Baias vin

Sprød, frisk og liflig, og så på sin helt egen umiskendelige måde. Noget af det mest magiske ved vinens mangfoldige verden er, at der til stadighed dukker nye og spændende smagsoplevelser frem fra de fjeneste afkroge af kloden. En af de uundgåelige er gamle Georgien, hvor der er grøde i mangt og meget: Utallige særegne sorter, sælsomme fremstillingsformer og vintyper, vi længe havde glemt. Ind imellem dukker der så et særligt godt glas op. Venligt og trods sin karakteristiske anerledeshed alligevel genkendeligt. Faktisk også et rigtigt godt sted at springe på vognen, hvis man endnu har georgisk vin til gode.

Vi skal til Imereti i det vestlige Georgien, en lille halv times kørsel syd for Kutaisi, Georgiens næststørste by. Det var del af oldtidsriget Kolchis, som vi kender fra den græske myte om Jason og argunauternes togt for genvinde det gyldne skind. Dengang som nu var vinbrug udbredt. Her ligger byen Baghdati og landsbyen Obcha, hvor familien Abuladze har hjemme. Området ligger langs floden Khanistskali, en mindre biflod til det vestlige Georgiens vigtigste flod Rioni, og dette frodige landbrugsland har i de seneste år i stadigt stigende grad udviklet sig til et af Imeretis vigtigste vinområder— ikke mindst takket være den yngste generation Abuladze med storesøster Baia i spidsen.

Abuladze-familien har været vinbønder gennem generationer, men de har mestendels lavet vin til familie og venner, og i løbet af de værste år under Sovjetstyret også brugt vinen som byttevare. Det var først for nyligt, efter familiens dengang 23-årige ældste datter i 2015 vandt en bevilling til fremme af virksomhed i landdistriktet, at der kom gang i egentlig kommerciel vinproduktion. Som ung kvindelig iværksætter var det kun oplagt og passende at kalde det Baia’s Wine.

Baia og hendes to yngre søskende, søsteren Gvantsa og broren Giorgi, er fjerde generation på gården i Obcha. De er vokset op ved siden af vinmarkerne og har alle tre fra barns ben været behjælpelige med arbejdet og har stille og roligt suget til sig af praktisk erfaring fra forældrene og bedsteforældrene— for eksempel fik de som små lov at lave deres egen miniaturegård med køkkenhave, vinmark og deres egne dyr. Nok valgte de siden at flytte til storbyen for at studere; men landlivet og vinbruget kaldte dem én efter én tilbage.

Gamle traditioner og nyt gåpåmod

Efter endte statskundskabsstudier i Tbilisi besluttede Baia sig for at vende snuden mod hjemegnen igen for at lave vin på familiegården. Inspirationen kom fra flere møder med mindre vinhuse i hovedstaden, som i de år havde udviklet sig til et mekka for landets traditionelle og naturlige vine. Det begyndte med de gamle vinmarker lige bag familiehuset, men som årene er gået, og der er kommet gang i forretningen, er der kommet flere marker til, i dag snart 20 hektarer. Herunder flere nyplantninger, med vægt nogle af Imeretis særlige sorter, som i Sovjettiden blev erstattet af mere højtydende eller helt og holdent rykket op ved rode for at koncentrere landbruget om andre afgrøder.

Den størrelse har Baia selvfølgelig ikke bragt vinhuset til på egen hånd. Hele familien hjælper til, og hendes to yngre søskende følger i hendes fodspor og har engageret sig som medejere af vingården. Gvantsa har studeret samfundsfag og agronomi, og Giorgi valgte målrettet at studere vitikultur og ønologi. En stærk søskendetrio — men efter georgisk tradition temmeligt ukonventionelt med to stærke kvinder i front. Særligt kyndig sparring og lange perspektiver kan de få fra bedstefar Bondo, som ud over at være uddannet agronom også en overgang var forestander for det lokale landbrugskooperativs vinproduktion. “Vi har indset, at det er vores pligt at være den næste generation i vores familietradition. I løbet af vores barndom har vi lært en masse fra vores forældre og bedsteforældre, og det vil vi gerne give videre.”

Imereti er hjemstavn for mere end 15% af Georgiens vinmarker, og regionens forråd af druesorter er stort og spraglet. Først og fremmest drejer det sig om de grønne Tsolikouri og Tsitska, som traditionelt ofte vinificeres sammen, og andre grønne sorter som Krakhuna og Kvishkhuri, sidstnævnte en lokal afart af Mtsvane. Den røde front dækkes af den spændende Aladasturi og den sent modnende Otskhanuri Sapere samt sjældenheder som Dzelshavi og Rko. Stilistisk adskiller Imereti sig fra det internationalt mere velkendte Kakheti ved friskere, lysere vine— selvom man benytter sig af kvevri, er der ikke samme tradition for lang skindkontakt og brug af hele klaser. I denne del af landet kaldes kvevri foruden for churi (ჭური), men i det store og hele er der tale om samme slags aflange, dråbeformede lerkrukker, som graves ned i jorden i kælderen, så kun toppen stikker op.

Baias marani rummer et par håndfulde af slagsen, og oven jorde venter store ståltanke til at stabilisere vinene, før de flaskes. Der hverken klares eller filtreres, for i kvevrierne sker en slags naturlig klaring af vinen, og efterfølgende filtrering overflødiggøres af den naturlige sedimentering i ståltankene. De tilsætter kun nødtørftigt ganske små mængder sulfit ved flaskning, for håbet er at kunne viderebringe deres terroir og traditioner i så ren og uspoleret form som muligt. Derfor dyrker de også økologisk og anvender naturlige urtepræparater i marken for at styrke vinstokkenes sundhed.

Mellem brug bliver deres churi grundigt rengjort. De vaskes med vand og skrubbes grundigt, først med en børste af kirsebærbark og derefter med en kost af stængler af musetorn. Disse planter vokser vildt i området og har længe været afholdt for deres naturlige antiseptiske virkning. Rent vand skyller efter, og churierne tørres, og ved selvsyn og en skarp snude bedømmes, hvornår de er rene nok. Det tager tid og kræver masser af knofedt men er en absolut forudsætning for at kunne lave rene vine.

Klimaet omkring Obcha er præget af solrige, varme sommerdage og kølige, fugtige nætter. Det giver visse udfordringer med meldug, men omvendt forlenes druerne med et højt syreindhold og masser af fine fenoler, som er med til at sikre familien rene og friske vine. Høsten finder sted fra september og ofte langt ind i oktober. Først de grønne druer, dernæst de røde. Traditionelt har selve høsten været kvindearbejde, mens mændene stod for at lave vinen— i tilfældet Baia’s Wine står der stærke kvinder i front hele vejen igennem. Gvantsa, den driftige og eventyrlystne lillesøster, har indhentet praktisk erfaring fra udlandet, blandt andet biodynamisk vinavl i Mosel, og hun står nu også for indtil flere af husets nye vine, hvoraf flere føres til torvs med navnet Gvantsa’s Wine, og det skal forstås som en udvidelse af Baias projekt snarere end et selvstændigt foretagende. Druematerialet er Tsitska, Tsolikouri og Krakhuna samt de røde Aladasturi og Otskhanuri Sapere, og sortimentet omfatter nu hvidvin, orangevin, rødvin og pet nat.

Imeretis signaturvin er måske det traditionelle blend af sorterne Tsolikouri og Tsitska. ‘Druernes dronning’ Tsolikouri (ცოლიკოური) kendes også som Obchuri Tsolikouri, da dens historiske højborg ligger netop omkring landsbyen Obcha. I dag er den ikke blot Imeretis mest dyrkede drue men den næstmest plantede i hele Georgien lige efter Rkatsiteli. Den giver gode udbytter og sætter mellemstore, omvendt kegleformede klaser med runde druer, der er ret saftige og har en fin balance mellem syre og sødme— dens vine er traditionelt skattet for deres friske syre, fine ekstrakt og delikate æble-, pære- og kvæde-aromaer. Tsitska (ციცქა) tilføjer et skud frisk syre, som kan få tungen til at sitre hos selv ivrige syrehoveder. Den er derfor også afholdt til mousserende vine. Det er en af Imeretis ældste sorter, og den stammer sandsynligvis fra området omkring landsbyen Tsitskhe. Den modner forholdsvist sent, men syreindholdet sikrer den sundhed, og stokkene giver konsistent gode udbytter.

