Viewing entries tagged
2016

Bjergtagende Boca

Comment

Bjergtagende Boca

Realiteterne var hyldet i tåge men forventningerne forunderligt klare.

Mine første erfaringer med Nebbiolo var skriftlige. Som ganske ung læste jeg med længsel om druen og dens berømte vine fra Barolo, længe før jeg stiftede bekendtskab med vinen i levende live og selv fik smag for sagen. Druen, der tog navn efter de sagnomspundne piemontesiske tåger, som den sendrægtigt modnede i; og hvis vin først modnedes efter lang tids lagring i store, gamle fade og gerne flere år på flaske. Et besvær, man alligevel og glædeligt begav sig ud i, vakt af løfter om sjældne dufte og smage… af violer, roser og tjære, hvide trøfler, vilde urter og bær, båret af en forfriskende syre og så fine og faste tanninner, at de kunne rette ryg på selv en adelsmand. Kongernes vin og vinenes konge!

Barolo skuffer ikke men skal læres at sættes pris på. Det samme gælder for den ofte en smule mere imødekommende nabo Barbaresco. Begyndervin er det ikke, dertil er strukturen for krævende, men afkastet ved længere tids tilvænning og tålmodig påskønnelse er betragteligt. Alligevel forekommer det mig i dag, efter et par årtiers praktiske erfaringer med mangfoldige flasker, at det forfriskende kølige, raffineret karakterfulde og ikke mindst de fortryllende dufte— især de sarte roser og violer, skovjordbær og trøffelemmende muld— oftere er at finde uden for Langhe-provinsens to berømte B’er og snarere længere mod nord, eksempelvis i Novara-provinsens betagende kommune Boca. Den er beliggende lige midt i Alto Piemonte og sammen med andre gamle appellationer som Ghemme og Gattinara et levende mindesmærke om en lang tradition for finere vinavl, længe før Langhe blev besunget skrev man i 1300-tallet om Boca som en stor vin langt tilbage i tiden. Men mere relevant er nok, at disse nordlige områder nu er vågnet efter årtiers tornerosesøvn og i højeste grad har fremtiden for sig.

Det var gensmagens glæde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af igen at lade proppen gå på et par flasker god vin fra familien Sertorio på Podere ai Valloni i bemeldte Boca. Gården har de drevet siden 1980, fra 2014 som certificeret økologisk vinbrug og senest med et skærpet øje for bæredygtighed i bredere forstand; men hele vejen igennem med sans for kvalitet og især Alto Piemontes og Bocas særegne kvaliteter: En kølighed, som gør vinen saftig og sart, en vulkansk jordbund, som stækker væksten og giver vinene spænding og kompleksitet, en elegant kombination, som er sælsom og dragende som drømmenes Nebbiolo.


Podere ai Valloni

Den nuværende gård er grundlagt af Guido og Cristiana Sertorio i 1980 på det landsted, hvor advokaten Giovanni Battista Finazzi fra Maggiora midt i 1800-tallet slog sig ned og etablerede en egentlig vingård. Hans efterkommere og efterfølgere fortsatte vinavlen, og med lanceringen af Bocas egen DOC i 1969 blev gårdens marker medregnet i appellationen. Desværre fortsatte områdets nedadgående tendens og markernes forsvinding helt frem til firserne, hvor familien Sertorio overtog gården og genoptog produktionen, på et tidspunkt hvor Boca var på nippet til helt at forsvinde med kun en håndfuld hektarer tilbage. Podere ai Valloni var således første og indtil langt senere eneste producent af Boca DOC. Det begyndte at give genlyd i 1987, hvor den navnkundige gastronom og vinskribent Luigi Veronelli var den første til at lovprise deres vins kvalitet og fremføre dens løfte om en genopblomstring af det historiske område. Det var stadig et helt årti før, en vis schweizisk vinhandler ved navn Christoph Künzli i 1998 overtog en historisk ejendom fra en anden lokal legende i Boca, en vis Antonio Cerri, og søsatte vinhuset Le Piane.

