Spitzenklasse

Det nordøstlige Østrig, lige før det bliver Slovakiet. Sønden for Donau, østen for Wien og vesten for Bratislava. Carnuntum ligger i grænselandet, i korridoren mellem Alperne og Karpaterne, og østligst i det ellers forholdsvist flade område strækker sig Spitzerberg, ‘det spidse bjerg’, som en barriere lige nord for landsbyen Prellenkirchen. Nuvel, navnet er vildledende, for Spitzerberg er hverken spidst eller et bjerg, men snarere en højderyg, som løber gennem et landskab præget af små landsbyer, blandet landbrugsland og masser af vindmøller. Varm luft strømmer gennem korridoren fra den store pannoniske slette mod øst og videre vestover gennem Donaudalen. Derfor står luften aldrig stille, blæsten går frisk og især hen over Spitzerberg, som altid balancerer på kanten af tørke— også som følge af ekstremt lav nedbør og en ret karrig kalkstensjord, som holder dårligt på den sparsomme mængde vand. I modsætning til det øvrige Carnuntum står den derfor ikke på de tørstige sorter Grüner Veltliner og Zweigelt, Spitzerberg er noget nær det perfekte terroir til Blaufränkisch. I forhold til Leithaberg og Eisenberg i Burgenland falder bjerget ingenlunde igennem; og i de seneste årtier, ikke mindst den sidst håndfuld år har flere for alvor knækket koden til at få det lokale særkende frem i deres vine, en særlig friskhed, sarthed og elegance, især fra foregangsmænd som Johannes Trapl og Robert Payr men først og fremmest sortens og stedets store foregangskvinde, den navnkundige Dorli Muhr.

Dorli og hendes hjertebarn Blaufränkisch på flaske. Foto: Anna Stöcher

Dorli Muhr er en alsidig dame og et unikum i vinens verden. I 1991 grundlagde hun det i dag næsten legendariske PR-firma Wine+Partners, som i årenes løb har etableret sig internationalt som et af de stærkeste bureauer for markedsføring af vin og event management, eksempelvis som medarrangør af VieVinum, Austrian Single Vineyard Summit og Arlberg Weinberg. Så udadtil har hun spillet en vigtig rolle for østrigsk vin i de seneste årtier; men også på de indre linjer har hun samtidigt udviklet sig til en af landets toneangivende vinmagere.

I 2002 søsatte hun en livslang drøm om at lave sin egen vin, sammen med sin daværende mand, den velkendte portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort. Dog hverken i Douro eller i Toscana, som ellers også havde været på programmet; men få kilometer fra hendes fødeby i det dengang aldeles ukendte vinområde Carnuntum. Visionen var at lave vin på gamle stokke af indfødte sorter, og dem fandt de på Spitzerberg, hvor Dorli havde arvet en lille parcel, som gennem hendes bedstemor Katharina kom i familiens eje som medgift i 1918— set i bakspejlet en særdeles betydningsfuld bryllupsgave.

“Min bedstemor havde den her vinmark på Spitzerberg, og som barn kom jer der med mine forældre; og jeg husker, at det dengang virkeligt var et bjerg for mig,” erindrer den nu 60-årige Dorli. “Men da jeg var otte, trak de vinstokkene op, det var både besværligt og dårligt rentabelt at dyrke dem; og derefter gik den lidt i glemsel.” Dengang var der ingen særlig interesse for Blaufränkisch og slet ikke internationalt. Det var længe før, Ernst Triebaumer præsenterede sin Mariental 1986, der blev et vendepunkt i anerkendelsen af Blaufränkisch som kvalitetssort og Østrig som seriøst rødvinsland; men siden strømmede den såkaldte ‘rødvinsbølge’ roligt ind over landet, og knapt fire årtier senere har den kvalitative vinstand aldrig været højere.

I dén tid har Dorli Muhr været viden omkring, “men i dag er jeg endt otte kilometer fra min fødeby”— men nu i besiddelse af eget vinhus med 12 hektarer vinmarker, fordelt på 36 parceller, en nyrenoveret kælder og tilstødende smagelokale og have; og senest 98 point fra James Suckling til vinen Obere Spitzer 2022— den højeste internationale bedømmelse af en østrigsk rødvin nogensinde.

Hele herligheden: Spitzerberg set fra luften. Læg mærke til de vertikalt skrånende parceller, lagdelingen og nederst en klassisk østrigsk Kellergasse. Foto: Herbert Lehmann

Kalk, vind og tid

Carnuntum ligger lidt øst for Wien og syd for Donaudalen og udgør dermed Niederösterreichs sydøstligste flanke. Foruden at være delstatens mindste vinområde er det også dets eneste, hvor rødvin udgør pænt over halvdelen af produktionen. Dermed minder det en del om Burgenland, der begynder lidt længere mod syd langs die Leithagebirge.

Hovedsorten er med godt 225 hektarer Zweigelt, som også lægger druer til regionens vinøse visitkort, Rubin Carnuntum, samt Erste Lage vine fra eksempelvis Haidacker, Kirchweingarten og Steinacker. Blaufränkisch findes i det små ind imellem, 97 hektarer, men den kommer først for alvor til sin ret på Spitzerberg, hvor den til gengæld spiller hovedrollen næsten solo. Spitzerberg dækker samlet 100 hektarer, heraf godt 50 med vinmarker. Deraf ejer Dorli Muhr de 12, hvoraf 11 er beplantet med Blaufränkisch og den sidste med Syrah, der som international sort også spiller en vis rolle i Carnuntum sammen med Cabernet Sauvignon og Merlot. Men dels af erfaring, dels af personlig præference har Muhr valgt af fokusere på Blaufränkisch, som hun finder særligt tilpasset til netop Spitzerbergs jordbundsforhold og særlige mikroklima.

“Mine vine er langsomme vine,” betoner Dorli Muhr. Hun giver dem god tid, og det samme skylder vi andre tillige at tage os med dem. Det lønner sig.”

“Spitzerberg er geologisk den vestligste udløber af Karpaterne,” forklarer Dorli. “Her tager Karpaterne ende, lige før Alperne begynder, så vi ligger i en korridor, hvor en masse luft strømmer igennem. Vinden blæser virkeligt næsten hele tiden her, vi har over 300 dage med blæst. Den kommer fra østsydøst og op gennem Donaudalen mod nordvest; og dér går den op mod fugtigere luft fra vest, og det blokerer regnen. I gennemsnit får vi kun mellem 240 og 400 mm regn om året, og det meste af den falder fra april til juli, oftest mest i maj. Når vi endeligt får regn, kommer den som regel sydfra, en ‘italiensk regn’ om man vil. Af og til falder der 100 mm på en enkelt dag, alt for meget for jorden at absorbere, og så den løber den bare væk.”

Det betyder alt sammen udtalt tørt klima, faktisk er Spitzerberg et af de tørreste områder i hele Østrig. Det kræver tørkeresistente vinstokke, og det er Blaufränkisch i modsætning til Zweigelt og Grüner Veltliner. Den kan klare sig med sparsomme vandreserver og trives samtidigt med den megen sol og forholdsvist lange vækstsæson. Gennemsnitligt skinner solen godt ni timer dagligt mellem juni og august og fem timer mellem september og november. Samtidigt er der i hele vækstsæsonen store udsving mellem varme, solrige dage og kølige nætter, og typisk fra midten af august begynder temperaturerne så at falde. De kolde nætter tager over i modningsfasen, og det sikrer den faste syrenerve i vinene. Høsten finder som regel sted fra sidst i september til først i oktober.

Carnuntums sandsten og kalksten er aflejret fra den pliocæne til pleistocæne periode, først urhavet Parathethys og siden den store pannoniske sø. Kalkstenen er af samme art og beskaffenhed som den, der findes en anelse længere mod syd i Leithaberg, den såkaldte Leithakalk, og på Spitzerberg er den kun dækket af et ganske tyndt og ret sandet lag humus. Ifølge Muhr kan man “forestille sig Spitzerberg som et rev, hvor urhavet i millioner af år er brudt mod klipperne; og derfor er Spitzerberg i dag dækket af et så tykt lag kalksten.” Vinstokkene står i 165–265 meters højde, de øverste dele er de stejleste, med lyse, kalkholdige aflejringer og kalksten; mens de nederste dele flader ud og indeholder flere udvaskede sedimenter og mere humus.

Kalksten, masser af sol, vindblæst, tørt klima, kølige nætter, det er Spitzerbergs særkender — og deri ligger den første forudsætning for den friskhed og finesse, man finder i Dorlis vine.

Fra ord til jord

Den unge Dorli voksede op med vin i periferien, hendes far lavede en smule til familiens eget forbrug, men selv valgte hun en anden løbebane end den landlige. “Der var for mange kryb og kravl i det, det var ikke noget for mig at være bondekone. Så jeg valgte at at gå på universitetet og studere sprog i stedet, fransk og spansk.” En vis fascination af vinens verden havde dog et hemmeligt tag i hende, og langsomt begyndte hun at fokusere på oversættelse og formidling af tale og skrift om vin og vinkultur. I stedet for håndens arbejde med vin gav hun sig i kast med åndens.

