Viewing entries in
Bæredygtig

Druernes Kamp

Comment

Druernes Kamp

“Vin er ikke kun alkohol. Vin er kultur. Vin er druesorters udtryk i et givet terroir. Vin er civilisation. Vinområder, druesorter og stilarter er skabt og givet videre fra én generation til den næste gennem århundreder, stedsevarende ville det synes. Men i dag er denne overlevering under et hidtil uhørt pres. Klimaforandringerne skaber allerede forandringer i vinmarker verden rundt. Højere temperaturer, tørke, ekstremt vejr og forskydninger i vækstsæsonen ændrer på vinstokkenes vækst, druernes modning og vinenes smag. Vinavlerne forsøger at tilpasse deres dyrkning, men mange steder er det ikke længere tilstrækkeligt. Et mere grundliggende spørgsmål trænger sig derfor på: Hvilke druesorter vil stadig være duelige i morgendagens klima?”

Således indleder den schweiziske drueforsker José Vouillamoz sin netop udkomne bog Grape Varieties: Their Future (London: The International Wine & Food Society), som ikke blot stiller spørgsmålet men samtidigt forsøger at give fyldestgørende svar. Undervejs dykker han ned i klimaforandringernes konkrete påvirkning af dyrkningsforhold, vinstokkens fysiologi, vinbøndernes tilpasningsstrategier og erfaringer med de ‘klassiske’ sorters akklimatisering. Det er et vigtigt og aktuelt tema, og derfor er det godt med en kort men grundig gennemgang af kendsgerninger og erfaringer fra en engageret og velformuleret videnskabsmand. Vi skal i det følgende stifte nærmere bekendskab med bogens grundlæggende redegørelse og argumenter.

Vouillamoz er internationalt anerkendt genetiker og ekspert i druesorter og deres oprindelse men nok allermest kendt som medforfatter til det monumentale opslagsværk Wine Grapes (med Jancis Robinson og Julia Harding), som samler omfattende fakta om 1.368 druesorter verden rundt. Hans arbejde med at aldersbestemme vinstokke og via DNA-markører at identificere og kategorisere druesorter og deres familieforbindelser har ført ham vidt omkring i vinavlens verden og ikke mindst i forbindelse med diverse vinbønder, planteskoler og forsøgsstationer.

Anledningen er de verserende klimaforandringer. Verden er i hastig forandring, og vi må med omhu vælge, hvordan vi navigerer fremover. For i vid udstrækning er det uholdbart at blive ved at dyrke samme sorter samme steder som nu. Mulighedsrummet har ifølge Vouillamoz flere udgange: Vi kan vælge at skifte de traditionelle sorter ud med andre, der er bedre egnet til de ændrede vækstbetingelser. Det kan være velkendte sorter fra andre himmelstrøg men også moderne krydsninger og nye hybridsorter. Alternativt kan vi forsøge at bevare det bestående ved at udvælge klimatilpassede kloner eller gennem genetisk manipulation at gøre dem levedygtige under de ændrede forhold. Der fordres ændringer i enten den ydre eller den indre natur, og lige meget hvilke løsninger, der vælges, er der tale om svære valg, som kan vække stærke følelser; men alternativerne virker til at være værre. Så hvor vidt er vi villige til at gå for at bevare vin, som vi kender den?


Kanariefuglen i kulminen

“Vinavl er en af de mest klimafølsomme landbrugspraksisser i verden. Vinstokken, vitis vinifera, reagerer med bemærkelsesværdig nøjagtighed på ændringer i temperatur eller nedbør, med forandringer i vækst, druernes modning og vinens smag til følge. Derfor beskrives den ofte som ‘kanariefuglen i kulminen’ med hensyn til klimaforandringer. I alle større vinområder er der allerede tydelige vidnesbyrd: Tidligere høst, højere alkohol, anderledes smagsprofiler samt en stigende ængstelighed for fremtiden, for de druesorter og appellationer, som har defineret vinkulturen gennem århundreder. Vinindustrien må tilpasse sig og ikke kun ved at justere arbejdet i vinmarken og vineriet. Man må tillige tage stilling til, hvilke sorter man vil dyrke, og hvilke steder man kan dyrke dem.”

Tingenes tilstand, som Vouillamoz beskriver den, er efterhånden veletablerede fakta. Højere gennemsnitstemperaturer resulterer generelt i tidligere modning af druerne, hyppigt også en hurtigere modning, og tendentielt vine med højere alkoholindhold og lavere syre— ikke just den seneste tids mode men ganske tragikomisk dens tendens. At høste tidligere løser desværre ikke alle problemer med et snuptag, da forskudte og kortere vækstsæsoner ofte fører hastigere fysiologisk modning og lavere kompleksitet med sig. Vinen ændrer under alle omstændigheder karakter.

Smager god Bourgogne stadig som for en generation siden? Er stor Bordeaux fra den legendariske årgang 1982 at sammenligne med den næsten lige så højt hyldede 2022? Talrige troværdige vidnesbyrd antyder, at det ikke er tilfældet. Sammenligningen er selvfølgelig svær, for mangt og meget har ændret sig, selv hos vinhuse, som har holdt stilen og ligefrem tilstræber et traditionelt udtryk. Det drejer sig heller ikke kun om højere alkohol, restsødme eller lavere syre. Der er små men mærkbare forskelle i aroma, struktur og kompleksitet, som fanges af kendere. Mange vine, og mange af de store klassikere, udmærker sig netop ved en særlig balance og spænding og ved karakteristiske smage, som kun opnås inden for et snævert felt af modning. Tænk på stor Syrah fra det nordlige Rhône, hvis vines traditionelle ry trækker på en kombination af saft og kraft og en særegen kompleksitet af blomstrede, urtede og pebrede noter. Eller Pinot Noir fra Bourgogne, som mere end nogen anden rødvin besynges for at afspejle nuanceforskelle i terroiret og traktere med æterisk lethed, silkeglatte tanniner og sarte dufte og smage af tyttebær, rabarber, skovbund og svampe; men kun når alt står i vatter. Selvom der sigtes med møje, rammes oftere og oftere modnere frugt og fyldigere krop. Selv et ellers sikkert kort som den syrestærke tyske Riesling giver ikke længere garanti for en særligt sursød balanceakt med knivskarp syre og mineralsk summen som sin signatur. Især den klassiske Kabinett kan kæmpe med at holde letheden; og den historiske Eiswein er efterhånden mere eksistentielt truet end blot en sjældenhed.

Hvilken vin, der smager bedst, er selvfølgelig en individuel smagssag. Hvad der er god Bordeaux eller god Bourgogne er imidlertid ikke. Det er også et genremæssigt anliggende, som beror på tradition og en fælles forståelse af en stil, et udtryk, en flaskens ånd, som en række afholdte vinhuse gennem årtier, århundreder har været med til at skabe. Man kan vurdere en konkret vin som et mere eller mindre mønsterdygtigt eksemplar, og man kan bryde sig om den eller ej, men kategorien består. Tidens tern og traditionerne kan selvfølgelig ændre sig, og det kan man bifalde eller begræde; men som Vouillamoz opsummerer det: “En Riesling, der ikke længere dufter af Riesling, eller en Pinot Noir, som smager mere af det sydlige Rhône end det nordlige Bourgogne, marker ikke kun et stilskifte: De er tab af noget, det tog århundreder at indfange.”

“Forholdet mellem druer, terroir og menneskelig ekspertise, som er opbygget gennem generationer, handler ikke kun om landbrug. Det handler om kultur”
— José Vouillamoz


Druernes kamp

Bogen kaster indledningsvist lys over klimaforandringernes konsekvenser og deres hidtil uhørte hastighed for vinbruget, som ellers ikke har været uvant med omstillinger. “Den globale opvarmning vender op og ned på de normer, der har etableret sig i århundreders løb, og den tvinger vinproducenterne til at genoverveje deres arbejdsmetoder; og forsøge at forudse, hvordan fremtiden vil se ud for deres terroirer.”

Global opvarmning medfører konkrete klimaforandringer, som varierer med de enkelte vinområder. Foruden en højere gennemsnitstemperatur og en generelt tidligere begyndende vækstsæson kan der være tale om øgede problemer med tidlig eller sen frost, haglbyger, storme, ekstrem nedbør eller længere perioder med tørke, hedebølger med mere. Det kræver ændrede og oftest øgede arbejdsindsatser, især fordi mange af forandringerne kan øge sygdomspresset i markerne.

