Odysséen 2025

Der er løbet meget vand i Middelhavet, siden Odysseus sejlede det tyndt på vej hjem fra Troja til sit elskede Ithaka; og hele det græske folk er gået grueligt meget igennem, siden Sokrates diskuterede det gode, det sande og det skønne på agoraen i Athen. Det var dengang, i den klassiske antik, hvor grækerne også var olympiske mestre i vin. Symposier, Dionysos, mænader og alt det der jazz. Vinkultur, der har ydet indflydelse frem til i dag, og hvor vine som Limnio og Monemvasia har moderne efterfølgere lavet på indfødte sorter som Assyrtiko, Moschato, Moschofilero, Agiorgitiko og Xinomavro.

Men den kastaliske kilde løb til sidst tør for vand og Oraklet i Delfi for ord. De berømte græske bystater blev efterhånden løbet over ende af større politiske enheder, og grækerne har siden måttet finde sig i adskillige århundreders overherredømme udefra, først fra makedonere og romere og sidenhen osmannere. Vinkultur havde trange kår i det muslimske Osmannerrige; men kirken var fritaget fra forbuddet, og i rigets afkroge kunne kristne samfund som de græske og armenske i mindre grad holde deres vinarv ved lige, omend under ændrede forhold. Først efter fire århundreder lykkedes det i sidste ende grækerne at genvinde selvstændigheden efter uafhængighedskrigen fra 1821 til 1829. Et par verdenskrige, en borgerkrig og en militærjunta trak alt sammen i den gale retning i århundredet derefter, og Grækenland blev kendt for alt andet end kvalitetsvin.

Gryende vinrevolution

De gamle grækere efterlod os en righoldig arv af litteratur, arkitektur og kunsthåndværk, gav os de olympiske lege og lagde grunden til demokratiet, medicinen og filosofien. Som to berømte filosofiprofessorer fra Cambridge kunne sige det i begyndelsen af henholdsvist det 20. og det 21. århundrede: “The legacy of Greece to Western philosophy is Western philosophy” (Bernard Williams) og “Probably the safest general characterisation of Western philosophy is that it consists in a series of footnotes to Plato” (Alfred North Whitehead).

Lignende siger desværre ingen om græsk vin; og derudover er det selvfølgelig tragikomisk, at mange først og fremmest forbinder Grækenland med billige badeferier, gyros, retsina og ouzo. Altimens Frankrig for mange etablerede sig som den finere gastronomis højsæde og verdens førende vinland. Det skyldes ganske enkelt, at grækerne kun langsomt har været i stand til at genrejse landets vinavl til fordums storhed. De første skridt i retning af modernisering og industrialisering gjorde umiddelbart ikke meget godt for vine med liv og sjæl, og i lang tid var der vitterligt ikke meget at råbe hurra for. Det har heldigvis ændret sig, og lige nu står Grækenland midt i en kvalitativ vinrevolution. Som Odysseus måtte flakse om på havet i en farefuld færd i et helt årti, før han endelig kunne sætte ben på sin egen ø igen— sådan har græsk kvalitetsvin levet en usikker tilværelse med grumme udsving men synes nu endeligt at have fundet sikkert fodfæste igen.

Arketypiske Middelhavsvine

Grækenland (Det hellenske demokrati, Ελληνική Δημοκρατία) strækker sig fra den sydlige del af Balkanhalvøen og ned i Middelhavet i et sandt hav af øer, flere tusinder hvoraf flere hundreder er fast beboede— landet har samlet lidt over 10 millioner indbyggere. Middelhavet kaldte de gamle grækere ἡ θάλασσα ἡ καθ'ἡμᾶς, havet omkring os, ἡ μεγάλη θάλασσα, det store hav, eller slet og ret ἡ θάλασσα, Havet; og som sande søfarere og eventyrere koloniserede de lidt efter lidt større og større områder i hele Middelhavet. Således hele det østlige Middelhav og fra kysten ind i Lilleasien; samt Sicilien og det sydlige Italien, som de navngav Οἰνωτρία, Enotria, Vinlandet. Med sig bragte de vinstokke, viden og tekniske færdigheder, som på forskellige måder har sat sit præg på vinavl og -fremstilling i resten af Middelhavsområdet og følgeligt på hele Europas vinkultur.

Men det er nutidens Grækenland og dets fortræffeligheder, vi nu skal fokusere på; og det tager i tiltagende grad udganspunkt i landets rige arv af gamle druesorter tilpasset lokale forhold, en række meget karakteristiske terroirs (masser af kalksten og ikke at glemme vulkansk sten, fra kystegne til bjergegne) og dertil en række særegne traditioner inden for både vinavl og vinfremstilling (eks. buskvine, kurveopbinding, soltørring, amforalagring osv.). Især har man i de seneste år vundet selvtillid og fornyet stolthed over de særligt græske specialiteter— selv den ellers udskældte retsina. I det følgende findes nogle nedslag i særlige fikspunkter i landets vinkultur og en række udvalgte vine, som tilsammen giver et godt billede af blot en smule af den dynamik, der netop nu udgår fra landets godt 64.000 hektarer vinmarker. Lutter gode oplevelser— og forvent ikke kun sydens sol, fuldmoden frugt og Middelhavets salt; for der er masser af vinmarker i højderne i de bjergrige egne, og med metoder som nattehøst og kølig gæring formår man at fine en virkeligt frisk nerve i vinene. Endda i den ultratraditionelle retsina, når den laves af de bedste druer og frisktappet harpiks, af og til endda modnet i klassiske amforaer.

Assyrtiko fra Santorini var grækernes springbræt ind i the world of fine wine. De vulkanske hvidvine ramte nogenlunde samtidigt med italienernes røde pendant Etna Rosso, og takket være en række engagerede og dygtige vinmagere har man formået at løfte hele øen op på verdenscenen for vin, og med sig lignende øvine fra eksempelvis Kreta og Kefalonia. En række af landets rødvine er også i rivende udvikling. Vinene fra Naoussa, landets ældste appellation, også kendt som ‘det græske Barolo’, er gennemgået en stilændring, så de fleste i dag er rundere, blødere og mere umiddelbart charmerende; og i Nemea, landets største appellation, ser man også en fintuning af kvaliteten og en søgen efter at finde sin helt egen identitet.

Odyssé anno 2025

Så lad os tage på strejftogt og øhop i det græske og kun stikke op for særligt gode glas. Vil man mere som en moderne Telemachos navigere fra det fjerne, findes der få men til gengæld gode græske vine på det danske marked. Først og fremmest er Oinofilia uomgængelig, kyndigt drevet af dansk-græske Maria Warming Brink Tsalapati, ikke mindst hvad angår små og mere naturnære vinmagere. Et andet godt sted at søge inspiration til shopping og sipping er på websitet Great Greek Wines, der drives af græske Yannis Karakakis MW og er et topprofessionelt initiativ til at udbrede kendskab til de bedste græske vine netop nu. Men nok om formidlerne, nu til sagen selv:

Bobler

Karanika Cuvée Speciale Extra Brut 2021. Amynteia, Makedonien. Sprudlende start, en overraskende frisk mousserende vin fra det nordlige fastland. Sprød, frugtig og mineralsk, noter af lime, pink grape og salt og strejf af hindbær og tørrede roser. Godt nok er forbilledet fransk, méthode traditionelle med et år sur lattes, men druerne er græske, 90% af den røde Xinomavro (Ξινόμαυρο) og 10% af den hvide Assyrtiko (Ασύρτικο). Druerne dyrkes efter økologiske og biodynamiske foreskrifter på gammel, sandet havbund. Hele klaser, direkte pres (blanc de noir) på kurvepresse og gæring ved temperatur omkring 18-22 grader. Lav svovling. Alk.: 11,5% Oinofilia

Hvidvin

Moinoterra Vilana 2023. Archanes Heraklion, Kreta. Karakterfuld, og så er der citrus! Friskluftig duft med citron, moden lime og et strejf af petroleum. Højspændt syre i munden, ren og skær sur saft af solmoden citron, lime og pomelo, med blød fylde og rent trav. En smule kandiseret citrus i eftersmagen, mineralsk efterklang. Sorten er den sjældne Vilana (Βηλάνα) høstet fra marken Vathipetro i 500 meters højde, fra 32 år gamle stokke på kalkholdig lerjord. Helklasepresning, spontangæring på ståltank, modnet otte måneder på gæren; en mindre del af vinen i 350 liters franske egetræsfade. Alk.: 13,5%