“Jeg blev næsten besat af ‘vinsprog’,” erindrer hun, “at man alene ud fra en vins duft og smag kunne bestemme, hvilken drue, der var tale om, hvor vinstokkene voksede, og i hvilken slags jordbund. At en væske efter ti år i flaske stadig smager af den tid og det sted, den kom fra, og så mange år senere kan man sige, om den er fra kalksten, skifer eller løss. Det var helt nyt for mig, virkeligt en øjenåbner!”

“Så jeg blev oversætter af pressemateriale og vinlitteratur. Siden kom jeg ved et rent tilfælde til at arbejde for den nationale østrigske vinmarketing, hvor jeg blandt andet tog mig af udenlandske journalister; og til sidst stiftede jeg så mit eget bureau, rejste rundt og arrangerede smagninger og vinmesser.”

“Vin er ikke en hvilken som helst væske, man bare slukker tørsten med. Man kan lære i mere end 50 år, hvert år, år efter år, og stadig have nye spørgsmål. Det fascinerer mig!”

— Dorli Muhr

Men i mellemtiden var hun også begyndt at drømme om at lave sin egen vin. “Jeg kunne ikke længere nøjes med at snakke om vin. Jeg måtte lave min egen! Det var en meget romantisk idé, og selvfølgelig tænkte jeg dengang først på Frankrig og Italien; og så købte jeg mig et stykke land tæt på Scansano i Toscana, og dér kunne jeg så tilbringe anden halvdel af mit liv.”

Men så skete der noget uforudset. Gennem sit arbejde havde hun truffet den hollandsk-portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort, og de forelskede sig. Så i stedet flyttede hun til Porto og tilbragte store dele af sin tid i Douro; og dér erfarede hun for første gang den store forskel på det kystnære klima i byen og det kontinentale oppe ad floden. En anden erfaring, hun gjorde, var den forskel i klasse, som gamle vinstokke giver en vin; og da Dirk allerede arbejdede med begge i Douro, begyndte hendes tanker at flakke tilbage til Østrig, “det måtte være muligt at lave noget lignende dér.” Hjemme havde hun i mellemtiden fået genplantet Blaufränkisch på sin bedstemors braklagte parcel Untere Spitzer på Spitzerberg i 1995 men ved samme lejlighed forpagtet den ud. I stedet begyndte de at søge efter gamle parceller andre steder på Spitzerberg og i Carnuntum; og det fandt de lidt efter lidt og til ganske overkommelige priser.

Eksperter i elegance

Målet var at afdække, om ikke Blaufränkisch på Spitzerberg kunne have samme friskhed, elegance og finesse i sig, den skulle blot forløses. Det stilistiske var de enige om. Dirk er velkendt som en stærk forfægter af friskhed og lethed og er efter eget udsagn “besat af syre”. Så sammen med de nyerhvervede marker lejede de en garage og noget teknisk udstyr og købte nogle fade."

“Jeg har ikke lært at lave vin,” erkender Dorli blankt, “og jeg er slet ikke klog udi det tekniske. Jeg har min egen smag og mine egne erfaringer og idéer, men når Dirk var færdig med høsten i Douro, tog han så til Carnuntum og tog sig af høsten dér.”

“De første år eksperimenterede vi meget på kryds og tværs i forsøget på at indfange fornemmelsen af kalksten og tørt terroir. Vi afstilkede med hænderne, vi anvendte hele, upressede druer, vi prøvede fodtrædning af hele klaser; og vi lavede uge- og månedslange macerationer, med og uden pigéage, og så videre — og vi fandt efterhånden ud af, at den bedste måde at bevare friskheden og finessen er at anvende en god andel hele klaser, fodtrådte og med en lang, kølig maceration uden at forstyrre vinen undervejs, så man ikke får for hård en ekstraktion.”

Første år var 2002, så det varme 2003, så de mere moderate 2004 og 2005; og så fik hun sin egen ilddåb som vinmager i 2006: “Det var den 20. september, druerne var allerede modne, og Dirk var travlt optaget i Douro. Det skulle være nu, og jeg havde kun et par kar til at træde druerne i og et par fade til mosten. Heldigvis havde jeg også en mobiltelefon, så jeg hele tiden kunne ringe til Dirk og spørge ‘Hvad gør jeg nu?’ Så jeg blev vinmager ved et tilfælde!”

Årgang 2006 opnåede senere 92 point hos Robert Parker, så helt galt afmarcheret kunne hun ikke være. Året efter havde hun fået bygget egen kælder op, “til gengæld måtte gøre alt på egen hånd, da mit ægteskab var ved at gå i vasken; og i de følgende år måtte jeg tage mig af vinen samtidigt med en lille datter.” Til gengæld fik hun professionel assistance fra vinmageren Craig Hawkins fra Swartland i Sydafrika, dengang ansat hos Eben Sadie, i dag selvstændig som Testalonga. De forskudte vækstsæsoner gav ham rigeligt tid til at tage sig af først høsten og vinifikationen og senerehen flaskningen. Han bragte hende sikkert gennem den næste håndfuld årgange; og fra 2014 har hun så haft sin egen faste vinmager med i foretagenet, den særdeles dygtige Lukas Brandstätter, som har fortsat og forfinet kursen lige siden. I oktober 2021 påbegyndte de så konstruktionen af et nyt vinhus, som stod færdig i 2024.

Flere marker er kommet i husets besiddelse, og megen vin er strømmet gennem kælderen siden. “Vi er kommet langt på to årtier. Vi har udviklet vores egen profil, og vi har gjort en forskel. Vores mål var friskhed, lethed, elegance. Det var ikke ligefrem højeste mode, da vi gik i gang; og østrigsk rødvin var heller ikke noget, nogen gad beskæftige sig med dengang. Det har heldigvis ændret sig nu.”

Med viljestyrken, den rette vision og stor dygtighed kommer man langt. Gamle stokke, økologisk dyrkning, nænsom beskæring efter Simonit og Sirchs foreskrifter; samt selektiv høst og gammeldags fodtrædning, spontan gæring og skånsom omgang med mosten — deri findes den anden forudsætning for den kvalitet, Dorli i dag bringer til torvs. Det er Blaufränkisch, når den er bedst: En sælsom kombination af lys og mørke, lethed og tyngde, det seriøse og det fornøjeselige, lys- og skyggespil— og trods den megen møje i marken og tålmodighed i kælderen er der i Dorlis tilfælde noget nærmest ubesværet og befriende ligefremt over den.

Meningsfulde enkeltmarker

“Vi vinificerer vores parceller separat og organiserer siden vores portefølje efter markerne og vinstokkenes alder.” I den lavede rangerede Carnuntum kommer således en blanding fra de yngste stokke, lavere beliggenhed, højere udbytter. Village-vinen Prellenkirchen kommer fra lidt ældre og noget ældre stokke, mestendels længere oppe på skråningerne; og så kommer selve Spitzerberg som enkeltmarksvin, siden 2019 flasket som de fire enkelte parceller Obere Spitzer, Obere Roterd, Kranzen og Kobeln.

Man kan spørge om ikke det er en unødig komplicering, en intellektuel udforskelse af mikroterroir mere end et spørgsmål om god smag, især når den ‘generiske’ Spitzerberg nu var så god og komplet i sig selv. Dorli replicerer: “Jeg deler høsten fra de lavere parceller fra de højere på grund af de store forskelle i jordbundsforholdene. Fordi de højere har generelt tydeligere karakter og højeste kvalitet.”

Desuden er der noget stærkt personligt på spil for hende. De enkelte stykker land har hver sin historie for hende, ikke mindst de nu genanvendte gamle familiemarker, men også de mange med gamle stokke, hun har reddet fra nyplantning eller oprodning. “De har hver sin egen personlighed, og det smertede mig altid at skulle blande dem sammen til Spitzerberg. Så derfor var det en stor glæde, da vi fik lov at flaske de enkelte parceller som Erste Lagen.”

“Personligt ville jeg selvfølgelig sådan ønske, at Untere Roterd var min bedste vin; men den er fra en anden jordbundstype, så vinen har meget mere tæthed, koncentration og struktur. Den spiller simpelthen ikke på egen hånd”

— Dorli Muhr

Spottes midt i billedet, Dorli og Dirks bryllupstræer i fri dressur på Untere Roterd — en mark med en særlig betydning for familien Muhr gennem generationer

SPITZERBERG MASTERCLASS

Selvfølgelig får man først for alvor fornemmelse af, hvad det handler om, når man får vinene i glasset, smager parcel for parcel og over flere årgange. Gerne i store glas af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, gerne lettere afkølet og gerne med rigeligt luft. De unge vine kan med fordel dekanteres flere timer før servering. Det følgende er nogle nedslag i udvalgte vine fra de seneste årgange.

Prellenkirchen Samt & Seide 2021 — Som altid en slank, saftig og smidig mundfuld, fyldt med frodig bærfrugt, især kirsebær og skovbær, med fine noter af hvid peber, lang peber og enebær. Kølig kerne og samtidigt en vis rødfrugtet varme. Ligefrem og frugtig, endnu ung men umiddelbart indtagende, en glimrende årgang. Druerne er høstet fra især yngre stokke men også ældre stokke på parcellerne Spitzer, Roterd, Panhölzer, Holzweingärten og Kranzen. “Det er min erfaring, at gamle stokke giver fornemmelsen af silke i munden, en glat og meget tæt tekstur og samtidigt utroligt let; mens unge stokke giver den babybløde, fløjlsagtige fornemmelse med rundhed og tyngde. Derfor hedder den ‘Fløjl og Silke’.”

