Grüner Veltliner som grundstof

Weinviertel, navnet alene fortæller, at vinen står tæt i landskabet her, men alligevel står vinene herfra ikke tæt på hylderne med østrigsk vin hos de danske forhandlere; og det til trods for at Weinviertel rummer mere end 14.000 hektarer vinmarker, den tætteste bestand af Grüner Veltliner på planeten og landede Østrigs første DAC for vin på netop den drue i 2003. Men nok er Weinviertel en nærmest udtømmelig kilde til Grüner Veltliner i flot og forfriskende kvalitet, men måske især de kvalitative højdespring har manglet. Man er i stedet kommet til at stå en smule i skyggen af Kamptal og Kremstal og ikke mindst Wachau.

Vi befinder os i det nordøstlige hjørne af Niederösterreich i det nordøstlige hjørne af Østrig en smule nordøst for Wien nær grænserne til både Tjekkiet og Slovakiet. Weinviertel er Østrigs største vinregion og hjemstavn for mere end en tredjedel af nationalsorten Grüner Veltliner, som står på halvdelen af markerne. Heroppe bliver den syrefrisk, ret frugtig og fyrig af friskkværnet peber, Grüner Veltliner i en nøddeskal, når den er lavet godt— og en kende vandig, grøn og bedsk, når det går knapt så godt. Man kan ofte savne den frugtige fylde, særlige mineralitet og kompleksitet, som kan opnås i nogle af de ovennævnte områder langs Donau og dens bifloder; men Weinviertels køligere klima og områdets tykke lag løss sørger altid for fast struktur og den klassiske peberkrydring.

Få steder bliver den dog så formidabel som hos Herbert Zillinger i Ebenthal i den sydøstlige del af Weinviertel. Det skyldes dels, at det lokale mikroklima er en smule solrigere og lunere på grund af tørre og varmere vinde fra den pannoniske slette mod øst, en indflydelse, som føles stærkere i denne del af Weinviertel. Dertil kommer, at Herbert har et mangefold af marker omkring både Ebenthal og Ollersdorf med små variationer i elevation, eksposition og jordbundsforhold, så muligheden for variation er stor. Sidst men ikke mindst er manden bare en særdeles dygtig vinbonde og vinmager, der dyrker sine druer biodynamisk og vinificerer dem med kyndig og så nænsom hånd som muligt.

Det hele når sit højdepunkt i topvinen Radikal, en tilbundsgående undersøgelse af Grüner Veltliners inderste væsen, hvor al dens saft og kraft er koncentreret. Den kombinerer på fornemste vis friskhed, elegance og balance med intensitet, kompleksitet og krydring, så den nærmest er et komplet måltid i sig selv— samtidigt med at være noget nær den ultimative, alsidige måltidsledsager.

Grüner Veltliner er grundstoffet i godt en tredjedel af Østrigs vine og halvdelen af Weinviertels, hvor den er så godt som den arketypiske hvidvin. Hos Herbert Zillinger bliver den for tiden til otte forskellige vine. Foto: ÖWM

Fra grønskolling til grøn omstilling

I løbet af det seneste årti har Herbert Zillinger markeret sig som en af de toneangivende vinbønder i Weinviertel, hvor han samtidigt har været bannerfører for biodynamisk dyrkning og en mere naturnær vinifikation. Forveksl ham dog ikke med den ligeledes biodynamiske og naturnære, Grüner Veltliner-formående og Weinviertel-beboende vinbonde Johannes Zillinger. Der er bestemt berøringspunkter de to imellem, og sidstnævntes vine er ligeledes fremragende, så de får spalteplads på et senere tidspunkt; og lige hvad angår Grüner Veltliner overgås Johannes helt bestemt af Herbert.

For Herbert Zillinger er Grüner Veltliner nemlig en slags Grundnahrungsmittel, det daglige brød og den daglige drue. I sit valg af den som hovedsort vedstår han ganske enkelt arv og gæld. Den er og bliver områdets allestedsnærværende sort, således også gennem familien Zillingers tre generationer af vinbønder, og opgaven for en ung vinmager må så være at vise, at han ikke bare kan holde den lokale tradition i live men også løfte den til højere stader.

I en alder af blot 18 år overtog Herbert i 1998 driften af familievingården fra sin far og bedstefar. 7 hektarer vinmarker stod til hans rådighed, faren og bedstefaren før ham havde drevet blandet landbrug, hovedsageligt med korn og kvæg og kun lavet en mindre mængde vin. Herbert besluttede sig snart for at fokusere udelukkende på vinavl, og frem til i dag har han udvidet vinmarksarealet til 16 hektarer. Han overtog officielt firmaet i 2003. Det faglige var hans dels flasket op med hjemmefra, dels havde han forinden taget eksamen fra vinskolen i Klosterneuburg. Her mødte han også sin kommende hustru Carmen, som siden 2007 har taget fast del i driften af vingården; og sammen med Herbert har hun været med til at træffe en række af de afgørende beslutninger for foretagenes udvikling. Deres fælles skærpede fokus blev mere naturnære dyrkningsformer. I 2008 begyndte de omlægning til økologisk dyrkning, og ansporet af deres gode erfaringer dermed, og af talrige samtaler med kolleger fra både nær og fjern, begyndte de at dyrke efter biodynamiske foreskrifter i 2015. Det førte til et medlemsskab af den østrigske biocertificering respekt-BIODYN i 2017.

