I lavalampens skær

Etna er et paradoksalt sted: Terrænet virker ufremkommeligt, skråningerne er stenede og støvede, og var det ikke fordi en frodig vegetation faktisk trodser den sorte sten, bryder igennem, grønnes og trives, kunne man forledes til at tro, at intet kunne gro her. Jo højere man stiger op, og jo tættere man kommer på hovedkrateret, desto bedre forstår man de enormt formative og destruktive kræfter, der fra tid til anden bryder løs her. Ind mellem opdyrket land, skove og sletter strækker forstenede lavaspor fra tidligere udbrudt sig som ørkner. Forskellige grader af død og genopstandelse. Et udbrud på det gale sted kan betyde abrupt afsked eller den visse død. Lavaen opsluger sultent alt levende og efterlader en gold, sort stenørken. En stenørken, der dog med tiden rejser sig som Fugl Føniks af asken og bliver endnu mere frodig og frugtbar, end det landskab den erstattede. Det, der ikke slår én ihjel, kan gøre én stærkere. Etna gør det klart, at liv og død er hinandens forudsætninger, og håbet og frygten går hånd i hånd her. De fastboende kender de kræfter, der er på spil.

Etna Rosso er også en paradoksal vin: Denne lokale specialitet, der i de sidste par årtier påny rør på sig, er stik modsat moderne forventninger til siciliansk vin: lysere, lettere, raffineret og elegant. Etna Rosso er kendetegnet ved en saftig, nærmest læskende, glødende rød bærfrugt og en tør, næsten asket, støvet tannin, der holder den frodige frugt i jerngreb. Sammenligninger med både Bourgogne og Barolo er hyppige, forståelige og forsvarlige; så længe man ikke lader det skygge over, at Etna Rosso er sin egen og ikke altid bør holdes op mod så store navne. Nok har hoveddruen Nerello Mascalese mange af de samme kvaliteter som Pinot Noir og Nebbiolo, men den har også egne karaktertræk; og ikke mindst er dyrkningsforholdene på Etna ganske særegne. Etna Rosso er en enspænder.

Hver vin og årgang fra Romeo del Castello bærer sin egen etiket med motiv fra et tapet i den gamle gård. I dette tilfælde efeu fra forkøkkenet gengivet af Luca Vitone

Et fint og tilgængeligt eksempel på stilen er Allegracore 2015 fra familievinhuset Fattorie Romeo del Castello, som med sin saftige og bløde kirsebær- og skovbær-frugt fylder munden med ren fornøjelse - samt en spændstig syre og en langsomt men støt tiltagende tørhed, superfine men massive tanniner. Den runder helt tørt af, men ikke uden at have sat spor med lakridsede krydderurter, søde, støvede krydderier og en smule røg.

Druerne kommer fra forskellige, forholdsvist yngre, stokke fra en lille område ved navn Allegracore. Dyrkningen er økologisk og den traditionelle og naturnære tankegang forfølges også i kælderen. Spontan gæring på stål, to ugers maceration, tolv måneders lagring tillige på ståltanke, ingen klaring, ingen filtrering, karrighed med sulfitterne, samt seks måneder på flaske.
 

Vin på randen af et vulkansk sammenbrud

Familien på Romeo del Castello kan ikke bare lave rigtig Etna-vin, de kender om nogen også til den risiko, der er forbundet med at leve og dyrke vin på siden af en aktiv vulkan. Vinhuset befinder sig i rå natur godt 700 meter oppe ad Etnas nordlige side, få kilometer uden for den middelalderlige landsby Randazzo, på contradaen Allegracore, det glade hjerte. Her banker to kvindehjerter for familietraditionen og en fremtid med vine af stadig større klasse. Fortiden har dog sat sig sine spor: Et større udbrud i 1981 sendte en strøm af lava i denne retning ned ad skråningerne, og lavaen nåede så langt ned som Romeo del Castellos besiddelser, hvor marker med hasselnødder og oliven samt en hektar vinplanter blev løbet over ende. Lavastrømmen ændrede dog retning, og størstedelen af de gamle vinmarker samt selve gården fra 1700-tallet blev skånet.

Huset drives i dag af Chiara Vigo og hendes mand Gianluca Torrisi samt hendes mor Rosanna Romeo del Castello. Det er et blandet landbrug, der med vin som hovedafgrøde også dyrker oliven, nødder og pærer. Godt 30 hektar i alt, 14 med vinmarker, dedikeret til de lokale sorter Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio. Der fremstilles tre vine, foruden Allegracore også den kraftigere Vigo og den lyserøde Vigorosa, samt olivenolie og pærebrændevin.