Parcellen Kobeln Liebkind. Foto: Herbert Lehmann

Kobeln er husets højeste beligennde parcel og Dorlis første nye besiddelse. Jorden er stenet og svær at bearbejde, og druerne tager virkeligt karakteren til sig. “Derfor kalder jeg den også Liebkind, mit hjertebarn, fordi der er investeret så megen energi i den. Her må man virkeligt tage vare på jorden; så den overbeviste mig om at arbejde økologisk.”

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2022 — Strålende sort og sært forjættende. Liflig mørk bærduft med lys glød indeni, solbær, hyldebær, aronia og mørkt ruskind. I munden syrlig saft med spændstighed og sart stoflighed samt fine, favnende tanniner. Saftig og syrlig strøm med en tør kerne af krydret stof, eftersmag af hyldebær, sortebær, den mørke skov.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2020 — Fortættet duft men forfriskende duft, fuld af blå blommer, sorte kirsebær og solvarme solbær. Særdeles saftig og fløjlsblød i munden, virkeligt vitalt spil af frisk syre og moden frugt, fornem balance. Figen, tobak og fine urter i eftersmagen.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2019 — Saftig og stoflig, kombinerer det kompakte med det lette på overmåde elegant vis, igen fløjsblødt stof med svæven som silke. Fyldig blommefrugt, moreller, en smule balsamisk solbæreddike, tørrede urter og usødet kakao, kompleks og flot udviklet med fint støvede tanniner.

Parcellen Obere Roterd. Foto: Herbert Lehmann

Obere Roterd er en smal terrasse i 210 til 240 meters højde. Den grænser direkte op til skoven ovenover og karakteriseres af en særligt sandet jord, delvist med store kalksten; og så har den selvfølgelig en særlig betydning for Dorli, da den er den øvre del af familiens gamle besiddelser på stedet. Det samme havde for øvrigt komponisten Joseph Haydns familie.

Spitzerberg-Obere Roterd 2022 — Diskret duft med et ulmende væld i dybden, der endnu lader vente på sig; men hindbær, kirsebær, lakrids, sandeltræ. I munden igen komprimeret kirsebær- og blommefrugt med mundvandsdrivende syre og tanniner, så fine som sommerfuglestøv. Funklende saft, nærmest kaleidoskopisk smag, spor af hindbær, brombær, kirsebær, lakrids, urter, sorten muld. Enormt fin og facetrig og flyder fabelagtigt godt.

Spitzerberg-Obere Roterd 2020 — Duften igen diskret, men fortæller stilfærdigt om friske kirsebær, hyldebær og grønne urter. Appetitvækkende, og i munden flyder den som blidt kildevand, med en lækker, silkeglat tekstur, som om der var en dråbe vaseline i vinen — Dorli siger “som mayonnaise men uden fedt” — og så et mildt pebret finish med fint fenolisk bid. Virkeligt god, glider gnidningsfrit, en storcharmør.

Spitzerberg-Obere Roterd 2019 — Milde røgnoter i duften og strejf af grillede peberfrugter og måske et strejf salvie; i munden en mere udpræget frugtighed, fuld af sorte og røde kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Tanninerne er en smule mere markante men fine, fine fra sandede til støvede, og der er mere mere tørstof at tygge i. Ret struktureret og koncentreret men stadig karakteristisk let på tå, har tiden foran sig.

Parcellen Obere Spitzer. Foto: Herbert Lehmann

Obere Spitzer udgør den øverste, vestligste flanke af Spitzerberg og strækker sig ned i en lang, spids skråning, som muligvis har givet navn til hele bjerget. Den ligger i 200 til 270 meters højde, har tørt sand og en stor andel indlejrede kalksten. Vinstokkene er næsten 70 år gamle. “Obere Spitzer giver særligt karakteristiske vine, der er finmaskede og meget tætte men samtidigt slanke og raffinerede. De er gennemsyret af en helt særlig vertikal energi, himmelstræbende som en gotisk katedral, og der er ikke et gram fedt på dem.”

Spitzerberg-Obere Spitzer 2022 — Stilfærdig, subtil duft, fra dybet dukker dog en delikat rigdom af sød rød frugt frem. I munden er den saftig, glat, svævende, substantiel; indtil et fint tørstof og de fineste tanniner trækker saften væk og efterlader et pikant krydret ekstrakt. Sursøde kirsebær, solbær, urter, peber, lakridspulver, røgsalt, stjernestøv…. i et særligt ekvilibrium mellem saftigt flow og virkeligt tørt træk. Stram struktur og fint stof og samtidigt svæver den næsten i luften.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2020 — Mild duft, drivende vådt flow og fylde uden tyngde. Ananaskirsebær går over i hindbær, som går over i brombær, som går over i kirsebær, som går over i syltekirsebær, finsk lakrids og tobak. Silkeglatte tanniner, spændstig syre og et indre løft som kun en luftballon af Blaufränkisch kan bære.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2019 — Mere æterisk og allerede en smule tertiær i duften, der kombinerer grønne urter, støvet peber og røgelse. Saftig og cremet i munden, moden men fast i kødet, har mild syre, et fint og næsten nebbiolosk tanningreb og et mineralsk spil, der holder interessen vakt, skønt den stadig er en smule ungdommeligt knyttet. Sursød mørke kirsebærfrugt og noter af bresaola, sandeltræ, enebær, hyldebær, peber, salt.

Dorli med sin datter Anna van der Niepoort og vinmager Lukas Brandstätter. Foto: Anna Stöcher

Vil man vide mere om hver enkel vin, kan man med fordel besøge vinhusets yderst informative hjemmeside. Er man nysgerrig på andet end Spitzerberg, laver Dorli også dejlig Blaufränkisch fra marken Kirchweingarten; og ellers er der hendes spændende Syrah fra den sidste hektar på Spitzerberg… og som en nostalgisk hômage til hendes tid i Portugal laver hun en god portvins-inspireret hedvin på Blaufränkisch, Saudade, “en flydende fado med Atlanterhavets ånd men udvundet af Karpaternes kalksten”— et studie i balance mellem frisk syre, krydret sødme og fyrig alkohol, en rig mundfuld syltede kirsebær, korender, cigarkasse og sorte peberkorn.

Flaske: Ried Obere Spitzer 2022  
Vinhus: Weingut Dorli Muhr  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig
Jordbund: Kalksten, sand  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 849,-  

Økologisk milepæl for Østrig

I maj vandt de Eurovision, og per august 2025 rundede de som nation en global milepæl for økologisk vinavl. 10.524 hektarer vinmarker i Østrig er nu certificeret som økologisk dyrkede af det føderale østrigske landbrugsministerium, og det svarer til nøjagtigt en fjerdedel af alle Østrigs registrerede vinmarker, 44,210 hektarer alt i alt. Med den økologiske førsteplads lever landet op til et erklæret mål om at nå mindst 25% i 2025 og cementerer tillige sin rolle som økologisk pioner og international rollemodel for omlægning til certificeret økologisk vinbrug og økologisk landbrug i det hele taget.

Østrig 2025 = økologisk vin 25%

Landet har længe ligget langt og længst fremme i feltet. Ifølge den nyligt frigivne rapport The World of Organic Agriculture 2025 nåede Østrig 22,6% i 2023 og 23,8% i 2024, hvilket allerede dengang betød en førerposition, for eksempel foran store og klassiske vinlande som Frankrig med 17,4%, Spanien med 17,8% og Italien med 14,6%. (Ret beset ligger tre lande faktisk foran Østrig, hvad angår økologisk vinbrug— Sverige, Belgien og Polen— som alle tre er nyligt anerkendte vinlande med nystartet produktion og en samlet beplantning på mindre end 500 hektarer). Spanien er dog det land, der samlet set har det største certificerede areal af vinmarker: 121,279 hektarer er nu omlagt til økologisk dyrkning dér, en tredobling på lidt mere end et årti, men stadig kun knapt 13% af landets samlede vinmarksareal. Landenes relative størrelser og markarealer taget i betragtning fører Østrig altså stadig stort. Også sammenlignet med det globale gennemsnit, som med de seneste tal fra 2023 lander på 7,8%– knapt en tredjedel af det østrigske.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk er en utrolig præstation,” lyder det fra Chris Yorke, der er administrerende direktør for ÖWM, Østrigs nationale organ for markedsføring for vin. Han begrunder sin begejstring således: “Man må ikke glemme, at vi i Østrig har at gøre med nogle vanskeligere klimatiske forhold end mange andre, større vinproducerende lande. Det gør ikke økologisk vinproduktion lettere– faktisk tværtimod. Men vores vinbønder er overbeviste om, at en miljøbevidst produktion er vejen frem– og derfor fortsætter de ad denne vej til trods for de vanskelige tider, vi står over for nu.”

