Den lyserøde sæson

Salget af rosé arter sig som kviksølvet i et termometer: Det stiger med temperaturen. En varm og solrig sommer er synonym med en stigning i det lyserøde vinforbrug— på sin vis er den vinverdenens svar på koldskål— og måske som en uforudset følge af den globale opvarmning er salget steget til et stabilt højere niveau året rundt i de seneste år. Efter mange år som ‘tøset’ alternativ til ‘rigtig rødvin’ for machomænd og andre karikaturer har vi måske forladt fordommene og fået et mere uhildet syn på rosévinenes særegne karakter og kvaliteter. For selvom det måske ikke er vinverdenens bredeste genre, så er rosé noget for sig; selv når den bare får lov at slå sig løs som festlig sommervin.

Rosé kan spænde fra det helt spæde, saftige og forfriskende over det frugtigere og dybere til det mørkere og mere strukturerede; i nuancer fra sart lyserøde aftenskyer til dybrøde solnedgangsskær. Farverne afspejler forskellige traditioner og trends, og der er noget for enhver smag. Hele spektret er dækket hos Cataldi Madonna i italienske Abruzzo. De fremstiller en række eksemplariske roséer på den lokale sort Montepulciano, som herhjemme er mest kendt for sine rustikke og næsten sorte rødvine. Men i den varme, italienske sommer har man selvfølgelig god brug for forfriskende og lettere alternativer. Italienerne har mange traditioner for at lave roséer, og det røde skær bliver ofte mørkere og dybere end i det franske. De sarte provençalske æblekinder bliver på den anden side af alperne som regel til fuldblods rødmen, rosé bliver rosato ikke alene verbalt men tillige med mere pigment. 'Cerasuolo’ er et af de traditionelle navne, på Abruzzos dialekt er ‘cerasca’ navnet på kirsebær, og en af områdets specialiteter er netop den ‘kirsebærrøde’ vin. Cerasuolo d’Abruzzo har et smukt rødt skær og er en forholdsvist vinøs rosé, fuldt af mørkerød bærfrugt, med en vis struktur og ofte et let urtet præg. Dermed er den også mere alment madvenlig end mange af de helt lyse roséer, som har sat standarden i det sydfranske. En ofte rustik men også potentielt seriøs vin, som fortjener større opmærksomhed.

Cataldi Madonna og Cerasuolo d’Abruzzo vender vi tilbage til til sidst. Er man et dannet menneske, kan man snildt springe næste afsnit om rosévines tilblivelse over; og er man ikke interesseret i tidens tendenser og markedets modeluner, så spring endelig let og elefant hen over det følgende afsnit om farvetrends.

Abruzzos indfødte druesort Montepulciano giver en karakteristisk mørk, frugtig og tanninrig rødvin; men den leverer desuden most til den kirsebærrøde rosato Cerasuolo, som er en af Italiens bedste af slagsen.

Fifty shades of pink

Rosé har mange rødder, og den kan fremstilles på mange forskellige måder. Til fælles har de de blå druer med deres mørke skaller samt en forholdsvist kort kontakt med netop skallerne på den ene eller den anden måde. Derudover er variationen det væsentlige, ikke blot fordi man arbejder med forskellige druesorter i forskellige klimaer, men også fordi man visse steder har tradition for at have hvidvinsdruer med i rosé cuvéer. Der er særheder som den schweiziske Schiller, som fremstilles ved samgæring af grønne og blå druer; og der er den undtagelsesvise blanding af hvidvin og rødvin som smutvej til den rosa mellemvej. Desuden er der unoder som maceration af ‘midt-imellem’ druesorter som Pinot Gris, der normalt regnes til hvidvinsdruerne, men hvis skaller ved fuld modenhed er så mørke, at fuld maceration som regel gør vinen ikke blot kobber- eller laksefarvet med decideret rødlig. Man kan insistere på, at det er orangevin, især hvis tørstof- og tanninindholdet er højt, men synet synes at sige noget andet, og smagen er ofte også rødfrugtet.

