Forårsbebudere

Frühling, det frydefulde forår, alene ordet lyser op med sine strålende vokaler. Weinfrühling er en årlig fejring forskellige steder i det østrigske, hvor forårets komme markeres og nydes med forfriskende vin fra seneste årgang, typisk i løbet af april og maj måned. Dagene er langt om længe længere end nætterne, solen trænger mere og mere gennem skyerne, og dens stråler kaster lys og lune over et stadigt grønnere landskab. Det er svært ikke at få lyst til et glas, der liver op og minder om frugten af den forgangne såvel som den forestående vækstsæson.

Weinviertler Weinfrühling

Nordøst i nordøst finder vi Weinviertel, Østrigs største vinområde og højborg for landets nationalsort, den forårskåde Grüner Veltliner, som står tæt på halvdelen af Weinviertels vinmarker og tæller godt en tredjedel af det samlede areal; og i dette kølige hjørne af det klassiske østrigske vinland er dens vine kendt for en særlig friskhed og delikat krydring.

Delstaten Niederösterreich ligger i Østrigs nordøstlige hjørne, med Tjekkiet mod nord og Slovakiet mod øst, og Donau løber fra vest mod øst som livsnerve gennem, og midt i det hele ligger hovedstaden Wien som selvstændig stat. Niederösterreich rummer otte selvstændige vinområder, deriblandt Wachau, Kremstal og Kamptal, alle langs Donau og dens bifloder; men det som nævnt største område er Weinviertel i oplandet nord for Donau. Historisk har Niederösterreich været inddelt i fire kvarter, hver med sit eget traditionelle hovederhverv, Waldviertel, Mostviertel, Industrieviertel og Weinviertel, og vist er det, at vinen er den vigtigste næringsvej i Weinviertel, som huser hele 13.730 hektarer vinmarker og knapt 1.500 vinbønder.

Store dele af det forholdsvist flade område er udlagt til stordrift, og kvantitet har længe karakteriseret området frem for kvalitet. Men sidstnævnte udelukker ingenlunde førstnævnte, og flere og flere vinhuse markerer sig efterhånden med andet end hverdagsvine og løfter sløret for det potentiale og den forskellighed, som Weinviertel også står for.

Tilnavnet Lössland er rammende, da store mængder løss ligger som et tykt tæppe over stene og grundfjeld i det meste af området. Geologisk kan området groft sagt deles i to sektioner: Den vestlige del, hvor jordbunden består af løse aflejringer af ler, silt, sand og grus; og den østlige del med større aflejringer af sand, grus og sten, især kalksten. Så under overfladen rummer Weinviertel stort set hele spektret af østrigske bjergarter, og i vinsammenhæng er det især forekomsterne af kalksten og sandsten, som fanger interessen.

‘Brünnenstrassler’ er sandsynligvis Weinviertels historisk kendteste varemærke, i hvert fald på det østrigske mærke, en hvidvin fra vinmarkerne tæt på vejen mod Brünn, Brno i nutidens Tjekkiet. Vinen kom fortrinsvist fra det østlige Weinviertel og var sammen med Grüner Veltliner mestendels fremstillet af de stadig i dag dyrkede sorter Welschriesling, Weissburgunder og Riesling samt måske aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Et andet historisk varemærke, som i de senere år er forsøgt genoplivet, er Poysdorfer Saurüssel (‘sotrynen’ fra Poysdorf, opkaldt efter en vinmark med det svinske navn), en let, frisk og sprød Grüner Veltliner. Men områdets mere seriøse bidrag finder man i andre sammenhænge.

Det gode selskab

Weinviertel var det første område til at få østrigsk vinlovs nye højeste oprindelses- og kvalitetsgaranti, DAC, Districtus Austriae Controllatus, som introduceredes i 2002; og som i Weinviertels tilfælde dækkede over og skulle fremme områdets flagskib Grüner Veltliner. Det gav Weinviertel en forlomme ind på den internationale vinscene; men det snævre fokus på Grüner Veltliner har siden vist sig også at være en hæmsko for udfoldelse af områdets iboende mangfoldighed. Ikke desto mindre hjalp områdets DAC-status med at skille flere ud fra et hav af middelmådighed og op i de mere karakterfulde vinhuses klasse.

Det var kun et spørgsmål om tid, før ÖTW, Österreichische Traditionsweingüter, også favnede det store og tillige historiske vinområde; med vanlig afventen det rigtige tidspunkt og god tid til at vælge de rette vinhuse og gøre alle forberedelser. ÖTW har af flere omgange udvidet i de seneste år, senest med Thermenregion, og indlemmelsen af Weinviertel varsledes allerede ved den årlige smagning i Grafenegg i 2022, og den officielle kundgørelse kom så på vinmessen VieVinum på Hofburg i maj 2024, og områdets enkeltmarksvine kom første gang officielt på bordet til smagningen i september 2025.

Følgende 13 vinhuse fra Weinviertel tæller blandt ÖTWs nu i alt 92 medlemmer:

• Hofkellerei des Fürsten von Liechtenstein (Wilfersdorf)

• Weingut Dürnberg (Falkenstein)

• Weingut Ebner-Ebenauer (Poysdorf)

• Weingut Ingrid Groiss (Breitenwaida)

• Weingut Gschweicher (Röschitz)

• Weingut Julius Klein (Pernersdorf)

• Weingut Gerhard J. Lobner (Mannersdorf an der March)

• Weingut Prechtl (Zellerndorf)

• Weingut Gruber Röschitz (Röschitz)

• Weingut Seher (Platt)

• Weingut Setzer (Hohenwarth)

• Weingut Taubenschuss (Poysdorf)

• Weingut Zull (Schrattenthal)

og disse huse har allerede bragt Erste Lagen vine på markedet fra markerne Auf der Henne, Feuerberg, Hermannschachern, Kapellenberg, Karlsberg, Kellerberg, Kirchberg, Kirchengarten, Laa, Mühlberg, Pankraz, Rabenstein, Rochusberg, Sauberg, Steinberg, Tenn og Äussere Bergen. Nedenstående var dem, der faldt bedst i min smag ved seneste enkeltmarkssmagning.

Det kølige klima ved fødderne af det bøhmiske massiv i bakkerne nord for Donau giver Grüner Veltliner med mere udpræget syrestruktur og vegetale aromaer end fuldmoden frugt og krydderier. Pfefferl, et lille skud peber, som man siger på østrigsk. Den ofte omtalte varietale hvide peberaroma, som især skyldes stoffet rotundon, kommer for alvor til sin ret her. Grüner Veltliner elsker også løss, og dens vine fra løssjorde er generelt karakteriseret ved saftighed, frodig frugt, højt ekstrakt og en kraftig krydring; mens kalksten kan fremkalde andre karakteristika som en finere syrestruktur og delikatere frugtnuancer; men man får flotte varietale versioner, når man går på hugst hos de rigtige vinhuse.