Gæs guffer sig gennem det viltre grønne bunddække mellem rækkerne i Zillingers vinmarker. Husdyrhold indgår som en integreret del af det biodynamiske vinbrug, hvor en god kompost holder balance i livet i vinmarken: Afskæringer fra vinstokkene, græs, hø og komøg samt tørrede blade af bl.a. brændenælde, kamille, mælkebøtte, padderok og røllike. Foto: Weingut Zillinger

Den biodynamiske certificering blev det afgørende for Zillinger-parret, som har valgt at lade deres vine stå uden for ‘det fine selskab’ i den nationale klassifikation DAC (Districtus Austriae Controllatus), der som nævnt indførtes i Weinviertel fra 2003 og fra 2009 med den kraftigere Reserve-kategori. At lade vinene tale deres eget sprog og gå sine egne veje var vigtigere end at kunne markedsføre dem inden for en bestemt kategori, forklarer de. Ikke at der er noget afgørende galt men klassifikationen, den er bare ikke for dem. Det giver ikke mindst mening i lyset af deres udvikling i de seneste år, hvor de er gået mere og mere i en minimalistisk retning, med mindre filtrering og færre sulfitter, til fordel for alternative gæringskar og længere skindkontakt eksempelvis. Dermed står mange af vinene nu til helt at forlade det officielle østrigske kvalitetsvinssystem, da vinene ikke kan opnå ‘Prüfnummer’ hos de regionale smagepaneler. Forståeligt nok men samtidigt ufrivilligt komisk: På deres kvalitative højdepunkt er Zillingers vine ikke længere ‘Qualitätsweine’.

Som med den grønne omstilling af vingården er Carmen og Herbert ikke hoppet med på nogen naturvinsvogn. Der er tale om en trinvis udvikling baseret på personlige erfaringer, fulgt op af stærke personlige overbevisninger, som skridt for skridt er ført til en grundig ændring af dyrkningsforhold og siden vinifikation. For kun fra kernesunde druer kan man fremstille god vin uden teknologiske og kemiske indgreb; og hos Zillinger er man nu overbeviste om, at det er kongevejen til karakterfulde vine og terroir-udtryk. Ingen modeluner men vine med integritet og individualitet. Man kan kalde Zillingers udvikling en venlig radikalisering.

Grüner Veltliner er ikke enebarn hos Zillinger, desuden dyrker de Weissburgunder og Welschriesling samt de aromatiske alternativer Traminer og Sauvignon; og så er der enkelte røde stænk i form af en smule Zweigelt. De bliver dels til bedre enkeltmarksaftapninger og dels til fornøjelige forfriskninger med drilske navne. I serien ‘Freestyle’ findes således Goldfisch, Popcorn og Toast Hawaii. Den mere klassiske del af sortimentet markedsføres som ‘New Classics’ herunder enkeltmarksvinene og de særlige Grüner Veltliner-studier Radikal og Elementar samt Tramineren Profund, som markedsføres som ‘Edition Z’. Til Zillingers vigtigste enkeltmarker hører Hohes Eck, In Haiden, Steinberg, Vogelsang og Weintalried; men de klassificerede marknavne vil for fremtiden forsvinde fra etiketterne til fordel for fantasinavne på grund af de strenge statslige krav for oprindelsesgaranti.

Som altid angiver viser etikkerne dog vej til stilen: Jo vildere vinen er, desto mere kompleks er etiketten i dekoration og krummelurer; og de mest naturlige og sprælske prydet af ordspil og diverse tegninger.

Grundlæggende, rodfæstet, dybsindigt

Zillinger har i de seneste år fundet deres egen vej frem og perfektioneret deres håndværk, og i dag laver de vine med tydelig terroirdimension og personlig karakter. Det gælder både de mere klassiske og de mere legesyge vin fra hans hånd. Alle besidder de en pikant friskhed og en sjælden substans, ikke mindst hans hovedværk, den gode, gamle Grüner Veltliner, hvis fulde spektrum han afdækker i en håndfuld hver især fremragende vine. Et par nedslag kan tydeligt illustrere spændvidden.

Neuland 2021 er basisvinen, høstet fra flere marker, med druer udvalgt fra de yngre stokke. Ungdommelighed går igen i glasset, det er superfrisk og klassisk Grüner Veltliner fra Weinviertel med læskende lime, grapefrugt og grøn pære, med friskt syrebid, milde urtede noter og ellers helt uden dikkedarer.

