir, spontangæret og modnet på ståltanke, to ugers maceration og ingen unødige krumspring. Farven er mørkt rubinrød, dyb men klar; og næsen mødes af en liflig mørk kirsebærduft med noter af violer, rødmende ferskenskind og en smule marcipan. I munden sursøde kirsebær, saftige røde blommer, semitørrede tomater og noter af grillet kød, tobak og krydderurt. Mundvandsdrivende syre, tørre men silkeglatte tanniner, ren frugt, ret elegant og godt balanceret. Serveres let afkølet, solo eller som ledsager til pastaretter med tomat eller lettere retter med kød og svampe, hvis samvittigheden rækker til det.

Flaske: Gualdo Biosimbiotico 2021
Vinhus: Poderi dal Nespoli
Oprindelse: Emilia-Romagna, Italien  
Drue: Sangiovese
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Ståltanke
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinslottet
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 200,-  

Landvine med lokal dialekt

Det stråler ud af ham: Josef Maier elsker sit arbejde! Han kan heller ikke skjule en berettiget stolthed over sin families gård Geyerhof, som med ham nu er i 13. generations besiddelse og et af de bedste vinhuse i hele Østrig. Forældrene Ilse og Sepp Maier var i sin tid grønne pionerer, da de i begyndelsen af 1980’erne lagde gården om til økologisk vinbrug; og som medlemmer af La Renaissance des Appellations og medstiftere af de hjemlige Österreichische Traditionsweingüter tidligt i 1990’erne slog de tillige et slag for terroir og tradition som vigtige hjørnesten i husets virke. Således har de med årene markeret sig med deres gedigne Grüner Veltliner og Riesling vine fra nogle af de bedste marker i Kremstal, vine med en altid særlig friskhed, stoflighed og spænding. “Overdådige og højtråbende vine har aldrig været noget for os,” slår familien fast. “Kvaliteten i vores vine ligger i deres egenart og deres lange levetid.”

Livsglæde og leg er ligeledes vigtige elementer, ikke mindst i Josef og hans hustru Marias omgang med gårdens dyr, planter, vinstokke og kælder. Her skal det handle om det seneste skud på vinhusets stamme, den karakterfulde serie naturvine, som de har døbt Hofstudien — og de er virkeligt værd at studere nærmere! Her er en anderledes saftighed, sanselighed og løssluppenhed på spil, som komplementerer den traditionelle hvide portefølje på fornem vis; og så udforsker de nogle andre aspekter af Kremstal, end vi er vant til at se og smage.

Hofstudien

Geyerhof er en bondegård i den gammeldags forstand. Der holdes heste, køer, grise og bier og dyrkes egne afgrøder foruden de 23 hektarer vin. Det er godt for biodiversiten og, som Josef forsikrer, for afvekslingen og den fortsatte glæde ved sit arbejdsliv. Sådan en blandet landhandel (et Gutsbetrieb eller Mischbetrieb) var vanligt i Østrig for hundrede år siden, og som levende helhed (Betriebsorganismus) har den dannet forbillede for Rudolf Steiners biodynamiske landbrugsideal. Geyerhof er i dag også et Demeter-certificeret vinhus; men det er filosofien og livsformen, der driver værket snarere end regelsættet eller efterspørgslen efter sådanne vine.

“I en tid præget af regler, love og markedskrav får vores vine lov til— og bør have lov til— at afspejle vinmarkens, druesortens og årgangens karakteristika. Nogle gange bliver de rå og komplekse, andre gange lette og ubekymrede, men de er lige så forskellige som årene, livet og menneskene selv.” Det synes i særlig grad at gøre sig gældende for de utøjlede men langt fra tøjlesløse vine i Hoftstudien serien, som er Josef og Marias vinøse hjertebørn— og efterkommere af tidligere tiders traditioner, metoder og smage.

“Vores idé er at sætte farten ned, tage et skridt tilbage og lære fra de gamle måder at gøre tingene på,” fortæller Josef. Familiens gamle kælder rummer et imponerende arkiv af flasker fra hele foregående århundrede, og her fandt de inspiration til forbedringer og fornyelser i dele af deres vinifikation. “Vi satte os ned og smagte os gennem vinene årti for årti,” forklarer Josef, “og vi kunne virkeligt smage udviklingen i vinifikationsmetoderne, forandringerne i vinene var tydelige. Overgangen fra den gamle kurvepresse til moderne presser står særligt klart ud. Vi opdagede, at min oldefars vine stadig er rene, friske og i god form. De er totalt tørre, med fint stof og flot syrestruktur og meget lav alkohol, kun omkring 9-10 procent. Så vi ville gerne gøre ham kunsten efter.”