Ingrid Groiss Grüner Veltliner Ried Pankraz 2024: Diskret, mild duft, en smule æble, pære og måske mango. Fint sprød, med saftig, frugtig fylde, smeltende frugt på tungen, frisk syre og et let salt finish. Opkvikkende forfriskning, og økologisk | Cappa Vin

Gerhard Lobner Grüner Veltliner Ried Rochusberg 2024: Frugtig intensitet i duften, fokuseret på frisk, moden stenfrugt. Spændstig ferskenfrugt i munden, en smule mango og kiwi. Moden syrlighed, fint tørstof på tungen og et afstemt tørt finish, flot struktureret og balanceret. Let krydret finish med kommen, fennikelfrø og tørrede urter. Rochusberg er en forhøjning i landskabet i det sydlige Weinviertel, en sydvendt skråning på kalkholdig ler under et tykt lag løss | Erik Sørensen Vin

Gruber Röschitz Grüner Veltliner Ried Mühlberg 2023: Diskret duft med en fin dybde af aspargessuppe, grønne urter og en smule fransk nougat. Fyldig saft med spændstig syre, moden stenfrugt med krydret honningsødme og en smule flødekaramel i eftersmagen. Fint tørstof og delikat tørt finish | Vild med Vin

Ebner-Ebenauer Grüner Veltliner Ried Sauberg 2024: Økologisk håndværk. Sart friskfrugtig næse, strejf af saftige gule æbler og modne appelsiner. Saftigt flow og fin fylde i munden, masser af delikat æble- og pærefrugt i smagen, modne gule æbler og pærer, citrus og sydfrugt. Smæskelig tektur, let citrisk syre, strukturbetonet tørt finish. Seriøs og sjov på samme tid.

Taubenschuss Grüner Veltliner Ried Tenn 2022: Mild men dyb duft, har en afgrund af grøn, græsset og urtet krydring i sig, meget appetitvækkende snude. Blød i munden, fyldig, stoflig og summende mineralsk med krydrede undertoner. Godt med grønne pærer, gule mirabeller og hints af enggræs, nælder og vilde urter.

Bedst i test: De blandede bolcher

Gemischter Satz, den gamle tradition med blandede beplantninger af forskellige sorter, som har sin højborg i Wien, er også overlevet og overleveret i Weinviertal, hvor en række vinmagere tager den op og tager den seriøst; med meget fine og friske resultater til følge. Forventligt, når grundklangen er Grüner Veltliner og Welschriesling med blå toner fra Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Frühroter Veltliner, Roter Veltliner og små farveeksplosioner fra Traminer, Muskateller og Müller-Thurgau. Vinene er fremragende, selvom de må undgære DAC; men skidt med det, for der er forårsfriskhed for alle pengene med Lobners Rochusberg og næsten sommerlige anklange i Dürnbergs delikat aromatiske Kirchberg; og så fremstiller Ingrid Groiss for øvrigt også en fremragende Gemischter Satz.

Dürnberg Gemischter Satz Ried Kirchberg 2022: Mildt parfumeret duft, med rosenblomster og rødmende stenfrugter, charmerende og opløftende. Smagen slægter det rosenrøde på, med røde æbler, sødmefuld fersken, litchi og mandel. Velintegreret syre strammer sammen om frugtsødmen, tørt og let krydret finish, flot. Fra marken for fødderne af Burg Falkenstein ruinen afbilledet længere oppe.

Gerhard Lobner Gemischter Satz Ried Rochusberg 2024: Gemischter Satz fra en 70 år gammel beplantning på Rochusbergs kalkholdige ler og løss. Glasklar i øjne, næse og mund, funkler flot og dufter af sprøde grønne druer og strejf af røde rosenblade. Saftspændt i munden, med frisk, moden frugt— lime, stikkelsbær, fersken, mango og en diskret, delikat krydring af friske og tørrede krydderurter. Mundvandsdrivende og meget appetitvækkende, en alsidig afspejling af alt, hvad der er godt ved Weinviertel og Gemischter Satz | Erik Sørensen Vin

Flaske: Rochusberg Gemischter Satz 2024
Vinhus: Weingut Lobner  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Løss, kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Erik Sørensen Vin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 265,-  

Granit, vand og grøn vin

Ét element sætter sit særlige præg på portugisiske Vinho Verde, og det er vand. Vi er i den nordvestlige del af landet, og området er ikke alene fastlandets mest regnfulde, vand flyder også overalt gennem landskabet og gør det frodigt indefra. Adskillige floder strømmer fra øst til vest gennem landet på vej ned fra Gerês og Marão bjergene og ud mod Atlanterhavet— mellem Minho-floden i nord og Douro-floden i syd strømmer Lima, Cavado, Ave og Tâmega og deres bifloder, skærer sig gennem det kuperede landskab og den underliggende granit og skifer. Talrige broer gør det muligt at krydse dem og skaber samtidigt gode udsigtsposter til det betagende grønne panorama. Minho-floden mod nord udgør grænsen til Spanien, nærmere bestemt Galicien med dets velkendte vinområde Rías Baixas; og mod vest ligger kun Atlantens blå.

Vinho Verde er altså et ret køligt, meget vådt og virkeligt frodiggrønt område, og af de grunde skiller det sig også ud som en stærk bastion for hvidvine blandt Portugals 13 vinregioner. Med godt 25.000 hektarer vinmarker er det også Portugals største, Vinho Verde udgør knapt 10% af landets samlede produktion. Det er friske, syrlige vine, som findes i seriøse aftapninger, men det er oftest de ret simple udgaver, som især i stride strømme har ramt det internationale og dermed det danske marked, meget lette vine med limegrøn farve, gerne med en lille spritz i glasset og en temmelig sød frugt til at dulme syren.

Navnet vinho verde, grøn vin, har flere forklaringer. Ifølge den første går det på karakteren af vinen, den er grøn som i umoden eller knapt moden men i hvert fald med den slags frugts snerpende friskhed. En anden siger, at det er fordi vinen gerne og helst drikkes som helt ung, altså mens den aldersmæssigt er grøn. Men den officielle forklaring slår fast, at det skyldes vinens ophav i det særdeles grønne landskab, hvis kølighed, fugtighed og frodighed den så på forskellig vis kan afspejle. Vinho Verde kan nemlig også fås i rosa og røde udgaver, som historisk har spillet en stor rolle; og siden 1999 sågar også mousserende vine, selvom den stille hvide med omtrent 85% stadig udgør størstedelen af produktionen.

Portugal er cuvéernes land, og Vinho Verde er ingen undtagelse. Man dyrker en lang række forskellige druesorter, og traditionelt er de fleste vine stukket sammen af flere sorter, man blander på livet løs. De vigtigste hvide sorter er Alvarinho, Arinto, Avesso, Azal, Loureiro og Trajadura og blandt de røde sorter Espadeiro, Padeiro og især Vinhão. De sidste vinder faktisk fornyet indpas i disse år, efter man i en årrække også har haft et øget fokus på sortsrene vine på Alvarinho og Loureiro og så småt er begyndt at udforske lokalt terroir med langt større præcision.

Vinmarkerne ligger især langs floddalene og er fordelt på flere tusinde enkelte vinbrug, hvilket skaber vild variation. Jordbundsforholdene er forholdsvist homogene, grundfjeldet består altovervejende af granit (granito) med enkelte indslag af skifer (xisto), og generelt er jorden til den sure side men ret frugtbar. Der falder årligt mere end 1.200 mm regn, så tørkestress er ikke et problem på disse kanter! Det kan den megen fugt til gengæld være, hvilket har besværliggjort en omstilling til økologisk og mere bæredygtigt vinbrug. Men den grønne praksis slår alligevel igennem i Vinho Verde, og blandt foregangsmændene for denne udvikling kan nævnes toneangivende vinhuse som Aphros Wine, Aveleda, Soalheiro og Quinta do Ameal. De tager hver på sin måde såvel traditionelle som moderne metoder i brug i bestræbelserne. Historisk var vin en del af områdets blandede landbrugskultur, og nogle få steder ser man stadig vinstokkene flettet op ad træer i den såkaldte enforcado-dyrkning. Stadigt meget populær er den høje pergola-opbinding, som lokalt kendes som latada og cruzeta, og som hæver løvet og druerne fra den fugtige jord og samtidigt skærmer for den skarpeste sol. Dertil kommer metoder fra økologisk og biodynamisk vinbrug og en hjælpende hånd fra moderne teknologi til at nøje at følge med i vejr og vind og sætte ind med tilpassede forebyggende indsatser på helt rette tid.