Horizont 2021 er ligeledes høstet breden om men fra ældre stokke end Neuland og dermed med en smule større intensitet og kompleksitet. Frisk saft af sprøde grønne pærer, friske grønne druer, citrusfrugt og små strejf af dild, estragon, lakridspulver og hvid peber. God substans, syrefrisk og markant mineralsk. Husets vigtigste vin, af Herbert beskrevet som ‘vores flydende visitkort’.

Hirschreyn 2020 er indbegrebet af Weinviertel, fra hans højest beliggende mark, vindblæst og nordvendt men med det dybe lag løss, som gør Grüner så godt. Syrefrisk og saftig med spændstig grøn frugt, lime, yuzu, grønne reineclauder og fersken, meget stoflig og mineralsk med noter af lakridspulver og urtesalt.

Vogelsang 2020 vokser på løss og sand oven sandsten og kalksten; og netop den kalkholdige jordbund gør den til noget særligt, en kompakt vin som samtidigt fremstår let til bens og særdeles forfriskende. Pære, meloner, mandariner, appelsiner, kvæder, hø, halm og urtesalt forenet i en saftig mundfuld med flot, rund syre og fin stoflig dybde.

Elementar 2016 er Zillingers Orange Veltliner. Vinen så første gang dagens lys i 2014 og er på druer høstet sent på den stejleste, kargeste og køligste del af Vogelsang. Gæret med skallerne i en god uges tid og modnet med gærresterne et år på et 1.000 liters akaciefad. Duften er let løftet og mildt oxidativ med en delikat støvet og krydret kant, kandiseret appelsinskal, tørret mango, lakridsrod, krydderier. Smagsprofilen tegnes af grynede gråpærer og kvæder, moden citrusfrugt, en frisk syre, pikant fenolisk bitterhed og fine tanniner. Stoflig og med tørt finish. Stringent saft, som vil udfordre de klassisk og traditionalistisk indstillede; og fryde de eventyrlystne.

Radikal 2015 tilhører Zillingers Z-serie og er en særligt sen aftapning af Zillingers absolutte topvin— en selektion af fuldmodne druer fra de ældste stokke på Zillingers bedste marker i Ebenthal og Ollersdorf, fra såvel løss som kalksten. Løss bidrager med den frugtige fylde og den pebrede krydring, mens kalkstenen giver blødhed, saftighed og en mildt røget og salt mineralitet. Nænsom helklasepresning, fra år til år af og til en smule skindkontakt, og ellers gæring på store træfade, eg og akacie, og modning mindst et år på gærresterne, flasket ufiltreret og med mindst et års modning på flaske før frigivelse. Der har den fundet sig til rette som en blød, rund og rig vin med en knitrende syre og en krydret smagsrigdom. Som en påfuglehale folder den sig ud i et prægtigt farvespil af pære, fersken, reineclauder, ananas, pinjekerner, harpiks, bivoks og vildblomsthonning, pibetobak, søde krydderier og masser af friskkværnet peber. Et kondensat af Grüner Veltliners smagsunivers uden at sætte balancen og elegancen over styr. Stor vin, som sagtens kan klare længere tids lagring eller en tur på karaffel og nogle store glas. Det gælder ikke mindst yngre udgaver af vinen end denne 2015 late release.

Radikal er allerede en klassiker inden for feltet ‘kompleks Grüner Veltliner’, og hvad man ikke har kunnet finde af finurlige noter i denne vin gennem tiderne: Alt fra figner og tørrede abrikoser, hasselnødder og mandler, muskatblomme og muskatnød til ensilage, hø og tørrede krydderurter, rosmarin, laurbærblade, tobaksblade og marihuana. Mageløs vin!

Flaske: Radikal 2015
Vinhus: Herbert Zillinger  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss og kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 375,-  

At holde djævelen fra døren

Glem alt om hellige skrifter, vievand, hvidløg, rosenkranse og salt. Det ultimative middel til at holde alt ondt fra døren er den ærefrygtindgydende Sagrantino. Djævelsk sort men med guddommeligt levende frugt og med tanniner, ekstrakt og alkohol nok til både at bedåre, beruse og bringe dårligdomme i knæ. Druen, der har hjemme omkring Montefalco i Umbrien, har en lang tradition bag sig, selvom den nuværende tørre stilart først er blevet standarden i nyere tid. Tidligere dæmpede man druens vildskab ved at koncentrere dens sødme gennem lufttørring af druerne. Et af de historiske vinhuse, der har fulgt hele denne udvikling, og som præsterer både en fornemme udgaver i både tør og sød, er Pambuffetti-familiens Scacciadiavoli.