Parret anskaffede sig for tre år siden en lille gammel kurvepresse, som de renoverede og begyndte at bruge netop til Hofstudien in spe. “Vi må genvinde den gamle viden, som man engang lavede vin efter. Kurvepressen giver en meget ren most med god struktur og fine fenoler. I gamle dage lod man ikke mosten bundfælde, før den kom på fad til gæring og lagring, den var ren nok til ikke at skulle omstikkes undervejs.”

Høsten til Hofstudien foregår i særlig ro og mag. “Vi venter på den rette grad af modenhed og bringer så druerne ind i små kasser, så skallerne ikke skades; og vi arbejder udelukkende med vores lille kurvepresse og presning fra hele klaser.” Gæringen foregår selvfølgelig spontant, og efter endt modning flaskes vinene ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Den underjordiske kælder under gården går tilbage til 1200-tallet og er opført i lerjord. Derfor er den konstant kølig og holder en ganske høj fugtighed, som ses på væggene (de klassiske kældersvampe) og føles i luften, som næsten antager stoflig karakter. Derfor sker der stort set heller ingen fordampning fra fadene, og det er nok at toppe dem op en enkelt gang årligt, og stort set kun med hvad der kan være i en enkelt flaske.

Hofstudien bryder således ikke med traditionerne men ligger i fin forlængelse af husets andre vine. Blot er de mindre tæmmede og mere sprælske og farverige i udtrykket. De går om man vil mere radikalt til værks— de er rodfæstede men ikke nogle rødder. Den velkendte Veltliner kommer rustikt men stadig raffineret til orde. Den ofte oversete Weissburgunder får lov at spille en hovedrolle her; for selvom den har en lang historie i Kremstal, er den ikke godkendt til DAC og dermed heller ikke til enkeltmarksvine i Erste Lage klassifikationen; modsat f.eks. Wien, der dog retfærdigvis skal siges at have et noget mere spraglet sortsrepertoire. “Jeg synes personligt, at det ville være bedre, hvis vi kunne bruge alle de traditionelle sorter, der dyrkes her i området, også til enkeltmarksvinene,” bedyrer Josef, men han anerkender samtidigt strategien i at fokusere på Niederösterreichs ‘særlige sorter’. Samtidigt retter Hofstudien i al stilfærdighed op på disse små uretfærdigheder og giver et levende billede af Kremstal af i går og i dag og i morgen.

Indtil videre er der tale om en pétillant naturel, en stille Grüner Veltliner samt en Weissburgunder; og endelig en Donauriesling, en PIWI-sort, som Geyerhof satser særligt på, og som vi vender tilbage til senere. Hverken Grüner Veltliner og Weissburgunder behøver nogen nærmere introduktion, så dér kan vi gå direkte videre til vinene selv— og mens mange af husets traditionelle vine kræver tid i flasken og ofte det samme i glasset for for alvor at folde sig ud, så synes Hofstudien at charmere umiddelbart og allerede fra en ung alder.

Vi begynder selvfølgelig med boblerne, og den mousserende Méthode Ancestrale, nomen est omen, er en luftig skum af æble og pære med små strejf peber, persille, persillerod, nødder og fine gær- og brødnoter. Nydeligt skruet sammen og uhyggeligt let at drikke i store slurke grundet de blide bobler og den dæmpede syre— men vi taler også fuldmodne Grüner Veltliner druer fra Gaisberg og hele 50 måneder med gæren på flaske.

Grüner Veltliner 2021 velsigner med en let humlet duft, en smule suppevisk og godt med friske grønne urter i både duft og smag. Saftige grønne reineclauder, galiamelon, græs og krydderurter, dog uden at overdøve de sarte frugtnoter, rolig syre og delikat salt, tør afrunding. En vin, man kan drikke før, under og efter ethvert let måltid.

Pinot Blanc 2020 overrasker med en umådelig saftighed og bedårende blødhed… og en skål Waldorf-salat forvandlet til et fornemt glas vin! Foruden friske grønne æbler og pærer er der kernehus, løvstikke, selleri, syrnet mælk og ristede nødder, en stilfærdigt kompleksitet, som får en til at gribe efter glasset igen og igen og bliver ved at betage. Bravo!

