Spitzenklasse

Det nordøstlige Østrig, lige før det bliver Slovakiet. Sønden for Donau, østen for Wien og vesten for Bratislava. Carnuntum ligger i grænselandet, i korridoren mellem Alperne og Karpaterne, og østligst i det ellers forholdsvist flade område strækker sig Spitzerberg, ‘det spidse bjerg’, som en barriere lige nord for landsbyen Prellenkirchen. Nuvel, navnet er vildledende, for Spitzerberg er hverken spidst eller et bjerg, men snarere en højderyg, som løber gennem et landskab præget af små landsbyer, blandet landbrugsland og masser af vindmøller. Varm luft strømmer gennem korridoren fra den store pannoniske slette mod øst og videre vestover gennem Donaudalen. Derfor står luften aldrig stille, blæsten går frisk og især hen over Spitzerberg, som altid balancerer på kanten af tørke— også som følge af ekstremt lav nedbør og en ret karrig kalkstensjord, som holder dårligt på den sparsomme mængde vand. I modsætning til det øvrige Carnuntum står den derfor ikke på de tørstige sorter Grüner Veltliner og Zweigelt, Spitzerberg er noget nær det perfekte terroir til Blaufränkisch. I forhold til Leithaberg og Eisenberg i Burgenland falder bjerget ingenlunde igennem; og i de seneste årtier, ikke mindst den sidst håndfuld år har flere for alvor knækket koden til at få det lokale særkende frem i deres vine, en særlig friskhed, sarthed og elegance, især fra foregangsmænd som Johannes Trapl og Robert Payr men først og fremmest sortens og stedets store foregangskvinde, den navnkundige Dorli Muhr.

Dorli og hendes hjertebarn Blaufränkisch på flaske. Foto: Anna Stöcher

Dorli Muhr er en alsidig dame og et unikum i vinens verden. I 1991 grundlagde hun det i dag næsten legendariske PR-firma Wine+Partners, som i årenes løb har etableret sig internationalt som et af de stærkeste bureauer for markedsføring af vin og event management, eksempelvis som medarrangør af VieVinum, Austrian Single Vineyard Summit og Arlberg Weinberg. Så udadtil har hun spillet en vigtig rolle for østrigsk vin i de seneste årtier; men også på de indre linjer har hun samtidigt udviklet sig til en af landets toneangivende vinmagere.

I 2002 søsatte hun en livslang drøm om at lave sin egen vin, sammen med sin daværende mand, den velkendte portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort. Dog hverken i Douro eller i Toscana, som ellers også havde været på programmet; men få kilometer fra hendes fødeby i det dengang aldeles ukendte vinområde Carnuntum. Visionen var at lave vin på gamle stokke af indfødte sorter, og dem fandt de på Spitzerberg, hvor Dorli havde arvet en lille parcel, som gennem hendes bedstemor Katharina kom i familiens eje som medgift i 1918— set i bakspejlet en særdeles betydningsfuld bryllupsgave.

“Min bedstemor havde den her vinmark på Spitzerberg, og som barn kom jer der med mine forældre; og jeg husker, at det dengang virkeligt var et bjerg for mig,” erindrer den nu 60-årige Dorli. “Men da jeg var otte, trak de vinstokkene op, det var både besværligt og dårligt rentabelt at dyrke dem; og derefter gik den lidt i glemsel.” Dengang var der ingen særlig interesse for Blaufränkisch og slet ikke internationalt. Det var længe før, Ernst Triebaumer præsenterede sin Mariental 1986, der blev et vendepunkt i anerkendelsen af Blaufränkisch som kvalitetssort og Østrig som seriøst rødvinsland; men siden strømmede den såkaldte ‘rødvinsbølge’ roligt ind over landet, og knapt fire årtier senere har den kvalitative vinstand aldrig været højere.

I dén tid har Dorli Muhr været viden omkring, “men i dag er jeg endt otte kilometer fra min fødeby”— men nu i besiddelse af eget vinhus med 12 hektarer vinmarker, fordelt på 36 parceller, en nyrenoveret kælder og tilstødende smagelokale og have; og senest 98 point fra James Suckling til vinen Obere Spitzer 2022— den højeste internationale bedømmelse af en østrigsk rødvin nogensinde.

Hele herligheden: Spitzerberg set fra luften. Læg mærke til de vertikalt skrånende parceller, lagdelingen og nederst en klassisk østrigsk Kellergasse. Foto: Herbert Lehmann

Kalk, vind og tid

Carnuntum ligger lidt øst for Wien og syd for Donaudalen og udgør dermed Niederösterreichs sydøstligste flanke. Foruden at være delstatens mindste vinområde er det også dets eneste, hvor rødvin udgør pænt over halvdelen af produktionen. Dermed minder det en del om Burgenland, der begynder lidt længere mod syd langs die Leithagebirge.

Hovedsorten er med godt 225 hektarer Zweigelt, som også lægger druer til regionens vinøse visitkort, Rubin Carnuntum, samt Erste Lage vine fra eksempelvis Haidacker, Kirchweingarten og Steinacker. Blaufränkisch findes i det små ind imellem, 97 hektarer, men den kommer først for alvor til sin ret på Spitzerberg, hvor den til gengæld spiller hovedrollen næsten solo. Spitzerberg dækker samlet 100 hektarer, heraf godt 50 med vinmarker. Deraf ejer Dorli Muhr de 12, hvoraf 11 er beplantet med Blaufränkisch og den sidste med Syrah, der som international sort også spiller en vis rolle i Carnuntum sammen med Cabernet Sauvignon og Merlot. Men dels af erfaring, dels af personlig præference har Muhr valgt af fokusere på Blaufränkisch, som hun finder særligt tilpasset til netop Spitzerbergs jordbundsforhold og særlige mikroklima.

“Mine vine er langsomme vine,” betoner Dorli Muhr. Hun giver dem god tid, og det samme skylder vi andre tillige at tage os med dem. Det lønner sig.”

“Spitzerberg er geologisk den vestligste udløber af Karpaterne,” forklarer Dorli. “Her tager Karpaterne ende, lige før Alperne begynder, så vi ligger i en korridor, hvor en masse luft strømmer igennem. Vinden blæser virkeligt næsten hele tiden her, vi har over 300 dage med blæst. Den kommer fra østsydøst og op gennem Donaudalen mod nordvest; og dér går den op mod fugtigere luft fra vest, og det blokerer regnen. I gennemsnit får vi kun mellem 240 og 400 mm regn om året, og det meste af den falder fra april til juli, oftest mest i maj. Når vi endeligt får regn, kommer den som regel sydfra, en ‘italiensk regn’ om man vil. Af og til falder der 100 mm på en enkelt dag, alt for meget for jorden at absorbere, og så den løber den bare væk.”

Det betyder alt sammen udtalt tørt klima, faktisk er Spitzerberg et af de tørreste områder i hele Østrig. Det kræver tørkeresistente vinstokke, og det er Blaufränkisch i modsætning til Zweigelt og Grüner Veltliner. Den kan klare sig med sparsomme vandreserver og trives samtidigt med den megen sol og forholdsvist lange vækstsæson. Gennemsnitligt skinner solen godt ni timer dagligt mellem juni og august og fem timer mellem september og november. Samtidigt er der i hele vækstsæsonen store udsving mellem varme, solrige dage og kølige nætter, og typisk fra midten af august begynder temperaturerne så at falde. De kolde nætter tager over i modningsfasen, og det sikrer den faste syrenerve i vinene. Høsten finder som regel sted fra sidst i september til først i oktober.

Carnuntums sandsten og kalksten er aflejret fra den pliocæne til pleistocæne periode, først urhavet Parathethys og siden den store pannoniske sø. Kalkstenen er af samme art og beskaffenhed som den, der findes en anelse længere mod syd i Leithaberg, den såkaldte Leithakalk, og på Spitzerberg er den kun dækket af et ganske tyndt og ret sandet lag humus. Ifølge Muhr kan man “forestille sig Spitzerberg som et rev, hvor urhavet i millioner af år er brudt mod klipperne; og derfor er Spitzerberg i dag dækket af et så tykt lag kalksten.” Vinstokkene står i 165–265 meters højde, de øverste dele er de stejleste, med lyse, kalkholdige aflejringer og kalksten; mens de nederste dele flader ud og indeholder flere udvaskede sedimenter og mere humus.