Tsitska-Tsolikouri 2022 er en eminent forfriskende og forførende introduktion til Imereti og ikke mindst de tre Abuladze-søskendes evner. Druerne er høstet ved håndkraft, sorteret nøjsommeligt og afstilket, inden de gæres spontant i kvevri med godt to ugers skindkontakt. Tsolikouri tager teten med 70% og Tsitska giver rygrad med 30% — og det svinger superbt. Den åbner med en betagende blomsterduft på en bund af liflige frugter. I munden er den sprød og syrefrisk, indledningsvist med en lille spritz. Det følges op af en vis viskositet og en mild fenolisk bitterhed, så den føles næsten cideragtig og vinøs på samme tid. Hvide blomster, gule æbler, nashipærer og strejf af friske hasselnødder, eksotiske stenfrugter, bivoks og frisk og kandiseret citrusskal. Livlig, opkvikkende og virkeligt venlig.

Drik den solo, det er en rigtig sommervin og en super charmerende aperitif, ellers til lette retter med lyst kød og salater eksempelvis med æbler, pærer og citrussaft. Et frækt akkompagnement ville være badrijani (ნიგვზიანი ბადრიჯანი), de klassiske georgiske ruller af stegt aubergine fyldt med en pasta af valnødder med hvidløg, krydderier og vineddike, eller en grillet kylling med den syrlige blommesauce tkemali (ტყემალი).

Flaske: Tsitska-Tsolikouri 2022  
Vinhus: Baia’s Wine  
Oprindelse: Imereti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig ler, sand, grus  
Druer: Tsitska, Tsolikouri  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin  
Pris: 218,-  

Stor vin

Hvad er egentlig stor vin? Godt spørgsmål men et udførligt svar må desværre vejre i vinden, da emnet er indviklet, og som almuen vil vide, er vores smag særdeles subjektiv. Men når vi går ud over beskrivelser som god, bedre og bedst og i stedet vælger ‘stor’, må der vel være tale om vine af særligt format. Vine, som er noget ud over det sædvanlige, hvad enten de bereder en særligt god oplevelse eller på anden måde gør et usædvanligt indtryk, overrasker eller overvælder. Om det er vinens duft og smag, mundfølelse eller følelsesmæssige påvirkning, noget ved dens væren i verden, hvad den er rundet af, eller hvordan den har udviklet sig— om den har vokset sig til smuk svane fra grim ælling eller synes at skabe alt ud af intet. ‘Vin er poesi på flaske’, som Robert Louis Stevenson så fyndigt har formuleret det. Dråber, der som bevingede ord kan sende vores sansninger, følelser og tanker til de fjerneste kroge af verden, røre os, vække undren og skabe nye perspektiver. En håndgribelig ubegribelighed i glasset, vinens særlige je ne sais quoi.

Vist er det, at Vino Gross i slovenske Štajerska laver stor vin; og det er ikke kun tænkt som et vittigt ordspil. Det unge østrigske par Maria og Michael Gross har vinhus i Haloze, hvorfra de praktiserer gammeldags håndværk og frembringer levende vine med stærk stedsans og stor herlighedsværdi, og det ved de godt selv. Det til trods præges parret af en stor ydmyghed, når talen falder på deres vine. “At vi kan lave så gode vine har ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre,” gør Michael det klart, “det er regionen og terroiret, som gør det muligt. Du kan se det allerede på vinmarkerne, at stedet her er noget særligt.”

“Det startede med den særlige følelse for stedet,” fortæller Michael; og det er den følelse, parret nu formår at få på flaske, så den giver genklang i glasset selv langt væk fra hjemstavnen— hvad enten der er tale om deres fantastiske Furmint, om Sauvignon og Welschriesling eller deres legesyge sidespring med Riesling og Blaufränkisch. Det er levende vine, hvor håndværk, velsmag og stedsans mødes og går op i en højere enhed.

Forelskede tilflyttere

Michael Gross er vokset op på det velkendte Weingut Gross ved Ratsch i Südsteiermark, hvor hans familie i mere end 100 år har begået sig som vinbønder. Steiermark, ‘Østrigs grønne hjerte’, er et ekstremt naturskønt område med en lang tradition for vinavl, og i sine velmagtsdage strakte hertugdømmet, som var en del af det østrigske kejserrige, sig også over store dele af Slovenien og helt ned til Kroatien. Karakteristisk for hele området er dets svungne bakkelandskab med skråninger i stor set alle retninger, klædt i skov såvel som vinmarker og med spredte små bebyggelser på bakketoppene. Det er frodigt landbrugsland kendt for sine frugter og grønsager og i særdeleshed den smaragdgrønne græskarkerneolie, som flyder frit. Ikke mindst er området afholdt for sin gode mad og sit mangefold af mildt duftende, funklende friske og yderst elegante hvidvine. Sauvignon, Muskateller, Traminer, Welschriesling, Weissburgunder, Chardonnay, en spraglet samling sorter, som hver især kan finde det rette fodfæste og sammen komplementere det lokale køkkens rige udbud. Som så mange andre vinhuse drev familien Gross gennem årtier også en såkaldt Buschenschank, en lille beværtning på gården, hvor man serverede egen vin og små kolde retter til lokale såvel som turister. I de seneste par generationer har familien dog valgt at fokusere på vinavl alene og har formået at føre husets vine op i Steiermarks superliga, bl.a. som medstifter og medlem af sammenslutningen STK, Steirische Terroir & Klassikweingüter.

I dag er det Michaels storebror Johannes og dennes hustru Martina, som driver den fædrende vingård videre i det østrigske. Forældrene lod efter 2006 brødrene overtage gården i ganske ung alder, Johannes var 21 og Michael kun 19, og i de første år drev de den som femte generation videre i fællesskab. Men allerede i 2005 havde familien erhvervet sig et hus og en smule land i Haloze et stykke syd for grænsen til Slovenien, og med tiden blev Michael mere og mere lun på landskabet, vinmarkerne og livet i det slovenske. “Jeg kunne mærke en lyst til at lave vin her, og det måtte prøves af.” Yderligere motivation fik han fra sin kæreste Maria, som også fra første møde med Haloze var hooked på at tilbringe mere tid der. De begyndte så småt at erhverve sig flere vinmarker, og fra 2008 indledtes en genplantning af Sauvignon- og Furmint-stokke. De første år kom druerne med tilbage til familiegården i Ratsch, hvor første årgang kom på flaske i 2011. I 2012 etablerede de så egen kælder i et lille hus midt i vinmarken Gorca; og allerede i 2016 var de så sikre på, at de var havnet det helt rigtige sted, at de officielt stiftede deres eget vinhus og begyndte at lave alle vinene direkte on location; og siden har de ikke set sig tilbage.

“Jeg havde virkeligt forelsket mig i landskabet, og Maria havde det på helt samme måde. Så vi besluttede os for at flytte hertil og starte et nyt liv her. Så min bror og hans hustru Martina, som i øvrigt er Marias søster, sørger for de østrigske vine og vi for de slovenske. Men selvom vi har valgt at arbejde hvert med sit, elsker vi stadig at arbejde sammen,” forsikrer Michael. Broder- og søsterskabet bærer blandt andet frugt i projektet Gross & Gross, hvor de foruden nogle letdrikkelige hvidvine sammen fremstiller nogle helt vidunderlige druemoste, som kvalitativt kan sende alkoholfri vin til tælling. Nærmest som selvfølge har de også været med til at stifte den lille sammenslutning SVL, Slovenska Velika Lega, den slovenske superliga, som forener en række kvalitetsbevidste vinbønder, der sætter terroir, traditionelle sorter og håndværk i højsædet. Her har de bl.a. selskab af deres ligeledes grænseoverskridende landsmænd fra Weingut Tement, nemlig Domaine Ciringa.

Kærligheden til landskabet og naturen kommer også til udtryk i familiens valg af dyrkningsform. Weingut Gross er i dag certificeret økologisk og biodynamisk og det samme gælder for Vino Gross. Michael og Maria indledte allerede i 2014 en egentlig omstilling, og i lyset af efterspørgslen på certificerede vine valgte de i 2018 at søge sådan anerkendelse. De er desuden medlem af det biodynamiske forbund Demeter. Trods den fælles målsætning har forudsætningerne og vejen mod målet dog været ret forskellige. Steiermark og Štajerska er nok naboer og søsterregioner, men under overfladen er der relevante forskelle, ikke mindst af historisk og kulturel karakter.

