Mayday fra Middelhavet

“Det er værre, langt værre, end du tror. Klimaforandringernes langsomme tempo er en myte, der er lige så farlig som den om, at de slet ikke sker, og vi får den serveret i et bundt sammen med adskillige andre beroligende vrangforestillinger: at global opvarmning er en arktisk saga, der foregår langt herfra; at det udelukkende drejer sig om havniveau og kystlinjer og ikke er en altfavnende krise, som ikke skåner noget sted og ikke lader noget liv uberørt; at det er en krise i “naturens” verden, ikke menneskenes; at de to er forskellige, og at vi i dag på en eller anden måde lever uden for eller på den anden side af eller i det mindste beskyttet mod naturen, ikke uafvendeligt inde i den og bogstavelig talt overvældet af den.”

Således indleder David Wallace-Wells sin efterhånden klassiske bog ‘Den ubeboelige klode’ om Jordens og menneskehedens mulige fremtid i lyset af den globale opvarmning; og skønt teksten er fra 2017, og den danske oversættelse udgivet af Forlaget Klim i 2019, er den stadig aktuel, måske mere end nogensinde før. For de forhold, som Wallace-Wells opregner, har ikke ændret sig i mellemtiden, tvært imod er de taget til i alvor og i ikke uvæsentlig grad som følge af vores manglende erkendelse af og handling på dem. Vores ‘mulige fremtid’ kaldte jeg hans scenarie, men ‘sandsynlige fremtid’ er desværre nok nærmere målet, og omtalte fremtid er mindre fjern end føles trygt og faktisk lige rundt om hjørnet. Klimaforandringerne foregår her og nu, og vi føler allerede deres konsekvenser, nogle steder mere end andre. En klassiker er opvarmningen i det arktiske og afsmeltningen af indlandsisen; og nyhederne har i flere år hyppigt været oversvømmet med ilde tidender fra det solbrændte Sydeuropa. For nærværende skal vi kigge nærmere på konsekvenserne i et af vores egne nærområder, nemlig området omkring Middelhavet, hvor vor europæiske kultur har sin vugge.

Faren er, at regionen, hvor vores europæiske vinkultur først blomstrede op, også er det første sted, hvor den nu for alvor visner. Det livgivende vand er blevet en mangelvare. Anslået lever hele 180 millioner mennesker i landene omkring Middelhavet allerede med regulær vandmangel; og ikke længere kun i landene syd og øst for selve havet, problemet melder sig i stigende grad også nordover på europæisk grund. Hyppigt tilbagevendende tørkeperioder er ikke længere nogen nyhed i Italien, Spanien og Grækenland, og det begrænser ikke kun den mængde vand, der er tilgængelig for vinstokke og andre afgrøder. Det tærer på og udtømmer generelt de vandreserver, som ellers har været alment tilgængelige, til gene for den brede befolkning og alt liv i det fri. Helt katastrofalt kan det også skorte på vand, når tørke og varme antænder de mange skovbrænde, som i stigende grad har hærget i store dele af det sydlige Europa i de seneste år.

Den globale opvarmning er altså allerede godt i gang. Det er gennemsnitligt 1,2 grader varmere på globalt plan end for 50 år siden, og om 50 år forventes temperaturen under alle omstændigheder at være steget med yderligere 1,5 grader— altså rammer vi med al sandsynlighed snart de mere end 2 grader opvarmning over førindustrielt niveau, som det ellers var målet med Paris-aftalen fra 2016 at undgå. Vi oplever allerede virkninger af varmen, for eksempel i ændrede nedbørsmønstre og større udslag i vejrekstremer, i form af mere ‘vildt vejr’ som skybrud, hedebølger og tørkeperioder. Det gør sig ikke mindst gældende i de i forvejen varmere områder i verden, som eksempelvis Middelhavsområdet.

Middelhavet er et indhav mellem to kontinenter og som sådant direkte ramt af den stærkere opvarmning af landmasserne. Derfor rammer den globale opvarmning hårdere her, og man kan måske ligefrem sige, at Middelhavet er en slags brændglas for den globale opvarmning. Temperaturen stiger godt 20% hurtigere end gennemsnitligt, og allerede i 2050 ventes stigningen at runde 4°C, altså over det dobbelte af de 1,5° eller 2°, som er forventet for resten af verden i samme periode. Det vil bl.a. betyde tropenætter året rundt og markant ændrede nedbørsmønstre med mindre regn, så vandreserverne slet ikke genfyldes tilstrækkeligt. Regnmængden er per 2023 reduceret med 40% siden 2003, og flere eksperter forudser, at så meget som en tredjedel af havets største ø Sicilien vil være ørken allerede i år 2030. Den hidtidige europæiske varmerekord er også sat på Sicilien, 48,8ºC i august 2021; og dagtemperaturer pænt over de 40 er blevet hverdagskost hver sommer. Sicilien er snart en slags omvendt Atlantis, som trues med at bukke under, ikke for havet men for udtørring.

Tilbagevendende hedebølger og lange tørkeperioder udfordrer alle former for landbrug. Produktionen besværliggøres, falder eller forsvinder helt, og det vurderes nu, at over 33.000 jobs allerede er mistet i det sydlige Italien som følge af den udvikling. Det går også ud over vinbruget, som er særligt stærkt afhængigt af vand— en vinstok kræver et sted mellem 250 til 350 liter vand for at kunne sætte druer til 1 liter vin! Kunstvanding kan være et quick fix, men det er en dyr og dårlig løsning, ikke mindst i betragtning af den generelle mangel på vand. I stedet kan man forsøge at begå sig med ændrede og øgede indsatser i markerne og nye metoder til at holde på det kostbare vand; men stadig må gamle marker opgives, og nye kan kun anlægges under særlige forhold, f.eks. oppe i større, køligere, vådere højder, hvis de er tilgængelige. Men det betyder under alle omstændigheder store omlægninger i vinproduktionen. Man må flere steder omlægge eller helt opgive mange vinmarker, som gennem århundreder (og fortsat) frembringer vine af højeste kvalitet.

Jammerdalen er dog endnu ikke dybere, end at der stadig kan gøres noget ved det; og at der allerede gøres grundige indsatser for at imødegå udviklingen. Kampen udspilles på to fronter, den nære og den fjerne: På den korte bane ved at tilpasse vinavl til et forandret og fortsat foranderligt klima; og på den længere bane ved at bidrage til en afværgning af yderligere boost af den globale opvarmning. Altså vitikulturel omstilling og bæredygtige tiltag på en lang række områder. I det følgende skal vi se nærmere på sådanne hos to forbilledlige foregangskvinder fra et par af de hårdest ramte regioner.

Øen i brændglasset

At man på Sicilien stadig formår at frembringe forfriskende og ligefrem lette vine fremstår i lyset af øens udfordrende klimatiske situation som noget nært mirakuløst. Ikke desto mindre er der endnu magi i glasset fra Arianna Occhipinti, som holder til i Vittoria på øens sydøstlige hjørne. Arianna har ikke kun overtaget en familiearv, hun ønsker at forvalte og forsvare; hun har også ambitionerne og talenterne på plads til at tage skridt i nye retninger, at tænke ud af boksen, at forandre for at bevare.

Som niece af Giusto Occhipinti, en del af trioen bag legendariske sicilianske COS, har Arianna haft ikke kun vinavl og vinproduktion med sig fra barns ben, men også en stor respekt for lokale traditioner og ikke mindst for naturen. Giusto Occhipinti genoplivede sammen med kollegerne Giambattista Cilia og Cirino Strano brugen af klassiske amforaer (pithoi) tilbage i 1980’erne for at få et mere autentiske udtryk frem fra deres alberello-buskvine af lokale sicilianske sorter som Nero d’Avola, Frappato, Grillo, Inzolia og Zibibbo. Arianna gjorde sine egne første erfaringer i det regi og sin første egne årgang i 2004 som blot 21-årig. Vinhuset er siden blevet et af Siciliens mest berømte, nu med 22 hektarer af økologisk dyrket især Nero d’Avola og Frappato, som fortolkes hver for sig og i det traditionsrige blend Cerasuolo di Vittoria, og dertil hvide sorter som Albanello og Zibibbo. Dansk distributør er lieu-dit.

I løbet af hendes første tyve år som økologisk vinbonde har hun ved selvsyn kunnet følge den udvikling, som Sicilien er gået igennem. Alle vanskelighederne har hun haft tæt ind på kroppen; men man erfarer hurtigt, at hun også følger med fra fugleperspektiv, når hun f.ek.s fra The Guardian kan opregne den ene faretruende overskrift efter den anden — ‘The land is becoming desert’: drought pushes Sicily’s farming heritage to the brink — ‘We can’t let the animals die’: drought leaves Sicilian farmers facing uncertain future — ‘The water war’: how drought threatens survival of Sicily’s towns — ‘Nyhederne’ om hendes hverdag er ude; men er der nogen, der lytter? Det kan virke som om, den visse død er lige forude, men med livligt gåpåmod er det en vis optimisme snarere end pessimisme, som præger hendes udsyn. Hendes indstilling er at kalde til handling.