Høst hos familien Sertorio. Nebbioloen bringes i hus

I dag drives Podere ai Valloni af deres datter Anna Sertorio og hendes mand Andrea, med hjælp fra henholdvis generationen før og efter. De viderefører arven med husets signaturvin Vigna Cristiana, plantet af og opkaldt efter moderen, samt de lettere men ingenlunde ringere Gratus og Sass Russ. Vine, der er lette på på, ranke i ryggen og faste i kødet. Koncentration og kompleksitet mangler de heller ikke. Høstudbytterne holdes nede på under 45 hl per hektar, det halve af det tilladte, og ikke meget mere end 3,5 hektarer bliver det derfor blot til omtrent 12.000 flasker årligt.

Et veletableret og vidt respekteret navn er ai Valloni for længst, og langt om længe er den internationale opmærksomhed igen begyndt at rette sig mod både Boca og Alto Piemonte i almindelighed. Drevet ikke mindst af længslen efter autentiske og lettere rødvine, som er eftertrængte oven på et par årtier i Parkers vold, men som desværre samtidigt bliver sjældnere i skyggen af den globale opvarmning.


Boca

Landsbyen Boca ligger på en 400-500 meter hævet bakketop, ikke meget højere end mangt en mark i Langhe, men den ligger de langt højere bjerge nærmere, og omgivelserne er anderledes ufriserede, omgivet af skov og vildnis i den nydelige naturpark Parco Naturale del Monte Fenera. Ikke langt syd for ligger Pianura Padanas tågede sletter og syd derfor de velkendte rismarker ved Vercelli og Novara; og længere mod nord ligger mægtige Monte Rosa og de egentlige Alper på den anden side af den schweiziske grænse. Bocas vinmarker, som nu tæller næsten 25 hektarer, ligger i mellem 300 og 550 meters højde, holdt køligt og forholdsvist tørt af faldvinde fra bjergene.

Områdets overordnede karakteristika er, at det er beliggende i det sammenfaldne krater af den for længst udslukte supervulkan Valsesia. Denne gamle kæmpe var aktiv for 300 millioner år siden, men dens base blev skubbet op igen under den alpine orogenese for godt 70 millioner år siden. Boca befinder sig på den ene side af dens caldera, Ghemme og Gattinara på den anden. Det betyder, at grundfjeldet her er præget af basalt og porfyr, i Bocas tilfælde især pink og purpor porfyr. Derpå er dannet humusarme, sandede og ganske sure jordbunde, ofte med pH på 4 eller endda derunder. Alt sammen i tydelig kontrast til Langhes langt mere basiske, kalkholdige, sedimentære jorde.

Ret skal være ret, det er ikke ren Nebbiolo, der flyder fra en flaske Boca. I tråd med områdets tradition skal Boca DOC også bestå af mindre mængder Vespolina og den særlige sjældenhed Uva Rara, lokalt også kendt som Bondarda Novarese. Små stænk, som er med til at komplementere Nebbiolo, der i disse omgivelser bliver mindre righoldig end i Langhe. 70-90% Nebbiolo giver sarte røde og vilde bær som skovjordbær, brombær og slåen, mens Vespolina byder ind med sursøde kirsebær, vilde blomster og et tydeligt pebret præg; og Uva Rara, som dulmer med søde mørke bær. Alto Piemontes historisk vigtige opbindingssystem, den såkaldte ‘maggiorina’, er opgivet i Boca, hvor stokkene i stedet generet beskæres og opbindes som Guyot.

Efterårsstemning

Der er lav sol, gyldent løvfald og skovens dybe, stille ro over Podere ai Vallonis vine. Noget på en gang afslappet og alvorligt, som i samspil glæder ganen og løfter sindet. Det skyldes dels terroiret og de lokale traditioner, dels et seriøst stykke håndværk, med lang tids økologisk dyrkning, manuel høst, spontangæring og tålmodig modning af vinene. De er alle særdeles anbefalelsesværdige og lagringsværdige, og så gør det kun glad at se dem fyldt på stilige letvægtsflasker af genbrugsglas og smukt designede etiketter af genbrugspapir. Det er klasse.