Tilblivelsesmetoderne, de drejer sig dramatisk om afpresning, blødning og drukning. Dels er der den simple methode saignée, ‘blødningsmetoden’, eller Saftabzug, som den kaldes på tysk, ‘saftudtræk’. Rosévin fremstilles hermed ganske enkelt som biprodukt eller sidegevinst i rødvinsfremstillingen. Basalt set lader man en del af den gærende most “bløde” fra tanken, kort tid efter pulpen er kommet i. Således får man dels en forholdsvist større mængde skind og kerner i den resterende rødvinsmost og i sidste ende en kraftigere rødvin; samtidigt med at man får en mængde dybt farvet most til rosévin. Denne most gæres efterfølgende videre for sig selv og kan tappes på tank, fad eller flaske allerede en måned senere. Vine på saignée metoden er typisk ret tætte i farven, har forholdsvis stor fylde og sædvanligvis samme alkoholprocent som den tilsvarende rødvin. Her har vi så omvendt også disse vines potentielle Akilleshæl: Det er rosévin fremstillet helt og holdent på rødvinens præmisser.

Så er der den mere seriøse rosé, som fra start fremstilles for sin egen skyld, og med en ganske kort skindkontakt. En stille og rolig, langsom presning af hele klaser kan give en fin, lys farvning af mosten og får kun de mest flygtige aromastoffer med fra skallerne, og så godt som ingen bitterstoffer og tanniner. Det er i dag den foretrukne fremstillingsmetode i Provençe, hvis sart rødmende, ‘løgskalsfarvede’ rosé har været skoledannende. Appellationsreglerne tillader dog også længere skindkontakt, hvor druerne presses, hvorefter skallerne tilbringer en kort tid i mosten, og flere farve-, duft- og smagsstoffer trækkes ud. Det er såkaldt rosé de macération, og hvor længe macerationen varer ved, samt hvilken temperatur mosten får lov at stige til, afgør graden af rødmen i den endelige vin.

Druerne til sådanne roséer høstes i modsætning til rosé de saignée ene og alene med rosévin som mål. Roséen skabes derfor ikke på rødvinens betingelser, så der er større råderum for stilistiske beslutninger. I Provençe høstes druerne ofte også en smule tidligere end til rødvinene, da man ikke behøver vente på fuldstændig fenolisk modenhed i kernerne. Sådan kan man også opnå en friskere most med et lidt højere syreindhold og en smule mindre sukker, således også lavere alkoholprocent i slutproduktet.

Rosé de pressurage direct minder ofte mest af alt om en blanc de noirs, og den ikke kun ligner men dufter og smager også meget mere som en hvidvin end nogen type rødvin. En egentlig fornemmelse af en særskilt vintype får man i rosé de macération, især når skindkontakten nærmer sig eller overstiger et døgn, og det samme gør sig gældende med saignée. Typisk har cofermenterede og orange udgaver også sit helt eget og særskilte udtryk.

Bekend kulør!

Salget af rosé har såvel internationalt som herhjemme været stigende de seneste år. Markedsanalyser har ‘skudt skylden’ på kvinder, som i stigende grad agerer som selvstændige vinkøbere; og på de såkaldte millennials, en generation som efter sigende skulle være fokuseret på en letlevende, bekymringsfri livsstil med økonomisk overkommelig luksus til hverdag. Salgsanalyser har desuden vist, at selve rosafarven er højeste mode nu, således ses markedsføring og indpakning med fokus på netop roséfarven i hæjere grad— og de førnævnte millennials flasher sig med rosé eller pink gin på de sociale medier. Klicheerne lever i hvert fald videre i bedste velgående.

En smule mere seriøst kan kan undre sig over, at de lyse, tynde og såkalt ‘sjaskede’ rødvine, som er højeste mode i mange kredse i dag, nyder stor anseelse, mens det samme ikke synes at gøre sig gældende for rosévine— der bliver det tilsyneladende for udtyndet til at være hipt.

I dag er de lyse til meget lyse rosévine mere på mode på markedet for kvalitetsvin, mens man ofte ser dybere farvede, mere frugtige og ofte sødmefulde roséer på supermarkedernes hylder. Men dybest set siger farven i sig selv meget lidt om vinens typicitet og kvalitet. Man må kende den enkelte vintype og tit også den enkelte producent.

En af de typer, man med fordel kunne kaste sig over, er den føromtalte Cerasuolo d’Abruzzo. Den kan have masser af karakter og kant, og man går sjældent galt i byen hos Emidio Pepe, Valentini og Faraone, men Cataldi Madonna, Gianni Masciarelli, Francesco Cirelli, Fattoria Nicodemi, Torre dei Beati, Terzini og Lunaria leverer også varen. Det er dejligt til sommerlivet, men de smager også mere end fortrinligt i vinterhalvåret. Dens særlige dyder er, at den kan drikkes uden mad, men samtidigt egner den sig storartet til en lang række spiser. Især traditionelt tomatdrevne italienske retter, den er overraskende dejlig til simpel pasta med tomatsovs og klassiske pizzaer.

