Den tabte have

Et gammelt, falmet familiefoto fra 1930’erne: Oldefar høster druer fra sin vinmark ved landsbyen Togh i Artsakh. Et ældgammelt armensk område, som sidenhen er faldet i aserbajdsjanske hænder, og nu nok er bedre kendt under sit sovjetiske navn Nagorno-Karabakh, ofte omtalt som ‘den armenske enklave’ i Aserbajdsjan.

Fotografiet såede frøet til en drøm hos oldebarnet Grigor Avetissyan. Vinavl var en tradition i familien, der som de fleste andre i Artsakh havde ernæret sig ved landbrug gennem generationer; og det vinøse ønskede Grigor nu at gøre noget større ud af. Så i 2010 grundlagde han vinhuset Kataro, opkaldt efter det nærliggende kloster Katarovank, et historisk armensk vartegn, som troner på toppen af bjerget Disapajt. Mere prosaisk kaldes huset også Domaine Avetissyan efter familien selv; og det må de i dag benytte langt fra klosteret og det vinhus, Grigor og hans nærmeste pårørende over en årrække byggede op. Umiddelbar succes fulgtes nemlig af knusende nederlag; for Artsakh, som armenierne siger, eller Karabakh, som aserbajdsjanerne kalder det, har de to folk kæmpet om i mere end et århundrede; og i 2020 udbrød en kort men alt andet end konsekvensløs krig, som betød opbrud for adskillige armeniere i området, familien Avetissyan inklusive; og i 2023 måtte langt størstedelen af den resterende armenske befolkning på få dage flygte for livet fra det land, de ellers altid har anset som deres retmæssige hjem. Artsakh gik tabt efter århundreders, årtusinders armensk liv og kultur dér.

Billedet forbliver derfor en drøm. Men familien Avetissyan har ikke kastet håndklædet i ringen. Ti års målrettet indsats og århundreders traditioner er ikke så lette at slippe, så de fortsætter nu arbejdet fra deres nye hjem ved Dzoraghbyur en smule øst for Armeniens hovedstad Jerevan. Med afsavnet og tabet i baggagen men også håbet i hjertet og øjnene fokuseret på fremtiden. Således formidler de Artsakhs arvegods i flasker med områdets indfødte sort Khndoghni samt andre armenske klassikere som Areni og Voskehat, og de er alle værd at stifte nærmere bekendskab med. Foruden det at de tjener som påmindelser om et stykke verdenskulturarv og en overset, nærmest glemt konflikt i Europas baghave — i kontinentets ældste kristne kulturland og muligvis ditto vinkultur.

Den sorte have

Armenierne i Artsakh har haft vanskelige kår længe. Som et meget gammelt folk med en glorværdig fortid har de først lidt den skæbne at bevidne riget skrumpe ind og siden at blive underlagt herskere udefra. Artsakh ligner umiddelbart et roligt område i bjergene men er ulykkeligvis grobund for en nu århundreder lang konflikt mellem armeniere og aserbajdsjanere og af adskillige omgange en slagmark med markante tab og krigsforbrydelser på begge sider. I det meste af Sovjettiden var der lagt låg på de etniske spændinger og den territoriale tvist; men siden Sovjetunionens sammenbrud er konflikten flere gange brudt ud i lys lue.

Området er ganske vist internationalt anerkendt som en del af republikken Aserbajdsjan; men grænsedragning og statsdannelse i det sydlige Kaukasus er en kompleks og til tider temmelig kaotisk affære, som har efterladt en stor gruppe etniske armeniere adskildt fra deres fæller. I baggrunden brummer selvfølgelig den russiske bjørn, ekkoer af imperialisme og ikke mindst det folkemord, som Osmannerriget begik mod sin armenske befolkning under Første verdenskrig. Armenierne har virkeligt ikke haft det let, og derfor lever store dele, reelt størstedelen, af det armenske folk i dag uden for republikken Armeniens grænser. Nu bare ikke længere i deres elskede Artsakh, med den smukke armenske skrift Արցախ.

Navnets herkomst er omstridt. Det menes at kunne komme af art (mark, have) og aght (sort), altså den sorte mark eller sorte have; mens en alternativ etymologi fremhæver tsakh (buskads, skov) som både sandsynlig og passende, landskabet og vegetationen taget i betragtning. En tredje og særligt interessant mulighed er, at det kommer af orts (vinstokke) og stednavnssuffiksen ak, således at Artsakh er ‘stedet, hvor vinstokke gror’ eller ganske enkelt ‘vinmarken’. Men som regel foretrækkes første betydning, som desuden stemmer overens med det aserbajdsjanske navn Karabakh, hvor kara menes at komme fra det tyrkiske ord for sort og bakh af det persiske for have. Persiske og tyrkiske indtog kom nemlig til at spille en vigtig rolle i områdets historie, før russerne med tiden rykkede ind og navngav regionen Nagorno-Karabakh, ‘det bjergrige’ Karabakh.

Մենք ենք մեր լեռները — Vi er vore bjerge — er et monument over armensk kulturarv i Artsakh. Materialet er lokal vulkansk tuf, bearbejdet af skulptøren Sargis Baghdasaryan, og motivet er տատիկ-պապիկ, Tatik-Papik, bedstemor og bedstefar, som det også kaldes i folkemunde. Foto: Naré Gevorgyan

I forhistorisk tid var Artsakh befolket af den oldkaukasiske Kura-Araxes-kultur, og hvad de kan have kaldt området fortaber sig i fortiden tåger. De ældste skriftlige kilder, hvor noget nær Artsakh nævnes, stammer fra kong Sarduri den IIs tid (764–735), altså det ottende århundrede før vor tidsregning, hvor han beskrev det som den østlige flanke af sit kongerige Urartu under navnet Urtekhe. Fra samme tid findes lignende referencer til andre velkendte stednavne i samme område. Urartu var et oldtidsrige med centrum i det nuværende Armeniens højland, med udstrækning mellem og kulturelle højborge omkring søerne Van, Urmia og Sevan. Riget byggedes op om den jernalderkultur, som var vokset frem i det sydlige Kaukasus, og sin største udstrækning nåede det netop under Sarduri den II, før det et godt århundrede senere bukkede under for invaderende medere og persere. Området genvandt senere sin selvstændighed og blev et armensk kongerige længe før de tyrkiske folkeslag, som er aserbajdsjanernes forfædre, indvandrede i området og slog sig ned især på de lavere beliggende sletter. Mindst siden middelalderen har en stærk armensk identitet været fremherskende.

Det østlige Armenien blev vristet frit fra persisk overherredømme af russerne fra begyndelsen af 1800-tallet. Efter den fjerde russisk-persiske krig (1804-1813) og fredsaftalen med Gulistan-traktaten af 1813 indlemmedes Artsakh i Det Russiske Kejserrige; og efter den femte russisk-persiske krig (1826-1828) indlemmedes resten af det østlige Armenien, stort set svarende til den nutidige republik. I samme periode kom det område, der i dag er Aserbajsdjan, i russiske hænder. Efter tsarens fald i 1917 forsøgte russerne at danne en ‘fælles’ transkaukasisk republik bestående af det nuværende Georgien, Armenien og Aserbajdsjan; men forsøget fejlede, da først georgierne, siden armenierne og sidst aserbajdsjanerne erklærede deres uafhængighed. I årene efter stod den røde hær dog på deres respektive hjemmebaner, og de blev i stedet til tre sovjetrepublikker.

Sovjettidens manglende meritter skal ikke opregnes her; men til forsvar for Moskva skal det siges, at den centrale administration i det store hele havde held med at lægge låg på uoverensstemmelserne mellem armenierne og aserbajdsjanerne, godt hjulpet på vej af fraværet af interne grænser i Sovjetunionen. Artsakh blev først de facto og siden de jure etableret som Aserbajdsjans territorium, fra 1923 til 1991 en autonom oblast. Desuden formåede Stalin i 1936 at overdrage to små landområder i det nordlige Armenien til Aserbajdsjan. Men galt gik det først for alvor med Sovjetunionens opløsning, for med de to landes selvstændighed stod de hver med løsrevne lemmer på tværs af grænsen til nabolandet: Armenien med enklaven Artsakh i det vestlige Aserbajdsjan, og Aserbajdsjan med eksklaven Nakhichivan lige vest for Armenien.

Det armensk-apostoliske kloster Kataro, som Avetissyans vingård låner sit navn fra

Fra februar 1988 til maj 1994 kom det til væbnet konflikt mellem parterne. De danske medier dækkede i et vist omfang krigen men var i de år generelt mere optaget af Tysklands genforening, krigene på Balkan som følge af Jugoslaviens opløsning og af Danmarks videre integration i EU. Nagorno-Karabakh-krigen udkæmpedes reelt fra 1991 og frem til en våbenhvile i 1994, som dog ikke førte til nogen egentlig fredsaftale. Russerne stod som mæglere, men fortidens spøgelser fik lov at leve videre. En tanke, der stadig ligger lige for, er, at en endelig løsning på problemet ikke er i Ruslands interesse— det nuværende regime har løbende rådgivet såvel som bevæbnet begge sider i konflikten. I mellemtiden blev over 300.000 armeniere og 800.000 aserbajdsjanere drevet på flugt, og over 35.000 mistede livet. Armenierne havde overhånden, og som konsekvens af krigen blev Republikken Artsakh de facto et selvstyrende område i Aserbajdsjan, tæt knyttet til Armenien. Med håbet om international anerkendelse og normalisering af tilværelsen ad åre.

