Worldwide Welschriesling

Welschriesling. En vidt udbredt sort, som både er alsidig og frembringer fremragende vine; og alligevel er den underligt overset og “en af de mest uretfærdigt undervurderede” og “uretmæssigt udskældte” druesorter ifølge flere førende vinkritikere, måske endda “den bedste hvidvinsdrue, du aldrig har hørt om”. Hvorfor dog denne diskrepans mellem evner og resultater?

Det er der flere gode forklaringer på, for Welschriesling kan ikke kun være en fryd for ganen i såvel mousserende som stille og tør som sød vin; den kan også hurtigt være årsag til hovedbrud, for den går under en lang række forskellige navne afhængigt af vinens oprindelse, og for mange vines vedkommende angives sorten end ikke på etiketten. Især ikke når den bruges som base til bobler eller som grundstof til simpel hverdagsvin. Forvirringen bliver kun værre af forveksling og sammenligning med nær-navnebroren Riesling, som den reelt ikke er i familie med, men hvis ‘brand-værdi’ den ifølge skeptikere lukrerer på.

Men hvis vi nu nøjes med at bedømme vinen på sine egne meritter, så kan Welschriesling være ganske vidunderlig og hele besværet værd med at gennemskue synonymer og opdrive flasker fra ofte glemte gamle vinområder i hjertet af Europa. Welschriesling var en international sort længe før nogen fandt på at klassificere visse druer sådan, og den er fælles arvegods for en række lande langs Donau, groft sagt det gamle østrigske kejserrige; og hvis Blaufränkisch fortjener tilnavnet ‘Østens Pinot’, så vil ‘Østens Chardonnay’ heller ikke være upassende for dens hvide genpart med de mange ansigter og navne.

Kært barn med mange navne

I dag er den nærmest nationaldruen i Kroatien, den er ikke alene landets mest plantede sort slet og ret, det på verdensplan største nationale areal er også at finde her. Kroaterne kalder den Graševina og anser den som deres egen, og det til trods for at der også findes rå mængder i nabolandet mod nord, Ungarn, hvor den går under navnet Olaszrizling, og længe var den tillige den mest plantede hvidvinsdrue i det ungarske. Den er endda den næstmest dyrkede sådanne i Østrig, men først for nyligt har navnet fundet vej til etiketten på finere vine dér. I alle tre lande har den nemlig først og fremmest været druen bag den vin, man har slukket tørsten i til daglig, og kun i udvalgte områder ophav til vine til særlige lejligheder. Sidstnævnte gør sig især gældende for en række vine fra Slavonien i det kroatiske indland, hvor især vinene fra Kutjevo, Erdut og Ilok historisk har vævet hævdvundne og fortsat er fremragende. Omvendt var det syrlige skyllemiddel, man traditionelt indtog til det kolde bord under den varme sol i østrigske Steiermark, mestendels til glæde for lokale ganer og langt fra nogen gemmevin. Men smag så på en de mange milde og læskende Olaszrizling fra bakkerne omkring Balatonsøen i Ungarn. Intet under at de sjældent lagres længe, for de gør det svært ikke at drikke kældrene tomme hen over den hede sommer.

Det kan Welschriesling: Læske, slukke tørsten, skærpe appetitten, trække mundvandet frem. Stilfærdig i duft og smag, men dens forholdsvist subtile karakter er samtidigt dens styrke: Det lader den nemlig tydeligere tage farve fra terroiret og ikke mindst vinmagerens håndværk; og i de rette hænder og på rette tid og sted kan den ligefrem skabe stor vin. Nok giver den letløbende saft, åndeligt beslægtet med Silvaner og Chasselas, men som de to er den også i stand til at være mere seriøs, ligefrem lagringsværdig vin med stort udviklingspotentiale. Når det går bedst, bliver termer som burgundisk brugt, når den er i sit es, kan dens bedste tørre vine fra de mest egnede terroirs vække mindelser om stor Chardonnay; og så er den i næsten samme grad som Riesling og Chenin i stand til at spænde hele spektret fra knastør til honningsød.

Det gør det spændende at smage Welschriesling, selvom dens umiddelbare egenkarakter ikke er så påtrængende. Nationale og regionale forskelle i terroir og stilistik træder tydeligt frem, og dertil kommer, at den fremstilles i versioner for såvel amatører som conaisseurerer, fra det ultrakonventionelle til det vildt alternative, fra triviel supermarkedsvin til naturvin på syretrip. Den røde tråd er en vis mildhed og saftighed, men dernæst er der nuancer i alle regnbuens farver.

Etymologi og slægtskab

Welsch i Welschriesling har flere mulige herkomster: Tillægsordet welsch, som betyder udenbysk, fremmedartet eller udenlandsk— det kendes eksempelvis fra Welschschweiz, de tysktalende schweizeres betegnelse for det fransktalende Suisse Romande, herunder Valais; flamlændernes navn for de fransktalende vallonere; og for den sags skyld englændernes navn for det keltisktalende Wales, vi kender det også fra udtrykket kaudervælsk. I den betydning skulle Welschriesling være “den fremmede Riesling”, varianten fra de ikke-tysktalende områder især i det centrale og østlige Europa. En anden er ordet vlach med henvisning til området Valakiet i Rumænien og i bredere brug om rumænsk-talende folk i det større Balkan-område— ryttere, hyrder og kvægdrivere, hvis kastrerede hingste, vallaker, engang var eksportvare til det nordlige Europa, deraf den nutidige betydning på dansk. Welschriesling skulle således være den rumænske Riesling; men i Rumænien er den med al sandsynlighed indvandrer, rumænerne selv kalder den Riesling Italian, den italienske Riesling. Det samme gør italienerne, og i en vis grad også slovenerne og ungarerne. Laški og olasz kan begge både betyde ‘fra Italien’ men i løsere forstand også blot ‘derovrefra’ eller ‘udenlandsk’.

De mere særegne navne Graševina, Grašac og Grašica, som druen bærer i og omkring Kroatien, menes at stamme fra ordet grašak, som betyder ært, idet dens druer før modning er små, runde og mørkegrønne som sukkerærter. Graševina er særligt tæt forbundet med Kroatien, ikke mindst idet den kroatiske historiker, lingvist og sprogrøgter Bogoslav Šulek så at sige stadfæstede navnet, som kroaterne stædigt holdt fast i trods forbundsstatens forsøg på at ensrette navngivningnen i jugoslavisk tid. Men det, der uden for især Kroatien har klæbet sig til druen, er den faste reference til en anden drue, Riesling; som om den var en særlig slags, afart af eller blot minder meget om, bare på en welsch, olasz, laški eller italijanski måde.

En fjern slægtning vides at være Elbling, og Welschel har historisk været en betegnelse for netop Elbling i Südtirol; men genetisk indsnævrer det spor det ikke meget, og man skal lede længe efter såvel Elbling som Welschriesling dér i dag. Men i 2020 fastslog et italiensk forskerhold så, at de havde identificeret Welschrieslings ene forælder, nemlig den gamle og nu særdeles sjældne sort Coccalona Nera, også kendt som Orsolina og Blaue Rohrtraube, og som i øvrigt også har vist sig at være forælder til Vespolina og den noget mere berømte Barbera. Coccalona Nera var engang videre udbredt i det norditalienske alpeland, men det er forhastet at slutte derfra til, at Welschriesling også må stamme netop derfra. Den dyrkes i dag især i Oltrepò Pavese i Lombardiet, men skriftlige vidnesbyrd derfra om Riesling Italico findes ikke før anden halvdel af 1800-tallet, hvilket i sammenhængen er sært sent, især hvis druen skulle være indfødt; og så længe andre nære slægtninge eller den eksakte identitet på den anden forælder ikke er fastslået, bør spørgsmålet stå åbent.

Så Balkan i bred forstand forbliver det bedste bud på Welschrieslings vugge. Kroatien er allerede nævnt, og følgende fire faktorer giver samlet god grund til at foretrække Graševina som ‘den oprindelige Welschriesling’: (1) Den er med afstand Kroatiens mest dyrkede druesort, (2) det største nationale areal findes i Kroatien, (3) kroaterne har historisk et veletableret, eget navn for sorten, og (4) der findes især i Slavonien en lang tradition og vid variation i kloner og vinstile, til dels også en vis skriftlig overlevering som dokumentation for druens dybe rødder dér. Eksempelvis er den vidt omtalt i præsten og poplyhistoren Dragutin Stražimirs værk Vinogradarstvo (Vinavl) udgivet i Varaždin i 1874. Desuden er sorten senere særdeles velbeskrevet i Ampelografski atlas (Atlas over druesorter), som første gang blev udgivet i Zagreb i 1953. Heri samlede Zdenko Turković, vinavlsekspert og arving efter den fyrstelige og ligeledes vinfremstillende Turković-familie i Kutjevo, sin viden og erfaring om vinavl i det daværende Jugoslavien, ledsaget af formfuldendte akvareller af hver druesort malet af hustruen Greta.

Dog må kroaterne måske se sig overhalet indenom, i hvert fald hvad angår historisk dokumentation, da deres kære naboer serberne har gjort spændende nye opdagelser de seneste år. Opdagelser, som stadfæster druens tilstedeværelse og rodfæstethed i det nuværende Serbien tidligere end kilder i Kroatien. Vi skal til Vojvodina i det nordlige Serbien, stik øst for Slavonien, hvor en gammel bog for nyligt har vakt fornyet interesse. I 1816 udgav Prokopije Bolić, en serbisk præst fra klosteret Rakovac i Fruška Gora bjergene i Srem-regionen, bogen Soveršen vinodelac (Den perfekte vinmager), hvori han dokumenterede datidens vinavl i området. Bogen beskriver 35 druesorter, der dengang dyrkedes i Fruška Gora, og forfatteren fremhæver deraf en håndfuld som særligt vigtige, herunder den såkaldte Grašac beli, hvid Grašac. Såvidt de trykte kilder. Fra samme tid stammer også en omfattende plantesamling, som har vist sig at indeholde netop denne Grašac i ‘fossil’ form.

