Fiks på fingrene

Der er god grund til at anerkende den indsats, som generationer af amerikanske vinmagere har gjort for at etablere et egentligt amerikansk kvalitetsvinbrug. De fleste danskere tænker nok især på Californien, Oregon og Washington, når der tales (rød) vin, men i staten New York er der også spændende sager i gære— især hvis man er til hvidvin af den syrerige slags som Riesling, som man efterhånden har fået godt greb om her. Kulde, sten og vand, det er ganske enkelt som om Riesling føler sig hjemme i det smukke landskab langs floderne og søerne. Behændige vinmagere er næste forudsætning for gode vine, og dem finder vi til fulde hos f.eks. Dr. Konstantin Frank, Fox Run Vineyards, Ravines Wine, Red Newt Cellars og Hermann J. Wiemer ved Finger Lakes.

Et nyt vinland i sigte

Den 4. juli 1776 ratificerede den amerikanske kongres i Philadelphia det dokument, Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams havde forfattet to dage tidligere: Den amerikanske uafhængighedserklæring, der kundgjorde, at de tretten kolonier, der da lå i krig med Storbritannien, nu anså sig selv som retmæssigt selvstændige; og en ny nation var født. Jefferson skulle efter sigende have skålet uafhængigheden ind med Madeira. Den europæiske kulturarv var virksom fra første færd og skål; for vinavl var noget, de mange nybyggere fra det gamle kontinent ikke kunne lægge bag sig. Det skulle dog vise sig, at etableringen af vinbruget var vanskeligere end antaget, selvom indfødte vinstokke syntes at trives i Leif den Lykkeliges gamle ‘Vinland’.

De indfødte amerikanske druer duede ikke til noget, der kunne drikkes som vin; og de medbragte europæiske syntes ikke at kunne klare det nye klima. Først efter man knækkede koden med at pode de europæiske vinstokke på amerikanske rødder for at undgå vinrodlusens angreb, kom der gang i en egentlig amerikansk vinkultur. Selvfølgelig delvist afbrudt af forbudstiden mellem 1920 og 1933; men især i Californien slog vinbruget dybe rødder og blev en egentlig succeshistorie. Ikke mindst efter nyligt afdøde Steven Spurriers berømte og berygtede blindsmagning i Paris i 1976, hvor de amerikanske opkomlinge kunne banke europæerne på hjemmebane. Amerikanske vine er vi, på godt og ondt, kommet til at kende ganske godt i de seneste årtier.

Vi tilgiver dem for indeværende for de såkaldte ‘Parker-vine’ plus diverse skimmelsvampe og snyltedyr, de har bragt vinbruget på halsen herhjemme, og kaster i stedet et blik på en af deres mest lovende udviklinger i de seneste år: Vinene fra staten New York, særligt fra statens vestlige indland med de 11 aflange søer, Finger Lakes.

Det store æble og de langfingrede søer

Det er ikke kun på vestkysten, der er vinbrug i verdensklasse i USA, i de oprindelige stater i New England langs østkysten trives vinavlen også. Således huser staten New York godt 450 vinproducenter med tilsammen 4.452 hektarer vinmarker, og staten er volumenmæssigt landets tredjestørste producent efter Californien og Washington og efterfølges af Pennsylvania og Oregon. Vinavlen ligger for det meste koncentreret omkring Long Island øst for New York City, langs Hudson River nord for og i Upstate New York ved Lake Erie, Lake Ontario og ikke mindst de fortryllende Finger Lakes.

Det var driftige hollandske tilflyttere, som plantede de første vinstokke i New York, dog uden større succes, så længe dyrkede man stort set kun indfødte amerikanske sorter og hybrider. Det var først sidst i 1950'erne, da den ukrainskfødte forsker Dr. Konstantin Frank begyndte at eksperimentere med europæiske kvalitetssorter ved Keuka Lake, at gennembruddet begyndte. Siden er det gået stærkt, for størstedelen af New Yorks 450 vinhuse er stiftet fra 1970’erne og frem. Tidligere var vinene ret stramme i betrækket, men nu til dags er der styr på vinmarksarbejdet, modningen og vinificeringen.

“European latitude, New World attitude” lyder et slogan fra foreningen New York Wines, som meget godt opsummerer stilen og tilgangen. Vinmarkerne ligger nemlig på samme breddegrader som mange af de ikoniske europæiske vinregioner (især mellem 41 og 43 grader nordlig bredde, svarende til f.eks. Toscana, Rioja og Douro). Klimaet er dog noget køligere end disse regioners, hvilket først og fremmest skyldes vind- og strømforhold, så en sammenligning med Bourgogne, Champagne og Rhinlandet rammer mere plet. Faktisk er der inde på fastlandet så køligt, at man i mange år troede det umuligt at dyrke vitis vinifera-sorter; og den dag i dag ligger de anerkendte vinområder alle langs tempererende vandmasser.

Hjertet i New Yorks vinland er Finger Lakes. I den vestlige halvdel af staten ligger 11 søer, som omgives af godt og vel 150 vinhuse. Det fulde navn er Finger Lakes AVA, og tilføjelsen er en forkortelse for American Viticultural Area, en officiel oprindelsesbetegnelse reguleret af de føderale myndigheder i USA. 3.800 hektarer vinmarker, hoveddruen er Riesling, tæt forfulgt af Chardonnay, og desuden dyrkes så forskellige hvide sorter som Traminer og Rkatsiteli samt røde som Pinot Noir, Cabernet Franc og Lemberger (det tyske navn for Blaufränkisch). Koldklimavine i mange aftapninger— og her er isvin også et issue.

En finger i jorden

Finger Lakes består af 11 smalle men dybe søer, som strækker sig fra syd til nord mod Lake Ontario og grænsen til Canada; og egentlig har det kølige område mere til fælles med AVA’erne i Michigan og Ontario end de øvrige i New York, for her er kontinentalt koldt. Allerede de tidlige tyske, schweiziske og franske bosættere erfarede dog, at de to største af søerne, Seneca og Cayuga, stort set aldrig frøs til. Senest det skete var i 1912. Søerne modererer klimaet ved, afhængigt af årstiden, enten at opvarme eller afkøle omgivelserne og skaber stabile forhold for dyrkning af europæiske druesorter, som især ikke tåler den hårde frost, der kan præge vinterhalvåret. Til gengæld nyder de godt af det lune sommerhalvår, som også tiltrækker mange turister til området.

Landskabet er dannet under istiderne for mellem to millioner og tyve tusind år siden. I takt med iskappernes stadige fremskred og tilbagetrækning dannedes lange dale og efterfølgende dødishuller, som i dag udgør Finger Lakes. I skurerne aflejrede gletscherne alskens sedimenter, og derfor er der ingen gennemgående jordbundstype i Finger Lakes. Man finder lehm, ler, sand, grus, skifer og kalksten; hvilket ikke just gør området kedeligt for terroirister og stenede Riesling-fans. Lokalt er man da heller ikke i tvivl om, at det er de særegne geologiske forhold, der giver vinene en nærmest tysk karakter. Finger Lakes Riesling er kendt for sin syre og særlige aromatik med velkendte noter af røg, diesel og petroleum.