Cataldi Madonnas vinmarker i Ofena. Abruzzo er præget af høje bjergrygge, grønne dale og store flader med vinmarker og olivenlunde.

Fra Madonna til Barbie

En af cerasuoloens stædige forkæmpere, og den første til at indføre den spændende Pecorino-drue fra Marche til Abruzzo, er familieforetagenet Cataldi Madonna. Luigi Cataldi Madonna ser det som sin rolle at fremme regionens traditionelle vine og at inspirere sine medproducenter til at skabe en moderne renæssance for ikke mindst cerasuoloen. Vingården ligger i Ofena, "Abruzzos ovn", et slags amfiteater for foden af den eneste Appeniner-gletscher på Calderone i Gran Sasso-bjergkæden, om sommeren en gryde, hvor det snildt bliver 40 grader varmt midt på dagen. Placeringen i 330-440 meters højde giver betydelige udsving i dag- og nattemperatur, hvilket har stor betydning for udviklingen af druernes aromatik og syre. Huset blev grundlagt tilbage i 1920 og er nu i tredje generations besiddelse. Man har aftappet egne vine siden 1975, først var det Alberto Cataldi Madonna, siden 1990 sønnen Luigi, som desuden er professor i filosofi ved universitetet i Aquila; og i dag er hans karismatiske datter Giulia tæt knyttet til produktionen og fremstiller egne vine— en del af hendes eksperimenter foregår i en særlig afdeling af kælderen, flankeret af en hendes aflagte Barbie-dukker, og hun er ikke ked af at kalde sine roséer for Barbie-vine. Selvironien fejler ikke noget! Arealet tæller omtrent 35 hektarer vinmarker, plantet til med Abruzzos indfødte sorter Montepulciano og Trebbiano og den nye darling Pecorino.

Fokus i vinmarkerne er at opnå ligevægt i vinstokkene for bedst at udtrykke områdets egenskaber snarere end at opnå et specifikt udbytte. Derfor dyrker Cataldi Madonna deres druer økologisk, og siden 2003 har husets ønolog Lorenzo Landi desuden konsulteret Cataldi Madonnas agronom, Raffaele Orlandini. Fremgangsmåden fortsætter i kælderen, hvor alle greb går efter at bevare druernes friskhed og frugtsmag, som den fra naturens hånd fremkommer. Man gærer med druernes naturligt forekommende gær og går nænsomt til værks med klaring, filtrering og sulfitering. Topvinene er Tonì, en mørk og mægtig Montepulciano d’Abruzzo, samt Piè delle Vigne, en karakterfuld og saftig Cerasuolo d’Abruzzo. Lad os se nærmere på roséerne.

Giulia i sit rette element, Montepulciano fra familiens marker ved Ofena.

Cataldino er en nyskabelse i sortimentet, en Montepulciano uden egentlig maceration, og dermed ikke en Cerasuolo. I stedet er den fremkommet ved direkte, langsom presning, altså er den en slags italiensk fortolkning af den sydfranske roséstil. Diskret aromatik af solmodne jordbær, saftig og frisk i munden, meget let drikkelig.

Malandrino er til gengæld ‘den ægte vare’, en klar og skrigende kirsebærrød Cerasulo d’Abruzzo med mere og mørkere frugt og en delikat frugtsødme men stadig i den letdrikkelige afdeling. Vandmelon, jordbær, røde kirsebær, blommeskind og grønne urter.

Piè delle Vigne er familiens signaturvin, en fornem Cerasuolo fremstillet første gang i 1997, af druer fra gamle stokke, vinificeret et sted mellem hvidvin og rødvin. Det er klassisk bondevin med tydeligt aftryk af terroiret, mørk Cerasuolo d’Abruzzo præcist som den skal smage. Sprødt bid, flot rund fylde og en dyb frugtighed, fuld af saftige blommer og kirsebær, fine tanniner og et let jordet og urtet præg i eftersmagen.

Desværre er Cataldi Madonna (endnu) ikke på det danske marked; men Emidio Pepe kan erholdes hos Österreich og Vinova, Francesco Cirelli hos Reduktivt, Torre dei Beati hos Erik Sørensen Vin, og Lunaria Orsogna forhandles af Østjysk Vinforsyning. Gå på jagt, og lad sommeren stå på Cerasuolo d’Abruzzo!

