Škrlet Fever

Sjælden men spændende og smuk. Škrlet er en gammel sort fra Kroatien, som næsten gik tabt i jugoslavisk tid, men nu er tilbage. Den er en diva i vinmarken, men lykkes anstrengelserne, giver den en fint blomsterduftende, saftig og syrerig hvidvin, og det sikrede dens overlevelse i små familievinbrugs marker i den lille kroatiske indlandsregion Moslavina. I dag er den igen tiltagende i betydning— med knapt 100 hektarer har den nu kæmpet sig op fra nær udryddelse.

En af druens forkæmperne er unge Tomislav Voštinić, hvis vinhus Voštinić-Klasnić ligger i de bølgende bakker uden for byen Ivanićgrad, og en af de mest markante vine på sorten er familiens arkiv-udgave fra den fornemme årgang 2012. Året gav perfekt modnede Škrlet-druer, og efter små ti år er den stadig frisk og fuld af modne ferskner, abrikoser, ananas, kandiseret citrus og små strejf af hvide blomster, bivoks og petroleum. Druerne er dyrket økologisk, gæret med en del af skallerne i tre uger og modnet halvandet år, dels på træfade, dels på ståltanke. Mindeværdige dråber, forår og sommer på flaske!

Moslavina

Moslavina er et naturskønt område langs Sava-floden syd for Zagreb. Klimaet er kontinentalt med store forskelle mellem dag og nat og naturligvis varme somre og kolde vintre. Et klima primært meget velegnet til hvidvin, som her udviser en frisk og livlig karakter.

Området har lang tradition for vinavl. Første dokumenterede omtale går tilbage til romersk tid under kejser Claudius, hvor der blev skrevet om legionærernes vin fra Siscia og skråningerne af Mons Claudius— det er de gamle navne for nutidens Sisak og Moslavačka Gora; og nogle af områdets bedste beliggenheder er netop de sydlige skråninger af Moslavina-bjergene, særligt omkring byerne Voloder og Ivanićgrad. I middelalderen var det kirken og klostrene, som stod for vinavlen, og senere spillede adelen, især den grevelige ungarske Erdödy-familie, en stor rolle. Således er en gammel tradition overleveret til moderne tid; og områdets gamle sorter og stilarter overlevede med nød og næppe strabadserne i jugoslavisk tid.

I langt højere grad end de andre vinområder i det kroatiske indland har Moslavina bevaret en række indfødte lokale sorter som sine vigtigste— hvorimod andre centraleuropæiske og internationale sorter kun spiller en ganske begrænset rolle. Det skyldes med stor sandsynlighed selve indretningen af det lokale vinbrug. Vinmarkerne er mange og meget små, og de er fordelt mellem mange familier. Denne fragmentering har forårsaget en ret ringe repræsentation af Moslavina-vine på det større marked, så vinsalget er foregået lokalt og ellers centreret om byen Sisak. Den manglende markedsandel og efterspørgsel udefra har dog ikke kun været af det onde, for den traditionelle beplantningsmetode med små spredte parceller har med stor sandsynhed været den afgørende faktor for bevarelsen af gamle sorter som Škrlet og Dišeća Ranina. Desuden dyrkes Moslavac (synonym for Furmint) og Graševina (det kroatiske navn for Welschriesling), som begge også er gamle i gårde.

Ikke skarlagensrøde men gyldne Škrlet-druer i aftensol. Foto: Voštinić Klasnić

Škrlet

Navnet Škrlet er formentlig afledt af det tyske scharlach (skarlagensrød), da druerne udvikler rødlig-violette fregner på de sider, der er udsat for direkte sol; svarende til det udslæt, der opstår ved skarlagensfeber, en streptokokinfektion, som heldigvis ikke har yderligere med vinen at gøre.