Helt så heldige har armenierne dog ikke været. I årene efter har Aserbajdsjan med opbakning fra Rusland og Tyrkiet oprustet kraftigt, og den konstant ustabile situation førte først i 2016 og siden i 2020 til nye væbnede konflikter. I anden ombæring egentlige krigshandlinger, 44 dages kampe, som i sidste ende resulterede i et nederlag for armenierne— med over 100.000 fordrevne og betydeligt tab af kontrolleret territorium; som sagte men sikkert markerede begyndelsen på enden af Artsakhs armenske særstatus inden for Aserbajdsjans grænser.

Mellem den 19. og 21. september 2023 kom kniven så: Aserbajdsjan indledte en større militær offensiv i Artsakh, efter man igennem mere end ni måneder reelt havde indført en blokade mod enklaven. Noget af et kunstværk: Blokaden var iscenesat som miljøaktivisters blokade af en lokal kulmine— meget politisk korrekt og raffineret af et post-sovjetisk olie-oligarki! Borgere, som hævdede at være miljøaktivister, spærrede adgangen til Lachin-korridoren, som er/var den eneste vej, der forbinder Artsakh med Armenien og verdenssamfundet. Blokaden førte hurtigt til en mangel på mad og andre essentielle goder (el, gas, vand, medicin) med udsultning af Artskahs befolkning til følge. Efter inddragelsen af selvsyre, deres særlige rettigheder og deres daglige livsgrundlag gav det derfor mening for flertallet at fortrække— ikke mindst i lyset af den øgede militære tilstedeværelse og anklager om angreb mod civilbefolkningen. I løbet af få dage flygtede op mod 100.000 mennesker derfra, langt størstedelen af den resterende armenske befolkning. Flygtede eller rettere: blev fordrevet. Men i ly af Ruslands og Israels aggressioner andetsteds blev Aserbajdsjans aggressioner i det store og hele overset i danske og internationale medier, som ellers sjældent overser chancen for at bebrejde muslimske nationers mulige overgreb mod kristne. Men alligevel ikke da det rent faktisk skete. Fænomenet er velkendt og kaldes ved rette navn etnisk udrensning.

Et kig tilbage i tiden, til da Kataros kælder stadig lå i landsbyen Togh i Artsakh

Exodus

Artsakh er gammelt landbrugsland i bjerge og dale mellem vidtstrakte skove. Artsakh er lyden af duduk, et traditionelt træblæserinstrument fremstillet af abrikostræ, som normalt spilles parvist, den første spiller melodien, mens den anden akkompagnerer med en konstant bagvedliggende summen, så de to tilsammen sammen skaber en rig og luftig lyd og melankolsk melodi. Og Artsakh er lyden af det armenske sprog men med en særlig dialekt; og der er særlige variationer over traditionel armensk kultur dér, som mærkes i maden, vinen, skikkene og som selvfølgeligt ofte er tæt knyttet til den armensk-apostoliske kirke, og klostre som Dadivank, Katarovank og Gandzasar, og den særlig arkitektur og det kunsthåndværk, der omgiver dem.

Vinavl var i Artsakh en del af dagligdagen, ikke et særligt foretagende og slet ikke noget kommercielt. Som sådan eksisterede det ikke i Sovjettiden, hvor centraladministrationen havde andre planer for Aserbajdsjan. Men landbruget og vinkulturen overlevede og med dem nogle af de gamle druesorter som Khndoghni, som f.eks. familien Avetissyan skulle tage op som en særligt skattet kulturarv. De gik professionelt til værks fra 2010, og fra 2014 var de endvidere med til at arrangere en årlig vinfestival i Togh sidst i september, Արցախյան գինու փառատոն, til at minde om og fremme Artsakhs vintradition, indadtil og udadtil. På programmet var fodtrædning af druer, smagning af traditionelle vine og retter, udstilling af lokale kunstværker og gamle artefakter; samt en slags vinskue med smagning og salg af lokal vin, herunder også vine fra selve Armenien. Traditionen tro lod festivalen sig ledsage af armensk sang og dans.

Efter en sløv sovjettid kom der endeligt gang i frie og traditionsbundne gøremål igen. Men: Mens arbejderne havde plukket druer fra forskellige områder i Artsakh og bragt dem i hus hjemme i Togh, og familien selv var ved at høste druerne fra deres egen vingård, kom de under aserbajdsjansk beskydning. Få dage senere var området rømmet for etniske armeniere, og familien Avetissyan og resterne af deres foretagende befandt sig nu i Armenien. I al hast fordrevne og flygtninge. Ifølge Avetissyan selv lykkedes det dem kun at redde 10.000 flasker af deres Kataro Reserve, som de sidenhen auktionerede bort til financiering af vinhusets genrejsning på armensk grund. Hvad der er sket med deres mange fade og med vinmarkerne er endnu uvist. Vist er kun, at de måtte efterlade dem og godt 200.000 flasker hjemme i Artsakh. I dag opdyrker de så marker i Armenien og har i begrænset omfang kunnet erholde druer fra hjemstavnen på den anden side af grænsen. Desuden råder de over en god mængde træfade af egetræ fra Artsakhs vidstrakte egeskove (Quercus macranthera), som leverer godt ved til vinfade, af den ret robuste og finfibrede type, som især gør sig godt til tanninrige rødvine.

Vinmager Andranik Manvelyan sammen med Grigor Avetissyan på det nye vineri i Dzoraghbyur ved Jerevan, Armenien

Avetissyans historie er kun én af mange; og de mange blev virkeligt mange, da aserbajdsjanerne under ekstreme forhold slap af sted med helt at fordrive armenerne fra Artsakh tre år senere. En hel befolkning fra hus og hjem. Russernes protektionisme udeblev; det internationale samfunds fordømmelse druknede i terroir og krig i Israel; und Stille gibt es, da die Erde krachte. Situationen er nu, at Aserbajdsjan har taget fuld kontrol over Artsakh og er gået i gang med at genhuse egen befolkning i de forladte huse. Absolut armensk nederlag og politisk hårdknude. Seneste nyt er dog, at den siddende amerikanske præsident mirakuløst har forhandlet den fredsaftale mellem armenierne og aserbajdsjanerne færdig, som ellers så umulig ud. Han kan dog have gjort regning uden vært, for aftalen efterlader flere uafklarede spørgsmål, bl.a. om Artsakh og dets befolknings status, end den besvarer. Men man kan selvfølgelig kun håbe på en stabilisering og normalisering af de mellemfolkelige forhold, med henblik på at Artsakhs befolkning kan vende hjem; og derefter leve i fred og fordragelighed med deres aserbajsdjanske naboer.

“Det vigtigste er, at vi lever, og at vi fører vores traditioner videre”

— Grigor Avetissyan

Khndoghni

Som en af verdens allerældste vinkulturer har armenierne en gudsbenådet formue af gamle, særegne druesorter med sig som arvegods. Det anslås således, at der før Sovjettidens omlægninger fandtes i nærheden af 900 sorter, hvoraf godt halvdelen anses at have været særegent lokale, altså indfødte sorter.

I dag dyrkes knapt 50 sorter kommercielt i Armenien, og en håndfuld af henholdsvist hvide og røde sorter har etableret sig som landets særlige repræsentanter. Til de hvide hører Voskehat, Khatoun Kharji, Lalvari, Banants, Kangun, Mskhali og Garan Dmak; mens de røde sorter først og fremmest tæller Areni men også Kakhet, Tozot, Haghtanak og Karmrahyut og dertil den særligt artsakhiske Khndoghni, i moderlandet ofte også kaldet Sireni.

Khndoghni (Խնդողնի) er hjemmehørende i Artsakh, hvor den er den vigtigste sort og sandsynligvis indfødt; men den findes også få andre steder i det sydlige Kaukasus, fortrinsvist i det østlige Armenien men også i Aserbajdsjan, som i mindre grad også har vinbrug. Khndoghni giver traditionelt fyldige tørre rødvine med høj alkoholprocent, alternativt senhøstede og ofte forstærkede søde vine. Druen giver under alle omstændigheder dybt farvede vine, med højt tørstofindhold og en høj alkoholprocent, afbalanceret af en markant stringens fra syre og faste tanniner. Det til trods bliver de bedste vine fyldige, bløde og fløjlsagtige, især efter fad- og flaskelagring. Navnet kan i øvrigt oversættes til munter eller lattermild (det må skyldes humøret efter indtag), og det ses også transskriberet som Chindogni eller Khindogni; og synonymet Sireni som Scireni eller Sveni.