Sass Russ 2023 er i det muntre hjørne med en dejlig duft af blomster, jordbær og hindbær. Frisk og saftspændt i munden med masser af syrlige jordbær, blodappelsin og rød grapefrugt, fine men faste tanniner og et behageligt tørt finish. Appetitvækkende. Vinen er opkaldt efter de røde porfyrsten i markerne og består af 80% Nebbiolo og 20% Vespolina med små fire dages maceration på ståltanke og et års modning på samme. Alk.: 13%

Gratus 2020 signalerer en smule alvorligere miner, med modne jordbær, hindbærbolcher, syltede kirsebær og Kongen af Danmark. Spændstig med en vis saftighed, fin fylde og velrundede tanniner, let lakridsede og pebrede noter i eftersmagen. 85% Nebbiolo og 15% Vespolina med godt otte dages maceration på ståltanke og et års modning på store slavonske træfade. Alk.: 13,5%

Vigna Cristiana 2016 er ikke overraskende husets mest udtryksfulde vin og indbegrebet af Boca: Nobel næse med modne skovbær, skovbund og æteriske strejf af urter, krydderier og røgelse. Både bær og urter følger trop i smagen, ledsaget af blommeskind, læder og nyslået hø. Mægtig struktur med mundvandsdrivende syre, salt sprødhed og et væld af fine tanniner; men modnet, i mageløs balance og med fornem længde. Måske det skyldes de snart 50 år gamle stokke og skråningens karge jordbund med masser af porfyr. Druerne er høstet midt i oktober måned, 70% Nebbiolo med 20% Vespolina og 10% Uva Rara. Spontangæring med tre ugers skinkontakt på ståltank, tre års modning i store slavonske fade. Flasket ufiltreret og med mindst et års flaskemodning før frigivelse. Alk.: 13%

Desværre ikke i dansk distribution for tiden, men det både kunne og burde ændre sig.


Flaske: Vigna Cristiana 2016
Vinhus: Podere ai Valloni  
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Druer: Nebbiolo,
Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Sand, porfyr
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 400,-

Comment

Kuvlakhe

Comment

Kuvlakhe

Et karakteristisk træk ved kroatisk vin er dens mangfoldighed. Landets liden størrelse til trods er variationen stor, såvel i landskab og klima som i mere kulturelt bestemte forhold som dyrkede druesorter og lokale traditioner. Det skyldes ikke mindst Kroatiens omtumlede fortid, dets nyligt genvundne selvstændighed og en hævdvunden vinkultur, som i dag står stærkere end nogensinde før; og en af dens vigtigste vinpersonligheder er Vlado Krauthaker.

En mand og hans land

Krauthaker kommer oprindeligt fra Štrigova i vinområdet Međimurje i det nordligste Kroatien, på grænsen til Slovenien og Ungarn. Men allerede som ung slog han sig ned i Slavonien i det østligste Kroatien, efter han i begyndelsen af 1970’erne som student havde fået et stipendiat til at arbejde for det velrenommerede vinkooperativ i Kutjevo, som til stadighed er Slavoniens største vinproducent. Efter en årrække som vinmager her valgte Vlado Krauthaker dog at gå egne veje, da Kroatien i 1991-92 løsrev sig fra Jugoslavien, og den statslige styring af landets vinbrug blev liberaliseret. Han etablerede sig som selvstændig vinbonde, og for at gøre en lang historie kort er hans ene oprindelige hektar vinmark nu udvidet til 45 hektarer, og druer fra yderligere 65 købes på kontrakt. I mellemtiden har han etableret sig som Slavoniens og en af Kroatiens dygtigste og betydeligste vinmagere— med en imponerende bred og dynamisk portefølje. Seneste tilføjelse er serien Kuvlakhe, og navnet signalerer signaturvin: Kuvlakhe = Ku-vla-khe = Kutjevo, Vlado Krauthaker. Her kreerer han skindfermenterede hvidvine på særligt udvalgte sorter for at gentolke Kutjevos terroir. Mere om dem senere.

