Elegante skærmydsler

Ivo Skaramuča var en af de bærende kræfter bag moderne Dingač, en af Kroatiens mest traditionsrige rødvine og landets ældste appellation. Ligeledes er Vina Skaramuča et af de ældste selvstændige, familieejede vinhuse i landet, etableret som sådant da Ivo efter Jugoslaviens opløsning og en liberalisering af lovgivningen i 1992 endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin vin i eget navn. Det gjorde han med stor succes, og efter hans utidige død i 2017 drives huset nu videre i hans ånd af sønnen Igor og datteren Ivana samt hendes mand Branimir.

Vi befinder os i det sydlige Dalmatien, en smule nord for Dubrovnik, på Pelješac-halvøen, som strækker sig godt 65 kilometer nordvest ud i Adriaterhavet nord for øerne Mljet og Korčula. Pelješac har som resten af den dalmatiske kyst en typisk karst topografi, hvor furede kalkstensklipper rejser sig fra havet og rækker helt op i 961 meters højde. Over hele halvøen ses vinavl, men det er især de sydvestvendte skråninger på sydsiden, som historisk har frembragt de mest eftertragtede vine, ikke mindst fra appellationerne Postup og Dingač. Især Dingač, som ligger langs kysten syd for landsbyerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik, med bjergene i ryggen og stejle vinmarker direkte ned mod havet.

Druesorten er Plavac Mali, den lille blå, som trives i det tørre, solrige terroir på den karske kalkstensklippe, og netop i Postup og Dingač kan den opnå en modningsgrad, som historisk har gjort netop disse områders vine særligt eftertragtede. Lokalt taler man om ‘de tre sole’, som modner druerne, den direkte indstråling oppefra, reflektionen fra havet og reflektionen fra de hvide sten under stokkene. Lys er ingen mangelvare med godt 2.800 timers solskin årligt. Den årlige nedbør kan nå op på 1.200 mm, hvoraf størstedelen falder i vinterhalvåret, og en betragtelig del løber direkte af de stenede skråninger med 35-45 graders hældning. Høstudbytterne er hos Skaramuča helt nede på 300 til 500 gram per vinstok. Det er ekstremt terroir, som resulterer i kraftige vine med fuldmoden frugt og et righoldigt ekstrakt men også med markant struktur, vine med stort lagringspotentiale.

En særlig indsats…

Det siger næsten sig selv, at det kræver sit at drive vinavl under de forhold. Markerne er ikke kun svære at arbejde i grundet deres stejle, stenede natur; de er også svært tilgængelige fra den indre del af øen, som adskilles fra kysten af en bjergryg. Man har altid høstet med håndkraft, og historisk fragtede man derefter druerne henover det 400 meter høje Toma-bjergpas på æselryg. En strabadserende affære! Således er æselet stadig symbolet på Dingač vin, der fik sin egen officielle appellation i det daværende Jugoslavien i 1961 og blev internationalt anerkendt som sådan i 1964. Få år senere fik visionære lokale så den idé at lette arbejdet ved at lade en tunnel opføre gennem bjergene. Vinbønderne finansierede selv projektet via det lokale kooperativ i Potomje, og entreprenøren Konstruktor fra Split udførte selve arbejdet. Efter ni måneders intenst arbejde stod den 400 meter lange tunnel færdig og kunne indvies den 29. november 1975.

Det lettede ikke kun arbejdet men højnede samtidigt kvaliteten, idet druerne nu kunne bringes meget friskere i hus. Tidligere var Dingač ofte en forholdsvist oxideret og lettere madeiriseret affære, af og til med en del restsødme, men den nye tid betød renere vine med friskere frugt, og det faldt også i en bredere smag. Desuden medførte den forbedrede adgang en vis vækst i antallet af vinmarker, og produktionen steg i årene derefter, og populariteten ligeledes. I dag dyrkes der 78 hektarer vinmarker i appellationen, hvis samlede størrelse officielt er 758 hektarer, hvoraf de fleste dog reelt er uopdyrkelige.

Ivo Skaramuča, som oprindeligt var uddannet kaptajn, var med til at sætte kursen for den kvalitative udvikling og navigerede sikkert området gennem overgangen fra jugoslavisk andelsvinmageri til kroatisk privatproduktion; og med ukuelig livsglæde og drivkraft skabte han den vinhus og den vinstil, vi nyder frugterne af i dag. Hele 20 hektarer vinmarker i Dingač ejes af Skaramuča, og familien råder desuden over vinmarker flere andre steder på Pelješac, hvorfra de fremstiller en række forskellige vine i flere prisklasser. Ud over vinproduktion er familien også engageret i det lokale turisterhverv, således har de opført den luksuriøse Villa Dingač lige ud til kysten med fornemme udlejningslejligheder.

…og en nyfunden elegance

Dingač unddrager sig ingenlunde den globale opvarmning og klimaforandringerne, som ekstremt terroir er markerne omvendt i særlig grad modtagelige for og følsomme over for forandringer i de klimatiske forhold. Historisk har vinen altid været en fyldig og fuldmoden sag med høj alkohol, og i moderne tid er det reglen snarere end undtagelsen at se vine med 15% alkohol eller mere.

En stilistisk tendens i retning af frodig frugt og stor tyngde, som vandt indpas gennem 1990’erne var medvirkende til at forstærke den tendens, ikke mindst fordi Plavac Mali selv lægger op til sen høst på grund af sin uensartede modning. Druer på samme klase modner på forskellige tidspunkter, og den mest oplagte måde at undgå uønskede umodne druer er at vente med at høste, indtil alle druer har opnået modenhed; med den bivirkning at man dermed får en række overmodne druer med. Deraf de ofte fundne dufte og smage af rosiner, svesker, figner og dadler, kakao og chokolade i traditionel Dingač. Samme skavank gør sig gældende i Plavac Malis mødrende ophav, Crljenak, som nok er bedre kendt under navnet Zinfandel. Men begge kan med rette behandling tæmmes, så vinene bliver bedre balancerede og fremstår friskere.