Kalksten, masser af sol, vindblæst, tørt klima, kølige nætter, det er Spitzerbergs særkender — og deri ligger den første forudsætning for den friskhed og finesse, man finder i Dorlis vine.

Fra ord til jord

Den unge Dorli voksede op med vin i periferien, hendes far lavede en smule til familiens eget forbrug, men selv valgte hun en anden løbebane end den landlige. “Der var for mange kryb og kravl i det, det var ikke noget for mig at være bondekone. Så jeg valgte at at gå på universitetet og studere sprog i stedet, fransk og spansk.” En vis fascination af vinens verden havde dog et hemmeligt tag i hende, og langsomt begyndte hun at fokusere på oversættelse og formidling af tale og skrift om vin og vinkultur. I stedet for håndens arbejde med vin gav hun sig i kast med åndens.

“Jeg blev næsten besat af ‘vinsprog’,” erindrer hun, “at man alene ud fra en vins duft og smag kunne bestemme, hvilken drue, der var tale om, hvor vinstokkene voksede, og i hvilken slags jordbund. At en væske efter ti år i flaske stadig smager af den tid og det sted, den kom fra, og så mange år senere kan man sige, om den er fra kalksten, skifer eller løss. Det var helt nyt for mig, virkeligt en øjenåbner!”

“Så jeg blev oversætter af pressemateriale og vinlitteratur. Siden kom jeg ved et rent tilfælde til at arbejde for den nationale østrigske vinmarketing, hvor jeg blandt andet tog mig af udenlandske journalister; og til sidst stiftede jeg så mit eget bureau, rejste rundt og arrangerede smagninger og vinmesser.”

“Vin er ikke en hvilken som helst væske, man bare slukker tørsten med. Man kan lære i mere end 50 år, hvert år, år efter år, og stadig have nye spørgsmål. Det fascinerer mig!”

— Dorli Muhr

Men i mellemtiden var hun også begyndt at drømme om at lave sin egen vin. “Jeg kunne ikke længere nøjes med at snakke om vin. Jeg måtte lave min egen! Det var en meget romantisk idé, og selvfølgelig tænkte jeg dengang først på Frankrig og Italien; og så købte jeg mig et stykke land tæt på Scansano i Toscana, og dér kunne jeg så tilbringe anden halvdel af mit liv.”

Men så skete der noget uforudset. Gennem sit arbejde havde hun truffet den hollandsk-portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort, og de forelskede sig. Så i stedet flyttede hun til Porto og tilbragte store dele af sin tid i Douro; og dér erfarede hun for første gang den store forskel på det kystnære klima i byen og det kontinentale oppe ad floden. En anden erfaring, hun gjorde, var den forskel i klasse, som gamle vinstokke giver en vin; og da Dirk allerede arbejdede med begge i Douro, begyndte hendes tanker at flakke tilbage til Østrig, “det måtte være muligt at lave noget lignende dér.” Hjemme havde hun i mellemtiden fået genplantet Blaufränkisch på sin bedstemors braklagte parcel Untere Spitzer på Spitzerberg i 1995 men ved samme lejlighed forpagtet den ud. I stedet begyndte de at søge efter gamle parceller andre steder på Spitzerberg og i Carnuntum; og det fandt de lidt efter lidt og til ganske overkommelige priser.

Eksperter i elegance

Målet var at afdække, om ikke Blaufränkisch på Spitzerberg kunne have samme friskhed, elegance og finesse i sig, den skulle blot forløses. Det stilistiske var de enige om. Dirk er velkendt som en stærk forfægter af friskhed og lethed og er efter eget udsagn “besat af syre”. Så sammen med de nyerhvervede marker lejede de en garage og noget teknisk udstyr og købte nogle fade."

“Jeg har ikke lært at lave vin,” erkender Dorli blankt, “og jeg er slet ikke klog udi det tekniske. Jeg har min egen smag og mine egne erfaringer og idéer, men når Dirk var færdig med høsten i Douro, tog han så til Carnuntum og tog sig af høsten dér.”

“De første år eksperimenterede vi meget på kryds og tværs i forsøget på at indfange fornemmelsen af kalksten og tørt terroir. Vi afstilkede med hænderne, vi anvendte hele, upressede druer, vi prøvede fodtrædning af hele klaser; og vi lavede uge- og månedslange macerationer, med og uden pigéage, og så videre — og vi fandt efterhånden ud af, at den bedste måde at bevare friskheden og finessen er at anvende en god andel hele klaser, fodtrådte og med en lang, kølig maceration uden at forstyrre vinen undervejs, så man ikke får for hård en ekstraktion.”

Første år var 2002, så det varme 2003, så de mere moderate 2004 og 2005; og så fik hun sin egen ilddåb som vinmager i 2006: “Det var den 20. september, druerne var allerede modne, og Dirk var travlt optaget i Douro. Det skulle være nu, og jeg havde kun et par kar til at træde druerne i og et par fade til mosten. Heldigvis havde jeg også en mobiltelefon, så jeg hele tiden kunne ringe til Dirk og spørge ‘Hvad gør jeg nu?’ Så jeg blev vinmager ved et tilfælde!”

Årgang 2006 opnåede senere 92 point hos Robert Parker, så helt galt afmarcheret kunne hun ikke være. Året efter havde hun fået bygget egen kælder op, “til gengæld måtte gøre alt på egen hånd, da mit ægteskab var ved at gå i vasken; og i de følgende år måtte jeg tage mig af vinen samtidigt med en lille datter.” Til gengæld fik hun professionel assistance fra vinmageren Craig Hawkins fra Swartland i Sydafrika, dengang ansat hos Eben Sadie, i dag selvstændig som Testalonga. De forskudte vækstsæsoner gav ham rigeligt tid til at tage sig af først høsten og vinifikationen og senerehen flaskningen. Han bragte hende sikkert gennem den næste håndfuld årgange; og fra 2014 har hun så haft sin egen faste vinmager med i foretagenet, den særdeles dygtige Lukas Brandstätter, som har fortsat og forfinet kursen lige siden. I oktober 2021 påbegyndte de så konstruktionen af et nyt vinhus, som stod færdig i 2024.

Flere marker er kommet i husets besiddelse, og megen vin er strømmet gennem kælderen siden. “Vi er kommet langt på to årtier. Vi har udviklet vores egen profil, og vi har gjort en forskel. Vores mål var friskhed, lethed, elegance. Det var ikke ligefrem højeste mode, da vi gik i gang; og østrigsk rødvin var heller ikke noget, nogen gad beskæftige sig med dengang. Det har heldigvis ændret sig nu.”

Med viljestyrken, den rette vision og stor dygtighed kommer man langt. Gamle stokke, økologisk dyrkning, nænsom beskæring efter Simonit og Sirchs foreskrifter; samt selektiv høst og gammeldags fodtrædning, spontan gæring og skånsom omgang med mosten — deri findes den anden forudsætning for den kvalitet, Dorli i dag bringer til torvs. Det er Blaufränkisch, når den er bedst: En sælsom kombination af lys og mørke, lethed og tyngde, det seriøse og det fornøjeselige, lys- og skyggespil— og trods den megen møje i marken og tålmodighed i kælderen er der i Dorlis tilfælde noget nærmest ubesværet og befriende ligefremt over den.

Meningsfulde enkeltmarker

“Vi vinificerer vores parceller separat og organiserer siden vores portefølje efter markerne og vinstokkenes alder.” I den lavede rangerede Carnuntum kommer således en blanding fra de yngste stokke, lavere beliggenhed, højere udbytter. Village-vinen Prellenkirchen kommer fra lidt ældre og noget ældre stokke, mestendels længere oppe på skråningerne; og så kommer selve Spitzerberg som enkeltmarksvin, siden 2019 flasket som de fire enkelte parceller Obere Spitzer, Obere Roterd, Kranzen og Kobeln.

Man kan spørge om ikke det er en unødig komplicering, en intellektuel udforskelse af mikroterroir mere end et spørgsmål om god smag, især når den ‘generiske’ Spitzerberg nu var så god og komplet i sig selv. Dorli replicerer: “Jeg deler høsten fra de lavere parceller fra de højere på grund af de store forskelle i jordbundsforholdene. Fordi de højere har generelt tydeligere karakter og højeste kvalitet.”