Flaske: Piè delle Vigne 2018  
Vinhus: Cataldi Madonna  
Oprindelse: Abruzzo, Italien  
Drue: Montepulciano  
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 200,-  

Dansk vin på toppen

“Vi vil gerne sætte Vendsyssel på vinkortet.”

Se, det er en sætning, man ikke hører hver dag. Lad gå, vi er vel i Storm P.s hjemland; men man skal nu kun smage kort på vinene for at finde ud af, at der ligger alvor bag ordene. De er Jan Lundes, og han driver med sin hustru Gitte vingården Nygårdsminde nord for Brønderslev. Beliggenheden på breddegraden 57,29 gør gården til Danmarks nordligste professionelle vingård, og den er ifølge parret nok også den smukkeste. Smukke er i hvert fald deres vine, som solnedgang over Vesterhavet, forfriskende som vestenvinden og med duft og smag af solmodne danske sommerbær.

Det høje nord

Dansk vin er ved at blive voksen. Vi kan i år ønske os selv tillykke med de første 20 år som vinland. 2000 var nemlig året, hvor Danmark officielt fik EUs anerkendelse som vinproducerende land. Trodsalder og teenageår kan lægges bag os, nu vi har nået skelsår og alder, og erfaringer har ført den erkendelse med sig, at vi ikke er et gudsbenådet rødvinsland. Landet ligger sådan, at vi fra naturens hånd har de bedste forudsætninger for hvide og mousserende vine. De rå mængder Rondo og andre rødvinsdruer, der er plantet i de sidste par årtier, har dog ikke slået rod forgæves; for flere og flere finder ud af at bruge dem til mousserende vine og rosé— og det med succes.

For Jan Lunde (62) var det hole-in-one. Han har nemlig fra begyndelsen sat sig for at lave rosévin, vel vidende at det kølige klima på vore breddegrader bedst egner sig til de sartere, friskere vine; og at vi danskere, når solen stikker hovedet frem, har en forkærlighed for den liflige, lyserøde drik. Derfor er der fokus på rosé, men det bliver også til sød rosa hedvin, en tør hvid og af og til en rød. Et par tusinde flasker årligt bliver det i gennemsnit til.

At det skulle komme så vidt, at vinavl ligefrem skulle blive hans erhverv, var ikke en selvfølge. Jan Lunde er født og opvokset i Brønderslev, uddannet tømrer og gennem mange år en ivrig iværksætter og erfaren erhvervsmand i AP Facader og Ventisol A/S. Siden er det kommet til et delvist karriereskifte: I vennernes lag og med vin i glasset blev det diskuteret, hvilke nye projekter, de kunne kaste sig over. Inspirationen var lige ved hånden, og vinavl meldte sig selvfølgelig på banen. “Det var enten det eller en minkfarm,” fortæller Jan med et skælmsk smil, “og sådan en er jeg nok glad for, at jeg ikke står med nu.”

Grunden til Nygårdsminde købte han i 2007, mens han boede på nabogården. Der fulgte godt med land til, og da der var en sydvendt skråning, lød det hurtigt: “Det er da her, vi skal dyrke vin”. Så i 2010, mens det nye hus endnu stod under opførelse, blev de første 500 vinstokke plantet… og stjålet! Knapt var de kommet i jorden, før nogle langfingrede var på spil. Heldigvis var de også kortsynede: “Vi fandt vinstokkene i læhegnet ved siden af, og så blev de plantet ud igen efter at have været en tur i vand,” fortæller Jan om denne noget usædvanlige opstart. Snart efter udviklede det sig hurtigt fra hyggelig hobby til erhvervsavl og en professionel vingård. Den første rosé så dagens lys i 2013, og i 2015 registrerede de sig som erhvervsavlere.

“Det var med ambitionen om at skabe et attraktiv sted for besøgende og at være med til at sætte Vendsyssel på vinlandkortet. Det er nu en realitet, og huset ligger smukt omgivet af vinmarker og et nyanlagt parkgolfanlæg. Vinmarken er udvidet gennem årene, og i dag er der 2.500 vinstokke fordelt på 1,5 hektar.”

Efter eksperimenter med forskellige sorter, bl.a. også Ortega, Regent og Cabernet Cortis, landede det på den røde Rondo og den hvide Solaris— som ret beset også er Danmarks rød-hvide druepar par excellence. De trives her. Heroppe i det høje nord har vi køligt klima men samtidigt en ganske lang vækstsæson med meget men mildt lys. Det betyder syrlige druer og et fint men mere moderat sukkerindhold end længere sydpå. Omvendt dannes der undervejs flere og finere aromastoffer end i frodigere egne. Når det danske terroir giver faste, sprøde, syrerige og aromatiske æbler og sursøde jordbær med bid, bliver vore druers kvalitet lignende. Lige dele regn og rusk og sol og sommer.