Vlado Krauthaker er et koryfæ i kroatisk vin. Her ved en hytte i vinmarkerne ved Kutjevo. Foto: Ana Hozjan

Slavonien er i international vinsammenhæng nok bedst kendt for de egetræsfade, som fremstilles af træer fra områdets store skove, og som spiller en særlig rolle især i Italien— tænk blot på vinene fra Veneto, Toscana og Piemonte. Men området er også udmærket til vindyrkning og var et kraftcenter for jugoslavisk kvalitetsvin. Allerede romerne anerkendte det gode landbrugsland i den såkaldte Požega-dal (Požeška kotlina), som de derfor døbte Vallis Aurea, ‘den gyldne dal’. Dalen udgør en mindre del af den store pannoniske lavslette (Panonska nizina) mellem de dinariske Alper i vest og Karpaterne i øst, omsluttet af de små slavonske bjerge Dilj, Psunj, Papuk og Krnduja. Klimaet er kontinentalt og ret regnfuldt, hvilket dog i sammenhæng med de mange solskinstimer og en næringsrig jordbund gør den ret frugtbar. I løbet af 1200- og 1300-tallet lagde forskellige munkeordner grobunden for områdets nuværende vitikultur, og allerede i 1232 færdiggjorde cisterciensermunke Kutjevos store vinkælder, som har været i brug lige siden. Netop Kutjevos placering ved Krndijas sydvendte skråninger gør området særligt godt egnet til vinbrug; og som Krauthaker og andre lokale ikke er sene til at påpege, så ligger Kutjevo på 45.3 grader nordlige bredde, ligesom det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte og Rhône, Bordeaux og Oregon. Sammenligningsgrundlaget er med andre ord i orden.

Slavonsk vinbrug er nærmest synonymt med Graševina, en sandsynligvis indfødt grøn druesort, der i mellemtiden er blevet vidt udbredt i store dele af det centrale og østlige Europa under navne som Welschriesling, Olaszrizling, Riesling Italico og Rizling Vlašský. Graševina er ikke kun Slavoniens men faktisk hele Kroatiens mest plantede druesort (på godt en fjerdedel af landets vinmarksareal) og står bag behageligt tørre vine med en mild og saftig frugt og ofte fint florale noter.

Krauthaker mestrer den i diverse aftapninger, som alle er værd at stifte nærmere bekendskab med. Mest imponerende fra Mitrovac, fra enkeltmarken af samme navn, en imponerende rund, balanceret og dyb vin med stort lagringspotentiale. En anden spændende fortolkning er hans skindfermenterede Kuvlakhe Graševina. Han lader det dog ikke blive ved det, i alt dyrker han 38 forskellige sorter. Foruden Graševina og områdets andre traditionelle sorter som Riesling, Silvaner og Pinot-sorterne er det f.eks. Sauvignon, Viognier, Syrah, Nebbiolo og Zinfandel!


Georgisk genoplivning

Igennem årene har Krauthaker videre- eller genindført gammeldags dyrkningsformer som miljø- og klimavenlige alternativer til moderne konventionelt vinbrug. Han har blandt andet bragt brugen af heste i vinmarken tilbage, og der benyttes udelukkende økologisk husdyrgødning og kompost i markerne. Skridtet til certificeret økologisk vinbrug har Krauthaker dog ikke taget endnu. Dertil er de klimatiske forhold i Slavonien efter sigende stadigt for udfordrende for et vinbrug i hans størrelse.

I 2009 foretog Krauthaker det, man vel kan kalde en vinøs pilgrimsrejse, til landet, som kaldes vinens vugge, Georgien. Turen gjorde et dybt indtryk på ham, og allerede året efter begyndte han at eksperimentere med lang skindkontakt på udvalgte hvidvine— en praksis, som langt fra er ukendt i andre dele af Kroatien. Kuvlakhe er som nævnt et anagram for Kutjevo og Vlado Krauthaker, stedet og manden; og som mester i Graševina kastede sig først over denne drue til Kuvlakhe-vinene, og første årgang blev flasket i 2011. Den flotte årgang 2015 fremstår med mild smag af saftigtsøde tørrede abrikoser med let støvede, jordede og krydrede noter, nydelige tanniner og en behagelig syre.