Khndoghni modnes forholdsvist sent, og stokken sætter store, koniske og ret kompakte klaser med runde, mørkeblå druer. Den er tilpasset Artsakhs lerjorde og de varme og tørre forhold, og den tåler længere tørkeperioder. Omvendt er den ret følsom over for vinterfrost og meget fugtige forhold. Den har god modstandsdygtighed over for både meldug og vinskimmel, men de kompakte klaser rammes let af ædelråd. Den er en fighter, som armenierne selv. Men i modsætning til størstedelen af selve Armenien er der i Artsakh phylloxera, så langt det meste Khndoghni dyrkes på podede rodstokke.

Kataro anno 2025

Grigoris nevøer Eduard og Vanya arbejder begge i vinhuset og uddanner sig begge inden for ønologi og vitikultur; så det bliver i familien i fremtiden. Siden 2019 har man haft Andranik Manvelyan med om bord som den professionelle vinmager; og alt taget i betragtning går det godt, for Kataro er et af de stærkeste brands på den armenske vinscene. Med minder, erindringer om nær og fjern fortid, gåpåmod i en vanskelig samtid og håb for den usikre fremtid.

Glimt fra Kataros nye kælder i Armenien

Voskehat Dry White 2022. Stålsat hvidvin i ren og ret stringent stil. Duft af blomstrende tjørn og gyvel. Blød på tungen, fin stoflighed, hints af citrus, lyse stenfrugter og honning; så strammer syren op, og den slutter med et tørt finish. Alk.: 12,5%

Rosé 2022. Her er det ren Areni fra Vayots Dzor, gæret på ståltanke efter direkte pres af hele klaser. Moderne men moderigtig stil, sart men meget slikken i frugten, med kølig nerve og fine noter af blodappelsin, fersken og pomelo. Kølig frugt, læskende og lækker på en sommerdag. Alk.: 13,2%

Areni 2022. Fra rødmen til rødgløden, og nu begynder det at blive rigtigt spændende, igen ren Areni fra Vayots Dzor, dyrket i godt 1.200 meters højde over havet og vinificeret som klassisk tør rød. Vidunderlig duft af kandiserede violer, syltekirsebær og skovbær. I munden har den en umiddelbar saftighed og mildhed, med god syre og et blidt greb af ganske fine tanniner; men først og fremmest masser af ren frugt: Kirsebær, brombær, blåbær, solbær og et lille strejf af sort peber og vanille. Vældigt god på egen hånd men også alsidigt madvenlig vin. Alk.: 13%

Khndoghni 2021. Frisk høst af den karakterstærke Khndoghni. Fortættet og ret kernet duft, reduktiv og tæt pakket med frisk mørkerød frugt, alverdens mørke bær især, og strejf af noget staldet. Fast i kødet, rank frugt, fint tørstof og fine, tørre tanniner, som omfavner kandiserede violer, modne skovbær og mørke, mørke blommer. Levende frugt og god længde; og karakterfuld uden at være for krævende. Alk.: 13,3%

Khndoghni Reserve 2020. Selektion af de bedste druer og lang lagring på små egetræsfade, 24 måneder, og det markerer sig i en meget karakteristisk men også charmerende og harmonisk vin. Dyb og delikat duft af mos, skovbund, modne hindbær og brombær; og i smagen dertil en smule solbær, marokkansk mynte, tørrede figner og mørk chokolade, milde strejf af tonkabønne og vanille. Favnende fylde, det fineste tørstof, gribende men alt andet end aggressive tanniner. Moden frugt møder seriøs struktur og det med kant, kompleksitet og længde. Endnu ung og med god tid til at folde sig endnu mere ud. Alk.: 14%

Flaske: Khndoghni Reserve 2020  
Vinhus: Kataro Wine  
Oprindelse: Armenien
Jordbund: Kalkholdig ler  
Drue: Khndoghni  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia  
Pris: cirka 250,-  

Granit, vand og grøn vin

Ét element sætter sit særlige præg på portugisiske Vinho Verde, og det er vand. Vi er i den nordvestlige del af landet, og området er ikke alene fastlandets mest regnfulde, vand flyder også overalt gennem landskabet og gør det frodigt indefra. Adskillige floder strømmer fra øst til vest gennem landet på vej ned fra Gerês og Marão bjergene og ud mod Atlanterhavet— mellem Minho-floden i nord og Douro-floden i syd strømmer Lima, Cavado, Ave og Tâmega og deres bifloder, skærer sig gennem det kuperede landskab og den underliggende granit og skifer. Talrige broer gør det muligt at krydse dem og skaber samtidigt gode udsigtsposter til det betagende grønne panorama. Minho-floden mod nord udgør grænsen til Spanien, nærmere bestemt Galicien med dets velkendte vinområde Rías Baixas; og mod vest ligger kun Atlantens blå.

Vinho Verde er altså et ret køligt, meget vådt og virkeligt frodiggrønt område, og af de grunde skiller det sig også ud som en stærk bastion for hvidvine blandt Portugals 13 vinregioner. Med godt 25.000 hektarer vinmarker er det også Portugals største, Vinho Verde udgør knapt 10% af landets samlede produktion. Det er friske, syrlige vine, som findes i seriøse aftapninger, men det er oftest de ret simple udgaver, som især i stride strømme har ramt det internationale og dermed det danske marked, meget lette vine med limegrøn farve, gerne med en lille spritz i glasset og en temmelig sød frugt til at dulme syren.

Navnet vinho verde, grøn vin, har flere forklaringer. Ifølge den første går det på karakteren af vinen, den er grøn som i umoden eller knapt moden men i hvert fald med den slags frugts snerpende friskhed. En anden siger, at det er fordi vinen gerne og helst drikkes som helt ung, altså mens den aldersmæssigt er grøn. Men den officielle forklaring slår fast, at det skyldes vinens ophav i det særdeles grønne landskab, hvis kølighed, fugtighed og frodighed den så på forskellig vis kan afspejle. Vinho Verde kan nemlig også fås i rosa og røde udgaver, som historisk har spillet en stor rolle; og siden 1999 sågar også mousserende vine, selvom den stille hvide med omtrent 85% stadig udgør størstedelen af produktionen.

Portugal er cuvéernes land, og Vinho Verde er ingen undtagelse. Man dyrker en lang række forskellige druesorter, og traditionelt er de fleste vine stukket sammen af flere sorter, man blander på livet løs. De vigtigste hvide sorter er Alvarinho, Arinto, Avesso, Azal, Loureiro og Trajadura og blandt de røde sorter Espadeiro, Padeiro og især Vinhão. De sidste vinder faktisk fornyet indpas i disse år, efter man i en årrække også har haft et øget fokus på sortsrene vine på Alvarinho og Loureiro og så småt er begyndt at udforske lokalt terroir med langt større præcision.

Vinmarkerne ligger især langs floddalene og er fordelt på flere tusinde enkelte vinbrug, hvilket skaber vild variation. Jordbundsforholdene er forholdsvist homogene, grundfjeldet består altovervejende af granit (granito) med enkelte indslag af skifer (xisto), og generelt er jorden til den sure side men ret frugtbar. Der falder årligt mere end 1.200 mm regn, så tørkestress er ikke et problem på disse kanter! Det kan den megen fugt til gengæld være, hvilket har besværliggjort en omstilling til økologisk og mere bæredygtigt vinbrug. Men den grønne praksis slår alligevel igennem i Vinho Verde, og blandt foregangsmændene for denne udvikling kan nævnes toneangivende vinhuse som Aphros Wine, Aveleda, Soalheiro og Quinta do Ameal. De tager hver på sin måde såvel traditionelle som moderne metoder i brug i bestræbelserne. Historisk var vin en del af områdets blandede landbrugskultur, og nogle få steder ser man stadig vinstokkene flettet op ad træer i den såkaldte enforcado-dyrkning. Stadigt meget populær er den høje pergola-opbinding, som lokalt kendes som latada og cruzeta, og som hæver løvet og druerne fra den fugtige jord og samtidigt skærmer for den skarpeste sol. Dertil kommer metoder fra økologisk og biodynamisk vinbrug og en hjælpende hånd fra moderne teknologi til at nøje at følge med i vejr og vind og sætte ind med tilpassede forebyggende indsatser på helt rette tid.

Vinho Verde er inddelt i ni underområder, fra nord til syd er det Monção e Melgaço, Lima, Cávado, Ave, Basto, Sousa, Amarante, Paiva og Baião — og selvom det kan være svært selv for øvede tunger at skelne flere af områderne fra hinanden, så giver inddelingen alligevel mening. For de enkelte områder har egne særpræg og sædvaner, som med tiden kan rendyrkes og raffineres, og under alle omstændigheder giver appellationerne garanti for vinens nøjagtige oprindelse og skaber dermed større gennemsigtighed. Enkelte områder skiller sig særligt ud, historisk har Lima spillet en central rolle, især med druen Loureiro; og i det seneste halve århundrede har Monção e Melgaço givet den gas med særligt god Alvarinho — og med metoder som skindkontakt, bærmekontakt, fadgæring og fadlagring bevæger flere sig nu væk fra det moderne, industrielle udtryk til en mere individuel og måske mere traditionel stil.