Skaramučas samlede produktion når årligt op på næsten 300.000 flasker årligt, hvoraf godt 80.000 flasker er klassificeret som Dingač. De kommer i forskellige niveauer: Den almindelige appellationsvin Dingač, den kraftigere Reserva, og i forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de så serien Elegance som nye topvine. De fortsætter med at vække fryd år efter år. Familienavnet Skaramuča er for øvrigt af italiensk oprindelse, og scaramuccia kan oversættes til ‘skærmydsel’ i betydningen en kort kamp, faktisk er det en diminutiv af scherma, fægtning— ganske passende en elegant sport, som kombinerer lette bevægelser, balance og koncentration.

Elegance bliver til ved en særligt selektion af druer fra de højest beliggende marker, som vinificeres med særligt nænsom hånd. Sådan får de også fornemmelsen af kølig bjergluft med i spil, og sammen med havets nærhed giver det et mere nuanceret indtryk af terroiret. Sol og sten slår følge med vand og vind, og man fornemmer såvel varme som kølighed; og så toner en række forundelige og forførende dufte og smage frem i Plavac Mali, som faktisk går mere i retning af Nebbiolo og Pinot Noir, for eksempel violer og roser, skovbær og skovbund.

Strukturen er rankere og smidigere end vanligt, og vinen virker anderledes tilnærmelig allerede i sin ungdom. Traditionel Dingač balancerer det søde med syrlige og især bitre noter. Uden at gå på kompromis det udtryk er sødmen i Elegance tonet en smule ned, det bitre forbliver en fin undertone i eftersmagen, mens det syrlige træder en smule mere frem i smagsbilledet. Friskere, rankere, finere, ganske enkelt mere elegant, nomen est omen.

Dingač Elegance 2020 er dybt rubinrød i glasset og dufter forførende af roser, violer, frugtte og tørret orangeskal. Man fornemmer frisk rød frugt nedenunder, og den brager igennem i smagen: En lind strøm af friske kirsebær, hindbær og jordbær, saftigt og fløjlsblødt stof som strammer til med meget fine, let sandede tanniner. Simultant saftig og tør, meget mundvandsdrivende. Sødmefulde og delikat bitre noter i eftersmagen, figen, kandiseret orangeskal, sødskærm, korianderfrø, rosmarin i det fjerne. Stilfærdig dvælen, i sandhed en elegant og raffineret vin.

Skaramuča eksperimenterer som flere andre med genplantning af områdets gamle kending, Crljenak, som de de seneste par år også har fremstillet fremragende i Elegance-serien, som desuden byder på en fortrinlig Pošip af druer indkøbt fra sortens hjemstavn, naboøen Korčula.

Crljenak Elegance 2022 emmer af mørke kirsebær, violer, lakrids og lette noter af hø, røg og tobak, en fin og meget velbehagelig duft. Den er saftspændt på tungen, med en vis tyngde men også et frejdigt løft af frisk syrlighed, som balancerer den sødmefulde frugt flot; og faste, fine tanniner spænder den et korset om livet. Kirsebær og blommer, friske og tørrede figner, kandiseret orangeskal, en smule cigar og tonkabønne. Så sandelig en elegantier af den ellers ofte så flommede Zinfandel, og alkoholen er holdt på moderate 13,5% Et overbevisende flot supplement til deres Dingač. Drik begge af store glas og med lukkede øjne, og Dalmatien dukker op ud af det blå.

Flaske: Dingač Elegance 2020
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-  

Rød front – Pinot fra Plešivica

Den er druen bag “de bedste rødvine i verden”, lovprist for sine sarte, sofistikerede og komplekse vine: Pinot Noir, den røde eminence fra Bourgogne og Champagne, elsket for sine dufte og smage, som “simpelthen er de mest betagende, strålende og subtile” — men da den “kræver konstant opmærksomhed og omsorg og faktisk kun kan dyrkes i de her helt særlige, små og afsides hjørner af verden” bliver den selvfølgelig tillige stærkt ombejlet, så betragteligt at den indiskutabelt også er druen bag de dyreste rødvine i verden; og generelt er et dyrt, yderst vanedannende og dermed endnu dyrere bekendskab. Af alle disse grunde går der selvsagt sport i at søge andre græsgange end de klassiske og at spotte spændende fortolkninger og gode køb rundt omkring i den vide verden.

Plešivica har for længst markeret sig som et udsøgt ophav for mousserende vin. Det lille vinområde sydvest for Zagreb er ligefrem blevet kaldt ‘Kroatiens Champagne’, da det er stadig kilde til boblevine af fineste slags. En perlerække af producenter fremstiller med den traditionelle metode som udgangspunkt en række raffinerede vine af høj, høj kvalitet; og kombination af køligt klima, kalkholdig mergel, stejle skråninger til at indfange solens stråler samt grundigt kælderarbejde til at bevare terroir og mineralitet i vinene synes at være nøglen til succesen. Selvfølgelig sammen med Champagne-sorter som Chardonnay og Pinot Noir, som begge står tæt på Plešivicas vinmarker, sammen med lokale sorter som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Portugisac.