Det ‘hemmelige herbarium’ havde stået urørt hen i aflåste lokaler på gymnasiet i Sremski Karlovci, hvis rektor fra 1793 til 1816 var den slovakisk-fødte forsker Andrej Volný. Den oprindeligt medicinsk uddannede Volný var en ivrig hobbybotaniker og erfaren samler, og i sin tid samlede han et stort antal planter ind, som blev indeksikaliseret i samlingen Flora Sirmiensis seu Plantarum in Florae Sirmiensis. I tiden efter Volný fortsatte andre hans arbejde, som dog ved historiens ugunst gled i glemmebogen. Senere anerkendte den jugoslaviske stat dog samlingens vigtighed og dømte den bevaringsværdig; men derefter stod den igen urørt hen og gik i glemmebogen, altså lige indtil den unge forsker Milica Rat fra universitetet i Novi Sad kom forbi i 2017 og i de følgende år kunne overraske med fund af eksempelvis tørrede blade og druer af netop sorten Grašac. Begge begivenheder har været med til at booste en renæssance for sorten i Serbien, og flere og flere flasker nu deres bedste vine under navnet Грашац/Grašac i stedet for det tidligere vanlige Италиянски Ризлинг/Italijanski Rizling.

Østrig, Ungarn, Kroatien, Serbien. Donauriesling havde måske været det bedste internationale navn, hvis ikke det allerede var taget af en hybridsort fra Klosterneuburg, for det vigtigste fællestræk er vist, at sortens historiske udbredelse og berømteste terroirs alle er at finde langs Donau og dens bifloder; og der er en overflødighedshorn at vælge imellem i regionen. Det har dog ikke forhindret Welschriesling i også at finde andre og nye græsgange under fjernere himmelstrøg.

Welschriesling i den vide verden…

Alle gamle druesorter har hele mytologier omkring sig, og for Welschrieslings vedkommende skorter det heller ikke på fantastiske hypoteser om dens slægtskaber og ophav. Således spekulerede den tysk-østrigske vinbrugsforsker August Wilhelm von Babo i midten af 1800-tallet, at Welschrieslings oprindelse var ‘vestlig’, under navnet Wälschriesling skulle den være kommet til Tyskland fra Frankrig, hvor den skulle være intet ringere end identisk eller i hvert fald nært beslægtet med Aligoté eller Petit Meslier. Men så vidt vides har sorten aldrig været dyrket i Frankrig og kun i yderst begrænset omfang i Tyskland, og genetiske analyser kan blankt afvise slægtskabet med ovennævnte franske sorter.

Et stort mysterie er det dog, at druen Borba fra det vestlige Spanien ved genetisk profilering ganske overraskende har vist sig at være identisk med Welschriesling. Borba er en traditionel sort i Ribera del Guadiana i Extremadura i det sydvestlige Spanien. Først antog man, at det kun drejede sig om få hektarer, siden har det vist sig at være flere hundreder, til dels i blandede beplantninger. Borba indgår oftest i blends med andre sorter, men dens tilstedeværlse i Extremadura fortaber sig i fortidens tåger. En oplagt hypotese er, at de habsburgske forbindelser mellem Østrig og Spanien kan have skaffet druen adkomst fra kejserriget i øst til kongeriget i vest; men det forbliver indtil videre gætværk.

Vist er det, at der i dag også plantes Welschriesling i den nye verden, herunder i Brasilien, Canada og ikke mindst Kina, hvor druen under navnet 贵人香, mandarin for ‘den velduftende’, findes på hele 3.000 hektarer og dermed arealmæssigt kun overgås af Chardonnay på hvidvinsfronten. Den ryk så langt østpå er veldokumenteret, det var ved østrigsk mellemkomst. Kina kom Welschriesling til tilbage i 1892, ved grundlæggelsen af det såkaldte Changyu Wine Company i Yantai, hvor erhvervsmanden Zhang Bishi havde inviteret den østrigske konsul i Kina, baron Max von Babo (søn af ovennævnte August Wilhelm) til som vinmager. Han medbragte et væld af sorter, herunder Welschriesling, som viste sig egnet; og nu dyrkes den fra Gansu og Hebei til Ningxia, Qingdao og Xinjiang og laves til vin fra tør til sød, men særligt den halvtørre version er vellidt på det kinesiske marked.

…og Welschriesling i vækst

En så lang historie og så vid udbredelse sig noget om alsidigheden og det kvalitative potentiale, og det er på høje tid, at den erkendelse spreder sig til kræsne forbrugere under vore egne himmelstrøg. En tiltagende selvsikkerhed på hjemmebanen i Donaulandene gør det muligt, og der finder efterhånden adskillige professionelle forsøg på at skærpe omverdenens opmærksomhed, opnå den velfortjente anerkendelse og katapultere druen ud på verdensmarkedet. Eksempelvis med den årlige konkurrence GROW (et akronym af Graševina, Olaszrizling og Welschriesling), hvor en international jury blindsmager og bedømmer flere hundrede vine fortrinsvist fra det centraleuropæiske. I det østrigske har man i flere år holdt et tiltagende formelt Wöschmeisterschaft (som de seneste par år også har fået selskab af det mere uformelle vinløb Wöschlauf), og sidste år fokuserede det internationale symposium Kog25 i Slovenien særligt på Laški og nabolandenes varianter. Nedenstående smagenoter stammer i vid udstrækning fra netop de tre arrangementer.

Smagsprofil: med Graševina i glasset

En så vidt udstrakt druesort har selvfølgelig ikke ét arketypisk udtryk men adskillige, og selvom én rød tråd nok ikke kan optrevles, så findes der flere overlappende karaktertræk på kryds og tværs.

Sorten er sjældent særligt aromatisk, men beskrivelser som neutral yder den omvendt ingen retfærdighed. For selvom den oftest er en kende diskret i sit udtryk, så rummer den en subtil rigdom af dufte og smage, hvoraf nogle af og til træder tydeligt i forgrunden. At de ændrer sig afhængigt af terroir og stilistik er næppe nogen kritik, tvært imod er træk, der kendes og elskes i andre af vinverdenens store, klassiske druesorter; og det er min påstand, at det er i det selskab, Welschriesling, Olaszrizling, Graševina hører til.

De tørre har ofte milde dufte af friske grønne eller gule æbler, undertiden dybere duftende af pærer, kvæder og ferskenskind. Smagen slægter på, men vinen er frem for alt saftig i munden, med en forfriskende syre, som dog sjældent stjæler billedet; og en blid bitterhed, som bidrager til dens appetitvækkende, madvenlige karakter. Af og til med såkaldt ‘mineralske’ noter af salt og sten. Grapefrugt er en anden gennemgående smagenote, kamille, mandler og akaciehonning er også hyppige. De sødere versioner har selvsagt mere vægt på honning, bivoks, marcipan og moden sydfrugt. Pocherede pærer og kandiseret citrus dukker ofte op i de sammenhænge, såvel som frugtlæder og karamel. Sjældent dominerer et enkelt smagsindtryk, der er som regel en flerstemmighed i vinens grundtone.

Kortene på bordet: Min personlige præference går klart på Kroatien og Østrig, som efter min mening har både de højeste bundniveauer og når de højeste tinder; men Ungarn er ingenlunde ueffent med mange glimrende vine, og der dukker gode eksemplarer op fra Slovenien og Serbien, og så overrasker Tjekkiet ind imellem med uventede delikatesser. Omvendt har jeg åbenbaringerne til gode fra Italien, Rumænien, Spanien og Kina, men det skyldes sikkert mestendels mine begrænsede erfaringer med samme. Welschriesling har dog tiden for sig, og vi andre kan jo håbe på det samme.

WELSCHRIESLING MASTERCLASS

Kroatien 🇭🇷

Knapt en tredjedel af det officielt registrerede vinmarksareal i Kroatien går til Graševina, og dertil findes druen i mangt en gammel blandet beplantning og i diverse hobbyavleres baghaver. Dens højborg er i Slavonien, især det centrale område omkring Kutjevo, men også mod øst er der vigtige bastioner langs Donau, eksempelvis Erdut og Ilok, og mod vest ved Đakovo og Daruvar og i mindre men ikke uvæsentligt omfang i området omkring Zagreb. Læs mere om de kroatiske versioner her.

Ivan Buhač Graševina 2024, Slavonien. Mildt aromatisk næse med ferskenskind, orangeblomstvand og nyopgravet gulerod. Saftig og glat på tungen, læsker med gule æbler og saftige ferskner, fin syre og let salt mineralitet. Vild value for money.

Bolfan Graševina 2023, Zagorje. Let og læskende, med strejf af friske grønne æbler, sirlig citrus og opkvikkende syre. Flyder frit og er virkeligt let drikkelig, igen en god en til prisen, fås hos vinomolim.dk

Galić Graševina 2025, Slavonien. Vi fortsætter i den enkle, friske, kølige stil, fuld af friske æbler og saftige stenfrugter, fin syre, en vis frugtsødme og en delikat mandelbitter eftersmag.

Vinarija Kostanjevec Graševina 2024, Podravina. Mildt røget duft med en smule moden eksotisk stenfrugt underneden. Sprød og syrlig, med mild smag af moden eksotisk frugt, ferskner, ananas, banan.

Dvanajščak-Kozol Graševina 2023, Međimurje. Hvid stenfrugt i snuden, antyder modenhed og har også en vis tyngde på tungen. Sødmefulde stenfrugter i smagen, ferskner, abrikoser og ananas, let laktisk eftermsmag.

Kast Graševina 2023, Slavonien. Meget mild duft med lys stenfrugt og let ristede noter. Ganske sart saft i munden, med mild syre, frisk frugt og en hvidblomstret bitterhed, mineralsk finish. Forfører med sin spænding, mildhed og elegance snarere end frugt.

Pomalo Graševina 2023, Slavonien. Let og læskende naturvin, næsten vandig men alligevel substantiel og skægt summende på tungen. Gule æbler og pærer, grape og mandel.

Mihalj Graševina Mačovo brdo 2024, Slavonien. Ret så diskret i duften, men et knusprigt gult æble trænger igennem, for alvor på tungen. Friskfrugtig og ganske mineralsk, seriøs stil.

Sontacchi Graševina 2025, Slavonien. Blid saft med masser af modne æbler, blød på tungen og ganske saftspændt, hvid te, kamillete og mundvandsdrivende syrlighed og salthed.

Sontacchi Superslav 2024, Slavonien. Orangevin med muskler men samtidigt sortens saftighed og frugtighed. Friske ferskner, tørrede abrikoser, kvæde, søde krydderier og flagesalt.

Krauthaker Podgorje 2025, Slavonien. Mild duft af hvide vingummibamser. Glat, saftspændt og syrlig på tungen, med gule æbler, æblekerneolie og en delikat krydring. Sjov og seriøs på samme tid, slavonsk klassik.

Krauthaker Mitrovac 2023, Slavonien. Subtile noter af hvide blomster, nyslået hø og gule æbler. I smagen saftige æbler og pærer, en smule fersken og abrikos, sprød syre og milde bitternoter, mundvandsdrivende salt snas i eftersmagen. En klassiker i en frugtig årgang!