Helgener og munke, djævle og eksorcister

En lokal legende beretter om en mand, der boede for sig selv på en gård i udkanten af en lille landsby. Han var en særling benådet med særlige kræfter, heriblandt evnen til at uddrive det onde. En dag søgte de lokale hans hjælp til en ung kvinde, som var blevet besat af en dæmon og var ilde tilredt. Dæmonen lod sig dog ikke sådan lige uddrive, og hans vanlige kræfter kom til kort. Som en slags sidste udvej besluttede han at give den unge kvinde noget af rødvinen fra hans gård for at dæmpe hendes vildskab. Kvinden berusedes i vinen, mistede bevidstheden, og da hun kom til sig selv igen, var den dæmoniske besættelse mirakuløst overstået. Det styrkede landsbyboernes tiltro til vinens helbredende evner og cementerede mandens omdømme som eksorcist. De lokale gav derfor ham og landsstedet tilnavnet ‘Scacciadiavoli’, ‘den der driver djævlene ud’.

Vi er efter sigende on location på Azienda Agraria Scacciadiavoli lige uden for Montefalco. Selve vinhuset går dog ikke tilbage til hin middelalderlige eksorcist men til midten af 1800-tallet, hvor den fyrstelige familie Boncompagni Ludovisi fra Toscana slog sig ned på Case Vecchie ved Montefalco. Slægten stammede fra Assisi men gjorde karriere i Bologna og Rom (paven Gregor den 14.s verdslige navn var Ugo Boncompagni), før en gren vendte snuden hjem mod Montefalco-egnen. I 1868 tilkøbte de Villa La Quiete, og i 1881 grundlagde den stort tænkende Ugo Boncompagni Ludovisi (1856-1935) så et moderne vinhus efter alle kunstens regler. 100 hektarer vinmarker blev plantet mellem Foligno og Todi, og man benyttede den franske Guyot-opbinding — et særsyn i Italien på det tidspunkt — og der blev gravet vandingskanaler og konstrueret et stort vineri, il Cantinone, også efter fransk forbillede. I de følgende årtier producerede vinhuset omkring 3.000 hektoliter vin om året, især på sorter som Sangiovese og Malvasia Nera. Disse druer er stadig udbredt i området, og Sangiovese er i dag rygraden i vinen Montefalco Rosso.

Sagrantino spillede dengang kun en begrænset rolle, i århundrederne før var den især blevet knyttet til kirken og klostrene. Man må huske, hvor stor en social og kulturel rolle kirken og det kristelige dengang spillede i det daglige liv. Politisk og økonomisk var den også en magtfaktor at regne med, ikke mindst vigtig for landbruget, som var det afgørende erhverv. Montefalco hørte, som hele Umbrien, til Vatikanet frem til den italienske forening i 1861. Sagrantino, ‘den lille helgens’ skæbne var at forvandles til en mørk, rig og sødmefuld passito, som især spillede en rolle som ‘sakramente’ eller ‘hellig vin’: Søde vine var dengang særligt kostbare og afholdte, så det har ikke været en almindelig altervin eller messevin men en vin til de særlige sakramenter dåb, firmelse, bryllup og kirkelige højtider som påske, pinse og jul. Sagrantino modner sent og høstes først midt i oktober, og da druerne måtte tørres op til to måneder, kom gæringen først i gang hen imod jul. Vinen var så klar til påske, og der opstod en vis tradition for at skænke den påskesøndag. Den dag i dag er passitoen forbundet med påskemåltidet i form af krydret lammesteg, hvor kødets sødme og krydring går op i en højere enhed med vinens.

Sagrantino blev muligvis bragt til Montefalco af Fransiskanermunke engang i Middelalderen. Har den lokale helgen, den hellige Frans af Assisi, mon drukket den? Efter sigende skulle den stamme fra et sted i Lilleasien, muligvis Georgien, men det er spekulation. Navnet Sagrantino kan længst spores tilbage til 1549, da en kunde bestilte druemost hos købmanden Guglielmo i Trevi. Den første videnskabelige beskrivelse af Sagrantino stammer fra 1879— fra den umbriske ampelografiske kommission, som startede sit virke i 1875. Moderniteten var trådt ind på scenen i Montefalco og omegn, også på det daværende Scacciadiavoli.

Handel og vandel i det 20. århundrede

Amilcare Pambuffetti havde som 14-årig arbejdet for familien Boncompagni Ludovisi; og i 1954 kunne han så som 71-årig købe deres gamle gård. I mellemtiden skulle visse dæmoner dog drives ud først.