“Vores største problem er en tiltagende mangel på vand. Vi er kun overlevet takket være det arbejde, som vi har udført i vores vinmarker gennem de seneste 20 år,” fastslår hun. “Det er vigtigt, at vi finder løsninger nu og ikke først ude i fremtiden. Vi kan kun iagttage klimaforandringerne, vi kan ikke selv påvirke dem; men hvilke handlinger, vi ellers kan udføre eller undlade, afhænger af os selv.”

Grønt gør godt

En af hendes kæpheste er grønt bunddække i vinmarkerne, som hjælper hende med at sænke temperaturen i det soltørre terroir, som sammen med Andalusien i Spanien hører til blandt Europas allertørreste og hedeste. Så hun sår forskellige robuste urter og græsser, som om sommeren dæmper den direkte fordampning, sænker temperaturen og tillige hjælper med at binde kvælstof og kulstof i jorden. Senere nedfældes de i jorden, før de selv begynder at forbruge for meget vand; eller tørrer ud og bliver en brandfare under den brændende sol.

“I Vittoria består vores jord flere steder af op til 85% sand,” forklarer hun, “og om sommeren kan sandet nå en temperatur på omkring 85°C. Man kan ganske enkelt ikke gå på det med bare fødder, men du kan spejle æg.” Det stresser selvsagt vinplanter såvel som mennesker, og for begges bedste må heden dulmes. Det lykkes blandt andet for hende ved hjælp af en række metoder fra biodynamikken.

“Da jeg begyndte for mig selv, brugte jeg de biodynamiske præparater de første år, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad det var, jeg gjorde. I tilbageblik kan jeg se, at det var, fordi jeg ikke havde nok erfaring dengang. I dag kan jeg se, at det virkeligt virker, i hvert fald her hos mig under de her forhold. Det rige grønne bunddække, komposten, kiselpræparatet…” Håndsrækninger, der hjælper hendes marker her og nu, men i længen måske ikke redder dem.

“Jeg har længe været på udkig efter nye græsgange, og i de sidste fem år har jeg plantet nye vinmarker længere inde i landet og højere oppe mod Iblei-bjergene. Jordbunden er stort set den samme, kalksten og sand, men vi er i mellem 500 og 1000 meters højde. Heroppe er der stadig en fremtid for vinavl, især hvis det er hvidvin man vil lave; og jeg vil gerne lave både hvid og rød.”

Heldigvis er Siciliens lokale sorter, som hun dyrker, over århundreder tilpasset tørt og varmt klima; og dyrkes de som buskvine, bliver stokkene over tid også mere robuste og giver vine med bedre balance. Smag bare hendes vino di contrada fra Santa Margharita, en glimrende Grillo fra godt 500 meters højde, omgivet af fyrretræer, egetræer og gamle oliventræer, som alle medvirker til holde temperaturen og luftfugtigheden i vatter. Modenhed, der giver sig selv, mødes med en friskhed, som må være svær at indfange. Den har friske gule æbler og masser af moden citrus, akaciehonning, bivoks og en smule mandel, samt en mundvandsdrivende syrlighed og salt mineralitet. Det er sådan en slags vin, man helst ikke vil undvære, i lighed med god Assyrtiko fra Santorini eller Grk fra Korčula.

Åbent ildsted

“Vores terroirs DNA er ild,” filosoferer vinmager Sara Pérez fra Mas Martinet i spanske Priorat. “Her i syden er der tørt, varmt og brændende solrigt, så vores klima er som ild; og grundfjeldet under os består af metamorfe sten, omdannet under tryk og varme, så vores jordbund er også skabt af ild.”

Det trendsættende domæne er grundlagt af hendes far, biologen Josep Lluís Pérez, der som en af de første forstod potentialet i det højtbeliggende, skiferprægede terroir helt tilbage i begyndelsen af 1980’erne. I dag er det så Sara, som står i front for foretagenet: Fornem Garnacha, Cariñena, Cabernet Sauvignon og Syrah fra otte hektarer fortrinsvist gamle marker med gobelet-beskårne stokke (en vaso, som man siger på spansk, fritstående buskvine), rodfæstet i en karg mørk skiferjord, som lokalt kaldes licorella. Det er vine med en bemærkelsesværdig saft, kraft og koncentration. Dansk importør er Vinova; som også fører hendes sideprojekt Venus La Universal.

“Hele vores virke er spændt ud mellem ild og ild,” forklarer Pérez, “og det er op til os at beslutte, om vi skal forsøge at slukke den eller blot forsøge at stække den, dæmpe den. Vi valgte allerede for mange år siden den anden mulighed, forsøget på at dæmpe den, både udenfor i vinmarkerne men også indenfor i vinkælderen.”

“Vi må lære at beskytte vores vinmarker. Kunstvanding er ikke en mulighed, hverken i praksis eller filosofisk. Vand er en mangelvare, vi må forvalte som alle andre knappe goder, hæge om det og drage bedst mulig nytte af det. Så vi har måttet tilpasse os, træffe en lang række foranstaltninger og gøre nye tiltag.”

Konstruktive copingstrategier

Først begyndte hun, for øvrigt til mange af sine naboers store forundring, at sprede hø mellem stokkene i vinmarkerne. Et omfattende arbejde, som dog hjalp med et sænke overfladetemperaturen og dermed dæmpe fordampningen fra jorden, som følgeligt holder bedre på fugtigheden. Så langt, så godt, men Pérez var klar over, at der måtte mere rodfæstede forandringer til, så hun rådførte sig med flere fremtrædende terroirforvaltere. En af dem var Marco Simonit, den italienske vinstokbeskærer, som sammen med kollegaen Pierpaolo Sirch driver den nu verdensberømte konsulentvirksomhed Simonit & Sirch. Han lærte hende at beskære vinstokkene kraftigere for at begrænse bladvæggenes omfang. Et kontraintuitivt træk, da mange betragter bladhanget som skyggeskabende og klasernes beskyttelse mod solskoldning; men store bladvægge forbruger samtidigt mere vand, da det større areal betyder større fordampning fra bladene. Så Pérez lærte at beskære den frugtbærende del af stokken efter det femte skud; og til trods for en vis skepsis gjorde hun som foreskrevet, og snart efter begyndte stokkene at skyde sidegrene op fra lige over klaserne i stedet. Disse nye sideskud udvikler en paraplylignende skærm over klaserne, samtidigt med at det overordnede antal blade reduceres betragteligt. En sidegevinst er en reduktion i fotosyntese og dermed lavere sukkerindhold og i sidste ende lidt lavere alkohol.

Unge og især nyplantede stokke stiller større krav til fugtighed og kølighed, og det klarer Pérez med et længe glemt gammeldags trick, nemlig at sprede råuld hen over markerne. Uld? Ja, fårepels er faktisk et udmærket jorddække, en naturligt materiale med udmærket evne til at bevare fugtighed, holde temperaturen nede og samtidigt undertrykke ukrudt og hjælpe med at holde skadedyr som snegle på afstand. Samtidigt nedbrydes uld kun langsomt og dér til naturlig kulstof og kvælstof. Eneste ulempe er uldens lethed og luftighed, som let gør den borte med blæsen, så den må fæstnes i marken; men det er en yderst overkommelig udfordring i betragtning af dens gavnlige virkninger.

Fåreuld som kølende og fugtbevarende bunddække hos Mas Martinet i Priorat

“Før arbejdede vi med forskellige grønne planter som bunddække, men når vi nu hverken har vand nok til at holde dem i live og for den sags skyld friske frø at så, så er hø og uld en let og langt bedre løsning.”

Livlinjer

Det næste skridt blev et af de mere langsigtede. Apropos unge og nye stokke, som har sværest ved at forsyne sig tilstrækkeligt med vand, så er den rette organisering af rækker og beplantningstæthed afgørende. Her følger Pérez nu et system, hvor plantningen følger de naturlig vandårer og dræningsveje bedst muligt. Keyline er navnet, og det er udviklet af den australske ingeniør Percival Alfred Yeomans (1905-1984) som løsning på vandmangel og skrantende frugtbarhed på det knastørre kontinent. Pilekvistene kan man godt gemme væk. Grundprincippet er at indlejre marker i landskabet, så man fuldt ud udnytter de tilgængelige vandressourcer på stedet. Dels ved at følge de tydeligt frugtbareste konturerer i landskabet; dels med udgangspunkt i forudsætningen, at vand altid vil løbe mod det laveste punkt. Målet bliver så at bremse afstrømningen og give vandet mulighed for at absorberes af jorden inden. ‘Keyline’ er den kontur, der løber gennem det såkaldte ‘keypoint’, det punkt, hvor overfladen begynder at blive stejlere; og med keyline som udgangspunkt kan man med en vis effekt bremse afstrømningen og sprede vandet over en større overflade.