Antunović Grand Selection 2017, Slavonien. Først akacie og jasmin i duften, så figen og sukat. Glat stof på tungen, med tyngde og sødmefuld frugt i smagen, litchi, fersken, ferskensten, marcipan. Righoldig og meget seriøs stil.

Kutjevo Vinkomir 2024, Slavonien. En saftig mundfuld modne æbler, pocherede pærer og ferskner, flankeret af friskrevet citronskal, kandiseret citrus og strejf af eksotiske frugter.

Iločki Podrumi Sofija 2021, Slavonien. Mild duft men seriøs saft med syre og sødme i flot samspil. Blød fylde af fersken, tropefrugt, kandiseret citrus, honning.

Ungarn 🇭🇺

Der er masser, den tørre indlandsstat har i det mindste et hav af Welschriesling! Simpel Olasz sælges ofte som folyó, bulkvin, og dens bedste brug er uden tvivl som råstof til fröccs, ungarernes pendant til den østrigske Spritzer, vin med mineralvand. Det virker såmænd godt nok, gerne serveret med lángos, men de bedre vine fra Balaton er læskende og lækre i egen ret, og de bedste er ganske fænomenale. Mineralske grundtoner og ofte med flot modnet frugt ovenpå- HegyBor er ‘bakkevin’ af bedre herkomst, Dűlő angiver en enkelt vinmark og viser som regel de mest seriøse udtryk, ofte med fint fenoliske og mineralske noter.

Androsics Olaszrizling HegyBor 2023, Balaton. Saftig charmetrod med en vis tyngde og cremet tekstur. Hvide forårsblomster, masser af moden hvid stenfrugt, livlig syre og en salt summen i eftersmagen.

Dobosi Bio Olaszrizling Tag Dűlő 2022, Balaton. Sprød og frisk, fuld af grønne æbler og pærer, grapefrugt og mildt urtede noter krydret med sødmefuldt fad.

Petrányi Csopak Olaszrizling Szita-Hegy Dűlő 2022, Balaton. Mildt blomsterduftende, med citrusskal, sprøde æbler og pærer, en smule kvæde. Flot fylde og syre.

Martinus Bio Olaszrizling Nivegy-Völgy 2021, Balaton. Masser af saftige, modne æbler, en smule pære, kernehus, mandel.

Bökő Pince Parti sétány 2023, Balaton. Saftig naturvin med modne æbler, pærer og fersken, mandel og hvid te, mild syre og mineralsk summen, ganske mindeværdig slurk.

Zelna Olaszrizling Berekszél 2020, Balaton. Saftig og frugtig, med grønne reineclauder, gule æbler og friske ferskner, runder af med fine noter af akaciehonning og marcipan og en let salt eftersmag.

Zelna Olaszrizling Farkó-Kő 2021, Balaton. Citronduftende med flintede, røgede noter. Læskende saftighed, citrusfriske syre og stoflige tekstur, moden citrus og stenfrugt, strejf af kamille, friske mandler og cashewnødder, en mild bitterhed og mineralsk efterklang.

Bussay Olaszrizling Kővecs 2023, Zala. Tiltalende duft og friskt flow med flot fylde og intensitet, moden eksotisk frugt, let laktisk og med søde fadnoter i eftersmagen; som saftig stenfrugt krydret med grillet ananas, kokos og japanstang.

Somloí Vándor Olaszrizling Dunáltúli 2023, Somló, Balaton. Let krydret, røget i duft, meget friskfrugtig og syrestyret i smagen. Stenfrugt i frit flow, salte noter i eftersmagen, rigtig fin.

Csetvei Pincészet Olaszrizling Kő-Papír-Olló-Kő 2019, Somló, Balaton. Sten, saks og papir hedder den, heldigvis er den mest stenet i sin karakter. Æterisk snude strejf af røgelse, dertil bivoks, æblekerneolie og frisk lak i duften. Saftig i munden med en fin fylde og glat viskositet. Modne æbler og æblekage, modne stenfrugter og sydfrugter, ferskensten og kold sten slet og ret.

Østrig 🇦🇹

Østrig står kvalitativt stærkt på Riesling men kvantitativt stærkere på Welschriesling, der er næsten dobbelt så mange stokke samlet set, knapt 7% af vinmarksarealet. Steiermark er den historiske højborg, selvom størstedelen traditionelt er konsumeret regionalt, som Sturm og Saufwein på den lokale Buschenschank. Men siden Manfred Tement valgte at lancere sin Welschriesling fra gamle stokke uden sortsnavn men under det sigende navn Alte Rebstock, har en kvalitativ revolution stille indfundet sig. Flere og flere giver sorten samme opmærksomhed og kærlige behandling som deres Sauvignon og Chardonnay, og fra f.eks. STK’s række kommer en række flotte enkeltmarksvine. Wolfgang Maitz opsummerer meget godt, hvad der drager flere og flere mod sorten igen: “Welschriesling springer sent ud, den modner sent, alkoholindholdet er moderat, og så har den en fantastisk syre. Så det er helt klart en sort, som vi vil satse på fremover.” I Burgenland bliver Welschriesling stadig ofte brugt til sød vin, høstet sent og gerne med ædelråd, især i området omkring Rust ved Neusiedlersee, der med rette er berømt for sine ædelsøde vine, Ruster Ausbruch. Endelig har Weinviertel har også et vist hold i druen, men dér anvendes den næsten udelukkende i blends og som base til mousserende vin.

Christoph Polz Welschriesling Ried Hochgrassnitzberg 2021, Südsteiermark. Saftig, rund og blød, med en behagelig vægt, forfriskende syre og fine fenoler. Modne gule æbler, en smule frisk fersken og abrikos og charmerende nuancer af hvid te, nyslået hø, friskbagt brød og en pikant salt krydring.

Lackner Tinnacher Welschriesling 2021, Südsteiermark. Læskende og så ganske stimulerende vin. Frodig stenfrugt i duft og smag, saftig og smidig på tungen, med rank syre og delikate bitternoter, omfavnet af æbler og pærer, honningmelon, grapefrugt og lime, urter og nødder.

Weingut Maitz Welschriesling Ried Sulz 2022, Südsteiermark. Frisk duft, modnegule æbler, kernehuse og kandis, ristede mandler. Saftig og kælen på tungen, flot flydende, sursød med milde bitternoter. God stringens, tørt finish, flot vin.

Tement Welschriesling Ried Ottenberg Veitlhansl 2021, Südsteiermark. Lys og klar og ret så syrlig i munden. En kølig årgang gav sursøde æbler og citroner i duft og smag, stringent syre og et godt fenolisk greb. Tydelige grapefrugtnoter, ellers syre- og strukturbetonet. En slags lettere udgave af Alte Rebstock.

Birgit Braunstein Welschriesling 2023, Leithaberg, Burgenland. Diskret og kompakt i duften, lukker stille op med mørk frugtige og krydrede noter. Blød saft i munden, meget rund, saftstrømmende og mundvandsdrivende, omend syre er ret moderat. Ret så læskende, naturlig sag.

Thomas Straka Welschriesling Rechnitz 2023, Eisenberg, Burgenland. Silkeglat og smidigt stof i munden, med et formidabelt flow og forfriskende syre, mineralsk funklende og fuld af nuancer: Modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te.

Herbert Zillinger Welschriesling Alte Reben 2023, Weinviertel. Saftig, kølig og læskende som slush ice! Gule æbler i duften, sødmefuld æblemost og æblesirup på tungen. Spændstig, har en vis tyngde og godt med tørstof, men fin syre og tørt finish. Naturvin men ren og snorlige.

Wachter Wiesler Welschriesling Deutsch Schützen 2023, Eisenberg, Burgenland. Diskret men let nøddet duft, dertil mørk stenfrugt. Saftspændt med fin fylde og let tørt træk. Gule æbler og stenfrugter flyder frit.

Löffler Winklhofer Welschriesling Ried Hannersberg 2023, Eisenberg: Mildt duft og blød saft, saftige gule æbler med underfundige noter, vækker mindelser om agern, skovbund, hø og humle, nødder og vanille. Lun fylde og karakteristisk saftighed.

Weingut Gross Welschriesling Pro 2021, Südsteiermark. Mild duft af grønne og gule æbler med små strejf af eng og urtehave. Smidig og næsten silkeglat mundfølelse, med spændstig syre og fin smag af modne gule æbler og grapefrugt. Flot fylde og klinger af med en subtilt urtet eftersmag. Munter vin.

Tamara Kögl Welschriesling Ried Stermetzberg 2019, Südsteiermark. Milde dufte af hvide blomster, gule stenfrugter og grønne urter. I munden anderledes udtryksfuld, saftig, spændstig og frisk med masser af fin substans, modne pærer og mirabeller, måske antydninger af mango og tropefrugt. Let på tå og trods den sødmefulde frugt alligevel nærmest tonisk tør med en fin salt mineralitet.

Uwe Schiefer Weisser Schiefer 2019, Eisenberg, Burgenland. Appetitvækkende tørstslukker og superb value for money. Dragende duft af frisk stenfrugt, ristede græskarkerner og mildt røgede noter. Strålende syre i munden og en summende mineralitet, smagen er af syrlige fersken, med underfundigt urtede undertoner af hvid te, brøndkarse og skovmærke. Saftig med delikat tør afrunding.

Rennersistas Welschriesling 2022, Burgenland. Naturvin med kort maceration. Fyldig grape tonic duft med noget krydret, let landligt i baggrunden. Moden frugt i munden, ret stoflig og blød, virker virkeligt læskende. Liflig vingummifrugt, saftig stenfrugt og god spænding, tørt finish.

Slovenien 🇸🇮

Frešer Laški Rizling 2024, Štajerska. Frisk og fin hverdagsvin med mildt vokset snude, en saftig og syrlig smag, godt greb og tørt finish. Gule æbler, måske lidt lime, milde grapebitternoter, ren og ret ligefrem i udtrykket.

Vino Gaube Laški Rizling 2023, Štajerska. Friske grønne pærer i duft og smag, lækkert akkompagneret af limeskal og friske urter i eftersmagen. Mild frugtsødme flot balanceret af en frisk syre, tørt finish, ret så fin.

Roka Kog Laški 2018, Štajerska. Frisk og liflig frugtduft, antyder en mørk eksotik i dybden. Saftig, lækker viskositet og et fint tørt træk på tungen, syren er mild men renser. Modne lyse kerne- og stenfrugter, en smule akaciehonning, kandiseret citrus.

Miro Vino Laški 2020, Štajerska. Fin og næsten fyrig næse med syrlig ananas, mild note af syrnet smør og rygeost. Saftspændt og viskøs på tungen, med saftig pære og fersken, hints af ristet kokos og vanille. Har både friskhed og en vis volumen, som gør den meget madvenlig.