Tidernes ugunst gjorde, at Boncompagni Ludovisi måtte afhænde vingården i kølvandet på Første Verdenskrig. Da overtog den ligurisk fødte advokat Vittorio Rolandi Ricci og førte vinhuset videre. Hans senere omdømme er temmeligt blakket: Som medlem af fascistpartiet og dekoreret af Mussolini blev han idømt femten års fængsel efter Anden Verdenskrig. Han fik senere amnesti, men ejendommen blev konfiskeret, nationaliseret og siden solgt for en slik. En formildende omstændighed er, at det inden da var lykkedes ham at gøre et mindeværdigt nybrud: Som den første præsenterede han i september 1925 en tør Sagrantino på vinudstillingen i Montefalco. Det skulle et halv århundrede senere være en kunst, man gjorde ham efter.

Familien Pambuffetti i dag. Iacopo længst til venstre, Liù nummer tre fra højre, Amilcare længst til højre. Foto: Christ Filippi

Pambuffetti-familien fra Foligno etablerede sig på gården under navnet Scacciadiavoli og gjorde vinhuset til et nyt familieforetagende. Amilcare døde i 1977, hvorefter hans sønner Alfio, Settimio og Mario førte gården videre. Settimos sønner, Francesco, Carlo og endnu en Amilcare førte i tredje generation gården videre; og i dag er det fjerde generation med Liù og Iacopo, der står i front. I mellemtiden kom den tørre Sagrantino til via Adanti, Bocale og Caprai, som også hentede international opmærksomhed til det lille, landlige område af Italien. Scacciadiavoli laver en næsten arketypisk udgave af vinen; og samtidigt laver de som de eneste også tørre, mousserende vine på druen. Den gammeldags søde passito værner de også om, dertil kommer også områdets ‘almindelige’ røde Montefalco Rosso på Sangiovese, Sagrantino og Merlot. I dag hører 130 hektarer land til gården, hvoraf de 40 er vinmarker. 

Familien besidder marker med massal selektion af Sagrantino-kloner, så der er en stor diversitet blandt planterne, med klaser af forskellig størrelse og med forskellige modningstider. Det vanskeliggør selvfølgelig mark- og høstarbejdet en smule— men det er en del af jobbet for et kvalitetsbevidst vinhus som Scacciadiavoli. Velvalgte høsttidspunkter og grundig selektion samt ikke mindst nænsom vinifikation er nødvendigheder for at holde Sagrantinos diabolske sider nede og få dens indre dyder frem.

Selvom kælderen er moderne med ståltanke og temperaturkontrol, er der stadig stærke traditioner på spil. En af de oprindelige, moderne innovationer, cementtanken fra 1900, er stadig i brug. Naturen arbejder også med, moderne teknologi gør det ikke alene: Ventilation får man gennem gamle skakte i selve konstruktionen, og gravitationen arbejder i stedet for pumper: Man får druerne ind øverst, presser og gærer i midten, og lagrer nederst— et system, der er muliggjort af, at huset og kælderen er bygget ind i den bagvedliggende bakke.

Sagrantino 2015

Den tørre Sagrantino di Montefalco blev DOC i 1979 og fik i 1992 status af DOCG. Siden 2014 er navnet officielt omvendt til Montefalco Sagrantino. Ifølge forordningerne skal den have mindst 37 måneders lagring, før den frigives, og heraf skal den ligge mindst 12 måneder på træfade. Stilistisk spænder den fra meget kraftige og kraftigt fadprægede til mere frugtbetonede og knapt så krydrede versioner. I de senere år han mange i anerkendelse af stadigt stigende alkohol-, tørstof- og restsødme-indhold efterstræbt en mindre bombastisk stil. Som den nu pensionerede Amilcare Pambuffetti sagde det som formand for det lokale konsortium ved præsentationen af årgang 2015: “Vi har opnået meget, men vi skal til stadighed udvikle os.”

Scacciadiavolis stil placerer sig moderat mellem moderne og traditionalistisk: De ønsker at bevare Sagrantinos stærke signatur, dens tanninstruktur og intense frugt, men vil samtidigt mildne og modne den med lang lagring på store fade og på flaske, så den fremstår fremkommeligere og venligere. Årgang 2015 er således allerede nu ganske drikkemoden— omend man skal holde af fast strukturerede vine! Det var en solrig og ret lun årgang, hvor frugten modnede fuldt ud, og man kan forvente vine med stor fylde.

Scacciadiavoli Montefalco Sagrantino 2015 er en duftende, frugtig og krydret Sagrantino med fast tanningreb og ungdommelig frugt. Violer, blåbær og blå blommer i duften, og sorte kirsebær, solbær, brombær og svesker i smagen, der runder af med en smule lakrids og friskkværnede kaffebønner. Som altid robust fylde, stringent syre og fine tanniner. Det gør den mere end velegnet som bøfvin— for tiden grillvin— men til alskens italiensk kost med kød, tomater, linser, bønner og lignende vil den kunne stå sin prøve. Holder man af de mere mørke og udviklede noter, kan den sagtens klare fem-ti år i kælderen.