Men stille og roligt har man i de seneste år set flere og flere stille, røde vine fra området. Selvom de hvide druer historisk har udgjort størstedelen af produktionen, og stadig gør det, så har man fra gammel tid en vis tradition med at lave en ung, let og liflig rødvin på Portugisac, som serveredes fra Mortensaften og som regel var drukket op inden nytår. Plešivicas lokale version af Beaujolais Nouveau. Men det er anderledes seriøse og seriøst burgundiske dråber, der nu flyder fra flere af de fremtrædende vinbønder. Ikke overraskende er det områdets kvalitative troika Tomac, Šember og Korak, som er længst fremme i feltet og formår at vække overraskelse og fryd med deres flasker; og flere følger i deres fodspor.

En oplagt udfordring

“Pinot Noir er en af de mest komplicerede og krævende sorter i vinens verden,” fastslår Josip Korak, “så hos os indtager den toppositionen blandt de røde sorter. Vi elsker udfordringen, selv skuffelserne, for det at arbejde med den, lære om den og nyde frugterne af den indsats er en sand lidenskab for os. Vi føler os overbevist om, at Plešivica er stedet for Pinot Noir i Kroatien.”

Familien Korak holder til i selve landsbyen Plešivica, som lægger navn til hele området, og de har seks hektarer vinmarker på bakkerne rundt om sig. Far Velimir søsatte i sin tid vinhuset, i dag er det den yngste søn Josip, som tager sig af vinene; mens hans storebror Bernhard driver familiens fremragende restaurant, som åbnede i 2020 og fik sin første Michelin-stjerne i 2023. Bernhard har stået i lære hos Ana Roš på Hiša Franko i Slovenien, og som hende har han et kompromisløst fokus på lokale råvarer, økologisk og bæredygtig dyrkning, og selvgjort er som regel velgjort. Huset har i løbet af det seneste årti langsomt men sikkert omstillet sig til økologisk dyrkning og opnåede fuld certificering i 2024. Stilistisk arbejder man med store egetræsfade men aldrig ny eg, og målet er så få sulfitter som ren vin tillader.

“Pinot Noir er nådesløs,” slår Nikola Šember fast med en vis tilfredshed. “Den afspejler sin oprindelse og sin årgang uden omsvøb. Det kan du kontrollere og modere med alle mulige andre sorter; men ikke med Pinot Noir. Den er ubarmhjertig!”

Familien Šember står bag en af de største evergreens på den kroatiske vinscene, den altid strålende lyserøde skum Rosé Brut, som leverer smæk for skillingen med sin charmerende røde bærfrugt og fine, friske sprudlen. Skal det være mere seriøse og forførende bobler, er deres Blanc de Noirs et nærstudie værd; men det er de stille, tørre røde, vi har under lup her, og dem har Nikola Šember øjensynligt et helt særligt talent for. Šember er ligeledes fuldt økologisk certificeret per 2024, og næsten i takt med deres fire-årige omlægning er kvaliteten år for år steget nærmest eksponentielt— og nu laver familien områdets måske allerbedste Pinot Noir fra marken Vučjak, som vi i øvrigt er så heldige at have på det danske marked via Vinomolim. Det er dygtigt lavet vin, og med årgang 2023 sidder den lige i skabet, den naturlige balance og kompleksitet er perfekt, og det har Nikola formået at understøtte og ligefrem fremhæve i sit kælderarbejde. Han vælger dog beskedent at tillægge sorten og terroiret den største betydning, i tillæg til hårdt arbejde. “Pinot Noir er en udfordring. Du ved ikke, hvor vanskelig og egensindig den er, før du har forsøgt at arbejde med den.”

Tomislav Tomac stemmer i: “Det største problem for os, som vil lave Pinot Noir som en stor stille vin, er, at vi kun har ganske få dage, hvor det er det rette tidspunkt at høste den. Hvis man ikke høster på det tidspunkt, forsvinder saften fra druerne, og man får en alt for koncentreret most og alle mulige andre problemer. Men hvert år er den forskellig, og vi forsøger at få det bedste ud af den hver gang.” Det gør de med biodynamisk dyrkning siden 2018 og et stigende antal marker med Pinot Noir. Trods berømmelsen for sine mousserende vine vil Tomislav gerne gå skridtet videre og opnå tilsvarende anerkendelse for sine stille orange- og rødvine. Kombinationen af håndhøstet Pinot Noir, lav sulfit og georgiske qvevri gør i hvert fald hans vin til noget ganske særligt.

Stilfærdig revolution

Familien Koraks første stille røde Pinot Noir kom med årgang 2006. Ti år senere havde Šember slået samme kurs og Tomac tillige begyndt at tappe sin stille røde på flaske. Siden er det gået slag i slag. Kursen er sikker, og hvert udsving justeres hurtigt, så kvaliteten ikke er konsistent men konsekvent stigende. Ikke kun hos førnævnte producenter, Barun, Jagunić, Kolarić og Kurtalj er kommet godt med.

Generelt kan siges, at der er tale om decideret cool climate Pinot men altid med en modenhed, som kommer af den megen sol, som komplementerer de store temperaturudsving og ofte kølige vine, der blæser hen over bakkerne i det skønt kuperede landskab; og så er det, i modsætning til berømte marker i Baden og Ahr men i lighed med Bourgogne og Thermenregion, især øst- til sydøst-vendte skråninger stet på kalkstensholdig mergel med et højt aktivt kalkindhold— og det gør noget for syrenerven, mineraliteten og aromatikken i vinen, den bliver særligt raffineret og velbalanceret. Så forvent friskfrugtige vine med spændstig struktur og god balance mellem frugtsødme og syrlighed, en mild bitterhed og moderat alkohol.