Desuden er der noget stærkt personligt på spil for hende. De enkelte stykker land har hver sin historie for hende, ikke mindst de nu genanvendte gamle familiemarker, men også de mange med gamle stokke, hun har reddet fra nyplantning eller oprodning. “De har hver sin egen personlighed, og det smertede mig altid at skulle blande dem sammen til Spitzerberg. Så derfor var det en stor glæde, da vi fik lov at flaske de enkelte parceller som Erste Lagen.”

“Personligt ville jeg selvfølgelig sådan ønske, at Untere Roterd var min bedste vin; men den er fra en anden jordbundstype, så vinen har meget mere tæthed, koncentration og struktur. Den spiller simpelthen ikke på egen hånd”

— Dorli Muhr

Spottes midt i billedet, Dorli og Dirks bryllupstræer i fri dressur på Untere Roterd — en mark med en særlig betydning for familien Muhr gennem generationer

SPITZERBERG MASTERCLASS

Selvfølgelig får man først for alvor fornemmelse af, hvad det handler om, når man får vinene i glasset, smager parcel for parcel og over flere årgange. Gerne i store glas af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, gerne lettere afkølet og gerne med rigeligt luft. De unge vine kan med fordel dekanteres flere timer før servering. Det følgende er nogle nedslag i udvalgte vine fra de seneste årgange.

Prellenkirchen Samt & Seide 2021 — Som altid en slank, saftig og smidig mundfuld, fyldt med frodig bærfrugt, især kirsebær og skovbær, med fine noter af hvid peber, lang peber og enebær. Kølig kerne og samtidigt en vis rødfrugtet varme. Ligefrem og frugtig, endnu ung men umiddelbart indtagende, en glimrende årgang. Druerne er høstet fra især yngre stokke men også ældre stokke på parcellerne Spitzer, Roterd, Panhölzer, Holzweingärten og Kranzen. “Det er min erfaring, at gamle stokke giver fornemmelsen af silke i munden, en glat og meget tæt tekstur og samtidigt utroligt let; mens unge stokke giver den babybløde, fløjlsagtige fornemmelse med rundhed og tyngde. Derfor hedder den ‘Fløjl og Silke’.”

Parcellen Kobeln Liebkind. Foto: Herbert Lehmann

Kobeln er husets højeste beligennde parcel og Dorlis første nye besiddelse. Jorden er stenet og svær at bearbejde, og druerne tager virkeligt karakteren til sig. “Derfor kalder jeg den også Liebkind, mit hjertebarn, fordi der er investeret så megen energi i den. Her må man virkeligt tage vare på jorden; så den overbeviste mig om at arbejde økologisk.”

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2022 — Strålende sort og sært forjættende. Liflig mørk bærduft med lys glød indeni, solbær, hyldebær, aronia og mørkt ruskind. I munden syrlig saft med spændstighed og sart stoflighed samt fine, favnende tanniner. Saftig og syrlig strøm med en tør kerne af krydret stof, eftersmag af hyldebær, sortebær, den mørke skov.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2020 — Fortættet duft men forfriskende duft, fuld af blå blommer, sorte kirsebær og solvarme solbær. Særdeles saftig og fløjlsblød i munden, virkeligt vitalt spil af frisk syre og moden frugt, fornem balance. Figen, tobak og fine urter i eftersmagen.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2019 — Saftig og stoflig, kombinerer det kompakte med det lette på overmåde elegant vis, igen fløjsblødt stof med svæven som silke. Fyldig blommefrugt, moreller, en smule balsamisk solbæreddike, tørrede urter og usødet kakao, kompleks og flot udviklet med fint støvede tanniner.

Parcellen Obere Roterd. Foto: Herbert Lehmann

Obere Roterd er en smal terrasse i 210 til 240 meters højde. Den grænser direkte op til skoven ovenover og karakteriseres af en særligt sandet jord, delvist med store kalksten; og så har den selvfølgelig en særlig betydning for Dorli, da den er den øvre del af familiens gamle besiddelser på stedet. Det samme havde for øvrigt komponisten Joseph Haydns familie.

Spitzerberg-Obere Roterd 2022 — Diskret duft med et ulmende væld i dybden, der endnu lader vente på sig; men hindbær, kirsebær, lakrids, sandeltræ. I munden igen komprimeret kirsebær- og blommefrugt med mundvandsdrivende syre og tanniner, så fine som sommerfuglestøv. Funklende saft, nærmest kaleidoskopisk smag, spor af hindbær, brombær, kirsebær, lakrids, urter, sorten muld. Enormt fin og facetrig og flyder fabelagtigt godt.

Spitzerberg-Obere Roterd 2020 — Duften igen diskret, men fortæller stilfærdigt om friske kirsebær, hyldebær og grønne urter. Appetitvækkende, og i munden flyder den som blidt kildevand, med en lækker, silkeglat tekstur, som om der var en dråbe vaseline i vinen — Dorli siger “som mayonnaise men uden fedt” — og så et mildt pebret finish med fint fenolisk bid. Virkeligt god, glider gnidningsfrit, en storcharmør.

Spitzerberg-Obere Roterd 2019 — Milde røgnoter i duften og strejf af grillede peberfrugter og måske et strejf salvie; i munden en mere udpræget frugtighed, fuld af sorte og røde kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Tanninerne er en smule mere markante men fine, fine fra sandede til støvede, og der er mere mere tørstof at tygge i. Ret struktureret og koncentreret men stadig karakteristisk let på tå, har tiden foran sig.

Parcellen Obere Spitzer. Foto: Herbert Lehmann

Obere Spitzer udgør den øverste, vestligste flanke af Spitzerberg og strækker sig ned i en lang, spids skråning, som muligvis har givet navn til hele bjerget. Den ligger i 200 til 270 meters højde, har tørt sand og en stor andel indlejrede kalksten. Vinstokkene er næsten 70 år gamle. “Obere Spitzer giver særligt karakteristiske vine, der er finmaskede og meget tætte men samtidigt slanke og raffinerede. De er gennemsyret af en helt særlig vertikal energi, himmelstræbende som en gotisk katedral, og der er ikke et gram fedt på dem.”

Spitzerberg-Obere Spitzer 2022 — Stilfærdig, subtil duft, fra dybet dukker dog en delikat rigdom af sød rød frugt frem. I munden er den saftig, glat, svævende, substantiel; indtil et fint tørstof og de fineste tanniner trækker saften væk og efterlader et pikant krydret ekstrakt. Sursøde kirsebær, solbær, urter, peber, lakridspulver, røgsalt, stjernestøv…. i et særligt ekvilibrium mellem saftigt flow og virkeligt tørt træk. Stram struktur og fint stof og samtidigt svæver den næsten i luften.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2020 — Mild duft, drivende vådt flow og fylde uden tyngde. Ananaskirsebær går over i hindbær, som går over i brombær, som går over i kirsebær, som går over i syltekirsebær, finsk lakrids og tobak. Silkeglatte tanniner, spændstig syre og et indre løft som kun en luftballon af Blaufränkisch kan bære.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2019 — Mere æterisk og allerede en smule tertiær i duften, der kombinerer grønne urter, støvet peber og røgelse. Saftig og cremet i munden, moden men fast i kødet, har mild syre, et fint og næsten nebbiolosk tanningreb og et mineralsk spil, der holder interessen vakt, skønt den stadig er en smule ungdommeligt knyttet. Sursød mørke kirsebærfrugt og noter af bresaola, sandeltræ, enebær, hyldebær, peber, salt.

Dorli med sin datter Anna van der Niepoort og vinmager Lukas Brandstätter. Foto: Anna Stöcher

Vil man vide mere om hver enkel vin, kan man med fordel besøge vinhusets yderst informative hjemmeside. Er man nysgerrig på andet end Spitzerberg, laver Dorli også dejlig Blaufränkisch fra marken Kirchweingarten; og ellers er der hendes spændende Syrah fra den sidste hektar på Spitzerberg… og som en nostalgisk hômage til hendes tid i Portugal laver hun en god portvins-inspireret hedvin på Blaufränkisch, Saudade, “en flydende fado med Atlanterhavets ånd men udvundet af Karpaternes kalksten”— et studie i balance mellem frisk syre, krydret sødme og fyrig alkohol, en rig mundfuld syltede kirsebær, korender, cigarkasse og sorte peberkorn.