Vinho Verde er inddelt i ni underområder, fra nord til syd er det Monção e Melgaço, Lima, Cávado, Ave, Basto, Sousa, Amarante, Paiva og Baião — og selvom det kan være svært selv for øvede tunger at skelne flere af områderne fra hinanden, så giver inddelingen alligevel mening. For de enkelte områder har egne særpræg og sædvaner, som med tiden kan rendyrkes og raffineres, og under alle omstændigheder giver appellationerne garanti for vinens nøjagtige oprindelse og skaber dermed større gennemsigtighed. Enkelte områder skiller sig særligt ud, historisk har Lima spillet en central rolle, især med druen Loureiro; og i det seneste halve århundrede har Monção e Melgaço givet den gas med særligt god Alvarinho — og med metoder som skindkontakt, bærmekontakt, fadgæring og fadlagring bevæger flere sig nu væk fra det moderne, industrielle udtryk til en mere individuel og måske mere traditionel stil.

Man får stadig masser af let og læskende, nogle vil sige ligegyldig, vin fra Vinho Verde; men går man på jagt efter finere fortolkninger, kommer man langt væk fra den sitrende og sødmefulde vin, som blandt såkaldt seriøse vinkendere har givet regionen et dårligt ry. Det kølige og vandige får i de bedste flasker følgeskab af lækre kryddernoter, raffineret frugt og en funklende mineralitet.

Quinta do Ameal

Ét af de vinhuse, som virkeligt skiller sig ud fra mængden, ligger i Lima-dalen lidt øst for en af Portugals ældste byer, Ponte de Lima, en smuk by navngivet efter sin imposante stenbro over floden Lima og ellers velkendt for sin seværdige middelalderlige bymidte og de mange barokke herregårde i oplandet.

Quinta do Ameal ligger ved Refóios do Lima, lige ned til floden, og den historiske ejendoms 30 hektarer tæller 800 meters flodbred og dertil 8 hektarer gammel, vild skov og 14 hektarer vinmarker. Alle dedikeret til Lima-dalens mest traditionsrige sort, Loureiro. Derudover dyrkes i det små valnødder, kirsebær og citrusfrugter, udelukkende til egen glæde og gårdens gæster. Foruden vingård fungerer quintaen nemlig også som tilflugtssted for turister. Siden 2015 tilbydes overnatning i de hyggelige huse, og såvel verandaerne som haven og ikke mindst swimmingpoolen kan byde på et tiltrængt pusterum i sommermånederne. Tjek udlejning på Casa Grande og Casa da Vinha ud her — og dertil arrangeres selvfølgelig vingårdsbesøg og smagninger.

Den gamle ejendom har selvfølgelig en lang historie, som strækker sig tilbage til 1710. Undervejs har den virket som vingård og som landbrugsejendom i langt bredere forstand, med kvæghold og afgrøder som hvede, rug, majs og forskellige frugter. Salazar-regimets fald i 1974 satte gang i mange omlægninger i landbruget, og udviklingen mod moderne vinbrug skulle snart tage fart. Familien Araújo (efterkommere af stifteren af portvinshuset Ramos Pinto) erholdt den efterhånden faldefærdige ejendom og satsede oprindeligt på at udvide kvægbruget og stifte et mejeri; men de indså snart, at der var en lysere fremtid i god vin end i kød og mælk. Pedro Araújo overtog ejendommen fra sin far i 1995 og i 1999 præsenterede han sine første fine vine, frugterne af faderens arbejde med at plante Loureiro-stokke. Vinene vandt hurtigt ry for sin mere seriøse stil og deres karakterfuld Loureiro-udtryk, og siden gik Araújo endvidere den økologiske vej. I 2019 trak han sig så tilbage for at nyde sit otium, og José Roquette fra koncernen Esporão opkøbte ejendommen. Esporão specialiserer sig i olivenolie, øl og vin fra Alentejo, Douro og Vinho Verde og har i det store hele fortsat vingårdens drift i familiens ånd. Bæredygtighed er et indsatsområde, og koncernen råder sågar over hele 18% af det samlede økologisk certificerede vinmarksareal i Portugal.

Den økologiske certificering fulgte dog ikke med her. Dyrkningen foregår i dag som integreret produktion, et system, hvor man søger en balance mellem at minimere brugen af syntetiske inputs og samtidigt at maksimere kvaliteten af afgrøderne. SATIVA certificerer. Det indebærer blandt andet et fuldstændigt fravær af insekticider og herbicider, i det hele taget et stærkt reduceret pesticidforbrug. Fortsatte forsøg gøres også på igen at gøre gården fuldt ud økologisk; men det fugtige klima gør det vanskeligt på kommercielt plan, peronospora er et konstant tilbagevendende problem. I 2011 kæmpede man desuden mod plantesygdommen flavescence dorée, og den dukker desværre med mellemrum op igen i området.

Højt grønt bunddække mellem rækkerne i Quinta do Ameals vinmarker. Vingården arbejder aktivt med en rig flora til at nedregulere vinstokkens vækst samt at sikre jordbundens sundhed og den samlede biodiversitet

Sloganet er “slow forward” med endemålet økologisk dyrkning, men kun for så vidt som det er bæredygtigt. Det er små skridt af gangen, mens man søger at dokumentere de faktiske virkninger af de gjorte tiltag. Man ønsker effektivitet, da økologisk dyrkning kun tillader beskyttelse med svovl og kobber og tit kræver mange kontinuerlige behandlinger— ofte med større forbrug og øget udledning af CO2 til følge. Små opsatte vejrstationer rundt om i markerne hjælper med at overvåge temperatur, luftfugtighed og vindstyrke, så man kan sætte ind med forebyggende tiltag i tide og i det rette omfang.

Desuden arbejder man med naturligt grønt bunddække i markerne, som suppleres med forskellige større dækplanter som lupiner og majroer; og de har også sået nitrogenfikserende kløver og velduftende mynte mellem rækkerne. Rundt omkring ses også bistader, som holdes i samarbejde med honningproducenten Bee Prado. Resten af biodiversiteten sikres gennem haven, skoven og en overraskende stor bambuslund; mens godt en tredjedel af arealet ligger uopdyrket hen.

Der ånder en særlig ro og fred over quintaen. Haven og de smukke gamle bygninger skaber en nostalgisk ude-på-landet stemning, og den omkringliggende skov fungerer som en slags paraply, der skærmer mod sommersolens stærkeste stråler og den værste hede. Mens vinmarkerne strækker sig grønt hen over bakkerne, med kølige briser skiftevist fra bjergene og fra havet.

Løst og fast om Louriero

Loureiro er en ganske gammel sort, som med al sandsynlighed stammer fra Vinho Verde og nok nærmere bestemt omkring Ponte de Lima, hvor den historisk er dokumenteret århundreder tilbage. Hvorfra den i løbet af 1900-tallet spredte sig ud over hele området. Den kendes også under synonymerne Amarante, Cheiro og Dourado. Der dyrkes i dag godt 2.500 hektarer i Portugal, og på den anden side af grænsen dyrkes i Galicien omtrent 500 hektarer, hvor den oftest kaldes Loureira eller Branco Redondos. Loureiros ophav er ikke endegyldigt afgjort, men den er muligvis en naturlig krydsning af Amaral og en anden sort som Branco Escola. Muligvis er den også beslægt med Alvarinho. Loureiro er en ret frodig sort, der kan give gode udbytter, den bærer store, ret tunge og kompakte klaser med grøngule til gyldne druer. Den begynder at modne ret tidligt, hvilket er praktisk, da den er forfalden til oidium, peronospora, phomopsis og botrytis.