Elefanten i rummet er selvfølgelig den sortsfikserede måde, vi stort set udelukkende dyrker vinmarker på. Stort set alle vinstokke frembringes via stiklinger, en sjælden gang ved aflægning, så der er tale om vegetativ reproduktion og ikke seksuel reproduktion. Altså identiske kopier af samme planter frem for kønnet formering. Det sikrer opretholdelsen af stabile sorter med genkendelig farve, duft, smag og struktur, som sagtens kan tage pænt aftryk af stedet, det dyrkes; men selve planten tilpasser sig ikke over generationer til diverse miljø- og klimaforandringer, som eksempelvis en vild plante ville gennem naturlig selektion.

Lavpraktiske løsninger kan på kortere sigt være tilpasninger i opbinding og beskæring, tættere bunddække og måske kunstvanding, hvor det tillades. En teknisk håndsrækning kan komme fra små vejrstationer i vinmarkerne, som kan give vink med en vognstang om, hvornår problematiske situationer opstår og skal håndteres. Mere langsigtede løsninger kræver mere grundlæggende indgreb i vinmarken, eksempelvis at pode om til andre kloner, plante på nye rodstokke eller helt at skifte sorter. Sorter, som modner senere, bedre modstår hedebølger og tørkestess, holder syren højt og sukkeret moderat; og som som måske smager som eller minder om det traditionelle.

Men selv den slags tilpasninger kan vise sig på længere sigt at være utilstrækkelige. De koster knofedt, tid og penge og løser alligevel ikke det grundlæggende problem. Krisen i sit fulde omfang håndteres ikke kun ved, hvordan man dyrker; men nok så meget af, hvad man dyrker.

Le Chambertin er selvfølgelig Pinot Noir. Ligesom Les Clos er Chardonnay, og Scharzhofberg er Riesling. Der står Sauvignon på Les Monts Damnés, Nebbiolo på Cannubi, Gamay på Côte du Puy og Grüner Veltliner på Lamm. Måske også i morgen?


Kampen om druerne

“Hvem kan forestille sig en Gevrey-Chambertin uden Pinot Noir? En Hermitage uden Syrah? En Barolo uden Nebbiolo, eller en Rioja uden Tempranillo? Disse forbindelser er resultaterne af århundreders samvirke mellem druesorter, terroir og menneskelig ekspertise. Alene tanken om at erstatte dem kan føles som at vende ryggen til en uerstattelig kulturarv.”

Selvom der er lange traditioner og stærke følelser på spil, og selvom en lang række love og regler for diverse appellationer holder på formerne, så kan det på kortere og længere sigt være nødvendigt at skifte ud i de velkendte sortsregistre. Enten stædigt at holde fast i det på forhånd tabte; eller at forsøge at forandre for at bevare.

Vouillamoz skitserer flere forskellige strategier:

  1. at ty til gamle, ofte glemte, lokale sorter — de er lokalt tilpasset men måske i højere grad levedygtige i et varmere klima. Er de overlevet så længe uden for rampelyset, er der en vis sandsynlighed for, at de er hårdføre og har andre bevaringsværdige kvaliteter. Således kan man også imødegå klimaforandringerne med baggrund i lokale traditioner, de steder det er muligt

  2. at holde skiftedag med klassiske sorter andetsteds fra — for eksempel vælge velkendte sorter med lignende karakteristika men fra varmere himmelstrøg. I et varmere klima vil de alligevel vil føle sig hjemme; og således kan man i en vis grad videreføre en rimeligt velkendt stil

  3. at satse på krydsninger med afsæt i gamle kendinge — altså nye sorter af Vitis vinifera frembragt af veletablerede sorter, hvis forskellige karakteristika man med held kan forene på rette vis. I bedste fald kan det give en diskret overgang fra en klassisk sort til dens klimatilpassede alternativ(er)

  4. forsøge sig med hybridsorter mellem vinifera og andre slægter af Vitis — den nok mest direkte måde at bryde med status quo og sætte målrettet indeksempelvis de i de seneste årtier udbredte piwi-sorter

Alle disse strategier er allerede søsat forskellige steder. I Douro har man i årevis satset stærkere på flere af de gamle sorter, som findes i regionens mange field blends, frem for blot Touriga og venner. I Bordeaux har man siden 2021 tilladt op til 10% af de nyligt tilføjede fremmede fugle Touriga Nacional, Marselan, Arinarnoa og Castets i rødvinene og Alvarinho og Liliorila i hvidvinene; og flere sorter udforskes fortløbende, 52 for tiden. Det samme sker i flere andre franske vinregioner, den vanskelige men sent modnende og strukturfaste Nebbiolo afprøves eksempelvis i det nordlige Rhône, i Savoie og Jura og selv i Bourgogne. Den gamle og længe forbudte sort Chardonnay Rose nu igen tilladt i Champagne, hvor også den nye hybridsort Voltis i år er godkendt til brug og fremover udgøre op til 10% af den færdige vin; og Orellis og Serelis er på vej. Endelig har Østrig i de seneste tiår tilladt piwi-sorter som de røde Rathay og Roesler og hvide Blütenmuskateller, Muscaris og Souvignier Gris som druer til kvalitetsvin, og de benyttes nu i flere af landets højeste værdsatte vine.

Grønne genveje?

Imidlertid er der en femte strategi, som synes lovende. Oven i købet en, som vil kunne lade os ikke blot bevare sorterne men stadig lave genkendelig vin på dem. Der kommer nemlig en udstrakt hånd fra de talrige biologiske og bioteknologiske gennembrud, som er gjort de seneste år. Således vil vi, i samspil med de andre skitserede metoder, ikke kun kunne holde vore velkendte sorter i live, men samtidigt være i stand til at nikke genkendende, bevare og måske ligefrem forevige deres store vine.

Den med rette meget omtalte og ekstremt fleksible teknologi Crispr skaber radikalt nye muligheder for meget specifikke modifikationer i vinstokkens arvemasse, da den gør det muligt at redigere ét gen ad gangen. CRISPR-Cas9 er grundet sin store funktionalitet blevet kaldt en slags genetisk schweizerkniv (Vouillamozs metafor er Photoshop for druer), og den fungerer ved kombination af to biologiske mekanismer hugget fra bakteriernes verden: Et ‘guide-molekyle’ (CRISPR) fungerer som en slags DNA GPS, som kan lokalisere en specifik sekvens i genomet, hvorefter en ‘protein-saks’ (Cas-9) så kan klippe det over. Når cellen siden reparerer DNA-strengene, kan man målrettet erstatte enkelte byggesten og dermed slå enkelte gener fra eller til, frem for at udskifte dem med andre som i ‘gammeldags’ gensplejsning eller med vold, håb og held som i traditionelt forædlingsarbejde. En fast track til at imødegå forandringerne.

Crispr skaber altså mulighed for, uden at introducere fremmed DNA i druernes arvemasse, at bevare deres sanselige karakteristiska i en klimaforandret verden. Ved at regulere enkelte sekvenser i deres DNA kan man gøre dem resistente over for specifikke sygdomme samt mere levedygtige under varmere, tørrere og andre udfordrende omstændigheder. Man har eksempelvis allerede kunnet identificere og manipulere gener, som pålideligt påvirker regulering af vinsyre i Chardonnay og modstandskraft over for meldug i Merlot.

Det kræver dog, at man kender genernes præcise placering og deres funktion, altså hvilke proteiner, de koder for. Den viden er imidlertid tiltaget drastisk de seneste årtier, for ikke at sige år, og det, der for få år siden var science fiction, er i dag i vid udstrækning faktiske muligheder, virkeligheden haler ind på fiktionen. De første DNA sekventeringer af druer foretog man i Australien i 1993. Pinot Noir blev den første sort, som fik kortlagt hele sit genom i 2007, men allerede et årti senere var teknologien så tilgængelig, at man kunne sekventere Nebbiolo ned på klonalt niveau i 2017; og nu er adskillige sorter allerede eller snart analyseret, og viden om enkelte geners funktioner i forhold til vækst og især sygdomsresistens er veletableret.