Škrlet giver fra naturens hånd god syre, forholdsvist lavt ekstrakt og moderat alkohol. Det resulterer traditionelt i lette og friske vin med en delikat, frugtig karakter: Som regel mildt blomsterduftende, med frisk frugt som æbler, pærer og citrus i smagen, ofte med strejf af friske og tørrede krydderurter og ofte med stenede, mineralske noter. Ikke en verden til forskel fra østrigske klassiskere som Grüner Veltliner og Riesling men alligevel anderledes.

Der findes flere forskellige kloner. Škrlet Zeleni (den grønne) er frodigere og yder mere, mens Škrlet Žuti (den gule) giver lavere udbytter men af højere kvalitet. For godt 15 år siden påbegyndte man en seriøs klonal selektion, og fremover vil vi formentlig se et yderligere løft af kvaliteten som følge af denne indsats. For der hersker stolthed om den lokale specialitet, og ikke mindst den yngre generation har set sig glad på den. Således arbejder også den unge økologiske vinmager Ivan Kosovec på en yderligere udbredelse og anerkendelse af sorten, som han laver livlige af, til dels med brug af skindkontakt; og blandt de øvrige vinhuse i området, der kaster gode eksemplarer af sig, må nævnes Ilovčak, Klet Romić, Kosovec, Lagena, Vina Glavica, Vina Košutić, Vinarty.

Familien Voštinić har dyrket vin siden 1936, hvor oldefaren plantede sine første vinstokke. I dag er den selvsamme vinmark udvidet til 3,5 hektarer, takket være Tomislav Voštinić, som sender takken videre til sin bedstefar Klasnić, som han har fået sin glæde ved vinen fra. Tomislav har tilføjet sin bedstefars navn til vinhuset for at understrege arven og familietraditionen, som er tæt forbundet til Škrlet, som de sender på markedet dels som en forfriskende hverdagsvin, dels den senere høstede selektion Unikat, foruden en orange udgave under navnet Natur og den mousserende Fraktal; og i særligt gode år den langlivede Arhiv. Årgang 2012 er forsynet med både Tomislavs fingeraftryk på lakseglet og bedstefar Klasnićs håndskrevne noter på etiketten; så man fornemmer, det er hjerteblod, der er i flasken.

Flaske: Arhiv 2012  
Vinhus: Voštinić-Klasnić  
Oprindelse: Moslavina, Kroatien  
Drue: Škrlet  
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,8%  
Pris: cirka 200,-

Lille drue, stor smag

Uvalino, “den lille drue”, var gået i glemmebogen og var lige ved at afgå ved døden, da Mariuccia Borio fra Cascina Castlet i begyndelsen af 1990’erne genoplivede den sjældne sort midt i Monferrato, Piemontes landlige hjerte. Her hersker Barbera og Moscato, men man geråder sig også nemt ud i ukendt terræn, for Monferrato er et sandt skatkammer af sjældne, gamle sorter: Freisa, Grignolino, Ruchè, Timorasso og altså også Uvalino. Alle med noget umiskendeligt piemontesisk over sig.

Oprindeligt stammer Uvalino måske fra Roero længere mod vest; men Monferrato må være dens ubestridte højborg i dag. Dens visse oprindelse og nærmere familiære forhold fortaber sig under alle omstændigheder i de legendariske piemontesiske tåger.

Uvalino er en lille drue med meget tykke og meget mørke skaller. Den modner sent men er meget robust i forhold til frost, svampesygdomme og botrytis; en egenskab, der gør den mere end velegnet til økologisk dyrkning. Man høster den ret sent, først når druerne er helt modne. I hine tider havde mange et par rækker Uvalino et eller andet sted i deres vinmarker. Foruden at forbedre på Barbera med struktur og ekstrakt (en anden forklaring på navnet Uvalino er, at det skulle være afledt af uvario, en hverdagsvin blandet af flere forskellige druer), har Uvalinos hyppigste anvendelse været til ædle, søde vine for at tæmme dens kraftige tannin og balancere det fyldige ekstrakt. Det havde kun de rige råd til, og Uvalino som passito blev et symbol på velstand og sundhed. Men tiderne ændrede sig, nye druer og vine kom til, og Uvalino aftog i betydning.