Navnet Loureiro betyder bogstaveligt ‘laurbær’ på portugisisk, og det virker velvalgt, sortens aromatiske profil taget i betragtning: Den har hyppigt en karakteristisk duft af laurbærblade, derudover noget blomstret og urtet såsom akacie, lind, limeskal, mynte og bergamot. I munden er den oftest citrisk, præget af en tæt limeagtig syre og ved højere modenhed en frodig ferskenfrugt. Strukturelt bærer vinen typisk præg af sin høje syre og grundet et ret moderat sukkerindhold følgeligt en ret lav alkohol. Traditionelt har man drukket den ung, men med lagring udvikler den gerne klædelige noter af bivoks, honning og krydderier og af og til endda petroleumsnoter.

Loureiro høstes på Quinta do Ameal som regel i løbet af september

Quinta do Ameal fremstiller i alt fem vine, hvoraf de tre er fra ejendommen selv, de resterende to er fra associerede vinbønder og markedsføres under navnet Bico Amarelo. Høsten er manuel, og mosten presses pneumatisk af hele klaser. Druerne fra ejendommens egne marker har forskellig karakter afhængigt af dyrkningsstedet, og det udnyttes snedigt nok til at fremstille vine med hver sin distinkte karakter: Loureiro, Solo Único og Ameal Reserva eller Escholha— i udvalgte årgange bliver det også til en senthøstet sød vin. Vinho Verde fremgår altid kun af bagetiketten, da huset ønsker at fremhæve sin egen stil. De ansvarlige vinmagere er José Luis Moreira da Silva og Lourenço Charters.

Loureiro 2021 er håndhøstet midt i september efter en kølig vækstsæson og spontangæret på ståltanke ved kontrolleret lav temperatur og modnet syv måneder på gæren. Så det er snorligt og knivskarp Loureiro i sin reneste form— mildt duftende af gyvel, nåleskov og laurbærblade, sprød, saftig og stoflig på tungen, med frisk syre og et fint greb, og fuld af frisk citrus, en smule gul stenfrugt, pinjekerne og strejf af vilde blomster og urter. 7,3 gram syre versus 1,5 gram restsukker. Velbalanceret og virkeligt forfriskende, en formfuldendt referencevin for Loureiro-druen!

Solo Único 2020 stammer fra enkeltmarken Marejão, som er særligt stenet, granitten står frem. Mosten er mere astringerende og syrestyret af natur, men det modereres af kølig gæring delvist på cementæg og otte måneders modning med gæren. 2020 var også et varmt år, så der er masser af moden frugt til at smelte sammen med syren. Cremet men uden fedme og dens læskende flow bliver næsten luftigt. Lime, grapefrugt, laurbærblade og friske urter, koldt kildevand. Modner efter sigende med spændende resultater.

Reserva 2020. Marinhas marken dækker ikke meget mere end en halv hektar, og det blev i 2020 til 2.650 flasker. Det er ejendommens bedst modnede druer, og mosten gæres på brugte fade, før vinen modnes et år på gæren i dels 500 liters franske fade, dels 2000 liters østrigske fade. Seks måneders flaskelagring før frigivelse runder processen af. Resultatet er en meget delikat, ligefrem pikant mundfuld med en subtil kompleksitet af eksotisk frugt og søde krydderier, holdt svævende af en underliggende syrlighed og mineralitet. Banan, fersken, citrus, orange- og rosenblomstvand, vanille og nellike. Må modne til noget ganske specielt.

Man fornemmer virkeligt vandets formende kraft i Vinho Verde— der ligger sågar et vandmuseum, Museu da Água, i Arcos de Valdevez på Vez-floden, en af Limas bifloder. Byen ligger langs Ecovia cykelruten, som også krydser Quinta do Ameal

Flaske: Loureiro 2021  
Vinhus: Quinta do Ameal  
Oprindelse: Vinho Verde, Portugal
Jordbund: Sand, grus, granit  
Drue: Loureiro  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar  
Pris: cirka 150,-  
(ikke p.t. i sortiment)

Odysséen 2025

Der er løbet meget vand i Middelhavet, siden Odysseus sejlede det tyndt på vej hjem fra Troja til sit elskede Ithaka; og hele det græske folk er gået grueligt meget igennem, siden Sokrates diskuterede det gode, det sande og det skønne på agoraen i Athen. Det var dengang, i den klassiske antik, hvor grækerne også var olympiske mestre i vin. Symposier, Dionysos, mænader og alt det der jazz. Vinkultur, der har ydet indflydelse frem til i dag, og hvor vine som Limnio og Monemvasia har moderne efterfølgere lavet på indfødte sorter som Assyrtiko, Moschato, Moschofilero, Agiorgitiko og Xinomavro.

Men den kastaliske kilde løb til sidst tør for vand og Oraklet i Delfi for ord. De berømte græske bystater blev efterhånden løbet over ende af større politiske enheder, og grækerne har siden måttet finde sig i adskillige århundreders overherredømme udefra, først fra makedonere og romere og sidenhen osmannere. Vinkultur havde trange kår i det muslimske Osmannerrige; men kirken var fritaget fra forbuddet, og i rigets afkroge kunne kristne samfund som de græske og armenske i mindre grad holde deres vinarv ved lige, omend under ændrede forhold. Først efter fire århundreder lykkedes det i sidste ende grækerne at genvinde selvstændigheden efter uafhængighedskrigen fra 1821 til 1829. Et par verdenskrige, en borgerkrig og en militærjunta trak alt sammen i den gale retning i århundredet derefter, og Grækenland blev kendt for alt andet end kvalitetsvin.

Gryende vinrevolution

De gamle grækere efterlod os en righoldig arv af litteratur, arkitektur og kunsthåndværk, gav os de olympiske lege og lagde grunden til demokratiet, medicinen og filosofien. Som to berømte filosofiprofessorer fra Cambridge kunne sige det i begyndelsen af henholdsvist det 20. og det 21. århundrede: “The legacy of Greece to Western philosophy is Western philosophy” (Bernard Williams) og “Probably the safest general characterisation of Western philosophy is that it consists in a series of footnotes to Plato” (Alfred North Whitehead).

Lignende siger desværre ingen om græsk vin; og derudover er det selvfølgelig tragikomisk, at mange først og fremmest forbinder Grækenland med billige badeferier, gyros, retsina og ouzo. Altimens Frankrig for mange etablerede sig som den finere gastronomis højsæde og verdens førende vinland. Det skyldes ganske enkelt, at grækerne kun langsomt har været i stand til at genrejse landets vinavl til fordums storhed. De første skridt i retning af modernisering og industrialisering gjorde umiddelbart ikke meget godt for vine med liv og sjæl, og i lang tid var der vitterligt ikke meget at råbe hurra for. Det har heldigvis ændret sig, og lige nu står Grækenland midt i en kvalitativ vinrevolution. Som Odysseus måtte flakse om på havet i en farefuld færd i et helt årti, før han endelig kunne sætte ben på sin egen ø igen— sådan har græsk kvalitetsvin levet en usikker tilværelse med grumme udsving men synes nu endeligt at have fundet sikkert fodfæste igen.