Den fordeling udvikler et mønster, hvor alle de linjer, man trækker langs jorden, hælder ned mod midten af højderyggen; og dette dyrkningsmønster giver vandet længere tid til at trænge ned, til gavn for livet i jorden. Keyline kan følgeligt øge mængden af organisk materiale, hvilket yderligere forbedrer jordens evne til at holde på vand. Desuden arbejder man med minimal forstyrrelse af jorden gennem pløjning og andre invasive metoder. Sara Pérez kalder det beskedent “en lille gestus til at forbedre balancen i landskabet og bæredygtigheden”, og hos hende er tilrettelæggelsen foregået i regi af det spanske konsulentfirma Iberia Línea Clave.

Et andet af hendes bæredygtige tiltag er brugen af biochar, en slags genbrug af plantemateriale som gennem pyrolyse omdannes til kul, som anvendt i markerne kan forbedre jordens struktur og kvalitet ved at øge dens evne til at holde på vand og næringsstoffer, foruden at binde kulstof over længere tid, medvirkende til en mindre udledning til atmosfæren.

Det er drastiske ændringer, der skal til i mangt et middelhavsområde, hvis der fortsat skal fremstilles vin i en stadigt varmere verden. Øget kunstvanding kan på sigt ikke være nogen farbar vej, selvom den for nuværende på fornuftig vis kan implementeres af især større foretagener med mange hektarer, særligt i områder med bedre vandforsyning. For selvom det er lovende metoder, som eksempelvis Occhipinti og Pérez anvender, så er de ret så arbejdskrævende og ikke nødvendigvis nemme at skalere op.

Kold fusion

“Vi arbejder med kølige beholdere,” forklarer Sara om sit kælderarbejde, “lerkrukker, betonæg, glasbobler. De hjælper også med at tæmme ilden!”

En del af filosofien er ikke at forstyrre råstoffet med udefrakommende smage, men i stedet forme det, så dets friske træk står frem fra den brændende baggrund. Derfor arbejder hun som Arianna Occhipinti udelukkende med spontangæring, og som supplement til modning i træfade har hun indført en række mindre beholdere af forskellige ‘kolde’ materialer, som uden temperaturstyring kan klare gæring og modning i ønsket skala. Især har hun forelsket sig i de gammeldags små glasbobler, demi-johns, som hun modner rød såvel som hvid vin i.

Dermed trækker hun vidt og bredt på Middelhavets ønologiske kulturarv, lang skindkontakt også til grønne druer, antikke og moderne kartyper som amforaer og glas, og en oxidativ lagring. Moderne tonearter, som går fint i spænd med den klassiske vitikulturelle kulturarv, hvor buskvine, vinmarker indlejret i et blandet landbrugslandskab og dyrkning uden brug af sprøjtegifte, kunstgødning og kunstvanding var vejen frem.

En tør forfriskning

Et godt eksempel er hendes glimrende orangevin Pesseroles Brisat, som eminent illustrerer traditionel Middelhavsvins evne til at holde syre og formidle friskhed selv med stor modenhed under sydens sol.

“Pesseroles Brisat er en lang, følelsesladet rejse mod en genopdagelse af brisat, vores traditionelle hvidvine macereret med skallerne. Det er en traditionel, håndlavet vin med langsom og kølig gæring. Den macereres med skallerne, kernerne og stilkene i op til tre måneder og lagres derefter en længere periode på glaseret keramikkrukke og i demijohns,” forklarer Pérez om sin særlige orangevin. Den første årgang kom på markedet for en håndfuld år siden, efter ti års forsøg frem og tilbage med at opnå den ønskede kvalitet på vinen.

Druerne stammer fra marken Pesseroles, som ses på videoen ovenfor. Den ligger ved den gamle Pesseroles-sti mellem Gratallops og Porrera og huser et field blend plantet tilbage i 2002 med traditionelle Priorat-sorter som Garnatxa blanca, Picapoll blanc og Pedro Ximénez. Det er en sydvestvendt skråning, med en lysere, mere lerede jord med smuldrende skifer, som forlener vine med en stor intensitet og mineralsk nerve. Stilistisk er den mildt oxidativ og næsten eksotisk krydret, et spændende samspil mellem saftighed og tørhed, frodig frugt og fast struktur, varme og kølighed.

Årgang 2022 ‘nøjedes’ med et par ugers skindkontakt men er stadig en karakteristisk orangevin med mundvandsdrivende spænding. Sært læskende med fyldig smag af tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og støvede indslag af pollen, tørrede urter, gurkemeje, nellike og læder. Tørt træk til sidst med let salte og røgede undertoner. Delikate dråber med masser af karakter, endnu en vin, som verden ville være fattigere uden.

Flaske: Pesseroles Brisat 2022  
Vinhus: Mas Martinet  
Oprindelse: Priorat, Spanien
Jordbund: Skifer  
Druer: Garnacha Blanca,
Picapoll Blanc, Pedro Ximénez  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Lerkrukker, glasbobler  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinova  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-  

Jeg skylder en tak til Jamie Goode, professor Alain Deloire, professor dr. Maria Snoussi samt Nathalie Ollat for at have delt nyeste videnskabelige data om klima og vitikultur i middelhavsområdet. Endvidere tak til Wine+Partners og Mahala Wine& for at organisere min deltagelse i konferencerne All About Water og Mediterranean Wine Symposium

Rød front – Pinot fra Plešivica

Den er druen bag “de bedste rødvine i verden”, lovprist for sine sarte, sofistikerede og komplekse vine: Pinot Noir, den røde eminence fra Bourgogne og Champagne, elsket for sine dufte og smage, som “simpelthen er de mest betagende, strålende og subtile” — men da den “kræver konstant opmærksomhed og omsorg og faktisk kun kan dyrkes i de her helt særlige, små og afsides hjørner af verden” bliver den selvfølgelig tillige stærkt ombejlet, så betragteligt at den indiskutabelt også er druen bag de dyreste rødvine i verden; og generelt er et dyrt, yderst vanedannende og dermed endnu dyrere bekendskab. Af alle disse grunde går der selvsagt sport i at søge andre græsgange end de klassiske og at spotte spændende fortolkninger og gode køb rundt omkring i den vide verden.

Plešivica har for længst markeret sig som et udsøgt ophav for mousserende vin. Det lille vinområde sydvest for Zagreb er ligefrem blevet kaldt ‘Kroatiens Champagne’, da det er stadig kilde til boblevine af fineste slags. En perlerække af producenter fremstiller med den traditionelle metode som udgangspunkt en række raffinerede vine af høj, høj kvalitet; og kombination af køligt klima, kalkholdig mergel, stejle skråninger til at indfange solens stråler samt grundigt kælderarbejde til at bevare terroir og mineralitet i vinene synes at være nøglen til succesen. Selvfølgelig sammen med Champagne-sorter som Chardonnay og Pinot Noir, som begge står tæt på Plešivicas vinmarker, sammen med lokale sorter som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Portugisac.

Men stille og roligt har man i de seneste år set flere og flere stille, røde vine fra området. Selvom de hvide druer historisk har udgjort størstedelen af produktionen, og stadig gør det, så har man fra gammel tid en vis tradition med at lave en ung, let og liflig rødvin på Portugisac, som serveredes fra Mortensaften og som regel var drukket op inden nytår. Plešivicas lokale version af Beaujolais Nouveau. Men det er anderledes seriøse og seriøst burgundiske dråber, der nu flyder fra flere af de fremtrædende vinbønder. Ikke overraskende er det områdets kvalitative troika Tomac, Šember og Korak, som er længst fremme i feltet og formår at vække overraskelse og fryd med deres flasker; og flere følger i deres fodspor.

En oplagt udfordring

“Pinot Noir er en af de mest komplicerede og krævende sorter i vinens verden,” fastslår Josip Korak, “så hos os indtager den toppositionen blandt de røde sorter. Vi elsker udfordringen, selv skuffelserne, for det at arbejde med den, lære om den og nyde frugterne af den indsats er en sand lidenskab for os. Vi føler os overbevist om, at Plešivica er stedet for Pinot Noir i Kroatien.”

Familien Korak holder til i selve landsbyen Plešivica, som lægger navn til hele området, og de har seks hektarer vinmarker på bakkerne rundt om sig. Far Velimir søsatte i sin tid vinhuset, i dag er det den yngste søn Josip, som tager sig af vinene; mens hans storebror Bernhard driver familiens fremragende restaurant, som åbnede i 2020 og fik sin første Michelin-stjerne i 2023. Bernhard har stået i lære hos Ana Roš på Hiša Franko i Slovenien, og som hende har han et kompromisløst fokus på lokale råvarer, økologisk og bæredygtig dyrkning, og selvgjort er som regel velgjort. Huset har i løbet af det seneste årti langsomt men sikkert omstillet sig til økologisk dyrkning og opnåede fuld certificering i 2024. Stilistisk arbejder man med store egetræsfade men aldrig ny eg, og målet er så få sulfitter som ren vin tillader.