Man får stadig masser af let og læskende, nogle vil sige ligegyldig, vin fra Vinho Verde; men går man på jagt efter finere fortolkninger, kommer man langt væk fra den sitrende og sødmefulde vin, som blandt såkaldt seriøse vinkendere har givet regionen et dårligt ry. Det kølige og vandige får i de bedste flasker følgeskab af lækre kryddernoter, raffineret frugt og en funklende mineralitet.

Quinta do Ameal

Ét af de vinhuse, som virkeligt skiller sig ud fra mængden, ligger i Lima-dalen lidt øst for en af Portugals ældste byer, Ponte de Lima, en smuk by navngivet efter sin imposante stenbro over floden Lima og ellers velkendt for sin seværdige middelalderlige bymidte og de mange barokke herregårde i oplandet.

Quinta do Ameal ligger ved Refóios do Lima, lige ned til floden, og den historiske ejendoms 30 hektarer tæller 800 meters flodbred og dertil 8 hektarer gammel, vild skov og 14 hektarer vinmarker. Alle dedikeret til Lima-dalens mest traditionsrige sort, Loureiro. Derudover dyrkes i det små valnødder, kirsebær og citrusfrugter, udelukkende til egen glæde og gårdens gæster. Foruden vingård fungerer quintaen nemlig også som tilflugtssted for turister. Siden 2015 tilbydes overnatning i de hyggelige huse, og såvel verandaerne som haven og ikke mindst swimmingpoolen kan byde på et tiltrængt pusterum i sommermånederne. Tjek udlejning på Casa Grande og Casa da Vinha ud her — og dertil arrangeres selvfølgelig vingårdsbesøg og smagninger.

Den gamle ejendom har selvfølgelig en lang historie, som strækker sig tilbage til 1710. Undervejs har den virket som vingård og som landbrugsejendom i langt bredere forstand, med kvæghold og afgrøder som hvede, rug, majs og forskellige frugter. Salazar-regimets fald i 1974 satte gang i mange omlægninger i landbruget, og udviklingen mod moderne vinbrug skulle snart tage fart. Familien Araújo (efterkommere af stifteren af portvinshuset Ramos Pinto) erholdt den efterhånden faldefærdige ejendom og satsede oprindeligt på at udvide kvægbruget og stifte et mejeri; men de indså snart, at der var en lysere fremtid i god vin end i kød og mælk. Pedro Araújo overtog ejendommen fra sin far i 1995 og i 1999 præsenterede han sine første fine vine, frugterne af faderens arbejde med at plante Loureiro-stokke. Vinene vandt hurtigt ry for sin mere seriøse stil og deres karakterfuld Loureiro-udtryk, og siden gik Araújo endvidere den økologiske vej. I 2019 trak han sig så tilbage for at nyde sit otium, og José Roquette fra koncernen Esporão opkøbte ejendommen. Esporão specialiserer sig i olivenolie, øl og vin fra Alentejo, Douro og Vinho Verde og har i det store hele fortsat vingårdens drift i familiens ånd. Bæredygtighed er et indsatsområde, og koncernen råder sågar over hele 18% af det samlede økologisk certificerede vinmarksareal i Portugal.

Den økologiske certificering fulgte dog ikke med her. Dyrkningen foregår i dag som integreret produktion, et system, hvor man søger en balance mellem at minimere brugen af syntetiske inputs og samtidigt at maksimere kvaliteten af afgrøderne. SATIVA certificerer. Det indebærer blandt andet et fuldstændigt fravær af insekticider og herbicider, i det hele taget et stærkt reduceret pesticidforbrug. Fortsatte forsøg gøres også på igen at gøre gården fuldt ud økologisk; men det fugtige klima gør det vanskeligt på kommercielt plan, peronospora er et konstant tilbagevendende problem. I 2011 kæmpede man desuden mod plantesygdommen flavescence dorée, og den dukker desværre med mellemrum op igen i området.

Højt grønt bunddække mellem rækkerne i Quinta do Ameals vinmarker. Vingården arbejder aktivt med en rig flora til at nedregulere vinstokkens vækst samt at sikre jordbundens sundhed og den samlede biodiversitet

Sloganet er “slow forward” med endemålet økologisk dyrkning, men kun for så vidt som det er bæredygtigt. Det er små skridt af gangen, mens man søger at dokumentere de faktiske virkninger af de gjorte tiltag. Man ønsker effektivitet, da økologisk dyrkning kun tillader beskyttelse med svovl og kobber og tit kræver mange kontinuerlige behandlinger— ofte med større forbrug og øget udledning af CO2 til følge. Små opsatte vejrstationer rundt om i markerne hjælper med at overvåge temperatur, luftfugtighed og vindstyrke, så man kan sætte ind med forebyggende tiltag i tide og i det rette omfang.

Desuden arbejder man med naturligt grønt bunddække i markerne, som suppleres med forskellige større dækplanter som lupiner og majroer; og de har også sået nitrogenfikserende kløver og velduftende mynte mellem rækkerne. Rundt omkring ses også bistader, som holdes i samarbejde med honningproducenten Bee Prado. Resten af biodiversiteten sikres gennem haven, skoven og en overraskende stor bambuslund; mens godt en tredjedel af arealet ligger uopdyrket hen.

Der ånder en særlig ro og fred over quintaen. Haven og de smukke gamle bygninger skaber en nostalgisk ude-på-landet stemning, og den omkringliggende skov fungerer som en slags paraply, der skærmer mod sommersolens stærkeste stråler og den værste hede. Mens vinmarkerne strækker sig grønt hen over bakkerne, med kølige briser skiftevist fra bjergene og fra havet.

Løst og fast om Louriero

Loureiro er en ganske gammel sort, som med al sandsynlighed stammer fra Vinho Verde og nok nærmere bestemt omkring Ponte de Lima, hvor den historisk er dokumenteret århundreder tilbage. Hvorfra den i løbet af 1900-tallet spredte sig ud over hele området. Den kendes også under synonymerne Amarante, Cheiro og Dourado. Der dyrkes i dag godt 2.500 hektarer i Portugal, og på den anden side af grænsen dyrkes i Galicien omtrent 500 hektarer, hvor den oftest kaldes Loureira eller Branco Redondos. Loureiros ophav er ikke endegyldigt afgjort, men den er muligvis en naturlig krydsning af Amaral og en anden sort som Branco Escola. Muligvis er den også beslægt med Alvarinho. Loureiro er en ret frodig sort, der kan give gode udbytter, den bærer store, ret tunge og kompakte klaser med grøngule til gyldne druer. Den begynder at modne ret tidligt, hvilket er praktisk, da den er forfalden til oidium, peronospora, phomopsis og botrytis.

Navnet Loureiro betyder bogstaveligt ‘laurbær’ på portugisisk, og det virker velvalgt, sortens aromatiske profil taget i betragtning: Den har hyppigt en karakteristisk duft af laurbærblade, derudover noget blomstret og urtet såsom akacie, lind, limeskal, mynte og bergamot. I munden er den oftest citrisk, præget af en tæt limeagtig syre og ved højere modenhed en frodig ferskenfrugt. Strukturelt bærer vinen typisk præg af sin høje syre og grundet et ret moderat sukkerindhold følgeligt en ret lav alkohol. Traditionelt har man drukket den ung, men med lagring udvikler den gerne klædelige noter af bivoks, honning og krydderier og af og til endda petroleumsnoter.

Loureiro høstes på Quinta do Ameal som regel i løbet af september

Quinta do Ameal fremstiller i alt fem vine, hvoraf de tre er fra ejendommen selv, de resterende to er fra associerede vinbønder og markedsføres under navnet Bico Amarelo. Høsten er manuel, og mosten presses pneumatisk af hele klaser. Druerne fra ejendommens egne marker har forskellig karakter afhængigt af dyrkningsstedet, og det udnyttes snedigt nok til at fremstille vine med hver sin distinkte karakter: Loureiro, Solo Único og Ameal Reserva eller Escholha— i udvalgte årgange bliver det også til en senthøstet sød vin. Vinho Verde fremgår altid kun af bagetiketten, da huset ønsker at fremhæve sin egen stil. De ansvarlige vinmagere er José Luis Moreira da Silva og Lourenço Charters.

Loureiro 2021 er håndhøstet midt i september efter en kølig vækstsæson og spontangæret på ståltanke ved kontrolleret lav temperatur og modnet syv måneder på gæren. Så det er snorligt og knivskarp Loureiro i sin reneste form— mildt duftende af gyvel, nåleskov og laurbærblade, sprød, saftig og stoflig på tungen, med frisk syre og et fint greb, og fuld af frisk citrus, en smule gul stenfrugt, pinjekerne og strejf af vilde blomster og urter. 7,3 gram syre versus 1,5 gram restsukker. Velbalanceret og virkeligt forfriskende, en formfuldendt referencevin for Loureiro-druen!