I de følgende år er fulgt flere versioner med andre druesorter, forskellige fadtyper og forskellige længder på skindkontakten. To-tre-fire måneder er normalen, der benyttes ståltanke, træfade og amforaer, og foruden på Graševina kommer Kuvlakhe på Zelenac, Manzoni og Verduzzo. Igen et tegn på Krauthakers fryd ved afveksling og eksperimenter. Stilen er endda faldet så meget i hans smag, at han helst kun drikker Kuvlakhe nu; og selvom datteren Martina og svigersønnen Ivan i dag har overtaget det meste af driften, er det stadig den gamle, der tager hånd om de georgisk inspirerede vine.

Der benyttes adskillige typer af beholdere i Krauthakers kælder. Ståltanke, store og små træfade i forskellige former, og amforaer som seneste skud på stammen. Foto: Thomas Bohl



Zelenac Kutjevo a.k.a. Rotgipfler

En af de mange sorter, som Krauthaker har kastet sin kærlighed på, er den gamle, lokale specialitet Zelenac Kutjevo, alternativt Zelenac Slatki og i daglig tale blot Zelenac. Det er imidlertid et synonym for den en smule mere velkendte sort Rotgipfler, som kendes fra Østrigs Thermenregion, hvor den trives omkring Gumpoldskirchen og ofte blandes med den ligeledes eksotisk aromatiske Zierfandler.

Krauthaker forfægter selvfølgelig synspunktet, at sorten rent faktisk stammer fra Slavonien, hvor den i sin tid var vidt udbredt til såvel søde som tørre hvidvine; men efterhånden forsvandt den derfra, måske fordi den er forholdsvis krævende at dyrke. Krauthaker plantede igen sorten omkring Kutjevo i 1995, og i dag fremstiller han flere fremragende af slagsen. Zelenac Kutjevo 2020 er mildt duftende af gule roser og har en saftig, sødmefuld og fyldig frugt med litchi, fersken, mild mandelbitterhed og en let karamelnote. Fra marken Rosenberg kommer en koncentreret enkeltmarksudgave og endeligt er der den seriøst skindfermenterede Kuvlakhe-version. Læs mere om Rotgipflers oprindelse og brug i orangevin her.

Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016 flyver op af glasset med gule roser, safran og ferskenskind, og i smagen tillige abrikoser i alle afskygninger, saftige friske, de tørrede og kernerne, behagelige bitternoter og fint støvede tanniner. Syren smelter sammen med dens bløde creme af fine tørstoffer, og det hele virker ret harmonisk. Måske derfor at manden selv helst drikker denne slags vin nu; og derfor heller ikke sælger vinen andet end på selve vingården. Så man må selv møde op hos Vlado Krauthaker, hvis man vil smage Kuvlakhe — men den er heldigvis en sviptur til Slavonien værd!


Flaske: Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016
Vinhus: Krauthaker  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Rotgipfler  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Kun tilgængelig på vingården  

Comment

Den ungarske vulkan

Comment

Den ungarske vulkan


Selvom Somló er det mindste af Ungarns 22 vinområder, fremstilles her vine med stor personlighed, i hine tider anset som på samme niveau som vinene fra Tokaj. Grundlaget er vulkansk jordbund, og der dyrkes så godt som udelukkende grønne druer, og det især af gamle, indfødte sorter som Juhfark, Furmint, Hárslevelú og Olaszrizling. Efter mange års stilstand, er der igen udbrud undervejs i Ungarns og Somlós vine, og Kreinbacher er en af de mange gode producenter, hvis vine er værd at stifte nærmere bekendskab med.


Vulkansk jord og sjældne sorter

Somló ligger i den vestlige del af Ungarn, vest for Donau og et stykke nord for Balatonsøen. Centrum er den vulkanske bjergryg af samme navn, et lille basaltisk bjerg på 431 meter, der skyder op i det ellers ret flade landskab. Godt 450 hektarer vinmarker smyger sig rundt om selve kuplen, der brød op gennem det pannoniske hav for omkring 400 millioner år siden. Det omkringliggende landskab er gammel havbund, hvis sandsten og kalksten i de mellemliggende millioner af år er eroderet væk; mens den barske basalt har modstået tidens tand og stadig troner som et minde om den fjerne fortid.