“Pinot Noir er nådesløs,” slår Nikola Šember fast med en vis tilfredshed. “Den afspejler sin oprindelse og sin årgang uden omsvøb. Det kan du kontrollere og modere med alle mulige andre sorter; men ikke med Pinot Noir. Den er ubarmhjertig!”

Familien Šember står bag en af de største evergreens på den kroatiske vinscene, den altid strålende lyserøde skum Rosé Brut, som leverer smæk for skillingen med sin charmerende røde bærfrugt og fine, friske sprudlen. Skal det være mere seriøse og forførende bobler, er deres Blanc de Noirs et nærstudie værd; men det er de stille, tørre røde, vi har under lup her, og dem har Nikola Šember øjensynligt et helt særligt talent for. Šember er ligeledes fuldt økologisk certificeret per 2024, og næsten i takt med deres fire-årige omlægning er kvaliteten år for år steget nærmest eksponentielt— og nu laver familien områdets måske allerbedste Pinot Noir fra marken Vučjak, som vi i øvrigt er så heldige at have på det danske marked via Vinomolim. Det er dygtigt lavet vin, og med årgang 2023 sidder den lige i skabet, den naturlige balance og kompleksitet er perfekt, og det har Nikola formået at understøtte og ligefrem fremhæve i sit kælderarbejde. Han vælger dog beskedent at tillægge sorten og terroiret den største betydning, i tillæg til hårdt arbejde. “Pinot Noir er en udfordring. Du ved ikke, hvor vanskelig og egensindig den er, før du har forsøgt at arbejde med den.”

Tomislav Tomac stemmer i: “Det største problem for os, som vil lave Pinot Noir som en stor stille vin, er, at vi kun har ganske få dage, hvor det er det rette tidspunkt at høste den. Hvis man ikke høster på det tidspunkt, forsvinder saften fra druerne, og man får en alt for koncentreret most og alle mulige andre problemer. Men hvert år er den forskellig, og vi forsøger at få det bedste ud af den hver gang.” Det gør de med biodynamisk dyrkning siden 2018 og et stigende antal marker med Pinot Noir. Trods berømmelsen for sine mousserende vine vil Tomislav gerne gå skridtet videre og opnå tilsvarende anerkendelse for sine stille orange- og rødvine. Kombinationen af håndhøstet Pinot Noir, lav sulfit og georgiske qvevri gør i hvert fald hans vin til noget ganske særligt.

Stilfærdig revolution

Familien Koraks første stille røde Pinot Noir kom med årgang 2006. Ti år senere havde Šember slået samme kurs og Tomac tillige begyndt at tappe sin stille røde på flaske. Siden er det gået slag i slag. Kursen er sikker, og hvert udsving justeres hurtigt, så kvaliteten ikke er konsistent men konsekvent stigende. Ikke kun hos førnævnte producenter, Barun, Jagunić, Kolarić og Kurtalj er kommet godt med.

Generelt kan siges, at der er tale om decideret cool climate Pinot men altid med en modenhed, som kommer af den megen sol, som komplementerer de store temperaturudsving og ofte kølige vine, der blæser hen over bakkerne i det skønt kuperede landskab; og så er det, i modsætning til berømte marker i Baden og Ahr men i lighed med Bourgogne og Thermenregion, især øst- til sydøst-vendte skråninger stet på kalkstensholdig mergel med et højt aktivt kalkindhold— og det gør noget for syrenerven, mineraliteten og aromatikken i vinen, den bliver særligt raffineret og velbalanceret. Så forvent friskfrugtige vine med spændstig struktur og god balance mellem frugtsødme og syrlighed, en mild bitterhed og moderat alkohol.

Følgende vine er smagt og gensmagt i løbet af året:

Korak Pinot Crni Križevac i Cimbuščak 2022 — Selektion fra yngre og ældre stokke på markerne Križevac og Cimbuščak, spontangæret på barriques med knapt en måneds maceration, modnet på store franske egetræsfade i godt et år. Forførende frugtig duft og med fløjlsblød mundfølelse, fuld af friske skovbær, tørrede blomster, stilket krydderi og pibetobak, en lækker mundfuld. Alk.: 13,5%

Korak Pinot Crni Stari Trsi Cimbuščak 2021 — Selektion fra gamle stokke på skråningerne af marken Cimbuščak, spontangæret på barriques med fem ugers maceration og modnet godt et år på store franske egetræsfade. Intens mørk skovbærduft med urtede undertoner og noter af skovbund, ædeltræ og røg. Fyldig, fløjlet og seriøst struktureret i munden, med et væld af skovbær og vilde, bitre bær. Godt med tørstof og faste tanniner, endnu ung, men meget elegant. Alk.: 13,5%

Tomac Marany Crni 2021 — Gæret på georgiske qvevri og modnet på slavonske træfade. Diskret i duften, silkeglat tekstur på tungen med fint støvede tanniner og spændstig syre. Saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af stilke, tranebær og granatæble og dybere noter af muldjord, læder og krydderier, fin rusticitet. Alk.: 13,5%

Tomac Dvije Zime 2022 — To vintre, den første gærer den færdig, den anden modner den på store slavonske træfade. Måske mindre friskfrugtig end Marany og med mere struktur og større fylde og dybde. Modne men syrlige mørke bær, kirse, hind og brom, og mindelser om skovbund og svampe, peber og søde krydderier i eftersmagen. Alk.: 14%

Šember Pinot Crni Vučjak 2023 — Enkeltmarks-Pinot med flygelklang i d-dur. Forførende friskfrugtig duft af fuldmodne skovjordbær, jordbærsyltetøj og toner af røde roser og grønne urter. Silkeblød mundfølelse med fin fylde af jordbær, hindbær og flødekaramel, med en mundvandsdrivende syre, mineralsk spil og flot balance. En lækkerbidsken! Modnet på en blanding af nye og brugte store fade, fransk og kroatisk eg. Alk.: 13%

Šember Pinot Crni 2018 — Dyb duft af fuldmodne skovbær og forfalden buket, syrlig skovbund og muldjord underneden. Meget blød og rund i munden, med saftig, sursød bærsmag, subtil kompleksitet, sødmefulde krydderier og strejf af cigar. Fine tanniner og flotte tertiære træk, viser Vučjak som perfekt modnet vin. Alk.: 13,5%

Šember Pinot Crni 2022 — Illustration af Pinots opmærksomhedskræven og udfordringerne i den globale opvarmnings tid. Høsten blev udskudt knapt en uge i forhold til første træk, og pludseligt var sukkermodningen skudt helt i top— tjek blot alkoholprocenten! En smule som californisk Pinot men måske endnu mere som tør Touriga Nacional; men stadig æterisk og raffineret selvom det er en stor mundfuld. Meget mørk, næsten dekadent næse, med violer og søde skovbær, i munden brombærlikør med sorte peberkorn og sød pibetobak. Alk.: 17,3%

Barun Marquis 2021 — Klar og lysende rød i farven, med fin duft med modne røde bær og en smule karamel. Ganske charmerende, først strukturbetonet i munden men med en ren bærfrugt og fine noter af tobak, kanel og vanille. Flink og velsmagende. Alk.: 13%

Kurtalj Crni Pinot Limited Edition 2020 — Seriøs Pinot med ret fortættet duft og kompakt smag, endnu i sin ungdom. Mildt krydret næse, diskret rødfruftet med noget urtet og let ristet i sig. Ret spændstig i munden, seriøs struktur med saftig syre og faste, fine tanniner og ret flot balance. Åbner langsomt op til mere smidig tekstur og kompleksitet. Alk.: 13,5%

Litterarii Emeritus Pinot Noir 2020 — Selektion modnet på franske tonneaux. Flot understrøm af underfundig rød frugt smyger sig op fra flødekaramel og vanillecrème, så man smager jordbær og jordbærkerner, tørrede tranebær, kirsebær og kirsebærsten. Flot rundet og balanceret. Alk.: 12,5%

Flaske: Pinot Noir Vučjak 2023  
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Pinot Noir  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: vinomolim.dk
Pris: 265,-  

Spitzenklasse

Det nordøstlige Østrig, lige før det bliver Slovakiet. Sønden for Donau, østen for Wien og vesten for Bratislava. Carnuntum ligger i grænselandet, i korridoren mellem Alperne og Karpaterne, og østligst i det ellers forholdsvist flade område strækker sig Spitzerberg, ‘det spidse bjerg’, som en barriere lige nord for landsbyen Prellenkirchen. Nuvel, navnet er vildledende, for Spitzerberg er hverken spidst eller et bjerg, men snarere en højderyg, som løber gennem et landskab præget af små landsbyer, blandet landbrugsland og masser af vindmøller. Varm luft strømmer gennem korridoren fra den store pannoniske slette mod øst og videre vestover gennem Donaudalen. Derfor står luften aldrig stille, blæsten går frisk og især hen over Spitzerberg, som altid balancerer på kanten af tørke— også som følge af ekstremt lav nedbør og en ret karrig kalkstensjord, som holder dårligt på den sparsomme mængde vand. I modsætning til det øvrige Carnuntum står den derfor ikke på de tørstige sorter Grüner Veltliner og Zweigelt, Spitzerberg er noget nær det perfekte terroir til Blaufränkisch. I forhold til Leithaberg og Eisenberg i Burgenland falder bjerget ingenlunde igennem; og i de seneste årtier, ikke mindst den sidst håndfuld år har flere for alvor knækket koden til at få det lokale særkende frem i deres vine, en særlig friskhed, sarthed og elegance, især fra foregangsmænd som Johannes Trapl og Robert Payr men først og fremmest sortens og stedets store foregangskvinde, den navnkundige Dorli Muhr.