Europas grønne hjerte

I østrigsk kejsertid var hele hertugdømmet Steiermark én samlet størrelse og et kronland i Østrig-Ungarn frem til rigets opløsning ved Første verdenskrigs afslutning i 1918. Derefter deltes området i to, og den sydlige og altovervejende etnisk slovenske del tilfaldt det nydannede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere, det senere Jugoslavien; mens den nordlige og overvejende tysktalende del tilfaldt republikken Østrig, i dag er det dens sydøstligste delstat Steiermark. Østrigerne kalder den slovenske del Untersteiermark, mens det på slovensk kendes som (Spodnja) Štajerska.

Står man et vilkårligt sted midt i landskabet, kan det dog være svært at afgøre, om man er i det ene eller det andet land. Der er ingen oplagt naturlig grænse mellem Steiermark og Štajerska. Bølgende bakker og grønt land med skov og vinmarker strækker sig så langt øjet rækker på begge sider af grænsen. Alligevel er der små forskelle i landskab og undergrund, men det er især den forskelligartede politiske og kulturelle udvikling i det 20. århundrede, der har sat sig sine spor og gjort områderne mere adskildte, end de var fra naturens hånd— på godt og ondt.

Südsteiermark er måske Østrigs mest idylliske vinområde og har klart områdets mest distinkte landskab. Med sine 2.500 hektarer regerer man her over halvdelen af østrigske Steiermarks vinmarker, altovervejende på mere eller mindre stejle skråninger, som vinstokkene løber ned ad i vertikale rækker. Størstedelen står rodfæstet i sandet mergel og alluvialt grus, hvoraf en del er fæstnet til konglomerat. Kalkindholdet er størst i syd og mindre i nord, hvor man omkring Sausal også støder på lerskifer, grøn skifer og kvartsit. Mod syd hersker i højere og højere grad den kalkholdige mergel, som lokalt kaldes opok; og den bliver nærmest eneherskende i slovenske Štajerska. Her ser man også mange steder, at bakkerne bliver endnu stejlere end på den østrigske side af grænsen, og derfor ser man en del steder brede terrasser anlagt på de stejleste skråninger, hvor vinstokkene står i horisontale rækker.

“Her i Haloze har vi store, brede terrasser på skråningerne, som er så stejle som ved Kitzeck i Sausal,” forklarer Michael. “Terrasserne blev anlagt i 1970’erne, som et statsligt jugoslavisk projekt. Det gjorde markerne meget nemmere at arbejde i.” I helt gamle dage var der Stockkultur eller Einzelstockerziehung, hvor hver enkelt vinstok var bundet op ad hver sin pæl og beskåret med ret lav stamme. Nutidens anlagte aspekt til trods virker markerne næsten som naturlige vækster, som de er indlejret i landskabets foldninger, stigninger og fald og nærmest umærkeligt changerer mellem skov, mark og små landsbyer.

Haloze havde i jugoslavisk tid omtrent 2.300 hektarer vinmarker. I dag er tallet nede på 680. Dengang gik produktionen primært til det statslige kooperativ i Ptuj, som de fleste leverede til. I dag er det privatiseret, men idet druepriserne i en årrække faldt og faldt, kunne vinavl for mange ikke længere betale sig, og mange marker blev nedlagt. “I jugoslavisk tid var det også gode druer, og de lavede sikkert ganske god vin. Problemerne kom overraskende nok efter privatiseringen,” forklarer Michael.

Slovensk renaissance

Slovenien erklærede sig uafhængigt af Jugoslavien den 25. juni 1991. Derefter fulgte en kortvarig væbnet konflikt mellem den nydannede slovenske hær og den store jugoslaviske folkehær; som efter kun ti dages konfrontation kastede håndklædet i ringen og lod slovenerne være i fred. Tidageskrigen krævede knapt 70 dødsofre, så Slovenien slap ret nådigt ud af Jugoslaviens opløsning, især sammenlignet med de senere og langt sværere konflikter i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Slovenien kom så at sige bedre fra start og kunne snart nyde godt af internationale investeringer i landet, ikke mindst fra naboerne i Italien og Østrig.

Slovenien fik officiel international anerkendelse som selvstændig stat med sit medlemsskab af FN den 22. maj 1992. Allerede den 15. januar samme år havde alle lande i EF anerkendt landet; og Slovenien søgte siden, som den første tidligere jugoslaviske republik, optagelse i EU den 10. juni 1996. De formelle forhandlinger begyndte i 1998, og den 23. marts 2003 stemte godt 90% af befolkningen for et medlemsskab. Det blev en realitet med EUs store østudvidelse den 1. maj 2004.

Så vidt det historiske. Slovenien er med 20.271 km2 en smule mindre end Jylland, og landet deles overordnet ind i tre vinregioner: Primorje, Posavje og Podravje med samlet godt 15.000 hektarer vinmarker. I den vestligste ende af landet ligger Primorje med berømte områder som Brda og Kras lige langs grænsen til Italien, samt dalen Vipavska Dolina og den lille slovenske del af halvøen Istrien. Noget længere mod øst ligger Posavje med delområderne Bizeljsko Sremič, Dolenjska og Bela Krajina; og længst mod øst den store Podravje region, hvor størstedelen udgøres af Štajerska, i naturlig fortsættelse af østrigske Steiermark, samt det lille område Prekmurje længst mod nordøst på grænsen til Ungarn.

Opok er den karakteristisk skifrige, flagede kalkmergel, som kendetegner størstedelen af Štajerska

Haloze, Štajerska

Klimaet er køligt og vådt som i østrigske Steiermark, hvor den årlige nedbør ligger omkring 1.200 mm, mens slovenske Štajerska nøjes med omkring 800 mm. Problemer med sen frost og hagl er desværre ikke sjældne, men heldigvis for Michael og Maria er de i det store hele gået fri i Slovenien; og de store mængder vand og lave gennemsnitstemperaturer har da også sine fordele.

“Det er et ret køligt område, derfor de ekstremt høje syreniveauer i vores vine, som også skyldes de naturligt lave udbytter,” uddyber Michael: “Undergrunden er ret så fattig, især den nedre del, opokken, er karg og stenet. Det nedregulerer også druernes vækst, vi behøver stort set ikke beskære væk eller høste grønt, stokkene styrer det selv.”

Omvendt er tørkestress om sommeren sjældent noget tema, ikke mindst idet opok kan lagre gode mængder vand; men også fordi markerne har en høj andel organisk materiale i topjorden og et rigt grønt bunddække. Det er med til at skabe en naturlig balance i markerne, som Michael og Maria ser som en afgørende forudsætning for at lave god vin. Den friske brise, som nærmest konstant blæser, er desuden med til at holde fugten fra planterne, og det gør det unægteligt lettere at dyrke økologisk og biodynamisk. Om vinteren får naboens får lov til at græsse i markerne, og de hjælper selvfølgelig også med den naturlige balance.

”Štajerskas klima- og jordbundsforhold giver de bedste betingelser for netop den type vin, som vi ønsker at fremstille; og med fremstille mener vi ikke producere eller manipulere. Vores vine bliver til med påvirkningen fra jorden og klimaet. Vores arbejde består i at understøtte deres udvikling, først og fremmest gennem kyndigt håndarbejde i marken, manuel høst og så løs hånd og god tid til at modne vinen i kælderen.”

Michael og Maria foran vineriet ved Gorca

“Som sagt har det ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre, at vi kan lave så gode vine her, men nok så meget selve regionen, som gør det muligt,” slår Michael igen fast men fortsætter så, “og så er det selvfølgelig vores forståelse for og værdsættelse af dets særpræg, som gør det muligt at omsætte det. Men det vidste vi helt ærligt ikke, da vi først rykkede hertil.”

“Noget særligt her er, at der er levnet stor plads til naturen, omkring men også i markerne”, forklarer han på vandring gennem den ikoniske Grosslage Gorca, som smyger sig i skiftevist konkave og konvekse buer rundt om vineriet. “Her har vi 2.000 vinstokke per hektar og faktisk kun 1.000, hvis man regner markens stejlhed med. I og med at vi har så få vinstokke per hektar, har vi omvendt en stor mangfoldighed i markerne. Der er mange forskellige arter af træer og planter, hvilket endvidere betyder, at vi også har så mange insekter, der arbejder for og sammen med os. Jeg elsker virkeligt vores store terrasser og den lave antal vinstokke.”