Solo Único 2020 stammer fra enkeltmarken Marejão, som er særligt stenet, granitten står frem. Mosten er mere astringerende og syrestyret af natur, men det modereres af kølig gæring delvist på cementæg og otte måneders modning med gæren. 2020 var også et varmt år, så der er masser af moden frugt til at smelte sammen med syren. Cremet men uden fedme og dens læskende flow bliver næsten luftigt. Lime, grapefrugt, laurbærblade og friske urter, koldt kildevand. Modner efter sigende med spændende resultater.

Reserva 2020. Marinhas marken dækker ikke meget mere end en halv hektar, og det blev i 2020 til 2.650 flasker. Det er ejendommens bedst modnede druer, og mosten gæres på brugte fade, før vinen modnes et år på gæren i dels 500 liters franske fade, dels 2000 liters østrigske fade. Seks måneders flaskelagring før frigivelse runder processen af. Resultatet er en meget delikat, ligefrem pikant mundfuld med en subtil kompleksitet af eksotisk frugt og søde krydderier, holdt svævende af en underliggende syrlighed og mineralitet. Banan, fersken, citrus, orange- og rosenblomstvand, vanille og nellike. Må modne til noget ganske specielt.

Man fornemmer virkeligt vandets formende kraft i Vinho Verde— der ligger sågar et vandmuseum, Museu da Água, i Arcos de Valdevez på Vez-floden, en af Limas bifloder. Byen ligger langs Ecovia cykelruten, som også krydser Quinta do Ameal

Flaske: Loureiro 2021  
Vinhus: Quinta do Ameal  
Oprindelse: Vinho Verde, Portugal
Jordbund: Sand, grus, granit  
Drue: Loureiro  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar  
Pris: cirka 150,-  
(ikke p.t. i sortiment)

Odysséen 2025

Der er løbet meget vand i Middelhavet, siden Odysseus sejlede det tyndt på vej hjem fra Troja til sit elskede Ithaka; og hele det græske folk er gået grueligt meget igennem, siden Sokrates diskuterede det gode, det sande og det skønne på agoraen i Athen. Det var dengang, i den klassiske antik, hvor grækerne også var olympiske mestre i vin. Symposier, Dionysos, mænader og alt det der jazz. Vinkultur, der har ydet indflydelse frem til i dag, og hvor vine som Limnio og Monemvasia har moderne efterfølgere lavet på indfødte sorter som Assyrtiko, Moschato, Moschofilero, Agiorgitiko og Xinomavro.

Men den kastaliske kilde løb til sidst tør for vand og Oraklet i Delfi for ord. De berømte græske bystater blev efterhånden løbet over ende af større politiske enheder, og grækerne har siden måttet finde sig i adskillige århundreders overherredømme udefra, først fra makedonere og romere og sidenhen osmannere. Vinkultur havde trange kår i det muslimske Osmannerrige; men kirken var fritaget fra forbuddet, og i rigets afkroge kunne kristne samfund som de græske og armenske i mindre grad holde deres vinarv ved lige, omend under ændrede forhold. Først efter fire århundreder lykkedes det i sidste ende grækerne at genvinde selvstændigheden efter uafhængighedskrigen fra 1821 til 1829. Et par verdenskrige, en borgerkrig og en militærjunta trak alt sammen i den gale retning i århundredet derefter, og Grækenland blev kendt for alt andet end kvalitetsvin.

Gryende vinrevolution

De gamle grækere efterlod os en righoldig arv af litteratur, arkitektur og kunsthåndværk, gav os de olympiske lege og lagde grunden til demokratiet, medicinen og filosofien. Som to berømte filosofiprofessorer fra Cambridge kunne sige det i begyndelsen af henholdsvist det 20. og det 21. århundrede: “The legacy of Greece to Western philosophy is Western philosophy” (Bernard Williams) og “Probably the safest general characterisation of Western philosophy is that it consists in a series of footnotes to Plato” (Alfred North Whitehead).

Lignende siger desværre ingen om græsk vin; og derudover er det selvfølgelig tragikomisk, at mange først og fremmest forbinder Grækenland med billige badeferier, gyros, retsina og ouzo. Altimens Frankrig for mange etablerede sig som den finere gastronomis højsæde og verdens førende vinland. Det skyldes ganske enkelt, at grækerne kun langsomt har været i stand til at genrejse landets vinavl til fordums storhed. De første skridt i retning af modernisering og industrialisering gjorde umiddelbart ikke meget godt for vine med liv og sjæl, og i lang tid var der vitterligt ikke meget at råbe hurra for. Det har heldigvis ændret sig, og lige nu står Grækenland midt i en kvalitativ vinrevolution. Som Odysseus måtte flakse om på havet i en farefuld færd i et helt årti, før han endelig kunne sætte ben på sin egen ø igen— sådan har græsk kvalitetsvin levet en usikker tilværelse med grumme udsving men synes nu endeligt at have fundet sikkert fodfæste igen.

Arketypiske Middelhavsvine

Grækenland (Det hellenske demokrati, Ελληνική Δημοκρατία) strækker sig fra den sydlige del af Balkanhalvøen og ned i Middelhavet i et sandt hav af øer, flere tusinder hvoraf flere hundreder er fast beboede— landet har samlet lidt over 10 millioner indbyggere. Middelhavet kaldte de gamle grækere ἡ θάλασσα ἡ καθ'ἡμᾶς, havet omkring os, ἡ μεγάλη θάλασσα, det store hav, eller slet og ret ἡ θάλασσα, Havet; og som sande søfarere og eventyrere koloniserede de lidt efter lidt større og større områder i hele Middelhavet. Således hele det østlige Middelhav og fra kysten ind i Lilleasien; samt Sicilien og det sydlige Italien, som de navngav Οἰνωτρία, Enotria, Vinlandet. Med sig bragte de vinstokke, viden og tekniske færdigheder, som på forskellige måder har sat sit præg på vinavl og -fremstilling i resten af Middelhavsområdet og følgeligt på hele Europas vinkultur.

Men det er nutidens Grækenland og dets fortræffeligheder, vi nu skal fokusere på; og det tager i tiltagende grad udganspunkt i landets rige arv af gamle druesorter tilpasset lokale forhold, en række meget karakteristiske terroirs (masser af kalksten og ikke at glemme vulkansk sten, fra kystegne til bjergegne) og dertil en række særegne traditioner inden for både vinavl og vinfremstilling (eks. buskvine, kurveopbinding, soltørring, amforalagring osv.). Især har man i de seneste år vundet selvtillid og fornyet stolthed over de særligt græske specialiteter— selv den ellers udskældte retsina. I det følgende findes nogle nedslag i særlige fikspunkter i landets vinkultur og en række udvalgte vine, som tilsammen giver et godt billede af blot en smule af den dynamik, der netop nu udgår fra landets godt 64.000 hektarer vinmarker. Lutter gode oplevelser— og forvent ikke kun sydens sol, fuldmoden frugt og Middelhavets salt; for der er masser af vinmarker i højderne i de bjergrige egne, og med metoder som nattehøst og kølig gæring formår man at fine en virkeligt frisk nerve i vinene. Endda i den ultratraditionelle retsina, når den laves af de bedste druer og frisktappet harpiks, af og til endda modnet i klassiske amforaer.

Assyrtiko fra Santorini var grækernes springbræt ind i the world of fine wine. De vulkanske hvidvine ramte nogenlunde samtidigt med italienernes røde pendant Etna Rosso, og takket være en række engagerede og dygtige vinmagere har man formået at løfte hele øen op på verdenscenen for vin, og med sig lignende øvine fra eksempelvis Kreta og Kefalonia. En række af landets rødvine er også i rivende udvikling. Vinene fra Naoussa, landets ældste appellation, også kendt som ‘det græske Barolo’, er gennemgået en stilændring, så de fleste i dag er rundere, blødere og mere umiddelbart charmerende; og i Nemea, landets største appellation, ser man også en fintuning af kvaliteten og en søgen efter at finde sin helt egen identitet.