Ukendt kunstner

Vinene skiller sig faktisk ud, allerede før de forlader flasken. De er nemlig flot udstyret med stilrene etiketter med smukke og meget sanselige stregtegninger, en for hver af de fire forskellige flasker, der indgår i Hofstudien. Den kunstneriske sjæl bag er FLOWSOFLY, en enigmatisk østrigsk kunstner fra Wien, som nu i en årrække har fascineret med sine sensuelle motiver, levende streg og elegante enkelthed.

Samarbejdet med Flowsofly kom i stand som ren serendipitet. Kunstneren fejrede fødselsdag på Resturant Weiss i Bregenz, hvor sommelieren med stort engagement serverede en pet nat og passioneret fortalte om vinhuset bag— vinen var 360° og vinhuset Geyerhof. I et inspireret øjeblik kontaktede Flowsofly så Geyerhof over sociale medier og takkede for den berusende gode vin; hvilket afstedkom en invitation til ved selvsyn at opleve oprindelsesstedet og menneskene bag. Besøget blev en sand øjenåbner, da begge parter viste sig at have en forkærlighed for såvel kunst som naturen. Et samarbejde om kunst med udgangspunkt i Geyerhofs gamle gård og nutidens naturnære dyrkningsformer kom på tale. Timingen kunne næppe have været bedre, for Josef og Maria var netop i gang med at udvide Geyerhofs mere spælske sortiment fra kun pet nat’en til tre yderligere naturvine— og navnet var Hofstudien.

“Vores mål var at afspejle hver vins egenskaber, dens tekstur og sjæl i kunstværkerne. Vi føjede så nogle linjer poesi til, som jeg fik lov til at skrive for at fortælle historien og give inspirationen videre,” fortæller Flowsofly.

Donauriesling

Donauriesling er en østrigsk krydsning af Riesling og Freiburg 589-54, som selv er en krydsning af Seyve-Villard 12-481 og Freiburg 153-39, sidstnævnte en krydsning af Gutedel og Grauburgunder. En lignende krydsning af Riesling og Freiburg 589-54 er den tyske Johanniter fra Freiburg, som altså er en slags tysk tvilling til Donauriesling. Foruden vinifera-gener indeholder sorterne gener fra de vilde vitis aestivalis, vitis cinerea og vitis rupestris.

Donauriesling blev frembragt af lektor Ferdinand Regner på vinskolen i Klosterneuburg nord for Wien i 1978 og kom med en vis forsinkelse i cirkulation efter 1990, da den ellers var gået lidt i glemmebogen på forsøgsstationen, og man ellers ville have ryddet bestanden; men kvaliteten af vinen havde vist sig fin nok, og siden 2012 har den været godkendt til kvalitetsvin i Østrig— i dag med knapt 55 hektarer, hvoraf den ene er hos Geyerhof— og den findes nu også i Tyskland og sågar Sverige.

Dens fortrin er først og fremmest højere og mere pålidelige udbytter end Riesling, især grundet en stærk modstandskraft mod meldug og ædelråd— og det til trods for sortens sene modningstidspunkt. Desuden er den særdeles froststærk; men omvendt er druerne ømtålelige over for direkte, stærk sol. Der skal dog tyndes ud i klaserne for at opnå højere kvalitet og god koncentration; dog ikke for meget, da den har en vis tendens til bitterhed.

Ligesom Riesling har Donauriesling ret små druer, hvilket giver en god ratio af frugtkød og most i forhold til skaller og kerner, tørstoffer og fenoler; og som Riesling har den høj syre og en potentielt ret righoldig frugt i både duft og smag. Lighederne skal ikke overdrives, men hos dygtige dyrkere som familien Maier er de omvendt ikke til at overse. Af andre gode producenter kan nævnes selveste Willi Bründlmayer fra Langenlois i Kamptal samt Josef Bauer fra Grossriedenthal i Wagram. Men tilbage til Geyerhof:

Hofstudien Donauriesling 2021 er høstet fra marker lige ved siden af vingården i Oberfucha og som nævnt presset af hele klaser på den lille kurvepresse, spontant gæret og modnet halvt på træfad og halvt på ståltank. Det er en saftig og syrligtsød fornøjelse, fuld af modne ferskner og milde honningnoter, en forfriskende, rank syre og helt og holdent i balance. En forbilledlig fortolkning af en ny sort, så den smager som var den en af de gode gamle. Det er der fremtid i. Som flaskens medfølgende digt forkynder: “Jeg er kun et øjeblik i dette landskabs historie. Men dets fremtid afhænger af de frø og nye idéer, jeg planter i dag.”