Dorli og hendes hjertebarn Blaufränkisch på flaske. Foto: Anna Stöcher

Dorli Muhr er en alsidig dame og et unikum i vinens verden. I 1991 grundlagde hun det i dag næsten legendariske PR-firma Wine+Partners, som i årenes løb har etableret sig internationalt som et af de stærkeste bureauer for markedsføring af vin og event management, eksempelvis som medarrangør af VieVinum, Austrian Single Vineyard Summit og Arlberg Weinberg. Så udadtil har hun spillet en vigtig rolle for østrigsk vin i de seneste årtier; men også på de indre linjer har hun samtidigt udviklet sig til en af landets toneangivende vinmagere.

I 2002 søsatte hun en livslang drøm om at lave sin egen vin, sammen med sin daværende mand, den velkendte portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort. Dog hverken i Douro eller i Toscana, som ellers også havde været på programmet; men få kilometer fra hendes fødeby i det dengang aldeles ukendte vinområde Carnuntum. Visionen var at lave vin på gamle stokke af indfødte sorter, og dem fandt de på Spitzerberg, hvor Dorli havde arvet en lille parcel, som gennem hendes bedstemor Katharina kom i familiens eje som medgift i 1918— set i bakspejlet en særdeles betydningsfuld bryllupsgave.

“Min bedstemor havde den her vinmark på Spitzerberg, og som barn kom jer der med mine forældre; og jeg husker, at det dengang virkeligt var et bjerg for mig,” erindrer den nu 60-årige Dorli. “Men da jeg var otte, trak de vinstokkene op, det var både besværligt og dårligt rentabelt at dyrke dem; og derefter gik den lidt i glemsel.” Dengang var der ingen særlig interesse for Blaufränkisch og slet ikke internationalt. Det var længe før, Ernst Triebaumer præsenterede sin Mariental 1986, der blev et vendepunkt i anerkendelsen af Blaufränkisch som kvalitetssort og Østrig som seriøst rødvinsland; men siden strømmede den såkaldte ‘rødvinsbølge’ roligt ind over landet, og knapt fire årtier senere har den kvalitative vinstand aldrig været højere.

I dén tid har Dorli Muhr været viden omkring, “men i dag er jeg endt otte kilometer fra min fødeby”— men nu i besiddelse af eget vinhus med 12 hektarer vinmarker, fordelt på 36 parceller, en nyrenoveret kælder og tilstødende smagelokale og have; og senest 98 point fra James Suckling til vinen Obere Spitzer 2022— den højeste internationale bedømmelse af en østrigsk rødvin nogensinde.

Hele herligheden: Spitzerberg set fra luften. Læg mærke til de vertikalt skrånende parceller, lagdelingen og nederst en klassisk østrigsk Kellergasse. Foto: Herbert Lehmann

Kalk, vind og tid

Carnuntum ligger lidt øst for Wien og syd for Donaudalen og udgør dermed Niederösterreichs sydøstligste flanke. Foruden at være delstatens mindste vinområde er det også dets eneste, hvor rødvin udgør pænt over halvdelen af produktionen. Dermed minder det en del om Burgenland, der begynder lidt længere mod syd langs die Leithagebirge.

Hovedsorten er med godt 225 hektarer Zweigelt, som også lægger druer til regionens vinøse visitkort, Rubin Carnuntum, samt Erste Lage vine fra eksempelvis Haidacker, Kirchweingarten og Steinacker. Blaufränkisch findes i det små ind imellem, 97 hektarer, men den kommer først for alvor til sin ret på Spitzerberg, hvor den til gengæld spiller hovedrollen næsten solo. Spitzerberg dækker samlet 100 hektarer, heraf godt 50 med vinmarker. Deraf ejer Dorli Muhr de 12, hvoraf 11 er beplantet med Blaufränkisch og den sidste med Syrah, der som international sort også spiller en vis rolle i Carnuntum sammen med Cabernet Sauvignon og Merlot. Men dels af erfaring, dels af personlig præference har Muhr valgt af fokusere på Blaufränkisch, som hun finder særligt tilpasset til netop Spitzerbergs jordbundsforhold og særlige mikroklima.

“Mine vine er langsomme vine,” betoner Dorli Muhr. Hun giver dem god tid, og det samme skylder vi andre tillige at tage os med dem. Det lønner sig.”

“Spitzerberg er geologisk den vestligste udløber af Karpaterne,” forklarer Dorli. “Her tager Karpaterne ende, lige før Alperne begynder, så vi ligger i en korridor, hvor en masse luft strømmer igennem. Vinden blæser virkeligt næsten hele tiden her, vi har over 300 dage med blæst. Den kommer fra østsydøst og op gennem Donaudalen mod nordvest; og dér går den op mod fugtigere luft fra vest, og det blokerer regnen. I gennemsnit får vi kun mellem 240 og 400 mm regn om året, og det meste af den falder fra april til juli, oftest mest i maj. Når vi endeligt får regn, kommer den som regel sydfra, en ‘italiensk regn’ om man vil. Af og til falder der 100 mm på en enkelt dag, alt for meget for jorden at absorbere, og så den løber den bare væk.”

Det betyder alt sammen udtalt tørt klima, faktisk er Spitzerberg et af de tørreste områder i hele Østrig. Det kræver tørkeresistente vinstokke, og det er Blaufränkisch i modsætning til Zweigelt og Grüner Veltliner. Den kan klare sig med sparsomme vandreserver og trives samtidigt med den megen sol og forholdsvist lange vækstsæson. Gennemsnitligt skinner solen godt ni timer dagligt mellem juni og august og fem timer mellem september og november. Samtidigt er der i hele vækstsæsonen store udsving mellem varme, solrige dage og kølige nætter, og typisk fra midten af august begynder temperaturerne så at falde. De kolde nætter tager over i modningsfasen, og det sikrer den faste syrenerve i vinene. Høsten finder som regel sted fra sidst i september til først i oktober.

Carnuntums sandsten og kalksten er aflejret fra den pliocæne til pleistocæne periode, først urhavet Parathethys og siden den store pannoniske sø. Kalkstenen er af samme art og beskaffenhed som den, der findes en anelse længere mod syd i Leithaberg, den såkaldte Leithakalk, og på Spitzerberg er den kun dækket af et ganske tyndt og ret sandet lag humus. Ifølge Muhr kan man “forestille sig Spitzerberg som et rev, hvor urhavet i millioner af år er brudt mod klipperne; og derfor er Spitzerberg i dag dækket af et så tykt lag kalksten.” Vinstokkene står i 165–265 meters højde, de øverste dele er de stejleste, med lyse, kalkholdige aflejringer og kalksten; mens de nederste dele flader ud og indeholder flere udvaskede sedimenter og mere humus.

Kalksten, masser af sol, vindblæst, tørt klima, kølige nætter, det er Spitzerbergs særkender — og deri ligger den første forudsætning for den friskhed og finesse, man finder i Dorlis vine.

Fra ord til jord

Den unge Dorli voksede op med vin i periferien, hendes far lavede en smule til familiens eget forbrug, men selv valgte hun en anden løbebane end den landlige. “Der var for mange kryb og kravl i det, det var ikke noget for mig at være bondekone. Så jeg valgte at at gå på universitetet og studere sprog i stedet, fransk og spansk.” En vis fascination af vinens verden havde dog et hemmeligt tag i hende, og langsomt begyndte hun at fokusere på oversættelse og formidling af tale og skrift om vin og vinkultur. I stedet for håndens arbejde med vin gav hun sig i kast med åndens.