Det er især de tre midterste og største af søerne, som er centrum for vinavlen. Den nærmest Y-formede Keuka Lake er omringet af ret sure jorde rige på skifer, som giver sig udslag i blomstrede, røgede vine med svirpende syre. Seneca Lake er den største og dybeste af søerne og huser også størstedelen af vinhusene langs sine kyster samt de mest sammensatte jordbundsforhold; mens Cayuga Lake er den længste og har mange tilstødende kalkstensjorde. Trods udfordringerne med vintervejret er det velsignet landbrugsland, og ifølge de lokale Algonquin-indianeres myter blev søerne i sin tid dannet, da ‘Den store ånd’ strakte sine hænder ud over landet for at velsigne det.

Hænderne højt!

Der er i dag masser af gode vine at hente ved Finger Lakes, og vendepunktet kom som nævnt med Dr. Konstantin Klein— en ukrainsk agronom uddannet ved det tekniske universitet i Odessa, hvor han skrev afhandling om vinifera-vinavl i særligt kølige klimaer som det kontinentale østeuropæiske. Da han som 52-årig kom til New York, kunne han se udbredt dyrkning af amerikanske druesorter (Concord, Catawba, Niagara m.fl.) til druesaft, syltetøj og andet sødt; men ingen kvalitetssorter til fremstilling af vin. Forklaringen, han fik, var, at det ikke var muligt; selvom han stædigt måtte indvende, at han havde set det gjort under lignende forhold i Ukraine og Rusland. Trodsigt tog han sig til at pode klassiske europæiske vinifera-sorter på labrusca-rødder og plante dem vidt og bredt omkring Keuka Lake for at vise verden, at han havde ret: “Det er min pligt som amerikansk patriot,” skal han have sagt. I øvrigt var han født 4. juli. Hans vinhus føres i dag videre i familiens eje med barnebarnet Frederick Frank i front. De fremstiller fornemme vine ved både Seneca Lake og Keuka Lake, hvor de har en del gamle stokke til rådighed, og de mestrer såvel de tørre, halvsøde og søde vine.

Ravines er danskfødte Morten Hallgrens og hans amerikanske hustru Lisas værk, mellem Seneca og Keuka Lake, og de har stille og roligt arbejdet sig vejen frem fra stramme syrebomber til fine og velbalancerede vine— og ikke mindst fra lille vinhus til storproducent. Morten arbejdede en årrække hos Dr. Klein, før han gik solo, og specialet er knastørre vine som f.eks. den udmærkede og udtryksfulde husvin Dry Riesling. Dansk distributør: Supervin.

Fox Run ved Seneca Lake blev grundlagt af Larry og Adele Wildrick, men det var, da Scott Osborne overtog huset, der kom fart på. I dag er der dry-farming, reduktion af pesticider og solenergi på programmet, og det samme er frugtig Riesling i alle sødmegrader, noget for enhver smag. Drink wine, be happy er mottoet, og hvorfor egentlig ikke? Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hos Red Newt Cellars ejer man ikke egne vinmarker men indkøber fra forskellige vinbønder, man indgår nært samarbejde med. Vinmager Dave Whiting står i spidsen, og specialet er Riesling i den tørre men ikke helt tørre ende af spektret, syrefrisk og fyldt med moden ferskenfrugt og honningnoter. Desuden laver han en række enkeltmarksvine, og når vejret tillader det gerne som sødmefuld Spätlese. Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hermann J. Wiemer er, som navnet antyder, et hus med tyske aner: Wiemer er født og opvokset i Bernkastel i Mosel, men flyttede til New York i 1960'erne og hjalp til med at etablere førsteklasses vinavl ved Finger Lakes. I området genkendte han hjemlige træk fra Tyskland, og han var fast besluttet på at producere vine i verdensklasse og opnå international anerkendelse. Huset blev grundlagt i 1979, og i dag tæller gården 80 hektarer langs vestbredden af Seneca Lake. Der arbejdes økologisk i markerne, og vinene har længe været anerkendt som blandt regionens bedste, ikke mindst deres gode enkeltmarksvine. Oskar Bynke og Frederick Merwarth står i dag i spidsen. Dansk importør: KK Wine.

Selvom udgangspunktet er oversøisk, nærmer Riesling fra Finger Lakes sig i stigende grad stilistisk de europæiske og især klassisk tyske forbilleder. Så nu hvor USA er tilbage på den internationale scene, kan vi vel godt glemme fordommene og få smag for de udmærkede amerikanske Riesling-vine. Lad os tage en af Wiemers Rieslinger som smagsprøve:

Hermann J. Wiemer Riesling Dry 2019 er håndhøstet af flere omgange fra 25. september til den 25. november fra markerne Magdalena, Josef og HJW. Presset i hele klaser og koldgæret på ståltanke, ingen klaring eller filtrering. Den er lyst gylden i glasset med en grønlig refleks. Duften er frisk og intens, af både stram grapefrugt og modne sydfrugter. Sprød og saftig i munden med frisk og flot rundet syre, forårsblomster, gule hindbær og modne blommer i smagen samt en krystallinsk mineralitet. Flot fokuseret og balanceret, klassisk Riesling.

Flaske: Riesling Dry 2019
Vinhus: Hermann J. Wiemer  
Oprindelse: Finger Lakes, New York, USA  
Drue: Riesling  
Jordbund: Silt, grus, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: KK Wine  
Pris: 200,-

Det eviggrønne forårshåb

Endelig det længe ventede forår! Frosten slipper sit greb, himlen lyser op, det grønnes overalt, livet vender tilbage. Der skal friske og sprøde hvidvine til det forårsgrønne, og der er næppe nogen anden drue, der vandrer i den grønne lund som Grüner Veltliner — med sin delikate syrlighed, grønne pærefrugt og urtekrydring. Bedre bliver den sjældent end i områderne langs Donau— Kamptal, Kremstal, Traisental, Wagram og Wachau— så lad os se nærmere på, hvad den seneste årgang fra de kanter kan byde på. Afsløring: Der er godter i vente.

Tilfredsheden var tydelig hos Michael Moosbrugger, da han i efteråret åbnede årets Erste Lagen smagning, forsmagen på den seneste årgang af enkeltmarksvine fra de østrigske traditionsvinhuse i sammenslutningen ÖTW. Scenen var som vanligt Schloss Grafenegg, og der var sat vand over til 207 gode flasker vin fra topproducenterne i Donau-regionen.