Gjerkeš Laški Rizling 2020, Prekmurje. Saftig og tør på samme tid, rigtigt god spænding. Modne gule æbler, saftige ferskner og abrikoser, grapefrugt og grønne urter. Harmonisk flow med fint tørstof, meget madvenlig.

Rogavila Laški Rizling Orehovica 2022, Vipava. Orangevin og naturvin. Friske og tørrede abrikoser, sødt krydrede noter og en spændstig syre. Fint tørt træk og delikat pebrede noter. Nydelig trods sin karakteristiske anderledeshed.

Burja Grašica 2024, Vipava. Sen høst og kort maceration giver en både volumniøs og muskuløs sag. Fyldig saft med en vis viskositet, masser af modne gule æbler plus akaciehonning og bivoks, krydret og mineralsk spil i eftersmagen.

Serbien 🇷🇸

Vinarija Verkat Grašac beli 2023, Fruška Gora. Så er der frisk frugt i alle regnbuens farver, et væld af modne gule æbler, honningmelon, ananas, mango og lime, samt bittersøde undertoner af friske mandler, marcipan og akaciehonning. Ligefrem og mildt syrlig.

Vinum Grašac Beli 2024, Fruška Gora. Ligefrem og letdrikkelig vin med mild duft af gule æbler og modne ferskner med små strejf af vilde blomster, pollen og bivoks. Sprødt bid og lind strøm af saftig frugt, lækker tekstur og forfriskende syre samt krydrede noter, som tilføjer kompleksitet til eftersmagen.

Tri Međe i Oblak Grašac 2023, Fruška Gora. Fine aromaer af hvide blomster, gule æbler og pærer, nyskåret hø og mandler. I munden blid, mild og mundvandsdrivende, en moden æble-pære-saft med forfriskende syre, mineralske nuancer og en lammeskys lethed.

Oszkár Maurer Fodor 2019, Subotica. Stoflig, spændstig og meget læskende vin med liv og kant, svæver i grænselandet mellem hvid og orange. Sprøde grønne æbler, grapefrugt og friske urter, flankeret af en forfriskende syrlighed, tonic-lignende tørhed og te-agtige tanniner.

Vinarija Vinčić Grand Fru 2020, Fruška Gora. Fornem fortolkning af terroir og tradition. Delikate gule tropiske frugter i duften, med strejf af mandler og marcipan, ananas samt akaciehonning. Den saftige smag er kompleks og elegant med hvide tropiske frugter og et strejf af citron i eftersmagen samt salte strejf. Madvin og gemmevin.

Vinarija Vinčić Amfora Grašac 2020, Fruška Gora. Omfortolket som naturvin, orangevin, amforavin, men virkeligt flot. Spændstig saft i munden med sencha-agtige tanniner, ice tea syre og fin smag af tørrede abrikoser og kandiseret citrus samt pikant krydring som saltsyltede citroner og ristede pinjekerner.

Šijački Rizling italijanski 2023, Fruška Gora. Let hvidblomstret duft, i smagen friske æbler og lette strejf af moden citrus. Snorlige, med flot flow og fylde, syrenerven giver liv, og der er et fint mineralsk finish.

Tjekkiet 🇨🇿

Tjekkerne tager kegler med den friske og syrestyrede stil, traditionelt kaldes vin lavet på Ryzlink vlašský for en Vlašák. De følgende hører til i den absolut vellavede men mere konventionelle afdeling, men der sker også en masse sjove ting på naturvinsscenen.

VinařstvÍ No. 44 Ryzlink vlašský Bergrus Perna 2024, Morava. Frydefuld forfriskning, virkeligt saftig med en stille eksplosion af pomleo, pink grape, modne ferskner og abrikoser, morgendug og køligt kildevand, krydret med strejf af salt, en smule sødskærm, løvstikke og merian, mineralsk efterklang.

Donatus Ryzlink vlašský 2022, Morava. Naturlig stil med moden eksotisk frugt i duften, fersken og ananas. En vis sprødme, en let urtet krydring og et surt-sødt-salt spil.

Mikrosvín Ryzlink vlašský 2023, Saftige, saftige stenfrugter, især ferskner og abrikoser, flyder frit, akkompagneret af en flot rundet syre og subtile noter af grapefrugt, lime og kandiseret citrus. Flot balance og umiddelbar charme.

Slovakiet 🇸🇰

Slovakkerne slægter kvalitativt tjekkerne på men i mindre omfang kvantitativt. Der er mange vine i enkle, konventionelle segment, de tre følgende er dog alle naturvine af den sprælske men vellavede slags.

Strekov Vlašský Rizling 2021, Nitra. Naturvin, der er delvist lagret under flor. Mildt mørkt duftende, med stringent lys syre i munden. Syrlige drops, saftige stenfrugter, mandler, tangsalt. Lineær og meget mundvandsrivende.

7radkú Orange 2022, Dévin. En måneds maceration har trukket tørstof og fine tanniner frem i et modent medley af ferskner, abrikoser, ananas, akaciehonning og vingummibamser; sammen med en fin syre og saftighed.

Kövezd Rizling Vlašský 2022, Nitra. Endnu en orangevin, tredelt med forskellige macerationstider, til dels i amfora. Saftig og stringent, med fint tørstof og let støvede tanniner rundt om modne ferskner og abrikoser, kandiseret citrus og bivoks. Virkeligt mundvandsdrivende.

Forårsbebudere

Frühling, det frydefulde forår, alene ordet lyser op med sine strålende vokaler. Weinfrühling er en årlig fejring forskellige steder i det østrigske, hvor forårets komme markeres og nydes med forfriskende vin fra seneste årgang, typisk i løbet af april og maj måned. Dagene er langt om længe længere end nætterne, solen trænger mere og mere gennem skyerne, og dens stråler kaster lys og lune over et stadigt grønnere landskab. Det er svært ikke at få lyst til et glas, der liver op og minder om frugten af den forgangne såvel som den forestående vækstsæson.

Weinviertler Weinfrühling

Nordøst i nordøst finder vi Weinviertel, Østrigs største vinområde og højborg for landets nationalsort, den forårskåde Grüner Veltliner, som står tæt på halvdelen af Weinviertels vinmarker og tæller godt en tredjedel af det samlede areal; og i dette kølige hjørne af det klassiske østrigske vinland er dens vine kendt for en særlig friskhed og delikat krydring.

Delstaten Niederösterreich ligger i Østrigs nordøstlige hjørne, med Tjekkiet mod nord og Slovakiet mod øst, og Donau løber fra vest mod øst som livsnerve gennem, og midt i det hele ligger hovedstaden Wien som selvstændig stat. Niederösterreich rummer otte selvstændige vinområder, deriblandt Wachau, Kremstal og Kamptal, alle langs Donau og dens bifloder; men det som nævnt største område er Weinviertel i oplandet nord for Donau. Historisk har Niederösterreich været inddelt i fire kvarter, hver med sit eget traditionelle hovederhverv, Waldviertel, Mostviertel, Industrieviertel og Weinviertel, og vist er det, at vinen er den vigtigste næringsvej i Weinviertel, som huser hele 13.730 hektarer vinmarker og knapt 1.500 vinbønder.

Store dele af det forholdsvist flade område er udlagt til stordrift, og kvantitet har længe karakteriseret området frem for kvalitet. Men sidstnævnte udelukker ingenlunde førstnævnte, og flere og flere vinhuse markerer sig efterhånden med andet end hverdagsvine og løfter sløret for det potentiale og den forskellighed, som Weinviertel også står for.

Tilnavnet Lössland er rammende, da store mængder løss ligger som et tykt tæppe over stene og grundfjeld i det meste af området. Geologisk kan området groft sagt deles i to sektioner: Den vestlige del, hvor jordbunden består af løse aflejringer af ler, silt, sand og grus; og den østlige del med større aflejringer af sand, grus og sten, især kalksten. Så under overfladen rummer Weinviertel stort set hele spektret af østrigske bjergarter, og i vinsammenhæng er det især forekomsterne af kalksten og sandsten, som fanger interessen.

‘Brünnenstrassler’ er sandsynligvis Weinviertels historisk kendteste varemærke, i hvert fald på det østrigske mærke, en hvidvin fra vinmarkerne tæt på vejen mod Brünn, Brno i nutidens Tjekkiet. Vinen kom fortrinsvist fra det østlige Weinviertel og var sammen med Grüner Veltliner mestendels fremstillet af de stadig i dag dyrkede sorter Welschriesling, Weissburgunder og Riesling samt måske aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Et andet historisk varemærke, som i de senere år er forsøgt genoplivet, er Poysdorfer Saurüssel (‘sotrynen’ fra Poysdorf, opkaldt efter en vinmark med det svinske navn), en let, frisk og sprød Grüner Veltliner. Men områdets mere seriøse bidrag finder man i andre sammenhænge.

Det gode selskab

Weinviertel var det første område til at få østrigsk vinlovs nye højeste oprindelses- og kvalitetsgaranti, DAC, Districtus Austriae Controllatus, som introduceredes i 2002; og som i Weinviertels tilfælde dækkede over og skulle fremme områdets flagskib Grüner Veltliner. Det gav Weinviertel en forlomme ind på den internationale vinscene; men det snævre fokus på Grüner Veltliner har siden vist sig også at være en hæmsko for udfoldelse af områdets iboende mangfoldighed. Ikke desto mindre hjalp områdets DAC-status med at skille flere ud fra et hav af middelmådighed og op i de mere karakterfulde vinhuses klasse.

Det var kun et spørgsmål om tid, før ÖTW, Österreichische Traditionsweingüter, også favnede det store og tillige historiske vinområde; med vanlig afventen det rigtige tidspunkt og god tid til at vælge de rette vinhuse og gøre alle forberedelser. ÖTW har af flere omgange udvidet i de seneste år, senest med Thermenregion, og indlemmelsen af Weinviertel varsledes allerede ved den årlige smagning i Grafenegg i 2022, og den officielle kundgørelse kom så på vinmessen VieVinum på Hofburg i maj 2024, og områdets enkeltmarksvine kom første gang officielt på bordet til smagningen i september 2025.

