Viewing entries in
Tyskland

Fugl Føniks

Comment

Fugl Føniks


Ikke regionstypisk— og derfor ikke værdig til markedsføring som kvalitetsvin fra Rheinhessen. Således lød dommen over debutårgangen 2009 fra myndighedernes lokale smagepanel. Man må finde sig i meget, men heldigvis er Klaus Peter Keller— manden bag nogle af Tysklands dyreste og mest feterede Rieslinger— ikke typen, der nemt giver fortabt og stryger flaget.

Det var nu heller ikke hans Riesling, der faldt i unåde hos myndighederne; men en Silvaner fra særligt udvalgte stokke, et forsøg på at løfte druen op i en helt anden liga. Holder man sig ikke helt inden for de definerede vintyper og stilarter, kan man dog nemt komme i klemme. Senere slap vinen dog igennem nåleøjet; og den er kommet stærkt igen som “en af de bedste, hvis ikke den bedst på Silvaner-sorten overhovedet”. Navnet er Feuervogel, en ildfugl, der rejser sig som en Føniks fra asken.

Saftigheden, mildheden, letheden, det er Silvaners særlige kendetegn— og underfundig frugt, kalket mineralitet samt en diskret dybde er dens adelsmærker, når der er vinmagere af Kellers kaliber på færde. Den aktuelle årgang 2019 flyder stilfærdigt over af saftig gråpære, fersken frisk fra træet, hvid te, græs, nyslået hø og noget nærmest jordet, gæret, røget— antydningens kunst, intet i overmål. Læskende som køligt kildevand, en næsten mælket blødhed, syren slænger sig ubesværet igennem, og vinen runder helt tørt og let salt af. Det er sagte og storladent på samme tid. Man kan føle sig hensat til en dugfrisk vinmark en sommermorgen i Rheinhessen; og hvis Silvaner kan afstedkomme det, så er den vel regionstypisk?

Keller Silvaner Feuervogel 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Rekapitulation

Silvaner er en gammel kending i Rheinhessen. Kun knapt 8% af vinmarkerne er i dag beplantet med sorten (mod godt 18% med Riesling), men for 100 år siden så det helt anderledes ud: Her var godt halvdelen af alle Rheinhessens vinmarker plantet til med Silvaner, og selvom størstedelen blev til simpel Schoppenwein, en bordvin til at slukke tørsten, vidste vinbønderne i Rheinhessen som i Franken, at den også kunne yde noget særligt, især på de karrigste kalkstensjorde. Men i mellemtiden kom Müller-Thurgau og overtog rollen som leverandør af most i massive mængder; og Riesling kom for alvor på mode igen, især fra andre områder som eksempelvis Rheingau og Mosel. Hessiske vine var der ikke rigtigt nogen, der regnede for noget. Det var først efter årtusindeskiftet, Stuart Pigott kunne udråbe området til “the dream factory of German wine”.

Silvaners skæbne har generelt været grumme ujævn. Dens historie går over 500 år tilbage, hvor den var kendt og afholdt i sit fødeland Østrig. Her er den sandsynligvis opstået som en naturlig krydsning af Traminer og den nu næsten uddøde Österreichisch Weiss. Først senere dukkede den op i Tyskland, nærmere bestemt hos Fürstlich Castell'sches Domänenamt i Franken, hvor de første stokke af denne ‘Österreicher’ plantedes i 1659. Sorten vandt hurtigt fodfæste i Franken, hvor Goethe skyllede den ned med et “Ingen anden vin smager mig”— og Franken og omegn blev Silvaners nye hjemstavn, da den i de mellemliggende århundreder tabte terræn til især Grüner Veltliner i Østrig, hvor den i dag er en sjældenhed andet end i Gemischter Satz.