Formandens tydelige tilfredshed skyldtes ikke blot, at det trods alt kunne lade sig gøre at afholde den årlige smagning i 2020, et år præget af Covid-19-pandemien og utallige restriktioner; men nok så meget at 2019-årgangen var faldet så flot ud, at den (i hvert fald ifølge østrigerne selv) bekræftede den vedtagne sandhed, at ni’erne (1979, 1999, 2009 og nu 2019) er store vinår— år, hvor vækstsæsonen forløber noget nær perfekt, og alt falder på plads i kælderen— med vine, vi nok kan nyde nu, men især vine, vi kan lade ligge og udvikle sig i mange år. Endnu en grund til at glæde sig er, at årgangen også markerer 10-års jubilæet for Erste Lagen klassifikation, som må siges at have vist sig at være en succes.

Østrigs årgang 2019

“I modsætning til mange andre områder i Europa var 2019 et så godt som fuldendt år for os,” berettede Moosbrugger indledningsvis: “Efter en tør vinter havde vi forsinket udspring, så vi slap uden om farerne med forårsfrosten. Og efter tung regn i maj fik vi kun små mængder i løbet af sommeren og det på de rigtige tidspunkter. Juni var varmeste måned, og derfra blev det blot køligere, med perfekte forhold under høsten.”

Michael Moosbrugger gjorde status over årgang 2019. Han har stået i front for Schloss Gobelsburg siden 1996 og været formand for Österreichische Traditionsweingüter siden 2006. Foto: Anna Stöcher

“Det er en tæt på perfekt årgang,” gentager Moosbruger og uddyber: “Den har både syrligheden og modenheden.” 2017 og 2018 var begge vældigt varme og tørre år, hvor mange måtte kæmpe mod overmoden frugt og for lave syreniveauer; men bønderne var glade, fordi de slap for sygdom, og der var store udbytter, især i 2018. Vi er med 2019 ikke ude i en klassisk kølig årgang som 2010 eller 2014 men et meget fornuftigt sted midt imellem.

Den kombination har gjort især Grüner Veltlinerne ualmindeligt let tilgængelige fra første færd. Så der var glade miner ved smagebordene. Østrigerne drikker generelt deres vine unge, og smager man en sart og sprød Grüner Veltliner i dens spæde ungdom, forstår man snildt hvorfor. Charmen fra den friske frugt bliver aldrig større end i de første leveår, så det er oplagt at nyde den som grønskolling; omvendt må man også erkende, at de største vine kan vinde utroligt ved 5-10-15 år i kælderen.

2019 byder på vine, der synes at hvile i sig selv, generelt med en god balance og selvsagt en større friskhed end de foregående to år. Frugten i de fleste vine smagte af at være nået i mål — og de fleste har stof og syre til at strække sig år ud i fremtiden. Det lykkedes dem i hvert fald at flytte fokus fra den verserende pandemi og kaste et lyst skær over smagelokalet, smagerne og smagenoterne. Dermed ikke sagt, at alt var fryd og gammen, og at alle vine vældigt gode. Niveauet er højt, men der er, efter min mening, stadig en tendens til for frodig frugt og lidt høj alkohol— og på et mere “filosofisk” niveau til en vis ensartethed i vinene. Det er dog til at se igennem fingre med; og længere nede gennemgår jeg de vine, hvor det hele bare spillede.

Grønt er godt for øjnene

ÖTW kunne ved samme lejlighed sige velkommen til fire nye medlemmer: Josef Ehmoser, Josef Fritz og Martin Diwald, alle tre fra Wagram, samt Tom Dockner fra Traisental — og med dem kom også otte nye Erste Lagen ind i klassifikationen: Eisenhut, Georgiberg, Hochschopf, Hohenberg, Morthal, Pletzengraben, Schlossberg og Steinberg. Sammenslutningen tæller således 68 vinhuse og 90 førsteklasses enkeltmarker.

Men øjeblikket, hvor de fleste spidsede ører og spærrede øjnene vidt op, var da Moosbrugger kunne kundgøre, at det fra nu af vil være et krav, at medlemmer af og aspiranter til ÖTW lader sig certificere som bæredygtige eller økologiske vinhuse. Noget en stor del af husene er i forvejen, men fra nu af bliver det altså et ufravigeligt krav. Et modigt men rettidigt og fremadskuende træk, som bør tjene som inspiration for VDP og andre lignende producentsammenslutninger. ÖTW går hermed skridtet videre fra primært at være en oprindelses- og oprindelighedsgarant til også at stille større krav til kvalitet: Først og fremmest den landbrugsmæssige — men med videre konsekvenser for vinifikationen: Der er således også sat krav om håndhøst og loft på udbyttestørrelser. Østrigs bæredygtige certificering indebærer forbud mod brug af herbicider og insekticider samt visse andre pesticider; som selvfølgelig alle er forbudt i økologisk vinbrug. Desuden forpligter man sig på at nedbringe brugen af maskinkørsel i markerne, forbruget af brænstof og energi og dermed søge at lette sit CO2-aftryk — praksisser som også søges efterlevet i økologisk landbrug.

Fælles fodslag er vigtigt for vinbrugets fremtid, og Moosbrugger lægger derfor vægt på, at de forede vinbønder deler en fælles vision, først og fremmest en opfattelse af deres terroir. Vinbondens integritet er derfor ikke kun bundet op på noget personligt men på noget lokalt, den ligger i vinmarken; og den indebærer et ansvar over for livet i og omkring vinmarken, i nutiden og for fremtiden. Gegenwart braucht Herkunft, damit sie Zukunft gestalten kann, som er et af ÖTWs mottoer.

207 vine var på programmet, først og fremmest Riesling og Grüner Veltliner fra Kamptal, Kremstal, Traisental og Wagram. Zalto står for glassene, og Wine & Partners dirigerer slagets gang med pertentlig akkuratesse.

Toppen af poppen

Det var Grüner Veltliner, vi kom fra, og lad os stryge til tops med det samme, det er sæson for Lamm: Bedste vine kom fra Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch, mens Gobelsburg præsenterede en ligeså glimrende 2018’er, mens deres 2019’er modner færdigt i kælderen. Jurtschitsch leverede den nok mest spændstige og spændende version med en lifligt krydret duft, et godt greb, masser af stof og syre og særegne elementer af grønne reineclauder, cypress, pinje og nåleskovbund. Bründlmayers fremstod også til den mere stringente side med ret diskrete men dog distinkte aromaer: Grøn fersken, fyrrenåle og hvid peber. Blød, rund, pæn syre og krydring. Hirsch bød på grønne æbler galore, grøn pære og en smule urter og hvid peber, på en mere aromatisk dæmpet måde, men hans vine udviser en sublim balance og har masser af fint stof og moden druesødme. Danske forhandlere er henholdsvist Vinspecialisten, Jysk Vin og Atomwine.

For foden af Lamm ligger Renner, og her var Gobelsburg, Hirsch og Allram alle godt fremme i skoene — men mere om det til sidst. Bliver vi ved Willi Bründlmayer et øjeblik, var hans og sønnen Vincents smukke vin fra Spiegel nemlig også helt i top: Kølig stenfrugtsduft med fine fyrrenålsnoter og sirlig citrus- og citrusskal i smagen med noter af lime, grøn fersken og delikate grønne urter. Stram syre og flot fylde, en Veltliner til lagring eller til intens mad. Ret beset burde den ikke tælle med, da den er fra den varme årgang 2018; og det bør Ludwig Ehns opulente Titan 2019 fra samme mark heller ikke— med fuldmoden fersken, mango, crème brulée og krydderier. Hvordan det er lykkedes ham at lave en så voldsom vin i 2019 og Bründlmayer en så balanceret i 2018, burde de to tage en snak om.