Hvad Yorke her hentyder til, er de generelt køligere og ofte også fugtigere forhold, som præger vinområderne i landet for foden af Alperne; og at økologisk certificerede vinbønder både i marken og i kælderen har færre hjælpemidler til rådighed, når de skal arbejde under de forhold. Hurtige fix fra kunstgødning, syntetiske plantebeskyttelsesmidler og andre sprøjtegifte kan man ikke ty til her. Derfor betyder økologisk vinavl mere og hårdere, ofte også manuelt arbejde, når vinstokkene skal holdes sygdomsfri og sunde i markerne. Derfor er der hele tiden også en øget risiko for lavere udbytter, hvis vejrforholdene viser sig ugunstige. Set i det lys er den store økologiske andel ikke så lidt af en satsning og en bedrift.

Fra gryende grøn til spraglende

Naturbeskyttelse og mere miljøskånsomme dyrkningsformer er ikke nogen nyhed i Østrig. Landet har en lang tradition for begge, eksempelvis var Østrig det første land i verden, som fra 1927 havde en gård, som decideret blev dyrket efter principper, som i dag kaldes økologiske; og i 1983 var østrigerne de første til at fastsætte nationale regler for økologisk landbrug, næsten et årti før de første fælles europæiske regler kom i 1991-1992. I 2005 stiftedes så foreningen Bio Austria, som i dag er Europas største økologiske landbrugsforening, og som også er en blandt flere økologiske certificeringsagenter i landet. I øvrigt er 27% af vinmarksarealet i Østrig nu certificeret bæredygtigt af Nachhaltig Austria/Sustainable Austria.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk
er en utrolig præstation!”

— Chris Yorke, CEO, ÖWM

Hvordan har Østrig indtaget den økologiske førerposition? Sandsynligvis spiller flere faktorer en rolle; dels er østrigsk landbrug aldrig gennemgået samme grad af industrialisering som i eksempelvis Tyskland eller Danmark, først og fremmest på grund af den fortsat store andel af små familiebrug (95% af de østrigske vinhuse er stadig i familieeje) samt vanskeligheden i mekanisering af små landbrug i landets mange isolerede, kuperede og decideret bjergrige områder. En vis kulturel konservatisme spiller også ind, men nok så meget også det, at Østrig i høj grad lever af turisme i naturlige omgivelser: Såvel indfødte som udlændinge kommer og går for at nyde landets naturlige skønhed og oprindelige landbrugsprodukter. Certificeret økologisk vin står som garant for, at vinbonden ikke har forgiftet sig selv og sine omgivelser med pesticider, og at du som forbruger ikke får en sådan dosis med indenbors, hver gang du drikker et glas vin (læs dog om et lille aber dabei her). Peter Artner fra Carnuntum er en blandt mange vinbønder, som inden for det sidste årti har lagt om, og hans forklaring på sin omvendelse er repræsentativ for mange: “For os er økologien blevet en måde at leve på. Vi valgte først en forsigtig tilgang og har trin for trin omlagt hele virksomheden til økologi. Siden da er vores vinstokke blevet mere vitale og robuste.”

“Jeg elsker det manuelle arbejde og får så meget tilbage, når jeg går igennem mine vinmarker. Så ved jeg, at jeg er på rette vej,” forklarer Birgit Braunstein fra Burgenland. For hende var omstillingen til økologi også en lang proces, der tog sin begyndelse sidst i 1990’erne. “Jeg ville ikke have ønsket eller været i stand til at gøre det fra den ene dag til den anden,” fastslår hun. “Økologisk certificering fik jeg først i 2006, så vovede jeg mig videre ud i biodynamik i 2009, og siden 2015 har vingården været Demeter certificeret. Det tager en vis tid at omstille systemet– ikke kun i vinmarken, men også mentalt.”

Så selv på trods af den øgede arbejdsbyrde og de forretningsmæssige risici, har et stadigt stigende antal østrigske vinproducenter valgt at forpligte sig på økologisk vinavl. I 2000 udgjorde andelen af økologisk certificerede vinmarker stadig kun 1,7% af arealet; men siden da er det hurtigt steget, og landet har altså nu som det første nået en fjerdedel, med mere end 1.235 vinbønder– og det stopper ikke, så snart den økologiske certificering er opnået. Eksempelvis er mere end hver tiende økologiske vinmark også dyrket efter biodynamiske principper, svarende til 14% af det økologiske vinareal. Biodynamisk landbrug blev udviklet ud fra den østrigske tænker Rudolf Steiners tanker fra 1924 og frem og er dermed godt 25 år ældre end den første såkaldt økologiske bevægelse, som tog sin begyndelse i England. Østrig huser desuden verdens første biodynamiske vingård, Nikolaihof i Wachau, som i praksis begyndte at implementere Steiners principper fra slutningen af 1960’erne. Gården er nu certificeret af Demeter, en international organisation for certificering af biodynamiske landbrugsprodukter. I 2007 oprettede en gruppe af Østrigs førende vinproducenter så en ny sammenslutning for biodynamisk vinavl, Respekt Biodyn, som først var en lille gruppe ligesindende men nu omfatter mere end 25 vingårde i Østrig samt nyere medlemmer i nabolandene Ungarn, Italien og Tyskland.

Fred Loimer fra Kamptal er en af de stærke drivkræfter bag den grønne bølge i østrigsk vinbrug og er i dag både bæredygtigt, økologisk og biodynamisk certificeret. For ham faldt valget om økologi og biodynamik i naturlig forlængelse af karrierevalget som vinbonde, da han overtog sin fædrende vingård. “Det var et bevidst forsøg på at blive en bedre vinbonde og lave bedre vin, vin med mere karakter og individualitet.” Som medstifter af Respekt-gruppen fremhæver han biodynamikkens endnu stærkere forpligtelse på naturnært landbrug: “Målet med biodynamisk landbrug er at skabe en sund balance i jord, planter, dyr og mennesker og at styrke deres naturlige forsvarsmekanismer. I 2006 tog vi denne udfordring op og omlagde vores vinmarker til biodynamisk landbrug.” Loimer er desuden medlem af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, hvis kurs siden 2021 har været, at alle dets medlemmer som minimum skal være bæredygtigt og gerne økologiske certificerede. I dag kalder Loimer ligefrem biodynamisk vin for “det reneste udtryk for oprindelse”. Har han ret i det, er det næppe noget tilfælde, at den kvalitative og terroirdrevne udvikling i østrigsk vin i de sidste par årtier er gået hånd i hånd med den økologiske og biodynamiske bølge; og at de fleste af landets førende historiske såvel som nye producenter i dag er certificeret økologiske og/eller biodynamiske. Tænk blot på så forskellige navne som Bründlmayer, Bernhard Ott, Dorli Muhr, Geyerhof, Gernot Heinrich, Sattlerhof, Tement, Triebaumer, Weninger og Wieninger.

Danmark med i dynamikken

Herhjemme i Danmark har vi også en økologisk rekord, nemlig i det største nationale forbrug af økologiske varer. Den efterspørgsel skal selvfølgelig matches af et udbud, og under kategorien vin kommer en pæn del fra f.eks. Østrig. Kun knapt 3% af landets samlede produktion, men i værdi kommer de fleste fra den højere ende— alle ovennævnte vinhuse er eksempelvis repræsenteret på det danske marked.

“Miljøbevidst vinavl, hvad enten den er økologisk, biodynamisk eller bæredygtig, åbner også nye forretningsmuligheder,” forklarer Chris Yorke, “for sådanne vine er særligt efterspurgte blandt visse kundegrupper og på eksportmarkeder som Skandinavien og Canada. Eftersom vores vinproducenter er internationalt kendt for deres særligt miljøbevidste produktionsmetoder, har efterspørgslen efter østrigske vine også været stigende på disse markeder i mange år nu; og der er stadig et betydeligt potentiale.”

Så giv gerne en hjælpende hånd, og køb glad en flaske økologisk østrigsk vin til weekenden!

Links og fakta

• Pressemeddelse fra Österreich Wein Marketing

• Økologisk vinbrug i Østrig

• Rapporten The World of Organic Agriculture 2025

Den tabte have

Et gammelt, falmet familiefoto fra 1930’erne: Oldefar høster druer fra sin vinmark ved landsbyen Togh i Artsakh. Et ældgammelt armensk område, som sidenhen er faldet i aserbajdsjanske hænder, og nu nok er bedre kendt under sit sovjetiske navn Nagorno-Karabakh, ofte omtalt som ‘den armenske enklave’ i Aserbajdsjan.

Fotografiet såede frøet til en drøm hos oldebarnet Grigor Avetissyan. Vinavl var en tradition i familien, der som de fleste andre i Artsakh havde ernæret sig ved landbrug gennem generationer; og det vinøse ønskede Grigor nu at gøre noget større ud af. Så i 2010 grundlagde han vinhuset Kataro, opkaldt efter det nærliggende kloster Katarovank, et historisk armensk vartegn, som troner på toppen af bjerget Disapajt. Mere prosaisk kaldes huset også Domaine Avetissyan efter familien selv; og det må de i dag benytte langt fra klosteret og det vinhus, Grigor og hans nærmeste pårørende over en årrække byggede op. Umiddelbar succes fulgtes nemlig af knusende nederlag; for Artsakh, som armenierne siger, eller Karabakh, som aserbajdsjanerne kalder det, har de to folk kæmpet om i mere end et århundrede; og i 2020 udbrød en kort men alt andet end konsekvensløs krig, som betød opbrud for adskillige armeniere i området, familien Avetissyan inklusive; og i 2023 måtte langt størstedelen af den resterende armenske befolkning på få dage flygte for livet fra det land, de ellers altid har anset som deres retmæssige hjem. Artsakh gik tabt efter århundreders, årtusinders armensk liv og kultur dér.