Kontrasterne står stærkt i det danske landskab, og i det nordjyske måske mere end så mange andre steder. Netop den yderst nordlige beliggenhed betyder, at der i sommerhalvåret er lysere her end i det øvrige Danmark— og allerede omkring Brønderslev oplever man meget af det særlige lys, som især Skagen er så kendt for, og som skyldes refleksionen fra det nærliggende hav. I sommernatten gemmer solen sig lige under horisonten, og der kan være lyst over havet natten lang. Lyset er til gavn for druernes modning i et område, der ellers ikke er udset til egnet for vinavl i Danmark. For selvom dagene er lysere og varer længere heroppe, er der risiko for nattefrost om foråret, og vestenvinden kan hele året gå hen og blive lige lovligt frisk. Men finder man en sydskråning beskyttet af læbælter, er der gode muligheder for at modne druer af god kvalitet.

Over mark, under strand

Måske det er tankespind, men vinene fra Nygårdsminde minder mig om min barndoms somre ved stranden langs Vesterhavet, i klitplantagerne langs Jammerbugten, i de bløde bakker og dalstrøg længere inde i landet, hvor Store Vildmose breder sig ud.

Der er dug og gus og mosekonebryg. Der er sol, sand og salt, der en den flygtige duft af strandroser, af kaprifolium, af hyld, af nåleskov, af lyng og af porse. Mere prosaisk er der smag af sortebær, brombær, hindbær og jordbær at finde i vinene. Og ved marken står også en ung korkeg, der ad åre måske kan levere egen kork til flaskerne. Så der er tænkt lokalt terroir på flere forskellige planer.

“Det er sgu noget surt pis” skal en ven have sagt om de spæde første forsøg med vin på gården. “Det er ikke så ringe endda” er nok mere rammende i dag. Selvfølgelig er der yppig syre, sådan må det være i Danmark, men den svinger sammen med en flot modnet og fokuseret frugt. Det er ganske godt gjort — men hvordan gør de det?

“Alle vinstokke bliver dyrket økologisk og efter filosofien, at vinen gøres i marken,” bedyrer Jan og Gitte Lunde. Det handler altså om at skabe de bedste betingelser for vinstokkene, deres vækst og trivsel. Væksten kommer af sig selv, mens trivslen må tilvejebringes. Det kræver en masse arbejdstimer i vinmarkerne; og da det hele foregår ved håndkraft, må man altid være klar på at tage en tørn i marken. Derfor møder man også Jan iført træsko og arbejdstøj— men med et smil på læben, selv om der er rigeligt at tage sig til og tage op til overvejelse: Hvordan bekæmper man bedst sygdomme i vinmarken— især når man ikke kan ty til sprøjtegifte? Hvor hårdt skal man tynde ud i skuddene og druerne— når man gerne vil kvaliteten men også har salg for øje? Hvor længe bør druerne hænge før høst— hvornår er den optimale modenhed til en god rosé?

Opbindingen af vinstokkene er den såkaldte Guyot, som er velegnet til danske vejrforhold og de sorter, der dyrkes på gården. Hvert år udtager man en enkelt eller to nye forgreninger fra hovedplanten, lægger dem ned til (hver sin) side og binder dem til en vandret tråd. Det er fra knopperne på disse grene, at årets grene og bladvæg gror frem. Der skal gerne være godt seks knopper per skud, og hvert skud skal gerne give godt syv blade, som så er i stand til at modne en klase.

Druerne høstes med hjælp fra familie og venner, hvorefter de køres til Glenholm Vingård ved Løgstør lige syd for Limfjorden. Her huserer Hans Jørgen Madsen og hans søn Jesper, nogle af pionererne i professionel vinavl herhjemme. Her beses druerne, og afhængigt af årgangen besluttes druesammensætningen og de videre detaljer i vinificeringen. Efter endt gæring tappes vinen på flaske for så at finde vejen hjem til Vendsyssel. En venlig aftale sikrer desuden, at vinene kan modne videre i en kølig bunker ved Blokhus.

Rundt om Rondo

Rondo er dansk vins drue nummer ét med over 20 hektarer landet rundt. Den er vinbøndernes arbejdshest, og variationen er stor, i stilarter såvel som i kvalitet, der er krikker og væddeløbsheste. Nygårdsminde giver et godt indtryk af sortens alsidighed, når den viser sig fra sin bedste side.