Hos Fred Loimer er vi tilbage på sporet med den lækre Loiserberg, som også Bründlmayer og Jurtschitsch fortolker fremragende; men der er noget særligt underspillet over Loimers: En fin og frisk stenfrugtduft med mandarin og fersken i front. Saftig og mild frugtighed med grønne og gule anslag, ren og rank i munden med stringent syre og salt finish— strukturen er i højsædet. Mere krydret og ekspressiv er hans Käferberg, græs, nyslået hø og tobaksblade, saftig og rund som vanddråbe og med fin fylde og et godt bid. Danske forhandlere er Vinova og Österreich.

Kremstal kan også være med i den friske og sprøde afdeling, selvom man finder flere af de fyldigere, frugtigere vine her. På toppen er Franz og søn Patrick Proidl med deres Pellingen: Frisk duft med dybde, moden lime, limstift og flint, moden pæresmag med umamistrejf af stegt kylling og tørrede krydderurter; god længde og eftersmag. Nigls er næsten lige så god: Fokuseret, kølig og sprød med fyrig syre og varmt krydderi, noget mildt urtet og røget. Også Geyerhof brillerer med deres Steinleithn: Diskret duft med en antydning af mørk sødme, blød og fyldig i munden, med fint bitterstof og en rolig men stringent syre; æble- og pæreskal, moden citrus, balsamisk æble- og pæreeddike, alt andet end kedeligt.

Retrospektiv smagning af den kølige årgang 2010 — manede de sidste formodninger om 2010 som en mindre god årgang og Grüner Veltliner som en ikke langtidsholdbar drue solidt i jorden. Foto: Anna Stöcher

Nedslag i opture

Et andet højdepunkt i Kremstal er marken Gebling ved Rohrendorf; og herfra leverede Hermann Moser en glædelig overraskelse: Hans topvin Hannah er høstet fra Gebling og modnet på nye men ikke ristede 1.500-liters træfade, og for en gangs skyld spiller fad og Veltliner op til dans sammen: Vinen er blød og rig i munden med tæt frugt, fersken, abrikos og det mildt urtekrydrede. Fornemt flow med syren fint vævet ind, trods tyngden alligevel let og meget behagelig, en interessant fortolkning. Endnu engang kan slægtningen Niki fra Sepp Moser også begejstre med sin personlige udgave af Gebling: Mildt krydret duft af friske ferskner og et delikat strejf af rosmarin, saftig og blød i munden med ferskenpulp, modne æbler og et hint af stegte kartofler med krydderurter og friskkværnet peber. Dansk forhandler er Emilie Vin. Fra Wagram kom den Martin Diwald godt fra start i det fine selskab med en rigtigt god Goldberg: Frisk duft, stilfærdig, syre- og strukturbetonet og så de helt rigtige noter nyslået hø, friske urter og sødmefuld stenfrugt.

Selvom den er lille, kan der komme store vine fra den kølige Traisental. Det beviste Markus Huber igen til fulde: Hans Alte Setzen har en mildt eksotisk duft af urter og grøn peber. I munden er den salt, stringent og stoflig med en fint indlejret syre og moden æble-pære-frugt. Berg byder på en blødere og dybere duft og smag, med moden grøn fersken, grøn vingummibamse og varme krydderurter. En smule mere diskret men måske mere kompleks og egensindig. Dansk importør er Supervin. Tom Dockners Grüner Veltliner fra Pletzengraben og Neumayers fra Zwirch er andre gode bud fra toppen af Traisental. Frisk duft, en kende diskret, men med lidt nyslået hø, fint kalkstøvet duft og et hint af sødmefuld stenfrugt. Mildt syrerig på tungekanterne, ret saftig, blød stenfrugt. Stilfærdig Grüner. Teksturbetonet. God

Endelig bør jeg berette om to producenter, som hidtil har undsluppet sig min opmærksomhed: Ludwig Hiedler holder til i Langenlois men har af en eller anden grund aldrig rigtigt fået mig fanget ind før nu. Det skete med en vin fra Kittmannsberg, en sydøstvendt skråning uden for Langenlois på kalkholdig løss, lehm og lerjord — det giver en flot og fokuseret Veltliner med lækker smag af limeskal, grøn fersken og knuste peberkorn, fornemt fastholdt af en moden syre og salt finish. Dansk importør er FineWines. Weingut Steininger sammesteds leverede en ligeledes flot vin fra samme mark— og fra flere af de andre. Og nu hvor vi er tilbage i Kamptal, kan vi vende tilbage til Renner.

Gobelsburg har andel i nogle af Kamptals bedste enkeltmarker: Her Ried Renner for foden af Ried Gaisberg — gnejs med et lag lehm og løss på toppen plus Grüner Veltliner-stokke i deres bedste alder.

Forårsfornemmelser

Sjældent spot on er Renner fra Schloss Gobelsburg, sådan skal Grüner Veltliner bare smage! Det er ikke første gang, Gobelsburg slipper af sted med en sådan snorlige forårsvin, Renner gør de konsekvent godt. Igen er det dog også værd at fremhæve Johannes Hirsch— hans Renner har blødt bid med mild stenfrugt, er strukturbetonet men ingenlunde streng og har nydelige noter af humle, hø og frisk tobak— men Moosbruggers fører sig bare mere selvsikkert og charmerende frem og rydder bordet: Duften er frisk, fyldig og dybgrøn, med mos, lav, eng og urtehave. Saftig og slank, med sprød og svirpende syre, mild frugtsødme og en fin lille bitterhed… og grønt græs, nyslået hø, moden pære, mango og kiwi og et par grønne vingummibamser. Den smager af friluftsliv, lyse nætter og ubekymret ungdom. Der er stof til videre udvikling, men mon man kan nænne at gemme noget væk, der smager så friskt og fornøjeligt nu?

“Jeg tænker på det som et tegn på, at livet nu går videre,” fastslår Moosbrugger med henvisning til sine egne og hele holdets 2019’ere. Apropos det friske, ungdommelige og livsbekræftende, så kan Schloss Gobelsburg forresten fejre sit 850 års jubilæum som vingård her i 2021. Det fejres med frigivelsen af en særlig vin stukket sammen fra de seneste 50 årgange— modenhed med maner, og mere om den snarligt!

Flaske: Ried Renner 2019  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, gnejs
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 250,-  

Mesteren og Malvazija

“Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk!”