Amargiotakis Thrapsathiri 2022. Dafnes Heraklion, Kreta. Sorten Thrapsathiri (Θραψαθήρι) håndhøstet fra marken Athanatoi, kalkstensjord i 350 meters højde over havet. Seks timers skindkontakt, gæring på små egetræsfade, fire måneders modning på gæren med jævnlig bâttonage. Her er der er dømt mere tekstur og en smule fadpræg— duften er frugtig og pikant med sydhavsfrugt, middelhavsurter, cedertræ og kokos, endda små strejf af Safari og piña colada. Saftig og læskende, med lækker mundfølelse og en vis syrlig spænding. Let urtet og sødmefuldt krydret, en delikat mundfuld. Alk.: 13%

Mikra Thira TerraSea 2022. Thirassia, Santorini, Kykladerne. Klassisk Assyrtiko fra Santorinis tvillingeø. Øens eneste vin, og vinstokkene dyrkes selvfølgelig som de små kurve koulourai. Lokationen er Potamida, i 250 meters højde, hvor jordbunden mest består af vulkansk aske og pimpsten. Dermed er der dømt ultratraditionel vulkanvin, med en mildt mineralsk næse, fra flint til fedtsten, og med let urtede undertoner, måske kamfer. Saftig på tungen, fin fylde, glasklar, syrlig og mundvandsdrivende salt. Slank men potent, har pænt med fint stof men er alligevel ret let. Lækker! Alk.: 13%

Kydonitsa Mature 2019. Lakonia, Peleponnes. Tilbage til fastlandet, Lakonien og Monemvasia regionen, hvor vinmarken Platori ligger ved Velles Monemvasias. Vi er i 250 meters højde over havet og har kalkholdig ler under fødderne. Den her dyrkede druesort er Kydonitsa (Κυδωνίτσα), måske en stamfader til al Malvasia; men mest af alt en arketypisk semiaromatisk græsk hvidvin. Ret gullig i glasset og mildt røget i næsen, som ellers er præget af gule æbler og kvæder. Stringent citrus og frisk eksotisk stenfrugt i smagen, florale fornemmelser undervejs, ret distinkt og pænt kompleks. Modnet ni måneder med gæren, to års flaskelagring. Alk.: 13%

Ktima Biblia Chora Ovilos 2022. Kavala, Makedonien. Græsk-fransk forelskelse, hvis hvid Bordeaux var hellensk— 50/50 Assyrtiko og Sémillon fra marken Pangeon, gæring og modning med gæren i franske fade. Let flintede og røgede topnoter, frodiggrøn stenfrugt i midten og undertoner af nyslået græs, buksbom, kamfer og eukalyptus. Jævnt saftig, fin fylde, moden frugt af kiwi, fersken og mango, syrlig, salt og let krydret eftersmag. Alk.: 13,5%

Artemis Karamolegos Kouloura 2023. Santorini, Kykladerne. 90% Assyrtiko, 5% Athiri (Αθήρι) og 5% Aidani (Αηδάνι) fra godt 80 år gamle stokke, dyrket som kouloura. Separat vinificeret på stål, modnet sammen godt 12 måneder med gæren. Frisk, æterisk næse, friske stenfrugter og strejf af blomster. Saftspændt i munden, overraskende smidig, med god syre og salt mineralitet, igen stenfrugter og strejf af vilde blomster og urter, fin fylde og længde. Alk.: 13%

Hatzidakis Nykteri 2021. Pyrgos, Santorini. Så er der Assyrtiko fra øverste hylde, virkeligt gamle kouloura-stokke på marken Megalochori, høstet om natten og gæret køligt for at formidle druens sarte friskhed og salte mineralitet på præcis vis. Otte måneders modning på egetræsfade, flasket ufiltreret. En virkeligt velbalanceret og forfriskende vin med rund syre og subtile noter af nashipærer, hvid stenfrugt og citrus og en smeltende salt finish. Fokuseret, fyldig, kompleks. Alk.: 14,5% Oinofilia

Lyrakakis Psarades Plytó 2024. Alagni Herklion, Kreta. Familien Lyrakakis har reddet den sjældne sort Plytó (Πλυτό) fra en ellers usikker fremtid, og det er tjenstværdig dåd; for vinen er en lækker mineralsk mundfuld med saft, frugt og talkumfin stoflighed i tilgift. Antydninger af moden citrus og mildt røgede indslag i duften. Saftig, spændstig og læskende på tungen, ren og rensende, med en let salt og let bitter snert, i frugten skinner især citron og en smule ananas igennem. En meget velbehagelig vin! Kort kølig maceration og spontan gæring, 40% er gæret og modnet på fad, resten er fra ståltank. Økologisk dyrket på marken Psarades i 280 meters højde. Alk.: 13%

Lyrakakis Psarades Dafni 2024. Alagni Herklion, Kreta. Endnu en brav redning fra Lyrakakis brødrene, og her bliver man endnu mere taknemmelig. Dafni (Δάφνη) betyder laurbær på græsk, og man behøver ikke beherske sproget for at forstå hvorfor. For den dufter og smager af laurbærblade i vilden sky! Liflige, æteriske, balsamiske duftnoter af timian, rosmarin, fennikel og kamfer og så de førnævnte laurbærblade, mens den i munden er mere stilfærdig men stadig super stimulerende, med saftigt flow, det fineste, blødeste stof, moden citrusfrugt og en delikat eftersmag af kandiseret viol. Helt sin egen, en vin, man sent glemmer! Håndhøstet, kort skindkontakt, spontan gæring på ståltanke. Alk.: 12,5%

Orange

Troupis Hoof & Lur 2022. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. En hyldest til traditionel græsk landvin, grænselandet mellem let orange og rosé. Nærmest dekadent duft af roser, geranier og nelliker, overraskende parfumeret i betragtning af dens lyse rosafarve; og så har den et fint greb, sprød syrlighed og en læskende saftighed, den smager mildt af modne jordbær, hindbær, melon, tørret papaya og kandiseret orangeskal. Moschofilero (Μοσχοφίλερο) er en ret aromatisk druesort med mørkt rødmende skaller, som med spontangæring og en smule skindkontakt folder sig fuldt ud. Marken Litharakia ligger i 640 meters højde. Spontangæring, 15 dages skindkontakt, modnet ni måneder på gærresterne og flasket uklaret, ufiltreret og med et beskedent strøg sulfitter. Alk.: 12,5%

Troupis Ekato 2023. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. Moschofilero med hundrede dages skindkontakt, heraf navnet εκατό, hundred; og her går det all in på aromatik, tekstur og struktur— den er orange orange! Duften igen dekandent men mere fortættet, kompakt, mørk sødmefuld. Figen, orangeskal, tørrede blomster; og teksturen er lækker! Der er syrlige bolcher, tørrede frugter og let medicinske noter i smagen. Mild bitterhed og salt eftersmag. Alk.: 12,5%

Tetramythos Roditis Orange 2022. Patras, Peloponnes. Smæskelig orangevin på Roditis (Ροδίτης) druer fra 46 år gamle stokke dyrket i 850 meters højde i Aigialeia bjergene ved den korinthiske bugt, kalksten. Tre ugers skindkontakt i amfora og seks måneders modning på store træfade. Madæbler, mandarin, abrikoser, orangeskal, en smule lynghonning og umeboshi. Fin fylde, und, frugtig og fornøjelig, med let tanningreb og en svagt salt eftersmag. Alk.: 13% Oinofilia

Poultsidis Selene Orange 2022. Larisa, Thessalien. Assyrtiko men denne gang fra Nees Karyes vinmarken ved Larisa i det nordlige fastland; og det er absolut genkendeligt som orangevin: Dyb duft af sødmefuld frugt, tørret abrikos, ananas, papaya og mango, kvædete; saftig og spændstig, med fin syre, lette tanniner, tørt træk i den sødmefulde frugt. Fin! Spontangæring, 30 dages skindkontakt, 12 måneders lagring sur lie, flasket uklaret, ufiltereret og med meget lav sulfit. Alk.: 12,2%

Sclavos Zakynthino Orange 2020. Elios, Kefalonia, Ionien. Intens og kompleks orangevin på den lokale Kefalonia-sort Zakinthino (Ζακυνθινό). Biodynamisk dyrkning, én måneds skindkontakt og ét års modning på træfade. Fuld af ferskner og abrikoser, såvel de friske som de tørrede, ferskensten og mandler, orangeskal, læder, aromatiske urter og ylang-ylang. Fyldig saft med støvede tanniner, når olympiske højder og har længde som en maraton. Nektar og ambrosia! Alk.: 13% Oinofilia