I en knap så fjern fortid var Somlós skråninger beklædt med kornelkirsebærtræer, på ungarsk húsos som, som bjerget og området skylder sit navn. I dag er selve bjerget et beskyttet naturområde. De omkringliggende jorde er præget af erosionsmateriale fra bjerget, sort og rødlig basalt som sten og sand samt tuf og senere deponeret materiale som løss; og de er særdeles velegnede til vinmarker.

Såvel som kildevandet fra vulkanske områder, har man tilskrevet vinene helbredende virkninger. Et grundigt indtag af områdets signaturdrue Juhfark skulle ikke kun klare fordøjelsen og holde blodmangel fra døren men havde også ry for at sikre mandligt afkom, og af den grund var vinen hos Habsburgerne hyppigt brugt som bryllupsvin, særligt Maria Theresia skulle have drukket den flittigt, ligeledes den engelske dronning Victoria. Deraf også dens gamle tilnavn a nászéjszakák bora, bryllupsnattens vin; men vinene var også til dagligdags brug og nød generel popularitet i Østrig-Ungarns storhedstid.

Intet varer evigt, og to verdenskrige og en kold krig tog næsten livet af vinbruget i Somló, som først er kommet til sig selv igen efter jerntæppets fald og Ungarns indtræden i EU. Omkring årtusindendeskiftet udvidedes området med de to omkringliggende vulkanske kupler Kissomló (‘den lille Somló’) og Ság, så i dag tæller hele området samlet 832 hektarer vinmarker. Hen imod 3.000 vinbønder virker i området, så især i det centrale område er markerne meget parcellerede.

somlói borvidék szőlőültetvény.jpeg

Klimaet er kontinentalt med ret solrige og varme somre; men de lokale sorter er vokset op under disse forhold og bibeholder en frisk syre til trods for det varme vejrlig. Olaszrizling, også kendt som Welschriesling, er den vigtigste sort i Somló. Furmint og Hárslevelü, som vi kender fra Tokaj og kan finde i det meste af Ungarn, udgør også en vigtig andel. Juhfark er stort set kun at finde i Somló, sandsynligvis dens hjemstavn, men indtil midten af 1800-tallet blev den dyrket i store dele af Ungarn. I dag er der ikke meget mere end 150 hektarer tilbage, og langt de fleste er i Somló.

Ungarn tåler ubetinget at blive taget mere seriøst som vinland igen. De har ikke kun fortiden med sig, ganske mange vinområder og vinbønder er tilbage i topform. Er man ikke lige på langs i Ungarn, kan de endnu være svære at opdrive; men gå på udkig efter rødvinene fra Sopron, Villány og Eger og hvidvinene fra Balaton, Somló og Tokaj. Som supplement til sine traditionelt ædelsøde vine fremstiller man i dag fremragende tørre hvide i Tokaj. Men det var Somló, vi kom fra, og her bør vinene fra Jószef Kreinbacher, Imre Györgykovács, Támas Tornai, István Inhauser, Somlói Vándor og Royal Somló Vineyards være med på to-do-listen.



Kreinbacher og lammehalerne

Jószef Kreinbacher var vild med vin og ville gerne fremstille sin egen. Så enkelt var det, og det har han så gjort på professionelt plan siden 2002. Planen var oprindeligt et lille vinhus i størrelsesordenen fem-ti hektarer. Det er dog endt med at blive til 48 hektarer, og som om det ikke var nok, indkøber han også druer fra 25 hektarer hos naboerne. Hans egne marker er under økologisk omlægning.

Evnerne følger heldigvis med ambitionerne. Druerne forarbejdes til fine, tørre hvidvine; mousserende vine på den klassiske metode med andengæring på flaske; og rødvin på Syrah. Størstedelen sælges stadig på hjemmemarkedet, men øjnene er rettet mod eksport. Regionalitet og kvalitet er i højsædet: Altså finder vi hos Kreinbacher fine, tørre hvidvine med ren frugt, god syre og en salt mineralitet. Fremragende Furmint men måske af særlig interesse er den lokale specialitet Juhfark, som kan være karsk og syrerig i de forkerte hænder men forfriskende og forfinet i de rette.