Flaske: Hofstudien Donauriesling 2021  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Donauriesling  
Jordbund: Lehm, sand og grus
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: ViniPortugal / Greatwine 
Pris: 199,-  

Summen af sommer

Halvøen Istrien er et yndet feriemål med sine stenede kyster omgivet af det azurblå Adriaterhav og med et frodigt grønt indre, hvor bakkerne ruller blidt, beklædt med trøffelfyldte egeskove, olivenlunde og vinmarker badet i sol. Druesorten, som befolker godt to tredjedele af markerne er den lokale Malvazija, som selv emmer af sol og sommer— med sin fine duft af akacie- og lindeblomster og milde smag af modne citrusfrugter, saftige pærer og ferskner. Malvazija er en mageløs sommerdrik i sine lette og enkle aftapninger, mens der er mere substans og solnedgangsfarver i de fadlagrede og skindfermenterede varianter.

Istriens indre er præget af grønt bakkeland bestrøet med olivenlunde og vinmarker; og de omkringliggende skove gemmer på masser af trøfler. Foto: Vinistra

Særegenhed og sammenhold

Istrien ligger i toppen af Adriaterhavet, mellem Trieste- og Kvarner-bugterne og omgivet af havet mod vest, syd og øst, mens det subalpine indland ligger mod nord. I dag er størstedelen af Istrien en integreret del af Kroatien, mens den nordligste del hører til Slovenien og en lille bitte snip over mod Trieste til Italien. Men i et længere tilbageblik har øens diverse tilhørsforhold været jugoslavisk, italiensk, østrigsk-ungarsk, venetiansk og i hine tider romersk. Især tiden under Habsburgerne og venetianerne har sat sit tydelige præg på lokalkulturen, og man ser og hører stadig hyppigt italiensk. Tilnavnet ‘druga Toskana’, det andet Toscana, er ikke skudt helt ved siden af, hverken landskabet eller kulturen taget i betragning. Men man ser sig først og fremmest som ‘istriere’ og dernæst som etnisk italienske, slovenske eller kroatiske.

Vinavlens historie i Istrien går mindst tilbage til romersk tid. I dag er Istrien det mindste af Kroatiens fire overordnede vinområder (officielt er det Istrien og Kvarner, hvor Kvarner-bugten og øerne Krk og Cres tæller med) med omtrent 3.000 hektarer vinmarker; men Istrien alene talte før vinrodlusens hærgen hele 44.000 hektarer. Markerne fordeler sig over hele halvøen men særligt ud mod vestkysten og op i omkring 400 meters højde inderst. Størstedelen af de dyrkede druer går i dag til produktion af kvalitetsvin, og det er den hvide Malvazija Istarska, der dominerer, med den røde Teran som sin nummer to.

Hele halvdelen af områdets vinhuse er medlemmer af den istriske vinmagerforening Vinistra, hvis erklærede formål er fremme samarbejde og højne kvaliteten af de lokale vine samt sprede kendskabet til dem og gøre dem tilgængelige og anerkendte internationalt. I dag tæller den mere end 120 medlemmer, en meget stor andel af hele halvøens professionelle vinscene, og de høster vin fra over 3.000 hektarer. Foreningen kom til verden i 1994, kun tre år efter Kroatiens uafhængighedserklæring og stadig under Hjemlandskrigen, som først afsluttede i 1995. Istrien gik forholdsvist urørt gennem skærmydslerne, og de tætte forbindelser til især Italien har været behjælpelig med at konsolidere områdets gryende turist- og vinindustri. I dag er det fredeligt ferieland og fremragende hvidvinsland.

Malvazija Istarska

Den istriske Malvazija er, trods navnet og andre ligheder, helt sin egen. Faktisk synes den samlede familie af såkaldte Malvasia-sorter at være forbundet af familieligheder snarere end af nogen fælles forfar eller fælles oprindelse. Oftest siges de stadig, mod bedre vidende, at stamme fra Grækenland, hvor de skulle være skibet videre ud i Middelhavet fra Monemvasia på Peloponnes; og deraf navnet. Det kan genetikere afvise. Dog er der i Italien et stort overlap mellem de mange Malvasia di Somewhere-sorter, der dyrkes rundt omkring på fastlandet og øerne. De fleste sorter, som går under navne som Malvasia, har i vid udstrækning det til fælles, at de er forholdsvist aromatiske og har en tendens til at kunne tilfredsstille den søde tand— således den mørke Malvasia på Madeira, den gyldne passito fra de lipariske øer eller den decideret duftende Malvasia di Candia Aromatica fra det nordlige Italien. I nærværende sammenhæng er der bare det, at de ikke er bevist hverken nært eller fjernt relateret til den istriske Malvasia. Malvazija Istarska er noget for sig, omend den med sit eget præg deler visse væsentlige træk med sine navnesøstre.