Kroatiske Moreno Coronica er en mand med dyb respekt for både naturen og traditionen men også med en veludviklet sans for slagfærdige udsagn. Han er en mand, der hviler i sig selv og sit arbejde, udstråler overskud og besidder sine egne meninger og deres mod; og så mestrer han ikke blot kunsten at kringle karakteristiske, lækre og lagringsværdige vine af både indfødte og indførte sorter— han formår også at sætte oplagte ord på det hele.

Stemningen var således god, da jeg sidste forår besøgte familiens nyrenoverede vingård i Istrien, også selvom Morenos gamle far var død i den forgangne uge. Naturen går sin gang, og livet må gå videre. Det var før Corona-pandemien sendte verden til tælling. Ugen efter var det meste af Europa lukket ned — og Moreno og hans hustru Suzana begge indlagt med Covid-19.

Virussen var sandsynligvis bragt med italienske slægtninge til Kroatien i forbindelse med farens begravelse. Så det blev et forsømt og forbandet forår for familien Coronica. Ulykkeligvis døde hans søster og svoger i Italien kort tid efter. Efter knapt en måned på hospitalet i Pula kom Moreno, hans mor og hans hustru dog raske tilbage; og Moreno var snart i fuldt vigør igen. Med en rolig værdighed vendte han tilbage til arbejdet, og humoren havde infektionen heldigvis ikke skadet: “Hele mit liv har jeg forsøgt at være positiv, nu er jeg for en gangs skyld glad for at være negativ!” Tiden var endeligt til igen at fordybe sig i sin livsopgave: Familiens historiske vinmarker og olivenlunde.

“Vores tilgang er respekt for traditionen, derfor dyrker vi vores indfødte sorter, Malvazija og Teran. Størstedelen af vores arbejde er helliget de to. Det er dem, der fortæller historien om Coronica som en istrisk landbrugsfamilie, en familie, der tager sig af jorden, som var den et medlem af familien. Og vi har ikke brug for meget mere, for Istrien forsyner os så rigeligt med alt. Tag en håndfuld af vores røde jord, og du vil kunne mærke den energi, som naturen udstråler her.”

Istrien i alle farver

Den kroatiske halvø Istrien er som skabt til vinavl. Det fremgår dels af områdets mange gode vinbønder, en række udmærkede indfødte sorter og en mange århundreder lang tradition; men ikke mindst fremgår det af landskabet og det lokale klima. Den hjerteformede halvø strækker sig ud i Adriaterhavet fra det kroatiske fastland mellem Triestebugten og Kvarnerbugten og er således forbindelsesled mellem hele tre lande, Kroatien, Slovenien og Italien— og føler man sig hjemme i det italienske, er der også hjemligt her, tilnavnet “det andet Toscana” er ikke ufortjent. Her er skove fyldt med trøfler, her er olivenlunde og vinmarker. Det istriske landskab er yderst bakkerigt og hviler for størstedelens vedkommende på sandsten og kalksten. Istrien har et moderat middelhavsklima med varme, solrige og ret tørre somre samt milde vintre. Den årlige gennemsnitstemperatur er 12-14 grader med typisk 20-26 graders sommervarme og 850-1050 mm nedbør i sommerhalvåret.

Vinmæssigt inddeles Istrien i tre overordnede områder fra øst mod vest: Det “hvide Istrien” i bakkerne i den indre, nordøstlige del af halvøen, hvor en hvidlig kalkstensjord råder; det “grå Istrien” på halvøens midte er præget af flysch; og i den store sydvestlige del, det “røde Istrien” længst ude i Adriaterhavet, har et højt jernindhold farvet den kalkholdige jord rød— det, der i Italien kendes som “terra rossa”.

Istriens mest dyrkede druesort er Malvazija Istarska, “den istriske Malvazija”, en glimrende hvidvinssort, som også kendes i det nordøstligste Italien under navnet Malvasia Istriana. Den er distinkt fra de mange andre sorter, der i middelhavslandene bærer navnet Malvasia, og til trods for at den først kan dokumenteres ved navns nævnelse i Istrien i 1891, tyder alt på, at den stammer herfra. Dens hjemmevante adfærd antyder i al fald, at den har været dyrket her meget længe. Malvazijaen trives på de lette og kalkholdige sand- og mergeljorde og opnår koncentration og sine særegne aromaer bedst på sandsten. Stilistisk spænder den fra saftige, runde og lette hvidvine med en blid blomsterduft, mild smag af akaciehonning og et let bittert strejf; til fyldigere og tættere vine med noter af nødder, honning, tørrede blomster og krydderier; træk, der især træder frem, når vinen får lov at lagre. Vil man have sans for sortens karakter og dens lagringspotentiale, skal man bare smage løs af Coronicas vine. Han laver mesterlig Malvazija med masser af raffinement.

Malvazijaens røde sidestykke er Teran, en rustik rødvinssort, mørk med en vilter bærsmag og dybe aromaer af urter og muld. Den trives ligeledes glimrende på sandsten, og et højt kalkindhold synes at mildne dens ellers ret så aggressive syre og tanniner. Men når der arbejdes hårdt i marken og nænsomt i kælderen, udviser Teran en forfinet karakter og kompleksitet, som gør den rangen af klassiker værdig. Flere års flaskelagring gør den godt, og igen er Coronica leveringsdygtig i nogle af de fornemmeste eksemplarer.

Istriens øvrige mangfoldighed består i hvide sorter som Gegić, Muškat Momjanski og Žlahtina og røde som Hrvàtica og Refošk, foruden internationale kendinge som Chardonnay, Cabernet, Merlot, Pinot Noir og Syrah. Coronica fokuserer først og fremmest på Malvazija og Teran— plus et lille sidespring med Cabernet Sauvignon og Merlot.

Moreno Coronica i vinmarkerne lige bag vinhuset ved Korenini. Rækkerne er traditionen tro plantet i nord-sydlig retning, så Bura-vinden fra nord kan strømme lige igennem. Den jernholdige røde lerjord lyser op under det grønne.

En tung arv at løfte

Istriens natur og glorværdige fortid bærer et løfte om en lys fremtid i sig. Det løfte har mange håbet at indfri i årene efter Kroatiens selvstændighed og senest dets indtræden i EU— årene, hvor kroatisk vin så småt så en genfødsel efter tiden i Jugoslavien, hvor statslige kooperativer satte dagsordenen, og billig bulkvin var hjørnestenen i produktionen. Oven på den udmattende jugoslaviske borgerkrig genvandt landet kræfterne, og en ny generation af vinmagere tog over i familier som Degrassi, Pilato, Kozlović og Coronica. De investerede i nyt udstyr og indhentede erfaringer fra udlandet, og ikke mindst havde de modet til at satse på kvalitet og sætte nye standarder for istrisk vin. Belært af deres eksempel er flere og flere de senere år gået samme vej.

“Jeg går i min fars og bedstefars fodspor,” fastslår Moreno Coronica, mens han viser rundt i vinmarkerne. Han begyndte overtagelsen af vinhuset i 1993, og familien råder i dag over 30 hektarer, land hvoraf de 21 er vinmarker. Lidt over halvdelen er plantet til med Malvazija, mens de røde sorter udgør resten. Over årene er der plantet nye marker, men mange af bedstefarens stokke står der stadig. De har rundet de 93 år og er dermed blandt Istriens ældste. Flere er plantet af faren, og de har over 20 år på bagen. De yngste er plantet for en håndfuld år siden af Moreno selv.