Flaske: Ried Obere Spitzer 2022  
Vinhus: Weingut Dorli Muhr  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig
Jordbund: Kalksten, sand  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 849,-  

Økologisk milepæl for Østrig

I maj vandt de Eurovision, og per august 2025 rundede de som nation en global milepæl for økologisk vinavl. 10.524 hektarer vinmarker i Østrig er nu certificeret som økologisk dyrkede af det føderale østrigske landbrugsministerium, og det svarer til nøjagtigt en fjerdedel af alle Østrigs registrerede vinmarker, 44,210 hektarer alt i alt. Med den økologiske førsteplads lever landet op til et erklæret mål om at nå mindst 25% i 2025 og cementerer tillige sin rolle som økologisk pioner og international rollemodel for omlægning til certificeret økologisk vinbrug og økologisk landbrug i det hele taget.

Østrig 2025 = økologisk vin 25%

Landet har længe ligget langt og længst fremme i feltet. Ifølge den nyligt frigivne rapport The World of Organic Agriculture 2025 nåede Østrig 22,6% i 2023 og 23,8% i 2024, hvilket allerede dengang betød en førerposition, for eksempel foran store og klassiske vinlande som Frankrig med 17,4%, Spanien med 17,8% og Italien med 14,6%. (Ret beset ligger tre lande faktisk foran Østrig, hvad angår økologisk vinbrug— Sverige, Belgien og Polen— som alle tre er nyligt anerkendte vinlande med nystartet produktion og en samlet beplantning på mindre end 500 hektarer). Spanien er dog det land, der samlet set har det største certificerede areal af vinmarker: 121,279 hektarer er nu omlagt til økologisk dyrkning dér, en tredobling på lidt mere end et årti, men stadig kun knapt 13% af landets samlede vinmarksareal. Landenes relative størrelser og markarealer taget i betragtning fører Østrig altså stadig stort. Også sammenlignet med det globale gennemsnit, som med de seneste tal fra 2023 lander på 7,8%– knapt en tredjedel af det østrigske.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk er en utrolig præstation,” lyder det fra Chris Yorke, der er administrerende direktør for ÖWM, Østrigs nationale organ for markedsføring for vin. Han begrunder sin begejstring således: “Man må ikke glemme, at vi i Østrig har at gøre med nogle vanskeligere klimatiske forhold end mange andre, større vinproducerende lande. Det gør ikke økologisk vinproduktion lettere– faktisk tværtimod. Men vores vinbønder er overbeviste om, at en miljøbevidst produktion er vejen frem– og derfor fortsætter de ad denne vej til trods for de vanskelige tider, vi står over for nu.”

Hvad Yorke her hentyder til, er de generelt køligere og ofte også fugtigere forhold, som præger vinområderne i landet for foden af Alperne; og at økologisk certificerede vinbønder både i marken og i kælderen har færre hjælpemidler til rådighed, når de skal arbejde under de forhold. Hurtige fix fra kunstgødning, syntetiske plantebeskyttelsesmidler og andre sprøjtegifte kan man ikke ty til her. Derfor betyder økologisk vinavl mere og hårdere, ofte også manuelt arbejde, når vinstokkene skal holdes sygdomsfri og sunde i markerne. Derfor er der hele tiden også en øget risiko for lavere udbytter, hvis vejrforholdene viser sig ugunstige. Set i det lys er den store økologiske andel ikke så lidt af en satsning og en bedrift.

Fra gryende grøn til spraglende

Naturbeskyttelse og mere miljøskånsomme dyrkningsformer er ikke nogen nyhed i Østrig. Landet har en lang tradition for begge, eksempelvis var Østrig det første land i verden, som fra 1927 havde en gård, som decideret blev dyrket efter principper, som i dag kaldes økologiske; og i 1983 var østrigerne de første til at fastsætte nationale regler for økologisk landbrug, næsten et årti før de første fælles europæiske regler kom i 1991-1992. I 2005 stiftedes så foreningen Bio Austria, som i dag er Europas største økologiske landbrugsforening, og som også er en blandt flere økologiske certificeringsagenter i landet. I øvrigt er 27% af vinmarksarealet i Østrig nu certificeret bæredygtigt af Nachhaltig Austria/Sustainable Austria.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk
er en utrolig præstation!”

— Chris Yorke, CEO, ÖWM

Hvordan har Østrig indtaget den økologiske førerposition? Sandsynligvis spiller flere faktorer en rolle; dels er østrigsk landbrug aldrig gennemgået samme grad af industrialisering som i eksempelvis Tyskland eller Danmark, først og fremmest på grund af den fortsat store andel af små familiebrug (95% af de østrigske vinhuse er stadig i familieeje) samt vanskeligheden i mekanisering af små landbrug i landets mange isolerede, kuperede og decideret bjergrige områder. En vis kulturel konservatisme spiller også ind, men nok så meget også det, at Østrig i høj grad lever af turisme i naturlige omgivelser: Såvel indfødte som udlændinge kommer og går for at nyde landets naturlige skønhed og oprindelige landbrugsprodukter. Certificeret økologisk vin står som garant for, at vinbonden ikke har forgiftet sig selv og sine omgivelser med pesticider, og at du som forbruger ikke får en sådan dosis med indenbors, hver gang du drikker et glas vin (læs dog om et lille aber dabei her). Peter Artner fra Carnuntum er en blandt mange vinbønder, som inden for det sidste årti har lagt om, og hans forklaring på sin omvendelse er repræsentativ for mange: “For os er økologien blevet en måde at leve på. Vi valgte først en forsigtig tilgang og har trin for trin omlagt hele virksomheden til økologi. Siden da er vores vinstokke blevet mere vitale og robuste.”

“Jeg elsker det manuelle arbejde og får så meget tilbage, når jeg går igennem mine vinmarker. Så ved jeg, at jeg er på rette vej,” forklarer Birgit Braunstein fra Burgenland. For hende var omstillingen til økologi også en lang proces, der tog sin begyndelse sidst i 1990’erne. “Jeg ville ikke have ønsket eller været i stand til at gøre det fra den ene dag til den anden,” fastslår hun. “Økologisk certificering fik jeg først i 2006, så vovede jeg mig videre ud i biodynamik i 2009, og siden 2015 har vingården været Demeter certificeret. Det tager en vis tid at omstille systemet– ikke kun i vinmarken, men også mentalt.”

Så selv på trods af den øgede arbejdsbyrde og de forretningsmæssige risici, har et stadigt stigende antal østrigske vinproducenter valgt at forpligte sig på økologisk vinavl. I 2000 udgjorde andelen af økologisk certificerede vinmarker stadig kun 1,7% af arealet; men siden da er det hurtigt steget, og landet har altså nu som det første nået en fjerdedel, med mere end 1.235 vinbønder– og det stopper ikke, så snart den økologiske certificering er opnået. Eksempelvis er mere end hver tiende økologiske vinmark også dyrket efter biodynamiske principper, svarende til 14% af det økologiske vinareal. Biodynamisk landbrug blev udviklet ud fra den østrigske tænker Rudolf Steiners tanker fra 1924 og frem og er dermed godt 25 år ældre end den første såkaldt økologiske bevægelse, som tog sin begyndelse i England. Østrig huser desuden verdens første biodynamiske vingård, Nikolaihof i Wachau, som i praksis begyndte at implementere Steiners principper fra slutningen af 1960’erne. Gården er nu certificeret af Demeter, en international organisation for certificering af biodynamiske landbrugsprodukter. I 2007 oprettede en gruppe af Østrigs førende vinproducenter så en ny sammenslutning for biodynamisk vinavl, Respekt Biodyn, som først var en lille gruppe ligesindende men nu omfatter mere end 25 vingårde i Østrig samt nyere medlemmer i nabolandene Ungarn, Italien og Tyskland.