Følgende vine er smagt og gensmagt i løbet af året:

Korak Pinot Crni Križevac i Cimbuščak 2022 — Selektion fra yngre og ældre stokke på markerne Križevac og Cimbuščak, spontangæret på barriques med knapt en måneds maceration, modnet på store franske egetræsfade i godt et år. Forførende frugtig duft og med fløjlsblød mundfølelse, fuld af friske skovbær, tørrede blomster, stilket krydderi og pibetobak, en lækker mundfuld. Alk.: 13,5%

Korak Pinot Crni Stari Trsi Cimbuščak 2021 — Selektion fra gamle stokke på skråningerne af marken Cimbuščak, spontangæret på barriques med fem ugers maceration og modnet godt et år på store franske egetræsfade. Intens mørk skovbærduft med urtede undertoner og noter af skovbund, ædeltræ og røg. Fyldig, fløjlet og seriøst struktureret i munden, med et væld af skovbær og vilde, bitre bær. Godt med tørstof og faste tanniner, endnu ung, men meget elegant. Alk.: 13,5%

Tomac Marany Crni 2021 — Gæret på georgiske qvevri og modnet på slavonske træfade. Diskret i duften, silkeglat tekstur på tungen med fint støvede tanniner og spændstig syre. Saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af stilke, tranebær og granatæble og dybere noter af muldjord, læder og krydderier, fin rusticitet. Alk.: 13,5%

Tomac Dvije Zime 2022 — To vintre, den første gærer den færdig, den anden modner den på store slavonske træfade. Måske mindre friskfrugtig end Marany og med mere struktur og større fylde og dybde. Modne men syrlige mørke bær, kirse, hind og brom, og mindelser om skovbund og svampe, peber og søde krydderier i eftersmagen. Alk.: 14%

Šember Pinot Crni Vučjak 2023 — Enkeltmarks-Pinot med flygelklang i d-dur. Forførende friskfrugtig duft af fuldmodne skovjordbær, jordbærsyltetøj og toner af røde roser og grønne urter. Silkeblød mundfølelse med fin fylde af jordbær, hindbær og flødekaramel, med en mundvandsdrivende syre, mineralsk spil og flot balance. En lækkerbidsken! Modnet på en blanding af nye og brugte store fade, fransk og kroatisk eg. Alk.: 13%

Šember Pinot Crni 2018 — Dyb duft af fuldmodne skovbær og forfalden buket, syrlig skovbund og muldjord underneden. Meget blød og rund i munden, med saftig, sursød bærsmag, subtil kompleksitet, sødmefulde krydderier og strejf af cigar. Fine tanniner og flotte tertiære træk, viser Vučjak som perfekt modnet vin. Alk.: 13,5%

Šember Pinot Crni 2022 — Illustration af Pinots opmærksomhedskræven og udfordringerne i den globale opvarmnings tid. Høsten blev udskudt knapt en uge i forhold til første træk, og pludseligt var sukkermodningen skudt helt i top— tjek blot alkoholprocenten! En smule som californisk Pinot men måske endnu mere som tør Touriga Nacional; men stadig æterisk og raffineret selvom det er en stor mundfuld. Meget mørk, næsten dekadent næse, med violer og søde skovbær, i munden brombærlikør med sorte peberkorn og sød pibetobak. Alk.: 17,3%

Barun Marquis 2021 — Klar og lysende rød i farven, med fin duft med modne røde bær og en smule karamel. Ganske charmerende, først strukturbetonet i munden men med en ren bærfrugt og fine noter af tobak, kanel og vanille. Flink og velsmagende. Alk.: 13%

Kurtalj Crni Pinot Limited Edition 2020 — Seriøs Pinot med ret fortættet duft og kompakt smag, endnu i sin ungdom. Mildt krydret næse, diskret rødfruftet med noget urtet og let ristet i sig. Ret spændstig i munden, seriøs struktur med saftig syre og faste, fine tanniner og ret flot balance. Åbner langsomt op til mere smidig tekstur og kompleksitet. Alk.: 13,5%

Litterarii Emeritus Pinot Noir 2020 — Selektion modnet på franske tonneaux. Flot understrøm af underfundig rød frugt smyger sig op fra flødekaramel og vanillecrème, så man smager jordbær og jordbærkerner, tørrede tranebær, kirsebær og kirsebærsten. Flot rundet og balanceret. Alk.: 12,5%

Flaske: Pinot Noir Vučjak 2023  
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Pinot Noir  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: vinomolim.dk
Pris: 265,-  

Tjener, der er fluor i min vin

Så er den gal igen. Der er noget i vinen, som ikke skal være der. De i debatten så floromvundne fluorstoffer har nu fundet vej til vinglasset, de er endog fundet særdeles vidt og bredt; og det op i koncentrationer, som langt fra ville kunne godkendes til drikkevand. PFAS er for alvor kommet på dagsordenen, siden stofferne flere steder er blevet fundet i mælkeprodukter, kød og æg. Fokus var først på forureningskilder som brandøvelsespladser og lossepladser, men stofferne har spredt sig langt omkring og inficeret mange miljøer — og mange mennesker har følgeligt fået målt høje koncentrationer af stofferne i blodet. Foruroligende, fordi de kan være ganske sundhedsskadelige, og særligt alarmerende, fordi de er så godt som umulige at skille sig af med, når først de er i kroppen.

Nu viser en nyligt offentliggjort undersøgelse fra PAN Europe så, at PFAS-stoffet TFA findes i en lang række vine fra flere forskellige europæiske lande. Faktisk synes niveauet at være drastisk stigende: Analyserede vine fra før 1988 indeholdt ingen eller kun svage spor af stoffet, mens kurven er støt opadgående efter 2010, og de højeste forekomster er målt i gruppen af nye vine fra 2021 til 2024. Det gennemsnitlige indhold i 49 testede vine lå på 122 mikrogram per liter. Til sammenligning er det tilladte indhold i dansk drikkevand sat til 9 mikrogram per liter. Så herfra skal lyde et stort tillykke til den østrigske topscorer fra 2024, der landede på hele 320 mikrogram.