Rosé

Iliana Malihin Liatiko Rosé 2022. Rethymno, Kreta. Dunkel rosé med lys frugt fra Iliana Malíhins hånd, heroisk vitikultur i vanskeligt terræn, økologisk og biodynamisk dyrket, og der er fokus på lokale kretensiske specialiter som Liatiko. Stålsat, kort maceration, spontan gæring og minimal intervention, smuk saft. Kongen af Danmark bolcher, syrlige drops, rød grape, hindbær, roser. Saftig, sursød, bitter bagkant, meget delikat! Alk.: 13% Oinofilia

Aoton Lola Retsina 2020. Paenia, Attika. Sjældent spændende rosé og så oven i købet som seriøs retsina! Druerne er Madilaria, den velkendte retsina-drue Savatianó og en smule Cabernet Sauvignon, dyrket økologisk på markerne Lialioukou, Pousiledi og Fylakio. De håndhøstes ved nattetide for at bibevare friskheden, kurvepresses og gæres spontant med kort skindkontakt, hvor også frisk harpiks tilsættes, 0,4 g/l. Derefter modner vinen på gærresterne i otte måneder. Flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Alk.: 13% Oinofilia

Rødvin

Oenops Limniona 2022. Karditsa, Thessalien. Her har vi med den sjældne Limnonia (Λημνιώνα) at gøre, gæret og modnet halvt på amfora, halvt på egetræsfade, ti måneders modning på gærresterne, flasket ufiltreret. Duften er mild af friske røde bær, sart og forførende, måske med en smule røde roser. I munden er den saftspændt og silkeglat, ret rødfrugtet og med fine tanniner og let tørt træk. Eftersmag af hindbær, sveskeblomme, urt og sød lakrids. Alk.: 12,8%

Alpha Estate Xinomavro Reserve Barba Yannis 2020. Amyndeon, Makedonien. Så er det endelig Xinomavro time, ofte kaldet den græske Nebbiolo, det nordlige Grækenlands store stolthed. Fra 106 år gamle stokke på marken Barba Yannis i 647 meters højde over havet. Sandet, kalkholdig ler oven på kalksten. Håndhøstet og gæret med selektion af lokal gær, modnet to år på gæren i små franske Allier egetræsfade. Smaks altsammen af stor vin. Betagende mørk duft, viol, blåbær og sortebær, lyng og marcipan. I munden saftig, med frisk syre, salt mineralitet og fine tanniner. Mørke bær, blommer og svesker, sorte oliven, balsamico, rank og raffineret. Fornem vin. Alk.: 14,2%

Halkia Agiorgitiko Red 2022. Arapoglou, Nemea, Peloponnes. Økologisk Agiorgitiki (Αγιωργίτικο) fra kalkstensjorde i Nemea, et navn, der måske vækker genklang hos danske vindrikkere af en vis alder; men det her er nok bedre end det, man i hine tider har smagt. Halkias udgave er en saftspændt og tæt men let rødvin, fuld af sursøde kirsebær og blommer og en let urtet eftersmag, med faste men meget fine tanniner. Appetitvækkende. Alk.: 13% Oinofilia

Apostolos Thymiopoulos Naoussa Alta 2021. Trilofos, Naoussa, Makedonien. Endnu et navn, som måske vil være bekendt fra gamle dage; her i mesterlige Thymiopoulos hænder, hvor den lokale stolthed Xinomavro når himmelske højder. Vi er 450-650 meter over havet, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og druerne høstes ved håndkraft. 18 dages skindkontakt, en mindre andel hele klaser, hele herligheden spontangæres på ståltanke og lagres otte måneder på franske egetræsfade. Xinomavro kendes måske som en slags græsk Nebbiolo, men her er sammenligninger med Sangiovese og Pinot Noir heller ikke af vejen. Jordbær, kirsebær, strejf af tranebær og gojibær, friske krydderurter og sorte oliven. Mørk men stålende saftig, god syre og de fineste tanniner. Alk.: 12,5% Oinofilia

— og sidst en lille opfordring til sommerlæsning. Man skal ikke dvæle ved fortiden på fremtidens bekostning, men der er alligevel noget meget nutidigt, i al fald arketypisk, over de græske myter og ikke mindst den næsten tidløse historie om Odysseus. Som med et glas vin ved vandet og under sommersolen er en helt anderledes underholdende oplevelse end pligtlæsning i oldtidskundskab. Heltedigtet Odysséen (Ὀδύσσεια) er med rette en klassiker— et episk langdigt, ifølge traditionen forfattet af den blinde digter Homer og skrevet på heksametre, et rytmisk versemål med seks versefødder, som satte rammen om meget af antikkens digtekunst. I poetisk sprog berettes om sagnhelten Odysseus og hans farefulde færd til havs, mens han og hans mænd forsøger at finde hjem efter sejren i den trojanske krig, som er emnet for det forudgående digt Illiaden (Ἰλιάς). Hjemme venter hustruen Penelope og den efterhånden voksne søn Telemachos, som Odysseus måtte forlade kort efter fødslen; men nu er de under belejring af bejlere, som ønsker at overtage Odysseus kongerige. Intet går stille for sig, historien skorter hverken på kærlighed, sex, magi eller monstre, modige tvekampe og decideret blodbad. Game of Thrones kan godt gå hjem! Christian Wilsters gamle oversættelse er musikalsk og holder stadig, men selv har jeg også haft stor fornøjelse af Otto Steen Dues nyere og mere flydende udgave nærmere på nutidigt dagligsprog.

Vin spiller i øvrigt større og mindre roller gennem hele fortællingen. Som almindelig drik, som nærings- og rusmiddel, som selskabeligt samlingspunkt, som drikoffer eller som anden forbindelse til gudernes verden. Mere interessant er vin ved flere lejligheder endda et plot device, som for eksempel da Odysseus og hans mænd drikker kyklopen Polyfemos under bordet; eller da troldkvinden Kirke forvandler mændene til svin ved at servere dem forhekset vin. Altimens hjemmefronten på Ithaka bliver mere og mere dorskt dynket i vin… Så drik græsk vin, gerne med måde, og find glæde i musens fortælling.

ἄνδρα μοι ἔννεπε, μοῦσα, πολύτροπον, ὃς μάλα πολλὰ
πλάγχθη, ἐπεὶ Τροίης ἱερὸν πτολίεθρον ἔπερσεν:
πολλῶν δ᾽ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω,
πολλὰ δ᾽ ὅ γ᾽ ἐν πόντῳ πάθεν ἄλγεα ὃν κατὰ θυμόν,
ἀρνύμενος ἥν τε ψυχὴν καὶ νόστον ἑταίρων.

Muse! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
men paa sin Fart over Havet han svær Gjenvordighed udstod,
medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst…

Alternative Austria

Vi skal til møde i AA. Ikke for anonyme alkoholikere men for austrofile alternativister. Heldigvis ikke at forstå som de østrigske pendanter til Alternative für Deutschland. Nej, det drejer sig om den ikke-konventionelle, non-konforme del af den østrigske vinscene. De farverige outsidere, dissidenter, rebeller og enfants terribles. Blumenkinder, Freigeister og Querdenkere, der laver vine, som falder i østrigsk vinlovs sælsomme kategori 8, Alternativweine, der dækker det, der på moderne tysk kaldes Orange, Natural & Raw Wines.

Det er vine og en verden, der ikke vil være faste læsere af nærværende side fremmed; og i Danmark er vi i det hele taget godt bekendt med Østrigs naturvine, ikke mindst takket være Sebastian Rind Nellemand, som via sin import Österreich Vin i nu mere end 20 år har holdt fanen højt for disse vine herhjemme, de seneste 15 år også på den for længst ikoniske københavnske vinbar Ved Stranden 10. Østrigsk naturvin debuterede nogenlunde samtidigt med det nynordiske køkken, og naturligvis fandt vinene også vej til en restaurant som noma, hvor de længe var særligt i vælten og kom det kræsne publikum for gane.

Udenlandsk og ikke mindst nynordisk anerkendelse har været kærkommen for de østrigske naturvinsfolk; for det hjemlige marked og myndigheder har ikke altid vist lignende forståelse for deres foretagende. Bagtæppet er på godt og ondt den østrigske vinskandale i 1985 og den efterfølgende nye vinlov, som med strenge kvalitetskrav og stor transparens skulle luge ud i al tvivl om vinens oprindelse og uforfalskethed. Samtidigt var skandalen også med til at sætte tanker om naturlighed, renhed og sundhed på dagsordenen, og det faldt mange vinbønder naturligt ikke kun at konvertere til økologisk dyrkning men også at lave færre tekniske og kemiske interventioner i selve vinifikationen, oplagte videre skridt, og en skare valgte så at gå planken ud og helt ‘tilbage til naturen’.