”Rigtigt god vin kan man kun lave med gamle marker og masser af erfaring, og den slags tager tid,” og Coronica tager sig god tid til af forklare hvorfor: “Ældre stokke giver en bedre balance i vinen, med mere syre og mindre alkohol. Det er især på grund af den ældre vinstoks veludviklede rodnet, der rækker dybere ned end den unges. Og da toplaget her let tørrer ud, må rødderne søge længere ned for at finde vand; og det giver pote.”

“Dybe rødder er vigtigere nu end nogensinde. På grund af de varmere og varmere somre har vi brug for den friskhed, de kan bringe op. Men man skal ikke give den globale opvarmning skylden for alt. Højtydende unge stokke og Robert Parker har hver sin del af skylden for dårligt balancerede vine med alt for moden frugt og for megen alkohol.”

Hav, skov, oliven, vin

Vi er kun få kilometer inde i landet, ud for kystbyen Umag, og lige uden for landsbyen Koreniki. Vingården er nu i fjerde generation med Moreno (59) i front, men Coronica-slægten har haft hjemme her i snart 600 år: Familienavnet er blot den italienske stavning af landsbynavnet.

På en baggrund af skov og mørkegrønne oliventræer træder vinmarkerne frem med deres velplejede stokke og den mørkerøde jord, der titter frem mellem rækkerne. Der er et ret dybt toplag af rød ler her. Den bliver let våd, men den tørrer omvendt også let og kan blive så hård som brændt ler. Derfor er det vigtigt med en skånsom bearbejdning af overfladen og et levende bunddække af forskellige græsser og urter. Coronica supplerer desuden med egen kompost med blade fra beskæringer, slået græs og grøn høst. Han dyrker som udgangspunkt økologisk, det vil sig uden brug af kunstgødning og systemiske sprøjtemidler. Dog tager han heller målrettede fungicider i brug end hyppig brug af svovl og kobber; men grundet den salte brise fra det nærliggende hav og den kraftige Bura-vind fra Alperne er der sjældent problemer med svampesygdomme som oidium og peronospora.

”Vores jord har et rigeligt indhold af jern og kalium men mangler lidt fosfor. Det kan jeg kun til dels udbedre med min kompost, og jeg vil ikke tilsætte det. Men hvis vi alle sammen bruger de samme kemikalier, så bliver alle verdens vine ens. Måske mangler vores jord her et eller andet, men det gør vinen til det, den er. Det er så en del af terroiret. Lad det være på den måde,” filosoferer Coronica: “En god vinmager går hen og bliver en del af sit terroir.”

Den store familiefejde

Før han kunne forlige sig fuldt ud med traditionen og terroiret lod Moreno Coronica sig inspirere og uddanne uden for folden, især hos italienske kolleger. Her lærte han unoder som moderne beskæringsmetoder og grøn høst— og især det sidste skulle sætte en mindre krig i gang mellem ham og hans far Ottaviano.

En af Morenos første kritiske satsninger var nemlig at koncentrere den vanskelige Terans kvaliteter gennem grøn høst, hvor klasernes antal reduceres, så kun de bedste får lov at modne— en praksis han havde lært i Piemonte. “Efter han så markerne, talte min far ikke til mig i flere uger; og min mor måtte agere fredsbevarende styrke,” erindrer Coronica. Et vendepunkt blev “da han smagte vinen. Så begyndte han at holde øje med markarbejderne; om de nu lod for mange druer blive hængende på planten.”

I dag reducerer han også bladhangets omfang på Teran-stokkene for at mindske bærrenes vækst, da det efter hans mening giver den bedste koncentration. Moreno har taget Teran til sig som sit særlige hjertebarn, selvom “den er forfærdelig i marken: Den er kræsen i forhold til placering, og den er svær at få moden. Men når den er god, er den god. Min marketing for Teran er som Volkswagens. De siger ‘Das Auto’. Jeg siger ‘Det her er rødvin’!”

En tankprøve af en lovende Gran Malvazija 2018, en saftig mundfuld, frisk og fyldig og fuld af hvide blomster og mandler.

Kældermesterens filosofi

“At høste Malvazija er en kunst. Druerne opnår optimal modenhed i ganske få dage, før de bliver overmodne. Derfor må vi være over dem og plukke på det helt rigtige tidspunkt for at sikre os det rette indhold af sukker, syre og polyfenoler.”

Normalt høstes Malvazija midt i september og Teran sidst på måneden; for Coronica foretrækker koncentrationen fra lave udbytter snarere end fra høj modenhed ved sen høst. Desuden reducerer han bladhangets omfang på Teran-stokkene for at mindske bærrenes vækst, det giver efter hans mening en bedre koncentration.

Vinene gæres dels spontant med den vilde gær, dels med Coronicas egen kultiverede gær, udviklet i samarbjede med ønologer i Piemonte, som hjælper ham med at isolere hans bedste gærstammer. Vinene gærer på ståltanke og modner generelt i egetræsfade på 600 og 2.000 liter. “Vi skal ikke have for meget eg ind i vinen,” og derfor forefindes heller ingen barriques eller helt nye fade, i stedet gøres f.eks. små forsøg med cementæg. Siden 2017 er al Malvazijaen også vinificeret uden modning på træfade men udelukkende på stål.

Al aktivitet i kælderen (såsom bâtonnage, omstikning og flaskning) foregår ved nedgående måne, en gammel skik og et højtholdt princip i biodynamiske kredse, som Coronica gerne lader sig inspirere af. Han låner, hvad han kan bruge og lader resten ligge. Som han siger: “Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk.” Således afgøres også de eksakte macerationslængder, modningsperioder og mængder af sulfit fra år til år.

“Nu, efter 30 år, kan jeg lave bedre vin end før; for nu ved jeg, hvor mine fejl er.” Der er da heller ingen finger at sætte på noget som helst, da vi smager en tank- og fadprøver og en række nye og gamle vine. Coronicas Malvazija er med rette blevet en reference for sorten, og den årlige smagning af hans nye Gran Malvazija et pejlemærke for en årgangs udviklingspotentiale. Begge imponerer med deres friskhed, balance og delikate smage. Teran og Gran Teran er han særligt stolt af, og de ligger konsekvent i kroatisk vins superliga; og det samme gør udmærkede Bordeaux-blend Grabar. Coronica er med rette blevet et eksempel til efterfølgelse for andre istriske vinmagere. Moreno er stolt og hilser udviklingen velkommen, men: “Der er mange, der vil lave dyrere vine her; men det, de burde lave, er bedre vine. Man skal gøre det af kærlighed. De nye generationer tænker kun på penge.”

Foruden fremragende olivenolie og vin fremstiller Moreno Coronica også vineddike med forbillede i balsamico-traditionen i Modena.