Tilbage til nutidens Tyskland, hvor Silvaner stadig står i skyggen af Riesling, også i Rheinhessen. Sådan må det selvfølgelig være, når Riesling er “the best white wine on Earth” for nu at citere Stuart Pigott igen. Riesling kan afbilde sin oprindelse med stor detaljerigdom, den kan frembringe fortryllende aromaer, ung som gammel, og så er den en glimrende gastronomisk ledsager. Alt sammen generelle træk, som egentlig også gør sig gældende for Silvaner. Sandt nok, Silvaners aromatik er mere diskret, og syren går mere stille med dørene; og så vinificeres den for det meste kun som tør vin. Men netop dens diskrete sortskarakteristika gør vinen sensitiv i forhold til oprindelse og vinifikation: Man kan simpelthen tydeligere smage, hvad druerne har været udsat for i mark og i kælder, når druens egenaroma ikke larmer hen over det hele. Foruden en frisk æble- og pærefrugt fornemmer man ofte fine dufte og smage af græs, hø, eng og jord i Silvaner. Måske det er terroir, måske det er druens eget stof. Spændende nok dukker det især op, hvis man lader vinen finde sig selv i flasken over en årrække. Silvaner når næppe Riesling til sokkeholderne, når det gælder evnen til langtidslagring, men de bedste Silvanere kan nemt klare ti eller tyve år og vinde på det. Man kan for alvor få smag for sagen, hvis man skænker bedagede dråber fra Schlossgut Castell, Juliusspital, Zehnthof Luckert, Schätzel eller for den sags skyld Keller i glasset.

Keller i marken

Weingut Keller ligger længere inde i landet end langs selve Rhinen, vi er i bakkerne i det såkaldte Rheinhessisches Hügelland. Huset har været i familiens varetægt i ni generationer, siden 1789. Klaus Peter Keller overtog fra sin far i 2001 og driver i dag huset med sin hustru Julia og deres sønner Felix og Maximilian. Keller er uddannet ønolog fra vinbrugsskolen i Geisenheim, og han stod siden i mesterlære på to af de helt store huse i Bourgogne: Domaine Hubert Lignier og Domaine Armand Rousseau. Herfra fik han vigtig lærdom om dyrkning af vin på kalkstensjord samt inspiration og mod til at lave store, terroirdrevne vine. Riesling er husets hovednummer med vine som Abtserde, Hubacker, Kirchspiel og G-Max. Men et fokus på Pinot Noir er også naturligt, og desuden dyrkes en smule Scheurebe, Rieslaner og så Silvaner.

“Man må kende sine druer godt og grundigt for at kunne lave god vin” — og ifølge Klaus Peter Keller kræver det gamle stokke på en velegnet jordbund for at få Silvaner til at springe ud i fuldt flor. Nu ligger det så heldigt, at Keller selv er i besiddelse af begge dele, så i det mindste foreligger muligheden for stor Silvaner fra kælderen i Flörsheim-Dalsheim. Sorten står plantet på markerne Bürgel, Kirchspiel og Steingrube. Druerne fra de yngre stokke bliver til vinen Grüner Silvaner, en saftig og ukompliceret sommervin, mens de ældre stokke på Bürgel og Steingrube leverer druer til den fornemme Feuervogel. Ældre er i denne sammenhæng over 50 år gamle, og nogle få af stokkene nærmer sig de 100. En særligt selekteret udgave, Feuervogel Reserve, er flasket udelukkende på magnum og sættes til september på bud på VDP Versteigerung, forbundets årlige auktion.

Druerne er høstet sidst i september efter en glimrende sommer med masser af sol, tilpasse mængder af regn og kølige nætter hen ad sensommeren, så der var sikret koncentration, modenhed og friskhed. Nænsom presning, et døgns skindkontakt og gæring på store, gamle træfade (såkaldte Doppelstückfässer) uden temperaturstyring. Efterfølgende otte måneders modning på gærresterne. Vinen er superfrisk og drikkeklar nu— men drikkemoden bliver den nok først efter nogle år, hvor det mineralske og krydrede vil træde tydeligere frem og kompleksiteten for alvor folde sig ud.


Flaske: Feuervogel 2019  
Vinhus: Weingut Keller  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Silvaner  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Atomwine
Pris: 299,-  

Comment

Riesling Reunion

Comment

Riesling Reunion



Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-



Comment

Riesling i orange rober

Comment

Riesling i orange rober


Naturvin er først for nyligt begyndt at ruske op i en traditionsstærk og konservativ tysk vinbranche. Vist serveres der i rigelige mængder på vinbarer i Berlin og Hamborg, og naturligvis finder man også en lang række økologiske og biodynamiske vinbønder. Den grønne bølge er skyllet ind over landet, men mere minimalistiske og eksperimenterende måder at lave vin på samt deciderede udskejelser har der været langt imellem. Ordnung muß sein.