“Men grundet stejlheden må vi arbejde aktivt med jorddække og bunddække. Det er især vinterarbejde, vi spreder kompost og beskæringsrester både for at berige og stabilisere jorden. De øverste 15-20 cm har her et ekstremt højt humusindhold, andelen af organisk materiale er 4%, og vi søger at værne om formuldningen. Det opbygger jordstrukturen. Så vi forsøger at fjerne så lidt plantemateriale fra markerne, så der fortsat bliver meget jord tilbage. Sådan har man traditionelt også arbejdet på disse kanter, og sådan har vi også selv arbejdet de seneste årtier i Südsteiermark. For at hæve andelen af organisk materiale i jorden, har min bror måttet udføre ti års omfattende kompostering i markerne. Det har vi ikke behøvet her, og det må være en af mine yndlingsting ved Štajerska.”

Forført af Furmint

Hjemmefra var Michael vandt til at arbejde med druer som Sauvignon, Traminer og Welschriesling, men på den slovenske side af grænsen stiftede han også førstehåndskendskab med druen Furmint, som nok er mest kendt fra Ungarn. Den dyrkes dog også i store dele af Slovakiet, Slovenien, Kroatien og Serbien, ligesom den i gamle dage var meget mere udbredt i Østrig, hvor den gik under navne som Mosler og Zapfner; men med kejserrigets sammenbrud udvandrede den så at sige fra Østrig med ganske få undtagelser. Nu er den på mode igen, men før genplantninger så småt kom fra start i det seneste årti, var den eneste Furmint i Südsteiermark at finde i field blends, gemischte Sätze. Bedstemor Gross erindrer sorten fra sin ungdom, som svær at modne og en ret sur størrelse. Men det var, som man siger, en anden tid dengang, og Haloze er heller ikke Ratsch.

“Vi var naturligvis nysgerrige på Furmint,” fortæller Michael, “fordi vi ikke havde den hjemme i vores østrigske marker. Så i starten tog vi druerne med tilbage og forsøgte os frem. Vi ville finde ud af, om det var noget for os; og det viste det sig i dén grad at være. Furmint er fantastisk og har et stort potentiale.”

Michael indledte et nærstudie af sorten, og det skulle vise sig, at de lokale kloner af Šipon, som den kaldes i Slovenien, ikke helt stod mål med særlige kloner fra Ungarn, hvor sorten som bekendt er i superligaen. Deres gamle stokke gav ikke stabilt gode udbytter og distinkt kvalitet nok, så kyndigt vejledt af bl.a. Michael Wenzel, som er Furmint-specialist i Burgenland, fik de fat i fortrinlige stiklinger fra legendariske István Szepsy i Tokaj.

“Vi mærker, at de ungarske kloner leverer et mere konstant udbytte og ditto kvalitet. De modner en smule tidligere og har en anelse lavere syre, så de er mere balancerede i sig selv,” siger Michael. “De slovenske giver særligt mange lækre citrusnoter, men kun når de er helt modne.” Alt i alt har de ompodet godt 17.000 stokke samt plantet 10.000 nye. “Så nu er Furmint sågar gået hen og blevet vores hovedsort.”

Omvendt med de lokale Sauvignon-kloner, som han finder familiens i Südsteiermark overlegne. I Štajerska er regionens oprindelige kloner sandsynligvis overlevet, og de har højere syre og fuldt skrald på de græssede og urtede noter. Mange af stokkene strammer fra en selektion, Michael lavede fra en 120 år gammel blandet beplantning i nærheden tilbage i 2008. “Det er en slags urtype af Sauvignon, som er gået fri af forædling mod tidligere modning og højere udbytter. Den har en helt vidunderlig syre og flere grønne end gule noter, selv når den er fenolisk fuldmoden.”

En anden sort, som står stærkt i Slovenien, er Blaufränkisch, som selvfølgelig også kendes som Kékfrankos i Ungarn, på slovensk kaldes den Modra Frankinja. Den fik Michael og Maria også mod på at prøve af i det lokale terroir, selvom den i dag er et sjældent syn i Štajerska (og for den sags skyld i Steiermark). Men Blaufränkisch stammer med en vis sandsynlighed oprindeligt fra netop slovenske Štajerska, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem Weisser Heunisch og Blaue Zimmettraube. Derfra har druen bredt sig til naboregioner og nabolande, hvor den ad åre har gjort mere væsen af sig; men muligvis har Halozes terroir noget særligt at bidrage med til druen. Blandt andet derfor eksperimenterer Michael nu med en klonal selektion fra Georg Prieler i Burgenland, som han har plantet og ompodet nogle gamle stokke til. En sortsren vin lader vente på sig, indtil videre er druerne røget i et par røde blends, som i øvrigt er ganske bedårende. Det virker lovende.

Mischen: ist possible

“Vi vil gerne fokusere på oprindelsen snarere end druesorten. Smagen af Haloze er alligevel stærkere, selv med Sauvignon og Furmint. Du kan mærke teksturen og dette greb i ganen, det er Haloze, der trænger igennem.”

Således ser man, som det er vanligt i Slovenien men ville være helligbrøde i Ungarn, at Furmint blandet op med Sauvignon og af og til Welschriesling. Står der, som på parcellen Korže, såvel Sauvignon som Furmint på marken, så bliver vinen også en blanding. Druerne høstes dog separat, da de modner på forskellige tidspunkter, så der er stadig mere tale om klassisk blend end field blend; og det fungerer fremragende, hver drue hjælper med at vise forskellige facetter af mikroklima og eksakte jordbundsforhold.

Alle Vino Gross’ vine er grundlæggende lavet på samme sæt og vis, hver får samme behandling, om det er villagevine, markvine eller enkelte parceller; og da det er oprindelsen, der er i fokus, fremgår den som det eneste på etiketten, mens druesort(er) er forvist til bagetiketten. Forsideetiketten bærer samtidigt et stiligt sort-hvidt fotografi af lokaliteten. “Ingen ved, hvordan her faktisk ser ud,” griner Michael, “så vi valgte at sætte det på etiketten. Så kan du også se skønheden og konturerne; og at her handler det om håndarbejde!” Bagetiketterne er i øvrigt yderst informative og giver altid ren besked om eventuelt tilsatte sulfitter opgivet i milligram per liter.

“Vores filosofi i kælderen er enkel,” erklærer Michael med stor overbevisning: “Hver marks most kommer i en ståltank til en kort bundfældning. Så beslutter jeg, parcel for parcel, hvor meget af mosten jeg tager med mig videre til gæring. Nogle gange kommer næsten det hele med, dog aldrig de sidste 5-10%, som er det mest mudrede og smudsige. Så ryger mosten på store træfade nederst i kælderen, hvor den gærer spontant, og vinen lagrer knapt et år. Så kommer de tilbage i tanken til en naturlig stabilisering; og så kommer de på flaske, som regel uden sulfit, nogle gange med en smule. Det er en vurderingssag, jeg føler mig frem,” forklarer han og tilføjer med eftertryk: “Jo mindre jeg skal gøre, og jo mindre jeg skal tilsætte, desto bedre er det for kvaliteten. Vinen skal smage så lidt af vinmageri som muligt. Men af og til er det nødvendigt at gøre noget. Der er ikke nogen dogmer.” Som inspiration nævner han gerne hjemlige ledestjerner som Ewald og Andreas Tscheppe samt Sepp Muster.

“Mit ideal er at lave vinene helt uden sulfit; men der er ganske enkelt årgange, hvor jeg finder det nødvendigt for visse af vinene. Så giver jeg efter for det og tilsætter en smule; men kun så lidt, som det er mig muligt.”

Fade med værdighed

Spontan gæring på store træfade forvandler druemosten til vin. “Vi har været så heldige at få nogle gode, gamle fade med fra min bror,” beretter Michael og filosoferer videre om den rolle, fadene har fået for ham som vinmager. “Som barn elskede jeg at være med i kælderen med min bedstefar,” fortæller han. “Alle fadene var udsmykkede, hver havde sit eget kunstværk indgraveret. Så kunne man også mærke, at fadene havde en særlig værdighed. Det er ikke bare noget, du køber. Et fad holder 30-40 år, det kan følge dig et helt vinliv. Så sådan vil jeg også gøre med mine fade. Når der sker noget vigtigt i livet, så laver vi et fad.”

Spankulerer man rundt i den ganske lille, gamle hvælvede kælder under vineriet i Gorca, så er den en vandring mellem velrundede fade af egetræ, som hver især bærer et personligt præg, en signatur, som binder dem til de personer og de traditioner, de er del af. Et fad til minde om Maria og Michaels bryllup i 2016. De arbejdsomme mennesker har i øvrigt formået at etablere vinhuset samtidigt med, at de er flyttet til udlandet, har stiftet familie og fået fire børn! Hvert barn fejres med et fad, det samme gør deres nye hus i Svečina nær Maribor. Familien sætter ikke bare sine aftryk i fadene, Slovenien har tydeligvis også sat sine aftryk i familien.