Fred Loimer fra Kamptal er en af de stærke drivkræfter bag den grønne bølge i østrigsk vinbrug og er i dag både bæredygtigt, økologisk og biodynamisk certificeret. For ham faldt valget om økologi og biodynamik i naturlig forlængelse af karrierevalget som vinbonde, da han overtog sin fædrende vingård. “Det var et bevidst forsøg på at blive en bedre vinbonde og lave bedre vin, vin med mere karakter og individualitet.” Som medstifter af Respekt-gruppen fremhæver han biodynamikkens endnu stærkere forpligtelse på naturnært landbrug: “Målet med biodynamisk landbrug er at skabe en sund balance i jord, planter, dyr og mennesker og at styrke deres naturlige forsvarsmekanismer. I 2006 tog vi denne udfordring op og omlagde vores vinmarker til biodynamisk landbrug.” Loimer er desuden medlem af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, hvis kurs siden 2021 har været, at alle dets medlemmer som minimum skal være bæredygtigt og gerne økologiske certificerede. I dag kalder Loimer ligefrem biodynamisk vin for “det reneste udtryk for oprindelse”. Har han ret i det, er det næppe noget tilfælde, at den kvalitative og terroirdrevne udvikling i østrigsk vin i de sidste par årtier er gået hånd i hånd med den økologiske og biodynamiske bølge; og at de fleste af landets førende historiske såvel som nye producenter i dag er certificeret økologiske og/eller biodynamiske. Tænk blot på så forskellige navne som Bründlmayer, Bernhard Ott, Dorli Muhr, Geyerhof, Gernot Heinrich, Sattlerhof, Tement, Triebaumer, Weninger og Wieninger.

Danmark med i dynamikken

Herhjemme i Danmark har vi også en økologisk rekord, nemlig i det største nationale forbrug af økologiske varer. Den efterspørgsel skal selvfølgelig matches af et udbud, og under kategorien vin kommer en pæn del fra f.eks. Østrig. Kun knapt 3% af landets samlede produktion, men i værdi kommer de fleste fra den højere ende— alle ovennævnte vinhuse er eksempelvis repræsenteret på det danske marked.

“Miljøbevidst vinavl, hvad enten den er økologisk, biodynamisk eller bæredygtig, åbner også nye forretningsmuligheder,” forklarer Chris Yorke, “for sådanne vine er særligt efterspurgte blandt visse kundegrupper og på eksportmarkeder som Skandinavien og Canada. Eftersom vores vinproducenter er internationalt kendt for deres særligt miljøbevidste produktionsmetoder, har efterspørgslen efter østrigske vine også været stigende på disse markeder i mange år nu; og der er stadig et betydeligt potentiale.”

Så giv gerne en hjælpende hånd, og køb glad en flaske økologisk østrigsk vin til weekenden!

Links og fakta

• Pressemeddelse fra Österreich Wein Marketing

• Økologisk vinbrug i Østrig

• Rapporten The World of Organic Agriculture 2025

Alternative Austria

Vi skal til møde i AA. Ikke for anonyme alkoholikere men for austrofile alternativister. Heldigvis ikke at forstå som de østrigske pendanter til Alternative für Deutschland. Nej, det drejer sig om den ikke-konventionelle, non-konforme del af den østrigske vinscene. De farverige outsidere, dissidenter, rebeller og enfants terribles. Blumenkinder, Freigeister og Querdenkere, der laver vine, som falder i østrigsk vinlovs sælsomme kategori 8, Alternativweine, der dækker det, der på moderne tysk kaldes Orange, Natural & Raw Wines.

Det er vine og en verden, der ikke vil være faste læsere af nærværende side fremmed; og i Danmark er vi i det hele taget godt bekendt med Østrigs naturvine, ikke mindst takket være Sebastian Rind Nellemand, som via sin import Österreich Vin i nu mere end 20 år har holdt fanen højt for disse vine herhjemme, de seneste 15 år også på den for længst ikoniske københavnske vinbar Ved Stranden 10. Østrigsk naturvin debuterede nogenlunde samtidigt med det nynordiske køkken, og naturligvis fandt vinene også vej til en restaurant som noma, hvor de længe var særligt i vælten og kom det kræsne publikum for gane.

Udenlandsk og ikke mindst nynordisk anerkendelse har været kærkommen for de østrigske naturvinsfolk; for det hjemlige marked og myndigheder har ikke altid vist lignende forståelse for deres foretagende. Bagtæppet er på godt og ondt den østrigske vinskandale i 1985 og den efterfølgende nye vinlov, som med strenge kvalitetskrav og stor transparens skulle luge ud i al tvivl om vinens oprindelse og uforfalskethed. Samtidigt var skandalen også med til at sætte tanker om naturlighed, renhed og sundhed på dagsordenen, og det faldt mange vinbønder naturligt ikke kun at konvertere til økologisk dyrkning men også at lave færre tekniske og kemiske interventioner i selve vinifikationen, oplagte videre skridt, og en skare valgte så at gå planken ud og helt ‘tilbage til naturen’.

Hvad er alternativet?

“De her vinbønder fremstiller vine, der repræsenterer et stærkt alternativ til skadelige kemikalier, syntetiske sprøjtemidler og de talrige tilsætningsstoffer, som alle er tilladt i nutidig vinproduktion. De omtales ofte som rå, nøgne, naturlige eller lav-interventions-vine— men efter min mening er det, de repræsenterer, den rene og egentlige form for vinkultur. De fortsætter 8.000 års tradition, for det er kun i de seneste knapt 80 år, at industriel vinproduktion er blevet den nye norm. Sådan set er det de konventionelle vine, som er de alternative.”

Ordene blev ytret i december af den serbisk fødte, amerikansk uddannede og nu østrigsk bosatte Aleks Zecević, som gennem en årrække har haft særlig interesse for og engagement i netop de østrigske naturvine; og ordene faldt under det seneste Arlberg Weinberg Symposium, den årlige vinkonference i de østrigske alper, som af den engelske vinskribent David Kermode er blevet kaldt ‘vinverdenens svar på topmødet i Davos’. Her forestod Zecević en kommenteret smagning af netop “Alternative Wines of Austria” med 15 velvalgte vine — “fremstillet i harmoni med naturen, fra små familieejede vinhuse og i forlængelse af en lang tradition” — og for os med samme tilbøjeligheder var det lidt som en guide tur gennem Paradis. Et spændende syn på samme sag fra en ligeledes udefrakommende med samme passion.

Hans blå bog: Aleks er født og opvokset i Beograd, i et hjem med klaver i stuen og vin på bordet; men lettere utilpas i hjemlandet drog han efter endt ungdomsuddannelse ud i den store verden. Han tog til USA for at læse filosofi og marketing i New York, og undervejs fik han flere småjobs rundt om i vinbranchen. Det førte ad åre til et job som smager hos WineSpectator, hvor han arbejdede i en lang årrække. Siden arbejdede han med fine wines på auktionshuset Sotheby’s, og i dag slår han først og fremmest sine folder som smager og skribent på Wine Enthusiast. Endvidere har han været engageret i VinoVerified samt vært på podcasten Vintners. I dag er han bosat i Wien, et naturligt valg efter mange års stadigt stigende interesse for den østrigske og centraleuropæiske vinscene, som den kan opleves på eks. Karakterre.

Alternative Austria smagningen i Lechwelten var passende edge-of-empire kurateret af serbiske Aleks Zecević, her præsenteret af Chris Yorke, CEO i Austrian Wine Marketing

En perlerække af Østrigs alternative pionerer var på programmet. Heriblandt flere af Burgenlands stærke individualister og flere first movers fra Steiermarks sammenslutning Schmecke das Leben, som den anerkendte engelske vinskribent Stephen Brook, manden bag bogen The Wines of Austria, deri gav skudsmålet, at deres vine i hans gane smagte mere døde end levende. Bevægelsen har hele tiden polariseret og fortsætter med at gøre det. Økologi kan være godt nok, men hen ad vejen med spontangæring, skindkontakt, slørede vine og lav sulfit går det for vidt. Et par af de deltagende smagere, som også er toneangivende vinskribenter, betroede da også hinanden, at flere af vinene var dediceret udrikkelige. Det lykkedes dog for de fleste andre— selv glemte jeg tit at spytte.

Ikke altid Grüner Veltliner

“Østrigs største bedrift er landets bidrag til den grønne bevidsthed. Jeg tror ikke, at der er noget andet land i verden, der har gjort mere på det område,” fastslog Zecević med nedslag i de tørre tal: 65% har fast grønt bunddække i vinmarkerne, 50% af vinbrugsarealet dyrkes uden nogen brug af insekticider, 25% er certificeret bæredygtige (Sustainable Austria), 24% dyrkes certificeret økologisk (Bio Austria, Lacon m.fl.) og 3% dyrkes certificeret biodynamisk (14% af det økologiske areal, Demeter, Respekt).