Så meget desto mere overraskende er det nok at finde orange Riesling i en af traditionernes højborge, Mosel. Ikke mindre overraskende kommer den fra en gammel og hæderkronet producent som Dr. H. Thanisch, Erben Müller-Burggraef— men den, der søger, skal finde. White Thanisch er Riesling med lang skindkontakt, gæret og lagret på barrique. Det er absolut en tolvtonekomposition med masser af blå toner, men det spiller! Snarere end et skævt eksperiment virker vinen som en velovervejet rejse ind i en anden side af Riesling og af Mosels terroir. Det er en glædelig overraskelse, for det er langt fra altid, at skindkontakt klæder Riesling eller får den til at kaste noget særligt af sig.


Et alternativ for Tyskland

Ret skal være ret, Tyskland har en række glimrende producenter af vine med mere naturlig kant, og der fremstilles udmærkede orangevine i Tyskland. Riesling kan findes i begge aftapninger. Biodynamiske Peter Jakob Kühn fremstiller sine mere ‘burgundiske’ Rieslinger med fadlagring på gærresterne og har også leget med gæring og lagring på amforaer. Den unge Jörn Gorzieski har, først på Weingut Ankermühle og siden i eget navn på Weingut Joern, lavet fadgæret og skindfermenteret Riesling med både kant og karakter. Brødrene Becker i Rheinhessen og brødrene Brand i Pfalz og Odinstal sammested har alle leget med naturlig og orange vinificering med absolut drikkeværdige udfald. I Mosel finder man lignende eksempler hos de to biodynamikere Clemens Busch og Sybille Kuntz; og de større og mere etablerede og respekterede producenter står nu for tur. Fornyelserne finder sted hos Thanisch, en af tre producenter i Mosel med det navn, taget têten, nemlig hos Dr. H. Thanisch i Bernkastel-Kues (arvingerne efter Müller-Burggraef).

White Thanisch

Kældermester Maximilian Ferger fortæller om sit projekt:

“Inspirationen kommer fra, da jeg for år tilbage for første gang smagte orangevin. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg kunne godt lide stilen og metoden, der er mere eller mindre ‘back to the roots’,” beretter Maximilian Ferger:

“For mig er og forbliver vin et naturprodukt, som kan fortælle os sin historie hvert år på ny, og den skal dufte og smage af årgangen, druesortets typiske karakter, terroiret og alt i omgivelserne. En naturvin skal afspejle og fremvise hele miljøet, den kommer fra, druens fulde potentiale, og det naturlige produkts mangfoldighed. Uden indgreb udefra med tilsat gær, klaring, filtrering eller anden ‘polering’, der skal forskønne vinen. Sådan skal det forblive, og alle disse faktorer har ført mig til at prøve det selv.”

Nogen betingelsesløs beundrer af orangevin og naturvin er Ferger nu ikke. Han tilstræber en naturlighed og enkelhed i produktet, som dog stadig skal håndteres og formes, så det er genkendeligt som vin. Minimal intervention må ikke være en bortforklaring af urenhed eller sløs i stedet for hårdt arbejde. Hans tålmodighed er derfor også kort, hvad angår mange medløberes nye ‘naturvine’:

“Selvsagt er det, at man må arbejde flittigt og rent, og ikke bare læse druer ind i kælderen, gære dem med skallerne og derefter flaske en vilkårlig vin og så dekorere sig selv med at have lavet en ‘naturlig’ eller ‘orange’ vin. Den trend er desværre tiltaget ekstremt, og du kan finde mange sådanne ‘modige, naturlige træk’, som desværre kun er halvvejs drikkelige.”