Hvad er alternativet?

“De her vinbønder fremstiller vine, der repræsenterer et stærkt alternativ til skadelige kemikalier, syntetiske sprøjtemidler og de talrige tilsætningsstoffer, som alle er tilladt i nutidig vinproduktion. De omtales ofte som rå, nøgne, naturlige eller lav-interventions-vine— men efter min mening er det, de repræsenterer, den rene og egentlige form for vinkultur. De fortsætter 8.000 års tradition, for det er kun i de seneste knapt 80 år, at industriel vinproduktion er blevet den nye norm. Sådan set er det de konventionelle vine, som er de alternative.”

Ordene blev ytret i december af den serbisk fødte, amerikansk uddannede og nu østrigsk bosatte Aleks Zecević, som gennem en årrække har haft særlig interesse for og engagement i netop de østrigske naturvine; og ordene faldt under det seneste Arlberg Weinberg Symposium, den årlige vinkonference i de østrigske alper, som af den engelske vinskribent David Kermode er blevet kaldt ‘vinverdenens svar på topmødet i Davos’. Her forestod Zecević en kommenteret smagning af netop “Alternative Wines of Austria” med 15 velvalgte vine — “fremstillet i harmoni med naturen, fra små familieejede vinhuse og i forlængelse af en lang tradition” — og for os med samme tilbøjeligheder var det lidt som en guide tur gennem Paradis. Et spændende syn på samme sag fra en ligeledes udefrakommende med samme passion.

Hans blå bog: Aleks er født og opvokset i Beograd, i et hjem med klaver i stuen og vin på bordet; men lettere utilpas i hjemlandet drog han efter endt ungdomsuddannelse ud i den store verden. Han tog til USA for at læse filosofi og marketing i New York, og undervejs fik han flere småjobs rundt om i vinbranchen. Det førte ad åre til et job som smager hos WineSpectator, hvor han arbejdede i en lang årrække. Siden arbejdede han med fine wines på auktionshuset Sotheby’s, og i dag slår han først og fremmest sine folder som smager og skribent på Wine Enthusiast. Endvidere har han været engageret i VinoVerified samt vært på podcasten Vintners. I dag er han bosat i Wien, et naturligt valg efter mange års stadigt stigende interesse for den østrigske og centraleuropæiske vinscene, som den kan opleves på eks. Karakterre.

Alternative Austria smagningen i Lechwelten var passende edge-of-empire kurateret af serbiske Aleks Zecević, her præsenteret af Chris Yorke, CEO i Austrian Wine Marketing

En perlerække af Østrigs alternative pionerer var på programmet. Heriblandt flere af Burgenlands stærke individualister og flere first movers fra Steiermarks sammenslutning Schmecke das Leben, som den anerkendte engelske vinskribent Stephen Brook, manden bag bogen The Wines of Austria, deri gav skudsmålet, at deres vine i hans gane smagte mere døde end levende. Bevægelsen har hele tiden polariseret og fortsætter med at gøre det. Økologi kan være godt nok, men hen ad vejen med spontangæring, skindkontakt, slørede vine og lav sulfit går det for vidt. Et par af de deltagende smagere, som også er toneangivende vinskribenter, betroede da også hinanden, at flere af vinene var dediceret udrikkelige. Det lykkedes dog for de fleste andre— selv glemte jeg tit at spytte.

Ikke altid Grüner Veltliner

“Østrigs største bedrift er landets bidrag til den grønne bevidsthed. Jeg tror ikke, at der er noget andet land i verden, der har gjort mere på det område,” fastslog Zecević med nedslag i de tørre tal: 65% har fast grønt bunddække i vinmarkerne, 50% af vinbrugsarealet dyrkes uden nogen brug af insekticider, 25% er certificeret bæredygtige (Sustainable Austria), 24% dyrkes certificeret økologisk (Bio Austria, Lacon m.fl.) og 3% dyrkes certificeret biodynamisk (14% af det økologiske areal, Demeter, Respekt).

Den omlægning har ikke mindst været mulig, fordi den er bakket op om af nationale tilskud, og den er skredet hurtigt frem i og med, at mange, for ikke at sige langt de fleste, østrigske vingårde er ret små (gennemsnitligt med 4 hektarer) og familieejede foretagender (95% af samtlige producenter). Dertil kommer netop stærke individualister, lokale sammenslutninger og interessen fra internationale forbrugere efter noget mere oprindeligt, uforfalsket og unikt, uden rester af sprøjtegifte og tilsætningsstoffer, og gerne med lokalkolorit i kraft af indfødte druesorter og genoplivning af gamle traditioner. “Vi flasker naturen ren,” citerede han Christoph Hoch fra Kremstal som en slags slogan.

“Grüner Veltliner er faktisk kun på fjerdepladsen over mine yndlingssorter fra Østrig, efter Sauvignon, Chardonnay og Riesling”

— Aleks Zecević

Men Østrig er større end det velkendte Donauområde og byder på andet og meget mere end Grüner Veltliner og Riesling. Ser man bort fra Zweigelt og Blaufränkisch er der også specialiteter som Sankt Laurent og Blauer Wildbacher, sidstnævnte sorten bag Steiermarks særegne rosé Schilcher. Men også gamle, halvglemte sorter som Roter Veltliner og Furmint fortjener opmærksomhed; og så er der alle de mere eller mindre nye specialiteter og satsområder, såsom de såkaldte Direktträger-druesorter fra Amerika i det sydlige Burgenland, som lægger druer til den uhyggelige Uhudler; samt de mange nye sygdomsresistente piwi-sorter, som vinder frem i hele landet nu og øger diversiteten; og så er der alle de ‘internationale sorter’, hvoraf især Sauvignon og Chardonnay står stærkt i Steiermark. Altsammen aspekter af Østrig, som er værd at se og smage nærmere på.

Det taler til de østrigske myndigheders fordel, at de har forstået og formået at omfavne disse vine i deres markedsføring, selvom det foregår en smule ved siden af hovedsporet. Zecević håber, det med tiden vil blive mere velintegreret, ikke mindst så man undgår yderligere polarisering. Især fordi naturvinsbønderne har satset stort og løbet risici men samtidigt formået at skabe fornyet interesse om landet og flere af dets ellers oversete sorter og områder.

“Mit udvælgelseskriterium var vine, som måtte leve med laveste kategori i kvalitetspyramiden, eller i det mindste havde svært ved at opnå anerkendelse som kvalitetsvin, og dermed opnå oprindelsesgaranti,” forklarer han. “Her skyder man sig nemt i foden. Mange af disse vinbønder får ikke lov at skrive anden oprindelse end Østrig på etiketten, og det er synd. Det er en forspildt chance for at kommunikere med klarhed, hvad der er i glasset.” Han ser dog de igangværende diskussioner om emnet som lovende.

Han slog endvidere fast, at tendenser som økologisk dyrkning, spontan gæring, minimal intervention og begrænset brug af svovl nok stadig er niche men dog ganske veletablerede, og de er kommet for at blive; og at de fører stilistisk mere mangfoldige vine med sig, men med fællestræk som friskere syre og lavere alkohol, '“mere vertikale og vibrerende vine”, tendenser som trender på verdenscenen og med god grund. Alle vinene blev skænket og smagt i Zaltos nye glas Balance, et glas udviklet til vine med struktur og tekstur fra eksempelvis skindkontakt, helklasegæring og lang gærlagring og dermed antageligt velegnet til orange- og naturvine. Glasset føres i Danmark af bl.a. Bichel og Österreich.