Længere kom lavaen ikke i 1981, og derfor står huset stadig hos familien Romeo del Castello, og de gamle Nerello Mascalese stokke overlevede og takker i dag med vin

Moderen Rosanna er af Vagliasindi slægten, hvorfra andre slægtninge laver vine i nærheden. Hun voksede op på gården og giftede sig med Vigo. I de år lavede de ikke selv vin, druerne blev dyrket med videresalg for øje.

Chiara Vigo havde egentlig heller ikke tænkt sig, at hun skulle være vinmager. Hun var fra barns ben fascineret af området på Etna, og kun 7 år gammel så hun vulkanens virkninger på ejendommen i 1981, som næsten halverede familiens besiddelser og sendte dem ud i en økonomisk krise. Men Chiara valgte en anden vej på det italienske fastland, hvor hun studerede i Bologna, Venedig og Milano. Hun opnåede en kandidat i kunsthistorie. Emnet for hendes endelige afhandling er interessant: Vinetiketters æstetik, og spørgsmålet hvorvidt kunstnere og grafikere overvejer en vins karakter, før de designer etiketten. Et studie, der senere skulle vise sig praktisk.

Kort tid efter mødte hun ved et tilfælde den sicilianske vinmager og ønologiske konsulent Salvo Foti fra I Vigneri, og han overbeviste hende om, at hun med familiegården besad en skjult skat hjemme på Etna. En ny idé opstod og slog rod: at lave traditionel vin fra den gamle familiegård under Salvo Fotis kyndige vejledning. Herefter tog det fart. I 2007 kom første årgang på markedet. Allerede de første årgange fik gode skudsmål, samtidigt vækkedes den internationale offentligheds opmærksomhed omkring Etna, og siden er det gået slag i slag. Økologien kom som en selvfølge. Der blev aldrig drevet konventionelt landbrug på gården, og Salvo Foti er selv overbevist økolog.

En anden overlever: Et næsten tusind år gammelt oliventræ med et egetræ, der vokser ud af stammen

Siden den første Vigo blev flasket i 2007 er siden Allegracore kommet til og senest roséen Vigorosa. Familien er opsat på at kunne hæve kvaliteten yderligere og håber og tror på en øget værdsættelse af de ægte Etna-vine.

Flaske: Allegracore 2015  
Vinhus: Fattorie Romeo del Castello  
Oprindelse: Etna, Italien  
Druesorter: Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, ufiltreret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel  
Pris: 160,-  

Smultronstället

Bertrand Gautherot laver usædvanlig Champagne på sin gård Vouette et Sorbée i det knapt så kendte Côte des Bar. Jordbunden slægter det nærliggende Chablis mere på end det øvrige Champagne, og hans vinmarker er også beplantede med massale selektioner af planter fra Bourgogne. Marken Sorbée, en af hans første to besiddelser og derfor navngiver til huset, er usædvanligt velholdte Pinot Noir planter, som hans bedstefar fik fra Volnay.

Druerne høstes med hånden, og klaserne med de tykkeste druer udvælges. Vinen gennemgår derefter den såkaldte kulsyregæring, bl.a. kendt fra Beaujolais, hvor druerne begynder gæringen inden en egentlig presning i et lukket kar uden ilt. Det resulterer i en ret så frugtig vin - og da stilkene gæres med udtrækkes også en del fine, modne tanniner.

Saignée de Sorbée er en karakteristisk anderledes rosé Champagne. Næsen antyder stor rød Bourgogne - mørk frugtduft, stor dybde, meget vinøs. Skovjordbær, rabarber, sorte kirsebær. Den holder de fineste bobler, en livlig syre, god fylde, crémethed og dybde, der igen leder tankerne i retningen af klassisk rød Bourgogne. Saignée de Sorbée er sin egen. Degorgeret efter kun to år på flasken, for at holde den friske frugt friskest. Ingen tilsatte sulfitter.

Mængderne er små, så sådanne sjældenheder må skattes... men det er en vin, jeg uden tvivl har lyst til at vende tilbage til - også for at følge dens udvikling over årene.
 