Coronicas kunster

Med en landmands hærdede hænder og en kunstners karisma har Moreno mestret opgaven at videreføre sin fædrende arv og sin personlige mission om at få det meste og det bedste ud af de indfødte sorter. Selvsikkert skænker han sine vine op til smagning, samtidigt med en meget stor ydmyghed og interesse for smagernes respons. Der er noget stilfærdigt, afventende og indadvendt over hans væsen, en smule som den Malvazija, han laver så glimrende.

“En vins duft skal være som en kvindes: Man skal tæt på, man skal ikke kunne mærke den på fem meters afstand.” Han ønsker med andre ord en diskret aromatik i sine vine og går mere efter tekstur og smagsmæssig kompleksitet. Hans Malvazija er sart og smuk som ung, men den udvikler sig altid yderligere og kan med fordel nydes efter en årrække, hvor den viser et mere alsidigt smagsbillede. Anderledes med Teran, den trænger altid til nogle år på langs først. Den er intens men aldrig højtråbende, den skal blot samle sig for at vise sit sande ansigt.

CO2 Ja, hvad skulle man ellers kalde en mousserende vin, når ens signatur er CO? Knastør Malvazija efter den klassiske metode og med tre års lagring på gæren før dégorgement— Istrien møder Champagne. Der er små, sprøde bobler og sart frugt og en tydelig smag af malolaktik og sur lies. Ren og fin.

Malvazija Istarska 2018 er ung Malvazija gæret på ståltank med temperaturstyring for bedst at bevare den friske frugt, hvorefter vinen modnes på gærresterne godt et halvt års tid. Mildt aromatisk af hvide forårsblomster og bivoks, saftig og rund men en fin fylde af kølig stenfrugt, mild syre, godt balanceret, enkel og ligetil.

Gran Malvazija 2017 er storesøsteren, en fyldigere og rigere vin, som kun fremstilles i gode år, og hvor kun de bedste druer er udvalgt. Duften er mere diskret, men man mærker en større tyngde og kompleksitet uden at letheden og den umiddelbare drikkelighed er sat over styr. Fine hvide blomster, akaciehonning, lemon curd, citrusskal og salt — “som en sten lige løftet op fra havet”. Vinen er gæret på ståltanke og modnet et år på gærresterne.

Malvazijaerne er som skabt til at gøre den lokale olivenolie selskab, og Coronica laver en særdeles glimrende en af slagsen på sorterne Bianchera, Buza, Carbonera og Leccino. Flydende grønt guld med en frisk pebret og blomstret duft og smag, stærkt vanedannende.

Teran 2016. Ren Teran i ungdommelig form. Syrlige mørke bær i duften, liflig frugt med asfalt, grafit, blyant og søde krydderier som kanel og nellike. Frisk syre, let frugtsødme, bestemte men fine tanniner. En smule rustik men ganske god! Så at sige husets rødvin, gæret på ståltanke og med relativt kort modning på træfade, for at runde tanninerne af og stadig bevare den friske frugt.

Gran Teran 2008 er anderledes afbalanceret og utroligt dyb. Forfinet duft af roser, skovbær, skovbund og tobak. Stor fylde og og stadig god spænding mellem frugtsødme, syre og flot modnene tanniner, er gået fra det rustikke til det aristokratiske — “en Sean Connery vin” ifølge Coronica. Hindbær, brombær, blåbær, tyttebær, blæk, tjære, finsk lakrids, flot afmålt. Gran Teran fremstilles kun i gode år, af særligt udvalgt druer, som gæres og modnes i forskellige størrelser træfade og først flaskes afhængigt af årgangens beskaffenhed.

Grabar 2016 er Coronicas Bordeaux-blend af lige dele Cabernet Sauvignon og Merlot. Mørk og liflig duft, tæt af mørke bær og urter i smagen, god spændstighed og fine tanniner.

Grabar 2008 er mindre mørk og mere animalsk i duften, sorte kirsebær, brombær, lufttørret skinke og tobak. Fast men modnet struktur og en fyldig smag af kirsebær, blommeskind, bagt peberfrugt og krydderurter.

Et lille line-up af godter fra gemmerne hos Coronica: CO2, Malvazija Istarska 2018, Gran Malvazija 2017, Malvazija Istarska 2003, Grabar 2016, Grabar 2008, Gran Teran 2016 og Gran Teran 2008.

Kronen på værket

Som en særlig gestus skænkede Moreno en Malvazija Istarska 2003 — en moden vin fra en monstrøs årgang i det meste af Europa! “Det var en svær årgang, meget solrig og varm, alle bladene tørrede på planterne, og flere af druerne blev solskoldede. Jeg synes, man stadig fornemmer en smule solbrændt bitterhed i eftersmagen. Det gør man måske, men det der står tilbage, er en utroligt balanceret, blid, blød og moden vin. “Der var heller ingen æblesyre! Det var som om den malolaktiske gæring var foregået i vinmarken.” Med årene har den usædvanligt varme årgang dog holdt sig frisk og fremstår stadig levende i dag. Først en lifligt krydret duft af hvide blomster, pollen, bivoks og et pust petroleum; så en fløjlsblød, rund og fyldig saft af moden gul kerne- og stenfrugt, tørret ananas og kandiseret citrusskal, stadig med en ret frisk syre og en salt og mildt røget eftersmag. En lækkerbidsken!

I Moreno Coronicas hænder bliver den stille pige Malvazija en karakterfuld og den rustikke knøs Teran til en gentleman. Man mærker traditionen, tiden og tålmodigheden i hans vine, som alle er et nærmere bekendskab værd. Istrien er klar til at møde verden — og vi venter kun på at nogen tager Coronica til Danmark!

Flaske: Malvazija Istarska 2003  
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Jernholdigt ler og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,9%  
Pris: cirka 150,-  

Kéknyelű

Der er noget forførende fremmedartet og sært smukt over magyarernes sprog. Kéknyelű er en ældgammel ungarsk druesort, som dyrkes i Badacsony-området nord for Balaton-søen og så godt som ingen andre steder længere. Men for tiden foregår der flere nyplantninger af sorten, som— når den dyrkes med omhu— kan give aromatiske, frugtige og syrerige vine af yderst høj klasse. Siden årtusindeskiftet har en entusiastisk skare søgt at fremme druens udbredelse, og et af de nyeste skud på stammen er fra István Bencze. Fra stokke plantet i 2015 præsenterer han allerede nu en vin med eksotisk frugt og elektrisk syrestruktur, som er en ren fryd for nysgerrige og kræsne vinkendere.

Et ungarsk unikum

Hvordan kan en karakterfuld kvalitetsdrue gå hen næsten at forsvinde? Det er dog set før, og der er indtil flere gode forklaringer på det. Den vigtigste har at gøre med udbytterne: Kéknyelű sætter kun kvindelige blomster og er derfor ikke, som stort set alle andre sorter, selvbestøvende. Graden af bestøvning bliver bl.a. afhængig af gode vejforhold, og især regn i blomstringsperioden kan betyde ringe frugtsætning og lave udbytter. Af samme grund plantes sorten som regel tæt op af andre sorter for at facilitere fertiliteten. Problematikken er den samme ved den glimrende kroatiske sjældenhed Grk, som i dag kun dyrkes på øen Korčula.