Hvordan er den TFA havnet i vinen? Synderen skal sandsynligvis findes i vinmarkerne, som i konventionelt brug bliver hyppigt sprøjtet med forskellige pesticider i løbet af en vækstsæson. En række af disse pesticider har TFA som et restprodukt, og det følger med druerne ned i kælderen og havner i sidste ende i den færdige vin og så hos forbrugeren. Skål i PFAS! Men før vi udråber en ny Weinskandal af 2025, må vi tage forbehold for den forholdsvis lille stikprøveundersøgelses fund. Imens det større billede bliver afdækket, kan vi se nærmere på de omtalte stoffer, deres herkomst og sandsynlige skadevirkninger.

Hvad er PFAS?

PFAS er en fællesbetegnelse for en række fluorholdige forbindelser med en lang række anvendelser. Kemisk er der tale om alkylforbindelser, brint- og kulstofkæder, hvori et eller flere af brintatomerne er erstattet af et eller flere fluoratomer. Derfor navnet per- og polyflouralkylforbindelser, på engelsk PFAS, per- and poly-fluoroalkyl substances.

Stoffernes særlige kemiske egenskaber— de er såvel vandafvisende som fedtskyende, elektrisk isolerende og først og fremmest enormt stabile— giver dem vid anvendelse til emballering, imprægnering og rengøring, men også til tekstiler, kosmetik og som pesticider. Kort og godt, de indgår i alt muligt og er overalt omkring os. Fra teflon og nylon, over maling og neglelak til brandskum og ukrudtsmidler. Som PFC, PFOS, PFOA m.fl.

Da stofferne er så stabile og således kun meget, meget langsomt nedbrydes i naturen, har de fået øgenavnet ‘evighedskemikalier’; og den langsomme nedbrydelighed betyder følgeligt en stadigt større ophobning. Ikke kun ‘ude i naturen’ men også ‘inde i mennesker’. Stofferne har alskens skadevirkninger i diverse økosystemer. For mennesker er de ikke akut toksiske men mistænkes for at være såvel hormonforstyrrende som immunundertrykkende og kræftfremkaldende. Flere har påviseligt forårsaget leverskader, mens andre nu undersøges nærmere for sammenhæng med infertilitet, lavere fødselsvægt og sundhedsproblemer hos børn.

Helt uhyggeligt er det dog, at stofferne ikke kun findes i konventionelle fødevarer og vine. De forekommer også i økologiske vine, altså vine fra druer, der ikke er blevet sprøjtet med pesticider. Et tydeligt tegn på, hvor vidt spredte disse stoffer nu er, så de tilsyneladende med lethed sniger sig ind fra jorden og via vandet.

Hvad er TFA?

TFA er en engelsk forkortelse for trifluoroacetic acid, trifluoreddikesyre, en fluoreret carboxylsyre, der som nævnt findes som pesticidrest. Stoffet har dog flere forskellige kilder, eksempelvis i nu i vid grad udfasede fluorerede kølemidler, såkaldte F-gasser; men som det forefindes i de fleste landbrugsprodukter, synes det først og fremmest at være en metabolit af bestemte typer pesticider— såkaldt CF3-holdige pesticider såsom diflufenican, flufenacet, flurtamone, flutolanil, saflufenacil, tritosulfuron med flere. Af disse er de fleste anvendt som herbicider, altså til ukrudtsbekæmpelse, og visse som fungicider, til bekæmpelse af svampesygdomme. Diflufenican, flufenacet, fluopicolid, fluopyram, flurtamone og flutolanil er alle godkendt som sprøjtemidler i EU og Danmark, omend flere under udfasning.

Man har tidligere ment, at pesticider ikke var nogen væsentlig kilde til forurening med PFAS, og endvidere at et stof som TFA ikke ophobede sig i fødekæderne. Det sætter den udbredte forurening med PFAS, herunder TFA i diverse fødevarer og senest vin, fornyet spørgsmålstegn ved. Ikke alle disse pesticider er lige problematiske, eksempelvis nedbrydes de fleste men ikke alle til TFA, og restforekomsterne varierer fra produkt til produkt. Dertil kommmer, at TFA i modsætning til de fleste PFAS-stoffer er vandopløseligt og dermed lettere udskilles af organismen igen. Men det bør ikke frikende dem på forhånd. For TFA ophobes år efter år i jorden og siver langsomt men sikkert ned i grundvandet. I dag kan stoffet måles i det terrænnære grundvand over stort set hele landet, og i størstedelen af landets grundvandsboringer forekommer spor af TFA. Øjensynligt i stigende koncentrationer, omend langt de fleste stadig ligger pænt under den vedtagne grænseværdi på 9 mikrogram per liter. Men det kan hurtigt ændre sig, ikke mindst i lyset af, at forbruget af flere PFAS-pesticider er mere end fordoblet på ganske få år.

Korn, kartofler, sukkerroer og æbler ligger øverst på listen over afgrøder, der herhjemme hyppigt sprøjtes med PFAS-pesticider. En opfattelse af, at sprøjtegifte hører fortiden til har ikke rod i fakta. Slet ikke nu, hvor vi for tredje år i træk herhjemme ser en tilbagegang i den økologiske produktion.