De lagde ud med små fire hektarer i 2005 og har nu hele 25 i 2025. Godt 50.000 vinstokke og snart lige så mange flasker vin; og de er kun lige begyndt.

Gross gærer alle sine vine på store fade, som hvert bærer et personligt præg. Her en morgengave fra bryllupet.

Syv små kæmper

Jeg har fulgt Vino Gross’ vine årgang for årgang de sidste fem års tid, og det har været en fornøjelse. Ikke mindst at følge en udvikling mod stadigt højere kvalitet, karakter og af mangel på bedre ord ‘sjæl’ i vinene. Det bekræftede et besøg midt på foråret i år, hvor vi smagte os gennem den svære men svært vellykkede årgang 2022, der udviser en virkeligt flot balance mellem en sitrende syrlig nerve og en flot, frodig frugt. I 2022 var foråret ret kølig og meget vådt, det regnede næsten konstant. Så kom en meget varm sommer som afløsning med masser af tørke. Det betød en ret tidligt og ganske kompakt høstfase. Modningen kom hurtigt, og det krævede skønsom beslutsomhed blandt vinbønderne; men når man smager vinene, må man konkludere, at Michael må have valgt rigtigt.

“Jeg tror fuldt og fast på, at den perfekte høstdag findes. Den dag, hvor man kan få netop den spænding og balance i vinen, som jeg søger. En smule for tidligt får man ikke hele harmonien og en smule for sent begynder den at blive for yppig. Måske der er et vindue på et par dage, hvor det passer.”

Maribor Blanc 2022. “Vores Ortsweine er vigtige for os, de bærer signaturen af regionen.” Deres nye besiddelser ved Maribor ligger i 380-490 meters højde, på skråninger med op til 60% hældning, jordbunden under er kalkmergel og kalksten. Her er det 70% Sauvignon og 30% Welschriesling uden tilsat sulfit. Mild men liflig duft, sprød på tungen og ganske saftig i munden, lime, moden fersken, frisk ananas, urtete. Ganske udmærket!

Haloze Blanc 2022. Villagevinen fra hjemmebanen. “Haloze er altid let at genkende,” bedyrer Michael. “Det er opok, der taler, terroiret sætter sig virkeligt igennem i vinen. Den har en særlig tekstur, en mørk frugt og nogle fine røgede noter.” 40% Furmint, 20% Sauvingon, 20% Welschriesling fra terrasserede marker i 280 til 390 meters højde. Tilsat 10 mg sulfit. Udtryksfuld vin med liflig, luftig duft af modne ferskner, pistacier, bivoks og røg. Saftig, blød og blid, stilfærdigt greb, god syre, stor længde, let salt finish. Igen godt gået!

Gorca 2022. Så bliver det for alvor sjovt! “Gorca er vores visitkort. Her får du det hele på én gang, friskheden, frugten, livligheden, en helt særlig mundfølelse og noget salt. Gorca er indbegrebet af Haloze,” 100% Furmint fra en parceller placeret på den større mark Gorca, spektakulært beliggende lige over for vinhuset. 10 mg sulfit tilsat. Diskret men dyb duft. Saftig, smidig, lækker tekstur, slynger sig som skråningerne i munden, med den pureste frugt, eksotiske undertoner, kandiseret citrus, flagesalt. En vinøs evighedsmaskine, slukker tørst, trækker mundvand, vækker længsel. Generøs men stadig subtil og stilig. Et svært godt glas!

Colles 2022. 100% Sauvignon fra skråninger mellem 290 og 330 meters højde. Ingen tilsatte sulfitter. Det pureste, reneste, skæreste udtryk af Štajerska og Sauvignon. Grøn og gavmild, enormt ekspressiv, en tur gennem mark og eng og skov. Sprød og frisk, næsten cideragtig, mundvandsdrivende syre og saftig stenfrugt mingeleret med nåleskov, krydderurter, harpiks, humle, pibetobak, røg.

Korže 2022. 70% Sauvignon og 30% Furmint, fra 270 til 340 meters højde. 10 mg sulfit. Svinger ifølge Michael mellem reduktive og oxidative stadier, her må den have oscilleret lige midt mellem, for den var helt i vatter og virkeligt livlig. En lækker mundfuld moden stenfrugt med citrisk spænding og noter af grøn banan, mango, lemon tonic og urtesalt. Michael Gross: “Altid en af mine favoritter” og, tilføjer han, “sandsynligvis vores mest spektakulært udseende vinmark.” Det siger noget, når man først har set Gorca!

Iglič 2022. 100% Furmint fra en stejl skråning og plateauet på toppen, 290-350 meters højde. 10 mg sulfit. Særegen duft af timian og nyslået hø. Den er vildt flydende, luftig og fyldig i frugten og ekstremt ekspressiv. Moden citrus, gule mirabeller, masser af mineralsk undertoner. Spændende at sammenligne med Gorca! Ifølge Michael “år for år den bedst balancerede af vores vine. Man har bare lyst til at sætte sig ned og drikke den!”

Haloze Noir 2022. Muntert eksperiment med både blå og grønne druer, 60% Blaufränkisch og 40% Furmint høstet henholdsvis den 19. og 29. september, og gæret sammen i et stort egetræsfad. Flasket ufilteret og med kun 20 mg sulfitter. Vinen kom første gang til verden i 2021, da deres Furmint fra Korže ikke egnede sig til flaskning som enkeltmarksvin, og Michael blev kreativ… men resultatet smagte dem, så siden har de fulgte op på det med succes. Mild men liflig kirsebærduft og i munden en eksplosion af saftig sursød kirsebærfrugt, med vibrerende syre og blide, bløde tanniner. Let og læskende men samtidigt kompleks med små strejf af skovbær, rooibos og sort peber. En læskende lækkerbidsken, mens vi venter på den voksne Blaufränkisch.

Summa summarum, Maria og Michael Gross begår vine, som er fantastisk friske, krystalklare og yderst udtryksfulde. Man føler sig ganske enkelt hensat til en af deres vidunderlige vinmarker, når man drikker dem. De er hverken funky eller quirky, blot levende og legende— med den særlige saftighed og gnidningsfrie mundfølelse, som kun biodynamiske vine med meget lav eller ingen sulfit synes at have. Stor respekt for det håndværk!

Flaske: Gorca 2022  
Vinhus: Vino Gross  
Oprindelse: Štajerska, Slovenien
Jordbund: Kalkholdig mergel  
Drue: Furmint  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sæsonmelier  
Pris: 255,-  

Go Grüner!

Forår er forbundet med håb. Antydninger og forventninger, genfødsel og fornyelse, en blomstrende fremtid inden for rækkevidde. Foråret giver frit løb for optimisme, en tilstand, som ellers har trang kår i disse tider. Fra vintergækker og anemoner over hasselranker og lærkesang til pilens gæslinger, spæde bøgeblade og blomstrende ramsløg. Foråret har sine egne fornemmelser og stemninger, særegne dufte og smage, som vi også bære videre fra den vilde natur og ind i vores kulinariske rum.

Forårsvin er et vagt og vidt begreb, for mange vine kan nok siges at have en forårsagtig karakter eller være særligt velegnede til forårets spiser. Grüner Veltliner synes dog at være selvskrevet på listen: Med sit sprøde, grønne væsen, sin kølige nerve og tilløb til frodig frugt er den ikke kun forårskåd af karakter. Den er grøn ikke kun af navn men også af gavn og går glimrende sammen med en række af forårets særlige spiser som brændenælder, bøgeskud, grønne asparges, ramsløg, ærteskud og grønne ærter, humleblomster og friske krydderurter; og foråret fortsætter ind i sommeren, hvor forfriskende hvidvin med lyst sind også er en velkommen vare. Derfor en række anbefalinger til nogle af de bedste nye skud fra den østrigske vinscene.