Flaske: Saignée de Sorbée  
Vinhus: Vouette et Sorbée  
Oprindelse: Champagne, Frankrig  
Druesorter: Pinot Noir  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Kulsyregæret, ingen tilsatte sulfitter  
Lagring: To år på flaske før degorgering  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Pétillant  
Pris: 550,-  

Velafviklede intriger

Giovanna Morganti fik Chianti Classico ind med modermælken og har haft Toscanas lerede jorde under fødderne siden barnsben. Det var nærmest selvskrevet som datter af Enzo Morganti, en indflydelsesrig ønolog, der var med til at definere det moderne Chianti Classico: Væk fra flasker i bastskørt og tilbage til jordbundne vine med tanninkorset. Fokus tilbage på Sangiovese og andre lokale sorter frem for de franske indvandrere. Ikke mindst kompromisløshed i kampen for kvalitet. Vinen er altså i blodet, og Giovanna er fortsat i faderens fodspor og har taget traditionen et skridt videre.

Ophav og oprindelighed er nøgleordene for vinene fra Podere Le Boncie, hvor Morganti-familiens liv og levned sætter sig igennem, og hvor omgivelserne lægger grundstenene for vine med vitalitet og diversitet. Mangfoldigheden kommer ind fra markerne, for i kælderen bliver det kun til to vine. Giovanna Morgantis topvin er Le Trame, en saftig Sangiovese af den gamle skole.

Årgang 2012 er strålende rubinrød i glasset. Duften er mørk og krydret, umiddelbart en smule tilbageholdende, men fyldig af mørkerød bærfrugt og søde krydderier. Smagen er sursød, rig af saftige kirsebær, både røde og sorte. Fyldig og rund, tanninerne er fine og bløde og renser langsomt munden og efterlader en fin eftersmag af bittermandel og pibetobak.

Det er efter nogle timer i glasset, at der for alvor sker noget. Et væld af blomster springer ud, roser, violer og syren, i smagen modner kirsebærrene, og der afdækkes dybere lag af krydderurter, skovbund, tørv og røg. Teksturen går hen og bliver endnu smidigere, endnu blødere. Saftspændt, svævende og intens - rustik elegance!

Gæringen foregår med druernes naturlige gær i store, åbne træfade med lang maceration og daglige omrøringer. Efter endt gæring lagrer den to år på 500 og 1500 liters slavonske og østrigske egetræsfade. Undervejs omstikkes den nogle gange for at lufte den. Ingen klaring, ingen filtrering, kun mindre tilsætning af sulfitter, omtrent 35 mg pr. liter.

Fem år er en fornuftig alder at tage hul på denne vin, men kan man væbne sig med tålmod i fem eller ti mere, går man nok ikke forgæves. Der er stof og struktur til udvikling, men det smager ualmindeligt godt allerede nu. Blot man giver den tid til at udvikle sig efter åbning. Nogle timer på karaffel kan fremkalde kompleksiteten; og en serveringstemperatur på 16-18 grader får elegancen frem.

Toscansk renæssance

Gården Podere Le Boncie ligger nær San Felice nord for Castelnuovo Berardegna i den sydlige del af Classico-området i Chianti-distriktet. Bakkerne ligger godt 300 meter over havets overflade og er præget af områdets meget stenede og kalkholdige lerjord - mergel af typen albarese, schist af typen galestro. Foretagenet er ganske beskedent med kun 3,8 hektar vinmarker, men med det rette udgangspunkt kan noget stort godt komme fra noget småt. Stokkene er endnu unge, men udbytterne holdes lave, under 25 hektoliter pr. hektar.

Efter endte studier i ønologi på universitetet i Siena arbejdede Giovanna i 1980’erne en tid for San Felice, bl.a. på projektet Vitiarium, hvor man som eksperiment plantede næsten 300 forskellige sorter og kloner fra gamle toscanske vinmarker. I 1990’erne gav faren hende en gård i en olivenlund, og her plantede hun vinmarker med Sangiovese og en mindre del med hendes egne favoritter fra projektet hos San Felice, de gamle og næsten glemte sorter Colorino, Ciliegiolo, Fogliatonda, Mammolo og Prugnolo. Der er små skvæt i Le Trame, de forefindes først og fremmest i hendes anden vin, Cinque, “de fem”. Vinstokkene dyrkes som små uopbundne buske. Beplantningstætheden er generelt høj: Mere end 7000 planter pr. hektar. Dyrkningen foregår økologisk og er under biodynamisk omlægning inspireret af bl.a. Nicolas Joly. 