Juhfark kendes i Østrig som Lämmerschwanz. Navnet betyder på begge sprog ‘lammehale’ og er en hentydning til klasernes udformning: Som de hænger på planten ligner de lange, smalle klaser, ofte med spidsen på sned, lammerhaler. Der er dog intet uldent over Juhfark, da udbytterne er ret gode og kvaliteten kan være i top. Klaserne er store og tætte men druerne forholdvis små, men samme forhold gør den ømtålelig for meldug og råd, så den kræver megen pleje i marken. Måske derfor er den faldet i unåde i moderne tid, men på vej tilbage er den nu— for som man altid har vidst i Somló, så lagrer og modner Juhfark med ynde.

Kreinbacher Juhfark Selection 2016 åbner langsomt op for duftende hvide blomster, gule æbler, en mild grapefrugtbitterhed og måske et let urtet strejf. I munden er den en lind saft med syrerig nerve, friske æbler, pærer og kvæder, en smule grapefrugt og et hint akaciehonning. Som duften først diskret og så langsomt mere direkte og udfoldet. Den har en blød, sart substans, milde noter af vanille fra fadet, og runder af med en salt mineralitet. En fornem forfriskning.

Druerne er høstet midt i september, og efter afstilkning og en kort, kold maceration gæres mosten spontant, hvorefter den lagres i franske og ungarske egetræsfade i otte måneder.

Flaske: Juhfark Selection 2016  
Vinhus: Kreinbacher  
Oprindelse: Somló, Ungarn  
Drue: Juhfark  
Jordbund: Løss, sand, basalt
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 100,-  

Comment

Himmel og helvede

Comment

Himmel og helvede


Corin, Miège, Sierre og Salquenen— stednavne fra den øvre del af Rhônedalen så langt mod nord, at vi har krydset grænsen fra Frankrig til Schweiz og bevæget os op mod flodens udspring i Alperne. Her i hjertet af Valais stræber tinderne mod himlen; og måske har de inspireret den stræben mod det højeste, som karakteriserer vinhuset Histoire d’Enfer— trods dets diabolske navn, ‘Helvedes historie’. En negativ klang til trods er det nemlig en positiv fortælling om et succesfuldt nyt foretagende i Valais: Fortællingen om at realisere en drøm, at få det gjort (d’en faire) og om, at det var svært som ind i Helvede (Enfer).

Valais er med sine godt 5.000 hektar det tredjestørste vindistrikt i Schweiz og en af landets vinøse hovedattraktioner. Stejle skråninger op ad bjergene langs Rhône-floden huser her vinmarker i op til 1.100 meters højde. Bjergtagende smukt er det. Bagsiden af charmen er, at hver hektar kan kræve 1.500 timers årligt arbejde på grund af skråningernes stejlhed og vanskelige arbejdsforhold i øvrigt. Men den tørre fønvind sikrer samtidigt solskin og et af de tørreste klimaer til vindyrkning i Europa. Hovednummeret er den saftige og milde Fendant, det lokale navn for vin på sorten Chasselas, den schweiziske nationaldrue. Men adskillige andre druer— lokale specialiteter som internationale kendinge— befolker Valais: Pinot Noir, Gamay, Silvaner, Syrah, Humagne Rouge, Humagne Blanche, Petit Arvine og Païen (Savagnin) for at nævne de fremmeste.

Sådan er scenen sat for Historie d’Enfer. Huset blev grundlagt i 2008 af en flok venner med vin som fælles interesse, ‘de tre musketerer’ Alexandre Challand, James Paget og Patrick Régamey: en “flyvende læge” med en usædvanligt god næse, der allerede i studietiden sikrede ham et bijob i parfumeindustrien; og et par finansfolk med forkærlighed for vin og forbindelser til vinverdenen. Professionel hjælp blev hentet fra først Benoit Paris og siden Alexandre Plassat. Missionen har de fire til fælles: Blikket er behørigt rettet tilbage mod traditionen, men først og fremmest vendt frem mod perfektionen: at få den bedst mulige vin ud af områdets givne råstoffer: Alpint klima, glaciale og alluviale jorde, en håndfuld tilpassede druesorter. Hvert terroir og hver sort, sit udtryk— det erklærede mål er at fremelske det udtryk i de enkelte vine og bringe det til fuldendelse. Elegance, finesse og friskhed er nøglebegreberne. Schweizisk identitet er udgangspunktet, men en burgundisk inspiration er ikke til at overse.