Billedet forbliver derfor en drøm. Men familien Avetissyan har ikke kastet håndklædet i ringen. Ti års målrettet indsats og århundreders traditioner er ikke så lette at slippe, så de fortsætter nu arbejdet fra deres nye hjem ved Dzoraghbyur en smule øst for Armeniens hovedstad Jerevan. Med afsavnet og tabet i baggagen men også håbet i hjertet og øjnene fokuseret på fremtiden. Således formidler de Artsakhs arvegods i flasker med områdets indfødte sort Khndoghni samt andre armenske klassikere som Areni og Voskehat, og de er alle værd at stifte nærmere bekendskab med. Foruden det at de tjener som påmindelser om et stykke verdenskulturarv og en overset, nærmest glemt konflikt i Europas baghave — i kontinentets ældste kristne kulturland og muligvis ditto vinkultur.

Den sorte have

Armenierne i Artsakh har haft vanskelige kår længe. Som et meget gammelt folk med en glorværdig fortid har de først lidt den skæbne at bevidne riget skrumpe ind og siden at blive underlagt herskere udefra. Artsakh ligner umiddelbart et roligt område i bjergene men er ulykkeligvis grobund for en nu århundreder lang konflikt mellem armeniere og aserbajdsjanere og af adskillige omgange en slagmark med markante tab og krigsforbrydelser på begge sider. I det meste af Sovjettiden var der lagt låg på de etniske spændinger og den territoriale tvist; men siden Sovjetunionens sammenbrud er konflikten flere gange brudt ud i lys lue.

Området er ganske vist internationalt anerkendt som en del af republikken Aserbajdsjan; men grænsedragning og statsdannelse i det sydlige Kaukasus er en kompleks og til tider temmelig kaotisk affære, som har efterladt en stor gruppe etniske armeniere adskildt fra deres fæller. I baggrunden brummer selvfølgelig den russiske bjørn, ekkoer af imperialisme og ikke mindst det folkemord, som Osmannerriget begik mod sin armenske befolkning under Første verdenskrig. Armenierne har virkeligt ikke haft det let, og derfor lever store dele, reelt størstedelen, af det armenske folk i dag uden for republikken Armeniens grænser. Nu bare ikke længere i deres elskede Artsakh, med den smukke armenske skrift Արցախ.

Navnets herkomst er omstridt. Det menes at kunne komme af art (mark, have) og aght (sort), altså den sorte mark eller sorte have; mens en alternativ etymologi fremhæver tsakh (buskads, skov) som både sandsynlig og passende, landskabet og vegetationen taget i betragtning. En tredje og særligt interessant mulighed er, at det kommer af orts (vinstokke) og stednavnssuffiksen ak, således at Artsakh er ‘stedet, hvor vinstokke gror’ eller ganske enkelt ‘vinmarken’. Men som regel foretrækkes første betydning, som desuden stemmer overens med det aserbajdsjanske navn Karabakh, hvor kara menes at komme fra det tyrkiske ord for sort og bakh af det persiske for have. Persiske og tyrkiske indtog kom nemlig til at spille en vigtig rolle i områdets historie, før russerne med tiden rykkede ind og navngav regionen Nagorno-Karabakh, ‘det bjergrige’ Karabakh.

Մենք ենք մեր լեռները — Vi er vore bjerge — er et monument over armensk kulturarv i Artsakh. Materialet er lokal vulkansk tuf, bearbejdet af skulptøren Sargis Baghdasaryan, og motivet er տատիկ-պապիկ, Tatik-Papik, bedstemor og bedstefar, som det også kaldes i folkemunde. Foto: Naré Gevorgyan

I forhistorisk tid var Artsakh befolket af den oldkaukasiske Kura-Araxes-kultur, og hvad de kan have kaldt området fortaber sig i fortiden tåger. De ældste skriftlige kilder, hvor noget nær Artsakh nævnes, stammer fra kong Sarduri den IIs tid (764–735), altså det ottende århundrede før vor tidsregning, hvor han beskrev det som den østlige flanke af sit kongerige Urartu under navnet Urtekhe. Fra samme tid findes lignende referencer til andre velkendte stednavne i samme område. Urartu var et oldtidsrige med centrum i det nuværende Armeniens højland, med udstrækning mellem og kulturelle højborge omkring søerne Van, Urmia og Sevan. Riget byggedes op om den jernalderkultur, som var vokset frem i det sydlige Kaukasus, og sin største udstrækning nåede det netop under Sarduri den II, før det et godt århundrede senere bukkede under for invaderende medere og persere. Området genvandt senere sin selvstændighed og blev et armensk kongerige længe før de tyrkiske folkeslag, som er aserbajdsjanernes forfædre, indvandrede i området og slog sig ned især på de lavere beliggende sletter. Mindst siden middelalderen har en stærk armensk identitet været fremherskende.

Det østlige Armenien blev vristet frit fra persisk overherredømme af russerne fra begyndelsen af 1800-tallet. Efter den fjerde russisk-persiske krig (1804-1813) og fredsaftalen med Gulistan-traktaten af 1813 indlemmedes Artsakh i Det Russiske Kejserrige; og efter den femte russisk-persiske krig (1826-1828) indlemmedes resten af det østlige Armenien, stort set svarende til den nutidige republik. I samme periode kom det område, der i dag er Aserbajsdjan, i russiske hænder. Efter tsarens fald i 1917 forsøgte russerne at danne en ‘fælles’ transkaukasisk republik bestående af det nuværende Georgien, Armenien og Aserbajdsjan; men forsøget fejlede, da først georgierne, siden armenierne og sidst aserbajdsjanerne erklærede deres uafhængighed. I årene efter stod den røde hær dog på deres respektive hjemmebaner, og de blev i stedet til tre sovjetrepublikker.

Sovjettidens manglende meritter skal ikke opregnes her; men til forsvar for Moskva skal det siges, at den centrale administration i det store hele havde held med at lægge låg på uoverensstemmelserne mellem armenierne og aserbajdsjanerne, godt hjulpet på vej af fraværet af interne grænser i Sovjetunionen. Artsakh blev først de facto og siden de jure etableret som Aserbajdsjans territorium, fra 1923 til 1991 en autonom oblast. Desuden formåede Stalin i 1936 at overdrage to små landområder i det nordlige Armenien til Aserbajdsjan. Men galt gik det først for alvor med Sovjetunionens opløsning, for med de to landes selvstændighed stod de hver med løsrevne lemmer på tværs af grænsen til nabolandet: Armenien med enklaven Artsakh i det vestlige Aserbajdsjan, og Aserbajdsjan med eksklaven Nakhichivan lige vest for Armenien.

Det armensk-apostoliske kloster Kataro, som Avetissyans vingård låner sit navn fra

Fra februar 1988 til maj 1994 kom det til væbnet konflikt mellem parterne. De danske medier dækkede i et vist omfang krigen men var i de år generelt mere optaget af Tysklands genforening, krigene på Balkan som følge af Jugoslaviens opløsning og af Danmarks videre integration i EU. Nagorno-Karabakh-krigen udkæmpedes reelt fra 1991 og frem til en våbenhvile i 1994, som dog ikke førte til nogen egentlig fredsaftale. Russerne stod som mæglere, men fortidens spøgelser fik lov at leve videre. En tanke, der stadig ligger lige for, er, at en endelig løsning på problemet ikke er i Ruslands interesse— det nuværende regime har løbende rådgivet såvel som bevæbnet begge sider i konflikten. I mellemtiden blev over 300.000 armeniere og 800.000 aserbajdsjanere drevet på flugt, og over 35.000 mistede livet. Armenierne havde overhånden, og som konsekvens af krigen blev Republikken Artsakh de facto et selvstyrende område i Aserbajdsjan, tæt knyttet til Armenien. Med håbet om international anerkendelse og normalisering af tilværelsen ad åre.

Helt så heldige har armenierne dog ikke været. I årene efter har Aserbajdsjan med opbakning fra Rusland og Tyrkiet oprustet kraftigt, og den konstant ustabile situation førte først i 2016 og siden i 2020 til nye væbnede konflikter. I anden ombæring egentlige krigshandlinger, 44 dages kampe, som i sidste ende resulterede i et nederlag for armenierne— med over 100.000 fordrevne og betydeligt tab af kontrolleret territorium; som sagte men sikkert markerede begyndelsen på enden af Artsakhs armenske særstatus inden for Aserbajdsjans grænser.