Kemikalier i konventionel vinavl

Vinavl er ingen dans på roser, og der er mange andre end vinmageren, der vil have fat i de frodiggrønne vinblade og saftspændte druer. Alskens utøj kan komme efter en vinmark, og derfor anvendes i moderne vinbrug en lang række plantebeskyttelsesmidler, som er den pæne måde at sige skadedyrsbekæmpelse, svampebekæmpelse og ukrudtbekæmpelse på. I konventionelt vinbrug sprøjtes således ganske meget med diverse syntetiske kemikalier, som samlet kaldes pesticider. Nogle er kontaktgifte, der virker direkte dér, hvor de sprøjtes på; andre er såkaldt systemiske stoffer, som optages i vinplanten og virker indefra. Der anvendes insekticider til at afværge vinlus, skjoldlus, spindemider, hvepse og diverse andre tørstige og sultne insekter. Fungicier til at afværge svampesygdomme som meldug, vinskimmel, gråskimmel og simpel råd. Endvidere herbicider til at stække ukrudt og udrydde konkurrerende planter i marken.

Vinavl er ingenlunde undtaget for forurening med PFAS-stoffer. Nogle stammer direkte fra sprøjtegifte anvendt i vinmarkerne. Nogle kan være sneget sig ind fra sprøjtning af andre afgrøder i nærheden. Endnu andre kan være fra kunstvanding med forurenet grundvand eller fra andre kontaminationskilder. Under alle omstændigheder havner stofferne i sidste ende i vinen.

I økologisk vinbrug er det ikke tilladt at anvende pesticider og dermed heller ikke PFAS-stoffer. I stedet må man bekæmpe skadedyr og sygdomme på anden sæt og vis, først og fremmest gennem forebyggende indsatser. Ukrudt må udelukkende bekæmpes manuelt. Til gengæld er det i et vist omfang tilladt at sprøjte med vandige opløsninger af grundstofferne svovl og kobber. Derfor finder man generelt ingen eller kun meget få pesticidrester i økologisk vin. Men nu synes TFA altså at have sneget sig ind ad bagdøren. Den store geografiske spredning kan selvfølgelig skyldes, at stoffet stammer fra andre kilder end pesticiderne. Men eftersom adskillige pesticider både kendes som direkte kilde til TFA og desuden finder vid anvendelse i vinbrug, er formodningen nok rimelig, især i de koncentrationer vi ser i visse vine. Nu må det undersøges nærmere, præcist hvor og hvor stort problemet er. Så må der søges til roden og gøres noget ved det. For fluorstoffer er ikke for sjov.

Message from the bottles

Det er organisationen PAN Europe, den europæiske gren af PAN International, som har forestået førnævnte studie og offentliggjort deres fund den 23. april. Der er tale om en ganske lille undersøgelse med stikprøvekontrol, men der er omvendt ikke særlig anledning til at tro, at dens fund ikke kan være repræsentative.

Studiet gælder i alt 49 vine. 39 var tilfældigt udvalgt fra supermarkeder i 10 europæiske lande, Belgien, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Luxemburg, Spanien, Tyskland, Ungarn og Østrig. 10 yderligere vine var ældre flasker fra 1974 til 2015, alle af østrigsk herkomst, erholdt som ‘kontrolgruppe’. Af det samlede antal vine var de 5 økologisk certificeret — og 4 af dem var ellers fri for sporbare pesticidrester — med undtagelse af TFA.

Rester af i alt 18 slags pesticider kunne samlet påvises i flaskerne. Herunder to PFAS-pesticider, fungiciderne fluopyram og fluopicolid; og vine med højt indhold af TFA havde samtidigt højt indhold af andre pesticidrester. Vinene i den øverste halvdel af TFA koncentrationsområdet (med gennemsnit på 176 mikrogram per liter) havde generelt dobbelt så mange pesticidrester i sammenligning med vinene i den nedre halvdel (med gennemsnit på 58 mikrogram er liter).

Forureningen kunne også påvises på tværs af landegrænser. Måske overraskende lå især vinene fra grønne Østrig, som ellers kendes for Europas højeste andel af økologiske vinmarker, højt i det forurenede felt. Det metodiske kan være skyld i en skævvridning her, da godt halvdelen af prøverne netop kom fra Østrig. ‘Topscoreren’ var en konventionel Gemischter Satz fra Wien. Den laveste forekomst af TFA fandtes i en Malvazija fra Kroatien. Det væsentligste bliver dog, at samtlige stikprøver testede positive.

PAN Europe konkluderer derfor: “Disse resultater stemmer overens med tidligere fund, og at PFAS-pesticider er den primære kilde til TFA-forurening i landbruget og fødevarekæderne. På grund af stoffernes kemiske struktur er deres nedbrydning til TFA praktisk talt uundgåelig i den virkelige verden […] Tilsammen tegner beviserne et klart billede: TFA-forurening i fødevarer er reel, og den er stigende.”

Der arbejdes allerede på ikke blot at kortlægge forureningen men også at afdække stoffernes skadevirkninger og at begrænse deres spredning. Men svarer indsatsen til udfordringen? PAN Europe tvivler. De foreslår et forsigtighedsprincip i vores lovgivning og dertil et øjeblikkeligt forbud mod PFAS-pesticider og brugen af F-gasser foruden en øget monitorering af forekomsten i fødevarer. “TFA er, ligesom andre PFAS-stoffer, et evighedskemikalie. Hvert år med passivitet vil bidrage til en varig arv i vores miljø, fødevarer og kroppe— og det sætter vores og fremtidige generationers sundhed i fare.”

Grund til panik? De europæiske vinbønders brancheorganistation Comité Européen des Entreprises Vins maner til besindelse med henvisning til undersøgelsens liden størrelse og dermed validitet og reliabilitet. I praksis er PFAS i forvejen i flere fødevarer, men de nye fund bør måske fordre til forsigtighed i vinforbruget. En varieret kost kan være med til at nedsætte risikoen. Men hvad kan hin enkelte ellers gøre for at hjælpe til? Det korte svar må være konsekvent at vælge økologisk og miljømærkede varer; og så vidt muligt at fravælge produkter som teflon og andre lignende, som er direkte baseret på PFAS. Se en vejledning hos Miljøministeriet her og denne guide fra Samvirke.