Den er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier-sort, hvilket vil sige, at den ikke blot har mørke skaller men også farvet frugtkød. Den rene most er rødlig, og rødvine på Rondo bliver nemt mørkt violette og nærmest uigennemskueligt tætte i farven. Foruden god farve er der vild bærfrugt i både duft og smag, og dens for en koldklimavin flotte fylde gør den velegnet til fadlagring. Flere års lagring synes at afsløre flere lag i vinen, når dens ungdommelige råhed er rystet af.

Rondo har sine rødder i Rheingau, hvor den kom til verden på vinskolen i Geisenheim som en krydsning mellem Sankt Laurent og den østeuropæiske Zarya Severa, som selv er en hybrid af vitis vinifera-sorten Seyanets Malengra og en vild asiatisk vitis amurensis-sort. Året var 1964, og splejseren var Helmut Becker, hvis mål var at skabe en velsmagende og vejrstærk sort med stor modstandsdygtighed mod svampesygdomme. Det synes at være lykkes, ser man bort fra meldug, som især kan være et problem i forholdsvis fugtige klimaer som det danske. Dog modner sorten meget tidligt, hvilket gør den velegnet til vore nordlige himmelstrøg.

Rondo blev godkendt til fremstilling af kvalitetsvin i Tyskland i 1999, men det er i endnu køligere klimaer, den har spredt sig og skabt sit navn: Irland og England, Holland og Belgien, Polen og ikke mindst Sverige og Danmark. Jeg skal indrømme, at jeg selv har været skeptisk over for sorten. Der har — med oplagte undtagelser fra f.eks. Nordlund — været langt mellem snapsene, men i de senere år er der kommet flere og flere overbevisende eksemplarer, og Nygårdsminde leverer med deres seneste årgange flere af dem. Sloganet ‘dansk vin på toppen’ er på sin plads.

“Nygårdsminde Rosé er vores signaturvin” fortæller Jan og tilføjer, at “rosé er der salg i.” Rondo-druerne høstes, som regel først i oktober, og drueskallerne iblødsættes kortvarigt i mosten, og det er dér, roséen for alvor får sin fine farve og særlige smag. Herefter presses pulpen nænsomt, og mosten gæres langsomt ved lav temperatur. Det sikrer, at den friske frugtaroma bedst muligt bringes videre i den færdige vin. Til sidst stabiliseres vinen og lagres på ståltanke i seks måneder, inden den tappes på flasker. Så er der salget, og det foregår bl.a. fra vingården og webshoppen til enhedsprisen 250 kroner pr. flaske. Vinene kan også findes hos Vinspecialisten i Brønderslev; Restaurant Den Gamle Smedje i Børglum; Teatercaféen i Hjørring — eller smages på den årlige Nordjysk Vinfestival anden weekend i juni.

Nygårdsminde Rosé 2018 er et minde om den lange, varme og solrige sommer i 2018, med mild og sommerlig rød bær- og rosenduft. Saftig og moden bærsmag, ren og rund med et fint syrebid, jordbær og hindbær, citrusskal og et strejf saltlakrids. Moden og muskuløs, en lyserød panter.

Rosé 2019 Sommeren 2019 tog en anden drejning end 2018, så de har mødt hinanden i denne sammenstikning: Frodig rød bærduft, samme nerve men mere sprødhed og syre i munden, hindbærkerner og citrusskal. Ungdommelig men har frisk frugt og moden sødme nok til at blive blødere og rigtig god inden længe.

Rosé Sweet 2018 Sød hedvin på portvinsmetoden… med en sindssyg farve og forførende duft! Fyldig og moden frugt, man fornemmer varme og masser af røde bær og røde bolcher; men den er ikke så sød endda, blot venlig og munter, og en kernet bitternote giver den lidt kant og karakter. Gittes favorit!

Surprisingly Red 2018 Rød særudgave fra den usædvanlige årgang 2018 med fuldmoden frugt og fadlagring— og hvilken glædelig overraskelse: Forførende mørk skovbærduft. Saftig og rund i munden, tæt og mørk men lyst op af en forfriskende syre. Ren ganefryd med brombær, solbær, hyldebær og aronia, kardemomme og lyng. Min favorit!