“Jeg blev næsten besat af ‘vinsprog’,” erindrer hun, “at man alene ud fra en vins duft og smag kunne bestemme, hvilken drue, der var tale om, hvor vinstokkene voksede, og i hvilken slags jordbund. At en væske efter ti år i flaske stadig smager af den tid og det sted, den kom fra, og så mange år senere kan man sige, om den er fra kalksten, skifer eller løss. Det var helt nyt for mig, virkeligt en øjenåbner!”

“Så jeg blev oversætter af pressemateriale og vinlitteratur. Siden kom jeg ved et rent tilfælde til at arbejde for den nationale østrigske vinmarketing, hvor jeg blandt andet tog mig af udenlandske journalister; og til sidst stiftede jeg så mit eget bureau, rejste rundt og arrangerede smagninger og vinmesser.”

“Vin er ikke en hvilken som helst væske, man bare slukker tørsten med. Man kan lære i mere end 50 år, hvert år, år efter år, og stadig have nye spørgsmål. Det fascinerer mig!”

— Dorli Muhr

Men i mellemtiden var hun også begyndt at drømme om at lave sin egen vin. “Jeg kunne ikke længere nøjes med at snakke om vin. Jeg måtte lave min egen! Det var en meget romantisk idé, og selvfølgelig tænkte jeg dengang først på Frankrig og Italien; og så købte jeg mig et stykke land tæt på Scansano i Toscana, og dér kunne jeg så tilbringe anden halvdel af mit liv.”

Men så skete der noget uforudset. Gennem sit arbejde havde hun truffet den hollandsk-portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort, og de forelskede sig. Så i stedet flyttede hun til Porto og tilbragte store dele af sin tid i Douro; og dér erfarede hun for første gang den store forskel på det kystnære klima i byen og det kontinentale oppe ad floden. En anden erfaring, hun gjorde, var den forskel i klasse, som gamle vinstokke giver en vin; og da Dirk allerede arbejdede med begge i Douro, begyndte hendes tanker at flakke tilbage til Østrig, “det måtte være muligt at lave noget lignende dér.” Hjemme havde hun i mellemtiden fået genplantet Blaufränkisch på sin bedstemors braklagte parcel Untere Spitzer på Spitzerberg i 1995 men ved samme lejlighed forpagtet den ud. I stedet begyndte de at søge efter gamle parceller andre steder på Spitzerberg og i Carnuntum; og det fandt de lidt efter lidt og til ganske overkommelige priser.

Eksperter i elegance

Målet var at afdække, om ikke Blaufränkisch på Spitzerberg kunne have samme friskhed, elegance og finesse i sig, den skulle blot forløses. Det stilistiske var de enige om. Dirk er velkendt som en stærk forfægter af friskhed og lethed og er efter eget udsagn “besat af syre”. Så sammen med de nyerhvervede marker lejede de en garage og noget teknisk udstyr og købte nogle fade."

“Jeg har ikke lært at lave vin,” erkender Dorli blankt, “og jeg er slet ikke klog udi det tekniske. Jeg har min egen smag og mine egne erfaringer og idéer, men når Dirk var færdig med høsten i Douro, tog han så til Carnuntum og tog sig af høsten dér.”

“De første år eksperimenterede vi meget på kryds og tværs i forsøget på at indfange fornemmelsen af kalksten og tørt terroir. Vi afstilkede med hænderne, vi anvendte hele, upressede druer, vi prøvede fodtrædning af hele klaser; og vi lavede uge- og månedslange macerationer, med og uden pigéage, og så videre — og vi fandt efterhånden ud af, at den bedste måde at bevare friskheden og finessen er at anvende en god andel hele klaser, fodtrådte og med en lang, kølig maceration uden at forstyrre vinen undervejs, så man ikke får for hård en ekstraktion.”

Første år var 2002, så det varme 2003, så de mere moderate 2004 og 2005; og så fik hun sin egen ilddåb som vinmager i 2006: “Det var den 20. september, druerne var allerede modne, og Dirk var travlt optaget i Douro. Det skulle være nu, og jeg havde kun et par kar til at træde druerne i og et par fade til mosten. Heldigvis havde jeg også en mobiltelefon, så jeg hele tiden kunne ringe til Dirk og spørge ‘Hvad gør jeg nu?’ Så jeg blev vinmager ved et tilfælde!”

Årgang 2006 opnåede senere 92 point hos Robert Parker, så helt galt afmarcheret kunne hun ikke være. Året efter havde hun fået bygget egen kælder op, “til gengæld måtte jeg gøre alt på egen hånd, da mit ægteskab var ved at gå i vasken; og i de følgende år måtte jeg ene tage mig af vinen samtidigt med en lille datter.” Til gengæld fik hun professionel assistance fra vinmageren Craig Hawkins fra Swartland i Sydafrika, dengang ansat hos Eben Sadie, i dag selvstændig som Testalonga. De forskudte vækstsæsoner gav ham rigeligt tid til at tage sig af først høsten og vinifikationen og senerehen flaskningen. Han bragte hende sikkert gennem den næste håndfuld årgange; og fra 2014 har hun så haft sin egen faste vinmager med i foretagenet, den særdeles dygtige Lukas Brandstätter, som har fortsat og forfinet kursen lige siden. I oktober 2021 påbegyndte de så konstruktionen af et nyt vinhus, som stod færdig i 2024.

Flere marker er kommet i husets besiddelse, og megen vin er strømmet gennem kælderen siden. “Vi er kommet langt på to årtier. Vi har udviklet vores egen profil, og vi har gjort en forskel. Vores mål var friskhed, lethed, elegance. Det var ikke ligefrem højeste mode, da vi gik i gang; og østrigsk rødvin var heller ikke noget, nogen gad beskæftige sig med dengang. Det har heldigvis ændret sig nu.”

Med viljestyrken, den rette vision og stor dygtighed kommer man langt. Gamle stokke, økologisk dyrkning, nænsom beskæring efter Simonit og Sirchs foreskrifter; samt selektiv høst og gammeldags fodtrædning, spontan gæring og skånsom omgang med mosten — deri findes den anden forudsætning for den kvalitet, Dorli i dag bringer til torvs. Det er Blaufränkisch, når den er bedst: En sælsom kombination af lys og mørke, lethed og tyngde, det seriøse og det fornøjeselige, lys- og skyggespil— og trods den megen møje i marken og tålmodighed i kælderen er der i Dorlis tilfælde noget nærmest ubesværet og befriende ligefremt over den.

Meningsfulde enkeltmarker

“Vi vinificerer vores parceller separat og organiserer siden vores portefølje efter markerne og vinstokkenes alder.” I den lavede rangerede Carnuntum kommer således en blanding fra de yngste stokke, lavere beliggenhed, højere udbytter. Village-vinen Prellenkirchen kommer fra lidt ældre og noget ældre stokke, mestendels længere oppe på skråningerne; og så kommer selve Spitzerberg som enkeltmarksvin, siden 2019 flasket som de fire enkelte parceller Obere Spitzer, Obere Roterd, Kranzen og Kobeln.

Man kan spørge om ikke det er en unødig komplicering, en intellektuel udforskelse af mikroterroir mere end et spørgsmål om god smag, især når den ‘generiske’ Spitzerberg nu var så god og komplet i sig selv. Dorli replicerer: “Jeg deler høsten fra de lavere parceller fra de højere på grund af de store forskelle i jordbundsforholdene. Fordi de højere har generelt tydeligere karakter og højeste kvalitet.”

Desuden er der noget stærkt personligt på spil for hende. De enkelte stykker land har hver sin historie for hende, ikke mindst de nu genanvendte gamle familiemarker, men også de mange med gamle stokke, hun har reddet fra nyplantning eller oprodning. “De har hver sin egen personlighed, og det smertede mig altid at skulle blande dem sammen til Spitzerberg. Så derfor var det en stor glæde, da vi fik lov at flaske de enkelte parceller som Erste Lagen.”

“Personligt ville jeg selvfølgelig sådan ønske, at Untere Roterd var min bedste vin; men den er fra en anden jordbundstype, så vinen har meget mere tæthed, koncentration og struktur. Den spiller simpelthen ikke på egen hånd”

— Dorli Muhr

Spottes midt i billedet, Dorli og Dirks bryllupstræer i fri dressur på Untere Roterd — en mark med en særlig betydning for familien Muhr gennem generationer

SPITZERBERG MASTERCLASS

Selvfølgelig får man først for alvor fornemmelse af, hvad det handler om, når man får vinene i glasset, smager parcel for parcel og over flere årgange. Gerne i store glas af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, gerne lettere afkølet og gerne med rigeligt luft. De unge vine kan med fordel dekanteres flere timer før servering. Det følgende er nogle nedslag i udvalgte vine fra de seneste årgange.