Hans eget arbejde er lettet af at kunne arbejde med en selektion af sunde druer af meget høj kvalitet, ikke mindst af meget ædel byrd. Råmaterialet til White Thanisch er taget fra nogle af Bernkastels (og Mosels) mest berømte marker, Badstube, Graben, Lay og Doctor. De er i afstilket form spontangæret og lagret på en brugt barrique med syv ugers skindkontakt. Den er gæret til absolut tørhed— estsødmen ligger på 0,3 gram pr. liter, den samlede syre på 6,4 gram pr. liter; og den er flasket i uklaret og ufiltreret form.

“Jeg lavede den første gang i 2011, og siden har jeg hvert andet år fremstillet en orangevin. Hver gang i små mængder, en enkelt barrique, indtil årgang 2017, hvor vi producerede hele to barriques, fordi efterspørgslen på vinen er blevet er steget ekstremt.” Det forstår man, for det er vellavet, vellykket og velsmagende.


Simon says

Simon Woolf, vinskribenten bag bloggen The Morning Claret og forfatter til orangevinsbogen Amber Revolution, har tidligere bemærket og beklaget tysk Rieslings fravær fra orangevinscenen. I sin Amber Revolution fra 2018 skriver han: “Tyskland har af alle Europas vinlande vist sig at være det mest konservative og det sløveste til at omstille til mindre intervention i vinkælderen.” Riesling er sigende nok heller ikke med på hans liste over populære druer til orangevin; og Riesling med skindkontakt får følgende ord med på vejen: “Riesling er et vanskeligt bekendskab, hvad angår maceration: De mest velkendte vine er de halvtørre og halvsøde fra Mosel. Her undgår eller blokerer man malolaktisk gæring for at sikre de velkendte frugtaromaer og bevare den friske syre. En traditionelt skindfermenteret Riesling vil gære ved højere temperatur og højst sandsynligt gennemgå fuldbyrdet malolaktisk gæring, en forvandling til en meget mere substantiel stil, som langt fra alle vinmagere (eller deres kunder) vil sætte pris på.” Hans eneste tyske anbefalinger er derfor på Silvaner og Gewürztraminer.

Såvidt Simons anbefalinger af april 2018— meget orangevin er løbet gennem glassene i mellemtiden, og Woolf er nu løs med følgende hale på historien:

“Det er rigtigt, at der ikke er skete så meget i Tyskland i årene, hvor jeg lavede research til min bog. Hvis jeg skulle skrive den nu, ville der i hvert fald være en 5-10 anbefalinger af tyske orangevine. Folk som 2 Naturkinder, Brand Bros, Jan Mathias Klein og Schmitt laver fine ting i dag.”

Såvidt altså enighed om forekomsten af— og potentialet for— tysk orange- og naturvin i det hele taget. Skulle man fatte yderligere interesse for orange Riesling, er der som nævnt anbefalelsesværdige eksemplarer fra Clemens Busch, Sibylle Kuntz, Jörn Goziewski samt Philip Wegner i Pfalz. Lidt længere væk er der stof at hente hos Matthias Hager i Østrig samt Stekar i Friuli; og Kovacevic i Serbien kringler en spændende Riesling på qvevri.

Tilbage til White Thanisch 2015, som er æterisk duftende af kølig stenfrugt, gule roser og bivoks. I munden er der fuldmoden frugt men absolut ingen restsødme— moden mandarin, fersken, syrlige drops, frugtkaramel, friskmalet lysristet kaffe, kokos og krydderier. Der er genkendelige smage; og samtidigt sjældne noter og antydninger, der fastholder nysgerrigheden og trangen til en slurk til. Cremet fylde, fine tanniner, opkvikkende syre og en funklende mineralitet. Det er mærkværdigt, det er Mosel, det er mytisk!



Flaske: White Thanisch 2015  
Vinhus: Dr. H. Thanisch  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret,
 syv ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-  

Comment

Creutz

Comment

Creutz

Det kræver stærke overtalelsesevner at overbevise danskere om, at Silvaner ikke bare kan være værd at drikke men faktisk også være stor vin. Nogle gange er det bedste kneb nok at lade vinen tale for sig selv. Især hvis det drejer sig om vin med så meget at fortælle som fra enkeltmarken Creutz, hvor næsten 150 år gamle, upodede Silvaner-stokke vokser i den lyse kalkjord, økologisk dyrket og vinificeret efter den gamle skole af Zehnthof Luckert.