I dagens anledning ingen vinanbefaling. Drik i stedet et glas postevand nogenlunde trygt. Så længe det varer.

Links og fakta

• Jyllands-Posten — Mængden af PFAS i vin er eksploderet siden 2010

• PAN Europe’s rapport The Rapid Rise of TFA Contamination Across the EU

• PAN Europe’s rapport The Forever Chemical in the Water We Drink

• Økologisk Landsforening om PFAS

• Miljøstyrelsen om PFAS

• Sundhedsstyrelsen om PFAS
  

Den lille vingård på bakken

Istrien. Udsigten er god. Underligt ville andet også være, når stedet hedder Stancija Collis. Collis betyder som bekendt bakke på latin, og stancija er istrisk kroatisk dialekt for et lille vinmarkshus, og netop et sådant ligger i bakkerne lidt sydøst for den smukke gamle havneby Rovinj, med udsigt ud over Adriaterhavet og på en god dag også Brijuni-øerne. Huset tilhører familien Mastilović og er på mange måder et mønstereksempel på en moderne og traditionel istrisk vingård.

Vue mod centrum af den smukke gamle havneby Rovinj på Istriens sydvestkyst

Historien om det lille vinbrug tager sin begyndelse i 1988 i det daværende Jugoslavien. Det unge ægtepar Carmen og Mirko Mastilović havde forelsket sig i selve stedet, som dengang var en lille stykke uberørt natur mellem landbrugsland i indlandet bag Rovinj og nær Bale; og foruden at opføre den ejendom, de skulle bo i, plantede parret desuden en lille olivenlund og en vinmark, mest for egen fornøjelses skyld. Det var tilbage i kooperativernes tid, og før istrisk olivenolie og vin i nyere tid havde gjort sig bemærket som andet end jævne næringsmidler.

Dengang havde de nok næppe forestillet sig, at deres søn Juraj en skønne dag ville forelske sig i vinavl, og at familiegården skulle udvikle sig til en egentlig oliven- og vingård. Istrien gik rimeligt uberørt gennem Jugoslaviens sammenbrud og kom godt fra start i det selvstændige Kroatien med at genrejse vinbrug og olivenproduktion på private hænder, og kort efter årtusindeskiftet tog den kvalitative revolution for alvor fart. Juraj er uddannet i vitikultur og ønologi fra det agronomiske fakultet i Poreč og har indhentet praktiske erfaringer fra vingårde både lokalt og i udlandet (hos Ivica Matošević, Zvonko Bogdan og Indevin); og det har hele tiden været hans drøm at forvandle familiens beskedne privatproduktion til et professionelt foretagende med olier og vine af høj kvalitet. Han fik sin eksamen i 2015, og samme år gennemførte han den første selvstændige høst på hjemmebanen. Den oprindelige vinmark er siden vokset sig større og har i mellemtiden fået selskab af flere. Stancija Collis’ samlede areal er på 10 hektarer, hvoraf de 3 er vinmarker, og resten lægger grund til godt 1.500 oliventræer. Rundt om græsser kvæg, geder og æsler, som alle på traditionel vis indgår i driften.

Noget i gære

Jorden under fødderne er støvet og stenet, og langs den istriske vestkyst har et vist jernindhold farvet den rødlig; men som overalt i Istrien er grundfjeldet kalksten. “Istrien har en tæt kalksten af høj kvalitet,” forklarer Juraj, “Venedig er mere eller mindre bygget af istrisk kalksten.” Med de ord har han også etableret forbindelsen vestover og til Republikken Venedig, som Istrien gennem århundreder var tilknyttet. Det forklarer også det stærkt italienske islæt som lokalkolorit på dette fine hjørne af Kroatien. Kulturudvekslingen har desuden skabt en særlig dynamik i området, som sikkert også har været befordrende for udviklingen af vinregionen.

Juraj har en hjemmefødts sans for stedet, og han ønsker at bevare dets liv og stemning og give det videre i sine vine. Så rent og så levende, som det er ham muligt, for Juraj er optaget af oprindelse og oprindelighed i sit produkt, og derfor dyrker han også økologisk og benytter sig af udvalgte greb fra biodynamikken. Interessen for økologi og biodynamik er gået hånd i hånd med hans mere konventionelle og tekniske studier i Poreč; og de kommer til forenet udtryk i hans vinmageri, som er såvel simpelt som præcist, naturnært men nøje afstemt.

“Jeg gør brug af indfødt gær,” bedyrer han, “men jeg spontangærer ikke. Gæren er ikke vild men selekteret fra lokale Malvazija-druer, så vi med sikkerhed får den helt rigtige smag.” Der er altså tale om en gærkultur udvalgt og opformeret af det lokale selskab Razvojna agencija Brtonigla i samarbejde med et italiensk laboratorium, Ever Italiana Biotecnologie. Idéen var at indfange og udbrede det mikroskopiske livs bidrag til terroir-udtrykket i tillæg til de indfødte sorter, som med mangfoldige gærkulturer kan tvinges i alle mulige retninger. “Mange moderne Malvazijaer er meget aromatiske,” konstaterer Juraj, “flere har ligefrem karakter som Muškat eller Sauvignon, og det stammer helt sikkert fra fremmed, selekteret gær. Jeg går ind for spontangæring, men jeg er også tilhænger af sikkerhed og udtryksfuldhed; men jeg vil ikke bare overtage andres udtryk på den bekostning. Jeg vil ikke kopiere nogen. Det her er Istrien; og sådan her får vi den rigtige smag af Malvazija!”