Arketypiske Middelhavsvine

Grækenland (Det hellenske demokrati, Ελληνική Δημοκρατία) strækker sig fra den sydlige del af Balkanhalvøen og ned i Middelhavet i et sandt hav af øer, flere tusinder hvoraf flere hundreder er fast beboede— landet har samlet lidt over 10 millioner indbyggere. Middelhavet kaldte de gamle grækere ἡ θάλασσα ἡ καθ'ἡμᾶς, havet omkring os, ἡ μεγάλη θάλασσα, det store hav, eller slet og ret ἡ θάλασσα, Havet; og som sande søfarere og eventyrere koloniserede de lidt efter lidt større og større områder i hele Middelhavet. Således hele det østlige Middelhav og fra kysten ind i Lilleasien; samt Sicilien og det sydlige Italien, som de navngav Οἰνωτρία, Enotria, Vinlandet. Med sig bragte de vinstokke, viden og tekniske færdigheder, som på forskellige måder har sat sit præg på vinavl og -fremstilling i resten af Middelhavsområdet og følgeligt på hele Europas vinkultur.

Men det er nutidens Grækenland og dets fortræffeligheder, vi nu skal fokusere på; og det tager i tiltagende grad udganspunkt i landets rige arv af gamle druesorter tilpasset lokale forhold, en række meget karakteristiske terroirs (masser af kalksten og ikke at glemme vulkansk sten, fra kystegne til bjergegne) og dertil en række særegne traditioner inden for både vinavl og vinfremstilling (eks. buskvine, kurveopbinding, soltørring, amforalagring osv.). Især har man i de seneste år vundet selvtillid og fornyet stolthed over de særligt græske specialiteter— selv den ellers udskældte retsina. I det følgende findes nogle nedslag i særlige fikspunkter i landets vinkultur og en række udvalgte vine, som tilsammen giver et godt billede af blot en smule af den dynamik, der netop nu udgår fra landets godt 64.000 hektarer vinmarker. Lutter gode oplevelser— og forvent ikke kun sydens sol, fuldmoden frugt og Middelhavets salt; for der er masser af vinmarker i højderne i de bjergrige egne, og med metoder som nattehøst og kølig gæring formår man at fine en virkeligt frisk nerve i vinene. Endda i den ultratraditionelle retsina, når den laves af de bedste druer og frisktappet harpiks, af og til endda modnet i klassiske amforaer.

Assyrtiko fra Santorini var grækernes springbræt ind i the world of fine wine. De vulkanske hvidvine ramte nogenlunde samtidigt med italienernes røde pendant Etna Rosso, og takket være en række engagerede og dygtige vinmagere har man formået at løfte hele øen op på verdenscenen for vin, og med sig lignende øvine fra eksempelvis Kreta og Kefalonia. En række af landets rødvine er også i rivende udvikling. Vinene fra Naoussa, landets ældste appellation, også kendt som ‘det græske Barolo’, er gennemgået en stilændring, så de fleste i dag er rundere, blødere og mere umiddelbart charmerende; og i Nemea, landets største appellation, ser man også en fintuning af kvaliteten og en søgen efter at finde sin helt egen identitet.

Odyssé anno 2025

Så lad os tage på strejftogt og øhop i det græske og kun stikke op for særligt gode glas. Vil man mere som en moderne Telemachos navigere fra det fjerne, findes der få men til gengæld gode græske vine på det danske marked. Først og fremmest er Oinofilia uomgængelig, kyndigt drevet af dansk-græske Maria Warming Brink Tsalapati, ikke mindst hvad angår små og mere naturnære vinmagere. Et andet godt sted at søge inspiration til shopping og sipping er på websitet Great Greek Wines, der drives af græske Yannis Karakakis MW og er et topprofessionelt initiativ til at udbrede kendskab til de bedste græske vine netop nu. Men nok om formidlerne, nu til sagen selv:

Bobler

Karanika Cuvée Speciale Extra Brut 2021. Amynteia, Makedonien. Sprudlende start, en overraskende frisk mousserende vin fra det nordlige fastland. Sprød, frugtig og mineralsk, noter af lime, pink grape og salt og strejf af hindbær og tørrede roser. Godt nok er forbilledet fransk, méthode traditionelle med et år sur lattes, men druerne er græske, 90% af den røde Xinomavro (Ξινόμαυρο) og 10% af den hvide Assyrtiko (Ασύρτικο). Druerne dyrkes efter økologiske og biodynamiske foreskrifter på gammel, sandet havbund. Hele klaser, direkte pres (blanc de noir) på kurvepresse og gæring ved temperatur omkring 18-22 grader. Lav svovling. Alk.: 11,5% Oinofilia

Hvidvin

Moinoterra Vilana 2023. Archanes Heraklion, Kreta. Karakterfuld, og så er der citrus! Friskluftig duft med citron, moden lime og et strejf af petroleum. Højspændt syre i munden, ren og skær sur saft af solmoden citron, lime og pomelo, med blød fylde og rent trav. En smule kandiseret citrus i eftersmagen, mineralsk efterklang. Sorten er den sjældne Vilana (Βηλάνα) høstet fra marken Vathipetro i 500 meters højde, fra 32 år gamle stokke på kalkholdig lerjord. Helklasepresning, spontangæring på ståltank, modnet otte måneder på gæren; en mindre del af vinen i 350 liters franske egetræsfade. Alk.: 13,5%

Amargiotakis Thrapsathiri 2022. Dafnes Heraklion, Kreta. Sorten Thrapsathiri (Θραψαθήρι) håndhøstet fra marken Athanatoi, kalkstensjord i 350 meters højde over havet. Seks timers skindkontakt, gæring på små egetræsfade, fire måneders modning på gæren med jævnlig bâttonage. Her er der er dømt mere tekstur og en smule fadpræg— duften er frugtig og pikant med sydhavsfrugt, middelhavsurter, cedertræ og kokos, endda små strejf af Safari og piña colada. Saftig og læskende, med lækker mundfølelse og en vis syrlig spænding. Let urtet og sødmefuldt krydret, en delikat mundfuld. Alk.: 13%

Mikra Thira TerraSea 2022. Thirassia, Santorini, Kykladerne. Klassisk Assyrtiko fra Santorinis tvillingeø. Øens eneste vin, og vinstokkene dyrkes selvfølgelig som de små kurve koulourai. Lokationen er Potamida, i 250 meters højde, hvor jordbunden mest består af vulkansk aske og pimpsten. Dermed er der dømt ultratraditionel vulkanvin, med en mildt mineralsk næse, fra flint til fedtsten, og med let urtede undertoner, måske kamfer. Saftig på tungen, fin fylde, glasklar, syrlig og mundvandsdrivende salt. Slank men potent, har pænt med fint stof men er alligevel ret let. Lækker! Alk.: 13%

Kydonitsa Mature 2019. Lakonia, Peleponnes. Tilbage til fastlandet, Lakonien og Monemvasia regionen, hvor vinmarken Platori ligger ved Velles Monemvasias. Vi er i 250 meters højde over havet og har kalkholdig ler under fødderne. Den her dyrkede druesort er Kydonitsa (Κυδωνίτσα), måske en stamfader til al Malvasia; men mest af alt en arketypisk semiaromatisk græsk hvidvin. Ret gullig i glasset og mildt røget i næsen, som ellers er præget af gule æbler og kvæder. Stringent citrus og frisk eksotisk stenfrugt i smagen, florale fornemmelser undervejs, ret distinkt og pænt kompleks. Modnet ni måneder med gæren, to års flaskelagring. Alk.: 13%

Ktima Biblia Chora Ovilos 2022. Kavala, Makedonien. Græsk-fransk forelskelse, hvis hvid Bordeaux var hellensk— 50/50 Assyrtiko og Sémillon fra marken Pangeon, gæring og modning med gæren i franske fade. Let flintede og røgede topnoter, frodiggrøn stenfrugt i midten og undertoner af nyslået græs, buksbom, kamfer og eukalyptus. Jævnt saftig, fin fylde, moden frugt af kiwi, fersken og mango, syrlig, salt og let krydret eftersmag. Alk.: 13,5%