Vinifikationen kan med et moderigtigt begreb karakteriseres som minimal intervention, men den bedste betegnelse er nok godt gammeldags håndværk: Anstrengelser, hvor man med erfaring og intuition ved, hvornår vinen kræver en kærlig hånd, og hvornår man skal holde fingrene væk. Hvor den vigtigste del er at lade naturen gå sin gang og lægge indsatsen i at støtte den. Mange taler meget om det, Giovanna Morganti praktiserer det. Hun har dog også omsat sine handlinger i ord. Hun er en udtalt fortaler for mere traditionelle og naturlige vine, således er hun også en af medstifterne af ViniVeri.

Giovannas vine er traditions- og jordbundne, har stedsans og ikke mindst velsmag. De er Chianti Classico af gavn men ikke længere af navn. I 2011 forlod hun konsortiet på grund af uoverkommelige uoverensstemmelser. Utilfredshed gik især på den tilgodeseelse af store producenter og kommercielle interesser, som hun og mange andre af de små og seriøse vinbønder har kæmpet mod i årevis. Kampen varer ved, nu blot uden for de fines selskab. Navnet Le Trame, som kan oversættes til “Intrigerne”, hentyder til det strabadserende forløb med at erhverve og opdyrke markerne. Tegningen på etiketten er lavet af Lucia, som rent faktisk er Giovannas mor og ikke hendes datter. Tegningens naive streg er på linje med vinen: Ligefrem, livlig, udtryksfuld, drømmende.

Flaske: Le Trame 2012  
Vinhus: Podere Le Boncie  
Oprindelse: Toscana, Italien  
Druesorter: Sangiovese, Ciliegiolo, Fogliatonda,  
Colorino, Mammolo, Prugnolo  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Winewise  
Pris: 220,-  

Familieportræt: Theodora

Ofte taler vi om en vins karaktertræk og drager af og til sammenligninger mellem vine og personlighedstyper. Vi finder det nemt eller oplysende at beskrive vin med begreber og udtryk, som vi bruger om os selv og hinanden. Hvad enten charmerende, reserveret; energisk, dæmpet; maskulin, feminin; ungdommelig, moden, aldrende; spinkel, robust; eller hvad det nu måtte være. Det østrigske vinhus Gut Oggau er gået skridtet videre og tager os på ordet med en serie af personnavngivne vine, hver med sin egen personlighed, visuelt udtrykt gennem et ansigt på etiketten, der kunstnerisk skal formidle vinens egenskaber. Vinens udtryk er altså ikke kun at finde inden i flasken men også uden på den. Husets vine udgør tilsammen en familie med indbyrdes ligheder og forskelle. Den yngre generation udgør de lette, friske vine; forældregenerationen de mere modne og fyldige; og bedsteforældrene de mest udviklede, komplekse vine. Godt tænkt og glimrende markedsført; men vigtigst er dog, at det er velsmagende og udtryksfulde vine, Gut Oggau byder på. 

Yngste medlem af den fiktive familie er Theodora, der med de ord, som vinhuset selv har smidt hende i nakken, er "ungdommelig, munter, sympatisk”, endvidere “fræk og en smule rebelsk” men “ved præcist, hvad hun vil og står ved sine ord."

Theodora 2014 er med sit umiddelbare og ligefremme væsen en hvidvin, der egner sig eminent som sommerlig tørstslukker eller rundt om bordet til forskellige slags spiser. Klar, lyst stråfarvet i glasset, og små perleøer samler sig raskt i randen og på overfladen. Dette lille kulsyre-spritz får man straks at mærke på tungen, den har lidt med-blid-brus fornemmelse. I næsen er udtrykket let og køligt, noter af limeskal og hyldeblomst. I munden er den sprød som frisk glaskål og saftig som en moden pære. Pære er der også i smagen, som er ret mild og slank, med små noter af peber og purløg. Det er en saftig sag, som også holder en rigtig god syre, der sikrer en rensende fornemmelse hele vejen igennem. Salt, mineralsk afslutning og lyst til at gribe efter glasset igen.

Druerne til Theodora, godt 65% Grüner Veltliner og 35% Welschriesling fra vinstokke på gennemsnitligt 35 år, er høstet ved håndkraft, afstilkede, trådt med fodkraft og har macereret natten over. Mosten gærer efterfølgende af egen kraft i store træfade, som den efterfølgende lagres på i godt syv måneder. Klaring sker udelukkende gennem sedimentering, før vinen stikkes om; ingen filtrering og ingen tilsatte sulfitter.