Scacciadiavoli importeres af Umbria Vine på Fyn, det danske Umbrien, og i deres portefølje findes også Le Cimate og Colle Ciocco, to andre traditionstro og familieejede huse i Montefalco, og begge huses vine er værd at stifte bekendskab med.

Flaske: Montefalco Sagrantino 2015  
Vinhus: Scacciadiavoli  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Drue: Sagrantino  
Jordbund: Ler, sand
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15,5%  
Importør: Umbria Vine
Pris: 225,-  

Riesling i orange rober

Naturvin er først for nyligt begyndt at ruske op i en traditionsstærk og konservativ tysk vinbranche. Vist serveres der i rigelige mængder på vinbarer i Berlin og Hamborg, og naturligvis finder man også en lang række økologiske og biodynamiske vinbønder. Den grønne bølge er skyllet ind over landet, men mere minimalistiske og eksperimenterende måder at lave vin på samt deciderede udskejelser har der været langt imellem. Ordnung muß sein.

Så meget desto mere overraskende er det nok at finde orange Riesling i en af traditionernes højborge, Mosel. Ikke mindre overraskende kommer den fra en gammel og hæderkronet producent som Dr. H. Thanisch, Erben Müller-Burggraef— men den, der søger, skal finde. White Thanisch er Riesling med lang skindkontakt, gæret og lagret på barrique. Det er absolut en tolvtonekomposition med masser af blå toner, men det spiller! Snarere end et skævt eksperiment virker vinen som en velovervejet rejse ind i en anden side af Riesling og af Mosels terroir. Det er en glædelig overraskelse, for det er langt fra altid, at skindkontakt klæder Riesling eller får den til at kaste noget særligt af sig.

Et alternativ for Tyskland

Ret skal være ret, Tyskland har en række glimrende producenter af vine med mere naturlig kant, og der fremstilles udmærkede orangevine i Tyskland. Riesling kan findes i begge aftapninger. Biodynamiske Peter Jakob Kühn fremstiller sine mere ‘burgundiske’ Rieslinger med fadlagring på gærresterne og har også leget med gæring og lagring på amforaer. Den unge Jörn Gorzieski har, først på Weingut Ankermühle og siden i eget navn på Weingut Joern, lavet fadgæret og skindfermenteret Riesling med både kant og karakter. Brødrene Becker i Rheinhessen og brødrene Brand i Pfalz og Odinstal sammested har alle leget med naturlig og orange vinificering med absolut drikkeværdige udfald. I Mosel finder man lignende eksempler hos de to biodynamikere Clemens Busch og Sybille Kuntz; og de større og mere etablerede og respekterede producenter står nu for tur. Fornyelserne finder sted hos Thanisch, en af tre producenter i Mosel med det navn, taget têten, nemlig hos Dr. H. Thanisch i Bernkastel-Kues (arvingerne efter Müller-Burggraef).

White Thanisch

Kældermester Maximilian Ferger fortæller om sit projekt:

“Inspirationen kommer fra, da jeg for år tilbage for første gang smagte orangevin. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg kunne godt lide stilen og metoden, der er mere eller mindre ‘back to the roots’,” beretter Maximilian Ferger:

“For mig er og forbliver vin et naturprodukt, som kan fortælle os sin historie hvert år på ny, og den skal dufte og smage af årgangen, druesortets typiske karakter, terroiret og alt i omgivelserne. En naturvin skal afspejle og fremvise hele miljøet, den kommer fra, druens fulde potentiale, og det naturlige produkts mangfoldighed. Uden indgreb udefra med tilsat gær, klaring, filtrering eller anden ‘polering’, der skal forskønne vinen. Sådan skal det forblive, og alle disse faktorer har ført mig til at prøve det selv.”

Nogen betingelsesløs beundrer af orangevin og naturvin er Ferger nu ikke. Han tilstræber en naturlighed og enkelhed i produktet, som dog stadig skal håndteres og formes, så det er genkendeligt som vin. Minimal intervention må ikke være en bortforklaring af urenhed eller sløs i stedet for hårdt arbejde. Hans tålmodighed er derfor også kort, hvad angår mange medløberes nye ‘naturvine’:

“Selvsagt er det, at man må arbejde flittigt og rent, og ikke bare læse druer ind i kælderen, gære dem med skallerne og derefter flaske en vilkårlig vin og så dekorere sig selv med at have lavet en ‘naturlig’ eller ‘orange’ vin. Den trend er desværre tiltaget ekstremt, og du kan finde mange sådanne ‘modige, naturlige træk’, som desværre kun er halvvejs drikkelige.”

Hans eget arbejde er lettet af at kunne arbejde med en selektion af sunde druer af meget høj kvalitet, ikke mindst af meget ædel byrd. Råmaterialet til White Thanisch er taget fra nogle af Bernkastels (og Mosels) mest berømte marker, Badstube, Graben, Lay og Doctor. De er i afstilket form spontangæret og lagret på en brugt barrique med syv ugers skindkontakt. Den er gæret til absolut tørhed— estsødmen ligger på 0,3 gram pr. liter, den samlede syre på 6,4 gram pr. liter; og den er flasket i uklaret og ufiltreret form.