Borio-familien kan spore sine rødder i Piemonte helt tilbage til 1100-tallet, og siden 1800-tallet har de huseret på Cascina Castlet lige uden for Costigliole d’Asti— midt mellem Alba og Asti, 14 kilometer til hver. Husets speciale er Barbera, og den drejer de godt: Moden frugt, frisk syre og en tilpas fylde, elegant og umiddelbar, ikke overgjort. Maria Borio har bestyret Cascina Castlet siden først i 1970’erne; og da hun først i 1990’erne foretog en række forsøg med nye tiltag for at beskytte naturen— fuglekasser og mere resistente sorter— kom Uvalino også på programmet. Maria huskede den særlige vin fra sin barndom. Duften og smagen havde slået dybe rødder i hendes hukommelse, og trangen til at genopleve vinen og dele den med andre tog til. Den navnkundige Barolo-brygger Renato Ratti fra Lamorra havde en beplantning af Uvalino ved Villa Pattono i Costigliole d’Asti. Maria Borio slog til og med hjælp fra vitikultureksperten Lorenzo Corino fra Asti genopdyrkede hun sin egen Uvalino-mark og forsøgte at genskabe den eftertragtede passito-vin, og navnet blev Uceline. En smagning af de seneste årgange bekræfter både vinens særlige karakter og Borios talent. Der er en ganske særlig vin.

I 2002 kom Uvalino så på listen over anbefalede sorter i Piemonte. Nye beplantninger kommer langsomt til, og flere vinbønder begynder at vejre morgenluft. Måske vi ser mere til i en ikke så fjern fremtid.

Uceline 2012. Dybt sortrød i glasset. I duften tørrede blomster og mørke bær, man fornemmer en dybde og mørk sødme. Smagen tegnes af fuldmodne kirsebær i følgeskab med tørrede frugter, marcipan, kanel, alskens krydderier og tørrede krydderurter, og den klinger af på en interessant kamfernote. Tæt ekstrakt, Uceline har om nogen vin rig kompleksitet, og den bliver hængende længe i munden. Den høje alkohol fornemmes, men en jævn syre og et kobbel rustikke tanniner sørger hele vejen igennem for rank struktur. Udfordrende men udsøgt, meget magtfuld vin.

Druerne blev høstet sidst i oktober, da de langt om længe var blev godt modne. Efter grundig sortering blev klaserne lagt i kasser og stillet til tørre en måneds tid. Endnu en sortering og delvis afstilkning før nænsom presning og gæring. Selve gæringen forløb langsomt og relativt køligt (under 25 grader) og med jævnlig omrøring i fadene (5.000-liters) for at udtrække flest mulige smagsstoffer fra skallerne. Efterfølgende malolaktisk gæring og modning to år på træfadene.

Flaskens dekorative design, fugleflugt i bogstaver, symboliserer trækfuglenes færd mod de varme lande om efteråret, hvor de undervejs ofte slår sig ned i vinmarkerne og tager for sig af de druer, der stadig måtte hænge på planterne. Det himmelvendte blik mod fuglende får jordforbindelse i farven: Det er Astis gule sand og ler, der har stået model til nuancen.

Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift

Uvalinos nok største claim to fame ligger ærgerligt nok ikke i dens lange historie eller særegne organoleptiske kvaliteter. Snarere er det dens tårnhøje indhold af antioxidanten resveratrol, der har tiltrukket opmærksomhed— på grund af stoffets antagede sundhedsfremmende egenskaber. Resveratrol er en polyfenol, der findes i blå druers skaller og under macerationen udtrækkes i mosten og dermed forefindes i rødvin. Stoffet blev identificeret i forbindelse med det såkaldt “franske paradoks”, at mange franskmænd, trods en fed kost, led meget mindre af hjertekarsygdomme end andre. Et dagligt indtag af rødvin fik “skylden”, og jagten gik ind på at identificere de ansvarlige stoffer.