Følgende 13 vinhuse fra Weinviertel tæller blandt ÖTWs nu i alt 92 medlemmer:

• Hofkellerei des Fürsten von Liechtenstein (Wilfersdorf)

• Weingut Dürnberg (Falkenstein)

• Weingut Ebner-Ebenauer (Poysdorf)

• Weingut Ingrid Groiss (Breitenwaida)

• Weingut Gschweicher (Röschitz)

• Weingut Julius Klein (Pernersdorf)

• Weingut Gerhard J. Lobner (Mannersdorf an der March)

• Weingut Prechtl (Zellerndorf)

• Weingut Gruber Röschitz (Röschitz)

• Weingut Seher (Platt)

• Weingut Setzer (Hohenwarth)

• Weingut Taubenschuss (Poysdorf)

• Weingut Zull (Schrattenthal)

og disse huse har allerede bragt Erste Lagen vine på markedet fra markerne Auf der Henne, Feuerberg, Hermannschachern, Kapellenberg, Karlsberg, Kellerberg, Kirchberg, Kirchengarten, Laa, Mühlberg, Pankraz, Rabenstein, Rochusberg, Sauberg, Steinberg, Tenn og Äussere Bergen. Nedenstående var dem, der faldt bedst i min smag ved seneste enkeltmarkssmagning.

Det kølige klima ved fødderne af det bøhmiske massiv i bakkerne nord for Donau giver Grüner Veltliner med mere udpræget syrestruktur og vegetale aromaer end fuldmoden frugt og krydderier. Pfefferl, et lille skud peber, som man siger på østrigsk. Den ofte omtalte varietale hvide peberaroma, som især skyldes stoffet rotundon, kommer for alvor til sin ret her. Grüner Veltliner elsker også løss, og dens vine fra løssjorde er generelt karakteriseret ved saftighed, frodig frugt, højt ekstrakt og en kraftig krydring; mens kalksten kan fremkalde andre karakteristika som en finere syrestruktur og delikatere frugtnuancer; men man får flotte varietale versioner, når man går på hugst hos de rigtige vinhuse.

Ingrid Groiss Grüner Veltliner Ried Pankraz 2024: Diskret, mild duft, en smule æble, pære og måske mango. Fint sprød, med saftig, frugtig fylde, smeltende frugt på tungen, frisk syre og et let salt finish. Opkvikkende forfriskning, og økologisk | Cappa Vin

Gerhard Lobner Grüner Veltliner Ried Rochusberg 2024: Frugtig intensitet i duften, fokuseret på frisk, moden stenfrugt. Spændstig ferskenfrugt i munden, en smule mango og kiwi. Moden syrlighed, fint tørstof på tungen og et afstemt tørt finish, flot struktureret og balanceret. Let krydret finish med kommen, fennikelfrø og tørrede urter. Rochusberg er en forhøjning i landskabet i det sydlige Weinviertel, en sydvendt skråning på kalkholdig ler under et tykt lag løss | Erik Sørensen Vin

Gruber Röschitz Grüner Veltliner Ried Mühlberg 2023: Diskret duft med en fin dybde af aspargessuppe, grønne urter og en smule fransk nougat. Fyldig saft med spændstig syre, moden stenfrugt med krydret honningsødme og en smule flødekaramel i eftersmagen. Fint tørstof og delikat tørt finish | Vild med Vin

Ebner-Ebenauer Grüner Veltliner Ried Sauberg 2024: Økologisk håndværk. Sart friskfrugtig næse, strejf af saftige gule æbler og modne appelsiner. Saftigt flow og fin fylde i munden, masser af delikat æble- og pærefrugt i smagen, modne gule æbler og pærer, citrus og sydfrugt. Smæskelig tektur, let citrisk syre, strukturbetonet tørt finish. Seriøs og sjov på samme tid.

Taubenschuss Grüner Veltliner Ried Tenn 2022: Mild men dyb duft, har en afgrund af grøn, græsset og urtet krydring i sig, meget appetitvækkende snude. Blød i munden, fyldig, stoflig og summende mineralsk med krydrede undertoner. Godt med grønne pærer, gule mirabeller og hints af enggræs, nælder og vilde urter.

Bedst i test: De blandede bolcher

Gemischter Satz, den gamle tradition med blandede beplantninger af forskellige sorter, som har sin højborg i Wien, er også overlevet og overleveret i Weinviertal, hvor en række vinmagere tager den op og tager den seriøst; med meget fine og friske resultater til følge. Forventligt, når grundklangen er Grüner Veltliner og Welschriesling med blå toner fra Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Frühroter Veltliner, Roter Veltliner og små farveeksplosioner fra Traminer, Muskateller og Müller-Thurgau. Vinene er fremragende, selvom de må undgære DAC; men skidt med det, for der er forårsfriskhed for alle pengene med Lobners Rochusberg og næsten sommerlige anklange i Dürnbergs delikat aromatiske Kirchberg; og så fremstiller Ingrid Groiss for øvrigt også en fremragende Gemischter Satz.

Dürnberg Gemischter Satz Ried Kirchberg 2022: Mildt parfumeret duft, med rosenblomster og rødmende stenfrugter, charmerende og opløftende. Smagen slægter det rosenrøde på, med røde æbler, sødmefuld fersken, litchi og mandel. Velintegreret syre strammer sammen om frugtsødmen, tørt og let krydret finish, flot. Fra marken for fødderne af Burg Falkenstein ruinen afbilledet længere oppe.

Gerhard Lobner Gemischter Satz Ried Rochusberg 2024: Gemischter Satz fra en 70 år gammel beplantning på Rochusbergs kalkholdige ler og løss. Glasklar i øjne, næse og mund, funkler flot og dufter af sprøde grønne druer og strejf af røde rosenblade. Saftspændt i munden, med frisk, moden frugt— lime, stikkelsbær, fersken, mango og en diskret, delikat krydring af friske og tørrede krydderurter. Mundvandsdrivende og meget appetitvækkende, en alsidig afspejling af alt, hvad der er godt ved Weinviertel og Gemischter Satz | Erik Sørensen Vin

Flaske: Rochusberg Gemischter Satz 2024
Vinhus: Weingut Lobner  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Løss, kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Erik Sørensen Vin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 265,-  

Eisenberg til eftersyn

Længe var vinene en velbevaret hemmelighed for de indviede, i dag er Eisenberg et af de stærkeste og mest stilsikre valg af østrigsk rødvin. Eisenberg frembringer de måske mest distinkte vine på druen Blaufränkisch, som udtrykker dets særegne terroir med en særlig elegance, silkeglat tekstur, kølig friskhed og en krydret mineralitet.

Det sydlige Burgenland byder på noget af Østrigs mest uspolerede landlige idyl, og bakkerne langs Eisenberg frembringer passende nok nogle af landets mest udtryksfulde rødvine, som den sydlige genpart til det nordligere Leithaberg. Begge er på hver sin vis velsignet terroir for Blaufränkisch, men ikke mindst Eisenberg kan efterlade et forunderlige men umiskendeligt aftryk i vinene.

“Vores jernholdige jorde giver vinene en slags frisk blodighed,” forklarer Christoph Wachter, mens han selv smager på det usædvanlige udtryk, som med al sin suggestive pondus faktisk formår at indfange noget af det, der gør Eisenberg Blaufränkisch til sin helt egen. “Vores vine har fokus, tekstur og krop i kombination med vores kølige klima, som giver dem syre og balance. På en eller anden måde giver dette en unik smag af saftige kirsebær og noget blodigt, kødfuldt,” konkluderer han.

Hans kollega Mathias Jalits stemmer i: “Allerede de gamle romere opdagede, at der var særligt gode betingelser for vinavl her i området. Den rustrøde lehm i dalene, den grønne skifer på de stejle skråninger langs dem samt landskabets åbning mod sydøst, som suger varme ind i et ellers køligt klima. Det er et unikt samspil af faktorer, som gør, at vi kan fremstille vine med en umiskendelig lokal karakter og finesse.”

I løbet af de sidste par år er opmærksomheden omkring Eisenberg skærpet, sådan har jeg i al fald oplevet det til Østrigs store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram. For mens vinene fra Leithaberg for længst er blevet besunget og efterhånden er hvermandseje, så har meningerne været mere delte, og begejstringen det samme, når det drejede sig om vin fra det sydligere område. Ankepunkter som rusticitet, ujævnt kvalitet og overdreven brug af fad er gået igen. De gøres dog til skamme med en nærmere smagning af de senest frigivne årgange, som gennemgående byder på friskhed, elegance og raffinement, resultatet af omhyggeligt håndværk, hårdt vundne erfaringer samt gunstige forhold fra naturens side.

Der er nok af marker at vælge imellem, Weinberg, Szapary, Saybritz, Reihburg og Csaterberg er blandt de med god grund kendteste; og man går sjældent galt i byen med et glas fra gode producenter som Wachter-Wiesler, Thom Wachter, Thomas Straka, Uwe Schiefer, Hermann Krutzler, Thomas Kopfensteiner eller Mathias Jalits.

Blut und Boden

Nomen est omen: Blaufränkisch fra Eisenberg smager ofte en smule rustrød, blodig, kødfuld, jordisk, og ikke sjældent har vinene en summende, metallisk mineralitet, som rimer på deres oprindelse og dens undergrund. ‘Jernbjerget’ Eisenbergs navngivende grundstof, som også kan udvindes fra undergrunden, er også righoldigt forekommende i jordbunden. Man har udvundet og forarbejdet jern på disse kanter siden år 1000 før vor tidsregning, og allerede på overfladen får man syn for sagen, den rødlige jord synliggør det høje jernindhold. Det stiller selvfølgelig det klassiske spørgsmål omkring oplevelsen af ‘mineralitet’ i vin, og hvordan den muligvis, hvis overhovedet, relaterer til mineralforekomster i jorden og undergrunden. Hvor får vinen sine jernagtige smagsnoter fra— når vi nu ved, at det generelt ikke forholder sig sådan, at vinstokken pumper mineralforekomster i undergrunden direkte ud i druerne?

Jern er et essentielt mikronæringsstof for vinstokke, og som bekendt kan jernmangel føre til klorose, ofte forårsaget af højt kalkindhold i jorden, som hindrer rødderne i at optage jernet. Omvendt kan et højt jernindhold hæmme optaget af eksempelvis fosfor og zink, det kan hæmme fotosyntesen og den vegetative vækst og i værste tilfælde ikke kun stresse men direkte skade vinstokkene.

En smule stress er en ikke ukendt faktor i frembringelsen af mere karakterfulde vine, og vine fra jorde med højt jernindhold er over en bred kam kendt for dybere farve og fastere struktur, ofte en mere udpræget syrlighed og faste men fine tanniner. Det afhænger selvfølgelig af sort, klimatiske forhold samt dyrkningsform og vinifikationsmetoder, men som generel betragtning giver det god mening i forhold til flere af Eisenbergs særlige karakteristika. Vinene er ikke kun dybt purporfarvede som unge, de har også en slags purpor frugtighed og en kølig, glat, igen nærmest metallisk karakter, der kan gøre dem en smule utilnærmelige som unge; men når først trodsalderen er ovre, er der en spændende udvikling i vente.