Illustration fra bogen: Et diagram over en systematisk tilgang til anvendelse af CRISPR til sygdomsresistens i vinstokke ved at målrette indsatsen mod sårbarhedsgener (S) © Horticulture Research

Men det vil også kræve holdningsændringer og diverse lovændringer. Ikke alene specificerer diverse natioanle appellationsregler specifikke druesorter; men GMO, genetisk modificerede organismer, er fortsat bandlyst af EU og andre overnationale organisationer. Det centrale spørgsmål er altså stadig det principielle, hvor langt vi vil gå i vore bestræbelser. Det er en beslutning at tage. Der er tale om små men meget gennemgående og vidtrækkende ændringer i planterne; men sandsynligvis ændringer, som vi som vinentusiaster og vineksperter aldrig vil kunne ane med glasset i hånden. Som om intet var hændt var vinens klassikere måske trods alt sikret en fremtid.



Biologisk bekæmpelse

Biologi er andet og mere end genetik, og fremskridt i bioteknologi er ikke ensbetydende med genetisk redigering af organismer med omfattende konsekvenser for fremtiden. Som Francis Bacon slog fast i 1597 er viden magt, og talrige nye opdagelser har givet os lige så talrige nye handlemuligheder, også i vitikulturen.

Grundigt sortskendskab er af afgørende betydning, og eksakt viden fra biologiske, ikke mindst genestiske, studier kan være oplysende og givtige. Eksempelvis giver den efterhånden udstrakte sekventering af druernes genomer mulighed for at udforske og udvide den genetiske diversitet, der allerede eksisterer inden for de klassiske sorter samt de mulige typer af rodstokke, de podes på. Den viden kan anvendes til at optimere dyrkningsforhold og de enkelte druesorters udfoldelsesmuligheder. Genetikken kan bistå i at afdække og udvælge kloner med træk, som er mere fremtidssikrede medregnet de konkrete klimaforandringer. Eksempelvis kloner, som modner senere, holder højere syre, sætter løsere klaser osv. Vel at mærke kloner af Pinot Noir, Nebbiolo, Riesling og Chardonnay og ikke deres stedfortrædere.

Skulle det ikke række langt nok i eksempelvis sygdomsbekæmpelse, så er der nye landvindinger i vente fra teknologier som RNAi, et lovende nyt tilskud til klassisk biologisk bekæmpelse, omend det kommer direkte fra laboratoriet. RNA interefens betegner en række teknikker, der simulerer planters naturlige forsvarsmekanismer mod patogener på cellulært niveau. Ribonukleinsyre, RNA, spiller diverse vigtige roller i de fleste celler og deres arvemasser; og mange planter benytter naturligt RNA interferens til at genkende patogeners genetiske fingeraftryk, alarmere om faren og dermed uskadeliggøre fjenden. En slags vaccine, særligt designede RNA molekyler, kan således spredes på planten for at igangsætte en immunreaktion over for diverse vira og svampesygdomme. Det udforskes allerede med meldug og vinskimmel. ‘Fordelen’ i forhold til GMO er, at der ikke gribes ind i den dyrkede organismes DNA, i vores tilfælde vinstokkens; og da RNA er notorisk ustabilt, nedbrydes det hurtigt og effektivt i naturen, tilsyneladende uden nogen indvirkning på andre organismer end de tilsigtede.

Vouillamoz forholder sig nysgerrigt afventende til disse metoder, ikke mindst som supplementer til allerede eksisterende arbejdsmåder i marken. “De pragmatiske argumenter for brug af bioteknologien bliver stadigt sværere at afvise i takt med at klimaforandringernes fremmarch øger sygdomstrykket og truer vinmarkernes udbytter.” Han ser dem som komplementære snarere end ekskluderende i forhold til de andre, omfattende men mere ‘naturlige’ måder at imødegå klimaforandringernes effekt på vinavlen på. “Vi kan gå begge veje. Forandringerne er under alle omstændigheder undervejs, gradvist men som det altid har været i vinens verden.”

José Vouillamoz med sin egen vin, JCS Vieille Vigne, en Rouge du Pays fra sortens sandsynligvis ældste nulevende stokke på en mark i Valais. Rouge du Pays (eller Cornalin du Valais) er en gammel og højtydende alpesort, som med møje giver glimrende vine med silkeglatte tanniner og en liflig mørk kirsebærsmag

Kostbar kulturarv

Det er vanskeligt at være Vitis vinifera. Forudsætningerne er gode men forventningerne tårnhøje, og verden omkring dig er i stigende grad usikker. Sikker sejlads gennem oprørte vande kræver rettidig omhu og snilde men også eftertanke. Vor tids vinbønder er blevet som Noah men med selvstændigt ledelsesansvar og uden udsigt til at syndfloden hører op. Kun med en engageret fælles indsats kan vi redde ikke blot vores vidtstrakte arv af druesorter men også vinverdenens arketyper og klassiskere. Vinstokkene og vin af en slags skal nok overleve.

“Vinstokken har overlevet istider, phylloxera, to verdenskrige og alskens omfattende samfundsændringer.” I selskab med Vouillamoz mister man ikke modet. Han giver et køligt overblik, indgyder en vis videnskabelig optimisme og en stemning af, at fremtidens forsøg med druesorter måske ligefrem kan være velsmagende sjov. De dybere filosofiske emner, som hvad en druesort egentlig er, hvorfor det er vigtigt, og hvordan vi skal prioritere de enkelte metoder, diskuteres dog ikke her.

En af hans bogs store forcer er dens beskedne omfang, koncise fremstilling og forbilledlige letlæsthed. Knapt 100 sider med tekst, billeder, bokse og kort giver overblik. Sproget er flydende og dagligdags, tonen uhøjtidelig, og tekniske termer forklares, som man støder på dem. Det gør den læselig for et langt bredere publikum end mange andre om landbrug og vinavl. Hvorfor den også får de varmeste anbefalinger med herfra.

José Vouillamoz, Grape Varieties: Their Future (London: The International Wine & Food Society, 2026) ISBN 978-0-900813-20-7

Bogen kan bestilles her for den nette sum af £9.99.

Comment

Bjergtagende Boca

Comment

Bjergtagende Boca

Realiteterne var hyldet i tåge men forventningerne forunderligt klare.

Mine første erfaringer med Nebbiolo var skriftlige. Som ganske ung læste jeg med længsel om druen og dens berømte vine fra Barolo, længe før jeg stiftede bekendtskab med vinen i levende live og selv fik smag for sagen. Druen, der tog navn efter de sagnomspundne piemontesiske tåger, som den sendrægtigt modnede i; og hvis vin først modnedes efter lang tids lagring i store, gamle fade og gerne flere år på flaske. Et besvær, man alligevel og glædeligt begav sig ud i, vakt af løfter om sjældne dufte og smage… af violer, roser og tjære, hvide trøfler, vilde urter og bær, båret af en forfriskende syre og så fine og faste tanninner, at de kunne rette ryg på selv en adelsmand. Kongernes vin og vinenes konge!

Barolo skuffer ikke men skal læres at sættes pris på. Det samme gælder for den ofte en smule mere imødekommende nabo Barbaresco. Begyndervin er det ikke, dertil er strukturen for krævende, men afkastet ved længere tids tilvænning og tålmodig påskønnelse er betragteligt. Alligevel forekommer det mig i dag, efter et par årtiers praktiske erfaringer med mangfoldige flasker, at det forfriskende kølige, raffineret karakterfulde og ikke mindst de fortryllende dufte— især de sarte roser og violer, skovjordbær og trøffelemmende muld— oftere er at finde uden for Langhe-provinsens to berømte B’er og snarere længere mod nord, eksempelvis i Novara-provinsens betagende kommune Boca. Den er beliggende lige midt i Alto Piemonte og sammen med andre gamle appellationer som Ghemme og Gattinara et levende mindesmærke om en lang tradition for finere vinavl, længe før Langhe blev besunget skrev man i 1300-tallet om Boca som en stor vin langt tilbage i tiden. Men mere relevant er nok, at disse nordlige områder nu er vågnet efter årtiers tornerosesøvn og i højeste grad har fremtiden for sig.