Prellenkirchen Samt & Seide 2021 — Som altid en slank, saftig og smidig mundfuld, fyldt med frodig bærfrugt, især kirsebær og skovbær, med fine noter af hvid peber, lang peber og enebær. Kølig kerne og samtidigt en vis rødfrugtet varme. Ligefrem og frugtig, endnu ung men umiddelbart indtagende, en glimrende årgang. Druerne er høstet fra især yngre stokke men også ældre stokke på parcellerne Spitzer, Roterd, Panhölzer, Holzweingärten og Kranzen. “Det er min erfaring, at gamle stokke giver fornemmelsen af silke i munden, en glat og meget tæt tekstur og samtidigt utroligt let; mens unge stokke giver den babybløde, fløjlsagtige fornemmelse med rundhed og tyngde. Derfor hedder den ‘Fløjl og Silke’.”

Parcellen Kobeln Liebkind. Foto: Herbert Lehmann

Kobeln er husets højeste beligennde parcel og Dorlis første nye besiddelse. Jorden er stenet og svær at bearbejde, og druerne tager virkeligt karakteren til sig. “Derfor kalder jeg den også Liebkind, mit hjertebarn, fordi der er investeret så megen energi i den. Her må man virkeligt tage vare på jorden; så den overbeviste mig om at arbejde økologisk.”

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2022 — Strålende sort og sært forjættende. Liflig mørk bærduft med lys glød indeni, solbær, hyldebær, aronia og mørkt ruskind. I munden syrlig saft med spændstighed og sart stoflighed samt fine, favnende tanniner. Saftig og syrlig strøm med en tør kerne af krydret stof, eftersmag af hyldebær, sortebær, den mørke skov.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2020 — Fortættet duft men forfriskende duft, fuld af blå blommer, sorte kirsebær og solvarme solbær. Særdeles saftig og fløjlsblød i munden, virkeligt vitalt spil af frisk syre og moden frugt, fornem balance. Figen, tobak og fine urter i eftersmagen.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2019 — Saftig og stoflig, kombinerer det kompakte med det lette på overmåde elegant vis, igen fløjsblødt stof med svæven som silke. Fyldig blommefrugt, moreller, en smule balsamisk solbæreddike, tørrede urter og usødet kakao, kompleks og flot udviklet med fint støvede tanniner.

Parcellen Obere Roterd. Foto: Herbert Lehmann

Obere Roterd er en smal terrasse i 210 til 240 meters højde. Den grænser direkte op til skoven ovenover og karakteriseres af en særligt sandet jord, delvist med store kalksten; og så har den selvfølgelig en særlig betydning for Dorli, da den er den øvre del af familiens gamle besiddelser på stedet. Det samme havde for øvrigt komponisten Joseph Haydns familie.

Spitzerberg-Obere Roterd 2022 — Diskret duft med et ulmende væld i dybden, der endnu lader vente på sig; men hindbær, kirsebær, lakrids, sandeltræ. I munden igen komprimeret kirsebær- og blommefrugt med mundvandsdrivende syre og tanniner, så fine som sommerfuglestøv. Funklende saft, nærmest kaleidoskopisk smag, spor af hindbær, brombær, kirsebær, lakrids, urter, sorten muld. Enormt fin og facetrig og flyder fabelagtigt godt.

Spitzerberg-Obere Roterd 2020 — Duften igen diskret, men fortæller stilfærdigt om friske kirsebær, hyldebær og grønne urter. Appetitvækkende, og i munden flyder den som blidt kildevand, med en lækker, silkeglat tekstur, som om der var en dråbe vaseline i vinen — Dorli siger “som mayonnaise men uden fedt” — og så et mildt pebret finish med fint fenolisk bid. Virkeligt god, glider gnidningsfrit, en storcharmør.

Spitzerberg-Obere Roterd 2019 — Milde røgnoter i duften og strejf af grillede peberfrugter og måske et strejf salvie; i munden en mere udpræget frugtighed, fuld af sorte og røde kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Tanninerne er en smule mere markante men fine, fine fra sandede til støvede, og der er mere mere tørstof at tygge i. Ret struktureret og koncentreret men stadig karakteristisk let på tå, har tiden foran sig.

Parcellen Obere Spitzer. Foto: Herbert Lehmann

Obere Spitzer udgør den øverste, vestligste flanke af Spitzerberg og strækker sig ned i en lang, spids skråning, som muligvis har givet navn til hele bjerget. Den ligger i 200 til 270 meters højde, har tørt sand og en stor andel indlejrede kalksten. Vinstokkene er næsten 70 år gamle. “Obere Spitzer giver særligt karakteristiske vine, der er finmaskede og meget tætte men samtidigt slanke og raffinerede. De er gennemsyret af en helt særlig vertikal energi, himmelstræbende som en gotisk katedral, og der er ikke et gram fedt på dem.”

Spitzerberg-Obere Spitzer 2022 — Stilfærdig, subtil duft, fra dybet dukker dog en delikat rigdom af sød rød frugt frem. I munden er den saftig, glat, svævende, substantiel; indtil et fint tørstof og de fineste tanniner trækker saften væk og efterlader et pikant krydret ekstrakt. Sursøde kirsebær, solbær, urter, peber, lakridspulver, røgsalt, stjernestøv…. i et særligt ekvilibrium mellem saftigt flow og virkeligt tørt træk. Stram struktur og fint stof og samtidigt svæver den næsten i luften.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2020 — Mild duft, drivende vådt flow og fylde uden tyngde. Ananaskirsebær går over i hindbær, som går over i brombær, som går over i kirsebær, som går over i syltekirsebær, finsk lakrids og tobak. Silkeglatte tanniner, spændstig syre og et indre løft som kun en luftballon af Blaufränkisch kan bære.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2019 — Mere æterisk og allerede en smule tertiær i duften, der kombinerer grønne urter, støvet peber og røgelse. Saftig og cremet i munden, moden men fast i kødet, har mild syre, et fint og næsten nebbiolosk tanningreb og et mineralsk spil, der holder interessen vakt, skønt den stadig er en smule ungdommeligt knyttet. Sursød mørke kirsebærfrugt og noter af bresaola, sandeltræ, enebær, hyldebær, peber, salt.

Dorli med sin datter Anna van der Niepoort og vinmager Lukas Brandstätter. Foto: Anna Stöcher

Vil man vide mere om hver enkel vin, kan man med fordel besøge vinhusets yderst informative hjemmeside. Er man nysgerrig på andet end Spitzerberg, laver Dorli også dejlig Blaufränkisch fra marken Kirchweingarten; og ellers er der hendes spændende Syrah fra den sidste hektar på Spitzerberg… og som en nostalgisk hômage til hendes tid i Portugal laver hun en god portvins-inspireret hedvin på Blaufränkisch, Saudade, “en flydende fado med Atlanterhavets ånd men udvundet af Karpaternes kalksten”— et studie i balance mellem frisk syre, krydret sødme og fyrig alkohol, en rig mundfuld syltede kirsebær, korender, cigarkasse og sorte peberkorn.

Flaske: Ried Obere Spitzer 2022  
Vinhus: Weingut Dorli Muhr  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig
Jordbund: Kalksten, sand  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 849,-  

Økologisk milepæl for Østrig

I maj vandt de Eurovision, og per august 2025 rundede de som nation en global milepæl for økologisk vinavl. 10.524 hektarer vinmarker i Østrig er nu certificeret som økologisk dyrkede af det føderale østrigske landbrugsministerium, og det svarer til nøjagtigt en fjerdedel af alle Østrigs registrerede vinmarker, 44,210 hektarer alt i alt. Med den økologiske førsteplads lever landet op til et erklæret mål om at nå mindst 25% i 2025 og cementerer tillige sin rolle som økologisk pioner og international rollemodel for omlægning til certificeret økologisk vinbrug og økologisk landbrug i det hele taget.

Østrig 2025 = økologisk vin 25%

Landet har længe ligget langt og længst fremme i feltet. Ifølge den nyligt frigivne rapport The World of Organic Agriculture 2025 nåede Østrig 22,6% i 2023 og 23,8% i 2024, hvilket allerede dengang betød en førerposition, for eksempel foran store og klassiske vinlande som Frankrig med 17,4%, Spanien med 17,8% og Italien med 14,6%. (Ret beset ligger tre lande faktisk foran Østrig, hvad angår økologisk vinbrug— Sverige, Belgien og Polen— som alle tre er nyligt anerkendte vinlande med nystartet produktion og en samlet beplantning på mindre end 500 hektarer). Spanien er dog det land, der samlet set har det største certificerede areal af vinmarker: 121,279 hektarer er nu omlagt til økologisk dyrkning dér, en tredobling på lidt mere end et årti, men stadig kun knapt 13% af landets samlede vinmarksareal. Landenes relative størrelser og markarealer taget i betragtning fører Østrig altså stadig stort. Også sammenlignet med det globale gennemsnit, som med de seneste tal fra 2023 lander på 7,8%– knapt en tredjedel af det østrigske.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk er en utrolig præstation,” lyder det fra Chris Yorke, der er administrerende direktør for ÖWM, Østrigs nationale organ for markedsføring for vin. Han begrunder sin begejstring således: “Man må ikke glemme, at vi i Østrig har at gøre med nogle vanskeligere klimatiske forhold end mange andre, større vinproducerende lande. Det gør ikke økologisk vinproduktion lettere– faktisk tværtimod. Men vores vinbønder er overbeviste om, at en miljøbevidst produktion er vejen frem– og derfor fortsætter de ad denne vej til trods for de vanskelige tider, vi står over for nu.”