Mellem den 19. og 21. september 2023 kom kniven så: Aserbajdsjan indledte en større militær offensiv i Artsakh, efter man igennem mere end ni måneder reelt havde indført en blokade mod enklaven. Noget af et kunstværk: Blokaden var iscenesat som miljøaktivisters blokade af en lokal kulmine— meget politisk korrekt og raffineret af et post-sovjetisk olie-oligarki! Borgere, som hævdede at være miljøaktivister, spærrede adgangen til Lachin-korridoren, som er/var den eneste vej, der forbinder Artsakh med Armenien og verdenssamfundet. Blokaden førte hurtigt til en mangel på mad og andre essentielle goder (el, gas, vand, medicin) med udsultning af Artskahs befolkning til følge. Efter inddragelsen af selvsyre, deres særlige rettigheder og deres daglige livsgrundlag gav det derfor mening for flertallet at fortrække— ikke mindst i lyset af den øgede militære tilstedeværelse og anklager om angreb mod civilbefolkningen. I løbet af få dage flygtede op mod 100.000 mennesker derfra, langt størstedelen af den resterende armenske befolkning. Flygtede eller rettere: blev fordrevet. Men i ly af Ruslands og Israels aggressioner andetsteds blev Aserbajdsjans aggressioner i det store og hele overset i danske og internationale medier, som ellers sjældent overser chancen for at bebrejde muslimske nationers mulige overgreb mod kristne. Men alligevel ikke da det rent faktisk skete. Fænomenet er velkendt og kaldes ved rette navn etnisk udrensning.

Et kig tilbage i tiden, til da Kataros kælder stadig lå i landsbyen Togh i Artsakh

Exodus

Artsakh er gammelt landbrugsland i bjerge og dale mellem vidtstrakte skove. Artsakh er lyden af duduk, et traditionelt træblæserinstrument fremstillet af abrikostræ, som normalt spilles parvist, den første spiller melodien, mens den anden akkompagnerer med en konstant bagvedliggende summen, så de to tilsammen sammen skaber en rig og luftig lyd og melankolsk melodi. Og Artsakh er lyden af det armenske sprog men med en særlig dialekt; og der er særlige variationer over traditionel armensk kultur dér, som mærkes i maden, vinen, skikkene og som selvfølgeligt ofte er tæt knyttet til den armensk-apostoliske kirke, og klostre som Dadivank, Katarovank og Gandzasar, og den særlig arkitektur og det kunsthåndværk, der omgiver dem.

Vinavl var i Artsakh en del af dagligdagen, ikke et særligt foretagende og slet ikke noget kommercielt. Som sådan eksisterede det ikke i Sovjettiden, hvor centraladministrationen havde andre planer for Aserbajdsjan. Men landbruget og vinkulturen overlevede og med dem nogle af de gamle druesorter som Khndoghni, som f.eks. familien Avetissyan skulle tage op som en særligt skattet kulturarv. De gik professionelt til værks fra 2010, og fra 2014 var de endvidere med til at arrangere en årlig vinfestival i Togh sidst i september, Արցախյան գինու փառատոն, til at minde om og fremme Artsakhs vintradition, indadtil og udadtil. På programmet var fodtrædning af druer, smagning af traditionelle vine og retter, udstilling af lokale kunstværker og gamle artefakter; samt en slags vinskue med smagning og salg af lokal vin, herunder også vine fra selve Armenien. Traditionen tro lod festivalen sig ledsage af armensk sang og dans.

Efter en sløv sovjettid kom der endeligt gang i frie og traditionsbundne gøremål igen. Men: Mens arbejderne havde plukket druer fra forskellige områder i Artsakh og bragt dem i hus hjemme i Togh, og familien selv var ved at høste druerne fra deres egen vingård, kom de under aserbajdsjansk beskydning. Få dage senere var området rømmet for etniske armeniere, og familien Avetissyan og resterne af deres foretagende befandt sig nu i Armenien. I al hast fordrevne og flygtninge. Ifølge Avetissyan selv lykkedes det dem kun at redde 10.000 flasker af deres Kataro Reserve, som de sidenhen auktionerede bort til financiering af vinhusets genrejsning på armensk grund. Hvad der er sket med deres mange fade og med vinmarkerne er endnu uvist. Vist er kun, at de måtte efterlade dem og godt 200.000 flasker hjemme i Artsakh. I dag opdyrker de så marker i Armenien og har i begrænset omfang kunnet erholde druer fra hjemstavnen på den anden side af grænsen. Desuden råder de over en god mængde træfade af egetræ fra Artsakhs vidstrakte egeskove (Quercus macranthera), som leverer godt ved til vinfade, af den ret robuste og finfibrede type, som især gør sig godt til tanninrige rødvine.

Vinmager Andranik Manvelyan sammen med Grigor Avetissyan på det nye vineri i Dzoraghbyur ved Jerevan, Armenien

Avetissyans historie er kun én af mange; og de mange blev virkeligt mange, da aserbajdsjanerne under ekstreme forhold slap af sted med helt at fordrive armenerne fra Artsakh tre år senere. En hel befolkning fra hus og hjem. Russernes protektionisme udeblev; det internationale samfunds fordømmelse druknede i terroir og krig i Israel; und Stille gibt es, da die Erde krachte. Situationen er nu, at Aserbajdsjan har taget fuld kontrol over Artsakh og er gået i gang med at genhuse egen befolkning i de forladte huse. Absolut armensk nederlag og politisk hårdknude. Seneste nyt er dog, at den siddende amerikanske præsident mirakuløst har forhandlet den fredsaftale mellem armenierne og aserbajdsjanerne færdig, som ellers så umulig ud. Han kan dog have gjort regning uden vært, for aftalen efterlader flere uafklarede spørgsmål, bl.a. om Artsakh og dets befolknings status, end den besvarer. Men man kan selvfølgelig kun håbe på en stabilisering og normalisering af de mellemfolkelige forhold, med henblik på at Artsakhs befolkning kan vende hjem; og derefter leve i fred og fordragelighed med deres aserbajsdjanske naboer.

“Det vigtigste er, at vi lever, og at vi fører vores traditioner videre”

— Grigor Avetissyan

Khndoghni

Som en af verdens allerældste vinkulturer har armenierne en gudsbenådet formue af gamle, særegne druesorter med sig som arvegods. Det anslås således, at der før Sovjettidens omlægninger fandtes i nærheden af 900 sorter, hvoraf godt halvdelen anses at have været særegent lokale, altså indfødte sorter.

I dag dyrkes knapt 50 sorter kommercielt i Armenien, og en håndfuld af henholdsvist hvide og røde sorter har etableret sig som landets særlige repræsentanter. Til de hvide hører Voskehat, Khatoun Kharji, Lalvari, Banants, Kangun, Mskhali og Garan Dmak; mens de røde sorter først og fremmest tæller Areni men også Kakhet, Tozot, Haghtanak og Karmrahyut og dertil den særligt artsakhiske Khndoghni, i moderlandet ofte også kaldet Sireni.

Khndoghni (Խնդողնի) er hjemmehørende i Artsakh, hvor den er den vigtigste sort og sandsynligvis indfødt; men den findes også få andre steder i det sydlige Kaukasus, fortrinsvist i det østlige Armenien men også i Aserbajdsjan, som i mindre grad også har vinbrug. Khndoghni giver traditionelt fyldige tørre rødvine med høj alkoholprocent, alternativt senhøstede og ofte forstærkede søde vine. Druen giver under alle omstændigheder dybt farvede vine, med højt tørstofindhold og en høj alkoholprocent, afbalanceret af en markant stringens fra syre og faste tanniner. Det til trods bliver de bedste vine fyldige, bløde og fløjlsagtige, især efter fad- og flaskelagring. Navnet kan i øvrigt oversættes til munter eller lattermild (det må skyldes humøret efter indtag), og det ses også transskriberet som Chindogni eller Khindogni; og synonymet Sireni som Scireni eller Sveni.

Khndoghni modnes forholdsvist sent, og stokken sætter store, koniske og ret kompakte klaser med runde, mørkeblå druer. Den er tilpasset Artsakhs lerjorde og de varme og tørre forhold, og den tåler længere tørkeperioder. Omvendt er den ret følsom over for vinterfrost og meget fugtige forhold. Den har god modstandsdygtighed over for både meldug og vinskimmel, men de kompakte klaser rammes let af ædelråd. Den er en fighter, som armenierne selv. Men i modsætning til størstedelen af selve Armenien er der i Artsakh phylloxera, så langt det meste Khndoghni dyrkes på podede rodstokke.

Kataro anno 2025

Grigoris nevøer Eduard og Vanya arbejder begge i vinhuset og uddanner sig begge inden for ønologi og vitikultur; så det bliver i familien i fremtiden. Siden 2019 har man haft Andranik Manvelyan med om bord som den professionelle vinmager; og alt taget i betragtning går det godt, for Kataro er et af de stærkeste brands på den armenske vinscene. Med minder, erindringer om nær og fjern fortid, gåpåmod i en vanskelig samtid og håb for den usikre fremtid.