Odyssé anno 2025

Så lad os tage på strejftogt og øhop i det græske og kun stikke op for særligt gode glas. Vil man mere som en moderne Telemachos navigere fra det fjerne, findes der få men til gengæld gode græske vine på det danske marked. Først og fremmest er Oinofilia uomgængelig, kyndigt drevet af dansk-græske Maria Warming Brink Tsalapati, ikke mindst hvad angår små og mere naturnære vinmagere. Et andet godt sted at søge inspiration til shopping og sipping er på websitet Great Greek Wines, der drives af græske Yannis Karakakis MW og er et topprofessionelt initiativ til at udbrede kendskab til de bedste græske vine netop nu. Men nok om formidlerne, nu til sagen selv:

Bobler

Karanika Cuvée Speciale Extra Brut 2021. Amynteia, Makedonien. Sprudlende start, en overraskende frisk mousserende vin fra det nordlige fastland. Sprød, frugtig og mineralsk, noter af lime, pink grape og salt og strejf af hindbær og tørrede roser. Godt nok er forbilledet fransk, méthode traditionelle med et år sur lattes, men druerne er græske, 90% af den røde Xinomavro (Ξινόμαυρο) og 10% af den hvide Assyrtiko (Ασύρτικο). Druerne dyrkes efter økologiske og biodynamiske foreskrifter på gammel, sandet havbund. Hele klaser, direkte pres (blanc de noir) på kurvepresse og gæring ved temperatur omkring 18-22 grader. Lav svovling. Alk.: 11,5% Oinofilia

Hvidvin

Moinoterra Vilana 2023. Archanes Heraklion, Kreta. Karakterfuld, og så er der citrus! Friskluftig duft med citron, moden lime og et strejf af petroleum. Højspændt syre i munden, ren og skær sur saft af solmoden citron, lime og pomelo, med blød fylde og rent trav. En smule kandiseret citrus i eftersmagen, mineralsk efterklang. Sorten er den sjældne Vilana (Βηλάνα) høstet fra marken Vathipetro i 500 meters højde, fra 32 år gamle stokke på kalkholdig lerjord. Helklasepresning, spontangæring på ståltank, modnet otte måneder på gæren; en mindre del af vinen i 350 liters franske egetræsfade. Alk.: 13,5%

Amargiotakis Thrapsathiri 2022. Dafnes Heraklion, Kreta. Sorten Thrapsathiri (Θραψαθήρι) håndhøstet fra marken Athanatoi, kalkstensjord i 350 meters højde over havet. Seks timers skindkontakt, gæring på små egetræsfade, fire måneders modning på gæren med jævnlig bâttonage. Her er der er dømt mere tekstur og en smule fadpræg— duften er frugtig og pikant med sydhavsfrugt, middelhavsurter, cedertræ og kokos, endda små strejf af Safari og piña colada. Saftig og læskende, med lækker mundfølelse og en vis syrlig spænding. Let urtet og sødmefuldt krydret, en delikat mundfuld. Alk.: 13%

Mikra Thira TerraSea 2022. Thirassia, Santorini, Kykladerne. Klassisk Assyrtiko fra Santorinis tvillingeø. Øens eneste vin, og vinstokkene dyrkes selvfølgelig som de små kurve koulourai. Lokationen er Potamida, i 250 meters højde, hvor jordbunden mest består af vulkansk aske og pimpsten. Dermed er der dømt ultratraditionel vulkanvin, med en mildt mineralsk næse, fra flint til fedtsten, og med let urtede undertoner, måske kamfer. Saftig på tungen, fin fylde, glasklar, syrlig og mundvandsdrivende salt. Slank men potent, har pænt med fint stof men er alligevel ret let. Lækker! Alk.: 13%

Kydonitsa Mature 2019. Lakonia, Peleponnes. Tilbage til fastlandet, Lakonien og Monemvasia regionen, hvor vinmarken Platori ligger ved Velles Monemvasias. Vi er i 250 meters højde over havet og har kalkholdig ler under fødderne. Den her dyrkede druesort er Kydonitsa (Κυδωνίτσα), måske en stamfader til al Malvasia; men mest af alt en arketypisk semiaromatisk græsk hvidvin. Ret gullig i glasset og mildt røget i næsen, som ellers er præget af gule æbler og kvæder. Stringent citrus og frisk eksotisk stenfrugt i smagen, florale fornemmelser undervejs, ret distinkt og pænt kompleks. Modnet ni måneder med gæren, to års flaskelagring. Alk.: 13%

Ktima Biblia Chora Ovilos 2022. Kavala, Makedonien. Græsk-fransk forelskelse, hvis hvid Bordeaux var hellensk— 50/50 Assyrtiko og Sémillon fra marken Pangeon, gæring og modning med gæren i franske fade. Let flintede og røgede topnoter, frodiggrøn stenfrugt i midten og undertoner af nyslået græs, buksbom, kamfer og eukalyptus. Jævnt saftig, fin fylde, moden frugt af kiwi, fersken og mango, syrlig, salt og let krydret eftersmag. Alk.: 13,5%

Artemis Karamolegos Kouloura 2023. Santorini, Kykladerne. 90% Assyrtiko, 5% Athiri (Αθήρι) og 5% Aidani (Αηδάνι) fra godt 80 år gamle stokke, dyrket som kouloura. Separat vinificeret på stål, modnet sammen godt 12 måneder med gæren. Frisk, æterisk næse, friske stenfrugter og strejf af blomster. Saftspændt i munden, overraskende smidig, med god syre og salt mineralitet, igen stenfrugter og strejf af vilde blomster og urter, fin fylde og længde. Alk.: 13%

Hatzidakis Nykteri 2021. Pyrgos, Santorini. Så er der Assyrtiko fra øverste hylde, virkeligt gamle kouloura-stokke på marken Megalochori, høstet om natten og gæret køligt for at formidle druens sarte friskhed og salte mineralitet på præcis vis. Otte måneders modning på egetræsfade, flasket ufiltreret. En virkeligt velbalanceret og forfriskende vin med rund syre og subtile noter af nashipærer, hvid stenfrugt og citrus og en smeltende salt finish. Fokuseret, fyldig, kompleks. Alk.: 14,5% Oinofilia

Lyrakakis Psarades Plytó 2024. Alagni Herklion, Kreta. Familien Lyrakakis har reddet den sjældne sort Plytó (Πλυτό) fra en ellers usikker fremtid, og det er tjenstværdig dåd; for vinen er en lækker mineralsk mundfuld med saft, frugt og talkumfin stoflighed i tilgift. Antydninger af moden citrus og mildt røgede indslag i duften. Saftig, spændstig og læskende på tungen, ren og rensende, med en let salt og let bitter snert, i frugten skinner især citron og en smule ananas igennem. En meget velbehagelig vin! Kort kølig maceration og spontan gæring, 40% er gæret og modnet på fad, resten er fra ståltank. Økologisk dyrket på marken Psarades i 280 meters højde. Alk.: 13%

Lyrakakis Psarades Dafni 2024. Alagni Herklion, Kreta. Endnu en brav redning fra Lyrakakis brødrene, og her bliver man endnu mere taknemmelig. Dafni (Δάφνη) betyder laurbær på græsk, og man behøver ikke beherske sproget for at forstå hvorfor. For den dufter og smager af laurbærblade i vilden sky! Liflige, æteriske, balsamiske duftnoter af timian, rosmarin, fennikel og kamfer og så de førnævnte laurbærblade, mens den i munden er mere stilfærdig men stadig super stimulerende, med saftigt flow, det fineste, blødeste stof, moden citrusfrugt og en delikat eftersmag af kandiseret viol. Helt sin egen, en vin, man sent glemmer! Håndhøstet, kort skindkontakt, spontan gæring på ståltanke. Alk.: 12,5%

Orange

Troupis Hoof & Lur 2022. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. En hyldest til traditionel græsk landvin, grænselandet mellem let orange og rosé. Nærmest dekadent duft af roser, geranier og nelliker, overraskende parfumeret i betragtning af dens lyse rosafarve; og så har den et fint greb, sprød syrlighed og en læskende saftighed, den smager mildt af modne jordbær, hindbær, melon, tørret papaya og kandiseret orangeskal. Moschofilero (Μοσχοφίλερο) er en ret aromatisk druesort med mørkt rødmende skaller, som med spontangæring og en smule skindkontakt folder sig fuldt ud. Marken Litharakia ligger i 640 meters højde. Spontangæring, 15 dages skindkontakt, modnet ni måneder på gærresterne og flasket uklaret, ufiltreret og med et beskedent strøg sulfitter. Alk.: 12,5%

Troupis Ekato 2023. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. Moschofilero med hundrede dages skindkontakt, heraf navnet εκατό, hundred; og her går det all in på aromatik, tekstur og struktur— den er orange orange! Duften igen dekandent men mere fortættet, kompakt, mørk sødmefuld. Figen, orangeskal, tørrede blomster; og teksturen er lækker! Der er syrlige bolcher, tørrede frugter og let medicinske noter i smagen. Mild bitterhed og salt eftersmag. Alk.: 12,5%

Tetramythos Roditis Orange 2022. Patras, Peloponnes. Smæskelig orangevin på Roditis (Ροδίτης) druer fra 46 år gamle stokke dyrket i 850 meters højde i Aigialeia bjergene ved den korinthiske bugt, kalksten. Tre ugers skindkontakt i amfora og seks måneders modning på store træfade. Madæbler, mandarin, abrikoser, orangeskal, en smule lynghonning og umeboshi. Fin fylde, und, frugtig og fornøjelig, med let tanningreb og en svagt salt eftersmag. Alk.: 13% Oinofilia