Samlet set dyrker de 7 hektar, og de resulterer i 28.000 flasker årligt: Hvide vine på Petite Arvine, Chassalas, Chardonnay, Silvaner og Humagne Blanche; og røde på Humagne Rouge, Diolinoir, Pinot Noir og Syrah. Markarbejdet er økologisk med biodynamisk inspiration, dog endnu uden officiel certificering. Udbytterne holdes bevidst meget lave. Kælderarbejdet er traditionelt med både ståltanke og træfade i forskellig størrelse; og så er sulfitter noget, man siden 2015 har forsøgt at bruge så få af som muligt.

Schweizerne har deres egen sikre smag for vin. Hvidvinene er således ofte saftige, runde og bløde; komplet malolaktisk gæring er reglen snarere end undtagelsen. Det gør vinene velegnede til den gastronomiske nationalsport, ost i både rå og smeltet form. Desuden mildner det den markante syrlighed, som de køligere områder, Alperne også er rige på, kan fremelske i druerne. Histoire d’Enfer vinificerer efter samme mønster— med pertentligt blik for detaljerne.

Humagne Blanche er et godt eksempel på schweizisk stil og husets formåen. Sorten har hjemme i Valais, hvor den nævnes så langt tilbage som i 1313. Dens storhedstid ligger før phylloxeraen, og med 30 hektar er den en mindre omend stadig betydelig sort i Valais, hvor den heldigvis har fået en mindre renæssance siden 1980’erne. Dens særlige kendetegn er en floral aroma, karakteristisk elegance og mildhed, moderat alkohol samt syre i den lavere ende af spektret.

Humagne er frodig og yder generelt godt men modner sent. Etymologisk går navnet måske tilbage til det græske ‘hylomaneus’, der betyder frodig eller livlig. En folkelig etymologi vil ellers aflede navnet fra ‘vinum humanum’, menneskelig vin på latin, og en tvivlsom romersk oprindelse. Hvad familieforholdene end er, så er de lokale Lafnetscha og Himbertscha afkom, som man kan være så heldig at støde på, hvis man forvilder sig endnu længere op i Alperne.

Historie d’Enfers Réserve stammer fra druer på de kalkholdige jorde omkring Corin. Den dufter let og lifligt af lindeblomster, nyslået hø og gule mirabeller. Saftig og fyldig i munden med moden, rund stenfrugt; gule rosiner, friske mandler og akaciehonning i eftersmagen. Det er en intens og frodig hvidvin, diskret tør med venlig syre, fin stoflighed og mineralsk dybde; bliver hængende længe i munden. Et pragteksemplar!

Lægens anbefaling: Husets hovedperson, den flyvende læge fra Génève, Patrick Régamey kan nok afvise den traditionelle anbefaling af Humagne som ‘ammevin’, et særligt styrkende middel til nybagte mødre. Derfor vil han nu nok anbefale vinen alligevel— vi har godt af den! Historisk har schweiziske læger dog ordineret Humagne og anden fyldig hvidvin tilsat urter som noget at styrke sig på. At vin på Humagne skulle være særligt jernholdig er i hvert fald en skrøne; men nu vi er i den metallurgiske afdeling, så lider sorten for øvrigt selv let af magnesiummangel. Men det er en helt anden historie.

At 500 års schweizisk forbrødring, fred og fordragelighed skulle have kukuret som kulturelt højdepunkt står alene for Carol Reeds og Orson Welles regning. Historie d’Enfer viser med deres vine både høj klasse og vine, der ånder sjælden fred og fordragelighed og alligevel har dybde og spænding.

Histoire d'Enfer Humagne Blanche Reserve 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg


Flaske: Humagne Blanche Reserve 2016  
Vinhus: Histoire d’Enfer  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesort: Humagne Blanche  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vinpusheren  
Pris: 349,-  

Comment