Hvordan samspillet end finder sted, så forlener det hårde, tunge jern tilsyneladende drikkemoden Eisenberg Blaufränksich med en særlig lethed, blødhed og pikant krydring, i samspil med et overraskende køligt klima i det ellers så solrige og lune Burgenland. Foruden Blaufränkisch byder området også på ret så skøn og karakterfuld Welschriesling (med status af DAC siden 2023) og mere herom ved en senere lejlighed). Endelig bør man ikke glemme, at Südburgenland også er hjemstavn for østrigsk vins største særling, Uhudler, som fremstilles på en række første generations hybridsorter, og som mildest talt er acquired taste; og en helt anden beretning end den om den bedårende Blaufränkisch.

Rød ler, grøn skifer

Eisenbergs geologiske historie er lang og begivenhedsrig, så man finder flere forskellige formationer og jordbundstyper på det ellers ret lille område. Lehm og en jernholdig, let rustenrød ler dækker gennemgående overfladen, men selv inden for ganske få kilometer kan jordens sammensætning variere, da de forskellige lag ligger forskudt, og det giver ganske forskellige vækstbetingelser for vinstokkene. Gennem sådanne forskydninger og foldninger er geologien i Eisenberg identisk med den, man finder ved Østrigs højeste bjerg Grossglockner langt længere mod vest, gennemgående præget af krystallinsk grøn skifer. “Vi lever af og for grøn skifer!” bedyrer Christoph Wachter. “Hvad end der ellers kommer til at ske med klimaforandringerne, så vil vi stadig have vores grønne skifer.”

Mens den grønne skifer ved Deutsch-Schützen og for foden af Eisenberg er dækket af et dybt lag af rødligt ler og lehm, vokser vinstokkene i de højere beliggende områder af Eisenberg direkte på forvitret grøn skifer. Eksempelvis ved Rechnitz i den nordlige del af området langs Geschriebenstein-bjergene, som præges af ren grøn skifer, samt på Csaterberg i syd, som også præges af stenarten serpentinit, og rundt omkring findes endda opaler, sågar med gamle plantefossiler.

Faktisk er jorden på selve Eisenberg så mager, at der i det store hele ikke dyrkes andet end vin. Andre kommercielle afgrøder er stort set umulige at opdyrke kommercielt, og derfor får den omkringliggende natur lov at passe sig selv. Desuden er tørke en tilbagevendende trussel, og da den naturlige vandforsyning er sparsom, gør det i praksis kunstvanding uladsiggørlig.

Klimaet sætter et selvfølgelig også et afgørende aftryk på vinenes karakter. Her i det sydlige Burgenland mødes det kontinentale pannoniske klima med det illyriske kystklima sydfra, og det betyder, at indlandets tørre, varme luftmasser mildnes af køligere fugtigere strømme fra Adriaterhavet. Det skaber en konstant luftbevægelse gennem vinmarkerne, og da området er omgivet af skove og skærmes af af bjerge mod nord og vest, er der dømt kølige nætter, som sætter sig igennem i syreindholdet og den aromatiske profil.

Ophav, hensygnen og opsving

I lang tid nød vinene fra Eisenberg-egnen høj anseelse og var meget eftertragtede og fandt afsætning i hele det østrigske kejserrige. Dengang var den vigtigste druesort dog den hvide Furmint, men efter phylloxeras hærgen svandt dens udbredelse ind, som selve kejserriget, og i fra 1900-tallets begyndelse havde andre sorter taget over og vinen desværre også aftaget i kvalitet. I løbet af det 20. århundrede blev de fleste vine konsumeret lokalt, mestendels på de traditionelle Buschenschänke, og interesse udefra var et ukendt fænomen i dette hjørne af republikken Østrig — med små 525 hektarer vinmarker “kæmper” Südburgenland med Weststeiermark om rangen som Østrigs mindste vinområde.

Men fra 1980'erne oplevede området langsomt en en lille renæssance, som del af den nye østrigske rødvinsbølge men ikke mindst takket være Hermann Krutzler, som havde erkendte potentialet i Blaufränkisch og satsede på den som sin hovedsort. Siden er det gået slag i slag; og med grundlæggelsen af sammenslutningen Eisenberg DAC i 2010 har regionen igen oplevet en betragteligt opsving.

Der er i dag i alt registreret 167 selvstændige vinhuse og hele 1.500 vinavlere inden for Eisenbergs 525 hektarer, og det er ikke overraskende en indikation på de enkelte parcellers liden størrelse, og at mange alene har vinavl som bibeskæftigelse. Det har gjort det muligt for flere af de små, ambitiøse vinbønder at udvide deres besiddelser ved at overtage fra andre. Bagsiden er, at de fleste af disse vinhuse nu råder over et kludetæppe af mindre marker spredt rundt i området.

Allerede i 2010 indledtes arbejdet med at afgrænse og udvælge områdets fremmeste enkeltmarker, og fra 2020 var man enedes om Fasching, Reihburg, Saybritz og Szapary på selve Eisenbergs skråninger samt Ratschen og Weinberg ved Deutsch-Schützen. Den første større en primeur enkeltmarkssmagning af Eisenberg af holdtes på Østrigs nationalbibliotek den 2. september 2019, og siden 2020 har Eisenberg DAC i selskab med Leithaberg DAC været ÖTWs faste gæster på den store årlige enkeltmarkssmagning på Schloss Grafenegg.

Iron & Wine

Rød Eisenberg består af 100% Blaufränkisch, “den drue, som vores forfædre med stor møje har givet os i arv,” som Christoph Wachter formulerer det— komplementeret af Reinholdt Krutzlers kommentar, at “ingen anden sort synes at kunne afspejle jordbund, klima og kultur her så præcist som Blaufränkisch.” Så langt, så godt, men hvordan så med vinstilen? Det fælles fodslag fra foreningen Eisenberg DAC er formuleret således:

Den almene Eisenberg DAC kan bringes på markedet fra 1. september året efter høsten og er en frugtig, krydret og mineralsk rødvin med diskret eller slet intet fadpræg. Det skal Eisenberg DAC Reserve dog have, og den frigives først fra 1. marts i året efter frigivelsen af den almene vin; og her må man forvente en større tæthed i frugten, dertil selvfølgelig tydeligere smag fra fadlagringen men stadig den for området distinkte krydring og mineralitet.

Så er vi vendt tilbage til udgangspunktet, for hvori består denne særlige ‘jernagtige’ smag? De fleste vil nok først og fremmest kende smagen af jern fra blod, hvor den skyldes det jernholdige proteinkompleks hæmoglobin. Samme smag kendes også fra råt, mørkt kød, måske særligt fremtrædende i vildt. Denne dyriske, jern- og jod-agtige smag beskrives som salt, rusten, metallisk; og måske kender man den også direkte fra rester af rust eller jernforbindelser i vand eller lignende.

Såvidt målsætningerne. Smager vinene flest faktisk også sådan? Svaret er: Ja, det gør de; men vidt forskelligt afhængigt af det helt konkrete ophav og vinmagerens håndelag. Men man får heldigvis hurtigt smag for den rustrøde tråd, der snor sig gennem Eisenbergs få men stadig forskelligartede vine. Kroppen er som regel rimeligt slank og atletisk, muskuløs især som ung og mere smidig og tilbagelænet med alderen. Frugten står generelt i de mørke bærs tegn, gennemgående kirsebær, brombær, blåbær, solbær og hyldebær, og hyppigt finder man spor af hyben, hibiscus, appelsin og kandiseret orangeskal. Men ellers er det urterne, de friske og de tørrede, de vilde som de kultiverede, som stjæler billedet. Mos, lav, nåleskov, skovmærke, estragon, enebær, laurbærblade. Oftest iblandet de sært stimulerende men svært håndgribelige små spor af stenmel, sydesalt, jern, jod, rust og røg. Strålende og mørkt på samme tid, med en mystisk magnetisme over sig, som sammen med den friske syre og de fine tanniner trækker mundvand og lyst til næste sip.

Markkort over Eisenberg an der Pinka, Deutsch-Schützen og Kohfidisch. Kort: Eisenberg DAC

Kortene på bordet, Eisenberg stod for mine egne første store oplevelser med Blaufränkisch, og det har sikkert plantet en særligt stædig tro på områdets potentiale dybt i mig. Det har ganske givet farvet mine erfaringer og vurderinger undervejs, men jeg har med en vis tilfredshed bemærket, at Eisenberg er den vej, vinden blæser for tiden, hvor flere og flere vinkritikere har bevæget sig fra forbeholden til fuldtonet begejstring de seneste år.

En anden glædelig udvikling er områdets omstilling til økologisk og biodynamisk vinbrug. Som i resten af Østrig står man stærkt på den front, og strukturen med små og ofte samarbejdende vinbrug har lettet udviklingen i Eisenberg.

“Vi har snart alle sammen lagt om til økologisk vinbrug,” fortæller Christoph Wachter med en vis tilfredshed i stemmen. “Vi er små familieejede vinbrug, kun få af os har mere end ti hektarer marker, og vi lever lige midt i dem. Alle tager størst muligt vare på deres vinstokke og jorde, og vi forsøger at lære af hinanden. Vi er en gruppe i mange flere sammenhænge end markedsføring. Vi har vores liv sammen her, og vi har det sjovt!”

“Jeg ser biodynamikken som det næste skridt i den udvikling. Vejret viser os flere og flere ekstreme udsving, og jeg tror biodynamikken kan vise os kongevejen til at opnå en bedre balance i vinmarkerne og styrke vinstokkenes sundhed; og samtidigt sikre langt flere mikroorganismer i jorden. Det er et stort skridt videre end økologi. Men fremtiden forude ser svær ud, og jeg mener, at dette skridt vil stille os stærkere.”

Friske forsyninger

Wachter-Wiesler fremstiller deres vine med så få indgreb i processen som praktisk muligt, herunder en bestræbelse på at skære brugen af sulfitter ned til næsten ingentind. Det betød en årrække, hvor flere af vinene var lige vel præget af vildgæren brettanomyces, som måske nok tilføjede pikante kryddernoter til herlighederne; men samtidigt dæmpede, hvis ikke helt overdøvede, den delikate frugt. Den udvikling er heldigvis overvundet med de seneste årgange, og vinene står nu skarpere end måske nogensinde.

Markkort over Rechnitz, Markt Neuhodis og Hannersdorf. Kort: Eisenberg DAC

“Vi har groft sagt tre grand cruer,” forklarer Christoph, “plateauet Reihburg og så skråningerne Szapary og Saybritz. Men Reihburg står for mig som noget helt særligt, vinene har noget næsten magisk over sig, noget dragende mørkt og altid friskt.”