Kamptal er kilden til de nok mest fuldendte forårsvine på Grüner Veltliner. Johannes Hirsch står som altid på spring med sine subtile, elegante og alligevel substantielle vine, og igen gør han han indtryk med sin glimrende Grub, som er mere mineralsk og krydret end frugtig og fyldig. Marken Lamm er ofte eksponent for den mere modne, frugtige og fyldige stil, af og til med sommerlig volumen og opulens, men de seneste par årgang har haft mere moderate og meget mere mundvandsdrivende friskhed over sig. Ikke mindst Birgit Eichinger har overrasket positivt med sine vine derfra med en tiltagende balance og udtryksfuldhed. Altid elskelige enkeltmarker at nyde unge er Renner og Käferberg. Bevæger man sig videre vestover er der selvfølgelig også gode toner at træffe i Kremstal— sikre træffere findes hos Nigl, Proidl, Geyerhof og Mantlerhof— og selvfølgelig også Wachau; og vil man det mere spæde og spinkle, søger man ikke forgæves i Weinviertel. Et særligt godt tip til en gedigen hverdagsvin og et rigtigt godt køb er fra Pfaffl, som her til lands sælges hos COOP i serien Die Weinmacher. Det er spot-on sprød og spændstig Grüner Veltliner uden dikkedarer.

Østrigerne selv nyder stadig at nyde deres vine ganske unge, og det forstår sig, når man smager knusprig Grüner Veltliner fra de senest frigivne årgange. Så længe man kommer i hu, at de store enkeltmarksvine ofte har godt af nogle år på langs for for alvor at folde sig ud, og flere af dem oftest først når deres mest formfuldende udtryk efter et årti eller mere.

Ni nye topskud

Årgangene 2022 og 2023 giver generelt lammetæv til fordommene om Lamm som en altid frodig vin med næsten overmoden frugt og overmodig fylde. I stedet fremstår de anderledes elegante og fokuserede, så ikke overraskende er de strøget til tops på listen over de bedste i genren. Det samme gjorde et par af de stejleste marker i Kremstal, eksempelvis Ehrenfels fra familien Proidl, som altid er et sikkert trumfkort med Riesling; men som Grüner Veltliner gør den sig også glimrende, og det samme gør Proidls Pellingen i årgang 2023.

• Hirsch Ried Lamm 2023: Mild men subtilt udtryksfuld snude med duft af fugtig nåleskovbund, fyrreblomster og humle. Saftigt flow og snurrende syre på tungen med masser af tæt pakket fint tørstof, frisk ferskenfrugt, pinje, marcipan og harpiks, pikant bitternote og ganske tørt finish. Underfundigt, kompakt og kompleks. Atomwine

• Jurtschitsch Ried Lamm 2022: Frisk og mild duft af moden pære, mango og ananas med dybere noter af nåleskov, urter og hø, brioche, banan og pistacie. Saftspændt i munden, med en mundvandsdrivende syre, der kildrer på tungen, og en fyldig saft af moden stenfrugt, citrus og tropefrugt, pinjekerner og vildblomsthonning, en delikat bitter bagkant og let salt eftersmag. Læskende, stimulerende og ganske enkelt storartet, flot balance og længde. Vinoble

• Schloss Gobelsburg Ried Lamm 2022: Næsen antyder syrlighed i smagen og er ellers fint krydret, grønne enge, fyrreblomster, pollen og bivoks. Meget stimulerende i munden, med omfavnende syre og det fineste tørstof, sart summmen på tungen af urtesalt og spejderhagl midt i en frodiggrøn frugt og pæn frugtsødme. Køligere stil end vanligt og ikke så yppig i fylden men meget fokuseret og karakterisk krydret og mineralsk. Bichel

• Wieninger Ried Preussen 2023: Syltede grønne tomater og masser af moden ferskenfrugt i duften. Meget god frugtsmag, syngende syre og et fint krydret tørstof og behagelig bitterhed, som knuger om tungen. Grøn pære og fersken, en smule mango og kumquat. Modne grønne sager i duft og smag, særdeles herlig. Sigurd Müller Vin

• Ott Ried Rosenberg 2022: Mild duft af gule æbler med diskrete strejf af blomster og urter. Rund, rig og stoflig med en stringent syre, som strammer op i dens velourbløde frugt. Fine noter af orangeskal, bergamot, kandiseret ingefær og hvid peber. Intens og alligevel elegant afstemt. Atomwine

• Proidl Ried Ehrenfels 2023: En slank, rank, saftig og spændstig vin med masser af grønlig frugt, pærer, grønne reineclauder, mango, en lime-agtig syre og stenet mineralitet. Rund fylde og fin stoflighed, flot krydret i eftersmagen, enghø og tørrede krydderurter, salt og peber. Svært god! Otto Suenson

• Proidl Ried Pellingen 2023: Mildt krydret duft, græs, hø og antydning af krydderurter. Knusprig på tungen, med saftig æble-pære-frugt, fersken, kandiseret orangeskal, fin syre, delikat bitterhed og tørt træk i eftersmagen, mundvandsdrivende og meget madvenlig, ganske glimrende. Otto Suenson

• Nigl Ried Kirchberg Herzstück 2023: Lyse stenfrugter forfører næsen, med milde marcipannoter og bivoks. Tungen kærtegnes med en saftig fylde og glat viskositet. Syrlig spænding, salt mineralitet og pikante umaminoter. Grønne reineclauder, krydderurter og klassisk soffrito i eftersmagen. Mellemfyldig, fokuseret, ret strukturbetonet men ganske elskelig, appetitvækkende og alsidig. Sigurd Müller Vin

• Huber Ried Zwirch 2023: Karakteristisk krydret men usædvanligt kernefrugtig. Fuld af saftige æbler og pærer og kvæder, med let pebret spice og urtede undertoner. Kølig kerne, kun mellemdistance i længen men vinder det hele hjem med sit ligefremme og læskende væsen. Supervin

De grønne dufte og smage, det sprøde knæk og den friske syre passer særdeles godt sammen med de unge, friske grønsager, som skyder op af jorden i de næste uger og måneder. Sæt pris på dem med et godt glas Grüner Veltliner og nyd, at vi endnu har ret klassiske og forholdsvist kølige årgange til rådighed fra hjertet af Europa.

Flaske: Ehrenfels 2023  
Vinhus: Weingut Proidl  
Oprindelse: Kremstal, Østrig
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Otto Suenson  
Pris: cirka 300,-  

Riesling recension

Kølige forhold

Vejr og vind er afgørende for en vinbondes ve og vel. Det gør sig særligt gældende i verdens stadigt kølige klimaer og ikke mindst i Østrig, hvor coolness er en vigtig del af landets image. Sig østrigsk vin, og det vækker forventninger om sprødhed, syre og en særlig gastronomisk anvendelighed, som skyldes en udtalt tørhed trods frugtig fylde og en svært håndgribelig men særligt krydret karakter. Det gælder for nationalsporten Grüner Veltliner såvel som for Riesling, østrigernes anden store stolthed, som trods en væsentligt mindre markandel— Grüner Veltliner står på hele 32 procent af vinmarkerne, Riesling knapt på 5— alligevel fylder forholdsvist meget hos østrigerne selv såvel som hos anmeldere og almindelige forbrugere. Det skyldes en lang historisk tradition med druen og nok især det faktum, at nogle af landets bedste vine er på Riesling. Vine, som ikke alene har en række særegne egenskab men ganske enkelt også hører til verdens bedste.

Begrebet terroir spiller en tiltagende rolle i østrigsk vin- en rolle, som tydeligst kommer til udtryk i en lind strøm af enkeltmarksvine, hvoraf mange også er af ganske enestående kvalitet. Rieslings renommé er, ligesom østrigsk vins, tæt knyttet til terroir, til kølighed og syre, til gastronomisk kant og smagsmæssig verdensklasse. Det lægger op til et parløb uden sidestykke, og ønsker man sig en grundig svingom med tør Riesling med kaleidoskopisk terroirudtryk, bør man ikke gå glip af en vals langs Donau og dens bifloder for at fordybe sig i de altid gode dråber derfra. Den gode nyhed er nemlig, at de senest frigivne årgange overrasker positivt, selvom det er nogle år siden, nogen sidst proklamerede den perfekte årgang.

Udfordrende forudsætninger, gode resultater

Global opvarmning og klimaforandringer. Tilbage i 1990'erne troede man, at det mestendels ville føre til en smule højere gennemsnitstemperaturer og nogle længere perioder med tørke. Sådan så det også umiddelbart ud, men i praksis har klimaforandringerne i det 21. århundrede først og fremmest gjort vækstsæsonerne meget mere uforudsigelige. Man ser generelt en større variation i vejret, hyppigere udsving og flere episoder med ekstremer som hagl, skybrud, hedebølger og tørke. Det gør det sværere at træffe mere generelle foranstaltninger og i det hele taget sværere at være vinbonde.