Set fra Nygårdsminde Vingård er fremtiden rosenrød. Vinbondeparret har fundet en interessant niche, som de forfølger engageret og formår at få flotte vine ud af. Vel er rosé sommerligt, men den kan og bør drikkes hele året og fungerer glimrende med mange slags mad— fisk og skaldyr, lyst kød, sødmefulde grønsager og i gråzonen mellem det hvidvins- og det rødvinsegnede— foruden som det berygtede glas i utide. Er tiden til det, nyder man måske vinen allerbedst under et besøg på Tolstrupvej 102.

“Vi har åben for rundvisninger, vinsmagninger og eksklusive arrangementer. Gerne kombineret med en omgang Nygårdsminde Parkgolf. Vi skræddersyr programmer for virksomheder, netværk og private grupper. Og vi sælger vinplanter og holder kurser i beskæring af vinstokke og vindyrkning.”

Dansk vin skal der ikke længere skæres ansigt eller grines af, der skal smiles.

Flaske: Rosé 2018
Vinhus: Nygårdsminde Vingård  
Oprindelse: Vendsyssel, Danmark  
Drue: Rondo  
Jordbund: Ler, sand, sten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Pris: 250,-  

Ode an die Freude

Den store danske filosof Erik (der udbredte sine tanker fra en villa i provinsen i Rytteriets serie om Erik og Else) ramte hovedet på sømmet med sin opsummering af forskellige vintyper: “Der er rødvin, og så er der hvidvin, og hvis man blander det, så får man rosé; og sådan er det!”

Alternativt begavede vil ellers mene at vide, at det normalt kun er i Champagne, man kan frembringe rosé ved at blande rødvin i hvidvinen; at rosé ellers fremstilles ved at dræne most fra kun kort macererede blå druer, altså en slags rødvin som hvidvin, let og lys og som skabt til sommeren.

I det sydlige Tyskland og i Schweiz er de dog også af en anden opfattelse. Den traditionelle vintype Schiller er netop en blanding, dog ikke af færdig rød og hvid vin, men af blå og grønne druer, dyrket, høstet og vinificeret sammen, hvilket giver en oftest mørk rosé, også kaldet en Rotling.

Navnet Schiller kommer af schillern, at stråle eller glitre, og hentyder således til farven snarere end til den tyske filosof, historiker, dramatiker, digter og livsnyder Friedrich Schiller (1759-1805). Vin var han ellers glad for; men de fleste kender ham nok bedst som skribenten bag digtet Ode an die Freude (Til glæden) fra 1785, som Beethoven mellem 1822 og 1824 satte musik til i sin niende symfonis fjerde sats — men nu ryger vi ud ad en tangent.

Det er især i Sachsen og Württemberg, Schillerwein er at finde i Tyskland, mens den dukker op adskillige steder i Schweiz. I Württemberg er der stor variation, da alle tilladte sorter kan benyttes og ofte bliver det. I schweiziske Graubünden skal andelen af blå druer blot overstige andelen af grønne; og i kantonen Valais er det ofte Chasselas og Pinot Noir, der nyder hinandens selskab. Således også hos Mythopia, hvor Hans-Peter Schmidt frembringer en naturlig og finurlig nul-sulfit udgave af den gamle specialitet. Valais velsignelser er beskrevet her; og Mythopias filosofi portrætteret her.

Mythopia Schiller 2013 sprudler af liv, er strålende solnedsgangsrød, dufter først af jordbærgrød, rødkål og brunede løg, men det reduktive damper af og gør så plads for skovjordbær, hindbær, syrlige drops og Kongen af Danmark bolcher, og smagen runder yderst urtet af med mos, fennikel, lavendel og rosmarin. Det urtede tager faktisk til og vækker mindelser om en anden schweizisk specialitet, de mange urtebittere og -likører. Vinen holder sig fint frisk en time eller to men begynder så at give efter for oxidation og vermouthisering. Den er forfriskende at drikke solo men nok især i selskab med mad kan den gøre glæde på sommerbordet. Hvad angår det musikalske akkompagniment: Vælger man ikke hele Beethovens niende, er den bedste version til Mythopia nok Muppet Shows Ode to Joy.

Freude trinken alle Wesen
an den Brüsten der Natur…

Flaske: Schiller 2013  
Vinhus: Mythopia  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesorter: Pinot Noir, Chasselas
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, en uges maceration  
Lagring: Et år på små træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Krone Vin  
Pris: 420,-  

Portræt af et adoptivbarn

Et sted i gråzonen mellem fyldig rosé og let rødvin flyder Gut Oggaus bidrag til Brutal-vinserien rundt. Det er et farverigt grænseland, der flyder over af røde bær og grønne urter, underholdende og ikke uden alvorligere undertoner. Som sådan en seriøs tilføjelse til Gut Oggaus vanlige sortiment — læs mere om det her.