Det var gensmagens glæde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af igen at lade proppen gå på et par flasker god vin fra familien Sertorio på Podere ai Valloni i bemeldte Boca. Gården har de drevet siden 1980, fra 2014 som certificeret økologisk vinbrug og senest med et skærpet øje for bæredygtighed i bredere forstand; men hele vejen igennem med sans for kvalitet og især Alto Piemontes og Bocas særegne kvaliteter: En kølighed, som gør vinen saftig og sart, en vulkansk jordbund, som stækker væksten og giver vinene spænding og kompleksitet, en elegant kombination, som er sælsom og dragende som drømmenes Nebbiolo.


Podere ai Valloni

Den nuværende gård er grundlagt af Guido og Cristiana Sertorio i 1980 på det landsted, hvor advokaten Giovanni Battista Finazzi fra Maggiora midt i 1800-tallet slog sig ned og etablerede en egentlig vingård. Hans efterkommere og efterfølgere fortsatte vinavlen, og med lanceringen af Bocas egen DOC i 1969 blev gårdens marker medregnet i appellationen. Desværre fortsatte områdets nedadgående tendens og markernes forsvinding helt frem til firserne, hvor familien Sertorio overtog gården og genoptog produktionen, på et tidspunkt hvor Boca var på nippet til helt at forsvinde med kun en håndfuld hektarer tilbage. Podere ai Valloni var således første og indtil langt senere eneste producent af Boca DOC. Det begyndte at give genlyd i 1987, hvor den navnkundige gastronom og vinskribent Luigi Veronelli var den første til at lovprise deres vins kvalitet og fremføre dens løfte om en genopblomstring af det historiske område. Det var stadig et helt årti før, en vis schweizisk vinhandler ved navn Christoph Künzli i 1998 overtog en historisk ejendom fra en anden lokal legende i Boca, en vis Antonio Cerri, og søsatte vinhuset Le Piane.

Høst hos familien Sertorio. Nebbioloen bringes i hus

I dag drives Podere ai Valloni af deres datter Anna Sertorio og hendes mand Andrea, med hjælp fra henholdvis generationen før og efter. De viderefører arven med husets signaturvin Vigna Cristiana, plantet af og opkaldt efter moderen, samt de lettere men ingenlunde ringere Gratus og Sass Russ. Vine, der er lette på på, ranke i ryggen og faste i kødet. Koncentration og kompleksitet mangler de heller ikke. Høstudbytterne holdes nede på under 45 hl per hektar, det halve af det tilladte, og ikke meget mere end 3,5 hektarer bliver det derfor blot til omtrent 12.000 flasker årligt.

Et veletableret og vidt respekteret navn er ai Valloni for længst, og langt om længe er den internationale opmærksomhed igen begyndt at rette sig mod både Boca og Alto Piemonte i almindelighed. Drevet ikke mindst af længslen efter autentiske og lettere rødvine, som er eftertrængte oven på et par årtier i Parkers vold, men som desværre samtidigt bliver sjældnere i skyggen af den globale opvarmning.


Boca

Landsbyen Boca ligger på en 400-500 meter hævet bakketop, ikke meget højere end mangt en mark i Langhe, men den ligger de langt højere bjerge nærmere, og omgivelserne er anderledes ufriserede, omgivet af skov og vildnis i den nydelige naturpark Parco Naturale del Monte Fenera. Ikke langt syd for ligger Pianura Padanas tågede sletter og syd derfor de velkendte rismarker ved Vercelli og Novara; og længere mod nord ligger mægtige Monte Rosa og de egentlige Alper på den anden side af den schweiziske grænse. Bocas vinmarker, som nu tæller næsten 25 hektarer, ligger i mellem 300 og 550 meters højde, holdt køligt og forholdsvist tørt af faldvinde fra bjergene.

Områdets overordnede karakteristika er, at det er beliggende i det sammenfaldne krater af den for længst udslukte supervulkan Valsesia. Denne gamle kæmpe var aktiv for 300 millioner år siden, men dens base blev skubbet op igen under den alpine orogenese for godt 70 millioner år siden. Boca befinder sig på den ene side af dens caldera, Ghemme og Gattinara på den anden. Det betyder, at grundfjeldet her er præget af basalt og porfyr, i Bocas tilfælde især pink og purpor porfyr. Derpå er dannet humusarme, sandede og ganske sure jordbunde, ofte med pH på 4 eller endda derunder. Alt sammen i tydelig kontrast til Langhes langt mere basiske, kalkholdige, sedimentære jorde.

Ret skal være ret, det er ikke ren Nebbiolo, der flyder fra en flaske Boca. I tråd med områdets tradition skal Boca DOC også bestå af mindre mængder Vespolina og den særlige sjældenhed Uva Rara, lokalt også kendt som Bondarda Novarese. Små stænk, som er med til at komplementere Nebbiolo, der i disse omgivelser bliver mindre righoldig end i Langhe. 70-90% Nebbiolo giver sarte røde og vilde bær som skovjordbær, brombær og slåen, mens Vespolina byder ind med sursøde kirsebær, vilde blomster og et tydeligt pebret præg; og Uva Rara, som dulmer med søde mørke bær. Alto Piemontes historisk vigtige opbindingssystem, den såkaldte ‘maggiorina’, er opgivet i Boca, hvor stokkene i stedet generet beskæres og opbindes som Guyot.

Efterårsstemning

Der er lav sol, gyldent løvfald og skovens dybe, stille ro over Podere ai Vallonis vine. Noget på en gang afslappet og alvorligt, som i samspil glæder ganen og løfter sindet. Det skyldes dels terroiret og de lokale traditioner, dels et seriøst stykke håndværk, med lang tids økologisk dyrkning, manuel høst, spontangæring og tålmodig modning af vinene. De er alle særdeles anbefalelsesværdige og lagringsværdige, og så gør det kun glad at se dem fyldt på stilige letvægtsflasker af genbrugsglas og smukt designede etiketter af genbrugspapir. Det er klasse.

Sass Russ 2023 er i det muntre hjørne med en dejlig duft af blomster, jordbær og hindbær. Frisk og saftspændt i munden med masser af syrlige jordbær, blodappelsin og rød grapefrugt, fine men faste tanniner og et behageligt tørt finish. Appetitvækkende. Vinen er opkaldt efter de røde porfyrsten i markerne og består af 80% Nebbiolo og 20% Vespolina med små fire dages maceration på ståltanke og et års modning på samme. Alk.: 13%

Gratus 2020 signalerer en smule alvorligere miner, med modne jordbær, hindbærbolcher, syltede kirsebær og Kongen af Danmark. Spændstig med en vis saftighed, fin fylde og velrundede tanniner, let lakridsede og pebrede noter i eftersmagen. 85% Nebbiolo og 15% Vespolina med godt otte dages maceration på ståltanke og et års modning på store slavonske træfade. Alk.: 13,5%

Vigna Cristiana 2016 er ikke overraskende husets mest udtryksfulde vin og indbegrebet af Boca: Nobel næse med modne skovbær, skovbund og æteriske strejf af urter, krydderier og røgelse. Både bær og urter følger trop i smagen, ledsaget af blommeskind, læder og nyslået hø. Mægtig struktur med mundvandsdrivende syre, salt sprødhed og et væld af fine tanniner; men modnet, i mageløs balance og med fornem længde. Måske det skyldes de snart 50 år gamle stokke og skråningens karge jordbund med masser af porfyr. Druerne er høstet midt i oktober måned, 70% Nebbiolo med 20% Vespolina og 10% Uva Rara. Spontangæring med tre ugers skinkontakt på ståltank, tre års modning i store slavonske fade. Flasket ufiltreret og med mindst et års flaskemodning før frigivelse. Alk.: 13%

Desværre ikke i dansk distribution for tiden, men det både kunne og burde ændre sig.


Flaske: Vigna Cristiana 2016
Vinhus: Podere ai Valloni  
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Druer: Nebbiolo,
Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Sand, porfyr
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 400,-

Comment

Forårsbebudere

Comment

Forårsbebudere

Frühling, det frydefulde forår, alene ordet lyser op med sine strålende vokaler. Weinfrühling er en årlig fejring forskellige steder i det østrigske, hvor forårets komme markeres og nydes med forfriskende vin fra seneste årgang, typisk i løbet af april og maj måned. Dagene er langt om længe længere end nætterne, solen trænger mere og mere gennem skyerne, og dens stråler kaster lys og lune over et stadigt grønnere landskab. Det er svært ikke at få lyst til et glas, der liver op og minder om frugten af den forgangne såvel som den forestående vækstsæson.