Poultsidis Selene Orange 2022. Larisa, Thessalien. Assyrtiko men denne gang fra Nees Karyes vinmarken ved Larisa i det nordlige fastland; og det er absolut genkendeligt som orangevin: Dyb duft af sødmefuld frugt, tørret abrikos, ananas, papaya og mango, kvædete; saftig og spændstig, med fin syre, lette tanniner, tørt træk i den sødmefulde frugt. Fin! Spontangæring, 30 dages skindkontakt, 12 måneders lagring sur lie, flasket uklaret, ufiltereret og med meget lav sulfit. Alk.: 12,2%

Sclavos Zakynthino Orange 2020. Elios, Kefalonia, Ionien. Intens og kompleks orangevin på den lokale Kefalonia-sort Zakinthino (Ζακυνθινό). Biodynamisk dyrkning, én måneds skindkontakt og ét års modning på træfade. Fuld af ferskner og abrikoser, såvel de friske som de tørrede, ferskensten og mandler, orangeskal, læder, aromatiske urter og ylang-ylang. Fyldig saft med støvede tanniner, når olympiske højder og har længde som en maraton. Nektar og ambrosia! Alk.: 13% Oinofilia

Rosé

Iliana Malihin Liatiko Rosé 2022. Rethymno, Kreta. Dunkel rosé med lys frugt fra Iliana Malíhins hånd, heroisk vitikultur i vanskeligt terræn, økologisk og biodynamisk dyrket, og der er fokus på lokale kretensiske specialiter som Liatiko. Stålsat, kort maceration, spontan gæring og minimal intervention, smuk saft. Kongen af Danmark bolcher, syrlige drops, rød grape, hindbær, roser. Saftig, sursød, bitter bagkant, meget delikat! Alk.: 13% Oinofilia

Aoton Lola Retsina 2020. Paenia, Attika. Sjældent spændende rosé og så oven i købet som seriøs retsina! Druerne er Madilaria, den velkendte retsina-drue Savatianó og en smule Cabernet Sauvignon, dyrket økologisk på markerne Lialioukou, Pousiledi og Fylakio. De håndhøstes ved nattetide for at bibevare friskheden, kurvepresses og gæres spontant med kort skindkontakt, hvor også frisk harpiks tilsættes, 0,4 g/l. Derefter modner vinen på gærresterne i otte måneder. Flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Alk.: 13% Oinofilia

Rødvin

Oenops Limniona 2022. Karditsa, Thessalien. Her har vi med den sjældne Limnonia (Λημνιώνα) at gøre, gæret og modnet halvt på amfora, halvt på egetræsfade, ti måneders modning på gærresterne, flasket ufiltreret. Duften er mild af friske røde bær, sart og forførende, måske med en smule røde roser. I munden er den saftspændt og silkeglat, ret rødfrugtet og med fine tanniner og let tørt træk. Eftersmag af hindbær, sveskeblomme, urt og sød lakrids. Alk.: 12,8%

Alpha Estate Xinomavro Reserve Barba Yannis 2020. Amyndeon, Makedonien. Så er det endelig Xinomavro time, ofte kaldet den græske Nebbiolo, det nordlige Grækenlands store stolthed. Fra 106 år gamle stokke på marken Barba Yannis i 647 meters højde over havet. Sandet, kalkholdig ler oven på kalksten. Håndhøstet og gæret med selektion af lokal gær, modnet to år på gæren i små franske Allier egetræsfade. Smaks altsammen af stor vin. Betagende mørk duft, viol, blåbær og sortebær, lyng og marcipan. I munden saftig, med frisk syre, salt mineralitet og fine tanniner. Mørke bær, blommer og svesker, sorte oliven, balsamico, rank og raffineret. Fornem vin. Alk.: 14,2%

Halkia Agiorgitiko Red 2022. Arapoglou, Nemea, Peloponnes. Økologisk Agiorgitiki (Αγιωργίτικο) fra kalkstensjorde i Nemea, et navn, der måske vækker genklang hos danske vindrikkere af en vis alder; men det her er nok bedre end det, man i hine tider har smagt. Halkias udgave er en saftspændt og tæt men let rødvin, fuld af sursøde kirsebær og blommer og en let urtet eftersmag, med faste men meget fine tanniner. Appetitvækkende. Alk.: 13% Oinofilia

Apostolos Thymiopoulos Naoussa Alta 2021. Trilofos, Naoussa, Makedonien. Endnu et navn, som måske vil være bekendt fra gamle dage; her i mesterlige Thymiopoulos hænder, hvor den lokale stolthed Xinomavro når himmelske højder. Vi er 450-650 meter over havet, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og druerne høstes ved håndkraft. 18 dages skindkontakt, en mindre andel hele klaser, hele herligheden spontangæres på ståltanke og lagres otte måneder på franske egetræsfade. Xinomavro kendes måske som en slags græsk Nebbiolo, men her er sammenligninger med Sangiovese og Pinot Noir heller ikke af vejen. Jordbær, kirsebær, strejf af tranebær og gojibær, friske krydderurter og sorte oliven. Mørk men stålende saftig, god syre og de fineste tanniner. Alk.: 12,5% Oinofilia

— og sidst en lille opfordring til sommerlæsning. Man skal ikke dvæle ved fortiden på fremtidens bekostning, men der er alligevel noget meget nutidigt, i al fald arketypisk, over de græske myter og ikke mindst den næsten tidløse historie om Odysseus. Som med et glas vin ved vandet og under sommersolen er en helt anderledes underholdende oplevelse end pligtlæsning i oldtidskundskab. Heltedigtet Odysséen (Ὀδύσσεια) er med rette en klassiker— et episk langdigt, ifølge traditionen forfattet af den blinde digter Homer og skrevet på heksametre, et rytmisk versemål med seks versefødder, som satte rammen om meget af antikkens digtekunst. I poetisk sprog berettes om sagnhelten Odysseus og hans farefulde færd til havs, mens han og hans mænd forsøger at finde hjem efter sejren i den trojanske krig, som er emnet for det forudgående digt Illiaden (Ἰλιάς). Hjemme venter hustruen Penelope og den efterhånden voksne søn Telemachos, som Odysseus måtte forlade kort efter fødslen; men nu er de under belejring af bejlere, som ønsker at overtage Odysseus kongerige. Intet går stille for sig, historien skorter hverken på kærlighed, sex, magi eller monstre, modige tvekampe og decideret blodbad. Game of Thrones kan godt gå hjem! Christian Wilsters gamle oversættelse er musikalsk og holder stadig, men selv har jeg også haft stor fornøjelse af Otto Steen Dues nyere og mere flydende udgave nærmere på nutidigt dagligsprog.

Vin spiller i øvrigt større og mindre roller gennem hele fortællingen. Som almindelig drik, som nærings- og rusmiddel, som selskabeligt samlingspunkt, som drikoffer eller som anden forbindelse til gudernes verden. Mere interessant er vin ved flere lejligheder endda et plot device, som for eksempel da Odysseus og hans mænd drikker kyklopen Polyfemos under bordet; eller da troldkvinden Kirke forvandler mændene til svin ved at servere dem forhekset vin. Altimens hjemmefronten på Ithaka bliver mere og mere dorskt dynket i vin… Så drik græsk vin, gerne med måde, og find glæde i musens fortælling.

ἄνδρα μοι ἔννεπε, μοῦσα, πολύτροπον, ὃς μάλα πολλὰ
πλάγχθη, ἐπεὶ Τροίης ἱερὸν πτολίεθρον ἔπερσεν:
πολλῶν δ᾽ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω,
πολλὰ δ᾽ ὅ γ᾽ ἐν πόντῳ πάθεν ἄλγεα ὃν κατὰ θυμόν,
ἀρνύμενος ἥν τε ψυχὴν καὶ νόστον ἑταίρων.

Muse! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
men paa sin Fart over Havet han svær Gjenvordighed udstod,
medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst…

Baias vin

Sprød, frisk og liflig, og så på sin helt egen umiskendelige måde. Noget af det mest magiske ved vinens mangfoldige verden er, at der til stadighed dukker nye og spændende smagsoplevelser frem fra de fjeneste afkroge af kloden. En af de uundgåelige er gamle Georgien, hvor der er grøde i mangt og meget: Utallige særegne sorter, sælsomme fremstillingsformer og vintyper, vi længe havde glemt. Ind imellem dukker der så et særligt godt glas op. Venligt og trods sin karakteristiske anerledeshed alligevel genkendeligt. Faktisk også et rigtigt godt sted at springe på vognen, hvis man endnu har georgisk vin til gode.