Silvaner kommer til sit fulde udtryk her. Både dens stringente og mineralske side og den mere frugtige og fyldige; og det er den sidstnævnte, der er i forgrunden i Creutz. En seriøs sensommervin, der flyder lige så ubekymret som Mainfloden, men undervejs bundfælder de fineste indtryk: Moden gul frugt og en kompleks dybde af grønne urter og jasminthe, nyslået hø, friske hasselnødder og voks. Silkeglat, fløjlsblød, cremet, saftig - og tør, støvet, mineralsk, kalket, næsten som flydende talkum. En måske overraskende men ikke uberettiget sammenligning kunne være med Chablis fra Raveneau. Den bør da også nydes af Bourgogneglas - og ikke alt for kølig. Nuancerne kommer frem med luft og opvarmning i glasset.

Creutz er en parcel på stejle Sonnenberg i Sulzfeld, sandsynligvis Tysklands ældste stadigt ydende Silvaner beplantning. Ulrich Luckert tilkøbte den i 2011. Den massale selektion er plantet på egne rødder helt tilbage til 1870 og tæller kloner som Grüner, Gelber, Roter og Blauer Silvaner. Alle regnbuens farver, og det giver nok yderligere kompleksitet til den komptakthed og dybde, der i forvejen kommer af de dybt forankrede rødder og næsten absurd lave udbytter: Vi er helt nede på 10 hektoliter pr. hektar; og med kun godt 600 stokke bliver det kun til et enkelt fad og ikke meget mere end 400 flasker. Druerne er høstet manuelt i september, og efter en kort kold udblødning med drueskallerne, gæres mosten spontant. Så følger lagring på gærresterne i et gammelt frankisk Viertelstückfass og først flaskning et år senere.

Zehnthof Luckert er en førsteklasses producent, og jeg har tidligere fremhævet deres fremragende Maustal - og fremhævet lagringspotentialet i samme. Det samme gør sig gældende for Creutz, endda i endnu højere grad. Især i de køligere årgange, hvor tyngden ikke kondenserer til kritisk masse, men syren holder den svævende. Det er tilfældet i 2014 (og noget lignende gør sig gældende i 2016). Frugten vil formentlig træde yderligere i baggrunden og gøre plads for flere af de urtede og mineralske noter, der allerede nu betager.

 

Silvaner - før og nu

Skal vi satse på en strålende fremtid for Silvaner? I en periode var den den vigtigste sort i Tyskland. Et ældre navn er Österreicher, der peger på en oprindelse i Østrig, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem en Traminer-sort og den nu nærmest uddøde Österreichisch Weiss. Silvaner havde en vis udbredelse i Østrig men udvandrede mod vest, og i sin storhedstid var den udbredt vidt og bredt i Tyskland og langt ind i Frankrig. Det er en drue, det er let at dyrke og som let glider ned men samtidigt let glider i baggrunden; som en spinkel og noget neutral druesort, som derfor dyrkes mindre og mindre mange steder, hvor den tidligere var vidt udbredt. Den fandt sig dog for alvor hjemme i Franken, hvor den stortrives og har sin højborg i dag. De solrige somre og den kalkholdige jordbund gør den saftigere, frodigere og mere finesserig her end noget andet sted. Silvaner er den arketypiske Frankenvin. Mild, venlig og afslappet som frankerne selv. Den er territorial men ikke en alfa-han som Riesling. Til gengæld kan den være en diva på samme måde: Den kræver særlige kår for at yde sit yderste; og når det er tilfældet...

Creutz er kunst. Pæn ved første bekendskab, smuk ved det næste, og siden betagende, spændende, afhængighedsskabende. En sjældenhed, der er fortættet masse i vægtløs tilstand, gnidningsløst flydende, vin i plasmatilstand. En oplevelse af en anden verden.

Zehnthof Luckert Sylvaner Creutz 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Creutz Sylvaner 2014  
Vinhus: Zehnthof Luckert  
Oprindelse: Franken, Tyskland  
Druesort: Silvaner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinpusheren  
Pris: 499,-  

Comment