ALTERNATIVE WINES OF AUSTRIA

Første flight

• Franz & Christine Strohmeier The Spiral Schilcher Sekt Brut Nature 2014. Ironisk nok lagde vi ud med en af “de mest tilvirkede vine” fra en af frontfigurerne i lav-interventions vinscenen, Franz Strohmeier. Det er klassisk metode, så vinen er gæret igen på flaske med en tilsat gær. Derudover er den dog aldeles økologisk og spontangæret. Degorgeret januar 2024 og tilsat 10 mg sulfit. Druen er Blauer Wildbacher, så det er en idiosynkratisk version af Schilcher Sekt med næsten ti års modning sur lattes. Det, der engang var lyserødt er nu modnet til mørkt orangeskær, næsten kobberglødende. Mildt skummende med en overraskende frisk næse fuld af syrlige bær og nødder, oxidative træk i dybden. Stilfærdig men sprød skum på tungen, virkeligt livlig syre og smag af skovjordbær, sorten muld, søde krydderier og bitter orangeskal. Helt sin egen! Österreich

• Christoph Hoch Kalkreich Sekt Brut Nature NV. Biodynamisk dyrket Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder vinificeret efter méthode ancestrale men dégorgeret efter længere lagring med gæren, så stilistisk nærmer vi os ‘klassisk Sekt’. Lyst gylden, med ganske fint skum. I snuden duft af Earl Grey med citron og et strejf dry Martini. I munden luftig skum med lys syre, kalket mineralitet og mørk dybde, sursød frugt, let laktisk, oxidativ stil. Österreich

Andet flight

• Von der Vogelwaide Grüner Veltliner Tandaradai 2022. Håndhøstet og presset af hele klaser, spontangæret med naturlig malolaktisk gæring og modnet på gærresterne i franske barriques i 12 måneder. Modne gule æbler og saftige gråpærer, strejf af kandiseret citrusfrugter, urter, hø og tobak, en lækker mundfuld med cremet tekstur, sitrende syre og et formidabelt flow. Reduktivt

• Wabi Sabi Riesling A.qu.a.l.e.i.t.e.n 2022. Forbuden frugt fra marken Achleiten, tilpas maskeret på etiketten til at være lovlig. Let krudtet duft af nytårsaften. Klar og kølig saft med saftspændt stenfrugt og litchi, slank af statur og let laktisk i teksturen. Halvdelen fodtrådt, fuld malolaktisk gæring. Stadig særdeles genkendelig i sin frimodige anderledeshed.

• Christian Tschida Riesling Laissez-Faire 2022. Ja, Riesling fra Burgenland… og fra hvem anden end Christian Tschida? Rank syre og stoflig tekstur, modenheden fornægter sig ikke, med frodig lime og gylden stenfrugt i stride strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Sprælsk og ekspressiv. Österreich

Tredje flight

• Michael Wenzel Furmint Stockkultur Alte Reben 2021. Den ungarske nobilitet Furmint fra gamle stokke, indført af Wenzels far og bedstefar, mens jerntæppet stadig hang tungt. Én enkelt barrique, helt uden klaring, filtrering eller tilstatte sulfitter. Fuld af hvide forårsblomster, enggræs, nyslået hø, kamille og hvid te, saftige ferskner og strejf af kanel og nellike. Syrlig, saftig og smidig i al sin krystallinske klarhed. Høtoft

• Sepp & Maria Muster Morillon Graf 2020. Chardonnay, som man sjældent smager den. Dufter af badminton og bålplads, rågummi møder tørv og brønd. Saftspændt, ret lækker rund tekstur, syrligt struktureret, kølig stenfrugt. Biodynamisk og bemærkelsesværdig. Österreich

• Thomas Straka Welschriesling 3330 2021. Der må ikke stå marknavnet Prantner på etiketten, så Straka nøjes nu med parcelnummeret 3330. Silkeglat og smidigt stof et formidabelt flow og forfriskende syre, funklende og fuld af nuancer— modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te. Genereux

Fjerde flight

• Martin & Anna Arndorfer Rosa Marie 2023. Smukt skarlagensfarvet, klar og dyb i farven. I næsen mild og og blød, i munden sprød og syrlig: Fuld af friske jordbær og kirsebær, på bagkanten begge i yoghurt. Sursød og sart cremet. Sjældent seriøs rosé. Österreich

• Ploder-Rosenberg Souvignier Gris Linea 2017. Så kom der piwi i glasset fra pionererne i familien Ploder ved Rosenberg i Vulkanland Steiermark. Sagte brise af kaprifolium, modne ferskner og abrikoser, og i munden folder den sig ud med flot fylde kombineret med tørrede blomster, kandiseret orangeskal og flødekaramel. Smidig tekstur med fint tørstof, mild syre og fine tanniner, delikate grape tonic bitternoter i eftersmagen. Rosforth

• Werlitsch Glück 2020. Elskelig æterisk næse med liflig frugt. Godt greb og syrligt bid, grapefrugten skinner igennem, sammen med saftige ferskner og tørrede abrikoser. Kølig nerve, sindssyg spænding. En biodynamisk bedrift, Sauvignon har let overtag i forhold til Chardonnay, men de spiller perfekt sammen, begge stet i et tykt lag opok. Österreich

Femte flight

• Rosi Schuster St. Laurent Ried Repistye 2022. Sart snude med snert af skovjordbær og blomster. Rank, slank og glat med kølig skovbærfrugt og en elegant statur; og af mangel på bedre beskrivelse, mineralsk. Leithaberg terroir, muligvis med en smule brett, men ellers mageløs og ganske glimrende. Vinova

• Johannes Trapl Blaufränkisch Ried Spitzerberg 2020. Super saftig, smidig og slank, med smilende syre og faste men fine tanniner. Et dulmende dyb i modne kirsebær, brombær og sortebær efter en belønnende duft af enggræs, frisk hø, fugtig muld og bålrøg, lyng, varme vinblade, Earl Grey te og kandiseret appelsinskal. Seriøst, stimulerende og smukt; men næsten for meget for myndighederne! Johannes måtte kæmpe for sit Prüfnummer (kvalitetsvinstempel) for at kunne skrive Carnuntum og Spitzerberg på etiketten, men i sidste ende lykkedes det. Cru Vin

• Gut Oggau Joschuari 2021. Biodynamisk Blaufränkisch med muskler. Stilfærdig ved første møde men åbner med tiden op for en rigdom af moden rød frugt med en mørk bagkant, vilde bær, krydderurter, tobak og røg i dybden. Rank og muskuløs af statur, syren er smidig, tanninerne fine, og den bliver hængende længe i munden. En velbalanceret vin med charme og karisma. Österreich

• Franz Weninger Say 2021. Flot og fortættet næse, fuld af hemmeligheder, løfter og sagte hvisken. Kompakt krop med rank syre og et smukt skyl af blåbær, solbær og sveskeblommer, silkeglat tekstur, let røget og krydret finish. Subtil kompleksitet og karakter. Det er biodynamisk Blaufränkisch fra karge skiferjorde i det sydlige Burgenland, og det er tæt på brilliant. Franz, for Fanden da! Österreich

Flaske: The Spiral 2014  
Vinhus: Strohmeier  
Oprindelse: Steiermark, Østrig
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Blauer Wildbacher  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 495,-  

Artiklen er en reportage fra Arlberg Weinberg Symposium 2024, som blev afholdt i december i Lech am Arlberg, arrangeret af Wine+Partners med støtte fra Österreich Wein Marketing og i samarbejde med Trinkreif og Zalto samt de lokale Burg Hotel, Romantik Hotel Krone, Gasthof Post, Hotel Sandhof, Hotel Kristiania, Hotel Berghof og Rote Wand Gourmet Hotel. Jeg var indbudt som dansk deltager; og min reportage fra symposiets temasmagning af østrigsk Chardonnay og Sauvignon kan læses på SpritNyt

Den lyserøde sæson

Salget af rosé arter sig som kviksølvet i et termometer: Det stiger med temperaturen. En varm og solrig sommer er synonym med en stigning i det lyserøde vinforbrug— på sin vis er den vinverdenens svar på koldskål— og måske som en uforudset følge af den globale opvarmning er salget steget til et stabilt højere niveau året rundt i de seneste år. Efter mange år som ‘tøset’ alternativ til ‘rigtig rødvin’ for machomænd og andre karikaturer har vi måske forladt fordommene og fået et mere uhildet syn på rosévinenes særegne karakter og kvaliteter. For selvom det måske ikke er vinverdenens bredeste genre, så er rosé noget for sig; selv når den bare får lov at slå sig løs som festlig sommervin.

Rosé kan spænde fra det helt spæde, saftige og forfriskende over det frugtigere og dybere til det mørkere og mere strukturerede; i nuancer fra sart lyserøde aftenskyer til dybrøde solnedgangsskær. Farverne afspejler forskellige traditioner og trends, og der er noget for enhver smag. Hele spektret er dækket hos Cataldi Madonna i italienske Abruzzo. De fremstiller en række eksemplariske roséer på den lokale sort Montepulciano, som herhjemme er mest kendt for sine rustikke og næsten sorte rødvine. Men i den varme, italienske sommer har man selvfølgelig god brug for forfriskende og lettere alternativer. Italienerne har mange traditioner for at lave roséer, og det røde skær bliver ofte mørkere og dybere end i det franske. De sarte provençalske æblekinder bliver på den anden side af alperne som regel til fuldblods rødmen, rosé bliver rosato ikke alene verbalt men tillige med mere pigment. 'Cerasuolo’ er et af de traditionelle navne, på Abruzzos dialekt er ‘cerasca’ navnet på kirsebær, og en af områdets specialiteter er netop den ‘kirsebærrøde’ vin. Cerasuolo d’Abruzzo har et smukt rødt skær og er en forholdsvist vinøs rosé, fuldt af mørkerød bærfrugt, med en vis struktur og ofte et let urtet præg. Dermed er den også mere alment madvenlig end mange af de helt lyse roséer, som har sat standarden i det sydfranske. En ofte rustik men også potentielt seriøs vin, som fortjener større opmærksomhed.