Uvalinos høje indhold kan i første omgang tilskrives de tykke skaller; og i modsætning til de fleste andre sorter bevarer Uvalino et fortsat højt indhold af resveratrol selv ved fuld modenhed. Druen danner stoffet som en såkaldt phytoalexin, en modstander mod angreb fra bakterier og svampe; og det samme gør blåbær, morbær og en række andre planter.

Det er dog kun i ringe grad lykkedes in vivo at eftervise de indledningsvist ellers lovende resultater in vitro. Større undersøgelser har endnu ikke kunnet etablere resveratrol som vidunderstoffet, der skal befri os fra kræft, sukkersyge og hjertekarsygdomme, som man engang håbede. En vis virkning synes stoffet dog at have mod visse lidelser, og man har da lov at håbe. Risikoen for sundhed og livsforlængende virkning skal ikke holde en fra et glas rødvin i ny og næ.

Flaske: Uceline 2012  
Vinhus: Cascina Castlèt 
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Druesort: Uvalino
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15,5%  
Pris: cirka 200,-  

Muse, fortæl mig om manden...

Her er hovedpersonen ikke en blind digter, heller ikke en helt fra hine tider, men en visionær vinbonde fra vor egen: Den umbriske Homer, Omero Moretti, fra vinhuset af samme navn i Montefalco. Huset blev grundlagt i 1920 af bedstefaren Domenico Moretti, og Omeros rejse mod vinen begyndte med familiens olivenlunde, som længe har givet frugt til nogle af Umbriens mest roste olivenolier; og siden slog han sig på vinen med lignende succes som følge. Hans far Giuseppe lavede vin i det små og solgte i bulk, og Omero slog større brød op og begyndte at sælge på flaske.

Bag enhver stor mand står som bekendt en kvinde, og Omeros hustru Daniela har som en anden Penelope også vævet et vigtigt aftryk ind i vingårdens historie. Som uddannet sygeplejerske var hun bekymret over de sprøjtegifte, som var og er en del af konventionelt vinbrug. Så på hendes tilskyndelse omlagde han fra vinbrugets begyndelse til økologisk dyrkning i 1992— til gavn for hele familien, naboerne og ikke mindst forbrugerne.

Den økologiske tilgang er helhjertet men kræver også hjerteblod. Sagrantino modner meget sent, så sent som sidst i oktober kan den stadig hænge på vinstokken; og så langt inde i efteråret er fugt, tåge og regn risikomomenter, man ikke kan ignorere uden svære konsekvenser. Økologisk dyrkning er på disse kanter et vanskeligere og dristigere foretagende end mange andre steder; men familien Moretti viser, at det er muligt og forsvarligt. De søger så vidt muligt at styrke stokkenes naturlige modstandsdygtighed mod sygdom ved at vedligeholde dem nøjsomt i forhold til vækst, bladhang og druesætning. I vanskelige dele af sæsonen tyer de til kobbersulfat, som kan forhindre udviklingen af seriøse svampesygdomme.

En anden vigtig kvinde på gården er datteren Giusy, der i dag tager aktiv del i fremstillingen og især formidlingen af husets vine. Hun er oprindeligt uddannet arkitekt men hjemfalden til bakkerne omkring Montefalco; markerne med Sagrantino, Sangiovese, Grechetto, Trebbiano Spoletino og Malvasia di Candia; og olivenlundene med Murajolo, Frantoio og San Felice. Glemmes skal heller ikke bedstemoderen Quinta, som sammen med Giusy og hendes søster Lucia her giver gode råd til maden til vinen.