Stephanie og Eduard, den virkelige familie Tscheppe-Eselböck, er ansigterne bag vinen. Siden overtagelsen i 2007 har de drevet Gut Oggau biodynamisk og med deres vine fornyet de lokale traditioner

En familie stiftes

Gut Oggau og dets 14 hektar vinmarker befinder sig i det nordlige Burgenland, nær den store sø Neusiedlersee og ikke langt fra grænsen til Ungarn. I hine tider var det et velrenommeret vinhus, Weingut Wimmer, men efter dets lukning og to årtiers stilstand var huset forfaldent og markerne i sløj stand, da Stephanie og Eduard Tscheppe-Eselböck overtog i 2007.

Heldigvis var det ikke hvem som helst, der overtog det forfaldne vinbrug. Stephanies familie driver den internationalt anerkendte restaurant Taubenkobel i det nærliggende Schützen am Gebirge, og Eduards familie hører til blandt de bedre vinmagere i Pössnitzberg i Steiermark. De to mødte hinanden til en vinsmagning i Wien, og efter en forlovelse lykkedes det Stephanie at lokke Eduard fra Steiermark til Burgenland.

Oprindeligt var Eduard udlært i mere konventionelt vinbrug og uøvet i det biodynamiske. Men smagning af flere og flere biodynamiske vine af exceptionel kvalitet havde overbevist ham om, at det var vejen at gå. Og efter adskillige års omsorgssvigt havde vinmarkerne også brug for en kærlig hånd. En fordel var dog, at de ikke var misrøgtede: De godt tyve års intermezzo i vinavl betød nemlig også et stop for kunstgødning og sprøjtegifte - et godt udgangspunkt for den biodynamiske dyrkningsform, der derefter blot skulle bringe markerne tilbage i topform.

Biodynamikken gjorde mere end det, den satte også familien i tættere kontakt med livet i vinmarkerne. De lagde ud med at forsøge at afdække markernes muligheder, uden at have nogen klar idé om, hvad de skulle forvente. Denne afsøgning af terroiret og stokkene skulle blive en sand opdagelsesrejse for de to. For den afventende indstilling gav pote, og i hænde fik de en række ret så forskellige vine med egenart og udviklingspotentiale. Begge blev slået af, hvor livlige vinene var, og hvor meget de havde i sig. “Det var nærmest som at have en hel familie af levende mennesker i kælderen” fortæller de. Flaskens ånd kom over dem, og idéen var født.

Eduards kælderarbejde forsøger i videst muligt omfang at bibeholde den diversitet og identitet, der opstår i markerne. Der er i vid udstrækning tale om blandede beplantninger, og derfor er druesorterne heller ikke nævnt på etiketterne. Det drejer sig mere om den enkelte marks udtryk i et givet år - og derfor fremgår kun vinens navn og årgangen på skrift på etiketten. Resten skal aflæses af ansigtsudtrykket. Det er en noget anderledes, men anderledes enkel og ligefrem, måde at tænke og tale om vin på, end man er vandt til i klassisk europæisk sammenhæng, hvor sted- og marknavne, druesorter, vinifikations- og lagringsmåder med videre ofte i mere eller mindre gennemskuelige betegnelser forefindes på etiketten. Hos Gut Oggau er det dog den sanselige oplevelse, der skal stå i centrum.

Gut Oggaus sortiment tæller ud over Theodora også Winifred, Atanasius, Josefine, Timotheus, Emmeram, Wiltrude, Joschuari, Mechthild og Bertholdi. Etiketterne er tegnet af den tyske grafiker Anje Jager.

Der er ikke kun ungdommelig selvhævdelse i Theodora, men også en umiddelbar tilgængelighed og livagtighed, en insisterende åbenhed. Unge mennesker har ikke altid helt afklaret, hvor de vil hen, og Theodora kan også være lidt af en vindbøjtel. Imidlertid får hun sin vilje. I den kølige årgang 2014 er der rank syre, og der er kun en mindre mængde meget fine kulsyrebobler. I den noget varmere årgang 2015 efterlod solen en betragteligt større mængde sukker i druerne og dermed restsødme i vinene. Følgeligt gik Theodora i foråret i gang med at eftergære, og Eduard besluttede sig for at smide en kapsel på årgang 2015 i stedet for en korkprop og altså lade vinen forblive en mere skummende af slagsen.

Flaske: Theodora 2014  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Welschriesling  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 170,-