Malvazija har typisk en fin note af orangeblomst, akacieblomst eller akaciehonning i duften. En smag af saftig stenfrugt med en mild og behagelig bittertone og et salt svirp i eftersmagen. Egenskaber, som til sammen gør den opkvikkende og appetitvækkende, hvad end frugten er pære, fersken eller abrikos; syren moderat eller meget mild; og dens øvrige spektrum af mulige noter, blomstrede, urtede, krydrede, mineralske er til stede eller ej. Kernen er det florale, sprøde, bitre, salte. Har man først smagt en håndfuld Malvazija’er, kan man let genkende druens signatur, ligesom det er let med f.eks. Albariño.

Tre typiske vintyper tegner dens profil: En let og læskende, en fyldigere og ofte fadlagret version samt de macererede og meget madvenlige orange udgaver. Førstnævnte er en oftest koldgæret vin direkte fra ståltanke, som har slank og saftig frugt og fungerer perfekt som aperitif, tørstslukker ved stranden eller poolen eller på bardisken til en snack. Den modnere stil med modning på gærresterne opgraderer Malvazija til en mere teksturbetonet og kompleksere vin, der som regel også lagres en tid på træfade af eg eller den lokale specialitet akacie. Her er der vin til værdsætte de finere nuancer, til at fordybe sig i flasken eller sætte gode istriske fiske- og skaldyrsretter på bordet. Den går også glimrende med den gode lokale pršut, en lufttørret skinke, som minder meget om sine italienske fætre fra San Daniele eller Parma. Er vinen modnet på akaciefade, får man ofte mere dybde og større lagringspotentiale. Endelig er der de mere eller mindre macererede vine, hvis gyldnere glød og mørkere smagsunivers med tørrede abrikoser, vildblomsthonning og nødder klæder alt fra føromtalte skinker over pastaretter med trøffel til helstegt pattegris eller det, der er værre.

Malvazija Istarska er sin helt egen og i den egenskab også identitetsskabende for istrisk vin. Foto: Vinistra

Kom sommeren i møde

At italienerne længe har hævdet Malvazija som deres egen er vel i sig selv en vis anerkendelse af kvalitet, i hvert fald i visse kredse. I visse kredse er det omvendt også god latin at le af påståelige, rethaveriske folk, som rager til sig af naboernes goder for egen vindings skyld. Ikke sagt at det er tilfældet med Malvazija men antydningen er hermed givet videre, Vi så godt som ved med sikkerhed i dag, at den eksakte oprindelse for Malvazija er Istrien, og at den som nævnt ikke er i nærheden af nært beslægtet med nogen kendt italiensk eller græsk sort.

En yderligere anerkendelse af Malvazija som en særlig sort og en vin med særegne egenskaber og af høj kvalitet er senest kommet i form af et særligt Malvazija-glas fra den østrigske glasskaber Georg Riedel. Glasset er udformet af Riedel i samarbejde med 50 kroatiske branchefolk, lige fra vinbønder, restauratører, sommelierer og vinskribenter, som sammen skabte en prototype. Glasset havde verdenspræmiere på en masterclass på Vinistras vinmesse i 2013 med Georg Riedel selv som Sprechstallmeister.

Vinistra er en lang kæde med gennemgående stærke led, alfabetisk kan anbefales Anđelini, Benvenuti, Coronica, Cosetto, Damjanić, Degrassi, Dobravac, Domaine Koquelicot, Fakin, Matošević, Medea, Pilato, Tomaz og Vina Vivoda. Hvis ikke man da målrettet går efter de decideret økologisk certificerede producenter som Bastiàn, Kabola, Kadum, Monterosso, Omo, Stancija Collis eller Veralda; eller gennemførte naturvinmagere som Clai, Ipša og Roxanich.

‘Perfect poolside wines’ er hvad en veninde ved blindsmagning begejstret udbrød om et par unge Malvazija vine fra ovennævnte producenter; og som sommelier, eksamineret med diploma og mange års erfaring som både bartender og strandløvinde må vi hellere tage hendes ord for gode varer. Alternativt kunne det være Moreno Corenicas snorlige og stålsatte aftapning, som altid vækker lykke hos mig med sin milde akacieduft, fine citrusfriske frugtsmag, glasklare renhed og syrlighed og mineralske efterspil.

Flaske: Malvazija 2021
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 125,-