En anden grund til Kéknyelűs tilbagegang er dens kræsenhed. Den trives bedst på magre jordbunde med et højt mineralindhold, som eksempelvis de vulkanske jordbunde omkring Balatonsøen. Efter sigende føler den sig faktisk kun for alvor hjemme ved Badacsonys basaltblokke, hvilket jo begrænser udbredelsesmulighederne yderligere. Af disse grunde er den altid blevet betragtet som en vaskeægte diva, som kun kunne holdes ved lige af en særlig kaliber af mand. Derfor kendes den lokalt som úri szőlő, gentlemansdruen.

Samlet set har Kéknyelű været i tilbagegang, siden phylloxeraen begyndte at rydde ud i de ungarske vinmarker sidst i 1800-tallet; og moderne dyrkningsmetoder og kvantitetstænkning, som blev udbredt i Ungarn fra 1950’erne og frem, sendte den yderligere ud i kulden. Senest har globaliseringen også gjort sit med et fokus på de store internationale sorter. Der må dog have været en gentleman eller to tilbage, for nu kommer Kéknyelű til overfladen igen, og flere og flere får interesse for druen. Kernelandet er og bliver Badacsony men nu også med små afstikkere til Balatons øvrige regioner og til Etyek-Budai, Kunság og Zala.

Badacsony skuet fra sydsiden af Balaton.

Blå stilke, gyldne vine

Kéknyelű betyder “den blåstilkede”— måske mere gennemskueligt i det østrigske synonym Blaustängler— med hentydning til den blålige farve på stilke og stængler, når druerne modner. Klaserne er af jævn størrelse og med god afstand mellem de tykskallede druer, alt sammen fordelagtige faktorer i forhold til at undgå skimmel og råd. Dog rammes den ofte af millerendage, hvor blomsterne befrugtes ujævnt, så druerne udvikles ulige og giver klaser med store og små, modne og umodne druer. De malende engelske udtryk hens and chickens og pumpkins and peas giver et godt indtryk af fænomenet. Høstes klaserne, vil den forholdsvist høje mængde under- eller umodne druer give en grønlig og kras karakter til vinen.

Forårsfrost er den også overfølsom for, tørke kan den til gengæld tåle glimrende, og den holder sin høje syre selv i varme somre og ved høj modenhed. Den modner først ret sent og høstes normalt midt i oktober— og da dens syrlighed holder helt ind i efteråret, gør det den velegnet til fremstilling af senthøstede vine med restsødme. Især uden botrytis, som den kun i ringe grad angribes af.

Tidligere troede mange på et slægtskab med Picolit, den sjældne friulanske sødvinsdrue, som har en lignende fysisk fremtoning og lider af mange af de samme skavanker. En seriøs smagsmæssig sammenligning gør det dog mindre sandsynligt, og genetiske analyser lagde endegyldigt antagelsen i graven i 2006. Kéknyelű er sin egen og kan med sikkerhed siges at have sin hjemstavn på den pannoniske slette, men dens nærmere ophav fortaber sig i fortidens tåger.

Selv med svingende kvantiteter er kvaliteten som regel i top, især hvis man finder en sydvendt skråning med den rette, tørre jordbund. Cordon-opbinding bryder den sig ikke om, den trives bedre med guyot og især som gobelet. Det er sådan man gjorde i gamle dage i Badacsony, og det er sådan man nu gør igen. Det er som om nærheden til jorden bekommer den vel. Det er selvfølgelig ikke forklaringen på dens terroir-transparente og mineralske udtryk, men metaforen er god nok.

Gentleman Bencze fra Badacsony

Badacsonys beliggenhed på nordbredden af Balatonsøen skaber et særligt mikroklima, som mindst siden romersk tid har været udset til vinavl. Især de sydvendte skråninger på siden af de små bjerge Badacsony, Gulács og Szent György-hegy. Olaszrizling, også kendt som Welschriesling, er i dag områdets mest udbredte sort; Szürkebarát, gråmunken, har længe været en populær vin fra området, det er det lokale navn for Pinot Gris. Ellers er der Rajnairizling, den rigtige Riesling fra Rhinen, Traminer og lokale sorter som Furmint, lidt Hárslevelű og så specialiteten Kéknyelű. Den fyrige Badacsonyi Kéknyelű var for halvandet århundrede siden så afholdt som de fine Tokaji Furmint og Somlói Juhfark (læs mere her og her), og ildsjæle som Ambrus Bakó, Endre Szászi, Huba Szeremley og Málik Zoltán har nu slået så kraftigt et slag for den, at der breder sig ringe i vandet. Kéknyelű udgør dog endnu kun godt 50 hektarer af Badacsonys 1.600 samlede vinmarksareal.

Bencze Birtok har til huse i landsbyen Hegymagas, og husets vinmarker befinder sig primært på Szent György-skråningerne lige nord for Balatonsøen, 180 meter over havoverfladen. Her finder man, under et let lag løss og sand, masser af vulkanske sten, især sort basalt. Foruden sit engagement i Pinot Noir og Riesling har manden bag, István Bencze, genopdaget områdets gamle sorter, og med dem ønsker han at afspejle dets særlige terroir. Det gør han med biodynamisk dyrkning, stærkt selektiv høst, ofte over flere dage, og et minimum af menneskelig indgriben i kælderen. Gæringen foregår udelukkende med vildgær, i store amforaer, og der tilsættes kun nødigt en minimal mængde svovl ved flaskning.

Bencze Kéknyelű 2019 er høstet på Hétésfel over flere dage sidst i september for at få druerne i hus med optimal modenhed. Nænsom helklasepresning og efterfølgende gæring på amforaer, ti måneders modning. Vinen er stukket sammen fra de tre bedste amforaer og flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter; og den eksemplificerer fornemt sortens karakteristika i en ren og naturlig fortolkning, godt håndværk fra Benczes side.

Allerede når den skænkes i glasset, gløder den og man slås af dens liflige og løftede duft. Den er sprød, syrefrisk og funklende mineralsk med masser af grøn pære, grapefrugt og kiwi— moden frugt, stringent syre og et salt touch med et hint hvid balsamico og grapetonic… og for at det ikke skal være løgn, så dufter den sgu af Haribos Stjernemix! Skumfrøer og vingummibamser i ungarsk folkedans. Det er muntert og mindeværdigt!

Flaske: Kéknyelű 2019
Vinhus: Bencze Birtok  
Oprindelse: Balaton, Ungarn  
Drue: Kéknyelű  
Jordbund: Løss, basalt
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop, lakforseglet  
Alkohol: 12%  
Importør: Høtoft Vin
Pris: 195,-