Cataldi Madonna og Cerasuolo d’Abruzzo vender vi tilbage til til sidst. Er man et dannet menneske, kan man snildt springe næste afsnit om rosévines tilblivelse over; og er man ikke interesseret i tidens tendenser og markedets modeluner, så spring endelig let og elefant hen over det følgende afsnit om farvetrends.

Abruzzos indfødte druesort Montepulciano giver en karakteristisk mørk, frugtig og tanninrig rødvin; men den leverer desuden most til den kirsebærrøde rosato Cerasuolo, som er en af Italiens bedste af slagsen.

Fifty shades of pink

Rosé har mange rødder, og den kan fremstilles på mange forskellige måder. Til fælles har de de blå druer med deres mørke skaller samt en forholdsvist kort kontakt med netop skallerne på den ene eller den anden måde. Derudover er variationen det væsentlige, ikke blot fordi man arbejder med forskellige druesorter i forskellige klimaer, men også fordi man visse steder har tradition for at have hvidvinsdruer med i rosé cuvéer. Der er særheder som den schweiziske Schiller, som fremstilles ved samgæring af grønne og blå druer; og der er den undtagelsesvise blanding af hvidvin og rødvin som smutvej til den rosa mellemvej. Desuden er der unoder som maceration af ‘midt-imellem’ druesorter som Pinot Gris, der normalt regnes til hvidvinsdruerne, men hvis skaller ved fuld modenhed er så mørke, at fuld maceration som regel gør vinen ikke blot kobber- eller laksefarvet med decideret rødlig. Man kan insistere på, at det er orangevin, især hvis tørstof- og tanninindholdet er højt, men synet synes at sige noget andet, og smagen er ofte også rødfrugtet.

Tilblivelsesmetoderne, de drejer sig dramatisk om afpresning, blødning og drukning. Dels er der den simple methode saignée, ‘blødningsmetoden’, eller Saftabzug, som den kaldes på tysk, ‘saftudtræk’. Rosévin fremstilles hermed ganske enkelt som biprodukt eller sidegevinst i rødvinsfremstillingen. Basalt set lader man en del af den gærende most “bløde” fra tanken, kort tid efter pulpen er kommet i. Således får man dels en forholdsvist større mængde skind og kerner i den resterende rødvinsmost og i sidste ende en kraftigere rødvin; samtidigt med at man får en mængde dybt farvet most til rosévin. Denne most gæres efterfølgende videre for sig selv og kan tappes på tank, fad eller flaske allerede en måned senere. Vine på saignée metoden er typisk ret tætte i farven, har forholdsvis stor fylde og sædvanligvis samme alkoholprocent som den tilsvarende rødvin. Her har vi så omvendt også disse vines potentielle Akilleshæl: Det er rosévin fremstillet helt og holdent på rødvinens præmisser.

Så er der den mere seriøse rosé, som fra start fremstilles for sin egen skyld, og med en ganske kort skindkontakt. En stille og rolig, langsom presning af hele klaser kan give en fin, lys farvning af mosten og får kun de mest flygtige aromastoffer med fra skallerne, og så godt som ingen bitterstoffer og tanniner. Det er i dag den foretrukne fremstillingsmetode i Provençe, hvis sart rødmende, ‘løgskalsfarvede’ rosé har været skoledannende. Appellationsreglerne tillader dog også længere skindkontakt, hvor druerne presses, hvorefter skallerne tilbringer en kort tid i mosten, og flere farve-, duft- og smagsstoffer trækkes ud. Det er såkaldt rosé de macération, og hvor længe macerationen varer ved, samt hvilken temperatur mosten får lov at stige til, afgør graden af rødmen i den endelige vin.

Druerne til sådanne roséer høstes i modsætning til rosé de saignée ene og alene med rosévin som mål. Roséen skabes derfor ikke på rødvinens betingelser, så der er større råderum for stilistiske beslutninger. I Provençe høstes druerne ofte også en smule tidligere end til rødvinene, da man ikke behøver vente på fuldstændig fenolisk modenhed i kernerne. Sådan kan man også opnå en friskere most med et lidt højere syreindhold og en smule mindre sukker, således også lavere alkoholprocent i slutproduktet.

Rosé de pressurage direct minder ofte mest af alt om en blanc de noirs, og den ikke kun ligner men dufter og smager også meget mere som en hvidvin end nogen type rødvin. En egentlig fornemmelse af en særskilt vintype får man i rosé de macération, især når skindkontakten nærmer sig eller overstiger et døgn, og det samme gør sig gældende med saignée. Typisk har cofermenterede og orange udgaver også sit helt eget og særskilte udtryk.

Bekend kulør!

Salget af rosé har såvel internationalt som herhjemme været stigende de seneste år. Markedsanalyser har ‘skudt skylden’ på kvinder, som i stigende grad agerer som selvstændige vinkøbere; og på de såkaldte millennials, en generation som efter sigende skulle være fokuseret på en letlevende, bekymringsfri livsstil med økonomisk overkommelig luksus til hverdag. Salgsanalyser har desuden vist, at selve rosafarven er højeste mode nu, således ses markedsføring og indpakning med fokus på netop roséfarven i hæjere grad— og de førnævnte millennials flasher sig med rosé eller pink gin på de sociale medier. Klicheerne lever i hvert fald videre i bedste velgående.

En smule mere seriøst kan kan undre sig over, at de lyse, tynde og såkalt ‘sjaskede’ rødvine, som er højeste mode i mange kredse i dag, nyder stor anseelse, mens det samme ikke synes at gøre sig gældende for rosévine— der bliver det tilsyneladende for udtyndet til at være hipt.

I dag er de lyse til meget lyse rosévine mere på mode på markedet for kvalitetsvin, mens man ofte ser dybere farvede, mere frugtige og ofte sødmefulde roséer på supermarkedernes hylder. Men dybest set siger farven i sig selv meget lidt om vinens typicitet og kvalitet. Man må kende den enkelte vintype og tit også den enkelte producent.

En af de typer, man med fordel kunne kaste sig over, er den føromtalte Cerasuolo d’Abruzzo. Den kan have masser af karakter og kant, og man går sjældent galt i byen hos Emidio Pepe, Valentini og Faraone, men Cataldi Madonna, Gianni Masciarelli, Francesco Cirelli, Fattoria Nicodemi, Torre dei Beati, Terzini og Lunaria leverer også varen. Det er dejligt til sommerlivet, men de smager også mere end fortrinligt i vinterhalvåret. Dens særlige dyder er, at den kan drikkes uden mad, men samtidigt egner den sig storartet til en lang række spiser. Især traditionelt tomatdrevne italienske retter, den er overraskende dejlig til simpel pasta med tomatsovs og klassiske pizzaer.

Cataldi Madonnas vinmarker i Ofena. Abruzzo er præget af høje bjergrygge, grønne dale og store flader med vinmarker og olivenlunde.

Fra Madonna til Barbie

En af cerasuoloens stædige forkæmpere, og den første til at indføre den spændende Pecorino-drue fra Marche til Abruzzo, er familieforetagenet Cataldi Madonna. Luigi Cataldi Madonna ser det som sin rolle at fremme regionens traditionelle vine og at inspirere sine medproducenter til at skabe en moderne renæssance for ikke mindst cerasuoloen. Vingården ligger i Ofena, "Abruzzos ovn", et slags amfiteater for foden af den eneste Appeniner-gletscher på Calderone i Gran Sasso-bjergkæden, om sommeren en gryde, hvor det snildt bliver 40 grader varmt midt på dagen. Placeringen i 330-440 meters højde giver betydelige udsving i dag- og nattemperatur, hvilket har stor betydning for udviklingen af druernes aromatik og syre. Huset blev grundlagt tilbage i 1920 og er nu i tredje generations besiddelse. Man har aftappet egne vine siden 1975, først var det Alberto Cataldi Madonna, siden 1990 sønnen Luigi, som desuden er professor i filosofi ved universitetet i Aquila; og i dag er hans karismatiske datter Giulia tæt knyttet til produktionen og fremstiller egne vine— en del af hendes eksperimenter foregår i en særlig afdeling af kælderen, flankeret af en hendes aflagte Barbie-dukker, og hun er ikke ked af at kalde sine roséer for Barbie-vine. Selvironien fejler ikke noget! Arealet tæller omtrent 35 hektarer vinmarker, plantet til med Abruzzos indfødte sorter Montepulciano og Trebbiano og den nye darling Pecorino.