Artemis Karamolegos Kouloura 2023. Santorini, Kykladerne. 90% Assyrtiko, 5% Athiri (Αθήρι) og 5% Aidani (Αηδάνι) fra godt 80 år gamle stokke, dyrket som kouloura. Separat vinificeret på stål, modnet sammen godt 12 måneder med gæren. Frisk, æterisk næse, friske stenfrugter og strejf af blomster. Saftspændt i munden, overraskende smidig, med god syre og salt mineralitet, igen stenfrugter og strejf af vilde blomster og urter, fin fylde og længde. Alk.: 13%

Hatzidakis Nykteri 2021. Pyrgos, Santorini. Så er der Assyrtiko fra øverste hylde, virkeligt gamle kouloura-stokke på marken Megalochori, høstet om natten og gæret køligt for at formidle druens sarte friskhed og salte mineralitet på præcis vis. Otte måneders modning på egetræsfade, flasket ufiltreret. En virkeligt velbalanceret og forfriskende vin med rund syre og subtile noter af nashipærer, hvid stenfrugt og citrus og en smeltende salt finish. Fokuseret, fyldig, kompleks. Alk.: 14,5% Oinofilia

Lyrakakis Psarades Plytó 2024. Alagni Herklion, Kreta. Familien Lyrakakis har reddet den sjældne sort Plytó (Πλυτό) fra en ellers usikker fremtid, og det er tjenstværdig dåd; for vinen er en lækker mineralsk mundfuld med saft, frugt og talkumfin stoflighed i tilgift. Antydninger af moden citrus og mildt røgede indslag i duften. Saftig, spændstig og læskende på tungen, ren og rensende, med en let salt og let bitter snert, i frugten skinner især citron og en smule ananas igennem. En meget velbehagelig vin! Kort kølig maceration og spontan gæring, 40% er gæret og modnet på fad, resten er fra ståltank. Økologisk dyrket på marken Psarades i 280 meters højde. Alk.: 13%

Lyrakakis Psarades Dafni 2024. Alagni Herklion, Kreta. Endnu en brav redning fra Lyrakakis brødrene, og her bliver man endnu mere taknemmelig. Dafni (Δάφνη) betyder laurbær på græsk, og man behøver ikke beherske sproget for at forstå hvorfor. For den dufter og smager af laurbærblade i vilden sky! Liflige, æteriske, balsamiske duftnoter af timian, rosmarin, fennikel og kamfer og så de førnævnte laurbærblade, mens den i munden er mere stilfærdig men stadig super stimulerende, med saftigt flow, det fineste, blødeste stof, moden citrusfrugt og en delikat eftersmag af kandiseret viol. Helt sin egen, en vin, man sent glemmer! Håndhøstet, kort skindkontakt, spontan gæring på ståltanke. Alk.: 12,5%

Orange

Troupis Hoof & Lur 2022. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. En hyldest til traditionel græsk landvin, grænselandet mellem let orange og rosé. Nærmest dekadent duft af roser, geranier og nelliker, overraskende parfumeret i betragtning af dens lyse rosafarve; og så har den et fint greb, sprød syrlighed og en læskende saftighed, den smager mildt af modne jordbær, hindbær, melon, tørret papaya og kandiseret orangeskal. Moschofilero (Μοσχοφίλερο) er en ret aromatisk druesort med mørkt rødmende skaller, som med spontangæring og en smule skindkontakt folder sig fuldt ud. Marken Litharakia ligger i 640 meters højde. Spontangæring, 15 dages skindkontakt, modnet ni måneder på gærresterne og flasket uklaret, ufiltreret og med et beskedent strøg sulfitter. Alk.: 12,5%

Troupis Ekato 2023. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. Moschofilero med hundrede dages skindkontakt, heraf navnet εκατό, hundred; og her går det all in på aromatik, tekstur og struktur— den er orange orange! Duften igen dekandent men mere fortættet, kompakt, mørk sødmefuld. Figen, orangeskal, tørrede blomster; og teksturen er lækker! Der er syrlige bolcher, tørrede frugter og let medicinske noter i smagen. Mild bitterhed og salt eftersmag. Alk.: 12,5%

Tetramythos Roditis Orange 2022. Patras, Peloponnes. Smæskelig orangevin på Roditis (Ροδίτης) druer fra 46 år gamle stokke dyrket i 850 meters højde i Aigialeia bjergene ved den korinthiske bugt, kalksten. Tre ugers skindkontakt i amfora og seks måneders modning på store træfade. Madæbler, mandarin, abrikoser, orangeskal, en smule lynghonning og umeboshi. Fin fylde, und, frugtig og fornøjelig, med let tanningreb og en svagt salt eftersmag. Alk.: 13% Oinofilia

Poultsidis Selene Orange 2022. Larisa, Thessalien. Assyrtiko men denne gang fra Nees Karyes vinmarken ved Larisa i det nordlige fastland; og det er absolut genkendeligt som orangevin: Dyb duft af sødmefuld frugt, tørret abrikos, ananas, papaya og mango, kvædete; saftig og spændstig, med fin syre, lette tanniner, tørt træk i den sødmefulde frugt. Fin! Spontangæring, 30 dages skindkontakt, 12 måneders lagring sur lie, flasket uklaret, ufiltereret og med meget lav sulfit. Alk.: 12,2%

Sclavos Zakynthino Orange 2020. Elios, Kefalonia, Ionien. Intens og kompleks orangevin på den lokale Kefalonia-sort Zakinthino (Ζακυνθινό). Biodynamisk dyrkning, én måneds skindkontakt og ét års modning på træfade. Fuld af ferskner og abrikoser, såvel de friske som de tørrede, ferskensten og mandler, orangeskal, læder, aromatiske urter og ylang-ylang. Fyldig saft med støvede tanniner, når olympiske højder og har længde som en maraton. Nektar og ambrosia! Alk.: 13% Oinofilia

Rosé

Iliana Malihin Liatiko Rosé 2022. Rethymno, Kreta. Dunkel rosé med lys frugt fra Iliana Malíhins hånd, heroisk vitikultur i vanskeligt terræn, økologisk og biodynamisk dyrket, og der er fokus på lokale kretensiske specialiter som Liatiko. Stålsat, kort maceration, spontan gæring og minimal intervention, smuk saft. Kongen af Danmark bolcher, syrlige drops, rød grape, hindbær, roser. Saftig, sursød, bitter bagkant, meget delikat! Alk.: 13% Oinofilia

Aoton Lola Retsina 2020. Paenia, Attika. Sjældent spændende rosé og så oven i købet som seriøs retsina! Druerne er Madilaria, den velkendte retsina-drue Savatianó og en smule Cabernet Sauvignon, dyrket økologisk på markerne Lialioukou, Pousiledi og Fylakio. De håndhøstes ved nattetide for at bibevare friskheden, kurvepresses og gæres spontant med kort skindkontakt, hvor også frisk harpiks tilsættes, 0,4 g/l. Derefter modner vinen på gærresterne i otte måneder. Flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Alk.: 13% Oinofilia

Rødvin

Oenops Limniona 2022. Karditsa, Thessalien. Her har vi med den sjældne Limnonia (Λημνιώνα) at gøre, gæret og modnet halvt på amfora, halvt på egetræsfade, ti måneders modning på gærresterne, flasket ufiltreret. Duften er mild af friske røde bær, sart og forførende, måske med en smule røde roser. I munden er den saftspændt og silkeglat, ret rødfrugtet og med fine tanniner og let tørt træk. Eftersmag af hindbær, sveskeblomme, urt og sød lakrids. Alk.: 12,8%