“østrigsk Riesling er en linedans mellem frodig stenfrugt og stenet mineralitet — hvor en velrundet syre er den vægtstav, der holder det hele svævende”

2022 og 2023 er begge endt som ganske flotte årgange, hvor man kan forvente ret klassiske vine, selvom såvel karakter som kvalitet kan svinge fra område til område og fra producent til producent— og mere end i stabile og smilende årgange som 2021 og 2019 eller den særdeles spændstige 2020. Så intet nyt under solen her. 2022 var overordnet set den sværeste af de to, med ret udfordrende vejrlig i løbet af hele vækstsæsonen; men det er som bekendt en forudsætning, som i de rette hænder kan forvaltes til terroirudtryk i højeste potens og potentielt vine med både kant og klasse. 2023 var en smule mere stabil men ikke uden sine ekstremer, og igen afhænger det partikulære udtryk lige så meget af den enkelte vinbondes talenter og trufne valg som af område eller enkeltmark. Skal der simplificeres og bedømmes ganske kort, så 2022 nok den mest syrestyrede og faste i kødet, mens 2023 har forholdsvist fyldigere frugt og en smule lettere tilgængelighed.

Zalto-glas linet up til smagning af Erste Lagen vine på Schloss Gragenegg i Wagram. Foto: Anna Stöcher ÖTW

Tour de vin

Følgende nedslag stammer hovedsageligt fra den store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram, hvor såvel Vinea Wachau som Österreichische Traditionsweingüter samt Steirische Terroir und Klassikweingüter stiller op med hele molevitten. Det betyder, at bidrag fra væsentlige udenforstående som F.X. Pichler, Peter Veyder Malberg, Urban Stagård m.fl. ikke er taget med i betragtning. Der går dog forlydener om, at de stadig laver ganske drikværdig vin. Navnkundige Nikolaihofs vine er heller ikke nævnt, og det skyldes ganske enkelt, at de først frigiver vinene efter længere tids lagring- deres aktuelle og ganske glimrende årgang er 2019.

Wachau

Mellem Melk og Krems ligger landets nok længst og mest berømmede vindistrikt Wachau langs Donaus bredder og sidedale. Stejle skråninger, stenterrasser og en særdeles stenet jord er grobund for Riesling, af områdets velslåede vinmænd forvandlet fra hårde sten til ædel vin, som går fra stråslank og pivsur (Steinfeder) over rank, slank og raffineret (Federspiel) til rig og statelig (Smaragd), sidstnævnte nu langt fra så svulstige som de 'tørre dessertvine', man for få årtier siden blev så berømte på. Altid anmelderroste marker og højdepunkter er Achleiten og Singerriedel.

Wachau går ikke ned på store navne, og en vis konservatisme til trods er der sgu megen ganske glimrende vin at hente her. Ærkeklassisk og af og til med et moderne twist. Anstændige anbefalinger i allerhøjeste luftlag er Alzinger Ried Steinertal Smaragd 2023, Hirtzberger Ried Singerriedel Smaragd 2023, Knoll Ried Loibenberg Smaragd 2023 og Ried Schütt Smaragd 2023 samt Prager Ried Klaus Smaragd 2023.

Domäne Wachau har som største producent en hel perlerække af vine på programmet, og domænet sætter også bæredygtig dyrkning og endda økologisk omlægning i højsædet, så her er mere end konsistent stil og høj kvalitet at glæde sig over. Et par mindre foretagender fortjener også en særlig omtale, unge Georg Frischengruber og den altid energiske Erich Machherndl. Førstnævnte bæredygtigt certificeret, sidstnævnte langvarig og uomvendelig økolog; og kvaliteten, den kommer til dem som melodier til Mozart. "Årgang 2023 viser sig udtryksfuld, med en imponerende kompleksitet og en kombination af kompakt tekstur med balance, elegance og en dyb saftighed," forsikrer domænets dynamiske duo Roman Horvath MW og kældermester Heinz Frischengruber som opsummerer årgangen med "haglbyger, hedebølger og en happy end". Ried Achleiten Smaragd 2023 har en forførende og finesserig duft af kandiseret citrus, friske urter og finsk lakrids. Saftig, sirlig, syrlig, smag af lys stenfrugt og spicy citrus, silkeagtig glathet og lethed, ren i spyttet og med en let salt eftersmag. Riesling, der går rent ind. Endnu vildere går det for sig med Ried Singerriedel Smaragd 2023, som med er endnu mere ren og skær og skruer op for såvel den stringente syre og den sødmefulde frugt i en nervepirrende linedanserakt. Smuk balance af syrlighed, sødme, saftighed og tørhed, østrigsk Riesling i sin mest yndefulde vælde. Gå heller ikke glip af Ried Brandstatt Smaragd 2023, Ried Kellerberg Smaragd 2023 og Ried Loibenberg Smaragd 2023, som alle på hver sin måde spiller på sten, syre og saftig frugt. Dansk distributør er Kjær & Sommerfeldt.

Georg Frischengruber gør man vel at memorere navnet på. Smag blot på hans Ried Kreuzberg 2023 for at forstå fænomenet. Den er overraskende saftig og luftig let, med et livligt surt-sødt spil og underfundige dufte og smage af eksotisk frugt, honningkage og en snert kommen. Fokus, balance, kompleksitet, længde, det er stor vin og kompakt nok til at have et langt liv foran sig; men gå heller ikke glip af hans ligeledes glimrende Ried Goldberg Smaragd 2023 eller blot den rare Ried Kirnberg Smaragd 2023. Erich Machherndl er en mand med en mission og sine meningers mod. Naturlighed, klarhed og kølighed er nøglebegreber, og de konvergerer alle i hans glimrende og uforglemmeligt særegne Ried Kollmütz Smaragd 2023. Grøn banan, petroleum og diesel dampe, fugtig kælder og våde sten sætter dagsordenen for duften, og i smagen er der saftig, moden stenfrugt med sagte men seriøs syre, fin fenolik og et delikat salt svirp. Stærk karakter og særdeles opkvikkende. Dansk forhandler er Vinpusheren.

Kremstal

Donau flyder videre fra Krems, hvor det stenede landskab mildnes, og man så småt aner mere åbne vidder. Vinene viderefører såvel det stenede som det storladne fra Wachau men igen ofte i et mildere, finere udtryk, der naturligt leder videre til Kamptal. Kremstal er et større område, og det går derfor heller ikke ned på gode marker med tæft for Riesling. Goldberg og Gebling hører til de gamle, og Ehrenfels som nyskabt fra det allergamleste. Velslebne sten.

Mantlerhof er en god, gammel familiegård med økologisk dyrkning og overbevisende vine år efter år. Ried Wieland 2022 er ingen undtagelse. Den er forholdsvist diskret ved første møde men lyser op med elegant holdning, fortættet, forfinet stoflighed, en frisk syre og en underliggende mørk mineralitet, som giver basgang. Hold udkig hos Løgismose. Geyerhof gør det også altid godt og gennem de seneste år i biodynamisk bedrift. Et absolut højdepunkt er Ried Goldberg 2022, som svinger om sig med gule æbler, mirabeller og gyldne abrikoser, stor saftighed, syrlig spænding og et delikat salt svirp. Sitrende og stadig ung. ViniPortugal er dansk importør. Vitikultur Moser er det nye navn for Sepp Moser, som i dag drives af Niki Moser og datteren Kathi, inderligt biodynamisk og yndefuldt rustisk. Ried Gebling 2023 dufter dejligt af gule æbler, nyskåret hø og halm, har en saftig fylde og moden frugt, friske æbler, æblesirup, honning og krydrede hints af fennikel- og anisfrø. Rigtigt flot. Dansk importør er Emilie Vin. Proidl er nu Patrick frem for Franz men stadig et flot samarbejde mellem far og søn. Ehrensfels er den fornemme arv, som sønnike nu må forvalte; og det gør han fremragende. Ried Ehrenfels 2023 efterlader ikke meget at ønske, den er som altid en usædvanligt god Riesling med det rette samspil af syre, moden frugt og kølig sten mineralitet. Saftig, spændstig, med pirrende frisk citrusfrugt, moden lime og smilende citron, og kødfuld fersken og anden lys stenfrugt. Elegant, pikant og meget mundvandsdrivende. Victoria Vin. Nigl er også mere Martin den yngre end den ældre nu, men igen er arven i gode hænder. Ried Hochäcker Privat 2023 er husets fineste aftapning, og i de seneste år har den gang på gang skilt sig ud som særligt stærk forrest i feltet. Efterhånden en klassiker. Forførende næse med moden citrus, lynghonning og en snert modellervoks. Imunden sprællende saftig, stoflig og med fint syrebid og en særligt citrisk krydring, moden citron, lime, kumquat og pikant pomerans. Meget madvenlig, og potentialet er til at tage at føle på. Sigurd Müller Vinhandel.