Hvad Yorke her hentyder til, er de generelt køligere og ofte også fugtigere forhold, som præger vinområderne i landet for foden af Alperne; og at økologisk certificerede vinbønder både i marken og i kælderen har færre hjælpemidler til rådighed, når de skal arbejde under de forhold. Hurtige fix fra kunstgødning, syntetiske plantebeskyttelsesmidler og andre sprøjtegifte kan man ikke ty til her. Derfor betyder økologisk vinavl mere og hårdere, ofte også manuelt arbejde, når vinstokkene skal holdes sygdomsfri og sunde i markerne. Derfor er der hele tiden også en øget risiko for lavere udbytter, hvis vejrforholdene viser sig ugunstige. Set i det lys er den store økologiske andel ikke så lidt af en satsning og en bedrift.

Fra gryende grøn til spraglende

Naturbeskyttelse og mere miljøskånsomme dyrkningsformer er ikke nogen nyhed i Østrig. Landet har en lang tradition for begge, eksempelvis var Østrig det første land i verden, som fra 1927 havde en gård, som decideret blev dyrket efter principper, som i dag kaldes økologiske; og i 1983 var østrigerne de første til at fastsætte nationale regler for økologisk landbrug, næsten et årti før de første fælles europæiske regler kom i 1991-1992. I 2005 stiftedes så foreningen Bio Austria, som i dag er Europas største økologiske landbrugsforening, og som også er en blandt flere økologiske certificeringsagenter i landet. I øvrigt er 27% af vinmarksarealet i Østrig nu certificeret bæredygtigt af Nachhaltig Austria/Sustainable Austria.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk
er en utrolig præstation!”

— Chris Yorke, CEO, ÖWM

Hvordan har Østrig indtaget den økologiske førerposition? Sandsynligvis spiller flere faktorer en rolle; dels er østrigsk landbrug aldrig gennemgået samme grad af industrialisering som i eksempelvis Tyskland eller Danmark, først og fremmest på grund af den fortsat store andel af små familiebrug (95% af de østrigske vinhuse er stadig i familieeje) samt vanskeligheden i mekanisering af små landbrug i landets mange isolerede, kuperede og decideret bjergrige områder. En vis kulturel konservatisme spiller også ind, men nok så meget også det, at Østrig i høj grad lever af turisme i naturlige omgivelser: Såvel indfødte som udlændinge kommer og går for at nyde landets naturlige skønhed og oprindelige landbrugsprodukter. Certificeret økologisk vin står som garant for, at vinbonden ikke har forgiftet sig selv og sine omgivelser med pesticider, og at du som forbruger ikke får en sådan dosis med indenbors, hver gang du drikker et glas vin (læs dog om et lille aber dabei her). Peter Artner fra Carnuntum er en blandt mange vinbønder, som inden for det sidste årti har lagt om, og hans forklaring på sin omvendelse er repræsentativ for mange: “For os er økologien blevet en måde at leve på. Vi valgte først en forsigtig tilgang og har trin for trin omlagt hele virksomheden til økologi. Siden da er vores vinstokke blevet mere vitale og robuste.”

“Jeg elsker det manuelle arbejde og får så meget tilbage, når jeg går igennem mine vinmarker. Så ved jeg, at jeg er på rette vej,” forklarer Birgit Braunstein fra Burgenland. For hende var omstillingen til økologi også en lang proces, der tog sin begyndelse sidst i 1990’erne. “Jeg ville ikke have ønsket eller været i stand til at gøre det fra den ene dag til den anden,” fastslår hun. “Økologisk certificering fik jeg først i 2006, så vovede jeg mig videre ud i biodynamik i 2009, og siden 2015 har vingården været Demeter certificeret. Det tager en vis tid at omstille systemet– ikke kun i vinmarken, men også mentalt.”

Så selv på trods af den øgede arbejdsbyrde og de forretningsmæssige risici, har et stadigt stigende antal østrigske vinproducenter valgt at forpligte sig på økologisk vinavl. I 2000 udgjorde andelen af økologisk certificerede vinmarker stadig kun 1,7% af arealet; men siden da er det hurtigt steget, og landet har altså nu som det første nået en fjerdedel, med mere end 1.235 vinbønder– og det stopper ikke, så snart den økologiske certificering er opnået. Eksempelvis er mere end hver tiende økologiske vinmark også dyrket efter biodynamiske principper, svarende til 14% af det økologiske vinareal. Biodynamisk landbrug blev udviklet ud fra den østrigske tænker Rudolf Steiners tanker fra 1924 og frem og er dermed godt 25 år ældre end den første såkaldt økologiske bevægelse, som tog sin begyndelse i England. Østrig huser desuden verdens første biodynamiske vingård, Nikolaihof i Wachau, som i praksis begyndte at implementere Steiners principper fra slutningen af 1960’erne. Gården er nu certificeret af Demeter, en international organisation for certificering af biodynamiske landbrugsprodukter. I 2007 oprettede en gruppe af Østrigs førende vinproducenter så en ny sammenslutning for biodynamisk vinavl, Respekt Biodyn, som først var en lille gruppe ligesindende men nu omfatter mere end 25 vingårde i Østrig samt nyere medlemmer i nabolandene Ungarn, Italien og Tyskland.

Fred Loimer fra Kamptal er en af de stærke drivkræfter bag den grønne bølge i østrigsk vinbrug og er i dag både bæredygtigt, økologisk og biodynamisk certificeret. For ham faldt valget om økologi og biodynamik i naturlig forlængelse af karrierevalget som vinbonde, da han overtog sin fædrende vingård. “Det var et bevidst forsøg på at blive en bedre vinbonde og lave bedre vin, vin med mere karakter og individualitet.” Som medstifter af Respekt-gruppen fremhæver han biodynamikkens endnu stærkere forpligtelse på naturnært landbrug: “Målet med biodynamisk landbrug er at skabe en sund balance i jord, planter, dyr og mennesker og at styrke deres naturlige forsvarsmekanismer. I 2006 tog vi denne udfordring op og omlagde vores vinmarker til biodynamisk landbrug.” Loimer er desuden medlem af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, hvis kurs siden 2021 har været, at alle dets medlemmer som minimum skal være bæredygtigt og gerne økologiske certificerede. I dag kalder Loimer ligefrem biodynamisk vin for “det reneste udtryk for oprindelse”. Har han ret i det, er det næppe noget tilfælde, at den kvalitative og terroirdrevne udvikling i østrigsk vin i de sidste par årtier er gået hånd i hånd med den økologiske og biodynamiske bølge; og at de fleste af landets førende historiske såvel som nye producenter i dag er certificeret økologiske og/eller biodynamiske. Tænk blot på så forskellige navne som Bründlmayer, Bernhard Ott, Dorli Muhr, Geyerhof, Gernot Heinrich, Sattlerhof, Tement, Triebaumer, Weninger og Wieninger.

Danmark med i dynamikken

Herhjemme i Danmark har vi også en økologisk rekord, nemlig i det største nationale forbrug af økologiske varer. Den efterspørgsel skal selvfølgelig matches af et udbud, og under kategorien vin kommer en pæn del fra f.eks. Østrig. Kun knapt 3% af landets samlede produktion, men i værdi kommer de fleste fra den højere ende— alle ovennævnte vinhuse er eksempelvis repræsenteret på det danske marked.

“Miljøbevidst vinavl, hvad enten den er økologisk, biodynamisk eller bæredygtig, åbner også nye forretningsmuligheder,” forklarer Chris Yorke, “for sådanne vine er særligt efterspurgte blandt visse kundegrupper og på eksportmarkeder som Skandinavien og Canada. Eftersom vores vinproducenter er internationalt kendt for deres særligt miljøbevidste produktionsmetoder, har efterspørgslen efter østrigske vine også været stigende på disse markeder i mange år nu; og der er stadig et betydeligt potentiale.”

Så giv gerne en hjælpende hånd, og køb glad en flaske økologisk østrigsk vin til weekenden!

Links og fakta

• Pressemeddelse fra Österreich Wein Marketing

• Økologisk vinbrug i Østrig

• Rapporten The World of Organic Agriculture 2025