Glimt fra Kataros nye kælder i Armenien

Voskehat Dry White 2022. Stålsat hvidvin i ren og ret stringent stil. Duft af blomstrende tjørn og gyvel. Blød på tungen, fin stoflighed, hints af citrus, lyse stenfrugter og honning; så strammer syren op, og den slutter med et tørt finish. Alk.: 12,5%

Rosé 2022. Her er det ren Areni fra Vayots Dzor, gæret på ståltanke efter direkte pres af hele klaser. Moderne men moderigtig stil, sart men meget slikken i frugten, med kølig nerve og fine noter af blodappelsin, fersken og pomelo. Kølig frugt, læskende og lækker på en sommerdag. Alk.: 13,2%

Areni 2022. Fra rødmen til rødgløden, og nu begynder det at blive rigtigt spændende, igen ren Areni fra Vayots Dzor, dyrket i godt 1.200 meters højde over havet og vinificeret som klassisk tør rød. Vidunderlig duft af kandiserede violer, syltekirsebær og skovbær. I munden har den en umiddelbar saftighed og mildhed, med god syre og et blidt greb af ganske fine tanniner; men først og fremmest masser af ren frugt: Kirsebær, brombær, blåbær, solbær og et lille strejf af sort peber og vanille. Vældigt god på egen hånd men også alsidigt madvenlig vin. Alk.: 13%

Khndoghni 2021. Frisk høst af den karakterstærke Khndoghni. Fortættet og ret kernet duft, reduktiv og tæt pakket med frisk mørkerød frugt, alverdens mørke bær især, og strejf af noget staldet. Fast i kødet, rank frugt, fint tørstof og fine, tørre tanniner, som omfavner kandiserede violer, modne skovbær og mørke, mørke blommer. Levende frugt og god længde; og karakterfuld uden at være for krævende. Alk.: 13,3%

Khndoghni Reserve 2020. Selektion af de bedste druer og lang lagring på små egetræsfade, 24 måneder, og det markerer sig i en meget karakteristisk men også charmerende og harmonisk vin. Dyb og delikat duft af mos, skovbund, modne hindbær og brombær; og i smagen dertil en smule solbær, marokkansk mynte, tørrede figner og mørk chokolade, milde strejf af tonkabønne og vanille. Favnende fylde, det fineste tørstof, gribende men alt andet end aggressive tanniner. Moden frugt møder seriøs struktur og det med kant, kompleksitet og længde. Endnu ung og med god tid til at folde sig endnu mere ud. Alk.: 14%

Flaske: Khndoghni Reserve 2020  
Vinhus: Kataro Wine  
Oprindelse: Armenien
Jordbund: Kalkholdig ler  
Drue: Khndoghni  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia  
Pris: cirka 250,-  

Granit, vand og grøn vin

Ét element sætter sit særlige præg på portugisiske Vinho Verde, og det er vand. Vi er i den nordvestlige del af landet, og området er ikke alene fastlandets mest regnfulde, vand flyder også overalt gennem landskabet og gør det frodigt indefra. Adskillige floder strømmer fra øst til vest gennem landet på vej ned fra Gerês og Marão bjergene og ud mod Atlanterhavet— mellem Minho-floden i nord og Douro-floden i syd strømmer Lima, Cavado, Ave og Tâmega og deres bifloder, skærer sig gennem det kuperede landskab og den underliggende granit og skifer. Talrige broer gør det muligt at krydse dem og skaber samtidigt gode udsigtsposter til det betagende grønne panorama. Minho-floden mod nord udgør grænsen til Spanien, nærmere bestemt Galicien med dets velkendte vinområde Rías Baixas; og mod vest ligger kun Atlantens blå.

Vinho Verde er altså et ret køligt, meget vådt og virkeligt frodiggrønt område, og af de grunde skiller det sig også ud som en stærk bastion for hvidvine blandt Portugals 13 vinregioner. Med godt 25.000 hektarer vinmarker er det også Portugals største, Vinho Verde udgør knapt 10% af landets samlede produktion. Det er friske, syrlige vine, som findes i seriøse aftapninger, men det er oftest de ret simple udgaver, som især i stride strømme har ramt det internationale og dermed det danske marked, meget lette vine med limegrøn farve, gerne med en lille spritz i glasset og en temmelig sød frugt til at dulme syren.

Navnet vinho verde, grøn vin, har flere forklaringer. Ifølge den første går det på karakteren af vinen, den er grøn som i umoden eller knapt moden men i hvert fald med den slags frugts snerpende friskhed. En anden siger, at det er fordi vinen gerne og helst drikkes som helt ung, altså mens den aldersmæssigt er grøn. Men den officielle forklaring slår fast, at det skyldes vinens ophav i det særdeles grønne landskab, hvis kølighed, fugtighed og frodighed den så på forskellig vis kan afspejle. Vinho Verde kan nemlig også fås i rosa og røde udgaver, som historisk har spillet en stor rolle; og siden 1999 sågar også mousserende vine, selvom den stille hvide med omtrent 85% stadig udgør størstedelen af produktionen.

Portugal er cuvéernes land, og Vinho Verde er ingen undtagelse. Man dyrker en lang række forskellige druesorter, og traditionelt er de fleste vine stukket sammen af flere sorter, man blander på livet løs. De vigtigste hvide sorter er Alvarinho, Arinto, Avesso, Azal, Loureiro og Trajadura og blandt de røde sorter Espadeiro, Padeiro og især Vinhão. De sidste vinder faktisk fornyet indpas i disse år, efter man i en årrække også har haft et øget fokus på sortsrene vine på Alvarinho og Loureiro og så småt er begyndt at udforske lokalt terroir med langt større præcision.

Vinmarkerne ligger især langs floddalene og er fordelt på flere tusinde enkelte vinbrug, hvilket skaber vild variation. Jordbundsforholdene er forholdsvist homogene, grundfjeldet består altovervejende af granit (granito) med enkelte indslag af skifer (xisto), og generelt er jorden til den sure side men ret frugtbar. Der falder årligt mere end 1.200 mm regn, så tørkestress er ikke et problem på disse kanter! Det kan den megen fugt til gengæld være, hvilket har besværliggjort en omstilling til økologisk og mere bæredygtigt vinbrug. Men den grønne praksis slår alligevel igennem i Vinho Verde, og blandt foregangsmændene for denne udvikling kan nævnes toneangivende vinhuse som Aphros Wine, Aveleda, Soalheiro og Quinta do Ameal. De tager hver på sin måde såvel traditionelle som moderne metoder i brug i bestræbelserne. Historisk var vin en del af områdets blandede landbrugskultur, og nogle få steder ser man stadig vinstokkene flettet op ad træer i den såkaldte enforcado-dyrkning. Stadigt meget populær er den høje pergola-opbinding, som lokalt kendes som latada og cruzeta, og som hæver løvet og druerne fra den fugtige jord og samtidigt skærmer for den skarpeste sol. Dertil kommer metoder fra økologisk og biodynamisk vinbrug og en hjælpende hånd fra moderne teknologi til at nøje at følge med i vejr og vind og sætte ind med tilpassede forebyggende indsatser på helt rette tid.

Vinho Verde er inddelt i ni underområder, fra nord til syd er det Monção e Melgaço, Lima, Cávado, Ave, Basto, Sousa, Amarante, Paiva og Baião — og selvom det kan være svært selv for øvede tunger at skelne flere af områderne fra hinanden, så giver inddelingen alligevel mening. For de enkelte områder har egne særpræg og sædvaner, som med tiden kan rendyrkes og raffineres, og under alle omstændigheder giver appellationerne garanti for vinens nøjagtige oprindelse og skaber dermed større gennemsigtighed. Enkelte områder skiller sig særligt ud, historisk har Lima spillet en central rolle, især med druen Loureiro; og i det seneste halve århundrede har Monção e Melgaço givet den gas med særligt god Alvarinho — og med metoder som skindkontakt, bærmekontakt, fadgæring og fadlagring bevæger flere sig nu væk fra det moderne, industrielle udtryk til en mere individuel og måske mere traditionel stil.

Man får stadig masser af let og læskende, nogle vil sige ligegyldig, vin fra Vinho Verde; men går man på jagt efter finere fortolkninger, kommer man langt væk fra den sitrende og sødmefulde vin, som blandt såkaldt seriøse vinkendere har givet regionen et dårligt ry. Det kølige og vandige får i de bedste flasker følgeskab af lækre kryddernoter, raffineret frugt og en funklende mineralitet.

Quinta do Ameal

Ét af de vinhuse, som virkeligt skiller sig ud fra mængden, ligger i Lima-dalen lidt øst for en af Portugals ældste byer, Ponte de Lima, en smuk by navngivet efter sin imposante stenbro over floden Lima og ellers velkendt for sin seværdige middelalderlige bymidte og de mange barokke herregårde i oplandet.

Quinta do Ameal ligger ved Refóios do Lima, lige ned til floden, og den historiske ejendoms 30 hektarer tæller 800 meters flodbred og dertil 8 hektarer gammel, vild skov og 14 hektarer vinmarker. Alle dedikeret til Lima-dalens mest traditionsrige sort, Loureiro. Derudover dyrkes i det små valnødder, kirsebær og citrusfrugter, udelukkende til egen glæde og gårdens gæster. Foruden vingård fungerer quintaen nemlig også som tilflugtssted for turister. Siden 2015 tilbydes overnatning i de hyggelige huse, og såvel verandaerne som haven og ikke mindst swimmingpoolen kan byde på et tiltrængt pusterum i sommermånederne. Tjek udlejning på Casa Grande og Casa da Vinha ud her — og dertil arrangeres selvfølgelig vingårdsbesøg og smagninger.