“Jeg lavede den første gang i 2011, og siden har jeg hvert andet år fremstillet en orangevin. Hver gang i små mængder, en enkelt barrique, indtil årgang 2017, hvor vi producerede hele to barriques, fordi efterspørgslen på vinen er blevet er steget ekstremt.” Det forstår man, for det er vellavet, vellykket og velsmagende.

Simon says

Simon Woolf, vinskribenten bag bloggen The Morning Claret og forfatter til orangevinsbogen Amber Revolution, har tidligere bemærket og beklaget tysk Rieslings fravær fra orangevinscenen. I sin Amber Revolution fra 2018 skriver han: “Tyskland har af alle Europas vinlande vist sig at være det mest konservative og det sløveste til at omstille til mindre intervention i vinkælderen.” Riesling er sigende nok heller ikke med på hans liste over populære druer til orangevin; og Riesling med skindkontakt får følgende ord med på vejen: “Riesling er et vanskeligt bekendskab, hvad angår maceration: De mest velkendte vine er de halvtørre og halvsøde fra Mosel. Her undgår eller blokerer man malolaktisk gæring for at sikre de velkendte frugtaromaer og bevare den friske syre. En traditionelt skindfermenteret Riesling vil gære ved højere temperatur og højst sandsynligt gennemgå fuldbyrdet malolaktisk gæring, en forvandling til en meget mere substantiel stil, som langt fra alle vinmagere (eller deres kunder) vil sætte pris på.” Hans eneste tyske anbefalinger er derfor på Silvaner og Gewürztraminer.

Såvidt Simons anbefalinger af april 2018— meget orangevin er løbet gennem glassene i mellemtiden, og Woolf er nu løs med følgende hale på historien:

“Det er rigtigt, at der ikke er skete så meget i Tyskland i årene, hvor jeg lavede research til min bog. Hvis jeg skulle skrive den nu, ville der i hvert fald være en 5-10 anbefalinger af tyske orangevine. Folk som 2 Naturkinder, Brand Bros, Jan Mathias Klein og Schmitt laver fine ting i dag.”

Såvidt altså enighed om forekomsten af— og potentialet for— tysk orange- og naturvin i det hele taget. Skulle man fatte yderligere interesse for orange Riesling, er der som nævnt anbefalelsesværdige eksemplarer fra Clemens Busch, Sibylle Kuntz, Jörn Goziewski samt Philip Wegner i Pfalz. Lidt længere væk er der stof at hente hos Matthias Hager i Østrig samt Stekar i Friuli; og Kovacevic i Serbien kringler en spændende Riesling på qvevri.

Tilbage til White Thanisch 2015, som er æterisk duftende af kølig stenfrugt, gule roser og bivoks. I munden er der fuldmoden frugt men absolut ingen restsødme— moden mandarin, fersken, syrlige drops, frugtkaramel, friskmalet lysristet kaffe, kokos og krydderier. Der er genkendelige smage; og samtidigt sjældne noter og antydninger, der fastholder nysgerrigheden og trangen til en slurk til. Cremet fylde, fine tanniner, opkvikkende syre og en funklende mineralitet. Det er mærkværdigt, det er Mosel, det er mytisk!

Flaske: White Thanisch 2015  
Vinhus: Dr. H. Thanisch  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret,
 syv ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-  

Bjergtagende burgundere

Hvis man absolut insisterer på at drikke Chardonnay— denne de grønne druers store koloniherre, der har krænget sig ind i hver en afkrog af verden— så bør man i det mindste gøre sig selv og omverden den tjeneste at opsøge den i terroirtro versioner fra dens burgundiske hjemstavn, alternativt fra de kølige, stenede steder i verden, hvor den kan overgå selv stor Chablis i stringens, syre og mineralitet. For faktum er, at når man ser bort fra de bedste producenter, så dyrkes mange af burgundersorterne både billigere, bæredygtigere og bedre uden for Bourgogne.

Bergland vs Bourgogne

Bergland er fællesbetegnelsen for de mere bjergrige, vestlige delstater i Østrig (Vorarlberg, Tyrol, Salzburg, Kärnten og Oberösterreich), der i nyere tid ikke har haft en egentlig kommerciel vinproduktion, i modsætning til de østlige delstater, der går under navnet Weinland (Niederösterreich, Wien og Burgenland foruden det sydlige Steiermark, der bærer navnet Steirerland).