Giusy og Omero Moretti iført traktor og Sagrantino

101% Sagrantino

Det bliver til en lang række forskellige vine, men husets topvin er uden tvivl fra enkeltmarken Vignalunga, en aflang mark lige ved siden af vingården, genplantet omkring årtusindeskiftet. Nok er det unge stokke, men mosten holdes koncentreret gennem lave udbytter, og det nuværende produkt lover flot for fremtiden. Det er rendyrket Sagrantino i al sin magt og vælde. Den fremstilles desuden kun i særligt gunstige år, hidtil 2006, 2010 og 2012. Druerne høstes midt i oktober fra de fine rækker på de lerholdige, grønne jorde (5.000 stokke pr. hektar) og udbyttet holdes lavt (25 hl pr. hektar).

Der er en intens og koncentreret frodig frugt i denne vin, men man må give tid for at få den fremkaldt og i fokus. Som al anden stor Sagrantino er længere tids lagring og god tid i glasset en fordel. Når det er sagt (og gerne gjort), så er Vignalunga venligheden selv. Brombær, cigarkasse og røg kommer i møde i duften, og en saftig brombær- og kirsebærsmag følger trop - og så et opbud af tanniner, der nok kan tørre Stillehavet til Sahara, men fine er de, og sammen med svesker, dadler og kakao bliver cigaren fra før til aske i eftersmagen. Intens og stringent rødvin men med luft og tid mildner den og åbner for kompleks dybde. Spontangæret, godt tre ugers maceration, seks måneder på bundfaldet, to år på franske tonneaux, et halvt år på flaske i kælderen før frigivelse; og derefter så mange år på flaske, man nu synes.

Flaske: Vignalunga 2012  
Vinhus: Moretti Omero  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Niche Vine  
Pris: 450,-  

Civiliseret ulydighed

Hvis ikke farven allerede havde afsløret det, ville duften og ikke mindst smagen tale sit tydelige sprog. Mythopias Disobedience skriger af skindfermentering. Den nærmest inkarnerer orangevins egenartede karakteristika i forhold til hvidvin. Den så hyppige smag af tørrede abrikoser er til stede, kandiseret orangeskal stemmer i, og samtalen fuldendes af bergamot og tørrede blomster. Bløde tanniner, opkvikkende syre og et rundt og fyldigt udtryk, tør uden at være det pågående.

Det rendyrkede orangeudtryk skyldes ikke mindst, at druen bag vinen ikke er verdens mest højtråbende. Chasselas taler med sagte stemme og giver normalt lette, saftige vine med diskret fravær af aroma. Vinifikationen sætter derfor tydeligt præg på vinen, den smager af metode. Vil man smage, hvad det er, drueskallerne i sig selv bidrager med ved skindfermentering, er Chasselas derfor et godt udgangspunkt. Den store drue med ret tynde skaller sikrer tillige, at fenoler og tanniner ikke tager overhånd. Tekstur og struktur er markant anderledes end den vanlige, hvide Chasselas, men dens umiddelbare, læskende karakter er bevaret.

Der er en fin spænding i vinen: Den bløde fylde, mandarin og abrikos, strammes op af et godt greb fra syre og tannin - røde stikkelsbær, rød grapefrugt, Earl Grey, men det bliver ved en mild bitterhed og dybere noter af urter og moskus. Det er uden tvivl naturvin: Foruden det saftige udtryk fornemmer man noter af vildgær, og en smule volatil syre stikker frem. Det til trods er det en meget ren og vellavet vin. Et interessant oxidativt præg skyldes fadlagringen: Efter endt gæring, 35 dage med skallerne på ståltanke, hældes vinen i brugte barriques, hvor den tilbringer de næste to år. Et lille twist er, at fadene ikke fyldes helt op, og dermed udsættes vinen for ilt under lagringen. Samme metode som man benytter i det nærliggende Jura. 

Schweizisk neutralitet

Chasselas, som i Valais oftest lyder navnet Fendant, er med sine i alt 4.000 hektar rimeligvis at betragte som den schweiziske nationaldrue. Den er at finde i hele landet, i de tysktalende dele ofte under navnet Gutedel, og man finder den ikke så mange andre steder, typisk tilstødende Schweiz, i lande som Frankrig, Tyskland og Østrig.