Levende land

Den helt rigtige flora og fauna kommer også til sin ret i det blandede landbrug. Lokalt Boškarin kvæg, den særligt istriske kvægrace, som længe var på randen af uddøen, græsser i lundene og på egnene rundt om gården. Det samme gør geder og æsler, som far Mirko i sin tid købte for at holde den naturlige vegetation i skak, og som Jurajs søster i dag tager sig af. Hver især bidrager de til biodiversiteten på gården, og desuden giver de alle gode bidrag til bordets glæder.

Det er ikke kun dyreholdet, der gør den lille gård til noget særligt traditionelt, autentisk og levende. Selvom det er stenet og forholdsvist næringsfattig jordbund, ser man alligevel en livlig flora i vinmarkerne. Det skyldes selvfølgelig fravalget af herbicider men samtidigt en aktiv indsats for at sikre et godt, grønt bunddække, befolket med et væld af lokale og livgivende planter. Der er blandt andet tale om diverse planter fra ærtefamilien, som er med til at fiksere kvælstof i jorden; samt især honningurt, Phacelia tanacetifolia, som også binder kvælstof men derudover tiltrækker masser af bestøvende insekter samt afskrækker visse skadedyr. Planten kan vokse sig ret høj, men når man slår og komposterer den, giver den ligeledes godt med organisk materiale tilbage til jorden. Sidst men ikke mindst smykker den og de andre blomster de i forvejen kønne marker. “Vi elsker at arbejde her”, siger Juraj stolt, “og synet af det grønne liv gør det kun lettere.” Druerne høstet ved håndkraft og kommer ikke langt væk fra stokkene, familiens gamle garage gør det nemlig ud for vinkælder.

Æselmælk og orangevin

Besøger man familien Mastilović på den gæstfrie gård på Sarižol 11, kan man til fornuftige priser købe sig ikke kun til vinsmagning men også et grundigt indblik i det lokale køkkens traditionelle glæder. Hjemmelavet æselmælk, gedefriskost, æselost og æselpølse samt lufttørret oksekød; alt sammen flankeret af godt, gammeldags surdejsbrød og strømme af god olivenolie. Familiens oliventræer dyrkes selvfølgelig også økologisk, og olien gøres på sorten Bjelica, Buža, Leccino, Pendolino og Rossignola. Presningen overlader de til eksperterne på Chiavalon.

“Æselmælk er sundt”, slår Juraj fast, “på grund af sin særlige sammensætning af næringsstoffer, og så smager den også rigtigt godt.” Foruden salg af frisk æselmælk og forældling til ost får familien også glæde af kødet fra dyrene— ikke at forglemme deres møg, som de benytter i deres kompost.

Hvad angår druerne, dyrker de først og fremmest Malvazija, Istriens paradesort, men samtidigt en smule af den anden lokale specialitet, den røde Teran, samt en smule Merlot og Cabernet Sauvignon. Sidstnævnte forener kræfter i det ‘super-istriske’ Bordeaux-blend Trinitas, men et kvantum af deres Teran forvandles også til en forfriskende og ganske seriøs rosé. Ellers er Malvazija midtpunktet, dels i en forårsduftende og ungdommeligt frisk Malvazija, dels i længere modnet og lagret Malvazija, herunder en macereret version ved navn Vita.

Den årlige produktion ligger i overkanten af 15.000 flasker. Nationalt kommer vinene på markedet under navnene Stancija Collis og Stancija Rubin, internationalt er de brandet som One Hill Winery; men størstedelen af produktionen sælges til lokale restauratører og dørsalg på vingården. Som Juraj så kækt skæmter: “Det vil sige, at jeg drikker halvdelen selv!”

Den friske Malvasia 2022 er gæret og modnet på ståltank og har en ganske mild duft af hvide forårsblomster og pollen. I munden er den saftig, stoflig og ganske blid og blød, med syrlig lime og sødmefuld hvid stenfrugt og en let salt mineralitet. Meget god balance og længde. Rosé 2022 er smukt rosafarvet med et let orange skær, med en mild skovbærduft og let lakridsnote. Kølig gæring med kun én times maceration har givet en sursød saft med skovbær, kirsebær og et stille men sikkert greb af fine tanniner, hints af tørrede tranebær og lakrids.

Vita 2020 er en smukt macereret Malvazija i fuldt flor men uden forstyrrelser fra vildfaren gæring; og ganske forfriskende og forholdsvist let trods sine 15 procent alkohol. Tre ugers maceration og et års modning på barriques af henholdvist istrisk akacie og slavonsk eg. Det er vin med livligt og lokalt udtryk, masser af hvide blomster og pollen i duften, bivoks og marcipan i dybden. I munden er den fuld af ferskner og abrikoser, friske såvel som tørrede, og tæt af gule æbler, akaciehonning, kandiseret orangeskal og harpiks. Stilfærdigt læskende, lækker tekstur, oolong-agtige tanniner og lang eftersmag. Smagen af forårs- og sommersolen over Istrien. Det gyldne håndaftryk er Jurajs datters, og hun bærer også navnet Vita.

Et område tegnes ofte af sine store eller skelsættende vinhuse, men ofte kendes det mindst lige så godt eller endda meget bedre gennem sine mindre og måske mere traditionelle eller innovative vinhuse. Stancija Collis er bestemt et besøg og en smagning værd.

Flaske: Vita 2020  
Vinhus: Stancija Collis  
Oprindelse: Istrien, Kroatien
Jordbund: Kalksten, crvenica  
Drue: Malvazija Istarska  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Små træfade, akacie og eg  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Pris: cirka 300,-