Brutal 2016 dufter let gæret og flintet hen over friske røde bær, der især trænger igennem i smagen, særligt hindbær og tyttebær. Der er sprød syre og en pæn fylde og rundhed, og så dukker der spændende og spøjse smage op: Græs, hø, tørrede hindbær, ristede græskarkerner, mørk mælkechokolade. Let bitter eftersmag, kalkede tanniner. Ren og skær naturvin men uden unoder — selvfølgelig hvis man ser bort fra en smule reduktion og volatil syre.

Grundstoffet er Roesler — mere om den senere — presset og udsat for få timers maceration, spontangæret på store træfade, lagret på samme samt gærresterne et halvt års tid før flaskning - uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter, som det hør og bør sig i brutalt regi.

Gut Oggaus hall of fame, dog uden Brutal, som man må omkring Barcelona for at se i øjenhøjde

Brutale vine

Serien af Brutal vine kom oprindeligt i stand i form af en række direkte leverancer til naturvinsbaren Bar Brutal i Barcelona. Ni naturvinsproducenter fra oplandet i Catalonien udvalgte et enkelt fad vin, som skulle sælges på baren. Et etiketdesign kom i stand, som var ens for alle, ligesom prisen blev fast og venlig; og en succes blev det hurtigt.

Senere fulgte en række internationale producenter trop, foruden Gut Oggau er også Christian Tschida fra Neusiedlersee i Burgenland med. Kriteriet for deltagelse er naturvin slet og ret — udelukkende spontangæring og ingen tilsatte sulfitter. Vinene er dog ikke kun at skaffe på Bar Brutal, mindre mængder finder også vej ud i den store verden. Den oprindelige idé med samme etiket og samme pris for hver flaske er også moderat modificeret. Gut Oggaus bidrag er i hvert fald let genkendeligt!

Kunstvandalisme — eller Gut Oggau møder Banksy i Barcelona?

Roesler?

Hvad er Roesler så for en fisk? Ja, den er en ny druesort, hvis største fortrin og oprindelige eksistensberettigelse er som PIWI sort, en type af druer, der er meget modstandsdygtige over for svampeangreb (pilzwiderstandsfähige), hvilket gør dem mere end velegnede til økologisk dyrkning. Roesler druerne er store med tykke skaller, og vinens sanselige kvaliteter ligger i en mørk bærfrugt og markante tanniner, der gør den velegnet til fadlagring. Mest iøjenfaldende er dog dens meget mørke farve. Roesler er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier drue, hvilket vil sige, at ikke kun drueskallen men også selve frugtkødet er farvet; og mosten er derfor rødlig selv uden skindkontakt. Som udgangspunkt er den mest anvendt som blandingsdrue, hvor den bidrager med farve og tannin.

Roeslers vugge stod på Götzhof ved Langenzersdorf i Weinviertel lige nord for Wien, hvor den blev frembragt som en ny krydsning i 1970. Moderen i den menneskelige verden er Gertrude Mayer fra vinskolen i Klosterneuburg. Leonhard Roesler (1839-1910), der var kemiker, ønolog og forstander på Klosterneuburg 1874-1902, har stået fadder med navnet, som druen officielt har båret siden 2000, hvor den blev anerkendt som kvalitetdrue.

Roesler har et indviklet stamtræ: Zweigelt, der som bekendt selv er en krydsning af Sankt Laurent og Blaufränkisch, er her krydset med Klosterneuburg 1189-9-77, der selv er en krydsning af Blaufränkisch og Seyve-Villard 18-402, der selv er en krydsning af forskellige Seibel hybrider. Mayer var i øvrigt samtidigt kvinden bag sorten Ráthay, der er krydset af Klosterneuburg 1355-3-33 og Blauburger.

Roesler modner relativt tidligt og har høj modstandsdygtighed mod frost og svampesygdomme (botrytis, oidium, peronospora). Førstnævnte gør den generelt velegnet i Østrigs kontinentale klima med hårde vintre, særligt i landets kølige områder; og sidstnævnte gør den ikke blot velegnet i de fugtige egne omkring søen Neusiedlersee i det lune Burgenland men velegnet overalt, hvor man ønsker at undgå at sprøjte med fungicider.

Stephanie og Eduard har i hvert fald fundet en fin brug af druen med Brutal. Prøv!

Flaske: Brutal 2016  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Roesler  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, kort maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 245,-