Weinviertler Weinfrühling

Nordøst i nordøst finder vi Weinviertel, Østrigs største vinområde og højborg for landets nationalsort, den forårskåde Grüner Veltliner, som står tæt på halvdelen af Weinviertels vinmarker og tæller godt en tredjedel af det samlede areal; og i dette kølige hjørne af det klassiske østrigske vinland er dens vine kendt for en særlig friskhed og delikat krydring.

Delstaten Niederösterreich ligger i Østrigs nordøstlige hjørne, med Tjekkiet mod nord og Slovakiet mod øst, og Donau løber fra vest mod øst som livsnerve gennem, og midt i det hele ligger hovedstaden Wien som selvstændig stat. Niederösterreich rummer otte selvstændige vinområder, deriblandt Wachau, Kremstal og Kamptal, alle langs Donau og dens bifloder; men det som nævnt største område er Weinviertel i oplandet nord for Donau. Historisk har Niederösterreich været inddelt i fire kvarter, hver med sit eget traditionelle hovederhverv, Waldviertel, Mostviertel, Industrieviertel og Weinviertel, og vist er det, at vinen er den vigtigste næringsvej i Weinviertel, som huser hele 13.730 hektarer vinmarker og knapt 1.500 vinbønder.

Store dele af det forholdsvist flade område er udlagt til stordrift, og kvantitet har længe karakteriseret området frem for kvalitet. Men sidstnævnte udelukker ingenlunde førstnævnte, og flere og flere vinhuse markerer sig efterhånden med andet end hverdagsvine og løfter sløret for det potentiale og den forskellighed, som Weinviertel også står for.

Tilnavnet Lössland er rammende, da store mængder løss ligger som et tykt tæppe over stene og grundfjeld i det meste af området. Geologisk kan området groft sagt deles i to sektioner: Den vestlige del, hvor jordbunden består af løse aflejringer af ler, silt, sand og grus; og den østlige del med større aflejringer af sand, grus og sten, især kalksten. Så under overfladen rummer Weinviertel stort set hele spektret af østrigske bjergarter, og i vinsammenhæng er det især forekomsterne af kalksten og sandsten, som fanger interessen.

‘Brünnenstrassler’ er sandsynligvis Weinviertels historisk kendteste varemærke, i hvert fald på det østrigske mærke, en hvidvin fra vinmarkerne tæt på vejen mod Brünn, Brno i nutidens Tjekkiet. Vinen kom fortrinsvist fra det østlige Weinviertel og var sammen med Grüner Veltliner mestendels fremstillet af de stadig i dag dyrkede sorter Welschriesling, Weissburgunder og Riesling samt måske aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Et andet historisk varemærke, som i de senere år er forsøgt genoplivet, er Poysdorfer Saurüssel (‘sotrynen’ fra Poysdorf, opkaldt efter en vinmark med det svinske navn), en let, frisk og sprød Grüner Veltliner. Men områdets mere seriøse bidrag finder man i andre sammenhænge.



Det gode selskab

Weinviertel var det første område til at få østrigsk vinlovs nye højeste oprindelses- og kvalitetsgaranti, DAC, Districtus Austriae Controllatus, som introduceredes i 2002; og som i Weinviertels tilfælde dækkede over og skulle fremme områdets flagskib Grüner Veltliner. Det gav Weinviertel en forlomme ind på den internationale vinscene; men det snævre fokus på Grüner Veltliner har siden vist sig også at være en hæmsko for udfoldelse af områdets iboende mangfoldighed. Ikke desto mindre hjalp områdets DAC-status med at skille flere ud fra et hav af middelmådighed og op i de mere karakterfulde vinhuses klasse.

Det var kun et spørgsmål om tid, før ÖTW, Österreichische Traditionsweingüter, også favnede det store og tillige historiske vinområde; med vanlig afventen det rigtige tidspunkt og god tid til at vælge de rette vinhuse og gøre alle forberedelser. ÖTW har af flere omgange udvidet i de seneste år, senest med Thermenregion, og indlemmelsen af Weinviertel varsledes allerede ved den årlige smagning i Grafenegg i 2022, og den officielle kundgørelse kom så på vinmessen VieVinum på Hofburg i maj 2024, og områdets enkeltmarksvine kom første gang officielt på bordet til smagningen i september 2025.

Følgende 13 vinhuse fra Weinviertel tæller blandt ÖTWs nu i alt 92 medlemmer:

og disse huse har allerede bragt Erste Lagen vine på markedet fra markerne Auf der Henne, Feuerberg, Hermannschachern, Kapellenberg, Karlsberg, Kellerberg, Kirchberg, Kirchengarten, Laa, Mühlberg, Pankraz, Rabenstein, Rochusberg, Sauberg, Steinberg, Tenn og Äussere Bergen. Nedenstående var dem, der faldt bedst i min smag ved seneste enkeltmarkssmagning.

Det kølige klima ved fødderne af det bøhmiske massiv i bakkerne nord for Donau giver Grüner Veltliner med mere udpræget syrestruktur og vegetale aromaer end fuldmoden frugt og krydderier. Pfefferl, et lille skud peber, som man siger på østrigsk. Den ofte omtalte varietale hvide peberaroma, som især skyldes stoffet rotundon, kommer for alvor til sin ret her. Grüner Veltliner elsker også løss, og dens vine fra løssjorde er generelt karakteriseret ved saftighed, frodig frugt, højt ekstrakt og en kraftig krydring; mens kalksten kan fremkalde andre karakteristika som en finere syrestruktur og delikatere frugtnuancer; men man får flotte varietale versioner, når man går på hugst hos de rigtige vinhuse.

Ingrid Groiss Grüner Veltliner Ried Pankraz 2024: Diskret, mild duft, en smule æble, pære og måske mango. Fint sprød, med saftig, frugtig fylde, smeltende frugt på tungen, frisk syre og et let salt finish. Opkvikkende forfriskning, og økologisk | Cappa Vin

Gerhard Lobner Grüner Veltliner Ried Rochusberg 2024: Frugtig intensitet i duften, fokuseret på frisk, moden stenfrugt. Spændstig ferskenfrugt i munden, en smule mango og kiwi. Moden syrlighed, fint tørstof på tungen og et afstemt tørt finish, flot struktureret og balanceret. Let krydret finish med kommen, fennikelfrø og tørrede urter. Rochusberg er en forhøjning i landskabet i det sydlige Weinviertel, en sydvendt skråning på kalkholdig ler under et tykt lag løss | Erik Sørensen Vin

Gruber Röschitz Grüner Veltliner Ried Mühlberg 2023: Diskret duft med en fin dybde af aspargessuppe, grønne urter og en smule fransk nougat. Fyldig saft med spændstig syre, moden stenfrugt med krydret honningsødme og en smule flødekaramel i eftersmagen. Fint tørstof og delikat tørt finish | Vild med Vin

Ebner-Ebenauer Grüner Veltliner Ried Sauberg 2024: Økologisk håndværk. Sart friskfrugtig næse, strejf af saftige gule æbler og modne appelsiner. Saftigt flow og fin fylde i munden, masser af delikat æble- og pærefrugt i smagen, modne gule æbler og pærer, citrus og sydfrugt. Smæskelig tektur, let citrisk syre, strukturbetonet tørt finish. Seriøs og sjov på samme tid.

Taubenschuss Grüner Veltliner Ried Tenn 2022: Mild men dyb duft, har en afgrund af grøn, græsset og urtet krydring i sig, meget appetitvækkende snude. Blød i munden, fyldig, stoflig og summende mineralsk med krydrede undertoner. Godt med grønne pærer, gule mirabeller og hints af enggræs, nælder og vilde urter.


Bedst i test: De blandede bolcher

Gemischter Satz, den gamle tradition med blandede beplantninger af forskellige sorter, som har sin højborg i Wien, er også overlevet og overleveret i Weinviertal, hvor en række vinmagere tager den op og tager den seriøst; med meget fine og friske resultater til følge. Forventligt, når grundklangen er Grüner Veltliner og Welschriesling med blå toner fra Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Frühroter Veltliner, Roter Veltliner og små farveeksplosioner fra Traminer, Muskateller og Müller-Thurgau. Vinene er fremragende, selvom de må undgære DAC; men skidt med det, for der er forårsfriskhed for alle pengene med Lobners Rochusberg og næsten sommerlige anklange i Dürnbergs delikat aromatiske Kirchberg; og så fremstiller Ingrid Groiss for øvrigt også en fremragende Gemischter Satz.