Wachter Wiesler Reihburg 2022 folder en forunderlig dybde ud allerede i duften, med modne mørke bær og måske laurbærblade og bålrøg i baggrunden. I munden er den saftig, slank og smidig, med en tæt strøm af mørke kirsebær, brombær, solbær og blåbær, forfrisknede frugt med krydrede noter af græs, hø og skovbund og sarte strejf af blodappelsin og rød grape. Intens og alligevel sagte og subtil, med en mundvandsdrivende syrlighed og meget fine tanniner; og så den der særlige mineralske summen i munden, som får en til at gribe efter glasset igen og igen.

Lignende toner i Kopfensteiner Reihburg 2022, der lokker med en liflig mørk duft med flot dybde, og det går igen i smagen. Blid saft med kirsebær og skovbær, kirsebærsten og kandiseret orangeskal, mens silkeglatte tanniner holder grebet sammen med en spændstig syre og mørk mineralitet, altsammen smukt afstemt og aldeles raffineret.

Fremhævelse fortjener også Wachter Wiesler Weinberg 2022, som frister med sine frodige bærduft fra det strålende røde til det dybt sorte. I smagen er der saftige skovbær, syltede kirsebær, tørrede tranebær samt et stænk af multivitaminpille. En smæskelig kombination af syrlig saft, frugtsødme, mineralsk spil og et lille fint tannintræk til sidst.

Wachter Wiesler Saybritz 2022 dufter flot af modne kirsebær med strejf af pibetobak, kanel og cola. I munden strømmer en lifligt mørk saft, fint fortættet. og smagene er rødglødende sødmefulde men vinen trods sin saftighed ganske tør. Fin syre, lette, fine tanniner, en meget velbehagelig og velbalanceret vin.

Jalits Szapary 2022 byder på mildt røgede og krydrede noter i duften med mørke bær underneden. Læskende saft på tungen, stimulerende syrlig, og snart trækker den sig stille men sikkert sammen med fint sandede tanniner og en salt mineralitet. Strukturbetonet men frugten folder sig sagte ud, sikkert især med flaskelagring.

Thom Wachter Szapary Alter Garten 2022 fortsætter i det fortættede og strukturbetonede spor men charmerer samtidigt med saft og kraft. Violer, jasminer og skovjordbær i duften, saftigt træk på tungen med markante men fine tanniner som modhager. Skovjordbær, skovbær, kirsebær og krydderurter, stor intensitet og spændvidde, flot balanceret.

Gammel kærlighed ruster ikke, og har man endnu ikke fået jernbjergets vine under huden, er opfordringen herfra, at foråret er forelskelsens tid.

Flaske: Reihburg 2022
Vinhus: Wachter-Wiesler  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Rød ler, grøn skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vin & Vin Hobro
Pris: cirka 450,-  

Leithaberg under lup

Bliver den bedste Blaufränkisch til i det nordlige Burgenland? Det er et synspunkt, som fortalere for vinene fra Leithaberg vil forfægte; og det er faktisk ikke ren fuldemandssnak eller et uforståeligt særstandpunkt.

“Der er ikke mange sorter, som så smukt kan kombinere egenskaber fra den konkrete vinmark, den dyrkes på, eller sin appellation som helhed, med et rendyrket sortsudtryk. Det kan Blaufränkisch, og det gør den på Leithaberg, med kølig friskhed, saftig frugt og knitrende mineralitet.” Ordene er Stefan Zehetbauers, og han er ikke kun troende, han er tillige praktiserende; sammen med godt 50 andre i den lokale sammenslutning af vinbønder, som bringer deres vine til torvs med oprindelses-, typicitets- og kvalitetsstemplet Leithaberg DAC.

Vi befinder os som nævnt i det nordlige Burgenland, øst for Thermenregion og syd for Carnuntum. Stik mod øst ligger Neusiedlersee og længere mod syd Mittelburgenland og Eisenberg. En opremsning af Østrigs bedste rødvinsområder, som Leithaberg ganske naturligt føjer sig til, og siden årgang 2009 har deres Blaufränkisch kunnet smykke sig med de tre bogstaver DAC efter oprindelsen, en officiel garanti for at vinen lever op til landets strenge kontrol af oprindelse og kvalitet. En anerkendelse af, at vinene hører til blandt landets bedste og mest traditionsrige.

At kvaliteten konstant er i top kommer for en dag hvert år i september, hvor et bredt udvalg af enkeltmarksvine fra Leithaberg bliver præsenteret til Østrigs årlige store årgangspræsentation på Schloss Grafenegg i Wagram. I år var ingen undtagelse, sjældent har vinene faktisk brændt så klart igennem— se blot smagenoterne på mine favoritter sidst i artiklen. Som optakt skal vi først se nærmere på, hvor og hvad Leithaberg egentlig er for en størrelse; og hvad det egentlig er, som vinene fra de bløde skråninger udmærker sig ved.

Bakker og sø, kalk og skifer

Leithaberg tager navn efter die Leithagebirge, en lille bjergryg eller bakkekam, der som en østlig udløber af Alperne strækker sig som en skråstreg gennem landskabet og skiller Burgenland fra nabodelstaten Niederösterreich; og for foden af bakkerne ligger den store, lavvandede sø Neusiedersee og på dens anden side den store pannoniske slette i Ungarn.

Leithagebirge når op i 484 meters høje og strækker sig skråt godt 35 km langs den vestlige bred af Neusiedlersee, fra Jois og Winden i nord til Mörbisch og Zagersdorf i syd. Undergrunden består hovedsageligt af gnejs og glimmerskifer og blev skabt for omkring 17 millioner år siden under Alpernes dannelse. Senere er disse lag dækket af kalkholdige sedimenter fra urhavet, som oprindeligt dækkede stedet; og det er kobinationen af forvitret grundfjeld med kalksten og skifer, som er den første forudsætning for Leithaberg-vinenes umiskendelige karakter. Den anden er klimaet, for højderyggen udgør et skel mellem Østrigs ellers atlantisk-alpine klima og det kontinentalt-pannoniske klima, som hersker over Ungarn. Leithabergs østside er beskyttet mod kølige vinde fra nord og vest, og vækstsæsonen er betydeligt længere end på vestsiden. Forår og efterår er for det meste milde, og det nærliggende vandområde Neusiedlersee afbalancerer klimaet ved at holde på varmen om dagen og afgiver den om natten, ligesom den holder på sommervarmen og igen afgiver den om efteråret. Vintrene er til gengæld kolde, men som regel med meget lidt sne. Den gennemsnitlige nedbør ligger årligt mellem 400 og 600 mm.

Den grønne bremme er die Leithagebirge, de lilla plamager de officielt demarkerede vinmarker i Leithaberg

Jordbunden er forholdsvist basisk grundet det høje kalkindhold fra forvitrede kalksten fra urhavet, den såkaldte Leithakalk. Den dannedes i det lavvandede hav, som dækkede området for mellem 17 og 12 millioner år siden og dannede små rev. Leithakalk er lys og fast og indeholder tydelige rester af diverse havdyr som snegle og muslingeskaller, og derfor klassificeres den oftest også som en såkaldt Muschelkalk. De øvrige stenforekomster er mørkere og metamorfe af natur, paragnejs og især glimmerskifer.

De stenede jorde, som er fremherskende på skråningerne, især deres øverste dele, er fattige på næringsstoffer og tvinger derfor vinstokkene til at slå rødder bredt og dybt ned i jorden. Kun sådan kan de optage nok vand og de nødvendige mineralsalte fra jorden. En frisk frugt er fremherskende, de gennemgående kalkholdige jorde giver vinene en særlig finesse, syrenerve og salt mineralitet, mens de mere udprægede skiferjorde giver yderligere spænding og en mere flintet og røget karakter til vinene. De lyse kalkjorde er reflekterende og ret kølige, mens de mørkere, skiferstenede jorde lettere indfanger og lagrer varme, hvilket selvfølgelig påvirker vinstokkenes vækst og druernes modning.

Den karakteristiske Leithakalk i hænderne på Gernot Heinrich

En Blaufränkisch højborg

“Jordbunden er af afgørende betydning for en vins smag,” fastslår Kurt Feiler, “selv valget af druesort bestemmes også i høj grad af jordbundstypen.” Feiler er en fremragende fortolker af Blaufränkisch, og selvfølgelig er det den drue han, som så mange andre, holder i særlig høj agtelse i bakkelandet mellem die Leithagebirge og Neusiedlersøen.

Leithaberg lægger jord til mere end 600 hektarer med sorten, som dermed også må regnes som områdets førende druesort, efterfulgt af Grüner Veltliner, Zweigelt, Welschriesling, Chardonnay og Weissburgunder. Det må ikke glemmes, at godt en tredjedel af Leithaberg DAC udgøres af hvidvin på netop grønne nævnte sorter, og den kan være ganske så fremragende. Igen fremhæves ofte den friske frugt, ranke statur og den særlige, let salte mineralitet. Men Blaufränkisch forbliver områdets helt store stjerne.

Hans Nittnaus: “Blaufränkisch har en balance mellem styrke og elegance, som er svær at finde andetsteds, og den udtrykker terroiret som ingen anden drue; og så er det den traditionelle rødvinsdrue i vores hjemstavn Burgenland.”

Til Leithabergs absolut trendsættende producenter bør regnes Ernst Triebaumer senior, der som den første i 1986 flaskede sin Blaufränkisch fra marken Marienthal separat og følgende indhentede internationale priser for den. Dermed var første frø spiret i det, der i dag blomstrer som kvalitetsrødvin og enkeltmarksvine i Østrig, og langt senere skulle hele Leithaberg følge trop. I dag er en lang række andre producenter at betragte som toneangivende, ikke mindst Gernot og Heike Heinrich, Anita og Hans Nittnaus og Hans Nehrer. Dertil kommer det traditionsrige slot Ésterhazy, mastodonten Leo Hillinger samt mindre men kvalitativt større Markus Altenburger, Birgit Braunstein, Feiler-Artinger, Georg Prieler, Erwin Tinhof og Stefan Zehetbauer samt Wagentristl. Uden for foreningen finder vi for øvrigt særdeles udmærkede vinhuse som førnævnte Ernst Triebaumer samt Kollwentz, Gut Oggau, Joiseph og Lichtenberger-González. Et tiltalende træk, som overraskende mange af disse producenter har til fælles, er en tidlig interesse for og officiel omlægning til økologisk eller biodynamisk vinavl og i et vist omfang også mere minimalisme i kælderarbejdet. Hvilket selvfølgelig også sætter sig spor i Leithabergs stilistiske udtryk.