Alpha Estate Xinomavro Reserve Barba Yannis 2020. Amyndeon, Makedonien. Så er det endelig Xinomavro time, ofte kaldet den græske Nebbiolo, det nordlige Grækenlands store stolthed. Fra 106 år gamle stokke på marken Barba Yannis i 647 meters højde over havet. Sandet, kalkholdig ler oven på kalksten. Håndhøstet og gæret med selektion af lokal gær, modnet to år på gæren i små franske Allier egetræsfade. Smaks altsammen af stor vin. Betagende mørk duft, viol, blåbær og sortebær, lyng og marcipan. I munden saftig, med frisk syre, salt mineralitet og fine tanniner. Mørke bær, blommer og svesker, sorte oliven, balsamico, rank og raffineret. Fornem vin. Alk.: 14,2%

Halkia Agiorgitiko Red 2022. Arapoglou, Nemea, Peloponnes. Økologisk Agiorgitiki (Αγιωργίτικο) fra kalkstensjorde i Nemea, et navn, der måske vækker genklang hos danske vindrikkere af en vis alder; men det her er nok bedre end det, man i hine tider har smagt. Halkias udgave er en saftspændt og tæt men let rødvin, fuld af sursøde kirsebær og blommer og en let urtet eftersmag, med faste men meget fine tanniner. Appetitvækkende. Alk.: 13% Oinofilia

Apostolos Thymiopoulos Naoussa Alta 2021. Trilofos, Naoussa, Makedonien. Endnu et navn, som måske vil være bekendt fra gamle dage; her i mesterlige Thymiopoulos hænder, hvor den lokale stolthed Xinomavro når himmelske højder. Vi er 450-650 meter over havet, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og druerne høstes ved håndkraft. 18 dages skindkontakt, en mindre andel hele klaser, hele herligheden spontangæres på ståltanke og lagres otte måneder på franske egetræsfade. Xinomavro kendes måske som en slags græsk Nebbiolo, men her er sammenligninger med Sangiovese og Pinot Noir heller ikke af vejen. Jordbær, kirsebær, strejf af tranebær og gojibær, friske krydderurter og sorte oliven. Mørk men stålende saftig, god syre og de fineste tanniner. Alk.: 12,5% Oinofilia

— og sidst en lille opfordring til sommerlæsning. Man skal ikke dvæle ved fortiden på fremtidens bekostning, men der er alligevel noget meget nutidigt, i al fald arketypisk, over de græske myter og ikke mindst den næsten tidløse historie om Odysseus. Som med et glas vin ved vandet og under sommersolen er en helt anderledes underholdende oplevelse end pligtlæsning i oldtidskundskab. Heltedigtet Odysséen (Ὀδύσσεια) er med rette en klassiker— et episk langdigt, ifølge traditionen forfattet af den blinde digter Homer og skrevet på heksametre, et rytmisk versemål med seks versefødder, som satte rammen om meget af antikkens digtekunst. I poetisk sprog berettes om sagnhelten Odysseus og hans farefulde færd til havs, mens han og hans mænd forsøger at finde hjem efter sejren i den trojanske krig, som er emnet for det forudgående digt Illiaden (Ἰλιάς). Hjemme venter hustruen Penelope og den efterhånden voksne søn Telemachos, som Odysseus måtte forlade kort efter fødslen; men nu er de under belejring af bejlere, som ønsker at overtage Odysseus kongerige. Intet går stille for sig, historien skorter hverken på kærlighed, sex, magi eller monstre, modige tvekampe og decideret blodbad. Game of Thrones kan godt gå hjem! Christian Wilsters gamle oversættelse er musikalsk og holder stadig, men selv har jeg også haft stor fornøjelse af Otto Steen Dues nyere og mere flydende udgave nærmere på nutidigt dagligsprog.

Vin spiller i øvrigt større og mindre roller gennem hele fortællingen. Som almindelig drik, som nærings- og rusmiddel, som selskabeligt samlingspunkt, som drikoffer eller som anden forbindelse til gudernes verden. Mere interessant er vin ved flere lejligheder endda et plot device, som for eksempel da Odysseus og hans mænd drikker kyklopen Polyfemos under bordet; eller da troldkvinden Kirke forvandler mændene til svin ved at servere dem forhekset vin. Altimens hjemmefronten på Ithaka bliver mere og mere dorskt dynket i vin… Så drik græsk vin, gerne med måde, og find glæde i musens fortælling.

ἄνδρα μοι ἔννεπε, μοῦσα, πολύτροπον, ὃς μάλα πολλὰ
πλάγχθη, ἐπεὶ Τροίης ἱερὸν πτολίεθρον ἔπερσεν:
πολλῶν δ᾽ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω,
πολλὰ δ᾽ ὅ γ᾽ ἐν πόντῳ πάθεν ἄλγεα ὃν κατὰ θυμόν,
ἀρνύμενος ἥν τε ψυχὴν καὶ νόστον ἑταίρων.

Muse! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
men paa sin Fart over Havet han svær Gjenvordighed udstod,
medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst…

Baias vin

Sprød, frisk og liflig, og så på sin helt egen umiskendelige måde. Noget af det mest magiske ved vinens mangfoldige verden er, at der til stadighed dukker nye og spændende smagsoplevelser frem fra de fjeneste afkroge af kloden. En af de uundgåelige er gamle Georgien, hvor der er grøde i mangt og meget: Utallige særegne sorter, sælsomme fremstillingsformer og vintyper, vi længe havde glemt. Ind imellem dukker der så et særligt godt glas op. Venligt og trods sin karakteristiske anerledeshed alligevel genkendeligt. Faktisk også et rigtigt godt sted at springe på vognen, hvis man endnu har georgisk vin til gode.

Vi skal til Imereti i det vestlige Georgien, en lille halv times kørsel syd for Kutaisi, Georgiens næststørste by. Det var del af oldtidsriget Kolchis, som vi kender fra den græske myte om Jason og argunauternes togt for genvinde det gyldne skind. Dengang som nu var vinbrug udbredt. Her ligger byen Baghdati og landsbyen Obcha, hvor familien Abuladze har hjemme. Området ligger langs floden Khanistskali, en mindre biflod til det vestlige Georgiens vigtigste flod Rioni, og dette frodige landbrugsland har i de seneste år i stadigt stigende grad udviklet sig til et af Imeretis vigtigste vinområder— ikke mindst takket være den yngste generation Abuladze med storesøster Baia i spidsen.

Abuladze-familien har været vinbønder gennem generationer, men de har mestendels lavet vin til familie og venner, og i løbet af de værste år under Sovjetstyret også brugt vinen som byttevare. Det var først for nyligt, efter familiens dengang 23-årige ældste datter i 2015 vandt en bevilling til fremme af virksomhed i landdistriktet, at der kom gang i egentlig kommerciel vinproduktion. Som ung kvindelig iværksætter var det kun oplagt og passende at kalde det Baia’s Wine.

Baia og hendes to yngre søskende, søsteren Gvantsa og broren Giorgi, er fjerde generation på gården i Obcha. De er vokset op ved siden af vinmarkerne og har alle tre fra barns ben været behjælpelige med arbejdet og har stille og roligt suget til sig af praktisk erfaring fra forældrene og bedsteforældrene— for eksempel fik de som små lov at lave deres egen miniaturegård med køkkenhave, vinmark og deres egne dyr. Nok valgte de siden at flytte til storbyen for at studere; men landlivet og vinbruget kaldte dem én efter én tilbage.