En bedaget, vandet vittighed er, at det kun er schweizerne selv, der kan smage forskel på Chasselas og vand. Sandt er det dog, at den traditionelt overtager vandets rolle, når der er ostefondue på bordet. Men ud over sin lethed og saftighed, har druen andre kvaliteter og kan meget mere end danne makkerpar med den flydende ost.

Terroir udtrykker den nemlig eminent. Jordbunden får lov at tale ucensureret gennem mosten, og vinene besidder oftest en udpræget mineralitet. Som en kameleon skifter Chasselas farve afhængigt af jordbundsforholdene, smag og struktur veksler subtilt med sand, ler, mergel, kalksten, skifter og granit. Forudsætningen er, at udbytterne holdes nede, og at man først høster ved fuld modenhed. Vinhuse som Domaine Louis Bovard og Blaise Duboux er her eksemplariske. Deres bedste vine egner sig foruden fortrinligt til lagring. Moden Chasselas er alt andet end karakterløs, med årene kan den udvikle dybde og få spændende aromaer af voks, nødder, hø og urter.
 

Bæredygtigt landbrug

Mythopia er grundlagt i 2004 af Hans-Peter Schmidt. Efter at have studeret og undervist i filosofi og kommunikation, kastede han sig over vinbrug i Valais. Han omlagde øjeblikkeligt markerne til økologisk dyrkning og søgte desuden at erstatte den daværende monokultur med en polykultur, hvor adskillige afgrøder dyrkes mellem vinmarkerne, og vinmarkerne selv tilskyndes til at have en rig flora og fauna. Biodiversitet er i højsædet, og adskillige bistader er også opsat i markerne for at styrke den. Vingården fungerer endvidere som forsøgsstation for bæredygtige strategier i forbindelse med CO2-udledning. Et landbrug, der beskytter miljøet og bekæmper klimaforandringer i stedet for at bidrage til dem. Økologien er altså blot én del af en større dagsorden hos Mythopia.

En interesse for oldtidskulturer og historisk landbrug førte Hans Peter til terra preta, den sorte jord, en landbrugsmetode udviklet for årtusinder siden af indianere i Amazonområdet. De opdyrkede fattige jorde ved at blande dem op med afbrændt træ. Hans-Peter har forsket i emnet som frontmand for Delinat og medlem af forskningsinstituttet Ithaka, og han fremstiller i dag Biochar. Denne biokul tilføjer næringsstoffer til jorden samtidigt med, at den hjælper jorden med at holde på fugtighed. Man har flere steder kunnet dokumentere forbedret biodiversitet i jorde behandlet med biokul. Sidst men ikke mindst er metoden med at binde kulstof i jorden og dermed at reducere mængden i atmosfæren. Biokul fremstilles af træ og andet plantemateriale ved forbrænding i iltfattigt miljø og ved temperaturer omkring 500 grader, en metode kendt som pyrolyse, hvorfra udledningen af drivhusgasser som CO2 og metan også er minimal.

Navnet Disobedience, direkte oversat Ulydighed, er strategisk valgt med henvisning til Henry David Thoreau, der som bekendt skrev om både livet i skovene og retten og pligten til civil ulydighed. Vinen er nemlig bevidst vinificeret i modstrid med den konventionelle visdom om, hvordan god hvidvin bliver til. Hans Peter Schmidt har med andre ord taget de forbudte trin og har kun trådt nænsomt i kælderen. Spontangæring, skindkontakt og oxidation; og et fravær af filtrering, sulfitter og andre indgreb. "Vin alene af sunde druer tilsat biernes summen og nok vanvid til at gøre tingene på en anden måde."

Drik den derhjemme, når du læser Rousseau eller Thoreau; når du laver ostefondue; eller sving forbi vinbaren Pasteur på Østerbro, og smag på varen der.

Flaske: Disobedience 2012  
Vinhus: Mythopia  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesorter: Chasselas  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, en måneds maceration  
Lagring: Små træfade, to år  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Krone Vin  
Pris: 395,-