Den omlægning har ikke mindst været mulig, fordi den er bakket op om af nationale tilskud, og den er skredet hurtigt frem i og med, at mange, for ikke at sige langt de fleste, østrigske vingårde er ret små (gennemsnitligt med 4 hektarer) og familieejede foretagender (95% af samtlige producenter). Dertil kommer netop stærke individualister, lokale sammenslutninger og interessen fra internationale forbrugere efter noget mere oprindeligt, uforfalsket og unikt, uden rester af sprøjtegifte og tilsætningsstoffer, og gerne med lokalkolorit i kraft af indfødte druesorter og genoplivning af gamle traditioner. “Vi flasker naturen ren,” citerede han Christoph Hoch fra Kremstal som en slags slogan.

“Grüner Veltliner er faktisk kun på fjerdepladsen over mine yndlingssorter fra Østrig, efter Sauvignon, Chardonnay og Riesling”

— Aleks Zecević

Men Østrig er større end det velkendte Donauområde og byder på andet og meget mere end Grüner Veltliner og Riesling. Ser man bort fra Zweigelt og Blaufränkisch er der også specialiteter som Sankt Laurent og Blauer Wildbacher, sidstnævnte sorten bag Steiermarks særegne rosé Schilcher. Men også gamle, halvglemte sorter som Roter Veltliner og Furmint fortjener opmærksomhed; og så er der alle de mere eller mindre nye specialiteter og satsområder, såsom de såkaldte Direktträger-druesorter fra Amerika i det sydlige Burgenland, som lægger druer til den uhyggelige Uhudler; samt de mange nye sygdomsresistente piwi-sorter, som vinder frem i hele landet nu og øger diversiteten; og så er der alle de ‘internationale sorter’, hvoraf især Sauvignon og Chardonnay står stærkt i Steiermark. Altsammen aspekter af Østrig, som er værd at se og smage nærmere på.

Det taler til de østrigske myndigheders fordel, at de har forstået og formået at omfavne disse vine i deres markedsføring, selvom det foregår en smule ved siden af hovedsporet. Zecević håber, det med tiden vil blive mere velintegreret, ikke mindst så man undgår yderligere polarisering. Især fordi naturvinsbønderne har satset stort og løbet risici men samtidigt formået at skabe fornyet interesse om landet og flere af dets ellers oversete sorter og områder.

“Mit udvælgelseskriterium var vine, som måtte leve med laveste kategori i kvalitetspyramiden, eller i det mindste havde svært ved at opnå anerkendelse som kvalitetsvin, og dermed opnå oprindelsesgaranti,” forklarer han. “Her skyder man sig nemt i foden. Mange af disse vinbønder får ikke lov at skrive anden oprindelse end Østrig på etiketten, og det er synd. Det er en forspildt chance for at kommunikere med klarhed, hvad der er i glasset.” Han ser dog de igangværende diskussioner om emnet som lovende.

Han slog endvidere fast, at tendenser som økologisk dyrkning, spontan gæring, minimal intervention og begrænset brug af svovl nok stadig er niche men dog ganske veletablerede, og de er kommet for at blive; og at de fører stilistisk mere mangfoldige vine med sig, men med fællestræk som friskere syre og lavere alkohol, '“mere vertikale og vibrerende vine”, tendenser som trender på verdenscenen og med god grund. Alle vinene blev skænket og smagt i Zaltos nye glas Balance, et glas udviklet til vine med struktur og tekstur fra eksempelvis skindkontakt, helklasegæring og lang gærlagring og dermed antageligt velegnet til orange- og naturvine. Glasset føres i Danmark af bl.a. Bichel og Österreich.

ALTERNATIVE WINES OF AUSTRIA

Første flight

• Franz & Christine Strohmeier The Spiral Schilcher Sekt Brut Nature 2014. Ironisk nok lagde vi ud med en af “de mest tilvirkede vine” fra en af frontfigurerne i lav-interventions vinscenen, Franz Strohmeier. Det er klassisk metode, så vinen er gæret igen på flaske med en tilsat gær. Derudover er den dog aldeles økologisk og spontangæret. Degorgeret januar 2024 og tilsat 10 mg sulfit. Druen er Blauer Wildbacher, så det er en idiosynkratisk version af Schilcher Sekt med næsten ti års modning sur lattes. Det, der engang var lyserødt er nu modnet til mørkt orangeskær, næsten kobberglødende. Mildt skummende med en overraskende frisk næse fuld af syrlige bær og nødder, oxidative træk i dybden. Stilfærdig men sprød skum på tungen, virkeligt livlig syre og smag af skovjordbær, sorten muld, søde krydderier og bitter orangeskal. Helt sin egen! Österreich

• Christoph Hoch Kalkreich Sekt Brut Nature NV. Biodynamisk dyrket Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder vinificeret efter méthode ancestrale men dégorgeret efter længere lagring med gæren, så stilistisk nærmer vi os ‘klassisk Sekt’. Lyst gylden, med ganske fint skum. I snuden duft af Earl Grey med citron og et strejf dry Martini. I munden luftig skum med lys syre, kalket mineralitet og mørk dybde, sursød frugt, let laktisk, oxidativ stil. Österreich

Andet flight

• Von der Vogelwaide Grüner Veltliner Tandaradai 2022. Håndhøstet og presset af hele klaser, spontangæret med naturlig malolaktisk gæring og modnet på gærresterne i franske barriques i 12 måneder. Modne gule æbler og saftige gråpærer, strejf af kandiseret citrusfrugter, urter, hø og tobak, en lækker mundfuld med cremet tekstur, sitrende syre og et formidabelt flow. Reduktivt

• Wabi Sabi Riesling A.qu.a.l.e.i.t.e.n 2022. Forbuden frugt fra marken Achleiten, tilpas maskeret på etiketten til at være lovlig. Let krudtet duft af nytårsaften. Klar og kølig saft med saftspændt stenfrugt og litchi, slank af statur og let laktisk i teksturen. Halvdelen fodtrådt, fuld malolaktisk gæring. Stadig særdeles genkendelig i sin frimodige anderledeshed.

• Christian Tschida Riesling Laissez-Faire 2022. Ja, Riesling fra Burgenland… og fra hvem anden end Christian Tschida? Rank syre og stoflig tekstur, modenheden fornægter sig ikke, med frodig lime og gylden stenfrugt i stride strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Sprælsk og ekspressiv. Österreich

Tredje flight

• Michael Wenzel Furmint Stockkultur Alte Reben 2021. Den ungarske nobilitet Furmint fra gamle stokke, indført af Wenzels far og bedstefar, mens jerntæppet stadig hang tungt. Én enkelt barrique, helt uden klaring, filtrering eller tilstatte sulfitter. Fuld af hvide forårsblomster, enggræs, nyslået hø, kamille og hvid te, saftige ferskner og strejf af kanel og nellike. Syrlig, saftig og smidig i al sin krystallinske klarhed. Høtoft

• Sepp & Maria Muster Morillon Graf 2020. Chardonnay, som man sjældent smager den. Dufter af badminton og bålplads, rågummi møder tørv og brønd. Saftspændt, ret lækker rund tekstur, syrligt struktureret, kølig stenfrugt. Biodynamisk og bemærkelsesværdig. Österreich

• Thomas Straka Welschriesling 3330 2021. Der må ikke stå marknavnet Prantner på etiketten, så Straka nøjes nu med parcelnummeret 3330. Silkeglat og smidigt stof et formidabelt flow og forfriskende syre, funklende og fuld af nuancer— modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te. Genereux

Fjerde flight

• Martin & Anna Arndorfer Rosa Marie 2023. Smukt skarlagensfarvet, klar og dyb i farven. I næsen mild og og blød, i munden sprød og syrlig: Fuld af friske jordbær og kirsebær, på bagkanten begge i yoghurt. Sursød og sart cremet. Sjældent seriøs rosé. Österreich

• Ploder-Rosenberg Souvignier Gris Linea 2017. Så kom der piwi i glasset fra pionererne i familien Ploder ved Rosenberg i Vulkanland Steiermark. Sagte brise af kaprifolium, modne ferskner og abrikoser, og i munden folder den sig ud med flot fylde kombineret med tørrede blomster, kandiseret orangeskal og flødekaramel. Smidig tekstur med fint tørstof, mild syre og fine tanniner, delikate grape tonic bitternoter i eftersmagen. Rosforth