Den gamle ejendom har selvfølgelig en lang historie, som strækker sig tilbage til 1710. Undervejs har den virket som vingård og som landbrugsejendom i langt bredere forstand, med kvæghold og afgrøder som hvede, rug, majs og forskellige frugter. Salazar-regimets fald i 1974 satte gang i mange omlægninger i landbruget, og udviklingen mod moderne vinbrug skulle snart tage fart. Familien Araújo (efterkommere af stifteren af portvinshuset Ramos Pinto) erholdt den efterhånden faldefærdige ejendom og satsede oprindeligt på at udvide kvægbruget og stifte et mejeri; men de indså snart, at der var en lysere fremtid i god vin end i kød og mælk. Pedro Araújo overtog ejendommen fra sin far i 1995 og i 1999 præsenterede han sine første fine vine, frugterne af faderens arbejde med at plante Loureiro-stokke. Vinene vandt hurtigt ry for sin mere seriøse stil og deres karakterfuld Loureiro-udtryk, og siden gik Araújo endvidere den økologiske vej. I 2019 trak han sig så tilbage for at nyde sit otium, og José Roquette fra koncernen Esporão opkøbte ejendommen. Esporão specialiserer sig i olivenolie, øl og vin fra Alentejo, Douro og Vinho Verde og har i det store hele fortsat vingårdens drift i familiens ånd. Bæredygtighed er et indsatsområde, og koncernen råder sågar over hele 18% af det samlede økologisk certificerede vinmarksareal i Portugal.

Den økologiske certificering fulgte dog ikke med her. Dyrkningen foregår i dag som integreret produktion, et system, hvor man søger en balance mellem at minimere brugen af syntetiske inputs og samtidigt at maksimere kvaliteten af afgrøderne. SATIVA certificerer. Det indebærer blandt andet et fuldstændigt fravær af insekticider og herbicider, i det hele taget et stærkt reduceret pesticidforbrug. Fortsatte forsøg gøres også på igen at gøre gården fuldt ud økologisk; men det fugtige klima gør det vanskeligt på kommercielt plan, peronospora er et konstant tilbagevendende problem. I 2011 kæmpede man desuden mod plantesygdommen flavescence dorée, og den dukker desværre med mellemrum op igen i området.

Højt grønt bunddække mellem rækkerne i Quinta do Ameals vinmarker. Vingården arbejder aktivt med en rig flora til at nedregulere vinstokkens vækst samt at sikre jordbundens sundhed og den samlede biodiversitet

Sloganet er “slow forward” med endemålet økologisk dyrkning, men kun for så vidt som det er bæredygtigt. Det er små skridt af gangen, mens man søger at dokumentere de faktiske virkninger af de gjorte tiltag. Man ønsker effektivitet, da økologisk dyrkning kun tillader beskyttelse med svovl og kobber og tit kræver mange kontinuerlige behandlinger— ofte med større forbrug og øget udledning af CO2 til følge. Små opsatte vejrstationer rundt om i markerne hjælper med at overvåge temperatur, luftfugtighed og vindstyrke, så man kan sætte ind med forebyggende tiltag i tide og i det rette omfang.

Desuden arbejder man med naturligt grønt bunddække i markerne, som suppleres med forskellige større dækplanter som lupiner og majroer; og de har også sået nitrogenfikserende kløver og velduftende mynte mellem rækkerne. Rundt omkring ses også bistader, som holdes i samarbejde med honningproducenten Bee Prado. Resten af biodiversiteten sikres gennem haven, skoven og en overraskende stor bambuslund; mens godt en tredjedel af arealet ligger uopdyrket hen.

Der ånder en særlig ro og fred over quintaen. Haven og de smukke gamle bygninger skaber en nostalgisk ude-på-landet stemning, og den omkringliggende skov fungerer som en slags paraply, der skærmer mod sommersolens stærkeste stråler og den værste hede. Mens vinmarkerne strækker sig grønt hen over bakkerne, med kølige briser skiftevist fra bjergene og fra havet.

Løst og fast om Louriero

Loureiro er en ganske gammel sort, som med al sandsynlighed stammer fra Vinho Verde og nok nærmere bestemt omkring Ponte de Lima, hvor den historisk er dokumenteret århundreder tilbage. Hvorfra den i løbet af 1900-tallet spredte sig ud over hele området. Den kendes også under synonymerne Amarante, Cheiro og Dourado. Der dyrkes i dag godt 2.500 hektarer i Portugal, og på den anden side af grænsen dyrkes i Galicien omtrent 500 hektarer, hvor den oftest kaldes Loureira eller Branco Redondos. Loureiros ophav er ikke endegyldigt afgjort, men den er muligvis en naturlig krydsning af Amaral og en anden sort som Branco Escola. Muligvis er den også beslægt med Alvarinho. Loureiro er en ret frodig sort, der kan give gode udbytter, den bærer store, ret tunge og kompakte klaser med grøngule til gyldne druer. Den begynder at modne ret tidligt, hvilket er praktisk, da den er forfalden til oidium, peronospora, phomopsis og botrytis.

Navnet Loureiro betyder bogstaveligt ‘laurbær’ på portugisisk, og det virker velvalgt, sortens aromatiske profil taget i betragtning: Den har hyppigt en karakteristisk duft af laurbærblade, derudover noget blomstret og urtet såsom akacie, lind, limeskal, mynte og bergamot. I munden er den oftest citrisk, præget af en tæt limeagtig syre og ved højere modenhed en frodig ferskenfrugt. Strukturelt bærer vinen typisk præg af sin høje syre og grundet et ret moderat sukkerindhold følgeligt en ret lav alkohol. Traditionelt har man drukket den ung, men med lagring udvikler den gerne klædelige noter af bivoks, honning og krydderier og af og til endda petroleumsnoter.

Loureiro høstes på Quinta do Ameal som regel i løbet af september

Quinta do Ameal fremstiller i alt fem vine, hvoraf de tre er fra ejendommen selv, de resterende to er fra associerede vinbønder og markedsføres under navnet Bico Amarelo. Høsten er manuel, og mosten presses pneumatisk af hele klaser. Druerne fra ejendommens egne marker har forskellig karakter afhængigt af dyrkningsstedet, og det udnyttes snedigt nok til at fremstille vine med hver sin distinkte karakter: Loureiro, Solo Único og Ameal Reserva eller Escholha— i udvalgte årgange bliver det også til en senthøstet sød vin. Vinho Verde fremgår altid kun af bagetiketten, da huset ønsker at fremhæve sin egen stil. De ansvarlige vinmagere er José Luis Moreira da Silva og Lourenço Charters.

Loureiro 2021 er håndhøstet midt i september efter en kølig vækstsæson og spontangæret på ståltanke ved kontrolleret lav temperatur og modnet syv måneder på gæren. Så det er snorligt og knivskarp Loureiro i sin reneste form— mildt duftende af gyvel, nåleskov og laurbærblade, sprød, saftig og stoflig på tungen, med frisk syre og et fint greb, og fuld af frisk citrus, en smule gul stenfrugt, pinjekerne og strejf af vilde blomster og urter. 7,3 gram syre versus 1,5 gram restsukker. Velbalanceret og virkeligt forfriskende, en formfuldendt referencevin for Loureiro-druen!

Solo Único 2020 stammer fra enkeltmarken Marejão, som er særligt stenet, granitten står frem. Mosten er mere astringerende og syrestyret af natur, men det modereres af kølig gæring delvist på cementæg og otte måneders modning med gæren. 2020 var også et varmt år, så der er masser af moden frugt til at smelte sammen med syren. Cremet men uden fedme og dens læskende flow bliver næsten luftigt. Lime, grapefrugt, laurbærblade og friske urter, koldt kildevand. Modner efter sigende med spændende resultater.

Reserva 2020. Marinhas marken dækker ikke meget mere end en halv hektar, og det blev i 2020 til 2.650 flasker. Det er ejendommens bedst modnede druer, og mosten gæres på brugte fade, før vinen modnes et år på gæren i dels 500 liters franske fade, dels 2000 liters østrigske fade. Seks måneders flaskelagring før frigivelse runder processen af. Resultatet er en meget delikat, ligefrem pikant mundfuld med en subtil kompleksitet af eksotisk frugt og søde krydderier, holdt svævende af en underliggende syrlighed og mineralitet. Banan, fersken, citrus, orange- og rosenblomstvand, vanille og nellike. Må modne til noget ganske specielt.

Man fornemmer virkeligt vandets formende kraft i Vinho Verde— der ligger sågar et vandmuseum, Museu da Água, i Arcos de Valdevez på Vez-floden, en af Limas bifloder. Byen ligger langs Ecovia cykelruten, som også krydser Quinta do Ameal

Flaske: Loureiro 2021  
Vinhus: Quinta do Ameal  
Oprindelse: Vinho Verde, Portugal
Jordbund: Sand, grus, granit  
Drue: Loureiro  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar  
Pris: cirka 150,-  
(ikke p.t. i sortiment)