Dürnberg Gemischter Satz Ried Kirchberg 2022: Mildt parfumeret duft, med rosenblomster og rødmende stenfrugter, charmerende og opløftende. Smagen slægter det rosenrøde på, med røde æbler, sødmefuld fersken, litchi og mandel. Velintegreret syre strammer sammen om frugtsødmen, tørt og let krydret finish, flot. Fra marken for fødderne af Burg Falkenstein ruinen afbilledet længere oppe.

Gerhard Lobner Gemischter Satz Ried Rochusberg 2024: Gemischter Satz fra en 70 år gammel beplantning på Rochusbergs kalkholdige ler og løss. Glasklar i øjne, næse og mund, funkler flot og dufter af sprøde grønne druer og strejf af røde rosenblade. Saftspændt i munden, med frisk, moden frugt— lime, stikkelsbær, fersken, mango og en diskret, delikat krydring af friske og tørrede krydderurter. Mundvandsdrivende og meget appetitvækkende, en alsidig afspejling af alt, hvad der er godt ved Weinviertel og Gemischter Satz | Erik Sørensen Vin



Flaske: Rochusberg Gemischter Satz 2024
Vinhus: Weingut Lobner  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Løss, kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Erik Sørensen Vin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 265,-  



Comment

Mayday fra Middelhavet

Comment

Mayday fra Middelhavet


“Det er værre, langt værre, end du tror. Klimaforandringernes langsomme tempo er en myte, der er lige så farlig som den om, at de slet ikke sker, og vi får den serveret i et bundt sammen med adskillige andre beroligende vrangforestillinger: at global opvarmning er en arktisk saga, der foregår langt herfra; at det udelukkende drejer sig om havniveau og kystlinjer og ikke er en altfavnende krise, som ikke skåner noget sted og ikke lader noget liv uberørt; at det er en krise i “naturens” verden, ikke menneskenes; at de to er forskellige, og at vi i dag på en eller anden måde lever uden for eller på den anden side af eller i det mindste beskyttet mod naturen, ikke uafvendeligt inde i den og bogstavelig talt overvældet af den.”

Således indleder David Wallace-Wells sin efterhånden klassiske bog ‘Den ubeboelige klode’ om Jordens og menneskehedens mulige fremtid i lyset af den globale opvarmning; og skønt teksten er fra 2017, og den danske oversættelse udgivet af Forlaget Klim i 2019, er den stadig aktuel, måske mere end nogensinde før. For de forhold, som Wallace-Wells opregner, har ikke ændret sig i mellemtiden, tvært imod er de taget til i alvor og i ikke uvæsentlig grad som følge af vores manglende erkendelse af og handling på dem. Vores ‘mulige fremtid’ kaldte jeg hans scenarie, men ‘sandsynlige fremtid’ er desværre nok nærmere målet, og omtalte fremtid er mindre fjern end føles trygt og faktisk lige rundt om hjørnet. Klimaforandringerne foregår her og nu, og vi føler allerede deres konsekvenser, nogle steder mere end andre. En klassiker er opvarmningen i det arktiske og afsmeltningen af indlandsisen; og nyhederne har i flere år hyppigt været oversvømmet med ilde tidender fra det solbrændte Sydeuropa. For nærværende skal vi kigge nærmere på konsekvenserne i et af vores egne nærområder, nemlig området omkring Middelhavet, hvor vor europæiske kultur har sin vugge.

Faren er, at regionen, hvor vores europæiske vinkultur først blomstrede op, også er det første sted, hvor den nu for alvor visner. Det livgivende vand er blevet en mangelvare. Anslået lever hele 180 millioner mennesker i landene omkring Middelhavet allerede med regulær vandmangel; og ikke længere kun i landene syd og øst for selve havet, problemet melder sig i stigende grad også nordover på europæisk grund. Hyppigt tilbagevendende tørkeperioder er ikke længere nogen nyhed i Italien, Spanien og Grækenland, og det begrænser ikke kun den mængde vand, der er tilgængelig for vinstokke og andre afgrøder. Det tærer på og udtømmer generelt de vandreserver, som ellers har været alment tilgængelige, til gene for den brede befolkning og alt liv i det fri. Helt katastrofalt kan det også skorte på vand, når tørke og varme antænder de mange skovbrænde, som i stigende grad har hærget i store dele af det sydlige Europa i de seneste år.

Den globale opvarmning er altså allerede godt i gang. Det er gennemsnitligt 1,2 grader varmere på globalt plan end for 50 år siden, og om 50 år forventes temperaturen under alle omstændigheder at være steget med yderligere 1,5 grader— altså rammer vi med al sandsynlighed snart de mere end 2 grader opvarmning over førindustrielt niveau, som det ellers var målet med Paris-aftalen fra 2016 at undgå. Vi oplever allerede virkninger af varmen, for eksempel i ændrede nedbørsmønstre og større udslag i vejrekstremer, i form af mere ‘vildt vejr’ som skybrud, hedebølger og tørkeperioder. Det gør sig ikke mindst gældende i de i forvejen varmere områder i verden, som eksempelvis Middelhavsområdet.

Middelhavet er et indhav mellem to kontinenter og som sådant direkte ramt af den stærkere opvarmning af landmasserne. Derfor rammer den globale opvarmning hårdere her, og man kan måske ligefrem sige, at Middelhavet er en slags brændglas for den globale opvarmning. Temperaturen stiger godt 20% hurtigere end gennemsnitligt, og allerede i 2050 ventes stigningen at runde 4°C, altså over det dobbelte af de 1,5° eller 2°, som er forventet for resten af verden i samme periode. Det vil bl.a. betyde tropenætter året rundt og markant ændrede nedbørsmønstre med mindre regn, så vandreserverne slet ikke genfyldes tilstrækkeligt. Regnmængden er per 2023 reduceret med 40% siden 2003, og flere eksperter forudser, at så meget som en tredjedel af havets største ø Sicilien vil være ørken allerede i år 2030. Den hidtidige europæiske varmerekord er også sat på Sicilien, 48,8ºC i august 2021; og dagtemperaturer pænt over de 40 er blevet hverdagskost hver sommer. Sicilien er snart en slags omvendt Atlantis, som trues med at bukke under, ikke for havet men for udtørring.

Tilbagevendende hedebølger og lange tørkeperioder udfordrer alle former for landbrug. Produktionen besværliggøres, falder eller forsvinder helt, og det vurderes nu, at over 33.000 jobs allerede er mistet i det sydlige Italien som følge af den udvikling. Det går også ud over vinbruget, som er særligt stærkt afhængigt af vand— en vinstok kræver et sted mellem 250 til 350 liter vand for at kunne sætte druer til 1 liter vin! Kunstvanding kan være et quick fix, men det er en dyr og dårlig løsning, ikke mindst i betragtning af den generelle mangel på vand. I stedet kan man forsøge at begå sig med ændrede og øgede indsatser i markerne og nye metoder til at holde på det kostbare vand; men stadig må gamle marker opgives, og nye kan kun anlægges under særlige forhold, f.eks. oppe i større, køligere, vådere højder, hvis de er tilgængelige. Men det betyder under alle omstændigheder store omlægninger i vinproduktionen. Man må flere steder omlægge eller helt opgive mange vinmarker, som gennem århundreder (og fortsat) frembringer vine af højeste kvalitet.

Jammerdalen er dog endnu ikke dybere, end at der stadig kan gøres noget ved det; og at der allerede gøres grundige indsatser for at imødegå udviklingen. Kampen udspilles på to fronter, den nære og den fjerne: På den korte bane ved at tilpasse vinavl til et forandret og fortsat foranderligt klima; og på den længere bane ved at bidrage til en afværgning af yderligere boost af den globale opvarmning. Altså vitikulturel omstilling og bæredygtige tiltag på en lang række områder. I det følgende skal vi se nærmere på sådanne hos to forbilledlige foregangskvinder fra et par af de hårdest ramte regioner.