Vi skal til Imereti i det vestlige Georgien, en lille halv times kørsel syd for Kutaisi, Georgiens næststørste by. Det var del af oldtidsriget Kolchis, som vi kender fra den græske myte om Jason og argunauternes togt for genvinde det gyldne skind. Dengang som nu var vinbrug udbredt. Her ligger byen Baghdati og landsbyen Obcha, hvor familien Abuladze har hjemme. Området ligger langs floden Khanistskali, en mindre biflod til det vestlige Georgiens vigtigste flod Rioni, og dette frodige landbrugsland har i de seneste år i stadigt stigende grad udviklet sig til et af Imeretis vigtigste vinområder— ikke mindst takket være den yngste generation Abuladze med storesøster Baia i spidsen.

Abuladze-familien har været vinbønder gennem generationer, men de har mestendels lavet vin til familie og venner, og i løbet af de værste år under Sovjetstyret også brugt vinen som byttevare. Det var først for nyligt, efter familiens dengang 23-årige ældste datter i 2015 vandt en bevilling til fremme af virksomhed i landdistriktet, at der kom gang i egentlig kommerciel vinproduktion. Som ung kvindelig iværksætter var det kun oplagt og passende at kalde det Baia’s Wine.

Baia og hendes to yngre søskende, søsteren Gvantsa og broren Giorgi, er fjerde generation på gården i Obcha. De er vokset op ved siden af vinmarkerne og har alle tre fra barns ben været behjælpelige med arbejdet og har stille og roligt suget til sig af praktisk erfaring fra forældrene og bedsteforældrene— for eksempel fik de som små lov at lave deres egen miniaturegård med køkkenhave, vinmark og deres egne dyr. Nok valgte de siden at flytte til storbyen for at studere; men landlivet og vinbruget kaldte dem én efter én tilbage.

Gamle traditioner og nyt gåpåmod

Efter endte statskundskabsstudier i Tbilisi besluttede Baia sig for at vende snuden mod hjemegnen igen for at lave vin på familiegården. Inspirationen kom fra flere møder med mindre vinhuse i hovedstaden, som i de år havde udviklet sig til et mekka for landets traditionelle og naturlige vine. Det begyndte med de gamle vinmarker lige bag familiehuset, men som årene er gået, og der er kommet gang i forretningen, er der kommet flere marker til, i dag snart 20 hektarer. Herunder flere nyplantninger, med vægt nogle af Imeretis særlige sorter, som i Sovjettiden blev erstattet af mere højtydende eller helt og holdent rykket op ved rode for at koncentrere landbruget om andre afgrøder.

Den størrelse har Baia selvfølgelig ikke bragt vinhuset til på egen hånd. Hele familien hjælper til, og hendes to yngre søskende følger i hendes fodspor og har engageret sig som medejere af vingården. Gvantsa har studeret samfundsfag og agronomi, og Giorgi valgte målrettet at studere vitikultur og ønologi. En stærk søskendetrio — men efter georgisk tradition temmeligt ukonventionelt med to stærke kvinder i front. Særligt kyndig sparring og lange perspektiver kan de få fra bedstefar Bondo, som ud over at være uddannet agronom også en overgang var forestander for det lokale landbrugskooperativs vinproduktion. “Vi har indset, at det er vores pligt at være den næste generation i vores familietradition. I løbet af vores barndom har vi lært en masse fra vores forældre og bedsteforældre, og det vil vi gerne give videre.”

Imereti er hjemstavn for mere end 15% af Georgiens vinmarker, og regionens forråd af druesorter er stort og spraglet. Først og fremmest drejer det sig om de grønne Tsolikouri og Tsitska, som traditionelt ofte vinificeres sammen, og andre grønne sorter som Krakhuna og Kvishkhuri, sidstnævnte en lokal afart af Mtsvane. Den røde front dækkes af den spændende Aladasturi og den sent modnende Otskhanuri Sapere samt sjældenheder som Dzelshavi og Rko. Stilistisk adskiller Imereti sig fra det internationalt mere velkendte Kakheti ved friskere, lysere vine— selvom man benytter sig af kvevri, er der ikke samme tradition for lang skindkontakt og brug af hele klaser. I denne del af landet kaldes kvevri foruden for churi (ჭური), men i det store og hele er der tale om samme slags aflange, dråbeformede lerkrukker, som graves ned i jorden i kælderen, så kun toppen stikker op.

Baias marani rummer et par håndfulde af slagsen, og oven jorde venter store ståltanke til at stabilisere vinene, før de flaskes. Der hverken klares eller filtreres, for i kvevrierne sker en slags naturlig klaring af vinen, og efterfølgende filtrering overflødiggøres af den naturlige sedimentering i ståltankene. De tilsætter kun nødtørftigt ganske små mængder sulfit ved flaskning, for håbet er at kunne viderebringe deres terroir og traditioner i så ren og uspoleret form som muligt. Derfor dyrker de også økologisk og anvender naturlige urtepræparater i marken for at styrke vinstokkenes sundhed.

Mellem brug bliver deres churi grundigt rengjort. De vaskes med vand og skrubbes grundigt, først med en børste af kirsebærbark og derefter med en kost af stængler af musetorn. Disse planter vokser vildt i området og har længe været afholdt for deres naturlige antiseptiske virkning. Rent vand skyller efter, og churierne tørres, og ved selvsyn og en skarp snude bedømmes, hvornår de er rene nok. Det tager tid og kræver masser af knofedt men er en absolut forudsætning for at kunne lave rene vine.

Klimaet omkring Obcha er præget af solrige, varme sommerdage og kølige, fugtige nætter. Det giver visse udfordringer med meldug, men omvendt forlenes druerne med et højt syreindhold og masser af fine fenoler, som er med til at sikre familien rene og friske vine. Høsten finder sted fra september og ofte langt ind i oktober. Først de grønne druer, dernæst de røde. Traditionelt har selve høsten været kvindearbejde, mens mændene stod for at lave vinen— i tilfældet Baia’s Wine står der stærke kvinder i front hele vejen igennem. Gvantsa, den driftige og eventyrlystne lillesøster, har indhentet praktisk erfaring fra udlandet, blandt andet biodynamisk vinavl i Mosel, og hun står nu også for indtil flere af husets nye vine, hvoraf flere føres til torvs med navnet Gvantsa’s Wine, og det skal forstås som en udvidelse af Baias projekt snarere end et selvstændigt foretagende. Druematerialet er Tsitska, Tsolikouri og Krakhuna samt de røde Aladasturi og Otskhanuri Sapere, og sortimentet omfatter nu hvidvin, orangevin, rødvin og pet nat.

Imeretis signaturvin er måske det traditionelle blend af sorterne Tsolikouri og Tsitska. ‘Druernes dronning’ Tsolikouri (ცოლიკოური) kendes også som Obchuri Tsolikouri, da dens historiske højborg ligger netop omkring landsbyen Obcha. I dag er den ikke blot Imeretis mest dyrkede drue men den næstmest plantede i hele Georgien lige efter Rkatsiteli. Den giver gode udbytter og sætter mellemstore, omvendt kegleformede klaser med runde druer, der er ret saftige og har en fin balance mellem syre og sødme— dens vine er traditionelt skattet for deres friske syre, fine ekstrakt og delikate æble-, pære- og kvæde-aromaer. Tsitska (ციცქა) tilføjer et skud frisk syre, som kan få tungen til at sitre hos selv ivrige syrehoveder. Den er derfor også afholdt til mousserende vine. Det er en af Imeretis ældste sorter, og den stammer sandsynligvis fra området omkring landsbyen Tsitskhe. Den modner forholdsvist sent, men syreindholdet sikrer den sundhed, og stokkene giver konsistent gode udbytter.

Tsitska-Tsolikouri 2022 er en eminent forfriskende og forførende introduktion til Imereti og ikke mindst de tre Abuladze-søskendes evner. Druerne er høstet ved håndkraft, sorteret nøjsommeligt og afstilket, inden de gæres spontant i kvevri med godt to ugers skindkontakt. Tsolikouri tager teten med 70% og Tsitska giver rygrad med 30% — og det svinger superbt. Den åbner med en betagende blomsterduft på en bund af liflige frugter. I munden er den sprød og syrefrisk, indledningsvist med en lille spritz. Det følges op af en vis viskositet og en mild fenolisk bitterhed, så den føles næsten cideragtig og vinøs på samme tid. Hvide blomster, gule æbler, nashipærer og strejf af friske hasselnødder, eksotiske stenfrugter, bivoks og frisk og kandiseret citrusskal. Livlig, opkvikkende og virkeligt venlig.

Drik den solo, det er en rigtig sommervin og en super charmerende aperitif, ellers til lette retter med lyst kød og salater eksempelvis med æbler, pærer og citrussaft. Et frækt akkompagnement ville være badrijani (ნიგვზიანი ბადრიჯანი), de klassiske georgiske ruller af stegt aubergine fyldt med en pasta af valnødder med hvidløg, krydderier og vineddike, eller en grillet kylling med den syrlige blommesauce tkemali (ტყემალი).

Flaske: Tsitska-Tsolikouri 2022  
Vinhus: Baia’s Wine  
Oprindelse: Imereti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig ler, sand, grus  
Druer: Tsitska, Tsolikouri  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin  
Pris: 218,-