• Werlitsch Glück 2020. Elskelig æterisk næse med liflig frugt. Godt greb og syrligt bid, grapefrugten skinner igennem, sammen med saftige ferskner og tørrede abrikoser. Kølig nerve, sindssyg spænding. En biodynamisk bedrift, Sauvignon har let overtag i forhold til Chardonnay, men de spiller perfekt sammen, begge stet i et tykt lag opok. Österreich

Femte flight

• Rosi Schuster St. Laurent Ried Repistye 2022. Sart snude med snert af skovjordbær og blomster. Rank, slank og glat med kølig skovbærfrugt og en elegant statur; og af mangel på bedre beskrivelse, mineralsk. Leithaberg terroir, muligvis med en smule brett, men ellers mageløs og ganske glimrende. Vinova

• Johannes Trapl Blaufränkisch Ried Spitzerberg 2020. Super saftig, smidig og slank, med smilende syre og faste men fine tanniner. Et dulmende dyb i modne kirsebær, brombær og sortebær efter en belønnende duft af enggræs, frisk hø, fugtig muld og bålrøg, lyng, varme vinblade, Earl Grey te og kandiseret appelsinskal. Seriøst, stimulerende og smukt; men næsten for meget for myndighederne! Johannes måtte kæmpe for sit Prüfnummer (kvalitetsvinstempel) for at kunne skrive Carnuntum og Spitzerberg på etiketten, men i sidste ende lykkedes det. Cru Vin

• Gut Oggau Joschuari 2021. Biodynamisk Blaufränkisch med muskler. Stilfærdig ved første møde men åbner med tiden op for en rigdom af moden rød frugt med en mørk bagkant, vilde bær, krydderurter, tobak og røg i dybden. Rank og muskuløs af statur, syren er smidig, tanninerne fine, og den bliver hængende længe i munden. En velbalanceret vin med charme og karisma. Österreich

• Franz Weninger Say 2021. Flot og fortættet næse, fuld af hemmeligheder, løfter og sagte hvisken. Kompakt krop med rank syre og et smukt skyl af blåbær, solbær og sveskeblommer, silkeglat tekstur, let røget og krydret finish. Subtil kompleksitet og karakter. Det er biodynamisk Blaufränkisch fra karge skiferjorde i det sydlige Burgenland, og det er tæt på brilliant. Franz, for Fanden da! Österreich

Flaske: The Spiral 2014  
Vinhus: Strohmeier  
Oprindelse: Steiermark, Østrig
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Blauer Wildbacher  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 495,-  

Artiklen er en reportage fra Arlberg Weinberg Symposium 2024, som blev afholdt i december i Lech am Arlberg, arrangeret af Wine+Partners med støtte fra Österreich Wein Marketing og i samarbejde med Trinkreif og Zalto samt de lokale Burg Hotel, Romantik Hotel Krone, Gasthof Post, Hotel Sandhof, Hotel Kristiania, Hotel Berghof og Rote Wand Gourmet Hotel. Jeg var indbudt som dansk deltager; og min reportage fra symposiets temasmagning af østrigsk Chardonnay og Sauvignon kan læses på SpritNyt

Tjener, der er fluor i min vin

Så er den gal igen. Der er noget i vinen, som ikke skal være der. De i debatten så floromvundne fluorstoffer har nu fundet vej til vinglasset, de er endog fundet særdeles vidt og bredt; og det op i koncentrationer, som langt fra ville kunne godkendes til drikkevand. PFAS er for alvor kommet på dagsordenen, siden stofferne flere steder er blevet fundet i mælkeprodukter, kød og æg. Fokus var først på forureningskilder som brandøvelsespladser og lossepladser, men stofferne har spredt sig langt omkring og inficeret mange miljøer — og mange mennesker har følgeligt fået målt høje koncentrationer af stofferne i blodet. Foruroligende, fordi de kan være ganske sundhedsskadelige, og særligt alarmerende, fordi de er så godt som umulige at skille sig af med, når først de er i kroppen.

Nu viser en nyligt offentliggjort undersøgelse fra PAN Europe så, at PFAS-stoffet TFA findes i en lang række vine fra flere forskellige europæiske lande. Faktisk synes niveauet at være drastisk stigende: Analyserede vine fra før 1988 indeholdt ingen eller kun svage spor af stoffet, mens kurven er støt opadgående efter 2010, og de højeste forekomster er målt i gruppen af nye vine fra 2021 til 2024. Det gennemsnitlige indhold i 49 testede vine lå på 122 mikrogram per liter. Til sammenligning er det tilladte indhold i dansk drikkevand sat til 9 mikrogram per liter. Så herfra skal lyde et stort tillykke til den østrigske topscorer fra 2024, der landede på hele 320 mikrogram.

Hvordan er den TFA havnet i vinen? Synderen skal sandsynligvis findes i vinmarkerne, som i konventionelt brug bliver hyppigt sprøjtet med forskellige pesticider i løbet af en vækstsæson. En række af disse pesticider har TFA som et restprodukt, og det følger med druerne ned i kælderen og havner i sidste ende i den færdige vin og så hos forbrugeren. Skål i PFAS! Men før vi udråber en ny Weinskandal af 2025, må vi tage forbehold for den forholdsvis lille stikprøveundersøgelses fund. Imens det større billede bliver afdækket, kan vi se nærmere på de omtalte stoffer, deres herkomst og sandsynlige skadevirkninger.

Hvad er PFAS?

PFAS er en fællesbetegnelse for en række fluorholdige forbindelser med en lang række anvendelser. Kemisk er der tale om alkylforbindelser, brint- og kulstofkæder, hvori et eller flere af brintatomerne er erstattet af et eller flere fluoratomer. Derfor navnet per- og polyflouralkylforbindelser, på engelsk PFAS, per- and poly-fluoroalkyl substances.

Stoffernes særlige kemiske egenskaber— de er såvel vandafvisende som fedtskyende, elektrisk isolerende og først og fremmest enormt stabile— giver dem vid anvendelse til emballering, imprægnering og rengøring, men også til tekstiler, kosmetik og som pesticider. Kort og godt, de indgår i alt muligt og er overalt omkring os. Fra teflon og nylon, over maling og neglelak til brandskum og ukrudtsmidler. Som PFC, PFOS, PFOA m.fl.

Da stofferne er så stabile og således kun meget, meget langsomt nedbrydes i naturen, har de fået øgenavnet ‘evighedskemikalier’; og den langsomme nedbrydelighed betyder følgeligt en stadigt større ophobning. Ikke kun ‘ude i naturen’ men også ‘inde i mennesker’. Stofferne har alskens skadevirkninger i diverse økosystemer. For mennesker er de ikke akut toksiske men mistænkes for at være såvel hormonforstyrrende som immunundertrykkende og kræftfremkaldende. Flere har påviseligt forårsaget leverskader, mens andre nu undersøges nærmere for sammenhæng med infertilitet, lavere fødselsvægt og sundhedsproblemer hos børn.

Helt uhyggeligt er det dog, at stofferne ikke kun findes i konventionelle fødevarer og vine. De forekommer også i økologiske vine, altså vine fra druer, der ikke er blevet sprøjtet med pesticider. Et tydeligt tegn på, hvor vidt spredte disse stoffer nu er, så de tilsyneladende med lethed sniger sig ind fra jorden og via vandet.

Hvad er TFA?

TFA er en engelsk forkortelse for trifluoroacetic acid, trifluoreddikesyre, en fluoreret carboxylsyre, der som nævnt findes som pesticidrest. Stoffet har dog flere forskellige kilder, eksempelvis i nu i vid grad udfasede fluorerede kølemidler, såkaldte F-gasser; men som det forefindes i de fleste landbrugsprodukter, synes det først og fremmest at være en metabolit af bestemte typer pesticider— såkaldt CF3-holdige pesticider såsom diflufenican, flufenacet, flurtamone, flutolanil, saflufenacil, tritosulfuron med flere. Af disse er de fleste anvendt som herbicider, altså til ukrudtsbekæmpelse, og visse som fungicider, til bekæmpelse af svampesygdomme. Diflufenican, flufenacet, fluopicolid, fluopyram, flurtamone og flutolanil er alle godkendt som sprøjtemidler i EU og Danmark, omend flere under udfasning.