Kurt Feiler: “Blaufränkisch trives både på lette og tungere jorde. Om jorden er præget af kalk eller skifer, kan man tydeligt dufte og smage i vinen. Den genkendelighed af terroiret gør Blaufränkisch til en meget stor og særlig druesort.”

Gernot Heinrich stemmer i: “Vinen fortæller om sin oprindelse. Man kan mærke den kølige kalksten, der reflekterer varmen, eller glimmerskiferen, der absorberer solens stråler. Man kan mærke den luftige højde og skovenes kølighed her. Stor vin er uløseligt forbundet med et i ordets bogstaveligste forstand fremragende terroir, hvor vinmarken står frem i hovedrollen. Vi forsøger at lade vinmarkerne tale for sig selv ved at give vinen frihed til at tale om sin oprindelse med en uforfalsket, tydelig stemme. Vine, der skal fortælle om oprindelse og tradition, gør det bedre, hvis de har rod i et så mangfoldigt miljø som muligt.”

Birgit Braunstein: “Terroir er alkymien mellem klima, sted, årgang og menneske. Det er det reneste udtryk for tid og sted. Vi dyrker vores vine i et af Europas mest spændende terroirs– Leithaberg. Kalk og skiferjord præger vinstokkene og giver vinene mineralitet, spænding og et langt liv. Mikroklimaet mellem Neusiedlersøen og Leithabergskovene bringer det bedste fra to verdener sammen; et samspil, der skaber dybe, elegante vine med en klar oprindelse og en stor indre ro.”

Siden 2015 er der foruden ‘almindelig Leithaberg’ markedsført vine fra enkeltmarker sammen med DAC-mærket, og i dag tappes godt 20% af Leithabergs vine med marknavn. Påberåbelse af enkeltmarker er som i resten af landet tæt reguleret. Kun navne, som er officielt registreret i matrikelregistret, kan anvendes på etiketten, og forbrugere kan derfor finde dem alle digitalt på Austrian Vineyards.

I forfædrenes fodspor

Allerede omkring år 700 før vor tidsregning dyrkede keltiske stammer vinstokke i området omkring Leithaberg, bevidnet ved arkælogiske fund af så gamle druekerner i en gravhøj ved Zagersdorf. Senere huserede romere i området og dyrkede med stor sandsynlighed også vin; og i middelalderen bragte cisterciensermunke fra Frankrig druesorter som Pinot Noir og Pinot Gris til området. Siden bosatte frankere sig for at hjælpe med at opdyrke landet, og det indebar blandt andet vinavl, således kan flere vinmarkers navne spores tilbage til det 1500-tallet, hvor både kirken og mange adelige ejede vinmarker på skråningerne af nutidens Leithaberg. Således var tilstanden så godt som helt frem til det østrig-ungarske kejserriges fald efter Første verdenskrig.

Burgenland hørte indtil 1921 formelt til Ungarn, og vinene derfra solgtes i største stil østover, udover til det tørstige Wien. Leithabergs historiske tilhørsforhold til Ungarn forklarer også betydningen af Blaufränkisch, der under navnet Kékfrankos ret beset snarere er en ungarsk sort. Kékfrankos/Blaufränkisch har historisk været den vigtigste rødvinsdrue på Leithaberg, men for 100 år siden var 80% af vinmarkerne beplantet med hvidvinssorter. Tiderne skifter i takt med tilhørsforholdene og de øvrige trends, æstetisk, kulturelt, politisk.

Det nuværende Leithabergs historie kan spores tilbage til det nylige årtusindeskifte. Dengang, hvor området blot var en del af den store officielle appellation Neusiedlersee-Hügelland, ‘bakkelandet ved Neusiedlersee’. I 2002 gik en lille flok vinbønder sammen for at definere sig ud fra deres fælles oprindelse: En gruppe fra Leithaberg præsenterede på det berømte Hotel Sacher i Wien sine vine som noget ganske særligt. En tanke var søsat, noget nyt var under opsejling. Året forinden havde Østrig kundgjort satsningen på et nyt appellationssystem for vin; og kun seks år senere blev just nævnte gruppe så kernen bag den nye områdetypiske oprindelsesgaranti Leithaberg DAC— og med endnu et årtis erfaring var fra 2019 klar til at præsentere deres bedste enkeltmarksvine side om side med dem fra Eisenberg og siden med resten af det klassiske Østrigs bedste flasker.

Den særlige smag

Leithabergs nuværende definerede regionaltypiske profil er “friskfrugtig og elegant, stofligt tæt, mineralsk og let krydret, uden tydelige fadnoter”. I praksis forholder det sig sjældent helt som myndighederne og de gode intentioner vil det, men i tilfældet Leithaberg og Østrig generelt er det dog ikke skudt helt ved siden af. Skudsmål som ‘friskfrugtig’ og ‘udtryksfuld’ dukker tit op, dog ofte overgået af rosende beskrivelser som ‘elegant’, ‘filigran’ og ‘finesserig’.

Af personlig erfaring kan jeg fortælle, at fællestræk for megen god Leithaberg er duft- og smagenoter af skovbær og sursøde kirsebær og mere subtile noter af urter, nåleskov, skovbund, mose og brønd. Der kan også være solbær, hyldebær, slåen og enebær. Men det, der for alvor forener vinene fra Leithaberg, ligger mere i strukturen— syren, tanninerne, tørstoffet, mineraliteten. Det er mere diskret og mindre håndgribeligt, men man kan som hovedregel forvente en blød fylde, frisk syrestruktur, ret fine tanniner og svagt salte noter i eftersmagen. En varm blidhed kombineret med kølig kant. Overfladisk betragtet slægter landskabet det burgundiske på, og en videre sammenligning af vinene synes heller ikke urimelig, hvis man betænker de karaktertræk, der ofte tilskrives Bourgogne-vine— elegance og finesse— ord, som man også ofte støder på i mangt en smagenote om Leithaberg-vine. Et godt entry level eksemplar er Heinrichs Blaufränkisch Leithaberg DAC (Österreich Vin), som er friskfrugtig og ligefrem og samtidigt veludviklet og nuancerig, et yndefyldt flow af solbær og sursøde kirsebær, mildt krydret med kanel, allehånde og peber.

Jeg kan kort opsummere egne udtryk, jeg ved en kort gennemgang af smagenoter fra de seneste års Leithaberg-smagninger har skriblet ned— i rækkefølge efter forekomst: Kirsebær, krydderurter, hasselnød, solbær, peber, enebær, bregner, mos, tobak og kakao. Klart nok udvikler de mørkere noter sig mere og mere med alder, altimens de frugtige tones ned.

Men her kan det måske være kyndigt at følge Markus Altenburgers gode råd: “Jo bedre vinmarken er, desto mindre bør man gøre og sige.”

I midten marken Marienthal ved Oggau am Neusiedlersee

Fem favoritter

Die Qual der Wahl, når der skal skæres ind til benet. Blandt the usual suspects er ikke overraskende Heinrichs Edelgraben og Alter Berg, Markus Altenburgers Jungenberg og Paradiesgarten og Birgit Braunsteins Glawarinza og Thenau; og man går sjældent galt i byen med Georg Prieler, Erwin Tinhof, Hans Nehrer og Rudi Wagentristl. Ikke at forglemme fabelagtige Kurt Feiler. Følgende fem er mine personlige, umiddelbare favoritter fra årets smagning af enkeltmarksvine i september, alle fra den ret tørre og solrige årgang 2022, som gav ret rig frugt og stor fylde.

5. Nittnaus Ried Joiser Altenberg 2022: Moden rød bærduft med skovbærkompot og kandiserede violer. Saftspændt og ekstraktrig i munden, intens og fyldig frugt med frisk syre og fint sandede tanniner, trækker mundvand. Strukturbetonet men elegant, med lang eftersmag, skovbær, kirsebær, blomme. Alk.: 13%

4. Feiler-Artinger Ried Ruster Oberer Wald 2022: Mørk duft med lilla strålekrans, liflige skovbær, solbær og sort peber. I munden til den mere ekstraktrige side, tæt pakket frugt, fast i kødet, med fin syre og finmaskede tanniner. Skovbær, solbær, kirsebær, amarena, lakrids, valnød. Obere Wald er nabomark til den berømmede Marienthal. Alk.: 14%

3. Georg Prieler Ried Goldberg 2022: En friskfrugtig og fint krydret duft åbner ballet, i munden et fint, tætvævet stof med stimulerende mineralsk summen. Frisk og tørret figen, friske og tørrede kirsebær, blomme og sveske og sødmefulde skovbær. Rigt ekstrakt, ret fortættet, men frugten er så charmerende, at selv det tætte ekstrakt føles let. Alk.: 13,5%

2. Birgit Braunstein Ried Thenau 2022: Diskret i næsen men har liflige mørke kirsebær i dybden. Stor saftighed og fin stoflighed i munden, med elektrisk syrenerve og et venligt greb af fine tanniner. Sursøde kirsebær, modne blommer og svesker samt fine urte- og lakridsnoter i eftersmagen. Kompakt men strutter af sundhed. Alk.: 13%

1. Feiler-Artinger Ried Oggauer Marienthal 2022: Mild, mørk og meget liflig frugtduft, kompot af skovbær, kirsebær og blå blommer. I smagen går kirsebær og skovbær igen og så mere i retning af solmodne solbær i en lækker, saftspændt stoflighed med syngende syre, fintvævede tanniner og en mørk mineralitet. Lakrids, sort peber, enebær, nåleskov og våd skovbund i en lang eftersmag. Righoldig og raffineret, en meget stimulerende mundfuld!

Marken Marienthal ved Oggau er en af de højest og længst skattede i oplandet til Neusiedlersee. Den omtales helt tilbage i 1476 som Marchteil, som på daværende tysk kan oversættes til grænsestykke. Lokal dialekt har ad åre forvansket det til Moaritoal, og fra 1881 er marken dokumenteret under navnet Marienthal. Jordbunden er lys lehm med højt kalkindhold, på overfladen ses store og små kalksten, og i undergrunden findes rent kridt. Den megen sol og den varme pannoniske luft modereres af den lyse, kølige jord, og de kontrære kræfter skaber en stor spænding i Marienthals vine: De har intens frugt og stor fylde og styrke og samtidigt en spændstig struktur med livlig syre og faste tanniner. Prieler skuffer ikke, og Feiler-Artinger leverer som lovet og mere til.

Flaske: Ried Marienthal 2022  
Vinhus: Weingut Feiler-Artinger  
Oprindelse: Burgenland, Østrig
Jordbund: Kalksten, skifer  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: H. J. Hansen Vin  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 500,-