Øen i brændglasset

At man på Sicilien stadig formår at frembringe forfriskende og ligefrem lette vine fremstår i lyset af øens udfordrende klimatiske situation som noget nært mirakuløst. Ikke desto mindre er der endnu magi i glasset fra Arianna Occhipinti, som holder til i Vittoria på øens sydøstlige hjørne. Arianna har ikke kun overtaget en familiearv, hun ønsker at forvalte og forsvare; hun har også ambitionerne og talenterne på plads til at tage skridt i nye retninger, at tænke ud af boksen, at forandre for at bevare.

Som niece af Giusto Occhipinti, en del af trioen bag legendariske sicilianske COS, har Arianna haft ikke kun vinavl og vinproduktion med sig fra barns ben, men også en stor respekt for lokale traditioner og ikke mindst for naturen. Giusto Occhipinti genoplivede sammen med kollegerne Giambattista Cilia og Cirino Strano brugen af klassiske amforaer (pithoi) tilbage i 1980’erne for at få et mere autentiske udtryk frem fra deres alberello-buskvine af lokale sicilianske sorter som Nero d’Avola, Frappato, Grillo, Inzolia og Zibibbo. Arianna gjorde sine egne første erfaringer i det regi og sin første egne årgang i 2004 som blot 21-årig. Vinhuset er siden blevet et af Siciliens mest berømte, nu med 22 hektarer af økologisk dyrket især Nero d’Avola og Frappato, som fortolkes hver for sig og i det traditionsrige blend Cerasuolo di Vittoria, og dertil hvide sorter som Albanello og Zibibbo. Dansk distributør er lieu-dit.

I løbet af hendes første tyve år som økologisk vinbonde har hun ved selvsyn kunnet følge den udvikling, som Sicilien er gået igennem. Alle vanskelighederne har hun haft tæt ind på kroppen; men man erfarer hurtigt, at hun også følger med fra fugleperspektiv, når hun f.ek.s fra The Guardian kan opregne den ene faretruende overskrift efter den anden — ‘The land is becoming desert’: drought pushes Sicily’s farming heritage to the brink — ‘We can’t let the animals die’: drought leaves Sicilian farmers facing uncertain future — ‘The water war’: how drought threatens survival of Sicily’s towns — ‘Nyhederne’ om hendes hverdag er ude; men er der nogen, der lytter? Det kan virke som om, den visse død er lige forude, men med livligt gåpåmod er det en vis optimisme snarere end pessimisme, som præger hendes udsyn. Hendes indstilling er at kalde til handling.

“Vores største problem er en tiltagende mangel på vand. Vi er kun overlevet takket være det arbejde, som vi har udført i vores vinmarker gennem de seneste 20 år,” fastslår hun. “Det er vigtigt, at vi finder løsninger nu og ikke først ude i fremtiden. Vi kan kun iagttage klimaforandringerne, vi kan ikke selv påvirke dem; men hvilke handlinger, vi ellers kan udføre eller undlade, afhænger af os selv.”




Grønt gør godt

En af hendes kæpheste er grønt bunddække i vinmarkerne, som hjælper hende med at sænke temperaturen i det soltørre terroir, som sammen med Andalusien i Spanien hører til blandt Europas allertørreste og hedeste. Så hun sår forskellige robuste urter og græsser, som om sommeren dæmper den direkte fordampning, sænker temperaturen og tillige hjælper med at binde kvælstof og kulstof i jorden. Senere nedfældes de i jorden, før de selv begynder at forbruge for meget vand; eller tørrer ud og bliver en brandfare under den brændende sol.

“I Vittoria består vores jord flere steder af op til 85% sand,” forklarer hun, “og om sommeren kan sandet nå en temperatur på omkring 85°C. Man kan ganske enkelt ikke gå på det med bare fødder, men du kan spejle æg.” Det stresser selvsagt vinplanter såvel som mennesker, og for begges bedste må heden dulmes. Det lykkes blandt andet for hende ved hjælp af en række metoder fra biodynamikken.

“Da jeg begyndte for mig selv, brugte jeg de biodynamiske præparater de første år, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad det var, jeg gjorde. I tilbageblik kan jeg se, at det var, fordi jeg ikke havde nok erfaring dengang. I dag kan jeg se, at det virkeligt virker, i hvert fald her hos mig under de her forhold. Det rige grønne bunddække, komposten, kiselpræparatet…” Håndsrækninger, der hjælper hendes marker her og nu, men i længen måske ikke redder dem.

“Jeg har længe været på udkig efter nye græsgange, og i de sidste fem år har jeg plantet nye vinmarker længere inde i landet og højere oppe mod Iblei-bjergene. Jordbunden er stort set den samme, kalksten og sand, men vi er i mellem 500 og 1000 meters højde. Heroppe er der stadig en fremtid for vinavl, især hvis det er hvidvin man vil lave; og jeg vil gerne lave både hvid og rød.”

Heldigvis er Siciliens lokale sorter, som hun dyrker, over århundreder tilpasset tørt og varmt klima; og dyrkes de som buskvine, bliver stokkene over tid også mere robuste og giver vine med bedre balance. Smag bare hendes vino di contrada fra Santa Margharita, en glimrende Grillo fra godt 500 meters højde, omgivet af fyrretræer, egetræer og gamle oliventræer, som alle medvirker til holde temperaturen og luftfugtigheden i vatter. Modenhed, der giver sig selv, mødes med en friskhed, som må være svær at indfange. Den har friske gule æbler og masser af moden citrus, akaciehonning, bivoks og en smule mandel, samt en mundvandsdrivende syrlighed og salt mineralitet. Det er sådan en slags vin, man helst ikke vil undvære, i lighed med god Assyrtiko fra Santorini eller Grk fra Korčula.


Åbent ildsted

“Vores terroirs DNA er ild,” filosoferer vinmager Sara Pérez fra Mas Martinet i spanske Priorat. “Her i syden er der tørt, varmt og brændende solrigt, så vores klima er som ild; og grundfjeldet under os består af metamorfe sten, omdannet under tryk og varme, så vores jordbund er også skabt af ild.”

Det trendsættende domæne er grundlagt af hendes far, biologen Josep Lluís Pérez, der som en af de første forstod potentialet i det højtbeliggende, skiferprægede terroir helt tilbage i begyndelsen af 1980’erne. I dag er det så Sara, som står i front for foretagenet: Fornem Garnacha, Cariñena, Cabernet Sauvignon og Syrah fra otte hektarer fortrinsvist gamle marker med gobelet-beskårne stokke (en vaso, som man siger på spansk, fritstående buskvine), rodfæstet i en karg mørk skiferjord, som lokalt kaldes licorella. Det er vine med en bemærkelsesværdig saft, kraft og koncentration. Dansk importør er Vinova; som også fører hendes sideprojekt Venus La Universal.

“Hele vores virke er spændt ud mellem ild og ild,” forklarer Pérez, “og det er op til os at beslutte, om vi skal forsøge at slukke den eller blot forsøge at stække den, dæmpe den. Vi valgte allerede for mange år siden den anden mulighed, forsøget på at dæmpe den, både udenfor i vinmarkerne men også indenfor i vinkælderen.”

“Vi må lære at beskytte vores vinmarker. Kunstvanding er ikke en mulighed, hverken i praksis eller filosofisk. Vand er en mangelvare, vi må forvalte som alle andre knappe goder, hæge om det og drage bedst mulig nytte af det. Så vi har måttet tilpasse os, træffe en lang række foranstaltninger og gøre nye tiltag.”


Konstruktive copingstrategier

Først begyndte hun, for øvrigt til mange af sine naboers store forundring, at sprede hø mellem stokkene i vinmarkerne. Et omfattende arbejde, som dog hjalp med et sænke overfladetemperaturen og dermed dæmpe fordampningen fra jorden, som følgeligt holder bedre på fugtigheden. Så langt, så godt, men Pérez var klar over, at der måtte mere rodfæstede forandringer til, så hun rådførte sig med flere fremtrædende terroirforvaltere. En af dem var Marco Simonit, den italienske vinstokbeskærer, som sammen med kollegaen Pierpaolo Sirch driver den nu verdensberømte konsulentvirksomhed Simonit & Sirch. Han lærte hende at beskære vinstokkene kraftigere for at begrænse bladvæggenes omfang. Et kontraintuitivt træk, da mange betragter bladhanget som skyggeskabende og klasernes beskyttelse mod solskoldning; men store bladvægge forbruger samtidigt mere vand, da det større areal betyder større fordampning fra bladene. Så Pérez lærte at beskære den frugtbærende del af stokken efter det femte skud; og til trods for en vis skepsis gjorde hun som foreskrevet, og snart efter begyndte stokkene at skyde sidegrene op fra lige over klaserne i stedet. Disse nye sideskud udvikler en paraplylignende skærm over klaserne, samtidigt med at det overordnede antal blade reduceres betragteligt. En sidegevinst er en reduktion i fotosyntese og dermed lavere sukkerindhold og i sidste ende lidt lavere alkohol.