Historisk har der dog været betydelig vinavl mange steder i Bergland. Det var før den såkaldte ‘lille istid’ mellem 1600 og 1800 gjorde dyrkningsforholdene vanskeligere; og derefter lagde nye plantesygdomme som phylloxera og peronospora mange vinmarker øde. Udbredelsen af den industrielle ølbrygning fra Bayern trængte også vinen, men disse forhold til trods var der omkring 1850 stadig næsten 500 hektar vinmarker alene i Vorarlberg, den vestligste delstat. To verdenskrige udmattede dog Østrig og satte et midlertidigt punktum for vitikulturen i vest.

I de seneste årtier er vinen dog vendt tilbage som følge af fremgangstider, klimaforandringer og fornyet interesse fra vinkendere; og et stadigt voksende areal bevidner, at det er en ventet og velkommen tilbagekomst. Bergland åbner en genvej til vine fra særligt passionerede vinmagere og klassisk ‘cool climate’. Vorarlbergs beskedne 15 hektar får i dag følgeskab af 5 i Tyrol og 5 flere i Salzburg, mere betydelige 45 hektar i Oberösterreich og hele 100 hektar i Kärnten. Netop Kärnten har længe haft det største antal professionelle fuldtidsvinbønder uden for Weinland, og mange af områdets vine når i dag også uden for landets grænser. Særligt anbefalelsesværdige er Weinbau Lenzbauer ved Wolfsberg og det fremragende Georgium ved Längsee, der specialiserer sig i burgundersorterne og biodynamisk dyrkning. Georgium laver delikate vine, herunder også hvide med skindkontakt og uden tilsatte sulfitter.

Ikke blot i delstaten Salzburg men også i selve byen var der i århundreder vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge (Mönchsberg, Rainberg og Bürglstein), der er en del af de nordlige kalkalper. Vinbruget reetableres i disse år, og det er den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, der har stået for genplantningen af Mönchbergs vinmarker med Frühroter Veltliner. De står for det daglige vinbrug, mens vinifikationen bestyres af Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau; og resultatet, vinen Paris Lodron Zwinger, er lovende. Vil man for alvor smage alpin vin fra køligt klima og kalkstenet undergrund, så er Vorarlbergs stjerner Josef Möth ved Bodensee og Michael Nachbaur ved Röthis: Burgundersorter, økologisk dyrkning og stilsikkert håndværk i kælderen.

Nachbaur

Familien Nachbaur holder til i landsbyen Röthis i Vorarlberg, ganske nær grænsen til Lichtenstein og Schweiz, og her har de de seneste 30 år dyrket to gode hektar vinmarker. Vinmarker er nu om stunder stadig et særsyn på disse kanter; og i dansk sammenhæng er Vorlarberg nok bedst kendt for sine skisportssteder som eksempelvis St. Anton. Det er en skam, for områdets oste er så fremragende som de schweiziske og vinene ligeså.

Det var Michael Nachbaurs far Franz, der begyndte at dyrke vin i 1980’erne. I dag drives gården af Michael og hans hustru Judith. Michael arbejder i vinmarkerne, mens Judith står for arbejdet i familiens Buschenschank, det traditionelle traktørsted, hvor østrigske vinbønder skænker deres egen vin og serverer små retter til.

Hovedvægten ligger på Pinot-sorterne: Weiss-, Grau- og Blauburgunder samt Chardonnay. Det var de traditionelle sorter i fordums tid, og derfor satser Michael Nachbaur fortsat på dem i dag. De trives fortrinligt i den kalkholdige jordbund og nyder på de stejle skråninger i 500 meters højde godt af såvel højfjeldssol som kølig bjergluft. Desuden dyrker han en smule Riesling og Müller-Thurgau, og familien fremstiller også brændevin. Selve vinen bliver til i familiens 600 år gamle kælder, et hvælvet kælderdyb, der synes skabt til at skabe vin.

Chardonnay 2015 kunne godt gå gennem en blindsmagning som en klassisk Chablis Premier Cru fra en kølig årgang. Mild citrusduft, saftspændt citron- og ferskenfrugt i smagen, blød og letflydende som kildevand, med en livlig syre, kalket mineralitet og en salt note i eftersmagen. Krystalklar og elegant.

Anbefales kan også den superstringente Weissburgunder eller den saftige, skovbærsmagende Blauburgunder Alte Reben. Vinene lader sig desværre— eller heldigvis— kun købe fra kælderen, på enkelte lokale restaurationer og særligt udvalgte delikatesseforretninger i det øvrige Østrig. Priserne er— efter ønologisk-økologiske forhold i almindelighed og østrigsk-schweiziske forhold i særdeleshed— latterligt lave, især kvaliteten taget i betragtning. Så tag på opdagelse i vinens verden, næste gang skiferien går forbi Vorarlberg eller Tyrol. Der er guld at grave frem fra i Alperne!

Flaske: Chardonnay 2015  
Vinhus: Weingut Nachbaur  
Oprindelse: Vorarlberg, Østrig  
Druesort: Chardonnay  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 100,-