Kamptal

Så kommer vi til det, der for mit eget vedkommende (og mange andres) af uransagelige årsager er noget af det mest østrigske østrigske, når vi taler vin: Nok er den hyggelige dal langs Kampfloden en sand bastion for eminent Grüner Veltliner, men der er også glimrende Riesling at hente rundt om den historiske vinby Langenlois. Sandt pilgrimspotentiale. Bakkerne her bringer hver især vine af vidt forskellig karakter til torvs. Løss, lehm, gnejs, kalksten og sandsten, mange forskellige jordbundstyper og grundfjeld spiller en rolle.

Ingen så mageløst og majestætisk som Østrigs nok navnkundigste enkeltmark, Heiligenstein ved Zöbing, som altid skiller sig ud med særlig elegance og raffinement. Såvel 2022 som 2023 har en klassisk kølighed over sig, men de fleste fra 2023 ligger stadig og samler sig i kælderen og frigives først senere i år. Taler vi topvinene, er det the usual suspects, der løber med sejrene: Bründlmayer Ried Heiligenstein Alte Reben 2022 har den klassiske kombination af fortræffelige saftighed og fortættet stoflighed, som gør den så charmerende som ung og samtidigt antyder det store udviklingspotentiale. Citrisk, stenet, æterisk. Jysk Vin er dansk distributør. Hirsch har lignende dyder og især enkeltparcellen Ried Heiligenstein-Rotfels 2023 imponerer med sin særlige substans og fløjlsbløde finesse. Frisk brise, akacie og jasmin, hvid fersken, honning, salt. Sælges af Atomwine. Birgit Eichinger bliver bare bedre og bedre med årene, og Ried Heiligenstein 2023 er et nyt højdepunkt: Forårsblomster og hvide ferskner i fuldt flor, dykker dybere ned i gyldne abrikoser, safran og en summende mineralitet, meget charmerende. Andrup Vin. Jurtschitsch Ried Heiligenstein Alte Reben 2022 har samme venlighed og charme men er samtidigt mere stenet og muskuløs, mere stoflig, en langdistanceløber, ruten går via Østjysk Vinforsyning. Endelig spiller Schloss Gobelsburg ind med en meget ligefrem og forfriskende Ried Heiligenstein 2022, som Bichel får til lands, fuld af saftig, sursød fersken, ferskensten og mandel, passionsfrugt og papaya, en smule grønne urter og salte flager som kontast til den friske syre. Hallelujah!

Men Heiligenstein er ikke det hele, der er talrige andre gode enkeltmarker med Riesling, og skal man erkende den særligt østrigske karakter, så er det her, det sner. Gaisberg nævner næsten sig selv og gør det glimrende, men glem ikke Loiserberg og Kogelberg for blot at nævne to andre af de store. Store oplevelser er i vente med Jurtschitsch Ried Loiserberg 2022, Loimer Ried Seeberg 2022, Hirsch Ried Gaisberg 2023 og Eichinger Ried Gaisberg 2023.

Traisental

Klein aber fei og klein aber oho! Her er landskabet en smule blidere end Kremstal og Kamptal, og den liden størrelse skaber måske ikke forventninger om mange store vine; men en lille håndfuld producenter yder over forventning og gør fordommene til skamme. Særligt Markus Huber har lagt sig i førertrøjen og fornøjer med flotte vine fra områdets to nok mest slående terroirs, Berg og Rothenbart. Milde og finesserige. Hans Ried Berg 2023 er årets topscorer, med hvide blomster, modne ferskner og krydrede sydfrugter i eftersmagen, med velafstemt syre og mineralsk efterspil. Sigende nok i Danmark hos Supervin. Hubers Riesling Ried Rothenbart 2023 har mange af de samme kvaliteter men er mere citrisk sprød og salt i mineraliteten, og samtidigt er den en smule lettere. Lignende skøn er også Neumayers Ried Rothenbart 2023.

Wagram

Fladere og blødere terræn syd for Donau; men syd betyder ikke nødvendigvis solstik, flad ikke fad og blød ikke sød. Der er mildhed men også mineralsk spænding, krydring og en fin syre i Wagrams Riesling, selvom det er frugtig og krydret Grüner Veltliner, man generelt gør sig sit navn på. Spændende vinmagere skiller sig ud fra mængden, og nedenfor nævnte er altid blandt favoritterne, og deres økologiske tilbøjeligheder skader heller ingen. Martin Diwald Ried Eisenhut 2022 er stålsat, slank og mineralsk, med læskende stenfrugt og en lækker salt slutnote. Ried Goldberg 2022 slægter den på men har mere frugtig fylde og en smule mere modenhed, meget madvenlig. Sydhavnens Vinbar er dansk importør. En anden favorit er fra Karl Fritsch, hans Ried Mordthal 2022 er syrerig og frugtig, med moden fylde, mineralsk krydring og lette honningnoter.

Wien

Wien, wien, nur du allein! Den farverige storby bryster sig især af den mosaiske specialitet Wiener Gemischter Satz, men Riesling i ren form findes også her og der, og den gøres især godt på den historiske bakke Nussberg nord i byen, hvor marker som Preussen og Rosengartl bringer den i fuldt flor. Hajszan-Neumann Ried Steinberg 2022 er en livlig højdespringer her, a Bisserl Grinzing med naturvinstendenser men inden for myndighedernes restriktive skive. Mark og skov og eng i duften, pære, fersken, mango og lime i smagen. Saftig og stoflig, med sprød syre og mange funklende nuancer. Edlmoser Ried Sätzen 2022 sætter mere tryk på modenheden i de eksotiske frugter men har stadig en kølig, syngende syre. Ret udtryksfuld og pikant. Bysbarnet Fritz Wieninger brillerer som sædvanligt, hans Ried Preussen 2022 er æterisk hvidblomstret og stenet i snuden, med modne hvide stenfrugter nedenunder, således også i munden. Saftig, kernet, kryudret, med citrisk syre, god balance og en vis tyngde. Den overgås dog i raffinement og elegance af Ried Rosengartl 2022, som charmerer med gule roser og rødmende ferskner, en blødsøden frugtsmag og sirlig syre. Særdeles delikat! Igen er det Sigurd Müller Vinhandel, der er din danske mellemmand.

Uden for nummer

Så vidt Donau og Niederösterreich. Østrigs anden store hvidvinsstat er Steiermark i det sydøstlige hjørne. Syd betyder i denne sammenhæng ikke varmere og solrigere, da vi samtidigt kommer tættere på Alperne, så terroiret er stadig ret køligt og med store temperaturspænd. Først og fremmest aromatiske sorter som Sauvignon, Traminer og Muskateller stortrives her, ligesom den internationalt noget negligerede Welschriesling. Riesling hører til sjældenhederne i Steiermark, men enkelte producenter, særligt omkring Sausal i det nordlige Südsteiermark, skaber fremragende vine. Ikke overraskende, når jordbunden her er særdeles rig på skifer. Spørg bare hos Otto Suenson: Fra Wohlmuth får vi to alpint friske Riesling, Ried Dr. Wunsch 2023, der er glaskar og køligt fast i frugten, stringent syrlig og meget mineralsk; og Ried Edelschuch 2022, der umiddelbart er mere imødekommende, mere frodig i frugten men stadig mundvandsdrivende syrlig; og endeligt formår Maitz også mundgodt fra den tungevridende Ried Hochstermetzberg 2020.

Vokser der overhovedet Riesling i Burgenland; og i så fald, bruger nogen den til andet end Eiswein? Svaret er faktisk ja, og selvfølgelig er en af de få gerningsmænd den altid aparte men talentfulde Christian Tschida, og resultatet naturligvis helt sit eget men særdeles drikkeligt. Opdriv det hos Österreich Vin. Riesling Laissez-Faire 2023: Let sløret som gulnet polaroid men meget rent, saftigt og stringent i både næse og mund. Rank syre og fint stoflig tekstur, har moden lime og gylden stenfrugt i stide strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Ja, tak!

Kort og godt står østrigsk Riesling stadig stabilt på øverste hylde. God fornøjelse med de nyeste årgange.

Flaske: Hochäcker Privat 2023  
Vinhus: Weingut Nigl  
Oprindelse: Kremstal, Østrig
Jordbund: Sand, glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltank  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sigurd Müller Vinhandel  
Pris: cirka 300,-