Gamle traditioner og nyt gåpåmod

Efter endte statskundskabsstudier i Tbilisi besluttede Baia sig for at vende snuden mod hjemegnen igen for at lave vin på familiegården. Inspirationen kom fra flere møder med mindre vinhuse i hovedstaden, som i de år havde udviklet sig til et mekka for landets traditionelle og naturlige vine. Det begyndte med de gamle vinmarker lige bag familiehuset, men som årene er gået, og der er kommet gang i forretningen, er der kommet flere marker til, i dag snart 20 hektarer. Herunder flere nyplantninger, med vægt nogle af Imeretis særlige sorter, som i Sovjettiden blev erstattet af mere højtydende eller helt og holdent rykket op ved rode for at koncentrere landbruget om andre afgrøder.

Den størrelse har Baia selvfølgelig ikke bragt vinhuset til på egen hånd. Hele familien hjælper til, og hendes to yngre søskende følger i hendes fodspor og har engageret sig som medejere af vingården. Gvantsa har studeret samfundsfag og agronomi, og Giorgi valgte målrettet at studere vitikultur og ønologi. En stærk søskendetrio — men efter georgisk tradition temmeligt ukonventionelt med to stærke kvinder i front. Særligt kyndig sparring og lange perspektiver kan de få fra bedstefar Bondo, som ud over at være uddannet agronom også en overgang var forestander for det lokale landbrugskooperativs vinproduktion. “Vi har indset, at det er vores pligt at være den næste generation i vores familietradition. I løbet af vores barndom har vi lært en masse fra vores forældre og bedsteforældre, og det vil vi gerne give videre.”

Imereti er hjemstavn for mere end 15% af Georgiens vinmarker, og regionens forråd af druesorter er stort og spraglet. Først og fremmest drejer det sig om de grønne Tsolikouri og Tsitska, som traditionelt ofte vinificeres sammen, og andre grønne sorter som Krakhuna og Kvishkhuri, sidstnævnte en lokal afart af Mtsvane. Den røde front dækkes af den spændende Aladasturi og den sent modnende Otskhanuri Sapere samt sjældenheder som Dzelshavi og Rko. Stilistisk adskiller Imereti sig fra det internationalt mere velkendte Kakheti ved friskere, lysere vine— selvom man benytter sig af kvevri, er der ikke samme tradition for lang skindkontakt og brug af hele klaser. I denne del af landet kaldes kvevri foruden for churi (ჭური), men i det store og hele er der tale om samme slags aflange, dråbeformede lerkrukker, som graves ned i jorden i kælderen, så kun toppen stikker op.

Baias marani rummer et par håndfulde af slagsen, og oven jorde venter store ståltanke til at stabilisere vinene, før de flaskes. Der hverken klares eller filtreres, for i kvevrierne sker en slags naturlig klaring af vinen, og efterfølgende filtrering overflødiggøres af den naturlige sedimentering i ståltankene. De tilsætter kun nødtørftigt ganske små mængder sulfit ved flaskning, for håbet er at kunne viderebringe deres terroir og traditioner i så ren og uspoleret form som muligt. Derfor dyrker de også økologisk og anvender naturlige urtepræparater i marken for at styrke vinstokkenes sundhed.

Mellem brug bliver deres churi grundigt rengjort. De vaskes med vand og skrubbes grundigt, først med en børste af kirsebærbark og derefter med en kost af stængler af musetorn. Disse planter vokser vildt i området og har længe været afholdt for deres naturlige antiseptiske virkning. Rent vand skyller efter, og churierne tørres, og ved selvsyn og en skarp snude bedømmes, hvornår de er rene nok. Det tager tid og kræver masser af knofedt men er en absolut forudsætning for at kunne lave rene vine.

Klimaet omkring Obcha er præget af solrige, varme sommerdage og kølige, fugtige nætter. Det giver visse udfordringer med meldug, men omvendt forlenes druerne med et højt syreindhold og masser af fine fenoler, som er med til at sikre familien rene og friske vine. Høsten finder sted fra september og ofte langt ind i oktober. Først de grønne druer, dernæst de røde. Traditionelt har selve høsten været kvindearbejde, mens mændene stod for at lave vinen— i tilfældet Baia’s Wine står der stærke kvinder i front hele vejen igennem. Gvantsa, den driftige og eventyrlystne lillesøster, har indhentet praktisk erfaring fra udlandet, blandt andet biodynamisk vinavl i Mosel, og hun står nu også for indtil flere af husets nye vine, hvoraf flere føres til torvs med navnet Gvantsa’s Wine, og det skal forstås som en udvidelse af Baias projekt snarere end et selvstændigt foretagende. Druematerialet er Tsitska, Tsolikouri og Krakhuna samt de røde Aladasturi og Otskhanuri Sapere, og sortimentet omfatter nu hvidvin, orangevin, rødvin og pet nat.

Imeretis signaturvin er måske det traditionelle blend af sorterne Tsolikouri og Tsitska. ‘Druernes dronning’ Tsolikouri (ცოლიკოური) kendes også som Obchuri Tsolikouri, da dens historiske højborg ligger netop omkring landsbyen Obcha. I dag er den ikke blot Imeretis mest dyrkede drue men den næstmest plantede i hele Georgien lige efter Rkatsiteli. Den giver gode udbytter og sætter mellemstore, omvendt kegleformede klaser med runde druer, der er ret saftige og har en fin balance mellem syre og sødme— dens vine er traditionelt skattet for deres friske syre, fine ekstrakt og delikate æble-, pære- og kvæde-aromaer. Tsitska (ციცქა) tilføjer et skud frisk syre, som kan få tungen til at sitre hos selv ivrige syrehoveder. Den er derfor også afholdt til mousserende vine. Det er en af Imeretis ældste sorter, og den stammer sandsynligvis fra området omkring landsbyen Tsitskhe. Den modner forholdsvist sent, men syreindholdet sikrer den sundhed, og stokkene giver konsistent gode udbytter.

Tsitska-Tsolikouri 2022 er en eminent forfriskende og forførende introduktion til Imereti og ikke mindst de tre Abuladze-søskendes evner. Druerne er høstet ved håndkraft, sorteret nøjsommeligt og afstilket, inden de gæres spontant i kvevri med godt to ugers skindkontakt. Tsolikouri tager teten med 70% og Tsitska giver rygrad med 30% — og det svinger superbt. Den åbner med en betagende blomsterduft på en bund af liflige frugter. I munden er den sprød og syrefrisk, indledningsvist med en lille spritz. Det følges op af en vis viskositet og en mild fenolisk bitterhed, så den føles næsten cideragtig og vinøs på samme tid. Hvide blomster, gule æbler, nashipærer og strejf af friske hasselnødder, eksotiske stenfrugter, bivoks og frisk og kandiseret citrusskal. Livlig, opkvikkende og virkeligt venlig.

Drik den solo, det er en rigtig sommervin og en super charmerende aperitif, ellers til lette retter med lyst kød og salater eksempelvis med æbler, pærer og citrussaft. Et frækt akkompagnement ville være badrijani (ნიგვზიანი ბადრიჯანი), de klassiske georgiske ruller af stegt aubergine fyldt med en pasta af valnødder med hvidløg, krydderier og vineddike, eller en grillet kylling med den syrlige blommesauce tkemali (ტყემალი).

Flaske: Tsitska-Tsolikouri 2022  
Vinhus: Baia’s Wine  
Oprindelse: Imereti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig ler, sand, grus  
Druer: Tsitska, Tsolikouri  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin  
Pris: 218,-