Fokus i vinmarkerne er at opnå ligevægt i vinstokkene for bedst at udtrykke områdets egenskaber snarere end at opnå et specifikt udbytte. Derfor dyrker Cataldi Madonna deres druer økologisk, og siden 2003 har husets ønolog Lorenzo Landi desuden konsulteret Cataldi Madonnas agronom, Raffaele Orlandini. Fremgangsmåden fortsætter i kælderen, hvor alle greb går efter at bevare druernes friskhed og frugtsmag, som den fra naturens hånd fremkommer. Man gærer med druernes naturligt forekommende gær og går nænsomt til værks med klaring, filtrering og sulfitering. Topvinene er Tonì, en mørk og mægtig Montepulciano d’Abruzzo, samt Piè delle Vigne, en karakterfuld og saftig Cerasuolo d’Abruzzo. Lad os se nærmere på roséerne.

Giulia i sit rette element, Montepulciano fra familiens marker ved Ofena.

Cataldino er en nyskabelse i sortimentet, en Montepulciano uden egentlig maceration, og dermed ikke en Cerasuolo. I stedet er den fremkommet ved direkte, langsom presning, altså er den en slags italiensk fortolkning af den sydfranske roséstil. Diskret aromatik af solmodne jordbær, saftig og frisk i munden, meget let drikkelig.

Malandrino er til gengæld ‘den ægte vare’, en klar og skrigende kirsebærrød Cerasulo d’Abruzzo med mere og mørkere frugt og en delikat frugtsødme men stadig i den letdrikkelige afdeling. Vandmelon, jordbær, røde kirsebær, blommeskind og grønne urter.

Piè delle Vigne er familiens signaturvin, en fornem Cerasuolo fremstillet første gang i 1997, af druer fra gamle stokke, vinificeret et sted mellem hvidvin og rødvin. Det er klassisk bondevin med tydeligt aftryk af terroiret, mørk Cerasuolo d’Abruzzo præcist som den skal smage. Sprødt bid, flot rund fylde og en dyb frugtighed, fuld af saftige blommer og kirsebær, fine tanniner og et let jordet og urtet præg i eftersmagen.

Desværre er Cataldi Madonna (endnu) ikke på det danske marked; men Emidio Pepe kan erholdes hos Österreich og Vinova, Francesco Cirelli hos Reduktivt, Torre dei Beati hos Erik Sørensen Vin, og Lunaria Orsogna forhandles af Østjysk Vinforsyning. Gå på jagt, og lad sommeren stå på Cerasuolo d’Abruzzo!

Flaske: Piè delle Vigne 2018  
Vinhus: Cataldi Madonna  
Oprindelse: Abruzzo, Italien  
Drue: Montepulciano  
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 200,-  

Dansk vin på toppen

“Vi vil gerne sætte Vendsyssel på vinkortet.”

Se, det er en sætning, man ikke hører hver dag. Lad gå, vi er vel i Storm P.s hjemland; men man skal nu kun smage kort på vinene for at finde ud af, at der ligger alvor bag ordene. De er Jan Lundes, og han driver med sin hustru Gitte vingården Nygårdsminde nord for Brønderslev. Beliggenheden på breddegraden 57,29 gør gården til Danmarks nordligste professionelle vingård, og den er ifølge parret nok også den smukkeste. Smukke er i hvert fald deres vine, som solnedgang over Vesterhavet, forfriskende som vestenvinden og med duft og smag af solmodne danske sommerbær.

Det høje nord

Dansk vin er ved at blive voksen. Vi kan i år ønske os selv tillykke med de første 20 år som vinland. 2000 var nemlig året, hvor Danmark officielt fik EUs anerkendelse som vinproducerende land. Trodsalder og teenageår kan lægges bag os, nu vi har nået skelsår og alder, og erfaringer har ført den erkendelse med sig, at vi ikke er et gudsbenådet rødvinsland. Landet ligger sådan, at vi fra naturens hånd har de bedste forudsætninger for hvide og mousserende vine. De rå mængder Rondo og andre rødvinsdruer, der er plantet i de sidste par årtier, har dog ikke slået rod forgæves; for flere og flere finder ud af at bruge dem til mousserende vine og rosé— og det med succes.

For Jan Lunde (62) var det hole-in-one. Han har nemlig fra begyndelsen sat sig for at lave rosévin, vel vidende at det kølige klima på vore breddegrader bedst egner sig til de sartere, friskere vine; og at vi danskere, når solen stikker hovedet frem, har en forkærlighed for den liflige, lyserøde drik. Derfor er der fokus på rosé, men det bliver også til sød rosa hedvin, en tør hvid og af og til en rød. Et par tusinde flasker årligt bliver det i gennemsnit til.

At det skulle komme så vidt, at vinavl ligefrem skulle blive hans erhverv, var ikke en selvfølge. Jan Lunde er født og opvokset i Brønderslev, uddannet tømrer og gennem mange år en ivrig iværksætter og erfaren erhvervsmand i AP Facader og Ventisol A/S. Siden er det kommet til et delvist karriereskifte: I vennernes lag og med vin i glasset blev det diskuteret, hvilke nye projekter, de kunne kaste sig over. Inspirationen var lige ved hånden, og vinavl meldte sig selvfølgelig på banen. “Det var enten det eller en minkfarm,” fortæller Jan med et skælmsk smil, “og sådan en er jeg nok glad for, at jeg ikke står med nu.”

Grunden til Nygårdsminde købte han i 2007, mens han boede på nabogården. Der fulgte godt med land til, og da der var en sydvendt skråning, lød det hurtigt: “Det er da her, vi skal dyrke vin”. Så i 2010, mens det nye hus endnu stod under opførelse, blev de første 500 vinstokke plantet… og stjålet! Knapt var de kommet i jorden, før nogle langfingrede var på spil. Heldigvis var de også kortsynede: “Vi fandt vinstokkene i læhegnet ved siden af, og så blev de plantet ud igen efter at have været en tur i vand,” fortæller Jan om denne noget usædvanlige opstart. Snart efter udviklede det sig hurtigt fra hyggelig hobby til erhvervsavl og en professionel vingård. Den første rosé så dagens lys i 2013, og i 2015 registrerede de sig som erhvervsavlere.

“Det var med ambitionen om at skabe et attraktiv sted for besøgende og at være med til at sætte Vendsyssel på vinlandkortet. Det er nu en realitet, og huset ligger smukt omgivet af vinmarker og et nyanlagt parkgolfanlæg. Vinmarken er udvidet gennem årene, og i dag er der 2.500 vinstokke fordelt på 1,5 hektar.”

Efter eksperimenter med forskellige sorter, bl.a. også Ortega, Regent og Cabernet Cortis, landede det på den røde Rondo og den hvide Solaris— som ret beset også er Danmarks rød-hvide druepar par excellence. De trives her. Heroppe i det høje nord har vi køligt klima men samtidigt en ganske lang vækstsæson med meget men mildt lys. Det betyder syrlige druer og et fint men mere moderat sukkerindhold end længere sydpå. Omvendt dannes der undervejs flere og finere aromastoffer end i frodigere egne. Når det danske terroir giver faste, sprøde, syrerige og aromatiske æbler og sursøde jordbær med bid, bliver vore druers kvalitet lignende. Lige dele regn og rusk og sol og sommer.

Kontrasterne står stærkt i det danske landskab, og i det nordjyske måske mere end så mange andre steder. Netop den yderst nordlige beliggenhed betyder, at der i sommerhalvåret er lysere her end i det øvrige Danmark— og allerede omkring Brønderslev oplever man meget af det særlige lys, som især Skagen er så kendt for, og som skyldes refleksionen fra det nærliggende hav. I sommernatten gemmer solen sig lige under horisonten, og der kan være lyst over havet natten lang. Lyset er til gavn for druernes modning i et område, der ellers ikke er udset til egnet for vinavl i Danmark. For selvom dagene er lysere og varer længere heroppe, er der risiko for nattefrost om foråret, og vestenvinden kan hele året gå hen og blive lige lovligt frisk. Men finder man en sydskråning beskyttet af læbælter, er der gode muligheder for at modne druer af god kvalitet.

Over mark, under strand

Måske det er tankespind, men vinene fra Nygårdsminde minder mig om min barndoms somre ved stranden langs Vesterhavet, i klitplantagerne langs Jammerbugten, i de bløde bakker og dalstrøg længere inde i landet, hvor Store Vildmose breder sig ud.