Man har tidligere ment, at pesticider ikke var nogen væsentlig kilde til forurening med PFAS, og endvidere at et stof som TFA ikke ophobede sig i fødekæderne. Det sætter den udbredte forurening med PFAS, herunder TFA i diverse fødevarer og senest vin, fornyet spørgsmålstegn ved. Ikke alle disse pesticider er lige problematiske, eksempelvis nedbrydes de fleste men ikke alle til TFA, og restforekomsterne varierer fra produkt til produkt. Dertil kommmer, at TFA i modsætning til de fleste PFAS-stoffer er vandopløseligt og dermed lettere udskilles af organismen igen. Men det bør ikke frikende dem på forhånd. For TFA ophobes år efter år i jorden og siver langsomt men sikkert ned i grundvandet. I dag kan stoffet måles i det terrænnære grundvand over stort set hele landet, og i størstedelen af landets grundvandsboringer forekommer spor af TFA. Øjensynligt i stigende koncentrationer, omend langt de fleste stadig ligger pænt under den vedtagne grænseværdi på 9 mikrogram per liter. Men det kan hurtigt ændre sig, ikke mindst i lyset af, at forbruget af flere PFAS-pesticider er mere end fordoblet på ganske få år.

Korn, kartofler, sukkerroer og æbler ligger øverst på listen over afgrøder, der herhjemme hyppigt sprøjtes med PFAS-pesticider. En opfattelse af, at sprøjtegifte hører fortiden til har ikke rod i fakta. Slet ikke nu, hvor vi for tredje år i træk herhjemme ser en tilbagegang i den økologiske produktion.

Kemikalier i konventionel vinavl

Vinavl er ingen dans på roser, og der er mange andre end vinmageren, der vil have fat i de frodiggrønne vinblade og saftspændte druer. Alskens utøj kan komme efter en vinmark, og derfor anvendes i moderne vinbrug en lang række plantebeskyttelsesmidler, som er den pæne måde at sige skadedyrsbekæmpelse, svampebekæmpelse og ukrudtbekæmpelse på. I konventionelt vinbrug sprøjtes således ganske meget med diverse syntetiske kemikalier, som samlet kaldes pesticider. Nogle er kontaktgifte, der virker direkte dér, hvor de sprøjtes på; andre er såkaldt systemiske stoffer, som optages i vinplanten og virker indefra. Der anvendes insekticider til at afværge vinlus, skjoldlus, spindemider, hvepse og diverse andre tørstige og sultne insekter. Fungicier til at afværge svampesygdomme som meldug, vinskimmel, gråskimmel og simpel råd. Endvidere herbicider til at stække ukrudt og udrydde konkurrerende planter i marken.

Vinavl er ingenlunde undtaget for forurening med PFAS-stoffer. Nogle stammer direkte fra sprøjtegifte anvendt i vinmarkerne. Nogle kan være sneget sig ind fra sprøjtning af andre afgrøder i nærheden. Endnu andre kan være fra kunstvanding med forurenet grundvand eller fra andre kontaminationskilder. Under alle omstændigheder havner stofferne i sidste ende i vinen.

I økologisk vinbrug er det ikke tilladt at anvende pesticider og dermed heller ikke PFAS-stoffer. I stedet må man bekæmpe skadedyr og sygdomme på anden sæt og vis, først og fremmest gennem forebyggende indsatser. Ukrudt må udelukkende bekæmpes manuelt. Til gengæld er det i et vist omfang tilladt at sprøjte med vandige opløsninger af grundstofferne svovl og kobber. Derfor finder man generelt ingen eller kun meget få pesticidrester i økologisk vin. Men nu synes TFA altså at have sneget sig ind ad bagdøren. Den store geografiske spredning kan selvfølgelig skyldes, at stoffet stammer fra andre kilder end pesticiderne. Men eftersom adskillige pesticider både kendes som direkte kilde til TFA og desuden finder vid anvendelse i vinbrug, er formodningen nok rimelig, især i de koncentrationer vi ser i visse vine. Nu må det undersøges nærmere, præcist hvor og hvor stort problemet er. Så må der søges til roden og gøres noget ved det. For fluorstoffer er ikke for sjov.

Message from the bottles

Det er organisationen PAN Europe, den europæiske gren af PAN International, som har forestået førnævnte studie og offentliggjort deres fund den 23. april. Der er tale om en ganske lille undersøgelse med stikprøvekontrol, men der er omvendt ikke særlig anledning til at tro, at dens fund ikke kan være repræsentative.

Studiet gælder i alt 49 vine. 39 var tilfældigt udvalgt fra supermarkeder i 10 europæiske lande, Belgien, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Luxemburg, Spanien, Tyskland, Ungarn og Østrig. 10 yderligere vine var ældre flasker fra 1974 til 2015, alle af østrigsk herkomst, erholdt som ‘kontrolgruppe’. Af det samlede antal vine var de 5 økologisk certificeret — og 4 af dem var ellers fri for sporbare pesticidrester — med undtagelse af TFA.

Rester af i alt 18 slags pesticider kunne samlet påvises i flaskerne. Herunder to PFAS-pesticider, fungiciderne fluopyram og fluopicolid; og vine med højt indhold af TFA havde samtidigt højt indhold af andre pesticidrester. Vinene i den øverste halvdel af TFA koncentrationsområdet (med gennemsnit på 176 mikrogram per liter) havde generelt dobbelt så mange pesticidrester i sammenligning med vinene i den nedre halvdel (med gennemsnit på 58 mikrogram er liter).

Forureningen kunne også påvises på tværs af landegrænser. Måske overraskende lå især vinene fra grønne Østrig, som ellers kendes for Europas højeste andel af økologiske vinmarker, højt i det forurenede felt. Det metodiske kan være skyld i en skævvridning her, da godt halvdelen af prøverne netop kom fra Østrig. ‘Topscoreren’ var en konventionel Gemischter Satz fra Wien. Den laveste forekomst af TFA fandtes i en Malvazija fra Kroatien. Det væsentligste bliver dog, at samtlige stikprøver testede positive.

PAN Europe konkluderer derfor: “Disse resultater stemmer overens med tidligere fund, og at PFAS-pesticider er den primære kilde til TFA-forurening i landbruget og fødevarekæderne. På grund af stoffernes kemiske struktur er deres nedbrydning til TFA praktisk talt uundgåelig i den virkelige verden […] Tilsammen tegner beviserne et klart billede: TFA-forurening i fødevarer er reel, og den er stigende.”

Der arbejdes allerede på ikke blot at kortlægge forureningen men også at afdække stoffernes skadevirkninger og at begrænse deres spredning. Men svarer indsatsen til udfordringen? PAN Europe tvivler. De foreslår et forsigtighedsprincip i vores lovgivning og dertil et øjeblikkeligt forbud mod PFAS-pesticider og brugen af F-gasser foruden en øget monitorering af forekomsten i fødevarer. “TFA er, ligesom andre PFAS-stoffer, et evighedskemikalie. Hvert år med passivitet vil bidrage til en varig arv i vores miljø, fødevarer og kroppe— og det sætter vores og fremtidige generationers sundhed i fare.”

Grund til panik? De europæiske vinbønders brancheorganistation Comité Européen des Entreprises Vins maner til besindelse med henvisning til undersøgelsens liden størrelse og dermed validitet og reliabilitet. I praksis er PFAS i forvejen i flere fødevarer, men de nye fund bør måske fordre til forsigtighed i vinforbruget. En varieret kost kan være med til at nedsætte risikoen. Men hvad kan hin enkelte ellers gøre for at hjælpe til? Det korte svar må være konsekvent at vælge økologisk og miljømærkede varer; og så vidt muligt at fravælge produkter som teflon og andre lignende, som er direkte baseret på PFAS. Se en vejledning hos Miljøministeriet her og denne guide fra Samvirke.

I dagens anledning ingen vinanbefaling. Drik i stedet et glas postevand nogenlunde trygt. Så længe det varer.

Links og fakta

• Jyllands-Posten — Mængden af PFAS i vin er eksploderet siden 2010

• PAN Europe’s rapport The Rapid Rise of TFA Contamination Across the EU

• PAN Europe’s rapport The Forever Chemical in the Water We Drink

• Økologisk Landsforening om PFAS

• Miljøstyrelsen om PFAS

• Sundhedsstyrelsen om PFAS