Unge og især nyplantede stokke stiller større krav til fugtighed og kølighed, og det klarer Pérez med et længe glemt gammeldags trick, nemlig at sprede råuld hen over markerne. Uld? Ja, fårepels er faktisk et udmærket jorddække, en naturligt materiale med udmærket evne til at bevare fugtighed, holde temperaturen nede og samtidigt undertrykke ukrudt og hjælpe med at holde skadedyr som snegle på afstand. Samtidigt nedbrydes uld kun langsomt og dér til naturlig kulstof og kvælstof. Eneste ulempe er uldens lethed og luftighed, som let gør den borte med blæsen, så den må fæstnes i marken; men det er en yderst overkommelig udfordring i betragtning af dens gavnlige virkninger.

Fåreuld som kølende og fugtbevarende bunddække hos Mas Martinet i Priorat

“Før arbejdede vi med forskellige grønne planter som bunddække, men når vi nu hverken har vand nok til at holde dem i live og for den sags skyld friske frø at så, så er hø og uld en let og langt bedre løsning.”



Livlinjer

Det næste skridt blev et af de mere langsigtede. Apropos unge og nye stokke, som har sværest ved at forsyne sig tilstrækkeligt med vand, så er den rette organisering af rækker og beplantningstæthed afgørende. Her følger Pérez nu et system, hvor plantningen følger de naturlig vandårer og dræningsveje bedst muligt. Keyline er navnet, og det er udviklet af den australske ingeniør Percival Alfred Yeomans (1905-1984) som løsning på vandmangel og skrantende frugtbarhed på det knastørre kontinent. Pilekvistene kan man godt gemme væk. Grundprincippet er at indlejre marker i landskabet, så man fuldt ud udnytter de tilgængelige vandressourcer på stedet. Dels ved at følge de tydeligt frugtbareste konturerer i landskabet; dels med udgangspunkt i forudsætningen, at vand altid vil løbe mod det laveste punkt. Målet bliver så at bremse afstrømningen og give vandet mulighed for at absorberes af jorden inden. ‘Keyline’ er den kontur, der løber gennem det såkaldte ‘keypoint’, det punkt, hvor overfladen begynder at blive stejlere; og med keyline som udgangspunkt kan man med en vis effekt bremse afstrømningen og sprede vandet over en større overflade.

Den fordeling udvikler et mønster, hvor alle de linjer, man trækker langs jorden, hælder ned mod midten af højderyggen; og dette dyrkningsmønster giver vandet længere tid til at trænge ned, til gavn for livet i jorden. Keyline kan følgeligt øge mængden af organisk materiale, hvilket yderligere forbedrer jordens evne til at holde på vand. Desuden arbejder man med minimal forstyrrelse af jorden gennem pløjning og andre invasive metoder. Sara Pérez kalder det beskedent “en lille gestus til at forbedre balancen i landskabet og bæredygtigheden”, og hos hende er tilrettelæggelsen foregået i regi af det spanske konsulentfirma Iberia Línea Clave.

Et andet af hendes bæredygtige tiltag er brugen af biochar, en slags genbrug af plantemateriale som gennem pyrolyse omdannes til kul, som anvendt i markerne kan forbedre jordens struktur og kvalitet ved at øge dens evne til at holde på vand og næringsstoffer, foruden at binde kulstof over længere tid, medvirkende til en mindre udledning til atmosfæren.

Det er drastiske ændringer, der skal til i mangt et middelhavsområde, hvis der fortsat skal fremstilles vin i en stadigt varmere verden. Øget kunstvanding kan på sigt ikke være nogen farbar vej, selvom den for nuværende på fornuftig vis kan implementeres af især større foretagener med mange hektarer, særligt i områder med bedre vandforsyning. For selvom det er lovende metoder, som eksempelvis Occhipinti og Pérez anvender, så er de ret så arbejdskrævende og ikke nødvendigvis nemme at skalere op.


Kold fusion

“Vi arbejder med kølige beholdere,” forklarer Sara om sit kælderarbejde, “lerkrukker, betonæg, glasbobler. De hjælper også med at tæmme ilden!”

En del af filosofien er ikke at forstyrre råstoffet med udefrakommende smage, men i stedet forme det, så dets friske træk står frem fra den brændende baggrund. Derfor arbejder hun som Arianna Occhipinti udelukkende med spontangæring, og som supplement til modning i træfade har hun indført en række mindre beholdere af forskellige ‘kolde’ materialer, som uden temperaturstyring kan klare gæring og modning i ønsket skala. Især har hun forelsket sig i de gammeldags små glasbobler, demi-johns, som hun modner rød såvel som hvid vin i.

Dermed trækker hun vidt og bredt på Middelhavets ønologiske kulturarv, lang skindkontakt også til grønne druer, antikke og moderne kartyper som amforaer og glas, og en oxidativ lagring. Moderne tonearter, som går fint i spænd med den klassiske vitikulturelle kulturarv, hvor buskvine, vinmarker indlejret i et blandet landbrugslandskab og dyrkning uden brug af sprøjtegifte, kunstgødning og kunstvanding var vejen frem.


En tør forfriskning

Et godt eksempel er hendes glimrende orangevin Pesseroles Brisat, som eminent illustrerer traditionel Middelhavsvins evne til at holde syre og formidle friskhed selv med stor modenhed under sydens sol.

“Pesseroles Brisat er en lang, følelsesladet rejse mod en genopdagelse af brisat, vores traditionelle hvidvine macereret med skallerne. Det er en traditionel, håndlavet vin med langsom og kølig gæring. Den macereres med skallerne, kernerne og stilkene i op til tre måneder og lagres derefter en længere periode på glaseret keramikkrukke og i demijohns,” forklarer Pérez om sin særlige orangevin. Den første årgang kom på markedet for en håndfuld år siden, efter ti års forsøg frem og tilbage med at opnå den ønskede kvalitet på vinen.

Druerne stammer fra marken Pesseroles, som ses på videoen ovenfor. Den ligger ved den gamle Pesseroles-sti mellem Gratallops og Porrera og huser et field blend plantet tilbage i 2002 med traditionelle Priorat-sorter som Garnatxa blanca, Picapoll blanc og Pedro Ximénez. Det er en sydvestvendt skråning, med en lysere, mere lerede jord med smuldrende skifer, som forlener vine med en stor intensitet og mineralsk nerve. Stilistisk er den mildt oxidativ og næsten eksotisk krydret, et spændende samspil mellem saftighed og tørhed, frodig frugt og fast struktur, varme og kølighed.

Årgang 2022 ‘nøjedes’ med et par ugers skindkontakt men er stadig en karakteristisk orangevin med mundvandsdrivende spænding. Sært læskende med fyldig smag af tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og støvede indslag af pollen, tørrede urter, gurkemeje, nellike og læder. Tørt træk til sidst med let salte og røgede undertoner. Delikate dråber med masser af karakter, endnu en vin, som verden ville være fattigere uden.

Flaske: Pesseroles Brisat 2022  
Vinhus: Mas Martinet  
Oprindelse: Priorat, Spanien
Jordbund: Skifer  
Druer: Garnacha Blanca,
Picapoll Blanc, Pedro Ximénez  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Lerkrukker, glasbobler  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinova  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-  




Jeg skylder en tak til Jamie Goode, professor Alain Deloire, professor dr. Maria Snoussi samt Nathalie Ollat for at have delt nyeste videnskabelige data om klima og vitikultur i middelhavsområdet. Endvidere tak til Wine+Partners og Mahala Wine& for at organisere min deltagelse i konferencerne All About Water og Mediterranean Wine Symposium

Comment