Der er dug og gus og mosekonebryg. Der er sol, sand og salt, der en den flygtige duft af strandroser, af kaprifolium, af hyld, af nåleskov, af lyng og af porse. Mere prosaisk er der smag af sortebær, brombær, hindbær og jordbær at finde i vinene. Og ved marken står også en ung korkeg, der ad åre måske kan levere egen kork til flaskerne. Så der er tænkt lokalt terroir på flere forskellige planer.

“Det er sgu noget surt pis” skal en ven have sagt om de spæde første forsøg med vin på gården. “Det er ikke så ringe endda” er nok mere rammende i dag. Selvfølgelig er der yppig syre, sådan må det være i Danmark, men den svinger sammen med en flot modnet og fokuseret frugt. Det er ganske godt gjort — men hvordan gør de det?

“Alle vinstokke bliver dyrket økologisk og efter filosofien, at vinen gøres i marken,” bedyrer Jan og Gitte Lunde. Det handler altså om at skabe de bedste betingelser for vinstokkene, deres vækst og trivsel. Væksten kommer af sig selv, mens trivslen må tilvejebringes. Det kræver en masse arbejdstimer i vinmarkerne; og da det hele foregår ved håndkraft, må man altid være klar på at tage en tørn i marken. Derfor møder man også Jan iført træsko og arbejdstøj— men med et smil på læben, selv om der er rigeligt at tage sig til og tage op til overvejelse: Hvordan bekæmper man bedst sygdomme i vinmarken— især når man ikke kan ty til sprøjtegifte? Hvor hårdt skal man tynde ud i skuddene og druerne— når man gerne vil kvaliteten men også har salg for øje? Hvor længe bør druerne hænge før høst— hvornår er den optimale modenhed til en god rosé?

Opbindingen af vinstokkene er den såkaldte Guyot, som er velegnet til danske vejrforhold og de sorter, der dyrkes på gården. Hvert år udtager man en enkelt eller to nye forgreninger fra hovedplanten, lægger dem ned til (hver sin) side og binder dem til en vandret tråd. Det er fra knopperne på disse grene, at årets grene og bladvæg gror frem. Der skal gerne være godt seks knopper per skud, og hvert skud skal gerne give godt syv blade, som så er i stand til at modne en klase.

Druerne høstes med hjælp fra familie og venner, hvorefter de køres til Glenholm Vingård ved Løgstør lige syd for Limfjorden. Her huserer Hans Jørgen Madsen og hans søn Jesper, nogle af pionererne i professionel vinavl herhjemme. Her beses druerne, og afhængigt af årgangen besluttes druesammensætningen og de videre detaljer i vinificeringen. Efter endt gæring tappes vinen på flaske for så at finde vejen hjem til Vendsyssel. En venlig aftale sikrer desuden, at vinene kan modne videre i en kølig bunker ved Blokhus.

Rundt om Rondo

Rondo er dansk vins drue nummer ét med over 20 hektarer landet rundt. Den er vinbøndernes arbejdshest, og variationen er stor, i stilarter såvel som i kvalitet, der er krikker og væddeløbsheste. Nygårdsminde giver et godt indtryk af sortens alsidighed, når den viser sig fra sin bedste side.

Den er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier-sort, hvilket vil sige, at den ikke blot har mørke skaller men også farvet frugtkød. Den rene most er rødlig, og rødvine på Rondo bliver nemt mørkt violette og nærmest uigennemskueligt tætte i farven. Foruden god farve er der vild bærfrugt i både duft og smag, og dens for en koldklimavin flotte fylde gør den velegnet til fadlagring. Flere års lagring synes at afsløre flere lag i vinen, når dens ungdommelige råhed er rystet af.

Rondo har sine rødder i Rheingau, hvor den kom til verden på vinskolen i Geisenheim som en krydsning mellem Sankt Laurent og den østeuropæiske Zarya Severa, som selv er en hybrid af vitis vinifera-sorten Seyanets Malengra og en vild asiatisk vitis amurensis-sort. Året var 1964, og splejseren var Helmut Becker, hvis mål var at skabe en velsmagende og vejrstærk sort med stor modstandsdygtighed mod svampesygdomme. Det synes at være lykkes, ser man bort fra meldug, som især kan være et problem i forholdsvis fugtige klimaer som det danske. Dog modner sorten meget tidligt, hvilket gør den velegnet til vore nordlige himmelstrøg.

Rondo blev godkendt til fremstilling af kvalitetsvin i Tyskland i 1999, men det er i endnu køligere klimaer, den har spredt sig og skabt sit navn: Irland og England, Holland og Belgien, Polen og ikke mindst Sverige og Danmark. Jeg skal indrømme, at jeg selv har været skeptisk over for sorten. Der har — med oplagte undtagelser fra f.eks. Nordlund — været langt mellem snapsene, men i de senere år er der kommet flere og flere overbevisende eksemplarer, og Nygårdsminde leverer med deres seneste årgange flere af dem. Sloganet ‘dansk vin på toppen’ er på sin plads.

“Nygårdsminde Rosé er vores signaturvin” fortæller Jan og tilføjer, at “rosé er der salg i.” Rondo-druerne høstes, som regel først i oktober, og drueskallerne iblødsættes kortvarigt i mosten, og det er dér, roséen for alvor får sin fine farve og særlige smag. Herefter presses pulpen nænsomt, og mosten gæres langsomt ved lav temperatur. Det sikrer, at den friske frugtaroma bedst muligt bringes videre i den færdige vin. Til sidst stabiliseres vinen og lagres på ståltanke i seks måneder, inden den tappes på flasker. Så er der salget, og det foregår bl.a. fra vingården og webshoppen til enhedsprisen 250 kroner pr. flaske. Vinene kan også findes hos Vinspecialisten i Brønderslev; Restaurant Den Gamle Smedje i Børglum; Teatercaféen i Hjørring — eller smages på den årlige Nordjysk Vinfestival anden weekend i juni.

Nygårdsminde Rosé 2018 er et minde om den lange, varme og solrige sommer i 2018, med mild og sommerlig rød bær- og rosenduft. Saftig og moden bærsmag, ren og rund med et fint syrebid, jordbær og hindbær, citrusskal og et strejf saltlakrids. Moden og muskuløs, en lyserød panter.

Rosé 2019 Sommeren 2019 tog en anden drejning end 2018, så de har mødt hinanden i denne sammenstikning: Frodig rød bærduft, samme nerve men mere sprødhed og syre i munden, hindbærkerner og citrusskal. Ungdommelig men har frisk frugt og moden sødme nok til at blive blødere og rigtig god inden længe.

Rosé Sweet 2018 Sød hedvin på portvinsmetoden… med en sindssyg farve og forførende duft! Fyldig og moden frugt, man fornemmer varme og masser af røde bær og røde bolcher; men den er ikke så sød endda, blot venlig og munter, og en kernet bitternote giver den lidt kant og karakter. Gittes favorit!

Surprisingly Red 2018 Rød særudgave fra den usædvanlige årgang 2018 med fuldmoden frugt og fadlagring— og hvilken glædelig overraskelse: Forførende mørk skovbærduft. Saftig og rund i munden, tæt og mørk men lyst op af en forfriskende syre. Ren ganefryd med brombær, solbær, hyldebær og aronia, kardemomme og lyng. Min favorit!

Set fra Nygårdsminde Vingård er fremtiden rosenrød. Vinbondeparret har fundet en interessant niche, som de forfølger engageret og formår at få flotte vine ud af. Vel er rosé sommerligt, men den kan og bør drikkes hele året og fungerer glimrende med mange slags mad— fisk og skaldyr, lyst kød, sødmefulde grønsager og i gråzonen mellem det hvidvins- og det rødvinsegnede— foruden som det berygtede glas i utide. Er tiden til det, nyder man måske vinen allerbedst under et besøg på Tolstrupvej 102.

“Vi har åben for rundvisninger, vinsmagninger og eksklusive arrangementer. Gerne kombineret med en omgang Nygårdsminde Parkgolf. Vi skræddersyr programmer for virksomheder, netværk og private grupper. Og vi sælger vinplanter og holder kurser i beskæring af vinstokke og vindyrkning.”

Dansk vin skal der ikke længere skæres ansigt eller grines af, der skal smiles.

Flaske: Rosé 2018
Vinhus: Nygårdsminde Vingård  
Oprindelse: Vendsyssel, Danmark  
Drue: Rondo  
Jordbund: Ler, sand, sten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Pris: 250,-